© 2015 Urantia Foundation
| Kapitel 97. Gudsbegrebets Udvikling Blandt Hebrærne |
Indeks
Flere versioner |
Kapitel 99. Sociale Problemer I Religionen |
98:0.1 Melkisedeks lære nåede Vesten ad mange ruter, men først og fremmest kom den via Egypten og indarbejdet i vestlig filosofi efter at være blevet grundigt omformet af hellenismen og senere kristendommen. Den vestlige verdens idealer var dybest set dem som Sokrates underviste i, og dens senere religionsfilosofi blev det som Jesus lærte, modificeret og kompromitteret gennem kontakt med udviklende vestlige filosofi og religion, som alle kulminerede i den kristne kirke.
98:0.2 Salemmissionærerne udøvede i lang tid deres aktiviteter i Europa, og blev gradvist absorberet ind i mange af de kulter og rituelle grupper, som fra tid til anden opstod. Blandt dem, der fastholdt Salemlæren i den reneste form, skal nævnes kynikerne. Disse lærere som prædikede tro og tillid til Gud var stadig aktive i det romerske Europa i det første århundrede efter Kristus, og blev senere indarbejdet i den nyligt dannet kristne religion.
98:0.3 Meget af Salemlæren blev spredt i Europa af de jødiske lejesoldater, der kæmpede i så mange af de militære sammenstød i Vesten. I oldtiden var jøderne lige meget berømte for militær tapperhed som for deres teologiske ejendommeligheder.
98:0.4 De grundlæggende doktriner i den græske filosofi, jødisk teologi, og kristne etik var fundamentale konsekvenser af Melkisedeks tidligere lære.
98:1.1 Salemmissionærerne kunne have opbygget en stor religiøs struktur blandt grækerne havde det ikke været for deres strenge fortolkning af deres ordinationsed, et løfte pålagt af Makiventa der forbød afholdelse af eksklusive menigheder til gudstjeneste, og som afkrævede et løfte af hver lærer om aldrig at fungere som præst og aldrig at modtage gebyrer for religiøs service, kun mad, tøj og husly. Når Melkisedeks lærere trængte ind i hellenistisk Grækenland, fandt de et folk, der stadig dyrkede traditionerne fra Adamson og Anditernes tider, men disse lærdomme var blevet stærkt forfalsket med begreberne og overbevisninger af horder af laverestående slaver, der i stigende antal var blevet bragt til de græske kyster. Denne forfalskning afstedkom en tilbagevenden til en rå animisme med blodige ritualer og de lavere klasser gjorde endda udførelsen af dømte kriminelle til en ceremoni.
98:1.2 Salemlærernes tidlige indflydelse var næsten ødelagt af den såkaldte ariske invasion fra det sydlige Europa og Østen. Disse hellenistiske angribere medbragte deres opfattelse om menneskelignende guder som lignede dem som deres ariske slægtninge havde gennemført til Indien. Denne import udviklede sig til de græske familier af guder og gudinder. Denne nye religion blev delvist baseret på de indkommende hellenistiske barbarers kulter, men der er også indgået myter fra de ældre indbyggere i Grækenland.
98:1.3 De hellenistiske grækere fandt Middelhavets verden i høj grad domineret af moderkulten, og de påtvang disse mennesker deres menneskeskabte gud, Dyaus-Zeus, der ligesom Jahve blandt de henoteistiske semitter, allerede var blevet leder af hele den græske gudeverden af underordnede guder. Grækerne ville med tiden have opnået en sand monoteisme i begrebet om Zeus, hvis de ikke havde fastholdt, at skæbnen havde den endelige afgørelse. En Gud som repræsenterer en endelige værdi må selv være dommer over skæbne og skaberen af skæbne.
98:1.4 Som en konsekvens af disse faktorer i den religiøse evolution, udviklede der sig snart den populære tro på de glade guder på Olympen, guder som var mere menneskelige end guddommelige, og guder, som de intelligente grækerne aldrig betragtede meget alvorligt. De hverken særligt elskede eller frygtede disse guddomme af deres egen skabelse. De havde en patriotisk og racemæssig følelse for Zeus og hans familie af halve mænd og halve guder, men de ærede eller tilbad dem knap nok.
