© 2015 Urantia Foundation
| Kapitel 150. Den Tredje Prædiketur |
Indeks
Flere versioner |
Kapitel 152. Hændelserne Som Førte Frem Til Krisen I Kafernaum |
151:0.1 FREM TIL den 10. marts var alle grupper af forkyndere og lærere samlet i Betsaida. Torsdag aften og fredag tog mange af dem ud for at fiske, men på sabbatten besøgte de synagogen for at høre en gammel jøde fra Damaskus forelæse om fader Abrahams lyksalighed. Jesus brugte det meste af denne sabbat alene i bjergene. Lørdag aften talte Mesteren i over en time til de forsamlede grupper om "modgangens betydning og åndelig værdi af skuffelse." Det var en mindeværdig lejlighed, og hans tilhørere glemte aldrig den lektie, han gav dem.
151:0.2 Jesus havde ikke fuldt kommet sig over sorgen, af hans nylige afvisning i Nazaret. Apostlene bemærkede en mærkelig sorg blandet med hans sædvanlige muntre attitude. James og Johannes var med ham meget af tiden, mens Peter var mere end fuldt besat med de mange forpligtelser i forbindelse med de mange ansvarsområder som galt de nye evangelisters velfærd og ledelse. Denne ventetid inden de begav sig på vej til påsken i Jerusalem, brugte kvinderne til at gå fra hus til hus, undervise i evangeliet og betjene de syge i Kapernaum og de omkringliggende byer og landsbyer.
¶ 1. LIGNELSEN OM SÆDEMANDEN
151:1.1 Omkring dette tidspunkt begyndte Jesus at anvende metoden med lignelser til at undervise folkeskarerne, som så ofte samledes om ham. Eftersom at Jesus havde talt med apostlene og andre til langt ud på natten, var meget få af dem denne søndag morgen oppe til morgenmad, så han gik ned til stranden og sad alene i en båd, Andreas og Peter gamle fiskekutter, der altid stod til hans rådighed og mediterede over, hvad der skulle være det næste træk i arbejdet med rigets udbredelse. Men Mesteren fik ikke lang tid til at være alene. Meget snart begyndte folk fra Kapernaum og de nærliggende landsbyer at ankomme, og klokken ti om formiddagen havde næsten tusind mennesker samlet sig på stranden nær båden, hvor Jesus sad og de råbte efter opmærksomhed. Peter var nu oppe, og da han nåede frem til båden, sagde han til Jesus: "Mester, skal jeg tale til dem?" Men Jesus svarede: "Nej, Peter, jeg vil fortælle en historie for dem." Og så begyndte Jesus at fortælle lignelsen om sædemanden, en af de første i en lang række af sådanne lignelser, som han underviste menneskemængden, der fulgte efter ham. Denne båd havde en forhøjet sæde, som han sad på (for det var skik at sidde, når man underviste), mens han talte til de mennesker, der havde samlet sig langs stranden[1]. Efter at Peter havde sagt et par ord, sagde Jesus:
151:1.2 "En mand gik ud for at så, og da han såede, faldt noget på vejkanten, hvor det blev trådt på, og fugle fra himlen kom og spiste det op. Andre frø faldt på stenede steder, hvor det ikke var megen jord; og det kom op hurtigt, når jorden ikke var så dyb. Men så snart solen skinnede, visnede det, fordi det ikke havde rod til at suge fugt op med. Og nogle frø faldt iblandt tidslerne, og tidslerne voksede op og kvalte det, så det bar ikke afgrøde[2]. Men en del frø faldt i god jord, hvor det voksede og bar frugt, en del tredive, en del tres og nogle hundrede fold." Og da Jesus havde fremført denne lignelse, sagde han til de mange, "Hør, du der har ører at høre."
