© 2015 Urantia Foundation
159:0.1 Da Jesus og de tolv kom til Magadan park, fandt de en gruppe som ventede på dem; der var næsten hundrede evangelister og disciple, deriblandt kvindekorpset, og de var alle klar til umiddelbart at begynde undervisnings- og forkyndelsesrejsen til byerne i Dekapolis.
159:0.2 På denne torsdags morgen den 18. august kaldte Mesteren sine tilhængere sammen og gav besked om at hver af apostlene skulle slutte sig sammen med en af de tolv evangelister, mens nogle evangelister skulle drage ud i tolv grupper for at arbejde i Dekapolis områdets byer og landsbyer. Kvindekorpset og nogen af de øvrige disciple fik besked om at blive sammen med ham. Jesus afsatte fire uger til denne tur og bad sine tilhængere om at være tilbage i Magdala inden fredag den 16. september. Han lovede at besøge dem ofte i løbet af denne tid. I løbet af denne måned arbejdede disse tolv grupper i Gerasa, Gamala, Hippos, Zafon, Gadara, Abila, Edrei, Filadelfia, Heshbon, Dium, Skythopolis og mange andre byer. På denne tur forekom der ingen helbredelsesmirakler eller andre usædvanlige begivenheder.
¶ 1. PRÆDIKEN OM TILGIVELSE
159:1.1 En aften i Hippos, som svar på spørgsmålet fra en discipel, holdt Jesus et foredrag om tilgivelse. Mesteren sagde:
159:1.2 “Hvis en godhjertet mand har hundrede får og et af dem bliver borte, vil han da ikke øjeblikkelig gå fra de nioghalvfems og drage ud for at lede efter den ene bortkomne? Og hvis han er en god hyrde, vil han da ikke fortsætte med at lede efter det bortkomne får indtil han finder det? Og så, når hyrden har fundet sit bortkomne får, lægger han det over sine skuldre, og når han kommer glad hjem, råber han på sine venner og naboer: Glæd jer med mig, for jeg har fundet mit får som var forsvundet. Jeg erklærer at der bliver større glæde i himmelen over en synder som vender om end over nioghalvfems retfærdige personer som ikke behøver nogen omvendelse. Således er det ikke min himmelske Faders vilje at en eneste af disse små skal gå bort, langt mindre at de skal gå tabt. I jeres religion kan Gud godt tage imod angrende syndere; i Guds rigets evangelium er det Faderen som drager ud for at finde dem endnu før de har gjort sig seriøse tanker om at omvende sig.”[1]
159:1.3 “Den himmelske Fader elsker sine børn, og derfor burde i lære at elske hverandre; den himmelske Fader tilgiver jer jeres synder, derfor burde i lære at tilgive hverandre. Hvis din bror synder mod dig, gå da til ham for så med takt og tålmodighed at påpege hans forseelse for ham. Og gør alt dette mellem dig og ham alene. Hvis han vil høre på dig, har du vundet din bror tilbage. Men hvis din bror ikke vil høre på dig, hvis han fastholder sin fejlagtige måde at optræde på, gå da til ham igen og tag en eller to fælles venner med så du har to eller tre vidner som kan bekræfte dit vidne udsagn og fastslå at du har optrådt retfærdig og skånsomt overfor din bror som har begået overtrædelsen. Hvis han nu nægter at høre dine brødre, kan du så fortælle hele historien til forsamlingen, og da, hvis ham nægter at høre broderskabet, lad dem da foretage sig det de anser for at være klogt; lad et sådan uregerlig medlem blive en som er udstødt fra riget[2]. Selv om I ikke kan lade som om at I sidder som dommere over jeres medmenneskers sjæle, og selv om I ikke må tilgive syndere eller på anden måde prøve at tilrane jer de rettigheder som tilhører de himmelske skarers tilsynsførende, er det overladt til jer at opretholde verdslig orden i det jordiske rige[3]. Selv om I ikke må blande jer i de guddommelige dekreter vedrørende det evige liv, skal i have myndighed over de procedurer som angår det jordiske broderskabs verdslige velfærd. Og således, når det gælder alle de sager som er forbundet med broderskabets disciplin, skal hvad i end beslutter på jorden, anerkendes i himmelen. Selv om I ikke kan afgøre individets evige skæbne, kan I bestemme reglerne for gruppens adfærd, for, er der to eller tre af jer som bliver enige om noget af disse sager og spørger mig om det, skal dette blive bevilges jer hvis jeres forespørgsel ikke er i strid med min himmelske Faders vilje. Og alt dette er for al tid sandt, for hvor to eller tre troende har samlet sig, der er jeg midt i blandt dem[4].”
159:1.4 Simon Peter var den af apostlene som havde ansvaret for medarbejderne i Hippos, og da han hørte Jesus sige dette, spurgte han: “Herre, hvor mange gange skal min bror kunne synde mod mig og få min tilgivelse? Op til syv gange?” Og Jesus svarede Peter: “Ikke kun syv gange men gerne syvoghalvfjerds gange[5]. Derfor kan himmelens rige sammenlignes med en vis konge som beordrede en gennemgang af finanserne med sine forvaltere, og da de var begyndt denne undersøgelse af det indestående, blev en af hovedmændene i hans stab bragt frem for ham for at bekende at han skyldte kongen ti tusinde talenter. Denne tjenestemand ved kongens hof gav sig til at bede om forståelse for at hårde tider var tilstødt ham og at han ikke havde midlerne til at betale sin gæld med. Og da befalede kongen at hans ejendele skulle beslaglægges og at hans børn skulle sælges for at betale hans gæld. Da denne chefforvalter hørte denne strenge befaling, faldt han ned på ansigtet foran kongen og bønfaldt ham om at vise ham nåde og give ham mere tid. ‘Herre, ' sagde han, ‘hav lidt mere tålmodighed med mig, så vil jeg betale dig alt sammen.’ Og da kongen så på denne pligtforsømmende tjener og hans familie, blev han bevæget af medfølelse. Han gav ordre om at han skulle løslades og at hele gælden skulle eftergives[6].
