© 2015 Urantia Foundation
177:0.1 NÅR arbejdet med at undervise folket ikke var overhængende havde Jesus og hans apostle for vane at hvile hver onsdag fra deres anstrengelser. Denne særlige onsdag spiste de morgenmad lidt senere end normalt, og der var en ildevarslende tavshed over lejren. Der blev ikke sagt mange ord under første halvdel af dette morgenmåltid. Til sidst sagde Jesus: "Jeg vil have at I hviler i dag. Tag jer tid til at tænke over alt, der er sket, siden vi kom til Jerusalem og meditere over, hvad der er lige forestående, det jeg tydeligt har fortalt dig om. Sørg for, at sandheden forbliver i jeres liv, og at du dagligt vokser i nåde."
177:0.2 Efter morgenmaden informerede Mesteren Andreas at han agtede at være fraværende den dag, og foreslog, at apostlene skulle bruge deres tid efter eget skøn, bortset fra at de under ingen omstændigheder gik indenfor Jerusalems porte.
177:0.3 Da Jesus gjorde sig klar til at gå alene op i bakkerne kom David Zebedæus hen til ham og sagde: "Du ved godt, Mester, at farisæerne og herskere forsøger at ødelægge dig, men alligevel er du klar til at gå alene i bakkerne. Det er tåbeligt at gøre det; jeg vil derfor sender tre mænd med dig, godt rustet til at sikre, at du ikke oplever nogen skade." Jesus kiggede på de tre velbevæbnede og robuste galilæere og sagde til David: "Du mener godt, men du tager fejl, når du ikke forstår at Menneskesønnen ikke behøver nogen som forsvarer ham. Ingen mænd vil lægger hænderne på mig før den time, når jeg er parat til at afgive mit liv i overensstemmelse med Faderens vilje. Disse mænd kan ikke ledsage mig. Jeg ønsker at gå alene, så jeg kan kommunikere med Faderen."
177:0.4 Da de hørte disse ord trak David og hans bevæbnede vagter sig tilbage; men netop som Jesus var på vej alene kom Johannes Markus frem med en lille kurv med mad og vand, og påpegede, at hvis Jesus skulle være væk hele dagen, kunne han blive sulten. Mesteren smilede på Johannes og strakte hånden ud for at modtage kurven.
¶ 1. EN DAG ALENE MED GUD
177:1.1 Da Jesus ville tage frokostkurven fra Johannes hånd dristede den unge mand sig til at sige: "Men, Mester, du kan tænkes at sætte kurven ned, når du går til side for at bede og derefter fortsætte uden. Desuden, hvis jeg går med for at bære maden, ville du være mere fri til at tilbede, og jeg vil helt sikkert være tavs. Jeg vil ikke stille spørgsmål, og jeg venter med kurven, mens du går afsides for dig selv for at bede."
177:1.2 Mens Johannes holdt sin lille tale, hvis dristighed overrasket nogle af dem, der stod i nærheden og hørte det, var han modig nok til at holde fast i kurven. Der stod de, både Johannes og Jesus, og holdt kurven. Kort efter gav Mesteren slip, så på drengen og sagde, "Eftersom du af hele dit hjerte ønsker at gå med mig, skal det ikke nægtes dig. Vi vil gå væk for os selv og have en dejlig tid sammen. Du kan spørge mig om hvad som helst, der opstår i dit hjerte, og vi vil trøste og støtte hinanden. Du kan starte med at bære frokosten, og når du bliver træt, vil jeg hjælpe dig. Følg med mig."
177:1.3 Jesus vendte ikke tilbage til lejren den aften indtil efter solnedgang. Mesteren tilbragte den sidste stille dag på jorden i samtale med denne sandhedssultne unge mand og med at tale med sin Paradisfader. Denne begivenhed er blevet kendt i højden som "dagen, som en ung mand tilbragte med Gud i bakkerne." Dette tilfælde eksemplificerer for evigt Skaberens vilje til fællesskab med den skabte. Selv en ungdom kan, om det virkelig er hjertets største ønske, tvinge opmærksomheden af universets Gud og få nydelse af hans kærlige selskab, kan faktisk opleve den uforglemmelige begejstring alene og en hel dag med Gud i bjergene. Sådan var Johannes Markus enestående oplevelse denne onsdag på bakkerne i Judæa.