98:1.5 Hellenerne blev så imprægneret med de tidligere Salemlærers doktriner, der fordømte alt præsteskab, at intet præstedømme af nogen betydning nogensinde opstod i Grækenland. Selv tilvirkningen af billeder til guderne blev mere et værk i kunst end et spørgsmål om tilbedelse.
98:1.6 De olympiske guder illustrerer menneskets typiske antropomorfisme. Den græske mytologi var mere æstetisk end etik. Den græske religion var nyttig for så vidt som at den portrætterede et univers styret af en gruppe guder. Men den græske moral, etik og filosofi avancerede snart langt forbi gudsopfattelse, og denne ubalance mellem intellektuel og åndelig vækst var ligeså farligt for Grækenland, som den havde vist sig at være i Indien.
98:2.1 En let betragtet og overfladisk religion kan ikke bestå, især når den ikke har noget præsteskab til at fremme dens former, og til at fylde tilhængernes hjerter med frygt og ærefrygt. Den olympiske religion lovede ikke frelse, og den slukkede heller ikke den åndelige tørst hos sine troende; derfor blev den dømt til at gå til grunde. Inden et årtusinde fra dens start var den næsten forsvundet, og grækerne var uden en national religion, da guderne på Olympus have mistet deres greb om de bedre sind.
98:2.2 Sådan var situationen, da Orienten og Levanten i den sjette århundrede før Kristus, oplevede en genoplivning af åndelig bevidsthed og en ny opvågnen til anerkendelse af monoteisme. Men Vesten havde ikke del i denne nye udvikling; hverken Europa eller det nordlige Afrika deltog i nogen større betydning i denne religiøse renæssance. Grækerne engagerede sig dog i en storslået intellektuel fremgang. De var begyndt at mestre frygt og søgte ikke længere religionen som en modgift til frygt, men de opfattede ikke, at en sand religion er et helbredelsesmiddel for sjælens sult, åndelig uro, og moralsk fortvivlelse. De søgte sjælens trøst i dybsindig tænkning - filosofi og metafysik. De vendte sig fra betragtningen af selvopholdelsesdrift - frelse - til selvrealisering og selvforståelse.
98:2.3 Ved disciplineret tænkning forsøgte grækerne at nå et sådan tryghedsbevidsthed, som ville fungerer som en erstatning for troen på overlevelse, men de mislykkedes aldeles. Kun den mere intelligente del blandt de højere klasser i det græske folk kunne fatte denne nye lære; de almindelige mennesker, efterkommerne af slaverne fra tidligere generationer havde ingen kapacitet for modtagelse af denne nye erstatning for religion.
98:2.4 Filosofferne foragtede alle former for tilbedelse, uagtet at de stort set alle holdt sig løst til en baggrund af en tro på Salemdoktrinen om "universets intelligens", "idéen om Gud," og "den Store Kilde". For så vidt, at de græske filosoffer gav anerkendelse til det guddommelige og det superendelige, var de helt ærligt monoteistiske; de gav ringe anerkendelse til hele samlingen af guder og gudinder på Olympus.
98:2.5 De græske digtere under det femte og sjette århundrede, i særdeleshed Pindar, forsøgte at reformere den græske religion. De forhøjede dens idealer, men de var mere kunstnere end religiøse. De undlod at udvikle en teknik til at fremme og bevare de øverste værdier.
98:2.6 Xenophanes lærte, at der var én Gud, men hans guddomskoncept var for panteistisk til at være en personlig Fader for det dødelige menneske. Anaxagoras var en maskinist, bortset fra at han erkendte en første årsag, et Oprindelig Sind. Sokrates og hans efterfølgere, Platon og Aristoteles, lærte, at dyd er viden; godhed, sundhed for sjælen; at det er bedre at lide uret end at være skyldig i det, at det er forkert at returnere ondt med ondt, og at guderne er kloge og gode. Deres kardinal dyder var: visdom, mod, mådehold og retfærdighed.