151:1.3 Når apostlene og de, der var med dem hørte Jesus undervise folket på denne måde, blev de meget forvirret, og efter at de havde diskuteret en masse indbyrdes sagde Mattæus den aften i Zebedæus have: "Mester, hvad er meningen med disse obskure udtalelser, som du præsenterer til folket? Hvorfor taler du i lignelser til dem, der søger sandheden?" Og Jesus svarede:[3]
151:1.4 "Med tålmodighed, har jeg undervist jer al denne tid. For dig er det blevet givet at kende himmelrigets hemmeligheder, men til de ukritiske og vildledte masser og for dem, der søger at ødelægge os, skal rigets hemmeligheder herefter blive præsenteret i lignelser. Og det gør vi for at dem, der virkelig ønsker at komme ind i riget kan skelne betydningen af undervisningen og dermed finde frelse, mens de, der kun lytter for at fange os skal blive endnu mere forvirret, når de ser uden at se og høre uden hørelse[4]. Mine børn, opfatter du ikke åndens lov som fastslår, at den person som har, han vil få, og det i overflod, men den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har[5]. Derfor taler jeg herefter ofte i lignelser til folket for at vores venner og dem, der ønsker at lære sandheden at kende, kan finde det, de søger efter, mens vores fjender og dem, der ikke elsker sandheden kan høre uden forståelse. Mange af disse mennesker følger ikke sandhedens vej[6]. Profeten beskrev faktisk alle disse ukritisk sjæle, da han sagde: "For dette folks hjerte er sløvet, og med ørene hører de tungt og lukker øjnene for ikke at skelne sandheden og forstå den i deres hjerter. '"
151:1.5 Apostlene forstod ikke fuldt ud betydningen af mesterens ord. Mens Andreas og Thomas fortsatte samtale med Jesus trak Peter og de andre apostle sig tilbage til en anden del af haven, hvor de havde en seriøs og langvarige diskussion.
¶ 2. TOLKNING AF LIGNELSEN
151:2.1 Peter og gruppen omkring ham kom til den konklusion, at lignelsen om sædemanden var en allegori, at hver del af den havde nogle skjulte betydninger, og derfor besluttede de at gå til Jesus for at få en forklaring. Derfor henvendte Peter sig til Mesteren og sagde: "Vi er ikke i stand til at trænge ind i betydningen af denne lignelse, og vi ønsker, at du forklare det for os, når du siger, at vi har fået lært riges hemmeligheder." Og da Jesus hørte dette, sagde han til Peter: "Min søn, jeg ønsker ikke at tilbageholde noget fra dig, men først, kan du fortælle mig, hvad i har talt om. Hvad er din fortolkning af lignelsen? "
151:2.2 Efter et øjebliks stilhed, sagde Peter: "Mester, vi har talt meget om lignelsen, og det er den fortolkning, jeg er kommet op med: Sædemanden er den, der forkynder evangeliet; frøet er Guds ord. Frøet der faldt i vejkanten repræsenterer dem, der ikke forstår evangelieundervisningen. Fuglene der fløj bort med frøene der faldt på den hærdede jord repræsenterer Satan eller den onde, som stjæler hvad der er blevet sået i hjertet på disse uvidende. Frøene som faldt på stenede steder, og som hurtigt kom op, repræsenterer de overfladiske og tankeløse mennesker, der hører ordet og straks modtager det med glæde; men fordi sandheden ikke har nogen virkelig rodfæste i deres dybere forståelse, er deres hengivenhed kortvarig når den møder prøvelser og forfølgelse. Når problemerne kommer, snubler disse troende; de falder væk når de bliver fristet. Frøene som faldt iblandt tidsler repræsenterer dem, der gerne hører ordet, men lader verdslige bekymringer og fristelser af rigdom kvæle sandhedens ord, så det ikke bærer frugt. Men frøene der faldt på god jord, som sprang op til at bære, noget tredive, nogle tres, og hundredfold repræsentere dem, der, når de har hørt sandheden, modtager den med varierende grader af påskønnelse - på grund af deres forskellige intellektuelle begavelse - og derfor udviser disse varierende grader af religiøs erfaring[7]."
151:2.3 Efter at Jesus havde lyttet til Peters fortolkning af lignelsen, spurgte han de andre apostle, om de også havde forslag til fortolkninger. Kun Natanael svarede på denne invitation. Han sagde: "Mester, selv om jeg indrømmer, at Peters fortolkning af lignelsen har mange gode punkter, er jeg ikke helt enig med ham. Min idé om lignelsen er som følger: Frøet repræsenterer evangeliet om riget, mens sædemanden står for rigets budbringere. Frøet der faldt i vejkanten på den hærdede jord repræsenterer dem, der kun har hørt en lille del af evangeliet, sammen med dem, der er ligeglade med det budskab, og som har forhærdet deres hjerter. Fuglene i himlen, der snupper, hvad der falder i vejkanten repræsenterer ens vaner, fristelsen af det onde og kødets lyster. Frøet der faldt blandt klipperne står for de følelsesmæssige sjæle, som er hurtige til at modtage nye undervisning og lige så hurtig til at opgive sandheden, når de konfronteres med de vanskeligheder og realiteter, det er at leve op til denne sandhed; de mangler åndelig opfattelsesevne. Frøene som faldt iblandt tidslerne repræsenterer dem, der er tiltrukket af evangeliets sandheder; de er sat til at følge dens lære, men forhindres af stoltheden i deres liv og af mistro, misundelse og af den menneskelige eksistens bekymringer[8]. Frøet på god jord, der gav høstudbytte på tredive, nogle tres, og nogle hundredfold repræsenterer de naturlige og varierende grader af kapaciteten hos mænd og kvinder, som er udstyret med forskellige åndelig oplysning, for at forstå sandheden og blive påvirket af dens åndelige lære."
