© 2015 Urantia Foundation
127:0.1 DA JESUS kom ind i ungdomsårene, fandt han sig primært som overhovedet for og den eneste forsørger af en stor familie. Inden for et par år efter hans fars død var hele deres rigdom forsvundet. Med tidens gang blev han mere og mere bevidst om sin før-eksistens. Samtidig begyndte han mere klart at indse, at han var på jorden og i kødet med det udtrykkelige formål at åbenbare sin Paradisfader for menneskenes børn.
127:0.2 Ingen menneske i denne verden eller nogen anden verden har gennemlevet sin ungdom, eller vil nogensinde komme til at gøre det, har haft eller vil nogensinde kommer til at have mere tungtvejende problemer at løse, eller mere forvirrende problemer at undersøge. Ingen unge på Urantia vil nogensinde blive bedt om at gennemgå sværere konflikter eller vanskeligere situationer end Jesus selv udholdte i disse anstrengende leveår fra femten til tyve.
127:0.3 Efter således at have oplevet, hvad det faktisk var at leve disse ungdoms år i en verden plaget af ondskab og forvirret af synd, fik Menneskesønnen fuldt kendskab til, hvordan livet opleves af de unge i alle Nebadons verdener, og dermed blev han for altid forståelsens tilflugtssted for nødstedte og forvirrede unge i alle aldre og i alle verdener i hele lokaluniverset.
127:0.4 Langsomt, men sikkert, og ved faktiske erfaringer optjener denne guddommelige Søn retten til at være hersker over sit univers, den ubestridte og højeste hersker over alle oprettede intelligenser i alle lokaluniversets verdener, forståelsens tilflugtssted af væsener i alle aldre og af alle grader af personlig liv og erfaring.
¶ 1. DET SEKSTENDE ÅR (10 E.KR.)
127:1.1 Den inkarnerede Søn gennemlevede barndommen og oplevede en barndom uden særlige begivenheder. Så dukkede han frem fra den prøvende og vanskelig overgangsfase mellem barndommen og den gryende manddom - han blev den unge Jesus.
127:1.2 Dette år blev han fysisk fuldvoksen. Han var en stærk og attraktiv ung mand. Han blev mere og mere besindig og alvorlig, men han var venlig og sympatisk. Hans øjne var venlige, men søgende; hans smil var altid engagerende og beroligende. Hans stemme var melodisk, men autoritativ, hans hilsen hjertelig men upåvirket. Selv ved de mest hverdagsagtige kontakter syntes noget af hans dobbelte natur, det menneskelige og det guddommelige altid at skinne frem. Altid kom denne kombination af en forståelsesfuld ven og en autoritativ lærer ud af ham. Disse personlighedstræk begyndte tidligt at dukke op, selv i disse tidlige år.
127:1.3 I denne fysisk stærke og robuste ungdom blev hans menneskelige intellekt også fuldt udviklet; han havde ikke den fulde oplevelse af menneskelig tænkning, men hele kapaciteten af en sådan udvikling. Han havde en sund og velproportioneret krop, et skarpt og analytisk sind, en venlig og sympatisk disposition, en noget forskelligartet, men energisk temperament, som alle blev koordineret til en stærk, imponerende og attraktiv personlighed.
127:1.4 Som tiden gik, blev det stadig vanskeligere for hans mor og hans brødre og søstre at forstå ham. De tog anstød af hvad han sagde, og misfortolkede, hvad han gjorde. De var alle ude af stand til at forstå deres ældste brors liv, fordi deres mor havde givet dem forståelse af, at han var bestemt til at blive befrier af det jødiske folk. Efter at have modtaget sådanne meddelelser fra Maria om familiens hemmeligheder, forestil jer deres forvirring, når Jesus ligefrem nægtet alle sådanne idéer og intentioner.
127:1.5 I dette år startede Simon i skole, og de blev tvunget til at sælge et andet hus. James tog sig nu af undervisningen af sine tre søstre, hvoraf to var gamle nok til at begynde at studere for alvor. Så snart Ruth var noget ældre tog Miriam og Marta sig af hende. Normalt fik pigerne i de jødiske familier kun lidt uddannelse, men Jesus holdt fast på (og hans mor samtykkede) at pigerne skulle gå i skole ligesom drengene, og da synagogeskolen ikke ville modtage dem, var der ikke andet at gøre, end at holde skolen i hjemmet specielt til dem.
127:1.6 Igennem hele dette år var Jesus meget travlt optaget ved arbejdsbordet. Heldigvis havde han en masse arbejde; hans arbejde var af en sådan fineste kvalitet, at han aldrig var ledig uanset hvor lidt arbejde, der kunne være i nabolaget. Nogle gange havde han så meget arbejde, at James måtte hjælpe ham.
127:1.7 Ved udgangen af dette år, havde han næsten besluttet, at efter at han havde forsørget sin familie og hjulpet dem til at blive gift, ville han begynde sin offentlige tjeneste som sandhedslærer og åbenbarer af den himmelske Fader til verden. Han vidste, at det ikke var hensigten, at han skulle blive jødernes forventede Messias, og han konkluderede, at det var næsten nytteløst at diskutere disse spørgsmål med sin mor. Han besluttede at lade hende beholde sine idéer, hvad de end var, fordi alt, hvad han tidligere havde sagt, havde gjort lidt eller ingen indtryk på hende, og han huskede, at hans far heller ikke kunne sige noget, der fik hende til at skifte mening. Fra dette år og fremefter, talte han mindre om disse problemer med sin mor eller med nogen anden. Hans mission var så mærkelig, at ingen levende på jorden kunne give ham råd om, hvordan det kunne gøres.
