© 2015 Urantia Foundation
| Kapitel 149. Den Anden Prædiketur |
Indeks
Flere versioner |
Kapitel 151. Venten Og Undervisning Ved Søen |
150:0.1 Søndag aften, den 16. januar, år 29 e.Kr. kom Abner sammen med Johannes apostlene til Betsaida, og den følgende dag holdt de et fælles møde med Andreas og Jesu apostle. Abner og hans medarbejdere havde deres hovedkvarter i Hebron, og de havde for vane fra tid til anden at komme op til Betsaida for disse sammenkomster.
150:0.2 Blandt de mange emner, man drøftede på denne fælles konference var brugen af at salve de syge med en slags olie, i forbindelse med bønner for deres helbredelse[1]. Jesus afviste igen at deltage i deres drøftelser eller til at kommentere deres konklusioner. Johannes apostle havde altid brugt salvelsesolie i deres tjeneste til de syge og lidende, og de ønskede at gøre denne praksis til en ensartet anvendelse inden for begge grupper, men Jesus apostle nægtede at forpligte sig til en sådan regel.
150:0.3 Om tirsdagen den 18. januar fik de fireogtyve følgeskab af de testede evangelister, omkring femoghalvfjerds i antal, i Zebedæus hus i Betsaida, som forberedelse før de blev sendt ud på den tredje prædiketur i Galilæa. Denne tredje mission fortsatte i en periode på syv uger.
150:0.4 Evangelisterne blev sendt ud i grupper af fem, mens Jesus og de tolv det meste af tiden rejser sammen, men apostlene gik ud to og to for at døbe troende som lejligheden krævede. Over en periode på næsten tre uger arbejdede Abner og hans medarbejdere også sammen med de evangeliske grupper, rådgav dem og døbte troende. De besøgte Magdala, Tiberias, Nazaret og alle de vigtigste byer og landsbyer i det centrale og sydlige Galilæa, alle de steder de tidligere havde besøgt og mange andre. Dette var deres sidste budskab til Galilæa, bortset fra de nordlige dele[2].
¶ 1. KVINDERNES EVANGELISTKORPS
150:1.1 Af alle de dristige ting, som Jesus gjorde under sin jordiske karriere var hans uventet erklæring om aftenen den 16[3]. januar den som vakte mest forbavselse: "I morgen vil vi udnævne ti kvinder til tjenende arbejde af riget." I begyndelsen af den to ugers periode hvor apostlene og evangelister ville være fraværende fra Betsaida på deres orlov, anmodede Jesus David om at kalde sine forældre hjem, og til at udsende budbringere for at kalde til Betsaida ti fromme kvinder, der havde været involveret i ledelsen af den tidligere lejr og telthospitalet. Disse kvinder havde alle lyttet til instruktionen som de unge evangelister havde fået, men det var aldrig faldet hverken dem selv eller deres lærere ind at Jesus vil vove at udnævne kvinder til at undervise i rigets evangelium og tage omsorg for de syge. Disse ti kvinder, som Jesus udvalgte og bemyndigede var: Susanna, datter af den tidligere Chazan ved synagogen i Nazaret; Joanna, hustru til Kusas, forvalter til Herodes Antipas; Elizabeth, datter af en velhavende jøde fra Tiberias og Sepphoris; Marta, den ældre søster til Andreas og Peter; Rachel, svigersøster af Mesterens kødelige broder Juda; Nasanta, datter af Elman, den syriske læge; Milka, en kusine af apostlen Thomas; Ruth den ældste datter af Mattæus Levi; Celta, datter af en romersk officer og Agaman, en enke fra Damaskus. Senere udvidede Jesus denne gruppe med to kvinder: Maria Magdalene og Rebecca, datter af Josef af Arimatæa.
150:1.2 Jesus gav disse kvinder frie hænder til at opbygge deres egen organisation og instruerede Judas til at skaffe dem støtte til udstyr og pakkedyr. De ti valgte Susanna som deres leder og Johanna til deres kasserer. Fra dette tidspunkt frem erhvervede de selv deres midler; aldrig mere behøvede de støtte fra Judas[4].
