© 2015 Urantia Foundation
| Kapitel 9. Den Uendelige Ånds Forhold Til Universet |
Indeks
Flere versioner |
Kapitel 11. Den Evige Paradisøen |
10:0.1 DE EVIGE Guddommenes Paradistreenighed understøtter Faders befrielse fra personligheds absolutisme. Treenigheden forbinder perfekt det ubegrænsede udtryk af Guds uendelige personlige vilje med Guddommens absoluthed. Den Evige Søn og de forskellige Sønner af guddommelig oprindelse, sammen med Samforeneren og hans univers børn, sikre effektivt for Faderens frigørelse fra de begrænsninger som ellers er forbundet med oprindelighed, perfektion, uforanderlighed, evighed, universalitet, absoluthed, og uendelighed.
10:0.2 Paradistreenigheden muliggør effektivt det fulde udtryk og perfekte åbenbaring af Guddommens evige natur[1]. Treenighedens Stationære Sønner yder ligeledes en fuldstændig og perfekt åbenbaring af guddommelig retfærdighed. Treenigheden er Guddoms enhed, og denne enhed hviler for evigt på de absolutte grundlag af guddommelig enhed af de tre oprindelige, lige og sameksisterende personligheder, Gud Faderen, Gud Sønnen, og Gud Ånden[2].
10:0.3 Fra den nuværende situation på evighedens cirkler, seende bagud ind i den endeløse fortid, opdager vi kun en uundgåelig uundgåelighed i universets anliggende, og det er Paradistreenighed. Jeg anser Treenigheden for at have været uundgåelig. Således som jeg betragter fortiden, nutiden og fremtiden af tid, anser jeg intet andet i alle universernes univers for at have været uundgåelig. Det nuværende mesterunivers, set i tiden bagud eller fremad, er utænkeligt uden Treenigheden. Forudsat Paradistreenigheden, kan vi postulere vekslende eller endog mangfoldige måder at gøre alle ting, men uden Faderens, Sønnens og Åndens Treenighed, er vi ude af stand til at opfatte, hvorledes den Uendelige med hensyn til den Guddoms absolutte enhed, kunne opnå trefoldighed og samordnet personalisering. Intet andet begreb om skabelse når op til Treenighedens standarder for fuldstændighed af absoluthed som tilhører guddomsenigheden kombineret med opfyldelsen af viljebestemt befrielse iboende den trefoldige personalisering af Guddom.
10:1.1 Det synes som om at Faderen, tilbage i evigheden, indviede en fremgangsmåde af dybsindig selvdistribution. Der er noget iboende i den Universelle Faders uselviske, kærlige og elskelige natur, som forårsager ham til at reservere for sig selv udøvelsen af kun de beføjelser og den myndighed, som han tilsyneladende finder det umuligt at uddelegere eller at overdrage.
10:1.2 Den Universelle Fader har hele tiden frigjort sig selv fra enhver del af sig selv, som kunne blive overdraget på enhver anden Skaber eller skabning. Han har overdraget til sine guddommelige Sønner og deres tilknyttede intelligenser enhver styrke og al autoritet som kunne blive betroet. Han har faktisk overført til sine Suveræne Sønner, i deres respektive universer, ethvert privilegium af administrativ autoritet som kunne overdrages. I anliggender af et lokalunivers, har han gjort hver Suveræn Skabersøn lige så perfekt, kompetent, og autoritativ som den Evige Søn er i det oprindelige og centrale univers. Han har givet væk, i virkeligheden overdraget, med værdighed og hellighed personligheds besiddelser, helt af sig selv, og alle af hans egenskaber, alt hvad han på nogen mulig måde kunne frigøre sig for, på enhver måde, i enhver tidsalder, på ethvert sted, og til enhver person, og i ethvert univers undtagen hvad angår hans centrale bolig.
10:1.3 Guddommelig personlighed er ikke selvcentreret; selvdistribution og personligheds deling karakterisere det guddommelige, med fri vilje udstyret selv. Skabte væsener længes efter forbindelse med andre personlige væsener; Skabere ønsker at dele guddommelighed med deres univers børn; den Uendeliges personlighed er åbenbaret som den Universelle Fader, som deler virkeligheds eksistens og selvets ligestilling med to samordnet personligheder, den Evige Søn og Samforeneren.
