© 2015 Urantia Foundation
7:0.1 Den Oprindelige Søn er konstant beskæftiget i udførelsen af de åndelige aspekter af Faderens evige formål, således som det i stigende grad bliver åbenbaret i de udviklende universers fænomener med deres mangfoldige grupper af levende væsener. Vi forstår ikke helt denne evige plan, men det gør Paradissønnen uden tvivl.
7:0.2 Sønnen er som Faderen idet han søger at overdrage alt hvad der er muligt fra ham selv til sine koordinerede Sønner og til deres underordnede Sønner. Og Sønnen deler Faderens selvdistribuerende natur i den uforbeholdne overdragelse af sig selv til den Uendelige Ånd, deres fælles udøvende.
7:0.3 Som opretholder af ånde virkeligheder, er den Anden Kilde og Center den evige modvægt af Paradis Øen, som så storslået opretholder alle materielle ting. Således åbenbares den Første Kilde og Center for evigt i den materielle skønhed af central Øens udsøgte mønstre og i de åndelige værdier af den Evige Søns himmelske personlighed.
7:0.4 Den Evige Søn er den virkelige opretholder af den vidtstrakte skabelse af ånde virkeligheder og åndelige væsener. Den åndelige verden er den Evige Søns klædning, Sønnens personlige adfærd, og de upersonlige realiteter af åndenaturen reagere altid på den Absolutte Søns perfekte personligheds vilje og formål.
7:0.5 Sønner er imidlertid ikke, personlig ansvarlig for ledelsen af alle ånds personligheder. Viljen hos det personlige væsen er relativ fri og bestemmer derfor handlingerne af sådanne viljebestemte væsener. Derfor er den fri viljes åndeverden ikke altid fuldt repræsenterende den Evige Søns karakter, ligesom naturen på Urantia ikke er fuldt åbenbarende for Paradisets og Guddommenes fuldkommenhed og uforanderlighed. Men uanset hvad der kan karakterisere den fri vilje handling af menneske eller engle, fortsætter Sønnens evige greb om den universelle tyngdekraft kontrol af alle åndelige virkeligheder at være absolut.
7:1.1 Alt lært vedrørende Guds immanens, hans allestedsnærværelse, almægtighed, og alvidenhed er lige så sandt for Sønnen i de åndelige domæner. Den rene og universelle Åndetyngdekraft i hele skabelsen, dette eksklusive åndelige kredsløb, fører direkte tilbage til den Anden Kildes og Centers person på Paradis. Han fører tilsyn med kontrollen og driften af det allestedsnærværende og ufejlbarlige åndelige greb af alle sande åndeværdier. Således udøver den Evige Søn absolut åndelig suverænitet. Bogstavelig talt holder han alle åndelige realiteter og alle åndeliggjorte værdier, som der er, i sin hule hånd[1]. Styringen af den universelle åndelige tyngdekraft er universel åndelig suverænitet[2].
7:1.2 Denne tyngdekraft kontrol af åndelige ting virker uafhængig af tid og rum; derfor forbliver åndeenergien uformindsket i transmissionen. Åndetyngdekraften lider aldrig af forsinkelser i tiden, og den undergår heller ikke reduktion i rummet. Den aftager ikke i forhold til kvadratet af afstanden af dets udsendelse; kredsløbet af ren åndskraft er ikke retarderet af størrelsen af den materielle skabelse. Og denne transcendens af tid og rum af rene åndeenergier er en naturlig del af Sønnens absoluthed; det er ikke en følge af mellemkomsten af den Tredje Kildes og Centers antityngdekrafts kræfter.
7:1.3 Ånderealiteter reagerer på trækningskraften fra centret for åndelige tyngdekraft i overensstemmende med deres kvalitative værdi, dens faktiske grad af åndenatur. Åndesubstans (kvalitet) er lige så påvirkelig til åndetyngdekraft som de organiserede energier af fysisk materie (kvantitet) er påvirkelige på fysisk tyngdekraft. Åndelige værdier og åndekræfter er virkelige. Fra et personlighedens synspunkt, så er ånden skabelsens sjæl; materie er den skyggefulde fysiske krop.
