© 2015 Urantia Foundation
166:0.1 FRA den 11 til den 20. februar gennemførte Jesus og de tolv en rundtur til alle de byer og landsbyer i det nordlige Peræa hvor medarbejdere til Abner og medlemmerne af kvindernes korps arbejdede. De fandt at disse budbringere af evangeliet blev mødt med fremgang, og Jesus gjorde flere gange sine apostle opmærksom på, at rigets evangelium nu kunne sprede sig uden ledsagelse af mirakler og undere.
166:0.2 Hele den tre måneder lange mission i Peræa blev succesfuldt gennemført med lidt hjælp fra de tolv apostle, og evangeliet reflekterede fra dette tidspunkt ikke så meget Jesu personlighed, som hans lære. Men hans tilhængere holdt sig ikke længe til hans instrukser, for snart efter Jesu død og opstandelse, fraveg de hans lære og begyndte at bygge den tidlige kirke omkring de mirakuløse forestillinger og forherligede minder fra denne guddommelige og menneskelige personlighed.
¶ 1. FARISÆERNE I RAGABA
166:1.1 Sabbatdagen den 18[1]. februar var Jesus i Ragaba, hvor en velhavende farisæer ved navn Nataniel boede; og da en lang række af hans venner, alle farisæere, vandrede med Jesus og de tolv rundt om i landet, inviterede han dem alle, omkring tyve, til morgenmad på denne sabbatsmorgen og inviterede Jesus som æresgæst.
166:1.2 Da Jesus ankom til denne morgenmad, var de fleste af farisæerne, og en eller to lovkyndige allerede ankommet og havde sat sig til bords. Mesteren tog straks sin plads til venstre for Nataniel uden først at gå til vandskålene for at vaske sine hænder. Mange af farisæerne, især dem, der var gunstigt for Jesu lære, vidste, at han kun vaskede sine hænder med henblik på renlighed, og at han afskyede disse rent ceremonielle handlinger. Derfor blev de ikke overrasket over, at han kom direkte til bordet uden først to gange at have vasket sine hænder. Men Nataniel blev chokeret over, at Mesteren ikke overholdt de strenge krav som farisæernes skikke foreskrev[2]. Jesus vaskede heller ikke sine hænder, ligesom farisæerne, efter hver ret eller ved måltidets afslutning.
166:1.3 Efter en betydelig hvisken mellem Nataniel og en uvenlig farisæer på sin højre side, og efter meget øjenbryns løft og hånligt krøllede læber hos dem, der sad overfor Mesteren, sagde Jesus til sidst, "Jeg havde troet, at du inviterede mig til dette hus for at bryde brødet med dig og måske til at spørge mig om proklamationen af det nye evangelium om Guds rige. Men jeg kan se, at du har bragt mig her til at bevidne en opvisning af ceremoniel hengivenhed til din egen selvretfærdighed. Den tjeneste, har du nu gjort mig; hvad er det næste du vil ære mig med som din gæst ved denne lejlighed?"
166:1.4 Da Mesteren havde sagt dette slog de blikket på bordet og forblev tavse. Fordi ingen sagde noget, fortsatte Jesus: "Mange af jer farisæere er her med mig som venner, og nogle er endda mine disciple, men de fleste af farisæerne nægter stædigt at se lyset og erkende sandheden, selv når effekten af evangeliet er præsenteret for dem med stor kraft. Hvor grundigt renser du ikke ydersiderne af kopper og tallerkener, mens de åndelige madskåle er beskidte og forurenet! I søger at præsentere et fromt og helligt ydre for mennesker, men din indre sjæl er fyldt med selvretfærdighed, begærlighed og grådighed, afpresning og alle former for åndelig ondskab[3][4]. Dine ledere vover endda at skabe intriger og planlægge mordet på Menneskesønnen. Forstår i tåbelige mennesker ikke at himlens Gud ser ind i sjælens inderste motiver samt på jeres ydre hykleri og dine fromme erhverv? Tro ikke, at de almisser, du giver, og den tiende du betaler vil rense dig fra uretfærdighed og gøre det muligt for dig at stå rent, i overværelse af Dommeren for alle mennesker[5][6][7]. Ve jer farisæere, som vedvarende har afvist livets lys! Du er omhyggelig, når det kommer til tiende og demonstrativ, når det kommer til at give almisser, men du afviser forsætligt Guds besøg og afviser åbenbaringen af hans kærlighed. Selvom det ikke er forkert at du er opmærksom på disse mindre opgaver, bør du ikke efterlade disse tungere krav uopfyldte. Ve alle, der skyr retfærdighed, afviser barmhjertighed, og afviser sandheden! Ve alle dem, der foragter åbenbaringen af Faderen, mens de elsker de bedste pladser i synagogen og kræver at blive hilst med smiger på markedspladser!"[8]
