© 2015 Urantia Foundation
41:0.1 DET karakteristiske rum fænomen som adskiller hver lokal skabelse fra alle andre er den Skabende Ånds tilstedeværelse. Hele Nebadon er med sikkerhed gennemstrømmet af rum tilstedeværelsen af den Guddommelige minister i Salvington, og denne tilstedeværelse afslutter lige så sikkert ved de ydre grænser af vores lokalunivers. Det som gennemstrømmes af vores lokalunivers Moderånd er Nebadon; det som strækker sig udover hendes rumtilstedeværelse er udenfor Nebadon og udgøres af rum regionerne udenfor Nebadon i superuniverset Orvonton - andre lokaluniverser.
41:0.2 Selvom den administrative organisation i storuniverset udviser en tydelig opdeling mellem regeringerne for centraluniverset, superuniverserne og lokaluniverserne, og selvom denne inddeling har sin astronomiske sammenligning i rummet af Havona og de syv superuniverser, findes der ingen sådanne klare fysiske grænser som adskiller lokaluniverserne. Selv de større og mindre sektorer i Orvonton kan (af os) klart adskilles, men det er ikke så let at vide hvor de fysiske grænser går for lokaluniverserne. Dette beror på, at disse lokale kreationer er administrativt organiserede i overensstemmelse med visse kreative principper for segmenteringen af den samlede energiudladning i et superunivers, mens deres fysiske komponenter, sfærerne i rummet - sole, mørke øer, planeter osv. - tager deres primære begyndelse i stjernetågerne, og disse fremkommer i astronomisk overensstemmelse med visse præskabende (transcendentale) planer af Mesteruniversets Arkitekter.
41:0.3 En eller flere - endda mange - af sådanne stjernetåger kan findes indenfor et enkelt lokalunivers område på samme måde som Nebadon fysisk blev sammensat af stjerne- og planetefterkommere til Andromeda og andre stjernetåger. Nebadons sfærer nedstammer fra forskellige stjernetåger, men de havde alle et vis fælles minimum af rumbevægelse som så blev justeret gennem styreledernes intelligente indsats så resultatet blev den nuværende sammenhobning af rumlegemer som tilsammen bevæger sig som en sammenhængende enhed langs superuniversets baner.
41:0.4 Sådan en opbyggelsen af den lokale stjernesky Nebadon, som i dag kredser i en stadig større bane omkring centrum af Orvontons mindre sektor i stjernebilledet Skytten, til hvilken sektor vores lokale skabelse tilhører.
¶ 1. NEBADONS STYRKECENTRE
41:1.1 Spiral- og andre stjernetåger, moderhjulet til sfærerne i rummet, påbegyndes af Paradisets kraftorganisatorer; og efterfølgende når en stjernetåge har udviklet tyngdekrafts reaktion overtages deres superunivers funktion af styrkecentrene og de fysiske overvågere som derefter har fuldt ansvar for styringen af den fysiske evolution af de efterfølgende generationer af stjernernes- og planeternes efterkommere. Denne fysiske overvågning af præuniverset Nebadon koordineres umiddelbart efter Skabersønnens ankomst med hans planer for universets organisation. Indenfor området af denne Guds Paradissøn samarbejder de Højeste Styrkecentre og de Ledende Fysiske Overvågere med de senere fremtrædende Morontia Styrkevejledere og andre med at frembringe det vældige kompleks af kommunikationslinjer, energikredsløb og styrkebaner som alle vedvarende forbinder de mangfoldige rumlegemer i Nebadon til en integreret administrativ enhed.
41:1.2 Et hundrede Højeste Styrkecentre af fjerde klasse er vedvarende forordnet til vores lokalunivers. Disse væsener modtager de indgående styrkelinjer fra tredje klassens centre i Uversa og formidler de nedtransformerede og modificerede strømme til styrkecentrene i vores konstellation og systemer. Disse styrkecentre fungerer i forening med hinanden for at frembringe det levende system for kontrol og udligning hvilket bevirker opretholdelsen af balancen og distributionen af de ellers fluktuerende og varierende energier. Styrkecentrene beskæftiger sig imidlertid ikke med forbigående og lokale energiomvæltninger såsom solpletter og elektriske forstyrrelser i systemet; lys og elektricitet er ikke rummets grundenergier; de er sekundære og underordnede manifestationer.
41:1.3 De hundrede centrer i lokaluniverset er beliggende i Salvington, hvor de virker i det eksakte energicenter for den sfære. Arkitektoniske sfærer, som Salvington, Edentia og Jerusem, får deres lys, deres varme og deres energi med metoder som gør dem så godt som uafhængig af solene i rummet. Disse sfærer konstrueres - bygget på bestilling - af styrkecentrene og de fysiske kontrollere og blev formet for at udøve en kraftfuld indflydelse over energidistributionen. Baserende deres aktiviteter på sådanne fokuseringer af energikontrol, styrer og kanaliserer styrkecentrene rummets fysiske energier gennem deres levende tilstedeværelse. Og disse energikredsløb udgør grundlaget for alle fysiske materielle og morontielle åndelige fænomener.
41:1.4 Ti Højeste Styrkecentre af den femte klasse er forordnede til hver og en af Nebadons primære dele, de hundrede konstellationer. I Norlatiadek, jeres konstellation er de ikke stationerede på hovedkvarterssfæren men er beliggende i centrum af det enorme stjernesystem som udgør konstellationens fysiske kerne. I Edentia findes ti mekaniske kontrollere og ti frandalanker som vedvarende står i konstant forbindelse med de nærliggende styrkecentre.
