© 2015 Urantia Foundation
126:0.1 AF ALLE oplevelsen under Jesu liv på jorden var hans fjortende og femtende år de sværeste. Disse to år, efter at han begyndte at blive bevidst om sin guddommelighed og skæbne, og før han i stigende grad var i stand til at kommunikere med sin Retter, var de mest prøvende i hans begivenhedsrige liv på Urantia. Det er denne periode på to år, som skal kaldes den store test, den virkelige fristelse. Intet menneske har i løbet af dets tidlige ungdoms forvirring og tilpasningsproblemer oplevet en mere vanskelig test end den, som Jesus gennemlevede under hans overgang fra barndom til tidlig manddom.
126:0.2 Denne vigtige periode i Jesu udvikling i ungdomsårene begyndte med afslutningen af besøget i Jerusalem og hans tilbagevenden til Nazaret. Først var Maria glad ved tanken om, at hun havde sin dreng tilbage igen, at Jesus var vendt hjem for at være en pligtopfyldende søn - ikke, at han nogensinde havde været noget andet - og at han fremover ville være mere modtagelig for hendes planer for hans fremtidige liv. Men hun havde ikke lang tid at sole sig i skæret af denne moder illusion og ubevidste familie stolthed. Meget snart skulle hun blive mere fuldstændig desillusioneret. Mere og mere var drengen i selskab med sin far; mere sjældent, kom han til hende med sine problemer, mens begge forældre forstod mindre og mindre af hans hyppige vekslen mellem denne verdens opgaver og hans fordybelse af hans forhold til sin Faders anliggender. Helt ærligt, forstod de ham ikke, men de elskede ham virkelig.
126:0.3 Da Jesu blev ældre, blev hans medfølelse og kærlighed til det jødiske folk uddybet, men i løbet af årene udviklede der sig i ham en voksende retfærdig harme, over tilstedeværelsen i Faderens tempel af de politiske udnævnte præster. Jesus havde stor respekt for de oprigtige farisæere og de ærlige skriftkloge, men han nærede foragt for de hykleriske farisæere og de uærlige teologer. Han så med foragt på alle religiøse ledere, der ikke var oprigtig. Når han nærmere undersøgte de israelske ledere blev han nogle gange fristet til at kigge med fordel på muligheden for at blive den Messias som jøderne ventede på, men han gav aldrig efter for en sådan fristelse.
126:0.4 Historien om hans bedrifter blandt de vise mænd i templet i Jerusalem var glædeligt at høre for alle i Nazaret, især for hans tidligere lærere i synagogeskolen. En tid var hans ros på alles læber. Hele landsbyen, mindes hans visdom og prisværdige adfærd i barndommen og forudsagde, at han ville blive en stor leder i Israel; omsider ville en virkelig stor lærer komme fra Nazaret i Galilæa. De så alle frem mod den tid, hvor hans ville være femten, så han regelmæssigt kunne få lov til at læse højt fra de hellige skrifter i synagogen på sabbatsdagen.
¶ 1. HANS FJORTENDE ÅR (8 E.KR.)
126:1.1 Dette er kalenderåret, for hans fjortende fødselsdag. Han var blevet en god åg håndværker og arbejdede godt sammen med både lærred og læder. Han udviklede sig også hurtigt til en faglært tømrer og snedker. Denne sommer foretog han hyppige ture til toppen af bakken nordvest for Nazaret til bøn og meditation. Han blev gradvis mere bevidst om karakteren af sin overdragelse på jorden.
126:1.2 Denne bakke, havde for lidt noget over hundrede år tidligere, været "Baalshøjen", og nu fandtes Simeons gravsted der[1]. Han blev betragtet som en hellig mand i Israel. Fra toppen af denne Simons bakke så Jesus ud over Nazaret og det omkringliggende landskab[2]. Han ville vende blikket mod Megiddo og genkalde historien om den egyptiske hær som vandt sine første store sejr i Asien, og hvordan senere, en anden sådan hær besejrede kong Josias af Judas[3]. Ikke langt væk, kunne han se Tanak, hvor Deborah og Barak besejrede Sisera[4]. I det fjerne kunne han skimte Dotans højder, om hvilken han havde lært at Josefs brødre solgte Josef til slaveri i Egypten. Så ville han flytte blikket til Ebal og Gerizim og fortælle sig selv traditionerne om Abraham, Jakob, og Abimelek. På denne måde, genkaldte og overvejede han de historiske og traditions baserede hændelser som hans far Josefs folk havde gennemgået.