166:1.5 Da Jesus var ved at rejse sig op for at gå fra bordet henvendte en af de lovkyndige sig til ham og sagde: "Men, Mester, i nogle af dine udtalelser bebrejde du os også. Er der intet godt i de skriftkloge, i farisæerne, eller de lovkyndige?" Jesus som nu havde rejst sig svarede den lovkyndige: "Ligesom farisæerne, finder du din glæde i at få de fornemste pladser ved fester og iført lange kåber samtidig som du læsser tunge byrder, smertefuldt at bære, på mænds skuldre. Og når menneskenes sjæle vakler under disse tunge byrder løfter du ikke en finger for at lette byrden. Ve jer, der finder den største fornøjelse i at rejse gravmonumenter over profeterne som dine fædre dræbte! Og at I samtykker til, hvad dine fædre gjorde er åbenbart, når I nu har planer om at dræbe dem, der kommer i dag og gør, hvad profeterne gjorde i deres tid: forkynde Guds retfærdighed og åbenbare den himmelske Faders nåde[9][10]. Men af alle generationer fra fortiden, vil profeterne og apostlene blod blive krævet af denne korrupte og selvretfærdige generation. Ve jer, alle jer lovkyndige, der har taget kundskabens nøgle fra almindelige mennesker! Det, at du nægter at sætte foden på sandhedens vej, og på samme tid, forsøger at forhindre alle andre, der ønsker at betræde den[11]. Men du kan ikke dermed lukke dørene til himlen[12]. Vi har åbnet dem til alle, der har tro til at komme ind, og disse barmhjertighedens porte skal ikke lukkes af fordomme og arrogance af falske lærere og uærlige hyrder, der er ligesom kalkede grave, smukke udadtil, men indeni fyldt af døde menneskers knogler og enhver form for åndelig urenhed."
166:1.6 Da Jesus var færdig med at tale ved Nataniel bord, gik han ud af huset uden at have rørt maden. Af de farisæere, der hørte disse ord, begyndte nogle at tro på hans lære og træde ind i riget, men et større antal fastholdt mørkets vej og blev mere fast besluttet på at ligge på lur på ham for at opfange nogle af hans ord, som kunne bruges til at bringe ham til rettergang og dom for jødernes råd i Jerusalem.[13]
166:1.7 Der var kun tre ting, som farisæerne lagde særlig vægt på:
166:1.8 1. Nøje overholdelse af bestemmelserne om tiende.
166:1.9 2. Samvittighedsfuldt overholdelse af lovene om rensning.
166:1.10 3. At undgå alle forbindelser med ikke-farisæere.
166:1.11 Denne gang søgte Jesus at eksponere den åndelige goldhed i de to første skikke, mens han forbeholdt sine bemærkninger med henblik på at irettesætte farisæerne for deres afvisning af at socialisere med ikke-farisæere til en anden og senere lejlighed, når han igen ville sidde til bords med mange af de samme mænd.
¶ 2. DE TI SPEDALSKE
166:2.1 Næste dag gik Jesus med de tolv over til Amathus nær grænsen til Samaria, og da de nærmede sig byen, mødte de en gruppe på ti spedalske, der holdt til tæt på dette sted. Ni af denne gruppe var jøder, en var samaritaner. Normalt havde disse jøder afholdt sig fra alt samvær eller kontakt med disse samaritaner, men deres fælles lidelse var mere end nok til at overvinde alle religiøse fordomme. De havde hørt meget om Jesus og hans tidligere mirakel helbredelser, og eftersom de halvfjerds havde for skik at meddele det tidspunkt, hvor Jesus forventes at ankomme når Mesteren var ude med de tolv på disse ture, var de ti spedalske blevet opmærksom på, at han på dette tidspunkt forventedes at ankomme i dette område. De var dermed på vagt her i udkanten af byen, hvor de håbede at tiltrække hans opmærksomhed og bede om at blive helbredt. Da de spedalske så Jesus turde de ikke nærme sig ham, men stod på afstand og råbte til ham: "Mester, forbarm dig over os; rens os fra vores lidelse. Helbred os som du har helbredt andre."[14]
166:2.2 Jesus havde netop forklaret de tolv hvorfor ikke-jøderne i Peræa samt de mindre ortodokse jøder var mere villige til at tro på evangeliet, som de halvfjerds prædikede end de mere ortodokse og traditionsbundne jøder i Judæa. Han havde henledt deres opmærksomhed på, at deres budskab ligeledes var blevet lettere modtaget af galilæere, og endda af samaritanerne. Men de tolv apostle var næppe endnu villige til at underholde venlige følelser for de længe foragtede samaritanere.