7:1.4 Åndetyngdekraftens reaktioner og udsving modsvarer altid indholdet af åndelige værdier, den kvalitative åndelige status af et individ eller en verden. Denne tiltrækningskraft reagerer øjeblikkelig på mellem åndelige og indre åndelige værdier af enhver univers situation eller planetarisk tilstand. Hver gang en åndelig virkelighed aktualiseres i universerne, nødvendig gør denne forandring en omgående og øjeblikkelig tilpasning af åndetyngdekraften. En sådan ny ånd er i virkeligheden en del af den Anden Kilde og Center; og lige så sikkert som at det dødelige menneske bliver et åndeliggjort væsen, vil det nå den åndelige Søn, centret og kilden af åndetyngdekraften.
7:1.5 Sønnens åndelige tiltrækningskraft er iboende i en mindre grad i mange Paradisklasser af sønner. For der eksisterer indenfor åndetyngdekraftens absolutte kredsløb de lokale systemer af åndelige tiltrækning som fungerer i skabelsens mindre enheder. Sådanne underabsolutte fokaliseringer af åndetyngdekraft er en del af guddommeligheden i tidens og rummets Skaberpersonlighederne og er korreleret med det Højeste Væsens spirende erfaringsmæssige overkontrol.
7:1.6 Åndetyngdekraftens tiltrækning og reaktionen derpå virker ikke kun på universet som helhed men også selv mellem individer og grupper af individer. Der er en åndelig sammenhæng mellem de åndelige og åndsgjorte personligheder fra enhver verden, race, nation, eller troende gruppe af individer. Der er en direkte tiltrækningskraft af åndenaturen mellem åndeligt sindede personer af samme smag og længsel. Udtrykket åndsfrænde er ikke kun en figurativ talemåde.
7:1.7 Ligesom Paradisets materielle tyngdekraft, så er den Evige Søns åndelige tyngdekraft absolut. Synd og oprør kan forstyrre driften af lokaluniversernes kredsløb, men intet kan suspendere den Evige Søns åndetyngdekraft. Lucifers oprør af sted kom mange forandringer i jeres system af beboede verdner og på Urantia, men vi observerer ikke at den åndelige karantæne af jeres planet som følge af oprøret, på mindste måde påvirkede tilstedeværelsen og funktionen af hverken den Evige Søns allestedsnærværende ånd eller åndetyngdekraftens tilknyttede kredsløb.
7:1.8 Alle reaktioner af åndetyngdekraftens kredsløb i storuniverset er forudsigelige. Vi anerkender alle den Evige Søns allestedsnærværende ånds handlinger og reaktioner og finder dem pålidelige. I overensstemmelse med velkendte love, kan vi måle åndelig tyngdekraft, og gør det, præcis ligesom mennesket forsøger at beregne den finite fysiske tyngdekrafts bevægelser. Sønnens ånd reagerer uforanderligt til alle åndelige ting, væsener, og personer, og denne reaktion er altid i overensstemmelse med graden af virkeligheden (den kvalitative grad af virkeligheden) i alle sådanne åndelige værdier.
7:1.9 Men sideløbende med denne meget pålidelig og forudsigelig funktion af den Evige Søns åndelige tilstedeværelse, møder man fænomener som ikke er så forudsigelige i deres reaktion. Sådanne fænomener indikerer sandsynligvis Guddomsabsoluttets koordinerede handling i de spirende åndelige potentialers verdener. Vi ved, at den Evige Søns ånds tilstedeværelse er indflydelsen af en majestætisk og uendelig personlighed, men vi betragter næppe, at reaktionerne forbundet med Guddomsabsoluttets formodede medvirken som personlige.
