© 2015 Urantia Foundation
| Kapitel 138. Træningen Af Rigets Budbringere |
Indeks
Flere versioner |
Kapitel 140. Ordinationen Af De Tolv |
139:0.1 Det er et velformuleret vidnesbyrd om hvad slags tiltrækningskraft Jesu jordeliv havde og hvor retskaffen han levede det, skønt det at selv om han gentagende gange knuste håbet hos sine apostle og rev hver eneste af deres ambitioner om personlig begejstring i stykker, var der kun en af dem som svigtede ham[1].
139:0.2 Apostlene lærte af Jesus om himmelens rige, og Jesus lærte meget af dem om menneskenes rige; menneskenaturen som den udfolder sig på Urantia og på de andre udviklingsverdner i tid og rum. Disse tolv mænd repræsenterede mange forskellige temperamentstyper, og de var ikke gennem skolegang blevet gjort lige. Mange af disse galilæiske fiskere var til en stor grad af ikke jødisk blod som følge af den tvangsmæssige omvendelse af den ikke jødiske befolkning i Galilæa over et hundrede år tidligere.
139:0.3 Gør ikke den fejltagelse at betragte apostlene som værende aldeles uvidende eller uskolede. De var alle, undtagen Alfeus tvillingerne, blevet eksamineret ved synagogeskolerne og var blevet grundigt oplært i de hebraiske skrifter og i meget af den tids almene kundskab. Syv af dem havde gået på synagogeskolerne i Kapernaum, og der fandtes ingen bedre jødiske skoler i hele Galilæa.
139:0.4 Når jeres skrifter refererer til disse Guds riges budbringere som “uvidende og uskolede,” var det ment for at give et indtryk af at de var lægfolk, uskolede i rabbiernes tankeverden og utrænede i metoderne for rabbinsk tolkning af skrifterne[2]. De manglede en såkaldt højere uddannelse. I moderne tid ville de bestemt kunne beskrives som uskolede og i nogle samfundsklasser til og med som kulturløse. Men en ting er sikkert: De var ikke alle sammen blevet kørt gennem det samme stivbenet og standardiseret skolepensum. Fra ungdomstid af havde de kunne glæde sig over at have lært forskelligartede erfaringer når det gjaldt om hvordan man burde leve.
¶ 1. ANDREAS, DEN FØRST UDVALGTE
139:1.1 Andreas, formand for riges apostelkorps, var født i Kapernaum[3]. Han var det ældste barn i en familie på fem: ham selv, hans bror Simon og tre søstre. Hans far, som nu var død, havde været en partner af Zebedæus i fisketørrings virksomheden i Betsaida, som var Kapernaums fiskerihavn. Da Andreas blev en apostel, var han ugift og boede hos sin gifte bror Simon Peter. Begge var fiskere og partnere med Zebedæus sønnerne James og Johannes.
139:1.2 I år 26 e.Kr. da han blev udvalgt til apostel, var Andreas 33 år, et helt år ældre end Jesus og den ældste af apostlene. Han udgik fra et udmærket stamtræ og var den bedst egnet af de tolv. Bortset fra manglende talegaver, var han den bedste blandt sine følgesvende i næsten alle tænkelige discipliner. Jesus gav aldrig Andreas noget øgenavn, en broderlig betegnelse. Men eftersom apostlene snart begyndte at kalde Jesus for Mester, brugte de også et navn på Andreas som svarer til chef.
139:1.3 Andreas var en god organisator men en endnu bedre administrator. Han var en af den indre kerne af fire apostle, men fordi Jesus havde udpeget ham som lederen for gruppen af apostle, blev det i denne stilling nødvendig for ham at blive i tjeneste med sine brødre mens de andre tre kunne nyde godt af et meget nært samkvem med Mesteren. Andreas forblev lederen for apostelkorpset helt til slutningen.
139:1.4 Selv om Andreas aldrig var nogen vellykket prædikant, var han en dygtig personlig arbejder og blev en pioner missionær for riget ved at han som den først udvalgte apostel straks bragte sin bror frem for Jesus, og denne bror Simon blev senere en af rigets mest effektive forkyndere[4]. Andreas var hovedstøtten for Jesus fremgangsmåde ved at bruge det personlige arbejde som en måde til at optræne de tolv til at blive budbringere for Guds rige.
139:1.5 Hvad enten Jesus gav apostlene privat oplæring eller forkyndte overfor masserne, var Andreas som regel fortrolig med det som foregik; han var en forstående iværksætter og en effektiv administrator. Han tog altid en hurtig afgørelse når en sag blev lagt frem for ham, med mindre han vurderede at problemet lå udenfor hans autoritetsområde; i så fald ville han straks bringe det videre til Jesus.
139:1.6 Andreas og Jesus var meget forskellige i karakter og temperament, men det hører for altid, til deres ære, med i beretningen at de kom særdeles storartet overens. Andreas blev aldrig misundelig over Peters oratoriske evner. Ikke så ofte vil man kunne se en ældre mand af Andreas type have en dybtgående indflydelse over en yngre og talentfuld bror. Andreas og Peter så aldrig ud til at blive det allermindste misundelige på den andens evner eller præstationer. Sent på pinsedagsaftenen da to tusinde sjæle, for en stor dels vedkommende takket være Peters energiske og inspirerende forkyndelse, blev føjet til Guds rige, sagde Andreas til sin bror: “Jeg kunne aldrig have gjort det der, men jeg er glad for at have en bror som kunne[5].” Hvorpå Peter svarede: “Og havde det ikke været fordi at du førte mig til Mesteren og med beslutsomhed sørgede for at holde mig hos ham, ville jeg ikke have været her for at gøre dette.” Andreas og Peter var undtagelse fra reglen, et bevis på at selv brødre kan leve sammen i fred og arbejde effektivt sammen.
139:1.7 Efter pinsen var Peter blevet berømt, men det irriterede aldrig den ældre Andreas at tilbringe resten af livet med at blive introduceret som “Simon Peters bror[6].”
139:1.8 Af alle apostlene var Andreas den bedste menneskekender. Han vidste, at der var bekymring i gære i Judas Iskariots hjerte før nogen af de andre havde nogen mistanke om at noget var galt med deres kasserer; men han fortalte ingen af dem om sin frygt. Andreas store tjeneste for Guds rige lå i at være rådgiver for Peter, James og Johannes når det gjaldt om at udvælge de første missionærer som blev sendt ud for at forkynde evangeliet, og også i at give disse første ledere råd om de administrative sider ved Guds rige. Andreas havde et stort talent for at opdage de skjulte ressourcer og den latente evne rigdom hos unge mennesker.
139:1.9 Meget snart efter Jesus opstigning til det høje, begyndte Andreas at skrive en personlig optegnelse over mange af hans afdøde Mesters udsagn og gerninger. Efter Andreas død blev der lavet flere kopier af disse private nedskrivninger som cirkulerede frit blandt de første lærere i den kristne kirke. Disse uformelle notater fra Andreas hånd blev senere redigeret, bearbejdet, ændret og pudset på indtil de blev til en nogenlunde sammenhængende beretning om Mesterens liv på jorden. Den sidste af disse ændrede og bearbejdede kopier blev ødelagt i en brand i Alexandria omtrent hundrede år efter at originalen blev skrevet af den først udvalgte af de tolv apostle.
139:1.10 Andreas var en mand med klar indsigt, logisk sans og fast beslutsomhed. Hans stærkeste karaktertræk var hans fortræffelige stabilitet. Hans temperaments handicap var hans mangel på begejstring; mange gange undlod han at give sine følgesvende kloge opmuntringer. Og denne tilbageholdenhed når det gjaldt at give ros til sine venner for det positive de havde opnået, kom sig fra hans afsky for smiger og mangel på oprigtighed. Andreas var en af disse alsidige, følelsesmæssig afbalanceret, selvstændige og vellykkede mennesker som arbejdede i beskedne forhold.
139:1.11 Hver eneste af apostlene elskede Jesus, men det forbliver sandt at hver af de tolv var tiltrukket af ham på grund af et eller anden iøjnefaldende personlighedstræk som appellerede specielt til den enkelte apostel. Andreas beundrede Jesus på grund af hans gennemførte oprigtighed, hans uanfægtede værdighed. Når folk først var blevet kendt med Jesus, blev de ivrige efter at dele ham med deres venner; de ønskede virkelig at hele verden skulle kende ham.
139:1.12 Senere, da forfølgelserne til slut fik apostlene til at drage i forskellige retninger bort fra Jerusalem, tog Andreas vejen gennem Armenia, Lilleasien og Makedonien, og efter at have bragt mange tusinder ind i Guds rige, blev han til sidst pågrebet og korsfæstet i Patrae i Akaia. Der gik hele to dage før denne robuste mand udåndede på korset, og i løbet af disse tragiske timer fortsatte han med virkningsfuldt at forkynde himmelrigets glade budskab om frelse.
¶ 2. SIMON PETER
139:2.1 Da Simon sluttede sig til apostlene, var han tredive år gammel[7]. Han var gift, havde tre børn og boede i Betsaida i nærheden af Kapernaum. Hans bror Andreas og hans svigermor boede hos ham[8]. Både Peter og Andreas arbejdede som fiskere sammen med Zebedæus sønnerne[9].
139:2.2 Mesteren havde kendt Simon nogen tid før Andreas præsenterede ham som den anden apostel[10][11]. Da Jesus gav Simon navnet Peter, gjorde han det med et smil; det kom til at blive et slags øgenavn[12]. Simon var godt kendt blandt alle sine venner som en uberegnelig og impulsiv fyr. Sandt nok fæstede Jesus senere en ny og meningsfuld betydning til dette øgenavn som han så uhøjtidelig havde givet ham[13].
139:2.3 Simon Peter var en impulsiv mand, en optimist. Han var vokset op som en der frit tillod sig selv at give efter for stærke følelser; han rodede sig altid ind i vanskeligheder fordi han fortsatte med at tale uden at tænke sig om. Denne form for tankeløshed forårsagede ustandselig bryderi for alle hans venner og følgesvende og gjorde at han pådrog sig mange milde irettesættelser fra sin Mester. Den eneste grund til at Peter ikke havnede i endnu mere bryderi på grund af sine tankeløse udtalelser var at han meget tidlig lærte at snakke med sin bror Andreas om mange af sine planer før han gik ud med dem offentlig.
