© 2015 Urantia Foundation
| Kapitel 169. Den Sidste Undervisning Ved Pella |
Indeks
Flere versioner |
Kapitel 171. På Vej Til Jerusalem |
170:0.1 LØRDAG eftermiddag den 11. marts holdt Jesus sin sidste prædiken i Pella. Dette var en af de mere bemærkelsesværdige taler i løbet af hans offentlige tjeneste, for den indeholdt en fuldstændig og detaljeret diskussion af Himmelriget. Han var klar over den forvirring, som fandtes i hans apostle og disciples sind om forståelsen og betydningen af begreberne "Himmelriget" og "gudsriget", som han anvendte som udskiftelige betegnelser for sin overdragelse mission. Selv om selve betegnelsen Himmelriget burde have været tilstrækkelig for at adskille, hvad det stod for fra al forbindelse til jordiske riger og tidsmæssige regeringer, så var det ikke sådan. Idéen om en tidsmæssig konge var så dybt forankret i det jødiske sind, at det ikke på denne måde kunne løsnes i en enkelt generation. Derfor modsatte Jesus sig ikke i begyndelsen dette længe næret begreb om gudsriget.
170:0.2 Denne sabbat eftermiddag forsøgte Mesteren at tydeliggøre undervisningen om Himmelriget. Han diskuterede emnet fra hver synsvinkel og forsøgte at klargøre de mange forskellige betydninger, hvor udtrykket var blevet anvendt. I denne redegørelse udvider vi talen ved at tilføje en række erklæringer fra Jesus ved tidligere lejligheder, og ved at inddrage nogle af de bemærkninger, han kun gjorde til apostlene i løbet af aftendiskussionen samme dag. Vi tilfører også nogle bemærkninger vedrørende den senere udvikling af idéen om gudsriget, så det tilknyttes til den bagefter spirende kristne kirke.
170:1.1 I forbindelse med redegørelsen af Jesu prædiken skal det bemærkes, at der gennemgående i de hebraiske skrifter fandtes et dobbelt begreb om Himmelriget. Profeterne præsenterede Guds Rige som:
170:1.2 1. En nuværende virkelighed; og[1]
170:1.3 2. Et fremtidigt håb - riget ville blive realiseret fuldt ud ved Messias fremtrædende[2]. Det var konceptet om riget, som Johannes Døberen prædikede[3].
170:1.4 Fra den allerførste begyndelse forkyndte Jesus og apostlene begge disse ideer[4]. Der fandtes to andre ideer om riget, som bør huskes:
170:1.5 3. Det senere jødiske begreb om et verdensomspændende og transcendental rige med en overnaturlig oprindelse og mirakuløs etablering[5].
170:1.6 4. De persiske lærdomme som beskrev etableringen af et guddommeligt kongerige som et resultat af det godes sejr over det onde ved verdens ende.
170:1.7 Lige før Jesus ankom til jorden, kombinerede og sammenblandede jøderne alle disse idéer om Guds rige til deres apokalyptiske opfattelse af Messias, som ville komme til at etablere en tidsalder af jødisk triumf, den evige tidsalder af Guds øverste styre på jorden: den nye verden, det tidspunkt, hvor hele menneskeheden ville tilbede Jahve. Da Jesus besluttede at udnytte denne opfattelse af himmelriget, valgte han at anvende den mest vitale og kulminerede arv fra både den jødiske og persiske religion.
170:1.8 Himmelriget, som det er blevet forstået og misforstået ned gennem århundreder af den kristne æra, har omfattet fire forskellige grupper af idéer:
170:1.9 1. Jødernes opfattelse.
170:1.10 2. Persernes opfattelse.
170:1.11 3. Jesu opfattelse om himmelriget som en personlig erfaring - "Himmelriget i dig"
170:1.12 4. De sammensatte og forvirrede opfattelser, som grundlæggerne af kristendommen og forkyndere har forsøgt at bibringe verden.
