© 2015 Urantia Foundation
| Kapitel 60. Urantia I Den Tidlige Landbaserede Livets Æra |
Indeks
Flere versioner |
Kapitel 62. Urmenneskets Første Racer |
61:0.1 PATTEDYRENES æra strækker sig fra dengang da pattedyr med moderkage opstod, til slutningen af istiden og dækker lige under halvtreds millioner år.
61:0.2 I denne kenozoiske tidsalder havde verdens landskaber et attraktivt udseende, med bølgende bakker, vidåbne dalsænkninger, brede floder og store skove. To gange i løbet af dette tidsrum gik Panama landtange op og ned, og Beringstrædets landbro gjorte det samme tre gange. Dyrearterne var både mange og forskelligartede. I træerne myldrede af fugle, og hele verden var et dyrenes paradis, rent bortset fra at dyrearterne som udviklede sig, førte en uafbrudt kamp om overherredømme.
61:0.3 De ophobede aflejringer fra de fem perioder i denne halvtreds millioner år lange æra indeholder fossile efter levninger af de efterfølgende dynastier af pattedyr, og fører helt frem til efter at mennesket selv var dukket op.
¶ 1. KONTINENTETS NYE LANDSTADIUM
61:1.1 For 50.000.000 år siden lå verdens landområder for det meste over vandet eller kun lidt neddykket. Formationerne og aflejringerne fra denne periode stammer fra både land og hav, men mest land. I løbet af en betydelig tidsperiode steg landet gradvis, men blev samtidig vasket ned til lavere niveauer og ud mod havet.
61:1.2 Tidligt i denne periode opstod der pludselig i Nordamerika pattedyr med moderkage, og de udgjorte den vigtigste evolutions udvikling indtil da. Tidligere livmorløse pattedyrsarter havde eksisteret, men denne nye type sprang direkte og pludselig fra de allerede eksisterende krybdyrs forfædre; deres efterkommere havde overlevet gennem hele dinosaurernes tilbagegang. Stamfaderen til alle pattedyr med moderkage var en lille, vældig aktiv, kødædende, hoppende type dinosaur.
61:1.3 Grundlæggende pattedyrs instinkter begyndte at komme til udtryk i disse primitive pattedyrsarter. Pattedyrene har et kæmpe fortrin i deres overlevelsesevne over alle andre former for dyreliv ved at de kan:
61:1.4 1. Frembringe relativt modent og veludviklet afkom.
61:1.5 2. Ernære, fostre og beskytte sit afkom med en hengiven omsorg.
61:1.6 3. Bruge deres overlegne hjernekapacitet i sin selvopholdelse.
61:1.7 4. Udnytte deres tiltagende hurtighed og smidighed for at undslippe fjender.
61:1.8 5. Anvende deres overlegne intelligens for at regulere omgivelserne og tilpasse sig dem.
61:1.9 For 45.000.000 år siden hævede kontinentets hovedbjergkæde sig i forbindelse med en meget almindelig nedsænkning af kystlinjen. Pattedyrenes liv udviklede sig hurtig. Et lille, æglæggende krybdyr af typen pattedyr var vel udbredt, og forløberne til eftertidens kænguruer strejfede omkring i Australien. Snart fandtes der små heste, letbenede næsehorn, tapirer med snabel, primitive svin, egern, halvaber, opossummer og mange stammer med abelignende dyr. De var alle små, primitive og bedst tilpasset livet i skovene i bjergområderne. En stor, strudsagtig landfugl udviklede sig til at blive hen imod tre meter høj, og lagde to og tyve centimeter brede og tre og tredive centimeter lange æg. De var forgængerne til de senere gigantiske passagerfugle som var så højt intelligente og som en gang i tiden transporterede mennesker gennem luften.
61:1.10 Pattedyrene i den tidlige kenozoiske periode levede på land, under vandet, i luften og i trætoppene. De havde fra en til elve par brystkirtler, og var alle godt pelsklædte. I lighed med de efterfølgende dyrearter, udviklede de evnen til at få to tandsæt efter hinanden, og de havde store hjerner i forhold til kropsstørrelsen. Men blandt dem fandtes ingen af nutidens arter.
61:1.11 For 40.000.000 år siden begyndte landområder på den nordlige halvkugle at hæve sig, og dette blev efterfulgt af omfattende landaflejringer og andre jordskorpeaktiviteter som lavastrømme, forvridninger, sø dannelse og erosion.
