© 2015 Urantia Foundation
| Kapitel 5. Guds Forhold Til Individet |
Indeks
Flere versioner |
Kapitel 7. Den Evige Søns Forhold Til Universet |
6:0.1 Den Evige Søn er det perfekte og sidste udtryk af det ”første” personlige og absolutte begreb af den Universelle Fader. I overensstemmelse hermed, når som helst og hvor end Faderen personlig og absolut udtrykker sig selv, så gør han det gennem sin Evige Søn, som altid har været, er nu, og for altid vil være, det levende og guddommelige Ord. Og denne Evige Søn er hjemmehørende ved centret af alle ting, i forbindelse med, og umiddelbart indhyller den Evige og Universelle Faders personlige tilstedeværelse.
6:0.2 Vi taler om Guds ”første” tanke og hentyder til den Evige Søns umulige oprindelse i tiden med det formål at få adgang til den menneskelige intellekts tankekanaler. Sådanne fordrejninger af sproget repræsenterer vores bedste anstrengelser på kontakt-kompromis med de dødelige væseners tidsbegrænsede sind. I den sekventielle betydning så kan den Universelle Fader aldrig have haft en første tanke, ej heller kunne den Evige Søn nogensinde have haft en begyndelse. Men jeg var instrueret til at skildre evighedens realiteter til de dødeliges tidsbegrænsende sind ved hjælp af sådanne tankesymboler og beskrive forbindelserne med evigheden ved hjælp af på hinanden efterfølgende tidsbegreber.
6:0.3 Den Evige Søn er den åndelige personalisering af Paradis Faderens universelle og uendelige begreb om guddommelig virkelighed, ubegrænset ånd, og absolut personlighed. Og derved udgør Sønnen den guddommelige åbenbaring af den Universelle Faders skaber identitet. Sønnens perfekte personlighed afslører, at Faderen faktisk er den evige og universelle kilde til alle betydninger og værdier i det åndelige, det viljebestemte, det målbevidste og det personlige.
6:0.4 I et forsøg på at gøre det muligt for det begrænsede sind i tiden til at danne sig nogle sekventielle begreber af relationerne mellem de evige og uendelige væsener i Paradistreenigheden, anvender vi os af den konceptuelle frihed at tale om ”Faderens første personlige, universelle, og uendelige koncept.” Det er umuligt for mig at overføre til den menneskelige sind nogen fyldestgørende idé om Guddommenes evige relationer; derfor anvender jeg sådanne udtryk som vil give det begrænsede sind noget af en idé om forholdet af disse evige væsener i de efterfølgende tidsperioder. Vi tror, at Sønnen udgik fra Faderen; vi har lært at begge er ubegrænset evige. Det er derfor åbenlyst, at ingen tidsvæsener fuldstændig kan forstå dette mysterium af en Søn som er afledt af Faderen, og som alligevel er koordineret evigt med selve Faderen.
6:1.1 Den evige Søn er den oprindelige og eneste skabte Gudesøn[1]. Han er Gud Sønnen, den anden Person i Guddommen og altings medskaber. Som Faderen er den Første Store Kilde og Center, således er den Evige Søn den Anden Store Kilde og Center.
6:1.2 Den Evige Søn er det åndelige centrum og den guddommelige administrator for den åndelige regering af universernes univers. Den Universelle Fader er først en skaber og derefter en overvåger; den Evige Søn er først en medskaber og derefter en åndelig administrator. ”Gud er ånd,” og Sønnen er en personlig åbenbaring af denne ånd[2]. Den Første Kilde og Center er den Viljebestemte Absolutte; den Anden Kilde og Center er Personlighedsabsoluttet.
6:1.3 Den Universelle Fader virker aldrig personlig som en skaber undtagen i forbindelse med Sønnen eller med Sønnens koordinerede handling[3]. Hvis forfatteren af det Nye Testamente havde refereret til den Evige Søn, ville han have udtrykt sandheden, da han skrev: I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud[4]. Alle ting er skabt af ham, og uden ham ville intet være skabt som er skabt[5].”
