© 2015 Urantia Foundation
| Kapitel 58. Livets Tilblivelse På Urantia |
Indeks
Flere versioner |
Kapitel 60. Urantia I Den Tidlige Landbaserede Livets Æra |
59:0.1 VI ANSER Urantias historie for at have begyndt for omtrent en milliard år siden og at den strækker sig gennem fem hovedæraer.
59:0.2 1. Før livets æra strækker sig over de første fire hundrede og halvtreds millioner år, fra omtrent da planeten nåede sin nuværende størrelse, og frem til den tid da livet blev etableret. Jeres forskere har givet denne periode betegnelsen den arkeozoiske.
59:0.3 2. Livets begyndende æra strækker sig over de næste et hundrede og halvtreds millioner år. Denne æra kommer mellem den foregående før livets tidsalder eller naturkatastrofernes tidsalder og den næste periode med det højere udviklede marine liv. Denne æra er kendt af jeres forskere som den proterozoiske.
59:0.4 3. Marine livets æra dækker de næste to hundrede og halvtreds millioner år og er mest kendt hos jer som den paleozoiske.
59:0.5 4. Det tidlige landbaserede livets æra strækker sig over de næste hundrede millioner år og er kendt som den mesozoiske.
59:0.6 5. Pattedyrenes æra fylder de sidste halvtreds millioner år. Denne nyere tids æra er kendt som den kenozoiske.
59:0.7 Marine livets æra dækker altså omtrent en fjerdedel af jeres planetariske historie. Den kan opdeles i seks lange perioder, hver af disse kendetegnes ved visse veldefinerede, geologiske såvel som biologiske udviklingsforløb.
59:0.8 Da denne æra begynder, er havbundene, de vidtstrakte kontinentalsokler og de mange lavvandede bassiner nær kysten dækket med en frodig vegetation. De enklere, mere primitive forme for dyreliv har allerede udviklet sig fra foregående vegetabilske organismer, og de tidlige animalske organismer har nu gradvis spredt sig langs de forskellige landmassers lange kyststrækninger, så alle de mange indre farvande vrimler med primitivt marine liv. Siden så få af disse tidlige organismer havde skal, er der ikke så mange af dem som er blevet bevaret som fossiler. Ikke desto mindre så er åstedet nu klar for de indledende kapitler i det store “stenleksikons” oversigt over bevarelse af liv som så systematisk blev nedfældet op gennem de efterfølgende tidsaldre.
59:0.9 Det nordamerikanske kontinent er overdådig rigt på fossilbærende aflejringer fra marine livets æra. De allerførste og ældste lag ligger adskilt fra den foregående periodes yngste lag med betydelige erosions aflejringer som klart skiller disse to faser af den planetariske evolution
¶ 1. DET FØRSTE MARINE LIV PÅ LAVT VAND
59:1.1 Ved begyndelsen af denne periode med relativt rolige forhold på jordoverflade, er livet begrænset til de forskellige indre farvande og den oceaniske kystlinje; idet ingen landjords organisme har udviklet sig. Primitive havdyr har fået godt fodfæste og er klar til næste evolutionære udvikling. Amøberne, som dukker op mod slutningen af den foregående overgangsperiode, er typisk overlevende fra denne indledende fase af fauna.
59:1.2 For 400.000.000 år siden var marine liv, både floraen og faunaen, nogenlunde vel udbredt over hele verden. Klimaet på jorden var lidt varmere og mere ensartet. Der er en generelt udbredt oversvømmelse af de forskellige kontinenters kystlinjer, især i Nord- og Sydamerika. Nye oceaner opstår, og de ældre vandområder er stærkt udvidet.
59:1.3 Plantelivet kryber nu for første gang op på land og gør meget snart betragtelig stor fremgang i at tilpasse sig til ikke våde områder.
59:1.4 Pludselig og uden gradvise forstadier fremtræder de første flercellede dyr. Trilobitterne har udviklet sig, og gennem en række tidsaldre er det dem som dominerer havområderne. Hvad marine liv angår, så er dette trilobitternes tidsalder.
59:1.5 I løbet af den sidste del i dette tids segment dukker store dele af Nordamerika og Europa op fra havet. Jordskorpen blev midlertidigt stabiliseret, bjerge, eller temmelig høje landhævelser, steg op langs Atlanterhavet og Stillehavets kyster, over Vestindien og i Sydeuropa. Hele det caribiske område lå højt over havet.
59:1.6 For 390.000.000 år siden lå landet fortsat højt over havet. Over dele af det østlige og vestlige Amerika og Vesteuropa kan man finde stenaflejringer som blev nedfældet på denne tid, og dette er de ældste bjergarter som indeholder fossiler af trilobitter. Lange, fingerformede bugter som stræk sig ind i landmasserne mange steder i hvilken disse fossilholdige bjergarter aflejrede sig på bunden.
59:1.7 I løbet af nogle millioner år begyndte Stillehavet at trænge sig ind over de amerikanske kontinenter. Landsænkningen skyldtes først og fremmest at jordskorpen justerer sig, selv om den øst-vestlige landudspredning, eller kontinentforskydningen, også var en faktor.
59:1.8 For 380.000.000 år siden begyndte Asien at synke, og alle de andre kontinenter gennemgik en kortvarig landhævelse. Men efterhånden som denne epoke gik sin gang, gjorte det nydannede Atlanterhav betydelig indhug i alle de tilgrænsende kystlinjer. De nordatlantiske eller arktiske havområder hang sammen med Golfen i syd. Når dette sydlige hav trængte ind i Appalachian fordybningen, slog brændingen i øst mod bjerge ligeså høje som Alperne, men ellers bestod kontinenterne for det meste af uinteressant lavland uden det mindste præg af landskabsidyl.
