© 2015 Urantia Foundation
171:0.1 DAGEN efter den mindeværdige prædiken over "Himmelriget" meddelte Jesus, at han og apostlene på den følgende dag ville begive sig af sted for at deltage i påsken i Jerusalem, og at de på deres vej ville besøge mange byer i det sydlige Peræa[1][2].
171:0.2 Talen om riget, og meddelelsen om, at han ville deltage i påske festlighederne fik alle hans tilhængere til at tro, at han var på vej til Jerusalem for at etablere det verdslige rige, som byggede på jødernes overherredømme. Ligegyldigt hvad Jesus sagde om rigets ikke-materielle natur, kunne han ikke helt fjerne idéen fra hans jødiske tilhørers sind at Messias ville etablere en form for nationalistisk regering med hovedsæde i Jerusalem.
171:0.3 Hvad Jesus sagde i sin sabbatprædiken tenderede kun til at gøre de fleste af hans tilhængere forvirret; meget få blev oplyst af Mesterens diskurs. Lederne forstod noget af hans lærdomme om det indre rige, "Himmelriget i dig," men de vidste også, at han havde talt om et andet og fremtidige kongerige, og de troede, at han var på vej til Jerusalem for at etablere riget[3]. Da de blev skuffet i deres forventninger, da jøderne afviste ham, og senere, da Jerusalem bogstaveligt blev ødelagt, klamrede de sig stadig til dette håb og troede oprigtigt, at Mesteren snart ville vende tilbage til verden i stor magt og majestætiske herlighed for at etablere det lovede kongerige.
171:0.4 Det var denne søndag eftermiddag, at Salome, mor til James og Johannes Zebedæus, kom til Jesus med sin to apostel sønner, nærmede sig Jesus som om han var en orientalsk magthaver og forsøgte at få ham til at love på forhånd at give, hvad hun bad om. Men Mesteren ville ikke love noget sådan, i stedet spurgte han hende: "Hvad vil du have jeg skal gøre for dig?" Da svarede Salome: "Mester, nu hvor du går op til Jerusalem for at etablere riget, vil jeg gerne spørge dig på forhånd om at love mig, at disse mine sønner skal få ære med dig, så at den ene kan komme til at sidde til højre og den anden på din venstre side i dit rige[4]."
171:0.5 Da Jesus hørte Salome anmodning, sagde han: "Kvinde, du ved ikke hvad du beder om." Derefter så han de to håbefulde apostle lige i øjnene og sagde: "Fordi jeg længe har kendt og elsket dig, fordi jeg selv har levet i jeres mors hus, fordi Andreas har beordret jer til altid at være sammen med mig, hvorfor lader i jeres mor kommer til mig i hemmelighed med denne urimelige anmodning. Men lad mig spørge dig: Kan du drikke det bæger, som jeg er ved at drikke?" Uden et øjebliks refleksion svarede James og Johannes: "Ja, Mester, det kan vi." Jesus sagde: "Jeg er ked at I ikke ved, hvorfor vi går op til Jerusalem, jeg er ked af, at I ikke forstår karakteren af mit rige, jeg er skuffet over, at I sætter jeres mor til at spørge mig om dette. Men jeg ved, I elsker mig i jeres hjerter; derfor erklærer jeg, at I sandelig skal drikke af min bitre bæger og få del i min ydmygelse, men pladserne til højre og til venstre for mig er ikke mine at give[5]. Sådanne steder af ære er forbeholdt dem, der er udpeget dertil af min Fader."
171:0.6 På dette tidspunkt havde nogen allerede fortalt Peter og de andre apostle om dette møde, og de var meget fornærmet over at James og Johannes søgte at opnå forrang over dem, og at de i hemmelighed havde aftalt med deres mor til at fremsætte en sådan anmodning. Da de begyndte at argumentere indbyrdes, kaldte Jesus dem sammen og sagde: "I ved godt, hvordan de ikke-jødiske herskere er herre over deres undersåtter, og hvordan de magtfulde udøver deres magt. Men sådan er det ikke i Himmelriget. Den, der ønsker at være stor blandt jer, lad ham først blive jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være den, der bekymrer sig for den anden. Jeg siger jer, at Menneskesønnen ikke kom for at blive betjent, men for at tjene, og jeg går op til Jerusalem og lægger mit liv ned for at gøre min Faders vilje og tjene mine brødre." Da apostlene hørte disse ord, trak de sig væk for at bede i fred. Den aften, som svar på Peters indsats, gav James og Johannes behørigt de ti en undskyldning og genvandt deres ry blandt deres brødre.[6]
171:0.7 Da Zebedæus sønner bad om pladserne til højre og til venstre for Jesus i Jerusalem forstod de næppe, at deres elskede lærer om mindre end en måned ville hænge på en romersk kors med en døende tyv på den ene side og en anden overtræder på den anden side. Deres mor, der var til stede ved korsfæstelsen, huskede godt den tåbelige anmodning, hun havde fremført til Jesus i Pella angående de æresbevisninger hun så uklogt havde søgt for sine apostle sønner.
¶ 1. AFREJSEN FRA PELLA
171:1.1 Mandag morgen, den 13. marts tog Jesus og hans tolv apostle endelige afsked med Pella lejren og begyndte deres tur til byerne i det sydlige Peræa, hvor Abners medarbejdere arbejdede. De tilbragte mere end to uger med at besøge de halvfjerds og gik derefter direkte til Jerusalem for påsken.