150:1.3 Det var højst forbløffende i de dage, hvor kvinder ikke engang havde adgang til den vigtigste del af synagogen (de blev begrænset til kvindernes galleri), at se dem anerkendt som autoriserede lærere i rigets nye evangelium. Den instruktion som Jesus gav disse ti kvinder, da han ordinerede dem til undervisning og sygepleje var en frigørelses proklamation, som satte alle kvinder fri og som til alle tider, ikke mere skulle mænd betragte kvinden som hans havde hørt Mesteren siger, at "i himlen er der hverken rig eller fattig, fri eller slave, mand eller kvinde, men alle er ligeværdige Guds sønner og døtre," var de virkelig overvældet, da han nævnte, at han officielt tænkte at forordne disse ti kvinder til religiøse lærere og endda give dem mulighed for at rejse rundt med Jesus og apostlene. Hele landet var i opstandelse over denne procedure, og Jesu fjender udnyttede med stor fordel denne procedure, men overalt var de kvinder, der troede på den gode nyhed trofaste bag deres valgte søstre og gav entydigt deres samtykke til denne sene erkendelse af kvinders plads i det religiøse arbejde. Denne kvindefrigørelse, der gav dem deres retmæssige anerkendelse, blev praktiseret af apostlene umiddelbart efter at Mesteren havde forladt verden, om end de seneste generationer fald tilbage til de gamle skikke[5]. Under den kristne kirkes tidlige tider blev de kvindelige lærere og præster kaldt diakonisser, og de blev tillagt generelt anerkendelse. Men selv om Paulus, i teorien, godkendte alt dette, indarbejdede han det aldrig rigtig med sin egen holdning og fandt det personligt vanskeligt at gennemføre i praksis.[6]
¶ 2. OPHOLDET I MAGDALA
150:2.1 Da det apostoliske selskab forlod Betsaida, rejste kvinderne bagerst. Under møderne sad de altid i en gruppe foran, til højre for taleren. Flere og flere kvinder var blevet troende i rigets evangelium, og det havde givet anledning til mange vanskeligheder og forlegenhed uden ende da de havde ønsket at holde personlige samtaler med Jesus eller nogen af apostlene. Nu var alt dette ændret. Når en af de kvindelige troende ønskede at se Mesteren eller tale med apostlene, gik hun til Susanna, og i selskab med en af de tolv kvindelige evangelister, gik hun derefter straks for at møde mesteren eller en af hans apostle.
150:2.2 Det var i Magdala, at kvinderne først beviste deres nytte og viste, hvor klogt det havde været at tage dem med. Andreas havde indført en temmelig streng adfærdskodeks for sine medarbejdere, når det kom til at udføre personligt arbejde blandt kvinder, især blandt kvinder af tvivlsom karakter. Da selskabet kom til Magdala, var der ingen hindringer for disse ti kvindelige evangelister til at gå til de berygtede områder og prædike evangeliet direkte til alle dem, der var der. Og da de besøgte de syge kunne disse kvinder kommer meget tæt i plejen af deres lidende søstre. Som et resultat af disse ti kvinders aktiviteter (senere kendt som de tolv kvinder) på dette sted, var Maria Magdalene vundet for riget. Gennem en række uheldige omstændigheder, og som et følge af den indstilling, som det respektable samfund havde til kvinder, der er skyldige i sådan en fejlbedømmelse var denne kvinde havnet i et af de mest afskyelige opholdssteder i Magdala. Det var Marta og Rachel, der gjorde det klart, for Maria, at dørene til riget var åbne selv for sådan en, ligesom hende. Mary troede på den gode nyhed og blev døbt den næste dag af Peter.
150:2.3 Maria Magdalene blev den mest effektive lærer i evangeliet i denne gruppe af tolv kvindelige evangelister. Hun blev udtaget til denne service, sammen med Rebecca, i Jotapata omkring fire uger efter sin omvendelse. Mary og Rebecca fortsatte sammen med de andre i denne gruppe under resten af Jesu liv på jorden trofast og effektivt med at arbejde for oplysning og opløftelse af deres undertrykte søstre og da den sidste og tragiske episode i Jesu livsdrama udspillede sig, og selv om alle apostlene undtagen en, var løbet væk, forblev disse kvinder til stede, og ingen benægtede eller forrådte ham.[7]
¶ 3. SABBAT I TIBERIAS
150:3.1 Andreas havde ifølge Jesu anvisninger givet kvinderne til opgave at organisere det apostoliske selskabs sabbatgudstjenester. Dette betød selvfølgelig, at de ikke kunne holdes i den nye synagoge. Kvinderne valgte Johanna som ansvarlig for denne lejlighed, og mødet blev holdt i festlokalet i Herodes nye palads, Herodes levede i Julias i Perea[8]. Johanna læste skriften om kvinders arbejde i det religiøse liv i Israels med henvisning til Miriam, Deborah, Esther og andre.
150:3.2 Sent den aften gav Jesus for den samlet gruppe et mindeværdigt foredrag om "Magi og overtro". På den tid anså man fremkomsten af en klar, og som man troede en ny stjerne for at være et tegn på, at en stor mand var født på jorden[9]. Da en sådan stjerne for nylig var blevet observeret, spurgte Andreas Jesus, om disse overbevisninger var velbegrundede. I sit lange svar på Andreas spørgsmål gik Jesus grundigt ind i hele emnet om menneskelig overtro. Den erklæring, som Jesus gjorde på dette tidspunkt kan sammenfattes i moderne formulering som følger:
150:3.3 1. Stjernernes baner på himlen har intet at gøre med begivenhederne i menneskets liv på jorden. Astronomi er en behørig udøvelse af videnskab, men astrologi er et masse overtroisk fejltagelser der ikke har nogen plads i rigets evangelium.
150:3.4 2. En undersøgelse af de indre organer i et nyligt dræbt dyr kan ikke afsløre noget om vejret, fremtidige begivenheder eller menneskers livsforløb.