61:1.12 Under den sidste del af denne epoke var det meste af Europa oversvømmet. Efter en ubetydelig landhævning, var kontinentet dækket af søer og bugter. Det Arktiske Hav forbandt sig østover via Ural fordybningen til Middelhavet, som derefter blev udvidet længere nordover, med Alperne, Karpaterne, Appenninerne og Pyrenæernes højlandsområder som øer i havet. Panama landtangen lå over vandet. Atlanterhavet var adskilt fra Stillehavet. Nordamerika var forbundet med Asien via Beringstrædets landbro og med Europa via Grønland og Island. Landjordens omslutning af kloden på de nordlige breddegrader blev kun brudt af Ural stræderne, som forbandt de arktiske have med det udvidede Middelhav.
61:1.13 Betydelige mængder kalksten dannet ved kridt dyr blev aflejret i europæiske farvande. I dag er denne sten hævet op til 3000 meter i Alperne, nærmere 4800 meter i Himalaya og over 6000 meter i Tibet. Kridtaflejringerne fra denne periode kan man finde langs Afrikas og Australiens kyster, på Sydamerikas vestkyst og omkring de Vestindiske øer.
61:1.14 Gennem hele denne såkaldte Eocene periode fortsatte udviklingen af pattedyrene og andre beslægtede livsformer med lidt eller ingen forstyrrelse. Nordamerika havde dengang landforbindelse med alle kontinenterne undtagen Australien, og forskellige varianter af primitiv pattedyrs fauna spredte sig gradvis ud over verden.
¶ 2. DET SENERE OVERSVØMMELSESSTADIET
61:2.1 Denne periode kendetegnes ved en yderligere og hurtigere udvikling af placenta pattedyr, de mere progressive former blandt pattedyr udvikles under disse tider.
61:2.2 Selv om de første placentaer pattedyr nedstammede fra kødædere, udviklede der sig meget snart planteædende forgreninger, og ikke længe efter opstod der også altædende pattedyrs familier. Dækfrøede planter blev hovedmenuen for den hastig øgende pattedyrs bestand; for nutidens planter og træer, var allerede fremkommet i tidligere perioder.
61:2.3 For 35.000.000 år siden markerer begyndelsen på tidsalderen for placenta pattedyrenes verdensherredømmes. Den sydlige landbro var udstrakt og forbandt det daværende enorme antarktiske kontinent med Sydamerika, Sydafrika og Australien. På trods af de store landmasser langs de nordlige breddegrader holdt verdens klima sig forholdsvis mildt fordi de tropiske havområder udvidede sig enormt, og fordi landjorden ikke lå højt nok til at der dannede sig gletsjere. Omfattende udstrømning af lava indtraf på Grønland og Island, med nogle kulaflejringer mellem disse lag.
61:2.4 Væsentlige ændringer fandt sted i planternes fauna. Livet i havet gennemgik store tillempninger; de fleste af dagens former for marine liv fandtes allerede, og foraminiferer fortsatte med at spille en vigtig rolle. Insektlivet var meget lig det som var i den foregående æra. De Florissant-fossilsenge i Colorado skriver sig fra disse fjerne tiders senere år. De fleste af de nulevende insektfamilier daterer sig fra denne periode, men mange af dem som fandtes dengang er uddød nu, selvom fossilerne efter dem er der.
61:2.5 På land var dette først og fremmest tidsalderen for pattedyrenes fornyelse og udvidelse. Blandt de første, mere primitive pattedyr var over hundrede arter uddød før denne periode var over. Også de store pattedyr som havde små hjerner, døde snart ud. Panserbeskyttelse og størrelse måtte vige for hjernekapacitet og bevægelighed i dyrenes overlevelsesevnes videre udvikling. Og mens dinosaurer slægten var i tilbagegang, overtog pattedyrene gradvis herredømmet over jorden, og tilintetgjorte hurtig og fuldstændig resten efter deres krybdyrs forfædre.
61:2.6 Samtidig med at dinosaurerne forsvandt, skete der andre, store forandringer i de forskellige grene af øglefamilien. De overlevende medlemmer af de tidligere krybdyrs familier er skildpadder, slanger og krokodiller, samt den ærværdige frø, den eneste tilbageværende gruppe repræsentativt for menneskets urgamle forfædre.