171:1.2 Da Mesteren forlod Pella, blev han fulgt af omkring tusind disciple, som havde levet i lejren med apostlene. Omkring halvdelen af denne gruppe forlod ham ved vadestedet over Jordanfloden på vej til Jeriko, da de erfarede, at han var på vej til Hesbon, og efter at han havde prædiket om "at tælle omkostningerne". De gik videre op til Jerusalem, mens den anden halvdel fulgte ham i to uger og besøgte byerne i det sydlige Peræa.
171:1.3 Generelt forstod de fleste af Jesu nærmeste tilhængere, at lejren i Pella var blevet opgivet, men de troede, det betød, at deres Mester omsider havde til hensigt at rejse til Jerusalem og gøre krav på Davids trone. Et stort flertal af hans tilhængere var aldrig i stand til at forstå andre opfattelser om himmelriget. Uanset hvad han lærte dem, ville de ikke opgive den jødiske idé om riget.
171:1.4 På foranledning af apostlen Andreas instruktioner, lukkede David Zebedæus de besøgendes lejr i Pella onsdag den 15. marts. På det tidspunkt, boede der næsten fire tusind besøgende, som ikke var inkluderet i de over tusinde personer, der opholdt sig med apostlene på, hvad der var kendt som lærernes lejr, og som gik sydover med Jesus og de tolv. Med stor modvilje solgte David alt udstyret til mange forskellige købere, og fortsatte med pengene til Jerusalem, hvor han senere overlod dem til Judas Iskariot.
171:1.5 David var i Jerusalem i den sidste tragiske uge, og efter korsfæstelsen, tog han sin mor med tilbage til Betsaida. Mens han ventede på Jesus og apostlene, besøgte han Lazarus i Betania og blev yderst ophidset over den måde, hvorpå farisæerne var begyndt at forfølge og forulempe Lazarus efter hans opstandelse. Andreas havde bedt David om at ophøre med budbringertjenesten, og det blev fortolket af alle som et tegn på at riget snart vil være baseret i Jerusalem. David fandt sig selv uden arbejde og havde næsten besluttet at blive den selvudnævnte forsvarer af Lazarus, da genstanden for hans indignerede vrede kort efter hurtigt flygtede til Filadelfia. Følgelig, noget tid efter opstandelsen og også efter sin mors død, tog David til Filadelfia, efter først at have hjulpet Marta og Maria med bortskaffelsen af deres fast ejendom. I Filadelfia, tilbragte han resten af sit liv med Abner og Lazarus, og blev økonomisk tilsynsmand over alle rigets omfattende interesser som under Abner levetid havde sit centrum i Filadelfia.
171:1.6 Kort tid efter Jerusalems ødelæggelse, blev Antiokia hovedkvarter for kristendommen, ifølge Paulus, mens Filadelfia forblev centrum for Himmelriget efter Abner. Fra Antiokia spredte Paulus version af Jesu lære og læren om Jesu sig til hele den vestlige verden; fra Filadelfia spredte missionærerne af Abner version af himmelriget ud over hele Mesopotamien og Arabien, indtil de senere tider, hvor disse kompromisløse udsendinge af Jesu lære blev overvældet af den pludselige opståen af islam.
¶ 2. OM AT TÆLLE OMKOSTNINGERNE
171:2.1 Da Jesus og selskabet med næsten tusind tilhængere ankom til vadestedet over Jordanfloden ved Betania, som blandt andet kaldes Betabara, begyndte hans disciple at indse, at han ikke ville gå direkte til Jerusalem[7]. Mens de tøvede og debatterede indbyrdes, klatrede Jesus op på en stor sten og holdt den tale, som er blevet kendt som "at tælle omkostningerne"[8][9]. Mesteren sagde:
171:2.2 "Jer, som nu ønsker at følge mig skal være villige til at betale den pris, som er en helhjertet dedikation til at gøre min Faders vilje. Hvis du ønsker at være mine disciple, skal du være villig til at forsage far, mor, kone, børn, brødre og søstre. Hvis nogen af jer nu vil være min discipel, skal du være villig til at give op, selv dit liv, ligesom Menneskesønnen er ved at ofre sit liv for færdiggørelsen af missionen i kødet til at gøre Faderens vilje på jorden.
171:2.3 "Hvis du ikke er villig til at betale den fulde pris, kan du næppe være min discipel[10]. Før du går videre, bør hver og en sidde ned og tælle omkostningerne ved at være min discipel. Hvem af jer ville begynde at bygge et tårn på deres jord uden først at sætte sig ned og finde ud af, hvad det vil koste, for at se, om du har råd til at bygge? Hvis du dermed undlader at beregne omkostningerne, kan det ske for dig, efter at fundamentet er lagt, at du opdager, at du ikke er i stand til at afslutte, hvad du har startet, og derfor vil alle dine naboer håne dig og sige, "Se, denne mand startede en bygning, men kunne ikke få den færdig[11]." Eller hvilken konge, der forbereder en krig mod en anden konge, vil ikke først sidde ned og overveje, om han med ti tusinde vil være i stand til at møde den, der kommer imod ham med tyve tusinde? Hvis kongen ikke har råd til at møde sin fjende, fordi han er uforberedt, sender han et bud for at bede om fredsvilkår, mens den anden endnu er langt væk.[12]
171:2.4 "Nu, derfor, må hver og en sætte sig ned og regne ud, hvad det koster at være min discipel. Fra nu af, kan du ikke følge os, lytte til forkyndelsen og beskue vores handlinger; du vil være forpligtet til at står over for bitter forfølgelse og vidne om evangeliet, selvom du er mødt af en knusende skuffelse. Hvis du ikke er villig til at give afkald på alt, hvad du er, og alt, hvad du har at give, er du ikke værdig til at være mine disciple[13]. Hvis du allerede har besejret dig selv i dit hjerte, vil du ikke være bange for den ydre sejr som du om kort tid må vinde, når Menneskesønnen afvises af ypperstepræsterne og saddukæerne og er overgivet i hænderne på de hånende troløse.
