© 2015 Urantia Foundation
134:0.1 UNDER middelhavsrejsen havde Jesus nøje studeret de mennesker, han mødte, og de lande, som han gennemrejste, og omkring dette tidspunkt, nåede han sin endelige beslutning om resten af sit liv på jorden. Han havde fuldstændigt overvejet og nu endeligt godkendt den plan, som foreskrev, at han ville blive født af jødiske forældre i Palæstina, og han vendte derfor tilbage med vilje til Galilæa for at afvente begyndelsen af sit livsværk som en offentlig lærer af sandhed. Han begyndte at lægge planer for en offentlig karriere i landet af hans far Josephs folk, og han gjorde det af egen fri vilje.
134:0.2 Jesus havde gennem personlig og menneskelig erfaring konkluderet, at Palæstina var det bedste sted i hele den romerske verden til at præsentere de afsluttende kapitler, og præsentere de sidste faser af sit liv på jorden. For første gang, følte han sig fuldt ud tilfreds med programmet for åbent at manifestere sin sande natur og åbenbare sin guddommelige identitet blandt jøder og ikke-jøder i sit hjemland Palæstina. Han besluttede helt sikkert at afslutte sit liv på jorden og fuldføre sit livsforløb af jordisk tilværelse i det samme land, hvor han som hjælpeløs baby havde gjort sin indtræden i livet som et menneske. Hans karriere på Urantia begyndte blandt jøderne i Palæstina, og han valgte at afslutte sit liv i Palæstina og blandt jøderne.
¶ 1. DET TREDIVTE ÅR (24 E.KR.)
134:1.1 Efter at Jesus havde taget afsked med Gonod og Ganid i Charax (i december 23 e.Kr.), vendte han tilbage gennem Ur til Babylon, hvor han sluttede sig til en ørken karavane, der var på vej til Damaskus. Fra Damaskus gik han til Nazaret og gjorde kun et par timers ophold ved Kapernaum for at besøge Zebedæus familie. Der mødte han sin bror James, der nogen tid forinden var kommet til at arbejde i hans sted i Zebedæus bådeværft. Da Jesus havde talt med James og Jude (som også tilfældigvis var i Kapernaum) og efter at have overført til sin bror James det lille hus, som John Zebedæus var lykkedes at købe, fortsatte han til Nazaret.
134:1.2 Ved slutningen af sin middelhavsrejse havde Jesus modtaget tilstrækkelig med penge til at opfylde sine leveomkostninger næsten op til det tidspunkt, hvor han begyndte sin offentlige tjeneste. Men bortset fra Zebedæus af Kapernaum og de mennesker, han mødte under denne tur, vidste verden aldrig, at han havde gjort denne rejse. Hans familie troede altid, at han havde tilbragt denne tid med studier i Alexandria. Jesus bekræftede aldrig disse overbevisninger, han benægtede heller ikke åbenlyst sådanne misforståelser.
134:1.3 I løbet af sit ophold på et par uger i Nazaret, besøgte Jesus sin familie og venner, brugte tid i værkstedet med sin bror Josef, men viet det meste af sin opmærksomhed til Maria og Ruth. Ruth var nu næsten femten år, og dette var Jesu første lejlighed til at have lange samtaler med hende, siden hun var blevet en ung kvinde.
134:1.4 Både Simon og Judas havde allerede i nogen tid ønskede at blive gift, men de kunne ikke lide at gøre dette uden Jesu samtykke, og havde derfor udskudt disse begivenheder, og håbet på at deres ældste bror ville vende tilbage. Selvom de alle betragtede James som leder af familien på det tidspunkt, da de blev gift, ønskede de dog at have Jesu velsignelse. Så Simon og Juda blev nu gift på en dobbelt bryllup i marts i år, 24 e.Kr. Alle de ældre børn var nu gift, kun Ruth, den yngste, blev efterladt i hjemmet hos Maria.
134:1.5 Jesus omgik helt normalt og naturligt med de enkelte medlemmer af sin familie, men når de alle var samlet, han havde så lidt at sige, at de kommenterede det indbyrdes. Især var Maria forundret over denne usædvanligt ejendommelige opførsel af hendes førstefødte søn.
134:1.6 På det tidspunkt hvor Jesus var klar til at forlade Nazaret blev føreren af en stor karavane, der passerede gennem byen alvorligt syg, og Jesus, som var en sprogkyndig mand tilbød at tage hans plads. Da denne tur ville gøre det nødvendigt for ham at være væk i et år, og i betragtning af, at alle hans brødre var gift og hans mor blev hjemme med Ruth, kaldte Jesus familien til et møde, hvor han foreslog, at hans mor og Ruth skulle flytte til Kapernaum og bo i det hus, han så for nylig havde givet til James. Således flyttede Maria og Ruth, nogle få dage efter at Jesus var taget af sted med karavanen, til Kapernaum, hvor de boede resten af Marias liv i hjemmet, som Jesus havde givet dem. Josef og hans familie flyttede ind i det gamle Nazaret hjem.
134:1.7 Dette år var en af de mere usædvanlige i Menneskesønnens indre liv. Han gjorde store fremskridt i opfyldelsen af en fungerende harmoni mellem hans menneskelige sind og Retteren i sit indre. Retteren havde været aktivt engageret i at reorganisere tænkningen og træne sindet for de store begivenheder, der ikke lå så langt væk i fremtiden. Jesu personlighed forberedte sig til den store ændring i holdningen til verden. Det var tiden mellem de to perioder, overgangsstadiet for det væsen, der begyndte livet som Gud, der viste sig som en mand, og som nu gjorde sig klar til at fuldføre sin jordiske karriere som menneske, der fremtræder som Gud.
¶ 2. KARAVANEREJSEN TIL DET KASPISKE HAV
134:2.1 Det var den1. april 24, e.Kr. da Jesus forlod Nazaret på karavanerejsen til områderne ved det Kaspiske Hav. Den karavane, som Jesus tiltrådte som dens leder gik fra Jerusalem via Damaskus og Lake Urmia gennem Assyrien, Medier og Parthia til det sydøstlige hjørne af det Kaspiske Hav. Det tog et helt år, før han vendte tilbage fra denne tur.