10:1.4 Angående viden om Faderens personlighed og guddommelige egenskaber vil vi altid være afhængig af den Evige Søns åbenbaringer, for da den fælles skabelses handling blev effektueret, da den Tredje Guddomsperson sprang ind i personligheds eksistens og udførte de kombinerede begreber af hans guddommelige forældre, ophørte Faderen med at eksistere som den egenskabsløse personlighed. Med tilblivelsen af Samforeneren og skabelsens centrale indre kerne blev materialiseret, skete der visse evige forandringer. Gud gav sig selv som en absolut personlighed til hans Evige Søn. Således overdrager Faderen ”uendelighedens personlighed” til sin enbårne Søn, mens de begge overdrager den ”fælles personlighed” af deres evige forening til den Uendelige Ånd.
10:1.5 For disse og andre grunde udover det endelige sinds begreb, er det overordentlig svært for de menneskelige væsener at forstå Guds uendelige fader-personlighed undtagen som det universelt er åbenbaret i den Evige Søn og, med Sønnen, er universelt aktiv i den Uendelige Ånd.
10:1.6 Eftersom at Guds Paradissønner besøger de evolutionære verdner og nogle gange endda opholder sig der i lighed med dødelig kød, og da disse overdragelser virkelig gør det muligt for det dødelige menneske at kende noget af den guddommelige personligheds natur og karakter, derfor må væsener fra planeternes sfærer se til overdragelsen af disse Paradissønner for pålidelig og troværdig information om Faderen, Sønnen og Ånden[3].
10:2.1 Gennem treenighedsgørelsens teknik frigør Faderen sig fra den egenskabsløse ånde personlighed som er Sønnen, men ved at gøre dette, gør han sig selv til Faderen af denne selvsamme Søn og derved bemægtiger han sig den ubegrænsede kapacitet til at blive den guddommelige Fader af alle efterfølgende skabte, eventuerede, eller andre personaliserede typer af intelligente vilje væsener. Som den Absolutte og ubegrænset personlighed kan Faderen kun fungere som og med Sønnen, men som en personlig Fader fortsætter han med at overdrage personlighed på forskellige niveauer af forskellige mængder af intelligente vilje væsener, og han opretholder for evigt kærlige personlige forhold med denne enorme familie af universets børn.
10:2.2 Efter at Faderen havde overdraget hele sig selv til sin Søns personlighed og når denne handling af selvoverdragelse er komplet og perfekt, af den uendelige kraft og natur som således eksister i foreningen af Fader-Søn, så overdrager de evige partnere i fællesskab disse kvaliteter og egenskaber, der danner et andet væsen som dem selv; og denne fælles personlighed, den Uendelige Ånd, fuldender Guddommens eksistentielle personalisering.
10:2.3 Sønnen er uundværlig for Guds faderskab. Ånden er uundværlig for broderskabet af den Anden og Tredje Person. Tre personer er et minimum for en social gruppe, men det er den mindste af alle de mange grunde for at tro på uundgåeligheden af Samforeneren.
10:2.4 Den Første Kilde og Center er den uendelige Faderpersonlighed, den ubegrænsede personligheds kilde. Den Evige Søn er det egenskabsløse personlighedsabsolut, det guddommelige væsen som gennem hele tiden og evigheden står som den perfekte åbenbaring af Guds personlige natur. Den Uendelige Ånd er den forenet personlighed, den unikke personlige konsekvens af den evige Fader-Søn forening.
10:2.5 Den Første Kilde og Centers personlighed er uendelighedens personlighed minus den absolutte personlighed af den Evige Søn. Den Tredje Kilde og Centers personlighed er den supertilsætnings konsekvens af foreningen mellem den frigjorte Faderpersonlighed og den absolutte Sønpersonlighed.
10:2.6 Den Universelle Fader, den Evige Søn, og den Uendelige Ånd er enestående personer; ingen er et duplikat; hver er oprindelig; alle er forenet.