150:3.5 3. De dødes ånder vender ikke tilbage for at tage kontakt med deres familier eller deres tidligere venner blandt de levende.
150:3.6 4. Amuletter og relikvier kan ikke helbrede sygdommen, afværge ulykker eller påvirke onde ånder. Troen på, at sådanne materielle midler kan påvirke de åndelige værdier er ikke andet end grov overtro.
150:3.7 5. At trække lod er ikke en metode til at fastslå den guddommelige vilje, selvom det kan være en praktisk måde at løse mange mindre problemer. Sådanne resultater er udelukkende et spørgsmål om materielle tilfældigheder. Den eneste måde at kommunikere med den åndelige verden er inkluderet i menneskehedens åndsbegavelse, i Faderen ånd i menneskets indre, sammen med Sønnens udøste Ånd og den Uendelige Ånds allestedsnærværende indflydelse.
150:3.8 6. Spådomskunst, trolddom og hekseri er overtro af uvidende sind, ligesom magiens falske overbevisninger. Troen på magiske tal, varsler om held og lykke og forvarsler af uheld, er ren og ubegrundet overtro.
150:3.9 7. Fortolkning af drømme er stort set en overtroisk og grundløst system for uvidende og fantasifulde spekulationer. Rigets evangelium skal ikke have noget til fælles med den primitive religions spåmands præster.
150:3.10 8. Gode eller onde ånder kan ikke eksistere i materielle symboler af ler, træ eller metal. Afguder er intet mere end det materiale de er lavet af.
150:3.11 9. Den procedurer som, sandsigere, tryllekunstnere, magikere og troldmænd anvender, nedstammer fra overtro blandt egypterne, assyrerne, babylonierne og de gamle kanaanæere. Amuletter og alle mulige besværgelser og formler er nytteløse både for at vinde de gode ånders beskyttelse og for at afværge formodede onde ånder.
150:3.12 10. Han blottede og fordømte deres tro på magi, prøvelser, fortryllelse, forbandelser, varsler, kærlighedsblomster, knyttede snore, og alle andre former for uvidende og slavebindende overtro.
¶ 4. APOSTLERNE SENDES UD PARVIS
150:4.1 Den næste nat efter at have indkaldt de tolv apostle, Johannes apostle og den nyudnævnte kvindegruppe, sagde Jesus: "Du ser, at høsten er stor, men arbejderne er få[10][11]. Lad os alle derfor bede til høstens Herre om at sende endnu flere arbejdere ind i sine marker. Mens jeg forbliver her for at trøste og instruere de yngre lærere, vil jeg udsende de ældre to og to, så de kan bevæge sig hurtigt over hele Galilæa og prædike rigets evangelium mens det endnu er lovligt og fredeligt." Så udpegede han de apostle par som han ønskede dem til at gå ud, og de var: Andreas og Peter, James og Johannes Zebedæus, Philip og Nathaniel, Thomas og Mattæus, Jakob og Judas Alpheus, Simon Zelotes og Judas Iskariot[12][13].
150:4.2 Jesus aftalte hvilken dag han ville mødes med de tolv i Nazaret, og da de skiltes, sagde han: "På denne missions tur skal du ikke gå til en nogen ikke- jødiske byer eller Samaria, men gå i stedet til de fortabte får af Israels hus[14]. Forkynd rigets evangelium og forkynd den frelsende sandhed, at mennesket er en Guds søn. Husk, at disciplen næppe er over sin lærer, eller en tjener over sin herre. Det er tilstrækkelig for disciplen, at være lig med sin lærer og for tjeneren at blive som sin mester[15]. Hvis nogle har vovet at kalde husets herre for Belsebubs medarbejdere, hvor meget mere vil de ikke sige, om dem som er i hans husstand? Men frygt ikke disse forræderiske fjender[16]. Jeg fortæller dig, at der ikke er noget skjult, som ikke vil komme for en dag, intet skjult, som ikke skal blive kendt[17]. Hvad jeg privat har lært dig, prædike det med visdom i offentligheden. Hvad jeg har åbenbaret for dig i det indre kammer, det skal I med tiden forkynde fra hustagene. Og jeg siger jer, mine venner og disciple, vær ikke bange for dem, der kan dræbe kroppen, men som ikke er i stand til at ødelægge sjælen. Sæt hellere din tillid til ham, som kan opretholde kroppen og redde sjælen.
150:4.3 "Sælges to spurve ikke for en kobber mønt? Og alligevel siger jeg jer, at ikke én af dem er glemt i Guds øjne. Ved du ikke, at selve dine hår på hovedet er alle talte? Så vær ikke bange; du er mere værd end mange spurve[18]. Vær ikke flov over min undervisning; gå ud og forkynd fred og god vilje, men tag ikke fejl - fred er ikke altid ledsaget din prædiken. Jeg kom for at bringe fred på jorden, men når mennesker afviser min gave bliver resultatet splittelse og forvirring[19]. Når alle i familien modtager evangeliet om riget bliver der virkelig fred i huset; men når nogle i familien træder ind i riget og andre afviser evangeliet, kan en sådan opdeling kun føre til sorg og bekymring. Arbejd flittigt for at redde hele familien så at ingen af en mands husstand vil være hans fjender. Men når du har gjort dit yderste for alle i hver familie, fortælle jeg dig, at den, der elsker far eller mor mere end dette evangelium ikke er værdig til riget[20]."