6:1.4 Når en Søn af den Evige Søn optrådte på Urantia, hentydede de som omgik ham til dette guddommelige væsen i menneskelig form som ”Ham som var sendt fra begyndelsen, om ham vi har hørt, om ham vi havde set med egne øjne, om ham vi har kigget på, og vores hænder har rørt, han er endog livets Ord[6].” Og denne overdragelse Søn udgik fra Faderen lige så sandt som den Oprindelige Søn, som det fremgår i en af hans jordiske bønner: ” Og nu, min Fader, herliggør mig med dit eget selv, med den ære som jeg havde hos dig før denne verden var[7].”
6:1.5 Den Evige Søn er kendt under forskellige navne i mange forskellige universer. I centraluniverset er han kendt som den Koordinerende Kilde, Medskaberen, og den Associerede Absolutte. På Uversa, superuniversets hovedkvarterer, betegner vi Sønnen som det Koordinerende Ånde Center og som den Evige Ånde Administrator. På Salvington, jeres lokalunivers hovedkvarterer, er denne Søn registreret som den Anden Evige Kilde og Center. Melkisedekerne omtaler ham som Sønnernes Søn. På jeres verden, men ikke i jeres system af beboede sfærer, er denne Oprindelige Søn blevet forvekslet med en koordineret Skabersøn, Michael af Nebadon, som gav sig selv til de dødelige racer på Urantia.
6:1.6 Skønt enhver af Paradissønnerne passende kan blive kaldt gudesønner, så har vi for vane at reservere denne betegnelse ”den Evige Søn” til denne Oprindelige Søn, den Anden Kilde og Center, medskaber med den Universelle Fader af centraluniverset af kraft og perfektion og medskaber af alle andre guddommelige Sønner som udspringer fra de uendelige Guddomme.
6:2.1 Den Evige Søn er lige så uforanderlig og uendelig pålidelig som den Universelle Fader. Han er også ligeså åndelig som Faderen, ligeså sandt en ubegrænset ånd. Til jer af ydmyg oprindelse synes Sønnen at fremstå mere personlig siden han er et skridt nærmere jer i tilnærmelses evne end den Universelle Fader.
6:2.2 Den Evige Søn er Guds evige Ord. Han er fuldstændig som Faderen; i virkeligheden, er den Evige Søn Gud Faderen personligt manifesteret i universernes univers. Og derfor var det og er og for altid vil være sandt om den Evige Søn og alle de koordinerende Skabersønner: ”Den, som har set Sønnen har set Faderen[8].”
6:2.3 Sønnens natur er fuldstændig ligesom Åndefaderen. Når vi tilbeder den Universelle Fader, så tilbeder vi faktisk på samme tid Gud Sønnen og Gud Ånden. Gud Sønnen er lige så guddommelig virkelig og evig i natur som Gud Faderen.
6:2.4 Sønnen besidder ikke kun al Faderens uendelige og transcendente retfærdighed, men Sønnen er også reflekterende alle Faderens helligheds karakterer. Sønnen deler Faderens fuldkommenhed og samlet deles ansvarligheden af hjælpen til alle ufuldkommenhedens skabninger i deres åndelige anstrengelser for at opnå guddommelig fuldkommenhed.
6:2.5 Den Evige Søn besidder alle Faderens guddommelige karakterer og åndelighedens egenskaber. Sønnen er fylden af Guds absoluthed i personlighed og ånd, og Sønnen åbenbare disse kvaliteter i hans personlige ledelse af den åndelige regering i universernes univers.
6:2.6 Gud er, i virkeligheden, en universel ånd; Gud er ånd; og denne ånde natur af Faderen er fokuseret og personaliseret i Guddommen af den Evige Søn[9]. I Sønner er alle åndelige karakteristisk tilsyneladende i høj grad forhøjet af differentiering fra almindeligheden af den Første Kilde og Center. Og som Faderen deler sin ånde natur med Sønnen, således deler de lige så fuldstændigt og uforbeholdent sammen den guddommelige ånd med Samforeneren, den Uendelige Ånd.
6:2.7 I kærligheden til sandhed og i skabelsen af skønhed er Faderen og Sønnen lige undtagen når Sønnen synes at hellige sig selv mere til virkeliggørelsen af den eksklusive åndelige skønhed af universelle værdier.
