© 2015 Urantia Foundation
135:0.1 JOHANNES Døberen blev født 25. marts 7 f.Kr. i overensstemmelse med løftet som Gabriel havde givet Elisabet i juni det foregående år. I fem måneder holdt Elisabet Gabriels besøg hemmelig, og da hun fortalte om det til sin mand, Zakarias, blev han meget bekymret og troede ikke helt på hendes historie, indtil han havde haft en usædvanlig drøm omkring seks uger før Johannes fødsel[1][2]. Med undtagelse af Gabriels besøg hos Elisabet og Zakarias drøm var der ikke noget usædvanligt eller overnaturlig i forbindelse med Johannes Døberens fødsel[3].
135:0.2 På den ottende dag blev Johannes omskåret i overensstemmelse med jødisk skik[4]. Han voksede op som et almindeligt barn dag for dag og år for år i den lille landsby kendt i disse dage som byen Juda, omkring seks kilometer vest for Jerusalem.
135:0.3 Den mest markante begivenhed i Johannes tidlige barndom var besøget, som han og hans forældre gjorde hos Jesus og Nazaret familien. Dette besøg fandt sted i juni år 1. f.Kr. da han var lidt over seks år.
135:0.4 Efter deres tilbagevenden fra Nazaret begyndte Johannes forældre systematisk at undervise drengen. Der var ingen synagogeskole i den lille landsby, men da Zakarias var en præst, var han ganske godt uddannet, og Elisabet havde også fået en langt bedre uddannelse end kvinder i gennemsnit i Judæa. Hun var også af præsteslægt, da hun nedstammede fra "Aarons døtre." Da Johannes var deres eneste barn, anvendte de en masse tid på hans mentale og åndelige uddannelse. Zakarias havde kun korte perioder af tjeneste i templet i Jerusalem, så han viet meget af sin tid til at undervise sin søn.
135:0.5 Zakarias og Elisabet havde en lille gård, hvor de opdrættede får. De kunne næsten ikke forsørge sig på dette jordstykke, men Zakarias fik en regelmæssig ydelse fra den tempelfond, der var bestemt for præsteskabet.
¶ 1. JOHANNES BLIVER NAZIRÆER
135:1.1 Johannes havde ingen skole, hvorfra han kunne blive uddannet i en alder af fjorten, men hans forældre havde valgt dette bestemte år, som bedst egnet til ham for at fuldføre den officielle nasiræer løfte. Derfor tog Zakarias og Elisabet deres søn til Engedi, nær ved Det Døde Hav. Det var nasiræer broderskabets sydlige hovedkvarter, hvor drengen blev behørigt og højtideligt optaget til livslangt medlem af denne orden. Efter disse ceremonier, og efter at Johannes havde givet løfterne om at afholde sig fra alle berusende drikke, for at lade håret vokse, og til at afstå fra at røre de døde, fortsatte familien til Jerusalem, hvor Johannes foran templet gav offer, som det var krævet af dem, der afgav nasiræer løftet[5].
135:1.2 Johannes gav samme løfte for livet som hans berømte forgængere, Samson og profeten Samuel, havde givet. Den som var nasiræer for livet blev betragtet som en helgen og hellig personlighed. Jøderne så på en nasiræer med næsten samme respekt og ærbødighed som på en ypperstepræst, hvilket ikke var så mærkeligt, da de som var nasiræer for livet var de eneste, undtagen ypperstepræsterne, som nogensinde fik lov til at komme ind i det allerhelligste i templet.
135:1.3 Johannes vendte hjem fra Jerusalem for at passe sin fars får og voksede op til at blive en stærk og ædelsindet mand.
135:1.4 Da Johannes var seksten, blev han, efter at have læst om Elias, dybt imponeret over Karmelbjergets profet og besluttede at anlægge dennes måde at klæde sig[6]. Fra den dag fremad bar Johannes altid en behåret beklædningsstykke med et læderbælte. Som sekstenårig, var han over hundrede og firs centimeter høj og næsten fuldvoksen. Med sin flagrende hår og hans særegne tøjstil repræsenterede denne unge vitterlig et malerisk syn. Hans forældre forventede sig store ting af deres eneste søn, et barn af løfte og en nasiræer for livet.
¶ 2. ZAKARIAS DØD
135:2.1 Efter at Zakarias havde været syg i flere måneder, døde han i juli, år 12 e.Kr. da Johannes lige havde passeret sit attende år. Det var en tid med stor forlegenhed for Johannes, siden nasiræer løftet forbød kontakt med de døde, selv inden for deres egen familie. Selvom Johannes havde forsøgt at følge de restriktioner, som løftet pålagde ham angående besmittelse fra de døde, tvivlede han på, at han helt havde fulgt nasiræer bekendtgørelsens krav. Derfor gik han efter sin fars begravelse til Jerusalem og gjorde de ofre, der var påkrævet for hans renselse i nasiræernes hjørne af kvindernes tempelplads.
135:2.2 I september dette år foretog Elisabet og Johannes, en rejse til Nazaret for at besøge Maria og Jesus. Johannes havde næsten besluttet at komme videre med sit livsværk, men han blev formanet, ikke kun af Jesu ord, men også af hans eksempel, til at vende hjem, tage sig af sin mor, og afvente "ankomsten af Faderens time". Efter at have sagt farvel til Jesus og Maria, da det behagelige besøg var ovre, mødte Johannes ikke Jesus igen indtil det tidspunkt, hvor han døbte ham i Jordanfloden.
135:2.3 Johannes og Elisabet vendte tilbage til deres hjem og begyndte at lægge planer for fremtiden. Da Johannes nægtede at acceptere den præste godtgørelse han var berettiget til at modtage fra tempelfonden, havde de efter to år så godt som mistet deres hjem. Derfor besluttede de at gå sydover med fårebesætningen og som følge heraf flyttede de til Hebron, den sommer, da Johannes var tyve år. I den såkaldte "Judæa ørken" passede Johannes sine får langs en bæk, der var en biflod til en større flod, som strømmede ind i Døde Hav ved Engedi[7]. Engedi kolonien omfattede ikke kun nasiræerne der havde helliget sig selv for livet eller for en bestemt tid, men også en lang række andre asketiske hyrder, der samledes i disse distrikter med deres flokke og socialiserede med nasiræernes broderskab. De ernærede sig ved at opdrætte får og af de gaver, velhavende jøder gav til ordenen.
135:2.4 Som tiden gik, vendte Johannes sjældnere tilbage til Hebron, mens han oftere besøgte Engedi. Han var så helt anderledes end størstedelen af nasiræerne, at han fandt det meget svært fuldt ud broderligt at omgås med broderskabet. Men han var meget glad for Abner, den anerkendte leder og organisator af Engedi kolonien.