127:1.8 Han var en rigtig men ung far for familien. Han tilbragte det meste af tiden sammen med sine yngre søskende, og de elskede ham faktisk. Hans mor sørgede over at se ham arbejde så hårdt. Hun sørgede over at se ham dag efter dag slide ved arbejdsbordet for at tjene til livets ophold i stedet for at være i Jerusalem, og studerer under rabbinernes ledelse, som de så kærligt havde planlagt. Selvom der var meget Maria ikke kunne forstå hos sin søn, elskede hun ham, helt sikkert, og hun værdsatte i allerhøjeste grad den villige måde, hvorpå han havde påtaget sig ansvaret for hjemmet.
¶ 2. DET SYTTENDE ÅR (11 E.KR.)
127:2.1 På omkring dette tidspunkt var der, især i Jerusalem og Judæa, en udbredt agitation for oprør mod betaling af skat til Rom. Et stærkt nationalistisk parti var ved at opstå, og tilhængere blev snart kaldt for Zeloterne. Zeloterne var i modsætning til farisæerne, ikke villige til at vente på Messias. Deres hensigt var at få en afgørelse i stand gennem politisk oprør.
127:2.2 En gruppe af arrangører fra Jerusalem kom i Galilæa, og de havde god fremgang, før de kom til Nazaret. Da de kom for at træffe Jesus, lyttede han opmærksomt til dem og stillede mange spørgsmål, men nægtede at tilslutte sig partiet. Han afviste fuldstændig at oplyse om grundene til ikke at tilslutte sig bevægelsen, og hans afvisning betød, at mange af hans ungdommelige kammerater i Nazaret også undlod at tilslutte sig.
127:2.3 Maria gjorde sit bedste for at få ham til at tilslutte sig, men hun kunne ikke rokke ham. Hun gik så langt som til at foreslå, at hans afvisning af hendes kommando til at påtage sig denne nationalistiske sag var ulydighed og brød med det løfte han havde givet efter deres tilbagekomst fra Jerusalem om at være underlagt sine forældre, men som svar på denne antydning, lagde han kun en venlig hånd på hendes skulder og sagde, da han kiggede ind i hendes øjne: "Mor, hvordan kunne du?" og Maria tog sine ord tilbage.
127:2.4 En af Jesu onkler (Marias bror Simon) havde allerede tilsluttet sig denne gruppe, og senere blev han en funktionær i afdelingen i Galilæa. I flere år rådede der noget af en fremmedgørelse mellem Jesus og hans morbror.
127:2.5 Det begyndte dog at trække op til problemer i Nazaret. Jesu holdning til disse spørgsmål havde ført til, at der havde været en splittelse blandt de jødiske unge i byen. Omkring halvdelen havde tilsluttet sig den nationalistiske organisation, og den anden halvdel begyndte at danne en modgruppe af mere moderate patrioter, der havde forventet at Jesus ville påtage sig lederskab. De blev overrasket, da Jesus afviste den ære, der blev tilbudt ham. Han udtalte som årsagen sin tunge familiemæssige forpligtelser, hvilket de accepterede. Men situationen blev mere kompliceret, da en velhavende jøde, Isaac, en penge udlåner til ikke-jøder, dukkede og tilbød at underholde Jesu familie, hvis han ville lægge sit værktøj og overtage ledelsen af disse Nazaret patrioter.
127:2.6 Jesus, der knap var sytten år, stod nu over for en af de mest delikate og vanskelige situationer i den tidligere del af hans liv. Det er altid svært for åndelige ledere at tage stilling til patriotiske spørgsmål, i særdeleshed når de kompliceres af udenlandske undertrykkere, der kræver skat, og i dette tilfælde var det dobbelt hårdt, fordi den jødiske religion var så involveret i alt denne agitation mod Rom.
127:2.7 Jesu holdning blev gjort mere vanskeligt, fordi hans mor og onkel, og selv hans yngre bror James, alle opfordrede ham til at tilslutte sig til den nationalistiske bevægelse. Alle de fornemste jøder i Nazaret var gået med, og de unge mænd, der ikke havde tilsluttet sig bevægelsen ville alle gøre det i samme øjeblik Jesus ændrede sin mening. Han havde en klog rådgiver i hele Nazaret, nemlig hans gamle lærer, chazan, der gav ham råd om, hvad han skulle svare borgerkomitéen af Nazaret, da de kom for at bede om hans svar til den offentlige appel, der var blevet foretaget. Gennem hele sit unge liv, var det første gang Jesus bevidst tyet til en social strategi. Hidtil havde han altid påberåbt sig en ærlig repræsentation af sandheden for at klare situationen, men nu kunne han ikke erklære den fulde sandhed. Han kunne ikke tilkendegive hele sandheden. Han kunne ikke antyde at han var mere end et menneske; han kunne ikke afsløre sin opfattelse om den mission, der ventede ham, når han havde nået en moden mands alder. På trods af disse begrænsninger var hans religiøse tro og nationale loyalitet nu direkte udfordret. I hans familie, var der forvirring, hans unge venner var splittede og hele byens jødiske gruppe var i oprør. Og at tro, at han fik skylden for alt dette! Og hvor uskyldig han end var, til med vilje at forårsage nogen problemer, endnu mindre forstyrrelse af denne art.
