1 Halleluja! Pris Herren i himlen, pris ham i det høje!
2 Pris ham, alle hans engle, pris ham, alle hans hærskarer,
3 pris ham, sol og måne, pris ham, hver lysende stjerne,
4 pris ham, himlenes himle og vandene over himlene! [1]
5 De skal prise Herrens navn, thi han bød, og de blev skabt;
6 han gav dem deres plads for evigt, han gav en lov, som de ej overtræder! [2]
7 Lad pris stige op til Herren fra jorden, I havdyr og alle dyb,
8 Ild og hagl, sne og røg, storm, som gør hvad han siger,
9 I bjerge og alle høje, frugttræer og alle cedre,
10 I vilde dyr og alt kvæg, krybdyr og vingede fugle,
11 I jordens konger og alle folkeslag, fyrster og alle jordens dommere,
12 ynglinge sammen med jomfruer, gamle sammen med unge!
13 De skal prise Herrens navn, thi ophøjet er hans navn alene, hans højhed omspender jord og himmel.
14 Han løfter et horn for sit folk, lovprist af alle sine fromme, af Israels børn, det folk, der står ham nær. Halleluja!