© 2015 Urantia Foundation
| Kapitel 190. Jesus Åbenbarer Sig I Morontiaform |
Indeks
Flere versioner |
Kapitel 192. Tilsynekomsterne I Galilæa |
191:0.1 OPSTANDELSENS SØNDAG var en frygtelig dag i apostlenes liv. Ti af dem tilbragte det meste af dagen bag spærrede døre i det øverste værelse. De kunne have flygtet fra Jerusalem, men de var bange for at blive anholdt af det jødiske råds agenter, hvis de blev fundet udendørs. Thomas grublede over sine problemer alene i Betfage. Han ville have klaret sig bedre havde han forblevet hos sine medapostle, og han ville have været i stand til at hjælpe dem med at føre deres drøftelser i en sundere retning.
191:0.2 Hele dagen fastholdt Johannes tanken om, at Jesus var opstået fra de døde. Han relateret til ikke mindre end fem forskellige tidspunkter, hvor Mesteren havde forsikret, at han ville opstå igen og mindst tre gange, hvor han hentydede til den tredje dag. Johannes holdning havde betydelig indflydelse på dem, især på hans bror James og på Nataniel. Johannes ville have haft en større indflydelse på dem, hvis han ikke havde været det yngste medlem af gruppen.
191:0.3 Deres vanskeligheder skyldtes meget, at de var isoleret. Johannes Markus holdt dem orienteret om, hvad der foregik i og omkring templet og informerede dem om de mange rygter i byen, men det faldt ham aldrig ind at hente nyheder fra de forskellige grupper af troende, som Jesus allerede havde vist sig for. Det var netop den form for tjeneste, som Davids sendebud hidtil havde været ansvarlig for, men de var nu alle på vej ud på deres sidste opgave som forkyndere af opstandelsen til de grupper af troende, der boede langt væk fra Jerusalem. For første gang i alle disse år indså apostlene, hvor meget de havde været afhængig af Davids sendebud for deres daglige information om rigets anliggender.
191:0.4 Hele dette døgn vaklede Peter i sin karakteristiske måde, følelsesmæssigt mellem tro og tvivl om Mesterens opstandelse. Peter kunne ikke komme væk fra synet af gravklæderne som havde ligget der i graven, ligesom hvis Jesu legeme netop var fordampet fra dem. "Men," begrundede Peter, "hvis han er opstået, og kan vise sig for kvinderne, hvorfor viser han sig så ikke for os, hans apostle?" Peter blev mere og mere bedrøvet, når han tænkte, at Jesus måske ikke kom til dem på grund af hans tilstedeværelse blandt apostlene, fordi han havde fornægtet Jesus den nat i Hannas gård. Siden blev han igen glad for de ord, som kvinderne havde fortalt: "Gå hen og fortælle mine apostle - og Peter[1]." Men for at blive opmuntret af denne meddelelse, måtte han tro, at kvinderne virkelig havde set og hørt den opstandne Mester. På denne måde vekslede Peter mellem tro og tvivl i løbet af dagen, indtil lidt efter klokken otte, da han vovede sig ud på gårdspladsen. Peter tænkte at fjerne sig fra apostlene selskab for ikke at forhindre Jesus i at komme til dem, på grund af at han havde fornægtet Mesteren.
191:0.5 James Zebedæus argumenterede i begyndelsen, at de alle skulle gå til gravkammeret. Han var opsat på at gøre noget for at komme til bunds i mysteriet. Det var Nataniel, der forhindrede dem i at gå ud i offentligheden som svar på James opfordring, og han gjorde det ved at minde dem om, at Jesus havde advaret dem om ikke unødigt at risikerer deres liv i denne tid. Ved middagstid havde James slået sig ned til et vågent venten sammen med de andre. Han sagde ikke meget; han var ubeskriveligt skuffet over, at Jesus ikke viste sig for dem, og at han ikke vidste noget om Mesterens mange tilsynekomster for andre grupper og enkeltpersoner.
191:0.6 Andreas, afsatte denne dag til at lytte. Han var yderst forundret over situationen og havde mere end sin andel af tvivl, men i det mindste havde han en følelse af frihed fra ansvar for at vejlede sine medapostle. Han var faktisk taknemmelig for, at Mesteren havde frigivet ham fra byrderne af lederskab for det apostoliske korps før de løb ind i disse forvirrende tider.