127:2.8 Noget må gøres. Han måtte udtrykke sin holdning, og dette gjorde han modigt og diplomatisk for mange mennesker, men ikke alle var tilfredse. Han holdt fast på de grunde, han oprindeligt havde fremsat, og hævdede, at hans første pligt var hans familie, til en mor, der var blevet enke og otte søskende havde brug for noget mere end hvad du kunne få for penge alene - livets fysiske nødvendigheder - at de var berettiget til en fars beskyttelse, omsorg og vejledning, og at han ikke med god samvittighed kunne frigøre sig fra de forpligtelser, som en grusom ulykke havde pålagt ham. Han takkede høfligt, sin mor og sin storebror, fordi de var villige til at løslade ham, men gentog, at loyalitet over for den afdøde far forhindrede ham i at forlade familien, uanset hvor mange penge der ville være til rådighed for deres materielle opretholdelse, og han fremførte den uforglemmelige opfattelse, at "penge ikke kan elske." I løbet af hans erklæring gjorde Jesus flere tilslørede henvisninger til hans "liv mission", men forklarede, at uanset om det var foreneligt med den militære modstands idé eller ej, havde han sammen med alt andet i sit liv som var blevet opgivet, for at han trofast kunne opfylde sin pligt mod hans familie. Alle i Nazaret vidste godt, at han var en god far til sin familie, og det var noget, der var så tæt på hjertet af enhver ædel jøde at Jesu anbringende fandt en anerkendende respons i hjerterne hos mange af hans lyttere. Nogle af dem, der ikke var således indstillet blev afvæbnet af en tale, som James nu holdt, selv om det ikke hørte til programmet. Chazan havde samme dag indøvet talen med James, men det var deres hemmelighed.
127:2.9 James sagde, at han var sikker på at Jesus ville bidrage til at befri sit folk, hvis blot han (James) var gamle nok til at påtage sig ansvaret for familien, og hvis de blot ville samtykke til, at Jesus for at forblive "med os, til at være vores far og lærer, så skal I ikke kun have en leder fra Josefs familie, men snart har I fem loyale nationalister, for er der ikke fem af os drenge som vokser op og kommer frem fra vor broder-fars vejledning til at tjene vores nation? " således bragte drengen en nogenlunde lykkelig slutning på en anspændt og truende situation.
127:2.10 Krisen var overstået indtil videre, men aldrig blev denne begivenhed glemt i Nazaret. Bevægelsen fortsatte; men Jesus var ikke længere alles godkendelse; de delte synspunkter blev aldrig helt overvundet. Dette sammen med den anden og efterfølgende forekomst, var en af hovedårsagerne til, at han de seneste år flyttede til Kapernaum. Fremover opretholdt Nazaret en opdelt stemning om Menneskesønnen.
127:2.11 James gik ud af skolen dette år og begyndte at arbejde på fuld tid hjemme i tømrer værkstedet. Han var blevet uddannet i at arbejde med værktøj og overtog nu produktionen af åg og plove, mens Jesus begyndte at gøre mere interiør arbejde og tømrerarbejde.
127:2.12 I dette år gjorde Jesus store fremskridt i tilrettelæggelsen af sit sind. Efterhånden havde han bragt sin guddommelige og menneskelige natur sammen, og han opnået hele denne organisering af intellektet i kraft af sine egne beslutninger, og kun med hjælp af Ledsageren i sit indre, netop sådanne en Ledsager som alle normale dødelige i alle verdener har i deres sind efter overdragelsen af en Søn. Hidtil var intet overnaturligt sket i den unge mands liv, undtagen budbringerens besøg, som hans ældre bror Immanuel havde sendt ud, og som engang viste sig for ham i løbet af natten i Jerusalem.
¶ 3. DET ATTENDE ÅR (12 E.KR.)
127:3.1 I løbet af dette år solgte familien alt hvad den ejede undtagen huset og haven. Den sidste ejendom i Kapernaum (undtagen en andel i en anden) blev solgt, og den var allerede belånt. Indtægterne blev brugt til at betale skat, for at købe nogle nye værktøjer til James og for at foretage en afbetaling på familiens tidligere proviant og værkstedsbod nær karavanepladsen og som Jesus nu planlagde at købe tilbage, da James var gammel nok til at arbejde i hjemmeværkstedet og hjælpe Maria med huset. Da det finansielle pres således blev lettet for en tid, besluttede Jesus at tage James til påsken. De gik op til Jerusalem en dag tidligere, for at være alene, og rejste gennem Samaria. De gik til fods, og Jesus fortalte James om de historiske steder langs vejen, således som hans far havde lært ham under en lignende rejse fem år tidligere.
127:3.2 Under rejsen gennem Samaria, så de mange mærkelige seværdigheder. På denne rejse talte de om mange af deres problemer, personlige, familiemæssige og nationens. James var en meget religiøs dreng, og selv om han ikke var helt enig med sin mor angående den smule han vidste om planerne for Jesu livsværk, så han ivrigt frem til det tidspunkt, hvor han ville være i stand til at påtage sig ansvaret for familien, så Jesus kunne begynde sin mission. Han værdsatte meget, at Jesus tog ham op til påskefesten, og de talte om fremtiden mere detaljeret end nogensinde før.
127:3.3 Jesus tænkte meget, mens de rejste gennem Samaria, især i Betel og da de drak fra Jakobs brønd. Han og hans bror diskuterede traditionerne om Abraham, Isak og Jakob. Han gjorde meget for at forberede James på, hvad han ville få at se i Jerusalem, for på denne måde at reducere det chok, som han selv i det mindste havde oplevet under sit første besøg i templet. James var imidlertid ikke så følsom over for alt, hvad de så. Han kommenterede den mekaniske og hjerteløs måde, hvorpå nogle af præsterne udførte deres opgaver, men som helhed nød han meget sit ophold i Jerusalem.
