© 2015 Urantia Foundation
| Kapitel 69. Primitive Menneskelige Institutioner |
Indeks
Flere versioner |
Kapitel 71. Statens Udvikling |
70:0.1 MENNESKET havde knap nok løst problemet med at skaffe sig et levebrød, førend det stod overfor opgaven om at regulere forholdet mellem mennesker. Udviklingen af industrien krævede lov, orden og social tilpasning; privat ejendom nødvendiggjorde en regering.
70:0.2 I en evolutionær verden er modsætninger naturlige; fred kan kun opretholdes med en form for social regulering i samfundet. Social regulering er uadskillelig fra samfundets organisation; sammenlægning indebærer en vis kontrollerende myndighed. Regeringen fremtvinger koordinering af modsætninger mellem stammerne, klaner, familier og enkeltpersoner.
70:0.3 Statsdannelse er en ubevidst udvikling; der udvikler sig gennem forsøg og fejltagelser. Den har en overlevelses værdi; derfor bliver den traditionsbundet. Anarki øger elendighed; så til sidst er der opstået eller opstår der statsdannelse, en form for lov og orden, De tvingende krav i kampen for tilværelsen drev bogstaveligt den menneskelige race langs den progressive vej til civilisationen.
70:1.1 Krig er den udviklende naturlige menneskelige tilstand og arv; fred er samfundets målestok der måler hvor langt civilisationen er nået. Før menneskeracerne under udviklingens gang delvis tilpassede sig til samfundslivet var mennesket overordentlig individualistisk, ekstremt mistænksom, og utroligt stridbar. Vold er naturens lov, fjendtlighed den automatiske reaktion hos naturens børn, mens krig er disse selvsamme aktiviteter udøvet kollektivt. Hvornår og når civilisationens struktur oplever stress fra komplikationerne af samfundets fremskridt, sker der altid en umiddelbar og ødelæggende tilbagevenden til disse tidlige metoder af voldelig justering af irritationsfaktorerne blandt disse sammenslutninger af mennesker.
70:1.2 Krig er en dyrisk reaktion på misforståelser og irritationer; fred følger af den civiliserede løsning af alle disse problemer og vanskeligheder. Sangikracerne, sammen med den efterfølgende forværring af Adamiterne og Noditerne, var alle krigsførende. Andoniterne lærte tidligt den gyldne regel, og selv i dag lever deres eskimoiske efterkommere stort set i overensstemmelse med reglen. Skikkene er stærke blandt dem, og de er temmelig fri for voldelige modsætninger.
70:1.3 Andon lærte sine børn at løse deres uoverensstemmelser, således at hver part slog på et træ med en kæp og samtidig forbandede træet; den, hvis kæp først knækkede, var sejrherren. De senere Andoniter plejede at løse tvister ved at holde en offentlig udstilling, hvor de stridende gjorde nar af og latterliggjorde hinanden, mens publikum besluttede vinderen ved deres bifald.
70:1.4 Men krig som fænomen kunne ikke finde sted, indtil samfundet havde udviklet sig tilstrækkeligt langt til rent faktisk at have oplevet perioder med fred og før det kunne sanktionere krigeriske metoder. Krig som begreb indebærer en vis grad af organisation.
70:1.5 Da grupperne opstod i samfundet, begyndte individuelle irritationsmomenter at synke ned i gruppefølelserne, og dette fremmede freden indenfor stammen, men på bekostning af freden mellem stammerne. Fred kunne således først nydes af den inderkreds eller stamme, som altid opildnede og hadede de omkringliggende stammer, de fremmede. De første tiders mennesker betragtede det som en dyd at udgyde fremmed blod.
70:1.6 Men selv dette fungerede ikke i første omgang. Når de tidlige høvdinge forsøgte at forlige misforståelser, fandt de det ofte nødvendigt, mindst en gang om året, at tillade en stenkrig indenfor stammen. Klanen blev opdelt i to grupper og engagere sig i en hel dags kamp. Og det var uden anden grund end at det var sjovt; de nød virkelig at kæmpe.
70:1.7 Krigsførelsen fortsætter fordi mennesket er menneske, udviklet fra et dyr, og alle dyr er krigeriske. Blandt de tidligste årsager til krig var følgende:
70:1.8 1. Sult, som førte til fødevarer razziaer. Knaphed på jord har altid medført krig, og under disse kampe blev de tidlige fredelige stammer praktisk taget udryddet.
70:1.9 2. Knaphed på kvinder - et forsøg på at afhjælpe mangel på hushjælp. Kvinderøveri har altid forårsaget krig.
70:1.10 3. Forfængelighed - ønsket om at fremvise stammens tapperhed. Højerestående stammer ville kæmpe for at påtvinge deres levevis på laverestående folk.
70:1.11 4. Slaver - behov for at skaffe arbejdskraft.
70:1.12 5. Hævn var motivet til krig, når en stamme mente, at en nærliggende stamme var skyldig i en stammekollegas død. Sorgen fortsatte, indtil et hoved blev bragt hjem. Krig for hævnens skyld stod i høj kurs helt frem til forholdsvis moderne tider.
70:1.13 6. Rekreation - krig blev betragtet som rekreation af de unge mænd i disse tidlige tider. Hvis der ikke opstod noget godt og tilstrækkelig påskud for krig, når freden blev trykkende, var tilstødende stammer vant til at gå ud i halv venskabelige kampe for at engagere sig i et plyndringstog som en ferie, for at nyde en fingeret kamp.
70:1.14 7. Religion - ønsket om at skaffe proselytter til kulten. Alle de primitive religioner sanktionerede krig. Det er kun i nyere tid at religionen er begyndt at fordømme krig. De tidlige præsteskaber var desværre normalt allieret med militærmagt. En af de store fredsbestræbelser i tiderne har været forsøget på at adskille kirke og stat.
70:1.15 Disse tidlige tiders stammer drog altid ud i krig på ordre af deres guder, på befaling af deres høvdinge eller medicinmænd. Hebræerne troede på en sådan "Kampens Gud"; og fortællingen om deres angreb på midjanitterne er en typisk beretning om de gamle stammekrigens rystende grusomheder[1][2][3]. Dette angreb, med dets slagtning af alle mænd og senere drab på alle mandlige børn og alle kvinder, der ikke var jomfruer, ville have indebåret ære til en stammehøvdings skik for to hundrede tusinde år siden[4]. Og alt dette blev udført i "Herrens, Israels Guds navn."
70:1.16 Dette er en fortælling om samfundets udvikling - naturens måde at løse racegruppernes problem - om mennesket, som mejsler sin egen skæbne ud på jorden. Sådanne grusomheder er ikke iværksat af Guddommen, trods menneskets tendens til at placere ansvaret på sine guder.
70:1.17 Barmhjertighed i krig har været langsom i at komme til menneskeheden. Selv da en kvinde, Deborah, herskede over hebræerne, fortsatte de samme grusomheder i stor skala. Når hendes general havde vundet en sejr over hedningerne forårsagede han at "hele fjenden skulle falde for sværdet, til der ikke var en tilbage[5]."
70:1.18 Meget tidligt i menneskeslægtens historie blev forgiftede våben anvendt. Alle slags lemlæstelser blev praktiseret. Saul tøvede ikke med at kræve hundrede forhuder af filistrene som den medgift David skulle betale for hans datter Mikal[6].
