© 2015 Urantia Foundation
| Kapitel 181. De Sidste Råd Og Advarsler |
Indeks
Flere versioner |
Kapitel 183. Jesus Forrådes Og Arresteres |
182:0.1 KLOKKEN var omkring ti denne torsdag aften, hvor Jesus viste vejen for de elleve apostle fra Elias og Mary Markus hjem tilbage til lejren ved Getsemane. Lige siden den dag på bakkerne havde Johannes Markus påtaget sig opgaven med at holde et vågent øje med Jesus. Johannes, som var i behov for søvn, havde fået flere timers hvile, mens Mesteren havde været i værelset ovenpå med sine apostle, men da han hørte dem på vej ned, stod han op og iførte sig hurtigt en linned kappe, fulgte dem gennem byen, over Kidrons bæk og videre til deres private lejr nær Getsemaneparken. Johannes Markus forblev så nær Master hele denne nat og den næste dag, at han var vidne til alt og hørte meget af det, som Mesteren sagde fra dette tidspunkt og frem indtil korsfæstelsen.
182:0.2 Da Jesus og de elleve var på vej tilbage til lejren, begyndte apostlene at spekulere på, hvad Judas langvarige fravær betød, og de talte med hinanden om Mesterens forudsigelse om, at en af dem ville forråde ham, og for første gang fik de mistanke om, at alt ikke var godt med Judas Iskariot. Men de udtalte ingen nogle høje kommentarer om Judas, indtil de nåede lejren og bemærkede, at han ikke var der og ventede på deres ankomst. Da de alle belejrede Andreas for at få at vide, hvad der var sket med Judas svarede deres leder kun: ”Jeg ved ikke, hvor Judas er, men jeg er bange for, at han har forladt os.”
¶ 1. DEN SIDSTE GRUPPEBØN
182:1.1 Lidt efter at de var ankommet i lejren, sagde Jesus til dem: ”Mine venner og brødre, min tid med jer er nu meget kort, og jeg ønsker, at vi adskiller os selv for at bede til vor Fader i himlen om styrke til at opretholde os i denne time og efterfølgende i alt det arbejde, vi skal gøre i hans navn.”
182:1.2 Da Jesus havde sagt dette, førte han vejen, en kort afstand op ad Oliebjerget, og på en flad klippe med udsigt over hele Jerusalem, bad han dem om at knæle i en cirkel omkring ham, som de havde gjort den dag, de blev ordineret. Så da han stod midt iblandt dem herliggjort af den bløde måneskin, løftede han sine øjne mod himlen og bad:[1]
182:1.3 ”Fader, min time er kommet; herliggør din Søn, så Sønnen kan herliggøre dig. Jeg ved, du har givet mig al magt over alle levende væsner i mit rige, og jeg vil give evigt liv til alle dem, som er Guds tro sønner. Og dette er det evige liv, at mine skabninger skal kende dig som den eneste sande Gud og Fader, og at de tror på ham, som du har sendt til verden. Fader, jeg har ophøjet dig på jorden og udført det arbejde, du gav mig at gøre. Jeg er næsten færdig med mit overdragelse på de børn af vor egen skabelse; det er fortsat kun for mig at lægge ned mit liv i kødet. Og nu, min Fader, herliggør mig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var, og modtag mig en gang mere ved din højre hånd[2].