159:1.5 “Og denne chefforvalter som hermed var blevet vist nåde og tilgivelse af kongen, fortsatte i sit arbejde, og da han fandt en af sine underordnede forvaltere som kun skyldte ham hundred denarer, tog han fat i ham og greb ham om halsen og sagde: ‘Betal mig alt det du skylder.’ Og da faldt denne medforvalter ned foran chefforvalteren og sagde mens han tryglede og bad: ‘Bare vis mig lidt tålmodighed, så vil jeg snart være i stand til at betale dig.’ Men chefforvalteren ville ikke vise sin medforvalter nogen nåde, men fik ham derimod fængslet til han havde efterkommet sin gæld. Da de andre tjenere så hvad der var sket, blev de så ilde til mode at de gik og fortalte det til deres herre og mester, kongen. Da kongen hørte hvad hans chefforvalter havde gjort, kaldte han denne utaknemmelige og utilgivende mand frem for sig og sagde: ‘Du er en slem og uværdig forvalter. Da du bad om medfølelse, eftergav jeg rask væk din gæld. Hvorfor viste du ikke også nåde overfor din medforvalter, således som jeg viste nåde overfor dig?” Og kongen blev så rasende at han udleverede sin utaknemmelige chefforvalter til fangevogterne og bad dem holde på ham til han havde tilbagebetalt alt hvad han skyldte[7]. Og på samme måde skal min himmelske Fader være mere generøs i sin nåde overfor dem som er villige til at vise nåde overfor sine medmennesker[8]. Hvordan kan du komme til Gud og spørge om forståelse for dine ufuldkommenheder når du selv gerne straffer dine brødre som gøre sig skyldige i de samme menneskelige svagheder? jeg siger til jer alle: Frit har i modtaget rigets gode gaver; giv derfor frivilligt til jeres medmennesker på jorden[9].”
159:1.6 Således underviste Jesus om farerne og illustrerede det uretfærdige ved at sætte sig som personlig dommer overfor ens medmennesker. Disciplin må opretholdes, retfærdighed må administreres, men i alle disse anliggender bør fællesskabets visdom være fremherskende. Jesus placerede lovgivende og dømmende autoritet i gruppen, ikke hos individet. Selv denne placering af autoritet i gruppen må ikke kunne udøves i form af en persons autoritet. Der ligger altid en fare i at et enkelt menneskes bedømmelse vil blive skæv af fordomme og fordrejet af lidenskaber. Når en gruppe står for bedømmelse, vil det være meget mindre sandsynligt at personlig forudindtagethed sker på bekostning af retfærdigheden. Jesus forsøgte altid at formindske uretfærdighed, gengældelse og hævn.
159:1.7 [Brugen af betegnelsen syvoghalvfjerds som en illustration på nåden og selvbeherskelsen var afledt af Skrifternes henvisning til Lameks jubel på grund af hans søns Tubal-Kains metalvåben, som sammenlignede disse overlegne redskaber med hans fjenders og udbrød: “Hvis Kain, uden våben i hånd, var hævnet syv gange, så skal jeg nu hævnes syvoghalvfjerds gange.”][10]
¶ 2. DEN FREMMEDE PRÆDIKANT
159:2.1 Jesus drog over til Gamala for at besøge Johannes og de andre som arbejdede sammen med ham der. Den aften, efter runden med spørgsmål og svar, sagde Johannes til Jesus: ”Mester, i går drog jeg over til Ashtarot for at se en mand som underviste i dit navn og til og med påberåbte sig at kunne uddrive djævle. Men denne fyr havde aldrig været sammen med os, og han følger heller ikke med os; derfor forbød jeg ham at gøre sådanne ting[11].” Da sagde Jesus: “Forbyd ham ikke. Har du ikke opfattet at dette Guds rigets evangelium snart skal forkyndes over hele verden? Hvordan kan du forvente dig at alle som vil tro på evangeliet skal lade sig lede af jer? Vær hellere glad over at vores lære allerede har begyndt at manifestere sig ud over grænserne for vores personlige indflydelse. Ser du ikke, Johannes, at de som påberåber sig at udføre store gerninger i mit navn før eller siden kommer til at støtte vores sag? De vil helt sikkert ikke være de første til at snakke ondt om mig. Min søn, i anliggender af denne slags vil det være bedre om du regner alle som ikke er mod os, som for os[12]. I de kommende generationer er der mange som ikke er fuldt ud værdige til det, som vil gøre mange mærkelige ting i mit navn, men jeg vil ikke forbyde dem det. Jeg skal fortælle dig at selv når en kop koldt vand bliver givet til en tørstig sjæl, skal Faderens budbringere altid holde regnskab med en sådan kærlig tjeneste[13].”