¶ 3. EN HYRDES LIV
135:3.1 Langs dalen af denne lille bæk byggede Johannes af opstablede sten ikke mindre end et dusin sten skure og folde for natten, hvor han kunne se og beskytte sine fåre- og gedeflokke. Johannes liv som hyrde gav ham en hel del tid til eftertanke. Han talte meget med Ezda, en forældreløs dreng i Bet-Sur, som han i en vis forstand, havde adopteret og som tog sig af besætningerne, når han foretog rejser til Hebron for at se sin mor og sælge får, samt når han gik ned til Sabbatgudstjenesterne i Engedi. Johannes og drengen levede meget enkelt og ernærede sig af fårekød, gedemælk, vild honning, og de spiselige græshopper, der var i nabolaget[8]. Denne deres almindelige kost blev suppleret med forsyninger, bragt lejlighedsvis fra Hebron og Engedi.
135:3.2 Elisabet holdt Johannes orienteret om begivenhederne i Palæstina og andre steder i verden, og Johannes blev mere og mere overbevist om, at tiden hurtigt nærmede hvor den gamle orden ville blive afsluttet, og at han ville blive forløberen, der proklamerede ankomsten af en ny tidsalder "himmelriget". Denne robuste hyrde havde en særlig forkærlighed for profeten Daniels skrifter. Han læste en tusind gange Davids beskrivelse af det store billede, som Zakarias havde fortalt ham repræsenterede historien af de store verdens riger, først Babylon, så Persien, Grækenland, og til sidst Roms historie. Johannes indså, at Rom allerede dengang bestod af folkeslag og racer med så mange forskellige sprog, at det aldrig kunne blive et stærkt forenet og fast konsolideret imperium[9]. Han mente, at Rom allerede selv var opdelt i Syrien, Egypten, Palæstina, og andre provinser. Siden læste han videre: "I disse kongers dage skal himlens Gud oprette et rige som aldrig vil blive ødelagt. Og dette rige må ikke overlades til andre mennesker, men skal knuse og tilintetgøre alle andre riger, og det skal stå for evigt." "Og der blev givet ham herredømme og ære og et kongerige, for at alle folkeslag, nationer og sprog bør tjene ham[10]. Hans herredømme er et evigt herredømme, som ikke forgår, og hans rige vil aldrig blive ødelagt." "Og riget og herredømmet og storheden af riget under himmelen, skal gives til de mennesker, som består af den Højestes hellige; og hans rige er et evigt rige, og alle magter skal tjene og lyde ham."[11]
135:3.3 Johannes kunne aldrig helt overvinde den forvirring, der er opstået fra, hvad han havde hørt fra sine forældre om Jesus og det, han læste i de steder i skrifterne. I Daniels bog, læste han: "Jeg så i visioner om natten, og se, en som Menneskesønnen kom med himlens skyer, og der blev givet ham herredømme, ære og et kongerige[12]." Men disse ord af profeten harmoniserede ikke med, hvad hans forældre havde lært ham. Heller ikke svarede hans samtaler med Jesus, da han besøgte ham i en alder af atten, disse erklæringer i skrifterne. På trods af denne forvirring forsikrede hans mor ham konstant, når han følte sig forvirret, at hans fætter, Jesus af Nazaret, var den sande Messias, at han var kommet for at sidde på Davids trone, og at han (Johannes) ville blive forløberen som gik foran ham og hans vigtigste støtte.
135:3.4 Af alt, hvad Johannes hørte om det syndige gøren og laden og ondskab i Rom og den uansvarlige, og moralske åndsforladthed af riget, af alt, hvad han vidste om de onde gerninger, som Herodes Antipas og landshøvdingene for Judæa havde gjort sig skyldig i, fik han det indtryk, at slutningen af tidsalder var nært forestående. Det forekom dette robuste og ædle barn af naturen, at verden var moden til slutningen af den menneskelige æra og begyndelsen på en ny og guddommelig tidsalder - Himmelriget. I Johannes hjerte voksede følelsen af, at han var den sidste af de gamle profeter og den første af de nye. Han skælvede virkelig af den voksende impuls til at gå ud og forkynde for alle mennesker: Omvend jer! Set tingene rigtigt med Gud! Gør jer klar til det sidste; Forbered jer på ankomsten af den nye og evige orden for jorden - himmelriget.”
¶ 4. ELISABETHS DØD
135:4.1 Den 17. august, år 22 e.Kr. da Johannes var otte og tyve år gik hans mor pludselig bort. Elisabets venner, som kendte til de begrænsninger, der gælder for nasiræerne om kontakt med de døde, selv inden for deres egen familie, gjort alle ordninger for begravelsen af Elisabet, før de sendte efter Johannes. Da han fik nyheden om sin mors død, gav han Ezra besked om at drive hans besætninger til Engedi og startede selv mod Hebron.
135:4.2 Da han vendte tilbage fra sin mors begravelse til Engedi skænkede han sine flokke til broderskabet og trak sig et stykke tid tilbage fra omverdenen, mens han fastede og bad. Johannes kendte kun til de gamle metoder at nærme sig guddommeligheden. Han kendte kun til protokollerne fra sådanne som Elias, Samuel, og Daniel. Elias var hans ideal af en profet. Elias var den første af Israels lærere som blev betragtet som profet, og Johannes troede virkelig, at han ville være den sidste af denne lange og strålende række af budbringere fra himlen.
135:4.3 I to og et halvt år boede Johannes i Engedi, og han overtalte de fleste af broderskabet, om at ”tidsalderens ende var forestående"; at "Himmelriget var ved at fremkomme." Al hans tidlige undervisning var baseret på den nuværende jødiske idé og koncept om Messias som den lovede befrier af det jødiske folk fra deres ikke-jødiske herskers herredømme.
135:4.4 I hele denne periode læste Johannes meget i de hellige skrifter, som han fandt i nasiræernes hjem i Engedi. Han var især imponeret af Esajas og Malakias, de sidste profeter frem til den tid. Han læste igen og igen de sidste fem kapitler af Esajas, og han troede disse profetier. Så læste han ofte af Malakias: "Se, jeg sender profeten Elias til jer, inden Herrens store og frygtelige dag[13]. Han skal vende fædrenes hjerter til deres børn og børnenes hjerter til deres fædre, så at jeg ikke skal komme og slå landet med forbandelse." Det var kun dette løfte af Malakias om, at Elias ville vende tilbage som holdt ham tilbage fra at gå ud og prædike om det kommende rige og formane sine jødiske medborgere til at flygte fra den kommende vrede. Johannes var klar til at forkynde budskabet om det kommende rige, men hans forventning om Elias holdt ham tilbage i over to år. Han vidste, at han ikke var Elias. Hvad mente Malakias? Skulle profetierne forstås bogstaveligt eller symbolsk? Hvordan skulle han kende sandheden? Han vovede til sidst at tro, at siden den første af profeterne hed Elias, så ville den sidste også være kendt af samme navn. Ikke desto mindre nærede han tvivl, tilstrækkelig tvivl til at forhindre ham fra at kalder sig selv Elias.