10:2.7 Kun den Evige Søn oplever de guddommelige personligheds forhold i det fulde omfang, bevidsthed om både at være søn til Faderen og fader til Ånden, og guddommelig lighed med både Fader-stamfaderen og Ånden associerede. Faderen kender oplevelsen af at have en Søn som er hans lige, men Faderen kender ingen forudgående fædre. Den Evige Søn har oplevelsen med sønskab, genkendelse af personligheds herkomst, og samtidig er Sønnen bevidst om at være forenet forældre til den Uendelige Ånd. Den Uendelige Ånd er bevidst om dobbelt personligheds herkomst men er ikke forældre til en samordnet Guddoms personlighed. Med Ånden er den eksistentielle Guddoms personaliserings cyklus afsluttet; den Tredje Kilde og Centers primære personligheder er erfaringsmæssige og syv i antal.
10:2.8 Jeg har oprindelse i Paradistreenigheden. Jeg kender Treenigheden som forenet Guddom; jeg ved også at Faderen, Sønnen og Ånden eksisterer og handler i deres bestemte personlige egenskaber. Jeg ved positivt, at de ikke kun handler personligt og kollektivt, men at de også samordner deres udførelser i forskellige grupperinger, således at de ender med at fungere i syv forskellige ental og flertals egenskaber. Og eftersom at disse syv foreninger udtømmer mulighederne for sådanne guddommelige kombinationer, er det uundgåeligt, at realiteterne i universet vil fremstå i syv variationer af værdier, betydninger, og personlighed.
10:3.1 Uanset, at der kun er en Guddom, så er der tre positive og guddommelige personaliseringer af Guddommen. Angående menneskets begavelse med de guddommelige Rettere, siger Faderen: ”Lad os skabe det dødelige menneske i vores eget billede[4].” Gentagende gange gennem alle skrifter på Urantia forekommer denne reference til en flertals Guddoms handlinger og gerninger, som klart indikerer en bevidsthed om eksistensen og aktiviteter af de tre Kilder og Centre.
10:3.2 Vi er belært om, at Sønnen og Ånden opretholder det samme og ensartede forhold til Faderen i Treenigheds foreningen. I evigheden og som Guddomme gør de det utvivlsomt, men i tid og som personligheder åbenbarer de visse forhold af en meget forskellig natur. Set fra Paradiset ud mod universerne, så synes disse forhold at være meget ens, men betragtet fra rummets domæner, forekommer de at være helt anderledes.
10:3.3 De guddommelige Sønner er faktisk ”Guds ord,” men Åndens børn er i sandhed ”Guds Handling[5][6].” Gud taler gennem sin Søn og, med Sønnen, handler gennem den Uendelige Ånd, mens i alle af universets aktiviteter er Sønnen og Ånden udsøgt broderlige, der arbejder som to lige brødre med beundring og kærlighed for en æret og guddommelig respekteret fælles Fader.
10:3.4 Faderen, Sønnen, og Ånden er helt sikkert lige i natur, samordnet i væsen, men der er en umiskendelig forskel i deres fremtrædelse i universet, og når de handler alene, så er hver Guddomsperson tilsyneladende begrænset i absoluthed.
10:3.5 Førend den Universelle Fader, af egen vilje afgav sig personlighed, styrke og egenskaber som udgør Sønnen og Ånden, synes han at have været (filosofisk betragtet) en egenskabsløs, absolut, og uendelig Guddom. Men sådan en teoretisk Første Kilde og Center uden en Søn kunne ikke i nogen betydning af ordet blive betragtet som den Universelle Fader, faderskab er ikke virkelig uden en søn. Desuden, måtte Faderen for at have været absolut i en total betydning, have eksisteret alene på et eller andet evigt fjernt tidspunkt. Men han har aldrig haft en sådan isoleret eksistens; Sønnen og Ånden er begge evige på samme tid med Faderen. Den Første Kilde og Center har altid været, og vil for altid være, den evige Fader af den Oprindelige Søn og, sammen med Sønnen, den evige stamfader af den Uendelige Ånd.
