© 2015 Urantia Foundation
57:0.1 IDET VI præsenterer uddrag fra materialet i Jerusems arkiver om Urantia og det som står der om planetens oprindelse og ældre historie, er vi blevet anmodet om at angive tid i henhold til almindelig praksis, efter nuværende skudårskalender med 365¼ dage i året. Som regel gør vi ikke noget forsøg på at opgive eksakte antal år, selv om de er registreret. Som en bedre måde at præsentere disse historiske fakta på, runder vi hellere tallene af.
57:0.2 Når der henvises til en begivenhed som har indtruffet for én eller to millioner år siden, har vi til hensigt, at datere en sådan hændelse til det nævnte årstal før de første årtier i det tyvende århundrede i henhold til den kristne tidsregning. Vi vil således beskrive disse begivenheder fra fjerne tider som de har udsprunget sig over tidsrum af tusinde, millioner og til og med milliarder af år.
¶ 1. ANDRONOVER TÅGEN
57:1.1 Urantia har sin oprindelse i jeres sol, og jeres sol er en af de mangfoldige efterkommere efter Andronover tågen, som en gang blev organiseret som en bestanddel af den fysiske styrke og materiestoffet i det lokale univers Nebadon. Og denne storslået stjernetåge havde selv sin oprindelse i rummets universelle kraftladning i superuniverset Orvonton for længe, længe siden.
57:1.2 På det tidspunkt, hvor denne beretning begynder havde Første gradens Ledende Kraftorganisatorer fra Paradis længe haft fuld kontrol over de rumenergier som senere blev organiseret til Andronover tågen.
57:1.3 For 987.000.000.000 år siden rapporterede den bistående mester kraftorganisatoren og fungerende inspektør, med Orvonton serienummer 811.307 som rejste ud fra Uversa, til Dagenes Ældste, at forholdene i rummet var gunstige for at iværksætte materialiseringsfænomener i en bestemt sektor af det dengang østlige segment af Orvonton.
57:1.4 For 900.000.000.000 år siden, stadfæstes det i Uversa arkiver, at der blev registreret en tilladelse udstedt af Uversas Råd for Ligevægt til superuniversets regering til at godkende udsendelsen af en kraftorganisator med personale til det område som tidligere var udpeget af inspektør nummer 811.307. Myndighederne i Orvonton gav den oprindelige opdageren af dette potentielle univers kommission til at effektuere mandatet fra Dagenes Ældste, som opfordrede til at organisere en ny materiel skabelse.
57:1.5 At denne tilladelse blev bogført, indebærer at kraftorganisatoren med sit personale allerede havde begivet sig fra Uversa ud på den lange rejse til den østlige rumsektor, hvor de derefter skulle gå i gang med de tidskrævende aktiviteter, som i sidste ende ville medføre fremkomsten af en ny fysisk skabelse i Orvonton.
57:1.6 For 875.000.000.000 siden blev den enorme Andronover tåge nummer 876.926 på behørigt vis begyndt. Kun nærværet af kraftorganisatoren med sin stab af medarbejdere var nødvendige for at igangsætte den energihvirvel som omsider voksede og blev til denne kæmpemæssige cyklon af rum. Efter igangsættelsen af sådanne stjernetågerotationer, trækker de levende kraft organisatorer sig simpelthen tilbage i rette vinkel til den roterende skives plan, og fra den tid fremad forsikre de iboende egenskaber i energien selv for at et sådan nyt fysisk system får en fremadskridende og velordnet videre udvikling.
57:1.7 Det er omtrent på dette tidspunkt, at beretningen går over til at handle om hvordan superuniversets personligheder fungerer. I virkeligheden begynder den egentlige historien ved dette punkt - idet det er tiden hvor Paradisets kraftorganisatorer forbereder deres tilbagetrækning efter at de har gjort rumenergi forholdene klare til at Orvontons styrkevejledere og de fysiske kontrollere i superuniverset kan komme i gang.
¶ 2. DET FØRSTE STJERNETÅGE STADIUM
57:2.1 Alle evolutionære materielle skabelser er født af cirkelrunde gasformige tåger, og alle sådanne primære stjernetåger holder sig cirkelrunde i løbet af den første del af deres gasformige eksistens. Efterhånden som de bliver ældre, bliver de normalt spiralformede, og når de er færdige med at danne deres sole, ender de ofte op som stjerneklynger eller som enorme sole med et varierende antal planeter, måner og mindre grupperinger af materie som på mange måder minder om det meget lille solsystem som I tilhører.
57:2.2 For 800.000.000.000 år siden var Andronover skabelsen veletableret som en af Orvontons storslåede primære stjernetåger. Når astronomerne i de nærliggende universer betragter dette fænomen i rummet, så de meget lidt som tiltrak sig deres opmærksomhed. Tyngdekraftsberegninger foretaget i nærliggende skabelser viste at materialiseringen foregik i rummet i Andronover regionerne, men det var også alt.
57:2.3 For 700.000.000.000 år siden antog Andronover systemet gigantiske proportioner, og yderligere flere fysiske kontrollere blev sendt til ni omkringliggende materielle skabelser for at yde støtte og tilbyde samarbejde til styrkecentrene i dette nye materielle system som så hurtig var i færd med at udvikle sig. På dette tidspunkt i den fjerne fortid blev alt det materielle som skulle videreføres til de efterfølgende skabelser holdt indenfor rammerne af dette gigantiske rum hjul som bare fortsatte med at hvirvle, og som efter at havde nået sin maksimale diameter hvirvlede hurtigere og hurtigere mens det fortsatte med at kondensere og trække sig sammen.