7:1.10 Set fra personlighedens synspunkt og af personer, så fremstår den Evige Søn og den Guddomsabsolutte til at være forbundet på følgende måde: Den Evige Søn dominerer de virkelige åndelige værdiers område, mens den Guddomsabsolutte synes at gennemtrænge de potentielle åndelige værdiers enorme domæne. Alle virkelige værdier af åndens natur samler sig i den Evige Søns tyngdekrafts greb, men hvis det er potentielt, så tilsyneladende i Guddomsabsoluttets tilstedeværelse.
7:1.11 Ånd synes at opstå fra den Guddomsabsoluttets potentialer; udviklende ånd finder sammenhæng i den Højestes og den Ultimatives erfaringsmæssige og ufuldstændige greb; i sidste instans finder ånden endelig skæbne i det absolutte greb af den Evige Søns åndelige tyngdekraft. Dette synes at være den erfaringsbaseret ånds cyklus, men eksistentiel ånd er iboende i uendeligheden af den Anden Kilde og Center.
7:2.1 I Paradiset er den Oprindelige Søns tilstedeværelse og personlige aktivitet dybtgående, absolut i den åndelige betydning. Som vi bevæger os udad fra Paradiset gennem Havona og ind i de syv superuniversers verdener, opfanger vi mindre og mindre af den Evige Søns personlige aktiviteter. I universerne som opstår efter Havona er den Evige Søns tilstedeværelse personaliseret i Paradissønnerne, betinget af den Højestes og den Ultimatives erfaringsmæssige realiteter, og koordineret med Guddomsabsoluttets ubegrænsede åndspotentiale.
7:2.2 I centraluniverset er den Oprindelige Søns personlige aktiviteter identificeret i den evige skabelses udsøgte åndelige harmoni. Havona er så vidunderligt perfekt, at dette mønster universets åndelige status og energitilstande er i perfekt og bestående balance.
7:2.3 Sønnen er ikke personlig tilstede eller har fast bopæl i superuniverserne; i disse skabelser opretholder han kun en overpersonlig repræsentation. Disse åndelige manifestationer af Sønnen er ikke personlige; de er ikke medtaget i den Universelle Faders personligheds kredsløb. Vi kender ingen bedre udtryk som kan anvendes end at betegne dem overpersonligheder; og de er begrænsede væsener; de er hverken absonitte eller absolutte.
7:2.4 Den Evige Søns administration i superuniverserne, er udelukkende åndelig og overpersonlig, den kan ikke skelnes af væsen personligheder. Ikke desto mindre, så møder man den alt gennemtrængende åndelige tilskyndelser af Sønnens personlige indflydelse i enhver aktivitetsfase i alle sektorer af Dagenes Ældstes domæner. I lokaluniverserne observerer vi imidlertid, at den Evige Søn er personlig tilstede i Paradissønnernes personer. Her fungerer den uendelige Søn åndeligt og kreativt i personerne af de koordinerende Skabersønners majestætiske korps.
7:3.1 Under opstigningen i lokaluniverset ser tidens dødelige Skabersønnen som den Evige Søns personlige repræsentant. Men når de begynder opstigningen i superuniversets uddannelsessystem, opfanger tidens pilgrimme i stigende grad den himmelske tilstedeværelse af den Evige Søns inspirerende ånd, og de er i stand til at drage fordel ved indtagelse af denne tjeneste af åndelig energiopladning. I Havona bliver de opstigende stadig mere bevidste om den kærlige omfavnelse af den Oprindelige Søns altgennemtrængende ånd. På intet tidspunkt i hele den dødelige opstigning bor den Evige Søns ånd i sindet eller sjælen af tidens pilgrimme, men hans gavnlige effekt er altid i nærheden og altid engageret med velfærd og åndelig sikkerhed af de fremrykkende børn af tiden.
7:3.2 Tiltrækningskraften i den Evige Søns åndelige tyngdekraft udgør den iboende hemmelighed af de overlevende menneskelige sjæles opstigning til Paradiset[3]. Alle ægte åndelige værdier og alle af god tro åndeliggjorte individer er holdt indeni det ufejlbarlig greb af den Evige Søns åndelige tyngdekraft. Det dødelige sind, for eksempel, indleder sin karriere som en materiel mekanisme og er til sidst indrulleret i Finalitkorpset som en næsten perfektioneret åndseksistens, der bliver mindre og mindre underlagt materiel tyngdekraft og tilsvarende mere reagerende på den indad tiltrækkende drift af åndelig tyngdekraft i løbet af denne fuldstændige oplevelse. Åndetyngdekraftens kredsløb trækker bogstavelig menneskets sjæl hen imod Paradiset.