41:1.5 En Højeste Styrkecenter af den sjette klasse er stationeret eksakt i tyngdekraftens fokus i hvert lokalunivers. I systemet Satania besidder de tilforordnede styrkecentrer en mørk ø i rummet i systemets astronomiske centrum[1]. Mange af disse mørke øer er vældige generatorer som mobiliserer og retningsbestemmer visse rumenergier. Disse naturlige forhold udnyttes effektivt af Satanias Styrkecenter hvis levende masse fungerer som forbindelsesled til de højere centre og styrer strømmene af mere materialiseret styrke til de Ledende Fysiske Kontrollere på de evolutionære planeter i rummet.
¶ 2. DE FYSISKE KONTROLLERE I SATANIA
41:2.1 Mens de Ledende Fysiske Kontrollere tjener sammen med styrkecentrene overalt i storuniverset, så er deres funktioner i et lokalt system, sådan som Satania, lettere at forstå. Satania er et af de hundrede lokalsystemer som udgør konstellationen Norlatiadeks administrative organisation, og dets nærmeste grænser er systemerne Sandmatia, Assuntia, Porogia, Sortoria, Rantulia og Glantonia. Systemerne i Norlatiadek adskiller sig i mange henseende fra hinanden, men alle er evolutionære og progressive, meget ligesom Satania.
41:2.2 Satania selv består af over syv tusinde astronomiske grupper eller fysiske systemer, af hvilken få er fremkommet på samme måde som jeres solsystem. Satanias astronomiske centrum er en enorm mørk rum ø som med sine tilhørende sfærer er beliggende ikke så langt fra systemregeringens hovedkvarter.
41:2.3 Med undtagelse for de tildelte styrkecentres tilstedeværelse så er overvågningen af hele Satanias system af fysisk energi koncentreret på Jerusem. En Ledende Fysisk Kontroller som er stationeret på dette hovedkvarterssfære arbejder i koordinering med systemets styrkecenter og tjener som forbindelsesformand for styrkeinspektørerne som har deres hovedkvarter i Jerusem og virker overalt i lokalsystemet.
41:2.4 Indføringen af energien i kredsløbene og dens kanalisering overvåges af fem hundrede tusinde levende og intelligente energibehandlere spredt udover hele Satania. Gennem disse fysiske kontrollere handling har de overvågende styrkecentrer fuldstændig og fuldkommen kontrol over størstedelen af rummets grundenergier, inklusiv udstrålingen fra stærke ophedede himmellegemer og de mørke energiladede sfærer. Denne gruppe af levende væsener kan mobilisere, transformere, forvandle, behandle og overføre næsten alle fysiske energier i det organiserede rum.
41:2.5 Livet har en iboende evne til at mobilisere og forvandle universel energi. I kender til vækstlagets aktivitet til at forvandle lysets materielle energi til vækstrigets forskellige manifestationer. I ved også noget om den metode, med hvilken denne vegetative energi kan omformes til dyrerigets aktivitetsfænomen, men i ved praktisk taget ingenting om teknikken som anvendes af styrkelederne og de fysiske kontrollere, som er udstyret med evnen til at mobilisere, transformere, styre og koncentrere de mangfoldige energier i rummet.
41:2.6 Disse væsener i energi rigerne beskæftiger sig ikke direkte med energien som en komponent del hos levende væsener, ikke engang med området for fysiologisk kemi. De tager undertiden del i de fysiske forberedelser for livet, i udarbejdelsen af de energisystemer som kan tjene som fysiske bærere af de levende energier hos elementære materielle organismer. På en måde forholder de fysiske kontrollere sig til de manifestationer af materiel energi som går forud for livet ligesom de bistående sindsånder forholder sig til det materielle sinds præåndelige funktioner.
41:2.7 Disse intelligente væsener for styrkekontrol og energistyring må justere deres teknik på hver sfære i overensstemmelse med planetens fysiske sammensætning og arkitektur. De udnytter fejlfrit de beregninger og konklusioner som er gjort af deres respektive stab af fysikere og andre tekniske rådgivere med hensyn til den lokale indflydelse af stærke ophedede sole og andre typer af superladede stjerner. Selv rummets enorme kolde og mørke kæmper og de vrimlende skyer af stjernestøv må tages med i beregningerne; alle disse materielle ting har betydning i forbindelsen med de praktiske problemer ved behandlingen af energien.
41:2.8 Overvågningen af de evolutionære beboede verdners styrkeenergi er de Ledende Fysiske Kontrollers pligt, men disse væsener er ikke ansvarlige for alle energiforstyrrelser på Urantia. Der findes mange årsager til sådanne forstyrrelser, hvoraf nogle vil være udenfor de fysiske kontrollers område og kontrol. Urantia befinder sig på linjerne for ufattelige energier, en lille planet i kredsløbet for meget store masser, og de lokale kontrollere anvender blandt andet enorme antal af deres klasse i forsøget på at balancere disse energilinjer. De lykkes ganske godt med hensyn til de fysiske kredsløb i Satania, men de har besvær med at isolere mod Norlatiadeks kraftige strømninger.