57:2.4 For 600.000.000.000 år siden nåede Andronover højden af sin energi mobiliseringsperiode; tågen havde nået sin maksimale masse. På dette tidspunkt var det en gigantisk cirkulær gassky med form omtrent som en fladtrykt sfæroid. Dette var begyndelsen på perioden hvor forskellige formationer af massen blev dannet og omdrejningshastigheden varierede. Tyngdekraften og andre påvirkninger var ved at begynde deres arbejde med at konvertere rum gasser til organiseret materie.
¶ 3. DET ANDET STJERNETÅGE STADIUM
57:3.1 Den enorme stjernetåge begyndte nu gradvis at antage spiralform og at blive synlig for astronomer selv i fjerntliggende universer. Dette er de fleste stjernetågers naturhistorie; før de begynder at slynge sole ud og igangsætter deres arbejde for at opbygge universet, vil disse sekundære rum stjernetåger sædvanligvis kunne observeres som spiral fænomener.
57:3.2 De nærmeste stjerneforskere i denne fjernt forgangne tidsalder så når de observerede Andronover tågens forvandling, nøjagtig det samme som det tyvende århundrede astronomer ser når de vender deres teleskoper ud mod rummet og får øje på vor tidsalders spiraltåger i det tilstødende ydre rum.
57:3.3 Omtrent på tidspunktet da maksimal masse blev opnået, begyndte tyngdekraftskontrollen over det gasformige indhold at svækkes, og dermed begyndte gasflugtsstadiet, da gassen strømmede ud som to kæmpemæssige og tydelige arme som dannede sig ud fra hver sin modsatte side af modermassen. Den enorme centrale kernes hurtige omdrejninger gav snart et spiralformet udseende til disse to udskydende gasstrømme. Afkølingen og den senere fortætning af dele af disse to udskydende arme fik dem efterhånden til at se knudeagtige ud. Disse tættere dele var kæmpemæssige systemer og undersystemer af fysisk materie som hvirvlede gennem rummet i tågens gassky mens de blev holdt på plads vel indenfor rækkevidde af moderhjulets tyngdekrafts greb.
57:3.4 Men tågen var begyndt at trække sig sammen, og stigningen i rotationshastigheden svækkede tyngdekraftsgrebet yderligere, og dermed begyndte snart de ydre gasformige områder faktisk at løsrive sig fra tågekernens umiddelbare favntag mens de fortsatte ud i rummet i uregelmæssig formede kredsløbsbanen for så at fuldføre kredsløbet ved at vende tilbage til kerneområderne, og så videre. Men dette var bare et midlertidig stadium af tågens udvikling. Den accelererende rotationshastighed skulle snart slynge enorme sole ud i rummet i selvstændige kredsløb.
57:3.5 Og det er, hvad der skete i Andronover for mange, mange tidsaldre siden. Energihjulet voksede og voksede til det nåede ydergrænserne for sin udvidelse, og så når sammentrækningen begyndte, hvirvlede det hurtigere og hurtigere helt til det omsider nåede den kritiske centrifugaltilstand, og den store løsrivelse begyndte.
57:3.6 For 500.000.000.000 år siden fødtes Andronovers første sol. Dette flammende stribe rev sig løs fra modertyngdekraftsgrebet og strejfede udover i rummet på sin selvstændige eventyr gennem skabelsens kosmos; flugtruten fastsatte banen. Sådanne unge sole bliver hurtig helt runde og påbegynder deres lange og eventyrlige løbebaner som verdensrummets stjerner. Bortset fra slutfase tågekernerne så er næsten alle Orvontons sole blevet til på den samme måde. Disse flygtende sole gennemgår varierede udviklingsperioder for derefter at tjenestegøre i universet.
.jpg)
57:3.7 For 400.000.000.000 år siden begyndte Andronover tågens indfangningsperiode. Mange af de nærmeste og mindre sole blev fanget op igen som følge af moderkernens gradvise udvidelse og yderligere kondensering. Meget snart blev slutfasen af tågefortætningen indledt, det tidsrum som altid kommer før den endelige opsplitning af disse vældige ansamlinger af energi og materie i rummet.
57:3.8 Det var knap nok en million år efter denne epoke at Michael af Nebadon, en Skabersøn fra Paradiset, valgte denne tåge som var i færd med at gå i opløsning, som hjemsted for sit eventyr i universbygning. Næsten umiddelbart med det samme påbegyndte arbejdet med Salvingtons arkitektoniske verdner og de hundrede konstellations hovedkvarterers planetgrupper. Det tog næsten én million år at bygge disse klynger af specielt skabte verdener. Hovedkvarterplaneterne i det lokale system blev bygget over en periode som strakte sig fra den tid og til omtrent for fem milliarder år siden[1].
57:3.9 For 300.000.000.000 år siden var solenes kredsløb i Andronover veletableret, og stjernetågesystemet gennemgik en overgangsperiode med relativ fysisk stabilitet. Omtrent på den tid kom Michaels stab til Salvington, og Orvontons regering på Uversa anerkendte lokaluniverset Nebadons fysiske eksistens.
57:3.10 For 200.000.000.000 år siden vidnede den videre sammentrækning og fortætning, med en enorm varmeudvikling i Andronovers centrale klynge eller kernemasse. Relativ rum opstod selv i regionerne nær det centrale moder solhjul. De ydre områder blev efterhånden mere stabile og velorganiseret, nogle planeter i kredsløb rundt om de nyopstået sole var kølet så meget ned, at de egnede sig for implantation af liv. De ældste beboende planeter i Nebadon stammer fra denne tid.
57:3.11 Nu begynder Nebadons fuldførte univers mekanisme for første gang at fungere, og Michaels skabelse bliver registreret på Uversa som et beboelig univers for dødelige i progressiv opstigning.