126:1.3 Han fortsatte sine avancerede studieforløb under vejledning af synagogelærerne, og han fortsatte også med hjemmeundervisning af sine brødre og søstre, da de voksede op til egnede aldre.
126:1.4 I begyndelsen af dette år arrangerede Josef henlægning af indtægterne fra sin ejendom i Nazaret og Kapernaum til at betale for Jesu lange studieforløb i Jerusalem, hvor det var planlagt, at han skulle gå til Jerusalem i august det følgende år, da han var femten år.
126:1.5 Ved begyndelsen af dette år underholdt både Josef og Maria ofte tvivlen om deres førstefødte søns skæbne. Han var virkelig en talentfuld og elskelige barn, men han var så svært at forstå, så svært at blive klog på, og i øvrigt skete der aldrig noget usædvanligt eller mirakuløst. Snesevis af gange havde hans stolte mor holdt vejret i åndeløs forventning, forventet at se sin søn udføre noget overmenneskeligt eller overnaturligt, men altid var hendes håb knust i en grusom skuffelse. Alt dette var nedslående, selv skræmmende. De gudfrygtige mennesker i disse dage troede virkelig, at profeter og mænd af løftet altid manifesterede deres kald og etablerede deres guddommelige autoritet ved at udføre mirakler og gøre vidundere. Jesus gjorde intet af dette, og derfor tiltog forvirringen af hans forældre støt, når de drøftede hans fremtid.
126:1.6 Nazaret familiens forbedrede økonomiske situation blev afspejlet på mange måder i hjemmet og især i det øgede antal af glatte hvide tavler, som blev brugt til at skrive på med trækul. Jesus fik også tilladelse til at genoptage sin musikundervisning; han holdt meget af at spille harpe.
126:1.7 Igennem hele dette år, kan man virkelig sige, at Jesus "voksede i velvilje for mennesker og for Gud[5].” Familiens udsigter syntes gode; fremtiden var lys.
¶ 2. JOSEFS DØD
126:2.1 Alt gik godt, indtil den skæbnesvangre tirsdag 25. september, da en budbringer fra Sepphoris kom til hjemmet i Nazaret med det tragiske budskab om, at Josef var blevet alvorligt såret af en faldende lastebom under sit arbejde på guvernørens residens. Budbringeren fra Sepphoris havde stoppet ved butikken på vej til Josefs hjem og meddelte Jesus om sin fars ulykke. De gik sammen hjem til Jesus for at meddele den triste nyhed til Maria. Jesus ønskede straks at gå hen til sin far, men Maria ville ikke høre tale om noget andet end at hun måtte skynde sig hen til sin mands side. Hun besluttede, at James, der dengang var ti år skulle ledsage hende til Sepphoris mens Jesus ville blive hjemme med de yngre børn, indtil hun vendte tilbage, da hun ikke vidste, hvor alvorligt Josef var blevet såret. Josef døde af sine kvæstelser, før Maria kunne nå frem. De bragte ham til Nazaret, og den følgende dag blev han stedt til hvile hos sine fædre.
126:2.2 Lige på dette tidspunkt, hvor udsigterne var gode og fremtiden lys, ramte en tilsyneladende grusom hånd forsørgeren for denne Nazaret husstand. Hjemmets indre anliggender faldt i uorden, og alle planer om Jesus og hans fremtids uddannelse blev forpurret. Tømmermesterens dreng, der lige havde nået en alder af fjorten, vågnede til den erkendelse, at hans opgave ikke kun var for at opfylde sin himmelske Faders mission til at åbenbare den guddommelige natur på jorden i kødelig form, men at hans unge menneskelige natur også måtte påtage sig ansvaret for at tage sig af hans mor som var blevet enke og sine syv brødre og søstre - og en, der var på vej. Denne dreng fra Nazaret blev eneste støtte og komfort for familien, der så pludseligt var blevet efterladt. Således tillod de hændelser der fandt sted, som hører til naturen orden på Urantia, og som kom til at tvinge denne unge mand af skæbne, til så tidligt at påtage sig disse tunge, men højst udviklende og disciplinære ansvarsopgaver, der fulgte af at han blev lederen af en menneskelig familie, blev far til sine egne brødre og søstre, for at støtte og beskytte sin mor, til at fungere som vogter af sin fars hjem, det eneste hjem, han kom til at have i sit liv i denne verden.