98:2.7 Udviklingen af den religiøse filosofi blandt de hellenistiske og hebraiske folk giver en kontrastiv illustration af kirkens funktion som institution i udformningen af kulturelle fremskridt. I Palæstina, var menneskets tanker så kontrolleret af præster og styret af skriften, at filosofi og æstetik helt blev opslugt i religion og moral. I Grækenland medførte den næsten fuldstændige mangel på præster og "hellige skrifter" det menneskelige sind frit og uhindret, hvilket resulterede i en overraskende udvikling i tænkningens dybde. Religion som en personlig oplevelse undladt at holde trit med de intellektuelle sonderinger i kosmos natur og virkelighed.
98:2.8 I Grækenland var troen underordnet tanken; i Palæstina, var tanken underlagt troen. En stor del af styrken i kristendommen er på grund af at den har lånt kraftigt fra både hebraisk moral og græsk tænkning.
98:2.9 I Palæstina, krystalliserede de religiøse dogmer sig så langt at de truede yderligere vækst; i Grækenland blev den menneskelige tænkning så abstrakte, at gudsbegrebet opløste sig selv i en tåget damp af panteistisk spekulation, der ikke er ulig til brahmin filosoffernes upersonlige Uendelighed.
98:2.10 Gennemsnitsmenneskerne i disse tider kunne ikke forstå den græske filosofi om selvrealisering og en abstrakt Guddom og de var heller ikke særligt interesserede i den; de længtes mere efter løfter om frelse, kombineret med en personlig Gud, der kunne høre deres bønner. De sendte filosofferne i landflygtighed, forfulgte resterne af Salemkulten - begge doktriner var blevet meget blandet med hinanden og gjorte sig klar til det frygtelige orgiastiske spring ind i mysteriekulternes tåbeligheder som derefter spredte sig over Middelhavslandene. De eleusinske mysterier voksede frem i den olympiske gudeverden, en græsk version af tilbedelsen af frugtbarhed. Dionysos natur tilbedelse blomstrede. Den bedste blandt kulterne var det Orfiske broderskab, hvis moralske prædikener og løfter om frelse gjorte en stor appel til mange.
98:2.11 Hele Grækenland blev involveret i disse nye metoder til at opnå frelse, disse følelsesmæssige og lidenskabelige ceremonier. Ingen nation nået nogensinde sådanne højder af kunstnerisk filosofi på så kort tid. Ingen har nogensinde skabt et så avanceret system af etik næsten uden Guddom og helt blottet for løftet om menneskets frelse. Ingen nation har nogensinde kastet sig så hurtigt, dybt og voldsomt ind i sådanne dybder af intellektuel stagnation, moralsk fordærv, og åndelig fattigdom som disse samme græske folk, når de kastede sig ind i mysteriekulternes vanvittige hvirvel.
98:2.12 Religioner har længe været uden filosofisk støtte, men få filosofier, som sådan, har længe bestået uden en vis identifikation med religion. Filosofi er for religion som undfangelse er til handling. Men den ideelle menneskelige tilstand er, at filosofi, religion og videnskab, sammensvejses ind i en meningsfuld helhed gennem interaktion af visdom, tro og erfaring.
98:3.1 Efter at latinerne havde forladt de tidligere religiøse former for tilbedelse af familieguder og overgået til stamme ærbødighed for Mars, krigsguden, var det naturligt, at deres senere religion mere mindede om en politisk ceremoni end grækernes og brahminernes intellektuelle systemer eller flere andre folkeslags spirituelle religioner.
98:3.2 I den store monoteistiske renæssance af Melkisedeks evangelium i det sjette århundrede før Kristus, trængte alt for få af Salemmissionærerne ind i Italien, og dem, der gjorde var ude af stand til at overvinde indflydelsen af det etruskiske præsteskab som meget hurtigt spredte sig med sin nye samling af guder og templer, som alle herefter blev organiseret i den romerske statsreligion. De latinske stammers religion var ikke ubetydelig og korrupt ligesom grækerne, ej heller var den streng og tyrannisk ligesom hebræerne. Den bestod for det meste blot i overholdelse af former, løfter og tabuer.