177:1.4 Jesus talte meget med Johannes, de talte frit om denne verden og den næste verdens anliggender. Johannes fortalte Jesus, hvor ked han var af, at han ikke havde været gammel nok til at være en af apostlene og udtrykte sin store taknemmelighed for, at han havde fået lov til at følge dem lige siden de første gang prædikede ved overgangsstedet af Jordanfloden over for Jeriko, bortset fra rejsen til Fønikien. Jesus advarede den unge mand til ikke at lade sig skræmme af de forestående begivenheder og forsikrede ham om, at han ville vokse op til at blive en mægtig budbringer af riget.
177:1.5 Johannes Markus var fascineret af mindet om denne dag med Jesus i bjergene, men han glemte aldrig Mesterens sidste formaning lige før de ville vende tilbage til lejren ved Getsemane, da Mesteren sagde: "Nå, godt, Johannes, vi har haft en dejlig tid sammen, en sand hviledag, men sørg for at du ikke fortælle nogen om, hvad jeg har fortalt dig.” Og Johannes Markus afslørede aldrig noget om, hvad der var sket den dag, han tilbragte med Jesus i bakkerne.
177:1.6 I løbet af de få resterende timer af Jesu jordiske liv lod Johannes Markus aldrig Mesteren kommer ud af syne i lang tid. Altid holdt den unge mand sig gemt i nærheden, han sov kun når Jesus sov.
¶ 2. BARNDOMSTIDEN I HJEMMET
177:2.1 I løbet af denne dag sammen med Johannes Markus, brugte Jesus megen tid med at sammenligne deres erfaringer i den tidlige barndom og senere drengeår. Selvom Johannes forældre havde mere af denne verdens ejendele end Jesu forældre, havde de mange lignende erfaringer under deres drengeår. Jesus sagde en masse ting, der hjalp Johannes til bedre at forstå sine forældre og andre medlemmer af hans familie. Da drengen spurgte Mesteren, hvordan han kunne vide, at han ville vokse op til at blive en "mægtig budbringer af Guds rige," sagde Jesus:
177:2.2 "Jeg ved, du vil vise dig trofast til rigets evangelium, fordi jeg kan stole på din nuværende tro og kærlighed, når disse kvaliteter er baseret på en sådan uddannelse, som du fik under dine barneår i hjemmet. Du er vokset op i et hjem, hvor forældrene udviser en oprigtig kærlighed til hinanden, og derfor har du ikke fået for meget kærlighed, som kunne have givet dig en faretruende høj koncept om din egen betydning. Din personlighed er heller ikke blevet forvrænget på grund af dine forældre kærlighedsløst skulle have manipuleret mod hinanden for at vinde din tillid og din loyalitet. Du har været nydt sådan en forældrekærlighed, der sikrer en sund selvtillid og fremmer normale trygheds følelser. Men du har også været heldig, at dine forældre har haft både visdom og kærlighed; og det var visdom, som fik dem til at tilbageholde de fleste former for nydelse og mange luksusvarer, der kan købes med rigdom, mens de sendt dig til synagogeskolen sammen med dine legekammerater i nabolaget. Og de har også sørget for, at du fik lært at leve i denne verden, ved at tillade dig at få egne første hånd erfaringer. Du kom over til Jordan, hvor vi prædikede og Johannes disciple døbte, med din unge ven Amos. I ønskede begge at ledsage os. Da du vendte tilbage til Jerusalem, gav dine forældre deres samtykke. Amos forældre nægtede; de holdt så meget af deres søn, at de nægtede ham den velsignede oplevelse, du har haft, selv sådan som du har i dag. Ved at forlade hjemmet kunne Amos have sluttet sig til os, men så havde han såret kærligheden og ofret loyalitet. Selv om et sådant måde havde været et klogt valg, havde det været en frygtelig pris at betale for erfaring, uafhængighed og frihed. Vise forældre, som dine, sørger for, at deres børn ikke behøver at såre kærligheden eller kvæle loyalitet for at udvikle selvstændighed og nyde forfriskende frihed, når de er vokset op til din alder.