7:3.3 Åndetyngdekraftens kredsløb er den grundlæggende kanal til transmission af det troende menneskehjertes ægte bønner fra det menneskelige bevidstheds niveau til Guddommens virkelige bevidsthed. Det, der repræsenterer sand åndelig værdi i jeres bønner vil blive grebet af åndetyngdekraftens universelle kredsløb og vil blive overført øjeblikkelig og samtidigt til alle vedkommende guddommelige personligheder. Hver vil beskæftige sig med det som tilhører hans personlige felt. Derfor, i jeres praktiske religiøse oplevelse, er det uvæsentlig hvad enten, i adresseringen af jeres bønner, visualisere Skabersønnen af jeres lokalunivers eller den Evige Søn i centret af alle ting.
7:3.4 Den diskriminerende proces i åndetyngdekraftens kredsløb kan muligvis blive sammenlignet med nervebanernes funktioner i den materielle menneskekrop; fornemmelser rejser indad over nervebanerne; nogle er tilbageholdt og besvares af de lavere automatiske rygmarvscentre; andre passerer forbi til mindre automatiske men vanedannende centre i den laverestående hjerne, mens de vigtigste og livsnødvendige indkommende impulser fare lynhurtigt forbi disse underordnede centre og straks registreres på de højeste niveauer i menneskets bevidsthed.
7:3.5 Men hvor meget mere perfekt er den åndelige verdens overlegen teknik! Hvis noget opstå i jeres bevidsthed som er fyldt af højeste åndelig værdi, er der ingen kraft i universet som kan forhindre det, når I giver udtryk for det, at den fare direkte til hele skabelsens Absolutte Åndspersonlighed.
7:3.6 Men omvendt, hvis jeres bønner er ren materielle og helt selvcentreret, så findes der ingen plan hvorved sådanne uværdige bønner kan registreres i den Evige Søns åndekredsløb. Indholdet af enhver anmodning som ikke er ”udarbejdet af ånden” kan ikke finde nogen plads i det universelle åndelige kredsløb; sådanne rent selviske og materielle anmodninger er dødfødte; de stiger ikke op den sande ånds værdi kredsløb[4]. Sådanne ord er som ”tomme tønder buldre mest”.
7:3.7 Det er den motiverende tanke, det åndelige indhold, som giver den dødelige anmodning værdi. Ordene er værdiløse.
7:4.1 Den Evige Søn er i evig forbindelse med Faderen i den vellykkede gennemførelse af den guddommelige plan for fremskridt; den universelle plan for skabelsen, evolutionen, opstigningen, og perfektion af viljeskabninger. Og, i guddommelig trofasthed, er Sønnen den evige lige til Faderen.
7:4.2 Faderen og Sønnen er som en i formuleringen og gennemførelsen af denne gigantiske opnåelsesplan for at hjælpe de materielle væsener af tiden frem til perfektion i evigheden. Dette projekt for den åndelige opløftelse af de opstigende sjæle fra rummet er en fælles skabelse af Faderen og Sønnen, og de er, i samarbejdet med den Uendelige Ånd engageret i associativ udførelse af deres guddommelige formål.
7:4.3 Denne guddommelige plan for opnåelse af perfektion omfatter tre enestående, skønt vidunderlig indbyrdes forbundet, foretagender af universelle eventyr:
7:4.4 1. Planen for progressiv opnåelse. Dette er den Universelle Faders plan for evolutionær opstigning, et program som den Evige Søn uforbeholdent har accepteret da han samtykkede til Faders forslag, ”Lad os skabe dødelige væsener i vores eget billede[5].” Denne bestemmelse om at opløfte skabningerne af tid involverer Faderens overdragelse af Tankerettere og at materielle væsener udstyres med personlige rettigheder.
