1 Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde: [1]
2 Ærgrer det dig, om man taler til dig? Men hvem kan her være tavs?
3 Du har selv talt mange til Rette og styrket de slappe Hænder,
4 dine Ord holdt den segnende oppe, vaklende Knæ gav du Kraft.
5 Men nu det gælder dig selv, så taber du Modet, nu det rammer dig selv, er du slaget af Skræk!
6 Er ikke din Gudsfrygt din Tillid, din fromme Færd dit Håb?
7 Tænk efter! Hvem gik uskyldig til Grunde, hvor gik retsindige under?
8 Men det har jeg set: Hvo Uret pløjer og sår Fortræd, de høster det selv. [2]
9 For Guds Ånd går de til Grunde, for hans Vredes Pust går de til.
10 Løvens Brøl og Vilddyrets Glam Ungløvernes Tænder slås ud;
11 Løven omkommer af Mangel på Rov, og Løveungerne spredes.
12 Der sneg sig til mig et Ord mit Øre opfanged dets Hvisken
13 i Nattesynernes Tanker, da Dvale sank over Mennesker;
14 Angst og Skælven kom over mig, alle mine Ledemod skjalv;
15 et Pust strøg over mit Ansigt, Hårene rejste sig på min Krop.
16 Så stod det stille! Jeg sansed ikke, hvordan det så ud; en Skikkelse stod for mit Øje, jeg hørte en hviskende Stemme:
17 "Har et Menneske Ret for Gud, mon en Mand er ren for sin Skaber? [3]
18 End ikke sine Tjenere tror han, hos sine Engle finder han Fejl,
19 endsige hos dem, der bor i en Hytte af Ler og har deres Grundvold i Støvet!
20 De knuses ligesom Møl, imellem Morgen og Aften, de sønderslås uden at ænses, for evigt går de til Grunde.
21 Rives ej deres Teltreb ud? De dør, men ikke i Visdom."