© 2015 Urantia Foundation
| Kapitel 81. Nutidens Civilisations Udvikling |
Indeks
Flere versioner |
Kapitel 83. Ægteskabsinstitutionen |
82:0.1 ÆGTESKABET - parforholdet - vokser ud af biseksualitet. Ægteskabet er menneskets reaktions tilpasning til en sådan biseksualitet, mens familielivet er det slutresultatet, der følger af alle disse evolutionære og reaktionsjusteringer. Ægteskabet er en vedvarende foreteelse. Det er ikke en naturlig del af den biologiske evolution, men det er grundlaget for al social evolution, og er derfor sikker på fortsatte eksistens i en eller anden form. Ægteskabet har givet menneskeheden hjemmet, og hjemmet er den herlige krone af hele den lang og besværlig evolutionære kamp.
82:0.2 Religiøse, sociale og uddannelsesinstitutioner er alle afgørende for kulturcivilisationens overlevelse, men familien er den primære civiliserer. Et barn lærer det meste af det vigtigste i livet fra sin familie og naboerne.
82:0.3 Befolkningen i gamle dage havde ikke en meget rig social civilisationen, men det som de havde bragte de trofast og effektivt videre til den næste generation. Du bør bemærke, at de fleste af disse civilisationer fra fortiden fortsatte med at udvikle sig med et absolut minimum af andre institutionelle påvirkninger fordi hjemmet fungerede effektivt. I dag er menneskeracerne i besiddelse af en rig social og kulturel arv, og den skal klogt og effektivt føres videre til efterfølgende generationer. Familien som uddannelsesinstitution skal opretholdes.
82:1.1 Uanset personlighedskløften mellem mænd og kvinder, er seksualdriften tilstrækkelig til at sikre at de kommer sammen for artens reproduktion. Dette instinkt fungerede effektivt længe før mennesket oplevede noget af det som senere blev kaldt kærlighed, hengivenhed, og ægteskabelig loyalitet. Parringen er en medfødt tilbøjelighed, og ægteskab er dens evolutionære sociale eftervirkning.
82:1.2 Seksuel interesse og lyst var ikke dominerende lidenskaber i primitive folkeslag; de tog dem simpelthen for givet. Hele forplantningsoplevelsen var fri for den fantasifulde udsmykning. Den helt absorberende seksuelle lidenskab blandt de mere civiliserede folk afhænger hovedsagligt af raceblandingen, i særdeleshed når den evolutionære menneskelige natur er blevet stimuleret af Noditernes og Adamiternes associative fantasi og sans for skønhed. Denne arv fra Anditerne blev absorberet af de evolutionære racer i så begrænsede mængder, at det ikke medførte tilstrækkelig selvkontrol over de dyriske lidenskaber som således blev stimuleret og opvækket af at menneskene havde fået en mere vågen seksuel bevidsthed og stærkere parringsdrifter. Af de evolutionære racer, havde de røde mennesker den højeste seksuelkode.
82:1.3 Den seksuelle regulering i forhold til ægteskab angiver:
82:1.4 1. Hvor langt civilisationen har udviklet sig. Civilisationen har i stigende grad krævet, at seksuel tilfredsstillelse skal være i overensstemmelse med accepterede skikke og praksis.
82:1.5 2. Størrelsen af anditisk arv i et folk. Blandt sådanne grupper er seksualiteten blevet et udtryk for både det højeste og det laveste i både den fysiske og følelsesmæssige natur.
82:1.6 Sangikracerne havde normale dyrs lidenskab, men de viste kun lidt fantasi eller værdsættelse af skønhed og fysiske tiltrækning af det modsatte køn. Hvad der kaldes sex appeal er stort set fraværende, selv i nutidens primitive racer; disse ublandede folkeslag har en bestemt parring instinkt men utilstrækkelig sex tiltrækning til at skabe alvorlige problemer, der kræver social kontrol.