10:3.6 Vi observerer, at Faderen har frigjort sig selv fra alle absoluthedens direkte manifestationer undtagen absolut faderskab og absolut vilje. Vi ved ikke, om viljen er en uafhændelig egenskab af Faderen; vi kan kun observere, at han ikke frigjorte sig fra viljen. Sådan en vilje uendelighed må have været evig iboende i den Første Kilde og Center.
10:3.7 I overdragelsen af personlighedens absoluthed på den Evige Søn, frigør den Universelle Fader sig fra personligheds absolutismens lænker, men derved tager han et skridt, der gør det for altid umuligt for ham, at handle alene som personlighedsabsolut. Og med den endelige personalisering af sameksisterende Guddom — Samforeneren — så udgør den afgørende gensidige treenigheds afhængighed af de tre guddommelige personligheder i forhold til den samlede helhed af Guddommens absolutte funktion.
10:3.8 Gud er Fader-Absoluttet af alle personligheder i universernes univers. Faderen er personlig absolut i handlings frihed, men i universerne af tid og rum, skabte, under tilblivelse, og endnu ikke skabte, kan Faderen som total Guddom ikke skelnes som absolut undtagen i Paradistreenigheden.
10:3.9 Den Første Kilde og Center fungere udenfor Havona i de fænomenale universer som følger:
10:3.10 1. Som skaber, gennem Skabersønnerne, hans børnebørn.
10:3.11 2. Som overvåger, gennem tyngdekraftscentret i Paradiset.
10:3.12 3. Som ånd, gennem den Evige Søn.
10:3.13 4. Som sind, gennem Samskaberen.
10:3.14 5. Som en Fader, opretholder han forældre kontakt med alle væsener gennem sit personligheds kredsløb.
10:3.15 6. Som en person, virker han direkte overalt i skabelse ved hjælp af hans eksklusive fragmenter - i det dødelige menneske gennem Tankeretterne.
10:3.16 7. Som total Guddom, fungere han kun i Paradistreenigheden.
10:3.17 Alle disse af den Universelle Fader overførsler og delegeringer af beføjelser er fuldstændig frivillig og selvvalgt. Den almægtige Fader påtager sig målbevidst disse begrænsninger af universets myndighed.
10:3.18 Den Evige Søn synes at fungere som ét med Faderen i alle åndelige henseender undtagen i overdragelse af Guds fragmenter og i andre førpersonlige aktiviteter. Sønnen er heller ikke tæt identificeret med de intellektuelle aktiviteter hos materielle væseners eller med energi aktiviteter i de materielle universer. Som absolut fungerer Sønnen som person og kun indenfor det åndelige universets domæne.
10:3.19 Den Uendelige Ånd er forbavsende universel og utrolig alsidig i alle hans operationer. Han medvirker i områderne inden for sindet, materiens og åndens sfærer. Samforeneren repræsenterer Fader-Søn forening, men han fungerer også som sig selv. Han er ikke direkte involveret med fysisk tyngdekraft, med åndelig tyngdekraft eller med personligheds kredsløbet, men han deltager mere eller mindre i alle andre af universets aktiviteter. Mens den Uendelige Ånd tilsyneladende er afhængig af tre eksistentielle og absolutte tyngdekraft kontroller, synes han at udøve tre superkontroller. Denne trefoldige begavelse er anvendt på mange måder til at overskride og tilsyneladende til at neutralisere selv de manifestationer af primære kræfter og energiers, helt op til de super ultimative grænser af absolutheden. I visse situationer transcenderer disse absolutte superkontroller selv de kosmiske virkeligheders primære manifestationer.
10:4.1 Af alle absolutte foreninger, er Paradistreenigheden (den første trefoldighed) enestående som en eksklusiv sammenslutning af personlig Guddom. Gud fungerer som Gud kun i forhold til Gud og til dem som kan kende Gud, men som absolut Guddom kun i Paradistreenigheden og i forhold til universets totalitet.
10:4.2 Den evig Guddom er perfekt forenet, ikke desto mindre er der tre helt individualiserede guddommelige personer. Paradistreenigheden gør det muligt, samtidigt at udtrykke den fulde mangfoldighed af karaktertræk og uendelige beføjelser hos den Første Kilde og Center og hans evige samordnede og af hele den guddommelige enhed som findes i den udelte Guddoms univers funktioner.
