© 2015 Urantia Foundation
| Kapitel 95. Melkisedeks Lærdomme I Levanten |
Indeks
Flere versioner |
Kapitel 97. Gudsbegrebets Udvikling Blandt Hebrærne |
96:0.1 NÅR mennesket forestiller sig Guddommen, inkluderer det først alle Guder i den, derefter underordnes alle fremmede guder til den egen stamme, og i sidste ende udelukkes alle, undtagen den ene sidste Gud og højeste værdi. Jøderne forenede i en syntese alle guder i deres mere ophøjede opfattelse af Herren, Israels Gud. Hinduerne kombinerede ligeledes deres mangeartede guddomme i "en spiritualitet af guderne" portrætteret i Rig-Veda, mens Mesopotamierne indskrænkede deres guder til et mere centraliseret begreb af Bel-Marduk. Disse monoteistiske tanker modnede over hele verden et stykke tid efter, at Makiventa Melchizedek var fremkommet i Salem i Palæstina. Melkisedeks guddomsbegreb var i modsætning til det af den evolutionære filosofis opfattelse af inklusion, underordning og udstødelse; den var udelukkende baseret på skabende kraft og meget snart påvirkede den de højeste guddomsbegreber i Mesopotamien, Indien og Egypten.
96:0.2 Salemreligionen blev æret som en tradition af Keniterne og flere andre kanaanæiske stammer. Dette var et af formålene med Melkisedeks inkarnation: at en religion med én Gud skulle fremmes for at forberede vejen for en overdragelse til jorden af en Søn, af denne ene Gud. Mikael kunne næsten ikke komme til Urantia indtil der eksisterede et folk der troede på den Universelle Fader og hvoriblandt han kunne fremtræde.
96:0.3 Salemreligionen blev bevaret blandt Keniterne i Palæstina som deres trosbekendelse, og denne religion, som den senere blev vedtaget af hebræerne var påvirket, først af de egyptiske moralske belæringer; senere af den babyloniske teologiske tænkning; og endelig ved iranske opfattelser om godt og ondt[1]. Den hebraiske religion har et faktuelt grundlag baseret på pagten mellem Abraham og Makiventa Melkisedek, evolutionært er den et resultat af mange unikke situationelle omstændigheder, men kulturelt har den lånt frit fra religionen, moralen og filosofien af hele Levanten. Det er gennem den hebraiske religion, at meget af de moralske og religiøse tanker fra Egypten, Mesopotamien, og Iran blev overført til de vestlige befolkninger.
96:1.1 De ældste tiders semitter betragtede alt som værende beboet af en ånd. Der var ånder af dyre- og plante verdener; ånder for årstiderne, efterkommernes herre; ildens, vandets og luftens ånder; en veritabel gudeverden af ånder til at frygte og tilbede. Melkisedeks undervisning vedrørende en Universel Skaber ødelagde aldrig helt troen på disse underordnede ånder eller natur guder.
96:1.2 Forløbet af hebræerne fra polyteisme gennem henoteisme til monoteisme var ikke en ubrudt og kontinuerlig konceptuel udvikling. De oplevede mange tilbageslag i udviklingen af deres guddoms koncepter, mens der i samme periode eksisterede forskellige idéer om Gud blandt forskellige grupper af semitiske troende. Fra tid til anden blev der anvendt en række udtryk til at betegne deres begreber om Gud, og for at undgå forvirring blandt disse forskellige guddoms titler vil de blive defineret i henhold til udviklingen af den jødiske teologi:
96:1.3 1. Jahve var gud for de sydlige palæstinensiske stammer, og som tilknyttede dette guddomsbegreb med bjerget Horeb, Sinai vulkanen[2]. Jahve var blot en af de hundreder og tusinder af naturens guder, som fangede de semitiske stammers og folks opmærksomhed og krævede deres tilbedelse.
96:1.4 2. El Elyon[3]. I århundreder efter Melkisedeks ophold i Salem levede hans lære om Guddommen i forskellige versioner, men var generelt betegnet ved udtrykket El Elyon, den højeste Gud af himlen. Mange semitter, herunder de umiddelbare efterkommere af Abraham, tilbad på forskellige tider både Jahve og El Elyon.