¶ 3. VORES STJERNEKOMPAGNONER
41:3.1 Der findes over to tusinde klart lysende sole som afgiver lys og energi i Satania, og jeres egen sol er et gennemsnitlig glødende himmellegeme[2]. Ud af de tredive af jeres nærmeste sole, så er der kun tre som skinner stærkere. Universets Styrkeledere indleder de specialiserede energistrømme, som løber mellem de enkelte stjerner og deres respektive systemer. Disse solovne sammen med rummets mørke kæmper tjener styrkecentrene og de fysiske kontrollere som mellemstationer for den effektive koncentration og styring af de materielle kreationers energistrømme.
41:3.2 Solene i Nebadon er ikke forskellige fra de andre i universerne. Den materielle sammensætning af alle sole, mørke øer, planeter, satellitter og selv meteorer er helt identiske. Disse sole har en gennemsnitlig diameter af omkring en million sekshundred tusinde kilometer, jeres egen sol er dog lidt mindre. Den største stjerne i universet, stjerneskyen Antares, har en diameter som er fire hundrede og halvtreds gange jeres sols diameter og dens volumen er tres millioner gange dens volumen. Men der findes rigeligt med rum til at imødekomme disse enorme sole. De har forholdsvis præcis lige så meget albuerum i rummet som et dusin appelsiner ville have hvis de cirkulerede rundt indeni det indre af Urantia, hvis planeten var en udhulet kugle.
41:3.3 Når sole som er alt for store slynges ud fra en stjernetåges moderhjul bryder de hurtig sammen eller danner dobbeltstjerner. Alle sole er oprindelig i sandhed gasformig, skønt de senere kan eksistere i et semiflydende stadium. Da jeres sol opnåede denne kvasiflydende tilstand som følge af supergastrykket var den ikke tilstrækkelig stor til at dele sig ækvatorialt, hvilket er en type for fremkomsten af dobbeltstjerner.
41:3.4 Når de er mindre end en tiende del af jeres sol, sammentrækkes, kondenseres og afkøles disse ildkugler hurtigt. Når de er over tredive gange jeres sols størrelse - rettere sagt tredive gange bruttomængden af faktisk materiale - splittes de let i to adskilte himmellegemer som enten bliver centre for nye systemer eller forbliver i hinandens tyngdekraftsgreb og rotere rundt om et fælles centrum som en type af dobbeltstjerne.
41:3.5 Den seneste større kosmiske udbrud i Orvonton var den usædvanlige eksplosion af en dobbeltstjerne, lyset fra denne eksplosion nåede Urantia i år 1572 e.Kr. Denne ildstorm var så intens, at eksplosionen tydelig kunne ses i fuldt dagslys.
41:3.6 Alle stjerner er ikke faste, men mange af de ældre er det. En del af de rødlige, svagt glimtende stjerner har i centrum af deres enorme masse nået en tæthed, som kan beskrives ved at sige at en kubikcentimeter af en sådan stjerne ville veje 166 kilo. Det enorme tryk sammen med tabet af varme og cirkulerende energi, har resulteret i at de materielle basisenheders baner er kommet tættere til hinanden indtil de til sidst er nået stadiet af elektronisk kondensering. Denne proces af afkøling og sammentrækning kan foresætte indtil det begrænsende og kritiske eksplosionspunkt for ultimatonisk kondens.
41:3.7 De fleste af de gigantiske sole er relativt unge; de fleste dværg stjerner er gamle, men ikke alle. Kollisionsdværgene kan være meget unge og gløde med et intenst hvidt lys uden nogensinde at have været gennem det første røde stadie af skinnende ungdommelighed. Både meget unge og meget gamle sole lyser sædvanligvis med et rødligt skær. Den gule farveskiftning angiver moderat ungdom eller forestående alderdom, men det lysende hvide lys betyder et kraftigt voksenliv som har foregået længe.
41:3.8 Selvom alle sole ikke i de unge år gennemgår et pulserende stadium, i det mindste ikke synligt, kan i når i ser ud i rummet iagttage mange af disse yngre stjerner, hvis kæmpemæssige åndedræt kræver fra to til syv dage for at fuldføre hele cirklen. Jeres egen sol bærer endnu et aftagende arv fra de mægtige opsvulmninger under dens yngre dage, men perioden er forlænget ud fra de tidligere tre og en halv dag lange pulseringer til den nuværende elleve og et halvt års cirkel for solpletter.
41:3.9 Stjernernes variabler har mange årsager for deres oprindelse. I visse dobbeltstjerner medfører tidevandet som årsag af de indbyrdes afstandes hurtige forandring når de to himmellegemer kredser rundt i deres baner, også til periodiske fluktuationer i lyset. Disse variationer i tyngdekraften forårsager regelmæssige og tilbagevendende opflammen, ligesom indfangelsen af meteorer, fører til forøgelse af energi-materiel på overfladen, resulterer i et forholdsvis pludselig lysblink som hurtig formindskes til den normale lysstyrke for den sol. Nogle gange fanger en sol en strøm af meteorer på en linje af formindsket tyngdekraftsmodstand, og af og til forårsager kollisioner opflammen i stjernerne, men de fleste af disse fænomener vedrører helt og holdent de indre udsving i stjernerne.
41:3.10 Blandt en gruppe af variable stjerner er lysets udsvingsperiode direkte afhængig af lysstyrken, og kendskabet til dette faktum gør det muligt for astronomer at udnytte sådanne sole som fyrtårne eller eksakte målepunkter i universet i den fortsatte udforskning af de fjerntliggende stjernehobe. Med denne fremgangsmåde er det muligt meget nøjagtigt at måle stjerneafstande op til over en million lysår. Bedre metoder for rummets måling og forbedret teleskopteknik vil en gang senere afsløre de ti store inddelinger af superuniverset Orvonton; i vil i det mindste kunne identificere otte af disse ufattelige sektorer som kæmpemæssige og ganske symmetriske ansamlinger af stjerner.