10:4.3 Treenigheden er en sammenslutning af uendelige personer fungerende i en upersonlig kapacitet men ikke i strid med personlighed. Illustrationen er vag, men en far, søn og barnebarn kan danne et forenet selskab, som ville være upersonlig men ikke desto mindre underlagt deres personlige vilje.
10:4.4 Paradistreenighed er virkelig. Den eksisterer som Guddomsforeningen mellem Fader, Søn, og Ånd; trods det kan Faderen, Sønnen, eller Ånden, eller to af dem, fungere i forhold til denne selvsamme Paradistreenighed. Faderen, Sønnen og Ånden kan samarbejde på en måde, der ikke er trinitarisk men ikke som tre Guddomme. Som personer kan de samarbejde som de har lyst, men det er ikke Treenigheden.
10:4.5 Husk altid, at det som den Uendelige Ånd gør, er funktionen af Samforeneren. Både Faderen og Sønnen fungerer i og gennem og som ham. Men det ville være formålsløst at forsøge at belyse Treenighedens mysterium; tre som en og i en, og en som to og handlende for to.
10:4.6 Treenigheden er relateret til samtlige af universets anliggender, at den må tages med i vores forsøg på at forklare helheden af enhver isoleret kosmisk begivenhed eller personlighedsrelation. Treenigheden fungerer på alle niveauer af kosmos, og det dødelige menneske er begrænset til det endelige niveau; derfor må mennesket være tilfreds med et endelig begreb af Treenigheden som Treenigheden.
10:4.7 Som et menneske i kødet bør I betragte Treenigheden i overensstemmelse med jeres individuelle oplysning og i harmoni med reaktioner i jeres sind og sjæl. I ved kun meget lidt om Treenighedens absoluthed, men efterhånden som I opstiger mod Paradis, vil I mange gange opleve forbavselse ved skiftende åbenbaringer og uventede opdagelser af Treenighedens højestehed og ultimativitet, hvis ikke af absolutheden.
10:5.1 De personlige Guddomme har egenskaber, men det er næppe passende, at tale om at Treenigheden har egenskaber. Denne forening af guddommelige væsener kan mere korrekt blive betragtet som havende funktioner, såsom retfærdigheds administration, totalitets standpunkter, samordnet handling, og kosmisk overkontrol. Disse funktioner er aktivt højeste, ultimative, og (indenfor Guddoms begrænsningerne) absolutte hvad angår alle levende virkeligheder med personligheds værdi.
10:5.2 Paradistreenighedens funktioner er ikke blot summen af Faderens tilsyneladende guddommeligheds begavelse plus de specialiserede egenskaber som er unikke i Sønnen og Åndens personlige eksistens. Treenigheds sammenslutning af de tre Paradisguddomme resulterer i udviklingen, eventualisering, og guddommeliggørelse af nye betydninger, værdier, styrker, og kapacitet for universel åbenbaring, handling, og administration. Levende foreninger, menneske familier, sociale grupper, eller Paradistreenigheden vokser blot ved aritmetisk sammenlægning. Gruppe potentialet er altid langt ud over den simple sum af egenskaberne hos gruppes individer.
10:5.3 Treenigheden opretholder en enestående holdning som Treenighed over for fortiden, nutiden, og fremtiden af hele universet. Og Treenighedens funktioner kan bedst betragtes i forhold til Treenighedens holdning til universet. Sådanne holdninger er samtidige og kan være mangfoldige angående enhver isoleret situation eller begivenhed:
10:5.4 1. Holdning til det endelige. Treenighedens maksimale selvbegrænsning er dets holdning til det endelige. Treenigheden er ikke en person, ej heller er det Højeste Væsen en eksklusiv personalisering af Treenigheden, men den Højeste kommer nærmest til en styrke-personligheds fokusering af Treenigheden, som kan blive forstået af endelige væsener. Derfor taler vi ofte om Treenigheden i forhold til den endelige som Højestehedens Treenighed.