150:4.4 Da de tolv havde hørt disse ord, gjorde de sig klar til afgang[21]. De kom ikke sammen igen, inden de samledes i Nazaret for at mødes med Jesus og de andre disciple, som Mesteren havde besluttet.
¶ 5. HVAD SKAL JEG GØRE FOR AT BLIVE FRELST?
150:5.1 En aften i Shunem efter at Johannes apostle var vendt tilbage til Hebron, og Jesu apostle var blevet sendt ud to og to, da Mesteren var engageret i at undervise en gruppe af tolv unge evangelister, der arbejdede under ledelse af Jacob, sammen med de tolv kvinder, spurgte Rachel dette spørgsmål til Jesus: "Mester, hvad skal vi svare, når kvinder spørger os, hvad skal vi gøre for at blive frelst?" da Jesus hørte dette spørgsmål, svarede han:
150:5.2 "Når mænd og kvinder spørge "hvad skal vi gøre for at blive frelst?", skal du svare, tro dette rigets evangelium, accepter den guddommelige tilgivelse[22]. Ved tro anerkend Guds iboende ånd, hvis accept gør dig til et barn af Gud[23]. Har du ikke læst i skrifterne, hvor der står: "I Herren har jeg retfærdighed og styrke" eller det sted, hvor Faderen siger, "Min Retfærdighed er nær; min frelse er blevet udstedt, og mine arme skal omslutte mit folk[24][25]." "Min sjæl skal glæde sig i kærlighed til min Gud, for han har klædt mig med frelsens klæder og dækkede mig i hans retfærdighedens kåbe[26]. "Har I ikke læst om Faderen at hans navn skal kaldes "Herren vor retfærdighed"? Tag væk selvretfærdighedens beskidte klude og klæd min søn i den guddommelige retfærdighed og den evige frelse[27][28]. "Det er for evigt sandt at, 'den retfærdige skal leve gennem sin tro.' Indgangen til Faderens rige er helt gratis, men fremskridt - vækst i nåde - er afgørende for at opretholde den.
150:5.3 "Frelsen er en gave fra Faderen, og den er åbenbaret af hans Sønner[29]. Accepten gennem tro på din side gør dig til en del af den guddommelige natur, gør dig til en søn eller datter af Gud. I tro, er du berettiget, gennem tro bliver du frelst og ved denne samme tro føres du evigt fremad på vejen af udvikling og den guddommelige perfektion[30]. Gennem tro var Abraham berettiget og gennem Melkisedeks lære, blev han opmærksom på frelse. Under alle tidsaldre har denne samme tro frelst menneskernes sønner, men nu er en søn kommer fra Faderen for at gøre frelsen mere virkelig og acceptabel."
150:5.4 Da Jesus var færdig med at tale, brød en stor glæde ud blandt dem, der havde lyttet til disse elskværdige ord, og alle fortsatte i de følgende dage med at forkynde rigets evangelium med ny kraft og med fornyet energi og entusiasme. Kvinderne glædede sig desto mere af at vide, at selv kvinder indgik i planerne for etableringen af riget på jorden.
150:5.5 Som en sammenfatning af sin sidste udtalelse, sagde Jesus: "Du kan ikke købe frelse; du kan ikke optjene retfærdighed. Frelsen er en gave fra Gud, og retfærdighed er den naturlige frugt af det af ånden fødte liv som rigets børn lever. Du bliver ikke frelst, fordi du lever et retfærdigt liv, men du lever et retfærdigt liv, fordi du allerede er blevet frelst, har erkendt, at dit sønskab er en gave fra Gud og tjeneste i riget er det jordiske livs højeste glæde. Når mennesker tror dette evangelium, som er en åbenbaring af Guds godhed, bliver de ført til en frivillig omvendelse af alt det, de ved er synd. Erkendelsen om ens sønskab er uforeneligt med ønsket om at synde. Rigets troende sulter efter retfærdighed og tørster efter guddommelig fuldkommenhed.”
¶ 6. AFTENLEKTIONERNE
150:6.1 Ved aftenen diskussionerne talte Jesus om mange emner. Under resten af denne tur - før de alle blev genforenet i Nazaret - diskuterede han "Guds kærlighed", "drømme og visioner", "ondskabsfuldhed", "ydmyghed og sagtmodighed", "mod og loyalitet", "musik og tilbedelse", "tjeneste og lydighed", "stolthed og arrogance", "tilgivelse i forhold til konvertering", "fred og perfektion", "bagvaskelse og misundelse", "det onde, synden og fristelse", "tvivl og vantro," ”visdom og tilbedelse." Under de ældre apostles fravær deltog disse yngre grupper af både mænd og kvinder mere uhæmmet i disse drøftelser med Mesteren.