127:3.4 Jesus tog James til Bethany for påskemåltidet. Simon var blevet stedt til hvile hos sine fædre, og Jesus styrede værtskabet af huset som leder af påskefamilie, da han havde bragt påskelammet med fra templet.
127:3.5 Efter påskemåltidet satte Maria sig ned for at snakke med James, mens Marta, Lazarus, og Jesus talte sammen til langt ud på natten. Den næste dag deltog de i templets gudstjenester, og James blev optaget som medlem i det israelitiske samfund. Den morgen, da de stoppede på bakkekarmen af Oliebjerget for at se templet udtrykte James sin forundring, men Jesus så på Jerusalem i stilhed. James kunne ikke forstå sin brors adfærd. Samme aften vendte de tilbage til Bethany og ville være gået hjem den følgende dag, men James insisterede på, at de skulle gå tilbage for at besøge templet, og forklarede, at han ønskede at lytte til lærerne. Selv om dette var sandt, havde han i sit hjerte en hemmelig lyst til at høre Jesus deltage i drøftelserne, hvilket hans mor havde fortalt ham om. Derfor gik de til templet og hørte diskussionerne, men Jesus stillede ingen spørgsmål. Det hele virkede så barnligt og irrelevant for hans opvågnende menneske og gudssind - han havde kun medlidenhed med dem. James var skuffet over, at Jesus ikke sagde noget. Så da han spurgte om det, svarede Jesus kun: ”Min tid er endnu ikke kommet."
127:3.6 Den næste dag gik de hjem via Jeriko og Jordandalen, og Jesus fortalte under turen om mangt og meget, herunder hans egen tidligere rejse ad denne vej, da han var tretten.
127:3.7 Efter at de var vendt tilbage til Nazaret, begyndte Jesus at arbejde i familiens gamle værkstedsbod, og han var meget glad for, hver dag at kunne møde så mange mennesker fra alle dele af landet og de omkringliggende provinser. Jesus elskede virkelig mennesker - almindelige mennesker. Hver måned, betalte han sine afdrag på butikken, og med James hjælp, fortsatte han med at støtte familien.
127:3.8 Flere gange om året, når de besøgende ikke var til stede for at læse sabbatteksterne i synagogen, fortsatte Jesus med det, og mange gange, kommenterede han også det læste, men normalt valgte han teksterne, så det var unødvendigt at kommentere. Han var uddannet i at arrangere de forskellige sektioner, så det læste et sted fremhævede et andet. Hvis vejret tillod det, forsømte han aldrig på sabbateftermiddagene at tage sine brødre og søstre på naturvandringer.
127:3.9 Omkring dette tidspunkt startede chazan en filosofisk diskussion klub for unge mænd, der mødtes i hjemmene hos de forskellige medlemmer, og ofte i sit eget hjem. Jesus blev et fremtrædende medlem af denne gruppe, og på denne måde, var han i stand til at genvinde en del af den lokale prestige, som han havde mistet noget tidligere i forbindelse med de nationalistiske modsætninger.
127:3.10 Selv om hans sociale liv var begrænset, var det ikke helt forsømt. Han havde mange gode venner og trofaste beundrere både blandt de unge mænd og de unge kvinder i Nazaret.
127:3.11 I september kom Elizabeth og Johannes for at besøge Nazaret familien. Johannes, der havde mistet sin far, havde til hensigt at vende tilbage til bakkerne i Judæa for at engagere sig i landbrug og fåreavl, medmindre Jesus rådede ham til at blive i Nazaret for at begynde med tømrerarbejde eller en anden form for professionelt arbejde. De vidste ikke, at Nazaret familien var næsten tomhændede. Jo mere Maria og Elizabeth talte om deres sønner, jo mere overbeviste blev de, at det ville være godt for de to unge mænd at arbejde sammen og se mere til hinanden.
127:3.12 Jesus og Johannes diskuterede meget med hinanden. De talte om nogle meget intime og personlige anliggender. Da besøget var forbi, besluttede de ikke at mødes igen, indtil de skulle mødes i deres offentlige tjeneste efter at "den himmelske Fader havde kaldt" dem til deres arbejde. Johannes var så imponeret af, hvad han så i Nazaret, at han besluttede at vende hjem og arbejde for sin mors forsørgelse. Han blev overbevist om, at han var en del af Jesu livsmission, men han så at Jesus i mange år ville være optaget med forsørge sin familie, så han var meget tilfreds med at vende hjem og slå sig ned for at tage sig af deres lille gård og se til sin mors behov. Og Johannes og Jesus så aldrig hinanden igen, indtil den dag ved Jordanfloden, hvor Menneskesønnen indfandt sig for at blive døbt.
127:3.13 Lørdag eftermiddag 3. december dette år slog døden til for anden gang i Nazaret. Den lille Amos, deres lillebror, døde efter en uges sygdom med høj feber. Efter at Maria havde gennemlevet denne sørgetid med sin førstefødte søn som den eneste støtte, anerkendte hun til sidst, og i den bredeste forstand Jesus som familiens reelle overhoved, og han var bestemt et fremragende overhoved.