135:4.5 Det var indflydelsen af Elias, der fik Johannes til at bringe i anvendelse hans metoder til direkte og ligeud at angribe hans samtidiges synder og laster. Han forsøgte at klæde sig som Elias, og han forsøgte at tale ligesom Elias. I hvert ydre aspekt var han ligesom den tidligere profet. Han var netop sådan en gæv og malerisk barn af naturen, netop sådan en frygtløs og modig retfærdighedens forkynder. Johannes var ikke analfabet - han var godt bekendt med de jødiske hellige skrifter - men han var næppe kultiveret. Han var en klar tænker, en kraftfuld taler og en lidenskabelig fordømmer. Han var næppe et eksempel for sin alder, men han var en veltalende irettesættelse.
135:4.6 Til slut, gennemtænkte han den måde, han ville forkynde den nye tidsalder, Guds rige. Han besluttede at blive forløberen for Messias; han fejede til side al tvivl og forlod Engedi en dag i marts i år 25 e.Kr. for at begynde sin korte, men strålende karriere som offentlig prædikant.
¶ 5. GUDS RIGE
135:5.1 For at forstå Johannes budskab bør man tage hensyn til status af det jødiske folk på det tidspunkt, han fremtrådte på scenen for handling. For næsten hundrede år havde hele Israel været i et dilemma; de kunne ikke forklare, hvorfor de konstant levede underkuet af de hedenske herskere. Havde Moses ikke lært dem at retfærdighed altid blev belønnet med velstand og magt? Var de ikke Guds udvalgte folk? Hvorfor var Davids trone øde og tom? I lyset af Moses doktriner og profeternes forskrifter fandt jøderne det svært at forklare deres nationale fortvivlelse som havde varet så længe.
135:5.2 Omkring hundrede år før Jesus og Johannes tid opstod en ny skole af religiøse lærere i Palæstina, apokalyptikerne. Disse nye lærere udviklede et trossystem, der redegjorde for at jødernes lidelser og ydmygelse var, fordi de betalte straffen for nationens synd. De gik tilbage til de velkendte årsager, der blev anført for at forklare det babylonske fangenskab og andre af oldtiden fangenskab. Men ifølge apokalyptikernes lærdomme skulle Israel tage mod til sig, deres dage med lidelse var næsten forbi, tugtelse af Guds udvalgte folk var næsten færdig, Guds tålmodighed med de ikke-jødiske udlændinge var ved at slutte. Slutningen af det romerske herredømme var den samme som den endelige afslutning af tidsalderen, i en vis forstand, verdens ende. Disse nye lærere lænede sig tungt opad Daniels profetier, og, de lærte følgelig, at skabelsen var ved at passere ind i sin afsluttende fase: verdens riger ville blive Guds rige. For den tids jødiske sind var det netop, hvad der menes med udtrykket - himmelriget, et udtryk, som både Johannes og Jesus konsekvent brugte i deres forkyndelse. For jøderne i Palæstina havde udtrykket "himmelriget" kun én betydning: - en absolut retfærdig stat[14]. hvor Gud (Messias) herskede over jordens nationer med fuldendt magt, ligesom han regerede i himlen."Din vilje ske på jorden som i himlen."
135:5.3 Under Johannes dage, spurgte alle jøder forventningsfuldt: "Hvor hurtigt vil riget komme?" Der var en generel fornemmelse af, at afslutningen af de ikke-jødiske nationers imperium nærmede sig. Der var overalt blandt jøderne et levende håb og en ivrig forventning om, at fuldbyrdelsen af det, de for tidsaldre havde ønsket ville indtræffe i deres generations livstid.
135:5.4 Selvom der blandt jøderne var store forskelle, når det kom til at estimere det kommende riges natur, havde de alle sammen troen på, at hændelsen var under opsejling, nær forestående, selv at den stod foran døren. Mange, der læste Det Gamle Testamente kiggede bogstaveligt forventningsfuldt til en ny konge over Palæstina, mod en genoprettet jødisk nation, der var blevet befriet fra sine fjender, og regeret af kong Davids efterfølger, Messias, som snart ville blive anerkendt som den retmæssige og retfærdige hersker over hele verden. En anden, men mindre gruppe af gudfrygtige jøder havde en meget anderledes syn på dette Guds rige. De lærte at det kommende rige ikke var af denne verden, at verden nærmede sig sin ende, og at "en ny himmel og en ny jord" ville føre til etableringen af Guds rige, at dette rige ville være et herredømme for evigt, at synden ville få en ende og at borgerne i det nye rige ville blive udødelige i deres nydelse af denne endeløse lyksalighed[15].
135:5.5 Alle var enige om, at nogle drastiske oprensninger eller rensende disciplin nødvendigvis ville gå forud for etableringen af det nye rige på jorden. De bogstavtro lærte, at en verdensomspændende krig ville opstå som ødelagde alle ikke-troende, mens de troende ville komme videre til en verdensomspændende og evig sejr. Spiritualisterne lærte at riget ville begynde med Guds store dom, som ville forvise de uretfærdige til deres velfortjente straf og endelige ødelæggelse, mens det udvalgte folks troende hellige ville blive ophøjet til ærens og magtens høje sæder sammen med Menneskesønnen som i Guds navn ville herske over de frelste nationer. Sidstnævnte gruppe mente selv, at mange fromme ikke-troende kunne blive optaget til fællesskabet i det nye rige.
135:5.6 Nogle af jøderne holdt til den opfattelse, at Gud eventuelt kunne etablere dette nye kongerige ved direkte og guddommelig indgriben, men langt de fleste troede, at han ville indsætte en formidler, Messias, som sin repræsentant. Dette var den eneste mulige betydning som ordet Messias kunne have for de jøder, der tilhørte samme generation som Johannes og Jesus. Messias kunne umuligt henvise til en, der blot lærte Guds vilje eller proklamerede nødvendigheden af retskaffen levevis. Om alle sådanne hellige personer brugte jøderne titlen profet. Messias ville være mere end en profet; Messias ville indføre etableringen af det nye rige, Guds rige. Ingen, der undlod at gøre dette kunne være Messias i traditionel jødisk forstand.
135:5.7 Hvem ville denne Messias være? Igen var de jødiske lærere af forskellig mening. De ældre klyngede sig til den lære, at han ville være en søn af David. De nyere lærte at eftersom riget var et himmelsk rige, kunne den nye hersker også tænkes at være en guddommelig personlighed, en der længe havde siddet ved Guds højre hånd i himlen. Selvom det kan synes mærkeligt, at de, der på denne måde opfattede det nye riges hersker, ikke så ham som en menneskelig Messias, ikke blot som et menneske, men som "Menneskesønnen" - en Guds søn - en himmelsk prins, som længe havde været holdt i beredskab til således at overtage herredømmet af jorden, der var gjort ny[16]. Sådan var den religiøse baggrund i den jødiske verden, da Johannes gik ud og proklamerede: "Omvend jer, for Himmelriget er nær!"[17]
135:5.8 Det ses således, at Johannes proklamation om det kommende rige havde ikke mindre end et halvt dusin forskellige betydninger for dem, der lyttede til hans lidenskabelige prædiken[18]. Men uanset den betydning, de knyttede til de udtryk, Johannes brugte, var hver af disse grupper, der ventede på et jødisk kongerige fascineret af proklamationen af denne oprigtige, entusiastiske, rå og klar prædikant af retfærdighed og omvendelse, der så alvorligt formanede sine tilhørere at "flygte fra den kommende vrede[19].”