7:4.5 2. Overdragelses planen. Den næste universelle plan er den store Fader-åbenbarings foretagende af den Evige Søn og hans koordineret Sønner. Dette er den Evige Søns forslag og består i hans overdragelse af gudesønner til de evolutionære skabelser, for der at personliggøre og implementere, for at inkarnere og virkeliggøre, Faderens kærlighed og Sønnens barmhjertighed til væsener i alle universer. Som en tilhørende del i overdragelses planen og som en foreløbig foranstaltning af denne kærlighedstjeneste, virker Paradissønnerne som rehabilitere af det, som vildledte viljevæsener har placeret i åndelig fare. Når som helst og hvor som helst der opstår en forsinkelse i udførelsen af opnåelsesplanen, hvis oprør, måske kunne spolere eller komplicere dette foretagende, så bliver overdragelsesplanens nødbestemmelser straks aktive. Paradissønnerne står lovet og klar til at virke som genoprettere, til at gå ind i selve oprørsområdet og der genoprette klodernes åndelige status. Og sådan en heroisk tjeneste udførte en koordineret Skabersøn på Urantia i forbindelse med hans livsforløb af erfaringsmæssige overdragelses for at opnå suverænitets erhvervelse.
7:4.6 3. Planen for Barmhjertigheds Tjeneste. Da opnåelsesplanen og overdragelsesplanen var blevet formuleret og bekendtgjort, udkastede og igangsatte den uendelige Ånd, alene og fra sig selv, det enorme og universelle foretagende af barmhjertigheds tjeneste. Det er den tjeneste som er så grundlæggende for den praktiske og effektive drift af både opnåelses og overdragelses foretagenderne, og den Tredje Kilde og Centers åndelige personligheder deltager alle i den ånd af barmhjertigheds tjeneste som er en stor del af den Tredje Guddomsperson natur. Ikke kun i skabelse men også i administration, fungerer den Uendelige Ånd faktisk og bogstaveligt som Faderens og Sønnens fælles udøvende.
7:4.7 Den Evige Søn er den personlige administrator, den guddommelige vogter, af Faderens universelle plan for opstigende væsener. Efter at have bekendtgjort det universelle mandat, ”Vær fuldkommen, ligesom jeg er fuldkommen,” betroede Faderen den Evige Søn udførelsen af dette mægtige forpligtelse; og den Evige Søn deler forvaltningen af dette himmelske foretagende med sin guddommelig koordinere, den Uendelige Ånd[6]. Således samarbejder Guddommene effektivt i bestræbelserne på at skabe, overvåge, udvikle, åbenbare og tjene - og hvis nødvendigt, i at genoprette og rehabilitere.
7:5.1 Den Evige Søn forenede sig uden forbehold med den Universelle Fader i udsendelse af det mægtige påbud til hele skabelsen: ” Vær perfekt, ligesom din Fader i Havona er perfekt[7].” Og lige siden, har denne invitations-kommando motiveret alle overlevelsesplaner og overdragelsesprojekter af den Evige Søn og hans store familie af koordinerede og tilhørende Sønner. Og i selve disse overdragelser er Guds Sønner blevet ”vejen, sandheden, og livet” for alle evolutionære væsener[8].
7:5.2 Den Evige Søn kan ikke direkte få kontakt med mennesker ligesom Fader gennem gaven af de førpersonlige Tankerettere, men den Evige Søn kan nærme sig de skabte personligheder via en serie af nedadgående gradueringer af guddommelig sønner, indtil han er i stand til at stå i menneskets tilstedeværelse og, til tider, som et menneske selv.
7:5.3 Den Evige Søns rene personlige karakter er ude af stand til at fragmentere. Den Evige Søn tjener enten som en åndelig indflydelse eller som en person, aldrig anderledes. For Sønnen er det umuligt at blive en del af et væsens erfaring i den forstand, som Fader-Retteren deltager deri, men den Evige Søn kompenserer denne begrænsning gennem overdragelses teknik. Hvad oplevelsen af fragmenterede enheder betyder for den Universelle Fader, betyder Paradissønnernes inkarnations oplevelser for den Evige Søn.