59:1.9 Aflejringerne fra disse tidsaldre består af fire slags:
59:1.10 1. Konglomerater — materie aflejret nær strandkanten.
59:1.11 2. Sandsten — aflejringer nedfældet i lavt vand, men hvor bølgebrydningen var kraftig nok til at forhindre at grumset lagde sig på bunden.
59:1.12 3. Lerskifer — aflejringer nedfældet på dybere og roligere vand.
59:1.13 4. Kalksten — deriblandt aflejringer af trilobitskaller på dybt vand.
59:1.14 Trilobitfossilerne fra denne tid har både visse grundlæggende fællestræk og enkelte tydelige variationer. De første dyr som udviklede sig fra de tre oprindelige livsimplantationer havde hver deres særkendetegn; de som opstod på den vestlige halvkugle var lidt forskellige fra dem i den eurasiske gruppe og fra den Australsasiatiske eller australsk-antarktiske type.
59:1.15 For 370.000.000 år siden fandt den store og næsten fuldstændige oversvømmelse af Nord- og Sydamerika sted, efterfulgt af Afrika og Australien som også sank. Kun visse dele af Nordamerika holdt sig hævet over disse lavvandede kambriske hav. Fem millioner år senere var havene i færd med at trække sig tilbage, eftersom at landet steg igen. Og alle disse landsænkninger- og hævelsesfænomener var helt udramatiske og foregik langsomt over et tidsrum af millioner af år.
59:1.16 De trilobit fossilebærende lag fra denne æra stikker op her og der på alle kontinenterne undtagen i Centralasien. I mange områder ligger disse klipper vandret, men i bjergområderne står de på skrå og forvredet, fordi de har været under tryk og foldet sammen. Og dette tryk har, mange steder, omdannet disse aflejringer. Sandsten er blevet til kvarts, lerskifer til stenskifer, mens kalksten er omdannet til marmor.
59:1.17 For 360.000.000 år siden fortsatte landet med at hæve sig. Nord- og Sydamerika var kommet vel til syne, Vesteuropa og de Britiske Øer var på vej op af havet, undtagen dele af Wales, som lå dybt nedsunket. Der fandtes ingen store iskapper i disse tidsaldre. De formodede glaciale aflejringer som optræder i forbindelse med disse lag i Europa, Afrika, Kina og Australien og som man har antaget var istidsaflejringer, stammer enten fra enlige bjerg gletsjere eller fra forskydninger af senere istiders grusaflejring. Verden havde et havklima, ikke et indlandsklima. De sydlige have var varmere end i dag, og de strakte sig nordover over Nordamerika og bøjede af østover igen for så at bade Grønlands kyster i sit varme vand, noget som fik dette nu islagte kontinent til at blive et veritabelt tropisk paradis.
59:1.18 Marine livet var ganske ensartet verden over og bestod af tang, encellede organismer, enkelt opbyggede svampe, trilobitter og andre krebsdyr - rejer, krabber og hummer. Tre tusinde forskellige slags armfødder dukkede op mod slutningen af denne periode, hvoraf kun to hundrede har overlevet. Disse dyr tilhører en variant af tidligt liv som har holdt sig temmelig uforandret helt til vore dage.
59:1.19 Men trilobitterne var de dominerede levende væsener. De var kønssorteret dyr, og forekom i mange former. De var dårlige svømmere, så de flød doven omkring i vandet eller kravlede langsomt på havbunden; når de blev angrebet af senere fremkomne fjender, krøllede de sig sammen for at beskytte sig. De voksede i længde fra fem centimeter til tredive centimeter og udviklede sig til fire særskilte grupper: kødæderne; planteæderne; altæderne og ”mudderæderne”. Den sidstnævnte gruppes evne til at leve på uorganisk føde - var de sidste flercellede dyr som kunne dette — forklarer hvorfor de kunne formere sig så kraftig og holde stand så længe.
59:1.20 Dette er det biogeologiske billede af Urantia ud ved slutningen af den lange periode i verdenshistorien som strækker sig over halvtreds millioner år og som jeres geologer har givet betegnelsen den kambriske periode.
¶ 2. DET FØRSTE KONTINENTALE OVERSVØMMELSESSTADIE
59:2.1 De periodiske landhævnings- og sænkningsfænomener som kendetegner disse tider, foregik gradvis og udramatik, med lidt eller ingen vulkansk aktivitet forbundet dermed. Op gennem hele denne række af landhævninger og -sænkninger gennemlevede det asiatiske moderkontinent ikke helt den samme historie som de andre landmasser. Det var udsat for mange oversvømmelser, særlig tidlig i sin historie dyppede det først den ene side, så den anden i havet, men de samme ensartede sten aflejringer som kan opdages på de andre kontinenter, findes ikke der. I nyere tid har Asien været den mest stabile af alle landmasserne.
59:2.2 For 350.000.000 år siden så man begyndelsen på den store flodperiode for alle kontinenterne undtagen Centralasien. Landmasserne stod gentagende gange under vand; kun kysthøjlandet stak altid op over disse lavvander, men vidt omspændende indlands søer. Tre større oversvømmelser kendetegner denne periode, men før den var over, havde kontinenterne rejst sig igen, og landjorden dækkede femten procent større område end i dag. Det caribiske område lå højt over vandet. Denne periode er ikke så tydelig markeret i Europa, i og med at landområderne i meget mindre grad vekslet mellem at ligge over og under vand, samtidig med at vulkanerne var mere vedvarende.