126:2.3 Jesus tog med glæde ansvaret på sig og de pligter der så brat blev tvunget på ham, og han førte dem trofast til enden. Mindst ét stort problem og forventede vanskelighed i sit liv var blevet tragisk løst - det ville ikke nu forventes af ham at han skulle rejse til Jerusalem for at studere under rabbinerne. Det forblev altid sandt, at Jesus ikke "sad ved nogen menneskes fødder." Han var altid villig til at lære fra selv den ringeste af de små børn, men han fik aldrig sin autoritet til at undervise sandheden fra menneskelige kilder[6].
126:2.4 Men han vidste intet om, at Gabriel havde besøgt hans mor før hans fødsel. Det lærte han først af Johannes på den dag han blev døbt, da hans offentlige tjeneste begyndte.
126:2.5 Gennem årene målte denne unge tømrer fra Nazaret i stigende hver institution i samfundet, og hver konvention i religion med samme ufravigelige dimensioner: Hvad gør det for den menneskelige sjæl? Fører det Gud til mennesket? Fører det mennesket til Gud? Selvom den unge ikke fuldstændigt forsømte de aspekter der vedrørte rekreation og socialt samvær i livet, viet han mere og mere af sin tid og energi til kun to formål: omsorg for sin familie og forberedelse til at gøre sin Faders himmelske vilje på jorden.
126:2.6 I år blev det skik for naboerne at komme forbi i løbet af vinteraftener for at høre Jesus spille harpe, for at lytte til hans historier (for drengen var en mesterlig historiefortæller), og for at høre ham læse op fra de græske skrifter.
126:2.7 Familiens økonomiske anliggender fortsatte med at være temmelig smidige, da de havde en ikke ubetydelig sum penge på hånden på tidspunktet for Josefs død. Jesus viste tidligt, at han havde en god sans for erhvervslivet og en skarp sans for finansiering. Han var gavmild, men beskeden; Han var økonomisk, men storsindet. Han viste sig at være en klog og effektiv forvalter af sin fars ejendom.
126:2.8 Men på trods af alt det, som Jesus og Nazaret naboer gjorde for at bringe lidt glæde ind i hjemmet, var Maria, og selv børnene overskygget med sorg. Josef var væk. Josef var en usædvanlig mand og far, og alle savnede ham. Det syntes desto mere tragisk at tænke, at han var død, før de kunne tale til ham eller høre hans farvel velsignelse.
¶ 3. DET FEMTENDE ÅR (9 E.KR.)
126:3.1 I midten af dette femtende år - og vi regner tiden i henhold til den tyvende århundredes kalender, og ikke i henhold til det jødiske år - havde Jesus fået en god forståelse af forvaltningen af sin familie. Inden året var omme, var deres opsparing stort set forsvundet, og de blev konfronteret med behovet for at afsætte et af husene i Nazaret som Josef og hans nabo Jacob ejede sammen.
126:3.2 Onsdag aften 17[7]. april 9 e.Kr. blev Ruth født, den yngste i familien, og efter bedste evne forsøgte Jesus at tage sin fars plads i at trøste og tjene sin mor under denne sørgelige og særlige triste prøvelse. Ingen far kunne have elsket og plejet sin datter mere kærligt og trofast end Jesus i næsten tyve år (indtil han begyndte sin offentlige tjeneste) gjorde, da han havde omsorgen for lille Ruth. Han var en lige så god far til alle de andre medlemmer af hans familie.