139:2.4 Peter var en dygtig taler; velformuleret og dramatisk. Han havde også naturlige leder-egenskaber og var god til at inspirere folk; han var hurtigtænker, men ingen dybsindige tanker. Han stilede mange spørgsmål, flere end alle de andre apostle sammenlagt, og selv om de fleste af disse spørgsmål var gode og relevante, var mange af dem tankeløse og tåbelige. Peter havde ikke et dybtgående sind, men han kendte sit sind ganske godt. Derfor var han en mand som tog raske beslutninger og umiddelbart gik i aktion. Mens de andre gav verbalt udtryk for hvor overrasket de blev over at se Jesus på stranden, hoppede Peter i og svømmede i land for at komme Mesteren i møde[14].
139:2.5 Den egenskab Peter beundrede mest hos Jesus, var hans enestående mildhed[15]. Peter blev aldrig træt af at undre sig over Jesu overbærenhed. Han glemte aldrig lektie om at tilgive ugerningsmanden ikke bare syv gange, men heller syvoghalvfjerds gange. Han tænkte meget på disse indtryk af Mesterens tilgivende egenskaber under de tunge og bedrøvelige dage som fulgte umiddelbart efter at han tankeløst og umotiveret havde fornægtet Jesus på ypperstepræstens gårdsplads[16].
139:2.6 Simon Peter var frustrerende holdningsløs; han kunne pludselig svinge fra den ene yderlighed til den anden[17]. Først nægtede han Jesus at vaske hans fødder for så, da han hørte Mesterens svar, at bønfalde ham om at blive vasket over det hele. Men trods alt vidste Jesus at Peters svage sider lå i hans hoved og ikke i hjertet. Han var en af de mest uforklarlige kombinationer af mod og fejhed som nogensinde har levet på jorden. Hans stærke karaktertræk var hans loyalitet og venskabsånd. Peter elskede virkelig Jesus oprigtig[18]. Og alligevel var han på trods af denne kraftige styrke i hans hengivelse så ustabil og inkonsekvent at han lod en tjenestepige lokke ham til at fornægte sin Herre og Mester. Peter kunne modstå forfølgelse og en hvilken som helst anden form for direkte angreb, men han blev bragt til tavshed og veg tilbage når han blev latterliggjort. Han var en tapper soldat når han blev angrebet forfra, men han var en forskræmt kujon når han blev overrumplet bagfra.
139:2.7 Peter var den første af Jesu apostle som stod frem og forsvarede Filips arbejde blandt samaritanerne og ikke jøderne, og alligevel gjorde han senere det modsatte i Antiokia efter at have været blevet konfronteret med latterliggørelse af dem som forsvarede de jødiske skikke[19][20]. Da trak han sig midlertidig tilbage fra ikke jøderne for kun så at påtage sig Paulus uforfærdet fordømmelse.
139:2.8 Han var den første af apostlene som helhjertet bekendte sin tro på Jesus kombinerede menneskelighed og guddommelighed og den første; bortset fra Judas; til at fornægte ham. Peter var ikke så meget en drømmer, men han brød sig ikke om at komme ned fra ekstasens skyer og entusiasmen af den sensationelle nydelse til den jordnære og prosaiske virkelighed.
139:2.9 Når han fulgte Jesus, både bogstavelig og i billedlig forstand, var han enten den som ledede processionen eller den som kom traskende bagefter; “i følge på lang afstand[21].” Men han var den mest fremtrædende forkynder blandt de tolv; han gjorde mere end nogen anden enkeltperson bortset fra Paulus for at etablere Guds rige og sende dets budbringere til alle jordens yderkanter i løbet af en generation.
139:2.10 Efter at han så ubesindigt havde fornægtet Mesteren, kom han til hægterne igen, og med hjælp fra Andreas sympatiserende og forstående ledelse tog han igen ledelsen for at få apostlene tilbage til fiskegarnene da de afventede og lurede på hvad der ville ske efter korsfæstelsen. Da han følte sig helt sikker på at Jesus havde tilgivet ham, og da han vidste at han var modtaget tilbage i Mesterens flok igen, brændte Guds riges flammer så kraftig i hans sjæl at han blev et stort og frelsende lys for tusinder som sad i mørket.
139:2.11 Efter at have forladt Jerusalem og før Paulus blev den ledende ånd blandt de ikke jødiske kristne kirker, foretog Peter omfattende rejser og besøgte alle kirkerne fra Babylon til Korinth. Han besøgte til og med og tjenestegjorde i mange af de kirker som Paulus havde rejst. Selv om Peter og Paulus var temmelig forskellige både når det gjaldt temperament og uddannelse selv i teologisk overbevisning, arbejdede de på deres senere dage harmonisk sammen for at opbygge kirkesamfundene.
139:2.12 Lidt af Peters stil og lære kommer til syne i de prædikener som delvis er nedskrevet af Lukas, og i Markus evangeliet. Hans livskraftige stil kommer tydeligere til udtryk i hans brev som er kendt som Peters Første Brev; i det mindste gjorde det før det senere blev ændret af en af Paulus disciple.
139:2.13 Men Peter fortsatte med at begå den fejl at prøve at overbevise jøderne om at Jesus til syvende og sidst var den sande jødiske Messias. Helt til sin dødsdag næret Simon Peter forvirring i sit sind mellem begreberne om Jesus som den jødiske Messias, Kristus som verdens befrier og Menneskesønnen som åbenbaringen af Gud, hele menneskehedens kærlige Fader.
139:2.14 Peters kone var en dygtig kvinde. I flere år gjorde hun en kærkommen indsats som medlem af kvindekorpset, og da Peter blev drevet ud af Jerusalem, fulgte hun med ham på alle rejserne til menighederne såvel som på hans missionsudflugter. Samme dag som hendes berømmelige mand gav afkald på sit liv, blev hun kastet for vilddyrene på arenaen i Rom.
139:2.15 Så drog denne mand Peter, fra Jesu inderste kreds, ud fra Jerusalem for at forkynde riges glade budskab med kraft og herlighed helt til hans tjenestetid havde nået sin fuldbyrdelse; og han betragtede sig selv som modtageren af høje æresbevisninger da de som tog ham til fange informerede ham om at han skulle dø som hans Mester var død; på korset. Og dermed blev Simon Peter korsfæstet i Rom.
¶ 3. JAMES ZEBEDÆUS
139:3.1 James, den ældste af Zebedæus to apostle sønner, og som Jesus gav øgenavnet “torden sønner,” var tredive år da han blev en apostel[22][23]. Han var gift, havde fire børn og boede lige ved sine forældre i udkanten af Kapernaum, Betsaida. Han var fisker og fulgte sit kald sammen med sin yngre bror Johannes og med Andreas og Simon. James og bror Johannes nød fordelen af at have kendt Jesus længere end nogen af de andre apostle.
139:3.2 Denne dygtige apostel var en temperamentsfuld modsigelse; han så virkelig ud til at være af dobbelt natur, og begge sider af ham blev udløst af stærke følelser. Han blev specielt heftig når hans indignation først var blevet udløst til fulde. Han havde et voldsomt temperament når det blev behørig fremkaldt og når stormen var over, ville han altid prøve at retfærdiggøre og undskylde sit raseri under foregivende af at det fuldt ud var en manifestation af retfærdig vrede. Bortset fra disse periodiske vredesudbrud var James personlighed meget lig Andreas. Han havde ikke Andreas sans for diskretion eller hans indsigt i menneskenaturen, men han var en meget bedre offentlig talsmand. Udover Peter var det James, når det ikke var Mattæus, som var den bedste folketaler af de tolv.
139:3.3 Selv om James ikke på nogen måde var humørsyg, kunne han være stilfærdig og indadvendt den ene dag og meget god til at snakke og fortælle historier den næste. Han plejede at snakke frit ud med Jesus, men ud af de tolv var han i dagevis den tavse blandt dem. Hans ene store svaghed var disse perioder af uforklarlig tavshed.
139:3.4 Det mest enestående træk ved James personlighed var hans evne til at se alle sider af en sag. Af alle de tolv var han den som kom nærmest det at fatte den virkelige mening med Jesu lære og hvilken påvirkningskraft den kom til at få. Han havde også i begyndelsen svært ved at opfatte Mesterens mening, men før de var færdige med deres oplæring, havde han tilegnet sig en indgående forståelse af Jesu budskab. James var i stand til at forstå et bredt spektrum af menneskenaturen; han kom godt overens med den alsidige Andreas, den fremfusende Peter og hans selvbeherskede bror Johannes.
139:3.5 Selv om James og Johannes nok havde deres problemer med at forsøge at samarbejde, var det inspirerende at observere hvor godt de kom overens. De klarede det ikke fuldt ud så godt som Andreas og Peter, men de klarede sig meget bedre end man sædvanligvis kunne vente sig af to brødre, særlig så pågående og beslutsomme brødre som dem. Men, hvor underligt det end måtte synes, var disse to Zebedæus sønner meget mere tolerante overfor hinanden end overfor fremmede. De havde stor omtanke for hinanden; de havde altid været lykkelige legekammerater. Det var disse ‘torden sønner’ som ønskede at påkalde ild ned fra oven for at tilintetgøre de samaritanere som vovede at vise respektløshed overfor deres Mester[24]. Men James alt for tidlig død lage en kraftig dæmper på den yngre bror Johannes heftige temperament.
139:3.6 Det karaktertræk ved Jesus som James beundrede mest, var Mesterens venlige medmenneskelighed. Jesu forstående interesse for de små og de store, de rige og de fattige, appellerede stærkt til ham.
139:3.7 James Zebedæus var en afbalanceret tænker og planlægger. Sammen med Andreas var han en af de besindigste blandt apostlene. Han var et livskraftig menneske, men havde aldrig travlt. Han fungerede udmærket som et afbalancerende element for Peter.
139:3.8 Han var beskeden og udramatisk, en dagliglivets tjener, en uprætentiøs arbejder, som ikke prøvede at opnå nogen speciel belønning når noget af Guds riges virkelige mening først var gået op for ham. Selv i beretningen om James og Johannes mor som bad om at hendes sønner skulle tildeles plads ved Jesu højre og venstre hånd, må man huske på at det var moderen som kom med denne forespørgsel[25]. Når de tilkendegav at de var rede til at påtage sig et sådan ansvar, bør man være klar over at de kendte til hvilke farer det medførte at deltage i Mesterens formodede oprør mod Romerriget, og at de var villige til at betale prisen. Da Jesus spurgte om de var villige til at tømme bægeret, svarede de at det var de[26]. Og hvad James angår, var det bogstavelig talt sandt; han tømte faktisk bægeret sammen med Mesteren og han blev siden den første af apostlene til at lide martyrdøden; han mistede tidlig livet under Herodes Agrippas sværd[27]. James var den første af de tolv som ofrede livet i Guds riges nye frontlinje. Herodes Agrippa frygtede meget mere for James end for alle de andre apostle. Han var faktisk ofte stilfærdig og tavs, men han var modig og beslutsom når hans overbevisninger blev tændt og udfordret.
