© 2015 Urantia Foundation
125:0.1 INGEN begivenhed i hele Jesus begivenhedsrige karriere på jorden var mere overbevisende, mere menneskelig fascinerende, end dette hans første besøg i Jerusalem, som han kunne huske. Det var en særdeles stimulerende oplevelse for ham helt alene at være til stede ved tempeldiskussionerne, og den erfaring, bevarede han længe i sin hukommelse som den store begivenhed af sin senere barndom og tidlige ungdom. Dette var hans første mulighed for i et par dage til at nyde et selvstændigt liv, glæden ved at komme og gå uden forhindringer og begrænsninger. Denne korte periode med udirigeret liv i løbet af ugen efter påske var for ham det første tilfælde af fuldstændig frihed fra enhver forpligtelse. Der gik mange år efter denne, før han igen havde en lignende periode, selv for en kort tid, hvor han kunne føle sig fri for enhver forpligtelse.
125:0.2 Kvinderne deltog sjældent i påskefestlighederne i Jerusalem; de var ikke forpligtet til at være til stede. Jesus nægtede praktisk talt at gå medmindre hans mor gik med dem. Da hans mor besluttede at komme med førte det til at mange andre kvinder i Nazaret også foretog rejsen, så i påsken processionen, var der et større antal kvinder i forhold til mænd end der nogensinde havde vandrede til påsken fra Nazaret. Under turen til Jerusalem, sang de den hundrede tredivte salme.
125:0.3 Fra det tidspunkt, de forlod Nazaret, indtil de nåede toppen af Oliebjerget, oplevede Jesus en lang tid af spænding fyldt med håbefulde forventning. Gennem den glade barndom havde han ærbødigt lyttet til, hvad der blev rapporteret om Jerusalem og dets tempel. Nu skulle han snart se dem i virkeligheden. Set fra Oliebjerget og ved nærmere eftersyn udefra havde templet modsvaret alt hvad Jesus havde forventet, og mere end det, men da han trådte indenfor dets hellige porte begyndte den store skuffelse.
125:0.4 I selskab med sine forældre gik Jesus gennem templets forgårde på vej for at tilslutte sig gruppen af nye sønner af loven, som ville blive indviet til israelske borgere. Han var noget skuffet over den generelle adfærd af folkemasserne i templet, men dagens første store chok kom, da hans mor tog afsked med dem på vej til kvindernes galleri. Det var aldrig faldet Jesus ind at hans mor ikke skulle ledsage ham til indvielsesceremonien, og han var grundigt forarget, at hun måtte lide en sådan urimelig forskelsbehandling. Selvom han blev meget krænket af dette, sagde han intet - bortset fra et par ord af protest til sin far. Men han tænkte, og tænkte dybt, som det fremgår af hans spørgsmål til de skriftkloge og lærere en uge senere.
125:0.5 Han gik gennem indvielsens ritualer, men var skuffet over, at de var så overfladiske og rutinemæssige. Han manglede det personlige engagement, der prægede ceremonierne i Nazaret synagogen. Han vendte derefter tilbage for at hilse på sin mor og gjorde sig parat til at ledsage sin far på hans første tur rundt i templet og dens forskellige domstole, gallerier og korridorer. Temple-området kunne rumme mere end tohundrede tusind tilbedere på samme tid, og selv om disse bygningers omfang - i sammenligning med, hvad han nogensinde tidligere havde set - meget imponeret hans sind, var han mere optaget af overvejelserne af den åndelige betydning af templets ceremonier og deres tilhørende tilbedelse.