170:1.13 Det lader til, at Jesus i sin offentlige forkyndelse på forskellige tidspunkter og under forskellige betingelser kan have præsenteret adskillige opfattelser af "riget" i sine offentlige lære, men han lærte altid sine apostle, at riget omfattede menneskets personlige erfaringer i forhold til sine medmennesker på jorden og til Faderen i himlen. Med hensyn til Guds rige, var hans sidste ord altid: "Guds rige er inden i jer[6]."
170:1.14 Den forvirring, der er foregået gennem århundreder om betydningen af udtrykket "himmelriget" har været forårsaget af tre faktorer:
170:1.15 1. Forvirringen er forårsaget af, at man observerede, hvordan idéen om "riget" passerede gennem forskellige progressive faser i færd med fornyelse af Jesus og hans apostle.
170:1.16 2. Den forvirring, der uundgåeligt var forbundet med transplantation af den tidlige kristendom fra jødisk til ikke-jødisk jord.
170:1.17 3. Den forvirring, der var forbundet med det faktum, at kristendommen blev en religion bygget op omkring personen Jesus som den centrale idé[7]. Rigets evangelium blev mere og mere en religion om ham.
170:2.1 Mesteren gjorde det klart, at Himmelriget skal begynde med, og blive centreret i, det dobbelte begreb om sandheden af Guds faderskab og den dermed korrelerede kendsgerning om menneskernes broderskab. Jesus forklarede, at accepten af en sådan forkyndelse ville befri mennesket fra den urgamle trældom af animalsk frygt og samtidig berige menneskelivet med følgende frugter fra det nye liv af åndelig frihed:
170:2.2 1. Besiddelse af nyt mod og større åndelig kraft. Rigets evangelium ville gøre mennesket frit og inspirere det til at turde håbe på evigt liv[8][9].
170:2.3 2. Evangeliet indeholder et budskab om ny tillid og ægte trøst for alle mennesker, selv for de fattige[10].
170:2.4 3. Det var i sig selv en ny standard for moralske værdier, en ny etisk målestok til at måle menneskelig adfærd[11]. Det portrætterede idealet om en ny form for menneskelige samfund.
170:2.5 4. Det proklamerede den åndelige forrang over det materielle[12]. Det herliggjorde åndelige realiteter og ophøjet overmenneskelige idealer.
170:2.6 5. Dette nye evangelium opløftede åndelig opnåelse som livets sande mål[13]. Menneskelivet modtog en ny begavelse af moralsk værdi og guddommelig værdighed.
170:2.7 6. Jesus lærte, at de evige realiteter var resultatet af (en belønning) retfærdig jordiske stræben[14]. Menneskets ophold på jorden erhvervede nye betydninger som følge af den erkendelse, at det havde en ædel skæbne.
170:2.8 7. Det nye evangelium bekræftede, at menneskets frelse er åbenbaringen af en vidtrækkende guddommelige formål, der skal opfyldes, og realiseret i fremtidens skæbne af Guds frelste sønners uendelige tjeneste[15].
170:2.9 De ovennævnte beskrivelser dækker den udvidede idé om Guds rige, som Jesus forkyndte. Denne ædle koncept indgik næppe i Johannes Døberens elementære og forvirrede forkyndelse af riget.
170:2.10 Apostlene kunne ikke forstå den virkelige betydning af Mesterens udsagn om Guds rige. Den efterfølgende forvridning af Jesu lære, som den er nedskrevet i Det Nye Testamente, beror på at evangelieforfatternes forståelse var farvet af overbevisningen om, at Jesus kun var borte fra verden en kort tid, at han snart ville vende tilbage til at etablere Guds rige i magt og herlighed - netop sådan en idé, som de havde opretholdt, mens han var sammen med dem i kødet[16]. Men Jesus havde ikke forbundet rigets etablering med tanken om hans tilbagevenden til denne verden. At århundreder har passeret uden tegn på en "ny tidsalder" er på ingen måde i disharmoni med Jesu lære.