96:1.5 3. El Shaddai[4]. Det er svært at forklare, hvad El Shaddai stod for. Denne idé om Gud var en sammensat afledt lære fra Amenemopes Visdommens bog modificeret af Ikhnatons lære om Aton og yderligere påvirket af Melkisedeks undervisning udtrykt i begrebet El Elyon. Men når begrebet El Shaddai gennemsyrede det hebraiske sind, blev det grundigt farvet med ørkenområdets trosforestillinger om Jahve.
96:1.6 En af de dominerende forestillinger om religionen i denne æra var det egyptiske begreb om det guddommelige Forsyn, læren om at materiel velstand var en belønning til den person, der tjente El Shaddai.
96:1.7 4. El[5]. Midt i al denne forvirring af terminologi og uklarhed om begreber, bestræbte mange fromme troende sig oprigtigt på at tilbede alle disse skiftende idéer om guddommelighed, og der opstod den skik at anvende ordet El for denne sammensatte Guddom. Dette udtryk inkluderede yderligere andre af beduinernes naturguder.
96:1.8 5. Elohim[6]. I Kish og Ur havde der længe bestået sumeriske-kaldæiske grupper, der underviste et koncept af Gud, som indebar tre guder i en Gud, og som var baseret på traditionerne fra Adams og Melkisedeks dage. Denne doktrin blev overført til Egypten, hvor denne Treenighed blev tilbedt under navnet Elohim, eller i ental som Eloah. De filosofiske kredse i Egypten og de senere alexandrinske lærere af hebraisk oprindelse underviste i denne enhed af pluralistiske guder, og mange af Moses rådgivere på tidspunktet for udvandringen troede på denne Treenighed. Begrebet den Treenige Elohim blev dog aldrig en reel del af den hebraiske teologi før efter at jøderne var kommet under babylonierne politiske indflydelse.
96:1.9 6. Forskellige navne. Semitterne kunne ikke lide at udtale navnet på deres Guddom, og derfor tyet de fra tid til anden til mange forskellige navne såsom: Guds Ånd, Herren, Herrens Engel, den Almægtige, den Hellige, den Højeste, Adonai, Dagenes Ældste, Herren Israels Gud, Skaberen af Himmel og Jord, Kyrios, Jah, Hærskarers Herre, og Faderen i himlen[7].
96:1.10 Jehova er et begreb, som i den seneste tid er blevet brugt til at betegne selve begrebet Jahve, som i sidste ende udviklede sig i den lange hebraiske erfaring[8]. Navnet Jehova kom ikke i brug indtil femten hundrede år efter Jesu tid.
96:1.11 Frem til omkring år 2000 f.Kr., var Sinaibjerget lejlighedsvis aktiv som en vulkan, lejlighedsvise udbrud indtræf så sent som på det tidspunkt hvor israelitterne ophold sig i denne region. Ilden og røgen, sammen med de tordnende eksplosioner, der ledsagede disse udbrud fra dette vulkanske bjerg, gjorde et stort indtryk på beduinerne i de omkringliggende regioner, skræmte dem til ærbødighed og fik dem til at frygte Jahve. Denne Horebbjergets ånd blev senere de hebraiske semitters gud, og de troede til sidst at han var bedre end alle andre guder.
96:1.12 Kanaanæerne havde længe beundrede Jahve, og selv om mange af Keniterne troede mere eller mindre på El Elyon, Salemreligionens overgud, holdt flertallet af kanaanæerne løst til tilbedelsen af de gamle stammeguder. De var næppe villige til at opgive deres nationale guder til fordel for en international, for ikke at nævne en interplanetarisk, Gud. De havde ingen fornemmelse for en universel guddom, og derfor fortsatte disse stammer med at tilbede deres stammeguddomme, herunder Jahve og sølv og gyldne kalve, som symboliserede beduinhyrdernes opfattelse af Sinai vulkanens ånd.
96:1.13 Selv Syrerne, mens de tilbad deres egne guder, troede også på hebræernes Jahve, for deres profeter sagde til den syriske konge: "Deres guder er bjergguder; derfor var de stærkere end vi; men lad os kæmpe mod dem på sletten, og vi vil helt sikkert være stærkere end de[9]."