82:1.7 Parringsinstinktet er en af menneskets dominerende fysiske drivkræfter. Det er den eneste følelse, som forklædt i den individuelle tilfredsstillelsens skikkelse, effektivt narre det egoistiske menneske til at sætte menneskets velfærd og fortsættelse højt over individuel velbehag og personlig frihed fra ansvar.
82:1.8 Som en institution, beskriver ægteskabet, fra dets spæde start ned til moderne tider, de biologiske tilbøjeligheders sociale udvikling. De udviklende menneskelige arters fortsættelse sikres af tilstedeværelsen af denne parringsimpuls hos racerne, en drift, der løseligt kaldes seksuel tiltrækning. Denne stærke biologiske drift bliver impulscentrum for alle slags tilknyttede instinkter, følelser og adfærds former - fysiske, intellektuelle, moralske og sociale.
82:1.9 Hos den vilde var behovet for føde den altoverskyggende motivation, men efterhånden som civilisationen forsikrer en overflod af fødevarer, bliver seksualdriften ofte den dominerende impuls, og er derfor altid i konstant behov for at blive reguleret af samfundet. Hos dyr, kontrollerer den instinktive periodicitet parrings tilbøjeligheden, men da mennesket i så høj en grad er et væsen, som regulerer sig selv, er den seksuelle lyst ikke helt periodisk; derfor bliver det nødvendigt for samfundet at indføre selvkontrol af den enkelte.
82:1.10 Ingen af de menneskelige følelser eller impulser kan uhæmmet producere så meget skade og sorg, som denne kraftfulde seksualdrift. Det er fornuftigt at undertvinge denne impuls igennem den sociale lovgivning, som er den øverste test som viser virkeligheden af en civilisation. Selvkontrol, mere og mere selvkontrol, er den stadig stigende krav af den fremrykkende menneskehed. Hemmeligholdelse, uærlighed og hykleri kan sløre seksuelle problemer, men de giver ikke løsninger og de fremmer ikke etik.
82:2.1 Historien om ægteskabets udvikling er simpelthen historien om seksuallivets kontrol gennem presset fra sociale, religiøse og civile restriktioner. Naturen genkender ikke enkeltpersoner; den tager ikke stilling med den såkaldte moral. Naturen er kun og udelukkende interesseret i reproduktionen af arten. Naturen kræver uimodståeligt reproduktion, men efterlader ubekymrede de problemer, der opstår, som skal løses af samfundet og skaber således et altid tilstedeværende og stort problem for den evolutionære menneskehed. Denne sociale konflikt består i den uophørlige krig mellem basale instinkter og udviklende etik.
82:2.2 Blandt de tidlige racer eksisterede der lidt eller ingen regulering af forholdet mellem kønnene. På grund af denne seksuelle tilstand, var der ingen prostitution. Pygmæer og andre tilbagestående grupper har i dag ingen ægteskab institution. En undersøgelse af disse folk afslører de primitive racers enkle parrings skikke. Alle gamle folk skal altid undersøges og bedømmes i lyset af de moralske standarder, som anvendes i henhold til skikke i deres egen tid.
82:2.3 Fri kærlighed, har imidlertid aldrig haft et godt ry overfor omfanget af rå barbari. I det øjeblik samfundsmæssige grupper begyndte at danne ægteskabsbestemmelser, begyndte ægteskabelige restriktioner at udvikle sig. Parringen har således udviklet sig gennem et væld af overgange fra en tilstand af næsten fuldstændig seksuel tøjlesløshed til de standarder for relativt komplet seksuel begrænsning i det tyvende århundrede.