139:3.9 James levede sit liv til fulde, og da slutningen kom, optrådte han med en sådan elskværdighed og indre styrke at selv ham som anklagede ham og angav ham og som var til stede under retssagen mod ham og under eksekutionen, blev så dybt grebet at han hastede af sted fra James dødsscene for at slutte sig til Jesu disciple.
¶ 4. JOHANNES ZEBEDÆUS
139:4.1 Da Johannes blev apostel var han fireogtyve år gammel og den yngste af de tolv[28]. Han var ugift og boede hos sine forældre i Betsaida; han var fisker og arbejdede sammen med sin bror James i partnerskab med Andreas og Peter. Både før og efter at han blev en apostel, fungerede Johannes som Jesu personlige hjælper i anliggender som vedrørte Mesterens familie, og han forsatte med at påtage sig dette ansvar så længe Jesu mor Maria var i live.
139:4.2 Siden Johannes var den yngste af de tolv og så nært tilknyttet Jesus i hans familieanliggender, var han en meget kær person for Mesteren, men man kan ikke hævde at han var “den discipel som Jesus elskede”[29]. I ville næppe mistænke en så storsindet personlighed som Jesus for at gøre sig skyldig i at favorisere ved at holde mere af den ene af apostlene frem for de andre. Det faktum at Johannes var den ene af Jesu tre nærmeste medarbejdere, bidrog videre til at holde liv i denne fejlagtige idé, for ikke at nævne at Johannes sammen med sin bror James havde kendt Jesus længere end de andre.
139:4.3 Peter, James og Johannes blev sat til at være Jesu personlige medhjælpere lige efter at de var blevet apostle. Kort tid efter udvælgelsen af de tolv, og samtidig som Jesus udnævnte Andreas til gruppens leder, sagde han til ham: “Og nu ønsker jeg at du udnævner to eller tre af dine følgesvende til at være hos mig og holde sig ved min side, til at trøste mig og tage hånd om mine daglige behov.” Og Andreas fandt det bedst at udpege de andre tre først udvalgte apostle til denne specielle opgave. Han skulle selv gerne have stillet sig til rådighed for en så velsignet tjeneste, men Mesteren havde allerede givet ham hans opgave; så umiddelbart beordrede han Peter, James og Johannes til at være tilknyttet Jesus.
139:4.4 Johannes Zebedæus havde mange elskelige karaktertræk, men et som ikke var så elskelig, var hans uforholdsmæssig stærke, men sædvanligvis godt kamufleret selvforherligelse. Hans langvarige samkvem med Jesus udløste mange og store ændringer i hans karakter. Denne selvforherligelse aftog betydelig, men efter at han blev gammel og mere eller mindre barnlig, dukkede denne selvophøjelsen til en vis grad op igen, som at, da han engagerede sig i at vejlede Nataniel i nedskrivelsen af det evangelium, som nu bære hans navn efter ham, tøvede denne aldrende apostel ikke med at henvise til sig selv som den “discipel som Jesus elskede.” I hensyn til det faktum, at Johannes var den som kom nærmest til at blive Jesu yndling blandt alle jordiske dødelige, at han var hans udvalgte repræsentant i så mange henseender, er det ikke så mærkeligt at han skulle komme til at anse sig selv som den “discipel som Jesus elskede” siden han så udmærket godt vidste at han var den discipel som Jesus så ofte gav sin tillid.
139:4.5 Det stærkeste karaktertræk ved Johannes var hans pålidelighed; han var direkte og modig, stærk i troen og hengiven. Hans største svaghed var denne karakteristiske selvforherligelse. Han var den yngste i søskendeflokken og den yngste blandt apostlene. Måske var han bare lidt spoleret; måske var han blevet forkælet lidt for meget. Men den Johannes som bestod i årene efter var en meget anderledes person end den selvbeundrende og vilkårlig anlagte unge mand som sluttede sig til Jesu rækker da han var fireogtyve år gammel.
139:4.6 De karaktertræk ved Jesus som Johannes værdsatte højest, var Mesterens kærlighed og uselviskhed; disse egenskaber gjorde et så stærkt indtryk på ham at følelsen af kærlighed og broderlig hengivelse kom til at dominere ham for hele resten af hans liv. Han snakkede om kærlighed og skrev om kærlighed. Denne “torden søn” blev en “kærlighedens apostel”; og i Efesos, da den aldrende biskop ikke længere var i stand til at stå på prædikestolen og prædike, men måtte bæres til kirken i en stol, og da han ved afslutningen på gudstjenesten blev bedt om at sige nogle få ord til de troende, var hans eneste udsagn i flere år bare: “Mine små børn, elsk hinanden[30].”[31]
139:4.7 Johannes var en fåmælt mand så længe han ikke blev tirret. Han tænkte meget, men sagde lidt. Efterhånden som han blev ældre, blev han mere i stand til at beherske sit temperament, men han overvandt aldrig sin tilbøjelighed til ikke at sige noget; han blev aldrig helt herre over denne tilbageholdenhed. Men han var begavet med en bemærkelsesværdig og kreativ fantasi.
139:4.8 Johannes havde en anden side som man ikke ville vente at finde hos denne stilfærdige og indadvendte type. Han var noget snæversynet og umådelig intolerant. I denne henseende var han og James ganske lige; de ønskede begge at påkalde ild ned ovenfra over hovederne på de respektløse samaritanere[32]. Da Johannes stødte på nogen fremmede som underviste i Jesu navn, forbød han dem omgående at gøre det[33]. Men han var ikke den eneste af de tolv som var arveligt belastet med denne type selvgodhed og overlegenhedstankegang.
139:4.9 Johannes liv var meget stærkt påvirket af indtrykket af Jesus som vandrede omkring uden noget hjem mens han samtidig vidste hvor trofast han havde sørget for at tage vare på sin mor og øvrige familie. Johannes følte også en dyb sympati med Jesus på grund af hans families manglende forståelse for ham; han var klar over at de gradvis var i færd med at trække sig tilbage fra ham. Hele denne situation, sammen med det at Jesus altid bøjede selv det mindste af sine ønsker til sin Fader i himmelens vilje og med den umiddelbare tiltro han nærede i sit dagligliv, gjorde et så dybt indtryk på Johannes, at det frembragte vedvarende forandringer i hans karakter, forandringer som kom til udtryk gennem hele resten af hans liv.
139:4.10 Johannes havde et koldsindigt og vovet mod som få af de andre apostle var i besiddelse af. Han var den af apostlene som fulgte Jesus lige i hælene den aften han blev arresteret, og som vovede at ledsage sin Mester lige ind i dødens gab. Han var til stede og ved hånden helt til sidste jordiske time og han viste sig trofast i at udføre sit tillidshverv overfor Jesu mor og i at være rede til at modtage det som måtte blive givet af tillægsinstrukser under de sidste øjeblikke af Mesterens dødelige tilværelse[34]. En ting er sikkert, og det er, at Johannes var gennemgribende pålidelig. Johannes sad sædvanligvis ved Jesu højre hånd når de tolv spiste sammen. Han var den første af de tolv til helt og fuldt at tro på opstandelsen, og han var den første til at kende Mesteren igen da han kom til dem ved stranden efter opstandelsen[35].
139:4.11 Denne søn til Zebedæus var meget nært forbundet med Peter under den kristne kirkens første aktiviteter og blev en af hovedstøtterne for kirken i Jerusalem. Han var Peters højre hånd på pinsedagen.
139:4.12 Mange år efter at James blev martyr, giftede Johannes sig med sin brors enke. De sidste tyve år af sit liv blev han plejet af et kærligt kvindeligt barnebarn.
139:4.13 Johannes havnede i fængsel mange gange og blev forvist til øen Patmos for en fireårs periode, indtil der kom en ny kejser til magten i Rom[36]. Hvis Johannes ikke havde været taktfuld og skarpsindig, ville han utvivlsomt være blevet dræbt som hans mere højrøstede bror James blev det. Efterhånden som årene gik, lærte Johannes, sammen med James, Herrens bror at mægle på en klog måde når de blev stilet overfor de civile domstole. De fandt ud at “et blødt svar får vreden til at forsvinde[37].” De lærte sig også at beskrive kirken som et “åndelig broderskab viet til medmenneskelig tjeneste” heller end som “himmelens rige”. De underviste hellere om kærlig tjenestevilje end at beskrive herskende magt — rige og konge.
139:4.14 Mens han var i foreløbig eksil på Patmos, skrev Johannes sin Åbenbaringsbog, som I nu har i stærkt forkortet og forvrænget udgave. Denne Åbenbaringsbog indeholder de overlevende brudstykker af en stor åbenbaring, men store dele af den gik tabt og andre blev udeladt efter at Johannes skrev dem ned. Den er kun bevaret i brudstykkeagtig og omarbejdet form.
139:4.15 Johannes rejste meget, arbejdede uophørligt og efter at være blevet biskop over kirkerne i Asien, slog han sig ned i Efesos. Han instruerede sin medarbejder Nathan i nedskrivningen af det såkaldte Johannesevangeliet i Efesos da han var nioghalvfems år gammel. Af alle de tolv apostle var det Johannes som omsider blev den store teolog. Han afgik ved døden på naturlig vis i Efesos i år 103 e.Kr. i en alder af ethundredeoget år.
¶ 5. FILIP DEN NYSGERRIGE
139:5.1 Filip var den femte apostel som blev udvalgt og blev hvervet da Jesus og hans fire første apostle var på vej fra Johannes tilholdssted ved Jordan til Kana i Galilæa. Siden han boede i Betsaida, havde Filip i noget tid vidst om Jesus, men det var ikke gået op for ham at Jesus virkelig var et menneske af dimensioner før den dag i Jordandalen da han sagde: “Følg mig.” Filip var også noget påvirket af at Andreas, Peter, James og Johannes havde godtaget Jesus som Befrieren.
139:5.2 Filip var syvogtyve år da han sluttede sig til apostlene; han havde netop giftet sig, men havde ingen børn på dette tidspunkt[38]. Øgenavnet som apostlene gav ham, betød “nysgerrighed”. Filip ville altid at man skulle vise ham ting. Han så aldrig ud til at forestille sig så meget af det som blev foreslået. Han var ikke nødvendigvis kedelig, men han manglede fantasi. Denne mangel på fantasi var den store svaghed ved hans karakter. Han var en højst almindelig og jordbunden person.
139:5.3 Da apostlene blev organiseret for tjeneste, blev Filip udnævnt til forrådsforvalter; det var hans pligt at se til at de til enhver tid var forsynet med fornødenheder. Han var en god forvalter. Hans stærkeste karaktertræk var hans metodemæssige grundighed; han var både matematisk og systematisk.