98:3.3 Den romerske religion var stærkt præget af omfattende kulturel import fra Grækenland. Til sidst blev de fleste af de olympiske guder transplanteret og indarbejdet i den latinske gudeverden. Grækerne tilbad længe ilden fra familiens arne - Hestia var den jomfruelige skorstens gudinde; Vesta var den romerske gudinde for hjemmet. Zeus blev Jupiter; Afrodite til Venus; og så videre ned gennem de mange olympiske guder.
98:3.4 Den religiøse initiering af romerske unge var i anledning af deres højtidelige indvielse til tjeneste for staten. Eder og optagelser til statsborgerskab var i virkeligheden religiøse ceremonier. De latinske folkeslag opretholdt templer, altre og helligdomme, og i en krise, ville de høre orakler. De bevarede heltes knogler og senere dem fra de kristne helgener.
98:3.5 Denne formelle og uemotionelle form for pseudoreligiøs patriotisme var dømt til at bryde sammen, ligesom grækernes meget intellektuelle og kunstneriske tilbedelse var gået under for mysteriekulternes brændende og dybt følelsesmæssige tilbedelse. Den største af disse ødelæggende kulter var Guds Moder sekten, en af mysteriereligionerne, som havde sit hovedkvarter, i den tid, på det nøjagtige samme sted som den nuværende St. Peters kirke i Rom.
98:3.6 Den nye romerske stat gjorde politiske erobringer, men blev til gengæld erobret af kulter, ritualer, mysterier, og gudsbegreberne fra Egypten, Grækenland og Levanten. Disse importerede kulter fortsatte med at blomstre over hele det romerske rige frem til tidspunktet for Augustus, som af rent politiske og civile årsager, gjorde en heroisk og noget vellykket indsats for at ødelægge mysterierne og genoplive den ældre politiske religion.
98:3.7 En af statsreligionens præster fortalte Augustus om Salemlærernes tidligere forsøg på at sprede læren om én Gud, en endelig Guddom som præsiderede over alle overnaturlige væsener; og denne idé tog sådan et fast greb om kejseren, at han byggede mange templer, fyldte dem godt op med smukke billeder, reorganiserede statens præsteskab, genindførte statsreligionen, udnævnte sig selv til tjenesteforrettende ypperstepræst over alle, og som kejser tøvede han ikke med at udråbe sig selv til øverste gud.
98:3.8 Denne nye religion som Augustus tilbad blomstrede og blev udøvet i hele imperiet i hans levetid, undtagen i Palæstina, hjemsted for jøderne. Denne fase med de menneskelige guder fortsatte indtil den officielle romerske kult havde en liste over mere end fyrre selvstændige forhøjet menneskelige guder, som alle hævdede mirakuløse fødsler og andre overmenneskelige egenskaber.
98:3.9 Den sidste modstand af den skrumpende skare af Salem troende blev foretaget af en alvorlig gruppe prædikanter, kynikerne, der formanede romerne til at opgive deres vilde og meningsløse religiøse ritualer og vende tilbage til en form for tilbedelse som omfattede Melkisedeks evangelium, som det var blevet ændret, og forurenet gennem kontakt med græsk filosofi. Folk som helhed afviste kynikerne; de foretrak at fordybe sig i mysterieritualerne, som ikke kun tilbød håb om personlig frelse, men også tilfredsstillede ønsket om afveksling, spænding og underholdning.
98:4.1 De fleste mennesker i den græsk-romerske verden, efter at have mistet deres primitive familie og statslige religioner og uden at være i stand til eller uvillige til at forstå betydningen af græsk filosofi, vendte deres opmærksomhed mod de spektakulære og følelsesmæssige mysteriekulter fra Egypten og Levanten. Almindelige mennesker længtes efter løftet om frelse - religiøs trøst for i dag og forsikringer om håb for udødelighed efter døden.
98:4.2 De tre mysteriekulter som blev mest populære var:
98:4.3 1. Den frygiske kult om Kybele og hendes søn Attis.
98:4.4 2. Den egyptiske kult om Osiris og hans mor Isis.
98:4.5 3. Den iranske kult som tilbad Mithra som den syndige menneskehedens frelser og forløser.