125:0.6 Selvom mange af templets ritualer meget rørende imponerede hans sans for det smukke og symbolske, blev han altid skuffet over forklaringen af disse ceremoniers virkelige betydning som hans forældre anvendte til at give ham som svar på hans mange indgående spørgsmål. Jesus accepterede simpelthen ikke sådanne forklaringer på tilbedelse og religiøse andagt, som involverede en tro på Guds vrede eller den Almægtiges vrede og raseri. Efter yderligere drøftelser om disse emner, efter besøget til templet var overstået, da hans far mildt begyndte at insistere på, at hans søn bekender sig til at acceptere den ortodokse jødiske tro, vendte Jesus sig pludselig til sine forældre og sagde, mens han bedende set ind i sin fars øjne: "Min far, det kan ikke være sandt - vores Faderen i himlen kan ikke forholde sig således til hans vildfarne børn på jorden. Vores himmelske Fader kan ikke elske sine børn mindre end du elsker mig. Og jeg ved godt, uanset det ukloge, som jeg har gjort, så ville du aldrig udgyde din vrede over mig eller øse ud din vrede på mig. Hvis du min jordiske far besidder sådanne menneskelige refleksioner af det guddommelige, hvor meget mere bør ikke den himmelske Fader være fyldt med godhed og overfyldt med barmhjertighed. Jeg nægter at tro, at min Fader i himlen elsker mig mindre end min far på jorden."
125:0.7 Da Josef og Maria hørte hendes førstefødte søn taler disse ord, var de tavse. Aldrig igen, forsøgte de at ændre hans sind om Guds kærlighed og den himmelske Faders barmhjertighed.
¶ 1. JESUS BESKUER TEMPLET
125:1.1 Overalt hvor Jesus gik gennem tempelgårdene, blev han chokeret og ilde til mode over ånden af respektløshed, som han observerede. Han anså, at folkemassernes adfærd i templet var uforenelig med deres tilstedeværelse i "hans Faders hus[1]." Men han fik sit unge livs ægte chok, da hans far tog ham til ikke jødernes forgård med dens støjende jargon, højtråbende og banden, det hele blandet i flæng med brægen af får og mumlen af lyde, som forrådte tilstedeværelsen af de vekselerere og sælgerne af offerdyr og alle mulige andre kommercielle fornødenheder.
125:1.2 Mest af alt blev hans sans for anstændighed oprørt over synet af de løsslupne kurtisaner vandrende omkring inde på templets område - netop sådanne malede kvinder, som han for nylig havde set under et besøg i Sepphoris. Denne vanhelligelse af templet vakte al hans ungdommelige harme, og han tøvede ikke med at udtrykke sig frit, hvad han følte til Josef.
125:1.3 Jesus beundrede atmosfæren og tjenesten i templet, men han var chokeret over den åndelige grimhed, som han så i ansigterne på så mange tankeløse deltagere i tjenesten.
125:1.4 De kom derefter ned til præsterne gård under klippeudspringet foran templet, til det sted, hvor alteret stod, og hvor de så, hvordan dyrene i store skarer blev dræbt og hvordan de tjenestegørende slagtepræster vaskede blodet fra deres hænder ved bronze springvandet. Den blodige sten belægning, præsternes bloddryppende hænder, og lyden af de døende dyr var mere end denne naturelskende dreng kunne klare. Dette forfærdelige syn gav Nazaret drengen kvalme. Han greb sin fars arm og bad om at blive taget væk. De gik tilbage gennem ikke jødernes forgård, og selv den rå latter og grove vittigheder, som han der hørte var en lettelse efter det, han lige havde set.
125:1.5 Josef så, hvordan hans søn havde følt afsky ved synet af templets ritualer og tog ham klogt bort for at se "Skønhedens port", den kunstnerisk udformet port af korintisk bronze[2]. Men Jesus havde fået nok af sit første besøg i templet. De vendte tilbage til den øverste forgård for at møde Maria og gik omkring sammen i en time i den friske luft, væk fra folkemængderne. De inspicerede Hasmonéerpaladset, Herodes herregård, og de romerske vagters tårn. I løbet af denne tur forklarede Josef til Jesus, at det kun var Jerusalems indbyggere der havde tilladelse til at være vidne til de daglige ofringer i templet, og at dem, der boede i Galilæa kom kun tre gange om året for at deltage i tempeltjeneste, nemlig påsken, pinsen (syv uger efter påske) og løvhyttefesten i oktober. Disse fester var oprettet af Moses[3][4]. Så diskuterede de derefter de to senere etablerede fester, indvielsen af templet og Purim. Bagefter gik de til deres logi og gjorde sig klar til at fejre påske.