177:2.3 "Kærlighed, John, er den øverste virkelighed af universet, når den skænkes af alle kloge væsner, men den er en farlig og ofte delvis egoistisk egenskab, når den kommer til udtryk i livet hos dødelige forældre. Når du bliver gift og får egne børn til at uddanne, så sørg for, at din kærlighed styres af visdom og vejledt af fornuft.
177:2.4 "Din unge ven Amos tror på rigets evangelium lige så meget som dig, men jeg kan ikke helt stole på ham; Jeg er ikke sikker på, hvad han vil gøre i de kommende år. Hans barndomsliv i hjemmet var ikke sådan, at det ville give anledning til en fuldstændig troværdig person. Amos er for meget som en af apostlene, som ikke fik en normal, kærlig og klog undervisning i hjemmet. Hele dit senere liv vil blive lykkeligere og mere pålidelig, fordi du har tilbragt dine første otte år i et normal og ordentlig hjem. Du har en stærk og fast sammentømret karakter, fordi du er vokset op i et hjem, hvor kærlighed herskede og visdom regerede. En sådan opvækst i barndommen, en sådan type af loyalitet, forsikrer mig om, at du vil gå igennem med det, du startede med.
177:2.5 I mere end en time fortsatte denne diskussion mellem Jesus og Johannes om livet i hjemmet. Mesteren fortsatte med at forklare til Johannes, hvordan barnet fuldstændig er afhængigt af sine forældre og det tilhørende hjemmeliv, for alle dets tidlige begreber om alt intellektuelt, socialt, moralsk, og selv åndeligt, eftersom at familien for det lille barn repræsenterer alt det som barnet i begyndelsen kan vide om både menneskelige og guddommelige relationer. Barnet skal få sine første indtryk af universet fra moderens omsorg. Barnet er helt afhængig af sin jordiske far for hans første idéer om den himmelske Fader. Barnets senere liv bliver lykkeligt eller ulykkeligt, let eller svært, afhængigt af dets tidlige mentale og følelsesmæssige liv, betinget af disse sociale og åndelige relationer i hjemmet. Hele et menneskes senere liv påvirkes enormt af, hvad der sker i de første par år af livet.
177:2.6 Vi tror oprigtigt, at evangeliet ifølge Jesu lære, som er baseret på forholdet mellem far og barn, næppe kan få en verdensomspændende modtagelse indtil den tid kommer, når hjemmelivet hos de moderne civiliserede folk omfatter mere kærlighed og mere visdom. Trods det faktum, at forældrene i det tyvende århundrede besidder stor viden og øget sandhed for at forbedre hjemmet og forædle hjemmelivet, er det stadig et faktum, at meget få moderne hjem er lige så gode steder at uddanne drenge og piger som Jesu hjem i Galilæa og Johannes Markus hjem i Judæa var, selv om accepten af Jesu evangelium vil føre til at hjemmelivet umiddelbart forbedres. Det kærlighedsfulde liv i en klog hjem og den loyale hengivenhed af sand religion udøver en dybtgående gensidig indflydelse på hinanden. Et sådan indre liv forhøjer religionen, og ægte religion forherliger altid hjemmet.
177:2.7 Det er rigtigt, at mange af de mest forkastelige repressive påvirkninger og andre restriktive funktioner i disse gamle jødiske hjem er stort set blevet elimineret fra mange af de bedre organiserede moderne hjem. Der er helt sikkert mere spontan frihed og langt større personlig frihed, men denne frihed er ikke begrænset af kærlighed, ikke motiveret af loyalitet og er ikke omfattet af en rationel disciplin baseret på visdom. Så længe vi lære barnet at bede: "Vor Fader, du som er i himlen", hviler der et enormt ansvar på alle jordiske fædre til at leve og organisere deres hjem, så ordet fader, bliver værdigt indlejret i sind og hjerter hos alle voksende børn[1].