182:1.4 ”Jeg har manifesteret dig til de mænd, du har valgt fra verden og gav mig. De er dine - alt liv er i dine hænder - du gav dem til mig, og jeg har boet blandt dem og lært dem om livets vej, og de har troet. Disse mænd er ved at lære, at alt hvad jeg har, kommer fra dig, og at det liv, jeg lever i kødet, er at tilkendegive min Fader til verdener. Den sandhed, du har givet mig, har jeg åbenbaret for dem. Disse mine venner og ambassadører har inderligt ønsket at acceptere dit ord. Jeg har fortalt dem, at jeg udgik fra dig, at du har sendt mig ind i denne verden, og at jeg er ved at vende tilbage til dig. Fader, jeg beder inderligt for disse udvalgte mænd. Og jeg beder ikke for dem, som jeg ville bede for verden, men som for dem, som jeg har udvalgt fra verden til at repræsentere mig i verden efter at jeg er vendt tilbage til dit arbejde, ligesom jeg har repræsenteret dig i denne verden under mit ophold i kødet. Disse mænd er mine; du gav dem til mig; men alle mine er evigt dit, og alt, hvad der var dit, du har nu gjort til mit. Du er blevet ophøjet i mig, og jeg beder nu, at jeg må blive æret i disse mænd. Jeg kan ikke længere være i denne verden; jeg vender tilbage inden længe til det arbejde, du har givet mig at gøre. Jeg må efterlade disse mænd til at repræsentere os og vores rige blandt mennesker. Fader, hold disse mænd trofaste mens jeg forbereder mig til at opgive mit liv i den kødelige form. Hjælp disse venner til at være en i ånden, som vi er ét. Så længe jeg var med dem, kunne jeg se over dem og vejlede dem, men nu er jeg ved at gå væk. Vær tæt på dem, Fader, indtil vi sender den nye lærer for at trøste og styrke dem[3].
182:1.5 ”Du gav mig tolv mænd, og jeg har holdt dem alle undtagen en, hævnens søn, som ikke længere ønskede at have fællesskab med os. Disse mænd er svage og skrøbelige, men jeg ved, at vi kan stole på dem; jeg har prøvet dem; de elsker mig, da de også ærer dig[4]. Mens de må lide meget for min skyld, ønsker jeg, at de også kan være fyldt med glæde i forsikringen om sønskab i det himmelske rige. Jeg har givet disse mænd dit ord og lært dem sandheden. Verden kan tænkes at hade dem, ligesom den har hadet mig, men jeg beder ikke, at du tager dem ud af verden, kun at du holder dem fra det onde i verden. Hellige dem i Sandheden; dit ord er sandhed. Og som du sendte mig ind i denne verden, ligeledes er jeg klar til at sende disse mænd ind i verden. For deres skyld har jeg levet blandt menneskerne og helliget mit liv for at tjene dig, så jeg kunne inspirere dem til rensning gennem den sandhed, jeg har lært dem, og den kærlighed, jeg har åbenbaret for dem. Jeg ved godt, min Fader, at jeg ikke behøver at bede dig om at våge over disse brødre, efter at jeg er gået bort; jeg ved, at du elsker dem, ligesom jeg, men jeg gør dette for at de bedre kan indse at Faderen elsker dødelige mennesker ligesom Sønnen gør[5].
182:1.6 ”Og nu, min Fader, beder jeg ikke alene for disse elleve mænd, men også for alle andre, der nu tror, eller herefter må tro på rigets evangelium gennem deres fremtidige aktiviteter med at sprede ordet. Jeg ønsker, at de alle må være ét, som du og jeg er ét. Du er i mig, og jeg er i dig, og jeg ønsker, at disse troende også kan være i os, at begge vores ånder skal bor i deres indre. Hvis mine børn er en som vi er en, og hvis de elsker hinanden, som jeg har elsket dem, så vil alle mennesker tro at jeg udgik fra dig og være villig til at modtage den åbenbaring af sandhed og herlighed, som jeg har fremført[6]. Den herlighed, du har givet mig, har jeg åbenbaret for disse troende. Så som du har levet med mig i ånden, så har jeg levet med dem i kødet. Så som du har været ét med mig, så har jeg været ét med dem, og så vil den nye lærer for evigt være ét med dem og i dem. Og alt dette har jeg gjort, for at mine brødre i kødet kan vide, at Faderen elsker dem, ligesom Sønnen, og at du elsker dem ligesom du elsker mig. Fader, arbejde med mig for at frelse disse troende, så de snart kan komme til at være med mig i herlighed og derefter gå videre for at forene sig med dig i omfavnelse i Paradiset. De, der tjener med mig i ydmygelse, vil jeg have med mig i herlighed, så de får alt det at se, du har lagt i mine hænder som den evige høst af frø såningen i tiden, som jeg gjorde i lighed med dødeligt kød. Jeg længes efter at vise mine jordiske brødre den herlighed, jeg havde hos dig, før verden blev grundlagt. Denne verden kender meget lidt om dig, Retfærdige Fader, men jeg kender dig, og jeg har gjort dig bekendt med disse troende, og de vil gøre dit navn kendt for andre generationer. Og nu lover jeg dem, at du vil være med dem i den verden, som du har været med mig - lige sådan[7].”