57:3.12 For 100.000.000.000 år siden opnåede tågen højdepunktet af kondens spænding; punktet for maksimal varme spænding var nået. Det hænder at dette kritiske stadie af strid mellem tyngdekraft og varme trækker i langdrag, men før eller siden vinder varmen over tyngdekraften, og da begynder den spektakulære periode med sole som bliver slynget ud, og det markerer afslutningen på andet stadium af en stjernetåge.
¶ 4. DET TREDJE OG FJERDE STADIE
57:4.1 I det første stadie er en stjernetåge cirkelrund; i det andet spiralformet; i det tredje stadium bliver de første sole slynget ud, mens det fjerde omfatter den anden og sidste cyklus af sol dispersion, hvor moderkernen ender op enten som en klodeformet klynge eller som en enlig sol fungerende som center af et afsluttende solsystem.
57:4.2 For 75.000.000.000 år siden havde denne tåge nået højden af sit solfamilie stadium. Dette var højdepunktet i den første periode med tab af sole. Flertallet af disse sole har i den efterfølgende tid tilegnet sig omfattende systemer af planeter, måner, mørke øer, kometer, meteorer og kosmiske støvskyer.
57:4.3 For 50.000.000.000 år siden var den første sol dispersion periode færdig. Tågen var hurtig i færd med at afslutte sin tilværelses tredje cyklus, og i løbet af denne havde den givet oprindelse til 876.926 solsystemer.
57:4.4 For 25.000.000.000 år siden vidnede afslutningen af den tredje cyklus af tågens liv, og med den organisering og den relative stabilisering af de vidtstrakte stjernesystemer som blev dannet fra denne oprindelige tåge. Processen med fysisk sammentrækning og øget varmeudvikling fortsatte i den midterste masse af det som var tilbage af tågen.
57:4.5 For 10.000.000.000 år siden begyndte Andronovers fjerde cyklus. Den maksimale temperatur i kernemassen var nået, fortætningens kritiske punkt nærmede sig. Den oprindelige moderkerne var i krampetrækninger under trykket fra kondenseringsspændingen af sin egen indre varme og fra den stigende tyngdekrafts tidevandstræk fra den sværm af frigivne solsystemer som omgav den. De nukleare udbrud som skulle indlede stjernetågens anden solcyklus nærmede sig; det fjerde stadie i hele dens eksistens skulle til at begynde.
57:4.6 For 8.000.000.000 år siden begyndte det forrygende afslutningsudbrud. Kun systemerne i yderområderne er sikre så længe en sådan kosmisk omvæltning foregår. Og dette var begyndelsen til enden for stjernetågen. Dette sidste soludslip strakte sig over næsten to milliarder år.
57:4.7 For 7.000.000.000 år siden vidnede højdepunktet i Andronovers opsplittelse. I denne periode blev de største af de sidste sole til, og de lokale fysiske forstyrrelser var på sit kraftigste.
57:4.8 For 6.000.000.000 år siden markerer slutningen på det sidste opbrud og fødslen af jeres sol, den 56.e fra den sidste af Andronovers anden solfamilie. Dette slutudbrud i tågekernen gav oprindelse til 136.702 sole, de fleste af dem ensomme kugler. Det samlede antal sole og solsystemer med oprindelse i Andronover tågen var 1.013.628. Solsystemets sol er nummer 1.013.572.
57:4.9 Og nu findes den store Andronover tåge ikke længere, men den lever videre gennem de mange sole og deres planetfamilier som denne rummets modersky gav oprindelse til. Den sidste kerne som er tilbage af denne storslået stjernetåge er fortsat rødglødende og giver et moderat lys og varme til sin tilbageværende planetfamilie med et hundrede femogtres verdener, som nu kredser i bane rundt om denne ærværdige mor til to mægtige generationer af lysets monarker.
¶ 5. OPRINDELSEN AF MONMATIA — URANTIAS SOLSYSTEM
57:5.1 For 5.000.000.000 år siden var jeres sol en forholdsvis isoleret ildkugle som havde samlet til sig de fleste af de nærmeste cirkulerende legemer i rummet, resterne af den nylige indtrufne omvæltning som var foregået da selve solen blev til[2].
57:5.2 I dag har jeres sol nået sin relative stabilitet, men dens elve og en halvårlig solplets cyklus afslører, at den i sin ungdom var en variabel stjerne. Den kontinuerlige sammentrækning af jeres sol i dens første levetid, med den gradvise temperaturforøgelse det medførte, satte voldsomme rystelser i sving på overfladen af den. Disse kæmpe opsvulmninger bruger tre og en halv dag på at fuldføre en cyklus af varierende lysstyrke. Denne variabel tilstand, denne periodiske pulsering, gjorte jeres sol stærkt modtagelig for visse ydre påvirkninger som den snart skulle støde på.
57:5.3 Dermed var fasen i det lokale rum klar for den unikke tilblivelse af Monmatia, som altså jeres sols planetfamilie hedder, det solsystem som jeres verden tilhører. Mindre end en procent af Orvontons planetsystemer har haft en lignede oprindelse.
57:5.4 For 4.500.000.000 år siden begyndte det enorme Angona system at komme i nærheden af denne enlige sol. I centrum af dette store system befandt et kæmpemørkt rum sig, fast, stærkt ladede og med sin overmådelig kraftige tyngdekrafts træk.