126:3.3 I løbet af dette år formuleret Jesus for første gang den bøn, han efterfølgende lærte sine apostle, og som for mange er blevet kendt som "Fadervor[8]." På en måde var det en evolution af familiens alter tilbedelse; de havde mange former for ros og flere formelle bønner. Efter sin fars død, søgte Jesus at undervise de ældre børn til at udtrykke sig individuelt i bøn - meget som han selv kunne lide at gøre - men de kunne ikke forstå hans tanke og faldt usvigelig tilbage på de bønneformer de havde lært og som de huskede. Det var i denne indsats for at stimulere hans ældre brødre og søstre til at bede individuelle bønner, at Jesus forsøgte at føre dem videre med de sætninger, han foreslog, og snart - og uden at det havde været hans hensigt - viste det sig, at de alle brugte en form for bøn som stort set bestod af disse foreslåede sætninger, Jesus havde lært dem.
126:3.4 Til sidst opgav Jesus idéen om at få hvert medlem af familien til at formulere spontane bønner, og en aften i oktober satte han sig ned ved den lille runde lampe, der stod på det lave sten bord, og på et fladt stykke cedertræ, næsten halvtreds centimeter bred, nedskrev han med et stykke kul bønnen, som derefter blev familiens standardbøn.
126:3.5 Dette år var Jesus meget besværet af forvirring i sin tænkning. Familieansvaret havde meget effektivt fjernet alle tanker om straks at gennemføre en plan som svar på det guddommelige besøg i Jerusalem, der opfordrede ham til at "varetage sin Faders anliggender[9]." Jesus resonerede ganske korrekt, at omsorgen for sin jordiske fars familie skulle have forrang for alle andre pligter, at understøtte hans familie måtte blive hans vigtigste pligt.
126:3.6 I løbet af dette år fandt Jesus i den såkaldte Enochs bog et sted, der påvirkede ham til senere at tage udtrykket "Menneskesønnen" i brug som en betegnelse for sin overdragelsesmission på Urantia[10]. Han havde grundigt overvejet idéen om den jødiske Messias og var fast overbevist om, at han ikke ville være Messias. Han længtes efter at hjælpe sin fars folk, men han kunne aldrig forestille sig, at føre jødiske hære til at knuse den udenlandske dominans af Palæstina. Han vidste, at han aldrig ville sidde på Davids trone i Jerusalem. Han mente heller ikke, at hans mission var at være en åndelig befrier eller moralsk lærer udelukkende for det jødiske folk. Derfor kunne hans livsopgave på ingen måde være med til at opfylde de intense længsler og formodede messianske profetier i de hebraiske skrifter, i hvert fald ikke som jøderne forstod de profetiske forudsigelser. Ligeledes var han sikker på, at han aldrig ville fremstå som Menneskesønnen, som profeten David havde beskrevet[11].
126:3.7 Når tiden kom for ham til at fremstå som en verdens lærer, hvad skulle han kalde sig? Hvilket krav skal han udtrykke om sin mission? Hvad skulle de mennesker, der troede på hans forkyndelse kalde ham?
126:3.8 Mens han overvejede alle disse problemer, fandt han i synagogens bibliotek i Nazaret, blandt de apokalyptiske bøger, som han havde studeret, et manuskript kaldet "Enochs bog", og selv om han var sikker på, at det ikke var skrevet af gamle Enoch, fandt han den meget fascinerende, læste den og læste den igen flere gange. Det var et sted, der gjorde særligt indtryk på ham, et stykke, hvor udtrykket "Menneskesønnen" dukkede op. Forfatteren af denne såkaldte Enochs bog havde mere at sige om Menneskesønnen, beskrev hans arbejde på jorden og erklærede, at Menneskesønnen, før han kom ned på jorden med frelse til menneskeheden, var gået gennem de himmelske pragtens gårde med sin Fader, Faderen for alle, og at han havde vendt ryggen til al denne pragt og herlighed for at komme ned på jorden og forkynde frelse til de trængende dødelige. Altid når Jesus læste disse steder (og han forstod meget godt, at en stor del af den østlige mystik, der blev blandet med disse lærdomme var fejlagtige), følte han i sit hjerte og anerkendte i sit sind, at af alle de messianske profetier i de hebraiske skrifter og af alle de teorier om den jødiske befrier var ingen så tæt på sandheden, som denne historie gemt væk i denne kun delvist akkrediteret Enochs bog. Han besluttede derefter og der, at når han begyndte sit offentlige arbejde, ville han kalde sig "Menneskesønnen", hvilket han gjorde, da han efterfølgende begyndte sin offentlige tjeneste. Jesus havde en usvigelig evne til at erkende sandheden, og han har aldrig tøvet med at tilegne sig sandheden uanset fra hvilken kilde, den end syntes at udspringe.