151:2.4 Da Nataniel havde talt færdigt kom apostlene og deres medarbejdere i en seriøs diskussion og livlig debat, hvor nogle argumenterede, at Peters fortolkning var korrekt, mens næsten lige så mange søgte at forsvare Nataniel fortolkning af lignelsen. Imens trak Peter og Nataniel sig tilbage ind i huset, hvor de blev engageret i en livlig og beslutsom forsøg på at overbevise hinanden for at få den anden til at skifte mening.
151:2.5 Mesteren lod denne forvirring fortsætte indtil den passerede sin mest intense fase; så klappede han i hænderne og kaldte dem alle til sig. Da de alle igen, var samlet omkring ham, sagde han: "Har nogen af jer noget at sige, før jeg fortælle jer om denne lignelse?" Efter et øjebliks stilhed, tog Thomas ordet: "Ja, Mester, jeg vil gerne sige et par ord. Jeg kan huske du engang fortalte os at passe på netop dette. Du lærte os, at når vi brugte illustrationer i vores forkyndelse, skulle vi bruge sande historier, ikke fabler, og at vi skulle vælge en historie bedst egnet til at illustrere den centrale og afgørende sandhed, som vi ønskede at lære menneskerne, og efter at vi har brugt historien på denne måde skulle vi ikke forsøge at gøre en åndelig tilpasning af alle små detaljer i den berettede historie. Jeg tror, at både Peter og Nataniel er forkert i deres forsøg på at fortolke denne lignelse. Jeg beundrer deres evne til at gøre ting, men jeg er lige så sikker på, at alle sådanne forsøg på at få en naturlig lignelse i alle detaljer tilpasset til åndelige analogier, kun kan føre til forvirring og en alvorlig misforståelse om det egentlige formål med en sådan lignelse. At jeg har ret bevises helt af det faktum, at mens vi alle for en time siden var enige, er vi nu opdelt i to separate grupper, der har forskellige meninger om denne lignelse, og fastholder sådanne udtalelser, som, efter min mening forstyrrer vores evne til fuldt ud at forstå den store sandhed, som du havde i tankerne, da du udførte denne lignelse til de mange og efterfølgende bad os om at kommentere den."
151:2.6 De ord, som Thomas sagde, havde en beroligende effekt på dem. Han fik dem til at huske, hvad Jesus havde lært dem ved tidligere lejligheder, og inden Jesus fortsatte med at tale, rejste Andreas sig og sagde: "Jeg er overbevist om, at Thomas har ret, og jeg vil gerne høre ham fortælle os, hvad betydning han tillægger lignelsen om sædemanden." Og da Jesus havde lavet en gestus til Thomas om at tale, sagde Thomas: "Mine brødre, jeg ønsker ikke at forlænge diskussionen, men hvis du ønsker det, vil jeg sige, at jeg tror, denne lignelse blev udført for at lære en stor sandhed, nemlig at uanset hvor trofast og effektivt vi end udføre vores guddommelige mission, kommer vores forkyndelsen af rigets evangelium til at føre til varierende grader af succes, og at alle sådanne forskelle i resultaterne er direkte afhængig af de betingelser, som er en del af vores omstændigheder, og som vi har lidt eller ingen kontrol over."
151:2.7 Da Thomas var færdig med at tale, var de fleste af hans kolleger prædikanter næsten klar til at blive enige med ham, selv Peter og Nathaniel var på vej over til at tale med ham, da Jesus stod op og sagde: "Godt gået, Thomas; du indser den virkelige betydning af lignelsen, men både Peter og Nataniel har gjort jer alle lige så meget godt, idet de så tydeligt har vist faren for at lave en allegori ud af mine lignelser. I jeres egne hjerter kan du ofte med fordel indgå i at lade den spekulative fantasi flyve, men du laver en fejl, når du forsøger at tilbyde sådanne konklusioner som en del af din offentlige undervisning."
151:2.8 Nu, hvor spændingen var over, lykønskede Peter og Nathaniel hinanden gensidigt for deres fortolkninger, og med undtagelse af Alpheus tvillingerne vovede hver af apostlene at udtrykke en fortolkning af lignelsen om sædemanden, før de trak sig tilbage for natten. Selv Judas Iskariot kom op med en meget rimelig fortolkning. De tolv ville ofte i deres egen kreds forsøge at finde ud Mesterens lignelser, som om de var allegorier, men aldrig igen betragtede de sådanne spekulationer alvorligt. Dette var et meget nyttigt møde for apostlene og deres medarbejdere, eftersom at Jesus fra dette tidspunkt mere og mere anvendte lignelser i forbindelse med hans offentlige undervisning.