¶ 2. JESUS OG PÅSKEN
125:2.1 Fem familier fra Nazaret var gæster, eller deltog i påskefestlighederne med Simon fra Bethanys familie. Simon havde købt påskelammet for selskabet. Det var slagtningen af disse lam i så enorme mængder, der havde påvirket Jesus under hans besøg i templet. De havde planlagt at holde påsken med Marias familie, men Jesus overtalte sine forældre til at acceptere invitationen til Bethany.
125:2.2 Samme aften samledes de til påske ritualer og spiste stegt kød med usyret brød og bitre urter. Jesus, som var en af pagtens nye sønner, blev bedt om at fortælle om påskens oprindelse, hvilket han gjorde godt, men han gjorde sine forældre noget flove over at indskyde mange bemærkninger som mildt afspejlede de indtryk, der var blevet foretaget på hans ungdommelige men tankevækkende sind ved, hvad han så for nylig havde set og hørt. Dette var begyndelsen til påskehøjtidens ceremonier, der varede i syv dage.
125:2.3 Selv på dette tidlige tidspunkt, begyndte Jesus at overveje det hensigtsmæssige i at fejre påsken uden det slagtede lam, selvom han ikke sagde noget til sine forældre. I sit eget sind følte han sig overbevist om, at Faderen i himlen ikke var glad ved synet af disse ofrings ceremonier, og gennem årene blev han mere og mere overbevist om sin beslutning om en dag at etablere fejringen af en påske uden blod.
125:2.4 Jesus sov ikke meget den nat. Hans søvn blev forstyrret meget af forfærdelige drømme om slagtning og lidelse. Hans sind var uroligt, og hans hjerte blev revet fra hinanden af de teologiske uoverensstemmelser og absurditeter i hele det jødiske ceremonielle system. Hans forældre sov heller ikke meget. De var meget forvirret af begivenhederne på dagen, der netop var færdig. De var helt forstyrret i deres hjerter ved drengens holdning, der for dem virkede mærkeligt og beslutsom. Maria blev nervøst ophidset i begyndelsen af natten, men Josef forblev rolig, selvom han var lige så forundret. De var begge bange for at tale ærligt med drengen om disse problemer, selvom Jesus med glæde ville have talt med sine forældre, hvis de havde vovet at opmuntre ham til det.
125:2.5 Næste dags tilbedelses ceremonier i templet var mere acceptable for Jesus og gjorde meget for at afbøde de ubehagelige minder fra den foregående dag. Den følgende morgen tog den unge Lazarus Jesus ved hånden og de begyndte en systematisk udforskning af Jerusalem og dens omgivelser. Før dagen var forbi, opdagede Jesus de forskellige steder omkring templet, hvor undervisning og spørgsmålsmøder foregik. Bortset fra et par besøg til det allerhelligste, for undrende at se hvad der virkelig var bag forhænget, tilbragte han det meste af sin tid ved templet i disse undervisningskonferencer.
125:2.6 I hele påskeugen, holdt Jesus sin plads blandt de nye sønner, og det betød, at han måtte tage sin plads uden for rækværket, der adskilte alle personer, der ikke havde fuldt statsborgerskab i Israel, fra de øvrige. Da han således blev gjort opmærksom på, at han stadig var ung, afholdte han sig fra at stille de mange spørgsmål, der bølgede frem og tilbage i hans sind; i det mindste afstod han indtil påskefesten var overstået, og til disse begrænsninger på de nyligt indviet unge blev ophævet.
125:2.7 Om onsdagen i påskeugen, fik Jesus tilladelse til at gå hjem med Lazarus for at tilbringe natten i Betania. Den aften hørte Lazarus, Marta og Maria Jesus tale om timelige og evige, menneskelige og guddommelige ting, og fra den nat, holdt de alle tre af ham, som om han havde været deres egen bror.