¶ 6. JOHANNES BEGYNDER AT FORKYNDE
135:6.1 Tidligt i marts år 25 e.Kr[20]. rejste Johannes langs den vestlige bred af det Døde Hav og op langs Jordanfloden over til Jeriko på den modsatte bred, til det urgamle vadested, hvor Josua og israelitterne gik over, da de først kom ind i det forjættede land. Derefter gik han over til den anden side, og etablerede sig i nærheden af indgangen til vadestedet og begyndte at prædike for de mennesker, der passerede forbi i hver retning over floden. Dette var den mest anvendte af alle grænseovergange over Jordanfloden.
135:6.2 Det var indlysende for alle, som hørte Johannes, at han var mere end en prædikant. Langt de fleste af dem, der lyttede til denne mærkelige mand, der var kommet op fra ørkenen i Judæa gik derfra i troen, at de havde hørt stemmen af en profet. Det var ikke underligt, at et sådant fænomen dybt rørte disse trætte og forventningsfulde jøders sjæle. Aldrig tidligere i hele den jødiske historie havde Abrahams fromme børn, længtes efter "Israels trøst" eller mere glødende forventet "genoprettelsen af riget[21][22]." Aldrig tidligere under jødernes historie kunne Johannes budskab om at "Himmelriget er nær" har vakt sådan en dyb og universel appel, som på netop dette tidspunkt, hvor han så mystisk var dukket op på bredden af dette sydlige overgangssted af Jordanfloden[23].
135:6.3 Han kom fra kredsen af hyrder, ligesom Amos. Han klædte sig på samme måde som oldtidens Elias, og han tordnede frem sine anmodninger og udøste sine advarsler i "Elias ånd og styrke[24]." Det er ikke overraskende, at denne mærkelige prædikant opnået en så stor opsigt i hele Palæstina når de rejsende folk sprede nyheden om hans prædiken ved Jordanfloden.
135:6.4 Desuden var der endnu et nyt element i denne nasiræer prædikants arbejde: Hver og en, der troede ham, døbte han i Jordan "til syndernes forladelse"[25]. Selvom dåben ikke var en ny ceremoni blandt jøderne, havde de aldrig set den anvendt som Johannes nu gjorde brug af den. Det havde længe været skik på denne måde at døbe de ikke-jødiske proselytter til medlemmer af den ydre tempelgårds samfund, men aldrig før var jøderne selv blevet bedt om at underkaste sig til dåben som et udtryk for anger. Kun femten måneder gik fra det tidspunkt, hvor Johannes begyndte at prædike og døbe, indtil han blev arresteret og fængslet på foranledning af Herodes Antipas, men i løbet af denne korte tid, døbte han betydeligt mere end et hundrede tusinde angrende.
135:6.5 Johannes prædikede fire måneder ved Betania vadestedet før han flyttede nordpå op langs Jordanfloden[26]. Titusinder af lyttere, nogle nysgerrige men mange ærlige og alvorlige, kom fra alle dele af Judæa, Perea, og Samaria, for at lytte til ham. Selv fra Galilæa kom der nogle.
135:6.6 I maj dette år, mens han stadig dvælet ved Betania vadestedet sendte præsterne og levitterne en delegation ud for at spørge Johannes om han påstod at være Messias, og med hvis tilladelse han prædikede[27]. Johannes svarede disse spørgere ved at sige: "Gå hen og fortæl jeres mestre, at I har hørt "røsten af en, der råber i ørkenen," som profeten talte, da han sagde: "Forbered Herrens vej, gør hovedvejen lige til vor Gud. Hver dal skal opfyldes, og hvert bjerg og høj skal gøres lav; det ujævne terræn skal bliver almindelig, mens de ujævne steder skal blive en jævn dal; og alt kød skal se Guds frelse.'"[28]
135:6.7 Johannes var en heroisk men taktløs prædikant[29]. En dag, da han prædikede og døbte på den vestlige bred af Jordanfloden, kom en gruppe farisæere og en række saddukæerne frem og præsenterede sig selv for dåb. Før Johannes bragte dem ned til vandet, talte han til dem som en gruppe og sagde: "Hvem advarede eder at fly, som hugorme undslipper ilden, fra den kommende vrede? Jeg vil døbe jer, men jeg opfordrer jer til at bære frugten som er værdig af oprigtig anger, hvis I ønsker at blive tilgivet for jeres synder. Og fortæl mig ikke, at I har Abraham til fader. Jeg siger jer, at Gud er i stand til af disse tolv sten her foran jer, til at oprejse værdige børn til Abraham. Og allerede nu er øksen lagt til roden af træerne. Hvert træ, som ikke bærer god frugt vil blive skåret ned og kastet i ilden[30]." (De tolv sten, som han henviste til var de berømte mindesten, som Josua havde lade rejse til mindesmærke af de "tolv stammer" der gik over netop på dette sted, da de først kom til det forjættede land[31].)
135:6.8 Johannes gav lektioner til sine disciple, hvor han instruerede dem om detaljerne i deres nye liv og forsøgte at besvare deres mange spørgsmål[32]. Han rådede lærerne til at undervise i lovens ånd såvel som i dens bogstav. Han opfordrede de rige til at give mad til de fattige. Til skatteopkræverne sagde han: "Du skal ikke drive mere ind end hvad der er fastsat[33]." Til soldaterne sagde han: "Gør ingen vold og præcis ikke noget uretfærdigt, være tilfreds med din løn[34]." Til alle, gav han rådet: "Forbered jer på tidsalderens ende - himmelriget er kommet nær[35].”
¶ 7. JOHANNES VANDRER NORDOVER
135:7.1 Johannes havde stadig forvirrede idéer om det kommende rige og dets konge[36]. Jo længere han forkyndte desto mere forvirret blev han, men aldrig mindskede denne intellektuelle usikkerhed om karakteren af det kommende rige i den mindste grad hans overbevisning om, at rigets fremtrædende sikkert var nært forestående. I tankerne kunne Johannes være forvirret, men aldrig i ånden. Han havde ingen tvivl om, at riget ville komme, men han var langt fra sikker på, om Jesus ville være hersker af dette rige eller ej. Så længe Johannes holdt sig til tanken om at genetablere Davids trone forekom hans forældres lære om Jesus, født i Davids by, den længe ventede befrier, at være konsekvens. Men i de øjeblikke, hvor han lænede sig mere mod læren om et åndeligt rige, og den verdslige ende af jordens tidsalder, var han yderst usikker om Jesus rolle i disse begivenheder. Nogle gange stillede han spørgsmålstegn ved alt, men ikke for længe. Han ønskede virkelig, han havde talt alt dette igennem med sin fætter, men det var mod deres udtrykkelige aftale.