127:3.14 I fire år havde deres levestandard været støt faldende. År efter år, følte de presset som den stigende fattigdom forårsagede. Ved udgangen af dette år, stod de over for en af deres vanskeligste erfaringer under deres hårde kamp. James var endnu ikke begyndt at tjene så meget, og udgifterne til en begravelse oven i alt det andet fik dem til at vakle. Jesus ville kun sige til sin bekymrede og sørgende mor: "Mor Maria, sorgen vil ikke hjælpe os; vi gør alle vores bedste, og mors smil kunne måske endda inspirere os til at overgå os selv. Dag for dag modtager vi styrke til disse opgaver ved vores håb om bedre dage forude." Hans standhaftige og praktisk optimisme smittede virkelig af. Alle børnene levede i en atmosfære af forventning om bedre tider og bedre vilkår. Dette håbefulde mod bidrog meget til, at der hos med dem blev udviklet en stærk og ædel karakter, på trods af at deres fattigdom var deprimerende.
127:3.15 Jesus havde evnen til effektivt at mobilisere alle sine kræfter i sindet, sjælen og den fysiske styrke til den opgave som umiddelbart var forestående. Han kunne koncentrere sit dybt tænkende sind på netop det problem, som han ønskede at løse, og dette, kombineret med hans utrættelige tålmodighed gjorde det muligt for ham til stille at udholde de prøvelser, der hører til en vanskelig jordisk tilværelse - at leve, som om han "så Ham som er usynlig[1]."
¶ 4. DET NITTENDE ÅR (13 E.KR.)
127:4.1 På dette tidspunkt kom Jesus og Maria meget bedre overens. Hun så ham mindre som en søn; han var blevet mere en far til hendes børn. Livet myldrede hver dag med praktiske og umiddelbare problemer. I stigende grad talte han mere sjældent om hans livsmission, som tiden gik, var alle tanker hos dem begge optaget af at forsørge og at opdrage deres familie af fire drenge og tre piger.
127:4.2 I begyndelsen af dette år havde Jesus allerede fået sin mor til helt at acceptere sine metoder for børneopdragelse - den positive opfordring til at gøre godt i stedet for den ældre jødiske metode om forbud mod at gøre ondt. I sit hjem og under hele sin tid som lærer for offentligheden, anvendte Jesus altid den positive form for formaning. Altid og til alle i byen, sagde han: "Gør dette - du burde gøre det." Aldrig, anvendte han den negative måde at lære på som nedstammede fra de gamle tabuer. Han undgik at understrege forbuddet mod det onde, mens han ophøjede det gode ved at anbefale dets udøvelse. Bønnetiden i denne husstand var muligheden for at drøfte alt relateret til familiens velfærd.
127:4.3 Jesus begyndte på en klogt måde, at disciplinere sine brødre og søstre ved en tidlig alder, så lidt eller ingen straf nogensinde blev et behov for at få dem til straks og helhjertet at adlyde. Den eneste undtagelse var Juda, som Jesus lejlighedsvis fandt det nødvendigt at pålægge en straf, fordi han havde brudt reglerne i hjemmet. Ved tre lejligheder, hvor det blev anset for klogt at straffe Juda for hans selv anerkendte og bevidste overtrædelser af familiens adfærdsnormer, fik etablerede sin straf ved en enstemmig beslutning truffet af de større børn, og Juda godkendte selv straffen før den blev påført.
127:4.4 Selvom Jesus var mest metodisk og systematisk i alt, hvad han gjorde, var der også i alle hans administrative afgørelser en forfriskende elasticitet i fortolkningen og en individualitets tilpasning, der i høj grad imponerede alle børnene med den ånd i retfærdighed, som motiverede deres far og bror. Han disciplinerede aldrig vilkårligt sine brødre og søstre, og en sådan ensartet retfærdighed og personlig overvejelse, gjorde Jesus meget elsket af hele familien.
127:4.5 James og Simon forsøgte da de voksede op at følge Jesu måde at afværge deres krigeriske og til tider vrede legekammerater ved at overtale dem og ved ikke at gøre modstand, og de var ret vellykket; men både Josef og Juda samtykkede til denne lære hjemme, så var de hurtige til at forsvare sig selv, når deres kammerater fløj på dem. I særdeleshed var Juda skyldig i at overtræde ånden i disse lærdomme. Men at afstå fra at gøre modstand var ikke en regel i familien. Ingen straf var efterfulgt af overtrædelse mod den undervisning, der var personlig.
127:4.6 Generelt ville alle børnene, især pigerne, konsultere Jesus om deres barndoms problemer og betro sig til ham, ligesom de ville have gjort til en kærlig far.
127:4.7 James voksede op til en velafbalanceret ung mand med et ligevægtig temperament, men han var ikke så åndeligt tilbøjelig som Jesus. Han var meget bedre i skolen end Josef, som, selvom han var en ihærdig arbejder, havde endnu mindre sans for det åndelige. Josef var en, der sled på, og han kom ikke op til de andre børns intellektuelle niveau. Simon var en velmenende dreng, men alt for meget en drømmer. Det tog lang tid for ham at finde sin plads i livet, og han forårsagede Jesus og Maria en masse bekymringer. Han var altid en god dreng med gode intentioner. Juda tilskyndede til uro. Han havde de højeste idealer, men han var ustabil i temperament. Han havde alt og mere end hans mors beslutsomhed og aggressivitet, men han manglede meget af hendes sans for proportioner og hensyn.
127:4.8 Miriam var en afbalanceret og fornuftig datter, der lidenskabeligt værdsatte alt ædelt og åndeligt. Marta var langsom i tanke og handling, men et meget pålidelig og talentfulde barn. Lille Ruth var hjemmets solstråle, tankeløs i sin tale, men yderst ærlig i sit hjerte. Hun tilbad næsten sin storebror og far. Men de ødelagde hende ikke. Hun var et smukt barn, men ikke så køn som Miriam, som var familien - hvis ikke hele byens - skønhed.