170:2.11 Den store ambition udtrykt i denne prædiken var forsøget på at omdanne begrebet himmelriget til et ideal, som omfattede tanken om at gøre Guds vilje. Længe havde Mesteren lært sine disciple at bede: "Må dit rige komme; må din vilje ske", og på dette tidspunkt forsøgte han alvorligt at overtale dem til at opgive brugen af udtrykket Guds rige til fordel for den mere praktiske tilsvarende, Guds vilje[17]. Men det lykkedes ikke.
170:2.12 Jesus ønskede at erstatte idéen om riget, kongen, og undersåtter med begrebet om den himmelske familie, den himmelske Fader og Guds befriede sønner engageret i en fornøjelig og frivillig tjeneste for sine medmennesker og i en ophøjet og intelligent tilbedelse af Gud Faderen.
170:2.13 Indtil dette tidspunkt havde apostlene erhvervet en dobbelt tilgang til Guds Rige; de anså det for at være:
170:2.14 1. Et spørgsmål om personlig erfaring, noget, som allerede eksisterede i hjerter hos sande troende.
170:2.15 2. Et spørgsmål om racemæssige eller verdensfænomen; at Guds rige lå i fremtiden, noget at se frem til.
170:2.16 De betragtede fremkomsten af riget i menneskernes hjerter som en gradvis udvikling, ligesom fermentering af surdej eller sennepskornets vækst[18][19]. De troede, at gudsrigets ankomst i befolkningens eller verdens fornuft ville være både pludseligt og spektakulært[20]. Jesus blev aldrig træt af at fortælle dem, at himmelriget var deres personlige erfaring til at genkende og realisere det åndelige livs højere kvaliteter; at disse åndelige erfarede virkeligheder gradvist overføres til nye og højere niveauer af guddommelig vished og evig storhed.
170:2.17 Denne eftermiddag forkyndte Mesteren klart en ny forståelse af gudsrigets dobbelte natur, da han beskrev de følgende to faser:
170:2.18 "For det første: Guds rige i denne verden, det højeste ønske om at gøre Guds vilje, menneskets uselviske kærlighed, som bærer god frugt i form af forbedret etisk og moralsk adfærd.
170:2.19 "For det anden: Guds rige i himlen, målet for de dødelige troende, den fase af livet, hvor kærlighed til Gud er perfektioneret, og hvor Guds vilje sker på en mere guddommelig måde."
170:2.20 Jesus lærte, at den troende gennem sin tro trådte ind i riget nu. I sine mange foredrag lærte han, at to ting er afgørende for at den troende gennem troen komme ind i Guds Rige:
170:2.21 1. Tro, oprigtighed. At komme som et lille barn, til at modtage overdragelsen af sønskabet som en gave; at underkaste sig til at gøre Faderens vilje uden spørgsmål og med fuld tillid og ægte tillidsfuldhed til Faderens visdom; til at komme ind i riget uden fordomme og forudfattede meninger; at have et åbent sind og være villig til at lære som et uspoleret barn[21].
170:2.22 2. Sandhedens sult[22]. Tørsten efter retfærdighed, en sindsforandring, at mennesket har erhvervet motivet til at ville være som Gud og finde Gud.
170:2.23 Jesus lærte at synd ikke er resultatet af en fejlbehæftet menneskelige natur, men at det snarere kommer fra et bevidst sind, der er domineret af en genstridig vilje. Med hensyn til synd, lærte han, at Gud har tilgivet den; at vi gør denne tilgivelse personligt tilgængelig ved at tilgive vore medmennesker. Når du tilgiver din jordiske broder skaber du derved i din egen sjæl evnen til som en realitet at modtage Guds tilgivelse for dine egne ugerninger.