159:2.2 Denne instruks gjorte Johannes helt rådvild. Havde han ikke hørt Mesteren sige: “Den som ikke er med mig, er mod mig”? Han opfattede ikke at Jesus i dette tilfælde henviste til mandens forhold til den åndelige lære om Guds rige, mens det i det andet tilfælde drejede sig om de udadrettede og vidtrækkende sociale relationer mellem troende når det gjaldt spørgsmål om en vis gruppe af troendes administrative kontrol og råderet over arbejdet udført af andre grupper som med tiden ville blive en del af det fremvoksende verdensomspændende broderskab[14].
159:2.3 Men Johannes fortalte ofte om denne oplevelse i forbindelse med sit senere arbejde for Guds rige. Alligevel blev apostlene mange gange fornærmet over at se andre være frimodige nok til at undervise i Mesterens navn. For dem virkede det altid upassende at de som aldrig havde siddet ved Jesu fødder, skulle vove at undervise i hans navn.
159:2.4 Denne mand som Johannes havde forbudt at undervise og arbejde i Jesu navn, tog ikke apostelens påbud til følge. Han fortsatte umiddelbart med sit virke og frembragte en betydelig forsamling af troende i Kanata før han drog videre til Mesopotamia. Denne mand, Aden, var blevet ledet til at tro på Jesus gennem vidnesbyrdet fra den sindslidende mand som Jesus havde helbredt i nærheden af Kheresa og som så tillidsfuldt troede at de onde ånder som han troede Mesteren havde drevet ud af ham, var blevet overført til svineflokken i stedet for og derefter fik dem til at løbe deres undergang hovedkulds i møde udover bjergvæggen.[15]
¶ 3. FORHOLDSREGLER FOR LÆRERE OG TROENDE
159:3.1 I Edrei, hvor Thomas og hans medarbejdere arbejdede, tilbragte Jesus en dag og en nat, og i løbet af aftenens diskussion gav han udtryk for hvilken principper de som sandhedsforkyndere skulle rette sig efter og hvilke som skulle motivere alle som underviste i Guds rigets evangelium. Genfortalt i moderne sprogbrug kan det Jesus sagde, opsummeres således:
159:3.2 Vis altid respekt overfor menneskers personlighed. Aldrig bør en retfærdig sag fremmes ved hjælp af magt, åndelige sejre kan kun vindes med åndelig kraft. Dette påbud om at afstå fra materielle påvirkningsmetoder gælder for psykisk såvel som fysisk magt. Overvældende argumenter og mental overlegenhed må ikke benyttes for at tvinge mænd og kvinder ind i Guds rige. Menneskets sind bør ikke sammenpresses af ren og skær logisk overvægt eller imponeres af skarpsindig veltalenhed. Mens følelser ikke helt kan tilsidesættes som en faktor i menneskelige beslutningsprocesser, bør de som ønsker at fremme Guds rigets sag, ikke i deres undervisning appellerer direkte til dem. Ret jeres appeller direkte til den guddommelige ånd som bor i menneskesindet. Appeller ikke til frygten, medlidenheden eller kun det følelsesmæssige. Vær rimelige når I appellerer til folk, udøv selvkontrol og vis en sømmelig tilbageholdenhed; vis en passende respekt for jeres elevers personlighed. Husk at jeg har sagt: “Se, jeg står ved døren og banker, og hvis nogen vil åbne, kommer jeg ind[16].”
159:3.3 Når I bringer folk ind i Guds rige, så svæk eller ødelæg ikke deres selvrespekt. Mens for meget selvrespekt let kan nedbryde den nødvendige ydmyghed og ende op som stolthed, selvforherligelse og arrogance, vil tabet af selvrespekt ofte ende i handlingslammelse. Det er dette evangeliums hensigt at genoprette selvrespekten hos dem som har mistet den og nedtone den hos dem som har den. Begå ikke den fejl kun at fordømme misgerningerne i jeres elevers liv; husk også generøst at give udtryk for anerkendelse for det i deres liv som er mest prisværdig. Glem ikke at jeg ikke vil vige tilbage for noget for at genoprette selvrespekten hos dem som har mistet den og som virkelig ønsker sig den tilbage.
159:3.4 Pas på at I ikke sårer selvrespekten hos de forlegne og angstfyldte sjæle. Giv ikke efter for lysten til at blive sarkastisk på mine enfoldige brødres bekostning. Bliv ikke kyniske overfor mine angsttyngede børn. Lediggang ødelægger selvrespekten. Giv derfor jeres brødre den opfordring at holde sig beskæftiget med de opgaver de har valgt sig, og gør alt hvad i kan for at skaffe arbejde til de som ikke har noget at tage sig til.
159:3.5 Gør jer aldrig skyldige i en så uvenlig taktik som at forsøge at skræmme mænd og kvinder ind i Guds rige. En kærlig Fader skræmmer ikke sine børn til at føje sig efter hans retfærdige påbud.
159:3.6 En dag vil det gå op for Guds rigets børn at stærke følelsesudladninger ikke er det samme som ledelse fra den guddommelige ånd. At nogen gør et så kraftig og mærkelig indtryk på en at det får en til at gøre et eller andet eller drage til et bestemt sted, så betyder det ikke nødvendigvis at sådanne impulser er ledelse fra den iboende ånd.