191:0.7 Mere end én gang i løbet af de lange og trættende timer af denne tragiske dag, var det eneste, der holdt modet oppe hos gruppen Nataniel karakteristiske filosofiske råd, som han ofte bidrog med. Hans indflydelse havde virkelig afgørende betydning for de ti hele dagen. Ikke en eneste gang udtrykte han sin egen enten tro eller vantro om Mesterens opstandelse. Men i løbet af dagen, lænede han mere og mere i retning af at tro, at Jesus havde opfyldt sit løfte om at genopstå.
191:0.8 Simon Zelotes var for knust til at deltage i drøftelserne. Det meste af tiden, lå han tilbagelænet på en sofa med ansigtet mod væggen i et hjørne af lokalet; kun et par gange, sagde han lidt i løbet af dagen. Hans opfattelse af riget blev knust, og han kunne ikke se at Mesterens opstandelse i væsentlig grad kunne ændre situationen. Hans skuffelse var meget personlig og for smertefuldt til at kunne overvindes på kort sigt, selv i lyset af en sådan utrolig kendsgerning, som opstandelsen.
191:0.9 Mærkeligt nok, var den normalt fåmælte Filip meget snakkesalig under hele eftermiddagen på denne dag. I løbet af formiddagen, var han temmelig stille, men hele eftermiddagen, stillede han spørgsmål til de andre apostle. Peter blev ofte generet af Filips spørgsmål, men de andre opførte sig godmodigt til hans forespørgelser. Filip var især interesseret i at vide, om Jesu legeme, forudsat at Jesus var opstået fra graven, ville udvise de fysiske kendetegn, fra korsfæstelsen.
191:0.10 Mattæus var meget forvirret. Han lyttede til sine brødres drøftelser, men tilbragte det meste af tiden i hans sind med at gennemtænkte deres fremtidige finansielle problemer. Uanset Jesu formodede opstandelse, var Judas væk, David havde uden videre afleveret pengene til ham, og de havde ingen autoritativ leder. Inden Mattæus kom så langt som til at tage deres diskussioner om opstandelsen under alvorlige overvejelser, havde han allerede set Mesteren ansigt til ansigt.
191:0.11 Alfeus tvillinger tog kun lidt del i disse alvorlige drøftelser; de var temmelig godt besat med deres regelmæssige gøremål. En af dem udtrykte holdningen hos dem begge da han som svar på et spørgsmål fra Filip sagde: "Vi forstår os ikke på opstandelsen, men vores mor siger, at hun talte med Mesteren, og vi tror hende."
191:0.12 Thomas var midt i en af sine typiske perioder af håbløs depression. Han sov en del af dagen og vandrede resten af tiden omkring i bakkerne. Han længtes efter at slutte sig til sine medapostle igen, men ønsket om at være alene var stærkere.
191:0.13 Der var en række årsager til, at Mesteren udskød den første morontia fremtræden til sine apostle. Først, ønskede han at give dem tid, efter at de have hørt om hans opstandelse til grundigt at tænke over, hvad han havde fortalt dem om sin død og opstandelse, da han stadig var med dem i kødet. Mesteren ønskede at Peter skulle kæmpe sig igennem nogle af hans særlige vanskeligheder inden han åbenbarede sig for dem alle. For det andet, ønskede han, at Thomas ville være med dem, når han først viste sig for dem[2]. Johannes Markus fandt Thomas i Simons hjem i Betfage tidligt søndag morgen og rapporteret dette til apostlene ved ellevetiden. Thomas kunne på ethvert tidspunkt i løbet af dagen at have vendt tilbage til dem, hvis Nataniel eller to apostle var gået for at hente ham. Han ønskede virkelig at vende tilbage, men da han om aftenen før havde forladt dem, som han gjorde, var han for stolt til at tage initiativ til at gå tilbage, så hurtigt. Den følgende dag var han så deprimeret, at det tog næsten en uge for ham at beslutte at vende tilbage. Apostlene ventede ham, og han ventede på at hans brødre ville finde ham ud og bede ham om at komme tilbage. Thomas forblev således fortsat væk fra sine medarbejdere indtil den følgende lørdag, da Peter og Johannes efter mørkets frembrud gik over til Betfage og bragte ham tilbage. Dette er også grunden til, at de ikke straks gik til Galilæa, efter Jesus først havde vist sig for dem; de ønskede ikke at gå uden Thomas.