98:4.6 De frygiske og egyptiske mysterier lærte, at den guddommelige søn (henholdsvis Attis og Osiris) havde oplevet døden og var blevet genoplivet af guddommelig kraft, og endvidere, at alle, der var korrekt indviet i mysteriet, og som ærbødigt fejrede årsdagen for gudens død og opstandelse, derved ville blive delagtige i hans guddommelige natur og hans udødelighed.
98:4.7 De frygiske ceremonier var at påtvinge, men nedværdigende. Deres blodige festivaler viser, hvor nedbrudt og primitive disse Levantine mysterier blev. Den mest hellige dag var Sorte Fredag, "blodsdagen," til minde om Attis selvforskyldte død. Efter tre dage med fejringen af Attis’ offer og død blev festivalen vendt til glæde for at ære hans opstandelse.
98:4.8 Ritualerne ved tilbedelsen af Isis og Osiris var mere raffineret og imponerende end den frygiske kults ritualer. Dette egyptiske ritual blev bygget omkring legenden om Nilens gamle gud, en gud, der døde og opstod; et begreb afledt af observation af den årligt tilbagevendende standsning af plantevæksten efterfulgt af forårets restaurering af alle levende planter. Den hektiske overholdelse af disse mysteriekulter og deres orgier af ceremonier, skulle føre op til en "begejstring", for realiseringen af guddommelighed, var undertiden mest oprørende.
98:5.1 De frygiske og egyptiske mysterier gav til sidst plads før den største af alle mysteriekulterne, tilbedelsen af Mithra. Mithraskulten appellerede til en bred vifte af den menneskelige natur og fortrængte efterhånden begge sine forgængere. Mithraismen spredte sig over det romerske imperium gennem propagandering af romerske legioner rekrutteret i Levanten, hvor denne religion var på mode, for de bar denne tro, uanset hvor de gik. Dette nye religiøse ritual var en stor forbedring i forhold til de tidligere mysteriekulter.
98:5.2 Dyrkelsen af Mithra opstod i Iran og eksisterede længe i sit hjemland trods den militante modstand fra tilhængerne af Zoroaster. På det tidspunkt da Mithraismen nåede Rom, var den blevet stærkt forbedret af absorption af mange af Zoroasters lærdomme. Det var først og fremmest gennem Mithraskulten at Zoroasters religion udøvede en indflydelse på den senere fremkommende kristendom.
98:5.3 Mithraskulten portrætterede en militant gud som havde fået sin oprindelse i en stor klippe. Han udførte tapre bedrifter, og forårsager vand til at strømme frem fra en klippe når han ramte dem med sine pile. Der var en oversvømmelse, hvorfra én mand undslap i en specialbygget båd og en sidste nadver, som Mithra fejrede med solguden, før han steg op til himlen. Denne solgud, eller Sol Invictus, var en degenerering af guddomsbegrebet Ahura-Mazda i Zarathustras lære. Mithra var tænkt som den efterlevende forkæmper for solguden i sin kamp med mørkets gud. I erkendelse af, at Mithra dræbte den mytiske hellige tyr, blev Mithra gjort udødelige, og blev ophøjet til en position som fortaler for den menneskelige race blandt guderne i det høje.
98:5.4 Tilhængerne af denne kult tilbad i huler og andre hemmelige steder. De sang salmer, mumlede magi, spiste offerdyrets kød, og drak dets blod. Tre gange om dagen, tilbad de, med særlige ugentlige ceremonier på solgudens dag og med den mest omfattende overholdelse af alle ceremonier ved den årlige festival for Mithra, den femogtyvende december. Man troede, at indtagelse af nadveren sikrede et evigt liv, en umiddelbar overgang, efter døden til Mithra favn, med ophold der i lyksalighed indtil dommens dag. På dommens dag ville Mithras nøgler åbne himlens porte til Paradiset for at modtage de trofaste; hvorefter alle de udøbte blandt de levende og døde ville blive tilintetgjort på Mithras tilbagekomst til jorden. Man lærte, at når et menneske døde, gik det først til en dom foran Mithra, og ved verden ende ville Mithra indkalde alle de døde fra deres grave til den sidste dom. De onde ville blive ødelagt af ild, og de retfærdige skulle herske med Mithra for evigt.