96:1.14 Efterhånden som mennesket gør fremskridt i kulturen, bliver de mindre guder underordnet en øverst guddom. Den store Jupiter fortsætter kun som et udråbstegn. Monoteisterne holder deres underordnede guder som ånder, dæmoner, skæbner, havfruer, feer, alfer, dværge, trolde og som det onde øje. Hebræerne gennemlevede henoteismen og troede længe på eksistensen af andre guder end Jahve, men var altid overbevist om, at disse udenlandske guddomme var underordnet Jahve. De indrømmede at Amoriternes gud Kemosj var virkelig, men fastholdt, at han var underordnet Jahve.
96:1.15 Af alle de dødeliges teorier om Gud har opfattelsen om Jahve gennemgået den mest omfattende udvikling. Denne gradvise udvikling kan kun sammenlignes med forvandlingen om Buddha konceptet i Asien, som i sidste ende førte til begrebet den Universelle Absolutte selv som Jahve konceptet til sidst førte til idéen om den Universelle Fader. Det er dog en historisk kendsgerning, som bør forstås, at mens jøderne således ændrede deres syn på Guddommen fra Horebbjergets stamme gud til den kærlige og barmhjertige Skaberfader under senere tider, så ændrede de ikke hans navn. De fortsatte hele vejen med at kalde dette deres udviklede begreb om Guddommen, Jahve.
96:2.1 Semitterne i Østen var velorganiserede og godt ledede ryttere, der invaderede de østlige regioner af den frugtbare halvmåne, og der forenede sig med babylonierne. Kaldæerne nær Ur var blandt de mest avancerede af de østlige semitter. Fønikerne var en overlegen og velorganiseret gruppe af blandede semitter, der holdt til i den vestlige del af Palæstina, langs Middelhavskysten. Racemæssigt hørte semitterne til blandt de mest blandede folk på Urantia, som indeholder arvelige faktorer fra næsten alle verdens ni racer.
96:2.2 Igen og igen kæmpede de arabiske semitter sig deres vej ind i det forjættede land mod nord, landet som "flød med mælk og honning", men lige så ofte blev de bortvist af de bedre organiseret og mere højt civiliserede nordlige semitter og hittitterne[10]. Senere under en usædvanlig alvorlig hungersnød, begav et stort antal af disse omrejsende beduiner sig til Egypten som kontrakt arbejdere ved de egyptiske offentlige arbejdsprojekter, blot for at blive udsat for den bitre erfaring, at blive slavebundet til det hårde daglige arbejde som de almindelige, undertrykte arbejdere måtte udføre i Nildalen.
96:2.3 Det var først efter Makiventa Melkisedek og Abraham dage, at visse semitiske stammer, på grund af deres særegne religiøse overbevisning, blev kaldt Israels børn og senere Hebræer, jøder, og det "udvalgte folk"[11][12]. Abraham var ikke den racemæssige far til alle hebræerne; han var ikke engang stamfader til alle de beduinsemitter, der blev holdt fanget i Egypten[13]. Sandt nok, at hans efterkommere, der kom ud af Egypten, udgjorde kernen i de senere jødiske folk, men langt de fleste af de mænd og kvinder, som blev en del af klanerne i Israels havde aldrig været i Egypten[14]. De var blot ligesom de nomader, der valgte at følge Moses som leder, da Abrahams børn og deres semitiske medarbejdere fra Egypten vandrede gennem det nordlige Arabien.
96:2.4 Melkisedeks undervisning vedrørende El Elyon, den Højeste, og pagten af guddommelig fordel ved tro, havde stort set været glemt al den tid, de semitiske folkeslag havde været under egyptisk slaveri, disse folk som snart skulle danne den hebraiske nation. Under hele denne tid i fangenskab opretholdte disse arabiske nomader en vag traditionel tro på Jahve som deres racemæssige guddom.
96:2.5 Jahve blev tilbedt af mere end hundrede forskellige arabiske stammer, og bortset fra varianten af Melkisedeks El Elyon begreb, som bestod blandt de mere dannede klasser i Egypten, inklusiv de blandede hebraisk og egyptiske slægter, var religionen hos de menige af de hebraiske fangenskabs slaver en modificeret udgave af det gamle Jahve ritual af magi og offer.