59:2.3 For 340.000.000 år siden fandt en anden omfattende landsænkning sted, undtagen i Asien og Australien. Verdenshavene blandede sig sammen med hverandre. Dette var en stor kalkstens tidsalder, meget af den kalksten som blev dannet kom fra kalkudskillende alger.
59:2.4 Nogle få millioner år senere begyndte store dele af de amerikanske kontinenter og Europa at dukke op af vandet igen. På den vestlige halvkugle var det bare en arm af Stillehavet som fortsatte med at dække Mexico og det som i dag er Rocky Mountains-området, med hen mod slutningen af denne epoke var Atlanterhavs- og Stillehavskysterne begyndt at synke igen.
59:2.5 For 330.000.000 år siden markerer begyndelsen på en tidsperiode med relativt rolige forhold over hele verden, med meget land oppe over havet igen. Den eneste undtagelse fra dette roens herredømme over jorden var den store nordamerikanske vulkan i det østlige Kentucky, en af de mest omfattende vulkanske aktiviteter, som har fundet sted i verden. Et tykt lag på mellem fem og syv meter med aske fra denne vulkan bredte sig over tretten hundrede kvadratkilometer.
59:2.6 For 320.000.000 år siden fremkom denne periodens tredje store oversvømmelse. Vandet dækkede alt det land som stod under vand fra den forrige oversvømmelse, og bredte sig endda længere i mange retninger over hele Nord- og Sydamerika og Europa. Det østlige Nordamerika og Vesteuropa lå mellem tre og fire et halv tusinde meter under vand.
59:2.7 For 310.000.000 år siden var verdens landmasser vel oppe igen, undtagen de østlige dele af Nordamerika. Mexico hævede sig op af havet, og dannede dermed Golfen, som siden da altid har været der.
59:2.8 I denne periode fortsatte livet med at udvikle sig. Igen er verden et rolig og forholdsvis fredelig sted; klimaet holder sig mildt og jævnt; på land breder plantelivet sig længere og længere væk fra kysterne. Livsmønstrene er veludviklede, selv om man ikke kan finde mange plantefossiler fra denne tid.
59:2.9 Dette var den store tidsalder for de enkelte dyreorganismers evolution, selv om mange af de grundlæggende ændringer, så som overgangen fra plante til dyreriget, allerede havde fundet sted. Marine faunaen udviklede sig så langt, at alt liv på et lavere trin end hvirveldyrene er repræsenteret i fossilerne i de sten som blev dannet på den tid. Men alle disse dyr var undervandsorganismer. Ingen landdyr var dukkert op endnu, undtagen nogle få slags orme som gravede sine gange ved strandkanten. Kontinenterne var heller ikke overgroet med landplanter endnu, og der var fortsat for meget kuldioxid i luften til at tillade eksistensen af væsener som åndede luft. I første række er alle dyr, undtagen nogen af de mest primitive, direkte eller indirekte afhængig af plantelivet for at kunne eksistere.
59:2.10 Trilobitterne var fortsat fremtrædende. Disse smådyr fandtes i titusindvis af mønstervarianter, og de var forgængerne til vore dages krebsdyr. Nogen af trilobitterne havde fra femogtyve til fyrre tusinde bittesmå øjne; andre havde aborteret øjne. Ved slutningen af denne periode var der mange andre former for hvirvelløse dyr som dominerede havene sammen med trilobitterne. Men de blev helt udraderet i begyndelsen af den næste periode.
59:2.11 De kalkudskillende alger havde stor udbredelse. Korallernes tidlige forgængere fandtes i tusinder af forskellige arter. Hav orme fandtes i overflod, og der var mange sorter af vandmænd som siden er uddød. Koraller og de senere typer af svampe udviklede sig. Blæksprutter var veludviklede, og de har overlevet som vore dages papirsnekke og otte- og tiarmede blæksprutter.
59:2.12 Der fandtes mange arter af skaldyr, men skallerne var ikke lige nødvendige i forsvarsøjemed som i senere tider. Sneglene var til stede i urhavene, og til dem hørte de enkeltskallede borende snegle, strandsneglene og andre sneglearter. De toskallede snegle har levet temmelig uforandret videre op gennem de mellemliggende millionvis af år og omfatter muslinger, snegle, østers og kammuslinger. De toskallede organismer udviklede sig også, og disse armfødder levede i urhavene omtrent på samme måde som de gør i dag; de kunne til og med have hængselled, takker og andre beskyttelsesmekanismer på deres skaller.
59:2.13 Sådan endte evolutionshistorien som hører til den anden store periode af marine liv, som er kendt af jeres geologer som Ordoviciske periode.
¶ 3. DEN ANDEN STORE OVERSVØMMELSESSTADIE
59:3.1 For 300.000.000 år siden begyndte en anden stor landsænkningsperiode. Udbredelsen af de gamle Siluriske hav mod syd og nord og var i færd med at trænge ind over det meste af Europa og Nordamerika. Landjorden lå ikke så højt over havoverfladen, så der blev ikke dannet så store aflejringer langs kysterne. Havet myldrede af dyreliv med kalkholdige skaller, og skallerne hobede sig op på søbunden og gradvis opbyggede vældige tykke kalkstenslag. Dette er den første kalkstensaflejring i stor udstrækning, og den stort set hele Europa og Nordamerika, men kommer kun til syne på overfladen nogle få steder. Gennemsnitstykkelsen på dette urgamle stenlag er omtrent på trehundrede meter, men mange af disse aflejringer er senere blevet grundig deformeret af at have været stillet på skrå, blevet presset opover og forskudt og mange er blevet omdannet til kvarts, lerskifer eller marmor.