¶ 3. MERE OM LIGNELSER
151:3.1 Apostlene i særdeleshed var meget interesse i spørgsmålet om lignelser, så hele den næste aften blev afsat til yderligere at drøfte lignelser. Jesus indledte aftensmødet ved at sige: "Min kære, du skal altid differentiere din undervisning, så din præsentation af sandhed egner sig til de sind og hjerter, du har foran dig. Når du står foran en flok med varierende intellekt og temperamenter, kan du ikke tale forskellige ord for hver gruppe af lyttere, men du kan fortælle en historie som formidler din undervisning; og så har hver gruppe, selv enkelte, mulighed for at lave deres egen fortolkning af din lignelse i overensstemmelse med deres egne intellektuelle og åndelige begavelse. I bør lade jeres lys skinne, men gør det med visdom og diskretion. Ingen tænder en lampe og skjuler den med en krukke eller sætter den under en seng, men sætter den på en holder, så alle kan se lyset[9]. Lad mig fortælle dig, at intet er skjult i himmelriget, som ikke skal åbenbares; heller ikke er der nogen hemmeligheder, der ikke i sidste ende bliver kendt. I sidste ende skal alle disse ting kommer frem i lyset. Tænk ikke kun på folkemængderne og hvordan de hører sandheden; tag også dig selv i agt hvordan du hører[10]. Husk, at mange gange har jeg sagt til dig: Den, der har, skal gives mere, mens den, der ikke har, fra ham skal endog det tages, som han tror, han har."[11]
151:3.2 Den fortsatte diskussion af lignelser og yderligere instruktion om deres fortolkning kan sammenfattes og udtrykkes i moderne formulering som følger:
151:3.3 1. Jesus frarådede brugen enten af fabler eller allegorier i undervisningen af evangeliets sandheder. Han anbefalede dog, frit brug af lignelser, især naturens lignelser. Han understregede værdien af at bruge den analogi, der eksisterer mellem den naturlige verden og den åndelige verden som en hjælp i at undervise i sandheden. Han hentydede ofte til den naturlige verden som "den uvirkelige og flygtige skygge af ånde virkeligheder."
151:3.4 2. Jesus fortalte tre eller fire lignelser fra de hebraiske skrifter og henledte opmærksomheden på at denne undervisningsmetode ikke var helt ny. Den blev imidlertid næsten en ny metode til undervisning, som han anvendte den fra dette tidspunkt fremad.
151:3.5 3. Når Jesus underviste sine apostle om værdien af lignelser, gjorde han opmærksom på følgende punkter:
151:3.6 Lignelsen henvender sig samtidigt til meget forskellige niveauer af sind og ånd. Lignelsen stimulerer fantasien, udfordrer diskrimination og fører til kritisk tænkning; den fremmer sympati uden at vække antagonisme.
151:3.7 Lignelsen udgår fra det velkendte og fører til viden om det ukendte. Lignelsen udnytter det materielle og naturligt som et middel til at introducere det åndelige og det overnaturlige.
151:3.8 Lignelser gør det nemmere at tage uvildige moralske beslutninger. Lignelsen undgår mange fordomme, og sætter nye sandhed yndefuldt ind i sindet og gør alt dette på en måde, der rejser et minimum af selvforsvar forårsaget af personlig vrede.
151:3.9 For at afvise den sandhed, som den parabolske analogi indeholder, kræver en bevidst intellektuel handling, som direkte foragter ens ærlige mening og upartiske afgørelse. Lignelsen bidrager til at tvinge tanken gennem høresansen.
151:3.10 Når læreren anvender lignelser som undervisning form bliver det muligt for ham at præsentere nye og endnu overraskende sandheder, mens han i høj grad undgår al polemik og ekstern kollision med tradition og etablerede myndighed.
151:3.11 Lignelsen har også den fordel at den stimulerer hukommelsen af den lærte sandhed, når de samme velkendte situationer senere mødes.
151:3.12 På denne måde søgte Jesus at informere sine tilhængere om mange af de underliggende årsager til hans praksis med i stigende grad at bruge lignelser i sin offentlige undervisning.
151:3.13 Mod slutningen af aftenens undervisning kommenterede Jesus for første gang lignelsen om sædemanden. Han sagde, at lignelsen henviste til to ting: For det første var det en redegørelse for sin egen tjeneste hidtil, og en prognose for, hvad der lå forude for ham i resten af hans liv på jorden. Og for det andet, var det også en antydning af, hvad apostlene og andre budbringere af riget kunne forvente i deres tjeneste fra generation til generation under tidens gang.