¶ 1. TILSYNEKOMSTEN FOR PETER
191:1.1 Klokken var nær halv ni denne søndag aften, da Jesus viste sig for Simon Peter i haven ved familie Markus hjem[3]. Dette var hans ottende morontia åbenbarelse. Peter havde levet under en tung byrde af tvivl og skyld, lige siden han fornægtede Mesteren. Hele lørdagen og denne søndag havde han kæmpet med frygt for, at han måske ikke længere var en apostel. Han skælvede ved tanken om Judas skæbne og mente selv, at han havde forrådt sin Mester. Hele eftermiddagen havde han tænkt, at det som forhindrede Jesus fra at vise sig for apostlene kunne være hans tilstedeværelse blandt dem, naturligvis under forudsætning af, at Jesus var opstået fra de døde. Det var for Peter, som var i sådan en sindstilstand og i sådan en sjæletilstand, at Jesus viste sig da den modløse apostel vandrede blandt blomster og buske.
191:1.2 Da Peter tænkte på det kærlige blik, som Mesteren havde givet ham, da han passerede ham på Hannas veranda, og da han vendte og drejede det vidunderlige budskab, som kvinderne tidligt om morgenen havde bragt til ham, da de kom fra den tomme grav "Gå og fortælle mine apostle - og Peter "- da han overvejede disse barmhjertigheds tegn begyndte hans tro at overvinde hans tvivl, og han stod op, knyttede hænderne og sagde højt: "Jeg tror, at han er opstået fra de døde, jeg vil gå og fortælle det til mine brødre[4]." Da han sagde dette viste der sig pludselig foran ham en figur af en mand, der talte til ham i velkendte lyde og sagde: "Peter, fjenden ville have dig, men jeg har ikke svigtet dig. Jeg vidste, at det ikke var fra hjertet, du fornægtede mig; derfor tilgav jeg dig selv før du havde bedt om det, men nu er du nødt til at holde op med at tænke på dig selv og tidens problemer, mens du gør dig klar til at bringe evangeliets gode nyheder til dem, der sidder i mørke. Du skal ikke længere bekymre dig om hvad du kan få fra riget, men snarere bekymre dig om, hvad du kan give til dem, der lever i en forfærdelig åndelig fattigdom. Gør dig selv klar, Simon, til en ny dag i kamp, kampen mod åndeligt mørke og den onde tvivl i menneskernes naturlige sind."[5]
191:1.3 Peter og Jesus i morontiaform gik gennem haven og talte i næsten fem minutter om fortid, nutid og fremtid. Så forsvandt Mesteren fra hans syn med ordene: "Farvel, Peter, indtil jeg ser dig med dine brødre."
191:1.4 Et øjeblik blev Peter overvældet af den erkendelse, at han havde talt med den opstandne Mester, og at han kunne være sikker på at han stadig var en af rigets ambassadører. Han havde netop hørt den glorificeret Mester opfordre ham til at fortsætte med at forkynde evangeliet. Mens alt dette vældede op i hans hjerte, styrtede han op til den øverste værelse, ind til sine medapostle og udbrød i åndeløs ophidselse: "Jeg har set Mesteren; han var i haven. Jeg talte med ham, og han har tilgivet mig."
191:1.5 Peters proklamation, at han havde set Mesteren i haven gjorde et dybt indtryk på hans medapostle, og de var næsten klar til at opgive deres tvivl, da Andreas stod op og advarede dem om ikke at blive for meget påvirket af sin brors budskab. Andreas antydet, at Peter tidligere havde set ting, som ikke var virkelig. Selvom Andreas ikke direkte hentydede til den natlige vision ud på Genesaret sø, hvor Peter hævdede at have set Mesteren gå på vandet hen til dem, sagde han nok til at afsløre for alle, at han havde denne hændelse i tankerne. Simon Peter var meget såret over sin brors insinuationer og faldt straks i en slukøret tavshed. Tvillingerne følte dyb medlidenhed for Peter, og de gik begge over til ham for at udtrykke deres sympati, for at sige, at de troede på ham, og til igen at forsikre, at deres egen mor også havde set Mesteren.