59:3.2 Hverken vulkanske bjergarter eller lava findes i denne periodens stenlag undtagen det som kommer fra de store vulkaner i Sydeuropa og det østlige Maine eller fra lavastrømmene i Quebec. Vulkanaktiviteten var i væsentlig grad overstået. Dette var højsæsonen for store aflejringer under vand; næsten ingen bjerge blev dannet.
59:3.3 For 290.000.000 år siden havde havet for en stor del trukket sig tilbage fra kontinenterne, og de omkringliggende havbunde var begyndt at synke. Landmasserne forandrede sig lidt før de igen blev oversvømmet. Kontinenternes første bjergdannelsesbevægelser begyndte, og de kraftigste af disse jordskorpehævelser dannede Himalaya i Asien og den store Kaledoniske bjergkæde, som strakte sig fra Irland over Skotland og videre til Svalbard.
59:3.4 Det er i aflejringerne fra denne tidsalder at meget af gassen, olien, zinken og blyet findes; gassen og olien stammer fra de enorme ophobninger af plante- og animalske rester som blev nedfældet under den foregående oversvømmelse, mens mineralaflejringerne hører til de mere stillestående vandmassers bundfældning. Meget af bjergsaltet hører til denne periode.
59:3.5 Trilobitterne blev hurtig færre, og på arenaens midte var det nu de større bløddyr, eller blæksprutter som indtog pladsen. Disse dyr kunne blive fem meter lange og 30 centimeter tykke, og blev havenes herrer. Denne dyreart optrådte pludselig og blev den dominerende livsform i havet.
59:3.6 Denne tidsalders store vulkanske aktivitet foregik i den europæiske sektor. Ikke i millionvis af år havde der været så voldsomme og omfattende vulkanudbrud som dem der nu foregik rundt om Middelhavsfordybningen og særlig i de nærmeste områder rundt om de Britiske Øer. Denne lavastrøm over det britiske ø område fremstår i dag som vekselvise lag med lava og sten i en tykkelse af cirka 8000 meter. Disse klipper blev lagt af tilbagevendende lavastrømme som spredte sig ud over en lavvandets havbund og på denne måde indflettede der sig lag mellem de aflejrede sten, og alt dette hævede sig derefter højt over havet. Voldsomme jordskælv fandt sted i Nordeuropa, særlig i Skotland.
59:3.7 Det oceaniske klima forblev mild og ensartet, og polarlandenes strande blev badet i varmt havvand. Fossiler af Brachiopoder og andre marine livs organismer kan findes i disse aflejringer helt op til Nordpolen. Havsnegle, armfødder, svampe og revbyggende koraller, fortsatte med at øges i antal.
59:3.8 Ved slutningen af denne epoke ser man Silur havene gøre sit andet fremstød, og igen med en sammenblanding af vandet i de sydlige og nordlige oceaner. Blæksprutter dominerer livet i havet, mens beslægtede former for liv fortsætter med at udvikle sig og opstå i nye varianter.
59:3.9 For 280.000.000 år siden var det meste af kontinenterne over vandet igen efter den anden Siluriske oversvømmelse. Stenaflejringerne fra denne nedsænkede periode er kendt i Nordamerika som Niagara-kalksten, fordi det er dette bjerglag Niagara Vandfaldet nu strømmer hen over. Dette stenlag strækker sig fra bjergene i øst til Mississippi dalens område, men ikke længere vestover undtagen i syd. Adskillige lag strækker sig ud over Canada, dele af Sydamerika, Australien og det meste af Europa, gennemsnitstykkelsen på denne Niagara kalksten er omtrent tohundrede meter. Ret ovenpå denne Niagara-aflejring kan man i mange områder finde en samling af konglomerater, lerskifer og bjergsalt. Dette er ophobning af tillægsaflejringer. Dette salt lagde sig i store laguner som vekselvis åbnede sig mod havet og som blev derefter afskåret så fordampningen efterlod aflejringer af både salt og andre vandopløste stoffer. I nogle områder er disse bjergsaltlejringer over tyve meter tyk.
59:3.10 Klimaet er jævnt og mildt, og marine fossiler nedfældes i de arktiske områder. Men ved slutningen af denne epoke er havene så overmættet med salt at der ikke er så meget liv som overlever.
59:3.11 Hen imod slutningen af denne sidste Silur oversvømmelse øges antallet af pighuder - stenliljer - kraftig, som nogle stenlilje kalkstensaflejringer vidner om. Trilobitterne er næsten forsvundet, og bløddyrene fortsætter som havets herskere; koralrevs dannelsen øges kraftig. I løbet af denne tidsalder og på de gunstigt beliggende steder udvikles de første, primitive, vandskorpioner sig. Lige derefter, og pludselig dukker de virkelige skorpioner op, og de ånder faktisk i luften.
59:3.12 Disse udviklingsforløb afslutter den tredje marine livsperiode, som varer femogtyve millioner år og er kendt af jeres forskere som silurperioden.
¶ 4. DET STORE LANDHÆVNINGSSTADIE
59:4.1 I kampen mellem land og vand op gennem tidsaldrene har havet i lange perioder været forholdsvis sejrende, men den tid da landet vinder, er lige forude. Og kontinentaldriften er ikke kommet længere end at praktisk talt alt landjord i verden til tider hænger sammen via smalle landtanger og tynde landbroer.