151:3.14 Jesus tyede også til anvendelse af lignelser som den bedst mulige måde at tilbagevise Jerusalems religiøse leders udsøgte anstrengelser, at alt hans arbejde blev udført med hjælp fra dæmoner og djævlenes prins. Henvisningen til naturen var i strid med sådanne forklaringer, fordi folk dengang troede, at alle naturfænomener var resultatet af direkte påvirkning fra åndelige væsener og overnaturlige kræfter. Han besluttede sig også for at denne måde at undervise på, fordi det gjorde det muligt for ham at forkynde de væsentlige sandheder for dem, der ønskede at kende den bedre vej, mens det gav hans fjender mindre mulighed for at finde grund for lovovertrædelse, og for anklager mod ham.
151:3.15 Før Jesus lod gruppen sprede sig for natten, sagde han: "Nu vil jeg fortælle dig den sidste del af lignelsen om sædemanden. Jeg vil teste dig, for at vide, hvordan du modtager følgende: Himmelriget er også som en mand, der sår god frø i jorden; og mens han sov om natten og passede sine gøremål om dagen, spirede frøene og voksede, og selv om han ikke vidste, hvordan det gik til, modnede planterne og bar frugt. Først var der strået, så aks, så det fulde korn i øret. Og da kornet var moden tog han segl i hånden, og høsten blev bragt ind. Hør, du der har ører at høre med[12]."
151:3.16 Mange gange vendte og drejede apostlene disse ord i deres sind, men Mesteren nævnt aldrig igen denne tilføjelse til lignelsen om sædemanden.
¶ 4. FLERE LIGNELSER VED SØBREDDEN
151:4.1 Den følgende dag underviste Jesus igen folk fra båden og sagde: "Himmelriget ligner en mand, der såede god sæd i sin mark; men mens han sov, kom hans fjender og såede ukrudt blandt hveden og gik sin vej. Da de unge blade voksede op og senere var ved at bære frugt, dukkede ukrudtet også op. Da gik de ansatte til deres herre, og sagde: Herre, var det ikke god sæd du såede i din mark? Hvorfra kommer ukrudtet?" og han svarede tjenerne, ’det er en fjende som har gjort dette." Tjenerne spurgte deres herre: 'Skal vi så gå og rense ukrudtet ud?" Han svarede dem og sagde: "Nej, mens du udrydder ukrudtet, rydder du også hveden. Lad dem begge vokse sammen indtil tidspunktet for høst; hvor jeg vil sige til høstfolket 'saml først ukrudtet og bind det i bundter for at brænde det, og saml derefter hveden, der skal opbevares i min lade."[13]
151:4.2 Efter at folk havde spurgt et par spørgsmål, fortalte Jesus en anden lignelse: ”Himmelriget ligner et sennepsfrø, som en mand såede i sin mark. Det er det mindste af alle frø, men når det er fuldt udvokset, er det større end alle urter og bliver som et træ, så fuglene kan komme til at hvile på dets grene[14]."
151:4.3 "Himmelriget er også som en surdej, som en kvinde tog og lagde ned i tre mål mel, og på den måde blev alt melet syret[15]."
151:4.4 "Himmelriget er også som en skat skjult i en mark, som en mand finder. I sin glæde gik han hen og solgte alt, hvad han ejede for at få penge til at købe marken[16]."
151:4.5 "Himmelriget er også ligesom en købmand på udkig efter fine perler; og da han fandt en meget kostbar perle, gik han ud og solgte alt, hvad han ejede for at købe den ekstraordinære perle[17]."
151:4.6 "Igen, himmelriget er også som et net kastet i søen, og der var fisk af alle slags i det. Nu, når nettet var fyldt med fisk trak fiskermændene det op på stranden, hvor de satte sig for at sortere fiskene; de gode fisk, indsamlede de i kurve og de dårlige, smed de væk[18]."
151:4.7 Mange andre lignelser fremførte Jesus for folkemængderne[19]. Faktisk fra dette tidspunkt underviste han dem sjældent på nogen anden måde. Efter at have talt i lignelser til den brede offentlighed, brugte han aftenundervisningen, til mere fuldstændigt og udtrykkeligt at udlægge sin lære til apostlene og evangelisterne.
¶ 5. BESØGET I HERESA
151:5.1 Folkemængden fortsatte med at vokse i løbet af ugen. På sabbatten skyndte Jesus sig op til bakkerne, men da søndag morgen kom, vendte folkemængderne tilbage. Jesus talte til dem i den tidlige eftermiddag efter at Peter havde prædiket, og når han var færdig, sagde han til apostlene: "Folkemængden har gjort mig træt; lad os gå over til den anden side, så vi kan hvile for en dag[20]."