134:2.2 For Jesus blev denne karavanerejse et nyt eventyr af udforskning og personlig tjeneste. Han havde en interessant oplevelse med sin karavane familie - passagerer, vagter, og kamelførere. Snesevis af mænd, kvinder og børn, der boede langs vejen, hvor karavanen gik, levede et rigere liv som et resultat af deres kontakt med Jesus, som for dem var en usædvanlig leder af en dagligdags karavane. Ikke alle, der nød disse lejligheder af hans personlige tjeneste havde nogen nytte deraf, men det overvældende flertal af dem, der mødtes og talte med ham var bedre for resten af deres jordiske liv.
134:2.3 Af alle Jesu rejser i verden bragte denne rejse til det Kaspiske Hav ham nærmest til Orienten og gjorde det muligt for ham, at få en bedre forståelse af folkene i Fjernøsten. Han kom i tæt og personlig kontakt med hver eneste af de overlevende racer på Urantia, undtagen den røde race. Han udførte med lige megen glæde sin personlige tjeneste til hver af disse forskellige racer og blandede mennesker, og de var alle modtagelige for den levende sandhed, som han bragte dem. Europæerne fra længst mod vest, og asiaterne fra Fjernøsten gav samme opmærksomhed til hans ord om håb og evigt liv og var påvirket på samme måde af det liv af kærlig tjeneste og åndelig omsorg, som han så nådigt levede blandt dem.
134:2.4 Karavanerejsen var en succes på alle måder. Det var en meget interessant episode i Jesu liv som menneske, for han fungerede i løbet af dette år i en ledende stilling med ansvar for det materiale, der var blevet betroet ham og for sikker gennemførelse af de rejsende som karavanefolket bestod af. Han udførte sine mangeartede opgaver meget trofast, effektivt og med omtanke.
134:2.5 På tilbagevejen fra områderne ved det Kaspiske hav, forlod Jesus ledelsen af karavanen ved Lake Urmia, hvor han opholdt sig i lidt over to uger. Han vendte tilbage som passager med en senere karavane til Damaskus, hvor kamelejerne opfordrede ham til at blive i deres tjeneste. Han afslog dette tilbud og rejste videre med karavanetoget til Kapernaum, hvor han ankom den 1. april, 25 e.Kr. Han betragtede ikke længere Nazaret som sit hjem. Kapernaum var blevet hjemsted for Jesus, James, Maria og Ruth. Men Jesus boede aldrig mere hos sin familie; da han var i Kapernaum var hans hjem med familien Zebedæus.
¶ 3. FORELÆSNINGERNE I URMIA
134:3.1 På rejsen til det Kaspiske Hav, havde Jesus gjort flere dages pause for hvile og genopfriskning i den gamle persiske by Urmia på den vestlige kyst af Lake Urmia. På den største af en gruppe af øer beliggende et stykke fra stranden nær Urmia var en stor bygning - et amfiteater til foredrag - dedikeret til "religionens ånd." Dette bygningsværk var faktisk et tempel for religionsfilosofi.
134:3.2 Dette religionstempel var blevet bygget af en velhavende urmisk købmand og hans tre sønner. Denne mand hed Cymboyton, og hans forfædre kom fra mange forskellige folkeslag.
134:3.3 Forelæsningerne og diskussionerne i denne religionsskole begyndte klokken ti hver dag i ugen. Eftermiddagssessionerne begyndte klokken tre og aften debatterne klokken otte. Cymboyton eller nogen af hans tre sønner fungerede altid som ordstyrer ved disse sammenkomster for undervisning, diskussion og debat. Grundlæggeren af denne unikke skole for forskellige religioner levede og døde uden nogensinde at afsløre sin personlige religiøse overbevisning.
134:3.4 Jesus deltog flere gange i disse drøftelser, og før han forlod Urmia arrangerede Cymboyton i enighed med Jesus, at han skulle bo med dem i to uger under sin hjemrejse og afholde fireogtyve foredrag om "Menneskernes broderskab", og gennemføre tolv aften sessioner af spørgsmål, diskussioner og debatter, især om hans foredrag og generelt om menneskernes broderskab.
134:3.5 I overensstemmelse med dette arrangement, stoppede Jesus på sin tilbagerejse og holdt disse foredrag. Dette var den mest systematiske og formelle af alle Mesterens undervisning på Urantia. Aldrig før eller senere, sagde han, så meget om et og samme emne som der indgik i disse foredrag og diskussioner om menneskernes broderskab. I virkeligheden handlede disse foredrag om "Guds rige" og "Menneskernes riger."
134:3.6 Mere end tredive religioner og religiøse kulter var repræsenteret på fakultetet på dette tempel for religiøs filosofi. Disse lærere blev valgt, understøttet og autoriseret hertil af deres respektive religiøse grupper. På dette tidspunkt bestod lærerstaben af omkring fem og halvfjerds lærere, og de boede i hytter, som hver indkvarteret cirka tolv personer. Ved hver nymåne blev sammensætningen af disse grupper ændret ved lodtrækning. Intolerance, stridslysten ånd eller enhver andet tilbøjelighed til at blande sig i fællesskabets friktionsfrie daglige drift førte til en øjeblikkelig bortvisning af den krænkende lærer. Han blev fyret uden videre, og hans stedfortræder i køen blev straks indsat i hans sted.
134:3.7 Disse forskellige religioners lærere gjort en stor indsats for at vise, hvor lignende deres religioner var i form af de grundlæggende faktorer i dette liv og det næste. Der var kun en doktrin, der skulle accepteres, for at de kunne få en plads i dette fakultet: enhver lærer skulle repræsentere en religion, der anerkendte Gud - en slags øverste Guddom. Der var fem uafhængige lærere på fakultetet, som ikke repræsenterer nogen organiseret religion, og det var som sådan en uafhængig lærer, at Jesus viste sig for dem.
134:3.8 (Når vi, mellemvæsenerne, først forberedte et sammendrag af Jesu lære på Urmia, var der en uenighed mellem kirkernes serafer og seraferne for fremskridt om det kloge i at medtage disse lærdomme i Urantia åbenbaringen. Forholdene i det tyvende århundrede som hersker indenfor både religion og menneskernes statsforvaltning er så forskellige fra dem, der herskede på Jesu tid, at det faktisk var svært at tilpasse Mesterens lære i Urmia til de problemer som gælder Guds rige og menneskernes riger, som disse verdens funktioner eksisterer i det tyvende århundrede. Vi var aldrig i stand til at formulere en sådan udarbejdelse af Mesterens lære, at den var acceptabelt for begge disse serafgrupper indenfor den planetariske regering. Til sidst udnævnte den Melkisedekske formand for åbenbarings kommissionen en gruppe på tre af os, så vi kunne forberede vores opfattelse af Mesterens undervisning i Urmia tilpasset det tyvende århundredes religiøse og politiske forhold på Urantia. Derfor udarbejdede vi, tre anden gradens mellemvæsener, en sådan samling af Jesu lære og fornyede hans udtalelser, som vi ville anvende dem på nutidens forhold i verden, og vi præsenterer nu disse opfattelser i deres form, efter at de er blevet redigeret af Den Melkisedekske formand for åbenbaringskommissionen.)