¶ 4. SOLENES TÆTHED
41:4.1 Jeres sols masse er noget større end hvad jeres fysikere har beregnet; de har beregnet den til omkring et tusinde otte hundred kvadrillioner (1,8 x 1027) tons. Den befinder sig i sin nuværende tilstand omtrent halvvejs mellem de tætteste og de mest spredte stjerner, og dens tæthed er omtrent en og en halv gang vand. Jeres sol er imidlertid hverken flydende eller fast - den er gasformig - og dette er sandt på trods af besværligheden ved at forklare hvorledes gasformig materie kan opnå denne og endda meget større tæthed.
41:4.2 De gasformige, flydende og faste tilstande gælder forholdet mellem atomer eller molekyler, men tætheden er et forhold mellem rum og masse. Tætheden varierer i direkte forhold til kvantiteten af masse indenfor et givet rum og i omvendt forhold til mængden af rum indenfor en given masse, det rum som findes mellem materiens centrale kerne og de partikler som hvirvler rundt om disse centre såvel som rummet indenfor disse materiepartikler.
41:4.3 Afkølende stjerner kan være fysisk gasformige og samtidig utrolig tætte. I kender ikke til solenes supergasser, men disse og andre usædvanlige former af materie forklarer hvordan selv ikke-faste sole kan opnå en tæthed som er lig med jern - omtrent Urantias tæthed - og alligevel befinde sig i en stærk ophedet gasformig tilstand og forsætte med at fungere som sole. Atomerne i disse supergasser, er usædvanlig små; de indeholder få elektroner. Disse sole har også i det store og hele mistet deres frie ultimatoniske energireserver.
41:4.4 En af jeres nærliggende sole som begyndte sit liv med næsten samme masse som jeres sol er nu krympet næsten til størrelsen af Urantia og blevet fyrre tusinde gange så tæt som jeres sol. Denne hede og kolde, gasformig og faste sols vægt er omkring 55 kilo per kubikcentimeter. Og vedvarende lyser denne sol med et svagt rødligt skær, det senile glimt hos en døende konge af lys.
41:4.5 De fleste sole er imidlertid ikke så tætte. En af jeres ganske nære naboer har en tæthed som eksakt den samme som jeres atmosfære ved havets overflade. Hvis I befandt jer i det indre af denne sol ville i ikke kunne observere noget som helst. Og hvis temperaturen tillod det kunne i trænge igennem størstedelen af de sole som blinker på nattehimlen uden at observere mere materie end det i fornemmer i luften i jeres stuer på jorden.
41:4.6 Den massive sol Veluntia, en af de største i Orvonton, har en tæthed på kun en tusindedel af Urantias atmosfære. Hvis den havde en sammensætning magen til jeres atmosfære og ikke var superophedet ville den udgøre et sådan vakuum at mennesker hurtig ville blive kvalt hvis de befandt sig i eller på den.
41:4.7 En anden af Orvontons kæmper har nu en overflade temperatur på omkring1.600 grader Celsius. Dens diameter er over 480 millioner kilometer - tilstrækkelig med plads til at rumme jeres sol og jordens nuværende omløbsbane. Og på trods af denne enorme størrelse, over fyrre millioner gange jeres sol, er dens masse kun omkring tredive gange større. Disse enorme sole har en udvidet periferi som strækker sig næsten fra en sol til en anden.
¶ 5. SOLSTRÅLINGEN
41:5.1 Det faktum at solene i rummet ikke er særlig tætte bevises af de regelmæssige strømme af undslippende lysenergier. En alt for stor tæthed ville med sin uigennemtrængelighed tilbageholde lyset indtil trykket fra lysenergien nåede eksplosionspunktet. Der findes et enormt lys- eller gastryk indeni en sol som får den til at udskyde en strøm af energi som gennemtrænger rummet millioner og atter millioner kilometer for at føre energi, lys og varme til de fjerntliggende planeter. En næsten seks meter tyk overflade af Urantias tæthed ville effektivt forhindre alle røntgen- og lysenergiers udslip fra en sol indtil det stigende indre tryk af akkumulerende energier fra atomernes deling ville overvinde tyngdekraften i en enorm udadrettet eksplosion.
41:5.2 Når lyset forekommer sammen med fremdrivende gaser er det yderst eksplosivt hvis det ved høje temperaturer bliver indespærret af uigennemsigtige vægge, som holder det tilbage. Lyset er reelt. Således som i værdsætter energi og styrke i jeres verden ville sollyset være billigt selv om det kostede to millioner dollar per kilo.
41:5.3 Det indre af jeres sol er en vældig generator for røntgenstråler. Solene opretholdes indefra af det uophørlige bombardement fra disse mægtige udstrålinger.
41:5.4 Det fordre over en halv million år for en elektron som stimuleres af en røntgenstråle at arbejde sig op fra selve centret af en gennemsnitlig sol til dens overflade, hvorfra den begynder sit rumeventyr, måske for at varme en beboet planet, at blive fanget af en meteor, at tage del i et atoms fødsel, at blive tiltrukket af en stærk ladet mørk ø i rummet eller at se sin rumrejse afsluttet med at den til sidst styrter ned til overfladen på en sol magen til den hvorfra den kom.
