© 2015 Urantia Foundation
| Kapitel 62. Urmenneskets Første Racer |
Indeks
Flere versioner |
Kapitel 64. De Evolutionære Farvede Racer |
63:0.1 URANTIA blev registreret som en beboet verden, da de to første menneskevæsener - tvillingerne - var elleve år gamle og inden de var blev forældre til den førstefødte af den anden generation af de egentlige mennesker. Ærkeengelens budskab fra Salvington, ved dette begivenhed af formel planetarisk anerkendelse, blev afsluttet med følgende ord:
63:0.2 ”Menneskesindet er fremtrådt på 606 i Satania, og disse forældre til den nye race skal kaldes Andon og Fonta. Og alle ærkeenglene beder til, at disse væsener snart måtte blive beriget med den personlige iboende gave af den Universelle Faders ånd.”
63:0.3 Andon er det navn som i Nebadon betyder ”det første Fader-lignende væsen som udviser menneskelig længsel efter fuldkommenhed”. Fonta betyder ”det første Søn-lignende væsen som udviser menneskelig længsel efter fuldkommenhed”. Andon og Fonta kendte ikke til disse navne indtil de blev udstyret med dem på tidspunktet for deres fusion med deres Tankerettere. Under hele deres ophold som dødelige på Urantia kaldte de hinanden for Sonta-an og Sonta-en; Sonta-an betyder ”elsket af mor” og Sonta-en ”elsket af far”. De gav hinanden disse navne, og navnenes betydning er betegnende for deres gensidige hensyn og tilgivelse.
63:1.1 I mange henseender var Andon og Fonta de mest betydningsfulde mennesker som nogensinde har levet på jorden. Dette vidunderlige par, de egentlige forældre til hele menneskeheden, var i ethvert henseende overlegne til mange af deres nærmeste efterkommere, og de afveg radikalt fra alle deres forfædre, både umiddelbare og fjerne.
63:1.2 Forældrene til dette første menneskepar afveg tilsyneladende ikke meget fra gennemsnittet i deres stamme, selvom de tilhørte de mere intelligente medlemmer, den gruppe som først lærte at kaste med sten og anvende køller i kamp. De anvendte også skarpe splinter af sten, flint og ben.
63:1.3 Mens Andon endnu levede med sine forældre havde han fastgjort et skarpt stykke flintsten i enden af en kølle, ved hjælp af dyr sener til dette formål, og ved ikke mindre end et dusins tilfælde havde han god anvendelse af et sådant våben for at redde både sit eget liv og livet på hans lige så eventyrlysten og nysgerrige søster, som altid ledsaget ham på alle hans udforskninger.
63:1.4 Andon og Fontas beslutning om at flygte fra abe stammerne viser, at kvaliteten i sindet langt overgik kerne intelligensen som karakteriserede så mange af deres senere efterkommere, der ydmygede sig ved at parre sig med deres retarderede søskende blandt abe stammerne. Deres ubestemte følelse af at være noget mere end blot dyr kom sig af, at de havde personlighed og var forstærket af Tankeretterens indre nærværelse.
63:2.1 Efter at Andon og Fonta havde besluttet at flygte nordpå, blev de tynget af frygt for en tid, især frygten for at mishage deres far og de nærmeste familiemedlemmer. De forestillede sig, hvordan deres fjendtlige slægtninge ville gå ud og lede efter dem og erkendte muligheden af at møde døden i hænderne på deres allerede misundelige stammefolk. I deres yngre år havde tvillingerne mest tilbragt deres tid i hinandens fællesskab, og af denne årsag havde de aldrig været særlig populære blandt deres fætre i primat stammen. De havde heller ikke forbedret deres position i stammen ved at bygge et separat og meget overlegen hjem i trætoppen.
63:2.2 Det var i dette nye hjem mellem trætoppene at de, en sen nat blev vækket af en voldsom storm, og mens de ængsteligt og ømt omfavnede hinanden, at de endeligt og helhjertet besluttede sig for at flygte fra stammens bopladser og hjemmet i trætoppen.