59:4.2 I det landet stiger frem efter den sidste silur oversvømmelse går en vigtig periode i verdens udvikling og livets evolution mod sin ende. Det er indgangen til en ny tidsalder på jorden. Det golde og utiltrækkende landskab fra gamle dage beklædes med et frodiggrønt dække, og de første storslåede skove vil snart vise sig.
59:4.3 Denne tidsalders marine liv var meget forskelligartet på grund af de tidlige artsdannelser, men senere blandede og forenede alle disse forskellige typer sig frit. Armfødderne nåede tidligt deres højdepunkt, og blev efterfulgt af leddyrene, og rurer dukkede op for første gang. Men den største begivenhed af alle var den pludselige tilsynekomst af fiskeslægten. Dette blev fiskenes tidsalder; den periode i verdenshistorien som præges af hvirveldyrene.
59:4.4 For 270.000.000 år siden var alle kontinenterne vel oppe over vandet. I millioner på millioner af år havde der aldrig været så meget land over vandet på en gang; det var en af de største landhævningsepoker i hele verdenshistorien.
59:4.5 Fem millioner år senere var landområderne i Nord- og Sydamerika, Europa, Afrika, det nordlige Asien og Australien blevet kortvarigt oversvømmet; og i Nordamerika på et eller andet tidspunkt var næsten helt oversvømmet, noget som førte til dannelse af kalkstenslag i en tykkelse på mellem et hundrede og halvtreds og femten hundrede meter. Disse forskellige Devoniske hav bredte sig først ud i den ene retning og så den anden, så at det vældige, arktiske nordamerikanske indhav fandt et udløb til Stillehavet gennem Nordcalifornien.
59:4.6 For 260.000.000 år siden, mod slutningen af denne landsænkningsperiode, var Nordamerika delvis dækket af hav som var forbundet med Stillehavet, Atlanten og havene i Arktis og Golfen samtidig. Aflejringerne fra disse senstadier af første Devoniske oversvømmelser har en gennemsnitstykkelse på rundt regnet trehundrede meter. Koralrevene som denne tid bærer præg af, antyder at indhavene var lavvandede og havde klart vand. Sådanne koralaflejringer ligger synlige oppe i dalen langs Ohio Floden ved Louisville i Kentucky, og er omtrent tredive meter tykke, og indeholder mere end tohundrede forskellige varianter. Disse koralformationer strækker sig gennem Canada og Nordeuropa til de arktiske områder.
59:4.7 Efter disse nedsænkninger hævede mange af kyststrækningerne sig temmelig højt, så at de ældre aflejringer blev dækket til af mudder eller skifer. Der findes også et rødt sandstenslag som kendetegner en af de devon aflejringer, og dette røde lag strækker sig over store dele af jordoverfladen og findes i Nord- og Sydamerika, Europa, Rusland, Kina, Afrika og Australien. Sådanne røde aflejringer er tegn på ørken eller halve ørkenagtige forhold, men klimaet i denne epoke var fortsat mildt og jævnt.
59:4.8 Gennem hele denne periode holdt landet sydøst for Cincinnati øen et godt stykke over vand. Men vældige meget af Vesteuropa stod under vand, deriblandt de Britiske øer. I Wales, Tyskland og andre steder i Europa er Devoniske bjerge omkring seks kilometer tyk.
59:4.9 For 250.000.000 år siden så man fiskenes familie vise sig. De var hvirveldyr; dette er et af de vigtigste trin i hele evolutionshistorien før menneskene[1].
59:4.10 Leddyr eller krebsdyr var forfædre til hvirveldyrene. Fiskenes familie nedstammer fra to modificerede leddyrs forfædre; den ene havde en lang krop mellem hovedet og halen, mens den anden var en rygradsløs, førfisk uden kæber. Men disse indledende typer blev hurtigt udryddet da fiskene, dyreverdens første hvirveldyr, pludselig dukkede op nordfra.
59:4.11 Mange af de største ægte fisk tilhører denne tidsalder, og nogle af de arter som havde tænder, blev otte-ti meter lange. Nutidens hajer er overlevende efter disse urfisk. Lunge- og panserfiskene nåede højdepunktet i deres udvikling, og før epoken var færdig, fandtes der fisk tilpasset både salt- og ferskvand.
59:4.12 I aflejringerne fra hen imod slutningen af denne periode kan man finde veritable knogleaflejring fulde af fisketænder og skeletter, og langs Californiens kyst findes der rige fossilførende lag, i og med at mange afskærmede Stillehavsbugter strakte sig indover landet i dette område.
59:4.13 Landjorden var hurtigt i færd med at indtages af nye former for planteliv. Indtil da havde det været få planter som voksede på land andet end i vandkanten. Nu, og pludselig, viste den formeringsdygtige bregnefamilie sig og spredte sig hurtig ud over det hurtigt stigende land i alle dele af verden. Snart udviklede der sig træsorter, fra tres centimeter tykke til tolv meter høje; senere udviklede de også blade, men disse første varianter havde kun rudimentært løv. Der fandtes mange slags mindre planter, men fossiler efter dem finder man ikke, siden de sædvanligvis blev nedbrudt af de tidligere fremkomne bakterier.
59:4.14 Eftersom landet steg, blev Nordamerika forbundet med Europa via landbroer over Grønland. Og i dag ligger resterne efter disse første landjordvækster bevaret under indlandsisen.