127:4.9 Med tiden, gjorde Jesus meget for at liberalisere og ændre familiens tro og praksis i relation til Sabbatten og mange andre faser af religionen, og til alle disse ændringer gav Maria hjerteligt sit samtykke. På dette tidspunkt var Jesus blevet den ubestridte leder af huset.
127:4.10 Dette år startede Juda i skolen, og det var nødvendigt for Jesus at sælge sin harpe for at betale for disse udgifter. Således var den sidste af hans rekreative fornøjelser borte. Han holdt meget af at spille harpe, når han var svag i sindet og træt i kroppen, men han trøstede sig med tanken om, at harpen i det mindste ikke blev konfiskeret af skatteopkræveren.
¶ 5. REBEKKA, ESRAS DATTER
127:5.1 Selvom Jesus var fattig, var hans sociale status i Nazaret på ingen måde forringet. Han var en af byens unge mænd og højt respekteret af de fleste unge kvinder. Da Jesus var sådan en storslået eksemplar af kraftfuld og intellektuelle manddom, og i betragtning af hans ry som en åndelig leder, var det ikke underligt, at Rebekka, den ældste datter af Ezra, en velhavende grossist og forretningsmand i Nazaret, skulle opdage, at hun langsomt var ved at forelske sig i denne søn af Josef. Hun betroede sin kærlighed først til Miriam, Jesu søster, og Miriam talte til gengæld alt dette over med sin mor. Maria var yderst oprørt. Var hun ved at miste sin søn, der var blevet en uerstattelig leder for familien? Ville vanskeligheder aldrig ende? Hvad ville det næste være, der kunne ske? Så standsede hun op for at overveje hvilken effekt ægteskab ville have på Jesu fremtidige karriere. Ikke ofte, men i det mindste nogle gange, tænkte hun på, at Jesus var en "barn af løfte." Efter at hun og Miriam havde drøftet denne sag, besluttede de at forsøge at sætte en stopper for det hele, før Jesus hørte om det, ved at gå direkte til Rebekka, præsentere hele historien til hende og ærligt fortæller hende om deres tro på, at Jesus var en skæbnens søn, at han ville blive en stor religiøs leder, måske Messias.
127:5.2 Rebekka lyttede opmærksomt; Hun var fascineret af historien og var mere end nogensinde fast besluttet på at forene sin skæbne med den mand, hun havde valgt, og til at dele hans lederskabs karriere. Hun argumenterede (for sig selv), at en sådan mand desto mere havde brug for en trofast og effektiv hustru. Hun fortolkede Marias bestræbelser på at afholde hende som en naturlig reaktion på frygten for at miste sin families overhoved og eneste forsørger, men så vidste hun, at hendes far havde godkendt hendes attraktion for tømrerens søn, hun regnede med rette, at han med glæde ville forsørge familien med tilstrækkelig indkomst til fuldt ud at kompensere for tabet af, hvad Jesus havde tjent. Da hendes far samtykkede til denne plan holdt Rebekka nye samtaler med Maria og Miriam, og da det ikke lykkes hende at vinde deres støtte forslog hun at gå direkte til Jesus. Det gjorde hun i samarbejde med sin far, der inviterede Jesus til deres hjem for at fejre Rebekkas fødselsdag, da hun fyldte sytten.
127:5.3 Jesus lyttede opmærksomt og sympatisk til de forslag som først faderen og derefter Rebekka selv gjorde. Jesus gav et venligt svar som gik ud på, at ingen mængde af penge kunne erstatte hans forpligtelser til personligt at opdrage sin fars familie, til at "opfylde den mest hellige af alle menneskelige ansvar - loyalitet over for ens eget kød og blod." Rebekkas far var dybt rørt af Jesu ord om hengivenhed for familien, og trak sig ud af samtalen. Til sin kone Maria, sagde han kun: "Vi kan ikke få ham til søn; han er for ædel for os."
127:5.4 Så begyndte den mindeværdige samtale med Rebekka. Indtil videre i sit liv, havde Jesus gjort lidt forskel i hans samarbejde med drenge og piger, unge mænd og unge kvinder. Han havde været alt for optaget af de presserende problemer som de praktiske jordiske anliggender indebar og af den spændende fordybelse af hans senere karriere "til sin Faders anliggender" til nogensinde seriøst at have overvejer den personlige kærligheds færdiggørelse af et menneskeligt ægteskab[2]. Men nu stod han ansigt til ansigt foran endnu et af disse problemer, som ethvert gennemsnitlige menneske møder og må tage stilling til. Han var bestemt "prøvet i alle ting på samme måde, som du er[3]."
127:5.5 Da han havde lyttet opmærksomt, takkede han Rebekka oprigtigt for den beundring, hun havde givet udtryk for, og tilføjede: "Det vil opmuntre og trøste mig i alle mine levedage." Han forklarede, at han ikke var fri til at etablere relationer med nogen kvinde, undtagen dem, der vedrører en fælles broderlige forhold og ren venskab. Han gjorde det klart, at hans først og fremmest pligt var at varetage hans fars familie, at han ikke kunne overveje ægteskab indtil denne opgave blev afsluttet; og så tilføjede han: "Hvis jeg er en søn af skæbne, må jeg ikke påtage mig livslange forpligtelser, indtil tiden er kommet, hvor min skæbne skal åbenbares."