166:2.3 Derfor, da Simon Zelotes observerede samaritaneren blandt de spedalske, forsøgte han at overtale Mesteren til at fortsætte ind i byen uden selv at stoppe for at udveksle hilsener med dem. Jesus sagde til Simon: "Men hvad hvis samaritaneren elsker Gud ligesom jøderne? Skal vi dømme vores medmennesker? Hvis vi gør disse ti mænd sunde, hvem ved, måske samaritaneren viser sig at være endnu mere taknemmelig end selv jøderne. Er du sikker på dine meninger, Simon? Simon svarede hurtigt: "Hvis du renser dem, vil du hurtigt se, hvordan det går." Jesus svarede: "Så skal det være, Simon, og du vil snart kende sandheden af folks taknemmelighed og Guds kærlige nåde."
166:2.4 Jesus gik tættere på de spedalske og sagde: "Hvis I vil gøres hele, gå så straks og vis jer for præsterne, som Moses loven kræver." Mens de gik, blev de helbredt. Men da samaritaneren så, at han var helbredt, vendte han tilbage og gik på jagt efter Jesus, mens han med høj røst priste Gud. Da han havde fundet Mesteren, faldt han på knæ for fødderne af Jesus og takkede ham for hans rensning[15]. De ni andre, der var jøder, havde også opdaget, at de var blevet helbredt, og mens de også var taknemmelige for deres udrensning, fortsatte de deres rejse for at vise sig for præsterne.
166:2.5 Mens samaritaneren endnu knælede ved Jesu fødder, kiggede Mesteren rundt blandt de tolv, især på Simon Zelotes, og sagde: "Blev ikke alle ti renset? Hvor er de andre ni, jøderne.? Kun én, denne fremmede, er vendt tilbage for at give Gud ære." Så sagde han til samaritaneren, "Rejs dig og gå; din tro har gjort dig hel."[16]
166:2.6 Jesus så igen på sine apostle mens den fremmede tog af sted. Apostlene så alle på Jesus, undtagen Simon Zelotes, hvis øjne var nedslået. De tolv sagde ikke et ord. Heller ikke Jesus sagde noget; det var ikke nødvendigt.
166:2.7 Selv om alle disse ti mænd virkelig troede de havde spedalskhed, var det kun fire, der havde denne sygdom. De andre seks blev helbredt for en hudsygdom, som man fejlagtigt havde troet at være spedalskhed. Men samaritaneren havde virkelig spedalskhed.
166:2.8 Jesus pålagde de tolv til ikke at sige noget om udrensning af de spedalske, og da de gik ind i Amathus, påpegede han: "Du ser, hvordan det er med børn i huset, selv når de er ulydige til deres Faders vilje, tager de deres velsignelser for givet. De tror, at det er uden betydning, at de undlader at takke Faderen som giver dem sundhed, mens de fremmede, når de modtager gaver fra husets herre, fyldes med undren og føler sig forpligtet til at takke i erkendelse af de gode gaver, de har modtaget." Og stadig sagde apostle intet som reaktion på Mesterens ord.
¶ 3. PRÆDIKEN I GERASA
166:3.1 Da Jesus og de tolv besøgte riges budbringere i Gerasa spurgte en af farisæerne, der troede på ham dette spørgsmål: "Herre, er der få eller mange som faktisk bliver frelst?" Jesus sagde, da han svarede:[17]
166:3.2 "Du har lært, at det kun er Abrahams børn der vil blive frelst, og at kun de ikke-jøder, der optages som Israels børn, der kan håbe på frelse. Nogle af jer har begrundet det således, at fordi skrifterne siger, at ud af alle de overlevede blandt de skarer, der flygtede fra Egypten, var det kun Kaleb og Josva som levede til de nåede ind i det forjættede land, så vil kun forholdsvis få af dem, der søger Himmelriget finde adgang til det[18].