¶ 4. SUVERÆNITET - GUDDOMMELIG OG MENNESKELIG
134:4.1 Menneskernes broderskab er baseret på Guds faderskab. Guds familie nedstammer fra Guds kærlighed - Gud er kærlighed[1]. Gud Faderen elsker guddommeligt sine børn, alle sine børn.
134:4.2 Himmelriget, den guddommelige regering, er baseret på at den guddommelige suverænitet er en kendsgerning - Gud er ånd[2]. Eftersom Gud er ånd, er dette rige åndeligt. Himmelriget er hverken materielt eller kun intellektuelt; det er et åndelig forhold mellem Gud og mennesket.
134:4.3 Hvis forskellige religioner anerkender Gud Faderens ånds suverænitet, så ville der råde fred mellem alle disse religioner. Kun når en religion tror sig i enhver henseende at være bedre end alle andre, og tror, at de alene besidder myndighed over andre religioner, tager en sådan religion friheden til at forholde sig intolerant mod andre religioner eller vover at forfølge andre troende.
134:4.4 Religionsfred - broderskab - kan aldrig eksistere, medmindre alle religioner er villige til helt at give afkald på al kirkelige autoritet og helt opgive enhver tanke om åndelig overlegenhed. Gud alene er åndelig suveræn.
134:4.5 Man kan ikke have lighed mellem religionerne (religionsfrihed) uden religions krige, medmindre alle religioner samtykker til at overføre al religiøs suverænitet til et overmenneskeligt niveau, til Gud selv.
134:4.6 Himmelriget i menneskernes hjerter vil skabe religiøs samhørighed (ikke nødvendigvis ensartethed), fordi alle religiøse grupper bestående af sådanne troende vil være fri for alle forestillinger om kirkelige myndighed, om religiøst overherredømme[3].
134:4.7 Gud er ånd, og Gud giver et fragment af hans åndelige selv til at leve i det menneskelige hjerte[4]. Åndeligt, er alle mennesker lige[5]. Himmelriget er fri for kaster, klasser, sociale niveauer, og økonomiske grupper. I er alle brødre[6].
134:4.8 Men i det øjeblik du mister synet af Gud Faderens ånds suverænitet vil enhver religion begynder at hævde sin overlegenhed over andre religioner; og i stedet for fred på jorden og god vilje blandt mennesker, ville der begynde uoverensstemmelser, beskyldninger, selv religions krige, ikke mindst krige blandt religiøse.
134:4.9 Væsener, der er udstyret med fri vilje, og som betragter sig som ligeværdige, medmindre de gensidigt anerkender sig selv underordnet nogen højere magt udøver, nogen autoritet over og højere end sig selv, fristes før eller senere til at teste deres evne til at opnå magt og myndighed over andre personer og grupper. Begrebet lighed fører aldrig til fred undtagen ved gensidig anerkendelse af en højere suverænitets tilsynsførende indflydelse.
134:4.10 Religionsudøverne i Urmia levede indbyrdes relativt fredelig og rolig, fordi de helt havde givet afkald alle deres forestillinger om religiøs suverænitet. Åndeligt, troede de alle på en suveræn Gud. I social henseende var den fuldstændige og ubestridelige autoritet hos deres præsiderende leder, Cymboyton. De vidste godt, hvad der ville ske med enhver lærer, der kom til at herske over sine lærerkolleger. Der kan ikke blive varig religiøs fred på Urantia, indtil alle religiøse grupper frit overgive deres idéer om at være guddommeligt begunstigede, være et udvalgt folk eller har religiøs overherredømme. Først når Gud Faderen bliver øverst vil menneskerne blive religiøse brødre, der bor i religiøs fred på jorden sammen.
¶ 5. POLITISK SUVERÆNITET
134:5.1 (Selvom Mesterens undervisning om Guds suverænitet er en sandhed - kun kompliceret af den efterfølgende opstået religion om ham blandt verdens religioner - kompliceres hans præsentationer om politisk suverænitet markant af den politiske udvikling af nationernes liv som igennem de seneste nittenhundrede år og mere har fundet sted. På Jesu tid var der kun to store stormagter - det romerske imperiet i vest og Han imperiet i øst - og de blev i vid udstrækning adskilt af det Parthianske rige og andre mellemliggende lande i regionerne ved det Kaspiske Hav og Turkestan. Derfor har vi i de følgende præsentationer afveget ganske meget fra indholdet af Mesterens undervisning i Urmia om politisk suverænitet, samtidig som vi forsøger at understrege betydningen af sådanne lærdomme, i det omfang de finder anvendelse på den særlige kritiske fase af udviklingen af politisk suverænitet i det tyvende århundrede efter Kristus.)
134:5.2 Krig på Urantia vil aldrig ophøre, så længe nationerne klamre sig til deres illusoriske forestillinger om ubegrænset national suverænitet. Der er kun to niveauer af relativ suverænitet på en beboet verden: den åndelige frie vilje hos den enkelte dødelige og den kollektive suverænitet hos hele menneskeheden. Mellem det individuelle niveau og hele menneskehedens niveau, er alle grupperinger og foreninger relative, forbigående, og kun af værdi, for så vidt som at de forbedre velfærd, velstand og fremgang for den enkelte og den planetariske helhed - for mennesker og menneskeheden.
134:5.3 Religionslærerne skal altid huske på, at Guds åndelige suverænitet tilsidesætter alle lavere og mellemliggende åndelige loyaliteter. En dag, vil magthaverne i samfundet lære sig at de Højeste styre i menneskernes riger[7].
134:5.4 Den Højestes styre i menneskernes riger er ikke tilfældigvis for nogen særligt begunstiget gruppe af dødelige med nogen særlig fordel. Der findes ikke sådan noget som et "udvalgt folk". De Højestes styre, den politiske udviklings højeste overvågere, er et styre, der har til formål at bringe maksimalt nytte til det største antal af alle mennesker og i længst mulig tid.