127:5.6 Rebekkas hjerte var knust. Hun nægtede at blive trøstet og plagede sin far med bønner, at de skulle forlade Nazaret, indtil han endelig indvilliget i at flytte til Sepphoris. I årene efter Rebekka havde hun kun ét svar til de mange mænd, der søgte at vinde hende til ægteskab. Hun levede kun for ét formål - at afvente det tidspunkt, hvor han i hendes øjne den største af alle mænd, der nogensinde har levet ville begynde sin karriere som den levende sandhedslærer. Hun fulgte ham hengivent under hans begivenhedsrige år med offentlig arbejde og var til stede (ubemærket af Jesus) den dag, hvor han red i triumf ind i Jerusalem; og hun stod "blandt de andre kvinder" ved Marias side den skæbnesvangre og tragiske eftermiddag, når Sønnen hang på korset, for hende og for de utallige verdener højtoppe "den eneste alt igennem elskelige og den største blandt titusinder."[4][5][6]
¶ 6. HANS TYVENDE ÅR (14 E.KR.)
127:6.1 Historien om Rebekkas kærlighed til Jesus blev hvisket om i Nazaret og senere i Kapernaum, så mens der i de følgende år var mange kvinder som elskede Jesus selv som mænd elskede ham, så behøvede han ikke længere at afvise enhver oprigtig kvindes personlige tilbud om hengivenhed. Fra dette tidspunkt og frem var menneskelig hengivenhed for Jesus mere karakter af en ærbødig og ærværdige påskønnelse. Både mænd og kvinder elskede ham inderligt, og for hvad han var, uden nogen antydning af tilfredshed for deres egen jeg eller ønsket om kærligt ejerskab. Men i mange år, herefter, når Jesu menneskelige personlighed blev nævnt, blev der altid talt, om Rebekkas hengivenhed.
127:6.2 Miriam som var vel vidende om hvad der skete med Rebekka og vidste, hvordan hendes bror havde afstået selv en smuk jomfrus kærlighed (uden at indså, at hans fremtidige skæbne havde betydning i denne sammenhæng), begyndte at idealisere Jesus og at elske ham med en rørende og dyb kærlighed som en far samt en bror.
127:6.3 Selv om de næppe havde råd til rejsen op til Jerusalem for påsken, havde Jesus en mærkelig længsel efter at gå der. Hans mor, der vidste, hvad han for nylig havde været igennem med Rebekka, opfordrede ham klogt til at gå derop. Han var ikke markant bevidst om det, men det, han mest havde brug for var en mulighed for at tale med Lazarus og træffe Marta og Maria. Næst efter sin egen familie elskede han disse tre mest af alt.
127:6.4 På vej til Jerusalem gik han gennem Megiddo, Antipatris og Lydda, dels ad den samme vej, som var blevet brugt, da han blev bragt tilbage til Nazaret fra Egypten. Han tilbragte fire dage med at vandre op til påsken og tænkte meget på de seneste begivenheder, der havde fundet sted i og omkring Megiddo, den internationale slagmark af Palæstina.
127:6.5 Jesus fortsatte rejse gennem Jerusalem og stoppede kun for at se ud over templet og skarerne af besøgende, der var samlet der. Han havde en mærkelig og stigende aversion mod dette af Herodes bygget tempel med dens politisk udnævnte præstedømme. Han ville først og fremmest møde Lazarus, Marta og Maria. Lazarus var den samme alder som Jesus og nu herre i huset. På tidspunktet for dette besøg var Lazarus mor også blevet lagt væk i graven. Marta var lidt over et år ældre end Jesus, mens Maria var to år yngre. Jesus var det ideal, de alle tre tilbad.
127:6.6 Mens dette besøg fandt sted udbrød et af de periodiske oprør mod traditionen - et udtryk for vrede over de ceremononielle skikke, som Jesus følte gav et falsk billede af sin Fader i himlen. Da de ikke vidste at Jesus ville komme, havde Lazarus arrangeret det således, at påsken skulle fejres med venner i en nærliggende landsby langs vejen til Jeriko. Jesus foreslog nu, at de skulle fejre festen, hvor de befandt sig, i Lazarus hus. "Men," sagde Lazarus, "vi har ingen påskelam." Så begyndte Jesus en lang og overbevisende foredrag om at Faderen i Himlen bestemt ikke var interesseret i sådanne barnlige og meningsløse ritualer. Efter en højtidelig og inderlig bøn rejste de sig, og Jesus sagde: "Lad dem blandt mit folk som har et barnligt og formørket sind tjene deres Gud som Moses besluttede; det er bedst for dem at gøre det, men lad os, der har set livets lys ikke længere nærme os vor Fader gennem dødens mørke. Lad os være fri i viden om sandheden i vor Faders evige kærlighed."
127:6.7 Den aften i skumringen satte disse fire sig ned for at fejre den første påske som fromme jøder nogensinde havde fejret uden påskelammet. Det usyrede brød og vinen var gjort klar til denne påske, og disse symboler, som Jesus kaldte "livets brød" og "livets vand" gav han til sine kammerater, og de spiste i højtidelig overensstemmelse med læren de lige havde deltaget i. Han havde for vane altid at udføre dette sakramenteritual under sine senere besøg i Bethany. Da han kom hjem, fortalte han alt dette til sin mor. Hun var chokeret i starten, men begyndte efterhånden at forstå hans synspunkt. Selv om hun var meget lettet, da Jesus forsikrede hende, at han ikke havde til hensigt at indføre denne nye måde at fejre påsken i deres familie. Hjemme med børnene fortsatte han, år efter år med at spise påskemåltidet "i henhold til Moseloven[7]."