171:2.5 "Nu skal du undersøge dig selv for at finde ud af dit motiv til at være min discipel[14]. Hvis du søger hæder og ære, hvis du er verdsligt sindet, er du ligesom salt, der har mistet sin smag[15]. Og når det, som er værdsat for sin salthed har mistet sin smag, hvordan skal det saltes? Et sådan krydderi er ubrugelig; det er kun egnet til at blive kastet ud blandt affaldet. Nu har jeg advaret jer og bedt dig om at vende hjem i fred, hvis du ikke er villig sammen med mig til at tømme det bæger, der nu er under udarbejdelse. Igen og igen har jeg fortalt dig, at mit rige ikke er af denne verden, men du vil ikke tro mig. Den, der har ører at høre med, han høre, hvad jeg siger."
171:2.6 Umiddelbart efter at Jesus havde sagt disse ord, begyndte han, i spidsen af de tolv, at gå i retning af Hesbon - ledsaget af omkring fem hundrede disciple. Efter en lille forsinkelse, fortsatte den anden halvdel af folkemængden op til Jerusalem. Hans apostle og de førende disciple tænkte meget over disse ord, men klamrede sig stadig til den tro, at riget, efter den korte periode med modgang og prøvelser, med sikkerhed ville blive etableret nogenlunde i overensstemmelse med deres lange næret forhåbninger.
¶ 3. RUNDREJSEN I PERÆA
171:3.1 I mere end to uger vandrede Jesus og de tolv, fulgt af en skare på flere hundrede disciple omkring i det sydlige Peræa og besøgte alle de byer, hvor de halvfjerds budbringere arbejdede. I dette område boede der mange ikke-jøder, og da kun få ville op til påskehøjtiden i Jerusalem, fortsatte rigets budbringere deres arbejde med at undervise og forkynde som før.
171:3.2 Jesus mødte Abner i Hesbon, og Andreas instruerede at de halvfjerds ikke skulle afbryde deres arbejde for påsken. Jesus vejledte budbringerne at de skulle fortsætte deres arbejde helt uafhængig af, hvad der snart ville finde sted i Jerusalem. Han rådede også Abner til at tillade kvindernes korps, i hvert fald dem, der ønskede, at drage til Jerusalem for påske. Dette var sidste gang Abner så Jesus i kødet. Jesu farvel til Abner var: "Min søn, jeg ved, du vil være tro mod riget, og jeg beder til Faderen, at han vil give dig visdom til at elske og forstå dine brødre."
171:3.3 Mens de gik fra by til by, forlod et stort antal af deres tilhængere dem for at gå videre til Jerusalem, så da Jesus begyndte at gå op til påskefesten, var antallet af dem der daglige fulgte ham reduceret til mindre end to hundrede.
171:3.4 Apostlene vidste, at Jesus var på vej til Jerusalem for påsken. De vidste, at jødernes råd havde sendt et budskab til hele Israel, at Jesus var blevet dømt til døden, og at alle, der vidste, hvor han var, skulle underrette rådet. Men på trods af alt dette, var de ikke nær så forskrækket som da han i Filadelfia havde oplyst dem om, at han ville gå til Betania for at besøge Lazarus. Denne holdningsændring fra intens frygt til en tilstand af afdæmpet forventning kom primært på grund af Lazarus opstandelse. De var kommet til den konklusion, at Jesus i en nødsituation muligvis kunne gøre brug af sin guddommelige magt og bringe sine fjender til skamme. Dette håb, kombineret med deres mere dybtgående og moden tro på deres Mesters åndelige overhøjhed, var årsagen til det udadtil synlige mod som hans nærmeste tilhængere viste, som nu gjorde sig klar til at følge ham ind i Jerusalem på trods af det jødiske råds offentlige udtalelse, at han skal dø.
171:3.5 De fleste af apostlene, og mange af hans nærmeste disciple troede ikke, det var muligt for Jesus at dø; de troede, han var "opstandelsen og livet", de betragtede ham udødelig, og følte, at han allerede havde sejret over døden[16].
¶ 4. UNDERVISNING I LIVIAS
171:4.1 Onsdag aften, den 29. marts slog Jesus og hans tilhængere lejr i Livias på vej til Jerusalem, efter at have afsluttet deres rundtur til byerne i det sydlige Peræa. Det var i løbet af denne nat i Livias at Simon Zelotes og Simon Peter, i hemmelighed havde aftalt om på dette sted at få leveret over hundrede sværd til sig, modtog og distribuerede disse våben til alle, som var villige til at acceptere et sådan og bære det skjult under tøjet. Simon Peter var stadig iført sit sværd om natten da Mesteren blev forrådt i haven.