125:2.8 Mod slutningen af ugen, så Jesus mindre af Lazarus, da han ikke havde adgang til selv den ydre cirkel af tempel diskussionerne, selvom han hørte en del af de offentlige forestillinger givet på de ydre forgårde. Lazarus havde samme alder som Jesus, men i Jerusalem fik de unge sjældent lov til at deltage i åbningsceremonien til lovens sønner, før de havde nået en alder af tretten.
125:2.9 Igen og igen under påskeugen fandt Jesu forældre ham siddende for sig selv med sit unge hoved i sine hænder, fordybet i tanker. De havde aldrig set ham opføre sig på denne måde, og fordi de ikke vidste, i hvilken grad han var forvirret i tankerne, og urolige i ånden af den erfaring, han gik igennem, var de meget forvirret; de vidste ikke, hvad de skulle gøre. De var glade for, at påskeugens dage gik og længtes efter at få deres søn, der opførte sig mærkeligt, trygt hjem i Nazaret igen.
125:2.10 Dag for dag gennemtænkte Jesus sine problemer. Mod slutningen af ugen, han havde gjort mange justeringer, men da tiden kom til at vende tilbage til Nazaret sværmede det stadig inde i hans unge sind med forvirrende vanskeligheder og plaget af en lang række ubesvarede spørgsmål og uløste problemer.
125:2.11 Før Josef og Maria forlod Jerusalem i selskab med Jesus Nazaret lærer, aftalte de med Jesus at han skulle vende tilbage, efter at han havde nået sin femten års alder. Så skulle han begynde sine lange studier ved et af rabbinerne mest berømte akademier. Jesus fulgte med sine forældre og læreren på gentagne besøg på denne skole, men de var alle utilfredse, da de så, hvor ligegyldig han syntes om alt, hvad de sagde og gjorde. Maria var i dyb smerte over hans reaktion på besøget i Jerusalem, og Josef var dybt forvirret over drengens mærkelige bemærkninger og usædvanlige adfærd.
125:2.12 Under alle omstændigheder havde påskeugen været en stor begivenhed i Jesu liv. Han havde haft mulighed for at møde snesevis af drenge på sin egen alder, medkandidater til indvielsesceremonien, og han udnyttede disse kontakter til at lære, hvordan folk levede i Mesopotamien, Turkestan, og Parthia, samt i de romerske provinser langt væk mod vest. Han vidste allerede temmelig godt, hvordan de unge i Egypten og andre regioner i nærheden Palæstina voksede op. Der var tusindvis af unge i Jerusalem på dette tidspunkt, og Nazaret drengen mødte personligt og interviewet i større eller mindre grad, mere end et hundrede og halvtreds af dem. Han var især interesseret i dem, der kom fra landene i Fjernøsten og fjerntliggende vestlige lande. Som et resultat af disse kontakter begyndte drengen at nære et ønske om at rejse rundt i verden for at lære, hvordan de forskellige grupper af hans medmennesker arbejdede på at tjene til livets ophold.
¶ 3. JOSEFS OG MARIAS AFREJSE
125:3.1 Det var aftalt, at selskabet fra Nazaret skulle samles i nærheden af templet midt på formiddagen den første dag i ugen efter at påskehøjtiden var ovre. Så det gjorde de og startede på hjemrejsen til Nazaret. Jesus var gået ind i templet for at lytte til drøftelserne, mens hans forældre ventede på at deres medpassagerer skulle samles. Snart var selskabet klar til at gå. Mændene gik i en gruppe og kvinderne i en anden, som var deres skik, når de rejste til og fra festivalerne i Jerusalem. Jesus var gået op til Jerusalem i selskab med sin mor og de andre kvinder. Da han nu var en ung mand, der havde undergået indvielse var det forventet, at han rejste tilbage til Nazaret i selskab med sin far og de andre mænd. Men da Nazaretselskabet begav sig mod Bethany var Jesus så fuldstændig optaget i templet af diskussionen om engle, at han var helt uvidende om, at tiden var inde til forældrenes afrejse[5]. Han var ikke klar over, at han var blevet efterladt, indtil templet møder sluttede ved middagstid.