166:3.3 "I har også en anden udtalelse, en, der indeholder megen sandhed: at den vej, der fører til evigt liv er lige og smal, og at døren som fører dertil ligeledes er smal, så at af dem, der søger frelse kan kun få finder adgang gennem denne dør. Du har også en undervisning som siger, at den vej, som fører til ødelæggelse er bred, at indgangen der til er bred, og at der er mange, der vælger at gå denne vej[19]. Og dette ordsprog er ikke uden betydning. Men jeg fortæller dig, at frelse primært er et spørgsmål om dit personlige valg. Selvom porten til livets vej er smal, er den bred nok til at lade alle komme ind der oprigtigt søger at komme ind, for jeg er den dør[20]. Og Sønnen vil aldrig nægte adgang til nogen af universets børn som med troens hjælp søger at finde Faderen gennem Sønnen.
166:3.4 "Men heri ligger faren for alle, der ønsker at udskyde deres indtræden i riget, mens de fortsætter med at jage efter umodenhedens underholdning og tilfredsstillelsen af egoismens fornøjelser: Da de har nægtet gennem en åndelig oplevelse at gå ind i riget, kan de senere tænkes at søge indgangen, når en bedre vejs herlighed er åbenbaret i den kommende tid. Og da de, som foragtede riget, da jeg kom i menneskelig form derefter søger at træde ind når riget er åbenbaret i den guddommelige form så vil jeg sige til alle disse egoistiske: Jeg ved ikke, hvor du kommer fra[21]. Du havde din chance for at forberede dig til dette himmelske borgerskab, men du nægtede alle sådanne barmhjertigheds tilbud; du har afvist alle opfordringer til at komme, mens porten var åben. Nu, da du har afvist frelse, er døren lukket[22]. Denne port er ikke åben for dem, der ønsker at komme ind i riget for at vinde egoistisk forherligelse. Frelsen er ikke for dem, der er uvillige til at betale prisen i form af helhjertede engagement i at gøre min Faders vilje. Når du i den ånd og sjæl har vendt Faderens rige ryggen er det nytteløst at i sind og i krop at stå foran denne dør og banke og sige: Herre, luk op for os; vi ønsker også at være stor i riget[23]. "Så vil jeg forklare, at du ikke hører til min flok. Jeg accepterer ikke dig blandt dem, der har kæmpet den gode kamp af tro og fik deres belønning for den uselviske tjeneste i riget på jorden[24]. Og når du siger, "Spiste og drak vi ikke med dig, og underviste du ikke på vores gader?" Så skal jeg igen erklære, at du er åndelige fremmede; at vi ikke tjene sammen i Faderens barmhjertigheds ministerium på jorden, jeg kender dig ikke. Og så skal hele jordens Dommer siger, "Gå væk fra os, alle jer, der har glæde i ødelæggelsens handlinger."
166:3.5 "Men frygt ikke; Enhver, der oprigtigt ønsker at opnå evigt liv gennem at komme ind i Guds rige skal helt sikkert finde en sådan evig frelse. Men jer, der nægter denne frelse skal en dag se profeter Abrahams efterkommere sidde i dette glorificerede kongerige sammen med de troende fra nationerne til at spise af brødet og opkvikke sig med livets vand[25]. Og dem, der på denne måde, indtage riget med åndelige magt og med den levende tros uophørlige angreb vil komme fra nord og syd og fra øst og vest. Og se, mange, der er først vil blive de sidste, og dem, der er sidst skal mange gange være først[26]."
166:3.6 Dette var faktisk en ny og mærkelig version af det gamle og velkendte ordsprog på den lige og snævre sti.