182:1.7 De elleve apostle forblev knælende i denne cirkel om Jesus i flere minutter, inden de rejste sig, og i stilhed gik tilbage til den nærliggende lejr.
182:1.8 Jesus bad for enhed blandt sine tilhængere, men han ønskede ikke ensartethed. Synd skaber et dødt niveau af ond sløvhed, men retfærdighed nærer den kreative ånd til individuel oplevelse af den levende virkeligheds evige sandhed og i det progressive fællesskab med Faderens og Sønnens guddommelige ånder. I det åndelige fællesskab mellem den troende søn og den guddommelige Fader kan der aldrig være nogen gruppe bevidsthed som repræsenterer en doktrinær endelighed og sekterisk overlegenhed.
182:1.9 I løbet af hans sidste bøn med apostlene antydede Mesteren, at han havde manifesteret Faderens navn til verden. Det er virkelig, hvad han gjorde, ved åbenbaringen af Gud gennem hans perfektioneret liv i kødet. Faderen i himlen havde søgt at åbenbare sig for Moses, men han kunne ikke gå videre end til at forårsage at sige: ”JEG ER”[8]. Presset for yderligere oplysninger om sig selv, afslørede kun: ”JEG ER den JEG ER”[9]. Men da Jesus havde fuldendt sit jordiske liv var dette Faderens navn blevet så åbenbaret, at Mesteren, som var Faderen inkarneret, virkelig kunne sige:
182:1.10 Jeg er livets brød.[10]
182:1.11 Jeg er det levende vand.[11]
182:1.13 Jeg er alle tidsaldres længsel.[13]
182:1.14 Jeg er den åbne dør til evig frelse.[14]
182:1.15 Jeg er det endeløse livs virkelighed.[15]
182:1.16 Jeg er den gode hyrde.[16]
182:1.17 Jeg er vejen til uendelig fuldkommenhed.[17]
182:1.18 Jeg er opstandelsen og livet.[18]
182:1.19 Jeg er den evige overlevelses hemmelighed.[19]
182:1.20 Jeg er vejen, sandheden og livet.[20]
182:1.21 Jeg er den infinite Fader til mine finite børn.[21]
182:1.22 Jeg er det sande vintræ; I er grenene.[22]
182:1.23 Jeg er håb for alle, der kender den levende sandhed.[23]
182:1.24 Jeg er den levende bro fra den ene verden til den anden.
182:1.25 Jeg er det levende sammenhæng mellem tid og evighed.
182:1.26 Således udvidede Jesus den levende åbenbaring af Guds navn for alle generationer. Så som guddommelig kærlighed åbenbarer Guds natur, så afslører den evige sandhed hans navn i proportioner, som konstant udvides.
¶ 2. DEN SIDSTE TIME FØR FORRÆDERIET
182:2.1 Apostlene var meget chokerede, da de vendte tilbage til lejren og fandt at Judas manglede. Mens de elleve apostle var engageret i en ophedet diskussion om deres forræderiske medapostel tog David Zebedæus og Johannes Markus, Jesus til side og afslørede, at de i flere dage havde holdt Judas under observation, og at de vidste han ville forråde Mesteren i hænderne på sine fjender. Jesus lyttede til dem, men sagde kun: ”Mine venner, intet kan ske for Menneskesønnen, medmindre Faderen i himlen vil det. Lad ikke jeres hjerte være urolige; alt vil arbejde sammen for Guds ære og menneskenes frelse.”