125:3.2 De rejsende til Nazaret savnede ikke Jesus, fordi Maria antog at han rejste med mændene, mens Josef troede, han var med kvinderne, siden han var gået op til Jerusalem med dem og havde ført Marias æsel. De lagde ikke mærke til, at han manglede, indtil de nåede Jeriko og forberedte sig til at tilbringe natten[6]. Efter forespørgsler hos den sidste i gruppen, der kom til Jeriko, og lærte, at ingen af dem havde set deres søn, tilbragte de en søvnløs nat og grublede over, hvad der kunne være sket med ham, mens, de mindes mange af hans usædvanlige reaktioner på påskeugens begivenheder og mildt dadlede hinanden for ikke at have set efter at han indgik i gruppen, før de forlod Jerusalem.
¶ 4. FØRSTE OG ANDEN DAG I TEMPLET
125:4.1 I mellemtiden havde Jesus opholdt sig i templet hele eftermiddagen, lyttet til drøftelserne og nød den rolige og værdige atmosfære efter at påskeugens store skarer næsten helt var forsvundet. Så da eftermiddagens diskussioner var afsluttet, i hvilken Jesus ikke var involveret, gik han til Bethany og ankom ligesom Simons familie gjorde klar til at indtage deres aftensmad. De tre unge var lykkelige for at se Jesus, og han forblev i Simons hus for natten. Han foretog sig meget lidt i løbet af aftenen men brugte en masse tid på at meditere for sig selv i haven.
125:4.2 Tidligt næste dag Jesus var oppe og på vej til templet. På Oliebjergets bakkekam standsede han og græd over det syn han så - et åndeligt forarmet folk, bundet af traditioner og som lever under de romerske legioners tilsyn. Tidligt om morgenen var han i templet, og besluttede at deltage i drøftelserne. I mellemtiden var Josef og Maria også stået tidligt op ved daggry med den hensigt at følge samme vej tilbage til Jerusalem. Først, skyndte de sig til deres pårørende hus, hvor familien havde logeret i påskeugen, men en forespørgelse gav kun som svar det faktum, at ingen havde set Jesus. Efter søgning hele dagen og ikke fundet noget spor af ham, vendte de tilbage til deres pårørende for natten[7].
125:4.3 Under det andet møde, havde Jesus vovet at stille spørgsmål, og på en meget fantastisk måde deltog han i templets diskussioner, men altid på en måde, der var i overensstemmelse med hans unge alder. Undertiden var hans spidse spørgsmål lidt besværlige for de lærde lærere i den jødiske lov, men han viste sådan en oprigtig ærlighed kombineret med en tydelig sult efter viden, at flertallet af templets lærere blev indstillet på at behandle ham med al respekt. Da han vovede at sætte spørgsmålstegn ved retfærdigheden i at dræbe en beruset ikke jøde, der havde vandret uden for ikke jødernes forgård og ved et uheld var trådt ind i det forbudte og hellige prestigefyldte tempel område, blev en af de mere intolerante lærere utålmodig over drengens underforstået kritik og spurgte, mens han stirrede vredt ned på ham, hvor gammel han var. Jesus svarede: "Tretten år manglende en bagatel over fire måneder." "Så," svarede den nu rasende læreren, "hvorfor er du her, når du ikke har nået en alder af en lovens søn?” Da Jesus forklarede, at han havde modtaget indvielse under påsken, og at han havde afsluttet sine studier på skoler i Nazaret, sagde lærerne hånligt med én stemme: "vi kunne godt have forstået, at han er fra Nazaret." Men overlæreren insisterede på, at Jesus ikke skulle bære skylden om lederne for synagogen i Nazaret havde ladet ham opgradere selvom han teknisk set var tolv i stedet for tretten år; og trods det faktum, at flere af hans modstandere stod op og gik bort, blev det bestemt, at drengen uforstyrret skulle fortsætte som studerende ved tempeldiskussionerne.