166:3.7 Langsomt lærte apostlene og mange af hans disciple betydningen af Jesus tidlige erklæring: "Medmindre du er født på ny, født af ånden, kan du ikke komme ind i Guds rige[27]." Men for alle dem, der er ærlige i deres hjerter og oprigtig i deres tro forbliver den evige sandhed: ”Se, jeg står ved døren til folks hjerter og banker, og hvis nogen åbner for mig, vil jeg komme ind og spise med ham og fodre ham med livets brød; vi skal være en i ånden og formål, og vi skal altid være brødre i den lange og frugtbare tjeneste, mens vi søger efter Paradisfaderen[28]. ”Og derfor, om få eller mange vil blive gemt, afhænger af, om få eller mange vil være opmærksom på invitationen: "Jeg er døren, jeg er den ny og levende måde, og den, der vil, kan komme til at indlede evigt liv for endeløse søgen efter sandheden[29][30][31]."
166:3.8 Ikke engang apostlene kunne helt forstår hans lære om nødvendigheden af at bruge åndelig kraft til at bryde igennem alt væsentlige modstand og overvinde enhver jordisk forhindring, der kan stå i vejen, når man stræber efter at forstå alle de vigtigste åndelige værdier i det nye liv i ånden som Guds befriede sønner.
¶ 4. UNDERVISNING OM ULYKKER
166:4.1 Mens de fleste palæstinensere kun spiste to måltider om dagen, havde Jesus og de tolv imidlertid for vane, at når de var på rejse at tage en pause ved middagstid for hvile og forfriskning. Under en sådan pause ved middagstid, mens de var på vej til Filadelfia, spurgte Thomas et spørgsmål til Jesus: "Mester, efter at have hørt dine udtalelser under vores rejse i morges, vil jeg spørge, om åndelige væsener har del i frembringelsen af mærkelige og ekstraordinære begivenheder i den materielle verden, og desuden vil jeg gerne spørge, om englene og andre åndelige væsener kan forebygge ulykker."
166:4.2 Som svar på Thomas spørgsmål, sagde Jesus: "Har jeg ikke været med jer så længe, og alligevel fortsætter du med at stille disse spørgsmål? Har du ikke lagt mærke til, hvordan Menneskesønnen lever som en af jer og konsekvent nægter at bruge himlens kræfter til sin personlige opretholdelse? Lever vi ikke alle på samme måde som alle andre mennesker? Kan du se den åndelige verdens magt manifesteret i det materielle liv i denne verden bortset fra åbenbaringen Faderen og lejlighedsvise helbredelser af sine lidende børn?
166:4.3 "Alt for længe har jeres fædre ment, at velstand var et tegn på guddommelig gunst, og at modgang var bevis på Guds mishag. Jeg siger jer, at sådanne overbevisninger er overtro. Kan du ikke se, at et langt større antal af de fattige med glæde modtager evangeliet og straks komme ind i riget? Hvis rigdom er bevis på guddommelig gunst, hvorfor nægter de rige så mange gange at tro de gode nyheder fra himlen?
166:4.4 "Faderen lader sin regn falde både over de retfærdige og de uretfærdige; solen skinner ligeledes på de retfærdige og de uretfærdige[32]. Du har hørt om de galilæere, hvis blod Pilatus blandede med offerdyrets blod, men jeg siger jer, at disse galilæere på ingen måde var værre syndere end alle andre, bare fordi dette hænde dem. Du har også hørt om de atten mænd, der blev dræbt, da Siloamtårnet væltede ned over dem. Tro ikke, at disse mænd var større lovovertrædere end alle deres brødre i Jerusalem. Disse folk var simpelthen uskyldige ofre for en af tidens ulykker[33].
166:4.5 "Der er tre grupper af hændelser, der kan opstå i dit liv:
166:4.6 "1. Du kan være en del af de normale begivenheder, som er en del af det liv, du og dine medmennesker lever på jorden.
166:4.7 "2. Du kan ved et uheld blive offer for en ulykke af naturen, for et uheld, der påvirker mennesker, og bør vel vide, at sådanne begivenheder på ingen måde er forudbestemt eller på anden måde produceret af de åndelige kræfter i verden.
166:4.8 "3. Du kan høste frugten af dine direkte indsatser for at opfylde de naturlige love, der styrer verden.