61:2.7 Forskellige grupper af pattedyr havde deres oprindelse i et enestående dyr som nu er uddød. Denne kødædende skabning var omtrent som en krydsning mellem en kat og en sæl; den kunne leve på land eller i vand og var høj intelligens og meget aktiv. I Europa udviklede stamfader til hundeslægten sig, og gav snart ophav til mange små hundearter. Omtrent samtidig dukkede gnaverne, deriblandt bæver, egern, jordegern, mus og kaniner op og blev snart en bemærkelsesværdig form for liv; denne familie har ikke forandret sig ret meget siden da. De senere aflejringer fra denne periode indeholder fossiler af stamfædrene til hunde, katte, vaskebjørne og mår.
61:2.8 For 30.000.000 år siden begyndte moderne typer af pattedyr at vise sig. Tidligere havde pattedyrene stort set levet oppe i bjergene som bjergdyr, men pludselig begyndte udviklingen af slette eller klovbærende typer, de græssende arter, som noget helt andet end de kødædende dyr med kløer. Disse planteædere udgik fra en udifferentieret forfader, som havde fem tæer og fireogfyrre tænder, og som uddøde før denne tidsalder var over. Udviklingen af tæerne gik ikke længere end til stadiet med tre tæer i løbet af denne periode.
61:2.9 Hesten, et af udviklingens fremragende eksemplarer, levede på denne tid både i Nordamerika og Europa, selv om udviklingen af den ikke blev fuldt gennemført indtil den senere istid. Mens næsehorns familien dukkede op ved slutningen af denne periode, fik den sin største udbredelse i den efterfølgende. En lille gris-lignende væsen udviklede sig også og blev stamfader til mange arter af svin, navlesvin, og flodheste. Kameler og lamaer havde deres oprindelse i Nordamerika omkring midten af denne periode og spredte sig ud over de vestlige slettelande. Senere udvandrede lamaerne til Sydamerika og kamelerne til Europa, og snart var de begge uddød i Nordamerika, selv om nogle få kameler overlevede helt til istiden.
61:2.10 Omkring dette tidspunkt indtræf der noget bemærkelsesværdig i Nordamerika: De tidligere forfædre til fortidens lemurer dukkede op for første gang. Mens denne familie ikke kan betragtes som rigtige lemurer, markeret deres tilsynekomst at linjen, som de virkelige lemurer senere udsprang fra, var blevet etableret.
61:2.11 Som landslangerne, der i en tidligere tidsalder var trukket ud i havet, var det nu en hel stamme af placentale pattedyr som vendte landet ryggen og bosatte sig i havet. Og lige siden har de opholdt sig i havet, og fra dem stammer de moderne hvaler, delfiner, marsvin, sæler og søløver.
61:2.12 Fuglelivet på planeten fortsatte med at udvikle sig, men kun med få vigtige evolutionære ændringer. Flertallet af de moderne fuglearter fandtes, deriblandt måger, hejrer, flamingoer, musvåger, falke, ørne, ugler, vakler og strudse.
61:2.13 Ved slutningen af denne Oligocæn periode, som strækker sig over ti millioner år, havde planteliv, sammen med marine liv og landdyr havde i meget høj grad udviklet sig, og fandtes på jorden omtrent som det gør i dag. En betydelig specialisering har efterfølgende fundet sted, men forfædrenes form for det meste af det som har liv, var allerede i live.
¶ 3. DE NUVÆRENDE BJERGES STADIUM
61:3.1 Landhævning og adskillelse af havene forandrede langsomt vejret i verden og fik det til gradvis at køle sig ned, men klimaet var fortsat mildt. Ægte kæmpegraner og magnolia voksede på Grønland, men de subtropiske planter begyndte at trække sydover. Ved slutningen af denne periode var disse planter og træer, som var tilpasset et varmt klima, for en stor del forsvundet fra de nordlige breddegrader, og i deres sted voksede der nu mere hårdføre planter og løvfældende træer.
61:3.2 Der var en stor forøgelse i antallet af græsarter, og tænderne hos mange pattedyrsarter forandrede sig gradvis for at tilpasse sig dagens græssende typer.
61:3.3 For 25.000.000 år siden var der en mindre landsænkning efter den lange epoke med landhævning. Rocky Mountains-området holdt sig højt over havet, så at aflejringerne fra erosionsmaterialet fortsatte udover slettelandet mod øst. Sierrabjergene hævede sig igen højt, og har faktisk hævet sig lige siden. Den store seks og en halv kilometer dybe lodrette forkastning i Californien regionen stammer fra denne tid.
61:3.4 For 20.000.000 år siden havde pattedyrene virkelig deres guldalder. Beringstrædets landbro lå over vand, og mange grupper af dyr udvandrede til Nordamerika fra Asien, deriblandt mastodonter med fire stødtænder, kortbenede næsehorn og mange varianter af kattefamilien.