125:4.4 Da hans anden dag i templet var forbi, gik han tilbage til Betania for natten. Igen gik han ud i haven for at meditere og bede. Det var tydeligt, at hans sind var besat med grublede tungtvejende problemer.
¶ 5. TREDJE DAGEN I TEMPLET
125:5.1 Under Jesu tredje dag i templet med de skriftkloge og lærere samledes mange tilskuere, der havde hørt om denne unge fra Galilæa, for at nyde oplevelsen at se en dreng forvirre lovens vismænd[8]. Simon kom også ned fra Bethany for at se, hvad drengen var op til. Under hele denne dag fortsatte Josef og Maria deres ivrige søgning efter Jesus, og de gik endda flere gange ind i templet, men kom aldrig til at tænke på at undersøge de forskellige diskussionsgrupper, selvom de engang kom næsten inden for høreafstand af hans fascinerende stemme.
125:5.2 Før dagen var omme, havde hele opmærksomheden af den vigtigste diskussionsgruppe i templet været fokuseret på de spørgsmål, Jesus stillede[9]. Blandt hans mange spørgsmål var:
125:5.3 1. Hvad er egentlig det allerhelligste, bag sløret?
125:5.4 2. Hvorfor skal mødre i Israel adskilles fra de mandlige tilbedere?
125:5.5 3. Hvis Gud er en far, der elsker sine børn, hvorfor al denne slagtning af dyr for at vinde Guds gunst - er Moses forkyndelse blevet misforstået?
125:5.6 4. Da templet er dedikeret til tilbedelsen af den himmelske Fader, er det så konsekvent at tillade tilstedeværelsen af dem, der er engageret i verdslige goders udveksling og handel?
125:5.7 5. Skal den forventede Messias komme for at være en verdslig fyrste, der sidder på Davids trone, eller han skal fungere som livets lys i etableringen af et åndeligt rige?
125:5.8 Hele dagen lang, lyttede de, forundrende til disse spørgsmål, og ingen var mere forbavset end Simon[10]. For over fire timer dyngede denne unge mand fra Nazaret disse jødiske lærere med tankevækkende og sjælesøgende spørgsmål. Han kommenterede meget lidt de ældres meninger. Han befordrede sin undervisning af de spørgsmål, han stillede. Ved behændigt og subtil frasering formulerede af et spørgsmål, udfordrede han deres undervisning, mens han antydede sin egen. På den måde, som han formulerede sine spørgsmål var der en tiltalende kombination af skarpsindighed og humor, som gjorde ham vellidt selv af dem, der var mere eller mindre krænket over hans ungdom. Han var altid meget præcist og hensynsfuld, når han stillede disse gennemtrængende spørgsmål. Denne begivenhedsrige eftermiddag i templet, viste han den samme tilbageholdenhed, som senere i hele hans offentlige aktivitet, mod at skaffe sig en fordel på en modstanders bekostning. Som ung og senere som voksen, han syntes at være helt fri for alle egoistiske ønsker om at vinde et argument blot for at opleve logisk triumf over sine medmennesker, for han var først og fremmest interesseret i én ting: at forkynde evig sandhed og dermed bevirke en fyldigere åbenbaring af den evige Gud.
125:5.9 Da dagen var forbi, styrede Simon og Jesus deres skridt tilbage til Bethany. For det meste af turen var både manden og drengen stille. Jesus stoppede op på bjergkammen af Oliebjerget, men da han kiggede ud over byen og dens tempel, græd han ikke; han bøjede kun hovedet i stille hengivenhed.