¶ 2. FØRSTE TILSYNEKOMST FOR APOSTLERNE
191:2.1 Kort efter klokken ni denne aften, efter at Kleofas og Jacob var gået, mens Alpheus tvillingerne trøstede Peter, mens Natanael gjorde indvendinger mod Andreas og da de ti apostle var forsamlet i det øverste værelse med alle døre spærret, af frygt for at blive arresteret, fremtrådte Mesteren pludselig i morontiaform midt iblandt dem og sagde: "Fred være med jer[6]. Hvorfor er I så bange, når jeg åbenbarer mig, som om I havde set en ånd? Har jeg ikke fortalt jer om disse ting, da jeg var med jer i kødet? Har jeg ikke fortalt dig, at ypperstepræsterne og herskerne ville udlevere mig til at blive dræbt, at én blandt jer ville forråde mig, og at jeg ville opstå på tredje dagen? Hvorfor alt jeres tvivl og alt denne diskussion om de rapporter, der er blevet fremført af kvinderne, Kleofas og Jacob, og selv Peter? Hvor længe vil I tvivle på mine ord og nægte at tro mine løfter? Og nu hvor I faktisk se mig, vil I tro? Selv nu er en af jer fraværende[7][8]. Når I atter er samlet, og efter at I alle helt sikkert ved, at Menneskesønnen er opstået fra graven, gå så til Galilæa. tro på Gud, tro på hinanden, og I skal tiltræde Himmelrigets nye tjeneste. Jeg vil blive i Jerusalem med jer, indtil I er klar til at gå til Galilæa. Min fred efterlader jeg jer."
191:2.2 Da Jesus morontiaform havde talt til dem, forsvandt han straks fra deres syn. De faldt på deres ansigter, priste Gud og ærede deres forsvundne Mester. Dette var Mesterens niende morontia åbenbarelse.
¶ 3. HOS MORONTIAVÆSENERNE
191:3.1 Den næste dag, mandag, blev brugt helt i selskab med morontiavæsnerne der dengang var på Urantia. Som deltagere i Mesterens morontia overgangsoplevelse, var der kommet over en million morontialedere og -medarbejdere til Urantia, sammen med overgangsdødelige i forskellige klasser fra de syv mansoniaverdner i Satania. Jesus morontiaform tilbragte fyrre dage i selskab med disse prægtige intelligenser. Han underviste dem og lærte af deres ledere om morontiaovergangslivet som det gennemleves af de dødelige fra de beboede verdener i Satania på deres vej gennem systemets morontiasfærer.
191:3.2 Omkring midnat denne mandag var Mesterens morontiaform blev justeret for overgangen til anden fase af morontiafremskridtet. Da han næste gang viste sig for sine dødelige børn på jorden skete det som et morontiavæsen af anden fase. Alt efter som Mesteren gjorde fremskridt i hans morontia livsforløb blev det teknisk stadig vanskeligere for morontia intelligenserne og deres transformerende medarbejdere at gøre Mesteren synlig for de dødeliges materielle øjne.
191:3.3 Jesus overgik til tredje fase af morontia fredag den 14. april, til fjerde fase mandag den 17; til den femte fase lørdag den 22; til den sjette fase torsdag den 27; til den syvende fase tirsdag den 2. maj; til Jerusem statsborgerskab søndag den 7, og han gik ind i omfavnelse af de Højeste af Edentia søndag den 14. maj.
191:3.4 På denne måde fuldførte Mikael af Nebadon sin tjeneste af univers erfaring, da han allerede i forbindelse med sine tidligere overdragelse i sin helhed havde erfaret det liv som de opstigende dødelige af tid og rum, der lever fra deres ophold i konstellationernes hovedkvarter til og med tjenesten i superuniversets hovedkvarter. Og det var gennem selve disse morontia erfaringer at Nebadons Skabersøn faktisk fuldførte og acceptabelt afsluttede sin syvende og sidste overdragelse i universet.
¶ 4. TIENDE TILSYNEKOMST (I FILADELFIA)
191:4.1 Jesus tiende morontia åbenbarelse, som kunne skelnes af de dødelige, indtræf kort tid efter klokken otte tirsdag den 11. april i Filadelfia, hvor han viste sig for Abner og Lazarus, og for omkring hundrede og halvtreds af deres medarbejdere, herunder mere end halvtreds fra det evangeliske korps på halvfjerds. Denne tilsynekomst skete kort efter åbningen af et særligt møde i synagogen som Abner havde indkaldt for at diskutere korsfæstelsen af Jesus og den nylige rapport om opstandelsen, som Davids sendebud havde bragt. Eftersom den opstandne Lazarus, nu tilhørte denne gruppe af troende, var det ikke svært for dem at tro rapporten, at Jesus var opstået fra de døde.