57:5.5 Idet Angona kom endnu nærmere solen og den i sine pulseringer nåede sin maksimale udvidelse, blev strømme af gasformigt materiale skudt ud i rummet i form af gigantiske sol tunger. Først ville samtlige af disse flammende gas tunger falde tilbage i solen igen, men efterhånden som Angona kom nærmere og nærmere, ville tyngdekrafts påvirkning fra denne gigantiske indtrænger blive så stor at gas tungerne ville briste på visse steder, så rødderne faldt ned i solen igen, mens de ydre dele blev revet løs og dannede uafhængige materielegemer, sol meteoritter, som umiddelbart begyndte at gå rundt om solen i deres egne elliptiske baner.
57:5.6 Idet Angona systemet nærmede sig endnu mere, blev ild tungerne fra solen større og større; mere og mere materie blev suget væk fra den for at blive til uafhængige legemer i kredsløb gennem det nærmeste rum rundt om den. Denne situation fortsatte i omtrent femhundrede tusinde år helt til Angona var på sit nærmeste til solen nogensinde, hvorpå solen i forbindelse med en af sine periodiske indre rystelser delvis gik i stykker; fra modsatte sider og samtidig blev enorme mængder materie udspyet. På den side som vendte mod Angona, blev det trukket ud til en kæmpemæssig søjle af sol gasser, delvis spids i begge ender og markant udbuling på midten, som blev varig løsrevet fra solens umiddelbare tyngdekrafts kontrol.
57:5.7 Denne store søjle af solgasser, som således var blevet udskilt fra solen, udviklede sig efterfølgende til at blive solsystemets tolv planeter. Rekyludskydningen af gas fra solens modsatte side, i et tidevands energi samspil med udstødelsen af denne gigantiske forløber til solsystemet, har efterhånden fortættet sig ned til at blive solsystemets meteorer og rum støv, selv om meget, vældig meget, af denne materie senere igen blev trukket ind af solen tyngdekraft efterhånden som Angona systemet forsvandt videre ind i fjerntliggende rum.
57:5.8 Selv om Angona formået at trække oprindelsesmaterien til solsystemets planeter ud og de enorme mængder materie som nu cirkulerer rundt om solen som asteroider og meteorer, tog den ikke selv noget af denne solmaterie med sig. Det indtrængende system kom ikke rigtig nær nok til faktisk at stjæle noget af solens substans, men det svingede tilstrækkelig nær indenom til at trække alt det materiale som solsystemet nu består af, ud i det mellemliggende rum.
57:5.9 Snart formede miniatureudgaverne af de fem inderste og de fem yderste planeter sig fra de nedkølende og fortættende kerner i de mindre massive og tilspidsede ender af denne gigantiske tyngdekrafts bule, som det var lykkes Angona at løsrive fra solen, mens Saturn og Jupiter blev formet fra de mere massive, udbulende midterst områder. Jupiters og Saturns voldsomme tyngdekraft fik dem tidlig til selv at trække det meste af materialet til sig som var blevet taget fra Angona, som retrograd bevægelse hos nogle af deres måner bevidner om.
57:5.10 Jupiter og Saturn, som blev dannet af selve midterpartiet af den enorme søjle af overophedede solgasser, indeholdt så meget kraftig ophedet sol materiale, at de skinnede med et strålende lys og afgav enorme varmemængder fra sig; i en kort periode efter at de havde skilt sig ud som egne himmellegemer var de egentlige sekundære sole. Disse to største planeter i solsystemet fortsætter endnu helt frem til vor tid med stort set at være gasformig, uden at de endnu har kølet sig nok ned til helt at kunne fortættes eller blive til helt fast stof.
57:5.11 I de andre ti planeter kom kernerne af sammenkrympet gas snart til at nå fortætningsstadiet til fast stof, og så begyndte de at trække øget mængde af den meteormaterie til sig som kredsede rundt i det nærmeste rum omkring dem. Solsystemets verdener fik dermed en dobbelt oprindelse; kerner af fortættet gas, som senere blev større af at opfange enorme mængder af meteorer. De vil stadig fortsætte med at opfange meteorer, men ikke i så store mængder.
57:5.12 Planeterne følger ikke deres modersols ækvatorialplan i deres baner rundt om den, noget de ville havde gjort såfremt de var udslynget af solens rotation. I stedet følger kredsløbene et plan fra Angonas opsugning af ildtungerne, som eksisterede som en betragtelig vinkel til solens ækvatorplan.
57:5.13 Mens Angona ikke var i stand til at opfange noget af solens masse, lykkes det faktisk solen at føje noget af dette gæstesystems rummateriale til sin egen planetfamilie i forvandling. På grund af Angonas intense tyngdekraftsfelt fulgte planeterne som hørte til den, baner som gik lang udenom den mørke kæmpe; og kort efter at ophavsmassen til jeres solsystem var revet løs og Angona fortsat befandt sig i nærheden af solen, svingede tre af de største planeter fra Angona systemet så tæt indenom solsystemets ophavsmasse, at tyngdekraften fra den og suppleret med selve trækket fra solen tilsammen var mere end nok til at opveje tyngdekraftsgrebet fra Angona og forårsagede at tre af den vandrende kæmpes kloder rev sig løs for altid.
57:5.14 Alt det materiale i solsystemet som stammede fra solen, fulgte oprindelig baner med samme omdrejningsretning, og havde det ikke været for de tre indtrængende rumlegemer udefra, ville alt materiale i solsystemet fortsat kredse i samme retning. Men sådan gik det til, at disse tre himmellegemer fra Angona kom til at indføre nye og fremmede retningspåvirkende kræfter i det fremvoksende solsystem, med det til følge, at der opstod retrograd bevægelse. I alle astronomiske systemer skyldes sådanne bevægelser i modsat retning altid at uregelmæssigheder har indtruffet, og de fremkommer altid ved en kolliderende påvirkning fra rumlegemer udefra. Sådanne kollisioner forårsager ikke altid retrograd bevægelse, men ingen retrograd bevægelse opstår uden at et system indeholder masser med forskellige oprindelser.