125:5.10 Efter aftensmaden i Betania afslog han igen at deltage i det glade selskab, og gik i stedet ud i haven, hvor han dvælede langt ud på natten og forsøgte forgæves at tænke på en endelig plan om at nærme sig problemet med hans livsværk og afgøre, hvordan han bedst kunne arbejde for at åbenbare til sine åndeligt blinde landsmænd en smukkere vision af deres himmelske Fader og dermed frigøre dem fra deres frygtelige trældom af loven, ritualer, ceremonier, og støvede traditioner. Men den sandhedssøgende dreng fandt ikke klarhedens lysende erkendelse.
¶ 6. FJERDE DAGEN I TEMPLET
125:6.1 Jesus var mærkeligt uopmærksom på sine forældre. Ikke engang da Lazarus mor bemærkede ved morgenmaden, at Jesu forældre allerede måtte være så godt som hjemme, syntes han ikke at forstå, at de ville være noget bekymret for, at han var blevet tilbage.
125:6.2 Igen gik han til templet, men han standsede ikke for at meditere på Oliebjergets bakkekam. Under morgenens drøftelser var meget tid afsat til loven og profeterne, og lærerne var forbavset over, at Jesus var så fortrolig med Skriften, på hebraisk samt græsk. De var imidlertid ikke overrasket over hans sandheds viden som over hans unge alder.
125:6.3 Ved eftermiddagens møde var de knapt begynde at besvare hans spørgsmål om formålet med bønnen, da diskussionslederen inviterede drengen til at komme frem, og sætte sig ned ved siden af ham, bad ham om at udtrykke sine egne meninger om bøn og tilbedelse.
125:6.4 Natten før havde Jesu forældre hørt om denne mærkelige unge, der så behændigt debattere med lovens udøvere, men det faldt dem ikke ind, at denne dreng kunne være deres søn. De havde næsten besluttet at gå til Zacharias hus, da de tænkte at Jesus kunne være gået der for at møde Elizabeth og John. Da de troede Zakarias kunne være i templet, stoppede de der på vej til byen Juda. Forestil jer deres forbavselse og overraskelse, da de under deres vandring gennem templets gårde genkendte deres savnede drengs stemme og ser ham siddende blandt templets lærere[11].
125:6.5 Josef var målløs, men Maria gav luft for sin lange ophobet frygt og angst, så hun skyndte sig hen til drengen, der nu havde rejst sig for at hilse på sine forbløffede forældre, og sagde: "Mit barn, hvorfor har du behandlet os på denne måde? I tre dage, har din far og jeg bedrøvet søgt efter dig. Hvordan i alverden kunne du opgive os?" Det var et anspændt øjeblik[12]. Alle øjne vendte sig mod Jesus for at høre, hvad han ville sige. Hans far så bebrejdende på ham, men sagde ikke noget.
125:6.6 Man skal huske på, at Jesus nu var antaget til at være en ung mand. Han havde afsluttet den almindelige skoleundervisning, forventet af et barn, var blevet anerkendt som en lovens søn og indviet som borger i Israel. På trods af dette, bebrejdede og irettesatte hans mor han ikke på en særlig mild måde og foran alle de mennesker, der havde samlet sig, og midt i hans unge livs alvorligste og ædleste indsats. Således satte hun på en uværdig måde stop for en af de største og bedste lejligheder Jesus nogensinde fik til at arbejde som lærer i sandhed, en retfærdighedens forkynder og åbenbarer af sin himmelske Faders kærlige natur.
125:6.7 Men drengen var situationen voksen. Når I upartisk betragter alle de faktorer som tilsammen udgjorde og førte til denne situation, har i bedre forudsætninger for at forstå visdommen i drengens svar til sin mors utilsigtet irettesættelse. Efter et øjebliks overvejelse, svarede Jesus sin mor og sagde: "Hvorfor er det, at I har søgt efter mig i så lang tid? Antog du ikke, at du kunne finde mig i min Faders hus, eftersom at tiden er kommet, hvor jeg skal varetage min Faders anliggender?"[13]
125:6.8 Alle blev overrasket over drengens måde at tale på. I stilhed trak de alle sig tilbage og efterlod ham alene med sine forældre. Kort sagt, den unge mand lettede forlegenheden af alle tre, da han stille sagde: "Kom, mine forældre, ingen har gjort mere end hvad de troede var bedst. Vor himmelske Fader har besluttet disse ting; lad os gå hjem."