191:4.2 Mødet i synagogen blev åbnet af Abner og Lazarus, der begge stod på prædikestolen, da hele mængden af trofaste lyttere oplevede Mesterens figur pludseligt trådte frem. Han trådte frem fra stedet hvor han var åbenbaret mellem Abner og Lazarus, hvor fra ingen af dem havde observeret ham, hilste selskabet og sagde:
191:4.3 "Fred være med jer. I ved alle, at vi kun har én Fader i himlen, og at der kun er ét evangelium om Riget - de gode nyheder om det evige livets gave, som mennesket får ved tro. Mens I glædes over jeres trofasthed mod evangeliet, bed sandhedens Faderen om at udøse i jeres hjerter en ny og større kærlighed til jeres brødre. I skal elske alle mennesker, som jeg har elsket jer; I skal tjene alle mennesker, som jeg har tjent jer[9]. Med forståelsesfuld sympati og broderlig hengivenhed, tag med i jeres fællesskab alle jeres brødre, som er dedikeret til at forkynde den gode nyhed, uanset om de er jøder eller ikke-jøder, grækere eller romere, persere og etiopiere. Johannes proklamerede riget i forvejen, du har prædiket evangeliet med magt, grækerne underviser allerede om den gode nyhed, og jeg vil snart sende Sandhedens Ånd ind i sjælen hos alle disse mine brødre, som så uselvisk har helliget deres liv til at oplyse deres medmennesker som sidder i åndeligt mørke[10]. I er alle lysets børn; snubl derfor ikke ind i forviklede misforståelse som de dødeliges mistænksomhed og menneskelige mangel på tolerance føre med sig[11]. Hvis du takket være troen ophøjes til at elske de ikke-troende, bør du så ikke også lige elske dem, der er dine trosfæller i den udspredte familie af tro? Husk, at når man elsker hinanden, så vil alle vide, at I er mine disciple[12][13].
191:4.4 "Gå derfor ud i hele verden og forkynd evangeliet om Gud som vor Fader og mennesket som vores bror og søster til alle nationer, og racer, og følg konstant visdommen i jeres valg af metoder til at formidle den gode nyhed for menneskehedens forskellige racer og stammer[14][15]. Som en gave, har du modtaget dette rigets evangelium, og som gave, skal I give de gode nyheder videre til alle mennesker[16]. Frygt ikke det ondes modstand, for jeg er altid med jer, selv til tidens afslutning[17]. Og min fred efterlader jeg jer[18]."
191:4.5 Da han havde sagt "min fred efterlader jeg jer," forsvandt han fra deres syn. Med undtagelse af en af hans tilsynekomster i Galilæa, hvor op mod fem hundrede troende så ham på samme tid, indeholdt denne gruppe i Filadelfia det største antal dødelige, der så ham på én gang.
191:4.6 Tidligt næste morgen, mens apostlene stadig opholdt sig i Jerusalem og ventede på at Thomas ville komme sig følelsesmæssigt, gik disse troende i Filadelfia ud og proklamerede, at Jesus af Nazaret var opstået fra de døde.
191:4.7 Den næste dag, onsdagen, tilbragte Jesus uden afbrydelse i selskab med sine morontia medarbejdere, og i løbet af eftermiddagen modtog han besøgende morontia delegerede fra mansoniaverdnerne fra ethvert lokalsystem af beboede sfærer i hele konstellationen Norlatiadek. De glædede sig alle over at kende deres Skaber som en af deres egen klasse af universets intelligenser.