6:2.8 I guddommelige godhed skelner jeg ingen forskellighed mellem Faderen og Sønnen. Faderen elsker sine universer børn som en far; den Evige Søn betragter alle skabninger både som en far og som en broder.
6:3.1 Sønnen deler Treenighedens retskaffenhed og retfærdighed men overskygger disse guddommelige træk ved hjælp af den uendelige personalisering af Faderens kærlighed og barmhjertighed; Sønnen er åbenbaringen af guddommelig kærlighed til universerne. Som Gud er kærlighed, således er Sønnen barmhjertighed[10]. Sønnen kan ikke elske mere end Faderen, men han kan vise barmhjertighed til væsener på en ny måde, for han er ikke kun en oprindelig skaber som Faderen, men han er også den Evige Søn af den selv samme Fader, og deler derved erfaringen af at være søn med alle andre sønner af den Universelle Fader.
6:3.2 Den Evige Søn er den store barmhjertigheds minister til hele skabelsen[11]. Barmhjertighed er essensen af Sønnens åndelige karakter. Den Evige Søns mandater, når de fremkommer over den Anden Kildes og Centers ånde kredsløb, er stemt i barmhjertighedens toner.
6:3.3 For at forstå den Evige Søns kærlighed, må i først identificere dens guddommelige kilde, Faderen, som er kærlighed, og derefter betragte hvordan denne uendelige hengivenhed udfolder sig i de vidtstrakte tjenester af den Uendelige Ånd og hans næsten ubegrænsende skare af tjenende personligheder står for[12].
6:3.4 Den Evige Søns tjenester er helliget åbenbaringen af kærlighedens Gud til universernes univers. Denne guddommelige Søn er ikke involveret i den uværdige opgave, at forsøge, at overtale sin nådige Fader til at elske sine ydmyge væsener og til at vise tidens forbrydere sin barmhjertighed. Hvor fejlagtigt at forestille sig den Evige Søn appellerer til den Universelle Fader, at vise barmhjertighed til hans ydmyge væsener på de materielle verdener i rummet! Sådanne begreber om Gud er rå og groteske. I skulle hellere indse at alle de barmhjertige tjenester som Guds Sønner er ansvarlige for, er en direkte åbenbaring af Faderens hjerte af universel kærlighed og uendelig medfølelse. Faderens kærlighed er den virkelige og evige kilde til Sønnens barmhjertighed.
6:3.5 Gud er kærlighed, Sønnen er barmhjertighed[13][14]. Barmhjertighed er anvendt kærlighed, Faderens kærlighed i aktion i skikkelse af hans Evige Søn. Denne universelle Søns kærlighed er ligeledes universel. Således som kærlighed er opfattet på en sex planet, således er Guds kærlighed mere sammenlignelig med en fars kærlighed, mens den Evige Søns kærlighed er mere lig en moders hengivenhed. Ganske vist er sådanne illustrationer, vage, men jeg anvender dem med det håb at kunne formidle til det menneskelige sind den tanke, at der er en forskel, mellem Faderen kærlighed og Sønnens kærlighed, ikke i guddommelig indhold, men i kvalitet og måden for dens udtryk.
6:4.1 Den Evige Søn udgør drivkraften for den kosmiske virkeligheds åndeniveau; Sønnens åndelige styrke er absolut i forhold til alle universets realiteter. Han udøver perfekt kontrol over de indbyrdes forhold af alle udifferentieret åndeenergier og over alle aktualiseret åndevirkelighed gennem hans absolutte forståelse af åndetyngdekraften. Alt ren ufragmenteret ånd og alle åndelige væsener og værdier reagerer på den uendelige tiltrækningskraft af den oprindelige Paradissøn. Og hvis den evige fremtid bliver vidne til fremkomsten af et ubegrænset univers, så vil den Oprindelige Søns åndetyngdekraft og åndestyrke, være helt tilstrækkelig for den åndelige kontrol og effektive administration af sådan en grænseløs skabelse.
6:4.2 Sønnen er kun almægtig i det åndelige rige. I univers administrationens evige økonomi, møder man aldrig ødselhed og nytteløse gentagelser af funktioner; Guddommene er ikke forfalden til unødig dobbeltarbejde af tjenester i universet.