125:6.9 I stilhed gik de væk og ankom til Jeriko for natten. Kun en gang stoppede de op, på bakkekammen af Oliebjerget, hvor drengen løftede sin vandrestav og skælvede fra hoved til fod under en intens følelse og sagde: "O Jerusalem, Jerusalem, og folket deraf, hvilken slaver er I - underkastet det romerske åg og offer for jeres egne traditioner - men jeg vil vende tilbage for at rense templet derovre og befri mit folk fra denne trældom!"
125:6.10 Under den tre dages lange rejse til Nazaret sagde Jesus ikke meget; hans forældre sagde heller ikke meget i hans tilstedeværelse. De kunne virkelig ikke forstå deres førstefødte søns adfærd, men de bevarede hans ord i dybden af deres hjerter, selv om de ikke fuldt ud kunne forstå deres betydning[14].
125:6.11 Da de kom hjem, gav Jesus en kort redegørelse til sine forældre, forsikrede dem om sin kærlighed og antydede, at de ikke behøver at være bange for, at han igen ville give dem grund til at bekymre sig om hans opførsel. Han konkluderede denne betydningsfulde udtalelse ved at sige: "Selvom jeg er nødt til at følge min himmelske Fader, vil jeg også adlyde min far på jorden. Jeg vil vente på min tid."
125:6.12 Selvom Jesus i sit sind mange gange nægtede at give samtykke til sine forældres velmente, men misforståede forsøg på at diktere hans måde at tænke eller fastlægge planen for hans arbejde på jorden, føjede han sig dog i alt, som var i overensstemmelse med hans dedikation til hans Paradisfaders vilje, mere end frivilligt efter for hans jordiske fars ønske og hans kødelige familiens skikke. Selv når han ikke kunne give sit samtykke, gjorde han alt for at tilpasse sig. Han var en mester i at tilpasse sin dedikation af pligten til familiens loyalitet og de sociale tjenesters forpligtelser.
125:6.13 Josef var forvirret, men da Maria reflekterede over disse oplevelser, fik hun trøst og begyndte omsider at se disse udtalelser på Oliebjerget som foregribelse af hendes søns messianske mission som Israel befrier. Med fornyet kraft begyndte hun at forme hans tanker langs de patriotiske og nationalistiske retninger og sikrede sig hjælp fra sin bror, den morbror som var Jesus favorit; og på mange andre måder tog Jesu mor opgaven på sig med at forberede sin førstefødte søn til at blive leder af dem, der ville genoprette Davids trone og for evigt afkaste det ikke jødiske åg som det politisk slaveri betød.
¶ Referencer
- ↑ Hans Faders hus: Es 56:7; Matt 21:12-13; Mark 11:16-17; Luk 19:45-46; Joh 2:14-16; Joh 14:2-13.
- ↑ Porten smuk: ApG 3:2,10.
- ↑ Fest for indvielse: 1 Makk 4:52-59.
- ↑ Purim-festen: Est 9:17-32.
- ↑ Forældre efterladt uden Jesus: Luk 2:43.
- ↑ Forældre opdager, at Jesus mangler: Luk 2:44.
- ↑ Forældre vender tilbage og leder efter ham: Luk 2:45.
- ↑ Tredje dag i templet: Luk 2:46.
- ↑ Tankevækkende spørgsmål: Luk 2:47.
- ↑ Sagacious forståelse: Luk 2:47.
- ↑ At finde Jesus: Luk 2:46.
- ↑ Marias skældud: Luk 2:48.
- ↑ Jesus' svar: Luk 2:49.
- ↑ Tilbage til Galilæa: Luk 2:50-51.