¶ 5. ANDEN TILSYNEKOMST FOR APOSTLERNE
191:5.1 Thomas tilbragte en ensom uge alene for sig selv blandt bakkerne omkring Oliebjerget. I denne periode mødte han kun dem som befandt sig i Simons hus og Johannes Markus. Klokken var omkring ni lørdag den 15. april, da de to apostle fandt ham og tog ham med sig tilbage til deres samlingssted i familien Markus hjem. Den næste dag lyttede Thomas til historierne om Mesterens forskellige tilsynekomster, men han nægtede stædigt at tro på dem. Han fastholdt, at Peter havde begejstret dem til at tro, at de havde set Mesteren. Nataniel resonerede med ham, men uden effekt. Der var en følelsesmæssig stædighed i forbindelse med hans sædvanlige skeptiske holdning, og denne sindstilstand i forbindelse med sin ærgrelse over at have forladt dem forenede sig til at skabe en situation med en sådan isolation som selv Thomas ikke helt forstod. Han havde fjernet sig fra sine medmennesker, han havde gået sine egne veje, og nu, selv om han allerede var tilbage blandt dem havde han tendens til ubevidst at påtage sig en holdning af uenighed. Det tog lang tid for ham at give op; han kunne ikke lide at give efter. Uden at have beregnet det, nød han virkelig den opmærksomhed som blev vist ham. Han modtog en ubevidst tilfredshed fra alle sine brødres forsøg på at overbevise og omvende ham. Han havde savnet dem en hel uge, og deres konstante opmærksomhed gav ham en anselig velbefindende.
191:5.2 De var ved at indtage deres aftensmad lidt efter klokken seks, med Peter siddende på den ene side af Thomas og Nataniel på den anden, da den tvivlende apostel sagde: "Jeg vil ikke tro, hvis jeg ikke med mine egne øjne ser Mesteren og sætter min finger i naglemærkerne[19]." Da de sad ved deres aftensmad, og mens dørene forsvarligt var lukket, og boltet, viste Mesterens morontiaform sig pludselig indenfor bordets krumning, og mens han stod lige foran Thomas sagde han:[20]
191:5.3 "Fred være med jer[21]. For en hel uge, har jeg ventet på at vise mig igen, når I alle var til stede til endnu engang at høre om opgaven med at gå ud i verden og forkynde dette rigets evangelium[22]. Igen siger jeg jer: Som Faderen har udsendt mig til verden, så sender jeg jer[23]. Som jeg har åbenbaret Faderen, så skal du åbenbare den guddommelige kærlighed, ikke kun med ord, men i dit daglige liv. Jeg sender jer ud, ikke for at elske menneskenes sjæle, men snarere at elske menneskerne. I skal ikke kun forkynde himlens glæder men også i jeres daglige liv demonstrerer det guddommelige livs åndelige realiteter, fordi du allerede ved tro har evigt liv som en gave fra Gud. Når I har tro, når kraften fra det høje, Sandhedens Ånd, er kommet over dig, behøver du ikke skjule dit lys her bag lukkede døre, men I vil gøre Guds kærlighed og barmhjertighed kendt til hele menneskeheden[24]. Af frygt flygter I nu fra en ubehagelig oplevelses kendsgerning, men når du er blevet døbt med Sandhedens Ånd, går I modigt og muntert ud for at opfylde de nye erfaringer med at forkynde den gode nyhed om evigt liv i Guds rige[25]. I kan blive hængende her og i Galilæa for en kort tid, mens I genvinder jer fra chokket af overgangen fra den falske sikkerhed, som traditionalismens autoritet indebærer, til den nye ordning, der bygger på autoriteten af fakta, sandhed og tro på den levende erfarings øverste virkeligheder[26]. Jeres mission til verden er baseret på det faktum, at jeg levede et liv, som åbenbarede Gud til jer, på sandheden, at du og alle andre mennesker er Guds sønner, og den skal bestå af det liv, I lever blandt mennesker - den faktiske og levende oplevelse af at elske og tjene menneskerne, så som jeg har elsket og tjent jer. Lad troen åbenbare jeres lys til verden, lad sandhedens åbenbaring åbne de øjne som er blændet af tradition, lad jeres kærlige tjeneste effektivt udslette fordomme affødt af uvidenhed. Når I således med forståelsesfuld sympati og uselvisk hengivenhed nærmer jer jeres medmennesker, leder I dem til det frelsende kendskab til Faderens kærlighed. Jøderne har rost godhed, grækerne har ophøjet skønhed, hinduerne prædiker hengivenhed, asketerne i det fjerne underviser i ærbødighed, romerne kræve loyalitet, men jeg har brug for at mine disciples liv, er et liv i kærlig tjeneste af jeres jordiske brødre."