127:6.8 Det var i løbet af dette år, at Maria havde en lang snak med Jesus om ægteskab. Hun spurgte ham ligeud, om han ville giftes, hvis han var fri for hans familiemæssige forpligtelser. Jesus forklarede hende, at da de umiddelbare opgaver ikke tillod ham at gifte sig, han havde ikke mærkbart tænkt over det. Han udtrykte sin tvivl, at han nogensinde ville indgå ægteskab; Han sagde, at alle sådanne ting må afvente "min time," det tidspunkt, hvor "hans Faders arbejde skulle begynde." Da han allerede havde besluttet ikke at blive far til kødelige børn, helliget han ikke spørgsmålet om menneskelige ægteskab nogen væsentlig tanke.
127:6.9 I år gik han igen i gang med at væve sin dødelige og sin guddommelige natur til en enkel og effektiv menneskelig individualitet. Han fortsatte med at vokse i form af moralsk status og åndelig forståelse.
127:6.10 Selv om alle deres Nazaret ejendom (undtagen deres hjem) var solgt havde de i år lidt økonomisk hjælp, fra salg af deres andel af en ejendom i Kapernaum. Det var den sidste rest af Josefs ejendom. Denne ejendomshandel i Kapernaum var med en bådebygger som hed Zebedæus.
127:6.11 Joseph gik ud af synagogeskole dette år og gjorde sig parat til at begynde arbejdet på den lille tømrerbænk i hjemmets tømrerværksted. Selv boet efter deres far var tom, var der udsigt til, at de ville være i stand til at holde fattigdommen væk, da tre af dem nu arbejdede regelmæssigt.
127:6.12 Jesus udviklede sig nu hurtigt til en mand, ikke bare en ung mand, men en voksen mand. Han havde lært sig godt at bære ansvar. Han ved, hvordan man kommer videre på trods af skuffelser. Han holder modigt, når hans planer kuldkastes og hans formål midlertidigt forpurres. Han har lært sig at være ærlig og retfærdig, selv når han mødtes med uretfærdighed. Han lærer at tilpasse sine idealer om åndeligt liv til den jordiske tilværelses praktiske krav. Han lærer at planlægge for opnåelsen af idealismens højere og fjerne mål, mens han ihærdigt arbejder for opfyldelsen af nødvendighedens nærmere og umiddelbare mål. Støt erhverver han færdigheder i at tilpasse sine forhåbninger til de verdslige krav som menneskes situation stiller. Han har næsten helt lært sig at beherske teknikken, med at udnytte energien i den åndelige drivkraft til at vende den materielle resultat opnåelsens mekanisme. Han er langsomt ved at lære at leve det himmelske liv, mens han fortsætter med sin jordiske eksistens. Mere og mere stoler han på sin himmelske Faders ultimative vejledning, mens han påtager sig den faderlige rolle i at lede og instruere børnene i hans jordiske familie. Han er ved at blive erfaren i at fravriste sejren fra trussel om nederlag. Han lærer at omdanne tidens vanskeligheder til sejre i evigheden.
127:6.13 Så som årene går fortsætter denne unge mand fra Nazaret med at opleve livet, som det leves i dødeligt kød i verdnerne i tid og rum. Han lever et fuldt repræsentativt, og rigt liv på Urantia. Han forlod denne verden med modne erfaring af, hvad hans skabninger oplever under de korte og anstrengende år af deres første liv, livet i kødet. Alt denne menneskelige erfaring er noget, som Universets hersker evigt ejer. Han er vores forstående broder, sympatiske ven, erfarne hersker og barmhjertige fader.
127:6.14 Som barn erhvervede han en omfattende mængde viden, som en ung mand sorterede, klassificerede, og korrelerede han disse oplysninger, og nu som en mand i denne verden, begynder han at organisere disse mentale aktiver, der skal bruges i hans efterfølgende undervisning, tjeneste og formidling til gavn for hans dødelige kolleger i denne verden og i alle andre beboede sfære over hele Nebadon.
127:6.15 Født ind i verden som et spædbarn af denne verden, har han levet sin barndoms liv og oplevet ungdommen og tidlige manddom på hinanden følgende trin. Han står nu på tærsklen til den modne manddomsalder, rig på erfaring af menneskelivet, fuld af forståelse for den menneskelige natur og fuld af sympati for svaghederne i den menneskelige natur. Han er ved at blive dygtige i den guddommelige evne til at manifestere sin Paradisfader til dødelige væsener i alle aldre og på alle udviklingsstadier.
127:6.16 Nu som fuldvoksen mand, som et voksent menneske i verden, gør han sig parat til at fortsætte sin højeste mission for at åbenbare Gud for menneskerne og at føre menneskerne til Gud.
¶ Referencer
- ↑ At se ham, der er usynlig: Hebr 11:27.
- ↑ Om sin Faders forretninger: Luk 2:49.
- ↑ Prøvet på alle punkter som du: Hebr 4:15.
- ↑ Triumfindtog: Matt 21:8-9; Mark 11:8-11a; Luk 19:36-38; Joh 12:12-13.
- ↑ Maria og andre kvinder, vidner til korsfæstelsen: Matt 27:55-56; Mark 15:40; Luk 23:49; Joh 19:25.
- ↑ En helt og holdent dejlig: Højs 5:16. Den største blandt ti tusinde: Højs 5:10.
- ↑ Spis påsken »Moses' lov«: 2 Mos 12:1-28.