7:5.4 Den Evige Søn kommer ikke til det dødelige menneske som den guddommelige vilje, menneskesindets iboende Tankeretter, men den Evige Søn kom til det dødelige menneske på Urantia da den guddommelige personlighed af hans Søn, Mikael af Nebadon, inkarnerede i den menneskelige natur af Jesus af Nazaret. For at dele de skabte personligheders erfaring, må Guds Paradissønner antage selve naturen af sådanne væsener og inkarnere deres guddommelige personligheder som selve de faktiske væsener. Inkarnationen, Sonaringtons hemmelighed, er Sønnens flugtteknik fra personligheds absolutismens ellers altomfattende lænker.
7:5.5 For lang, lang tid siden overgav den Evige Søn sig selv til hver enkelt af central skabelsens kredsløb for oplysning og fremgang for alle Havonas beboere og pilgrimme, inklusiv de opstigende pilgrimme fra tiden. På ingen af disse syv overdragelser fungerede han hverken som en opstiger eller en Havoner. Han eksisterede som sig selv. Hans erfaring var enestående; det var ikke med eller som et menneske eller andre pilgrimme men på en eller anden måde associativt i den overpersonlige forstand.
7:5.6 Han passerede heller ikke gennem den hvile som intervenerer mellem det indre Havona kredsløb og Paradisets kyster. Det er ikke muligt for ham, et absolut væsen, at suspendere personligheds bevidstheden, for i ham er alle åndelige tyngdekrafts linjer centreret. Og i løbet af tiderne for disse overdragelses var den åndelige lysstyrkes afgivelse i central Paradiset udæmpet, og Sønnens greb om den universelle åndetyngdekraft var uformindsket.
7:5.7 Den Evige Søns overdragelse i Havona er ikke indenfor den menneskelige fantasi; de var transcendentale. Han udvidede oplevelsen for hele Havona dengang og senere, men vi ved ikke, om han forøgede den formodede erfaringsmæssige kapacitet af hans eksisterende natur. Det ville falde indenfor Paradissønnernes overdragelses mysterium. Vi tror imidlertid, at hvad end den Evige Søn erhvervede sig på disse overdragelses missioner, har han lige siden bevaret; men vi ved ikke hvad det er.
7:5.8 Uanset vores vanskeligheder i forståelsen af den Anden Guddomspersonligheds overdragelse, så forstår vi Havona overdragelsen af en af den Evige Søns sønner, som bogstaveligt talt passerede gennem centraluniversets kredsløb og faktisk delte de erfaringer, som udgør en opstigendes forberedelse til opnåelse af Guddom. Dette var den oprindelige Mikael, den førstefødte Skabersøn, og han passerede gennem de opstigende pilgrimmes livs erfaringer fra kredsløb til kredsløb, rejste personligt med dem gennem en fase af hvert kredsløb i dagene under Grandfanda, den første af alle dødelige som nåede Havona.
7:5.9 Lige meget hvad andet denne oprindelige Mikael åbenbarede, så gjorde han den transcendente overdragelse af den Oprindelige Modersøn virkelig for væsenerne i Havona. Så virkelig, at enhver pilgrim fra tiden som anstrenger sig i eventyret for at nå Havona kredsløbene for altid bliver hyldet og styrket af den sikre viden, at Guds Evige Søn syv gange abdicerede fra Paradisets magt og ære for at deltage i erfaringerne af pilgrimmene fra tid og rum, på de syv kredsløb af tiltagende Havona opnåelse.