98:5.5 Først var det en religion kun for mænd, og der var syv forskellige klasser i hvilke troende kunne successivt indvies. Senere blev koner og døtre af troende givet adgang til den Store Moders tempel, der stødte op til Mithras templer. Kvindernes kult var en blanding af Mithraisk ritual og ceremonier fra den frygiske kult omkring Kybele, mor til Attis.
98:6.1 Før mysteriekulternes og kristendommens tilsynekomst, havde den personlig religion knap nok udviklet sig som en selvejende institution i de civiliserede lande i Nordafrika og Europa. Religionen var mere en familie, bystat, politiske og kejserlige affære. De hellenistiske grækere udviklede aldrig et centraliseret tilbedelses system, deres ritualer var lokale; de havde ingen præsteskab og ingen "hellig bog". De religiøse institutioner manglede, ligesom romerne, meget en stærk drivende agentur for bevarelsen af højere moralske og åndelige værdier. Selv om det er rigtigt, at institutionaliseringen af religionen som regel har forringet dens åndelige kvalitet, er det også en kendsgerning, at ingen religion hidtil har formået at overleve uden hjælp af nogen større eller mindre grad af institutionel organisering.
98:6.2 Vestlig religion vansmægtede således på denne måde, frem til tiden for skeptikerne, kynikerne, epikuræerne, og stoikerne, men vigtigst af alt, indtil tiden for den store konkurrence mellem Mithraismen og Pauls nye religion, kristendommen.
98:6.3 I det tredje århundrede efter Kristus, var de mithraiske og kristne kirker meget ens både i udseende og i karakteren af deres ritual. Et flertal af sådanne steder for tilbedelse var under jorden, og begge indeholdt altre, hvis baggrunde på forskellig vis afbildede lidelser hos den frelser, som havde bragt frelse til den menneskelige race som levede under syndens forbandelse.
98:6.4 Mithras tilbedere havde altid haft for vane at dyppe fingrene i vievand, ved indgangen til templet. Da der var dem, der på én gang tilhørte begge religioner i nogle distrikter, indførte de denne skik i størstedelen af de kristne kirker i nærheden af Rom. Til begge religioner hørte dåb og deltagelse i nadveren af brød og vin. Den ene store forskel mellem Mithraismen og kristendom, bortset fra Mithras og Jesus natur, var, at man tilskyndede militarisme, mens den anden var ultrapacifistisk. Mithraismens tolerance for andre religioner (undtagen senere kristendom) førte til dens endelige undergang. Den afgørende faktor i kampen mellem de to var optagelse af kvinder til fuldt fællesskab af den kristne tro.
98:6.5 Til slut dominerede den nominelle kristne tro i Vesten. Den græske filosofi leverede begreberne om etisk værdi; Mithras lære, den rituelle tilbedelse; og kristendommen som sådan, teknikken for bevarelse af moralske og sociale værdier.
98:7.1 En Skabersøn inkarnerede ikke i lighed med dødelig kød og overgav sig ikke til menneskeheden på Urantia for at formilde en vred Gud, men snarere at vinde hele menneskeheden til anerkendelse af Faderens kærlighed og til virkeliggørelsen af deres sønskab med Gud. I alle tilfælde indså selv den store fortaler for forsoningsdoktrinen noget af denne sandhed, for han erklærede, at "det var Gud som i Kristus forsonede verden med sig selv[1]."
98:7.2 Det hører ikke til dette kapitels emneområde, at beskæftige sig med oprindelsen og udbredelsen af den kristne religion. Det er nok at sige, at den er opbygget omkring personen Jesus af Nazaret, Nebadons Mikael Søn inkarneret som menneske, kendt på Urantia som Kristus, den salvede. Kristendommen blev spredt over hele Levanten og Vesten af tilhængere til denne Galilæer, og deres missionsiver svarede stort set til deres berømte forgængere, Sethiterne og Salemlærerne såvel som deres oprigtige asiatiske samtidige, de buddhistiske lærere.