134:5.5 Suverænitet er magt, og den vokser gennem organisering. Denne vækst i organiseringen af den politiske magt er god og ordentlig, for den har en tendens til at omfatte stadig større segmenter af hele menneskeheden. Men denne samme vækst af den politiske organisation skaber problemer på alle trin mellem den indledende og naturlige organisering af den politiske magt - familien - og den politiske væksts afslutning - hele menneskehedens regering, repræsenteret af hele menneskeheden og for hele menneskeheden.
134:5.6 Begyndende med forældrenes magt i familiegruppen, udvikler den politiske suverænitet sig gennem organisering, når familier svulmer op til klanerne præget af blodets bånd, og som af forskellige årsager forenes til stammerne - politiske formationer, der rækker ud over blodets bånd. Siden forenes stammerne gennem vareudbytte, handel og erobringen af en nation, mens nationer selv sommetider forenes i et imperium.
134:5.7 Når suveræniteten overføres fra mindre til større grupper formindskes krige, dvs. de mindre krige mellem mindre nationer er aftagende, men muligheden for en større krig øges, når de nationer, der udøver deres suverænitet bliver større. Kort sagt, når hele verden er blevet udforsket og taget i besiddelse, når nationerne er få, stærke og magtfulde, når disse store og angiveligt suveræne nationer er naboer, hvor kun oceaner adskiller dem, så er scenen klar for store krige, verdensomspændende konflikter. Såkaldte suveræne nationer kan ikke omgås med hinanden uden at generere konflikter og forårsage krig.
134:5.8 Vanskeligheden i udviklingen af politisk suverænitet, fra familien til hele menneskeheden ligger i den inerti modstand, der opstår på alle mellemliggende niveauer. Familier har lejlighedsvis trodset deres klan, mens klaner og stammer ofte har undermineret en territorialstats suverænitet. Hvert nyt skridt fremad i udviklingen af den politiske suverænitet er (og har altid været) flov og hæmmet af de "støttende stadier" som den politiske organiserings tidligere udvikling udgør. Dette skyldes at den menneskelige loyalitet er svær at ændre, efter at de først er blevet mobiliseret. Denne samme loyalitet, som gør det muligt for stammen at udvikles, forhindrer udviklingen af superstammen - den territoriale stat. Den samme loyalitet (patriotisme), som gør det muligt at udvikle den territoriale stat komplicerer enormt den evolutionære udvikling af regeringen i hele menneskeheden.
134:5.9 Den politiske suverænitet opstår, fordi selvbestemmelsesretten overføres, først af den enkelte i familien og derefter af familier og klaner i forhold til stammen og større grupperinger. Denne gradvise overførsel af selvbestemmelsesretten fra den mindre til stadig større politiske organisationer har generelt i Østen foregået med uformindsket styrke, siden Ming og Mogul dynastiernes grundlæggelse. I Vesten fortsatte denne udvikling mere end tusind år indtil slutningen af Anden Verdenskrig, da en uheldig tilbagegående bevægelse midlertidigt vendte denne normale udvikling ved at genetablere den underordnede politiske suverænitet af mange små grupper i Europa.
134:5.10 Urantia vil ikke være i stand til at nyde varig fred, indtil de såkaldte suveræne nationer intelligent og fuldt overgive deres suveræne magtbeføjelser til menneskets broderskab - til et for hele menneskeheden. Internationalisme - forskellige nationale forbund - kan aldrig give menneskeheden en varig fred. Verdensomspændende forbund mellem nationer forhindrer effektivt mindre krige og holder mindre nationer nogenlunde under kontrol, men de vil ikke forhindre verdenskrige og ikke tilbageholde de tre, fire eller fem mest magtfulde regeringer. Stillet over for alvorlige konflikter, vil en af disse stormagter trække sig ud af Forbundet og erklære krig. Man kan ikke forhindre nationer i at gå i krig, så længe de er smittet af den nationale suverænitets vildledende virus. Internationalisme er et skridt i den rigtige retning. En international politistyrke vil forhindre mange mindre krige, men den vil ikke være i stand til at forebygge større krige, konflikter mellem de store militære magter på jorden.
134:5.11 Når antallet af virkelig suveræne nationer (stormagter) formindskes, stiger både muligheden og behovet for en ordning, der omfatter hele menneskeheden. Når der kun er et par virkelig suveræne (stor)magter, må de enten engagere sig i kampen om liv og død for national (imperisk) overherredømme, eller også må de frivilligt afstå fra nogle af de privilegier, som suveræniteten medfører, de må skabe den afgørende kerne i den overnationale magt, der tjener som grundlag for den reelle suverænitet, som udøves af hele menneskeheden.
134:5.12 Fred vil ikke komme til Urantia, før hver såkaldt suveræn nation overdrager sin magt til at gå i krig til en regering, der repræsenterer hele menneskeheden. Politisk suverænitet er medfødt blandt verdens folk. Når alle folk på Urantia skaber en verdensregering så har de ret og magt til at gøre en sådan regering SUVERÆN, og når en sådan repræsentant og demokratisk verdensmagt styrer verdens land-, luft- og flådestyrker, kan fred på jorden og god vilje blandt mennesker sejre - men ikke før.
134:5.13 For at bruge en vigtig illustration af det nittende og tyvende århundrede: De otteogfyrre stater i den amerikanske føderale union har længe haft fred. De har ikke flere krige indbyrdes. De har overgivet suverænitet til den føderale regering, og gennem godkendelse af en forligsprocedure i tilfælde af krig, har de givet afkald på alle krav til de falske forestillinger om selvbestemmelsesret. Mens hver stat regulerer sine interne anliggender er de ikke beskæftiget med udenlandske relationer, takster, indvandring, militære spørgsmål eller handel mellem forskellige stater. De enkelte stater er heller ikke beskæftiget med spørgsmål om statsborgerskab. De otteogfyrre stater udsættes kun for krigens rædsler, når den føderale regerings suverænitet på en eller anden måde er i fare.