171:4.2 Tidligt tirsdag morgen før de andre var vågen, kaldte Jesus på Andreas og sagde: "Væk dine brødre! Jeg har noget, jeg vil sige til dem." Jesus vidste om sværdene og hvem af hans apostle som havde modtaget, og nu bar et sådant våben, men han har aldrig videregivet til dem, at han kendte til sådan noget. Da Andreas havde vækket sine medarbejdere, og de havde samlet sig i afsondrethed, sagde Jesus: "Mine børn, I har været med mig i lang tid, og jeg har lært jer meget, der er hårdt tiltrængt for denne tid, men jeg vil nu advare jer om ikke sætte jeres lid til usikkerheden i kødet eller i skrøbeligheder af menneskelige forsvar mod de fristelser og prøvelser, der ligger forude. Jeg har kaldt jer herud for jer selv til endnu en gang klart at fortælle dig, at vi går op til Jerusalem, hvor som du ved Menneskesønnen allerede er blevet dømt til døden. Jeg siger jer igen, at Menneskesønnen vil blive overdraget til ypperstepræsterne og de religiøse herskers hænder, og de vil dømme ham og derefter overgive ham til hedningerne. Og så vil de håne Menneskesønnen, og selv spytte på ham og piske ham, og de vil udlevere ham til døden. Men bliv ikke forfærdet, når de dræber Menneskesønnen, for jeg fortæller dig, at på den tredje dag skal han genopstå. Pas godt på jer selv og husk, at jeg har advaret dig på forhånd[17]."
171:4.3 Igen var apostlene forvirret, bedøvet; men de kunne ikke få sig selv til at forstå hans ord bogstaveligt[18]. De kunne ikke forstå, at Mesteren mente, hvad han sagde. De var så blændet af deres vedholdende tro på det tidsmæssige rige på jorden med hovedkvarter i Jerusalem, at de simpelthen ikke kunne - ikke ville - tillade sig at acceptere Jesu ord i bogstavelig forstand. De funderede hele dagen over, hvad Mesteren kunne mene med sådanne mærkelige udsagn. Men ingen af dem vovede at stille ham et spørgsmål vedrørende disse udsagn. Først efter Mesterens død vågnede de forvirrede apostle op til den erkendelse, at han tydeligt og direkte havde talt til dem om sin korsfæstelse.
171:4.4 Det var her i Livia, lige efter morgenmaden, at nogle venlige farisæere kom til Jesus og sagde: "Flygt hurtigt væk fra disse regioner, for ligesom det var med Johannes søger Herodes nu at dræbe dig. Han er bange for en folkeopstand og har besluttet at dræbe dig. Vi kommer med denne advarsel, så du kan undslippe[19]."
171:4.5 Det var til dels sandt. Lazarus opstandelse havde skræmt og foruroliget Herodes, og vel vidende, at jødernes råd havde vovet at fordømme Jesus, selv på forhånd uden rettergang, besluttede Herodes sig for enten at dræbe Jesus eller drive ham ud fra sit forvaltningsområde. Han ønskede faktisk at gøre det sidstnævnte, fordi han var så bange for ham, at han håbede, at han ikke ville blive tvunget til at henrette ham.
171:4.6 Da Jesus havde hørt, hvad farisæerne havde at sige, svarede han: "Jeg ved godt om Herodes og hans frygt for rigets evangelium. Men tag ikke fejl, han ville meget hellere se Menneskesønnen går op til Jerusalem for at lide og dø i hænderne på ypperstepræsterne, for han er ikke ivrig efter, da han har besudlet sine hænder med Johannes blod, at blive ansvarlig for Menneskesønnens død. Gå hen og siger til denne ræv, at Menneskesønnen prædiker i Peræa i dag, gå ind i Judæa i morgen og efter et par dage, vil blive fuldkommengjort i sin mission på jorden og er klar til at stige op til Faderen[20]."
171:4.7 Så vendte han sig til apostlene og sagde: "Siden oldtiden, har profeterne mistet livet i Jerusalem, og det er kun passende, at Menneskesønnen skulle gå op til byen, hvor Faders hus er for at blive ofret som prisen på menneskelige snæversyn og som et resultat af religiøse fordomme og åndelig blindhed. O Jerusalem, Jerusalem, du, der dræber profeterne og stener sandhedslærerne! Hvor ofte har jeg ikke ville samlet dine børn sammen som en høne samler sine kyllinger under sine vinger, men du ville ikke lade mig gøre det! Se, dit hus lades snart øde til dig! Du vil ønske mange gange, at du kunne se mig, men det får du ikke. Du vil derefter søge, men ikke finde mig[21]." Da han havde sagt dette, vendte han sig til dem, der stod omkring ham og sagde: "Trods alt, lad os drage op til Jerusalem for at deltage i påsken og gøre det, som angår os for at fuldføre den himmelske Faders vilje[22]."
171:4.8 Det var en forvirret og desorienteret gruppe af troende, som denne dag fulgte Jesus til Jeriko. Apostlene kunne kun skimte den sikre tone i en endelige sejr af Jesu udtalelse om riget; de kunne simpelthen ikke sætte sig selv i den position, hvor de var villige til at forstå advarslerne om det forestående tilbageslag. Når Jesus talte om "opstiger på tredje dag," fortolket de denne udtalelse, som at det betød en sejr for riget umiddelbart efter et ubehageligt sammenstød med de jødiske religiøse ledere[23]. "Den tredje dag" var et almindeligt jødisk udtryk for "kort tid" eller "snarest derefter." Da Jesus talte om "opstigende" troede de, at han henviste til "rigets opstigning".