61:3.5 Den første hjort viste sig, og Nordamerika blev snart overrendt af drøvtyggere - hjorte, vilde okser, kameler, bison og flere arter næsehorn, men kæmpesvinet som var næsten to meter højt, døde ud.
61:3.6 De vældig store elefanter fra denne og de efterfølgende perioder havde både store hjerner og store kroppe, og de bredte sig snart ud over hele verden undtagen Australien. For en gangs skyld blev verden domineret af et kæmpestort dyr, som havde en stor nok hjerne til at kunne holde ud. Konfronteret med disse tidsaldrenes højt intelligente liv ville ingen dyr på størrelse med en elefant have overlevet om det ikke havde haft en stor hjerne af overlegen kvalitet. Når det gælder intelligens og tilpasningsevne, er det kun hesten som kommer i nærheden af elefanten, og den bliver kun overgået af mennesket selv. Og alligevel; af de halvtreds arter af elefanter som fandtes da denne periode begyndte, har kun to overlevet.
61:3.7 For 15.000.000 år siden var Eurasiens bjergområder på vej op, og der var en del vulkanaktivitet rundt om i disse områder, men dette var ingenting sammenlignet med lavastrømmene på den vestlige halvkugle. Disse ustabile forhold var fremherskende over hele verden.
61:3.8 Gibraltarstrædet lukkede sig, og Spanien var forbundet med Afrika over den gamle landbro, men Middelhavet flød ud i Atlanten gennem en smal kanal som strakte sig gennem Frankrig, bjergtoppene og højlandet var øer i dette urgamle hav. Senere begyndte disse europæiske have at trække sig tilbage. Endnu senere var Middelhavet forbundet med det Indiske Hav, men ved slutningen af denne periode lå Suez-området så højt at Middelhavet for en tid blev en salt indlands sø.
61:3.9 Landbroen over Island sank, og polarhavet gik i et med Atlanterhavet. Nordamerikas Atlanterhavskyst blev hurtig nedkølet, men Stillehavskysten holdt sig varmere end i dag. De store havstrømme var i bevægelse og påvirkede klimaet omtrent som de gør det i dag.
61:3.10 Pattedyrs livet fortsatte med at udvikle sig. Enorme hesteflokke holdt følge med kamelerne i Nordamerikas vestlige sletteland; dette var virkelig hestenes tidsalder såvel som elefanternes. Hesten har den bedste hjerne næst efter elefanten, men i et henseende er den afgjort underlegen, for hesten overvandt aldrig helt sin dybt iboende tendens til at flygte når den blev skræmt. Hesten har ikke den samme kontrol over sine følelser som elefanten, mens elefanten har et stort handicap ved sin størrelse og mangel på smidighed. I løbet af denne periode udviklede der sig et dyr som på en måde lignede både hesten og elefanten, men det blev snart udryddet af kattefamilien, som hurtig formerede sig.
61:3.11 Da Urantia træder ind i sin såkaldte “hesteløse tidsalder”, burde I dvæle lidt ved hvad dette dyr har betydet for jeres forfædre. Mennesket brugte hesten først som mad, så til at rejse med, og senere i landbrug og i krig. Hesten har længe tjent menneskeheden, og har spillet en vigtig rolle i civilisationens udvikling.
61:3.12 De biologiske udviklingsforløb i denne periode bidrog meget til at gøre scenen klar til at mennesket en dag skulle vise sig. I Centralasien udviklede de ægte typer af både den primitive abe og gorilla sig, fra en fælles forfader som nu er uddød. Men ingen af disse arter regnes med i den stamtavle af levende skabninger som senere skulle blive forfædrene til menneskeracen.
61:3.13 Hundefamilien var repræsenteret ved forskellige grupper, især ulve og ræve; kattedyrenes familie af pantere og de store sabeltands tigre - den sidstnævnte udviklede sig først i Nordamerika. Medlemmerne af de nuværende katte- og hunde familier stiger i antal over hele verden. Væsel, måren, odder og vaskebjørn trives og udviklede sig under de nordligere breddegrader.
61:3.14 Fuglene fortsatte med at udvikle sig, skønt der var få markante forandringer som fandt sted. Krybdyrene lignede de moderne typer - slanger, krokodiller og skildpadder.
61:3.15 Dermed gik en vældig begivenhedsrig og interessant periode af verdens historie mod sin slutning. Denne elefantens og hestens tidsalder er kendt ved navnet Miocæn perioden.