182:2.2 Den muntre stemning hos Jesus begyndte at stilne af. Som timerne gik, blev han mere og mere alvorlige, selv bedrøvet. Apostlene, som var meget ophidset, var tilbageholdende med at vende tilbage til deres telte selv når Mesteren bad dem om at gøre det. Da han vendte tilbage fra sin samtale med David og Johannes, rettede han sine sidste ord til alle elleve og sagde: ”Mine venner, gå til jeres hvile. Gør jer klar til morgendagens arbejde. Husk, vi alle bør underkaste os til den himmelske Faders vilje. Min fred efterlader jeg jer.” Da han havde sagt dette, gav han dem tegn til at gå til deres telte, men da de gik, kaldte han på Peter, James og Johannes og sagde:” Jeg ønsker at I bliver hos mig for en lille stund[24].”
182:2.3 Apostlene faldt kun i søvn fordi de bogstaveligt talt var udmattede. De havde ikke fået nok søvn, lige siden de kom til Jerusalem. Før de gik til deres separate sovepladser tog Simon Zelotes dem over til sit telt, hvor han opbevarede sværd og andre våben og forsynede alle med dette kampudstyr. De tog alle mod våben og montere dem på sig undtagen Nataniel. Da Natanael nægtede at bevæbne sig, sagde han: ”Mine brødre, Mesteren har gentagne gange fortalt os, at hans rige ikke er af denne verden, og at hans disciple ikke skal kæmpe med sværdet for at få det grundlagt. Jeg tror på det; jeg tror ikke, Mesteren vil have os til at bruge sværdet til sit forsvar. Vi har alle set hans mægtige kraft og ved, at han kan forsvare sig mod sine fjender, hvis han ønskede det. Hvis han ikke vil modstå sine fjender, må det betyde, at en sådan praksis er et udtryk for hans ønske om at følge sin Faders vilje. Jeg vil bede, men vil ikke svinge sværdet.” Da Andreas hørte hvad Nataniel sagde, rakte han sit sværd tilbage til Simon Zelotes. Således var ni af dem bevæbnet da de skiltes for natten.
182:2.4 Vreden over at Judas var en forræder overskyggede i øjeblikket alt andet i apostlenes sind. Hvad Mesteren havde sagt med hensyn til Judas i løbet af den sidste bøn, åbnede deres øjne for det faktum, at Judas havde forladt dem[25].
182:2.5 Efter at de otte apostle endelig var gået til deres telte, og mens Peter, James og Johannes, stod klar til at modtage Mesterens ordrer, kaldte Jesus til David Zebedæus, ”Send mig din hurtigste og mest pålidelige budbringer.” Da David kom til Mesteren med en vis Jakob, tidligere løber i den natlige budtjeneste mellem Jerusalem og Betsaida, vendte Jesus sig mod ham og sagde: ”Begiv dig i al hast til Abner ved Filadelfia og sig, ’Mesteren sender fredshilsener til dig og siger, at tiden er kommet, hvor han vil blive overladt i hænderne på sine fjender, der vil dræbe ham, men at han vil opstå fra de døde og åbenbare sig for dig snarest, inden han går til Faderen, og at han derefter vil give dig vejledning for den tid når den nye lærer kommer til at bo i jeres hjerter.’” Og da Jakob havde indøvet denne besked indtil Mesteren var tilfreds sendte han ham på vej med ordene: ”Frygt ikke, hvad nogen kunne gøre til dig, Jakob, for i nat løber en usynlig budbringer ved din side.”