171:4.9 Jesus var blevet accepteret af disse troende som Messias, og jøderne vidste lidt eller intet om en lidelse Messias. De forstod ikke, at Jesus og hans død ville udrette mange ting han aldrig kunne have opnået med sit liv. Mens det var Lazarus genopstandelse, der gav apostlene styrken til at gå til Jerusalem, var det mindet om hans transfiguration, som holdt Mesteren oppe i denne prøvende periode af hans overdragelse.
¶ 5. DEN BLINDE MAND VED JERIKO
171:5.1 Sidst på eftermiddagen torsdag den 30[24]. marts nærmede Jesus og hans apostle sig Jerikos mure, ledsaget af en skare på omkring to hundrede tilhængere[25]. Da de kom nær byporten, mødte de en skare af tiggere, heriblandt Bartimæus, en ældre mand, der havde været blind siden sin ungdom. Denne blinde tigger havde hørt meget om Jesus og vidste alt om, hvordan han havde helbredt den blinde Josias i Jerusalem. Han havde ikke kendt til Jesu sidste besøg i Jeriko før han var gået videre til Betania. Bartimæus havde besluttet aldrig igen at tillade Jesus at besøge Jeriko, uden at appellere til ham for at få sit syn genoprettet.
171:5.2 Nyheden om, at Jesus nærmede sig var blevet råbt ud over hele Jeriko, og hundredvis af beboere strømmede ud for at møde ham. Da denne store skare kom tilbage og fulgte Mesteren ind i byen vidste Bartimæus, da han hørte folkeskarens tunge trampen, at noget usædvanligt var ved at ske, og spurgte derfor dem som stod i nærheden, hvad der foregik. En af tiggerne svarede: "Jesus af Nazaret er på vej her forbi." Da Bartimæus hørte, at Jesus var nær, hævede han stemmen og begyndte at råbe, "Jesus, Jesus, forbarm dig over mig!" Da han fortsatte med at råbe højere og højere kom nogle af dem, der var tæt på Jesus over og irettesatte ham og bad ham om at være stille[26]. Men til ingen nytte; han råbte kun endnu mere og endnu højere.
171:5.3 Da Jesus hørte den blinde mand skrige, standsede han. Da han så ham, sagde han til sine venner: "Bring manden til mig." Så gik de over til Bartimæus og sagde: ”Vær ved godt mod; kom med os, for Mesteren kalder på dig." Da Bartimæus hørte disse ord, kastede han sin kappe og skyndte sig frem mod midten af vejen, mens de, der var i nærheden førte ham til Jesus. Hvad angår Bartimæus, sagde Jesus: "Hvordan kan jeg tjene dig?" Da svarede den blinde mand: "Jeg ønsker at få mit syn tilbage." Da Jesus hørte hans anmodning og så hans tro, sagde han: "Du skal få dit syn; gå, din tro har helbredt dig[27]." Straks blev han seende, og han fulgte Jesus, priste Gud, indtil Mesteren næste dag begyndte at gå mod Jerusalem. Derefter gik han foran folkemængden og fortalte alle, hvordan hans syn var blevet genoprettet i Jeriko.
¶ 6. BESØGET HOS ZAKÆUS
171:6.1 Da Mesteren med sit følge kom ind i Jeriko var det tæt på solnedgang, og han tænkte at blive der natten over. Da Jesus gik forbi toldboden var Zakæus cheftolderen eller skatteopkræveren, tilstede, og han ville meget gerne se Jesus. Denne cheftolder var meget rig og havde hørt meget om profeten fra Galilæa. Han havde besluttet sig for, at næste gang, når Jesu tilfældigvis kom på besøg i Jeriko at finde ud af, hvad slags mand Jesus var. Derfor forsøgte Zakæus at klemme sig igennem mængden, men den var for stor, og da han var lille af statur, kunne han ikke se hen over hovedet på de andre. Så cheftolderen fulgte med mængden, indtil den kom tæt på byens centrum og ikke langt fra det hus, hvor han boede. Da han så, at han ikke kunne skubbe sig gennem mængden, og da han troede, at Jesus måske ville gå gennem byen uden at stoppe, løb han videre og kravlede op i et morbærfigentræ hvis spredte grene hang udover vejen[28]. Han vidste, at han på denne måde kunne få et godt overblik over Mesteren, når han gik forbi, og han blev ikke skuffet, for da Jesus kom forbi, standsede han, kiggede op på Zakæus og sagde: "Skynd dig ned, Zakæus, for i dag skal jeg gæste i dit hjem." Og da Zakæus hørte disse forbløffende ord fik han så travlt, at han næsten faldt ned fra træet[29]. Han gik op til Jesus og udtrykte sin store glæde, over at Mesteren ønskede at bo i hans hus.