166:4.9 "Der var en mand, der plantede et figentræ i sin have, og da han mange gange var kommet for at søge frugt på det, men ikke fandt nogen, kaldte han på vingårdens arbejdere og sagde: "I tre år har jeg kommer og søgt efter frugt på dette træ uden at finde nogen. Hug dette ufrugtbare træ væk! Hvorfor skal det belaste jorden for ingenting?" Men overgartneren svarede sin herre, "Lad det stå alene i endnu et år, og jeg vil grave omkring det og gøde, og hvis det ikke næste år give nogen frugt kan det skæres væk." og da de således havde opfyldt frugtbarhedens love blev de belønnet med en rigelig høst, fordi træet var i live og sundt.[34]
166:4.10 "Når det kommer til sygdom og sundhed, bør du vide, at disse kropslige tilstande er resultatet af materielle årsager; Sundhed er ikke, himlens smil, heller ikke er lidelser Guds misbilligelse.
166:4.11 "Faderens menneskebørn har alle samme kapacitet til at modtage materielle velsignelser; derfor, tildeler han børnene fysiske ting uden forskel. Med hensyn til frigivelsen af åndelige gaver, er Faderen begrænset af menneskets evne til at modtage disse guddommelige gaver. Selvom Faderen ikke gør forskel på personer, i frigivelsen af de åndelige gaver er han begrænset af menneskets tro og af dets vilje til altid at holde sig til Faderens vilje[35]."
166:4.12 Mens de gik videre mod Filadelfia, fortsatte Jesus med at undervise dem og besvare deres spørgsmål om ulykker, sygdom og mirakler, men de kunne ikke helt forstå denne lære. En times instruktion er ikke i stand til fuldstændigt at forandre livslange overbevisninger, så derfor fandt Jesus det nødvendigt at gentage sit budskab, at fortælle det igen og igen, det han ønskede at få dem til at forstå; men på trods af det, forstod de ikke betydningen af hans jordiske mission før efter hans død og opstandelse.
¶ 5. FORSAMLINGEN I FILADELFIA
166:5.1 Jesus og de tolv var på vej til at besøge Abner og hans medarbejdere, der prædikede og underviste i Filadelfia. Af alle byer i Perea var det i Filadelfia at den største gruppe af jøder og ikke-jøder, rige og fattige, lærde og ulærde som omfavnede de halvfjerds undervisning og dermed trådte ind i Himmelriget. Synagogen i Filadelfia havde aldrig været underlagt tilsyn af Sanhedrinen i Jerusalem og havde derfor aldrig været lukket for Jesu lære og hans medarbejdere. Lige på dette tidspunkt, underviste Abner tre gange om dagen i synagogen i Filadelfia.
166:5.2 Denne synagoge blev senere en kristen kirke og var missionshovedkvarteret for udbredelsen af evangeliet over regionerne i øst. Det var længe en højborg for Mesterens lære og stod alene i disse områder som et centrum for kristen lærdom i århundreder.
166:5.3 Jøderne i Jerusalem havde altid haft problemer med jøderne i Filadelfia. Efter Jesu død og opstandelse, begyndte kirken i Jerusalem, som blev ledet af Herrens bror James, at få alvorlige vanskeligheder med menigheden af troende i Filadelfia. Abner blev leder af kirken i Filadelfia, og fortsatte som sådan indtil sin død. Dette kølige forhold med Jerusalem forklarer, hvorfor intet er nævnt af Abner og hans arbejde i det Nye Testamentets evangelieoptegnelser. Denne fejde mellem Jerusalem og Filadelfia varede hele James og Abner liv og fortsatte i nogen tid efter Jerusalems ødelæggelse. Filadelfia var faktisk den tidlige kirkes hovedkvarter i syd og øst, ligesom Antiokia var i nord og vest.
166:5.4 Det var Abners tilsyneladende uheld, at han havde uoverensstemmelser med alle lederne af den tidlige kristne kirke. Han kom uoverens med Peter og James (Jesu bror) om administrative anliggender og om udstrækningen af det forvaltningsområde som lå under kirken i Jerusalem; han afbrød kontakten med Paulus på grund af filosofiske og teologiske uenigheder. Abner var mere babylonisk end hellensk i sin filosofi, og han modsatte sig stædigt alle Paulus forsøg på at omarbejde Jesus lære for at præsentere mindre som var stødende, først til jøderne, derefter til de græsk-romerske mysterietroende.