¶ 6. SOLSYSTEMSTADIET — PLANETDANNELSERNES ÆRA
57:6.1 Efter solsystemets tilblivelse fulgte en periode med aftagende udbrud fra solen. Stadig sjældnere i løbet af de næste femhundrede tusinde år fortsatte solen at udøse aftagende mængder af stof ind i det omgivende rum. Men i løbet af disse første tider med uberegnelige omløbsbaner kom de omkredsende legemer nærmere solen end nogensinde før, lykkes det moderlegemet at opfange en stor del af dette meteormateriale.
57:6.2 Planeterne nærmest solen var de første til at få deres rotation bremset ned på grund af tidevands energifriktion. Sådanne tyngdekraftspåvirkninger bidrager også til at stabilisere planetbanerne mens de virker som en bremse på planeternes rotationshastighed og får en planet til at rotere langsommere og langsommere helt til akselomdrejningen standser, sådan at planetens ene halvkugle altid vender mod solen eller et større legeme, sådan som planeten Merkur er et eksempel på, og månen, som altid har samme side vendt mod Urantia.
57:6.3 Når månen og jordens tidevands friktion bliver udlignet, vil jorden også altid vende den samme halvkugle mod månen, og en dag og en måned bliver da lige lange, med en længde på omtrent syv og fyrre dage. Når denne stabilitet nås, vil tidevands energifriktion få modsat virkning og ikke længere skyde månen væk fra jorden, men i stedet trække biplaneten gradvis nærmere hovedplaneten. Og da, i en lang fjern fremtid, når månen nærmer sig en afstand på omtrent sytten tusind syv hundrede kilometer fra jorden, vil jordens tyngdekraftsindvirkning få månen til at bryde sammen. Denne tidevands tyngdekraft eksplosion vil sprænge månen til små partikler som enten vil lægge sig som ringe af stof rundt om jorden omtrent som de ligger rundt om Saturn, eller gradvis blive trukket ind i jorden som meteorer.
57:6.4 Hvis rumlegemernes størrelse og tæthed er omtrent den samme, kan kollisioner indtræffe. Men hvis to rumlegemer med samme tæthed har forholdsvis forskellige størrelser og den mindste kommer stadig nærmere den største, da vil den mindste bryde sammen, når dens kredsløbsradius bliver mindre end to en halv gang det største legemes radius. Kollisioner mellem rummets større kæmper forekommer sjælden, men disse eksplosioner af tyngdekrafts tidevands mellem mindre legemer er ganske almindelig.
57:6.5 Stjerneskud optræder i sværme fordi de brudstykker af større materielegemer som er blevet sprængt i stykker af tidevands tyngdekraft udøvet fra endnu større rumlegemer i deres nærhed. Saturns ringe er brudstykker af en itusprængt måne. En af Jupiters måner er nu i færd med at komme farlig nær den kritiske zone for tidevandsenergi tyngdekraftens sammenbrudseffekt, og i løbet af nogle få millioner år vil den enten blive suget op af planeten eller vil gennemgå sprængning af tidevands tyngdekraften. Solsystemets femte planet kredsede for længe, længe siden i en uregelmæssig bane som til tider bragte den nærmere og nærmere Jupiter, helt til den kom ind i den kritiske zone for sprængning, som følge af tyngdekraftens tidevandsenergi, og gik hurtig i små brudstykker og blev til den nuværende samling af asteroider.
57:6.6 For 4.000.000.000 år siden så man Jupiter og Saturns systemer organiseret næsten som de kan ses i dag, bortset fra deres måner som i flere milliarder år fortsatte med at vokse sig større. Egentlig vokser alle planeterne og månerne i solsystemet fortsat ved at de kontinuerlige indfangede meteorer.
57:6.7 For 3.500.000.000 år siden var de andre ti planeters fortætningskerner velformet, og de fleste måners kerner var intakte, selv om nogen af de mindste af dem senere forenede sig med hverandre for at blive til de nuværende større måner. Denne tidsalder kan betragtes som planetopbygningens æra.
57:6.8 For 3.000.000.000 år siden fungerede solsystemet stort set som det gør i dag. Legemerne som udgjorte det, fortsatte med at vokse sig større efterhånden som meteorer fra rummet fortsatte med at komme regnende ind over planeterne og deres måner i overdådige mængder.
57:6.9 Omtrent på dette tidspunkt blev jeres solsystem ført op i Nebadons fysiske register og givet sit navn: Monmatia.
57:6.10 For 2.500.000.000 år siden var planeterne blevet voldsomt meget større. Urantia var en veludviklet klode på omtrent en tiendedel af sin nuværende masse, og den voksede stadig hurtigt ved at tiltrække sig meteorer.
57:6.11 Hele denne voldsomme aktivitet er et normalt led i opbygningen af en udviklingsverden af Urantias type og udgør de astronomiske forberedelser til at gøre scenen klar til den fysiske udvikling af sådanne verdener i rummet som forberedelse til livets eventyr i tiden.
¶ 7. DEN METEORISKE ÆRA — DEN VULKANSKE TIDSALDER
57:7.1 Gennem disse tidlige tidsaldre som var fyldt af små ituslået og fortættende legemer som sværmede omkring i solsystemets rumregioner, og fordi Urantia ikke havde nogen beskyttende forbrændings atmosfære, styrtede sådanne rum legemer direkte ned i planetoverfladen. Disse uophørlige bombarderinger holdt planetoverfladen mere eller mindre opvarmet, og dette, sammen med den øget virkning af tyngdekraften, efterhånden som kloden voksede sig større, begyndte at sætte de påvirknings kræfter i sving som gradvis forårsagede de tunge grundstoffer, såsom jern, til at lægge sig længere og længere ind mod planetens kerne.