191:5.4 Da Mesteren havde sagt dette, kiggede han ned i Thomas ansigt og sagde: "Og du, Thomas, der sagde, at du ikke ville tro, hvis du ikke fik mig at se og sætte fingeren på naglemærkerne i mine hænder, nu har du set mig og hørt mine ord; og selvom du ikke ser nogen naglemærker på mine hænder, fordi jeg er opstået i en form, som du også skal have, når du forlader denne verden, hvad siger du nu til dine brødre? Du vil erkende sandheden, for allerede i dit hjerte var du begyndt at tro, selvom du så hårdnakket hævdede din utro[27]. Din tvivl, Thomas, hævder altid sig selv mest stædige lige når den er ved at falde fra hinanden. Thomas, jeg beder dig, vær ikke troløs, men troende - og jeg ved, du vil tro, selv med hele dit hjerte."
191:5.5 Da Thomas hørte disse ord, faldt han på knæ foran Mesterens morontiaform og udbrød: "Jeg tror! Min Herre og min Mester!" Da sagde Jesus til Thomas: "Du tror, Thomas, fordi du virkelig har set og hørt mig[28]. Salige er de, som under de kommende tidsaldre tror, selvom de ikke har set med den kødelige kroppens øje og hørt med det dødelige øre."
191:5.6 Så mens Mesterens form, flyttede sig over nærmere bordenden, vendte han sig til dem alle og sagde: "Og nu, begiv jer alle på vej til Galilæa, hvor jeg snart vil åbenbare mig til jer[29]." Efter at have sagt dette forsvandt han fra deres syn.
191:5.7 De elleve apostle var nu fuldt overbevist om, at Jesus var opstået fra de døde, og meget tidligt næste morgen, før daggry, begav de sig på vej til Galilæa.
¶ 6. TILSYNEKOMSTEN I ALEXANDRIA
191:6.1 Mens de elleve apostle var på vej til Galilæa, og nærmede sig rejsens afslutning, viste Jesus sig tirsdag aften den 18. april ved halvnitiden for Rodan og omkring firs andre troende i Alexandria. Dette var Mesterens tolvte tilsynekomst i morontiaform. Jesus viste sig for disse grækere og jøder netop da Davids budbringer afsluttede sin beretning om korsfæstelsen. Denne budbringer, som var den femte i kæden af løbere fra Jerusalem til Alexandria, var sent på eftermiddagen kommet til Alexandria, og da han havde fremført sit budskab til Rodan, blev det besluttet at indkalde de troende for at høre det tragiske budskab fra budbringeren selv. Omkring klokken otte trådte denne budbringer, Natan af Busiris, frem foran denne gruppe og fortalte i detaljer alt, som den foregående budbringer havde fortalt ham. Natan sluttede sin rørende historie med disse ord: "Men David, der sender os dette bud, meddelte, at Mesteren, da han forudsagde sin død, erklærede, at han ville opstå igen." Mens Natan endnu talte fremtrådte Mesterens morontiaform fuld synlig for alle, og da Natan satte sig ned, sagde Jesus:
191:6.2 "Fred være med jer. Det, som min Fader sendte mig ind i denne verden til at grundlægge tilhører ikke en bestemt race, nation eller særlig gruppe af lærere eller præster. Dette rige tilhører både jøde og ikke-jøde, rige og fattige, frie og slave, mand og kvinde, ja, selv små børn. Og I skal alle forkynde dette kærlighedens og sandhedens evangelium gennem det liv, du lever i kødet. I skal elske hinanden med en ny og overraskende hengivenhed, ligesom jeg har elsket jer. I vil tjene menneskeheden med en ny og fantastisk hengivenhed, ligesom jeg har tjent dig. Og når menneskerne se, hvordan I elsker dem, og når de observere, hvor inderligt I tjener dem, indser de, at I er blevet trosbrødre i himmelriget, og de vil følge Sandhedens Ånd, som de ser i jeres liv, indtil de finder evig frelse.
191:6.3 "Som Faderen har udsendt mig ind i denne verden, så sender jeg nu jer[30]. I er alle kaldet til at bringe de gode nyheder til dem, der sidder i mørke[31]. Dette rigets evangelium tilhører alle, der tror på det; det bør ikke lades alene i præsternes varetægt[32]. Snart vil Sandhedens Ånd komme over dig, og han vil vejlede jer ind i hele sandheden[33]. Gå derfor ud i hele verden og forkynd dette evangelium, og se, jeg er altid med jer, selv til tidernes slutning[34]."