70:1.19 Tidligere krige blev udkæmpet mellem stammerne som helhed, men i senere tider, når to personer i forskellige stammer havde en tvist, udkæmpede de to stridende en duel i stedet for at begge stammer skulle i krig. Det blev også en skik for to hære at overlade afgørelsen til slutningen af kampen mellem en repræsentant valgt fra hver side, som i tilfældet med David og Goliat[7].
70:1.20 Den første forbedring af krigen var skikken at tage fanger. Derefter blev kvinder fritaget fra fjendtlighederne, og siden kom anerkendelsen af dem som ikke deltog i striden. Snart opstod krigerkaster og stående hære blev hurtigt udviklet til at holde trit med den kamphandlingernes stigende kompleksitet. Sådanne krigere blev tidligt forbudt at have forbindelser med kvinder, og kvinderne var for længst ophørt med at deltage i kampene, selvom de altid har fodret og plejet soldaterne og opfordrede dem til at kæmpe.
70:1.21 Skikken med at erklære krig repræsenterede et store fremskridt. Sådanne erklæringer om hensigten med at indlede en krig varslede ankomsten af en følelse af retfærdighed, og dette blev efterfulgt af den gradvise udvikling af reglerne i "civiliseret" krigsførelse. Meget tidligt blev det skik ikke at kæmpe nær religiøse steder og stadig senere, ikke at kæmpe på visse helligdage. Derefter kom den generelle anerkendelse af retten til asyl; politiske flygtninge modtog beskyttelse.
70:1.22 Således udvikledes krigsførelse sig gradvist fra den primitive menneske jagt til den noget mere velordnet system i de senere tiders "civiliserede" nationer. Men kun langsomt erstatter venlighed i stedet for fjendtlighed holdningen i samfundet.
70:2.1 I tidligere tidsaldre kunne en hård krig give anledning til sociale forandringer og fremme accept af nye ideer som ellers ikke naturligt ville have fundet sted, eller været i brug i ti tusinde år. Den frygtelige pris, der betales for disse krigs fordele var, at samfundet midlertidigt faldt tilbage i barbariet; civiliseret fornuft måtte abdicere. Krig er stærk medicin, meget dyrt og yderst farlig. Selv om den ofte helbreder visse sociale lidelser, dræber den undertiden patienten, ødelægger samfundet.
70:2.2 Den konstante nødvendighed for det nationale forsvar skaber mange nye og avancerede tilpasninger i samfundet. Samfundet, i dag, nyder gavn af en lang liste af nyttige innovationer, der først kun var til militæret og det har endda krigen at takke for den dans, som en af de tidlige former for en militær fremgangsmåde.
70:2.3 Krig har haft en social værdi til tidligere civilisationer, fordi den:
70:2.4 1. Pålagt disciplin, tvunget samarbejde.
70:2.5 2. Satte en præmie på tapperhed og mod.
70:2.6 3. Fremmede og styrkede nationalisme.
70:2.7 4. Tilintetgjorde svage og uegnede folk.
70:2.8 5. Opløste illusionen om primitive lighed og selektivt stratificeret samfund.
70:2.9 Krig har haft en vis evolutionær og selektiv værdi, men ligesom slaveri, skal det engang opgives når civilisationen langsomt bevæger sig fremad. Fortidens krige fremmede rejser og kulturelle forbindelser. Nu tjener disse formål bedre den moderne transport og kommunikation. Fortidens krige styrkede nationerne, men nutidens stridigheder sønderriver civiliserede kultur. De gamle krige resulterede i en decimering af de laverestående folk; nettoresultatet af nutidens konflikter er en selektiv destruktion af de bedste menneskelige bestande. Tidligere krige fremmede organisation og effektivitet, men disse er nu blevet mål for den moderne industri. Under tidligere tidsaldre var krig en social uro, der skubbede civilisationen fremad; dette resultat opnås nu bedre ved hjælp af ambitioner og opfindelser[8]. Fortidens krigsførelse støttede begrebet om Guds kampe, men det moderne menneske er blevet fortalt, at Gud er kærlighed. Krig har tjent mange værdifulde formål i fortiden, det har været et uundværlig stillads i opbygningen af civilisationen, men nu er det hurtigt ved at nå det kulturelle punkt for konkurs - ude af stand til at producere udbytte af social værdi der på nogen måde står i rimelig proportion til de frygtelige tab, dets påkaldelse medføre.
70:2.10 På et tidspunkt troede lægerne på åreladning som en kur mod mange sygdomme, men de har siden opdaget bedre lægemidler for de fleste af disse lidelser. Således må den internationale blodsudgydelse i form af krig vige pladsen for opdagelsen af bedre metoder til at kurere dårligdomme i nationerne.
70:2.11 Nationerne på Urantia er allerede begyndt den gigantiske kamp mellem nationalistiske militarisme og industrialismen, og på mange måder er denne konflikt sammenlignelig med den årelange kamp mellem hyrde-jægeren og landmanden. Men hvis industrialismen skal sejre over militarismen, skal den undgå de farer, som truer den. Farerne ved den spirende industri på Urantia er:
70:2.12 1. Den stærke drift mod materialisme, åndelig blindhed.
70:2.13 2. Tilbedelsen af rigdom-magt, værdi forvrængning.
70:2.14 3. Overflods laster, kulturel umodenhed.
70:2.15 4. De stigende farer ved lediggang, tjenestevillighedens ufølsomhed.
70:2.16 5. Tilvæksten af uønsket racemæssig eftergivenhed, biologisk nedbrydning.
70:2.17 6. Truslen om standardiserede industrielt slaveri, personligheds stagnation. Arbejde er forædlende men slid er lammende.
70:2.18 Militarisme er autokratisk og grusom - barbarisk. Det fremmer social organisation blandt erobrerne men opløser de besejrede. Industrialisme er mere civiliseret og det bør udvikles for at fremme initiativtagere og tilskynde individualisme. Samfundet bør på enhver mulig måde fremme originalitet.
70:2.19 Begå ikke den fejl at forherlige krig; det er bedre at indse, hvad det har gjort for samfundet, så I mere nøjagtigt kan visualisere hvad erstatninger kan gøre for at fortsætte med at føre samfundet fremad. Og hvis sådanne egnede erstatninger ikke er tilgængelige, så kan I være sikker på, at krig længe vil fortsætte.
70:2.20 Mennesket vil aldrig acceptere fred som en normal måde at leve, indtil det er blevet grundigt og gentagne gange overbevist om, at fred er bedst for hans materielle velfærd, og indtil samfundet klogt har tilvejebragt fredelige erstatninger for at tilfredsstillelse denne medfødte tendens til regelmæssigt at udløse den kollektive drift som har til hensigt at frigive de konstant akkumulerende følelser og energier, der tilhører selvopholdelsesdriften hos mennesket som art.
70:2.21 Selv i forbifarten, bør krig anerkendes som erfaringens skole, der tvang en race af arrogante individualister til at underkaste sig en stærkt koncentreret myndighed - den øverstkommanderende. Gammeldags krige udvalgte de medfødte store mænd til lederskab, men moderne krig gør ikke længere dette. For at opdage ledere må samfundet nu vende sig til de fredelige erobringer, industrien, videnskaben og samfundets resultatområder.