¶ 4. KONTINENTERNES SENESTE HÆVNINGSSTADIET
61:4.1 Dette er perioden, før istiderne med landhævning i Nordamerika, Europa og Asien. Landet blev kraftig ændret i sin topografi. Bjergkæder blev født, floder ændrede kurs, og isolerede vulkaner brød ud over hele verden.
61:4.2 For 10.000.000 år siden begyndte en tidsalder med omfattende lokale jordaflejringer på kontinenternes lavlandsområder, men det meste af disse sedimenter blev flyttet videre senere. Meget af Europa var på denne tid stadig under vand, deriblandt dele af England, Belgien og Frankrig, og Middelhavet dækkede store dele af det nordlige Afrika. I Nordamerika blev der dannet omfattende aflejringer ved foden af bjergkæderne, i søerne og i de store landforsænkninger. Disse aflejringer har en gennemsnitstykkelse på omtrent tres meter, er mere eller mindre farvet, og fossiler ser man sjældent. To store ferskvandssøer fandtes i det vestlige Nordamerika. Sierrabjergene hævede sig; Shasta, Hood og Rainier var i begyndelsen af deres tilværelse som bjerge. Men det var ikke før i den efterfølgende istid at Nordamerika begyndte sin vandring mod fordybningen i Atlanterhavet.
61:4.3 For en kort tid var alt land i verden undtagen Australien forbundet med hinanden, og den sidste verdensomspændende migration af dyr fandt sted. Nordamerika var forbundet med både Sydamerika og Asien, og der foregik en fri udveksling af dyreliv. Asiatiske dovendyr, bæltedyr, antiloper og bjørne vandrede ind i Nordamerika, mens nordamerikanske kameler drog til Kina. Næsehornet spredte sig over hele verden undtagen Australien og Sydamerika, men de var uddød på den vestlige halvkugle før denne periode var over.
61:4.4 Generelt fortsatte livet fra den foregående periode med at udvikle og sprede sig. Kattefamilien dominerede dyrelivet, og marine liv udviklede sig næsten ikke. Mange slags heste havde stadig tre tæer, men de moderne typer var i færd med at gøre deres indtog; lamaer og giraflignende kameler vandrede omkring blandt hestene på græssletterne. Giraffen opstod i Afrika og havde akkurat den samme lange hals som den har nu. I Sydamerika udviklede dovendyret, bæltedyret og myreslugere og den sydamerikanske type af den primitive abe sig. Før kontinenterne til sidst blev isoleret havde mastodonterne, disse massive dyr, spredt sig over alt undtagen til Australien.
61:4.5 For 5.000.000 år siden havde hesten udviklet sig til det den er nu, og udvandret til hele verden fra Nordamerika. Men hesten var uddød på sit hjemlands kontinent længe før de røde mennesker kom dertil.
61:4.6 Klimaet blev gradvis køligere; landplanterne trak sig langsomt sydover. Først var det den tiltagende kulde i nord som stoppede dyrene fra at udvandre over de nordlige landtanger; senere sank disse Nordamerikanske landbroer. Ikke så længe efter sank også landforbindelsen mellem Afrika og Sydamerika for altid, og den vestlige halvkugle blev isoleret, stort set som den er i dag. Fra denne tid af begyndte ulige typer at udvikle sig på den vestlige og den østlige halvkugle.
61:4.7 Og således går denne periode som varede i næsten ti millioner år mod sin slutning, og endnu er menneskets forfædre ikke dukket op. Denne tid bliver sædvanligvis betegnet som Pliocæn perioden.
¶ 5. DEN FØRSTE ISTID
61:5.1 Ved slutningen af den foregående periode lå store områder af Nordeuropa og den nordøstlige del af Nordamerika højt over havet; i Nordamerika var der vidtstrakte områder som lå på 9000 meter og endda højere. Klimaet havde tidligere holdt sig mildt over disse nordlige områder og de arktiske farvande lå åbent for fordampning og fortsatte med at være isfri næsten helt til slutningen af istiden.
61:5.2 Samtidig med disse landhævninger skiftede havstrømmene retning, og de sæsonbestemte vinde gjorte også. Disse forhold frembragte efterhånden en næsten konstant fugtighedsudvikling når den tungt mættede atmosfære trak ind over de nordlige højlandsområder. Der begyndte at falde sne på disse højtliggende og derfor køligere områder, og sneen fortsatte med at falde til den nåede en dybde på 6000 meter. De områder, som havde den størst dybde af sne i tillæg til sin egen højde, blev de kerneområder som det glaciale pres strømmede ud fra. Og istiden varede akkurat så længe som denne overdådige fugtighedsudvikling fortsatte med at dække disse nordlige højlandsområder med sin enorme kappe af sne, som snart forvandlede sig om til fast, men snigende is.