159:3.7 Giv alle troende et varsel på forhånd om den konfliktfyldte gråzone som alle som forflytter sig fra livet som man lever det i kødet, til det højere liv som det leves i ånden, må bevæge sig igennem. Dem som fuldstændig lever det ene eller det andet af livene, oplever lidt konflikt eller forvirring, men alle er skæbnebestemt til at gennemleve en større eller mindre usikkerhed i overgangen mellem de to livsniveauer. I det du træder ind i Guds rige, kan du ikke undslippe det ansvar og de forpligtelser det fører med sig, men husk: Evangeliets åg er let at bære, og sandhedens byrde vejer lidt[17].
159:3.8 Verden er fyldt med sultne sjæle som er udhungret selv i nærheden af livets brød; mennesker dør mens de leder efter den Gud som har bolig indeni dem. Mennesker leder efter rigets skatte med længselsfulde hjerter og trætte fødder mens de alle befinder sig indenfor den levende tros umiddelbare rækkevidde. Troen er det samme for religionen som sejlene er for et skib; den er en tillægskraft, ikke en ekstra byrde i livet. Der findes kun én kamp for dem som træder ind i Guds rige, og det er at udkæmpe troens gode kamp[18]. For den troende er der kun én strid, og den udkæmpes mod tvivlen — manglen på tro[19].
159:3.9 Når I forkynder rigets evangelium, underviser i ganske enkelt om venskabet med Gud. Og denne samhørighed vil appellere lige meget til mænd og kvinder, i og med at de begge vil finde det, som mest virkelighedsnært tilfredsstiller deres karakteristiske længsler og idealer. Fortæl mine børn at jeg ikke kun er følsom overfor deres følelser og har tålmodighed med deres svagheder, men jeg er også skånselsløs overfor synden og intolerant overfor uretfærdighed. Jeg er ganske vist godtroende og ydmyg overfor min Fader, men jeg er lige så kompromisløs ubarmhjertig når der er vel overvejet ondskab og syndig oprør mod min himmelske Faders vilje.
159:3.10 I skal ikke fremstille jeres lærer som en sorgens mand[20]. Fremtidige generationer skal også kende udstrålingen fra vores glæde, ukueligheden i vores gode vilje og inspirationen fra vores gode humør. Vi forkynder et budskab af gode nyheder som er smitsom i sin forvandlende kraft. Vores religion pulserer af nyt liv og ny mening. De som godtager denne forkyndelse, fyldes med glæde og drives i deres hjerter til at fryde sig endnu mere. Stigende lyksalighed er altid en erfaring hos alle, som er sikre på Gud.
159:3.11 Lær alle troende at undgå at læne sig opad den falske sympatis vaklevorne krykker. I kan ikke udvikle en stærk karakter ved at give efter for selvmedlidenheden; forsøg ærligt at undgå den selvbedrageriske indflydelse som er i sammenholdet ved at lide samme bedrøvelig skæbne. Udvid jeres sympati til de tapre og modige mens I er tilbageholdne med at overøse de feje sjæle som kun halvhjertet går løs på livets prøvelser. Tilbyd ikke medlidenhed til dem der giver efter for deres svagheder uden at kæmpe. Vis ikke sympati overfor jeres brødre simpelhed fordi I regner med at de skal gengælde sympatien.
159:3.12 Når mine børn først bliver bevidste om den guddommelige tilstedeværelse, vil en sådan tro udvide sindet, forædle sjælen, styrke personligheden, forstærke lykken, give den åndelige fatteevne større dybde og forbedre evnen til at elske og blive elsket.
159:3.13 Lær alle troende, at de som træder ind i riget ikke dermed bliver gjort immune mod tidens ulykker eller mod naturens almindelige katastrofer. Troen på evangeliet vil ikke afværge at man får problemer, men den vil sikre at I ikke bliver bange når vanskelighederne tager overhånd. Hvis I vover at tro på mig og helhjertet går videre for at følge mig, skal I dermed sikkert og vist begive jer ud på den sikre vej mod problemer. Jeg lover ikke at befri jer fra modgangens bølger, men jeg lover at rejse sammen med jer gennem dem alle sammen.
159:3.14 Og meget mere lærte Jesu denne gruppe af troende før de gjorte sig klar til nattens søvn. Og de som hørte disse udtalelser beholdt dem som skatte i deres hjerter og genfortalte dem ofte i opbyggeligt øjemed for de apostle og disciple som ikke var til stede for at høre dem.
¶ 4. SAMTALEN MED NATANIEL
159:4.1 Og så drog Jesus over til Abila, hvor Nataniel og hans medarbejdere holdt til. Nataniel var temmelig bekymret over nogle af Jesu udtalelser som så ud til at svække de anerkendte hebræiske skrifters autoritet. Derfor tog Nataniel, efter den sædvanlige runde med spørgsmål og svar denne aften, og trak Jesus væk fra de andre og spurgte: “Mester, vil du betro mig at få sandheden at vide om skrifterne? Jeg har lagt mærke til at du kun underviser os i en del af de hellige skrifter - det bedste af dem efter mit skøn - og jeg udleder at du afviser rabbinernes lære i den forstand at de mener lovens ord er Guds egne ord som har været hos Gud i himmelen helt fra før Abrahams og Moses dage. Hvad er sandheden om skrifterne?” Da Jesus hørte denne rådvilde apostels spørgsmål, svarede han:
159:4.2 “Nataniel, du har bedømt rigtig; jeg deler ikke rabbinernes syn på skrifterne. Jeg vil snakke med dig om denne sag på den betingelse at du ikke fortæller disse ting videre til dine brødre, som ikke er beredte til at modtage denne lærdom. Ordene i Moseloven og skrifternes lære fandtes ikke før Abraham. Det er kun i de senere tider at skrifterne er blevet samlet sammen sådan som vi nu har dem. Selv om de indeholder det bedste af det jødiske folkets højeste tanker og længsler, indeholder de også meget som langt fra er repræsentativ for den himmelske Faders væsen og lære, og derfor må jeg altså blandt de bedste læresætninger vælge dem som indeholder sandheder som kan hentes ud til at blive en del af Guds rigets evangelium.