135:7.2 Da Johannes vandrede nordover, tænkte han meget på Jesus. Han standsede ved mere end et dusin steder under sin rejse op langs Jordanfloden. Det var ved Adam, at han først henviste til "en anden, der vil komme efter mig" som svar på det direkte spørgsmål, som hans disciple spurgte ham: "Er du Messias?” Han fortsatte og sagde: "Efter mig kommer en, der er større end jeg, hvis sandal rem jeg ikke engang er værdig til at bøje mig ned og snøre[37]. Jeg døber jer med vand, men han skal døbe jer med Helligånden. Og han har kasteskovlen i hånden til grundigt at rense det tærskede korn; han vil samle hveden i sin lade, men avnerne vil han brænde i dommedagens ild."[38]
135:7.3 Da Johannes svarede på sine disciples spørgsmål, udvidede han hele tiden sin lære og tilføjede fra dag til dag lidt mere, der var nyttigt og betryggende i forhold til hans tidlige og kryptiske budskab: "Omvend jer og blive døbt[39]." Ved denne tid ankom folkeskarer fra Galilæa og Dekapolis. Snesevis af alvorlige troende boede med deres beundrede lærer dag efter dag.
¶ 8. MØDET MELLEN JESUS OG JOHANNES
135:8.1 I december år 25 e[40].Kr. da Johannes nåede i nærheden af Pella på vej op langs Jordanfloden havde hans berømmelse spredt sig over hele Palæstina, og hans arbejde var blevet det vigtigste samtaleemne i alle byerne omkring Genesaret. Jesus havde udtalt sig fordelsagtigt om Johannes budskab, og dette havde fået mange fra Kapernaum til at slutte sig til Johannes kult for omvendelse og dåb. Zebedæus fiskersønner Jakob og Johannes var gået ned i december, kort efter at Johannes havde installeret sin prædiken position nær Pella, og tilbudt dåb. De besøgte Johannes en gang om ugen og bragte tilbage til Jesus friske første hånd rapporter om evangelistens arbejde.
135:8.2 Jesu brødre James og Jude havde talt om at gå ned til Johannes for at blive døbt. Nu da Jude var kommet over til Kapernaum for sabbatgudstjenesten besluttede både han og James, efter at have lyttet til Jesu foredrag i synagogen, at rådføre sig med ham om deres planer. Det skete lørdag aften, den 12. januar år 26 e.Kr. og Jesus bad dem om at udskyde diskussionen indtil næste dag, hvor han ville give dem sit svar. Han sov meget lidt om natten og var i tæt kontakt med Faderen i himlen. Han havde aftalt at spise frokost ved middagstid med sine brødre og derefter rådgive dem om den dåb, som Johannes gav. Den søndag morgen arbejdede Jesus som sædvanlig på bådeværftet. James og Jude var ankommet med frokost og ventede på ham i tømmerlagret, da det endnu ikke var tid til middagspausen, og de vidste, at Jesus var meget punktlige, når det kom til det.
135:8.3 Kort før middagspausen lagde Jesus sit værktøj fra sig, fjernede sit arbejds forklæde, og meddelte, de tre arbejdere, der var i rummet med ham: ”Min time er kommet." Han gik ud til sine brødre James og Jude, og sagde igen: "Min time er kommet - lad os gå til Johannes," og de begav sig straks på vej til Pella og spiste deres frokost undervejrs. Dette skete søndag, den 13. januar. De tilbragte natten i Jordandalen og ankom den næste dag ved middagstid til det sted, hvor Johannes døbte[41].
135:8.4 Johannes var lige begyndt at døbe dagens kandidater. Snesevis af angrende stod i kø og ventede på deres tur, da Jesus og hans to brødre tog deres plads i køen af alvorlige mænd og kvinder, der var blevet troende i Johannes forkyndelse om det kommende rige. Johannes havde forhørt sig om Jesus af Zebedæus sønner. Han havde fået at vide, hvad Jesus havde sagt om hans forkyndelse, og han forventede dag for dag at se Jesus træde frem på stedet, men han havde ikke forventet at byde ham velkommen i rækken af dåbskandidaterne.
135:8.5 Da Johannes var optaget af detaljerne med så hurtigt at døbe et så stort antal af konvertitter, kiggede han ikke op og fik øje på Jesus, før Menneskesønnen stod lige foran ham. Da Johannes genkendte Jesus afbrød han ceremonierne for et øjeblik, mens han hilste sin kødelige fætter og spurgte: "Men hvorfor kommer du ned i vandet for at hilse på mig?" Jesus svarede: "For at underkaste mig din dåb." Johannes svarede: "men det er jeg som behøver at blive døbt af dig. Hvorfor kommer du til mig?" Jesu hviskede til Johannes: "Hav tålmodighed med mig nu, for det tilkommer os at sætte dette eksempel for mine brødre stående her hos mig, og at folk kan vide, at min time er kommet[42]."
135:8.6 Der var en tone af endelighed og autoritet i Jesu stemme. Johannes skælvede med følelser da han gjorde sig klar til at døbe Jesus af Nazaret ved middagstid mandag den 14. januar år 26 e.Kr. i Jordanfloden[43]. Så døbte Johannes Jesus og hans to brødre James og Jude. Da Johannes havde døbt disse tre, sendte han de andre væk for resten af dagen og meddelte, at han ville genoptage dåben ved middagstid den næste dag[44]. Da folk var ved at gå bort, hørte de fire mænd, som stadig stod i vandet, en mærkelig lyd, og snart dukkede en vision et øjeblik op direkte over Jesu hoved, og de hørte en stemme sige: "Dette er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag." En stor forandring kom over Jesu ansigt, og da han kom op fra vandet, forlod han dem i stilhed og gik hen mod bakkerne mod øst. Ingen mennesker så Jesus igen i fyrre dage.
135:8.7 Johannes fulgte Jesus tilstrækkeligt langt nok til at fortælle ham historien om Gabriels besøg hos sin mor, før nogen af dem var født, som han så ofte havde hørt fra sin mors læber[45]. Han lod Jesus fortsætte på sin vej, efter at han havde sagt: "Nu ved jeg med sikkerhed, at du er Befrieren[46].” Men Jesus sagde ikke noget.