151:5.2 På vej over søen, mødte de en af disse voldsomme og pludselige storme som er typiske for Genesaret sø, især på denne tid af året[21]. Denne vandmasse er lidt over to hundrede meter under havets overflade og er omgivet af høje banker, især i vest. Der er dybe kløfter, der fører op fra søen i bjergene, og når den opvarmede luft i løbet af dagen stiger og forbliver over søen, er der en tendens efter solnedgang for den koldere luft i kløfterne til at styrte ned mod søen. Disse storme opstår pludseligt og forsvinder til tider lige så hurtigt.
151:5.3 Det var netop sådan en aftenstorm, der fangede den båd, der førte Jesus til den anden side på denne søndag aften. Tre andre både med nogle af de yngre evangelister fulgte efter. Stormen var kraftig, selvom den holdt sig til denne del af søen, og ingen tegn på storm dukkede op på den vestlige bred. Stormen var så voldsom, at bølgerne begyndte at skylle ind over båden. Den stærke vind havde revet sejlet løs før apostlene kunne nå at folde det, og de var nu helt afhængige af deres årer, mens de møjsommeligt arbejdede sig frem mod stranden som lå i næsten tre kilometers afstand.
151:5.4 Imens lå Jesus og sov i agterstavnen af båden under en lille baldakin. Mesteren var træt, da de forlod Betsaida, og det var for at få hvile, at han havde bedt dem om at tage ham over til den anden side af søen. Disse tidligere fiskere var stærke og erfarne roere, men det var en af de værste storme de nogensinde havde mødt. Selvom vinden og bølgerne kastede deres båd frem og tilbage som var det et legetøjsskib, sov Jesus uforstyrret. Peter sad ved den højre åre nær agterstavnen. Da båden begyndte at blive fyldt med vand, forlod han sin åre, skyndte sig over til Jesus, rystede ham kraftigt for at vække ham, og da Jesus vågnede sagde Peter: "Mester, ved du ikke, at vi er midt i en voldsom storm? Hvis du ikke redder os, gå vi alle under[22]."
151:5.5 Da Jesus kom ud i regnen, så han først på Peter, og skimtede så ind i mørket de kæmpende roere, vendte igen øjnene tilbage mod Simon Peter, som i sin ophidselse endnu ikke var vendt tilbage til sin åre, og sagde: "Hvorfor er i alle så fulde af frygt? Hvor er din tro? Fred, vær stille." Jesus havde næppe sagt denne irettesættelse til Peter og de andre apostle, han havde knap bedt Peter søger fred, for at berolige hans ophidsede sjæl, da den forstyrrede atmosfæren, havde etableret sin ligevægt, stillende ned til en stor ro. De vrede bølger ophørte næsten øjeblikkeligt, mens de mørke skyer, der havde tømt sig i en kort brusebad, forsvandt, og stjernerne skinnede på himlen over[23]. Så vidt vi kan bedømme, var alt dette bare tilfældigheder, men apostlene, især Peter, holdt altid denne begivenhed for et naturligt mirakel. Det var især let for den tids mennesker at tro på naturmirakler, da de var fast overbevist om, at hele naturen var et fænomen, som direkte blev styret af kræfter og overnaturlige væsener.
151:5.6 Jesus forklarede tydeligt til de tolv, at han havde talt til deres ophidsede ånd og henvendt sig til deres frygt baseret sind, at han ikke havde befalet elementer til at adlyde hans ord, men det var til ingen nytte. Mesterens efterfølgere gav altid stædigt deres egen fortolkning på alle sådanne begivenheder, der afhang af tilfældigheder. Fra denne dag, insisterede de definitivt på, at Mesteren havde absolut magt over naturens elementer. Peter blev aldrig træt af at fortælle, hvordan "selv vindene og bølgerne adlyder ham."
151:5.7 Det var sent om aftenen, da Jesus og hans medarbejdere nåede kysten, og da det var en rolig og smuk aften, tilbragte de alle natten i bådene og gik først i land kort efter solopgang næste morgen. Da de var samlet, omkring fyrre i alt, sagde Jesus: "Lad os gå ind i bjergene derovre og bo i et par dage, mens vi tænker på problemerne i Faderens rige.”
¶ 6. DEN VANVITTIGE I HERESA
151:6.1 Selv om de fleste af de nærliggende østlige strande steg let op mod højlandet længere væk, var der lige på dette sted en stejl bjergskråning ved stranden, hvor den nogle steder faldt stejlt ned i søen[24]. Jesus pegede op mod siden af den nærliggende bjerg bakke og sagde: "Lad os gå op på denne bjergside for vores morgenmad og tage hvile og tale på et beskyttet sted."