126:3.9 På dette tidspunkt havde han allerede meget grundigt undersøgt mange henseender vedrørende sit fremtidige arbejde for verden, men han sagde ikke noget om dette til sin mor, som stadig solidt holdt fast ved tanken om, at han var den jødiske Messias.
126:3.10 Nu opstod den store forvirring under Jesu ungdomstid. Siden han var kommet til en slags klarhed om karakteren af hans mission på jorden, om, hvad det betød at "tage hånd om sin Faders anliggender" - for at vise sin Faders kærlige natur til hele menneskeheden - begyndte han på ny at genoverveje de mange udsagn i skriften om ankomsten af en national befrier, en jødisk lærer eller konge[12]. Hvilken begivenhed hentydede disse profetier mod? Var han ikke en jøde? eller var han det ikke? Var han af Davids hus, eller ikke? Hans mor forsikrede ham, at han var det. Hans far var kommet til den konklusion, at han ikke var det. Han besluttede selv, at han ikke hørte til Davids hus. Men havde profeterne forvekslet Messias natur og mission?
126:3.11 Kunne det være muligt, at hans mor havde ret? I de fleste tilfælde, hvor tidligere menings forskelle var opstået havde hun haft ret. Hvis han var en ny lærer og ikke Messias, hvordan kunne han da genkende den jødiske Messias, hvis en sådan skal vise sig i Jerusalem i den tid, hvor han udførte sin mission på jorden? Og videre, hvad ville hans relation til denne jødiske Messias være? Og hvad ville være hans forhold til sin familie, efter at han havde startet sit livsmission? Til det jødiske samfund og den jødiske religion, til Romerriget, til ikke jøderne og deres religioner? Hver og et af disse væsentlige spørgsmål vendte og overvejede denne unge galilæer alvorligt, mens han fortsatte med at arbejde ved tømrerens bænk for møjsommeligt at forsørge sig selv, sin mor og otte andre sultne munde.
126:3.12 Inden året var omme, så Maria familiens midler svinde ind. Hun overlod salget af duerne til James. Snart købte de en anden ko, og med Miriams hjælp begyndte de at sælge mælk til deres naboer i Nazaret.
126:3.13 Hans dybe meditations perioder, hans hyppige rejser til toppen af bjerget for at bede, og de mange mærkelige idéer, som Jesus lejlighedsvis udtrykte bekymrede hans mor meget. Nogle gange troede hun, at den unge mand var ude af sig selv, men så beroligede hun sin frygt, da hun huskede, at han var et barn af løfte og på nogle måder anderledes end andre unge.
126:3.14 Men Jesus lærte, ikke at udtrykke alle sine tanker, ikke at præsentere alle sine idéer til verden, ikke engang til sin egen mor. Fra dette år og fremefter, åbenbarede Jesus mindre af, hvad der foregik i hans sind, dvs. han talte mindre om ting, som en gennemsnitlig menneske ikke kunne fatte, som kun førte til at han blev anset for mærkeligt og anderledes end almindelige mennesker. Tilsyneladende blev han almindelig og konventionel, selvom han længtes efter nogen, der kunne forstå hans problemer. Han manglede en tillidsfuld og trofast ven, men hans problemer var for kompliceret for sine medmennesker til at forstå. Det unikke ved den usædvanlige situation, tvang ham til at bære sine byrder alene.