10:5.5 2. Holdning til det Absonitte. Paradistreenigheden tager hensyn til de eksistens niveauer som er mere end endelige, men mindre end absolut, og dette forhold er nogle gange benævnt som Ultimativitetens Treenighed. Hverken den Ultimative eller den Højeste repræsenterer helt Paradistreenigheden, men i en vis egenskabsbestemt forstand og for deres respektive niveauer, hver af dem ser ud til at repræsentere Treenigheden under de førpersonlige udviklingsstadier af erfaringsmæssig styrke.
10:5.6 3. Den Absolutte Holdning hos Paradistreenigheden er i forhold til absolutte eksistenser og kulminerer i den samlede Guddommens handling.
10:5.7 Den Uendelige Treenighed involverer den samordnet handling af alle trefoldige forhold af den Første Kilde og Center——ugudelige såvel som gudelige—— og er derfor meget vanskelig at forstå for personligheder. I betragtningen af Treenigheden som uendelig, overse da ikke de syv trefoldigheder; derved undgås visse forståelses vanskeligheder, og visse paradokser kan blive delvis løst.
10:5.8 Men jeg har ikke til min rådighed et sprog som gør det muligt for mig at overføre til det begrænset menneskelige sind, den fulde sandhed og den evige betydning af Paradistreenighedens og arten af den uophørlige gensidige sammenhæng mellem de tre væsener af uendelig perfektion.
10:6.1 Al lov tager sin oprindelse i den Første Kilde og Center; han er loven. Administrationen af åndelig lov hører til den Anden Kilde og Center. Åbenbaringen af lov, offentliggørelse og fortolkning af de guddommelige statutter, er den Tredje Kilde og Centers funktion. Anvendelse af loven, retfærdighed, henhører under Paradistreenighedens område og udføres at visse Treenighedssønner.
10:6.2 Retfærdighed er iboende i Paradistreenighedens universelle suverænitet, men godhed, barmhjertighed, og sandhed er universets hjælpetjeneste fra de guddommelige personligheder, hvis Guddoms forening udgør Treenigheden. Retfærdighed er ikke en holdning af Faderen, Sønnen, eller Ånden. Retfærdighed er Treenighedens holdning fra disse personligheder af kærlighed, barmhjertighed og tjeneste. Ingen af Paradisguddommene har ansvar for retfærdigheds administration. Retfærdighed er aldrig en personlig holdning; den er altid en flertals funktion.
10:6.3 Bevismaterialet, grundlaget for retfærdighed (retfærdighed i harmoni med barmhjertighed), leveres af den Tredje Kilde og Centers personligheder, som sammen repræsenterer Faderen og Sønnen til alle verdener og alle intelligente væseners sind i hele skabelsen.
10:6.4 Dommen, den endelige anvendelse af retfærdighed i henhold til bevismaterialet indsendt af den Uendelige Ånds personligheder, er Treenighedens Stationære Sønners arbejde, væsener som tager del i den forenet Faders, Sønnens, og Åndens treenigheds natur.
10:6.5 Denne gruppe af Treenighedssønner omfatter følgende personligheder:
10:6.6 1. Højestehedens Treenigede Hemmeligheder.
10:6.7 2. Dagenes Evige.
10:6.8 3. Dagenes Ældste.
10:6.9 4. Dagenes Fuldkomne.
10:6.10 5. Dagenes Yngste.
10:6.11 6. Dagenes Forenede.
10:6.12 7. Dagenes Trofaste.
10:6.13 8. Visdommens Fuldkomne.
10:6.14 9. Guddommelige Rådgivere.
10:6.15 10. Universelle Censorer.
10:6.16 Vi er børn af de tre Paradisguddomme fungerende som Treenigheden, for jeg tilhører tilfældigvis den tiende klasse af denne gruppe, de Universelle Censorer. Disse klasser er ikke repræsentative for Treenighedens holdning i en universel forstand; de repræsenterer kun Guddommens kollektive holdning i domænerne af udøvende dom - retfærdighed. De var specifikt designet af Treenigheden for nøjagtig det arbejde for hvilket de er anvist, og de repræsenterer kun Treenigheden i de funktioner for hvilket de var personaliseret.