70:3.1 I det mest primitive samfund er flokken alt; selv børn er dets fælles ejendom. Da familien blev udviklet fortrængte den flokken i børneopdragelse, mens de nye klaner og stammer fandt deres plads som en social enhed.
70:3.2 Seksuel sult og moderkærlighed lagde grunden til familien. Men ingen rigtig regering opstod, førend grupper større end familierne var begyndt at blive dannet. I flokken i tiderne før familiens tilblivelse blev lederskabet udøvet af uformelt udvalgte personer. Den afrikanske buskmænd har aldrig udviklet sig ud over dette primitive stadie; de har ingen høvdinge i flokken.
70:3.3 Familierne blev forenet af blodets bånd i klaner, klynger af pårørende; og disse udviklede sig efterfølgende til stammer, territoriale sammenslutninger. Krigsførelse og ydre pres tvang stammeorganisationen på slægtskabsklanerne, men det var handel og vareudveksling, der holdt disse tidlige og primitive grupper sammen med en vis grad af intern fred mellem dem.
70:3.4 Freden på Urantia vil blive fremmet langt mere af internationale handelsorganisationer end af de visionære fredsprojekters følelsesmæssige finesser. Handelsforbindelserne er blevet fremmet af sprogets udvikling og ved forbedrede metoder til kommunikation samt ved bedre transport.
70:3.5 Fraværet af et fælles sprog har altid hæmmet udviklingen af fredelige grupper, men penge er blevet det moderne fælles handelssprog. Det moderne samfund holdes i høj grad sammen af det industrielle marked. Fortjeneste motivet er en kraftig civilisere når det suppleres med ønsket om at tjene.
70:3.6 Under de tidlige tidsaldre var hver stamme omgivet af koncentriske cirkler med stigende frygt og mistænksomhed; hvorfor det engang var skik at dræbe alle fremmede, senere, at slavebinde dem. Den gamle idé om venskab betød optagelse i klanen; og medlemskab af klanen mentes at fortsætte efter døden - et af de tidligste begreber om evigt liv.
70:3.7 Optagelsesceremonien bestod i at drikke hinandens blod. I nogle grupper blev spyt udvekslet i stedet for at drikke blod, hvilket er den gamle oprindelse til kysset som skik i det sociale liv. Alle ceremonier som indebar en sammenslutning, uanset om det var ægteskab eller optagelse i stammen, blev altid afsluttet med fest.
70:3.8 I senere tider blev blod fortyndet med rødvin og til sidst blev vin alene drukket for at forsegle optagelsesceremoni, der blev tilkendegivet med at man stødte vinbægrene sammen og afsluttede med at man sank drikken. Hebræerne anvendte en modificeret form af denne optagelsesceremoni. Deres arabiske forfædre anvendte en ed leveret mens kandidatens hånd hvilede på en indfødt stammemedlems kønsorgan. Hebræerne behandlede optagne udlændinge venligt og broderligt. "Den fremmede, der bor hos dig skal være som en født iblandt jer, og du skal elske ham som dig selv[9]."
70:3.9 "Gæste venskab" var en relation af midlertidig gæstfrihed. Når besøgende gæster rejse bort, så var det skik at slå en skål i to dele, og give ét stykke til den afrejsende ven, så det kunne fungere som en passende introduktion til en tredjepart, der måske senere kunne tænkes at komme på besøg. Det var almindeligt at gæster betalte for sig selv ved at fortælle historier om deres rejser og eventyr. Historiefortællerne fra gamle dage blev så populær, at skikken til sidst forbød deres aktivitet enten under jagt eller i høst sæsoner.
70:3.10 De første fredstraktater var "blodets bånd." Fredsambassadørerne for de to stridende stammer ville mødes, hilste høfligt, og begyndte derefter at stikke sig i huden, indtil det blødte; hvorefter de ville suge hinandens blod og erklære fred.
70:3.11 De første fredsmissioner bestod af delegationer af mænd der medbragte deres udvalg af jomfruer til seksuel tilfredsstillelse for deres tidligere fjender, hvorved den seksuelle appetit blev udnyttes i bekæmpelsen krigsdriften. Den stamme som på denne måde blev beæret ville så på et tilbagevendende besøg, gengælde udbuddet af jomfruer; hvorefter freden ville blive fast etableret. Og snart tillod man ægteskab mellem høvdingenes familier.
70:4.1 Den første fredelige gruppe var familien, så klanen, stammen, og senere folket, som til sidst blev til den moderne territoriale stat. Det forhold, at nutidens fredsgrupper for længst har ekspanderet ud over blodets bånd til at omfatte nationer er meget opmuntrende, på trods af at Urantias nationer stadig bruger enorme summer på krigsforberedelser.
70:4.2 Klanerne var grupper forenet af blodets bånd inden for stammen, og deres eksistens afhang af nogle fælles interesser som:
70:4.3 1. Afstamning tilbage til en fælles forfader.
70:4.4 2. Troskab til en fælles religiøs totem.
70:4.5 3. Samme dialekt.
70:4.6 4. Deling af fælles boplads.
70:4.7 5. Frygt for de samme fjender.
70:4.8 6. Fælles krigsoplevelser.
70:4.9 Klanernes ledere var altid underordnet stammehøvdingen, og de tidlige stammesamfund er en løs sammenslutning af klaner. De indfødte i Australien udviklede aldrig en stamme styreform.
70:4.10 Klanernes fredelige ledere herskede generelt i overensstemmelse med rækkefølgen af arv gennem den kvindelige linje; stammeområderne krigshøvdinge etablerede arve rækkefølgen gennem faderen linje. Stammehøvdingenes og de første kongers domstole bestod af klanernes ledere, som det var almindeligt at invitere til kongen flere gange om året. Dette gav kongen en mulighed for at holde øje med dem, og for bedre at sikre deres samarbejde. Klanerne tjente et værdifuldt formål i det lokale selvstyre, men de forsinkede kraftigt udviklingen af store og stærke nationer.
70:5.1 Alle menneskelige institutioner havde en begyndelse, og civiladministrationen er et produkt af den gradvise fremadgående evolution lige så vel som ægteskab, industri, og religion er. Fra de første klaner og primitive stammer udvikledes der sig gradvist de forskellige slags af menneskelige styreformer, som er kommet og gået lige frem til de former for social og civil regulering, der kendetegner den anden tredjedel af det tyvende århundrede.
70:5.2 Med den gradvise fremkomst af familie enheder blev grundlaget for regeringen etableret i klanorganisationen, grupper af familier der var blodbeslægtet. Det første egentlige statslige organ var de ældstes råd[10]. Denne styregruppe bestod af gamle mænd, der havde udmærket sig på en eller anden effektiv måde. Visdom og erfaring blev tidligt værdsat selv af barbarer, og nu fulgte en lang tidsalder, hvor de ældste dominerede. Denne regeringstid med de gamles oligarki voksede sig gradvist til den patriarkalske idé.
70:5.3 I de ældstes råd, i de tidligste tider, fandtes potentialet for alle statslige funktioner: udøvende, lovgivende og dømmende. Når rådet fortolkede de gældende skikke, var det en domstol; når de etablerede nye former for samfundstjeneste, var det et lovgivende organ; i den udstrækning disse beslutninger blev håndhævet, var det den udøvende magt. Formanden for Rådet var en af forløberne for de senere stammehøvdinge.