¶ 4. DEN FØRSTE PRÆDIKEN I SYNAGOGEN
126:4.1 Efter at være fyldt femten, kunne Jesus officielt indtage synagogens prædikestol på sabbatsdagen. Mange gange i fortiden, når taleren ikke var ved hånden, var Jesus blevet bedt om at læse højt fra skrifterne, men nu var dagen kommet, hvor han i overensstemmelse med loven kunne lede tjenesten. Derfor arrangeret chazan så at Jesus på den første sabbat efter at han var fyldt femten år kunne gennemføre morgentjenesten i synagogen[13]. Og da alle de troende i Nazaret var forsamlet rejste den unge mand sig op, forberedt med sit udvalg blandt skrifterne, og begyndte at læse:
126:4.2 ”Herrens, Guds ånd er over mig, fordi Herren har salvet mig[14]. Han har sendt mig for at forkynde glædens budskab til de sagtmodige, for at helbrede alle der er sønderknust i hjerter, for at udråbe frihed for de fangne, og for at sætte de åndeligt bundne fri; til at forkynde Herrens år af nåde og dommens dag fra vor Gud; til at trøste alle, der sørger, til at bringe skønhed i stedet for aske, glædens olie i stedet for sorg, en lovsang i stedet for en bedrøvet ånd, så at de kan kaldes retskaffenhedens træer, plantet af Herren, så han kan blive herliggjort dermed.
126:4.3 "Søg det gode, og ikke det onde, for at I må leve, og derefter vil Herren, hærskarernes Gud, være med jer. Had det onde og elsk det gode; hold retten i hævd ved porten. Det kan være, at Gud Herren vil være nådig mod Josefs efterkommere[15].
126:4.4 "Vask jer og gør jer rene; fjern det onde I gør fra mine øjne; ophør med at gøre ondt og lær at gøre godt; søg, hvad der er rigtigt, hjælp de undertrykte. Forsvar den faderløse og plæder for enken[16].
126:4.5 "Med hvad skal jeg træde frem for Herren, for at bøje mig for hele jordens Herre? Skal jeg komme for ham med brændofre, med et år gamle kalve? Er Herren tilfreds med væddere i tusindvis, får i titusindvis eller floder af olie? Skal jeg ofre min førstefødte for min overtrædelse, min livsfrugt for synden af min sjæl? Nej, for Herren har vist os, o mennesker, hvad der er godt. Hvad andet kræver Herren af dig end at du handler retfærdigt, elsker barmhjertighed, og vandre ydmygt med din Gud?[17]
126:4.6 "Med hvem vil du efterligne Gud, som troner over jordens kredsløb? Løft op dine øjne mod højden og se, hvem der har skabt alle disse verdener, hvem som fører frem sine hærskarer i forhold til antallet og kalder dem alle ved navn. Han gør alt dette, for så stor er hans magt, så stor hans styrke, at ikke én mislykkes. Han giver styrke til den trætte og forstærker de svages kraft. Frygt ikke, for jeg er med dig. Mist Ikke modet, for jeg er din Gud. Jeg vil styrke dig, og jeg vil hjælpe dig[18]. Ja, jeg vil opretholde dig med min retfærdige højre hånd, for jeg er Herren din Gud. Jeg vil holde din højre hånd og siger til dig: Frygt ikke, for jeg vil hjælpe dig.
126:4.7 "Og du er mit vidne, siger Herren, og min tjener, som jeg har valgt, at alle kan kende mig og tro mig og forstå, at jeg er den Evige. Jeg, kun jeg er Herren, og udover mig er der ingen frelser[19]."
126:4.8 Da han havde læst dette, satte han sig ned, og folk gik til sit hjem grundede over de ord, han så yndefuldt havde læst for dem. Aldrig havde landsbyboere set ham så storslået alvorlig. Aldrig havde de hørt hans stemme, så oprigtig og dybtfølt; Aldrig havde de set ham så mandig og afgørende, så autoritativ.
126:4.9 Denne sabbat eftermiddag klatrede Jesus sammen med James op på Nazaret bakke, og da de vendte hjem, nedskrev han de ti bud på græsk med kul på to glatte trætavler. Senere, farvede og dekoreret Marta disse tavler, og længe hang de på væggen over James lille arbejdsbord.