139:5.4 Filip kom fra en børneflok på syv, tre drenge og fire piger. Han var den næst ældste, og efter opstandelsen døbte han hele sin familie ind i riget. Filip var af fiskerfamilie; hans far var meget dygtig og dybtgående i sin tænkning, men hans mor kom fra en meget middelmådig familie. Filip var ikke en mand man kunne forvente store gerninger af, men han var en mand som kunne udføre små gerninger på en storslået måde, gøre dem ordentligt og acceptable. Kun nogle få gange i løbet af de fire år lykkedes det han ikke at opdrive mad nok til alle. Selv de mange nødsituations behov som opstod i forbindelse med den måde de levede på, overrumplende ham sjælden. Apostelfamiliens forrådsafdeling blev håndteret på en intelligent og effektiv måde.
139:5.5 Filips stærke side var hans metodiske pålidelighed. Hans svage træk var at han slet ikke ejede fantasi; han manglede evnen til at få to plus to til at blive fire. Han havde matematiske evner på det abstrakte plan, men var ikke konstruktiv i sin forestillingsevne. Nogen former for fantasi manglede han næsten helt. Han var et typisk almindelig og hverdagsagtig gennemsnitsmenneske. Det fandtes ganske mange sådanne mænd og kvinder i de menneskemængder som kom for at høre Jesus undervise og forkynde, og de fandt stor trøst i at lægge mærke til at en af deres ligesindede var blevet ophøjet til en ærefuld stilling i Mesterens råd; det gav dem mod at en som faktisk var som dem selv, allerede havde fundet sig en fremtrædende stilling i rigets affærer. Jesus lærte meget om hvordan enkelte menneskesind fungerer mens han så tålmodig lyttede til Filips fjollede spørgsmål og så ofte føjede sig efter sin forrådsforvalters forespørgsel om at “få at se.”
139:5.6 Den ene egenskab ved Jesus som Filip så uophørlig beundrede, var Mesterens ufejlbarlige generøsitet. Aldrig kunne Filip finde noget hos Jesus som var smålig, gnieragtig eller nærig, og han tilbad denne altid nærværende og ufejlbarlige storsindethed.
139:5.7 Der var ikke så meget ved Filips personlighed som gjorde indtryk. Han blev ofte omtalt som “Filip fra Betsaida, byen hvor Andreas og Peter bor[39].” Han var næsten blottet for skelnende klarsyn; han var ude af stand til at fatte de dramatiske muligheder i en given situation. Han var ingen pessimist, han var simpelthen bare prosaisk. Han viste også en stor mangel på åndelig indsigt. Han ville ikke nøle med at afbryde Jesus midt i en af Mesterens mest dybtgående udredninger for at stille et tilsyneladende fjollet spørgsmål. Men Jesus irettesatte ham aldrig for en sådan tankeløshed; han var tålmodig med ham og hensynsfuld overfor hans manglende evne til at fatte lærens dybere mening. Jesus vidste udmærket godt at om han bare en eneste gang irettesatte Filip for at have stilet disse plagsomme spørgsmål, ville han ikke bare såre denne ærlige sjæl, men en sådan reprimande ville såre Filip så meget at han aldrig mere ville føle sig fri til at stille spørgsmål. Jesus vidste at der på hans verdner ude i rummet fandtes millioner på millioner af lignende sendrægtige dødelige, og han ønskede at opmuntre dem alle til at henvende sig til ham med deres spørgsmål og problemer. Og når det kom til stykket, var Jesus egentlig mere interesseret i Filips fjollede spørgsmål end i den prædiken han var midt inde i. Jesus var overmåde optaget af mennesker, alle slags mennesker.
139:5.8 Forrådsforvalteren for apostlene var ikke god til at holde offentlige taler, men han var meget overbevisende og vellykket når det gjaldt om at arbejde på det personlige plan. Han mistede ikke så let modet; han var en slider, meget udholdende i alt hvad han foretog sig. Han havde en stor og sjælden gave at når det gjald kunne han sige “kom.” Da Nataniel som den første han omvendte, ville til at argumentere over temaet Jesu fortrin og mangler og om Nazaret, lød Filips virkningsfulde svar: “Kom og se selv[40].” Han var ikke nogen dogmatisk prædikant som formanede sine tilhængere til at “gå” gøre dit og dat. Han imødegik alle situationer som de kom, med sit “kom”; “Kom med mig; jeg skal vise dig vejen.” Og dette er altid den effektive måde at gøre det på i alle undervisnings former og faser. Selv forældre kan lære af Filip en bedre måde at sige til deres børn; ikke “at gøre dit og gøre dat,” men heller “Kom med os mens vi viser og deler med dig, den bedre måde at gøre det på.”
139:5.9 Filips manglende evne til at tilpasse sig en ny situation kom tydelig frem da nogen grækere kom til ham i Jerusalem og sagde: “Min herre, vi ønsker at se Jesus.” Nu ville Filip have sagt til en hvilken som helst jøde som kom og spurgte et sådan spørgsmål, “Kom.” Men disse mænd var udlændinge, og Filip kunne ikke huske nogen instrukser fra sine overordnede om hvad man skulle gøre i sådanne tilfælde; så det eneste han kunne komme på, var at rådføre sig med chefen Andreas, og så ledsagede de sammen disse interesserede grækere til Jesus[41]. På samme måde afholdte han sig fra, da han drog ind i Samaria for at forkynde og døbe troende, som han var blevet instrueret af hans Mester, om at lægge sine hænder på dem, han havde bragt til omvendelse, som et tegn på at de havde modtaget Sandhedens Ånd[42]. Dette blev udført af Peter og Johannes, som i den forbindelse kom ned fra Jerusalem for at føre tilsyn med hans arbejde i moderkirkens regi[43].
139:5.10 Filip fortsatte gennem prøvelsestiden, da Mesteren blev dræbt, han deltog i omorganiseringen af de tolv, og han var den første af dem som drog ud for at vinde sjæle for riget udenfor jødernes egne rækker, hvor han opnåede sit mest vellykkede arbejde blandt samaritanerne og i alle sine senere bestræbelser på at fremme evangeliet.
139:5.11 Filips kone, som var et effektivt medlem af kvindekorpset, blev aktivt tilknyttet sin mand i hans evangeliserings arbejde efter at de var flygtet fra forfølgelserne i Jerusalem. Hans kone var en tapper kvinde. Hun stod ved foden af Filips kors og opmuntrede ham til at forkynde de glade nyheder selv til sine mordere, og da hans kræfter ikke strakte længere, gav hun sig til at berette historien om frelse ved tro på Jesus, og hun blev ikke bragt til tavshed før de rabiate jøder stormede løs på hende og stenede hende til døde. Deres ældste datter Lea fortsatte deres arbejdet og blev senere til den berømte kvindelige profet af Hierapolis.
139:5.12 Filip, som en gang var forrådsforvalter for de tolv, var en kraftfuld mand for Guds rige som vandt sjæle hvor han end drog hen; og han blev til slut korsfæstet for sin tro og begravet i Hierapolis.
¶ 6. DEN ÆRLIGE NATANIEL
139:6.1 Nataniel, den sjette og sidste af de apostle som Mesteren selv valgte, blev bragt til Jesus gennem sin ven Filip[44]. Han havde været i partnerskab med Filip i en række forretningsforetagender, og var sammen med ham på vej ned for at træffe Johannes Døberen da de støtte på Jesus.
139:6.2 Da Nataniel sluttede sig til apostlene, var han femogtyve år og næst yngst i gruppen. Han var den yngste i en søskendeflok på syv, ugift, og eneste forsørger for sine aldrende og svagelige forældre, som han boede sammen med i Kana; hans søskende var enten gifte eller ikke længere i live, og ingen af dem boede der[45]. Nataniel og Judas Iskariot var de to bedst uddannede blandt de tolv. Nataniel havde tænkt sig at blive handelsmand.
139:6.3 Jesus selv gav ikke Nataniel noget øgenavn, men de tolv begyndte snart at omtale han i vendinger som gik på ærlighed og oprigtighed. Han var “uplettet”[46]. Og i dette lå hans store styrke: han var både ærlig og oprigtig. Den svage side ved hans karakter var hans stolthed; han var meget stolt af sin familie, sin hjemby, sit renommé og sit folk, noget som alt sammen er prisværdig nok hvis det ikke bliver trukket for langt. Men Nataniel havde let ved at gå til yderligheder med sine personlige fordomme. Han var tilbøjelig til at dømme folk på forhånd i henhold til sine personlige meninger[47]. Han var ikke sen til at stille spørgsmålet, selv lige før han mødte Jesus: “Kan der komme noget godt fra Nazaret?” Men Nataniel var ikke påståelig selv om han var stolt. Han var hurtig til at ombestemme sig da han først havde set Jesus i ansigtet.
139:6.4 På mange måder var Nataniel det sjældne kloge hoved blandt de tolv. Han var filosoffen og drømmeren blandt apostlene, men som drømmer var han af den praktiske slags. Han vekslede mellem perioder med dybe filosoferinger og perioder med en sjælden og klovneagtig humor. Når han var i sit rette hjørne, var han antagelig den bedste historiefortæller blandt de tolv. Jesus havde stor glæde af at høre på Nataniel når han talte ud om ting, enten det var i fuldt alvor eller mere løssluppent. Nataniel tog i stigende grad Jesus og Guds rige mere alvorlig, men han tog aldrig sig selv alvorlig.
139:6.5 Alle apostlene elskede og havde respekt for Nataniel, og han kom udmærket over ens med dem, undtagen med Judas Iskariot. Judas mente at Nataniel ikke tog sin apostelgerning alvorlig nok og blev en gang så dumdristig at han i al hemmelighed gik til Jesus for at fremføre sin klage mod ham. Men da sagde Jesus: “Judas, hold nøje øje med dine skridt; overdriv ikke betydningen af din opgave. Hvem af os har forudsætninger for at dømme sin broder? Det er ikke Faderens vilje at hans børn kun skal tage del i livets alvorlige sider. Lad mig gentage: Jeg er kommet for at mine brødre i kødet skal fryde sig og være glade og leve et rigere liv. Gå så, Judas, og tag dig vel af det som er givet dig i opgave, men lad Nataniel, din broder, selv gøre rede for sig selv overfor Gud[48].” Og mindet om dette og mange lignende erfaringer holdt sig længe levende i Judas Iskariot selvbedrageriske hjerte.
139:6.6 Mange gange, når Jesus var oppe i bjergene sammen med Peter, James og Johannes og der opstod gnidninger og forviklinger blandt apostlene, når selv Andreas var i tvivl om hvad han skulle sige til sine trøstesløse brødre, var det Nataniel som ville løse op for anspændtheden med en smule filosofi eller med en hurtig vits; og vel og mærket også en god vits.
