Prædikeren (/ɪˌkliːziˈæstiːz/; bibelsk hebraisk: קֹהֶלֶת, romaniseret: qōheleṯ, oldgræsk: Ἐκκλησιαστής, romaniseret: Ekklēsiastē af the Ksetws-doms-bog er den ene af “Writibles” i Hebreen og den kristne bog Testamente. Titlen, der almindeligvis bruges på engelsk, er en latinsk translitteration af den græske oversættelse af det hebraiske ord קֹהֶלֶת (Kohelet, Koheleth, Qoheleth eller Qohelet). En unavngiven forfatter introducerer “Kohelets, Davids søn, konge i Jerusalems ord” (1:1) og bruger ikke sin egen stemme igen før de sidste vers (12:9-14), hvor han kommer med sine egne tanker og opsummerer udtalelserne fra Kohelet; hoveddelen af teksten er tilskrevet Kohelet selv.
Kohelet proklamerer (1:2) "Forfængelighed af forfængeligheder! Alt er forgæves!”; det hebraiske ord hevel, “damp”, kan billedligt betyde “uvæsentligt”, “forgæves”, “forgæves” eller “meningsløst”. I lyset heraf præsenterer næste vers det grundlæggende eksistentielle spørgsmål, som resten af bogen handler om: “Hvad gavn har et menneske for alt det slid, han slider i under solen?”, og udtrykker, at både vise og kloges liv. tåbelige mennesker ender alle med døden. Mens Kohelet støtter visdom som et middel til et vellevet jordisk liv, er han ikke i stand til at tillægge den evig mening. I lyset af denne opfattede meningsløshed foreslår han, at mennesker bør nyde dagligdagens simple fornøjelser, såsom at spise, drikke og nyde sit arbejde, som er gaver fra Guds hånd. Bogen afsluttes med påbuddet om “Frygt Gud og hold hans bud; for det er hele menneskehedens pligt. Eftersom enhver gerning vil Gud føre til dom, for hver skjult handling, hvad enten den er god eller ond.”
Ifølge rabbinsk tradition blev bogen skrevet af kong Salomon i hans alderdom, men tilstedeværelsen af persiske låneord og aramæismer peger på en dato tidligst omkring 450 fvt., mens den senest mulige dato for dens sammensætning er 180 fvt.