© 2015 Urantia Foundation
187:0.1 Efter at de to røvere var blevet gjort klar, begav soldaterne under ledelse af en centurion officer på vej til skuepladsen for korsfæstelsen. Den officer, der havde ansvaret for disse tolv soldater var den samme kaptajn, som den foregående aften havde ført de romerske soldater ved anholdelsen af Jesus i Getsemane. Det var en romersk skik at tildele fire soldater for hver person, der skulle korsfæstes. De to røvere blev pisket grundigt, før de blev taget ud for at blive korsfæstet, men Jesus fik ikke mere fysisk afstraffelse. Kaptajnen tænkte uden tvivl, at han allerede var blevet slået nok, og inden han endda var blevet dømt.
187:0.2 De to tyve korsfæstet sammen med Jesus var associerede til Barabbas og ville senere have været henrettet sammen med deres leder, hvis Pilatus ikke havde løsladt ham som en benådning før påske. Jesus blev således korsfæstet i stedet for Barabbas[1].
187:0.3 Hvad Jesus nu er ved at gøre, at underkaste sig døden på korset, gør han af egen fri vilje. Da han forudsagde denne begivenhed, sagde han: ”Faderen elsker og støtter mig, fordi jeg er villig til at nedlægge mit liv[2]. Men jeg vil tage det op igen. Ingen tager mit liv væk fra mig - jeg lægger det ned af mig selv. Jeg har myndighed til at lægge det ned, og jeg har autoritet til at tage det op. Jeg har modtaget en sådan befaling fra min Fader.”
187:0.4 Det var lidt før klokken ni denne morgen, da soldaterne førte Jesus fra pretoriet på vej til Golgata[3]. De blev fulgt af mange, der i hemmelighed sympatiserede med Jesus, men de fleste af denne gruppe af to hundrede eller flere var enten hans fjender eller nysgerrige driverter, der kun søgte underholdning fra chokket over at bevidne korsfæstelserne. Kun få af de jødiske ledere gik ud for at se Jesus dø på korset[4]. Da de vidste, at Pilatus havde overgivet ham til de romerske soldater, og at han var blevet dømt til døden, beskæftigede de sig på deres møde i templet med at diskutere, hvad der burde ske med hans tilhængere.
¶ 1. PÅ VEJ TIL GOLGATA
187:1.1 Før de forlod pretoriets gård placerede soldaterne korsets tværbjælke på Jesu skuldre[5]. Det var skik, at gerningsmanden blev tvunget til at bære tværbjælken til stedet for korsfæstelsen. Sådan en dømt mand bar ikke hele kors, kun det kortere træ. De længere opretstående stykker af tømmer til de tre kors var allerede blevet transporteret til Golgata, og da soldaterne og deres fanger ankom, var de fast gravet ned i jorden.
187:1.2 Ifølge skikken førte kaptajnen processionen, og han bar små hvide trætavler, på hvilken man med et stykke kul havde skrevet de kriminelles navne og arten af deres forbrydelser, for hvilken de var dømt. For de to tyve på kaptajnens tavler var angivet deres navn, hvorunder stod et enkelt ord: ”røver”. Det var skik, efter at offeret var blevet naglet til korsets tværbjælken og løftet op til sin plads på det opretstående tømmer, at sømme denne tavle op på korset, direkte over den kriminelles hoved, så alle tilskuere fik at vide, for hvilken forbrydelser de dømte blev korsfæstet. Teksten på den tavle, som kaptajnen bar for at sætte på Jesu kors havde Pilatus selv skrevet på latin, græsk og aramæisk, og den lød: ” Jesus af Nazaret - jødernes konge[6].”
187:1.3 Nogle af de jødiske myndigheder, der var til stede, da Pilatus skrev på tavlen protesteret kraftigt imod at kalde Jesus ”jødernes konge”. Men Pilatus mindede dem om, at en sådan beskyldning var en del af anklageskriftet, der førte til at Jesus blev dømt. Da jøderne så at de ikke kunne få Pilatus til at ændre hans sind, bad de, at teksten i det mindste ville blive ændret til: ”Han sagde: ”Jeg er jødernes konge.’” Men Pilatus var urokkelig; han ønskede ikke at ændre teksten. Til alle deres yderligere bønfaldelser besvarede han kun med: ”Hvad jeg har skrevet, har jeg skrevet[7].”