159:4.3 “Disse skrifter er menneskers værk; nogle af dem var hellige mænd, andre ikke helt så hellige. Læresætningerne fra disse bøger repræsenterer de syn og den grad af oplysthed som gjorte sig gældende da de blev til. Som en sandhedsåbenbaring er de sidste mere pålidelige end de første. Skrifterne indeholder fejl og er af helt menneskeligt ophav, men tag ikke fejl, de udgør alligevel den bedste samling af religiøs visdom og åndelig sandhed som findes i hele verden i vore dage.
159:4.4 “Mange af disse bøger blev ikke skrevet af de personer som de har fået navn efter, men det underminerer på ingen måde værdien af de sandheder de indeholder. Selv om historien om Jonas skulle vise sig faktisk ikke at have fundet sted, selv om Jonas aldrig skulle have levet, ville denne beretnings dybe sandhed, om Guds kærlighed til Ninive og de såkaldte hedninger, alligevel være lige så værdifulde for alle dem som elsker sine medmennesker. Skrifterne er hellige fordi de fremstiller tanker og gerninger af mennesker som søgte Gud og som i disse skrifter efterlod sig optegnelser om deres højeste begreber om retfærdighed, sandhed, og hellighed. Skrifterne indeholder meget som er sandt - vældig meget, men med tanke på din nuværende lære, ved du også at disse skrifter indeholder meget som den himmelske Fader, den levende Gud som jeg er kommet for at åbenbare for alle verdnerne, ikke kan stå inde for.
159:4.5 “Nataniel, tillad ikke dig selv et øjeblik at tro på de optegnelser i skriften som fortæller dig at kærlighedens Gud beordrede dine forfædre til at gå i krig og dræbe alle sine fjender - mænd, kvinder og børn[21]. Sådanne optegnelser er ord fra mennesker, ikke særlige hellige mennesker, og de er ikke Guds ord. Skrifterne har altid genspejlet og vil altid genspejle, den intellektuelle, moralske og åndelig status hos dem som skaber dem. Har du ikke lagt mærke til at forestillingerne om Jahve vokser i skønhed og herlighed efterhånden som profeterne gør deres optegnelser fra Samuel til Esaias? Og du burde huske at skrifterne er ment for religiøs oplæring og åndelig vejledning. De er ikke værker af hverken historikere eller filosoffer.
159:4.6 “Det mest beklagelige er ikke kun denne fejlagtige opfattelse om skriftsamlingens absolutte perfektion og ufejlbarligheden i dens lære, men snarere den forvirrede fejlfortolkning af disse hellige skrifter hos de traditions-slavebundne skriftlærde og farisæerne i Jerusalem[22]. Og nu er de begyndt at anvende både doktrinen om at skrifterne er inspirerede og deres egne fortolkninger af dem i deres hårdnakkede bestræbelser på at modsætte sig disse nyere læresætninger om Guds rigets evangelium. Glem aldrig, Nataniel, at Faderen ikke begrænser sin åbenbaring af sandheden til nogen enkelt generation eller noget enkelt folkeslag. Mange oprigtige sandhedssøgende er blevet og vil fortsætte med at blive forvirret og frustreret på grund af disse doktriner om at skrifterne er perfekte.
159:4.7 “Sandhedsautoriteten ligger i selve den ånd som har bolig i dem som manifesterer den i levende live, og ikke i de døde ord af de mindre oplyste og formodede inspirerede mænd af en anden generation. Og selv om disse fordums tiders hellige mænd levede et inspireret og beåndet liv, betyder det ikke at deres ord var ligeså åndelig inspireret. I dag gør vi ingen optegnelser om dette rigets evangeliums læresætninger, for så ville I temmelig snart, efter at jeg er borte, blive delt op i konkurrerende grupperinger af sandhedsforvaltere som en følge af de forskellige fortolkninger af min lære. For denne generations vedkommende er det bedst at vi lever efter disse sandheder mens vi undgår at nedskrive noget som helst.
159:4.8 “Læg vel mærke til mine ord, Nataniel, intet som menneskenaturen har berørt, kan betragtes som ufejlbarligt. Guddommelig sandhed kan faktisk skinne igennem menneskesindet, men altid kun med relativ renhed og mangelfuld guddommelighed. En skabning kan hige efter ufejlbarlighed, men kun Skaberne er i besiddelse af den.
159:4.9 “Men den største fejl i læren om skrifterne er doktrinen om at de er mysteriernes og visdommens forseglede bøger som kun landets kloge hoveder tør vove at tolke. Åbenbarelserne af den guddommelige sandhed er ikke forseglet med noget andet end menneskets uvidenhed, hykleri og snæversynet intolerance. Lyset fra skrifterne er kun blevet tågelagt af fordomme og svækket af overtro. En falsk frygt for det hellige har forhindret religionen i at blive bevogtet af den sunde fornuft. Frygten for fortidens hellige skrifters autoritet sætter en effektiv stopper for at dagens ærlige sjæle kan godtage evangeliets nye lys, det lys som disse selvsamme gudbevidste mænd af en anden generation har længtes så intenst efter at få at se.