82:2.4 I menneskestammernes tidligste udvikling var skikke og restriktive tabuer meget enkle, men de holdt kønnene fra hinanden - dette begunstigede fred, orden og flid - og så begyndte ægteskabets og hjemmets lange udvikling. De kønsbaserede skikke omhandlende kjole, pynt og religiøse praksis havde deres oprindelse i disse tidlige tabuer, der er fastlagt for rammerne af de seksuelle friheder og dermed i sidste ende gav anledning til begreberne usædelighed, kriminalitet, og synd. I lang tid var det praksis at suspendere alle seksuelle bestemmelser på store helligdage, især den 1[1]. maj.
82:2.5 Kvinder har altid været genstand for mere restriktive tabuer end mænd. De ældste skikke gav de ugifte kvinder samme grad af seksuel frihed som mænd, men det har altid været påkrævet af koner, at de skulle være tro mod deres mænd. Det primitive ægteskab begrænsede ikke mandens seksuelle friheder, men det gjorde en fortsat seksuel promiskuitet til tabu for konen. Gifte kvinder har altid båret nogle tegn, der adskilte dem som en klasse for sig selv, tegn som frisure, kjole, slør, afsondrethed, ornamentik og ringe.
82:3.1 Ægteskabet er samfundsorganismens institutionelle svar på den allestedsnærværende biologiske spænding af menneskets utrættelige trang til reproduktion - forplantning. Parringen er overalt et naturligt fænomen, og når samfundet udvikles fra det enkle til det mere komplekse, skete der en tilsvarende udvikling af parring skikke, tilblivelsen af den ægteskabelige institution. Overalt, hvor samfundet har udviklet sig til det stadium, hvor skikke genereres, vil ægteskabet findes som en udviklende institution.
82:3.2 Der har altid været og vil altid være to forskellige områder af ægteskab: de skikke, de love, der regulerer de eksterne aspekter af parring og de hemmelige og personlige relationer mellem mænd og kvinder. Altid har den enkelte været genstridige mod de seksuelle forskrifter som samfundet har pålagt dem; og dette er årsagen til det årelange seksuelle problem: som ligger i individets selv-vedligeholdelse, men udøves af gruppen; mens selvstændig forplantning er en social affære, men den sikres ved individuel impuls.
82:3.3 Når skikke respekteres, er de tilstrækkelig stærke til at begrænse og styre seksualdriften, hvilket har vist sig blandt alle racer. Ægteskabs normerne har altid været en sand indikator for de aktuelle skikkes magt og på civil regeringens funktionelle integritet. De første skikke vedrørende seksuallivet og parring var en væld af modstridende og primitive regler. Forældre, børn, familie, og samfundet havde alle modstridende interesser når det kom til regler om ægteskabet. Men på trods af alt dette, udviklede de racer, der holdt ægteskabet i ære og levede i ægteskab på en naturligt måde sig til et højere niveau og overlevede i øgede antal.
82:3.4 Under de første tider var ægteskabet prisen for social status; besiddelse af en hustru var et tegn på forskel[2]. For den vilde betød bryllupsdagen begyndelsen på ansvar og manddom. I en tidsalder, er ægteskabet blevet betragtet som en social forpligtelse; i en anden, som en religiøs forpligtelse; og endnu en, som et politisk krav om at forsyne staten med medborgere.
82:3.5 Mange gamle stammer krævede bedrifter i form af at stjæle som en betingelse for ægteskab. Senere folkeslag erstattede sådanne plyndringstogt med atletiske kampe og konkurrencer. Vinderne i disse konkurrencer blev tildelt førstepræmien - valg af sæsonens ungmøer. Blandt hoved-jægere måtte en ung mand først gifte sig når han havde fået mindst ét hoved, selv om sådanne kranier undertiden kunne købes. Da skikken med at købe hustruer faldt, kunne de blive vundet ved at gætte gåder, en praksis, der stadig overlever blandt mange grupper af sorte mennesker.