63:2.3 De havde allerede forberedt et primitivt fristed i trætoppene omtrent en halv dag rejse mod nord. Dette var deres hemmelige og sikker gemmested den første dag væk fra hjemme skovene. Selvom tvillingerne ligesom Primaterne delte døds frygt ved at opholde sig på jorden om natten, forlod de kort før mørkets frembrud og begyndte deres vej mod nord. Selvom det krævede usædvanlig mod af dem til at påtage sig denne aften rejse, selvom det var fuldmåne, så konkluderede de med rette, at det var usandsynligt, at de ville være savnet og forfulgt af deres stammefolk og slægtninge. De ankom sikkert til deres tidligere forberedte gemmested kort efter midnat.
63:2.4 På deres vej nord opdagede de forekomsten af et blotlagt flintdepot, og fandt mange egnede sten skabt til forskellige formål som de indsamlede til forsyning for fremtiden. Da Andon forsøgte at tilpasse disse flintesten så de bedre ville være egnet for nogle formål, opdagede han deres kapacitet til at yde gnister og fik idéen om at fremstille ild. Men ideen fik ikke fast greb i ham, da klimaet stadig var behageligt og der var ikke et stort behov for ild.
63:2.5 Efterårssolen blev imidlertid lav på himlen, og mens de vandede nord på blev nætterne koldere og koldere. De var allerede blevet tvunget til at anvende dyreskind for at holde sig varme. Inden de havde været væk hjemmefra en måned antydede Andon til sin mage at han troede han kunne lave ild med flint. De forsøgte i to måneder at starte et bål med hjælp af gnisten fra flintestenen men det mislykkedes hele tiden. Hver dag forsøgte dette par at slå gnister fra flinten og bestræbte sig på at tænde træet. Endelig en dag omkring solnedgangen blev hemmeligheden afsløret da det gik op for Fonta til at klatre op i et træ tæt på for at hente en forladt fuglerede. Reden var tør og let antændelig og flammede straks op i fuldt blus i samme øjeblik som den blev ramt af gnisten. De blev så overraskede og skræmte af deres fremgang at ilden næsten slukkede for dem, men de reddede den ved at lægge egnet brænde på, og sådan begyndte den første søgning efter brænde af forældrene til hele menneskeheden.
63:2.6 Dette var en af de mest glædesfyldte øjeblik i deres korte men begivenhedsrige liv. Hele natten sat de oppe og kiggede på deres ild som brændte, samtidigt som de noget uklart indså at de havde gjort en opdagelse som skulle gøre det muligt for dem at trodse klimaet og således for altid at være uafhængige af deres dyreslægtninge i de sydlige landområder. Efter at have hvilet i tre dage og nydt ilden fortsatte de deres rejse.
63:2.7 Andons forfædre blandt primaterne havde ofte holdt gang i ild som var tændt af lyn, men aldrig tidligere havde jordens væsener haft en metode til at tænde ild efter eget behag. Men det tog lang tid inden tvillingerne lærte sig at tørt mos og andre materialer kan fænge ild lige så let som fuglereder.
63:3.1 Der gik næsten to år fra tvillingernes afrejse hjemmefra inden deres første barn blev født. De navngav ham Sontad; og Sontad var den første fødte væsen på Urantia som ved fødselen blev indpakket i beklædning på fødselstidspunktet. Den menneskelige race havde fået sin begyndelse, og med denne nye udvikling fremtrådte instinktet om på lempelig måde at tage sig af den mere hjælpeløse nyfødte, hvilket ville komme til at karakterisere den progressive udvikling af den intellektuelle klasse af sindet i modsætning til den mere rent dyriske type.