¶ 3. DAGEN I LEJREN
177:3.1 Apostlene tilbragte det meste af denne dag med at gå rundt på Oliebjerget og besøgte de disciple, der havde slået lejre med dem, men tidligt på eftermiddagen blev de meget ivrige over at se Jesus komme tilbage. Som dagen skred frem, blev de mere og mere bekymrede for hans sikkerhed; de følte sig usigeligt ensom uden ham. Hele dagen var der megen diskussion om, hvorvidt Mesteren burde have fået lov til at vandre ud alene i bjergene, kun ledsaget af en bydreng. Selvom ingen åbent udtrykt deres tanker om det, var der ikke én blandt dem, undtagen Judas Iskariot, der ikke ønskede sig i Johannes Markus sted.
177:3.2 Omkring midt på eftermiddagen, holdt Natanael sin tale om "Det højeste ønske" til omkring en halv snes apostle og lige så mange disciple, og talen sluttede med ordene: "Hvad der galt med de fleste af os er, at vi kun er halvhjertede. Vi elsker ikke Mesteren som han elsker os. Hvis vi alle havde ønsket at gå med ham så meget som Johannes Markus, ville han sikkert have taget os alle med. Vi stod på siden, mens drengen gik op til Mesteren og tilbød ham kurven, men da Mesteren tog fat i den ville drengen ikke slippe den. Og så efterlod Mesteren os her, mens han vandrede ud til bakkerne med kurv, dreng og alting."
177:3.3 Ved firetiden om eftermiddagen kom løbere til David Zebedæus med bud fra hans mor i Betsaida og fra Jesu mor. Flere dage tidligere, var David kommet til den konklusion, at ypperstepræsterne og herskere ville dræbe Jesus. David vidste, at de var fast besluttet på at ødelægge Mesteren, og han var temmelig overbevist om, at Jesus ikke havde tænkt sig at udøve sin guddommelige magt til at redde sig selv eller tillade sine tilhængere til at bruge vold for at forsvare ham. Da han havde draget disse konklusioner, sendte han en budbringer hurtigt til sin mor og bad hende om at komme direkte til Jerusalem og bringe Jesu mor Maria og alle medlemmer af Jesu familie med sig.
177:3.4 Davids mor gjorde, som hendes søn ønskede, og nu kom løberne tilbage til David med nyheden om, at hans mor og hele Jesu familie var på vej til Jerusalem og forventedes at ankomme sent den følgende dag eller meget tidligt næste morgen. Da David gjorde dette på eget initiativ, mente han, at det var bedst at holde det for sig selv. Han fortalte derfor ikke nogen at Jesu familie var på vej til Jerusalem.
177:3.5 Kort efter middag ankom over tyve af de grækere, der havde mødt Jesus og de tolv i hjemmet hos Josef af Arimatæa til lejren, og Peter og Johannes tilbragte flere timer i samtale med dem. Disse grækere, i hvert fald nogle af dem, var meget avanceret i viden om riget, for de var blevet undervist af Rodan af Alexandria.
177:3.6 Samme aften, efter at Jesu var vendt tilbage til lejren talte han med grækerne, og havde det ikke været for at en sådan fremgangsmåde i høj grad ville have oprørt hans apostle og mange af hans førende disciple, havde han ordineret disse tyve grækere, på samme måde som de halvfjerds tidligere.
177:3.7 Mens alt dette foregik i lejren var ypperstepræsterne og de ældste i Jerusalem overrasket over, at Jesus ikke vendte tilbage for at tale til folkemængderne. Sandt nok, den foregående dag, da han forlod templet, havde Jesus sagt: "Jeg forlader dit hus øde til dig[2]." Men de kunne ikke forstå, hvorfor han ønskede at give afkald på den store fordel, som han havde opbygget i den venligsindede holdning hos folkemængderne. Mens de frygtede, at han ville starte et oprør blandt folket havde mesterens sidste ord til de mange været en formaning til på alle rimelige måder at overholde autoriteten hos dem, "der sidder på Moses sæde[3]." Men det var en travl dag i byen, da de samtidig forberedte til påsken og finpudsede deres planer om at dræbe Jesus.