170:2.24 På det tidspunkt da apostlen Johannes begyndte at skrive historien om Jesu liv og lære havde de første kristne haft så meget besvær med idéen om at Guds rige forårsagede forfølgelse, at de i høj grad havde forladt brugen af udtrykket. Johannes taler meget om "det evige liv"[23]. Jesus talte ofte om det som "livets rige." Han henviste også ofte til "Guds rige i dig[24]." Han talte engang om en sådan oplevelse som "familie fællesskab med Gud Faderen." Jesus søgte at erstatte udtrykket riget med mange andre udtryk, men altid uden held. Blandt andet brugte han udtryk som: Guds familie, Faderens vilje, Guds venner, de troendes fællesskab, menneskers broderskab, Faderens flok, Guds børn, de trofastes fællesskab, Faderens tjeneste og Guds befriede sønner[25][26][27][28][29][30][31][32][33][34].
170:2.25 Men han kunne ikke undgå at bruge idéen om riget. Først over halvtreds år senere, efter at de romerske hære havde ødelagt Jerusalem, begyndte denne idé om riget at forandres til det evige livets kult da de sociale og institutionelle aspekter blev overtaget af den hastigt voksende og krystalliserende kristne kirke.
170:3.1 Jesus forsøgte altid at indprente hos sine apostle og disciple, at de ved tro måtte erhverve sig selv en retfærdighed, som oversteg den retfærdighed som kom til udtrykt af slaviske gerninger som nogle af de skriftkloge og farisæerne så indbildske paraderede for verden[35].
170:3.2 Selvom Jesus lærte, at tro, enkel barnlig tro, er nøglen til rigets dør, lærte han også at efter at være trådt ind gennem dørens er der de opadgående trin af retfærdighed, som enhver troende barn må gå for at vokse op til fuld statur af de robuste Guds sønner[36][37].
170:3.3 Det er i betragtning af måden for at modtage Guds tilgivelse, at opnåelsen af rigets retfærdighed åbenbares. Troen er den pris, du betaler for at træde ind i Guds familie, men tilgivelse er Guds handling som godkender din tro som prisen for indtrædelse. Modtagelse af Guds tilgivelse indebærer for en troende i riget en konkret og aktuel erfaring, og består af fire trin, rigets trin af indre retfærdighed:
170:3.4 1. Guds tilgivelse gøres faktisk tilgængelig, og opleves personligt af mennesket i netop det omfang, som de tilgiver deres medmennesker[38].
170:3.5 2. Mennesket tilgiver ikke seriøst deres medmennesker, hvis ikke det elsker dem som sig selv.
170:3.6 3. Ved på denne måde at elske sin næste som sig selv er den højeste etik[39].
170:3.7 4. Moralsk adfærd, sand retfærdighed, bliver det naturlige resultat af en sådan kærlighed.
170:3.8 Det er derfor indlysende, at rigets sande og indre religion ufejlbarligt og i stigende grad har en tendens til at manifestere sig i praktiske foranstaltninger af social tjeneste. Jesus forkyndte en levende religion, der tilskyndede sine troende til at engagere sig i kærlig tjeneste[40]. Men Jesus satte ikke etik i stedet for religion. Han underviste religionen som en årsag og etikken som resultat.
170:3.9 Retfærdigheden af enhver handling skal måles med motivet til den; de højeste former for godhed er derfor ubevidste. Jesus beskæftigede sig aldrig med moral eller etik som sådan. Han var helt optaget af det indre og åndelige fællesskab med Gud Faderen, som så sikkert og direkte manifesterer sig i en udad og kærlig tjeneste for mennesket. Han lærte, at rigets religion er en ægte personlig erfaring, som intet menneske kan holde i sig; bevidstheden om, at man er et medlem af familien af troende fører uundgåeligt til at man følger reglerne for familiens adfærd, for at tjene sine brødre og søstre i et forsøg på at udvide og udbygge fællesskabet.