61:5.3 De store iskapper i denne periode befandt sig alle på højtliggende områder, og ikke i bjergfulde områder hvor man finder dem i dag. Halvdelen af gletsjeren var i Nordamerika, en fjerdedel i Eurasien og en fjerdedel andre steder, for det meste på Antarktis. Afrika fik meget lidt af isen, men Australien var næsten dækket med den antarktiske iskappe.
61:5.4 Denne verdens nordlige områder har været gennem seks adskilte nedisninger som kan skelnes fra hinanden, selv om der forekom dusinvis af fremrykninger og tilbagetrækninger i forbindelse med hvert enkelte islags aktivitet. Isen over Nordamerika samlede sig i to, og senere i tre centre. Grønland var tildækket, og Island lå helt begravet under den vandrende is. I Europa dækkede isen på forskellige tidspunkter de Britiske Øer undtagen sydkysten af England, og den bredte sig ud over Vesteuropa ned til Frankrig.
61:5.5 For 2.000.000 år siden begyndte den første Nordamerikanske gletsjer sit fremrykning sydover. Istiden var nu på vej, og denne gletsjer brugte næsten en million år på at sprede sig fra og tilbage til de nordlige trykcentre. Den centrale indlandsis strakte sig sydover så langt som til Kansas; de østlige og vestlige iscentre var ikke så omfattende endnu.
61:5.6 For 1.500.000 år siden var den første store gletsjer ved at trække sig tilbage nordover igen. I mellemtiden var enorme mængder sne faldet på Grønland og den nordøstlige del af Nordamerika, og det varede ikke længe før den østlige ismasse begyndte at bevæge sig sydover. Dette var den anden isinvasion.
61:5.7 Disse første to istider var ikke så omfattende i Eurasien. Under disse første epoker af istiden var der i Nordamerika fyldt af mastodonter, uldne mammutter, heste, kameler, hjorte, moskusokser, bison, land dovendyr, gigantiske bævere, sabeltands tigere, dovendyr så store som elefanter og mange grupperinger af katte- og hundefamilien. Men fra dette tidspunkt fremad blev de hurtig meget fåtallige på grund af istidsperiodens tiltagende kulde. Mod slutningen af istiden var flertallet af disse dyrearter uddøde i Nordamerika.
61:5.8 Længere væk fra isen havde verdens liv til lands og til vands forandret sig meget lidt. Mellem isinvasionerne var klimaet omtrent som i dag, måske lidt varmere. Gletsjerne var, trods alt lokale fænomener, selv om de bredte sig ud over store områder. Klimaet på kystlinjerne varierede kraftig mellem de tidspunkter, hvor gletsjerne var i ro, og de tidspunkter, hvor enorme isbjerge gled ud fra kysten ved Maine og ud i Atlanterhavet, gled ud igennem Pudgets-sundet til Stillehavet og tordnede ned i norske fjorde og ud i Nordsøen.
¶ 6. DET PRIMITIVE MENNESKE I ISTIDEN
61:6.1 Den store begivenhed i denne istidsperiode var udviklingen af det primitive menneske[1]. Lidt vest for Indien, i et landområde som nu ligger under vand, og blandt efterkommerne af de asiatiske indvandrede lemurer af den ældre nordamerikanske type, dukkede forstadie pattedyrene til mennesket pludselig op. Disse små dyr gik for det meste på bagbenene, og de havde store hjerner i forhold til kropsstørrelsen og i sammenligning med andre dyrs hjerner. I den halvfjerdsindstyvende generation hos denne klasse af dyr skilte en ny og højerestående gruppe sig pludselig ud. Disse nye mellemliggende pattedyr - var næsten dobbelt så store og høje som deres forfædre, og i besiddelse af tilsvarende større hjernekapacitet - havde kun lige fået etableret sig godt, da primaterne, den tredje vitale mutation, pludselig viste sig. (Samtidig med dette skete der et tilbageskridt i udviklingen blandt menneskets mellemstadie dyrebestand, som gav oprindelse til menneskeabernes forfædre; og fra da af og til i dag har menneskets forgrening haft fremgang gennem progressiv evolution mens abestammerne har stået stille eller endda gået tilbage i sin udvikling.)