96:3.1 Begyndelsen af udviklingen i de hebraiske begreber og idealer om en Højeste Skaber stammer fra semitternes afrejse fra Egypten under den store leder, lærer og organisator, Moses. Hans mor tilhørte den kongelige familie i Egypten; hans far var en semitisk forbindelsesofficer mellem regeringen og beduinfangerne[15]. Moses besad således egenskaber som nedstammede fra højerestående slægtskilder. Hans herkomst var så meget blandet, at det er umuligt at klassificere ham i et hvilket som helst race gruppe. Havde han ikke været af en så blandet type, ville han aldrig have udvist en så usædvanlig alsidighed og tilpasningsevne, som gjorde ham i stand til at styre de forskellige menneskeskare, som i sidste ende tilsluttede sig de beduinsemitter, der flygtede fra Egypten til den arabiske ørken under hans ledelse.
96:3.2 Trods fristelser fra kulturen af Nilens kongerige, valgte Moses at forene sin skæbne med sin fars folk. På det tidspunkt, hvor denne store organisator formulerede sine planer for en eventuel frigivelse af sin fars folk, havde beduinfangerne næppe en religion værdig til navnet; de havde stort set ingen sand opfattelse om Gud og de var uden håb i verden.
96:3.3 Ingen leder har nogensinde forpligtede sig til at reformere og opløfte et mere forladt, nedslået, modløs, og uvidende gruppe af mennesker. Disse slaver bar dog på latente muligheder for udvikling i deres arvelige familietræk, og der var et tilstrækkeligt antal uddannede ledere, der var blevet uddannet af Moses som forberedelse til oprørsdagen, og løsrivelsen til friheden til at udgøre et korps af effektive organisatorer. Disse fremragende mænd havde været ansat som indfødte overvågere af deres folk; de havde fået noget uddannelse på grund af Moses indflydelse hos de egyptiske herskere.
96:3.4 Moses bestræbte sig på diplomatisk at forhandle om frihed for sine semitiske kolleger. Han og hans bror havde indgået en aftale med kongen af Egypten, hvorefter de blev tildelt tilladelse til fredeligt at forlade Nildalen til den arabiske ørken. De ville modtage en beskeden betaling af penge og varer som kompensation for deres lange tjeneste i Egypten. Hebræerne for deres del forpligtede sig til at opretholde venskabelige forbindelser med faraonernes og ikke at deltage i nogen alliance mod Egypten. Kongen fandt det dog senere formålstjenligt at ophæve denne aftale, og gav som grund den undskyldning, at hans spioner havde opdaget illoyalitet blandt beduinslaverne. Han hævdede de søgte frihed med henblik på at trække sig ud i ørkenen for at organisere nomaderne mod Egypten.
96:3.5 Moses tabte ikke modet; han ventede på det rette øjeblik, og på mindre end et år, hvor de egyptiske militære styrker var fuldt beskæftiget med samtidige at afværge de voldsomme angreb af en stærk libyske fremstød fra syd og en græsk flåde invasion fra nord, førte denne frygtløse organisator sine landsmænd ud af Egypten i en spektakulær flugt om natten[16]. Dette kapløb for friheden var nøje planlagt og dygtigt udført. Det lykkedes, på trods af at de var heftig forfulgt af Farao og en lille gruppe af egyptere, der alle faldt for de flygtendes forsvar og efterlod et stort bytte, som blev forværret af plyndringen fra de fremrykkende skare af undslupne slaver, under deres fortsatte march mod deres forfædres hjem i ørkenen.
96:4.1 Udviklingen og ophøjelse af Moses undervisning har påvirket næsten halvdelen af hele verden, og gør det stadig selv i det tyvende århundrede. Selvom Moses forstod den mere avancerede egyptiske religionsfilosofi, vidste beduinslaverne næsten intet om sådanne lærdomme, men de havde aldrig helt glemt Horebbjergets gud, som deres forfædre havde kaldt Jahve.
96:4.2 Moses havde hørt om Makiventa Melkisedeks lære fra både sin far og sin mor, og deres fælles religiøse tro var forklaringen på denne usædvanlige forening mellem en kvinde af kongeligt blod og en mand fra et folk, som blev holdt i fangenskab. Moses svigerfar var en Kenitisk tilbeder af El Elyon, men befrierens forældre troende på El Shaddai. Moses blev således uddannet til en tilhænger af El Shaddai; gennem indflydelse af sin svigerfar blev han tilhænger af El Elyon; og på tidspunktet da hebræerne havde slået lejr omkring Sinaibjerget efter flugten fra Egypten, havde han formuleret en ny og udvidet Guddomsbegreb (afledt af alle hans tidligere overbevisninger), som han klogt besluttede at proklamere til sit folk som deres tidligere stammegud, Jahve, i en udvidet form.