170:3.10 Gudsrigets religion er personlig, individuel; frugterne, resultaterne, påvirker familien, broderskabet. Jesus undlod aldrig at ophøje helligheden hos individet i modsætning til samfundet. Men han indså også, at mennesket opbygger sin karakter ved uselvisk tjeneste; det udvikler sin moralske natur i kærlige relationer med sine medmennesker.
170:3.11 Ved at forkynde, at riget er indeni mennesket, ved at ophøje den enkelte, gav Jesus dødsstødet til det gamle samfund, og indvarslede den nye dispensation af sand social retfærdighed[41]. Denne nye samfundsorden har verden knap kendt til, fordi verden har nægtet at anvende principperne i himmelrigets evangelium. Når dette rige, som indebær at det åndelige har forrang, faktisk kommer på jorden, vil det ikke kun manifestere sig i bedre sociale og materielle forhold, men snarere i herligheder af de forhøjede og berigede åndelige værdier, der kendetegner den forestående tidsalder af forbedrede menneskelige relationer og avanceret åndelige opnåelser.
170:4.1 Jesus gav aldrig en præcis definition af gudsriget. Én gang, diskuterede han en bestemt fase af riget, og en anden gang behandlede han et andet aspekt af broderskabet af Guds herredømme i menneskenes hjerter. I løbet af denne sabbateftermiddags prædiken nævnte Jesus ikke mindre end fem faser, eller epoker af riget, nemlig:
170:4.2 1. Den personlige og indre oplevelse af det åndelige liv for den enkelte troendes fællesskab med Gud Faderen.
170:4.3 2. Det voksende broderskab af evangeliske troende, de sociale aspekter af den højere moral og strengere etik som følge af Guds ånd i de enkelte troendes hjerter.
170:4.4 3. Det overjordiske broderskab af usynlige åndelige væsener, der hersker på jorden og i himlen, det overmenneskelige Guds rige.
170:4.5 4. Forventninger om en mere perfekt opfyldelse af Guds vilje, fremskridt hen imod indgangen til en ny social orden i forbindelse med en forbedret åndelig levemåde - menneskets næste tidsalder.
170:4.6 5. Riget i dets helhed, lysets og livets fremtidig tidsalder på jorden[42].
170:4.7 Derfor skal vi altid undersøge Mesterens lære for at afgøre, hvilke af disse fem faser han kan tænkes at henvise til, når han bruger udtrykket Himmelriget. Gennem denne proces, med gradvis at ændre menneskets vilje og dermed påvirke menneskelige beslutninger, ændrer Mikael og hans kolleger sig ligeledes gradvist, men sikkert i hele forløbet af menneskelig udvikling - socialt og andet.
170:4.8 Mesteren lagde ved denne lejlighed vægt på følgende fem punkter som udtryk for de vigtigste elementer i rigets evangelium:
170:4.9 1. Forrang for den enkelte.
170:4.10 2. Viljen som den afgørende faktor i den menneskelige erfaring.
170:4.11 3. Åndeligt fællesskab med Gud Faderen.
170:4.12 4. Den højeste tilfredshed gennem kærlig tjeneste af menneskeheden.
170:4.13 5. Den åndelige transcendens over det materielle i menneskets personlighed.
170:4.14 Denne verden har aldrig for alvor, oprigtigt eller ærligt prøvet disse dynamiske idéer og guddommelige idealer i Jesu lære om himmelriget. Men du bør ikke tillade dig selv at blive afskrækket af de tilsyneladende langsomme fremskridt af rigets idé på Urantia. Husk, at rækkefølgen af fremadskridende evolution udsættes for pludselige og uventede periodiske ændringer i både den materielle og den åndelige verden. Jesu overdragelse som en inkarneret søn var netop sådan en usædvanlig og uventet begivenhed i det åndelige liv i verden. Gør heller ikke den fatale fejl, mens I venter på at riget vil manifestere sig i en ny tidsalder, til at forsømme at etablere det i jeres egne sjæle.