182:2.6 Så vendte Jesus sig til lederen af de besøgende grækere, der havde slået lejr med dem, og sagde: ”Min bror vær ikke bekymrede for, hvad der snart vil ske, da jeg allerede har advaret jer. Menneskesønnen vil blive dræbt på foranledning af sine fjender, ypperstepræsterne og jødernes herskere, men jeg vil genopstå for en kort tid for at være sammen med jer, før jeg går til Faderen. Og når du har set alt dette ske, herliggør Gud og styrk dine brødre.”
182:2.7 Under normale forhold ville apostlene personligt have ønsket Mesteren god nat, men her til aften, var de så optaget af den pludselige erkendelse af Judas desertering og så overvældet af Mesterens usædvanlige afskedsbøn at de bare lyttede til hans farvel hilsen og gik bort i stilhed.
182:2.8 Jesus sagde endnu dette til Andreas, da han forlod ham den aften: ”Andreas, gør hvad du kan for at holde din brødre sammen indtil jeg kommer til jer igen efter jeg har tømt dette bæger. Styrk dine brødre, og husk, at jeg allerede har fortalt dig alt. Fred være med jer.”
182:2.9 Ingen af apostlene forventede, at noget usædvanligt skulle ske den nat, da det allerede var så sent. De søgte søvn for at stå tidligt op næste morgen og være forberedt på det værste. De troede, at præsterne ville forsøge at arrestere deres Mester tidligt om morgenen, fordi intet verdsligt arbejde nogensinde blev udført efter middag på påskens forberedelsesdag. Kun David Zebedæus og Johannes Markus forstod, at Jesus fjender ville komme sammen med Judas allerede denne nat.
182:2.10 David havde arrangeret at han denne aften skulle stå vagt på den øverste sti, som førte til vejen mellem Betania og Jerusalem, mens Johannes Markus ville holde vagt langs vejen, der førte op ved Kidron til Getsemane. Før David gik til sin selvpålagte opgave som forpost, tog han afsked med Jesus og sagde: ”Mester, det har været en stor fornøjelse at tjene dig. Mine brødre er dine apostle, men jeg har nydt at gøre disse små job, når de skulle gøres, og jeg vil savne dig af hele mit hjerte, når du er væk.” Så sagde Jesus til David: ”David, min søn, andre har gjort, hvad de fik til opgave at gøre, men du har håndteret denne service af dit eget hjerte, og jeg har ikke været blind for din hengivenhed. Du skal også igen tjene med mig i det evige rige.”
182:2.11 Så da David var ved at gå for at bevogte den øverste vej, sagde han til Jesus: ”Jeg vil gerne fortælle dig, Mester, at jeg har sendt efter din familie, og jeg har modtaget meddelelse fra en budbringer, at de er i Jeriko i aften. De vil være her i morgen tidlig, fordi det ville være farligt for dem at stå op om natten langs den forbandede vej.” Jesus så på David og sagde kun: ”Lad det være så, David.”
182:2.12 Da David var gået op til Oliebjerget begyndte Johannes Markus sin nattevagt i nærheden af vejen langs bækken som førte ned til Jerusalem. Johannes ville være forblevet på denne vagtpost, havde det ikke været for hans store ønske om at være nær Jesus og for at vide, hvad der skete. Kort efter at David forlod ham, og da han så, at Jesus, med Peter, James og Johannes trak sig tilbage til en nærliggende slugt, var han så overvældet af både hengivenhed og nysgerrighed, at han forlod sin vagtpost, fulgte efter dem, og gemte sig i buskene, hvor han så og hørte alt hvad der skete i løbet af de sidste øjeblikke i haven lige før Judas og de væbnede vagter kom for at arrestere Jesus.
182:2.13 Mens alt dette foregik i Mesterens lejr var Judas Iskariot i konference med kaptajnen fortempelvagterne. Denne havde samlet sine mænd i forberedelse til for under forræderens ledelse at gå ud og arrestere Jesus.