134:5.14 Siden disse otteogfyrre stater har givet afkald på suverænitetens og selvbestemmelsens dobbelte spidsfindigheder råder fred og ro mellem dem. Sådan kommer også Urantias nationer til at leve i fred, når de frivilligt afstå deres suverænitet i hænderne på en global regering, det menneskelige broderskabets suverænitet. I denne verdensstat er de små nationer ligeså mægtige som de store, ligesom den lille delstat Rhode Island har sine to senatorer i den amerikanske kongres, som også den folkerige delstat New York eller den store delstat Texas.
134:5.15 Den begrænsede (delstatslige) suverænitet af disse otteogfyrre stater er blevet skabt af mennesker og for mennesker. Den overnationale (nationale) suverænitet som den amerikanske forbundsstat er blevet skabt af de oprindelige tretten af disse stater til deres egen fordel og til gavn for folket. En dag kommer den overnationale suverænitet som menneskehedens planetariske regime til tilsvarende at blive oprettet af nationerne til deres egen fordel og til gavn for alle mennesker.
134:5.16 Borgerne er ikke født til gavn for de statslige regeringer. Regeringer er organisationer, der er blevet skabt og designet til at være til gavn for folket. Udviklingen af den politiske suverænitet kan ikke ophøre før regeringen opstår som repræsenterer alle menneskers suverænitet. Alle andre former for suverænitet er relative i værdi, mellemliggende i betydning, og underordnet i sin status.
134:5.17 Den videnskabelige udvikling betyder, at krige bliver mere og mere ødelæggende, indtil de bliver næsten racemæssige selvmorderiske. Hvor mange verdenskrige skal bekæmpes, og hvor mange nationale forbund skal fejle før menneskerne er villige til at etablere en regering for hele menneskeheden og begynde at nyde velsignelserne ved varig fred og trives i fred af den gode vilje - den verdensomspændende gode vilje - blandt menneskerne?
¶ 6. LOV, FRIHED OG SUVERÆNITET
134:6.1 Hvis et mennesket længes efter frihed - uafhængighed - skal han huske, at alle andre mennesker længes efter den samme frihed. Grupper af sådanne frihedselskende dødelige kan ikke leve sammen i fred, uden at underkaste sig sådanne love og regler, der giver hver person samme grad af frihed og samtidig sikre den samme grad af frihed for alle hans dødelige medmennesker. Hvis noget menneske ønsker at være helt fri, da må en anden blive en absolut slave. Det faktum, at frihed er relativ til sin natur gælder ligeledes socialt, økonomisk og politisk. Frihed er civilisationens gave som er muliggjort gennem opretholdelse og håndhævelse af LOV.
134:6.2 Religion gør det åndeligt muligt at realisere det menneskeligt broderskab, men det kræver en regering, der omfatter hele menneskeheden til at regulere de sociale, økonomiske og politiske problemer som er forbundet til et sådant mål af menneskelig lykke og effektivitet.
134:6.3 Der vil være krige og rygter om krige - folk skal rejse sig mod folk og nation mod nation - og det lige så længe som verdens politiske suverænitet er opdelt og uretfærdigt holdt af en gruppe af nationalstater[8]. England, Skotland og Wales kæmpede konstant mod hinanden, indtil de opgav deres respektive suverænitet og overførte den til det Forenede Kongerige.
134:6.4 En ny verdenskrig vil lære de såkaldte suveræne nationer at danne en slags føderation, således at der skabes et maskineri til at forhindre små krige, krige mellem de mindre nationer. Men de globale krige vil fortsætte indtil oprettelsen af en ordning, der dækker hele menneskeheden. Global suverænitet vil forhindre globale krige - intet andet kan gøre det.
134:6.5 De otteogfyrre amerikanske frie delstater lever sammen i fred. Borgerne i disse otteogfyrre stater, repræsenterer alle de forskellige nationaliteter og racer, der bor i de stadigt stridende nationer i Europa. Disse amerikanere repræsenterer næsten alle religioner og religiøse sekter og kulter, der findes i hele den vide verden, men her i Nordamerika lever de sammen i fred. Alt dette er blevet muligt, fordi disse otteogfyrre stater har opgivet deres suverænitet og har opgivet alle forestillinger om de formodede rettigheder til selvbestemmelse.
134:6.6 Det er ikke et spørgsmål om oprustning eller nedrustning. Heller ikke spørgsmålet om værnepligt eller frivillig militærtjeneste der indgår i disse problemer med at opretholde en verdensomfattende fred. Hvis man fjernede enhver form for moderne mekaniserede krigsudstyr og alle typer af sprængstoffer fra de stærke nationer, ville de kæmpe med knytnæver, sten, og køller, så længe de klamrer sig til deres falske overbevisninger om den guddommelige ret til national suverænitet.
134:6.7 Krig er ikke menneskets alvorlig og forfærdelig sygdom, krig er et symptom, et resultat. Den virkelige sygdom er den nationale suverænitetens virus.
134:6.8 Urantias nationer har aldrig haft en reel suverænitet. De har aldrig haft en suverænitet, som kunne beskytte dem mod verdenskrigens hærgen og ødelæggelser. I skabelsen af den globale regering for menneskeheden opgiver nationerne ikke så meget deres suverænitet, som de rent faktisk er ved at skabe en reel, ægte og varig verdens suverænitet, som derefter kan beskytte dem fuldt ud for alle krige. Lokale anliggender vil blive håndteret af lokale regeringer, nationale anliggender ved de nationale regeringer, og internationale anliggender administreret af den globale regering.
134:6.9 Verdensfreden kan ikke opretholdes ved traktater, diplomati, udenrigspolitik, alliancer, magtbalancer, eller enhver anden form for improviseret jonglering med nationalismens suverænitet. Verdens lov skal stiftes, og den skal håndhæves af en verdensregering - hele menneskehedens suverænitet.
134:6.10 Den enkelte vil nyde en langt større frihed under en verdensregering. I dag beskattes, reguleres og kontrolleres supermagternes borgere næsten på en undertrykkende måde, og meget af den nuværende inddragelse af de individuelle friheder og rettigheder vil forsvinde, når de nationale regeringer er villige til at overlade deres suverænitet med hensyn til internationale anliggender i hænderne på en global regering.
134:6.11 Under en global regering, får de nationale grupper en reel mulighed for at realisere og nyde de personlige friheder og rettigheder, der hører til et ægte demokrati. Selvbestemmelsens vrangforestillinger vil blive afsluttet. Med en global regulering af det monetære system og handel vil der komme en ny tid af verdensomspændende fred. Snart vil et globalt sprog udvikler sig, og der er i det mindste noget håb om, at der en dag vil være en global religion - eller religioner med et globalt udsyn.