96:4.3 Moses havde forsøgt at undervise disse beduiner idéen om El Elyon, men før de forlod Egypten, var han blevet overbevist om, at de aldrig fuldt ud ville forstå denne doktrin. Derfor besluttede han bevidst at gå på kompromis ved at adoptere deres stammegud i ørkenen som den eneste gud af hans tilhængere. Moses underviste ikke specifikt, at andre folk og nationer ikke kan have andre guder, men han fastholdt resolut, at Jahve var over alt og alle, især til hebræerne. Han var altid plaget af den besværlige situation, han var i, når han overfor disse uvidende slaver forsøgte at præsentere sin nye og højere idé om Guddommen under dække i den antikke form Jahve, som altid blandt beduinstammerne havde været symboliseret ved guldkalven.
96:4.4 Det faktum, at Jahve var de flygtende Hebræers gud forklarer, hvorfor de tøvede så længe ved det hellige bjerg af Sinai, og hvorfor de der modtog de ti bud, som Moses proklamerede i Jahves, Horebgudens navn. I løbet af dette langvarige ophold ved Sinaibjerget blev de religiøse ceremonier i den nyligt udviklende hebraiske tilbedelse yderligere perfektioneret.
96:4.5 Det ser ikke ud som om Moses nogensinde ville have lykkedes i etableringen af hans noget avanceret ceremonielle tilbedelse og i at holde sin skare af tilhængere samlet i et kvart århundrede, havde det ikke været for det voldelige udbrud af Horeb i den tredje uge af deres ærværdige ophold ved foden af bjerget. "Jahves bjerg blev indhyllet i brand, og røgen steg op som røgen fra en smelteovn, og hele bjerget bævede meget[17]." På baggrund af denne katastrofe er det ikke overraskende, at Moses kunne indprente sine brødre læren, at deres Gud var "mægtig, frygtelige, en fortærende ild, skræmmende, og almægtig[18]."
96:4.6 Moses proklamerede, at Jahve var Herren, Israels Gud, som havde udpeget hebræerne som sine udvalgte folk; han ville bygge en ny nation, og han nationaliserede klogt sin religiøse lære, og sagte til sine tilhængere, at Jahve var en krævende lærer, en "nidkær Gud[19]." Ikke desto mindre søgte han at udvide deres begreb om guddommelighed, da han lærte dem at Jahve var "Gud over ånderne i alt kød", og da han sagde, "Den evige Gud er din bolig, og under dig er hans evige arme[20][21]." Moses lærte, at Jahve var en Gud som holdt sin aftale; at han "ikke vil svigte dig, hverken ødelægge dig, heller ikke glemme den pagt han havde lavet med jeres fædre, fordi Herren elsker dig og vil ikke glemme den ed, som han tilsvor dine fædre[22]."
96:4.7 Moses gjorde en heroisk indsats for at opløfte Jahve til værdighed af en højere guddom, når han præsenterede ham som "en Gud af sandhed og uden synd, retfærdig og retvis i alle hans gerninger[23]." Men alligevel, på trods af denne ophøjede undervisning, den begrænsede forståelse af hans tilhængere gjorde det nødvendigt at tale om Gud som værende i mandens billede, som værende underlagt anfald af ophidselse, vrede, og streng, selv, at han var hævngerrig og let påvirket af menneskets adfærd.
96:4.8 Gennem Moses undervisning blev Jahve, denne stamme- og naturgud, Herren, Israels Gud, som fulgte dem gennem ørkenen, og selv i eksil, snart opfattet som alle folkeslags Gud. Det senere fangenskab, hvor jøderne var slaver i Babylon befriede til sidst det udviklende begreb Jahve til at antage den monoteistiske rolle af alle nationers Gud.
96:4.9 Det mest unikke og fantastiske træk af hebræernes religiøse historie er den kontinuerlige udvikling af Guddomsbegrebet fra Horebbjergets primitive gud op gennem læren af deres successive åndelige ledere til det høje udviklingsniveau som skildres i læren om Guddommen hos profeterne Esajas, som erklærede det storslået begreb om den kærlige og barmhjertige Skaberfader.