¶ 5. ØKONOMISKE BEKYMRINGER
126:5.1 Efterhånden vendte Jesus og hans familie tilbage til det enkle liv, de havde levet i løbet af deres første år. Deres tøj og endda deres mad blev enklere. De havde masser af mælk, smør og ost. Når det var sæson, havde de adgang til forskellige produkter fra deres have, men for hver måned, der gik, var det nødvendigt at observere den største nøjsomhed. Deres morgenmad var meget enkel; de gemte det bedste mad til deres aftensmåltid. Blandt disse jøder betød fraværet af fornødenheder ikke underlegenhed i social henseende.
126:5.2 Denne unge havde allerede fået en ganske god idé om, hvordan folk levede i sin tid. Og hvor godt han forstod arbejdet i hjemmet, på markerne og i værkstedet fremgår af hans efterfølgende lære, som så rigt viser hans nære kendskab til alle faser af menneskelig erfaring.
126:5.3 Chazan i Nazaret fortsatte med at klamre sig til den tro, at Jesus skulle være en stor lærer, sandsynligvis efterfølgeren til den meget berømte Gamaliel i Jerusalem.
126:5.4 Det så ud, som om alle Jesu planer for fremtidens livsforløb var blevet forpurret. Så som tingene nu udviklede sig, så fremtiden ikke lys ud. Men han vaklede ikke, og blev ikke modløs. Han levede én dag ad gangen, klarede sin nuværende pligt godt, og varetog trofast de umiddelbare ansvar hans stilling i livet indebar. Jesus liv er den evige trøst for alle skuffede idealister.
126:5.5 Lønnen til en almindelig daglønnet tømrer var langsomt dalende. Ved udgangen af dette år kunne Jesus, når han arbejdede fra tidligt til sent, kun tjene hvad der svarer til omkring to kroner om dagen. I løbet af det næste år havde de svært ved at betale skat til samfundet, for ikke at nævne pligterne til synagogen og tempelskat på en halv sekel. I løbet af dette år forsøgte skatteopkræveren at få en ekstra skat fra Jesus og truede med at tage hans harpe.
126:5.6 Da Jesus var bange for, at skatteopkræverne kunne finde på at konfiskere hans kopi af skrifterne på græsk, gav han dem på sin femtende fødselsdag til synagogens bibliotek i Nazaret som en modenheds gave til Herren.
126:5.7 Den store chok under hans femtende år kom, da Jesus gik til Sepphoris for at høre Herodes afgørelse om appellen som var blevet rejst hos ham i striden om mængden af penge, som Josef havde udestående på tidspunktet for hændelsen, der førte til hans død. Jesus og Maria havde håbet at få en betydelig sum, mens kasserer i Sepphoris havde tilbudt dem en sølle beløb. Josefs brødre havde tage en appel til Herodes selv, og nu stod Jesus i paladset og hørte Herodes proklamere, at hans far intet havde udestående, da han døde. For denne uretfærdige beslutning stolede Jesus aldrig igen på Herodes Antipas. Det er derfor ikke overraskende, at han engang kaldte Herodes "den ræv[20]."
126:5.8 Det konstante arbejde på tømrerens bænk i løbet af denne og efterfølgende år fratog Jesus muligheden for at socialisere med de karavanerejsende. Familiens tjenesteværksted var allerede blevet overtaget af hans farbror, og Jesus arbejdede kun i hjemme værkstedet hvor han var lige ved hånden til at hjælpe Maria med familien. På dette tidspunkt begyndte han at sende James op til kamelpladsen for at indsamle oplysninger om verdens begivenheder, og således forsøgte han at holde sig orienteret om aktuelle nyheder.
126:5.9 Da han voksede til manddom, gennemgik han alle de konflikter og forvirring som den gennemsnitlige unge under tidligere og efterfølgende tidsaldre har gennemgået. Den strenge erfaring med at forsørge sin familie var en sikker garanti mod ikke at have for meget tid til tankeløs meditation eller hengive sig til mystiske tendenser.