63:3.2 Andon og Fonta fik sammenlagt nitten børn og de levede så længe at de fik selskab af næsten et halv hundrede børnebørn og et halvt dusin oldebørn. Familien boede i fire tilstødende klippeudspring eller halvgrotter, hvoraf tre var indbyrdes forbundet med gange som var udgravet i den bløde kalksten med flintstensredskaber som Andons børn havde udviklet.
63:3.3 Disse tidlige Andoniter udviste en meget markant klan-lignende ånd; de jagede i flok og forvildede sig aldrig langt væk fra bopladsen. De syntes at indse at de var en isoleret og unik gruppe af levende væsener og skulle derfor undgå at blive adskilt. Denne følelse af intimt slægtskab skyldtes utvivlsomt forbedrede sinds aktivitet af de bistående sindsånder.
63:3.4 Andon og Fonta arbejdede ustandseligt på klanens velfærd og opløftelse. De levede til en alder af toogfyrre, da de begge blev dræbt i forbindelse med et jordskælv af en overhængende klippeblok som faldt ned. Fem af deres børn og elleve børnebørn omkom sammen med dem, og næsten tyve af deres efterkommere fik alvorlige skader.
63:3.5 Efter døden af sine forældre, overtog Sontad, på trods af en alvorlig skadet fod, straks ledelsen af klanen og blev bistået af hans kone, der var hans ældste søster. Deres første opgave var at rulle sten op for effektivt at begrave deres døde forældre, brødre, søstre og børn. Man bør ikke tildele denne begravelseshandling nogen overdreven betydning. Deres opfattelse om livets fortsættelse efter døden var meget vag og ubestemt, hovedsagligt afledt af deres fantastiske og brogede drømmeliv.
63:3.6 Andons og Fontas slægt holdt sammen indtil den tyvende generation, indtil kampen om føde i forening med sociale spændinger førte til spredningens begyndelse.
63:4.1 Det primitive menneske - Andoniterne - havde sorte øjne og en mørklødet teint, noget af en krydsning mellem gul og rød.. Melanin er et farvestof som findes i alle menneskers hud. Det er det oprindelige Andoniske hudpigment. I deres generelle udseende og hudfarve lignede disse tidlige Andoniter mere om de nutidige eskimoer end om nogen anden nulevende mennesketype. De var de første væsener til at bruge skind af dyr som en beskyttelse mod kulde; de havde lidt mere hår på kroppen, end nutidens mennesker..
63:4.2 Stammelivet som dyreforfædre til disse tidlige mennesker havde varslet begyndelsen på en lang række sociale konventioner, og med det ekspanderende følelsesliv og den øgede hjernestyrke fulgte den umiddelbare udvikling af den sociale organisation og en ny arbejdsdeling i klanen. De var overordentlig dygtige til at efterligne, men lege instinktet var kun lidt udviklet, og sansen for humor var næsten fraværende. Primitive mennesker smilede lejlighedsvis, men hengav sig aldrig til hjertelig latter. Humor var arven fra den senere Adamiske race. Disse tidlige mennesker var ikke så følsomme overfor smerte og heller ikke så reaktiv til ubehagelige situationer som mange af de senere udviklende dødelige. Børnefødsel var ikke en smertefuld og generende prøvelse til Fonta og hendes nærmeste efterkommere.
63:4.3 De var en vidunderlig stamme. Hannerne ville kæmpe heroisk for sikkerheden af deres ægtefæller og deres afkom; hunnerne var kærligt hengiven til deres børn. Men deres patriotisme var helt begrænset til den umiddelbare klan. De var meget loyale over for deres familier; de ville dø uden spørgsmål i forsvaret for deres børn, men de var ikke i stand til at forstå tanken om at forsøge at gøre verden til et bedre sted for deres børnebørn. Altruisme var endnu ufødt i menneskets hjerte, uanset at alle de følelser der er vigtige for fødslen af religion allerede var til stede i disse Urantia indfødte.