57:7.2 For 2.000.000.000 år siden begyndte jorden afgjort at blive større end månen. Altid havde planeten været større end sin biplanet, men størrelsesforskellen blev ikke så markant før omtrent på denne tid, hvor enorme rumlegemer blev opfanget af jorden. Urantia var da omtrent en femtedel så stor som i dag og var blevet stor nok til at holde på den primitive atmosfære som var begyndt at vise sig som et resultat af grundstoffernes indre spil af kræfter mellem det ophedede indre af planeten og den stadig køligere jordskorpe.
57:7.3 Vulkansk aktivitet stammer fra disse tider. Jordens indre varme fortsatte med at forøges ved at de radioaktive eller tungere grundstoffer som meteorerne førte med sig ind fra rummet, gravede sig dybere og dybere ned. Studier af disse radioaktive grundstoffer vil afsløre, at Urantia er mere end en milliard år gammel på overfladen. jeres radium ur er den mest pålidelige tidsmåler til videnskabelig at anslå hvor gammel planeten er, men alle sådanne skøn bliver for kort, fordi det radioaktive materiale, der er tilgængelige for observation, stammer fra jordoverflade og dermed er repræsentativ for Urantias forholdsvis nyindtrufne tilegnelse af disse stoffer.
57:7.4 For 1.500.000.000 år siden var jordens størrelse to tredjedel af sin nuværende størrelse, mens månen nærmede sig sin nuværende masse. Det at jorden blev hurtig større end månen, gjorte at den kunne begynde sin langsomme røven af den lille smule atmosfære som dens satellit oprindelig havde.
57:7.5 Den vulkanske aktivitet er nu på sit kraftigste. Hele jorden er et variabelt ildspyende inferno, overfladen ser ud som i sin tidligere tilstand af flydende smeltemasse, da de tungere metaller endnu ikke var sunket ned mod midten. Dette er den vulkanske tidsalder. Ikke desto mindre, dannes en gradvis skorpe, som hovedsaglig består af forholdsvis lettere granit. Scenen er ved at blive gjort klar til at planeten en dag kan opretholde liv.
57:7.6 Planetens primitive atmosfære udvikler sig nu langsomt; den indeholder en del vanddamp, kulmonoxid, kuldioxid og hydrogenklorid, men der er lidt eller næsten intet frit nitrogen eller frit oxygen. Atmosfæren i en verden i sin vulkanske tidsalder byder på noget besynderligt spektakulært. I tillæg til de nævnte gasser er den tungt ladet med mange slags vulkanske gasser, efterhånden som luftlaget modnes, med forbrændingsprodukter fra de massive meteorbyger som uafbrudt styrer ind mod planetens overflade. Denne meteor forbrænding holder atmosfærisk oxygen nede på et næsten absolut lavmål, og meteorernes bombardementer foregår fortsat med voldsom hyppighed.
57:7.7 Efterhånden blev atmosfæren mere stabil og afkølede sig tilstrækkeligt til at det kunne begynde at regne ned på planetens varme, stenede overflade[3]. I tusinde af år var Urantia indhyllet i et eneste tykt og vedvarende damptæppe. Og så længe disse tidsaldre varede skinnede solen aldrig ned på jordens overflade.
57:7.8 Meget af kulstoffet i atmosfæren blev omdannet til karbonater af de forskellige metaller som der fandtes så meget af i lagene på planetoverfladen. Senere blev meget større mængder af disse kulstof gasser brugt op af det første, frodige planteliv.
57:7.9 Selv i senere perioder sørgede de uophørlige lavastrømme og alle meteornedslagene for at ilten i luften var næsten helt opbrugt. Selv de første aflejringer i det primitive hav som snart opstod, indeholder ingen farvede sten eller skifer. Og længe efter at dette hav opstod, fandtes der næsten ikke noget frit ilt i atmosfæren; det forekom ikke i nogen betydelige mængder før det senere blev genereret af algerne og andre former for planteliv.
57:7.10 Planetens primitive atmosfære i den vulkanske tidsalder sørger ikke for nogen særlig beskyttelse mod meteorsværmenes kollisionsnedslag. Millionvis af meteorer er i stand til at trænge gennem et sådan luftlag for at smadres mod jordens overflade som faste legemer. men efterhånden som tiden går, vil færre og færre af dem være store nok til at modstå de påfølgende æraers stadig stærkere friktionsskjold af iltberiget atmosfære fra de senere epoker.
¶ 8. JORDSKORPENS STABILISERING
57:8.1 1.000.000.000 år siden er tidspunktet for den egentlige begyndelse af Urantias historiens. Planeten havde tilnærmelsesvis nået sin nuværende størrelse. Og omtrent på denne tid blev den opført i Nebadons fysiske register og fik sit navn Urantia.
57:8.2 Atmosfæren sørgede sammen med den ustoppelige fugtighedsudvikling for at jordskorpen kunne nedkøle sig[4]. Den vulkanske aktivitet bragte tidligt det indre varmetryk og sammentrækningen af jordskorpen i balance, og i og med at vulkanaktiviteten hurtig aftog, begyndte jordskælvene at gøre sig gældende efterhånden som jordskorpes afkølings- og tilpasningsepoke nu skred fremover.