¶ 9. FYRRE DAGE MED FORKYNDELSE
135:9.1 Da Johannes vendte tilbage til sine disciple (han havde nu omkring femogtyve til tredive der vandrede med ham hele tiden), fandt han dem samlet i en seriøs diskussion om, hvad der lige var sket i forbindelse med Jesu dåb. De var endnu mere forbavset da Johannes nu åbenbarede for dem historien om Gabriels besøg hos Maria før Jesus blev født, og også, at Jesus ikke sagde et eneste ord til ham, efter at han havde fortalt det til Jesus[47]. Der var ingen regn den aften, og denne gruppe af tredive folk eller flere talte til langt ind i den stjerneklare nat. De spekulerede på, hvor Jesus var gået, og hvornår de ville se ham igen.
135:9.2 Efter denne dags oplevelser kom der nye og sikre toner af forkyndelse i Johannes proklamationer om det kommende rige og den forventede Messias. Det var en anspændt tid, disse fyrre dages ventetid, venten på at Jesus kom tilbage. Men Johannes fortsatte med at forkynde med stor kraft, og hans disciple begyndte på dette tidspunkt at prædike for de enorme skarer, der samledes omkring Johannes i Jordanfloden.
135:9.3 I løbet af disse fyrre dages ventetid, spredte der sig mange rygter ud over de omkringliggende landområder og endda til Tiberias og Jerusalem. Tusinder af mennesker kom for at se den nye attraktion - som efter sigende var Messias - i Johannes lejr, men de så ingen tegn på Jesus. Da Johannes disciple hævdede, at den fremmede Guds mand var gået op i bjergene, tvivlede mange på hele historien.
135:9.4 Omkring tre uger efter at Jesus havde forladt dem dukkede en ny deputation fra præsterne og farisæerne i Jerusalem op på stedet i Pella. De spurgte Johannes direkte, om han var Elias eller profeten, som Moses havde lovet, og da Johannes sagde: "Nej, det er jeg ikke," vovede de sig til spørgsmålet: "Er du Messias?" Johannes svarede: "Nej, det er jeg ikke[48]." så sagde disse mænd fra Jerusalem: "Hvis du ikke er Elias, ikke er profeten og ikke er Messias, hvorfor døber du da folket og afstedkommer alt dette postyr?" Johannes svarede: "Det ville være bedre, hvis de, der har hørt mig og modtaget dåben af mig ville sige, hvem jeg er, men jeg siger jer, at mens jeg døber med vand, har der været blandt os, en der vil vende tilbage for at døbe jer med Helligånden."
135:9.5 Disse fyrre dage var en vanskelig periode for Johannes og hans disciple. Hvad ville Johannes forhold til Jesus være? Hundrede af spørgsmål kom op til diskussion. Politisk og egoistisk forfremmelse af fordele begyndte at dukke op. Intense diskussioner opstod omkring de forskellige idéer og koncepter om Messias. Ville han blive en militær leder og en konge som David? Skulle han slå de romerske hære som Josua havde slået kanaanæerne? Eller ville han komme til at etablere et åndeligt rige? Johannes var ligesom mindretallet nærmest til den opfattelse, at Jesus var kommet for at etablere Himmelriget, selv om han i sit sind ikke var helt klar over, hvad denne mission med at etablere himmelriget vil omfatte[49].
135:9.6 Disse var anstrengende dage i Johannes liv, og han bad for at Jesu kom tilbage. Nogle af Johannes disciple organiserede rekognosceringspatrulje for at lede efter Jesus, men Johannes forbød dem og sagde: "Vores tid er i den himmelske Guds hænder; han vil vejlede sin udvalgte søn. "
135:9.7 Det var tidligt på sabbatmorgen den 23. februar, hvor de havde samlet sig omkring Johannes, mens de spiste deres morgenmåltid, kiggede mod nord og så Jesus komme hen imod dem. Da han kom nærmere, stod Johannes op på en stor sten løftede melodiøst stemmen og sagde: "Se, Guds søn, verdens befriere! Det var om ham, jeg sagde: Efter mig kommer en, der har forrang over mig, fordi han var før mig. "Derfor kom jeg ud af ørkenen for at prædike omvendelse og døbe med vand, proklamerede, at Himmelriget er nær. Og nu kommer den, der vil døbe jer med Helligånden. Og jeg så den guddommelige ånd sænke sig ned over denne mand, og jeg hørte Guds stemme erklære, 'Dette er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag."[50]
135:9.8 Jesus bad dem vende tilbage til deres mad, mens han satte sig til at spise med Johannes, for hans brødre James og Jude var vendt tilbage til Kapernaum.
135:9.9 Tidligt næste morgen sagde han farvel til Johannes og hans disciple og vendte tilbage til Galilæa[51]. Han gav dem ingen løfte om, hvornår de igen ville se ham. Til Johannes, som spurgte om hans egen forkyndelse og mission sagde Jesus kun: "Min Fader vil vejlede dig nu og i fremtiden, ligesom han har gjort i fortiden." Disse to store mænd skiltes samme morgen på strandbredden ved Jordanfloden, for aldrig igen at mødes i kødelig figur.
¶ 10. JOHANNES VANDRER SYDOVER
135:10.1 Da Jesus var gået mod nord til Galilæa, følte Johannes sig tvunget til at vende tilbage mod syd, hvorfra han var kommet. Derfor søndag morgen den 3. marts påbegyndte Johannes og resten af hans disciple deres vandring mod syd. Omkring en fjerdedel af Johannes umiddelbare tilhængere havde i mellemtiden begivet sig til Galilæa i søgen efter Jesus. Der var en forvirret sorg i Johannes. Han prædikede aldrig som han havde gjort før han døbte Jesus. På en eller anden måde følte han, at ansvaret for det kommende rige ikke længere hvilede på hans skuldre. Han følte, at hans arbejde næsten var afsluttet; han var fortvivlet og ensom. Men han prædikede, døbte, og vandrede sydover.
135:10.2 Johannes opholdt sig i flere uger i nærheden af landsbyen Adam, og det var her, at han gjorde sit mindeværdige angreb på Herodes Antipas for ulovligt at havde taget en anden mands kone[52]. I juni dette år (26 e.Kr.) var Johannes tilbage ved Jordanflodens vadested i Betania, hvor han havde begyndt sin prædiken om det kommende rige mere end et år tidligere. I ugerne efter at han havde døbt Jesus ændrede Johannes prædiken sig gradvist ind i en proklamation af nåde for de almindelige mennesker, mens han med fornyet heftighed fordømte de korrupte politiske og religiøse ledere.
135:10.3 Herodes Antipas, på hvis område Johannes havde holdt sine prædikener begyndte at bekymre sig, for at Johannes og hans disciple skulle starte et oprør. Herodes var også fornærmet over Johannes offentlige kritik af hans indre anliggender. På baggrund af alt dette, besluttede Herodes at sætte Johannes i fængsel. Derfor anholdte Herodes agenter Johannes tidligt om morgenen den 12[53]. juni, før folkemængderne kom for at høre ham prædike, og at se ham døbe. Som ugerne gik, og han ikke blev frigivet spredtes hans disciple over hele Palæstina, mange af dem gik til Galilæa for at slutte sig til Jesu tilhængere.