82:3.6 Efterhånden som civilisationen avancerede, overlod visse stammer de alvorlige ægteskabstests af mandlige udholdenhed til kvinderne; som således var i stand til at favorisere mændene i deres valg. Disse ægteskabstests omfattede færdigheder til at jage og kæmpe, og evnen til at forsørge en familie. Gommen var længe bedt om at knytte sig til brudens familie i mindst et år, ved at leve og arbejde der for at bevise, at han var værdig til konen han eftertragtede.
82:3.7 Til hustruens kvalifikationer hørte evnen til at udføre hårdt arbejde og til at føde børn. Hun var forpligtet til at udføre et bestemt stykke landbrugsarbejde inden for en given tid. Hvis hun havde født et barn før ægteskabet, var hun så meget mere værdifuld; hendes frugtbarhed var derefter sikret.
82:3.8 Det faktum, at fortidens folk betragtede det som en skændsel, eller endda en synd, ikke at blive gift, forklarer oprindelsen af børneægteskaber; jo før jo bedre, da man skal være gift. Det var også en generel tro på, at ugifte personer, ikke kunne komme ind i åndelandet, og dette var et yderligere incitament til børneægteskaber selv ved fødslen og nogle gange før fødslen betinget af køn. Fortidens mennesker troede, at selv de døde skulle være gift. De oprindelige ægteskabs mæglere var ansat til at forhandle ægteskaber for afdøde personer. En af forældrene ville aftale med disse formidlere til at bevirke ægteskabet af en død søn med en død datter af en anden familie.
82:3.9 Blandt senere folkeslag var puberteten, den sædvanlige alder for ægteskab, men denne alder er blevet skubbet i direkte forhold til civilisationens fremskridt. Allerede tidligt i samfundets udvikling opstod der ejendommelige samfund for både mænd og kvinder, der levede i cølibat; de opstod og blev vedligeholdt af personer der mere eller mindre manglede normal seksualdrift.
82:3.10 Mange stammer tillod medlemmer af den herskende gruppe til at have seksuelle forbindelser med bruden, lige før hun skulle gives til sin mand. Hver af disse mænd ville give pigen en gave, og det var oprindelsen til skikken med at give bryllupsgaver. Blandt visse grupper var det forventet, at en ung kvinde skulle tjene sin medgift, som bestod af de gaver hun havde modtaget som kompensation for sine seksuelle ydelser i brudens udstillingshal.
82:3.11 I nogle stammer blev de unge mænd giftet væk til enker og ældre kvinder, og senere da de blev enkemænd, fik de lov til at gifte sig med de unge piger. Således forsikrede man sig om - som de udtrykte det - at begge forældre ikke ville være tåber, som de forestillede sig ville være tilfældet, hvis to unge fik lov til at gifte sig med hinanden. Andre stammer begrænsede giftermålet til personer i samme aldersgruppe. Det var begrænsningen af ægteskab med bestemte aldersgrupper, der først gav oprindelse til ideer om incest. (I Indien findes der ingen alder restriktioner på ægteskab.)
82:3.12 Under visse skikke var der i højeste grad grund til at frygte enkestanden, fordi enkerne enten blev dræbt eller fik lov til at begå selvmord på deres mænds grave, for det var meningen, at de skulle gå over i åndeland med deres ægtefæller. Den overlevende enke blev næsten altid beskyldt for sin mands død. Nogle stammer brændte dem levende. Hvis en enke fortsatte med at leve, var hendes liv en konstant sorg og af ubærlig sociale begrænsninger, da indgåelse af et nyt ægteskab generelt blev afvist.
82:3.13 I oldtiden blev mange praksis opmuntret som nu betragtes som umoralske. Konerne i primitive tider var ofte meget stolte af deres mænds relationer med andre kvinder. Kyskhed hos piger var en stor hindring for ægteskabet; en graviditet før ægteskabet gjorde pigen mere eftertragtet som hustru, da manden var sikker på at have en frugtbar partner.