177:3.8 Der var ikke mange mennesker, der besøgte lejren, for oprettelsen var blevet holdt som en velbevaret hemmelighed af alle, der vidste, at Jesus skulle bo der i stedet for hver nat at vandre ud til Betania.
¶ 4. JUDAS OG YPPERSTEPRÆSTERNE
177:4.1 Kort efter Jesus og Johannes Markus havde forladt lejren forsvandt Judas Iskariot fra sine brødre og vendte først tilbage sidst på eftermiddagen. Selv om Mesteren udtrykkeligt havde bedt apostlene om ikke at gå ind i Jerusalem skyndte denne forvirrede og utilfredse apostel sig hurtigt af sted for at overholde sit aftalte møde med Jesu fjender i ypperstepræsten Kajfas hjem[4]. Det var et uformelt møde i jødernes råd og havde været aftalt til kort efter klokken ti om formiddagen. Mødet var indkaldt for at diskutere karakteren af de beskyldninger, der blev fremsat mod Jesus og at afgøre, hvilke fremgangsmåder, de ville benytte sig af, når de tog ham til de romerske myndigheder for at indhente den nødvendige bekræftelse fra de civile myndigheder på den dødsdom, som de allerede havde givet over ham[5].
177:4.2 Den foregående dag havde Judas videregivet til nogle af sine slægtninge og til visse af sin fars families saddukæer venner, at han var kommet til den konklusion, at mens Jesus var en velmenende drømmer og idealist, var han derimod ikke, Israels længe ventede befriere. Juda sagde, at han meget gerne ville finde en måde til diskret at trække sig ud af hele bevægelsen. Hans venner forsikrede ham smigrende, at hans tilbagetrækning ville blive mødt af de jødiske herskere som en stor begivenhed, og at intet ville være for godt til ham. De fik ham til at tro, at han straks ville modtage høje udmærkelse fra jødernes råd, og at han så til sidst ville være i stand til at udslette skampletten fra sin velmente, men "uheldige samvær med ulærde galilæere."
177:4.3 Judas kunne ikke helt tro, at Mesterens mægtige gerninger var blevet gennemført med djævleprinsens magt, men han var nu helt overbevist om, at Jesus ikke ville udøve sin magt for selvforherligelse[6]. Han var endelig overbevist om, at Jesus ville tillade jødernes herskere at dræbe ham, og han kunne ikke udholde den ydmygende tanke at blive identificeret med en bevægelse, der var dømt til nederlag. Han nægtede at overveje tanken om tilsyneladende fiasko. Han havde en grundig forståelse af Mesteren robuste karakter og skarpheden af hans majestætiske og barmhjertig sind, men alligevel fandt han en vis glæde ved tanken, men dog kun delvist, fra en af hans slægtninges forslag om, at Jesus, mens han var en velmenende fanatiker, antagelig ikke var helt ved sit sinds fulde brug, at han altid havde syntes at være en mærkelig og misforstået person.
177:4.4 Nu som aldrig før lagde Judas mærke til, at han var ved at blive mærkeligt forarget, over at Jesus aldrig havde udnævnt ham til en mere hæderlig position. Hele tiden havde han værdsat den ære at være apostlenes kasserer, men nu begyndte han at føle sig som om han ikke blev værdsat, at hans talent ikke blev anerkendt. Han blev pludselig overvældet af harme, at Peter, James og Johannes, havde fået æren af et tæt fællesskab med Jesus, og på dette tidspunkt, da han var på vej til ypperstepræstens hjem, blev han opsat på at tage hævn over Peter, James og Johannes mere end han var besat af enhver tanke om at forråde Jesus. Men frem for alt andet begyndte der lige nu en ny og dominerende tanke at gøre sig gældende i hans bevidste sind: Han havde sat sig for at erhverve ære, og hvis det kunne gøres på samme tid, som han fik hævn over dem, der havde bidraget til hans største skuffelse i livet, var det bare bedre. En frygtelig sammensværgelse af forvirring, stolthed, desperation og beslutsomhed fik ham i sin vold. Det bør således være klart, at det ikke var af hensyn til penge, at Judas dengang var på vej til Kajfas hjem for at acceptere at forråde Jesus.