7:5.10 Den Evige Søn er den forbilledlige inspiration for alle gudesønner i deres overdragelsestjeneste overalt i universerne af tid og rum. De koordinerede Skabersønner og de tilknyttede Administrationssønner, sammen med andre uåbenbarede klasser af sønner, deltager alle i denne vidunderlige villighed til at overdrage sig selv på de forskellige klasser af væsen liv og som selve disse væsener. Derfor er det sandt, i ånd og på grund af væsensslægtskab så vel som faktisk oprindelses virkelighed, at i overdragelsen af enhver Gudesøn på verdnerne i rummet, så har den Evige Søn, i og gennem og ved disse overdragelser, overdraget sig selv til de intelligente viljevæsener i universerne.
7:5.11 I ånd og natur, hvis ikke i alle af deres egenskaber, er hver Paradissøn et guddommelig perfekt portræt af den Oprindelige Søn. Det er bogstavelig sandt, hvem som end har set en Paradissøn har set Guds Evige Søn.
7:6.1 Manglen af viden om de mangeartede Guds sønner er en kilde til stor forvirring på Urantia. Og denne uvidenhed bliver stædigt fastholdt til trods for sådanne udtalelser som optegnelsen fra en konklave af disse guddommelige personligheder: ”Når Guds Sønnerne bekendtgøre glæde, og alle Morgenstjernerne synger sammen[9].” Hvert årtusinde af sektor standard tid samles de mangeartede klasser af guddommelige sønner for deres periodiske konklaver.
7:6.2 Den Evige Søn er den personlige kilde af barmhjertighedens henrivende egenskaber og tjeneste som så rigeligt karakterisere alle klasser af Guds nedstigende Sønner som de fungerer overalt i skabelsen. Hele den guddommelige natur, hvis ikke alle egenskabernes uendelighed, overføres ufejlbarligt af den Evige Søn til Paradissønnerne som går ud fra den evige Ø for at åbenbare hans guddommelige karakter til universernes univers.
7:6.3 Den Oprindelige og Evige Søn er afkoms-person af den ”første” fuldendte og uendelige tanke af den Universelle Fader. Hver gang den Universelle Fader og den Evige Søn i fællesskab projicerer en ny, original, identisk, enestående, og absolut personlig tanke, i selvsamme øjeblik personaliseres denne skabende idé perfekt og endelig i en ny og original Skabersøns væsen og personlighed. I åndenaturen, guddommelig visdom, og koordinerede skabende kraft, er disse Skabersønner potentielt lige med Gud Faderen og Gud Sønnen.
7:6.4 Skabersønnerne går ud fra Paradiset og ind i universerne af tid og i samarbejdet med den Tredje Kildes og Centers kontrollerende og skabende repræsentanter, fuldfører de organiseringen af lokaluniversernes i den fremadskridende evolution. Disse sønner er ikke knyttet til, og de beskæftiget sig heller ikke med, de centrale og universelle kontrollen af materie, sind og ånd. Således begrænset i deres skabende handlinger af den før-eksistens, prioritet, og oprindelighed af den Første Kilde og Center og hans koordinerede Absolutter. Disse sønner er kun i stand til at administrere det som de bringer ind i eksistens. Absolut administration er iboende i prioriteringen af eksistens, og er uadskillelig fra evigheds tilstedeværelse. Faderen forbliver den første i universerne.
7:6.5 På stort set samme måde som Skabersønnerne er personaliseret af Faderen og Sønnen, således er Administratorsønnerne personaliseret af Sønnen og Ånden. Dette er de Sønner, som, gennem erfaringerne af væsen inkarnation, opnå retten til at tjene som dommere for overlevelse i skabelserne af tid og rum.
7:6.6 Faderen, Sønnen, og Ånden forener sig også og for at personalisere de alsidige Treenighedens Undervisende Sønner, som strejfer om i det store univers som himmelske lærere for alle personligheder, menneskelige og guddommelige. Og der er utallige andre klasser af Paradissønner som ikke er bragt til dødeliges opmærksomhed på Urantia.