171:6.2 De gik straks til Zakæus hjem, og dem, der boede i Jeriko var meget overrasket over, at Jesus ville besøge og bo hos cheftolderen. Selv mens Mesteren og hans apostle dvælede med Zakæus uden for døren til hans hus, sagde en af farisæerne fra Jeriko, der stod i nærheden: "Du ser, hvordan denne mand er gået for at tage ind hos en synder, en frafalden søn til Abrahams, en, der afpresser og røver sit eget folk." Da Jesus hørte det, så han ned på Zakæus og smilede. Så steg Zakæus op på en skammel og sagde: "Jerikos mænd, hør mig! Jeg kan være en tolder og en synder, men den store Lærer er kommet for at gæste i mit hus. Og før han går ind, siger jeg jer, at jeg vil give halvdelen af, hvad jeg ejer til de fattige, og hvis jeg fejlagtigt krævede noget fra nogen, vil jeg fra i morgen tilbagebetale det fire gange. Jeg ønsker af hele mit hjerte at søge frelse og lære at gøre det som i Guds øjne er retfærdigt[30]."
171:6.3 Da Zakæus var færdig med at tale, sagde Jesus: "I dag er frelsen kommet til dette hjem, og du er helt sikkert blevet en søn af Abrahams." Jesus vendte sig mod tilskuerne omkring dem, og sagde: "I skal ikke undre jer over, hvad jeg siger, og ikke tage anstød på hvad vi gør, for jeg har hele tiden forkyndt, at Menneskesønnen kom for at søge efter og frelse det som var fortabt[31]."
171:6.4 De boede hos Zakæus om natten. Om morgenen stod de op og gik langs " røvernes vej" op til Betania på deres rejse til påsken i Jerusalem.
¶ 7. ”NÅR JESUS GIK FORBI”
171:7.1 Jesus spredte god stemning omkring sig, hvor end han gik. Han var fuld af nåde og sandhed[32]. Hans medarbejdere ophørte aldrig med at undre sig over de livsalige ord, der faldt fra hans læber. Man kan dyrke elskværdighed, men nådighed er den duft af venlighed som en kærligheds mættet sjæl udstråler.
171:7.2 Godhed tvinger altid respekt, men når den mangler nåde frastøder den ofte hengivenheden. Godhed er universelt attraktiv, når den er elskelig. Godhed er kun effektiv, når den er attraktiv.
171:7.3 Jesus forstod virkelig mennesker; derfor kunne han vise ægte sympati og oprigtig medfølelse. Men han helligede sig sjældent til medlidenhed. Mens hans medfølelse var grænseløs, var hans sympati praktisk, personlig og konstruktiv. Aldrig førte hans fortrolighed med lidelse til ligegyldighed, og han var i stand til at tjene nødstedte sjæle uden at øge deres selvmedlidenhed.
171:7.4 Jesus kunne hjælpe mennesker så meget, fordi han elskede dem så inderligt. Han elskede virkelig hver mand, enhver kvinde og ethvert barn. Han kunne være sådan en sand ven på grund af hans uforlignelige indsigt - han vidste så fuldt ud, hvad der foregik i det menneskelige hjerte og sind. Han var en interesseret og opmærksom observatør. Han var en ekspert, når det kom til at forstå det menneskelige behov, klog i at opdage menneskelige længsler.
171:7.5 Jesus havde aldrig travlt. Han havde tid til at trøste sine medmennesker "når han gik forbi[33]." Han fik altid sine venner til at føle sig godt tilpas. Han var en charmerende lytter. Han forsøgte aldrig ivrigt at udforske sine medarbejders sjæle. Når han trøstede sultne sind og tjente tørstige sjæle, følte modtagerne af hans nåde ikke så meget, at de bekendte sig til ham, som at de konfererede med ham. De havde en ubegrænset tillid til ham, fordi de så han havde så meget tro på dem.
171:7.6 Han syntes aldrig at være nysgerrig på mennesker, og han viste aldrig noget ønske om at styre, fastlægge og følge op på folk. Han inspirerede en dyb selvtillid og et robust mod hos alle, der kom i kontakt med ham. Når han smilede mod et menneske, oplevede denne dødelige en øget evne til at løse deres mangfoldige problemer.
171:7.7 Jesus elskede mennesker så meget og så klogt, at han aldrig tøvede med at være alvorlig med dem, når situationen krævede en sådan disciplin. Han begyndte ofte at hjælpe en person med først selv at bede om hjælp. På denne måde, vækkede han interesse, ved at appellere til de bedre sider af den menneskelige natur.
171:7.8 Mesteren kunne skelne en frelsende tro i den grove overtro hos kvinden, som søgte at blive helbredt ved at røre ved fligen af hans klædedragt[34]. Han var altid parat og villig til at stoppe en prædiken eller tilbageholde en menneskemængde, mens han plejet den enkeltes behov, selv til et lille barn. Store ting skete ikke kun fordi folk troede på Jesus, men også, fordi Jesus havde så meget tro på dem.
171:7.9 For det meste syntes alle de virkelig vigtige ting, som Jesus sagde eller gjorde at ske ved en tilfældighed, "i forbifarten"[35]. Der var så lidt professionelt, veltilrettelagt og overlagt i Mesterens jordiske virke. Han distribuerede sundhed og spredte lykke på en naturlig og imødekommende måde under sin rejse gennem livet. Det var bogstaveligt talt sandt, at "han gik omkring og gjorde godt[36]."
171:7.10 Og det påhviler Mesterens tilhængere i alle aldre til at lære at drage omsorg for andre "i forbifarten" - at gøre uselvisk godt, mens de udfører deres daglige gøremål.