41:5.5 Røntgenstrålerne i en sols indre lader de stærkt ophedede og agiterede elektroner med tilstrækkelig energi til at føre dem ud gennem rummet, forbi mængden af forstyrrende påvirkning i form af indgribende materie og på trods af afledende tyngdekrafts virkninger, til de fjerntliggende sfærer i systemerne langt borte. Den store mængde af hastighedsenergi som behøves for at komme løs fra tyngdekraftsgrebet i en sol er tilstrækkelig til at sikre solstrålens vedvarende rejse med uformindsket hastighed, indtil den støder på betydelige materiemasser; hvorefter den hurtig forvandles til varme, samtidig med at andre energier frigøres.
41:5.6 Energien, det være sig som lys eller i andre former, bevæger sig på sin rejse gennem rummet lige fremad. Den materielle eksistens virkelige partikler rejser gennem rummet som en geværsalve. De bevæger sig i en lige og ubrudt linje eller i procession, med undtagelse af indvirkning fra højere kræfter og udover at de altid adlyder den lineære tyngdekrafts træk som findes indbygget i materiel masse og den cirkulerende tyngdekrafts tilstedeværelse fra Paradisøen.
41:5.7 Solenergien kan forekomme at være drevet frem i bølger, men dette beror på indvirkning af sameksisterende og afvekslende påvirkninger. En given form af organiseret energi fremskrider ikke i bølger men i direkte linjer. Tilstedeværelse af en anden eller tredje form af kraft-energi kan gøre at den strøm som observeres forekommer at fremskride i bølgeformation, ligesom under en forblændede regnstorm efterfulgt af en stærk vind, vandet synes nogen gange at forekomme som at det falder ned i stød eller kommer ned i bølger. Regndråberne kommer ned i en ret linje i ubrudt følge, men vindens indvirkning er sådan at den giver et synsindtryk af stød af vandet og bølger af regndråber.
41:5.8 Påvirkningen af visse sekundære og andre uopdagede energier som findes i jeres lokalunivers rumregioner er således, at udstrålingen af sollys ser ud til at fremvise visse bølgefænomener og desuden at være ophugget i uendelige små dele af bestemt længde og vægt. Og fra et praktisk synspunkt, er det netop hvad der sker. I kan næppe håbe på at nå frem til en bedre forståelse af lysets opførsel før den tid kommer, hvor i får en klarere opfattelse om den vekselvirkende påvirkning af og de indbyrdes forhold mellem de forskellige rumkræfter og solenergier som eksisterer i Nebadons rumregioner. Jeres nuværende forvirring beror også på jeres ufuldstændige forståelse om det problem, som involverer de vekselvirkende aktiviteter i mesteruniversets personlige og ikke-personlige overvågning - Samforeneren og den Egenskabsløse Absoluttes tilstedeværelse, handlinger og koordinering.
¶ 6. KALCIUM - VANDREREN I RUMMET
41:6.1 I dechifreringen af spektralfænomenet bør man huske, at rummet ikke er tomt; at lyset på sin vej gennem rummet blandt andet modificeres let af de forskellige former af energi og materie som cirkulerer overalt i det organiserede rum. En del af de linjer som angiver ukendt materie og som optræder i jeres sols spektrum kommer fra modifikationer i velkendte grundstoffer som flyder omkring i knust form overalt i rummet, det er de knuste atomer fra de voldsomme sammenstødninger i kampen mellem solens grundstoffer. Rummet er fuldt af disse omvandrende vandrere, især natrium og kalcium.
41:6.2 Kalcium er faktisk det væsentligste grundstof blandt den materie som findes udspredt i rummet overalt i Orvonton. Hele vores superunivers er bestrøet med minutiøst pulveriseret sten. Sten er bogstaveligt det grundlæggende byggemateriale for planeterne og sfærerne i rummet. Den kosmiske sky, det store rum tæppe, består for størstedelen af modificerede kalciumatomer. Stenatomet er et af de væsentligste forekommende og udholdende grundstoffer. Det udholder ikke kun sol ionisering - opdeling - men fortsætter i en associativ identitet selv efter at være blevet hamret løs på af de nedbrydende røntgenstråler og splittet af de høje sol temperaturer. Kalcium har en individualitet og en lang levetid som overgår alle de mere almindelige former af materie.
41:6.3 Som jeres fysikere har mistænkt rider disse lemlæstede rester af sol kalcium bogstavelig på lysstrålerne under rejser af varierende længde, og således lettes deres omfattende udbredelse over hele rummet. Natriumatomet kan også, når det har undergået visse modifikationer, rejse med lys og energi. Bedriften hos kalcium er desto mærkeligere eftersom massen hos dette grundstof er næsten dobbelt af massen hos natrium. Den lokale spredning af kalcium i rummet skyldes, at stoffet i modificeret form frigør sig fra solens fotosfære ved bogstaveligt at ride på de udgående solstråler. Trods sin relative store masse - der jo indeholder tyve roterende elektroner - er kalcium blandt alle solens grundstoffer den mest resultatrige i at frigøre sig fra solenes indre til områderne i rummet. Dette forklarer, hvorfor der på solen findes et lag af kalcium, en gasformig overflade af sten, ni tusinde seks hundred kilometer tyk; og det på trods af at der nedenunder findes nitten lettere og talrige tungere grundstoffer.