187:1.4 Normalt var det skik at gå til Golgata langs den længste vej så et stort antal mennesker kunne se de dømte kriminelle, men på denne dag tog de den mest direkte vej til Damaskusporten, som førte ud af byen mod nord, og langs den vej, kom de snart til Golgata, den officielle korsfæstelse plads i Jerusalem. Bag Golgata havde de rige deres hjem, og på den anden side af vejen var der mange velhavende jødiske gravkamre.
187:1.5 Korsfæstelse var ikke en jødisk afstraffelses form. Både grækerne og romerne lærte denne henrettelsesmetode fra fønikerne. Ikke engang Herodes i al sin grusomhed, brugte korsfæstelse. Romerne korsfæstede aldrig en romersk borger; kun slaver og underordnede folk blev udsat for en sådan vanærende måde at dø. Under belejringen af Jerusalem, kun fyrre år efter Jesu korsfæstelse, var hele Golgata dækket af tusinder og atter tusinder af kors, hvorpå dag efter dag, blomsten af det jødiske folk døde. Sandelig en frygtelig høst fra det frø, der blev sået på denne dag.
187:1.6 Som dødsprocessionen gik langs de smalle gader i Jerusalem, kunne mange af de godhjertede jødiske kvinder, der havde hørt Jesu opmuntrende ord og medfølelse, og som kendte til hans liv i kærlig tjeneste, ikke lade være med at græde da de så ham ført frem til sådan en uværdig død. Da han gik forbi klagede og stønnede mange af disse kvinder. Og da nogle af dem endda vovet at følge ved hans side, drejede Mesteren hovedet mod dem og sagde: ”I Jerusalems døtre! Græd ikke over mig, men græd snarere for jer selv og for jeres børn[8]. Mit arbejde er så godt som gjort - snart går jeg til min Fader - men for Jerusalem er de frygtelige tider med smerte først lige begyndt. Se, der vil komme dage, hvor I vil sige: Salige er de ufrugtbare og dem, hvis bryster aldrig har ammet nogle små. I de dage vil I bede om at bakkernes klipper må falde over jer for at befri jer fra rædslerne af jeres problemer[9].”
187:1.7 Disse kvinder i Jerusalems var faktisk modige når de viste sympati for Jesus, for det var ved lov forbudt at vise venlige følelser for en, der blev ledt ud til korsfæstelse. Det var tilladt for pøbelen at håne, spotte, og latterliggøre den dødsdømte, men det var ikke tilladt at udtrykke nogen sympati. Selvom Jesus værdsatte demonstrationen af sympati for ham i denne mørke time, når hans venner var i skjul, ønskede han ikke, at disse godhjertede kvinder skulle pådrage sig myndighedernes mishag som følge af at de turde vise medfølelse for ham. Selv i et øjeblik som dette tænkte Jesus lidt på sig selv, kun for de frygtelige, tragiske dage, der lå forud for Jerusalem og hele den jødiske nation.
187:1.8 Som Mesteren slæbte sig frem på vej til korsfæstelsen, var han meget træt; han var næsten helt udmattet. Han havde hverken fået mad eller vand, siden den sidste nadver i Elijah Markus hjem; han havde heller ikke været forundt et enkelt øjeblik af søvn. Desuden havde han været udsat for den ene høring efter den anden, indtil det øjeblik, hvor han blev idømt, for ikke at nævne den forsmædelige piskning med tilhørende fysisk lidelse og tab af blod. Og oven i alt dette var hans ekstreme psykiske smerter, hans intense åndelige spænding, og en frygtelig følelse af menneskelig ensomhed.
187:1.9 Kort tid efter at de var kommet ud gennem porten på vej ud fra byen, mens Jesus vaklede frem bærende på tværbjælken, gav hans fysiske styrke efter og han faldt midlertidigt under vægten af sin tunge byrde. Soldaterne råbte til ham og sparkede ham, men han kunne ikke komme op. Da kaptajnen så dette, og han vidste, hvad Jesus allerede havde udholdt, befalede han soldaterne til at stoppe. Så gav han ordre til en forbipasserende, en vis Simon fra Kyrene, at tage tværbjælken fra Jesu skuldre og tvang ham til at bære den under resten af vejen til Golgata[10].