57:8.3 Urantias egentlige geologiske historie begynder med at jordskorpen nedkøles nok til at det første hav kan dannes. Når kondenseringen af vanddamp på den nedkølende jordoverflade først var begyndt, fortsatte den bare helt til den var så godt som færdig. Ved slutningen af denne periode var havet verdensomspændende og dækker hele planeten med en gennemsnitsdybde på over halvanden kilometer. Tidevandets spil foregik mere eller mindre som man kan se det i dag, men dette primitive hav var ikke saltholdig; det var praktisk talt ferskvand som dækkede hele verden. På den tid var det meste af kloret forbundet med diverse metaller, men der fandtes nok af det, i forening med hydrogen til at vandet blev svagt syrligt.
57:8.4 Ved begyndelsen af denne fjernt forgangne æra kan man se Urantia som en oversvømmet planet. Senere løb der lavastrømme fra større dybder og som derfor tungere, op på bunden af det nuværende Stillehavet, og denne del af den oversvømmede jordoverflade blev trykket betragtelig ned. Den første kontinentale landmasse steg op af verdenshavet som en genvinding af balance i jordskorpen, som gradvis blev tykkere.
57:8.5 For 950.000.000 år siden fremstår Urantia med et stort kontinent og en stor vandmasse: Stillehavet. Vulkaner finder man fortsat mange steder, og jordskælvene er både hyppige og kraftige. Meteorerne fortsætter med at bombardere jorden, men de bliver både færre og mindre. Atmosfæren er i færd med at klare op, men kuldioxid indholdet er stadig højt. Jordskorpen er gradvis ved at stabilisere sig.
57:8.6 Det var omtrent på denne tid, at Urantia fik sin planetadministrative tilhørsforhold i systemet Satania og blev registreret på livsregisteret i Norlatiadek. Da begyndte den administrative anerkendelse af den lille og ubetydelige klode som var skæbnebestemt til at blive planeten hvor Michael senere skulle engagere sig i det formidable foretagende af dødelig livs overdragelse, og hvor han skulle komme til at tage del i de erfaringer som i eftertiden har fået Urantia til at blive lokalt kendt som “korsets verden”.
57:8.7 For 900.000.000 år siden så man den første rekognosceringspatrulje fra Satania ankomme til Urantia; den var udsendt fra Jerusem for at undersøge planeten og lave en rapport om hvorvidt den egnede sig som åsted for et livseksperiment. Denne kommission bestod af fireogtyve medlemmer og var sammensat af Livsbærere, Lanonandeksønner, Melkisedekere, serafer og andre klasser af himmelske væsener som havde med begyndelsesfasen til planetens organisering og administration at gøre.
57:8.8 Efter at have gennemført en omhyggelig udforskning af planeten, drog denne kommission tilbage til Jerusem og reporterede positivt til Systemherskeren, med en anbefaling om, at Urantia skulle opføres i registret for livsforms eksperimenter. I overensstemmelse med dette blev jeres verden registreret på Jerusem som en decimal planet, og Livsbærerne blev meddelt, at de ville få tilladelse til at indføre nye mønstre for mekanisk, kemisk og elektronisk mobilisering ved den efterfølgende ankomst med fuldmagter til livstransplantation og -implantation
57:8.9 Næste skridt bestod i at arrangere hvordan planeten skulle tages i besiddelse, og dette blev udarbejdet af den tolv medlemmers blandede kommission på Jerusem og godkendt af den halvfjerds medlemmer store planetærkommission på Edentia. Disse planer, som blev fremlagt af Livsbærernes rådgivergruppe, blev til slut godtaget på Salvington. Lige efter dette udsendte Nebadons nyhedsformidling nyheden om at Urantia skulle blive åstedet hvor Livsbærerne ville gennemføre deres tresindstyvende eksperiment i Satania med det formål at udvide og forbedre Satania typen af Nebadons livsmønstre.
57:8.10 Kort tid efter den første anerkendelse af Urantia på hele Nebadons nyhedsformidling, bliver planeten givet fuldværdig status i universet. Snart efter blev den opført i registrene hos superuniversets mindre og større sektorers respektive hovedkvarterplaneter, og før denne tidsalder var over, var Urantia at finde i Uversas register over planetarisk liv.
57:8.11 Hele denne tidsalder kendetegnes af sine hyppige og voldsomme storme. I sin begyndelsesfase var jordskorpen i en tilstand af kontinuerlig fri bevægelse. Vældige lavastrømme afløste nedkølingen af overfladen. Ingen steder på klodens overflade kan man nu finde noget af denne oprindelige jordskorpe. Al for mange gange er den blevet blandet op med dybt udstødende lava og blandet med tidligere aflejringen på bunden af det første, verdensomspændende hav.
57:8.12 Ingen steder på jordoverfladen kan man finde flere af de modificerede rester af disse urgamle sten fra før havet fandtes, end i det nordøstlige Canada omkring Hudsonbugten. Denne omfattende granit forhøjning er sammensat af sten fra før havets tid. Disse klippelag er blevet opvarmet, bøjet, vredet, krøllet sammen, og om og om igen har de gennemgået disse forvridende metamorfiske ændringer.
57:8.13 Op gennem den oceaniske tidsalder har enorme lag med fossilfri lagdelt sten aflejret sig på denne urgamle havbund. (Kalksten kan dannes af kemiske udfældning; ikke alle ældre kalksten er blevet til gennem aflejringer fra sølivet.) I ingen af disse gamle stenformationer kan man finde rester af liv; de indeholder ingen fossiler undtagen, ved tilfældighed, at senere aflejringer fra havets tid er blevet blandet op med disse ældre lag fra før der fandtes liv.
57:8.14 Den første jordskorpe var svær ustabil, men der blev ikke dannet bjerge. Planeten trak sig sammen under tyngdekraftstrykket mens den fandt sin form. Bjerge bliver ikke til ved at skorpen på en krympende klode køler sig ned og styrter sammen; de opstår senere efter at regnen, tyngdekraften og erosionen har gjort deres.