41:6.4 Kalcium er et aktivt og mangesidig grundstof ved soltemperaturer. Stenatomet har to hurtige og løst bundne elektroner i de to ydre elektronbaner som ligger meget nær hinanden. Tidligt under den atomare kamp mister den sin ydre elektron; derefter påbegynder den en mesterlig opvisning med at jonglere den nittende elektron frem og tilbage mellem kredsene for det nittende og tyvende elektronomløb. Ved at kaste denne nittende elektron frem og tilbage mellem dens egen bane og den forladte ledsagers bane over femogtyve tusinde gange per sekund kan en lemlæstet stenatom delvis overvinde tyngdekraften og således lykkes det den at ride på de opdukkende lys- og energistrømme, solstråler, til frihed og eventyr. Dette kalciumatom bevæger sig udad med vekslende ryk som fare fremad når den på skift griber og slipper grebet om solstrålen omkring femogtyvetusinde gange hvert sekund. Og det er derfor at sten er den væsentligste bestanddel i rummets verden. Kalcium er den bedste undviger fra solfængslerne.
41:6.5 Denne akrobatiske kalciumelektrons mobilitet fremgår af det faktum, at når den af temperatur- og røntgenkræfterne i solen kastes til den højere banens kreds forbliver den i den bane i kun omkring en milliontedels sekund; men inden den elektroniske tyngdekraftsstyrke i atomets kerne trækker den tilbage til dens gamle bane, når den at fuldføre en million omdrejninger om atomets center.
41:6.6 Jeres sol har skilt sig af med en enorm mængde af sit kalcium, da den mistede ufattelige mængder under tiderne for dens krampagtige udbrud i forbindelse med dannelsen af solsystemet. En stor del af solens kalcium er nu i solens ydre skorpe.
41:6.7 Man bør huske at spektralanalyser kun angiver sammensætningen af solens overflade. For eksempel: Solens spektrum udviser mange linjer af jern, men jern er ikke det væsentligste grundstof i solen. Dette fænomen beror næsten helt på den nuværende temperatur ved solens ydre, lidt mindre end 3.300 grader. Denne temperatur er meget gunstig for at registrere jernets spektrum.
¶ 7. SOLENERGIENS OPRINDELSE
41:7.1 Temperaturen i det indre af mange sole, selv i jeres egen, er meget højere end hvad man almindeligvis tror. I det indre af en sol findes der praktisk taget ingen hele atomer; de er alle mere eller mindre splittede af det intensive bombardement fra røntgenstråler hvilket er naturligt ved disse høje temperaturer. Uafhængig af hvilke materielle elementer som findes i de ydre lag af en sol så bliver grundstofferne i solens indre meget ens af den opløselige virkning fra de nedbrydende røntgenstråler. Røntgenstrålen er den store nivellør i atomernes tilværelse.
41:7.2 Temperaturen ved overfladen af jeres sol er næsten 3.300 grader, men den stiger hurtigt ved indtrængen i det indre af solen til den i midterregionen når den utrolige højde af omkring 19.400.000 grader. (Alle disse temperaturer angives i jeres Celsius-skala.)
41:7.3 Alle disse fænomener antyder en enorm energiforbrug, og solenergiens oprindelse angives i prioritet af deres betydning og er:
41:7.4 1. Atomernes, og til sidst elektronernes, tilintetgørelse.
41:7.5 2. Forvandling af grundstoffet til andre, inklusiv den derved frigivet gruppe af radioaktive energier.
41:7.6 3. Indsamling og overføring af visse universelle rumenergier.
41:7.7 4. Rummaterie og meteorer som uophørligt dykker ind i de brændende sole.
41:7.8 5. Solenes sammentrækning, afkølingen og den efterfølgende sammentrækning af en sol giver nogen gange mere energi og varme end hvad rummaterien bidrager med.
41:7.9 6. Tyngdekraftens indvirkning ved høje temperaturer forvandler vise former af kredsløbs styrke til udstrålende energier.
41:7.10 7. Tilbagefanget lys og anden materie som trækkes tilbage til solen efter at have forladt den, samt andre energier med oprindelse udenfor solen.
41:7.11 Der findes et regulerende tæppe af hede gasser (nogen gange med en temperatur på millioner af grader) som indhyller solene og som virker for at stabilisere varmetabet og i øvrigt forhindre risikofyldte udsving ved afgivningen af varme. Under en sols aktive liv forbliver den indre temperatur på 19.400.000 grader omtrent det samme på trods af at den ydre temperatur falder mere og mere.
41:7.12 I kan forsøge at visualisere 19.400.000 graders varme i forening med visse tyngdekraftstryk som elektronernes kogepunkt. Under sådanne tryk og ved sådanne temperaturer nedbrydes alle atomer og brydes op i deres elektron- og andre nedarvede komponenter; selv elektronerne og andre sammenslutninger af ultimatoner kan brydes op, men solene er ikke i stand til at nedbryde ultimatonerne.
41:7.13 Disse soltemperaturer er egnede til at sætte en enorm fart på ultimatonerne og elektronerne, i det mindste hvad angår de sidstnævnte som fortsætter med at opretholde deres eksistens under disse forhold. I vil indse hvad den høje temperatur betyder for accelerationen af ultimatonernes og elektronernes aktivitet når I stopper op og betænker at en dråbe almindelig vand indeholder over et tusinde trillioner atomer. Det er en energimængde på mere end et hundrede hestekræfter udnyttet vedvarende i to år. Den samlede varme som solsystemets sol nu giver fra sig hvert sekund er tilstrækkelig til at koge alt vand i alle oceaner på Urantia indenfor bare et sekund.