187:1.10 Denne mand Simon var kommet hele vejen fra Kyrene i Nordafrika for at deltage i påske festlighederne. Han var sammen med andre fra Kyrene stoppet lige uden for bymurene og var på vej til tempeltjenesterne i byen, da den romerske kaptajn befalede ham at bære korsets tværbjælke til Jesu kors. Simon dvælede hele tiden under timerne for Mesterens død på korset og talte med mange af hans venner og hans fjender. Efter opstandelsen og før han forlod Jerusalem, blev han en tapper troende i rigets evangelium, og da han vendte hjem, førte han sin familie ind i Himmelriget. Hans to sønner, Alexander og Rufus, blev meget effektive lærere i det nye evangelium i Afrika[11]. Men Simon vidste aldrig, at Jesus, hvis byrde han bar, og den jødiske vejleder, der engang hjalp og viste hans sårede søn venlighed, var den samme person.
187:1.11 Tiden var lidt over ni, da dødsprocessionen ankom Golgata, og de romerske soldater påtog sig opgaven med at sømme de to røvere og Menneskesønnen fast til deres respektive kors[12].
¶ 2. KORSFÆSTELSEN
187:2.1 Soldaterne bandt første Mesterens arme med snore til tværbjælken, og derefter naglede de hans hænder fast i træet. Da de havde løftet tværbjælken op på sin plads og efter at de havde naglet den sikkert til korsets opretstående tømmer bandt de hans fødder og naglede dem til træet, ved hjælp af et langt søm, der gennemborede begge fødder. Den opretstående bjælke havde en stor træpind indsat ved den rette højde, der fungerede som en slags sadel, der bar vægten af kroppen. Korset var ikke højt, Mesterens fødder var kun en meter fra jorden. Han var derfor i stand til at høre alt, hvad der blev sagt om ham i hån og kunne tydeligt se udtrykket i ansigtet hos alle dem, der så tankeløst spottede ham. De, der var til stede kunne også nemt høre alt det, Jesus sagde under disse timer af dvælende tortur og langsom død[13].
187:2.2 Det var skik at fjerne alle tøj fra dem, der skulle korsfæstes, men da jøderne kraftigt modsatte sig den offentlige eksponering af den nøgne menneskelige form, tilvejebragte romerne altid et egnet lændeklæde til alle personer, korsfæstet i Jerusalem. Efter at Jesu tøj var blevet fjernet, blev han således iklædt på denne måde før han blev sat på korset.
187:2.3 Korsfæstelse blev anvendt i den hensigt at give en grusom og dvælende langvarig straf, for det tog ofte flere dage før offeret døde. Der var en betydelig stemning mod korsfæstelse i Jerusalem, og der eksisterede et samfund af jødiske kvinder, der altid sendte en repræsentant til korsfæstelserne for at tilbyde ofret at drikke bedøvende vin og dermed reducere hans lidelser. Men da Jesus smagte denne vin tilsat narkotika, nægtede han at drikke det, hvor tørstig han end var[14]. Mesteren besluttede at beholde sin menneskelige bevidsthed indtil den bitre ende. Han ønskede at møde døden, selv i denne grusomme og umenneskelige form og erobre den ved frivilligt at underkaste sig alt, som hørte til menneskets erfaring.
187:2.4 Før Jesus blev sat på sit kors, var de to røvere allerede placeret på deres kors alt imens de forbandede og spyttede på deres bødler[15]. Jesu eneste ord, da de naglede ham til tværbjælken var: ”Fader tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør[16].” Han ville ikke have været i stand til så barmhjertig og kærligt at gå i forbøn for sine bødler, hvis sådanne tanker af kærlig hengivenhed ikke havde været drivkraften i hele hans liv i uselvisk tjeneste. De livslange idéer, motiver og længsler kommer åbent for dagen i en krise.