10:6.17 Dagenes Ældste og deres medassocierede af Treenigheds-oprindelse udmåler den retfærdige dom af højeste retfærdighed til de syv superuniverser. I centraluniverset eksistere sådanne funktioner kun i teorien; der er retfærdighed fuldkommen selvindlysende, og Havona fuldkommenhed udelukker enhver mulighed for disharmoni.
10:6.18 Retskaffenhed er den kollektive tanke om retfærdighed; barmhjertighed er dens personlige udtryk. Barmhjertighed er kærlighedens holdning; præcision kendetegner lovens virkning; guddommelig retfærdighed er retskaffenhedens sjæl, for evigt i overensstemmelse til Treenighedens retfærdighed, for evigt opfyldende Guds guddommelige kærlighed. Når Treenighedens retfærdige retfærdighed og den Universelle Faders barmhjertige kærlighed er fuldt erkendt og helt forstået, er de sammenfaldende. Men mennesket har ikke den fulde forståelse af guddommelig retfærdighed. Fra et menneskeligt synspunkt er Faderens, Sønnens, og Åndens personligheder i Treenigheden tilpasset for at koordinere tjenesten af kærlighed og lov i de erfaringsmæssige universer i tiden.
10:7.1 Guddommens Første, Anden, og Tredje person er indbyrdes lige og de er en[7]. ”Herren vores Gud er én Gud[8].” Der er perfektion af formål og enhed i udførelse i de evige Guddommes guddommelige Treenighed. Faderen, Sønnen, og Samforeneren er virkelig og guddommelig helt sikkert én. Om en sandhed er der skrevet: ”Jeg er den første, og Jeg er den sidste, og ved siden af mig er der ingen Gud[9][10].”
10:7.2 Således som tingene fremstår for den dødelige på det endelige niveau, er Paradistreenigheden, ligesom det Højeste Væsen, kun impliceret i det sammenlagte - en hel planet, et helt univers, et helt superunivers, et helt storunivers. Hele denne helheds holdning eksisterer fordi Treenigheden er Guddommens helhed og for mange andre grunde.
10:7.3 Det Højeste Væsen er noget mindre og noget andet end Treenigheden fungerende i de endelige universer; men indenfor visse grænser og under den nuværende æra af ufuldstændig styrke-personalisering synes denne evolutionære Guddom at afspejle holdningen hos Højestehedens Treenighed. Faderen, Sønnen, og Ånden fungerer ikke personligt med det Højeste Væsen, men under den nuværende univers tidsalder samarbejder de med ham som Treenigheden. Vi forstår, at de opretholder et lignende forhold til den Ultimative. Vi gætter ofte om, hvad det personlige forhold vil være mellem Paradisguddommene og Gud den Højeste, når han til sidst er udviklet, men vi ved det ikke rigtigt.
10:7.4 Vi kan konstatere at Højestehedens overkontrol ikke er fuldstændig forudsigelig. Endvidere, så synes denne uforudsigelighed, at være præget af en vis udviklingsmæssig ufuldstændighed, utvivlsomt et kendetegn på Højestehedens ufuldstændighed og ufuldstændige endelige reaktioner på Paradistreenigheden.
10:7.5 Det dødelige sind kan umiddelbart tænke på tusinde og en ting - katastrofale fysiske begivenheder, rystende held, rædselsvækkende ulykker, smertefulde sygdomme, og verdensomspændende plager - og spørge om sådanne hjemsøgelser er korreleret i den ukendte manøvrering af dette det Højeste Væsens sandsynlige funktion. Helt ærligt, så ved vi det ikke; vi er ikke helt sikre. Men vi observerer. at som tiden går, så udvikler alle disse vanskelige og mere eller mindre hemmelighedsfulde situationer sig altid for universernes velfærd og fremgang. Det kan være, at omstændighederne for eksistens og livets uforklarlige omskiftelser alle er sammenvævet til et meningsfyldt mønster af høj værdi som følge af den Højestes funktion og Treenighedens overkontrol.