61:6.2 For 1.000.000 år siden blev Urantia registreret som en beboet verden. En mutation indeni bestanden af fremadskridende primater frembragte pludselig to primitive menneskevæsener, de faktiske forfædre til menneskeheden.
61:6.3 Denne begivenhed fandt sted omkring tidspunktet da gletsjerisen for tredje gang rykkede frem; dermed kan det ses, at jeres tidlige forfædre blev født og voksede op i et stimulerende, styrkende og vanskeligt miljø. Og de eneste overlevende efter disse oprindelige Urantia indfødte, eskimoerne, trives stadig i dag bedst i de kolde, nordlige himmelstrøg.
61:6.4 På den vestlige halvkugle fandtes der ikke mennesker før hen imod slutningen af istiden. Men i perioderne mellem istiderne flyttede de sig vestover rundt Middelhavet og trængte sig snart indover det europæiske kontinent. I Vesteuropas huler kan man finde menneskeknogler sammen med rester af både tropiske og arktiske dyr, noget som vidner om, at mennesket boede i disse områder op gennem de fremrykkende og tilbagetrækkende gletsjers senere epoker.
¶ 7. FORTSÆTTELSEN AF ISTIDEN
61:7.1 I løbet af istiden var der også andre aktiviteter i gang, men isens virkning overskyggede alle andre fænomener på de nordlige breddegrader. Ingen andre jordskorpeaktivitet efterlader så karakteristiske mærker efter sig på topografien. De ejendommelige rullesten og overflade spaltninger, så som jættegryder, søer, forflyttede stenblokke og stenmel finder man ikke i forbindelse med noget andet fænomen i naturen. Isen er også årsag til de mange højdedrag, eller bølgende overflader, som er kendt som radialmoræner. Når en gletsjer skyder sig frem, får den floder til at ændre kurs og forandre hele jordoverfladen. Det er kun gletsjere som efterlader sig disse afslørende aflejringer - bund, side og endemoræner. Disse smeltevandsaflejringer, særlig bundmorænerne, strækker sig fra den østlige kyst af Nordamerika mod nord- og vestover, og forekommer i Europa og Sibirien.
61:7.2 For 750.000 år siden var den fjerde indlandsis, en blanding af Nordamerikas midterste og østlige isflader, godt på vej sydover, da den var på sit største, strakte den sig ned til det sydlige Illinois og flyttede Mississippi floden firs kilometer vestover, og i øst gik den så langt syd som til Ohio floden og det centrale af Pennsylvania.
61:7.3 I Asien gjorte den sibiriske iskappe sit længste fremstød sydover, mens den fremrykkende is i Europa blev stoppet lige foran Alpernes bjergkæde.
61:7.4 For 500.000 år siden, mens isen gjorte dets femte fremstød, skete der noget nyt som satte fart i menneskehedens evolutionshistorie. Pludselig og i én eneste generation muterede de seks farvede racer sig frem fra den oprindelige indfødte menneskestamme. Dette er endda et dobbelt så vigtigt tidspunkt siden det også markerer Planetprinsens ankomst.
61:7.5 I Nordamerika bestod den femte fremrykkende gletsjer af et kombineret fremstød fra alle de tre iscentre. Den østlige istunge strakte sig dog kun en kort strækning forbi St. Lawrence dalen, og det vestlige iskappe udvidede sig ikke særlig længere sydover. Men den midterste tunge nåede så langt syd, at den dækkede det meste af staten Iowa. I Europa nåede denne isinvasion ikke så langt som den forrige.
61:7.6 For 250.000 år siden begyndte den sjette og sidste istid. Og på trods af, at de nordlige højland var begyndt at synke lidt, var dette perioden med den største sne aflejring på de nordlige islagte områder.
61:7.7 Ved denne fremrykning slog de tre store iskapper sig sammen til én kæmpemæssig ismasse, og alle de vestlige bjergkæder indgik i denne gletsjer formation. Dette var den mest omfattende af alle isinvasionerne i Nordamerika, isen bevægede sig over to tusinde firehundrede kilometer fra trykcentrene mod syd, og temperaturerne i Nordamerika nåede deres bundniveau.
61:7.8 For 200.000 år siden, mens den sidste gletsjer rykkede fremover, indtraf der en episode som skulle få meget at gøre med begivenhedernes gang på Urantia - Lucifers oprør.