134:6.12 Kollektiv sikkerhed betyder aldrig fred, indtil det kollektive omfatter hele menneskeheden.
134:6.13 Den politiske suverænitet, som en regering, der repræsenterer hele menneskeheden har, vil bringe varig fred på jorden, og det åndelige broderskab mellem mennesker sikrer for evigt den gode vilje blandt alle mennesker. Der er ingen anden vej hvorved fred på jorden og god vilje blandt mennesker kan realiseres[9].
134:6.15 Efter Cymboytons død stødte hans sønner på store vanskeligheder med at opretholde freden i lærerfakultetet. Eftervirkningerne af Jesu lære ville have været meget større, hvis de senere kristne lærere, der tiltrådte fakultetet i Urmia havde udøvet mere visdom, og viste større tolerance.
134:6.16 Cymboytons ældste søn havde appelleret til Abner i Filadelfia for at få hjælp, men Abners valg af lærere var meget uheldigt, da de viste sig at være ubøjelige og stædige. Disse lærere forsøgte at gøre deres religion dominerende over alle andre trosretninger. De havde aldrig mistanke om, at karavaneførerens foredrag, som der ofte blev henvist til, var blevet holdt af Jesus selv.
134:6.17 Efterhånden som forvirringen af lærerstaben voksede, trak de tre brødre deres finansielle støtte, og efter fem år lukkede skolen. Senere blev den åbnet igen som et mithrastempel og brændte til sidst ned i forbindelse med en af deres orgiastiske fester.
¶ 7. DET ENOGTREDIVTE ÅR (25 E.KR.)
134:7.1 Da Jesus vendte tilbage fra rejsen til det Kaspiske Hav, vidste han, at hans verdensrejse næsten var afsluttet. Han foretog derefter kun en tur uden for Palæstina, nemlig til Syrien. Efter et kort besøg i Kapernaum, gik han til Nazaret, og opholdt sig der på et besøg i et par dage. I midten af april begav han sig ud fra Nazaret til Tyrus. Derfra rejste han mod nord og forblev et par dage ved Sidon, men hans destination var Antiokia.
134:7.2 Dette er året, hvor Jesus foretog ensomme vandringer gennem Palæstina og Syrien. Gennem dette år med rejse, blev han kendt under forskellige navne i forskellige dele af landet: tømreren fra Nazaret, bådebyggeren fra Kapernaum, den skriftlærde af Damaskus, og læreren fra Alexandria.
134:7.3 I Antiokia levede Menneskesønnen i over to måneder, arbejdede, observerede livet, studerede, foretog besøg og tjente folk, mens han konstant lærte, hvordan mennesket lever, hvordan det tænker, føler og reagerer på det miljø, hvor det har sin eksistens. I tre uger af denne periode arbejdede han som teltmager. Han forblev længere i Antiokia end på noget andet sted, han besøgte på denne rejse. Ti år senere, da apostlen Paulus forkyndte i Antiokia og hørte hans tilhængere taler om den lære som den skriftlærde fra Damaskus havde forkyndt, havde han ingen anelse om, at den stemme hans elever havde hørt og den undervisningen de havde lyttet til kom fra Mesteren selv[10].
134:7.4 Fra Antiokia rejste Jesus sydpå langs kysten til Cæsarea, hvor han opholdt sig i et par uger og derefter fortsatte ned langs kysten til Joppe. Fra Joppe gik han ind i landet til Jamnia, Ashdod, og Gaza. Fra Gaza tog han vejen ind i landet til Beersheba, hvor han opholdt sig i en uge.
134:7.5 Jesus begyndte siden sin sidste rejse som privatperson gennem hjertet af Palæstina, og gik fra Beersheba i syd til Dan i nord. Under turen nordover, stoppede han i Hebron, Betlehem (hvor han så sin fødeby), Jerusalem (han besøge ikke Bethany), Beerot, Lebona, Sykar, Sikem, Samaria, Geba, Engannim, Endor og Madon; gennem Magdala og Kapernaum, rejste han længere mod nord og gik øst for vandene ved Merom gennem Karahta til Dan, eller Cæsarea Filippi.
134:7.6 Den iboende Tankeretter førte nu Jesu til at opgive bebyggelser og gå op til Hermonbjerget, for at han kunne afslutte sit arbejde med at få fuld kontrol over sit menneskelige sind og fuldføre opgaven med at udføre sin fulde indvielse til resten af sit livsværk på jorden[11].
134:7.7 Dette var en af de sjældne og særlige epoker i Mesterens jordiske liv på Urantia. En anden og meget lignende var den oplevelse, han gik igennem, når han var alene i bjergene nær Pella umiddelbart efter sin dåb. Denne periode af afsondrethed på Hermonbjerget markerede afslutningen af hans rent menneskelige karriere, dvs. at hans dødelige overdragelse formelt blev afsluttet, mens den senere isolation markerede begyndelsen på en mere guddommelig fase af overdragelsen. I seks uger boede Jesus alene med Gud på skråningerne af Hermonbjerget.
¶ 8. OPHOLDET PÅ HERMONBJERGET
134:8.1 Efter at Jesus havde tilbragt noget tid i nærheden af Cæsarea Filippi, gjorte han sine forsyninger klar, og så erhvervede han et lastedyr og en dreng ved navn Tiglath, fortsatte han langs Damaskus vejen til en landsby, der engang blev kaldt Beit-Jenn ved foden af Hermonbjerget. Her i midten af august, år 25 e.Kr. oprettede han sit hovedkvarter og overlod sine fornødenheder i Tiglaths varetægt, og begav sig op ad bjergets ensomme bjergskråninger. Den første dag fulgte Tiglath med Jesus op ad bjerget til et bestemt punkt omkring 1.800 meter over havets overflade. Der byggede de af sten en opbevaringslokalitet, hvor Tiglath fik til opgave at bringe mad to gange om ugen.
134:8.2 Den første dag, efter at Jesus havde forladt Tiglath gik han kun en kort vej op ad bjerget, da han standsede op for at bede. Blandt andet spurgte han sin Fader om at sende skytsengel tilbage for at "være med Tiglath." Han anmodede om, at han alene måtte gå op til sin sidste kamp med realiteterne i den jordiske tilværelse. Hans anmodning blev imødekommet. Han gik ind i den store test kun med hans iboende Retter til at vejlede og støtte ham.