¶ 3. ALENE I GETSEMANE
182:3.1 Efter at alt var blevet stille og roligt i lejren, tog Jesus Peter, James og Johannes, og gik en kort vej op til en nærliggende slugt, hvor han ofte tidligere havde gået for bøn og fællesskab. De tre apostle kunne ikke undgå at se, at han var smerteligt deprimeret; aldrig før havde de set Mesteren så svært nedslået og trist. Da de ankom til hans andagtssted bad han de tre sidde ned og se med ham, mens han gik t stenkast væk fra dem for at bede. Da han var faldet ned på sit ansigt, bad han: ”Min Fader, jeg kom ind i denne verden for at gøre din vilje, og det har jeg gjort. Jeg ved, at tiden er kommet for mig til at nedlægge mit liv i kødet, og jeg viger ikke tilbage for det, men jeg vil gerne vide, at det er din vilje, at jeg tømmer dette bæger. Send mig sikkerhed for, at jeg vil behage dig i min død som jeg har gjort i mit liv.”[26]
182:3.2 Mesteren forblev i en andægtig stemning, et øjeblik og da han derefter gik over til de tre apostle, fandt han dem sovende, for deres øjne var tunge og de kunne ikke holde sig vågen[27]. Da Jesus vækkede dem, sagde han: ”Hvad! Kan I ikke se med mig endnu en time? Kan du ikke se, at min sjæl er bedrøvet, næsten til døde, og at jeg har brug for dit kammeratskab?” Efter at de tre var vågnet fra deres søvn gik Mesteren igen afsides for sig selv, faldt til jorden og spurgte igen: ”Fader jeg ved, at det er muligt at undgå dette bæger - alt er muligt for dig - men jeg er kommet for at gøre din vilje, og selv om dette er en bitter kop, ville jeg drikke den, hvis det er din vilje[28].” Da han havde bedt med disse ord kom en mægtig engel ned ved hans side, talte til ham og rørte og styrkede ham[29].
182:3.3 Da Jesus vendte tilbage for at tale med de tre apostle fandt han dem igen i dyb søvn[30]. Han vækkede dem og sagde: ”I en sådan time som denne, har jeg brug for dig til at se og bede sammen med mig - og jo mere har I behov for at bede om, at I ikke skal falde i fristelse - hvorfor falder I i søvn, når jeg forlader jer?”[31]
182:3.4 Og så for tredje gang trak Mesteren sig tilbage og bad: ”Fader, du se mine sovende apostle; vær barmhjertig mod dem. Ånden er faktisk villig, men kødet er svagt[32]. Og nu, Fader, hvis dette bæger ikke kan undgås, så vil jeg gerne tømme det. Ikke min vilje, men din.” Da han var færdig med sin bøn, lå han et øjeblik næsegrus på jorden. Da han rejste sig og gik tilbage til sine apostle, fandt han dem igen sovende[33]. Han så på dem, gjorde en medfølende gestus og sagde ømt: ”Sov I nu og hvil jer; afgørelsens øjeblik er forbi. Nu er tiden kommet, hvor Menneskesønnen skal overgives i sine fjenders hænder.” Mens han bøjede sig ned og rystede dem for at vække dem, sagde han:” Stå op, lad os gå tilbage til lejren, for at se, ham der forråder mig, er tæt, og nu er det øjeblik her, da min flok skal spredes. Men jeg har allerede fortalt dig alt om dette.”
182:3.5 I de år, at Jesus levede blandt hans tilhængere fik de faktisk mange beviser på hans guddommelige natur, men snart ville de være vidne til nye beviser på hans menneskelighed. Lige før den største af alle åbenbaringer af hans guddommelighed, opstandelsen, må nu være de største beviser for hans dødelige natur til at komme, nemlig hans ydmygelse og korsfæstelse.