139:6.7 Nataniels pligt var at sørge for familierne til de tolv. Han var ofte ikke til stede ved apostlenes samlinger, for når han hørte at sygdom eller noget udover det sædvanlige havde ramt en af dem han havde ansvaret for, var han ikke sen til at begive sig til det hjem. De tolv kunne slappe af i rolig forvisning om at deres familiers velfærd var i Nataniels trygge hænder.
139:6.8 Nataniel værdsatte Jesus mest på grund af hans tolerance. Han blev aldrig træt af at undre sig over Menneskesønnens storsindethed og ædelmodige sympati.
139:6.9 Nataniels far (Bartolomeus) døde kort tid efter pinsedagen, hvorpå denne apostel drog ind i Mesopotamia og Indien og forkyndte de glade nyheder om Guds rige og døbte troende[49]. Hans brødre fik aldrig at vide hvordan det gik med denne fordums filosof, poet og humorist. Men han var også en kraftfuld mand for riget og gjorde meget for at sprede sin Mesters lære, selv om han ikke deltog i den senere organisering af den kristne kirke. Nataniel døde i India.
¶ 7. MATTÆUS LEVI
139:7.1 Mattæus, den syvende apostel, blev valgt af Andreas[50]. Mattæus tilhørte en familie af skatteopkrævere, men var selv tolder i Kapernaum, hvor han boede. Han var enogtredive år, gift, og havde fire børn. Han var en moderat velstående mand, den eneste blandt apostlene som ejede noget særlig. Han var en god forretningsmand, let omgængelig, og havde en egen evne til at få venner og en behagelig måde at kunne omgås mange forskellige slags mennesker på.
139:7.2 Andreas udnævnte Mattæus til apostlenes finansielle repræsentant. På en måde var han apostel organisationens finansforvalter og den offentlige talsmand. Han var en skarp menneskekender og en meget effektiv propagandist. Hans personlighed er det ikke let at danne sig et billede af, men han var en meget oprigtig discipel som styrket i sin tro på Jesu mission og på at riget sikkert ville komme. Jesus gav aldrig Levi noget øgenavn, men de andre apostle omtalte ham ofte som “pengemageren”.
139:7.3 Levis stærke side var hans helhjertede hengivelse til deres sag. Det at han, en skattefoged, var blevet taget imod af Jesus og hans apostle, gav grund til en overvældet taknemmelighed hos denne tidligere afgiftsindkræver. Det tog imidlertid lidt tid for resten af apostlene, særlig for Simon Zeloden og Judas Iskariot, at slå sig til tåls med en skattefogeds nærværelse i deres midte. Svagheden hos Mattæus lå i hans kortsynede og materialistiske syn på livet. Men i alle disse sager gjorde han store fremskridt efterhånden som månederne gik. Han var selvfølgelig også nødt til at være borte fra mange af de mest værdifulde læretider, i og med at det var hans pligt at holde pengebeholdningen ved lige.
139:7.4 Det var Mesterens tilgivende egenskab som Mattæus satte størst pris på. Han ville aldrig holde op med at gentage at tro var det eneste nødvendige i forehavende med at finde Gud. Han holdt altid af at tale om riget som “dette forehavende med at finde Gud.”
139:7.5 Selvom Mattæus var en mand med en vis fortid, gjorde han et udmærket indtryk på de andre, og som tiden gik, blev hans følgesvende stolte over hvad han kunne få udrettet. Han var en af de apostle som tog omfattende notater af hvad Jesus sagde, og disse notater blev brugt som grundlag for Isadors senere beretning om Jesu udsagn og gerninger, som er blevet kendt som Mattæusevangeliet.
139:7.6 Det storartede og nyttige liv af Mattæus, denne forretningsmand og toldindkræver fra Kapernaum, har været et middel til at lede tusindvis af andre forretningsfolk, offentlige tjenestefolk og politikere op gennem de efterfølgende tidsaldre til også at høre Mesterens engagerende røst som siger: “Følg mig[51].” Mattæus var egentlig en dreven politiker, men han var intenst loyal overfor Jesus og overordentlig hengiven til sin opgave med at sørge for at det kommende rigets budbringere blev behørig finansieret.
139:7.7 Nærværet af Mattæus blandt de tolv var midlet til at holde dørene til riget på vid gab for skarer af nedtrykte og udstødte sjæle som for længst havde betragtet sig selv som udenfor den religiøse opmuntringens rækkevidde. Udstødte og trøstesløse mænd og kvinder flokkes for at høre Jesus og han afviste aldrig en eneste en.
139:7.8 Mattæus modtog frivillige gaver fra troende disciple og fra de nærmeste kredse af tilhørere til Mesterens undervisning, men han gik aldrig åbent ud og bad om bidrag fra tilhørerskarerne. Han gennemførte alt sit finansieringsarbejde på en stilfærdig og personlig måde og skaffede de fleste af pengene til veje fra de mere velstående blandt de interesserede troende. Han skænkede praktisk talt hele sin beskedne formue til Mesterens og hans apostlenes arbejde, men de fik aldrig noget at vide om denne gavmildhed udover Jesus, som vidste alt om det. Mattæus tøvede med åbent at bidrage til apostlenes fond af frygt for at Jesus og hans følgesvende skulle komme til at betragte hans penge som besudlede; så han gav meget i andre troendes navn. I løbet af de første måneder, mens Mattæus var klar over at hans nærvær i blandt dem mere eller mindre var en prøvelse, var det meget fristende for ham at lade dem få at vide at det var hans midler som ofte skaffede dem det daglige brød, men han gav ikke efter. Når nogen viste tegn på foragt over at han var myndighedernes håndlanger, brændte Mattæus i sin iver efter at fortælle dem om sin gavmildhed, men han klarede altid at holde tæt.
139:7.9 Når ugens kassebeholdning var mindre end de forventede fornødenheder, ville Levi ofte trække et stort indskud fra sin egen formue. Det hændte nogle gange at han blev så interesseret i at lytte til Jesus at han foretrak at blive for at høre på undervisningen selv om han vidste at han personlig blev nødt til at gøre op for underskuddet. Men Levi ønskede at Jesus skulle få at vide at mange af pengene kom fra hans egen lomme! Det gik ikke op for ham at Jesus vidste alt om det. Alle de andre apostlene døde uden at vide at Mattæus i så stor grad var deres velgører at da han drog ud for at forkynde Guds riges evangelium efter at forfølgelserne var i gang, var han praktisk talt pengeløs.
139:7.10 Da disse forfølgelser fik de troende til at forlade Jerusalem, rejste Mattæus nordover, hvor han forkyndte rigets evangelium og døbte troende. Hans tidligere apostelvenner fik ikke noget at vide om hvad der var blevet af ham, men han rejste omkring og forkyndte og døbte, gennem Syria, Kappadokien, Galatien, Bitynien og Trakien. Og det var i Lysimakia i Trakien at enkelte troløse jøder rottede sig sammen med de romerske soldater for at få ham af dage. Og denne genfødte tolder døde sejrende i troen på den frelse han i løbet af de senere år af sit jordeliv var kommet til en så sikker overbevisning om gennem Mesterens lære.
¶ 8. THOMAS DIDYMUS
139:8.1 Thomas var den ottende apostel, og han blev valgt af Filip. I eftertiden er han blevet kendt som “tvivleren Thomas”, men de andre apostle anså ham næppe for at være nogen kronisk tvivler[52]. Sandt nok var han af den logisk tænkende og skeptiske type, men hans form for tapper loyalitet gav ikke dem som stod ham nær, nogen anledning til at betragte ham som en ubetydelig skeptiker.
139:8.2 Da Thomas sluttede sig til apostlene, var han niogtyve år, gift og havde fire børn. Tidligere havde han været snedker og stenhugger, men i det senere var han blevet fisker og boede i Tarigea, som lå på Jordans vestbred ved udløbet af Galilæasøen, og han blev betragtet som en lederskikkelse for denne lille landsby. Han havde næsten ingen uddannelse, men var i besiddelse af et skarpt og ræsonnerende sind og havde forældre med storartede egenskaber; der boede i Tiberias. Thomas var den af de tolv som havde det virkelig analytiske sindelag; han var den egentlige forsker i apostelgruppen.
139:8.3 Thomas havde haft en uheldig opvækst; hans forældre var ikke særlig lykkelige i deres ægteskab, og dette gav sig udslag i Thomas voksne liv. Han pådrog sig en ganske ubehagelig og krakilsk tilbøjelighed gennem opvæksten. Selv hans kone blev glad over at se han slutte sig til apostlene; hun blev lettet ved tanken om at hendes pessimistiske mand skulle være hjemmefra det meste af tiden. Thomas havde også et anstrøg af mistænksomhed som gjorde det meget vanskelig at komme godt og fredelig overens med ham. Peter blev i begyndelsen temmelig chokeret over ham og klagede til sin bror Andreas over at Thomas var “tarvelig, styg og altid mistænksom.” Men jo bedre apostlene blev kendt med Thomas, jo bedre kunne de lide ham. De fandt ud at han var overmåde ærlig og urokkelig loyal. Han var fuldstændig oprigtig og uden tvivl sandfærdig, men han var en naturskabt fejlfinder og han voksede op til at blive en virkelig pessimist. Hans analytiske sindelag var blevet forbandet med en hang til mistænkeliggørelse. Han var hurtig i færd med at miste troen på sine medmennesker da han blev tilknyttet de tolv, og dermed kom i kontakt med Jesu ædle karakter. Dette samkvem med Mesteren begyndte straks at omdanne hele Thomas sindelag og udløse store forandringer i hans mentale reaktionsmønster til sine medmennesker.
139:8.4 Thomas store styrke lå i hans uovertræffelige analytiske tænkeevne koblet sammen med hans urokkelige mod; når han først havde bestemt sig for noget. Hans store svaghed var hans mistænksomme tvivlende tilbøjelighed som han aldrig helt overvandt i løbet af sin levetid i kødet.
139:8.5 Da de tolv blev organiseret til deres opgaver, fik Thomas til opgave at planlægge og forberede rejseruterne, og han var en god administrator for apostelkorpsets virksomhed og deres forflytninger. Han var god til at få ting gennemført og en fremragende forretningsmand, men han var hæmmet af sine humørsvingninger; han var et menneske den ene dag og et helt andet dagen efter. Han havde tilbøjelighed for at gå og ruge på sine melankolske tanker da han sluttede sig til apostlene, men kontakten med Jesus og apostlene kurerede ham for en stor del af denne dystre indadvendthed.