¶ 8. LIGNELSEN OM DE BETROEDE PUND
171:8.1 De gik ikke væk fra Jeriko før nær middagstid, fordi de havde været sent oppe natten før, mens Jesus underviste Zakæus og hans familie i rigets evangelium. Omkring halvvejs oppe langs vejen til Betania stoppede selskabet for at spise, mens mængden gik videre mod Jerusalem, uvidende om, at Jesus og apostlene ville tilbringe natten på Oliebjerget.
171:8.2 I modsætning til lignelsen om talenterne, som var beregnet for alle disciplene, blev lignelsen om pundet fortalt udelukkende til apostlene og var i høj grad baseret på Arkelaus erfaringer og hans forgæves forsøg på at blive hersker over riget i Judæa. Dette er en af de få lignelser af Mesteren som var baseret på en historisk figur. Det var ikke mærkeligt, at de havde Arkelaus i deres sind, fordi Zakæus hus i Jeriko var meget tæt på Arkelaus udsmykkede paladser og Arkelaus akvædukt løb langs den vej, de havde vandret fra Jeriko.
171:8.3 Jesus sagde: "Du tror, at Menneskesønnen går op til Jerusalem for at modtage et kongerige, men jeg fortælle dig, at du er dømt til skuffelse. Kan du ikke huske, hvordan det var med prinsen, som gik til et fjernt land for at modtage et kongerige, men inden han kunne vende tilbage, havde borgere i hans provins, allerede afvist ham i deres hjerter, sendt en delegation efter ham for at sige, "Vi vil ikke have denne mand til at regere over os? Ligesom denne konge blev afvist som tidsmæssig hersker, så vil Menneskesønnen blive afvist som åndelig hersker. Igen siger jeg jer, at mit rige ikke er af denne verden; men om Menneskesønnen var blevet tildelt det åndelige herredømme over sit folk, ville han have accepteret et sådan rige af menneskesjæle, og regerede over et sådant herredømme af menneskelige hjerter. På trods af at de afviser mit åndelige herredømme over dem, vil jeg komme tilbage for at modtage fra andre en sådan kongerige af ånd, der nu nægtes mig. Du vil nu se Menneskesønnen afvist, men i en anden tidsalder, end den som Abrahams børn nu afviser, vil blive modtaget og ophøjet.[37]
171:8.4 "Og nu vil jeg, ligesom den afviste adelsmand af denne lignelse, tilkalde mine tolv tjenere, mine særlige forvaltere, og så giver jeg hver enkelt af jer en sum af et pund, jeg ønskede at formane jer alle til godt at overveje mine instruktioner, så du flittig gør forretninger med dine betroede midler, mens jeg er væk, for at du kan have noget hvormed at retfærdiggøre din forvaltning når jeg vender tilbage, og når en opgørelse kræves af dig.[38]
171:8.5 "Og selv om den afviste Søn ikke vender tilbage, vil en anden Søn blive sendt for at modtage dette rige, og denne Søn vil derefter kalde på jer alle for at få din rapport over forvaltningen og han vil glæde sig over dit overskud.[39]
171:8.6 "Og da disse forvaltere senere blev kaldt sammen for at indberette opgørelsen kom den første frem og sagde: Herre, med dit pund har jeg lavet ti pund i overskud." Da sagde hans herre til ham: "Godt gået, du er en gode tjener. Du har vist tro i denne sag, og jeg vil give dig myndighed over ti byer." Den næste mand kom og sagde, 'Det pund du gav mig, Herre, har givet fem pund. Til ham sagde hans herre, "Du skal derfor komme til at herske over fem byer." og så videre gennem de andre indtil den sidste tjener, der blev kaldt til opgørelse: "Herre, her er din pund som jeg har haft sikkert i denne klud. Og det gjorde jeg, fordi jeg var bange for dig; jeg troede, du var urimelig, da jeg kan se, at du tager ud, hvad du ikke har sat ind, og høster, hvad du ikke har sået." Så sagde hans herre: Uagtsom og utro tjener, jeg fordømmer dig efter dine egne ord. Du vidste, at jeg høster, hvor jeg åbenbart ikke har sået; derfor vidste du, at denne opgørelse vil blive krævet af dig. Når du ved dette, bør du i det mindste have lagt mine penge i en bank; da havde jeg været i stand til at få dem tilbage med en anstændig rente, når jeg kom."[40]
171:8.7 "Og så sagde denne hersker til dem der stod vær ved: Tag pengene fra denne dovne tjener, og giv dem til ham, som har ti pund." Og da de påpegede til deres herre, at manden allerede havde ti pund, sagde han: "Til hver og en der har, skal der gives mere men fra dem, der ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har.''[41]
171:8.8 Så ville apostlene kende forskellen i betydningen mellem denne lignelse og den tidligere lignelsen om talenterne, men som svar på deres mange spørgsmål, sagde Jesus kun: "Tænk disse ord godt i jeres hjerter, mens hver og en finder deres sande betydning."
171:8.9 Det var Nataniel, der i de senere år, så godt underviste i betydningen af disse to lignelser, og han opsummerede sin undervisning i følgende konklusioner:
171:8.10 1. Evne er den praktiske foranstaltning af livets muligheder. Du vil aldrig blive holdt ansvarlige for udførelsen af det, der er udover dine evner.
171:8.11 2. Trofasthed er det ufejlbarlige mål for menneskelig pålidelighed. Den som er trofast i de små ting udviser sandsynligvis trofasthed i alt, hvad der er omfattet af hans evne.