150:6.2 Efter at have tilbragt to eller tre dage med en gruppe af tolv evangelister, gik Jesus videre for at slutte sig til en anden gruppe, for Davids sendebud havde holdt ham underrettet hvor alle disse arbejdere var, og hvor de bevægede sig hen. Da dette var kvindernes første tur, tilbragte de det meste af tiden i selskab med Jesus. Gennem budbringertjenesten blev hver af disse grupper holdt fuldt informerede om, hvordan forkyndelsen skred frem, og at få nyheder fra andre grupper var altid en kilde til opmuntring for disse spredte og adskilte arbejdere.
150:6.3 Inden de skiltes, havde de aftalt at de tolv apostle, sammen med evangelisterne og kvindernes korps ville samles i Nazaret for at møde Mesteren fredag den 4[31]. marts. Følgelig omkring dette tidspunkt, begyndte disse forskellige grupper af apostle og evangelister fra alle dele af det centrale og sydlige Galilæa at bevæge sig i retning af Nazaret. Om eftermiddagen, ankom Andreas og Peter, som var de sidste, frem til lejren, der var placeret i bjerglandet nord for byen, som var blevet udarbejdet af dem, der kom tidligt. Det var første gang Jesus besøgte Nazaret efter begyndelsen af hans offentlige tjeneste.
¶ 7. OPHOLDET I NAZARET
150:7.1 Denne fredag eftermiddag vandrede Jesus omkring i Nazaret uden at nogen opdagede eller genkende ham. Han passerede sit barndom og snedkerværksted og tilbragte en halv time på bjergbakke, som under drengeårene havde været et kært sted for ham. Ikke siden Johannes døbte ham i Jordanfloden havde sådan en strøm af menneskelige følelser rørt op i hans sjæl. Da han kom ned fra bjergbakke, hørte han den velkendte lyd af trompetstødene som tilkendegav solnedgangen, ligesom han så mange, mange gange havde hørt det, da han som dreng voksede op i Nazaret. Før han vender tilbage til lejren, gik han ned forbi synagogen, hvor han havde gået i skole og lod sit sind gennemstrømmes af de mange minder fra barndom dagene. Tidligere på dagen havde Jesus sendt Thomas for at arrangere med synagogens forstander, så han kunne prædike på sabbatmorgens gudstjeneste.
150:7.2 Befolkningen i Nazaret havde aldrig været kendt for fromhed og retskaffen levevis. Gennem årene blev denne landsby i stigende grad forurenet af de lave moralske standarder fra det nærliggende Sepphoris. Gennem Jesu ungdom og yngre manddomsår havde der i Nazaret været en delt opfattelse om ham. Mange følte sig fornærmet, da han flyttede til Kapernaum. Selv om indbyggerne i Nazaret havde hørt meget om, hvad deres tidligere tømrer havde gjort, var de såret over, at han aldrig havde inkluderet sin fødeby i nogen af sine tidligere prædiketure. De havde faktisk hørt om Jesus berømmelse, men de fleste af beboerne var vrede over, at han ikke havde gjort nogen af hans store gerninger i sin ungdom by. I månedsvis havde folk i Nazaret, ofte diskuteret Jesus, men generelt, var deres meninger om ham negative.
150:7.3 Således befandt mesteren sig ikke i en indbydende atmosfære på sin hjemkomst, men i en decideret fjendtlig og yderst kritisk atmosfære. Men dette var ikke alt. Hans fjender, der vidste, at han ville tilbringe sabbatten i Nazaret og formodede, at han ville tale i synagogen, havde hyret mange rå og uhøflige mænd til at chikanere ham og på enhver mulig måde lave ballade.
150:7.4 De fleste af Jesu ældre venner, herunder den beundrende chazan-lærer fra sin ungdom, var døde eller havde forladt Nazaret, og den yngre generation var tilbøjelig til at være fornærmet over hans berømmelse. De huskede ikke hans kærlighed til sin fars familie tidligt i hans liv, og de var bitter i deres kritik af hans forsømmelse til at besøge sin bror og sine gifte søstre som boede i Nazaret. Holdningen hos Jesu familie imod ham havde også en tendens til at øge denne uvenlige stemning blandt beboerne. De ortodokse blandt jøderne vovede endda at kritisere Jesus fordi han gik for hurtigt på vej til synagogen denne sabbatsmorgen.
¶ 8. SABBATSGUDSTJENSTEN
150:8.1 Denne sabbat var en smuk dag, og hele Nazaret - venner såvel som fjender - kom for at høre denne tidligere borger i deres by forelæse i synagogen[32]. Mange fra det apostoliske følge måtte forblive udenfor synagogen; der var ikke plads til alle, der var kommet for at lytte til ham. Da Jesus var en ung mand, havde han ofte talt på dette sted for tilbedelse, og da synagogens forstander denne morgen rakte ham rullen med hellige tekster, hvorfra han skulle læse skriftstedets tekst, synes ingen af de tilstedeværende at kunne huske at denne rulle var det samme manuskript som han havde doneret til synagogen.