70:5.4 Nogle stammer havde kvindelige råd, og fra tid til anden havde mange stammer kvindelige herskere. Nogle af de røde menneskers stammer bevarede Onamonalontons undervisningen og fulgte "syvmedlemssrådets"."enstemmige afgørelser.
70:5.5 Det har været svært for menneskeheden at erfare, at hverken fred eller krig kan køres af en diskussionsklub. De primitive "palaver" var sjældent nyttige. Menneskeracerne lærte tidligt, at en hær under kommando af en gruppe klanledere ingen chance havde mod en stærk hær ledt af en mand. Krig har altid været en kongemager.
70:5.6 I begyndelsen blev krigshøvdingene valgt kun til militære operationer, og de gav afkald fra en del af deres myndighed i fredstid, da deres opgaver var af mere social karakter. Men efterhånden begyndte de at gribe ind i freds perioderne, og havde en tendens til fortsat at herske fra en krig videre mod den næste. Ofte sørgede de for, at det ikke tog alt lang tid før den efterfølgende krig begyndte. Disse tidlige krigsherrer var ikke begejstret for fred.
70:5.7 I senere tider blev nogle af høvdingene valgt til andet end militærtjeneste, valgt på grund af deres usædvanlige fysik eller udestående personlige evner. De røde mennesker havde ofte to sæt høvdinge - sachems eller fredstidshøvdinge, og arvelige krigshøvdinge. Fredstidsherskerne var også dommere og lærere.
70:5.8 Nogle tidlige samfund blev regeret af medicin mænd, som ofte fungerede som høvdinge. En mand ville fungere som præst, læge, og administrerende udøver. Meget ofte havde de første kongelige distinktioner oprindeligt været symboler eller emblemer for præstelig kostymer.
70:5.9 Det var gennem disse trin, at den udøvende magt gradvist blev til. Klanen og stammeleders råd fortsatte som rådgivere og som forløbere for de senere fremkommende lovgivende og dømmende grene. I Afrika eksisterer der i dag faktisk alle disse primitive styreformer blandt de forskellige stammer.
70:6.1 Et effektivt statsstyre opstod først da man fik en chef med fuld udøvende myndighed. Mennesket fandt, at der kunne være en effektiv regering kun ved at overføre magt til en personlighed, ikke ved at give en idé.
70:6.2 Herredømmet voksede ud af ideen om familie myndighed eller rigdom. Når en patriarkalsk tronfølger blev en reel konge, blev han nogle gange kaldt "sit folks fader[11]." Senere troede man at kongerne nedstammede fra helte. Og endnu senere begyndte herredømmet at gå i arv, som følge af troen på at konger havde en guddommelig oprindelse.
70:6.3 Med arvelig kongemagt undgik man anarki, som tidligere havde gjort så meget ravage i tiden mellem kongens død og valget af en efterfølger. Familien havde en biologisk hoved; klanen, en valgt naturlig leder; stammen og senere stat havde ingen naturlige leder, og det var endnu en grund til at gøre høvdinge-kongerne arvelige. Ideen om kongelige familier og aristokrati var også baseret på de konventionelle regler for "navne ejerskab" i klanerne.
70:6.4 Kongernes tronfølge blev til sidst betragtet som overnaturlige, og man tænkte sig at det kongelige blod strakte sig tilbage til de tider for Prins Caligastias materialiserede personale. Således blev kongerne fetich personligheder og umådeligt frygtet, og de udviklet en særlig måde at tale på, som blev brugt ved hoffet. Selv i nyere tid troede man, at kongens berøring ville helbrede sygdomme, og nogle af Urantias folk mener stadig at deres herskere har haft en guddommelig oprindelse.
70:6.5 Den tidlige fetich konge blev ofte holdt i afsondrethed; han blev betragtet som alt for helligt til at blive set af andre end på festdage og helligdage. Normalt valgte man en repræsentant til at personificere ham, og det er oprindelsen af statsministre. Den første officer i kongens kabinet var en fødevare administrator; andre fulgte snart efter. Herskerne udpegede snart repræsentanter med ansvar for handel og religion. Udviklingen af et kabinet var et direkte skridt mod afpersonificering af den udøvende magt. Disse assistenter til de gamle konger dannede den accepterede adel, og kongens kone steg gradvist til en dronnings værdighed efterhånden som kvinder begyndte at blive mere værdsat.
70:6.6 Skrupelløse herskere opnået stor magt ved opdagelsen af gift. Den tidlige domstols magi var djævelske; kongens fjender døde hurtigt. Men selv de mest despotiske tyranner var underlagt visse begrænsninger; han blev i det mindste fastholdt af den allestedsnærværende frygt for snigmord. Medicinmænd, heksedoktorer og præster har altid effektivt holdt konger i skak. Efterfølgende udøvede godsejerne, adelen, en begrænsende indflydelse. Ind i mellem gjorde klanerne og stammer oprør og væltede deres despoter og tyranner fra magten. Afsatte herskere, der blev dømt til døden, fik ofte mulighed for at begå selvmord, som gav oprindelse til tidlige samfunds modemani til at begå selvmord under visse omstændigheder.
70:7.1 Blodsbånd bestemte de første grupper i samfundet; sammenslutninger udvidede den slægtskabs baserede klan. Ægteskaber mellem klaner var det næste skridt i udvidelsen af gruppen, og den multiforgrenede stamme som dette blev til var den første sande politiske enhed. Det næste fremskridt i den sociale udvikling var udviklingen af religiøse kulter og de politiske klubber. Disse optrådte først som hemmelige selskaber og var oprindeligt kun religiøse; senere blev de normgivende. Først var disse klubber kun for mænd; senere opstod kvindeklubber. Snart blev de opdelt i to klasser: socialpolitiske og religiøst mystiske.
70:7.2 Der var mange grunde til at disse samfund var hemmelige,
70:7.3 1. Frygt for at falde i unåde hos magthaverne på grund af overtrædelse af tabu.
70:7.4 2. Udnyttelse af ritualer i en minoritetsreligion.
70:7.5 3. Bevarelse af værdifulde "ånde" eller forretningshemmeligheder.
70:7.6 4. Deltagelse i en bestemt fortryllelse eller magi.
70:7.7 Selve det hemmelighedsfulde omkring disse samfund gav deres medlemmer mysteriets magt over resten af stammen. Det hemmelighedsfulde appellerer også til forfængelighed; de indviede var i deres egen tid samfundets aristokrati. Efter indvielsen jagede drengene med mændene; mens de før havde samlet grøntsager med kvinderne. Det var den største ydmygelse, en skam i stammens øjne, ikke at bestå pubertetstesten og dermed være tvunget til at forblive med kvinder og børn udenfor mændenes bolig, dette blev anset for at være feminiseret. Desuden havde de uindviede ikke lov til at gifte sig.
70:7.8 De første tiders mennesker lærte meget tidligt deres opvoksende unge seksuel tilbageholdenhed. Det blev skik at tage drengene væk fra deres forældre fra puberteten til de giftede sig, og deres uddannelse blev betroet til mændenes hemmelige selskaber. En af de vigtigste opgaver for disse klubber var at holde unge mænd under kontrol og dermed forhindre, at der opstod uægte børn.
70:7.9 Kommercialiseret prostitution begyndte, da disse klubber for mænd betalte penge for brugen af kvinder fra andre stammer. Men de tidligste grupper var bemærkelsesværdigt fri for seksuel promiskuitet.