96:5.1 Moses var en ekstraordinær kombination af militær leder, social organisator, og religiøs lærer. Han var den vigtigste individuelle verdenslærer og leder mellem tidspunktet for Makiventa og Jesus. Moses forsøgte at indføre mange reformer i Israel, hvoraf der ikke er nogen optegnelser. I løbet af et eneste menneskes liv førte han den flersprogede skare af såkaldte hebræere ud af slaveriet og uciviliserede strejfen omkring, samtidig som han lagde grunden til den efterfølgende fødsel af en nation og bevarelse af et folk.
96:5.2 Der er så lidt skrevet om Moses store arbejde fordi hebræerne ikke havde noget skriftsprog på tidspunktet for udvandringen. Optegnelserne om Moses tid og gerninger stammede fra de traditioner, som har overlevet i mere end tusind år efter dødsfaldet af den store leder.
96:5.3 Mange af de fremskridt, som Moses lavet over egypterne og de omkringliggende Levantine stammers religion var et resultat af Keniternes traditioner fra Melkisedeks tid. Uden Makiventas undervisning til Abraham og dennes samtidige ville hebræerne være kommet ud af Egypten i et håbløst mørke. Moses og hans svigerfar, Jethro, samlede resterne af hvad der var tilbage af traditionerne fra Melkisedeks dage og disse lærdomme, forenet med egypternes lærdomme, vejledte Moses i skabelsen af den forbedrede religion og ritual for israelitterne. Moses var en organisator; han valgte det bedste fra religionen og skikkene i Egypten og Palæstina og, ved at forene denne praksis med traditionerne fra Melkisedeks lære, organiserede han det hebraiske ceremonielle system for tilbedelse.
96:5.4 Moses var en troende på Forsynet; han var blevet grundigt inficeret med de egyptiske doktriner om den overnaturlige kontrol af Nilen og de andre elementer i naturen. Han havde en stor vision om Gud, men han var helt oprigtig, da han underviste hebræerne, at hvis de ville adlyde Gud, "Så ville han elske dig, velsigne dig og formere dig. Han vil mangedoble dit livs frugt og frugten af din jord - majs, vin, olie, og dine flokke. Velsignet skal du være blandt alle folkeslag, og Herren din Gud vil tage væk fra jer alt sygdom og ingen af de onde sygdomme i Egypten vil han lægge på dig[24]." Han sagde selv: "Husk Herren din Gud, for det er ham, der giver dig magt til at få rigdom[25].” ”Du skal låne ud til mange folk, men du må ikke selv låne. Du skal herske over mange nationer, men de skal ikke herske over dig[26]."
96:5.5 Men det var virkelig trist at se, hvordan Moses med sit storslåede sind forsøger at tilpasse sin ædle begreber om El Elyon, den Højeste, til forståelsen af de uvidende og analfabetiske hebræer. Til hans forsamlede ledere tordnede han, "Herren din Gud er en Gud; der er ingen ved siden af ham "; mens til den blandede mangfoldighed erklærede han: "Hvem er ligesom din Gud blandt alle guder?” Moses tog et modigt og delvis vellykket standpunkt imod feticher og afgudsdyrkelse, og erklærede: "Du så ingen lignelse på den dag, din Gud talte til dig på Horeb ud af ilden[27][28][29]." Han forbød dem også at fremstille billeder af nogen art[30].
96:5.6 Moses frygtede at forkynde Jahves nåde, men foretrak at lade sit folk skælve af frygt for Guds retfærdighed og sagde: "Herren din Gud er Gudernes Gud og Herrernes Herre, den store, den mægtige og frygtelig Gud, der ikke gør forskel på mennesker[31]." Igen forsøgte han, at styre de turbulente klaner, da han erklærede, at "jeres Gud dræber, når du ikke adlyder ham; han helbreder og giver liv, når du adlyder ham[32].” Moses lærte disse stammer, at de ville blive Guds udvalgte folk kun på betingelse af, at de "holdt alle hans befalinger og adlød alle hans vedtægter[33][34]."
96:5.7 Hebræerne lærte ikke meget om Guds nåde i disse tidlige tider. De lærte om Gud som "den Almægtige; Herren er en mand af krig, stridens Gud, herlig ved magten, som knuser sine fjender[35]." "Herren din Gud vandrer midt i jeres lejr for at hjælpe dig[36].” Israelitterne tænkte sig at deres Gud elskede dem, men at han også "forhærdede Faraos hjerte" og "forbandede deres fjender[37][38]."