187:2.5 Efter at Mesteren var blevet løftet op på korset, naglede kaptajnen navneskiltet over hovedet, og der stod på tre sprog, ”Jesus af Nazaret - Jødernes Konge[17].” Jøderne var rasende over denne formodede fornærmelse. Men Pilatus var ophidset over deres respektløse måde. Han følte, at han var blevet truet og ydmyget, og han tog til denne metode for at få en smålig hævn. Han kunne have skrevet ”Jesus, en rebel.” Men han vidste meget godt, hvordan disse Jerusalem jøder afskyede selve navnet Nazaret, og han havde besluttet at ydmyge dem på denne måde. Han vidste, at det også ville skære dem lige i hjertet at se denne henrettet Galilæer kaldet ”jødernes konge”.
187:2.6 Da mange af de jødiske ledere blev bekendt med hvordan Pilatus forsøgte at latterliggøre dem, da han placeret denne inskription på Jesu kors, skyndte mange af dem sig ud til Golgata, men de turde ikke forsøge at fjerne den, da de romerske soldater stod vagt. Da de ikke kunne fjerne navneskiltet blandede disse ledere sig med folkemængden og gjorde deres yderste for at opildne hån og latterliggørelse, for at ingen skulle tage titlen alvorlig.
187:2.7 Apostlen Johannes ankom med Jesus mor Maria, Ruth, og Juda til scenen umiddelbart efter at Jesus var blevet løftet på plads på korset, og lige da kaptajnen naglede navneskiltet over Mesterens hoved[18]. Johannes var den eneste af de elleve apostle, der bevidnede korsfæstelsen, og selv var han ikke til stede hele tiden, fordi han løb ind til Jerusalem for at hente sin mor og hendes venner kort efter at han havde bragt Jesu mor til pladsen.
187:2.8 Da Jesus så sin mor, sammen med Johannes og hans bror og søster, smilede han, men sagde ikke noget. Imens de fire soldater, som var udstationeret til Mesterens korsfæstelse, opdelte hans tøj som det som var skik mellem sig, så at en tog sandalerne, en turban, en hoftebæltet og den fjerde tog kappen[19]. Tunikaen blev tilovers, den sømløse beklædningsgenstand, der nåede næsten til knæene, og den ville være blevet opdelt i fire dele, men da soldaterne så, hvilken usædvanlig beklædningsgenstand det var, besluttede de at kaste lod om den. Jesus så på dem, mens de delte hans klæder, og den tankeløse folkemængde hånede ham.
187:2.9 Det var i orden, at de romerske soldater tog Mesterens tøj. Ellers, hvis hans tilhængere havde fået disse beklædningsgenstande i deres besiddelse, ville de have været fristet til at ty til overtroisk relikvie tilbedelse. Mesteren ønskede at hans tilhængere ikke skulle have noget materielt, der kunne være forbundet med hans liv på jorden. Han ønskede at forlade menneskeheden kun med mindet om et liv viet og dedikeret til det høje åndelige ideal, at være helliget til at gøre Faderens vilje.
¶ 3. DE SOM SÅ KORSFÆSTELSEN
187:3.1 Klokken var omkring halv ti denne fredag morgen, da Jesus hang på korset[20]. Før klokken elleve var over tusind mennesker forsamlet for at overvære denne forestilling af korsfæstelsen af Menneskesønnen. Gennem disse forfærdelige timer stod et univers usynlige hærskarer i tavshed, mens de stirrede på dette højst usædvanlige fænomen af Skaberen mens han døde de skabtes død, endda selv den højeste uværdige død som en dødsdømt kriminel.
187:3.2 De, der stod nær korset på et eller andet tidspunkt i løbet af korsfæstelsen var Maria, Ruth, Juda, Johannes, Salome (Johannes mor), og en gruppe inderligt troende kvinder, herunder Klopas hustru Maria, der var søster til Jesu mor, Maria Magdalene og Rebecca, tidligere fra Sepphoris[21]. Disse og andre venner af Jesus holdt sig tavse, mens de bevidnede hans store tålmodighed og udholdenhed og stirrede på hans intense lidelser.
187:3.3 Mange som passerende forbi rystede på hovedet, og sagde hånligt til ham: ”Du, som ville rive templet ned og bygge det op igen på tre dage, frels dig selv. Hvis du er Guds søn, hvorfor kommer du så ikke ned fra dit kors?” På samme måde hånede nogle af jødernes herskere ham og sagde: ”Andre har han frelst, men sig selv kan han ikke frelse.” Andre sagde: ”Hvis du er jødernes konge, kom ned fra korset, og vi vil tro på dig.” Senere, latterliggjort de ham endnu mere og sagde: ”Han stolede på at Gud ville befri ham. Han hævdede selv at være Guds Søn - se på ham nu - korsfæstet mellem to tyve.” Selv de to tyve tilråbte ham og slyngede bebrejdelser over ham[22].