70:7.10 Pubertetstidens indvielsesceremoni strakte sig normalt over en periode på fem år. Meget selvplageri og smertefuld skæring indgik i disse ceremonier. Omskæring blev først praktiseret som et ritual til indvielse i et af disse hemmelige broderskaber. Stammens kendetegn blev skåret på kroppen som en del af pubertetsindvielsen; tatoveringen opstod som et sådan tegn på medlemskab. En sådan tortur, sammen med mange afsavn, var designet til at hærde disse unge, at indprente dem med livets virkelighed og dets uundgåelige strabadser. Disse mål opnås bedre med sportskonkurrencer og fysiske kraftprøver som senere opstod.
70:7.11 De hemmelige selskaber stræbte sig virkelig på at forbedre de unges moral; et af de vigtigste formål med pubertetsceremonierne var at indprente den unge mand, at han måtte lade andre mænds koner alene.
70:7.12 Efter disse års med streng disciplin og uddannelse blev de unge mænd normalt frigivet i en kort periode af fritid og frihed, lige før ægteskabet, hvorefter de vendte tilbage for at gifte sig og underkaste sig til stammeområderne tabuer for hele livet. Denne gamle skik har overlevet til moderne tider, som det tåbelige begreb om at "så sin flyvehavre."
70:7.13 Mange senere stammer godkendte dannelsen af kvinders hemmelige klubber, hvis formål var at forberede unge opvoksende piger til livet som hustru og mor. Efter åbningsceremonien var piger i den giftefærdige alder og fik lov til at deltage i "brude festen," den tids introduktion til det sociale liv. Kvindeordner hvis medlemmer havde lovet at afstå fra ægteskab opstod tidligt.
70:7.14 Snart opstod klubber der ikke var hemmelige, grupper af ugifte mænd og grupper af ugifte kvinder dannede deres separate organisationer. Disse sammenslutninger var faktisk de første skoler. Da mænd og kvinders klubber ofte havde tendens til at komme på kant med hinanden, eksperimenterede nogle avancerede stammer, efter at de havde været i kontakt med lærerne i Dalamatia, med fælles skoleundervisning, for begge køn.
70:7.15 Hemmelige selskaber bidrog til stigningen af sociale kaster hovedsagelig på grund af den mystiske karakter af deres indvielser. Medlemmerne af disse samfund bar til en begyndelse masker for at skræmme de nysgerrige væk fra deres sørge ritualer - tilbedelsen af forfædre. Senere udviklede dette ritual sig til en pseudo seance, hvor spøgelser havde ry for at have optrådt. De gamle samfund i den "nye fødsel" brugte tegn og benyttede et særlig hemmelig sprog; de afsvor sig også visse fødevarer og drikkevarer. De fungerede som nattepoliti og arbejdede i øvrigt i en bred vifte af samfundsaktiviteter.
70:7.16 Alle hemmelige sammenslutninger afkrævede en ed, indskærpede tillid og understregede bevarelsen af fortrolighed. Disse ordner imponerede og kontrollerede folkemasserne; de fungerede også som vagtværn i samfundet, praktiserende lynchlov. De var de første spioner når stammerne var i krig, og det første hemmelige politi under fredstid. Bedst af alt, de holdt skrupelløse konger usikre på deres magt. Som modvægt holdt kongerne deres egne hemmelige politi.
70:7.17 Disse samfund gav anledning til de første politiske partier. De første partier i samfundet bestod af "de stærke" vs. "de svage" i opposition. I gamle tider blev et regeringsskifte kun efterfulgt af en borgerkrig -tilstrækkeligt med bevis for, at den svage var blevet stærk.
70:7.18 Disse klubber blev brugt af handlende til at indsamle gæld og af herskere til at opkræve skatter. Beskatningen har været en lang kamp, en af de tidligste former var tiende, en tiendedel af jagten eller byttet. Skatter blev oprindeligt opkrævet for at opretholde kongens husholdning, men man fandt snart ud af, at det var lettere at indsamle skatterne, når de var maskeret som offergave til støtte af tempeltjenesten.
70:7.19 Til sidst voksede disse hemmelige sammenslutninger ud til de første velgørende organisationer og udviklede sig til de tidlige tiders religiøse samfund - kirkernes forgængere. Til slut kom en del af disse sammenslutninger til at omfatte flere samfund, de første internationale broderskaber.
70:8.1 Den psykiske og fysiske ulighed af mennesker sikrer, at sociale klasser vil opstå. De eneste verdener uden sociale lag er de mest primitive og mest avancerede. I en gryende civilisation er differentieringen af sociale niveauer endnu ikke begyndt, mens en verden som er stabiliseret i lys og liv stort set har udslettet disse afdelinger af menneskeheden, som er så karakteristisk for alle mellemliggende evolutionære stadier.
70:8.2 Da samfundet hævede sig fra vildskab til det barbariske niveau, havde mennesker en tendens til at blive grupperet i klasser for følgende generelle grunde:
70:8.3 1. Naturlige - nærkontakt, slægtskab og ægteskab; de første sociale forskelle var baseret på køn, alder, og blodbånd - slægtskab til høvdingen.
70:8.4 2. Personlige - anerkendelse af evner, udholdenhed, dygtighed og tapperhed; snart efterfulgt af anerkendelsen af sprogets beherskelse, viden og generel intelligens.
70:8.5 3. Tilfældighed - krig og udvandring resulterede i adskillelse af menneske grupper. Klasse evolutionen blev kraftigt påvirket af erobring, sejrherrens forhold til de besejrede, mens slaveriet medførte den første generelle opdeling af samfundet i frie og trælle.
70:8.6 4. Økonomiske— rige og fattige. Rigdom og slave ejerskabet var den iboende årsag til fremkomsten af en af klasserne i samfundet.
70:8.7 5. Geografiske - klasser opstod som følge af bosættelse i byer eller landdistrikter. By og land har hver for sig bidraget til differentieringen af hyrde-landmanden og købmand-industrimanden, med deres divergerende synspunkter og reaktioner.
70:8.8 6. Sociale - klasser blev efterhånden dannet i overensstemmelse med den generelle opfattelse af forskellige gruppers sociale værdi. Blandt de tidligste inddelinger af denne slags var skillelinjerne mellem præster-lærere, herskere-krigere, kapitalister-købmænd, almindelige arbejdere og slaver. Slaven kunne aldrig blive en kapitalist, men nogle gange kan lønmodtageren vælge at slutte sig til kapitalisternes rækker.
70:8.9 7. Faglige - efterhånden som erhverv blev mangfoldiggjort, dannede de en tendens til at etablere kaster og ordener. Arbejdstagerne blev opdelt i tre grupper: de liberale erhverv, herunder medicin mænd, derefter de faglærte arbejdere, efterfulgt af de ufaglærte arbejdere.
70:8.10 8. Religiøse - de tidlige kult samfund skabte deres egne klasser indenfor klanerne og stammerne, og fromheden og mystikken hos præsterne har længe gjort dem til en særskilt social gruppe.
70:8.11 9. Racemæssige - tilstedeværelsen af to eller flere racer inden for en given nation eller territorial enhed skabte normalt kaster efter hudfarve. Det oprindelige kastesystem i Indien var baseret på hudfarve, hvilket også var tilfælde i det tidlige Egypten.