82:3.14 Mange primitive stammer godkendte ægteskab på prøve, indtil kvinden blev gravid, hvor den almindelige vielse ville blive udført, Blandt andre grupper fejres brylluppet ikke før det første barn blev født. Hvis en hustru var ufrugtbar, måtte hun frikøbes af sine forældre, og ægteskabet blev annulleret. Skikkene krævede, at hvert par skulle have børn.
82:3.15 Disse primitive prøveægteskaber havde intet at gøre med tøjlesløshed; de var simpelthen oprigtige frugtbarhedstester. Partnerne blev gift permanent lige så snart fertilitet blev etableret. Når moderne par gifte sig med tanken om praktisk skilsmisse i baggrunden af deres sind, hvis de ikke er helt tilfredse med deres ægteskab, indgår de i virkeligheden en form for prøveægteskab og et ægteskab, som ligger langt under niveauet for de oprigtige bestræbelser blandt deres mindre civiliserede forfædre.
82:4.1 Ægteskab har altid været tæt forbundet med både ejendom og religion. Ejendommen har givet ægteskabet stabilitet; religion har givet moral.
82:4.2 Ægteskabet under de første tider var en investering, økonomisk spekulation; det var mere et spørgsmål om forretning end et frieri affære. Fortidens mennesker giftede sig med tanke på gruppens fordel og velfærd; derfor blev deres ægteskaber planlagt og arrangeret af gruppen, deres forældre og de ældre. At ejendomsbestemmelserne effektivt stabiliserede ægteskabsinstitutionen fremgår af det faktum, at ægteskabet var mere bestående blandt de tidlige stammer, end det er blandt mange moderne folk.
82:4.3 Efterhånden som civilisationen avancerede og privat ejendom fik større betydning for skikkene, blev tyveri en stor forbrydelse. Utroskab blev anerkendt som en form for tyveri, overtrædelse af mandens ejendomsret; det er derfor ikke specifikt nævnt i de tidligere koder og skikke. Kvinden begyndte sit liv som sin fars ejendom, han overførte sit ejerskab til hendes mand, og alle legaliserede seksuelle relationer voksede ud af disse tidligere eksisterende ejendomsrettigheder. I det Gamle Testamente behandles kvinder som en form for ejendom; i Koranens lære er de laverestående. Manden havde ret til at låne sin kone ud til en ven eller gæst, og denne skik findes stadig blandt visse folk.
82:4.4 Moderne seksuel jalousi er ikke medfødt; det er et produkt af de udviklende skikke. De første tiders mænd var ikke skinsyg på deres hustru; han bevogtede bare sin ejendom. Grunden til, at de seksuelle regler var strengere for hustruen end for manden var fordi hendes ægteskabelige utroskab involveret afstamning og arv. Meget tidligt under civilisationens gang faldt det uægte barn i miskredit. Først var kun kvinden straffet for utroskab; senere, foreskrev skikkene også straf af hendes partner, og i lange tidsaldre havde den krænkede mand eller den beskyttende far fuld ret til at dræbe den mandlige ubudne gæst. Moderne folkeslag bevarer disse skikke, som tillader såkaldte æresforbrydelser under den uskrevne lov.
82:4.5 Eftersom at kyskhedstabu havde sin oprindelse som en del af ejendomsbestemmelserne, gjaldt det først kun de gifte kvinder, men ikke ugifte piger. I de senere år var det mere faderen end bejleren, som krævede kyskhed. En jomfru var en kommerciel aktiv til faderen - hun bragte en højere pris. Da kyskhed blev mere eftertragtet, blev det praksis at betale faderen en brudepris som erkendelse af at han behørigt havde opfostret en uberørt datter til den kommende mand. Da denne idé om kvindelig kyskhed havde fået sin start fik den et sådan hold på racerne, at det blev til praksis bogstaveligt at sætte pigerne i et bur, faktisk at fængsle dem i årevis, for at sikre deres jomfruelighed. Således gav disse nyere standarder og jomfruelighedstests automatisk oprindelse til de professionelle klasser af prostituerede; de var de afviste brude, de kvinder, der er blevet fundet af brudgommens mødre til ikke at være jomfruer.