139:8.6 Jesus havde stor glæde af Thomas og havde mange lange personlige samtaler med ham. Hans tilstedeværelse blandt apostlene var til stor trøst for alle ærlige tvivlere og opmuntrede mange med tunge tanker til at træde ind i guds rige, selv om de ikke helt kunne forstå alt det åndelige og filosofiske i Jesu forkyndelse. Thomas medlemskab i gruppen var en stående erklæring om at Jesus elskede selv de ærlige tvivlere.
139:8.7 De andre apostle holdt Jesus i højagtelse på grund af et eller andet særskilt og fremtrædende træk ved hans opfyldte personlighed, men Thomas satte sin Mester højt på grund af hans overmåde afbalancerede karakter. I øgende grad beundrede og ærede Thomas en som kunne vise så stor kærlig nåde og samtidig være så ufravigelig retfærdig og reel; så fast, men aldrig stædig; så rolig, men aldrig ligegyldig; så hjælpsom og sympatiserende, men aldrig plagsom eller diktatorisk; så stærk, men samtidig så mild; så positiv, men aldrig hård eller uforskammet; så øm, men aldrig ubeslutsom, så ren og uskyldig, men samtidig så mandig, aggressiv og kraftfuld; så virkelig modig, men aldrig fremfusende eller dumdristig; som en naturelsker, men så fri fra alt hang til naturtilbedelse; så humørfyldt og munter, men så fri for letsindighed og overfladiskhed. Det var denne uovertræffelige personlighedssymmetri der gjorde Thomas så betaget. Han var antagelig den af alle de tolv som nød godt af den bedste intellektuelle forståelse af Jesus og den som bedst kunne sætte pris på hans personlighed.
139:8.8 Når de tolv rådslog sig sammen, udviste Thomas altid forsigtighed og anbefalede at man skulle prioritere sikkerheden, men hvis hans konservative holdning blev nedstemt eller affejet, var han altid den første til at drage frygtløst ud for at iværksætte det program man havde bestemt sig for at gennemføre. Om og om igen ville han stå fast på at et projekt var alt for dumdristig og ambitiøst; han ville argumentere helt til han måtte bide i græsset, men når så Andreas havde bragt forslaget til afstemning og de tolv havde stemt for at gøre netop det som Thomas så ihærdigt havde modsat sig, var det ham som var den første til at sige: “Lad os gå!” han var en god taber[53]. Han gik ikke og bar nag eller gav næring til sårede følelser. Gang på gang tog han til genmæle mod at lade Jesus udsætte sig for fare, men når Mesteren selv bestemte sig for at tage risikoen, var det altid Thomas som gik i spidsen for apostlene med sine tapre ord: “Kom igen kammerater, lade os gå og dø sammen med ham.”[54]
139:8.9 Thomas lignede i nogen henseende Filip; han var også en som helst ønskede at “få at se,” men de af hans ytringer som tilkendegav tvivl, var baseret på helt andre tankebaner. Thomas var en analytiker, ikke bare en skeptiker. Hvad hans fysiske vovemod angik, var han en af de tapreste blandt de tolv.
139:8.10 Thomas havde sine forfærdelige dage; han var trist og nedtrykt til tider. Tabet af sin tvillingsøster da han var ni år gammel, havde givet ham meget ungdomssorg og havde forøget hans problemer med at holde humøret oppe senere i livet[55]. Når Thomas var nedtrykt, var det Nataniel som hjalp ham, eller af og til Peter, og ikke så sjælden var det en af Alfeus tvillingerne. Når han var mest deprimeret, prøvede han desværre altid at undgå at komme i direkte kontakt med Jesus. Men Mesteren vidste alt om dette og nærede en forstående sympati for denne apostel når han var plaget af depressioner og forpint af tvivl.
139:8.11 Nogen gange ville Thomas få tilladelse af Andreas til at drage af sted for at være alene en dag eller to. Men han lærte hurtigt at en sådan måde at gøre det på, ikke var særlig klog; han fandt tidlig ud af at det bedste når han var nedstemt, var at holde sig i nærheden af sit arbejde og apostlene. Men uanset hvad som skete i hans følelsesliv, opgav han aldrig sin apostelgerning. Når det var på tide at tage et nyt skridt fremad, var det altid Thomas som sagde: “Lad os gå!”
139:8.12 Thomas er det store eksempel på et menneske som har sine tvivl, konfronterer sig med dem og vinder over dem. Han var af et fortræffelig sindelag; han var ikke den som kom med smålig kritik. Han tænkte logisk; han var holdbarhedstesten for Jesus og de andre apostle. Om Jesus og hans virksomhed ikke havde været ægte, ville han aldrig have klaret at holde på en mand som Thomas fra begyndelse til afslutningen. Thomas havde en skarpsindig og sikker sans for det faktiske. Ved første tilløb til svindel eller bedrageri ville Thomas have vendt dem alle ryggen. Forskere kan have problemer med at forstå alt om Jesus og hans virksomhed på jorden fuldt ud, men sammen med Mesteren og hans menneskelige følgesvende var der en mand som levede og arbejdede og havde en forskers mentalitet, og det var Thomas Didymus. Og han troede på Jesus fra Nazaret.
139:8.13 Thomas oplevede en prøvelsens tid i dagene omkring domfældelsen og korsfæstelsen. Han nåede en stund bunden af modløshed, men han fik samlet mod til sig, holdt sig sammen med apostlene og var til stede sammen med dem for at ønske Jesus velkommen på Galilæasøen[56]. For en tid gav han efter for sin tvivlende depression, men fik efterhånden samlet sin tro og sit mod. Han var klog i sin rådgivning til apostlene efter pinsen, og da forfølgelserne spredte de troende for alle vinde, drog han til Kypros, Kreta, kysten af Nordafrika og Sicilien og forkyndte Guds riges glade budskab og døbte troende indtil han blev arresteret af de romerske myndigheder og henrettet på Malta. Kun nogle få uger før han døde, var han begyndt at skrive om Jesu liv og lære.
¶ 9. OG 10. JAMES OG JUDAS ALFEUS
139:10.1 Alfeus sønner James og Judas, fiskertvillingerne som boede i nærheden af Kheresa, var den niende og tiende apostel og blev valgt af James og Johannes Zebedæus[57]. De var seksogtyve år og gifte. James havde tre børn, og Judas havde to.
139:10.2 Det er ikke så meget som kan siges om disse helt almindelige fiskere. De elskede deres Mester, og Jesus elskede dem, men de afbrød aldrig hans foredrag med spørgsmål. De forstod meget lidt af de andre apostles filosofiske diskussioner eller teologiske debatter, men de var glade over selv at have en plads blandt sådan en gruppe af kraftfulde mennesker. Disse to mænd var næsten helt lige både når det gjaldt udseende, mentale kendetegn og grad af åndelig fatteevne. Det som kan siges om den ene, kunne man også skrive om den anden.
139:10.3 Andreas tildelte dem arbejdet med at holde orden på menneskemængderne. De var overvogterne når det blev holdt prædikener og stod egentlig også generelt til tjeneste eller gik ærinder for de tolv. De hjalp Filip med forsyningerne, de bragte penge til familierne for Nataniel og var altid rede til at træde til med en hjælpende hånd for hvem det måtte være af apostlene.
139:10.4 Menneskemængderne af almindelige folk blev meget opmuntret af at finde to som var som dem selv i den ærefulde position som apostle. Ved deres blotte godkendelse som apostle var disse middelmådige tvillinger midlet til at bringe en skare af forsagte troende ind i Guds rige. Og i tillæg tog de fleste folk sig mere velvillig til tåls med idéen om at blive anvist og holdt i orden af officielle vogtere som var så meget lig dem selv.
139:10.5 James og Judas, som også blev kaldt Taddæus og Lebbæus, havde hverken stærke eller svage sider[58]. Øgenavnene som var givet til dem af disciplene, var godmodige betegnelser på deres middelmådighed. De var “de mindste blandt apostlene”; det både vidste de og følte sig glade over[59].
139:10.6 James Alfeus elskede Jesus særlig på grund af Mesterens enkelhed. Disse tvillinger kunne ikke forstå Jesu tankegang, men de opfattede det bånd af sympati som fandtes mellem dem og deres Mesters hjerte. Deres sind var ikke af nogen høj orden; man kan til og med, med alt respekt, godt kalde dem dumme, men de fik sig en virkelig erfaring i deres åndelige natur. De troede på Jesus; de var Guds sønner og medlemmer af riget.
139:10.7 Judas Alfeus blev tiltrukket af Jesus på grund af Mesterens uprætentiøse ydmyghed. En sådan ydmyghed koblet sammen med en sådan værdighed appellerede stærkt til Judas. Det faktum at Jesus altid indskærpede at man forholdt sig tavs om hans usædvanlige gerninger, gjorde et stærkt indtryk på dette enkle naturbarn.
139:10.8 Tvillingerne var godmodige hjælpere, enkle i deres tankegang, og alle var glade for dem. Jesus ønskede disse enfoldige unge mænd velkommen til at indtage ærefulde positioner ved hans personlige stab i Guds rige fordi der findes utallige millioner af andre sådanne enkle og forskræmte sjæle på verdnerne ude i rummet som han ligeledes ønsker at få med sig i aktivt trosfællesskab med ham selv og hans udøste Sandhedsånd. Jesus så ikke ned på det at være lille, men kun på ondskab og synd. James og Judas var små, men de var også trofaste. De var enkle og uvidende, men hjertegode, venlige og gavmilde.
139:10.9 Og hvor taknemmelig stolte var ikke disse ydmyge mænd på den dag da Mesteren nægtede at godkende en vis rig mand som evangelist medmindre han solgte sit gods for at hjælpe de fattige[60]. Når folk hørte om dette og lade mærke til tvillingerne blandt hans rådsmænd, vidste de med sikkerhed at Jesus ikke uddelte respekt til personer[61]. Men kun en guddommelig institution - Guds rige i himmelriget - kunne overhoved lade sig bygge på et så middelmådigt menneskeligt fundament!
139:10.10 Bare en eller to gange i løbet af hele deres samkvem med Mesteren vovede tvillingerne at stille spørgsmål offentlig. Nysgerrigheden fik en gang Judas til at stille Jesus et spørgsmål efter at Mesteren havde snakket om åbent at give sig til kende for hele verden. Han følte sig lidt skuffet over at det ikke kom til at være nogle flere hemmeligheder i mellem de tolv, og han tog mod til sig og spurgte: “Men, Mester, når du giver dig til kende for hele verden på den måde, hvordan vil du da tilgodese os med specielle tilkendegivelser af din godhed?”[62]
139:10.11 Tvillingerne var trofaste i deres tjeneste til sidste stund, helt til domfældelsens, korsfæstelsens og håbløshedens mørke tid. De mistede aldrig deres hjerters tro på Jesus, og de var de første (næst efter Johannes) til at tro på hans opstandelse. Men de kunne ikke begribe det med oprettelsen af Guds rige. Ikke længe efter at deres Mester var blevet korsfæstet, vendte de tilbage til deres familier og deres fiskegarn; de havde gjort deres arbejde. De havde ikke evner nok til at fortsætte med de mere indviklede stridigheder knyttet til Guds rige. Men de levede og døde ved bevidsthed om at de var blevet beæret og velsignet med fire år med nært og personlig samkvem med en Guds Søn, den selvstyrende skaber af et univers.