150:8.2 Gudstjenesten blev afholdt denne dag på præcis samme måde, som da Jesus havde deltaget i den som dreng. Han steg op på talerpodiet sammen med synagogens forstander og gudstjenesten begyndte med oplæsning af to bønner: "Velsignet er Herren, verdens Konge, som former lyset og skaber mørket, som stifter fred og skaber alt; som i sin barmhjertighed giver lys til jorden, og til dem, der bor på den, og i godhed, dag for dag, og hver dag fornyer skabelsens værk. Velsignet er Herren vor Gud for herligheden i hans hænders værk og for de lysgivende kilder som han har gjort til sin ære. Selah. Velsignet er Herren vor Gud, som skabte lys."
150:8.3 Efter et øjebliks pause, bad de igen: "Med stor kærlighed har Herren vor Gud elsket os, og med meget overfyldt medlidenhed har han, vor Fader og vor Konge, forbarmet sig over os af hensyn til vore fædre, der havde tillid til ham. Du lærte dem livets vedtægter; forbarm dig på os og undervis os. Oplys vores øjne, så vi kan se ind i loven; overtal vore hjerter til at klamre sig til dine bud; forene vores hjerter til at elske og frygte dit navn, og vi skal ikke blive til skamme i verden uden ende. For du er en Gud, som forbereder frelse, og os har du udvalgt blandt alle nationer og tungemål, og i sandhed har du bragt os i nærheden af dit store navn - Selah - for at vi kærligt kan prise dig den eneste. Velsignet være Herren, som i kærlighed valgte sit folk Israel."
150:8.4 Forsamlingen reciterede derefter Shema, den jødiske trosbekendelse. Dette ritual bestod i at gengive mange passager fra loven og indikerede, at deltagerne i tjenesten påtog sig himmelriget åg, og også budene åg, således som disse gælder dag og nat.
150:8.5 Og så fulgte den tredje bøn: "Sandelig, er du Jahve, vores Gud og vores fædres Gud; vor konge og kongen af vore fædre; vores Frelser og vore fædres Frelser; vores Skaber og vores frelsende klippe; vores hjælp og vores befrier. Dit navn er fra evigheden, og der er ingen anden Gud end dig. En ny sang blev sunget af de befriede til dit navn ved kysten; sammen roste de alle dig og anerkendte dig som Kongen og sagde: Jahve skal herske i verden uden ende. Velsignet være Herren, som redder Israel."
150:8.6 Synagoge forstanderen tog derefter sin plads foran arken, eller kisten, som indeholdt de hellige skrifter, og begyndte recitationen af de nitten lovprisende bønner eller velsignelser. Men ved denne lejlighed var det ønskeligt at forkorte denne del af tjenesten for at give det værdsatte gæst mere tid til hans foredrag. Derfor blev kun den første og sidste af velsignelserne læst. Den første var: "Velsignet er Herren vores Gud og vore fædres Gud, Abrahams Gud, og Isaks Gud og Jakobs Gud; den store, vældige, forfærdelige Gud, som viser barmhjertighed og venlighed, der skaber alt der er, der husker alle de elskværdige løfter til fædrene, og som i sin kærlighed giver deres børnebørn en frelser for sit eget navns skyld. Åh konge, hjælper, frelser, og skjold! Velsignet er du, Jahve, Abrahams skjold."
150:8.7 Derefter fulgte den sidste velsignelse: "Åh, giv dit folk Israel en storslået fred for evigt, for du er Konge og Herre over alt fred. Og det er godt i dine øjne, altid og i ethvert øjeblik at velsigne Israel med fred. Velsignet er du, Jahve, som velsigner dit folk Israel med fred." Menigheden kiggede ikke på forstanderen, når han læste velsignelserne. Efter velsignelserne, udførte han en uformel bøn egnet til lejligheden, og da den var færdig istemmende hele forsamlingen i at sige Amen.
150:8.8 Derefter gik chazan over til arken og tog en rulle ud, som han gav til Jesus, så han kunne læse skriftens tekst[33]. Det var almindeligt at opfordre syv personer til at læse mindst tre vers fra loven, men på dette tidspunkt blev denne skik afstået for at gæsten kunne læse den tekst, han selv valgte. Jesus tog rullen, stod op og begyndte at læse fra Femte Mosebog: "For disse bud, som jeg giver dig i dag, er ikke skjult for dig, de er heller ikke langt væk. Det er ikke i himlen, at du skal sige, hvem skal gå op for os til himlen, og bringe det ned til os og lad os høre det, så at vi kan gøre efter det? Det er heller ikke hinsides havet, at du skal sige, hvem ønsker os krydse over til den anden side af havet og bringe det til os og lad os høre det, så at vi kan gøre efter det? Nej, livets ord er meget tæt på, hvor du er, og i dit hjerte, så du kan vide og adlyde det[34]."