82:5.1 Meget tidligt observerede den vilde, at raceblanding forbedrede efterkommers kvalitet. Det var ikke, at indavl altid var dårligt, men avl udenfor gruppen gav altid et forholdsvis bedre resultat. Derfor tenderede skikkene til at krystallisere restriktioner af seksuelle relationer mellem nære slægtninge. Det blev anerkendt, at avl udenfor gruppen stærkt forøgede den selektive mulighed for variation og fremskridt i udviklingen. De udenfor avlede individer var mere alsidig og havde større evne til at overleve i en fjendtlig verden; de indavlede, sammen med deres skikke, forsvandt efterhånden. Alt dette var en langsom udvikling. Den vilde ræsonnerede ikke bevidst om sådanne problemer. De senere, fremrykkende folkeslag gjorde det, og de gjorde også den iagttagelse, at generel svaghed undertiden skyldes overdreven indavl.
82:5.2 Mens indavl blandt gode klaner til tider resulterede i opbygningen af stærke stammer, gjorde de særligt slående tilfælde af de dårlige resultater af indavl mellem arvelige svage individer et kraftigt indtryk på menneskenes sind, som førte til at skikkene, i stigende grad formulerede tabuer mod alle ægteskaber blandt nær pårørende.
82:5.3 Religionen har længe været en effektiv barriere mod ægteskab uden for egen stamme. Mange religiøse lære har bandlyst ægteskab uden for troen. Kvinden har normalt foretrukket den praksis at gifte sig inden for egen gruppe; manden, uden for gruppen. Ejendom har altid indvirket på ægteskabet, og nogle gange, i et forsøg på at bevare ejendommen indeni en klan, har skikken opstået som har krævet at kvinder vælger deres mænd inden for deres fædres stammer. Afgørelser af denne art førte til at ægteskaber mellem fætre steg kraftigt. Ægteskab inden for egen gruppe blev også praktiseret i et forsøg på at bevare håndværks hemmeligheder; dygtige håndværkere forsøgte at holde kendskabet til deres håndværk inden for familien.
82:5.4 Når højerestående grupper blev isoleret, vendte de altid tilbage til blodsbeslægtet ægteskaber. Noditerne var i over hundrede og halvtreds tusinde år en af de store grupper, der giftede sig inden for deres egen race. Senere tiders skikke med at gifte sig inden for egen kreds blev voldsomt påvirket af den violette races traditioner, hvor ægteskabet, i første omgang var en nødvendighed, mellem bror og søster. Ægteskab mellem bror og søster var almindelige i det tidlige Egypten, Syrien, Mesopotamien, og overalt i de lande, hvor Anditerne engang boede. Egypterne praktiserede længe ægteskab mellem bror og søster i et forsøg på at holde det kongelige blod rent, en skik, der varede endnu længere i Persien. Blandt Mesopotamierne, var fætter ægteskaber, før Abrahams dage obligatorisk. Fætre havde første ret til at gifte sig med fætre[3][4]. Abraham selv giftede sig med sin halvsøster, men sådanne foreninger var ikke tilladt under de senere skikke af jøderne.
82:5.5 Det første skridt væk fra ægteskaber mellem bror og søster kom med skikkene som godkendte flere hustruer, fordi søster-hustruen sædvanligvis arrogant ville dominere den anden hustru eller hustruer[5]. Nogle stammeskikke forbød ægteskab med en død brors enke, men krævede at den levende bror skulle avle børn til sin afdøde bror[6]. Der er ingen biologisk instinkt mod nogen grad af ægteskab inden for familien. Sådanne restriktioner er helt et spørgsmål om tabu.