70:8.12 10. Aldersbaserede - ungdom og voksenliv. Blandt stammerne forblev drengen under tilsyn af sin far, så længe faderen levede, mens pigen forblev i sin mors omsorg, indtil hun giftede sig.
70:8.13 Fleksible og skiftende sociale klasser er uundværlige for en udviklende civilisation, men når klasse bliver kaste, når sociale niveauer forstenes, er en forbedring af den sociale stabilitet erstattet af formindskelse af personligt initiativ. Sociale kaster løser problemet med at finde en plads i industrien, men de begrænser også kraftigt den enkeltes udvikling og næsten forhindrer social samarbejde.
70:8.14 Samfundsklasserne, der er dannet naturligt, vil bestå indtil mennesket gradvist opnår deres evolutionære udslettelse gennem intelligent manipulation af biologiske, intellektuelle og åndelige ressourcer i en fremadudviklende civilisation, såsom:
70:8.15 1. Biologisk renovering af de racemæssige bestande - den selektive fjernelse af laverestående racemæssige elementer. Dette er egnet til at udrydde mange dødelige uligheder.
70:8.16 2. Pædagogisk uddannelse af den øgede hjernekapacitet, som en sådan biologisk forbedring vil medføre.
70:8.17 3. Religiøs genoplivning af følelser for dødelige slægtskab og broderskab mellem mennesker.
70:8.18 Disse foranstaltninger kan kun bære deres sande frugter i de fjerne årtusinders fremtid, selv om mange sociale forbedringer bliver det umiddelbare resultat af en intelligent, klog, og tålmodig tilpasning af disse accelerationsfaktorer af kulturel udvikling. Religionen er den mægtige løftestang, der løfter civilisationen fra kaos, men den er magtesløs uden et omdrejningspunkt i form af et sundt og normalt sind som hviler sikkert på en sund og normal arvelighed.
70:9.1 Naturen giver ingen rettigheder til mennesker, kun liv og en verden, hvor det kan leves. Naturen giver ikke engang retten til at leve, hvilket kan udledes ved at overveje, hvad der sandsynligvis ville ske, hvis en ubevæbnet mand mødte en sulten tiger ansigt til ansigt i urskoven. Samfundets hovedopgave til mennesket er sikkerhed.
70:9.2 Gradvis vil samfundet hævde sine rettigheder, og på nuværende tidspunkt, er de:
70:9.3 1. Sikring af fødevareforsyningen.
70:9.4 2. Militært forsvar - sikkerhed gennem beredskab.
70:9.5 3. Intern freds bevarelse - forebyggelse af personlig vold og uorden i samfundet.
70:9.6 4. Seksuel kontrol - ægteskab, familie institutionen.
70:9.7 5. Ejendom - retten til at eje.
70:9.8 6. Fremme af individuel og gruppe konkurrence.
70:9.9 7. Hensættelser til ungdomsuddannelse og erhvervsuddannelse.
70:9.10 8. Fremme af vareudveksling og handel - industriel udvikling.
70:9.11 9. Forbedring af arbejdsvilkår og belønninger.
70:9.12 10. Garanteret frihed til gudsdyrkelse, hvilket betyder, at alle disse andre sociale aktiviteter kan forædles ved at blive åndeligt motiverende.
70:9.13 Når rettigheder er så gamle at man ikke kender til deres oprindelse, kaldes de ofte naturlige rettigheder. Men menneskerettigheder er faktisk ikke naturlige; de er helt samfundsskabte. De er relative og stadigt skiftende, intet mere end reglerne i spillet - anerkendte justeringer af betingelserne der styrer de stadigt skiftende rivaliseringer mellem mennesker.
70:9.14 Hvad der anses som ret i en tidsalder kan ikke anset således i en anden. Overlevelsen af et stort antal defekte og degenererede, beror ikke på, at de har nogen naturlig ret til således at belaste civilisationen af det tyvende århundrede, men blot fordi samfundet i denne tidsalder, således dekreter disse skikke.
70:9.15 Få menneskerettigheder blev anerkendt i den europæiske middelalder. Da tilhørte hvert menneske en anden, og rettighederne var kun privilegier eller fordele ydet af staten eller kirken. Oprøret fra denne vildfarelse var lige så fejlagtig, idet den førte til den overbevisning, at alle mennesker er født lige.
70:9.16 De svage og laverestående har altid kæmpet for lige rettigheder; de har altid insisteret på, at staten tvinger de stærke og overlegen til at tilgodese deres behov og på anden måde godtgøre de mangler, der alt for ofte er et naturligt resultat af deres egen ligegyldighed og magelighed.
70:9.17 Dette lighedsideal er barn af civilisationen; det findes ikke i naturen. Selve kulturen selv demonstrerer overbevisende folks iboende uligheder og deres meget ulige evne til at drage fordel af den. En pludselige og ikke-evolutionær realisering af en formodet naturlig lighed ville hurtigt kaste det civiliserede menneske tilbage til primitive tidsaldres grove manerer og skikke. Samfundet kan ikke tilbyde alle lige rettigheder, men det kan forpligte sig til en retfærdighed og upartisk administration af hver og ens forskellige rettigheder. Det er samfundets opgave og forpligtigelse at give et barn af naturen en retfærdig og fredelig mulighed for at tjene til livets opretholdelse, deltage i forplantningen, og på samme tid få del i en vis grad af nydelse og glæde, summen af alle tre udgør menneskelig lykke.
70:10.1 Naturlig retfærdighed er en menneskeskabt teori; det er ikke en realitet. I naturen, er retfærdighed rent teoretisk, helt en fiktion. Naturen tilbyder kun en slags retfærdighed - at konsekvenserne uundgåeligt retter sig efter årsagerne.
70:10.2 Retfærdighed, som den opfattes af mennesker, indebær at man får sine rettigheder realiseret, og det har derfor gennemgået en gradvis udvikling. Opfattelsen af retfærdighed kan meget vel indgå som en bestanddel i et ånds begavet sind, men den fremtræder ikke pludselig færdig udviklet i verdnerne i rummet.
70:10.3 Det primitive menneske henførte alle fænomener til en person. I tilfælde af død spurgte den vilde, ikke hvad dræbte ham, men hvem? Utilsigtet mord blev derfor ikke anerkendt, og straffen for forbrydelsen tog derfor ikke hensyn til den kriminelles motiv; dommen blev afsagt i henhold til de skader, der var forårsaget.
70:10.4 I de tidligste primitive samfund virkede den offentlige mening direkte; politi var ikke nødvendig. Der var intet privat liv i primitive tider. Et menneskes naboer var ansvarlig for dets adfærd, derfor havde de ret til at snage i hinandens personlige anliggender. Samfundet blev reguleret på den teori, at gruppemedlemskabet bør have en interesse i, og en vis grad af kontrol over, den enkeltes adfærd.
70:10.5 Meget tidligt troede man, at spøgelser administrerede retfærdighed gennem medicinmænd og præster; dette gjorde disse klasser til de første kriminalitets efterforskere og rets tjenere. Deres tidlige metoder til påvisning af kriminalitet bestod i at gennemføre prøvelser af gift, ild og smerte. Disse grusomme prøvelser var intet andet end grove voldgifts sager; der ikke nødvendigvis bilagde en tvist retfærdigt. For eksempel: Når gift blev administreret, hvis den anklagede kastede op, var han uskyldig.