151:6.2 Hele denne bjergskråning var fuld af huler, der var blevet hugget ud af klippen. Mange af disse nicher var ældgamle gravkamre. Omtrent halvvejs op ad bjergsiden på et lille, relativt jævnt sted var den lille landsby Heresas kirkegård. Da Jesus og hans medarbejdere passerede denne gravplads styrtede en galning, der boede i disse bjerghuler hen til dem[25]. Denne gale mand var kendt i nabolaget og havde tidligere været bundet med lænker og kæder i en af hulerne. Han var for længst brudt sine lænker og strejfede nu frit omkring gravene og de forladte gravkamre[26].
151:6.3 Denne mand, hvis navn var Amos, led af en periodisk form for sindssyge. Der var lange perioder, hvor han kunne erhverve sig noget tøj og klare sig ganske godt blandt sine medmennesker. Under en af disse lysere mellem perioder, havde han gået over til Betsaida, hvor han havde hørt Jesus og apostlene prædike, og på det tidspunkt var blevet en halvhjertet troende på rigets evangelium. Men snart begyndte en stormfuld fase igen af hans lidelser, og han flygtede til gravene, hvor han jamrede sig, skreg højt og opførte sig så skrækkeligt at han jagede frygt i alle der tilfældigvis mødte ham[27].
151:6.4 Da Amos genkendte Jesus, faldt han ned foran hans fødder og udbrød: "Jeg kender dig, Jesus, men jeg er besat af mange djævle, og jeg beder dig om ikke at pine mig[28]." Denne mand troede virkelig, at hans lejlighedsvise psykiske lidelse var forårsaget af den onde eller urene ånder, der på sådanne tidspunkter trængte ind i ham og dominerede hans sind og krop. Hans problemer var for det meste følelsesmæssige - hans hjerne var ikke alvorligt skadet.
151:6.5 Jesus kiggede ned på den mand, der lå krøllet op som et dyr ved hans fødder, bøjede sig ned, tog ham ved hånden, løftede ham op og sagde: ”Amos, du er ikke besat af en djævel; du har allerede hørt den gode nyhed, at du er Guds søn. Jeg befaler dig at komme ud af denne magi." Og da Amos hørte Jesus tale disse ord skete der en sådan forandring i hans intellekt, at han straks genvandt sine fulde sind og den normale kontrol over sine følelser[29]. På dette tidspunkt havde en betydelig menneskemængde samlet sig fra den nærliggende landsby, og disse mennesker, forøget med svinehyrderne fra højlandet overfor dem, blev overrasket over at se den vanvittige sidde sammen med Jesus og hans tilhængere, i besiddelse af sit fulde sind og i fri samtale med dem[30].
151:6.6 Da svinehyrderne styrtede ind i landsbyen for at sprede nyheden om tæmningen af den sindssyge, gik hundene til angreb mod en lille og ubevogtet besætning på omkring tredive svin og drev de fleste af dem ud over afgrunden i havet. Det var denne tilfældige begivenhed, i samarbejde med tilstedeværelsen af Jesus og den formodede mirakuløse helbredelse af den sindssyge, der gav anledning til den legende, at Jesus havde helbredt Amos ved at drive en legion af djævle ud fra ham, og at djævlene var gået ind i svinene, og fået dem til straks hovedkulds at springe til deres undergang i havet nedenfor. Før dagen var ovre havde svinehyrderne spredt oplysninger om denne episode, og hele landsbyen troede på det. Amos troede meget på denne historie. Han så svinene tumle ud over klippekanten kort efter hans urolige sind var faldet til ro, og han mente altid, at de tog med sig selve de onde ånder, der så længe havde pint og plaget ham. Dette havde en hel del at gøre med hans permanente helbredelse[31]. Det er også sandt, at Jesu apostle (undtagen Thomas) mente, at episoden med svinene var direkte relateret til, at Amos blev helbredt.
151:6.7 Jesus fik ikke den hvile han søgte. For det meste af dagen, blev han opsøgt af mennesker, der kom, fordi de havde hørt, at Amos var blevet helbredt, og tiltrukket af historien, om at dæmonerne var gået ud af den gale og ind i svineflokken. Så efter kun en nats hvile, tidligt tirsdag morgen, blev Jesus og hans venner vækket af en delegation af disse svineopdrættende ikke jøder, som var kommet for at opfordre ham til tage bort derfra. Deres talsmand sagde til Peter og Andreas: "Fiskere fra Galilæa, fjern jer fra os og tage jeres profet med jer. Vi ved, han er en hellig mand, men guderne i vores land kender ham ikke, og der er risiko for, at vi mister mange svin. Frygten for jer er kommet over os, og vi beder dig om at gå væk herfra. "Da Jesus hørte dem, sagde han til Andreas," Lad os vende tilbage til vores sted[32]."