126:5.10 Det var året, hvor Jesus lejede et betydeligt landområde umiddelbart nord for deres hjem, som blev delt op som kolonihaver til familien. Hver og et af de større børn havde deres egen have, og de begyndte ivrigt at konkurrerer indbyrdes med deres landbrugsprojekter. Deres ældste bror brugte en del tid med dem i haven hver dag i løbet af sæsonen med den vegetabilske dyrkning. Når Jesus arbejdede i haven med sine yngre søskende, ønskede han mange gange, at de alle levede på en gård ude på landet, hvor de kunne nyde friheden og selvstændigheden i et uhindret liv. Faktum var, at de ikke voksede op på landet, og Jesus som var en grundig praktisk ung mand og idealist, tog intelligent og energisk fat på sit problem, sådan som han fandt det, og gjorde alt i sin magt for at justere sig selv og sin familie til realiteterne i deres situation og til at bruge deres forhold til den bedst mulige opfyldelse af deres individuelle og kollektive aspirationer.
126:5.11 En tid husede Jesus et svagt håb om, at han ville være i stand til at rejse tilstrækkelige midler til at gøre det muligt at købe en lille gård - forudsat at de kunne indsamle den betydelig sum penge hans far havde indestående fra sit arbejde på Herodes palads konstruktion. Han havde virkelig alvorligt overveje denne plan at flytte sin familie ud på landet. Men da Herodes nægtede at betale dem nogen af de penge, som Josef havde krav på, opgav de planen om at eje et hjem på landet. Som det var, lykkedes det dem at nyde meget af livet på gården, som nu havde tre køer, fire får, en flok høns, et æsel og en hund foruden duerne. Selv de små rollinger havde deres regelmæssige opgaver at udføre i de velordnede dagsprogrammer, der karakteriserede hjemmelivet i denne Nazaret familie
126:5.12 Da dette femtende år var endt, havde Jesus også afsluttet den farlige og vanskelige periode i den menneskelige eksistens, den tid, der indebar overgangen fra barndommens mere sorgløse år til bevidstheden om den nærmere manddoms tid med dens voksende ansvar og større muligheder for at erhverve avanceret erfaring i udvikling af en ædel karakter. Sindets og kroppens vækstperiode var afsluttet, og nu begyndte den virkelige livskarriere af denne unge mand fra Nazaret.
¶ Referencer
- ↑ Baals høje sted: 4 Mos 22:41.
- ↑ Josiah besejret: 2 Kong 23:29-30; 2 Krøn 35:20-24.
- ↑ Sisera besejret: Dom 4:10-16.
- ↑ Josef solgt som slave: 1 Mos 37:23-28.
- ↑ Jesus voksede i gunst hos mennesker og Gud: Luk 2:52.
- ↑ Sad ved ingen mands fødder: ApG 22:3.
- ↑ Søster Ruth født: Matt 13:56; Mark 6:3.
- ↑ Herrens bøn: Matt 6:9-13; Luk 11:2-4.
- ↑ Om sin Faders forretninger: Luk 2:49.
- ↑ Menneskesøn: Ez 2:1,3,6,8; Ez 3:1-4,10,17; Dan 7:13-14; Matt 8:20; Mark 2:10; Luk 5:24; Joh 1:51; Åb 1:13; Åb 14:14; 1 Enok 46:1-6; 1 Enok 48:1-7; 1 Enok 60:10; 1 Enok 62:1,14; 1 Enok 63:11; 1 Enok 69:26-29; 1 Enok 70:1-2; 1 Enok 71:14-16.
- ↑ Ikke Daniels Menneskesøn: Dan 7:13-14.
- ↑ Om sin Faders forretninger: Luk 2:49.
- ↑ Jesus' første gudstjeneste: Luk 4:16-20.
- ↑ Skrift læst: Herrens ånd er over mig: Es 61:1-3.
- ↑ Skrift læst: Søg det gode og ikke det onde: Am 5:14-15.
- ↑ Skriften læst: Vask dig, gør dig ren: Es 1:16-17.
- ↑ Skrift læst: Hvorledes skal jeg træde frem for Herren?: Mika 6:6-8.
- ↑ Skrift læst: Hvem vil I da sammenligne Gud med?: Es 40:18,22,26,29; Es 41:10,13.
- ↑ Skriften læst: I er mine vidner, siger Herren.: Es 43:10-11.
- ↑ Den ræv, Herodes: Luk 13:32.