70:10.6 Det Gamle Testamente beretter om en af disse prøvelser, en ægteskabelig skylds test: Hvis en mand mistænkte sin kone for at være utro mod ham, tog han hende hen til præsten og fremførte sin mistanke, hvorefter præsten ville tilberede en blanding bestående af vievand og støv fra tempelgulvet. Efter behørig ceremoni, som indeholdt truende forbandelser blev den anklagede hustru tvunget til at drikke den ulækre væske. Hvis hun var skyldig, "ville vandet som kom ind i hende, forårsager en forbandelse og bliver bitter, og hendes bug svulmer op og hendes lår skal rådne, og kvindens navn skal være forbandet blandt hendes folk[12]." Hvis der var en chance for, at en kvinde kunne synke denne beskidte væske og ikke vise symptomer på fysisk sygdom, blev hun frikendt for anklagerne af hendes jaloux ægtemand.
70:10.7 Disse grusomme metoder til opklaring af strafbare handlinger blev praktiseret af næsten alle de udviklende stammer på et eller andet tidspunkt. Duellering er en moderne overlevelse af forsøget med prøvelser.
70:10.8 Det er ikke underligt, at hebræerne og andre halvciviliserede stammer praktiseres sådanne primitive teknikker til at sikre en retfærdighed administration for tre tusinde år siden, men det er højst forbløffende, at tænkende mennesker senere ville beholde sådan et levn fra barbariet på siderne i en samling af hellige skrifter. Tankevækkende tænkning bør gøre det klart, at intet guddommeligt væsen nogensinde gav de dødelige mennesker sådanne urimelige instrukser om undersøgelsen og fastlæggelsen af mistanken om ægteskabelig utroskab.
70:10.9 Samfundet vedtog tidligt holdningen om at tage hævn ved at betale tilbage med gengældelse: øje for øje, et liv for et liv[13][14]. Alle udviklende stammer anerkendt denne ret til blodhævn[15]. Hævnen blev formålet med det primitive liv, men religionen har siden da i høj grad ændret disse tidlige stammeskikke. Lærerne i åbenbaret religion har altid proklameret, "`Hævnen er min, siger Herren[16]." Hævndrab i tidlige tider var ikke helt ulig nutidens mord under påskud af den uskrevne lov.
70:10.10 Selvmord var en almindelig form for hævn. Den som ikke kunne hævne sin uretfærdighed i livet, døde i troen på, at man som et spøgelse, kunne vende tilbage og udgyde sin vrede over sin fjende. Eftersom at denne tro var meget almindelig, var truslen om selvmord på en fjendes dørtrin normalt tilstrækkeligt til at bringe ham til at acceptere en løsning. Urtidsmennesket holdt ikke livet særligt kært; selvmord på grund af bagateller var almindelige, men Dalamatianernes undervisning indskrænkede betragteligt denne skik, mens den nyere tids fritid, komfort, religion og filosofi har forenet sig til at gøre livet mere behageligt og mere værdsat. Sultestrejker er dog en moderne analog af denne gammeldags metode til gengældelse.
70:10.11 En af de tidligste formuleringer af en avanceret stamme lov vedrørte overtagelsen af blodfejde til et anliggende for stammen. Mærkeligt nok, selv da en mand kunne dræbe sin kone uden straf forbi han havde betalt fuldt for hende. De nutidige eskimoer overlader imidlertid stadig straffen for en forbrydelse, selv for mord, der skal afgøres og håndhæves til den krænkede familie.
70:10.12 Et andet fremskridt var indførelsen af bøder for tabu overtrædelser, bødestørrelsens bestemmelse. Disse bøder udgjorde de første offentlige indtægter. Denne praksis med at betale "blodpenge" kom også på mode som en erstatning for blodhævn[17]. Sådanne skader blev normalt betalt i kvinder eller kvæg; det tog lang tid, inden egentlige bøder, betalt med penge, blev vurderet som straf for kriminalitet. Og eftersom ideen om straf hovedsagelig var erstatning for skaden, kom alting, herunder menneskeliv, i sidste ende til at have en pris, der kan udbetales som erstatning. Hebræerne var de første til at afskaffede skikken med at betale blodpenge. Moses lærte, at de ikke skulle "tage nogen løsesum for livet af en morder, som er skyldig til døden, men han skal lide døden[18]."
70:10.13 Retfærdighed blev således først udmålt i familien, så ved klanen, og senere af stammen. Den sande retspleje får sin start når hævn fratages enkeltpersoner og grupper af pårørende og overført til håndshævelse i den sociale gruppe, staten.
70:10.14 Straf ved at blive brændt i live var engang en almindelig praksis. Det blev anerkendt af mange gamle herskere, herunder Hammurabi og Moses, sidstnævnte bestemte, at mange forbrydelser, i særdeleshed alvorlige seksuelle forbrydelser, skal straffes ved, at den skyldige blev brændt på bålet. Hvis "datteren af en præst" eller nogen andre fremtrædende borgere hengav sig til offentlige prostitution, så var den hebraiske skik at "brænde hende med ild[19]."
70:10.15 Forræderi - at "sælge ud" eller forråde ens stammefolk - var den første forbrydelse, der blev straffet med dødsstraf. Husdyrs tyveri blev offentlig straffet med summarisk henrettelse, og selv for nylig er hestetyverier straffet på samme måde. Men som tiden gik, indså man, at straffens strenghed ikke havde en lige så værdifuldt afskrækkende virkning som en sikker og hurtig udøvelse af straffen.
70:10.16 Når samfundet lader forbrydelser ustraffet, så hævder gruppe vreden sædvanligvis sin ret i henhold til lyncheloven.; tilvejebringelse af fristeder var et middel til at undslippe denne pludselige gruppe vrede. Lynchning og duellering repræsenterer manglende vilje hos den enkelte til at overlade private godtgørelser til staten.
70:11.1 Det er lige så vanskeligt at skelne skarpt mellem skikke og love, som at angiver præcist hvornår, ved daggry natten efterfølges af dagen. Skikke er lovgivning og ordningsforskrifter i sin vorden. Når de ikke nærmere definerede regler længe har været i brug, har de tendens til at krystallisere i præcise love, konkrete bestemmelser og veldefinerede sociale konventioner.
70:11.2 Love er altid til en begyndelse negative og forbydende; i fremadudviklende civilisationer bliver de mere og mere positive og vejledende. De tidlige samfund fungerede med forbud, det gav den enkelte ret til at leve ved at pålægge alle andre kommandoen, "du må ikke slå ihjel[20]." Enhver rettighed eller frihed som gives til den enkelte indebærer indskrænkning af rettigheder og friheder for alle andre, og dette opnås med tabuet, den primitive lov. Hele ideen med tabu er i sagens natur at forbyde, for det primitive samfund var helt baseret på forbud i sin organisation, og den tidlige retspleje bestod i håndhævelsen af tabuer. Men oprindeligt galt disse love kun på andre stammefolk, som fremgår af de senere dages hebræere, som havde en anden etisk kodeks for behandling af ikke-jødere.
70:11.3 Aflæggelse af ed havde sin oprindelse i Dalamatias tid, i et forsøg på at gøre vidnesbyrd mere sandfærdig. Sådanne eder bestod i at udtale en forbandelse over sig selv. Tidligere ville ingen individer vidne mod sin indfødte gruppe.