187:3.4 Eftersom at Jesus ikke reagerede på deres hån, og da det snart var midt på denne særlige forberedelsesdag, var de fleste af denne spottende og hujende menneskemængde gået deres vej ved halv tolvtiden; forblev mindre end halvtreds personer på pladsen. Soldaterne begyndte at spise deres middagsmåltid og drikke deres billige, sure vin mens de slog sig ned for den lange dødsvagt. Da de drak deres vin tilbød de spottende en skål for Jesus og sagde: ”Sundhed og velstand til jødernes konge!” De var overrasket over, hvor tolerant Mesteren reagerede på deres latterliggørelse og hån[23].
187:3.5 Da Jesus så dem spise og drikke, så han ned på dem og sagde: ”Jeg tørster[24].” Da vagtkaptajnen hørte Jesus sige, ”Jeg tørster” tog han noget af vinen fra sin flaske, og satte en mættet svamp på enden af et spyd og løftede den op til Jesus, så han kunne fugte sine sprukne læber.
187:3.6 Jesus havde til hensigt at leve uden at anvende sin overnaturlige magt, og han valgte ligeledes at dø som en almindelig dødelig på korset. Han havde levet som et menneske, og han ønskede at dø som et menneske - han ønskede at gøre Faderens vilje.
¶ 4. TYVEN PÅ KORSET
187:4.1 Den ene af røverne råbte til Jesus og sagde: ”Hvis du er Guds søn, hvorfor redder du så ikke dig selv og os” Men, da han havde bebrejdet Jesus sagde den anden tyv, der ofte havde hørt Jesus undervise: ”Har du ingen frygt selv for Gud? Kan du ikke se, at vi lider retfærdigt for hvad vi har gjort, men denne mand lider uretfærdigt? Det ville være bedre for os at søge tilgivelse for vore synder og frelse for vore sjæle[25][26].” Da Jesus hørte tyven sige dette, vendte han ansigtet mod ham og smilede bifaldende. Da misdæderen så Jesus ansigt vendte mod sig, samlede han sit mod, pustede på sin flakkende flamme af tro og sagde: ”Herre, husk mig, når du kommer ind i dit rige.” Jesus sagde: ”Sandelig, sandelig, siger jeg til dig: en gang skal du være med mig i Paradiset[27].”
187:4.2 Mesteren havde tid til midt under sin voldsomme jordiske død til at lytte til den troende røver, der bekendte sin tro. Da denne tyv rakte ud efter frelse, fandt han befrielse. Mange gange før, havde han følt sig tvunget til at tro på Jesus, men kun i disse sidste timer af bevidsthed, vendte han hele sit hjerte til Mesterens undervisning. Da denne tyv så den måde, hvorpå Jesus mødte døden på korset, kunne han ikke længere modstå den overbevisning, at Menneskesønnen faktisk var Guds Søn.
187:4.3 Under denne episode, da tyven omvendte sig og blev modtaget i riget af Jesus, var apostlen Johannes fraværende, fordi han var gået ind i byen for at bringe sin mor og hendes venner til stedet for korsfæstelsen. Lukas hørte efterfølgende denne historie fra den konverterede romerske vagtkaptajn.
187:4.4 Apostlen Johannes fortalte om korsfæstelsen, så som han huskede hændelsen næsten halvfjerds år senere. De øvrige optegnelser var baseret på redegørelser fra den tjenestegørende romerske centurion, som på grund af, hvad han så og hørte senere begyndte at tro på Jesus og gik helt ind i himmelrigets fulde fællesskab på jorden.