¶ 11. SIMON ZELOTEN
139:11.1 Simon Zeloten, den elvte apostel, blev valgt af Simon Peter[63]. Han var en evnerig mand med gode aner og boede med sin familie i Kapernaum. Han var otteogtyve år da han blev tilknyttet apostlene. Han var en brændende agitator og var også en mand som sagde meget uden at tænke sig om. Han havde været købmand i Kapernaum før han viede hele sin opmærksomhed på zeloternes patriotiske organisation.
139:11.2 Simon Zeloten fik til opgave at tage sig af apostelgruppens adspredelses- og afslapningsaktiviteter og han var en meget effektiv organisator for de tolvs lege og fritidsaktiviteter.
139:11.3 Simons styrke var hans inspirerende loyalitet. Når apostlene fandt en mand eller kvinde som svævede i ubeslutsomhed hvad angik det at tage stilling til om de skulle træde ind i Guds rige, sendte de bud efter Simon. Det tog normalt kun et kvarters tid før denne begejstrede talsmand for frelse ved tro på Gud havde ryddet enhver tvivl af vejen og fjernet alt ubeslutsomhed for så at se en ny sjæl fødes ind i “troens frihed og frelsens lyksalighed.”
139:11.4 Simons store svaghed var hans materialistiske tankegang. Han kunne ikke hurtig ændre sig fra at være en jødisk nationalist til at blive en åndeligsindet internationalist. Fire år var alt for kort en tid til at foretage en sådan intellektuel og følelsesmæssig forvandling, men Jesus var altid tålmodig med ham.
139:11.5 Det ene træk ved Jesus som Simon beundrede så stærkt, var Mesterens sindsro, hans selvtillid, ligevægt og uforklarlige selvbeherskelse.
139:11.6 Selv om Simon var en rabiat revolutionær, en uforfærdet agitations brandbombe, tæmmede han gradvis sin brændende natur indtil han blev en kraftfuld og effektiv forkynder af “fred på jord og god vilje mellem mennesker[64].” Simon var en ypperlig debattør; han elskede at argumentere. Og når det gjaldt om at hamle op med velskolede jøders regelrytteri eller med grækerne og deres intellektuelle spidsfindigheder, var det altid Simon som blev sat til det.
139:11.7 Han var en oprører af natur og en billedstormer af oplæring, men Jesus vandt ham over til himmelrigets højerestående begreber. Han havde altid følt sig hjemme på de protesterendes side, men nu sluttede han sig til de progressives side, i åndens og sandhedens ubegrænsede og evige fremskridts tjeneste. Simon var en mand med intense loyalitetsbånd og varm, personlig hengivenhed, og han elskede virkelig Jesus højt.
139:11.8 Jesus var ikke bange for at identificere sig med hverken forretningsfolk, arbejdsfolk, optimister, pessimister, filosoffer, skeptikere, skattefogder, politikere eller patrioter.
139:11.9 Mesteren havde mange samtaler med Simon, men det lykkedes ham aldrig helt at gøre en internationalist ud af denne glødende jødiske nationalist. Jesus fortalte ofte Simon at det var på sin plads at ville se til at de sociale, økonomiske og politiske forhold forbedrede sig, men han ville altid tilføje: “Dette er ikke en sag som angår himmelriget. Vi må vie os til at udføre Faderens vilje. Vort anliggende er at være ambassadører for en åndelig regering i det høje, og vi bør ikke beskæftige os direkte med noget andet end at repræsentere viljen og karakteregenskaberne til den guddommelige Fader som står som den øverste af den regering som vi er fuldmagtsindehavere for.” Alt dette var det vanskelig for Simon at begribe sig på, men gradvis dæmrede lidt af meningen med Mesterens ord for ham.
139:11.10 Efter opløsningen som en følge af forfølgelserne i Jerusalem trak Simon sig midlertidig tilbage. Han var simpelthen knust. Som en nationalistforkæmper havde han overgivet sig i ærbødighed til Jesu lære, og nu var alt tabt. Han var trøstesløs, men efter nogle få år fik han vækket sit håb til live igen, og han drog ud og forkyndte Guds riges evangelium.
139:11.11 Han rejste til Alexandria, og trængte, efter at have arbejdet sig op langs Nilen, ind i hjertet af Afrika, og hvor han end færdedes forkyndte han Guds riges evangelium og døbte troende. Således arbejdede han indtil han var en skrøbelig gammel mand. Og han døde og blev gravlagt i hjertet af Afrika.
¶ 12. JUDAS ISKARIOT
139:12.1 Judas Iskariot, den tolvte apostel, blev valgt af Nataniel[65]. Han var født i Keriot, en lille landsby i det sydlige Judæa. Da han var knægt, flyttede hans forældre til Jeriko, hvor han boede og havde været beskæftiget i sin fars forskellige forretningsforetagender indtil han blev interesseret i Johannes Døberens forkyndelse og arbejde. Forældrene til Judas var saddukæere, og da deres søn slog sig sammen med Johannes disciple, vendte de ham ryggen.
139:12.2 Da Nataniel mødte Judas i Tarigea, var han i færd med at søge arbejde ved en fisketørringsbedrift ved udløbet af Galilæasøen. Han var tredive år og ugift da han sluttede sig til apostlene. Han var antagelig den bedst uddannede af de tolv og den eneste fra Judæa i Mesterens apostelfamilie. Judas havde ikke nogen fremtrædende stærk egenskab, selv om han havde mange ydre tegn på dannelse og indlærte vaner. Han havde et godt hoved, men var ikke altid helt sandfærdig i sin tænkning. Judas forstod sig ikke rigtig på sig selv; han var ikke ordentlig oprigtig overfor sig selv.
139:12.3 Andreas udnævnte Judas til kasserer for de tolv, en stilling han passede overordentlig godt og frem til da han forrådte sin Mester, tog han ansvaret for sit erhverv på en ærlig, trofast og meget effektiv måde.
139:12.4 Det var ikke noget specielt træk ved Jesus som Judas beundrede udover Mesterens generelt tiltrækkende og udsøgt tiltalende personlighed. Judas blev aldrig i stand til at hæve sig over sine judæiske fordomme mod sine galilæiske følgesvende; han ville i sit stille sind til og med kritisere mange sider ved Jesus. Ham som de elleve af apostlene betragtede som det perfekte menneske, som den “en alt i alt elskelige og den ypperste blandt titusinde,” vovede denne selvtilfredse judæer ofte at kritisere i sit hjerte[66]. Han nærede virkelig forestillingen om at Jesus var frygtsom og mere eller mindre bange for at tilkendegive sin egen magt og ære.
139:12.5 Judas var en god forretningsmand. Det krævede taktfølelse, gode evner og tålmodighed såvel som samvittighedsfuld hengivelse at holde orden på en sådan idealist som Jesus finansielle anliggender, for ikke at tale om de vildt forvirrede forretningsmetoder af hans apostle. Judas var virkelig god til at få sagerne gennemført, fremsynet og dygtig til at finansiere. Han var pinlig nøjagtig til at organisere. Ingen af de tolv kritiserede nogensinde Judas. Så langt som de kunne se, var Judas Iskariot en uovertruffen kasserer, en lærd mand, en loyal apostel (selv om han rigtignok af og til kom med kritik) og i alle betydninger af ordet en rigtig så vellykket person. Apostlene elskede Judas; han var virkelig en af dem. Han må have troet på Jesus, men vi tvivler på om han virkelig elskede Mesteren helhjertet[67]. Tilfældet Judas illustrerer sandhedsværdien af udtalelse: “Der findes en vej som ser rigtig ud for mennesket, men den ender i døden.” Det er for så vidt mulig at falde som offer for det fredelige selvbedrag som ligger i at tilpasse sig bekvemmelig efter syndens og dødens veje. Tvivl ikke på at Judas altid var ærlig i pengespørgsmål overfor både sin Mester og de andre apostle. Penge kunne aldrig have været noget motiv for hans forræderi af Mesteren.
139:12.6 Judas var enebarn og havde ubetænksomme forældre. Da han var ung, blev han forvænt og forkælet; han var et spoleret barn. Efterhånden som han voksede op, gjorde han sig overdrevne tanker om sin egen betydningsfuldhed. Han var en dårlig taber. Han havde udsvævende og forvrængede idéer om retfærdighed; han havde en hang til at give efter for had og mistænksomhed. Han var en ekspert i at opfatte sine venners udsagn og gerninger i den værste mening. Gennem hele livet havde Judas gjort sig for vane at hævne sig mod dem som han indbildte sig havde behandlet ham dårlig. Hans sans for værdier og loyaliteter var tilbagestående.
139:12.7 For Jesus var Judas et troseventyr. Fra første stund forstod Mesteren fuldt ud denne apostels svaghed og var helt klar over farerne ved at slippe ham ind i fællesskabet. Men det er af Guds Sønners natur at give hver eneste skabt væsen en fuld og jævnbyrdig chance til at frelses og overleve. Jesus ønskede ikke bare de dødelige i denne verden, men også tilskuerne på utallige andre verdner, skulle få at vide at når der hersker tvivl om en skabnings oprigtighed og helhjertethed i sin hengivelse til Guds rige, er det menneskenes Dommeres konsekvente praksis fuldstændig at tage imod den tvivlsomme kandidat. Døren til det evige liv står åben for alle; “den som vil det, kan komme ind;” der findes ingen restriktioner eller kvalifikationer udover troen hos den som kommer[68].
139:12.8 Dette er netop grunden til at Jesus lod Judas få lov til at fortsætte til vejs ende; han gjorde alt hvad han kunne for at omforme og redde denne svage og forvirrede apostel. Men når lys ikke modtages med oprigtighed og bliver levet op til, så har det let ved at blive til mørke inde i sjælen. Judas styrkede sin intellektuelle forståelse af Jesu lære om Guds rige, men han gjorde ikke fremskridt med at tilegne sig en åndelig karakter som de andre apostle gjorde. Han undlod at gøre tilstrækkelig personlig fremskridt i åndelig indlevelse.