134:8.3 Jesus spiste sparsomt mens han var på bjerget; han afholdte sig fra alle fødevarer kun en dag eller to ad gangen[12]. De overmenneskelige væsener, der konfronterede ham på dette bjerg, og med hvem han kæmpede i ånden, og som han besejrede i magten, var virkelige; de var hans ærkefjender i systemet Satania. De var ikke nogle fantasifostre, der var blevet udviklet af intellektuelle luner af en svækket og sultende dødelig, der ikke kunne skelne virkeligheden fra et sindsforvirret sinds visioner.
134:8.4 Jesus tilbragte de sidste tre uger af august og de første tre i september på Hermonbjerget. I løbet af disse uger afsluttede han den dødelige opgave med at opnå cirkler af sindsforståelse og personlighedskontrol. I hele denne periode, hvor Jesus var i intim kontakt med sin himmelske Fader, afsluttede Retteren i hans sind også sine foreskrevne opgaver. Det dødelige mål med dette jordiske væsen blev opnået. Kun den sidste fase af harmoniseringen mellem sindet og Retteren afventede fuldbyrdelse.
134:8.5 Efter mere end fem ugers ubrudt fællesskab med sin Paradisfader, blev Jesus helt sikker om sin natur og om visheden af hans sejr over de materielle niveauer af personlighedens manifestation i tid og rum var sikret. Han troede fuldt på sin guddommelige væsens magt over hans menneskelige natur og tøvede ikke med at påstå det.
134:8.6 Nær slutningen af sit ophold i bjergene, spurgte Jesus sin Fader, om han kunne få lov til at afholde en konference med sine fjender i Satania som Menneskesønnen, som Joshua ben Joseph. Denne anmodning blev imødekommet. I løbet af den sidste uge på Hermonbjerget indtraf den store fristelse, universets retssag. Satan (der repræsenterede Lucifer), og den oprørske Planetprins, Caligastia, var til stede med Jesus og blev gjort fuldt synlig for ham. Denne "fristelse", dette sidste forsøg af den menneskelige trofasthed over for de misfortolkninger af oprørernes personligheder havde intet at gøre med mad, tempel tårne eller anmassende handlinger[13]. Det havde ikke at gøre med denne verdens riger men med suveræniteten i et mægtig og herligt univers. Symbolikken i jeres optegnelser var beregnet for de tilbagestående tidsaldre præget af verdens barnlige tænkning. Efterfølgende generationer skal forstå, hvilken storslået kamp Menneskesønnen førte denne begivenhedsrige dag på Hermonbjerget.
134:8.7 Til de mange forslag og modforslag som Lucifers udsendte fremførte svarede Jesus kun: "Lad min Paradisfaders vilje råde, og du, min oprørske søn, må Dagenes Ældste dømme dig guddommeligt. Jeg er din Skaberfader; jeg kan næsten ikke dømme dig retfærdigt, og min nåde har du allerede afvist. Jeg overlader dig til at blive dømt af et større univers dommere."
134:8.8 Til alle Lucifers foreslående kompromiser og provisorier, på alle disse besnærende forslag om inkarnations overdragelse, svarede Jesus kun: "Min Paradisfaders vilje vil ske." Da den udmattende retssag var afsluttet, returnerede den afsondret skytsengel til Jesu side og tjente ham.
134:8.9 En eftermiddag i sensommeren, ud mellem træerne i naturens stilhed vandt Mikael af Nebadon den ubestridte suverænitet i sit univers. Den dag afsluttede han den opgave, stillet til Skabersønnerne, for at leve et fuldt liv inkarneret i lighed med dødelig kød på de evolutionære verdner i tid og rum. Meddelelsen til universet om denne betydningsfulde bedrift blev ikke annonceret indtil den dag, han blev døbt, måneder senere, men det hele skete allerede den dag på bjerget. Da Jesus kom ned fra Hermonbjerget var Lucifers oprør i Satania og Caligastias løsrivelse på Urantia næsten overstået. Jesus havde betalt den sidste pris krævet af ham, for at han kunne vinde suverænitet i sit univers, hvilket i sig selv regulerer alle oprørernes status og medfører at alle sådanne fremtidige opstande (hvis de nogensinde opstår) kan behandles summarisk og effektivt. Således kan det ses, at Jesu såkaldte "store fristelse" indtræf nogen tid, før hans dåb og ikke umiddelbart efter denne begivenhed.
134:8.10 Da Jesus i slutningen af dette ophold oppe på bjerget gik ned, mødte han Tiglath der kom op med mad til mødestedet. Han sendte drengen tilbage og sagde kun: "Hvileperioden er overstået, jeg er nødt til at vende tilbage til min Faders anliggender." Han var en stille og meget forandret mand under deres rejse tilbage til Dan, hvor han tog afsked med drengen og gav ham æslet. Han gik derefter syd til Kapernaum, den samme vej, han var kommet.
¶ 9. VENTETIDEN
134:9.1 Sommeren var ved at være forbi, og tiden var næsten kommet for forsoningsdagen og løvhyttefesten. Jesus havde et familie møde i Kapernaum under sabbatten, og begav sig næste dag sammen med Johannes, søn af Zebedæus, på vej mod Jerusalem. De gik øst for søen via Gerasa og fortsatte ned langs Jordandalen. Mens han besøgte nogle af sine kammerater på rejsen bemærket Johannes en stor forandring i Jesus.
134:9.2 Jesus og Johannes overnattede i Betania hos Lazarus og hans søstre, og tidligt den følgende morgen gik de til Jerusalem. De tilbragte næsten tre uger i Jerusalem og dens omgivelser, i hvert fald gjorde Johannes det. Mange dage gik Johannes alene ind i Jerusalem, mens Jesus vandrede omkring på de nærliggende bakker og hengav sig til mange øjeblikke af åndeligt fællesskab med sin Fader i himlen.
