1 Så tog Job til Orde og svarede:
2 "Hvor længe vil I krænke min Sjæl og slå mig sønder med Ord?
3 I håner mig nu for tiende Gang, mishandler mig uden Skam.
4 Har jeg da virkelig fejlet, hænger der Fejl ved mig?
5 Eller gør I jer store imod mig og revser mig ved at smæde?
6 Så vid da, at Gud har bøjet min Ret, omspændt mig med sit Net.
7 Se, jeg skriger: Vold! men får ikke Svar, råber om Hjælp, der er ingen Ret.
8 Han spærred min Vej, jeg kom ikke frem, han hylled mine Stier i Mørke;
9 han klædte mig af for min Ære, berøved mit Hoved Kronen,
10 brød mig ned overalt, så jeg må bort, oprykked mit Håb som Træet;
11 hans Vrede blussede mod mig, han regner mig for sin Fjende;
12 samlede rykker hans Flokke frem og bryder sig Vej imod mig, de lejrer sig om mit Telt.
13 Mine Brødre har fjernet sig fra mig, Venner er fremmede for mig, [1]
14 mine nærmeste og Hendinge holder sig fra mig, de, der er i mit Hus, har glemt mig;
15 mine Piger regner mig for en fremmed, vildfremmed er jeg i deres Øjne;
16 ej svarer min Træl, når jeg kalder, jeg må trygle ham med min Mund;
17 ved min Ånde væmmes min Hustru, mine egne Brødre er jeg en Stank;
18 selv Drenge agter mig ringe, når jeg reljser mig, taler de mod mig;
19 Standsfælleræmmes til Hobe ved mig, de, jeg elskede, vender sig mod mig.
20 Benene hænger fast ved min Hud, med Kødet i Tænderne slap jeg bort.
21 Nåde, mine Venner, Nåde, thi Guds Hånd har rørt mig! [2]
22 Hvi forfølger og I mig som Gud og mættes ej af mit Kød?
23 Ak, gid mine Ord blev skrevet op, blev tegnet op i en Bog,
24 med Griffel af Jern, med Bly indristet i Hlippen for evigt!
25 Men jeg ved, at min Løser lever, over Støvet vil en Forsvarer stå frem. [3]
26 Når min sønderslidte Hud er borte, skal jeg ud fra mit Kød skue Gud,
27 hvem jeg skal se på min Side; ham skal mine Øjne se, ingen fremmed! Mine Nyrer forgår i mit Indre!
28 Når I siger: "Hor vi skal forfølge ham, Sagens Rod vil vi udfinde hos ham!"
29 så tag jer i Vare for Sværdet; thi Vrede rammer de lovløse, at I skal kende, der kommer en Dom!