139:12.9 Judas blev i stigende grad en grubler over sine personlige skuffelser, og han blev til sidst et offer for bitterheden. Hans følelser var mange gange blevet såret, og han var abnormt mistænksom overfor sine bedste venner, selv overfor Mesteren. Efterhånden blev han besat af tanken, hvad som helst for at hævne sig, ja, til og med at forråde sin Mester.
139:12.10 Men disse ondskabsfulde og farlige tankene fandt ikke sin endelige form før den dag en taknemlig kvinde knuste en dyr æske med røgelse foran Jesu fødder[69]. Dette syntes Judas var sløseri, og da hans åbenlyse protest på stedet blev så fejende tilbagevist af Jesus mens alle hørte det, blev det for meget for ham. Denne hændelse var afgørende for alt det som havde hobet sig op af had, sårede følelser, nag, fordomme, jalousi og hævnlyst gennem et helt liv, og han bestemte sig for at få hævn over hvem det nu end kunne være. Men han lod alt det onde i sin natur udkrystallisere sig overfor den ene uskyldige person i hele sit ulyksalige livs makabre drama kun fordi Jesus kom til at spille hovedrollen i den episode som markerede hans overgang fra lysets fremadskridende rige og ind i det selv valgte mørkets domæne.
139:12.11 Mesteren havde mange gange, både privat og i al offentlighed, advaret Judas om at han stod på gyngende grund, men guddommelige advarsler er sædvanligvis nytteløse når man har med en forbitret menneskenatur at gøre. Jesus gjorde alt som stod i hans magt i overensstemmelse med menneskets moralske frihed for at hindre at Judas valgte at gå i den forkerte retning. Til slut kom den store prøve. Hævngerrighedens søn bestod den ikke; han gav efter for de bitre og frastødende impulser fra et stolt og hævnlysten sind med en overdreven sans for egen betydningsfuldhed, og styrtede hurtig nedad og ind i en forvirret, trøstesløs og demoraliseret tilstand.
139:12.12 Judas begav sig så ind i det nedrige og skammelige intrigespil med at forråde sin Herre og Mester og satte hurtig sit ondskabsfulde forehavende ud i livet[70]. Under udarbejdelsen af sin vredes udklækket plan af troløs forræderi, oplevede han øjeblikke med anger og skam, og i disse klare øjeblikke gjorde han sig forknyttede forestillinger, som en forsvarsmekanisme i sit eget sind, om at Jesus muligvis ville benytte sig af sin magt og befri sig selv i sidste øjeblik.
139:12.13 Da hele denne makabre og syndige affære var over, skyndte denne frafaldne dødelig, der så let havde solgt sin ven for tredive sølvstykker for at tilfredsstille den hævnlyst han så længe havde givet næring til, af sted i alt hast og fuldførte sidste akt i dramaet om at flygte fra den dødelige tilværelsens virkelighed - selvmord[71].
139:12.14 De elleve apostlene var skrækslagne; lamslået. Jesus betragtede kun forræderen med medlidenhed. Verdnerne har fundet det vanskelig at tilgive Judas, og hans navn har vækket afsky rundt om i et vidtstrakt univers.
| Kapitel 138. Træningen Af Rigets Budbringere |
Indeks
Flere versioner |
Kapitel 140. Ordinationen Af De Tolv |
¶ Referencer
- ↑ De tolv apostle: Matt 10:2-4; Mark 3:16-19; Luk 6:14-16; ApG 1:13.
- ↑ Uvidende og ulærde mænd: ApG 4:13.
- ↑ Andrew: Matt 4:18; Mark 1:16; Joh 1:40.
- ↑ Andrew bringer bror Simon: Matt 4:18-19; Mark 1:16-18; Joh 1:40-42.
- ↑ To tusinde sjæle føjes til riget: ApG 2:41.
- ↑ Peters bror: Luk 6:14; Joh 1:40; Joh 6:8.
- ↑ Simon slutter sig til apostlene: Matt 4:18-20; Mark 1:16-18; Luk 5:1-11; Joh 1:40-42.
- ↑ Simons kone og svigermor: Matt 8:14; Mark 1:30; Luk 4:38.
- ↑ Fiskeripartnere: Mark 1:16; Luk 5:10.
- ↑ Andreas præsenterer Simon: Joh 1:40-42.
- ↑ Anden apostel: Matt 10:2; Joh 1:40-42.
- ↑ Simon omdøbt til Peter: Mark 3:13; Luk 6:14; Joh 1:42.
- ↑ Ny betydning: Matt 16:18.
- ↑ Den ustyrlige Peter hopper i vandet: Joh 21:7.
- ↑ Ømhed, tilgivelse: Matt 6:14; Matt 18:21-22; Luk 17:4.
- ↑ Peters fornægtelse: Matt 26:69-75; Mark 14:66-72; Luk 22:55-62; Joh 18:17,25-27.
- ↑ Peters vaklen: Joh 13:8-9.
- ↑ Peters fornægtelse: Matt 26:69-75; Mark 14:66-72; Luk 22:55-62; Joh 18:17,25-27.
- ↑ Peter forsvarede tilføjelse af ikke-jøder: ApG 8:14-25; ApG 15:5-12.
- ↑ Peter vendte sig om: Gal 2:11-14.
- ↑ Følger langt væk: Matt 26:58; Mark 14:54; Luk 22:54.
- ↑ Jakob Zebedæus: Matt 4:21-22; Mark 1:19-20; Luk 5:10.
- ↑ Tordenens sønner: Mark 3:17.
- ↑ Kald ild ned over samaritanere: Luk 9:54.
- ↑ En mors anmodning: Matt 20:20-21,23; Mark 10:35-37,40.
- ↑ Kop klar til at drikke: Matt 20:22-23; Mark 10:38-39.
- ↑ James martyrium: ApG 12:1-2.
- ↑ Johannes Zebedæus: Matt 4:21-22; Mark 1:19-20; Luk 5:10-11.
- ↑ Discipel, som Jesus elskede: Joh 13:23; Joh 19:26; Joh 20:2; Joh 21:7,20.
- ↑ Kærlighedens apostel: 1 Joh 3:11,14,23; 1 Joh 4:7-12,16-21; 1 Joh 5:1-2.
- ↑ Mine børn, elsk hinanden: 1 Joh 3:18.
- ↑ Johannes opfordrede til ild mod samaritanerne: Luk 9:54.
- ↑ Johannes forbød fremmed prædikant: Mark 9:38; Luk 9:49.
- ↑ John kiggede efter Mary: Joh 19:26-27.
- ↑ Den første til at genkende Jesus: Joh 21:7.
- ↑ Forvist til Patmos: Åb 1:9.
- ↑ Blidt svar afviser vrede: Ordsp 15:1.
- ↑ Filip valgt som apostel: Joh 1:43-44.
- ↑ Filip fra Bethsaida: Joh 1:44; Joh 12:21.
- ↑ Kom og se: Joh 1:45-46.
- ↑ Beslutningsproces: Joh 12:20-22.
- ↑ Filip lagde ikke hånd på: ApG 8:5-6,12-16.
- ↑ Som Peter og Johannes gjorde: ApG 8:14-17.
- ↑ Nathaniel (bragt af Filip): Joh 1:45-49.
- ↑ boede i Kana: Joh 21:2.
- ↑ Uden list: Joh 1:47.
- ↑ Kan der komme noget godt ud af Nazareth?: Joh 1:46.
- ↑ Jeg er kommet for at bringe glæde: Joh 15:11. Jeg er kommet for at bringe glæde: Mark 4:16; ApG 2:46; ApG 14:17; Hebr 1:8-9. Jeg er kommet for at bringe liv i overflod: Joh 10:10.
- ↑ Nathaniel Bartholomew: Matt 10:3; Mark 3:18; Luk 6:14; ApG 1:13.
- ↑ Matthew Levi, værtshusholder: Matt 9:9; Matt 10:3; Mark 2:14; Mark 3:18; Luk 5:27-28; Luk 6:15.
- ↑ Eksempel for forretning: Matt 9:9; Mark 2:14; Luk 5:27-28.
- ↑ Tvivlende Thomas: Joh 20:24-25.
- ↑ Den første, der siger »Kom så«: Joh 11:16.
- ↑ Lad os gå og dø med ham: Joh 11:16.
- ↑ Thomas Didymus (tvilling): Matt 10:3; Mark 3:18; Luk 6:15; Joh 21:2; ApG 1:13.
- ↑ Bød Jesus velkommen i Galilæa: Joh 21:1-2.
- ↑ Tvillingerne Alfeus, Jakob og Judas: Matt 10:3; Mark 3:18; Luk 6:15-16; ApG 1:13.
- ↑ Også kendt som Thaddeus & Lebbeus: Matt 10:3; Mark 3:18.
- ↑ Den mindste af apostlene: 1 Kor 15:9.
- ↑ Jesus afviste den rige mand: Matt 19:21-22; Mark 10:21-22; Luk 18:22-23.
- ↑ Jesus har ingen respekt for personer: 2 Krøn 19:7; Job 34:19; Sir 35:12; Matt 22:16; Mark 12:14; Luk 20:21; ApG 10:34; Rom 2:11; Gal 2:6; Gal 3:28; Ef 6:9; Kol 3:11.
- ↑ Judas' sjældne spørgsmål: Joh 14:22.
- ↑ Simon Zelotes tilføjet: Matt 10:4; Mark 3:18; Luk 6:15; ApG 1:13.
- ↑ Prædikede fred og god vilje: Luk 2:14.
- ↑ Judas Iskariot valgt: Matt 10:4; Mark 3:19; Luk 6:16.
- ↑ En helt og holdent dejlig: Højs 5:16. Den øverste af ti tusinde: Højs 5:10.
- ↑ En vej, der virker rigtig: Ordsp 14:12; Ordsp 16:25.
- ↑ Enhver, der vil, kan komme: Sl 50:15; Joel 2:32; Zak 13:9; Matt 7:24; Matt 10:32-33; Matt 12:50; Matt 16:24-25; Mark 3:35; Mark 8:34-35; Luk 6:47; Luk 9:23-24; Luk 12:8; Joh 3:15-16; Joh 4:13-14; Joh 11:25-26; Joh 12:46; ApG 2:21; ApG 10:43; ApG 13:26; Rom 9:33; Rom 10:13; 1 Joh 2:23; 1 Joh 4:15; 1 Joh 5:1; Åb 22:17b.
- ↑ Æske med salve: Matt 26:6-7; Mark 14:3; Luk 7:37-38; Joh 11:2; Joh 12:3.
- ↑ Judas' forræderi: Matt 26:14-16,47-49; Mark 14:10-11,43-45; Luk 22:3-5,47-48; Joh 13:2,26-27; Joh 18:2-5.
- ↑ Judas' selvmord: Matt 27:3-5; ApG 1:18.