159:4.10 “Men det sørgeligste af alt ved denne situation er det faktum at nogle af lærerne som underviser i denne traditionalismens hellighed kender til netop denne sandhed. De har en mere eller mindre fuld forståelse for disse begrænsninger ved skrifterne, men de er moralsk feje, intellektuelt uærlige. De kender til sandheden om de hellige skrifter, men de foretrækker at holde sådanne urovækkende fakta skjult for folket. Og dermed forvrider og forvrænger de skrifterne og gør dem til instrukser for slaviske detaljer som hører dagliglivet til, og til en autoritet på ikke åndelige emner i stedet for at henvise til de hellige skrifter som et skattekammer af moralsk visdom, religiøs inspiration og åndelig undervisning fra en anden generations gudbevidste mennesker.”
159:4.11 Der gik et lys op for Nataniel, samtidig med at han også blev chokeret over Mesterens udtalelser. Han gik længe og grublede i dybet af sin sjæl over denne samtale, men fortalte ingen om denne betroelse før efter Jesu opstigning, og selv da var han bange for at delagtiggøre i sin helhed alt det mesteren havde lært ham.
¶ 5. JESU RELIGIONS POSITIVE KARAKTER
159:5.1 I Filadelfia, hvor James arbejdede, underviste Jesus disciplene om den positive karakter af rigets evangelium. Da han i løbet af udredningen hentydede til at nogle dele af skrifterne havde et større sandhedsindhold end andre og opfordrede sine tilhørere til at lade deres sjæle næres af det bedste af den åndelige føde, afbrød James mesteren og spurgte: “Mester, vil du være så venlig, at foreslå os hvorledes vi kan vælge de bedste skriftsteder ud for vores personlige opbyggelse? Og Jesus svarede: “Ja, James, når du læser i skrifterne, så se efter de evige sande og guddommelige skønne lærdomme så som:
159:5.2 “Skab i mig et rent hjerte, o Herre´[23]
159:5.3 “Herren er min hyrde, jeg skal ikke mangle noget.[24]
159:5.4 “Du burde elske din næste som dig selv.[25]
159:5.5 “For jeg Herren din Gud, vil holde dig i din højre hånd og siger, frygt ikke; jeg skal hjælpe dig.[26]
159:5.6 “Og ej heller skal nationerne lære at føre krig.”[27]
159:5.7 Og dette viser måden hvorpå Jesus, dag for dag, benyttede sig af cremen af de hebræiske skrifter til at instruere sine tilhængere og til indføring i læren af det nye evangelium om riget. Andre religioner har foreslået tanken om Guds nærhed til menneskene, men Jesus fremstillede Guds omsorg for sine børn som en kærlig Faders omhyggelighed med at tage vare på sine børn som var afhængige af ham, og så gjorte han denne lære til hjørnestenen i sin religion. Og på denne måde gjorde doktrinen om Guds Faderskab det påskrevet at praktisere menneskenes broderskab. Det at tilbede Gud og tjene mennesket blev til summen og substansen i hans religion. Jesus tog det bedste af den jødiske religion og overførte det til en værdig sammenhæng i den nye forkyndelse om rigets evangelium.
159:5.8 Jesus placerede den positive handlingens ånd ind i den jødiske religions passive doktriner[28]. I stedet for en negativ overholdelse af ceremonielle påbud indskærpede Jesus dem som godtog den nye religion at gøre det positive som den krævede. Jesu religion bestod ikke kun i at tro, det som evangeliet krævede men faktisk at gøre det. Han lærte ikke folk at essensen i hans religion bestod i social tjeneste, men snarere at sociale tjenester var noget af det som helt sikkert fulgte med for den som tilegnede sig den sande religions ånd.
159:5.9 Jesus tøvede ikke med at gøre brug af den bedste halvdel af et skriftsted mens han forkastede den ringeste del. Hans stærke formaning “Elsk din næste som dig selv,” tog han fra skriftstedet som siger: “Du skal ikke hævne dig på dit folks børn, men du skal elske din næste som dig selv[29][30].” Jesus tilegnede sig den positive del af dette skriftsted mens han vragede den negative del. Han var til og med modstander af negativ eller rent passiv modstandsløshed. Han sagde: “Når en fjende slår dig på den ene kind, så bliv ikke stående måbende og passivt, men vend med en positiv holdning den anden kind til; det vil sige, gør det bedst mulige ved aktivt at lede din vildfarende bror væk fra de onde veje og over i de bedre, retskaffen måder at leve på[31].” Jesus ville have sine tilhængere til at reagere positivt og aggressivt på alle livssituationer. Det at vende den anden kind til, eller hvad nu end for en slags handling det står som eksempel på, kræver at man viser initiativ, fordrer et livskraftig, aktivt og modig udtryk for den troendes personlighed.