151:6.8 Da de var klar til at gå deres vej bad Amos inderligt Jesus om at følge med dem tilbage, men Mesteren ville ikke samtykke. Jesus sagde til Amos: "Glem ikke, at du er en Guds søn. Vend tilbage til dit folk og vis dem, hvad store ting Gud har gjort for dig." Og Amos vandrede omkring og fortalte at Jesus havde kastet en legion af djævle ud fra hans tortureret sjæl, og at disse onde ånder var gået ind i en flok svin og drevet dem til en hurtig ødelæggelse. Og han stoppede ikke, før han var gået ind i alle byerne i Decapolis, og forkyndt hvilken store ting Jesus havde gjort for ham[33].
| Kapitel 150. Den Tredje Prædiketur |
Indeks
Flere versioner |
Kapitel 152. Hændelserne Som Førte Frem Til Krisen I Kafernaum |
¶ Referencer
- ↑ Menneskemængde omkring båden: Matt 13:1-3; Mark 4:1-2; Luk 8:4.
- ↑ Lignelse om en såer: Matt 13:3b-9; Mark 4:3-9; Luk 8:5-8.
- ↑ Disciple spørger om mening: Matt 13:10; Mark 4:10; Luk 8:9.
- ↑ Jesus forklarer hvorfor lignelser: Matt 13:11-15; Mark 4:11-12; Luk 8:10. Se uden at se, osv.: Es 6:9; Es 44:18; Joh 12:40; ApG 28:26-27; Rom 11:8.
- ↑ Mere gives til mere, mindre til mindre: Matt 13:12; Matt 25:29; Mark 4:25; Luk 19:26.
- ↑ Øjne og ører lukket: Es 6:10.
- ↑ Peters fortolkning: Matt 13:18-23; Mark 4:14-20; Luk 8:11-15.
- ↑ Nathaniels fortolkning: Matt 13:18-23; Mark 4:14-20; Luk 8:11-15.
- ↑ Lad lyset skinne med diskretion: Matt 5:15-16a; Mark 4:21; Luk 8:16; Luk 11:33.
- ↑ Intet er skjult, alt vil komme frem i lyset: Matt 10:26-27; Mark 4:22; Luk 8:17; Luk 12:2-3.
- ↑ Den, der har, får mere: Matt 13:12; Matt 25:29; Mark 4:25; Luk 19:26.
- ↑ Anden lignelse om sædemanden: Mark 4:26-29.
- ↑ Tredje lignelse om sædemanden, god hvede og ukrudt: Matt 13:24-30.
- ↑ Lignelsen om sennepsfrø: Matt 13:31-32; Mark 4:30-32; Luk 13:18-19.
- ↑ Lignelsen om surdej: Matt 13:33; Luk 13:20-21.
- ↑ Lignelsen om den skjulte skat: Matt 13:44.
- ↑ Lignelsen om den dyrebare perle: Matt 13:45-46.
- ↑ Lignelsen om fiskenet og fiskene: Matt 13:47-48.
- ↑ Mange andre lignelser: Mark 4:33-34.
- ↑ Overgang til den anden side af søen: Matt 8:18; Mark 4:35-36; Luk 8:22a.
- ↑ Voldsom storm: Matt 8:23-24a; Mark 4:37; Luk 8:23b.
- ↑ Jesus sov og er vågnet: Matt 8:24-25; Mark 4:38; Luk 8:23-24a.
- ↑ Revselse af besætningen, stormen aftager: Matt 8:26-27; Mark 4:39-41; Luk 8:24b-25.
- ↑ Ankomst til Kheresa (Gadara): Matt 8:28a; Mark 5:1; Luk 8:26.
- ↑ Sindssyg på fri fod: Matt 8:28b; Mark 5:2-3; Luk 8:27.
- ↑ Lunatic broke shackles: Mark 5:4; Luk 8:29b.
- ↑ Lunatic's antics: Mark 5:5.
- ↑ Lunatic anerkender Jesus: Matt 8:29; Mark 5:6-7; Luk 8:28.
- ↑ Jesus »helbreder« sindssyg: Matt 8:32a; Mark 5:8; Luk 8:29a.
- ↑ Lunatic helbredt: Mark 5:15; Luk 8:35.
- ↑ Legenden om dæmonbesatte grise: Matt 8:30-33; Mark 5:11-16; Luk 8:33-34.
- ↑ Lokalt svar: Matt 8:34; Mark 5:16-17; Luk 8:36-37.
- ↑ Skæbne for sindssyg: Mark 5:18-20; Luk 8:38-39.