177:4.5 Da Judas nærmede sig Kajfas hjem havde han taget sin endelige beslutning om at forlade Jesus og hans medapostle og havde dermed besluttet at opgive himmelrigets sag. var han fast besluttet på at få så meget som muligt af den ære og herlighed, som han havde tænkt sig engang ville blive hans, da han først identificerede sig selv med Jesus og rigets nye evangelium. Alle apostlene delte engang denne ambition med Judas, men med tiden, lærte de at beundre sandhed og at elske Jesus, i hvert fald mere end Judas gjorde.
177:4.6 Forræderen blev præsenteret for Kajfas og de jødiske herskere af hans fætter, der forklarede, at Judas, efter at indse sin fejltagelse i at lade sig blive vildledt af Jesus snu lære, var kommet til det sted, hvor han offentligt og formelt ønskede at give afkald på sin tilknytning med denne galilæer og samtidig bede om at genvinde sine jødiske brødres tillid og genoptages i deres fællesskab. Judas talsmand fortsatte med at forklare, at Judas indså, at det ville være bedst for freden i Israel, hvis Jesus kunne tages i forvaring, og som et tegn på hans sorg over at have deltaget i en sådan fejlslået bevægelse og som bevis for hans oprigtighed, at han vendte tilbage til Moses lære, var han nu kommet for at tilbyde sig til jødernes råd som den der sammen med kaptajnen, som havde arrestordre på Jesus, kunne arrangere det, så han kunne blive arresteret uden at tiltrække sig opmærksomhed og dermed undgå enhver fare for at folkemængderne blev oprørske eller at det var nødvendigt at udsætte anholdelsen til efter påske.[7]
177:4.7 Da Judas fætter var færdig med at tale, præsenterede han Judas, som trådte frem nær ypperstepræsten og sagde: "Alt, hvad min fætter har lovet, ønsker jeg at gøre, men hvad er du villig til at give mig for denne tjeneste?" Judas syntes ikke at bemærke udtrykkene af foragt, selv afsky, som var synlige på ansigtet af den hårdhjertet og forfængelige Kajfas; Judas hjerte var for meget indstillet på selvforherligelse og længslen efter selvophøjelsens tilfredsstillelse[8].
177:4.8 Da så Kajfas ned på forræderen, mens han sagde: "Judas, går til vagtkaptajnen og arrangere med officeren, så at din Mester bringes til os enten i aften eller i morgen aften, og når du har leveret ham i vores hænder, skal du få din belønning for denne tjeneste." Da Judas hørte dette, gik han straks fra ypperstepræsterne og herskere og holdt råd med templets vagtkaptajn om den måde, hvorpå Jesus skulle blive arresteres[9]. Judas vidste, at Jesus var borte fra lejren og havde ingen idé om, hvornår Jesus ville vende tilbage samme aften, og de blev indbyrdes enige om at Jesus skulle arresteres den næste aften (torsdag) efter at folket i Jerusalem og alle de besøgende pilgrimme havde trukket sig tilbage for natten.
177:4.9 Judas vendte tilbage til sine kammerater i lejren beruset af sådanne tanker om storhed og ære, som han ikke havde haft i meget lang tid. Han havde tilsluttet sig Jesus, i håb om at en dag at blive en stor mand i det nye rige. Til sidst havde han indset, at der ikke ville være nogen sådan nyt rige, som han forventede. Men han var glad for at være så klog, at han kunne bytte sin skuffelse over ikke at vinde ære i det forventede nye rige med en ære og belønning, som umiddelbart kunne realiseres i den gamle orden, som han nu troede, ville overleve, og som han var sikker på ville ødelægge Jesus og alt, hvad han stod for. For sit sidste motiv, når det gælder den bevidste hensigt var Judas forræderi mod Jesus, en fej handling, en egoistisk desertør hvis eneste tanke var hans egen sikkerhed og ophøjelse, uanset hvad hans opførsel ville føre til for hans Mester og hans tidligere medarbejdere.