82:5.6 At gifte sig uden for eget samfund blev endelig udbredt, fordi manden foretrak det[7]. At få en hustru udefra garanterede større frihed fra svigerforældre. Nære bekendtskaber fører til foragt. Så, da det individuelle valg begyndte at dominere pardannelse, blev det skik at vælge partnere uden for stammen.
82:5.7 Mange stammer forbød til sidst ægteskaber i klanen; andre begrænsede pardannelse til bestemte kaster. Tabuet mod ægteskab med en kvinde der tilhørte ens egen totem gav nye impulser til at stjæle kvinder fra tilstødende stammer. Senere blev ægteskaber reguleret mere i overensstemmelse efter bopæl end med slægtskab. Der var mange trin i det endogame ægteskabs udvikling til den moderne praksis med exogami. Selv efter at tabuet hvilede over endogame ægteskaber for almindelige mennesker, så fik høvdinge og konger lov til at gifte sig nære slægtninge for at holde det kongelige blod koncentreret og rent. Sådanne skikke har normalt tilladt suveræne herskere visse frihedsrettigheder i seksuelle sammenhænge.
82:5.8 Anditfolkenes senere tilstedeværelse påvirkede i væsentlig grad viljen hos Sangikracerne til at gifte sig uden for deres egne stammer. Det var ikke muligt for ægteskab uden for stammen at blive udbredt, indtil de tilstødende grupper havde lært at leve sammen i relativ fred.
82:5.9 Exogame ægteskaber var i sig selv befordrende for at fremme fred; ægteskaber mellem stammerne mindskede fjendtlighederne. Ægteskaber uden for stammerne førte til samarbejde mellem stammerne og til militære alliancer. Sådanne ægteskaber var fremherskende, fordi det gav øget styrke; de opbyggede nationen. De exogame ægteskaber blev også i høj grad begunstiget af stigende handel kontakter. Eventyr og udforskning bidrog til udvidelsen af avls grænserne og understøttede i høj grad krydsbefrugtning af racemæssige kulturer.
82:5.10 De ellers uforklarlige uoverensstemmelser mellem de forskellige racers ægteskabsskikke skyldes i høj grad denne skik med at gifte sig uden for stammen med dertil hørende hustru tyveri og køb fra udenlandske stammer, som alle resulterede i en blanding af de separate stammefolks skikke. At disse tabuer om endogame ægteskaber var sociologiske, ikke biologisk, er godt illustreret af tabuet mod ægteskab inden for hele slægten, som omfattede mange grader af slægtskab via giftermål, og som ikke repræsenterede nogen blodbånds forhold.
82:6.1 Der er ingen rene racer i verden i dag. De tidlige og originale evolutionære farvede folkeslag er kun repræsenteret af 2 resterende racer i verden, de gule mennesker og de sorte mennesker; og selv disse to racer er meget blandet med de uddøde farvede folk. Selv om den såkaldte hvide race overvejende nedstammer fra de gamle blå mennesker, er den opblandet mere eller mindre med alle andre racer i vid udstrækning ligesom de røde mennesker i Amerika.
82:6.2 Af de seks farvede Sangikracer, var tre af første grad og tre af anden grad. Selvom racerne af første grad - den blå, den røde og den gule - i mange henseender var bedre end de tre folkeslag af anden graden, bør man huske, at disse anden gradens racer havde mange ønskelige træk, som ville have betydeligt forbedret folkene i først graden betydeligt, hvis deres bedre arveanlæg kunne være blevet absorberet af dem.
82:6.3 Nutidens fordomme mod "halvblods", "hybrider" og "bastarder" opstår, fordi moderne race blanding for det meste finder sted mellem de værste karakteristika af de pågældende racer. I får også utilfredsstillende efterkommere når degenererede slægtstræk fra samme race forenes i ægteskab.