7:6.7 Mellem den Oprindelige Modersøn og disse skarer af Paradissønner spredt udover hele skabelsen er der en direkte og eksklusiv kommunikationskanal, en kanal hvis funktion er iboende i kvaliteten af åndelige slægtskab, som forener dem i bånd af næsten absolut spirituel forbundenhed. Dette kredsløb mellem Guds Sønner er helt forskellig fra åndetyngdekraftens universelle kredsløb, som også er centreret i den Anden Kildes og Centers person.. Alle Guds Sønner, som har oprindelse i Paradisguddommenes personer er i direkte og konstant kommunikation med den Evige Modersøn. Og sådan en kommunikation er øjeblikkelig; den er uafhængig af tid dog undertiden betinget af rummet.
7:6.8 Den Evige Søn har ikke altid kun det fuldstændige kendskab angående status, tanker, og de mangeartede aktiviteter af alle klasser af Paradissønner, men han har også fuldstændig kendskab på alle tidspunkter af alt som er af åndelig værdi, som eksisterer i alle væseners hjerter i den evige første centrale skabelse, og i de koordinerede Skabersønners efterfølgende skabelser i tiden.
7:7.1 Den Evige Søn er en fuldkommen, eksklusiv, universel og endelig åbenbaring af den Universelle Faders ånd og personlighed. Al viden om og information om Faderen kommer fra den Evige Søn og hans Paradissønner. Den Evige Søn er fra evigheden og er helt og uden åndelige begrænsninger én med Faderen. I guddommelige personlighed er de koordinerede; de er lige i åndelig natur; de er identiske i guddommelighed.
7:7.2 Guds karakter kan umuligt blive væsentlig forbedret i Sønnens person, for den guddommelige Fader er uendelig perfekt, men selve karakteren og personligheden er forstærket, for åbenbaring til skabte væsener, ved aflæggelse af det ikkepersonlige og ikke åndelige. Den Første Kilde og Center er meget mere end en personlighed, men alle åndelige kvaliteter fra den Første Kildes og Centers Faderpersonlighed er åndeligt tilstede i den Evige Søns absolutte personlighed.
7:7.3 Den oprindelige Søn og hans Sønner er engageret i tilblivelsen af en universel åbenbaring af Faderens åndelige og personlige natur til hele skabelsen. I centraluniverset, superuniverserne, lokaluniverserne, eller på de beboede planeter, er det en Paradissøn som åbenbarer den Universelle Fader til mennesker og engle. Den Evige Søn og hans Sønner åbenbarer vejen for de skabte til at nærme sig den Universelle Fader[10]. Og selv os af høj oprindelse forstår Faderen meget mere udførligt når vi studerer åbenbaringen af hans karakter og personlighed i den Evige Søn og i den Evige Søns Sønner.
7:7.4 Faderen kommer kun ned til jer som en personlighed gennem den Evige Søns guddommelige Sønner. Og I når Faderen af selvsamme levende vej; I opstiger til Faderen ved hjælp af vejledning fra denne gruppe af guddommelige Sønner. Og dette forbliver sandt til trods for at jeres selvsamme personlighed, er en direkte overdragelse fra den Universelle Fader.
7:7.5 I alle disse udbredte aktiviteter af den Evige Søns vidtstrakte åndelige administration, glem da ikke, at Sønnen er en person lige så sikkert og virkelig som at Faderen er en person. Faktisk, for væsener som engang har hørt til menneskeklassen er det lettere at tilnærme sig den Evige Søn end den Universelle Fader. Når man, som pilgrimme fra tiden skrider frem gennem kredsløbene i Havona, vil I være kvalificeret til at nå Sønnen lang tid før I er i stand til at skelne Faderen.
7:7.6 I vil forstå mere af karakteren og den barmhjertige natur af den Evige Søns barmhjertighed, når I meditere på åbenbaringen af disse guddommelige egenskaber, som blev skabt i kærlig tjeneste af jeres egen Skabersøn, engang Menneskesønnen på jorden, nu den ophøjet suveræne af jeres lokalunivers - Menneskesønnen og Guds Søn.
7:7.7 [ Forfattet af en Guddommelig Rådgiver udpeget til at formulere denne redegørelse skildrende Paradisets Evige Søn. ]