41:7.14 Kun de sole, der fungerer i de direkte kanaler af hovedstrømmene af universets energi kan lyse for evigt. Sådanne sol ovne skinner på ubestemt tid, idet de kan erstatte deres materielle tab med indtagelse af rum-kraft og tilsvarende cirkulerende energi. Men stjerner som ligger langt borte fra disse hovedkanaler for opladning er bestemt til at gennemgå energi udtømmelse - gradvise afkøling for til sidst at brænde op.
41:7.15 Sådanne døde eller døende sole kan forynges af kollisions påvirkning eller kan lades op på ny af visse ikke-lysende energi øer i rummet, eller de kan med deres tyngdekraft røve sig til nærliggende mindre sole eller systemer. Størstedelen af døde sole erfarer genoplivning med disse eller andre evolutionære teknikker. De, som ikke til sidst således lades op på ny er bestemt til at gennemgå sprængning ved eksplosion af massen, når fortætningen som følge af tyngdekraften når energitrykkets kritiske niveau for ultimaton fortætning. Disse forsvindende sole bliver således energi i dens mest svækket form, energi som er fortræffelig tilpasset for opladning af andre mere gunstigt beliggende sole.
¶ 8. SOLENERGIENS REAKTIONER
41:8.1 I de sole som er indkoblet til kanalerne for rumenergi frigøres solenergien af forskellige sammensatte kæder af kernereaktioner, af hvilken den almindeligste er brint-kul-heliumreaktionen. I denne metamorfose virker kul som en energikatalysator siden at det faktisk ikke forandres på nogen måde af denne proces som forvandler brint til helium. Under visse betingelser af høj temperatur trænger brinten ind i kulkernerne. Eftersom kulstof ikke kan holde mere end fire sådanne protoner begynder det efter at dette mæthedsstadium er opnået, at udsende protoner lige så hurtigt som nye kommer til. Ved denne reaktion kommer de indgående brintpartikler ud som et helium atom.
41:8.2 Når indholdet af brint mindskes forøges en sols lysstyrke. I de sole hvis skæbne det er at brænde ud opnås højden af lysstyrken ved det punkt hvor brint er opbrugt. Efter dette punkt opretholdes lyskraften af den sammentrækningsproces som bliver følgen og som forårsages af tyngdekraften. Til sidst bliver en sådan stjerne en såkaldt hvid dværg, en højst kondenseret sfære.
41:8.3 I store sole - små cirkelformede stjernetåger - når brinten er opbrugt og den af tyngdekraften forårsaget sammentrækning sætter ind, hvis et sådan himmellegeme ikke er tilstrækkelig ugennemtrængelig til at holde trykket oppe i sit indre som støtte for de ydre gasregioner, så indtræffer en pludselig kollaps. De tyngdekrafts elektriske forandringer giver oprindelse til vældige mængder af små partikler uden elektrisk potentiale, og sådanne partikler undslipper let væk fra solens indre og frembringer således en kæmpe sols sammenbrud indenfor nogle få dage. Det var en sådan emigration af disse ”løbske partikler” som forårsaget kollapsen af en gigantisk ny stjerne i stjernetågen Andromeda for omkring halvtreds år siden. Dette vældige stjernelegeme faldt sammen indenfor fyrre minutter af Urantia tid.
41:8.4 Som regel fortsætter den vældige eruption af materie at eksistere omkring den tilbageværende afkølende sol som omfattende tåger af stjernegasser. Og alt dette forklarer oprindelsen til mange typer af uregelmæssige stjernetåger sådan som Krabbetågen, som fremkom for omkring ni hundred år siden og som vedvarende fremviser sin modersfære som er en enlig stjerne tæt på centrum af denne uregelmæssige stjernemasse.
¶ 9. SOLENES STABILITET
41:9.1 De større sole opretholder en sådan tyngdekraftskontrol over deres elektroner, at lyset kun kan flygte væk ved hjælp af de kraftige røntgenstråler. Disse hjælpende stråler trænger igennem hele rummet og er involverede i opretholdelsen af energiens grundlæggende ultimatoniske sammenslutninger. De større energitab under en sols første tider, efter at den opnåede sin højeste temperatur - over 19.400.000 grader - beror ikke så meget på lysets flugt som på udsivning af ultimatoner. Disse ultimatonenergier slipper ud i rummet som en veritabel energistorm under solenes ungdomstid for at engagere sig i eventyret med elektronisk forening og energimaterialisation.
41:9.2 Atomer og elektroner er underlagt tyngdekraften. Ultimatonerne er ikke underlagt den lokale tyngdekraft, den materielle tiltrækningskrafts vekselvirkning, men de adlyder helt den absolutte eller Paradis-tyngdekraft, retningen og svingningen hos universernes univers universelle og evige cirkel. Ultimatonisk energi adlyder ikke den lineære eller direkte tyngdekraftstiltrækning fra nærved liggende eller fjerntliggende materielle masser, men den følger altid trofast kredsløbet for den vidtstrakte skabelsens store ellipse.
41:9.3 Jeres eget solcentrum udstråler næsten hundred milliarder tons virkelig materiale årligt, mens de gigantiske sole mister materie i en forbløffende hastighed under deres tidligere opvækst, den første milliard år. En sols liv bliver stabilt efter at den har opnået den maksimale temperatur i sit indre og når energierne i atomernes bestanddele begynder at blive frigivet. Og det er netop ved dette kritiske punkt, hvor de store sole har let ved at begynde at pulsere krampagtigt.