166:5.5 Således blev Abner tvunget til at leve et liv i isolation. Han var leder af en kirke, som ikke havde nogen stilling i Jerusalem. Han havde vovet at trodse James Herrens bror, som senere blev støttet af Peter. En sådan adfærd adskilte ham effektivt fra alle hans tidligere medarbejdere. Siden vovede han at modstå Paulus. Selv om han var helt sympatisk med Paulus mission til ikke-jøderne, og selvom han støttede ham i hans kampe med kirken i Jerusalem, modsatte han sig bittert den version af Jesu lære, som Paulus valgte at prædike. I sine sidste år fordømte han Paulus som "snu forfalsker af hvad Jesus af Nazaret, Søn af den levende Gud, i løbet af sit liv havde prædiket."
166:5.6 Under Abners senere år og i nogen tid derefter holdt de troende i Filadelfia sig strengt til Jesu religion, så som han levede og underviste den, end nogen anden gruppe på jorden.
166:5.7 Abner blev 89 år gammel, og han døde i Filadelfia den 21. november i 74 e.Kr. Indtil slutningen, var han tro mod det himmelske rigets evangelium både som troende såvel som lærer.
¶ Referencer
- ↑ Farisæer inviterede Jesus: Luk 11:37.
- ↑ Jesus ikke vaske hænder: Luk 11:38.
- ↑ Du er ren udenpå, men indeni er beskidt: Matt 23:25; Luk 11:39.
- ↑ Ondskabsfuld, selvretfærdig: Matt 23:28.
- ↑ Gud ser på motiver: Luk 16:15.
- ↑ Gud ser på både indre og ydre: Luk 11:40-41.
- ↑ Almisse er ikke nok: Matt 23:23; Luk 11:42.
- ↑ Ve dem, der søger ære: Matt 23:6-7; Mark 12:36-39; Luk 11:43.
- ↑ Grave for profeter: Matt 23:29-31.
- ↑ Flere »ve og vel«: Luk 11:45-50.
- ↑ Advokater skjuler viden: Matt 23:13; Luk 11:52.
- ↑ Hvidede gravsteder: Matt 23:27-28.
- ↑ Farisæerne venter på at »fange« Jesus: Luk 11:53-54.
- ↑ Ti spedalske helbredt: Luk 17:11-13.
- ↑ Samaritaneren takker: Luk 17:14-16.
- ↑ Hvor er de andre ni?: Luk 17:17-19.
- ↑ Er mange frelst?: Luk 13:22-23.
- ↑ Kaleb og Joshua: 4 Mos 26:65.
- ↑ Brede og snævre veje: 5 Mos 30:15-19; Matt 7:13-14.
- ↑ Alle kan gå ind i porten: Luk 13:24.
- ↑ De, der foragter riget: Luk 13:25-27.
- ↑ Ingen adgang til folden: Matt 7:21-23; Matt 25:11-13.
- ↑ Stå ved døren og bank på: Åb 3:20.
- ↑ Kæmp troens gode kamp: 1 Tim 6:12; 2 Tim 4:7.
- ↑ Tabere ser andre spise sammen: Matt 8:11-12; Luk 13:28-30.
- ↑ Mange første vil være de sidste, og de sidste vil være de første: Matt 19:30; Matt 20:16; Mark 9:35; Mark 10:31; Luk 13:30.
- ↑ Skal fødes på ny af ånden: Joh 3:3-7; 1 Pet 1:23.
- ↑ Jesus banker på: Åb 3:20-21.
- ↑ Jeg er døren: Joh 10:7,9.
- ↑ Jeg er den nye og levende vej: Joh 14:6.
- ↑ Enhver, der vil, kan komme: Sl 50:15; Joel 2:32; Zak 13:9; Matt 7:24; Matt 10:32-33; Matt 12:50; Matt 16:24-25; Mark 3:35; Mark 8:34-35; Luk 6:47; Luk 9:23-24; Luk 12:8; Joh 3:15-16; Joh 4:13-14; Joh 11:25-26; Joh 12:46; ApG 2:21; ApG 10:43; ApG 13:26; Rom 9:33; Rom 10:13; 1 Joh 2:23; 1 Joh 4:15; 1 Joh 5:1; Åb 22:17b.
- ↑ Solen skinner på alle: Matt 5:45b.
- ↑ Uskyldige ofre for tiden: Luk 13:1-5.
- ↑ Lignelsen om det ufrugtbare figentræ: Luk 13:6-9.
- ↑ Gud har ingen respekt for personer: 2 Krøn 19:7; Job 34:19; Sir 35:12; ApG 10:34; Rom 2:11; Gal 2:6; Gal 3:28; Ef 6:9; Kol 3:11.