63:4.4 Disse tidlige mænd besad en rørende hengivenhed for deres kammerater og havde bestemt en reel, om end rå, idé om venskab. Det var et almindeligt syn i senere tider, i løbet af deres konstant tilbagevendende kampe med laverestående stammer, at se en af disse primitive mænd tappert kæmpende med den ene hånd, mens han kæmpede videre, forsøgte at beskytte og redde en såret kollega kriger. Mange af de mest ædle og yderst menneskelige træk fra den efterfølgende evolutionære udvikling blev rørende bebudet i disse primitive folkeslag.
63:4.5 Den oprindelige Andoniske klan opretholdt en ubrudt linje af lederskab, indtil den syvogtyvende generation, da der ikke var nogen mandlige arving blandt Sontads direkte efterkommere, begyndte to rivaliserende vordende herskere fra klanen at kæmpe for overherredømme.
63:4.6 Før den omfattende spredning af de Andoniske klaner havde et veludviklet sprog udviklet sig fra deres tidlige bestræbelser for at kommunikere med hinanden. Dette sprog fortsatte med at vokse, og der var næsten daglige nye udtryk på grund af de nye opfindelser og tilpasninger til miljøet, som blev udviklet af disse aktive, rastløse og nysgerrige mennesker. Og dette sprog blev det talte ord på Urantia, de tidlige menneske familiers tungemål, indtil den senere tilsynekomst af de farvede racer.
63:4.7 Som tiden gik, voksede de Andoniske klaner i antal, og kontakten til de ekspanderende familier udviklede friktion og misforståelser. Kun to ting kom til at optage sindet hos disse folks: jagten for at få mad og krigsførelse for at hævne sig mod nogle reelle eller formodede uretfærdigheder eller fornærmelser fra de omkringliggende stammer.
63:4.8 Slægtsfejder tiltog, stammekrige brød ud, og alvorlige tab forekom blandt de allerbedste elementer i de mere dygtige og avancerede grupper. Nogle af disse tab var uoprettelige; nogle af de mest værdifulde gener i form af evner og intelligens var for evigt tabt for verden. Denne tidlige race og dens primitive civilisation blev truet af udryddelse af denne uophørlige krigsførelse af klaner.
63:4.9 Det er umuligt at tilskynde sådanne primitive væsener i længere tid til at leve sammen i fred. Mennesket er efterkommer af kæmpede dyr, og tæt forbundne, ukultiverede mennesker irritere og fornærme hinanden. Livsbærerne kender denne tendens blandt evolutionære væsener og tager derfor forbehold for den eventuelle adskillelse af udviklingen af mennesker i mindst tre, og oftere seks, adskilte og separate racer.
63:5.1 De tidlige Andonitere trængte ikke ret langt ind i Asien, og kom ikke i første omgang ind i Afrika. De geografiske forhold på daværende tidspunkter styrede dem nordpå, og længere og længere mod nord, rejste disse mennesker, indtil de blev forhindret af den langsomt fremrykkende is i den tredje istid.
63:5.2 Før denne omfattende indlandsis nåede Frankrig og De Britiske Øer, havde efterkommere af Andon og Fonta trængt videre vestpå i Europa og havde etableret mere end tusind forskellige bosættelser langs de store floder, der løb ind i de dengang varme vande i Nordsøen.
63:5.3 Disse Andoniske stammer var de tidlige flod beboere i Frankrig; de levede langs floden Somme for titusinder af år. Somme er den eneste flod indlandsisen ikke har forandret, den strømmer ud til havet dengang meget som den gør i dag. Og det forklarer, hvorfor der findes så mange beviser for Andoniske efterkommere langs denne floddals strækning.