¶ 11. JOHANNES I FÆNGSEL
135:11.1 Johannes tid i fængsel var en ensom og noget af en bitter oplevelse for ham. Kun få af hans tilhængere fik lov til at besøge ham. Han længtes efter at se Jesus, men måtte nøjes med at høre om hans arbejde gennem de af hans tilhængere, som var blevet tilhængere af Menneskesønnen. Han var ofte fristet til at tvivle på Jesus og hans guddommelige mission. Hvis Jesus var Messias, hvorfor gjorde han ikke noget for at befri ham fra dette uudholdelige fængsel? For over halvandet år sygnede denne hærdede mand, som tilhørte Guds natur, hen i dette elendige fængsel. Denne oplevelse var en stor test på hans tro og loyalitet over for Jesus. Faktisk var hele denne oplevelse en stor test selv for hans tro på Gud. Mange gange var han fristet til at tvivle selv ægtheden af hans egen mission og erfaring.
135:11.2 Efter at Johannes havde været i fængsel flere måneder, kom en gruppe af hans disciple til ham, og efter af de havde fortalt om Jesu offentlige tjeneste, sagde de: "Så du ser, lærer, at den, som var hos dig ved det øverste løb af Jordanfloden, for ham går det godt, og han modtager alle, der kommer til ham. Han sidder til og med til bords med toldere og syndere. Du vidnede modigt om ham, og dog gør han intet for at få dig frigivet[54]." Men Johannes svarede sine venner: "Denne mand kan ikke gøre noget, medmindre det blev givet til ham af hans Fader i himlen. I husker, at jeg sagde, "Jeg er ikke Messias, men jeg er den, der er blevet udsendt for at forberede vejen for ham. Og det gjorde jeg. Brudgommen er den, der har bruden, men brudgommens ven, som står tæt på og hører ham glæder sig meget over brudgommens røst. Den glæde er nu blevet min helt og holdent. Han skal blive større, og jeg må blive mindre. Jeg kommer fra denne verden, og jeg har fortalt min besked. Jesus af Nazaret kommer ned på jorden fra himlen og er over os alle. Menneskesønnen nedstammer fra Gud, og Guds ord, vil han forkynde for jer. For Faderen i himlen giver ikke ånden ved foranstaltning til sin egen søn. Faderen elsker sin søn og vil snart sætte alting i denne Søns hænder. Den, der tror på Sønnen, har evigt liv. Og disse Ord, som jeg taler, er sande og bestående."
135:11.3 Disse disciple var forbløffet over Johannes erklæring, så meget, at de forlod ham uden et ord. Johannes var også meget ophidset, fordi han indså, at han havde sagt en profeti. Aldrig mere tvivlede han helt på Jesu tjeneste og guddommelighed. Men det var en svær skuffelse for Johannes, at Jesus ikke sendte nogen ord til ham, at han ikke kom for at møde ham, og at han ikke brugte noget af sin store magt til at befri ham fra fængslet. Men Jesus vidste om alt dette. Han havde en stor kærlighed til Johannes, men nu, da han var helt klar over sin guddommelige natur og godt klar over de store ting, der blev udarbejdet for Johannes, når han havde forladt denne verden, og han vidste også, at Johannes arbejde på jorden var afsluttet, tvang han sig selv til ikke at blande sig i den naturlige udvikling af den store prædikant og profet karriere.
135:11.4 Denne lange uvished i fængslet var menneskeligt uudholdelig. Kun få dage før sin død sendte Johannes igen betroede budbringere til Jesus for at spørge, "Er mit arbejde færdig? Hvorfor sygne jeg hen i fængsel? Er du virkelig Messias, eller skal vi vente på en anden?" Da de to disciple fremførte denne besked til Jesus siger Menneskesønnen:" Gå tilbage til Johannes og fortælle ham, at jeg ikke har glemt ham, men at han må lide selv dette for mig, for det forekommer os at opfylde al retfærdighed[55]. Fortæl Johannes hvad du har set og hørt - at de fattige får glædens budskab forkyndt - og endelig fortæl den elskede forløber af min jordiske mission, han skal blive rigt velsignet i den kommende tidsalder forbi han på intet tidspunkt tvivlede og snublede over mig." Dette var de sidste ord Johannes modtog fra Jesus. Budskabet trøstede ham meget, og gjorde meget for at styrke hans tro og forberede ham for hans kødelige livs tragisk ende, der fandt sted kort tid efter denne mindeværdige begivenhed.
¶ 12. JOHANNES DØBERENS DØD
135:12.1 Da Johannes arbejdede i det sydlige Perea da han blev arresteret, blev han straks taget til fængslet i fæstningen Machaerus, hvor han blev indespærret, indtil hans henrettelse. Herodes regerede over Perea samt Galilæa, og på dette tidspunkt holdt han bopæl i Perea både i Julias og i Machaerus. I Galilæa var den officielle residens blevet flyttet fra Sepphoris til den nye hovedstad Tiberias.
135:12.2 Herodes turde ikke frigive Johannes, af frygt for, at denne kunne anstifte oprør[56]. Han turde ikke lade ham dræbe af frygt for folkemasserne i hovedstaden kunne gøre oprør, for tusinder af Pereas borgere troede, at Johannes var en hellig mand, en profet. Derfor holdt Herodes nasiræer prædikanten i fængsel, da han ikke vidste, hvad han ellers skulle gøre med ham. Flere gange havde Johannes været stillet for Herodes, men aldrig gik han med på aftalen om enten at forlade Herodes område eller afstår fra alle offentlige aktiviteter, hvis han blev løsladt. Den nye agitation, vedrørende Jesus af Nazaret, der konstant voksede, mindede Herodes om, at det ikke var det rigtige tidspunkt at frigive Johannes. Derudover var Johannes også et offer for Herodias, Herodes ulovlige kones, voldelige og brændende had.
135:12.3 Ved talrige lejligheder førte Herodes samtale med Johannes om Himmelriget, men selv om dennes budskab undertiden gjort et dybt indtryk på Herodes, turde han ikke løslade ham fra fængslet[57].
135:12.4 Da der foregik meget bygningsarbejde i Tiberias, tilbragte Herodes en stor del af tiden i sine boliger i Perea, og han havde en særlig kærlighed for fæstningen Machaerus. Det tog flere år, før alle offentlige bygninger og den officielle residens i Tiberias var fuldt gennemført.
135:12.5 For at fejre sin fødselsdag arrangerede Herodes en stor fest for sine vigtigste officerer og andre højtstående administratorer af Galilæa og Perea på slottet i Machaerus[58]. Da det ikke var lykkes Herodias at få Johannes henrettet ved en direkte appel til Herodes, påtog hun sig nu opgaven ved hjælp af en snedig plan for at få Johannes dræbt.