6:4.3 Den Oprindelige Søns allestedsnærværelse udgør den åndelige enhed af universernes univers. Den åndelige sammenhængskraft fra al skabelse hviler på den overalt aktive tilstedeværelse af den Evige Søns guddommelige ånd. Når vi forestiller os Faderens åndelige tilstedeværelse, så finder vi det vanskeligt at differentiere det i vores tænkning fra den Evige Søns åndelige tilstedeværelse. Faderens ånd er for evigt iboende i Sønnens ånd.
6:4.4 Faderen må være åndelig allestedsnærværende, men denne allestedsnærværelse fremstår som værende uadskillelig fra den Evige Søns allestedsnærværende åndelige aktiviteter. Vi tror imidlertid, at i alle situationer af Fader-Søn tilstedeværelse af en dobbelt åndelig natur så er Sønnens ånd koordineret med Faderens ånd.
6:4.5 I sin kontakt med personlighed, virker Faderen i personlighedens kredsløb. I sin personlige og påviselige kontakt med åndelig skabelse, viser han sig i fragmenter af helheden af hans Guddom, og disse Fader fragmenter har en isoleret, enestående, og eksklusiv funktion hvor end og når som helst de forekommer i universerne. I alle sådanne situationer er Sønnens ånd koordineret med den åndelige funktion af den Universelle Faders fragmenteret tilstedeværelse.
6:4.6 Åndeligt er den Evige Søn allestedsnærværende. Den Evige Søns ånd er helt sikkert med jer og rundt om jer, men ikke indeni jer og en del af jer, ligesom Mysterieledsageren. Det iboende Fader fragment tilpasser i stigende grad det menneskelige sind til guddommelige holdninger, hvorefter sådan et opstigende sind i stadig større udstrækning bliver påvirkelig for den åndelige tiltrækningskraft i det almægtige åndetyngdekraftens kredsløb af den Anden Kilde og Center.
6:4.7 Den Oprindelige Søn er universel og åndelig selvbevidst. I visdom er Sønnen fuld på højde med Faderen. I kundskabens områder, alvidenheden, kan vi ikke skelne mellem den Første og den Anden Kilde; som Faderen, så kender Sønnen alt, han bliver aldrig overrasket af nogen begivenhed i universet; han forstår slutningen fra begyndelsen.
6:4.8 Faderen og Sønnen kender virkelig nummeret og opholdssteder af alle ånder og åndeliggjorte væsener i universernes univers. Sønnen kender ikke kun alle ting på grund af sin egen allestedsnærværende ånd, men Sønnen er ligesom Faderen og Samforeneren, fuldstændig vidende om det Højeste Væsens vidtstrakte refleksionsintelligens, hvis intelligens til alle tider er vidende om alle ting der hænder på alle verdener af de syv superuniverser. Og der er andre måder hvorpå Paradissønnen er alvidende.
6:4.9 Den Evige Søn er som en kærlig, barmhjertig og tjenende åndelig personlighed, helt og uendelig lige med den Universelle Fader, mens i alle de barmhjertige og kærlige personlige kontakter med de opstigende væsener fra de lavere områder er den Evige Søn lige så venlig og hensynsfuld, lige så tålmodig og langmodig, som de af hans Paradissønner i lokaluniverserne som så ofte overdrager sig selv på de evolutionære verdener i tiden.
6:4.10 Det er unødvendigt yderligere at udbrede sig om den Evige Søns egenskaber. Med de angivne undtagelser, er det kun nødvendigt at studere de åndelige egenskaber af Gud Faderen for at forstå og korrekt evaluere Gud Sønnens egenskaber.
6:5.1 Den Evige Søn fungerer ikke personlig i de fysiske domæner. og ej heller fungerer han, undtagen igennem Samforeneren, i niveauer af sinds tjeneste i de skabte væsener. Men disse bestemmelser begrænser ikke på nogen måde eller på anden vis den Evige Søn i den fulde og frie udøvelse af alle de guddommelige egenskaber af åndelig alvidenhed, allestedsnærværelse og almægtighed.
6:5.2 Den Evige Søn gennemtrænger ikke personlig åndens potentialer som er en medfødt del af uendeligheden hos Guddomsabsoluttet, men efterhånden som disse potentialer bliver aktuelle, kommer de indenfor det almægtige greb af Sønnens kredsløb af åndetyngdekraft.