10:7.6 Som en Guds søn kan I skelne kærlighedens personlige holdning i alle af Gud Faderens handlinger. Men I vil ikke altid være i stand til at forstå hvor mange af Paradistreenighedens univers handlinger som tjener til det bedste for den individuelle dødelig på de evolutionære verdner i rummet. I evighedens fremgang vil Treenighedens handlinger blive åbenbaret som værende meningsfyldte og hensynsfulde, men de synes ikke altid af fremstå således for væsener i tiden.
10:8.1 Mange sandheder og kendsgerninger som tilhører Paradistreenigheden kan kun delvis blive forstået ved at anerkende en funktion som transcenderer det finite.
10:8.2 Det ville være utilrådeligt, at drøfte Ultimativiteten af Treenighedens funktioner, men det kan oplyses at Gud den Ultimative er manifestationen af Treenigheden som Transcendentalerne forstår. Vi er tilbøjelige til at tro at foreningen af mesteruniverset er den eventuerende handling af den Ultimative og at den sandsynligvis afspejler visse, men ikke alle, faser af Paradistreenighedens absonitte overkontrol. Den Ultimative er en egenskabsbestemt manifestation af Treenigheden i forhold til det absonitte men kun i den forstand, at den Højeste således delvis repræsenterer Treenigheden i forhold til det endelige.
10:8.3 Den Universelle Fader, den Evige Søn, og den Uendelige Ånd er, i en vis forstand, den totale Guddoms konstituerende personligheder. Deres forening i Paradistreenigheden og Treenighedens absolutte funktion modsvarer den totale Guddoms funktion. Og sådan en Guddoms fuldstændighed transcenderer både det finite og det absonitte.
10:8.4 Selvom ingen af Paradisguddommene som enkelt person faktisk udfylder hele guddoms potentialet, så gør de det tilsammen alle tre. Tre uendelige personer synes at være det mindste antal væsener, der kræves for at aktivere den totale Guddoms førpersonlige og eksistentielle potentiale - den Guddoms Absolutte.
10:8.5 Vi kender den Universelle Far, den Evige Søn, og den uendelige Ånd som personer, men jeg kender ikke personligt den Guddoms Absolutte. Jeg elsker og tilbeder Faderguden; jeg respekterer og ære Guddomsabsoluttet.
10:8.6 Jeg besøgte engang et univers, hvor en bestemt gruppe af væsener underviste at finaliterne, i evigheden, til sidst ville blive den Guddomsabsoluttes børn. Men jeg er uvillig til at acceptere denne løsning af mysteriet som indhyller finaliternes fremtid.
10:8.7 Finalitkorpset omfatter, blandt andre, de dødelige af tid og rum som har opnået perfektion i alt som angår Guds vilje. Som væsener og inden for grænserne af væsen kapacitet kender de helt og i sandhed Gud. Efter således at have fundet Gud som Fader af alle væsener, må disse finaliter efterfølgende begynde deres søgen efter den overendelige Fader. Men denne søgen indebærer en forståelse af den absonitte karakter af Paradisfaderens ultimative egenskaber og karakter. Evigheden vil afsløre, hvorvidt sådan en opnåelse er mulig, men vi er overbevist om, at selvom finaliterne forstår denne guddommelighedens ultimativitet, så vil de sandsynligvis ikke være i stand til at opnå de absolutte superultimative niveauer af Guddom.
10:8.8 Det er delvis muligt at finaliterne vil opnå den Guddomsabsolutte, men selvom de gør, så vil problemet med den Universelle Absolutte, stadig i evighedernes evighed, fortsætte med at tiltrække, mystificere, forbløffe, og udfordre de opstigende og udviklende finaliter, for vi erkender at den Universelle Absoluttes kosmiske forhold er uudgrundelige og er tilbøjelig til at vokse i proportioner som de materielle universer og deres åndelige administration fortsætter med at ekspandere.
10:8.9 Kun uendeligheden kan afsløre Faderen-Infinite.
10:8.10 [Sponsoreret af en Universel Censor handlende med bemyndigelse af Dagenes Ældste bosiddende på Uversa.]
| Kapitel 9. Den Uendelige Ånds Forhold Til Universet |
Indeks
Flere versioner |
Kapitel 11. Den Evige Paradisøen |