191:6.4 Da Mesteren havde sagt dette, forsvandt han fra deres syn. Hele natten forblev disse troende sammen og talte om deres oplevelser som rigets troende og lytte til de mange ord, som Rodan og hans medarbejdere havde at sige. De troede alle på, at Jesus var opstået fra de døde. Forestil dig den forbavselse hos Davids opstandelses herold, der ankom anden dag efter dette, når de besvarede hans meddelelse ved at sige: "Ja, vi ved, fordi vi har set ham. Han åbenbarede sig for os i forgårs.
| Kapitel 190. Jesus Åbenbarer Sig I Morontiaform |
Indeks
Flere versioner |
Kapitel 192. Tilsynekomsterne I Galilæa |
¶ Referencer
- ↑ Fortæl Peter: Mark 16:7.
- ↑ Thomas' fravær: Joh 20:24.
- ↑ Jesus viser sig for Peter: Luk 24:34; 1 Kor 15:5a.
- ↑ Fortæl Peter: Mark 16:7.
- ↑ Hvad Jesus fortalte Peter: Luk 22:31-32.
- ↑ Første møde med apostlene: Mark 16:14a; Luk 24:36; Joh 20:19; 1 Kor 15:5b.
- ↑ Jesus irettesætter apostlene: Mark 16:14b; Luk 24:37-38,44-46.
- ↑ Thomas fraværende: Joh 20:24.
- ↑ Elsk alle mennesker, som Jesus elsker dem: Joh 13:34.
- ↑ Lys i åndeligt mørke: Es 9:2; Matt 4:16; Luk 1:79; Joh 3:19-21; Joh 8:12; Joh 12:36; ApG 26:18.
- ↑ Lysets børn: Luk 16:8; Joh 12:36; Ef 5:8; 1 Thess 5:5.
- ↑ Elsker hinanden: 3 Mos 19:18.34; Matt 5:43,44; Matt 19:19b; Matt 22:35; Mark 12:31,33; Luk 10:27; Joh 13:34-35; Joh 15:12,17; Rom 13:8-10; Gal 5:13-14; 1 Thess 4:9; Jak 2:8; 1 Pet 1:22; 1 Joh 3:11,23; 1 Joh 4:7,11-12,21; 2 Joh 1:5.
- ↑ Troens husholdning: Gal 6:10.
- ↑ Den store kommission: Matt 24:14; Matt 28:19-20a; Mark 13:10; Mark 16:15; Luk 24:47; Joh 17:18; ApG 1:8b.
- ↑ Vælg metode med omtanke: Matt 10:16.
- ↑ Frit modtaget evangelium, frit givet: Matt 10:8.
- ↑ Jeg er altid med dig: Matt 28:20.
- ↑ Min fred efterlader jeg dig: Joh 14:27.
- ↑ Thomas tvivler: Joh 20:25-26.
- ↑ Jesus er set af alle apostlene: 1 Kor 15:7b.
- ↑ Fred være med dig: Joh 20:21a.
- ↑ Den store kommission: Matt 24:14; Matt 28:19-20a; Mark 13:10; Mark 16:15; Luk 24:47; Joh 17:18; ApG 1:8b.
- ↑ Så sender jeg dig: Joh 17:18; Joh 20:21b.
- ↑ Når Ånden kommer: ApG 2:1-4.
- ↑ Døbt med sandhedens ånd: ApG 1:5.
- ↑ Bliver her: Luk 24:49.
- ↑ Jesus til Thomas: Joh 20:27.
- ↑ Thomas til Jesus: Joh 20:28-29.
- ↑ Gå til Galilæa: Matt 26:32; Matt 28:7,10; Mark 14:28; Mark 16:7.
- ↑ Så sender jeg dig: Joh 17:18; Joh 20:21b.
- ↑ Den store kommission: Matt 24:14; Matt 28:19,20a; Mark 13:10; Mark 16:15; Luk 24:47; Joh 17:18; ApG 1:8b.
- ↑ Evangelium om Riget: Matt 1:14-15; Matt 4:23; Matt 9:35; Matt 24:14.
- ↑ Sandhedens ånd: Ez 11:19; Ez 18:31; Ez 36:26-27; Joel 2:28-29; Luk 24:49; Joh 7:39; Joh 14:16-18,23,26; Joh 15:4,26; Joh 16:7-8,13-14; Joh 17:21-23; ApG 1:5,8a; ApG 2:1-4,16-18; ApG 2:33; 2 Kor 13:5; Gal 2:20; Gal 4:6; Ef 1:13; Ef 4:30; 1 Joh 4:12-15.
- ↑ Jeg er altid med dig: Matt 28:20b.