59:4.15 For 240.000.000 år siden begyndte dele af både Europa og Nord- og Sydamerikas landmasser at synke. Denne sænkning markerede den sidste og mindst omfattende af den Devoniske periodes oversvømmelser. Det arktiske hav flyttede sig sydpå over meget af Nordamerika igen. Atlanterhavet bredte sig over en stor del af Europa og det vestlige Asien, mens det sydlige Stillehav dækkede det meste af Indien. Denne oversvømmelse kom langsomt i gang og trak sig ligeså langsomt tilbage. Catskill bjergene langs vestbredden af Hudsonfloden er en af de største geologiske monumenter fra denne epoke som man kan finde i Nordamerika.
59:4.16 For 230.000.000 år siden fortsatte havet sin tilbagetrækning. Meget af Nordamerika var over vand og i St. Lawrence området var der stor vulkansk aktivitet. Mount Royal ved Montreal er det eroderede kraterrør efter en af disse vulkaner. Aflejringerne fra hele denne epoke vises tydeligst i de Nordamerikanske Appalachian bjerge, hvor Susquehannafloden har udskåret en dal som viser disse kronologiske nedfældede lag frem, som nåede en tykkelse på over 4000 meter.
59:4.17 Hævningen af kontinenterne fortsatte, og atmosfæren begyndte at blive beriget med oxygen. Jorden var klædt med kæmpestore skove med tredive meter høje bregner og den tids besynderlige træer, tavse skove, ikke en lyd hørtes, ikke engang raslen af et blad; for sådanne træer havde nemlig ikke blade.
59:4.18 Og således gik det mod slutningen for en af de længste perioder i marine livets evolution: fiskenes tidsalder. Denne periode i verdenshistorien varede i næsten halvtreds millioner år; jeres forskere kender denne tid som Devon periode.
¶ 5. JORDSKORPENS FORSKYDNINGSSTADIUM -
59:5.1 Da fiskene dukkede op i den forrige periode, markerede det højdepunktet i marine livets evolution. Fra nu af får evolutionen af livet på landjorden stadig større betydning. Og i det denne periode begynder, er scenen næsten så vel forberedt som den kan blive for at de første landdyr kan gøre deres indtræden.
59:5.2 For 220.000.000 år siden var mange af kontinenternes landområder, deriblandt det meste af Nordamerika, kommet over havet. Landjorden var klædt med et frodig vegetation, dette var virkelig bregnernes tidsalder. Atmosfæren indeholdt fortsat kultveilte, men i en stadig mindre andel.
59:5.3 Kort efter blev den midterste del af Nordamerika oversvømmet så at to store indre hav blev dannet. Kysthøjlandene ud mod Atlanten og Stillehavet lå ret udover de nuværende kystlinjer. Disse to hav forenede sig og blandede deres forskellige former for liv, og foreningen af disse marine fauna markerede begyndelsen på den hurtige og verdensomspændende tilbagegang for marine livet og åbningen til den efterfølgende periode af landbaseret liv.
59:5.4 For 210.000.000 år siden dækkede de varme arktiske hav det meste af Nordamerika og Europa. Sydpolarhavet oversvømmede Sydamerika og Australien, mens både Afrika og Asien hævede sig højt.
59:5.5 Da havene var på sit højest, indtraf der pludselig en ny evolutionær udvikling. Hurtigt dukkede de første landdyr op. Der var mange arter af disse dyr som kunne leve både i vand og på land. Disse luftvejrtræknings amfibier udviklede sig fra de leddyr, som havde udviklet lunger af deres svømmeblære.
59:5.6 Fra havenes saltvand kravlede der snegle, skorpioner og frøer op på land. I dag lægger frøerne fortsat deres æg i vand, og yngelen tilbringer først en tilværelse som små fisk, haletudser. Denne periode kunne godt være kendt som frøernes tidsalder.
59:5.7 Meget snart derefter dukker insekterne for første gang op, og sammen med edderkopper, skorpioner, kakerlakker, græshopper og cikader spredte de sig snart over verdens kontinenter. Der fandtes guldsmede med et vingefang på 75 cm. Et tusinde arter af kakerlakker udviklede sig og nogle af dem blev ti centimeter lange.
59:5.8 To grupper blandt pighuder blev specielt veludviklet, og de er i virkeligheden ledetrådsfossiler for denne epoke. De store skaldyrsædende hajer var også højt udviklet, og i mere end fem millioner år dominerede de havene. Klimaet var fortsat mildt og jævnt; marine liv havde ikke forandret sig meget. Ferskvandsfiskene var under udvikling og trilobitterne var ved at dø ud. Koraller var der få af, og meget af kalkstenen blev lagt af havliljerne. Den finere bygningskalk blev nedfældet i løbet af denne epoke.
59:5.9 Vandet i mange af de indre farvande indeholdt så meget kalk og andre mineraler, at fremgangen og udviklingen for mange af marine livets arter blev hæmmet af det. De omfattende stenaflejringer, som nogen steder indeholdt zink og bly, fik med tiden vandet i havene til at klare op.
59:5.10 Aflejringerne fra denne første kuldannende alder er 150 til 600 meter tykke, og består af sandsten, lerskifer og kalksten. I de ældste lag findes der fossiler fra både land og havdyr og -planter, sammen med meget grus og bassinaflejringer. Disse ældste lag indeholder meget lidt brugbart kul. Disse aflejringer rundt om i Europa er meget lig dem som der er nedfældet over Nordamerika.