96:5.8 Selvom Moses præsenterede flygtige glimt af en universel og velgørende Guddom til Israels børn, var deres daglige opfattelse af Jahve som helhed, en Gud, som var lidt bedre end stammeguderne blandt de omkringliggende folk. Deres koncept af Gud var primitiv, rå og antropomorfisk. Efter at Moses var gået bort vendte disse beduinstammer hurtigt tilbage til de halvbarbariske idéer om deres gamle guder fra Horeb og ørkenen. Det udvidede og mere ædle syn af Guds, som Moses nu og da præsenteret for sine ledere var snart ude at syne, mens størstedelen af folket begyndte at tilbede deres gyldne kalve fetich, det palæstinensiske hyrdefolks symbol for Jahve.
96:5.9 Da Moses overdrog kommandoen over hebræerne til Joshua, havde han allerede indsamlet tusindvis af efterkommere på sidelinjen til Abraham, Nakor, Lot, og andre af de relaterede stammer og havde gejlet dem sammen i en selvbærende og delvist selvstyrende nation af hyrdekrigere.
96:6.1 Efter Moses død blev hans ophøjede opfattelse om Jahve hurtigt forværret. Josua og Israels ledere fortsatte med at værne om de Mosaiske traditioner om den alvidende, godgørende og almægtig Gud, men de almindelige mennesker vendte hurtigt tilbage til ørkenens ældre idé om Jahve. Denne tilbagegang af guddomsopfattelsen fortsatte i stigende grad i tiden under de efterfølgende stammesheikers styre, de såkaldte dommere.
96:6.2 I sine tilhængeres hjerter havde Moses ekstraordinære og fængslende personlighed holdt liv i inspirationen af en stadig mere forstørret billede på Gud; men da de havde nået Palæstinas frugtbare enge, udviklede de sig på kort tid fra nomadiske hyrder til fastboende og nogenlunde temmelig rolige landmænd. Denne udvikling i livet og den ændrede religiøse tilgang krævede en mere eller mindre fuldstændig forandring i deres måde at opfatte deres Gud, Jahves, natur. I den tid, da deres strenge, rå, krævende og tordnende ørkengud fra Sinai blev omdannet til den senere fremtrædende opfattelse om en kærlighedens, retfærdighedens og barmhjertighedens Gud, mistede hebræerne næsten Moses ædle lære af syne. De var tæt på at miste alle de monoteistiske begreber. De mistede næsten deres mulighed for at blive de mennesker, der ville tjene som et afgørende led i den åndelige udvikling på Urantia, den gruppe, der skulle bevare Melkisedeks undervisning i én Gud, indtil de tider af inkarnationen af en overdragelse søn af denne Fader af alle.
96:6.3 Desperat forsøgte Josua at holde begrebet om den øverste Jahve levende i hovederne på sine stammefolk, og han proklamerede: "Som jeg var med Moses, så vil jeg være med dig; jeg vil ikke svigte dig og ikke forlade dig[39]." Josua fandt det nødvendigt, at forkynde et strengt evangelium til sine vantro folk, et folk der kun alt for villige troede på deres gamle og indfødte religion, men ikke ville gå fremad i troens og retfærdighedens religion. Hovedtemaet i Joshua undervisning var: "Jahve er en hellig Gud; han er en nidkær Gud; han vil ikke tilgive eders overtrædelser eller jeres synder[40]." Den højeste opfattelse for denne tidsalder beskrev Jahve som en "Gud af magt, dømmekraft og retfærdighed[41]."
96:6.4 Men selv i denne mørke tidsalder, fremtrådte der nu og da en ensom lærer, der proklamerede Moses opfattelse om guddommelighed: "I børn af ondskab kan ikke tjene Herren, for han er en hellig Gud[42]." "Skal det dødelige menneske være mere retfærdigt end Gud?” ”Kan mennesket være mere ren end sin Skaber?" "Kan du ved at søge finde Guds dybde? Kan du forstå den Almægtige til fuldkommenhed? Se, Gud er stor, og vi kender ham ikke[43]. Om vi så rørte den Almægtige, kunne vi ikke forstå ham."[44]
96:7.1 Under ledelse af deres sheiker og præster blev hebræerne løst etableret i Palæstina. Snart drev de dog tilbage til ørkenens formørkede overbevisninger og blev forurenet med de mindre avancerede kanaanæiske religiøse skikke. De blev afgudsdyrkende og uhæmmet, og deres idé om Guddommen faldt langt under de egyptiske og mesopotamiske begreber om Gud, der blev opretholdt ved visse overlevende Salem grupper og som er registreret i nogle af salmerne og i den såkaldte Jobs Bog.