150:8.9 Og da han var færdig med at læse fra loven, overgik han til Esajas og begyndte at læse: "Herrens Ånd er over mig, fordi han har salvet mig til at forkynde glædens budskab til de fattige[35]. Han har sendt mig for at forkynde befrielse for de fangne og genvinding af synet for de blinde, for at frigøre de undertrykte og til at forkynde Herrens nådeår[36]."
150:8.10 Jesus rullede bogen op, gav den tilbage til forstanderen for synagogen, satte sig ned og begyndte at tale til folket. Han indledte med at sige: "I dag er dette skriftsted opfyldt[37]." Så talte Jesus i næsten femten minutter om emnet "Guds sønner og døtre." Mange var tilfredse med foredraget, og de forundrede sig over hans venlighed og visdom[38][39].
150:8.11 Det var sædvane i synagogen, at taleren blev tilbage efter den officielle gudstjeneste var forbi, så de, der kunne være interesserede kunne stille ham spørgsmål. Derfor på denne sabbatsmorgen trådte Jesus ned blandt de mennesker, der pressede sig frem for at stille spørgsmål. I denne gruppe var mange uregerlige mennesker, hvis sind var indstillet på fortræd, mens der omkring kanten af publikum cirkulerede de forringede mænd, der var blevet hyret til at skabe vanskeligheder for Jesus. Mange af disciplene og evangelister, der havde opholdt sig udenfor, pressede sig ind i synagogen og indså straks, at problemer var under opsejling. De forsøgte at føre Mesteren væk, men han ville ikke gå med dem.
¶ 9. NAZARET AFVISER JESUS
150:9.1 Jesus fandt sig omringet i synagogen af et stort antal af fjender, og nogle få af hans egne tilhængere, og som svar på deres uhøflige spørgsmål og grimme spydigheder sagde han noget humoristisk: "Ja, jeg er søn af Josef; jeg er tømrer, og jeg er ikke overrasket over, at du minder mig om ordsproget, "Læge, helbred dig selv ', og at du udfordre mig til at gøre i Nazaret, hvad du har hørt jeg har gjord i Kapernaum; men jeg tager jer til at være vidne, at selv skriften erklærer, at "en profet er ikke uden ære, undtagen i sit eget land og blandt sit eget folk[40].'"[41]
150:9.2 Men de skubbede til ham, pegede anklagende fingre på ham og sagde: "Du tror du er bedre end befolkningen i Nazaret; du flyttede væk fra os, men din bror er en almindelig arbejder, og dine søstre bor stadig blandt os. Vi kender din mor, Maria. Hvor er de i dag? Vi hører gode ting om dig, men vi bemærker, at du ikke gør nogen underværker, når du kommer tilbage." Jesus svarede dem: ” Jeg elsker menneskerne i den by, hvor jeg voksede op, og det ville glæde mig at se jer alle træde ind i Himmelriget, men det er ikke for mig at afgøre, om udførelsen af Guds gerninger. De forvandlinger, som sker af nåde udgår som reaktion på den levende tro hos dem, der er dens modtagere[42]."
150:9.3 Jesus ville have håndteret mængden med velvilje og endda effektivt afvæbnede hans mest voldelige fjender hvis ikke en af hans egne apostle, Simon Zelotes, havde lavet en taktisk bommert. Simon Zelotes, havde nemlig i mellemtiden med hjælp fra Nakor, en af de yngre evangelister, samlet en gruppe af Jesu venner blandt publikum, indtaget en krigerisk holdning og opfordrede Mesterens fjender til at forsvinder derfra. Jesus havde længe lært apostlene, at et blød svar vender vreden væk, men hans tilhængere var ikke vant til at se deres elskede lærer, som de så lykkeligt kaldte Mester, behandlet med sådan en uhøflighed og en sådan foragt[43]. Det var for meget for dem, og de kunne ikke andet end udtrykker en lidenskabelig og intens vrede, som kun havde en tendens til at vække en lynch stemning i denne ugudelige og uhøflige forsamling. Så greb disse bøller under ledelse af de lejede skurke fat i Jesus og styrtede med ham ud af synagogen til kanten af et nærliggende stejlt bjerg, hvor de var på vej til at kaste ham ud over klippekanten til hans død nedenfor. Men netop som de ville skubbe ham ud over klippekanten, vendte Jesus sig pludselig mod sine fangevogtere, så på dem og foldede roligt sine arme. Han sagde ikke noget, men hans venner var mere end overrasket, da han begyndte at bevæge sig fremad, delte pøbelen sig, for at lade ham passere uantastet[44].
150:9.4 Efterfulgt af sine apostle, gik Jesus til lejren, hvor de gik igennem alt dette. De gjorde sig denne aften klar til tidligt næste dag at vandre tilbage til Kapernaum, som Jesus havde besluttet[45]. Denne turbulente afslutning på den tredje offentlige prædiketur havde en tankevækkende effekt på alle Jesu disciple. De begyndte at indse betydningen af nogle af Mesterens udtalelser. De begyndte at vågne op til den bevidsthed, at riget kun ville komme gennem megen sorg og bitter skuffelse.