59:5.11 Hen imod slutningen af denne epoke begyndte landet i Nordamerika at hæve sig. Det var et kort afbræk, og så vendte havet tilbage for at dække omtrent halvdelen af sit tidligere område. Dette var en kortvarig oversvømmelse, og snart lå det meste af landet igen godt over vandet. Sydamerika hang fortsat sammen med Europa via Afrika.
59:5.12 I denne epoke så man Vosges-, Schwarzwald og Uralbjergene begynde at tage form. Stumper af andre ældre bjerge kan man finde over hele Storbritannien og Europa.
59:5.13 For 200.000.000 år siden begyndte de virkelige aktive stadier af kuldannelsens tid. I løbet af tyve millioner år før denne tid blev de første kulaflejringer nedfældet, men nu var det en mere omfattende kuldannelsens aktivitet som var i gang. Den egentlige kuldannelsens periode udspandt sig over lidt mere end femogtyve millioner år.
59:5.14 Landet var på forskellige perioder enten på vej op eller på vej ned alt efter den skiftende vandstand som en følge af aktiviteter på havbundene. Denne uro i jordskorpen - sænkningen og hævningen af landet - bidrog sammen med den overdådige vegetation som fandtes i kystsumpene til at danne omfattende kulaflejringer, noget som har gjort denne periode kendt som kultiden. Og klimaet var fortsat mildt over hele verden.
59:5.15 Kullagene ligger vekselvis mellem lag af lerskifer, sten og konglomerat. Disse kullejer over det centrale og østlige USA varierer i tykkelse fra tolv til femten meter. Men mange af disse afsætninger blev vasket væk i løbet af landhævningerne som fulgte. I nogle dele af Nordamerika og Europa har de kulholdige lag en tykkelse på 5.400 meter.
59:5.16 Tilstedeværelsen af trærødder som havde vokset sig ned i leret, ret under de nuværende kullejer, viser at kullet blev dannet nøjagtig der hvor det nu befinder sig. Kullet er resterne, som er blevet konserveret under vand og modificeret af tryk, af den kraftige vegetation som voksede i moser og kysternes sumpmarker i denne fjerne forgangne tid. Kullag indeholder ofte både græs og olie. Tørvelejer, rester efter fortidens plantevækster, bliver omdannet til en type kul hvis det udsættes for behørigt tryk og varme. Antracit er blevet udsat for stærkere tryk og varme end andet kul.
59:5.17 I Nordamerika varierer kullagene i de forskellige lejer i antal, noget som viser hvor mange gange landet steg og sank, fra ti i Illinois, tyve i Pennsylvania, femogtredive i Alabama til femoghalvfjerds i Canada. Man kan finde både saltvand- og ferskvandsfossiler i kullene.
59:5.18 I hele denne epoke var bjergene i Nord- og Sydamerika aktive; både Andesbjergene og den sydlige forløber til Rocky Mountains rejste sig. De store kysthøjlandsområder ved Atlanterhavet og Stillehavet begyndte at synke, og efterhånden blev de så eroderet og nedsænket at kystlinjerne til begge havene trak sig næsten helt tilbage til der hvor de ligger i dag. Aflejringerne fra denne nedsænkning har en gennemsnitstykkelse på omtrent trehundrede meter.
59:5.19 For 190.000.000 år siden så man en vestgående udvidelse af det nordamerikanske kultids hav over det nuværende Rocky Mountains-område, med et udløb til Stillehavet gennem Nordcalifornien. Kul blev fortsat nedfældet over de amerikanske kontinenter og Europa, i lag på lag efterhånden som kystområderne steg og sank gennem disse tider med kystlinje svingninger op og ned.
59:5.20 For 180.000.000 år siden sluttede kultiden, og i løbet af denne var kul blevet dannet over hele verden: i Europa, Indien, Kina, Nordafrika, Nord- og Sydamerika. Ved slutningen af denne kuldannelsens tid steg Nordamerika øst for Mississippidalen, og det meste af dette område har siden da altid været over vand. Denne landhævnings periode markerer optakten til dagens Nordamerikanske bjerge, både i Appalachian regionen og i vest. Vulkaner var aktive i Alaska og Californien og i de bjergdannende områder af Europa og Asien. Det østlige Amerika og Vesteuropa var forbundet med hverandre via det grønlandske kontinent.
59:5.21 Landhævningen begyndte at påvirke marine klimaet, som havde præget de foregående tidsaldre og i stedet begyndte det mindre milde og mere variabel indlandsklima at overtage.
59:5.22 Planterne fra disse tider var sporebærende, og vinden var i stand til at sprede dem langt og fjernt. Kultidens træer havde stammer som oftest var på over to meter i diameter og ofte næsten fyrre meter høje. Vore dages bregner er virkelige levn fra disse svundne tider.
59:5.23 Stort set var denne periode hvor ferskvandsorganismerne udviklede sig; det allerede eksisterende marine liv forandrede sig lidt. Men det virkelige kendetegn for denne periode var den pludselige tilsynekomst af frøerne og deres mange slægtninge. Et særkendetegn for kultiden var bregnerne og frøerne.
 tight crop.jpg)
¶ 6. DET KLIMATISKE OVERGANGSSTADIET - FRØPLANTERNES PERIODE
59:6.1 Denne periode markerer slutningen på de afgørende evolutionære forløb for marine livet og indledningen til overgangsperioden som fører til de senere tidsaldre for landdyr.