98:7.3 Den kristne religion, som et trossystem på Urantia, er opstået gennem sammensætningen af følgende lære, påvirkninger, overbevisninger, kulter og personlige individuelle holdninger:
98:7.4 1. Den Melkisedekske lære, som er en grundlæggende faktor i alle vestlige og østlige religioner, der er opstået i de sidste fire tusinde år.
98:7.5 2. Det hebraiske moral-, etik- og teologisystem, og tro på både Forsynet og den højeste Jahve.
98:7.6 3. Zarathustras opfattelse af kampen mellem det gode og onde i kosmos, som allerede havde sat sit aftryk på både jødedommen og mithraismen. Gennem den længerevarende kontakt mellem mithraismen og kristendommen i tilslutning til kampen mellem dem, blev den iranske profets doktriner en indflydelsesrig faktor for den teologiske og filosofiske form og struktur af dogmerne, læresætningerne, og kosmologi af de helleniserede og latiniserede versioner af Jesu lære.
98:7.7 4. Mysteriekulterne, især Mithraismen men også tilbedelsen af den Store Moder i den frygiske kult. Selve beretningerne om Jesu fødsel på Urantia blev plettet med den romerske version af legenderne om den mirakuløse fødsel af den iranske frelser og helt, Mithra, hvis fremkomst på jorden formodedes kun at være vidnet af en håndfuld hyrder som medbragte gaver, og der var blevet underrettet om denne forestående begivenhed af engle.
98:7.8 5. Den historiske kendsgerning af Joshua ben Josephs liv som menneske, virkeligheden af Jesus af Nazaret som den herliggjorte Kristus, Guds Søn.
98:7.9 6. Det personlige synspunkt hos Paulus fra Tarsus. Det bør noteres, at Mithraismen var den dominerende religion i Tarsus i løbet af hans ungdom. Paulus kunne ikke drømme om, at hans velmente breve til sine konvertitter en dag ville blive betragtet af endnu senere kristne som "Guds ord". Sådanne velmenende lærere må ikke holdes ansvarlige for anvendelsen af deres skrifter af senere tiders efterfølgere.
98:7.10 7. Den filosofiske tænkning af de hellenistiske folk, fra Alexandria og Antiokia gennem Grækenland til Syracuse og Rom. Grækernes filosofi var mere i harmoni med Paulus' version af kristendommen end med noget anden nuværende religionssystem, og blev en vigtig faktor for kristendommens fremgang i Vesten. Græsk filosofi, kombineret med Pauls teologi, danner stadig grundlag for den europæiske etik.
98:7.11 Da Jesu oprindelige lære trængte ind i Vesten, blev den mere og mere vestlig, og da den blev vestlig begyndte den at miste sin potentielle universelle appel til alle racer og typer af mennesker. Kristendommen, i dag, er blevet en religion godt tilpasset til de sociale, økonomiske og politiske skikke i de hvide racer. Den har for længst ophørt med at være Jesu religion, selv om den stadig tappert skildrer en smuk religion om Jesus til sådanne personer, som oprigtigt søger at følge vejen for hans undervisning. Den har herliggjort Jesus som Kristus, den messianske salvede fra Gud, men har stort set glemt Mesterens personlige evangelium: Guds faderskab og det universelle broderskab af alle mennesker.
98:7.12 Dette er den lange historie om læren af Makiventa Melkisedek på Urantia. Det er næsten 4000 år siden denne nødsituation Søn i Nebadon overdrog sig til Urantia, og i denne tidsperiode har de lærdomme som udgik fra "El Elyon, Gud den højestes præst," trængt frem til alle racer og folkeslag[2]. Makiventa lykkedes, at opnå formålet med sin usædvanlige overdragelse; da Mikael beredte sig til at fremtræde på Urantia, var opfattelsen om Gud eksisterende i mænds og kvinders hjerter, den samme gudsopfattelse, der vedvarende flammer på ny i den levende åndelige oplevelse af de mangfoldige børn til den Universelle Fader, mens de lever deres spændende tidsmæssige liv på de hvirvlende planeter i rummet.
98:7.13 [Præsenteret af en Melkisedek i Nebadon.]
| Kapitel 97. Gudsbegrebets Udvikling Blandt Hebrærne |
Indeks
Flere versioner |
Kapitel 99. Sociale Problemer I Religionen |