177:4.10 Men det var altid ligesom dette. Judas havde længe været engageret i denne overlagte, vedholdende, egoistiske og hævngerrige bevidsthed, der gjorde at disse hadefulde og onde lyster for hævn og illoyalitet gradvist byggedes op i hans sind og havde til huse i hans hjerte. Jesus elskede og stolede på Judas ligesom han elskede og stolede på de andre apostle, men Judas undlod at udvikle en loyal tillid og opleve en helhjertet kærlighed til gengæld. Hvor farligt kan ambitionen ikke blive, når den er fuldt forenet med egeninteresse og stærkt motiveret af en stædig og lang undertrykt hævn! Hvilken knusende skuffelse i livet kan det ikke være for de tåbelige mennesker, som, når de fokusere deres blik på de dunkle og flygtige fristelser i tiden, og derved bliver blind for de højere og mere virkelige opnåelser i form af de evige resultater af de evige verdeners guddommelige værdier og sande åndelige realiteter. Judas søgte i sit sind for verdslig ære og begyndte at elske dette ønske af hele sit hjerte. De andre apostle længtes ligeledes i deres sind for den samme verdslige ære, men i deres hjerter elskede de Jesus og gjorde deres bedste for at lære at elske de sandheder, han underviste dem.
177:4.11 Judas var ikke klar over det dengang, men i hans underbevidsthed, havde han kritiserede Jesus siden Herodes halshuggede Johannes Døberen. Dybt nede i sit hjerte havde Judas altid følt sig såret, over at Jesus ikke reddede Johannes. Man bør ikke glemme, at Judas havde været en discipel af Johannes, før han blev en tilhænger af Jesus. Alle disse ophobninger af menneskelig vrede og bitter skuffelse, havde Judas gemt i sin sjæl under hadets kåbe, var nu godt organiseret i hans underbevidsthed og klar til at poppe op og sluge ham, så snart han vovede at skille sig ud fra sine brødres støttende indflydelse og samtidig udsætte sig selv for Jesu fjenders snue insinuationer og subtil latterliggørelse. Hver gang Judas tillod sit håb at stige til skyerne og Jesus derefter gjorde eller sagde noget, der slog dem i stykker, var der altid efterladt et ar af bitter vrede i Judas hjerte og når disse ar blev flere og flere efterlod det så ofte et såret hjerte, og mistede snart enhver virkelig hengivenhed for den, der havde forårsaget denne ubehagelige oplevelse på en velmenende, men fej og selvcentreret personlighed. Judas var ikke klar over det, men han var en kujon. Derfor var han altid tilbøjelig til at tillægge Jesus fejhed som motiv fordi Jesus så ofte nægtede at gribe magten eller ære, når de tilsyneladende var så let tilgængelig for ham. Hvert dødeligt menneske ved udmærket, hvordan selv den kærlighed, som engang var ægte, kan, gennem skuffelse, jalousi og længe næret vrede til sidst omdannes til ægte had.
177:4.12 Omsider kunne ypperstepræsterne og de ældste puste ud i et par timer. De behøvede ikke at arrestere Jesus i det offentlige, og da de i forræderen Judas havde fået en allieret, var det en forsikring mod, at Jesus kunne flygte fra deres retskreds, som han så mange gange tidligere havde gjort.
¶ 5. DEN SIDSTE FÆLLESTIME
177:5.1 Da det var onsdag, var aften i lejren viet til selskabelig sammenkomst. Mesteren forsøgte at opmuntre sine nedslagne apostle, men det var næsten umuligt. De var alle begyndt at indse, at foruroligende og knusende hændelser var nær forestående. De kunne ikke være glade, selv når Mesteren fortalte om deres års begivenhedsrige og kærlige samvær. Jesus spurgte i detaljer, hvordan sagen stod med alle apostlenes familier, og da han vendte sit blik mod David Zebedæus, spurgte han, om nogen nylig havde hørt fra hans mor, hans yngste søster eller andre medlemmer af hans familie. David kiggede ned på sine fødder, da han var bange for at svare.