182:3.6 Hver gang han bad i haven, fik hans menneskelighed et stærkere trosgreb om hans guddommelighed. Hans menneskelige vilje blev mere fuldstændigt et med sin Faders guddommelige vilje[34]. Blandt de ord, som den mægtige engel sagde til ham, var budskabet, at Faderen ønskede at se sin Søns afslutning af sin jordiske overdragelse ved at gennemgå de skabtes oplevelse af døden, lige som alle dødelige må opleve det håndgribelige forfald, når de frigives fra eksistensen i tid til fremadskridelse i evigheden.
182:3.7 Tidligere på aftenen havde det ikke virket så svært at tømme bægeret, men som mennesket Jesus sagde farvel til sine apostle og sendte dem til hvile blev prøvelsen mere skræmmende. Jesus oplevede det naturlige udsving i sine følelser, som er fælles for al menneskelig erfaring, og lige nu var han udmattet af anstrengelse, udmattet af de mange timers anstrengende arbejde og smertefuld angst for sikkerheden for apostlene. Selvom ingen dødelig kan antage at forstår de tanker og følelser af den inkarnerede Guds Søn på et sådant tidspunkt som dette, ved vi, at han udholdt store kvaler og led usigelig sorg, for sved rullede i store dråber nedad hans ansigt[35]. Han var endelig overbevist om, at Faderen havde til hensigt at lade begivenhederne gå sin naturlige gang; han var fast besluttet på ikke at bruge nogen af sin suveræne magt som øverste leder af et univers for at redde sig selv.
182:3.8 De forsamlede hærskarer fra en stort skabelse svævede nu over denne scene, under den midlertidige fælles kommando af Gabriel og Jesu Personaliserede Retter[36]. Divisions hærførere af disse himmelske hære var gentagne gange blevet advaret om ikke at gribe ind i disse begivenheder på jorden, medmindre Jesus selv ville beordre dem til at gribe ind.
182:3.9 Oplevelsen af at blive adskilt fra apostlene var en stor belastning for Jesu menneskelige hjerte; denne kærlighedssorg tyngede ham og gjort det sværere at imødegå en sådan død, som han godt vidste ventede ham. Han indså, hvor svage og uvidende hans apostle var, og han var bange for at forlade dem. Han vidste godt, at tidspunktet for hans afgang var kommet, men hans menneskelige hjerte ønskede at finde ud af om der var muligvis fandtes noget legitim måde at flygte fra denne frygtelige skæbne af lidelse og sorg. Når hjertet således havde søgt en flugtvej, og ikke fundet den, var det villigt til at tømme bægeret. Mikaels guddommelige sind vidste, at han havde gjort sit bedste for de tolv apostle, men Jesu menneskelige hjerte ønskede, at der kunne gøres mere for dem, før de blev efterladt alene i verden. Jesu hjerte blev knust; han elskede virkelig sine brødre. Han blev isoleret fra sin familie i kødet; en af hans udvalgte folk var i færd med at forråde ham. Hans far Josefs folk havde forkastet ham, og dermed beseglet deres undergang som et folk med en særlig mission på jorden. Hans sjæl var plaget af uforklarlig kærlighed og afvist barmhjertighed. Det var et af de forfærdelige øjeblikke i menneskers liv, når alt synes at falde ned med knusende grusomhed og frygtelige smerter.
182:3.10 Jesus var som et menneske ikke immun over for denne situation med privat ensomhed, offentlig skam og en tilsyneladende fejl i hans formål. Alle disse følelser styrtede over ham med en ubeskrivelig vægt. I denne store sorg vendte hans sind tilbage til sin barndoms dage i Nazaret og hans tidlige arbejde i Galilæa. I denne store prøvelsens øjeblik vældede mange af disse behagelige scener fra hans jordiske tjeneste op i hans sind. Og det var disse gamle minder fra Nazaret, Kapernaum, Hermonbjerget samt fra solopgange og solnedgange over den glitrede Genesaret Sø der beroligede ham, da han gjorde sit hjerte stærk og klar til at møde forræderen, som så snart ville forråde ham.