159:5.10 Jesus gjorte sig ikke til talsmand for at praktiserer modstandsløshed mod onde gerninger af dem, som måske med vilje kunne tænkes at udnytte sådanne som ikke bruger vold mod ondskab men heller at hans tilhængere skulle være kloge og årvågne i deres hurtige og positive besvarelse af det onde med godhed, med det formål effektivt at kunne overvinde det onde med det gode[32]. Glem ikke at det virkelig gode uden undtagelse er mere kraftfuld end den værste ondskab. Mesteren underviste i en positiv standard for retfærdighed: “Hvem som end ønsker at blive min discipel, lad ham sætte sig selv til side og påtage sig sit fulde ansvar hver dag og følge mig[33].” Og han levede selv sådan at han ”vandrede omkring og gjorte det gode[34].” Og dette aspekt ved evangeliet blev grundig belyst i de mange lignelser han senere fortalte til sine tilhængere. Han prøvede aldrig at få sine tilhængere til at bære deres forpligtelser med tålmodighed, men heller med energi og begejstring at leve fuldt og helt op til deres menneskelige ansvar og deres guddommelige privilegier i Guds rige.
159:5.11 Da Jesus lærte sine apostle at om nogen uretmæssig tog deres frakke, så at tilbyde dem et andet klædningsstykke også, mente han ikke så bogstavelig en anden frakke, men heller at man skulle finde på noget positivt for at redde den vildfarende, i stedet for det gamle råd om at gøre gengæld - “et øje for et øje” og så videre[35][36]. Jesus afskyede idéen om enten gengældelse eller bare lide passivt eller lade sig blive et offer for uretfærdigheden. Ved denne anledning lærte han dem om de tre måder at hamle op med og gøre modstand imod ondskaben på:
159:5.12 1. At gengælde ondt med ondt - den positive, men uretfærdige måde.
159:5.13 2. At lade det onde gå ud over sig uden hverken at klage eller sætte sig til modværge — den helt negative måde.
159:5.14 3. At gengælde det onde med det gode, at lade sin vilje komme til udtryk for at blive mester over situationen, for at overvinde ondt med godt — den positive og retfærdige måde.
159:5.15 En af apostlene spurgte en gang: “Mester, hvad burde jeg gøre hvis en fremmed tvinger mig til at gå en mil med hans oppakning på ryggen?” Jesus svarede: “Sæt dig ikke ned og støn over at ingen kommer dig til undsætning mens du skælder den fremmede ud efter bedste evne. Der kommer ingen retfærdighed ud af sådanne passive holdninger. Hvis du ikke kan finde på noget som har en mere positiv virkning, så kan du i det mindste gå med hans oppakning endnu en mil til. Det vil helt sikkert udfordre den uretfærdige og ugudelige fremmed.”[37]
159:5.16 Jøderne havde hørt om en Gud som ville tilgive angrende syndere og forsøge at glemme deres ugerninger, men ikke før Jesus kom, hørte folk om en Gud som drog ud og ledte efter bortkomne får, som tog initiativet til at opsøge synderne og fryde sig når han så at de var villige til at vende tilbage til deres Faders hus[38][39][40]. Denne positive tone i det religiøse liv videreførte han til og med til sine bønner. Og han forvandlede den negative gyldne regel til en positiv formaning af menneskelig retfærdighed[41][42].
159:5.17 I al sin undervisning undgik Jesus altid at komme med distraherende detaljer. Han undgik blomstrende sprogbrug og undveg i ordspillene den rent poetiske billedbrug. Han havde for vane at lægge en stor betydning i små udtryk. I illustrations øjemed vendte han op og ned på den almindelige betydning af mange begreber så som salt, surdej, fisk og små børn. På en højst virkningsfuld måde brugte han modsætninger, ved at sammenligne det allermindste med uendeligheden, og så videre. Hans billedbrug var slående, som for eksempel ved “den blinde som leder den blinde[43].” Men det stærkeste træk ved hans billedlige læremetode var at den var så naturlig. Jesus bragte religionsfilosofien fra himlen ned på jorden. Han skildrede de elementære behov i sjælen med en ny indsigt og en ny overdragelse af hengivenhed.
¶ 6. TILBAGE TIL MAGADAN
159:6.1 Den fire ugers lange mission til Dekapolis var mere eller mindre vellykket. Hundredvis af sjæle blev optaget i riget, og apostlene og evangelisterne skaffede sig værdifulde erfaringer ved at fortsætte deres arbejde uden inspirationen fra Jesu umiddelbare personlige tilstedeværelse.
159:6.2 Fredag den 16. september samlede hele medarbejderkorpset sig som aftalt i Magadan parken. På sabbatdagen holdtes en rådslagning med over hundrede troende, hvor de fremtidige planer for at udvide arbejdet i riget blev indgående behandlet. Davids budbringere var til stede og aflagde rapporter om hvordan de troende rundt om i Judæa, Samaria, Galilæa og tilstødende områder havde det.
159:6.3 Der var ikke mange af Jesu tilhængere som endnu indså hvor værdifuldt budbringerkorpsets indsats var. Budbringerne holdt ikke kun de troende over hele Palæstina i forbindelse med hverandre og med Jesus og apostlene, men i løbet af disse dystre tider gjorte de også nytte som pengeindsamlere. Ikke kun for at brødføde Jesus og hans medarbejdere, men også for de tolv apostlenes og de tolv evangelisters familier.
159:6.4 Omtrent på denne tid flyttede Abner basen for sin virksomhed fra Hebron til Betlehem, som også var hovedkvarteret for Davids budbringere i Judæa. David holdt en fireogtyve timers stafetbudbringertjeneste i gang mellem Jerusalem og Betsaida. Disse løbere forlod Jerusalem hver aften, og nåede, med etapeskift i Sykar og Skythopolis, frem til Betsaida ved morgenmaden næste morgen.