177:5.2 Det var ved denne lejlighed Jesus advarede sine tilhængere om ikke at regne med folkemassernes støtte. Han genoplivede mindet om deres erfaringer i Galilæa, fra tid til anden, da store skarer entusiastisk havde fulgt dem, og derefter lige så ivrigt havde vendt sig mod dem og vendt tilbage til deres tidligere måder at tro og leve. Så sagde han: "Og derfor skal I ikke tillader jer selv at blive snydt af de store folkemængder, der hørte os i templet, og syntes at tro vores undervisning. Disse skarer lytter til sandheden og tror det overfladisk i deres sind, men kun få af dem lader sandhedens ord synke ind i hjertet, og slå den levende rod. De, der kun kender evangeliet i deres sind, men som ikke har oplevet det i deres hjerter, kan I ikke regne med for støtte, når de virkelige problemer begynder. Når jødernes herskere når til enighed om at ødelægge Menneskesønnen, og når de enstemmigt slår til, vil du se mængden enten flygte i forfærdelse eller bare stå og ser på med lydløs forbløffelse, mens disse gale og forblindede herskere fører evangeliesandhedens lærere til døden. Og så, når modgang og forfølgelse kommer over jer, kommer der flere andre som du tror, elsker sandheden, som vil blive spredt, og nogle vil frasige sig evangeliet og flygte fra jer. Nogle, der har været meget tæt på os har allerede besluttet at desertere. Du har i dag hvilet som forberedelse for de tider, som nu er over os. Våg derfor, og bed til, at i morgen vil du blive styrket for de dage, der er lige foran os."
177:5.3 Atmosfæren i lejren var ladet med en uforklarlig spænding. Tavse budbringere kom og gik og talte kun med David Zebedæus. Før aftenen var over viste nogle at Lazarus hastigt var flygtet fra Betania. Johannes Markus var ildevarslende tavs efter tilbagekomsten til lejren, selv om han havde tilbragt en hel dag i Mesterens selskab. Ethvert forsøg på at få ham til at tale indikerede kun tydeligt, at Mesteren havde bedt ham om ikke at sige noget.
177:5.4 Selv Mesterens gode humør og hans usædvanlige selskabelighed skræmte dem. De følte alle den sikre tilnærmelse af den frygtelige isolation, som de indså, var ved at komme ned med ødelæggende pludselighed og uundgåelig terror over dem. De fornemmede vagt, hvad der nærmede sig, og ingen følte sig klar til at stå over for testen. Mesteren havde været væk hele dagen; de havde savnet ham voldsomt.
177:5.5 Denne onsdag aften nåede deres åndelige tilstand sit laveste niveau, før Mesterens faktiske dødsøjeblik. Selv den næste dag var en dag nærmere den tragiske fredag, var han i hvert fald med dem, og de klarede sig bedre gennem disse ængstelige timer.
177:5.6 Det var lige før midnat, da Jesus, som vidste at det ville være den sidste nat han nogensinde skulle sove igennem sammen med hans udvalgte familie på jorden, sagde, da han spredte dem for natten: "Gå og læg jer, mine brødre, og fred være med jer, til vi står op om morgenen, til en dag mere at gøre Faderens vilje og opleve glæden ved at vide, at vi er hans sønner.”
¶ Referencer
- ↑ Bed »Fadervor«: Luk 11:2.
- ↑ Forlad huset øde: Matt 23:38; Luk 13:35.
- ↑ De, der sidder i Moses' sæde: Matt 23:2.
- ↑ Judas går til Kajfas' hus: Matt 26:14; Mark 14:10; Luk 22:4a.
- ↑ Møde i Sanhedrin hos Kajafas: Matt 26:3-4; Mark 14:1b; Luk 22:2.
- ↑ Djævlefyrste: Matt 9:34; Matt 10:25; Matt 12:24,27; Mark 3:22; Luk 11:15,18-19.
- ↑ Frygt for folkemængder: Matt 26:5; Mark 14:2; Luk 22:2b.
- ↑ Judas spørger »Hvor meget?«: Matt 26:15a.
- ↑ »Belønning« når man forråder Jesus: Matt 26:16; Mark 14:11; Luk 22:4-6.