187:4.5 Den unge mand, den angrende røver, var blevet ført ind i et liv med vold og forseelser af dem, der lovpriste sådan en karriere af røveri som en effektiv patriotisk protest mod politisk undertrykkelse og social uretfærdighed. Og denne form for læring sammen med trangen til eventyr havde fået mange ellers velmenende unge til at deltage i disse dristige røveritogter. Denne unge mand havde set op til Barabbas som en helt. Nu så han, at han havde taget fejl. Her på korset ved siden af så han en virkelig stor mand, en sand helt. Her var en helt, der tændte hans iver, inspirerede hans moralske selvrespekts højeste idéer og vækkede til live alle hans idealer om mod, manddom, og tapperhed. Når han så Jesus væltede der op i hans hjerte en overvældende følelse af kærlighed, loyalitet og ægte storhed.
187:4.6 Om nogen anden person i den hujende menneskemængde havde oplevet, at troen blev født i hans sjæl og havde appelleret til nåde af Jesus, ville han være blevet modtaget med den samme kærlige pleje, der blev vist den trofaste røver.
187:4.7 Lige efter at den angrende tyv hørte Mesterens løfte om, at de en dag ville mødes i Paradiset, kom Johannes tilbage fra byen, medbringende sin mor og et selskab af næsten en halv snes troende kvinder. Johannes stod nær Jesu mor Maria, og støttede hende. Hendes søn Juda stod på hendes anden side. Da Jesus så ned på denne scene, ved middagstid, sagde han til sin mor: ”Kvinde, se din søn!” Og henvendt til Johannes, sagde han: ”Min søn, se din mor!” Så henvendte han sig til dem begge og sagde: ”Jeg vil have at I gå dig væk fra dette sted.” Johannes og Juda førte Maria bort fra Golgata. Johannes tog Jesu mor til det sted, hvor han holdt til i Jerusalem og skyndte sig derefter tilbage til pladsen for korsfæstelsen[28]. Efter påsken vendte Maria tilbage til Betsaida, hvor hun boede i Johannes hjem under resten af sit naturlige liv. Maria levede ikke et helt år efter Jesu død.
187:4.8 Da Maria havde forladt stedet trak de andre kvinder sig tilbage i en kort afstand og holdt sig tæt til Jesus, indtil han udåndede på korset, og de var der stadig, da Mesterens krop blev taget ned for at blive placeret i graven.
¶ 5. DEN SIDSTE TIME PÅ KORSET
187:5.1 Selv om det var tidligt på året for sådanne fænomener, formørkede himlen kort efter middag, fordi luften var fyldt med fint sand[29]. Befolkningen i Jerusalem vidste, at det betød, at en varm sandstorm nærmede sig fra den arabiske ørken. Før klokken et var himmel så mørkt, at solen var skjult, og resten af de tilstedeværende skyndte sig tilbage til byen. Da Mesteren opgav sit liv hurtigt efter denne time var der færre end tredive mennesker på pladsen: kun de tretten romerske soldater og en gruppe på omkring femten troende. Disse troende var alle kvinder, undtagen to, Juda, Jesu bror og Johannes Zebedæus, der vendte tilbage til scenen lige før Mesteren udåndede.
187:5.2 Kort efter klokken et, midt under den tiltagende mørke voldsomme sandstorm, begyndte Jesus menneskelige bevidsthed at aftage. Hans sidste ord af barmhjertighed, tilgivelse og formaning var blevet talt. Hans sidste ønske - om pleje af sin mor - var kommet til udtryk. I løbet af denne time da døden nærmede tog Jesu menneskesind sin tilflugt til at gentage mange steder i de hebraiske skrifter, især salmerne[30]. Den sidste bevidste tanke hos mennesket Jesus beskæftigede sig med gentagelsen i hans sind af en del af Salmernes Bog nu kendt som den tyvende, enogtyvende og toogtyvende salme. Selvom hans læber ofte bevægede sig, var han for svag til at sige ordene hørbart når disse tekster, som han så godt kendte udenad passere gennem hans sind. Kun et par gange opfangede de stående i nærheden en udtalelse, såsom: ”Jeg ved, at Herren redder sine salvede,” ”Din hånd skal finde alle mine fjender”, ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” Jesus underholdt ikke et øjeblik den mindste tvivl om, at han ikke skulle have levet i overensstemmelse med Faderens vilje, og han tvivlede aldrig på, at han nu overgav sit liv i kødet i overensstemmelse med sin Faders vilje[31][32][33]. Han følte ikke, at Faderen havde forladt ham. Han mindede kun i sin aftagende bevidsthed mange steder i skriften, blandt dem den toogtyvende salme som begynder med ordene: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” Dette var tilfældigvis en af de tre passager, som blev sagt tydeligt nok til at blive forstået af dem, der stod i nærheden.