70:11.4 Kriminalitet var et angreb på stammeledernes skikke, synd var overtrædelse af disse tabuer, der var bekræftet af ånderne, og der rådede lang forvirring når der ikke blev skelnet mellem kriminalitet og synd.
70:11.5 Egeninteresse var grunden til at drab blev tabubelagt, samfundet styrkede tabuet som en del af de traditionelle skikke, mens religionen indviet skikken som moralsk lov, og dermed forenede alle tre til at gøre menneskers liv mere sikkert og helligt. Samfundet kunne ikke have holdt sammen i disse tidlige tider, medmindre rettighederne var blevet sanktioneret af religionen; overtroen var den moralske og sociale politistyrke under de lange evolutionære tidsaldre. Alle de gamle folk hævdede, at deres gamle love, tabuerne, var blevet givet til deres forfædre af guderne.
70:11.6 Loven er en kodificeret fortegnelse over lang menneskelig erfaring, den offentlige mening krystalliseret og legaliseret. Skikke og sædvaner var råmaterialet af akkumuleret erfaringer, hvoraf de senere regerende sind formulerede de skrevne love. Den gamle dommer havde ingen love. Når han afsagde en afgørelse, sagde han blot: "Sådan er skik[21]."
70:11.7 Henvisning til præcedens i domstolsafgørelser repræsenterer dommernes bestræbelser på at tilpasse de skrevne love til de skiftende forhold i samfundet. Dette giver en gradvis tilpasning til at ændre sociale forhold kombineret med den effektivitet som følger af traditionel kontinuitet.
70:11.8 Ejendomstvister blev håndteret på mange måder, såsom:
70:11.9 1. Ved at ødelægge den omstridte ejendom.
70:11.10 2. Ved vold - deltagerne afgør det ved kamp.
70:11.11 3. Ved voldgift - en tredjemand blev afgørende.
70:11.12 4. Ved appel til de ældste - senere til domstolene.
70:11.13 De første domstole var knytnæveslagsmål, der fulgte visse regler; dommerne var endda ringdommer eller kampdommere. De sørgede for, at kampen blev videreført efter godkendte regler. På vej ind i en domstol kamp, foretog hver part et depositum til dommeren for at betale sagens omkostninger og bøden efter at være blevet besejret af den anden. "Den stærkestes ret." Senere erstattede verbale argumenter fysiske slag.
70:11.14 Hele idéen med den primitive retfærdighed var ikke så meget at være fair, som at få tvisten ud af verden og dermed forhindre uroligheder og privat vold. Primitive mennesker blev ikke så meget fortørnet over hvad der nu ville blive betragtes som en uretfærdighed; det blev taget for givet, at de, der havde magten ville anvende den selvisk. Ikke desto mindre kan enhver civilisations udviklingsniveau være meget nøjagtigt baseret på grundighed og retfærdighed, som er dens domstole og af den integritet som kendetegner dens dommere.
70:12.1 Den store kamp i udviklingen af regeringen har vedrørt magtkoncentrationen. Universets administratorer har lært af erfaring, at de evolutionære folkeslag på de beboede verdner bedst reguleres af repræsentative typer af civil regering, når en passende magtbalance opretholdes mellem gensidigt velkoordineret udøvende, lovgivende og dømmende magt.
70:12.2 Mens primitive myndighed var baseret på styrke, fysisk magt, så udgør den ideelle regering det repræsentative system, hvor ledelse er baseret på evner. Men under barbariets dage forekom der for mange krige til at en repræsentativ regering kunne fungere effektivt. I den lange kamp mellem magtens fordeling og officerers udelelighed, var det diktatoren der vandt. De tidlige og diffuse beføjelser som de ældstes råd i historiens begyndelse havde, blev gradvist koncentreret i den absolutte enevældige monarks person. Efter ankomsten af virkelige konger fortsatte de ældstes grupper nærmest for syns skyld som rådgivende organer for lovgivning og retssager; efterfølgende opstod lovgivende forsamlinger med koordinerende status med monarken, og til sidst grundlagde man de højere domstole, som har handlet uafhængigt af de lovgivende organer.
70:12.3 Kongen var eksekutor af skikkene, den oprindelige eller uskreven lov. Senere gennemførte han lovgivningsmæssige bestemmelser, den offentlige mening som den havde udkrystalliseret sig. En generel populær folkeforsamling som et udtryk for den offentlige mening betød et stort fremskridt i samfundet, selv om det tog lang tid, før det opstod.
70:12.4 De tidlige konger var stærkt begrænset af skikkene - ved traditionerne eller den offentlige mening. I den seneste tid har en del nationer på Urantia kodificeret disse konventionelle regler i skriftligt grundlag for statsstyret
70:12.5 De dødelige på Urantia har ret til frihed; de skal skabe deres egne styreformer; de skal vedtage deres forfatninger eller andre grundlovs rettigheder for civil myndighed og administrative procedure. Når de har gjort dette, bør de vælge deres mest kompetente og værdsatte borgere til de højeste topledere. Til repræsentanter i de lovgivende organer bør de kun vælge dem, der er intellektuelt og moralsk kvalificeret til at opfylde sådanne hellige ansvar. Til dommerne i deres højere og øverste retsinstanser bør kun vælges dem, der har et naturligt talent for det, og hvis visdom har sin kilde i erfaringens fylde.
70:12.6 Hvis menneskerne ønsker at bevare deres frihed, skal de, efter at have valgt grundloven for deres friheder og rettigheder, sikre, at den fortolkes med visdom, intelligens og uden frygt, for at forhindre følgende:
70:12.7 1. Tilegnelse af uberettiget magt enten i den udøvende eller lovgivende magt.
70:12.8 2. Rænkespil smedet af uvidende og overtroiske agitatorer.
70:12.9 3. Tilbageståenhed af den videnskabelige udvikling.
70:12.10 4. Dødvande af middelmådighedens dominans.
70:12.11 5. Ondartet minoriteters dominans.
70:12.12 6. Kontrol af ambitiøse og dygtige potentielle diktatorer.
70:12.13 7. Katastrofal forstyrrelse af panik.
70:12.14 8. Udnyttelse af den skrupelløse.
70:12.15 9. Beskatningsslaveri af borgerne i staten.
70:12.16 10. Svigt af social og økonomisk retfærdighed.
70:12.17 11. Forbindelse mellem kirke og stat.
70:12.18 12. Tab af personlig frihed.
70:12.19 Disse er de forfatningsmæssige domstoles formål og mål når de fungerer som regulatorer af den repræsentative regering i en evolutionær verden.
70:12.20 Menneskets kamp for at gøre regeringen på Urantia mere fuldendt indebærer at man forbedre administrationsvejene, tilpasser dem til de stadigt skiftende aktuelle behov, forbedre fordelingen af magten i statsforvaltningen, og derefter vælge de administrative ledere, der er virkelig kloge. Selv om der findes en guddommelig og ideel form af statsstyre, kan en sådan ikke afsløres, men skal langsomt og møjsommeligt opdages af mænd og kvinder på hver planet overalt i universerne af tid og rum.
70:12.21 [Præsenteret af en Melkisedek i Nebadon.]
| Kapitel 69. Primitive Menneskelige Institutioner |
Indeks
Flere versioner |
Kapitel 71. Statens Udvikling |