150:9.5 De forlod Nazaret denne søndag morgen, og efter at have rejst langs forskellige veje blev de alle til sidst samlet i Betsaida ved middagstid torsdag den 10. marts. De kom sammen som en sober og seriøs gruppe af desillusionerede forkyndere af evangeliets sandhed, og ikke som en entusiastisk og uovervindelige gruppe af sejrende korsfarere.
| Kapitel 149. Den Anden Prædiketur |
Indeks
Flere versioner |
Kapitel 151. Venten Og Undervisning Ved Søen |
¶ Referencer
- ↑ Salvelse af syge med olie: Mark 6:13b; Jak 5:14.
- ↑ Tredje prædiketur: Matt 9:35; Luk 8:1.
- ↑ Kvindekorpset: Luk 8:2-3.
- ↑ Finansiering af kvinderne: Luk 8:3b.
- ↑ Ligestilling af personer: 2 Krøn 19:7; Job 34:19; Sir 35:12; ApG 10:34; Rom 2:11; Gal 2:6; Gal 3:28; Ef 6:9; Kol 3:11.
- ↑ Paulus' syn på kvinder: 1 Kor 11:1-15; 1 Kor 14:34-35; 1 Tim 2:9-12; 1 Pet 3:1-6.
- ↑ Trofaste kvinder: Matt 27:55-56,61; Mark 15:40-41,47; Luk 8:2-3; Luk 23:49; Luk 24:10-11; Joh 19:25.
- ↑ Joanna, hustru til Chuza: Luk 8:3.
- ↑ Stjerne overtro: Matt 2:1-2.
- ↑ Apostle samles: Matt 10:1; Mark 3:14-15; Luk 9:1-2.
- ↑ Høsten er rigelig, men der er få arbejdere: Matt 9:37-38; Luk 10:2.
- ↑ Send apostle ud to og to: Mark 6:7; Luk 10:1.
- ↑ Apostle navngivet: Matt 10:2-4; Mark 3:16-19; Luk 6:14-16; ApG 1:13.
- ↑ Prædiker for Israels hus: Matt 10:5-7.
- ↑ Forholdet mellem herre og tjener: Matt 10:24-25a; Luk 6:40; Joh 13:16; Joh 15:20.
- ↑ Beelzebub: Matt 10:25b.
- ↑ Intet skjult, som ikke skal blive kendt: Matt 10:26-28; Luk 12:2-5.
- ↑ Spurve falder; dit hovedhår er talt: Matt 10:29-31; Luk 12:6-7.
- ↑ Ingen fred, men sorg på jorden: Matt 10:34-37a; Luk 12:51-53.
- ↑ Elsker evangeliet mere end familien: Luk 14:26.
- ↑ Apostlene tager af sted for at undervise: Mark 6:12-13; Luk 9:6.
- ↑ Rigets evangelium: Matt 4:23; Matt 9:35; Matt 24:14; Mark 1:14-15. Frelse: tro, acceptere: Joh 1:12; Rom 3:21--4:5.
- ↑ De retfærdige skal leve af tro: Hab 2:4.
- ↑ I Herren har jeg retfærdighed: Es 45:24.
- ↑ Mine arme omslutter folk: Es 51:5.
- ↑ Sjælen er glad i kærlighed til Gud: Es 61:10.
- ↑ Herren, vor retfærdighed: Jer 23:6; Jer 33:16.
- ↑ Klæd sønnen i en guddommelig kappe: Es 61:10; Zak 3:4.
- ↑ Frelse, gave åbenbaret af sønner: Ef 2:8.
- ↑ Frelst ved tro: Mark 16:16; Joh 3:36; ApG 13:39; Rom 5:1; Gal 3:24.
- ↑ Tilbage til Nazareth: Mark 6:1; Luk 4:16a.
- ↑ Menneskemængde i synagogen: Matt 13:54a; Mark 6:2a; Luk 4:16b.
- ↑ Jesus overrakte skriftrulle: Luk 4:17a.
- ↑ Bud ikke skjult: 5 Mos 30:11-14.
- ↑ Jesus læser profeter: Luk 4:17-19.
- ↑ Herrens ånd er over mig: Es 61:1-2a.
- ↑ I dag er skrifterne opfyldt: Luk 4:21.
- ↑ Folk tilfredse: Luk 4:20-22a.
- ↑ Folk forbløffet: Matt 13:54b; Mark 6:2b.
- ↑ Oppositionen vokser: Matt 13:55-57; Mark 6:3-4; Luk 4:22b-24.
- ↑ Jesus citerer skriftsteder: Joh 4:44.
- ↑ Ingen mirakler: Matt 13:58; Mark 6:5-6.
- ↑ Blødt svar vækker vrede: Ordsp 15:1.
- ↑ Jesus undslipper pøbel: Luk 4:28-30.
- ↑ Tilbage til Kapernaum: Luk 4:31.