57:8.15 Den kontinentale landmasse af denne æra øges, indtil den næsten dækkede ti procent af jordoverfladen. Kraftige jordskælv begyndte ikke at komme før en stor del af den kontinentale landmasse var dukket op af vandet. Når de først var begyndt, blev de bare flere og kraftigere eftersom tiden gik. Nu har de aftaget i millionvis af år, men Urantia gennemgår fortsat gennemsnitlig femten rystelser i døgnet.
57:8.16 For 850.000.000 år siden begyndte de første virkelige epoker med stabilisering af jordskorpen. De fleste af de tungere metaller havde lagt sig ned mod klodens midtpunkt; den afkølende skorpe var ophørt med at synke ned ligeså meget som i tidligere tider. Der opstod en bedre balance mellem landhævningen og den tungere havbund. Strømmen af lavamasser under skorpen bredte sig ud over så godt som hele kloden, og dette udjævnede og stabiliserede forskydningerne som stammede fra nedkølingen, sammentrækningen og overfladeændringerne.
57:8.17 Vulkanudbrud og jordskælv fortsatte med at aftage i frekvens og styrke. Atmosfæren klarede op for vulkanske gasser og vanddamp, men kuldioxid procenten fortsat var høj.
57:8.18 De elektriske forstyrrelser i luften, og på jorden aftog også. Lavastrømmene havde bragt en blanding af grundstoffer op til overfladen som gjorte jordskorpen mere uensartet og isolerede planeten bedre mod visse rumenergier. Og alt dette bidrog meget til at lette kontrollen af jordbaserede energi og regulere strømmen i den, såsom de magnetiske polers funktion demonstrerer.
57:8.19 For 800.000.000 år siden begyndte den første store landepoke, den tiltagende landhævningens tidsalder.
57:8.20 Efter fortætningen af jordens hydrosfære, først for at blive til verdenshavet og siden til Stillehavet, kan man se for sig, at den sidstnævnte vandmasse nu dækker ni tiendedele af jordoverfladen. Meteorer som faldt ned i havet, samlede sig på havbunden, og meteorer består som regel af tunge materialer. De som faldt ned på land ville i stor udstrækning oxidere, derefter tæres ned af erosionen og skylles ud i havets dyb. Dermed blev havbunden endnu tungere, og i tillæg til dette kom vægten af vandmasserne som enkelte steder var over seksten kilometer dyb.
57:8.21 At Stillehavet i øgende grad blev tynget ned, fik den kontinentale landmasse til at hæve sig endnu mere. Europa og Afrika begyndte at rejse sig fra Stillehavets dyb samtidig med de landmasser som nu hedder Australien, Nord- og Sydamerika og kontinentet Antarktis, mens bunden af Stillehavet sænket sig yderligere, for at udjævne vægtforskellen. Ved afslutningen af denne periode bestod næsten en tredjedel af jordoverfladen af landjord, samlet i et kontinent.
57:8.22 Med denne tiltagende landhævning opstod de første klimaforskelle på planeten. Landhævning, kosmiske skyer og havets indvirkning er hovedfaktorerne i klimatiske udsving. Rygraden i den asiatiske landmasse nåede en højde af fjorten og en halv kilometer da hævningen var størst. Om luften som svævede over disse højtliggende områder havde haft en høj fugtighed, ville det have ført til dannelse af enorme iskapper; da ville istiden havde været begyndt længe før det faktisk skete. Der skulle gå flere hundrede millioner år før så meget land igen viste sig over vandet.
57:8.23 For 750.000.000 år siden begyndte opbruddet af den kontinentale landmasse i form af den store nord-sydgående sprække, som senere lukkede havvandet ind og banede vejen for den vestpå afdrift af kontinenterne Nord- og Sydamerikanske, Grønland medregnet. Den lange øst-vestgående kløft skilte Afrika fra Europa og løsgjorde landmasserne Australien, Stillehavsøerne og Antarktis fra det asiatiske kontinent.
57:8.24 For 700.000.000 år siden nærmede Urantia sig sin modenhed som åsted for mulig opretholdelse af liv. Den kontinentale afdrift fortsatte, i øgende grad begyndte havet at trænge indover landet som fingerformet indhav og dannede de lavvandede farvande og beskyttede bugter, som er særdeles velegnet som grobund for livet i havet.
57:8.25 For 650.000.000 år siden vidnede landmassernes fortsatte opbrud og som en følge af dette, voksede det kontinentale hav. Og disse farvande var hurtig i færd med at nå den grad af saltholdighed som var en forudsætning for livet på Urantia.
57:8.26 Det var disse have og deres efterfølgere som nedlagde livets historiebog på Urantia, som efterfølgende er opdaget i form af velbevarede stendokumenter, i bind efter bind, eftersom den ene æra efterfulgte den forrige, og tidsaldrene føjede sig ind efter hverandre. Udviklingens vugge lå sandelig i disse indlands farvande fra urgammel tid.
57:8.27 [Præsenteret af en Livsbærer, medlem af det oprindelige Urantia korps og nu en bosiddende observatør.]
¶ Referencer
- ↑ Michaels skabelse: Sl 33:6; Sl 102:25; Es 45:12,18; Joh 1:1-3; Ef 2:10; Ef 3:9; Kol 1:16; Hebr 1:2,10; Åb 4:11.
- ↑ Solsystemet: 1 Mos 1:3.
- ↑ Vand: 1 Mos 1:6-10; 1 Mos 2:6.
- ↑ Stabilisering af jordskorpen: 1 Mos 1:9-10.