61:7.9 For 150.000 år siden var den sjette og sidste gletsjer nået sit sydligste udbredelsesområde; det vestlige iskappe nåede akkurat over den Canadiske grænse, den midterste ned i Kansas, Missouri og Illinois, og det østlige lag rykkede sydover og dækkede det meste af Pennsylvania og Ohio.
61:7.10 Dette er den gletsjer som udsendte sine mange istunger, eller islapper, som udgravede dagens søer, både store og små. I det den trak sig tilbage, blev det Nordamerikanske system af Store Søer dannet. Og Urantias geologer har med fin præcision udledt deres konklusioner om de forskellige stadier i denne udvikling, og ganske korrekt antaget, at disse vandmasser til forskellige tider først løb ud i Mississippidalen, så østover til Hudsondalen og til sidst i en nordlig retning ud i St. Lawrence. Det er syv og tredive tusinde år siden, at det sammenhængende system af de store søer begyndte at løbe ud langs den nuværende retning for Niagara.
61:7.11 For 100.000 år siden, mens det sidste gletsjer trak sig tilbage, begyndte de kæmpemæssige polære iskapper at danne sig, og centrum for issamlingen flyttede sig betragtelig nordover. Og så længe polarområderne fortsat ligger dækket af is, er det ikke sandsynligt, at der skulle komme en ny istid, uanset hvad slags landhævninger eller drejninger af havstrømme som fremtiden bringer.
61:7.12 Denne sidste fastlandsis brugte et hundrede tusinde år på fremrykning, og den behøvede et lige så langt tidsrum for at fuldføre sin tilbagetrækning nordover igen. De tempererede områder har været isfri i lidt over halvtreds tusinde år.
61:7.13 Den strenge istidsperiode sørgede for at mange arter blev tilintetgjort, og fik mange andre til radikalt at forandre sig. Mange gennemgik en smertelig selektiv udvælgelse idet de var nødt til at vandre til og fra alt efter om isen rykkede frem eller tilbage. De dyr som flyttede sig i landskabet efter gletsjerne fremrykning og tilbagetrækning, var bjørnen, bisonen, rensdyr, moskus oksen, mammutten og mastodonten.
61:7.14 Mammutten søgte mod de åbne prærier, men mastodonten foretrak de afskærmede områder i udkanten af skovområderne. Mammuttens udbredelsesområde strakte sig indtil et ganske sent tidspunkt fra Mexico til Canada. Den sibiriske variant havde uldpels. Mastodonten holdt stand i Nordamerika indtil den blev helt udryddet af den røde mand på sin vis på samme måde som den hvide mand senere nedslagtede bisonen.
61:7.15 I Nordamerika døde hesten, tapiren, lamaen og den sabeltandede tiger ud i løbet af den sidste store istid. I deres sted kom dovendyr, bæltedyr og flodsvin op fra Sydamerika.
61:7.16 Livets fremtvungne migration i forhold til den fremrykkende is førte til en ualmindelig sammenblanding af både planter og dyr, og med tilbagetrækning af den sidste isinvasion, var der mange arktiske arter af både planter og dyr som var blevet efterladt højt oppe på de enkelte bjergtoppe, hvor de havde søgt tilflugt for at redde sig fra tilintetgørelse af den sidste gletsjer. Og derfor kan man i dag finde disse malplacerede planter og dyr højt oppe i alperne i Europas og til og med på Appalachian bjergene i Nordamerikas.
61:7.17 Istiden er den sidste afsluttende geologiske periode, den såkaldte Pleistocæn, som varede i over to millioner år.
61:7.18 For 35.000 år siden markeres slutningen af den store istid, med undtagelse af planetens polarområder. Denne dato er væsentligt, ved at den omtrent tidsfæster ankomsten af en Materiel Søn og Datter, og begyndelsen på den Adamiske tidsforordning som groft regnet svarer til begyndelsen af Holocæn eller perioden efter istiden.
61:7.19 Denne beretning, som strækker sig fra pattedyr livets oprindelse, til tilbagetrækning af isen og op til historisk tid, dækker et tidsrum på næsten halvtreds millioner år. Dette er den sidste - den nuværende - geologiske periode, som er kendt af jeres forskere som Kenozoikum eller den nyere tids æra.
61:7.20 [Udarbejdet af en fastboende Livsbærer.]
| Kapitel 60. Urantia I Den Tidlige Landbaserede Livets Æra |
Indeks
Flere versioner |
Kapitel 62. Urmenneskets Første Racer |
¶ Referencer
- ↑ Tidlig mand: 1 Mos 1:26-27; 1 Mos 2:7.