6:5.3 Personlighed er den Universelle Faders eksklusive gave. Den Evige Søns personlighed stammer fra Faderen, men uden Faderen overdrager han ikke personlighed. Sønnen giver oprindelse til en umådelig skare af ånder, men sådanne afledninger er ikke personligheder. Når Sønnen skaber personlighed, gør han det i samarbejde med Faderen eller med Samskaberen, som kan handle på vegne af Faderen i sådanne forhold. Den Evige Søn er således en medskaber af personligheder, men han overdrager ikke personlighed til nogen væsener og aldrig alene af sig selv skaber han personlige væsener. Denne handlings begrænsning berøver imidlertid ikke Sønnens evne til at skabe alle mulige andre slags eller typer end personlige virkelighed.
6:5.4 Den Evige Søn er begrænset i afgivelse af skaber privilegier. Da Faderen forevigede den Oprindelige Søn overdrog han til ham styrke og privilegium til efterfølgende forening med Faderen i det guddommelige virke med at producere yderligere Sønner udstyret med skabende egenskaber, og dette har de gjort og stadig gør. Men når disse koordinerede Sønner er produceret, så er overførelse af skaberprivilegierne tilsyneladende ikke længere mulig. Den Evige Søn transmitterer kun skaberkræfter til den første eller direkte personalisering. Derfor, når Faderen og Sønnen forener for at personliggøre en Skabersøn, så opnår de deres formål; men den Skabersøn som netop er blevet frembragte, er aldrig i stand til at videregive eller overdrage skaberprivilegierne til de mange forskellige klasser af Sønner som han efterfølgende kan skabe, ikke desto mindre, så forekommer der i de højeste lokalunivers Sønner, en meget begrænset refleksion af de skabende egenskaber hos en Skabersøn.
6:5.5 Den Evige Søn, som en uendelig og udelukkende personlig væsen, kan ikke fragmentere sin natur, kan ikke uddele og overdrage individualiseret dele af sin natur til andre væsener eller personer, således som den Universelle Fader og den Uendelige Ånd gør. Men Sønnen kan og gør det, overdrager sig selv som en ubegrænset ånd til at oversvømme hele skabelsen og uophørlig trække alle åndelige personligheder og åndelige realiteter til sig selv.
6:5.6 Husk altid, at den Evige Søn er en personlig portrættering af Åndefaderen til hele skabelsen. Sønnen er personlig og intet andet, men personlig i den guddommelige betydning; sådan en guddommelig og absolut personlighed kan ikke være opløst eller fragmenteret. Gud Faderen og Gud Ånden er i sandhed personlige, men de er også alt andet i tillæg til at være sådanne Guddoms personligheder.
6:5.7 Skønt den Evige Søn ikke personlig kan deltage i overdragelsen af Tankerettere, så sad han i rådsforsamling med den Universelle Fader i den evige fortid, godkendte planen og forpligtigede sig det endeløse samarbejde, da Faderen, i planlæggelsen af overdragelsen af Tankeretterne, foreslog Sønnen, ”Lad os skabe mennesket i vores eget billede[15].” Og således som Faderens åndefragment bor indeni jer, således omslutter Sønnens ånde tilstedeværelse jer, mens disse to for altid arbejder som en for jeres åndelige fremgang.
6:6.1 Den Evige Søn er ånd og har sind, men ikke et sind eller ånd som dødelige sind kan forstå. Det dødelige menneske opfatter sindet på de finite, kosmiske, materielle og personlige niveauer. Mennesket observerer også sinds fænomener i levende organismer som fungerer på det underpersonlig (dyr) niveau, men det er svært for mennesket at forstå sindets natur, når dette er forbundet med overmaterielle væsener og som en del af eksklusive åndepersonligheder. Sindet er imidlertid nødt til at blive anderledes defineret når det henviser til eksistensen af åndeniveau, og når det er brugt til at betegne intelligente åndelige funktioner. Den slags sind, som direkte er beslægtet med ånd er hverken sammenlignelig til det sind som koordinerer ånd og materie eller til det sind som kun er beslægtet til materie.