170:4.15 Selvom Jesus henviste en af rigets faser til fremtiden, og ved flere lejligheder antydede, at en sådan begivenhed kunne tænkes at dukke op som en del af en global krise, og selv om han også ved flere lejligheder bestemt lovede endnu engang at vende tilbage til Urantia, skal det noteres, at han aldrig definitivt forbandt disse to tanker sammen. Han lovede på et tidspunkt i fremtiden en ny åbenbaring af riget på jorden. Han lovede også engang, i egen person at komme tilbage til denne verden, men han sagde ikke, at disse to begivenheder var synonyme. For alt hvad vi ved, kan, eller ikke kan, disse løfter refererer til den samme begivenhed.
170:4.16 Hans apostle og disciple forbandt faktisk disse to lære sammen. Da riget udeblev som de havde forventet, huskede de Mesterens lærdomme om en fremtidig rige og huskede hans løfte om at komme tilbage, og så drog de den forhastede konklusion, at disse løfter henviste til samme hændelse. Derfor levede de i håbet om, at hans umiddelbare genkomst en anden gang, med magt og herlighed for at etablere Guds rige i sin helhed. Så nu har generationer af troende levet på jorden, den ene efter den anden, med det samme inspirerende, men skuffende håb.
170:5.1 Da vi nu har sammenfattet Jesu lære om himmelriget, har vi lov til at forklare nogle af de seneste idéer, der er knyttet til begrebet om riget, og at fremføre en profetisk forudsigelse af riget, som det kan tænkes at udvikle sig i den kommende tid.
170:5.2 I de første århundreder af den kristne propaganda blev idéen om himmelriget enormt påvirket af de hurtige spredende forestillinger i den græske idealisme, idéen om det naturlige som skyggen af det åndelige - det tidsmæssige som det eviges skygge i tiden[43].
170:5.3 Men det store skridt, som markerede omplantningen af Jesu lære fra en jødisk til en ikke-jødisk grobund, blev taget, da rigets Messias blev kirkens Forløser. Kirken var den religiøse og sociale organisation, der voksede frem af Paulus og hans tilhængeres aktiviteter, og som baserede sig på Jesu lære, som blev suppleret med Filons tanker og de persiske doktriner om godt og ondt.
170:5.4 Jesu idéer og idealer, så som de kom til udtryk i forkyndelsen om rigets evangelium, blev næsten tabt, da hans tilhængere i stigende grad forvrængede hans udtalelser. Mesterens opfattelse af riget blev mærkbart ændret ved to stærke tendenser:
170:5.5 1. De jødiske troende holdt stædigt fast i betragtningen om ham som Messias. De troede, at Jesus snart ville vende tilbage for faktisk at etablere et verdensomspændende og mere eller mindre materielt rige.
170:5.6 2. De ikke-jødiske kristne begyndte meget tidligt at acceptere Paulus doktriner, som i stigende grad har ført til den generelle opfattelse, at Jesus var Forløseren af kirkens børn, kirken som var den nye og institutionelle efterfølger til den tidligere opfattelse om riget som et rent åndeligt broderskab[44].
170:5.7 Som en social udvækst af riget, havde kirken været helt naturligt og endda ønskeligt. Det onde med kirken var ikke dens eksistens, men snarere, at den næsten helt fortrængte Jesu opfattelse af riget. Paulus institutionaliserede kirke blev næsten en erstatning for himmelriget som Jesus havde forkyndt[45].
170:5.8 Men tvivl ikke, det samme himmelrige som Mesteren underviste, eksisterer i den troendes hjerte, vil endnu engang blive forkyndt til denne kristne kirke, samt til alle andre religioner, racer og nationer på jorden - selv til hvert individ[46].