41:9.4 Solenes stabilitet er helt afhængig af ligevægten i kampen mellem tyngdekraften og varme - gigantiske trykforhold afbalanceres af fantastiske temperaturer. Gaselasticiteten i solenes indre holder de overliggende lag af forskellige materialer oppe og når tyngdekraften og varmen er i ligevægt, så opvejes vægten af de ydre materialer nøjagtig af temperaturtrykket fra de underliggende gaser i dens indre. I mange af de yngre stjerner frembringer den vedvarende fortætning, som forårsages af tyngdekraften, stadig stigende indre temperaturer, og da varmen i det indre stiger bliver det indre røntgenstråletryk i supergas vindene så stort, at en sol i forbindelse med den centrifugale bevægelse begynder at kaste små ydre lag ud i rummet og korrigerer på denne måde for ubalancen mellem tyngdekraften og varmen.
41:9.5 Jeres egen sol har for land tid siden opnået relativ ligevægt mellem sine perioder af udvidelse og sammentrækning, disse forstyrrelser som forårsager de kæmpemæssige pulseringer i mange af de yngre stjerner. Jeres sol passere nu ud af sin sjette års milliard. På nuværende tidspunkt fungerer den i sin mest økonomiske periode. Den vil fortsætte med at lyse med sin nuværende effektivitet for mere end femogtyve milliarder år. Den vil sandsynligvis opleve en nedgangsperiode af delvis effektivitet lige så lang som perioderne for dens ungdom og dens stabiliserende funktion tilsammen.
¶ 10. DE BEBOEDE VERDNERS OPRINDELSE
41:10.1 Mange af de variable stjerner som befinder sig i eller nær stadiet af maksimal pulsering er inde i den proces som giver oprindelse til underordnede systemer, af hvilken mange til sidst vil være som jeres sol og planeterne som kredser omkring den. Jeres sol befandt sig netop i et sådan stadium af mægtig pulsering nær et massivt system, Angona, som svingede tæt forbi og solens overflade begyndte at komme i udbrud i virkelige strømme - sammenhængende stød - af materie. Dette fortsatte med vedvarende stigende voldsomhed indtil disse legemer befandt sig nærmest hinanden, da grænserne for solens sammenhængskraft var nået og et vældigt højdepunkt af materie, forstadiet til solsystemet, blev slynget ud. Under lignende omstændigheder trækker det tiltrækkende himmellegeme som er nærmest nogen gange hele planeter med sig og endda en fjerde- eller tredjedel af en sol. Disse større udbrud danner visse besynderlige skydækket typer af verdener, sfærer meget lignende Jupiter og Saturn.
41:10.2 Størstedelen af solsystemer har imidlertid en hel anderledes oprindelse end jeres solsystem, og dette gælder selv for dem som er frembragt gennem tyngdekraftens tidevandsteknik. Men uafhængig af hvilken teknik for verdens bygning som råder, så frembringer tyngdekraften altid en skabelse med et sol system; dvs. en sol eller mørk ø i centrum omgivet af planeter, satellitter, undersatellitter og meteorer.
41:10.3 De enkelte verdners fysiske aspekter bestemmes for en stor del af den måde på hvilken de er fremkommet, deres astronomiske beliggenhed og fysiske omgivelser. Alder, størrelse, rotationshastighed og hastighed i rummet er også afgørende faktorer. Både de verdener, som er fremkommet gennem gas-sammentrækning og fast materie-forøgelse kendetegnes af bjerge og, under de tidligere forløb af deres liv, når de ikke er for små, af vand og luft. De verdener, som har fået deres begyndelse gennem smelte-spaltning eller gennem kollision mangler nogle gange udstrakte bjergkæder.
41:10.4 Under de tidligere tider i alle disse nye verdner er jordskælv ofte forekommende og omfattende fysiske forstyrrelser er kendetegnende for dem alle, dette gælder i særdeleshed for gas-sammentræknings sfærerne, de verdener som er født af de vældige nebularinge, som er blevet efterladt efter fortætningen og sammentrækningen af visse enkelte sole i et tidligt forløb. Planeter med en dobbelt oprindelse, som Urantia, går igennem et mindre voldsomt og uroligt ungdomsforløb. Trods dette oplevede jeres verden et tidligt forløb af mægtige omvæltninger, kendetegnet af vulkaner, jordskælv, oversvømmelser og forfærdelige storme.
41:10.5 Urantia er forholdsvis isoleret i udkanten af Satania, jeres solsystem er, med en undtagelse, den mest fjerntliggende fra Jerusem, mens Satania selv er det næst yderste system i Norlatiadek og denne konstellation bevæger sig nu langs yderkanten af Nebadon. I var sandelig blandt de mindste i hele skabelsen indtil Mikaels overdragelse ophøjede jeres planet til en status af ære og stor univers interesse. Nogen gange er den sidste først, samtidig som den mindste sandelig bliver størst[3][4].
41:10.6 [Præsenteret af en Ærkeengle i samarbejde med Lederen for Styrkecentrene i Nebadon.]
¶ Referencer
- ↑ Power center: Job 26:7.
- ↑ Vores stjerneklare samarbejdspartnere: 1 Mos 1:14-15; Job 9:9; Job 38:31-33; Sl 147:4; Am 5:8.
- ↑ Den sidste bliver den første: Matt 19:30; Matt 20:16; Mark 9:35; Mark 10:31; Luk 13:30.
- ↑ Hvem vil være den største: Matt 18:1-4; Matt 20:26-27; Matt 23:11-12; Mark 10:43-44; Luk 9:46-48; Luk 22:26.