63:5.4 Disse Urantia indfødte levede ikke i træerne, men i nødstilfælde tog de stadig tilflugt i trætoppene. Normalt boede de i beskyttelse af udhængende klipper langs floderne og i bjergside huler, som gav dem et godt overblik over de tilnærmende og læ mod elementerne. De kunne således nyde komforten af deres bål uden at blive for meget generet af røgen. De var ikke rigtige hule beboere, selvom de senere iskapper som kom længere sydpå skubbede deres efterkommere ind i hulerne. De foretrak at slå lejr nær skovkanten og ved rindende vand.
63:5.5 De var meget tidligt blevet bemærkelsesværdigt kloge til at camouflere deres delvist beskyttede beboelser og udviste stor dygtighed i konstruktion af sten sovekamre, kuppelformede sten hytter, hvori de kravlede ind om natten. Indgangen til sådan en hytte blev lukket ved at rulle en sten foran den, en stor sten, der var blevet placeret indenfor til dette formål før tagstenene til sidst kom på plads.
63:5.6 Andoniterne var frygtløs og succesrige jægere, og med undtagelse af vilde bær og visse frugter af træerne, så levede de udelukkende af kød. Således som Andon havde opfundet stenøkse, så havde hans efterkommere tidligt opdaget boomerangen og harpunen og brugt dem effektiv. Et sind som skabte værktøj fungerede nu omsider sammen med en redskabs-hjælpende hånd, og disse tidlige mennesker blev meget dygtige i fremstilling af flintredskaber. De rejste vidt og bredt i jagten på flint, meget lignende nutidens mennesker som rejser til jordens ender i søgen efter guld, platin, og diamanter.
63:5.7 Og på mange andre måder manifesterede disse Andoniske stammer en vis grad af intelligens, som deres tilbagestående efterkommere ikke nåede på en halv million år, selvom de igen og igen genopdagede forskellige metoder til at lave ild.
63:6.1 Efterhånden som Andoniternes spredning strakte sig længere væk, begyndte klanernes kulturelle og åndelige status at gå i opløsning i næsten ti tusind år, frem til Onagars dage, hvor han overtog ledelsen af disse stammer, og bragte fred blandt dem, og for første gang, førte dem alle i tilbedelsen af "menneskenes og dyrenes Giver af Ånde[1]."
63:6.2 Andons filosofi havde været højst forvirrede; han kom tæt på at blive en ild tilbeder som følge af den store komfort forårsaget af hans utilsigtede opdagelse af ild. Fornuften, førte ham fra hans egen opdagelse til solen som en overlegen og mere ærefrygtindgydende kilde til varme og lys, men den var for fjern, og så undlod han at blive en sol tilbeder.
63:6.3 Andoniterne udviklede tidligt en frygt for elementerne - torden, lyn, regn, sne, hagl, og is. Men sult var den konstant tilbagevendende trang af disse tidlige dage, og da de i høj grad levede af dyr, udviklede de til sidst en form for tilbedelse af dyr. For Andon, de større fødevarer dyr var symboler på kreativ magt og opretholdende kraft. Fra tid til anden blev det skik at udpege forskellige af disse større dyr som objekter for tilbedelse. Når et bestemt dyr var populært, trak man rå konturerne af det på væggene i hulerne, og senere, da kunsten gjorde fortsat fremskridt, blev sådan et dyregud indgraveret på forskellige prydsgenstande.
63:6.4 Meget tidligt dannede de Andoniske folk vane ved at afstå fra at spise kødet fra dyr som stamme ærede. Lidt efter, for mere passende at imponere deres unges sind, udviklede de en ceremoni af ærbødighed, der blev foretaget omkring kroppen af en af disse ærede dyr; og stadig senere, udviklede denne primitive handling sig til den mere udførlige offerceremoni hos deres efterkommere. Dette er oprindelsen af ofring som en del af tilbedelse. Denne idé blev videreudviklet af Moses i det hebraiske ritual og blev bevaret i princippet af apostlen Paulus, som læren om forsoning for synden ved "at udgyde blod[2][3]."