170:5.9 Riget ifølge Jesu lære, det åndelige ideal om individuel retfærdighed og begrebet menneskets guddommelige fællesskab med Gud, blev til sidst begravet i den mystiske tankekonstruktion om Jesu person som Forløseren-Skaberen og åndelig leder af et socialiseret religiøst samfund. På denne måde blev en formel og institutionel kirke en stedfortræder for det individuelt åndeligt ledede broderskab af riget.
170:5.10 Kirken var en uundgåelig og nyttig social følge af Jesu liv og undervisning, tragedien bestod i, at denne sociale reaktion til læren om riget så fuldt fortrængte det åndelige begreb om det virkelige rige i overensstemmelse med Jesu lære og liv.
170:5.11 Guds rige var for jøderne israelitternes samfund; for ikke-jøderne blev det den kristne kirke. For Jesus var riget summen af de personer, der havde bekendt deres tro på Guds faderskab og dermed erklæret sig helhjertet dedikeret til at gøre Guds vilje og dermed blive medlemmer af det åndelige broderskab.
170:5.12 Mesteren var fuldt ud klar over, at visse sociale resultater ville fremtræde i verden, som følge af udbredelsen af rigets evangelium; men hans hensigt var, at alle sådanne ønskelige sociale manifestationer bør fremstå som ubevidste og uundgåelige udvækster, eller naturlige frugter af dette indre personlige erfaring hos de enkelte troende, dette rent åndelige fællesskab og fællesskab med den guddommelige ånd som er iboende og aktiverer alle sådanne troende.
170:5.13 Jesus forudså, at en social organisation eller kirke ville følge det sande åndelige riges udbredelse, og derfor modsatte han sig aldrig apostlene praktisering af Johannes dåb. Han lærte, at den sandheds elskende sjæl, som hungrer og tørster efter retfærdighed - efter Gud - gennem tro optages i den åndelige verden[47][48][49]. Samtidig lærte apostlene, at en sådan troende gennem det ydre dåbsritual optages i disciplenes sociale organisation.
170:5.14 Da Jesu umiddelbare tilhængere efter hans tid indså deres delvise manglende virkeliggørelse af hans ideal for oprettelsen af riget i menneskenes hjerter gennem åndens dominans over og vejledning af den enkelte troende, gik de i gang med at redde hans undervisning fra at blive helt tabt ved at erstatte Mesterens ideal om riget med den gradvise oprettelse af en synlig social organisation, den kristne kirke. Da de havde gennemført dette erstatningsprogram begyndte de, for at bevare sammenhængen og at sørge for anerkendelse af Mesterens lærdomme om riget, at udskyde riget ind i fremtiden. Så snart kirken var blevet veletableret, begyndte den at undervise, at Guds rige i virkeligheden ville fremtræde når den kristne tidsalder kulminerede, ved Kristi genkomst.
170:5.15 På denne måde blev riget et begreb om en tidsalder, en idé om et fremtidigt besøg og et ideal om den endelige indfrielse af den Højestes hellige[50]. De første kristne (og alt for mange af de senere) mistede helt synet af idéen om Faderen og søn som den blev udtrykt i Jesu forkyndelse af riget, samtidig som de erstattede den med kirkens velorganiserede sociale fællesskab. Kirken blev således primært et socialt broderskab, som effektivt fordrev Jesu koncept og idealet om et åndeligt broderskab.
170:5.16 Jesus ideelle koncept gik stort set tabt, men med Mesterens personlige liv og lære som grundlag, suppleret af de græske og persiske begreber om det evige liv og udvidet med Filons doktrin om det tidsmæssige i modsætning til det åndelige, gik Paulus ud for at opbygge et af de mest progressive menneskelige samfund, som nogensinde har eksisteret på Urantia.