187:5.3 Det sidste ønske, som den dødelige Jesus fremsagde til sine medmennesker, blev udtalt ved halvtotiden da han for anden gang sagde: ”Jeg tørster”, og den samme vagtkaptajn fugtede igen hans læber med samme svamp, som var blevet gennemblødt i den sure vin, på den tid almindeligvis kaldet vineddike[34].
187:5.4 Sandstormen voksede i styrke og himlen blev mere og mere formørket. Alligevel var soldaterne og den lille gruppe af troende på pladsen. Soldaterne krøb sammen nær korset og pressede sig tæt sammen for at beskytte sig mod det skærende sand. Johannes mor og de andre holdt vagt et stykke derfra, hvor de havde en vis beskyttelse af en overhængende klippe. Når Mesteren til sidst tog sit sidste åndedrag var der ved foden af hans kors Johannes Zebedæus, hans bror Juda, hans søster Ruth, Maria Magdalene, og Rebecca, tidligere fra Sepphoris[35].
187:5.5 Klokken var lidt før tre da Jesus råbte med høj røst: ”Det er fuldbragt! Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.” Da han havde sagt dette, bøjede han hovedet og opgav livskampen. Da den romerske centurion så, hvordan Jesus døde, slog han sig for brystet og sagde: ”Han var virkelig en retfærdig mand; han må virkelig have været en Guds søn ”, og fra det øjeblik begyndte han at tro på Jesus[36].
187:5.6 Jesus døde kongeligt - som han havde levet. Han indrømmede ærligt sit kongedømme og forblev herre over situationen hele den tragiske dag. Han mødte villigt sin vanærende død da han så, at hans apostle var i sikkerhed. Han beherskede klogt Peters heftighed, som førte til bekymringer, og ordnede det så Johannes kunne være i nærheden af ham lige op til slutningen af hans jordiske tilværelse. Han åbenbarede sin sande natur til det morderiske jødernes råd og mindede Pilatus om kilden til hans suveræne myndighed som Guds søn. Han begyndte sin vandring til Golgata med at bære sin egen tværbjælke og afsluttede sin kærlige overdragelse med at overgive sin ånd, som han havde erhvervet som en dødelig, til Paradisfaderen. Efter sådan et liv - og på sådan en død - kunne Mesteren virkelig sige, ”Det er fuldbragt!”[37]
187:5.7 Fordi det var forberedelsesdagen for både påsken og sabbatten, ønskede jøderne ikke at have kroppene til offentlig beskuelse på Golgata[38]. Derfor gik de til Pilatus og bad om at benknoglerne fra disse tre mænd blev knækket, at de ville blive taget af dage, så de kunne blive taget ned fra deres kors og smidt i nedgravningshullet for kriminelle før solnedgang. Da Pilatus hørte denne anmodning sendte han straks tre soldater for at brække benene på Jesus, og de to røvere for at aflive dem[39].
187:5.8 Da soldaterne ankom til Golgata, gjorde de efter ordrer sådan med de to tyve, men til deres overraskelse fandt de, at Jesus allerede var død[40]. Men for at sikre, at han virkelig var død gennemborede en af soldaterne hans venstre side med sit spyd. Selv om det var almindeligt for ofrene for korsfæstelsen at overleve på korset selv to eller tre dage, medførte den overvældende følelsesmæssige dødskamp og den intense åndelige smerte hos Jesus en ende på hans liv i kødet på lidt mindre end fem og en halv time.
¶ 6. EFTER KORSFÆSTELSEN
187:6.1 Midt i mørket i sandstormen, ved halvfiretiden, sendte David Zebedæus de sidste budbringere ud med nyheden om Mesterens død[41]. Den sidste løber sendt han til Martas og Marias hjem i Betania, hvor han antog at Jesu mor var stoppet med resten af sin familie.
187:6.2 Efter Mesterens død sendte Johannes kvinderne under ledelse af Juda til Elijah Markus hjem, hvor de opholdt sig over sabbatten. Johannes selv, der nu var velkendt af den romerske centurion, forblev på Golgata indtil Josef og Nikodemus ankom til pladsen med en ordre fra Pilatus, der berettigede dem til at tage Jesu legeme i besiddelse.