6:6.2 Ånden er altid bevidst, tænkende, og er i besiddelse af forskellige faser af identitet. Uden bevidsthed i nogle faser ville der ikke være åndelig bevidsthed i broderskabet af åndelige væsener. Det tilsvarende i sindet, evnen til at kende og blive kendt, er en naturlig del af Guddommen[16]. Guddommen kan være personlig, førpersonlig, overpersonlig, eller upersonlig, men Guddommen er aldrig uden bevidsthed, det vil sige, aldrig uden evnen til i det mindste at kommunikere med lignende eksistenser, væsener, eller personligheder.
6:6.3 Den Evige Søns sind er ligesom Faderens men ulige ethvert andet sind i universet, og sammen med Faderens sind er det stamfader til Samskaberens forskelligartede og vidtstrakte sind. Faderens og Sønnens sind, det intellekt som er nedarvet i den Tredje Kildes og Centers absolutte sind, er måske bedst illustreret af en Tankeretters førsind, for selv om disse Fader fragmenter helt er udenfor Samforenerens sindskredsløb, så har de en form for førsind; de ved, de er kendt; de nyder hvad der svarende til menneskelig tænkning[17].
6:6.4 Den Evige Søn er helt åndelig; mennesket er næsten helt materiel; derfor vil meget som hører til den Evige Søns åndepersonlighed, til hans syv åndelige sfærer som kredser om Paradis og til arten af Paradissønnens upersonlige skabelser, skulle afvente jeres opnåelse af åndestatus efter jeres afslutning af morontia opstigningen i lokaluniverset Nebadon. Og så, når du passere gennem superuniverset og videre til Havona, vil mange af disse ånde skjulte mysterier blive afklaret, når du begynder at blive begavet med ”åndens sind” - åndelig indsigt[18].
6:7.1 Den Evige Søn er den uendelige personlighed fra hvis ubegrænset personligheds lænker den Universelle Fader befriede sig gennem teknikken med treenighedsgørelse, og hvorigennem han lige siden har fortsat med at overdrage sig selv i endeløs overflod på hans evigt ekspanderende univers af Skabere og væsener. Sønnen er absolut personlighed; Gud er fader personlighed - kilden til personlighed, overdrageren af personlighed, årsagen til personlighed. Hvert personlig væsen har sin personlighed fra den Universelle Fader ligesom den Oprindelige Søn evigt har sin personlighed fra Paradisfaderen.
6:7.2 Paradissønnens personlighed er absolut og rent åndelig og denne absolutte personlighed er også det guddommelige og evige mønster, først for Faderens overdragelse af personlighed til Samforeneren og derefter for hans overdragelse af personlighed til de myriader af hans skabte væsener overalt i det vidt udbredte univers.
6:7.3 Den Evige Søn er i sandhed en barmhjertig minister, en guddommelig ånd, en åndelig styrke og en virkelig personlighed. Sønnen er Guds åndelige og personlige natur åbenbaret til universerne——summen og substansen af den Første Kilde og Center, afklædt af alt det, som er upersonlig, ekstraguddommelig, ikke-åndelig og ren potentiale. Men det er umuligt at formidle til det menneskelige sind et billede i ord af skønheden og storheden af den Evige Søns himmelske personlighed. Alt, hvad der har tendens til at tilsløre den Universelle Fader virker med næsten samme indflydelse til at forhindre den konceptuelle anerkendelse af den Evige Søn. I må afvente jeres opnåelse af Paradis, og så vil i forstå, hvorfor jeg var ude af stand til at skildre karakteren af denne absolutte personlighed til forståelsen af det begrænsede sind.
6:8.1 Angående identitet, natur, og andre personligheds egenskaber, så er den Evige Søn fuld lige, det perfekte supplement, og evig modstykke til den Universelle Fader. I samme forstand som at Gud er den Universelle Fader, er Sønnen den Universelle Moder. Og alle os, høj og lav, udgør deres universelle familie.
6:8.2 For at værdsætte Sønnens karakter, bør I studere åbenbaringen af Faderens guddommelige karakter; de er for evigt og uadskilleligt en. Som guddommelige personligheder er de næsten ikke til at skelne fra hinanden af de lavere klasser af intelligente væsener. De er ikke så svære at genkende hver for sig af dem hvis oprindelse er i selve Guddommenes skabende handlinger. Væsener med fødsel i centraluniverset og på Paradis kan skelne Faderen og Sønnen, ikke kun som en personlig enhed af universel kontrol men også som to adskilte personligheder fungerende i bestemte domæner af universets administration.