134:9.3 De var begge til stede ved de højtidelige gudstjenester under forsoningsdagen. I forhold til alle andre dage i det jødiske religiøse ritual, var Johannes især imponeret over de ceremonier, der tilhørte denne dag af alle dag, men Jesus forblev en eftertænksom og tavs tilskuer. For Menneskesønnen var denne præstation ynkelige og patetisk. Han så alt dette som en forvrængning af sin himmelske Faders karakter og træk. Han så denne dags gøremål som en parodi på de faktiske omstændigheder i den guddommelige retfærdighed og de uendelige barmhjertigheders sandheder. Han brændte med iver for at forkynde den virkelige sandhed om hans Faders kærlige natur og almennyttige aktiviteter i universet, men hans trofaste Ledsager mindede ham om, at hans tid endnu ikke var kommet. Men den aften, i Betania, lod Jesus mange udtalelser falde, som meget forstyrrede Johannes; og Johannes forstod aldrig helt den virkelige betydning af hvad Jesus sagde den aften, mens de lyttede.
134:9.4 Jesus planlagde at forblive hele ugen under løvhyttefesten i selskab med Johannes. Denne fest var en årlig fest i hele Palæstina, det var den jødiske ferieperiode. Selvom Jesus ikke deltog i lystigheden, der tilhørte festlighederne, var det tydeligt, at han havde det sjovt og følte tilfredshed ved at se den ubekymrede og glade eftergivenhed hos de unge såvel som gamle.
134:9.5 I centrum af festival ugen før festlighederne var overstået, tog Jesus afsked med Johannes og sagde, at han ønskede at trække sig tilbage til bjergene, hvor han bedre kunne kommunikere med sin Paradisfader. Johannes ville have gået med ham, men Jesus insisterede på, at han blev indtil afslutningen af festlighederne, og sagde: "Det er ikke nødvendigt, at du bærer Menneskesønnens byrde; kun at vægteren skal holde vagt, mens byen sover i fred." Jesus vendte ikke tilbage til Jerusalem. Efter næsten en uge alene i bjergene nær Betania, gik han mod Kapernaum. På vejen hjem brugte han en dag alene på Gilboa skråningerne, nær det sted hvor kong Saul havde taget sit liv[14]. Da han ankom til Kapernaum, syntes han mere munter end da han havde taget afsked med Johannes i Jerusalem.
134:9.6 Næste morgen gik Jesus til kisten som indeholdt hans personlige ejendele og som var forblevet i Zebedæus værksted. Han tog sin forklæde på, meldte sig for arbejde, ved at sige: "Det påhviler mig at være beskæftiget, mens jeg venter på at min time skal komme." Han arbejdede i flere måneder, indtil januar det følgende år, på værftet side om side med sin bror James. Efter denne periode af arbejde sammen med Jesus gav James faktisk aldrig helt op med at tro på Jesu mission, uanset hvilken tvivl, der opstod i hans forståelse af Menneskesønnens livsværk.
134:9.7 I denne sidste periode med arbejde på værftet, tilbragte Jesus det meste af tiden med at færdiggøre de indvendige rum i ethvert større fartøj. Han var meget omhyggelig i al sit håndværk og syntes at opleve tilfredsstillelse af menneskets præstation, når han havde afsluttet et prisværdigt arbejde. Selvom han ikke spildte nogen særlig tid på bagateller, var han en meget omhyggelig håndværker, når det kom til de væsentlige elementer i hver arbejdsopgave.
134:9.8 Som tiden gik nået rygterne til sidst Kapernaum om en Johannes, som prædikede og samtidig døbte de angrende i Jordanfloden, og Johannes prædikede: "Himmelriget er kommet nær; omvend jer og blive døbt[15]." Jesus lyttede til disse rapporter mens Johannes langsomt arbejdede sig op langs Jordandalen fra vadestedet nærmest Jerusalem[16]. Men Jesus fortsatte med sit arbejde med at bygge både, indtil Johannes i januar det følgende år, dvs. år 26 e.Kr. var nået op da floden til et vadested nær Pella. Så lagde Jesus sit værktøj og bekendtgjorde: ”Min time er kommet," og inden for kort tid præsenterede sig selv hos Johannes for at blive døbt.
134:9.9 Men en stor forandring var kommet over Jesus. Kun få af de mennesker, der havde haft gavn af hans besøg og ydelser, da han gik frem og tilbage over hele landet kendte nogensinde senere igen den offentligt fremtrædende lærer som den samme private person som de i tidligere år havde kendt og elsket. Der var en grund til, at de, der engang havde haft gavn af hans godgørenhed ikke genkendte ham i hans senere rolle som offentlig og autoritativ lærer. I mange år havde denne transformation af sind og ånd været i gang, og den blev afsluttet under det begivenhedsrige ophold på Hermonbjerget.
¶ Referencer
- ↑ Gud er kærlighed: 1 Joh 4:7-11,16,19.
- ↑ Gud er ånd, hans rige er åndeligt: Joh 3:5; Joh 4:24.
- ↑ Enhed, ikke ensartethed: Rom 14:17-19; 1 Kor 1:10; 1 Kor 10:17; 1 Kor 12:17-31; Ef 4:3-6,11-13.
- ↑ Den indboende ånd: Job 32:8,18; Es 63:10-11; Ez 37:14; Matt 10:20; Luk 17:21; Joh 17:21-23; Rom 8:9-11; 1 Kor 3:16-17; 1 Kor 6:19; 2 Kor 6:16; Gal 2:20; 1 Joh 3:24; 1 Joh 4:12-15; Åb 21:3.
- ↑ Alle mennesker er åndeligt lige: 2 Krøn 19:7; Job 34:19; Sir 35:12; ApG 10:34; Rom 2:11; Gal 2:6; Gal 3:28; Ef 6:9; Kol 3:11.
- ↑ I er alle brødre: Matt 23:8.
- ↑ Den Højeste hersker i menneskers riger: Dan 4:17,25,32; Dan 5:21.
- ↑ Krige, rygter om krige: Matt 24:6-7; Mark 13:7-8; Luk 21:9-10.
- ↑ Hvordan man får fred, god vilje: Luk 2:14.
- ↑ Paulus i Antiokia: ApG 11:25-26.
- ↑ Retteren fører Jesus til bjerget: Matt 4:1; Mark 1:12; Luk 4:1.
- ↑ Faste eller spiste Jesus?: Matt 4:2; Mark 1:13; Luk 4:2.
- ↑ »Tempationer« af Jesus: Matt 4:3-11; Mark 1:13; Luk 4:2-13.
- ↑ Gilboa, hvor Saulus døde: 1 Krøn 10:1-5; 1 Sam 31:1-4; 2 Sam 1:1-10.
- ↑ Johannes' prædiken: Matt 3:1-2,5-6.
- ↑ Riget er nær; omvend dig: Matt 3:2; Luk 3:3.