59:6.2 Dette var en tidsalder da livet blev svært udpint. Tusindvis af marine arter bukkede under, og livet var knapt nok etableret på land endnu. Dette var de biologiske prøvelsernes tidsalder, da livet næsten forsvandt fra jordoverfladen og oceanernes dyb. Hen imod slutningen af den lange marine livs æra fandtes der mere end et hundrede tusinde arter af levende arter på jorden. Ved slutningen af denne overgangsperiode havde færre end femhundrede af dem overlevet.
59:6.3 De særlige forhold i denne nye periode skyldtes ikke så meget jordskorpes nedkøling eller det langvarige fravær af vulkansk aktivitet som til en usædvanlig kombination af helt almindelige og allerede eksisterende påvirkningsfaktorer - havenes indskrænkninger og en tiltagende hævning af enorme landmasser. Det milde marine klima fra tidligere tider begyndte at forsvinde, og den barskere fastlandstype af vejret var hurtig i færd med at tiltage.
59:6.4 For 170.000.000 år siden foregik der store udviklingsmæssige forandringer og tilpasninger over hele jordens overflade. Landet steg over hele verden idet havbundene sank. Isolerede bjergkæder dukkede frem. Den østlige del af Nordamerika lå højt over havet; den vestlige begyndte langsomt at hæve sig. Kontinenterne var dækket af store og små saltsøer og talrige indlandssøer som var forbundet gennem smalle stræder med oceanerne. Strata fra denne overgangsperiode varierer i tykkelse fra 300 til 2000 meter.
59:6.5 Jordskorpen foldede sig i stor udstrækning mens disse landhævninger foregik. Dette var en tid, da kontinenterne steg, bortset fra at enkelte landbroer forsvandt, blandt andet de kontinenter som i så lang tid havde forbundet Sydamerika med Afrika og Nordamerika med Europa.
59:6.6 Over hele verden tørrede søerne og indhavene langsomt ind. Isolerede bjerg og regionale gletsjere begyndte at vise sig, særlig på den sydlige halvkugle, og i mange områder kan man til og med finde moræneafsætninger fra disse lokale isdannelser blandt nogle af de største og yngste kullag. To nye klimafaktorer opstod: dannelsen af istid og tørke. Mange af jordens højere områder var blevet tørre og golde.
59:6.7 Igennem disse tider med klimaændringer gennemgik landjordsplanterne også store forandringer. Frøplanterne dukkede op for første gang, og de sørgede for at give det efterfølgende mere omfattende dyreliv på land en bedre fødevareforsyning. Insekterne gennemgik en radikal forandring. Hvilestadierne blev udviklet for at imødekomme fordringerne til suspenderet livsfunktioner om vinteren og i tørkeperioderne.
59:6.8 For landdyrerne vedkommende havde frøerne haft deres storhedstid i den foregående tidsalder for så at blive reduceret kraftig, men de overlevede fordi de kunne leve i tørketruede damme og pytter selv i disse fjernt forgangne og ekstremt svære tider. I løbet af denne tid hvor frøerne gik tilbage indtræf det første skridt i Afrika, i udviklingen fra frø til krybdyr. Og siden landmasserne fortsat hang sammen, spredte denne reptil forgænger, der indåndede luft, sig hurtig over hele verden. Nu var atmosfæren allerede så forandret at den tjente beundringsværdigt for dyrene og deres behov for åndedræt. Det var kort efter fremkomsten af disse frøer, forgængere til krybdyrene, at Nordamerika blev midlertidig afskåret fra både Europa, Asien og Sydamerika.
59:6.9 Den gradvise nedkøling af havvandet bidrog stærkt til at udradere oceanernes liv. Marine dyrene fra disse tidsaldre søgte midlertidig tilflugt i tre gunstige beliggende områder: det nuværende Mexicanske bugt område, Ganges bugten i Indien og Sicilianske bugt i Middelhavsbassinet. Og det var fra disse tre områder at de nye marine arter, født til at tåle modgang, senere drog ud igen for at fylde havene med liv.
59:6.10 For 160.000.000 år siden var landjorden for en stor del dækket med vegetation som var tilpasset til at skulle opretholde dyrelivet på land, og atmosfæren var blevet ideel for dyr at ånde i. Således ender perioden af marine livets oprindelse og prøvelsestiden med biologiske modgang hvor alle former for liv blev elimineret undtagen de som havde overlevelse værdi og som derfor var kvalificeret til at fungere som stamfædre til det godt differentierede liv som udviklede sig i øgende tempo under de efterfølgende tidsaldre i den planetariske evolution.
59:6.11 Slutningen på denne periode med biologiske prøvelser, som er kendt af jeres forskere som Perm, markerer også afslutningen på den lange palæozoikum æra, som omfatter en fjerdedel af planetens historie; to hundrede og halvtreds millioner år.
59:6.12 Havet, dette kæmpemæssige opvækstmiljø for livet på Urantia, har tjent sit formål. Gennem de lange tidsaldre, da landjorden var uegnet til at opretholde liv, før atmosfæren indeholdt nok oxygen til at holde liv i de højerestående landdyr, var det havet som diede og fostrede klodens første liv. Nu bliver havets biologiske betydning stadig mindre efterhånden som evolutionshistoriens anden stadium begynder at udfolde sig på landjorden.
59:6.13 [Præsenteret af en Livsbærer i Nebadon, medlem af det oprindelige korps som blev anvist til Urantia.]
| Kapitel 58. Livets Tilblivelse På Urantia |
Indeks
Flere versioner |
Kapitel 60. Urantia I Den Tidlige Landbaserede Livets Æra |
¶ Referencer
- ↑ Hvirveldyr: 1 Mos 1:21.