63:6.5 At føden var den vigtige ting i livet for disse primitive mennesker fremgår af bønnen deres store lærer Onagar lærte disse enkle folk. Og denne bøn er:
63:6.6 "Åh Livets Ånde, giv os i dag vort daglige mad, fri os fra isens forbandelse, red os fra vores fjender i skoven, og modtag os med barmhjertighed ind i det Store Bagved".
63:6.7 Onagar opretholdt hovedkvarter på de nordlige kyster af det antikke Middelhav i nærheden af det nuværende Kaspiske Hav på en boplads kaldet Oban, et hvile sted på den vestgående drejning af den rejserute der fører op mod nord fra det sydlige Mesopotamien. Fra Oban sendte han lærere ud til de fjerntliggende bosættelser for at sprede sine nye doktriner om en Guddom og hans begreb om det hinsides, som han kaldte det Store Bagved. Disse Onagars sendebude var verdens første missionærer; de var også de første mennesker til at tilberede kød, den første regelmæssige brug af ild til fremstilling af fødevarer. De kogte kødet både på enderne af pinde og på varme sten; senere ristede de store stykker i ilden, men deres efterkommere vendte næsten tilbage udelukkende til brugen af råt kød.
63:6.8 Onagar blev født for 983.323 år siden (regnet fra 1934 e.kr.), og han levede til han blev 69 år gammel. Optegnelserne af resultaterne af dette mesterlige sind og denne åndelig leder fra tiden før Planetprinsen er en spændende beretning om hvordan disse primitive folkeslag organiserede sig til en reel samfund. Han indførte et effektivt stammestyre, hvis lige de efterfølgende generationer ikke opnåede i mange årtusinder. Indtil Planetprinsens ankomst, opstod der aldrig en lige så stor åndelig civilisation på jorden. Disse enkle mennesker havde en reel bestemt primitiv religion, men den gik efterfølgende tabt til deres degenererede efterkommere.
63:6.9 Selvom både Andon og Fonta havde modtaget Tankerettere, ligesom mange af deres efterkommere, men det var først i Onagar dage, at Tankerettere og serafvogtere i stort antal kom til Urantia. Det var virkelig det primitive menneskes gyldne tidsalder.
63:7.1 Andon og Fonta, menneskeslægtens lysende grundlæggere, fik deres anerkendelse på tidspunktet for pådømmelse af Urantia ved Planetprinsens ankomst, og de kom i rette tid, fra mansoniaverdnernes regime med statsborgerskab på Jerusem. Selv om de aldrig har fået lov til at vende tilbage til Urantia, er de bevidste om historien af den race, de grundlagde. De sørgede over Caligastias forræderi, sørgede på grund af Adams fiasko, men glædede sig overordentlig da meddelelsen blev modtaget, at Michael havde valgt deres verden som scene for sin sidste overdragelse.
63:7.2 I Jerusem fusionerede både Andon og Fonta med deres Tankerettere, som også flere af deres børn, herunder Sontad, men de fleste af selv deres nærmeste efterkommere opnået kun fusion med Ånden.
63:7.3 Kort efter deres ankomst til Jerusem fik Andon og Fonta, tilladelse fra Systemherskeren til at vende tilbage til den første mansoniaverden for at tjene sammen med de morontiapersonligheder, der hilser tidens pilgrimme fra Urantia velkommen til de himmelske sfærer. Og de er blevet tildelt denne tjeneste på ubestemt tid. De ansøgte om at sende en hilsen til Urantia i forbindelse med disse åbenbaringer, men denne anmodning blev klogt nægtet dem.
63:7.4 Dette er beretningen af det mest heroiske og fascinerende kapitel i hele Urantia historie, historien om evolutionen, livets kampe, død og evig overlevelse af de unikke forældre for hele menneskeheden.
63:7.5 [Fremført af en Livsbærer bosat på Urantia.]
| Kapitel 62. Urmenneskets Første Racer |
Indeks
Flere versioner |
Kapitel 64. De Evolutionære Farvede Racer |