6:8.3 Som personer kan du opfatte den Universelle Fader og den Evige Søn som adskilte individer, for det er de virkelig; men i universernes administration er de sammenflettet og indbyrdes forbundet, at det ikke altid er muligt at skelne mellem dem[19]. Når Faderen og Sønnen i universernes anliggender, er truffet sammen i forvirrende indbyrdes forhold, er det ikke altid gavnligt at udskille deres funktioner; blot erindre, at Gud er den initierende tanke og at Sønnen er det udtryksfulde ord[20]. I ethvert lokalunivers er denne uadskillelighed personaliseret i Skabersønnens guddommelighed, som repræsenterer både Faderen og Sønnen til de skabte væsener i ti millioner beboede verdener.
6:8.4 Den Evige Søn er uendelig, men han er tilgængelig gennem hans Paradissønners personer og gennem den Uendelige Ånds tålmodige tjeneste. Uden Paradissønnernes overdragelses tjeneste og kærlige tjeneste af den Uendelige Ånds skabte væsener, kunne væsener af materiel oprindelse næppe håbe på at nå den Evige Søn. Og det er lige så sandt: At med hjælp og vejledning fra disse himmelske formidlere ville de Gud-bevidste dødelige med sikkerhed nå Paradiset og med tiden stå i den personlige tilstedeværelse af denne majestætiske Sønnernes Søn[21].
6:8.5 Selvom den Evige Søn er mønstret for dødelig personligheds opnåelse, vil I finde det lettere at forstå virkeligheden af både Faderen og af Ånden, fordi Faderen er den faktiske overdrager af jeres menneskelig personlighed og den Uendelige Ånd er den absolutte kilde til jeres dødelige sind.. Men som i opstiger på den åndelig fremskridende vej til Paradiset, så bliver den Evige Søns personlighed i stigende grad virkelig for jer og hans uendelige åndelige sind bliver mere virkelighed lettere at skelne for jeres gradvise åndeliggørende sind.
6:8.6 Begrebet om den Evige søn kan aldrig skinne klart i jeres materielle eller efterfølgende morontielle sind; ikke før i åndeliggøres og indleder jeres ånde opstigning begynder jeres forståelse af den Evige Søns personlighed at kunne måle sig med livligheden af jeres begreb om den personlighed som er karakteristisk for Skabersønnen med oprindelse i Paradiset, der, i egen person og som en person, engang inkarneret og levede på Urantia som et menneske mellem mennesker.
6:8.7 Under hele jeres oplevelser i lokaluniverset må Skabersønnen, hvis personlighed er forståelig for mennesket, kompensere for jeres manglende evne til at forstå den fulde betydning af den mere eksklusive åndelige, men ikke mindre personlige Evige Søn fra Paradis. I jeres fremskridt gennem Orvonton og Havona, når du lægger bag dig de levende billeder og dybe minder af Skabersønnen i dit lokalunivers, så vil denne forsvindende materielle og morontielle erfaring blive kompenseret af det for evigt forstørrende begreb og intensiverende forståelse af Paradisets Evige Søn, hvis virkelighed og nærhed altid vil forøges når i gør fremskridt i retning af Paradis.
6:8.8 Den Evige søn er en stor og lysende personlighed. Skønt det er udover det dødelige og materielle sinds evne at forstå virkeligheden af sådan et uendelig væsens personlighed, så tvivl ikke, han er en person. Jeg ved hvad jeg taler om. Næsten utallige gange har jeg stået i den guddommelige tilstedeværelse af denne Evige Søn og derefter rejst ud i universet for at udføre hans nådige påbud.
6:8.9 [ Forfattet af en Guddommelig Rådgiver udpeget til at formulere denne redegørelse beskrivende Paradisets Evige Søn. ]
| Kapitel 5. Guds Forhold Til Individet |
Indeks
Flere versioner |
Kapitel 7. Den Evige Søns Forhold Til Universet |