182:3.11 Før Judas og soldaterne ankom, havde Mesteren helt genvundet sin sædvanlige ligevægt. Ånden havde vundet over kødet; tro havde hævdet sig selv over alle menneskelige tendenser til at frygte eller underholde tvivl. Den højeste prøvelse af den menneskelige natur var blevet opfyldt, og acceptabelt bestået. Endnu en gang var Menneskesønnen klar til at møde sine fjender med fred i sindet og i fuldt forvisning om sin uovervindelighed som et dødeligt menneske uforbeholdent dedikeret til at gøre Faderens vilje.
| Kapitel 181. De Sidste Råd Og Advarsler |
Indeks
Flere versioner |
Kapitel 183. Jesus Forrådes Og Arresteres |
¶ Referencer
- ↑ Løftede øjnene og bad: Joh 17:1a.
- ↑ Bøn: del 1: Joh 17:1b-5.
- ↑ Bøn: del 2: Joh 17:6-12a.
- ↑ Bøn: del 3: Joh 17:12c.
- ↑ Bøn: del 4: Joh 17:13b-19.
- ↑ Elsker hinanden, som jeg elsker jer: Joh 13:34-35; Joh 15:12,17.
- ↑ Bøn: del 5: Joh 17:20-26.
- ↑ I AM: 2 Mos 3:6.
- ↑ Jeg er, at jeg er: 2 Mos 3:14.
- ↑ Jeg er livets brød: Joh 6:35,48,51.
- ↑ Jeg er det levende vand: Joh 4:10-14; Joh 7:37-38.
- ↑ Jeg er verdens lys: Joh 1:9; Joh 8:12; Joh 9:5; Joh 12:46.
- ↑ Jeg er alle tiders ønske: Hagg 2:7.
- ↑ Jeg er den åbne dør til frelse: Joh 10:1-3,7.9.
- ↑ Jeg er det uendelige livs virkelighed: Joh 3:16-17,36; Joh 6:27,40; Joh 10:28-29; Joh 17:2-3.
- ↑ Jeg er den gode hyrde: Joh 10:11-16; Hebr 13:20.
- ↑ Jeg er den fuldkomne vej: Hebr 7:9-17.
- ↑ Jeg er opstandelsen og livet: Joh 11:25.
- ↑ Jeg er hemmeligheden bag overlevelse: Mark 10:29-30; Joh 6:68; Rom 6:23.
- ↑ Jeg er vejen, sandheden og livet: Joh 14:6.
- ↑ Jeg er børnenes uendelige far: Joh 3:35-36; Joh 5:19-24; Joh 10:30; Joh 17:20-21.
- ↑ Jeg er vinen, I er grene: Joh 15:1,5.
- ↑ Jeg er håbet for al levende sandhed: Kol 1:27; 1 Thess 2:19; 1 Tim 1:1; Tit 2:13.
- ↑ Tre disciple udvalgt: Matt 26:37; Mark 14:33.
- ↑ Jesus' bøn og omtale af Judas: Joh 17:12b.
- ↑ Første bøn i Getsemane: Matt 26:36-39; Mark 14:32-36; Luk 22:41-42.
- ↑ Første gang apostlene sover: Matt 26:40; Mark 14:37.
- ↑ Anden Getsemane-bøn: Matt 26:42; Mark 14:39.
- ↑ Mægtig engel deltog: Luk 22:43.
- ↑ Anden gang apostle sover: Matt 26:43; Mark 14:40.
- ↑ Apostlene sover: Luk 22:45-46.
- ↑ Ånden er villig, kødet er svagt: Matt 26:41b.
- ↑ Tredje bøn og tredje gang apostlene sover: Matt 26:44-46; Mark 14:41-42; Luk 22:44-46.
- ↑ Engleord: Luk 22:43.
- ↑ Jesus' smerte: Luk 22:44.
- ↑ Himlens hære til rådighed: Matt 26:53.