187:6.3 Således endte en dag med tragedie og sorg for et stort univers, hvis myriader af intelligenser havde gyset ved det chokerende syn af korsfæstelsen af den menneskelige inkarnation af deres elskede Hersker. De var bedøvet over denne udstilling af de dødeliges afstumpethed og menneskelig perversitet.
¶ Referencer
- ↑ Jesus blev hængt sammen med to syndere: Matt 27:38; Mark 15:27; Luk 23:32; Joh 19:18.
- ↑ Jeg lægger mit liv ned: Joh 10:17-18.
- ↑ Tid Jesus blev taget væk: Joh 19:16b.
- ↑ Sammensætning af tilskuere: Luk 23:27.
- ↑ Bære korset: Joh 19:16b-17.
- ↑ Tegnet: JØDERNES KONGE: Matt 27:37; Mark 15:26; Luk 23:38; Joh 19:19-20.
- ↑ Pilatus: »Jeg har skrevet«: Joh 19:21-22.
- ↑ Døtre, græd for jer selv: Luk 23:27-30.
- ↑ Bed om, at stenene falder: Hos 10:8.
- ↑ Bærer Jesu kors: Matt 27:32; Mark 15:21; Luk 23:26.
- ↑ Alexander og Rufus: Mark 15:21.
- ↑ Korsfæstelsessted: Matt 27:33; Mark 15:22; Luk 23:33a; Joh 19:17.
- ↑ Korsfæstelsen: Matt 27:35a; Mark 15:24a; Luk 23:33b; Joh 19:18a.
- ↑ Jesus nægter narkotiske stoffer: Matt 27:34; Mark 15:23.
- ↑ To skurke: Matt 27:38; Mark 15:27; Luk 23:32; Joh 19:18b.
- ↑ Fader, tilgiv dem: Luk 23:34a.
- ↑ Tegnet: JØDERNES KONGE: Matt 27:37; Mark 15:26; Luk 23:38; Joh 19:19-20.
- ↑ Jesus' familie ankommer: Matt 27:56.
- ↑ Deling af Jesu tøj: Sl 22:18; Matt 27:35b; Mark 15:24b; Luk 23:34b; Joh 19:23-24.
- ↑ Tidspunkt for korsfæstelsen: Mark 15:25.
- ↑ Folk der ser på: Matt 27:55-56; Mark 15:40-41; Luk 23:48-49; Joh 19:25.
- ↑ Hånende, grusom snak: Matt 27:39-44; Mark 15:29-32; Luk 23:35-37,39.
- ↑ Soldater sætter sig ned og ser på: Matt 27:36.
- ↑ Jesus: »Jeg tørster«: Luk 23:36.
- ↑ Første røveres udfordring: Luk 23:39.
- ↑ Anden bigands forsvar: Luk 23:40-42.
- ↑ Jesus' frelsende svar: Luk 23:43.
- ↑ sørger for omsorg for Maria: Joh 19:26-27.
- ↑ Mørke; sandstorm: Matt 27:45; Mark 15:33; Luk 23:44-45a.
- ↑ Jesus citerer skriftsteder: Matt 27:46; Mark 15:34.
- ↑ Herren vil frelse sine salvede: Sl 20:6.
- ↑ Din hånd til at finde ud af fjender: Sl 21:8.
- ↑ Min Gud, hvorfor forlader du mig?: Sl 22:1.
- ↑ Igen, »Jeg tørster«: Matt 27:48; Mark 15:36a; Joh 19:28-30a.
- ↑ De, der så Jesus dø: Luk 23:49.
- ↑ Sandelig Guds søn: Matt 27:54; Mark 15:39; Luk 23:47.
- ↑ Det er fuldbragt.: Joh 19:30.
- ↑ forberedelsesdag: Mark 15:42; Luk 23:54; Joh 19:31ab,42a.
- ↑ Anmodning om at brække Jesus' ben: Joh 19:31c.
- ↑ Ingen knogler, spyd gennemtrænger siden: Joh 19:32-34.
- ↑ Mørke af sandstorm: Matt 27:45; Mark 15:33; Luk 23:44-45a.