82:6.4 Hvis nutidens racer på Urantia kunne blive befriet fra forbandelse af deres laveste lag af forringede, antisociale, evnesvage, og udstødte personer, så ville der ikke være meget at indvende mod en begrænset sammenlægning af racerne. Hvis sådanne racemæssige blandinger kunne finde sted mellem de højeste typer af de mange racer, så ville der være endnu mindre indvending.
82:6.5 Krydsning af højerestående og forskelligartede slægter med hinanden er hemmeligheden bag skabelsen af nye og mere levedygtige arveanlæg. Dette gælder såvel for planter, dyr og mennesker. Krydsning giver mere livskraft og øger frugtbarheden. Raceblanding mellem de gennemsnitlige eller højerestående lag af forskellige folk øger i høj grad det kreative potentiale, som det er vist i den nuværende befolkning i Nordamerikas Forende Stater. Når sådanne sammenslutninger sker mellem lavere eller laverestående lag, formindskes kreativiteten, som det fremgår af de nuværende folk i det sydlige Indien.
82:6.6 Raceblanding bidrager i høj grad til den pludselige tilsynekomst af nye egenskaber, og hvis en sådan krydsning indebar en forening af højerestående slægtstræk, så vil disse nye egenskaber også være højerestående egenskaber.
82:6.7 Så længe de nuværende racer er så overbebyrdet med ubrugelige og degenererede familietræk, ville en racesammenblanding i stor skala være højst skadelig, men de fleste indvendinger mod sådanne forsøg er baseret på sociale og kulturelle fordomme snarere end på biologiske overvejelser. Selv blandt laverestående slægter betyder hybrider ofte en forbedring i forhold til deres forgængere. Krydsning fører til en forbedring af arter på grund af den rolle, som de dominerende gener spiller. Når racerne blandes med hinanden øges sandsynligheden for at et større antal af de ønskelige dominanter er til stede i hybriden.
82:6.8 I løbet af de sidste hundrede år har der været mere omfattende krydsning mellem racerne på Urantia, end der er sket tidligere i tusinder af år. Faren for alvorlige uoverensstemmelser som følge af krydsning mellem menneskeracerne er betydeligt overdrevet. De fleste af de problemer som forårsages af "halvblods" skyldes sociale fordomme.
82:6.9 Pitcairn eksperimentet med at blande de hvide og den polynesiske race viste sig ganske godt, fordi de hvide mænd og de polynesiske kvinder repræsenterede temmelig gode racemæssige stammer. En krydsning mellem de højeste typer af hvide, røde og gule racer ville straks give oprindelse til mange nye og biologisk effektive egenskaber. Disse tre folkeslag tilhører første gradens Sangikracer. Blandinger af de hvide og sorte racer er ikke så ønskelige i deres umiddelbare resultater. Heller ikke er sådanne mulat efterkommere så forkasteligt som social og racefordomme vil forsøge at få dem til at se ud. Fysisk, så er sådanne hvid-sort hybrider fremragende eksemplarer af menneskeheden, uanset at de er en anelse underlegen i nogle andre henseender.
82:6.10 Når en Sangikrace af første graden fusionerede med en anden gradens Sangikrace, forbedres den sidstnævnte betydeligt på bekostning af førstnævnte. På en lille skala - strækkende sig over en lang tidsperiode - findes der ikke meget at indvende mod en sådan offer bidrag fra første gradens race for at forbedre anden gradens grupper. I biologisk henseende, var anden gradens Sangikracer i nogle henseender bedre end første gradens racer.
82:6.11 Når alt kommer til alt, så findes den virkelige fare der truer menneskeheden i den uhæmmede formering af de laverestående og degenererede familietræk af de forskellige civiliserede folk snarere end på nogen formodet fare fra krydsning mellem racerne.
82:6.12 [Præsenteret af den serafiske leder stationeret på Urantia.]
| Kapitel 81. Nutidens Civilisations Udvikling |
Indeks
Flere versioner |
Kapitel 83. Ægteskabsinstitutionen |