170:5.17 Jesu koncept er stadig i live i de avancerede religioner i verden. Paulus kristne kirke er den socialiserede og humaniserede skygge af, hvad Jesus antog at himmelriget ville være - og hvad det helt sikkert en dag vil blive. Paulus og hans efterfølgere flyttet delvis spørgsmålene om det evige liv fra individet til kirken. Kristus blev dermed kirkens overhoved snarere end en storebror til hver enkelt troende i Faderens familie i riget[51][52]. Paulus og hans samtidige anvendte alle Jesu åndelige implikationer vedrørende ham selv og den enkelte troende til kirken som en gruppe af troende, og når de gjorde dette, så gav de dødsstødet til Jesu begreb om det guddommelige rige i den enkelte troendes hjerte.
170:5.18 Så den kristne kirke har i århundreder arbejdede under en stor forlegenhed, fordi den vovede at gøre krav på rigets mystiske beføjelser og privilegier, som kun kan udøves og erfares mellem Jesus og hans åndelige troende brødre. Således bliver det tydeligt, at medlemskab i kirken ikke nødvendigvis betyder fællesskab i riget; sidstnævnte er åndelig, den første hovedsagelig social.
170:5.19 Før eller senere, er tiden inde for at en anden og større Johannes Døberen skal opstå og forkynde: "Guds rige er nært forestående" - i betydningen af en tilbagevenden til det høje åndelige begreb fra Jesus, som forkyndte, at riget er hans himmelske Faders vilje, når den er dominerende og transcendent i hjertet af den troende - og at gøre alt dette uden på nogen måde at henvise til enten den synlige kirke på jorden eller til den forventede Kristi genkomst[53]. Der skal være en genoplivning af Jesu faktiske lære, en sådan genrepræsentation som vil ophæve hans tidligere tilhængers arbejde, som gik på at skabe et sociofilosofisk trossystem om kendsgerningen af Mikaels ophold på Jorden. Inden for en kort tid, erstattede undervisningen af denne historie om Jesus forkyndelse af Jesu evangelium om riget. På denne måde tilsidesatte en historisk religion, den undervisning, i hvilken Jesus havde blandet menneskets højeste moralske idéer og åndelige idealer med dets mest sublime håb for fremtiden - det evige liv. Og det var evangeliet om gudsriget.
170:5.20 Det er netop, fordi at Jesu evangelium var så alsidigt at de som studerede optegnelserne om hans lære indenfor et par århundreder var opdelt i så mange kulter og sekter. Denne ynkelige inddeling af kristne troende er en følge af at man ikke i Mesterens mangesidede forkyndelse har formået at skelne den guddommelige enhed i hans uforlignelige liv. Men en dag kommer, hvor de sande troende i Jesus ikke på denne måde vil være åndeligt delt i deres holdning overfor ikke-troende. Altid kan vi have mangfoldighed i intellektuel forståelse og fortolkning, selv varierende grader af socialisering, men mangel på åndeligt broderskab er både utilgiveligt og forkasteligt.
170:5.21 Tag ikke fejl! Der findes i Jesu lære sådan en evig natur, der ikke vil tillade den for evigt at forblive ufrugtbare i hjerterne hos tænkende mennesker. Guds rige, som Jesus forstod det er stort set mislykkedes på jorden, for tiden, har en materiel kirke fundet sin plads, men du må forstå, at denne kirke kun er det forsinkede åndelige rigets larvestadium, der bærer riget gennem denne materielle tidsalder over til en mere åndelig verdensorden, hvor Mesterens lære kan nyde en fyldigere mulighed for at udvikle sig. Således bliver den såkaldte kristne kirke den kokon, i hvilken riget ifølge Jesus koncept nu blunder. Det guddommelige broderskabets rige er stadig i live og vil i sidste ende og helt sikkert fremtræde fra denne lange nedsænkning, lige så sikkert som sommerfuglen i sidste ende vil fremstå som den smukke udfoldelse af dets mindre attraktivt metamorfiske udviklingsvæsen.
| Kapitel 169. Den Sidste Undervisning Ved Pella |
Indeks
Flere versioner |
Kapitel 171. På Vej Til Jerusalem |