96:7.2 Salmerne er skrevet af over tyve forfattere; mange blev skrevet af egyptiske og mesopotamiske lærere. Under disse tider, hvor Levanten tilbad naturguder, var der stadig et rimeligt antal, der troede på El Elyon, den Højestes overherredømme.
96:7.3 Ingen samling af religiøse skrifter udtrykker en sådan mængde af hengivenhed og inspirerende idéer om Gud som Salmernes Bog. Det ville være meget nyttigt, hvis, ved gennemlæsning af denne vidunderlige samling af tilbedende litteratur, hensynet kunne gives til kilden og kronologien i hver enkelt salme af pris og tilbedelse, i betragtning af, at ingen anden enkelt samling dækker sådan en omfattende tidsperiode. Salmernes Bog er en registrering af de forskellige begreber om Gud underholdt af de troende i Salem religionen i hele Levanten og omfavner hele perioden fra Amenemope til Esajas. I Salmerne beskrives Gud i alle faser af undfangelsen, fra den primitive idé om en stammegud til det væsentligt udvidede ideal af de senere hebræere, hvor Jahve er afbilledet som en kærlig hersker og barmhjertig Fader.
96:7.4 Således betragtet udgør denne gruppe af Salmerne det mest værdifulde og nyttige udvalg af hengivne følelser, der nogensinde er samlet af mennesket frem til det tyvende århundrede. Den ærværdige ånd i denne samling af salmer overstiger værdien af alle andre hellige bøger i verden.
96:7.5 Det brogede billede af guddommen som præsenteres i Jobs Bog var et produkt af mere end en snes mesopotamiske religiøse lærere strækkende sig over en periode på næsten tre hundrede år. Når I læser om de ophøjede opfattelser af guddommelighed fundet i denne samling af mesopotamiske overbevisninger, vil I bemærke, at det var i nærheden af Ur i Kaldæa, at idéen om en ægte Gud var bedst bevaret i de mørke dage i Palæstina.
96:7.6 I Palæstina forstod man ofte Guds visdom og allestedsnærværelse men sjældent hans kærlighed og barmhjertighed. Disse tiders Jahve "sender onde ånder til at dominere sine fjenders sjæle"; han lader det gå godt for hans egne og lydige børn, mens han forbander alle andre og kræver frygtelige straffe over dem[45]. "Han lader de listiges påfund gå til spilde; de kloge fanger han i deres egen bedrag[46]."
96:7.7 Kun ved Ur steg en røst op for at forkynde Guds nåde med ordene: "Han skal bede til Gud, og skal finde ind til ham og se hans ansigt med glæde, for Gud vil give til mennesket guddommelige retfærdighed[47]." Således blev der fra Ur prædiket frelse, guddommelig gunst, gennem tro: "Han er nådig til dem der er angrende og siger, "Frels ham fra at falde ned i graven, for jeg har fået en løsesum." Hvis nogen siger: "Jeg har syndet, og perverteret det, der var rigtigt, og det var mig, til ingen nytte" så vil Gud redde din sjæl fra at falde ned i graven, og han skal se lyset[48]." Ikke siden Melkisedeks dage havde den Levantinske verden hørt sådan en klangfuld og opmuntrende budskab om menneskets frelse, fra denne ekstraordinære undervisning af Elihu, profeten i Ur og præst for dem som var troende i følge Salems lære, dvs[49]. resten af dem som engang dannede Melkisedeks koloni i Mesopotamien.
96:7.8 Således opretholdte de resterende Salem missionærer i Mesopotamien sandhedens lys brændende i den periode de hebraiske folkestammer var uorganiseret, indtil fremkomsten af den første af en lang linje af lærerne i Israel, som aldrig standsede op mens de byggede, koncept på koncept, indtil de havde opnået realiseringen af idealet om den Universelle Skaberfader til alle, højdepunktet i udviklingen af Jahve konceptet.
96:7.9 [Præsenteret af en Melkisedek i Nebadon.]
| Kapitel 95. Melkisedeks Lærdomme I Levanten |
Indeks
Flere versioner |
Kapitel 97. Gudsbegrebets Udvikling Blandt Hebrærne |