159:6.5 Jesus og hans medarbejdere forberedte sig nu på at hvile ud i en uge før de gjorte sig klar til at tage fat på den sidste runde med arbejde på vegne af riget. Dette blev deres sidste hvilepause, for missionsrejsen til Perea udviklede sig til at blive en kampagne med forkyndelse og undervisning som fortsatte helt frem til den tid da de kom til Jerusalem, hvor de sidste episoder i Jesu jordiske liv udspillede sig.
¶ Referencer
- ↑ Lignelsen om det fortabte får: Matt 18:12-14; Luk 15:3-7.
- ↑ Forsoningsproces: Matt 18:15-17.
- ↑ Mennesker har verdslig myndighed: Matt 18:18.
- ↑ Aftale om anmodninger: Matt 18:19-20.
- ↑ Tilgiv halvfjerdsindstyve gange syv: Matt 18:21-22; Luk 17:3-4.
- ↑ Lignelse om debitor: Matt 18:23-27.
- ↑ Lignelse om debitor (fortsættelse): Matt 18:28-34.
- ↑ Guds barmhjertighed til barmhjertige: Matt 5:7; Matt 6:14-15; Matt 18:35; Luk 6:36.
- ↑ Frit modtaget godt, frit givet frit: Matt 10:8b.
- ↑ Halvfjerds gange syv: 1 Mos 4:24.
- ↑ Den mærkelige prædikant: Mark 9:38-41; Luk 9:49-50.
- ↑ Den, der ikke er imod os, er for os: Mark 9:40; Luk 9:50.
- ↑ Bæger koldt vand til tørstige sjæle: Matt 10:42; Mark 9:41.
- ↑ Den, der ikke er med mig, er imod mig: Matt 12:30a; Luk 11:23a.
- ↑ Kilden til prædikantens evangelium: Matt 8:28-32; Mark 5:1-13; Luk 8:26-33.
- ↑ Jesus banker på, og mænd åbner: Åb 3:20.
- ↑ Mit åg er let, min byrde er let: Matt 11:30.
- ↑ Kæmp troens gode kamp: 1 Tim 6:12; 2 Tim 4:7.
- ↑ Kæmp mod vantro: Mark 9:24.
- ↑ Jesus er ikke en sorgens mand: Es 53:3.
- ↑ Gud sagde ikke »dræb alle fjender«: 5 Mos 13:15-17; 5 Mos 20:16-18; Jos 6:17-21; 1 Sam 15:3.
- ↑ Skriften er ikke ufejlbarlig: Ordsp 30:5-6; 5 Mos 4:2; 5 Mos 12:32; Gal 1:6-9; 2 Tim 3:16; Åb 22:18-19.
- ↑ Skab i mig et rent hjerte: Sl 51:10.
- ↑ Herren er min hyrde: Sl 23:1.
- ↑ Elsk din næste som dig selv: 3 Mos 19:18,34; Matt 5:43-44; Matt 19:19b; Matt 22:39; Mark 12:31,33; Luk 10:27; Rom 13:9b; Gal 5:14; Jak 2:8.
- ↑ Frygt ikke, jeg vil hjælpe: Es 41:13.
- ↑ Folkene lærer ikke længere krig: Es 2:4; Mika 4:3.
- ↑ Jesus lærte positiv handling: Matt 7:20-21; Matt 12:50; Mark 3:35; Luk 8:21; Luk 11:28; Joh 7:17; Joh 15:14; ApG 26:20; Jak 1:22-25; Jak 2:17-18; 1 Joh 3:18.
- ↑ Elsk din næste som dig selv: 3 Mos 19:18,34; Matt 5:43-44; Matt 19:19b; Matt 22:39; Mark 12:31,33; Luk 10:27; Rom 13:9b; Gal 5:14; Jak 2:8.
- ↑ Ikke tage hævn: 3 Mos 19:18.
- ↑ Vend den anden kind til: Matt 5:39; Luk 6:29a.
- ↑ Overvind det onde med det gode: Rom 12:21.
- ↑ Tag ansvar på dig og følg mig: Matt 10:38; Matt 16:24; Mark 8:34; Mark 10:21; Luk 9:23-26; Luk 14:27.
- ↑ Jesus gik rundt og gjorde godt: ApG 10:38.
- ↑ Giv andre klæder: Matt 5:40; Luk 6:29.
- ↑ Øje for øje: 2 Mos 21:24; 3 Mos 24:20; 5 Mos 19:21.
- ↑ Gå den anden mil: Matt 5:41.
- ↑ Omvend dig for at få tilgivelse (Det Gamle Testamente): 1 Kong 8:46-48; 2 Krøn 6:38-39; Neh 1:9; Jer 35:15; Jer 36:3; 5 Mos 30:2-3; 1 Sam 7:3.
- ↑ Gud søger syndere: Matt 18:11-14; Luk 15:3-10; Luk 19:10.
- ↑ Glæder sig over deres tilbagevenden: Luk 15:11-32.
- ↑ Negativ gylden regel: Tob 4:15.
- ↑ Positiv admoniton gylden regel: Matt 5:38-48; Matt 7:12; Luk 6:27-38.
- ↑ Blinde fører blinde: Matt 15:14; Luk 6:39.