135:12.6 I løbet af aftenens festligheder og underholdning førte Herodias sin datter frem som dansede for selskabets deltagere. Herodes var meget glad for den unge piges optræden, kaldte hende frem foran sig og sagde: "Du er sød. Jeg er meget tilfreds med dig. Spørg mig på denne min fødselsdag for hvad du ønsker, og du skal modtage det, indtil halvdelen af mit rige." Herodes gjorde alt dette, mens han var stærkt påvirket af de mange bæger af vin han drak. Den unge dame trak sig til side og spurgte sin mor, hvad hun skal spørge Herodes. Herodias sagde: "Gå til Herodes og bed om Johannes Døberens hoved." Den unge kvinde gik tilbage til banket bordet, sagde til Herodes: "Jeg beder dig straks give mig Johannes Døberens hoved på et fad."
135:12.7 Herodes var fyldt med frygt og sorg, men på grund af sin ed og på grund af alle dem, der sad til bords med ham, ville han ikke afvise anmodningen. Herodes Antipas sendte en soldat, befalede ham at bringe Johannes hoved. Så blev Johannes den nat halshugget i fængslet, og soldaten kom med profetens hoved på et fad og rakte det til den unge kvinde i festsalens fjerneste ende. Den unge pige gav fadet til sin mor. Da Johannes disciple hørte om dette, kom de til fængslet for at få Johannes krop, og efter at de havde lagt det i en grav, gik de og underrettede Jesus.
¶ Referencer
- ↑ Elisabeths hemmelighed: Luk 1:24.
- ↑ Zacharias' drøm: Luk 1:11-23.
- ↑ Johannes Døberen født: Luk 1:57.
- ↑ Johannes omskåret: Luk 1:59.
- ↑ Johannes skal blive zarit: Luk 1:15.
- ↑ Johannes' måde at klæde sig på: Matt 3:4a; Mark 1:6a; Luk 1:80.
- ↑ »Ørkenen« i Judæa: Matt 3:1; Luk 3:2.
- ↑ Johannes' kost: Matt 3:4; Mark 1:6.
- ↑ Daniels »store billede«: Dan 2:31-33.
- ↑ Det evige rige: Dan 2:44.
- ↑ evigt herredømme: Dan 7:14. Giv kongerige til de højeste: Dan 7:27.
- ↑ Synet af Menneskesønnens komme: Dan 7:13-14.
- ↑ Send Elias først: Mal 4:5-6.
- ↑ Messias hersker i himlen og på jorden: Matt 6:10; Luk 11:2.
- ↑ En ny himmel og en ny jord: Es 65:17; Es 66:22; Åb 21:1.
- ↑ Menneskesønnen: Ez 2:1,3,6,8; Ez 3:1-4,10,17; Dan 7:13,14; Matt 8:20; Mark 2:10; Luk 5:24; Joh 1:51; Åb 1:13; Åb 14:14; 1 Enok 46:1-6; 1 Enok 48:1-7; 1 Enok 60:10; 1 Enok 62:1-14; 1 Enok 63:11; 1 Enok 69:26-29; 1 Enok 70:1-2; 1 Enok 71:14,16.
- ↑ Johannes prædikede omvendelse: Matt 3:2; Mark 1:4.
- ↑ Johannes' bekendtgørelse: Matt 3:3; Mark 1:2-8; Luk 3:2-6.
- ↑ Flygt fra den kommende vrede: Matt 3:7; Luk 3:7.
- ↑ Johannes begynder at prædike: Matt 3:1; Mark 1:4,7-8; Luk 3:2-3.
- ↑ Israels trøst: Luk 2:25.
- ↑ Genoprettelse af kongeriget: ApG 1:6.
- ↑ Himmeriges rige er nær: Matt 3:2; Mark 1:15.
- ↑ Elias' ånd og kraft: Luk 1:17.
- ↑ Døb til syndernes forladelse: Matt 3:5-6; Mark 1:4-5; Luk 3:3.
- ↑ Johannes' prædiken: Joh 1:28.
- ↑ Delegationens forespørgsel: Joh 1:19-27.
- ↑ John's svar: Es 40:3-5; Matt 3:3; Mark 1:2-3; Luk 3:4-5; Joh 1:23.
- ↑ John's taktløse besked: Matt 3:7-10; Luk 3:7-9.
- ↑ Værdig frugt: Matt 7:16-20; Matt 12:33-34; Luk 3:9-10; Luk 6:43-44; Joh 15:2.
- ↑ Tolv mindesten: Jos 4:1-9.
- ↑ Johannes' undervisning for disciple: Luk 3:10-11.
- ↑ Lektion til skatteopkrævere: Luk 3:12-13.
- ↑ Lektion til soldater: Luk 3:14.
- ↑ Lektion for alle: Matt 3:2; Mark 1:15.
- ↑ Johannes forvirret om kongerige: Joh 1:31a.
- ↑ Johannes, men forløber for Messias: Matt 3:11-12; Mark 1:7-8; Luk 3:16-17; Joh 1:26-27.
- ↑ Johannes benægter, at han er Messias: Matt 3:11; Mark 1:7-8; Luk 3:15-17; Joh 1:24-26.
- ↑ Omvend dig og bliv døbt: Luk 3:3.
- ↑ Johannes når til Pella: Joh 1:28.
- ↑ Jesus tager til Pella: Mark 1:9; Luk 3:21; Joh 1:29.
- ↑ Johannes' indvending: Matt 3:14-15.
- ↑ Jesu dåb og Guds stemme: Matt 3:16-17; Mark 1:10-11; Luk 3:22; Joh 1:32-34.
- ↑ Fyrre dage alene: Matt 4:1-11; Mark 1:12-13; Luk 4:1-13.
- ↑ Gabriels besøg hos Isabel: Luk 1:11-19,24-25.
- ↑ Nu ved jeg det med sikkerhed: Joh 1:34.
- ↑ Jesus fortalte om Gabriels besøg hos Maria: Luk 1:26-38.
- ↑ Delegationsspørgsmål: Joh 1:19-21; Joh 1:24-26.
- ↑ Joshuas invasion: Jos 12:7-24.
- ↑ Johannes' erklæring: Mark 1:7; Joh 1:29-32. Nedfaldende ånd og stemme: Matt 3:16-17; Mark 1:10-11; Luk 3:21-22.
- ↑ Jesus tager til Galilæa: Luk 4:14; Joh 1:43a.
- ↑ Johannes angriber Herodes: Matt 14:3b-4; Mark 6:17b-19; Luk 3:19.
- ↑ Johannes arresteret: Matt 14:3; Mark 1:14,6:17; Luk 3:19.
- ↑ Spørgsmål fra Johannes' disciple: Joh 3:25-36a.
- ↑ Flere spørgsmål fra Johannes: Matt 11:2-6; Luk 7:19-23.
- ↑ Herodes og Johannes: Matt 14:3-5; Mark 6:17-19.
- ↑ Johannes møder Herodes: Mark 6:20.
- ↑ Herodes' fødselsdagsfest: Matt 14:6a; Mark 6:21.