171:8.12 3. Mesteren giver mindre belønning for mindre trofasthed når livets muligheder er lige.
171:8.13 4. Han giver lige belønning for lige trofasthed, hvis der er færre muligheder.
171:8.14 Da de var færdige med deres frokost og efter at de mange tilhængere var gået mod Jerusalem, sagde Jesus, som stod der foran apostlene i skyggen af en overhængende klippe ved vejen, mens han med munter værdighed og imødekommende majestæt pegede mod vest: "Kom mine brødre, lad os gå ind i Jerusalem for at modtage det, der venter os; således skal vi opfylde den himmelske Faders vilje i alle ting."
171:8.15 Så genoptog Jesus og hans apostle denne tur, som var Mesterens sidste rejse til Jerusalem i lighed med det dødelige menneskes kødelig form.[42]
¶ Referencer
- ↑ Prædiken om riget: Matt 13:3-9,18-53.
- ↑ Himmeriges rige: Matt 3:2; Matt 4:17; Matt 5:3,10,19-20; Matt 7:21; Matt 8:11; Matt 10:7; Matt 11:11-12; Matt 13:11,24,31-52; Matt 16:19; Matt 18:1-4,23; Matt 19:14,23; Matt 20:1; Matt 22:2; Matt 23:13; Matt 25:1,14.
- ↑ Himmelriget i dig: Luk 17:21.
- ↑ Moder anmoder om foretrukne pladser: Matt 20:20-21; Mark 10:35-37.
- ↑ Jesus afviser anmodning: Matt 20:22-23; Mark 10:38-40.
- ↑ Jesus beroliger apostlene: Matt 20:24-28; Mark 10:41-45.
- ↑ Hvor dette skete: Joh 1:28.
- ↑ Jesus taler til mængden: Luk 14:25.
- ↑ Tale om at tælle omkostningerne: Matt 10:21,37; Luk 14:26.
- ↑ Du, der følger, må betale prisen: Matt 10:38; Matt 16:24; Mark 8:34; Luk 9:23; Luk 14:27.
- ↑ Omkostninger til vagttårnet: Luk 14:28-30.
- ↑ Omkostninger til krig: Luk 14:31-32.
- ↑ Samlet forpligtelse: Matt 8:21-22; Matt 19:21-22; Mark 10:21-22; Luk 9:59-62; Luk 14:33; Luk 18:22-23.
- ↑ Uværdige motiver: Luk 14:33-35.
- ↑ Salt, der mister sin smag: Matt 5:13; Mark 9:50; Luk 14:34-35.
- ↑ Opstandelsen og livet: Joh 11:25.
- ↑ Advarsel om korsfæstelse og opstandelse: Matt 16:21; Matt 17:22-23a; Matt 20:17-19; Matt 27:63; Mark 8:31; Mark 9:31; Mark 10:32-34; Luk 9:22,31,43b-44; Luk 18:31-33; Luk 24:7,46; Joh 14:28a; Joh 20:9.
- ↑ Apostlene forstår ikke: Mark 9:32; Luk 9:45; Luk 18:34.
- ↑ Jesus bliver advaret om et mordkomplot: Luk 13:31.
- ↑ Jesus' budskab til Herodes: Luk 13:32.
- ↑ Jesus sørger over Jerusalem: Matt 23:37-39a.
- ↑ Tal med apostlene: Luk 13:33-35a.
- ↑ Opstandelse på den tredje dag: Matt 16:21; Matt 17:23a; Matt 20:19; Matt 27:63; Mark 8:31; Mark 9:31; Mark 10:34; Luk 9:22; Luk 18:33; Luk 24:7,46; Joh 20:9.
- ↑ Tilhængere forlod Jeriko: Matt 20:29.
- ↑ Mand blind fra ungdommen: Mark 10:46; Luk 18:35.
- ↑ Blind mand bliver irettesat: Matt 20:30-31; Mark 10:47-48; Luk 18:36-39.
- ↑ Synet genoprettet ved tro: Matt 20:32-34; Mark 10:49-52; Luk 18:40-43.
- ↑ Zachéus op i et træ: Luk 19:1-4.
- ↑ Jesus inviterer sig selv til at besøge: Luk 19:5-6.
- ↑ Zaccheus' omvendelse: Luk 19:7-8.
- ↑ Jesus kom for at frelse fortabte: Luk 19:9-10.
- ↑ Fuld af nåde og sandhed: Joh 1:14.
- ↑ Da Jesus gik forbi: Matt 20:30; Mark 2:14; Mark 11:20; Joh 9:1.
- ↑ Kvindens tro helbredte hende: Matt 9:20-22; Mark 5:25-34; Luk 8:43-48.
- ↑ Da Jesus gik forbi: Matt 20:30; Mark 2:14; Mark 11:20; Joh 9:1.
- ↑ Jesus gik rundt og gjorde godt: ApG 10:38.
- ↑ lignelse om pund: Luk 19:11-12,14.
- ↑ Lignelse om pund, forts.: Luk 19:13.
- ↑ Lignelse om pund, forts.: Luk 19:15a.
- ↑ Lignelse om pund, forts.: Matt 25:19-27; Luk 19:15b-23.
- ↑ Lignelsen om pund, afsluttet: Matt 25:28-29; Luk 19:24-26.
- ↑ Rejsen genoptaget: Luk 19:28.