© 2015 Urantia Foundation
| Kapitel 78. Den Violette Race Efter Adams Dage |
Indeks
Flere versioner |
Kapitel 80. Anditernes Udbredelse I Vesten |
79:0.1 ASIEN er hjemland for den menneskelige race. Det var på en sydlig halvø af dette kontinent, Andon og Fonta blev født; i højlandet af det nuværende Afghanistan, grundlagde deres efterkommer Badonan et primitivt kultur centrum, der varede i over en halv million år. Her i dette menneskeslægtens østlige centrum differentierede Sangikfolkene fra den Andoniske slægtslinje, og Asien var deres første hjem, deres første jagtområde, deres første slagmark. Sydvestlige Asien bevidner Dalamatianernes, Noditernes, Adamiternes og Anditernes på hinandens følgende civilisationer, og fra disse områder spredes den moderne civilisations potentialer sig til verden.
79:1.1 I over femogtyvetusinde år, ned til næsten år 2000 f.Kr., var hjertet af Eurasien overvejende, men i aftagende grad, Anditisk. Fra Turkestans lavland drejede Anditerne vestpå omkring indlandssøerne i Europa, mens dem fra denne regions højland, trængte østover. Østturkestan (Sinkiang), og, i mindre grad, Tibet var de gamle porte, hvorigennem disse folk fra Mesopotamien trængte over bjergene til de gule mennesker i de nordlige landområder. Anditernes infiltration i Indien udgik fra Turkestan højlandet ind i Punjab og fra de iranske græsningsarealer gennem Baluchistan. Disse tidligere vandringer var på ingen måde erobringer; tværtimod var de snarere en kontinuerlig tilstrømning af Anditstammerne til det vestlige Indien og Kina.
79:1.2 I næsten femten tusind år bestod centrene af blandet Anditkultur i Tarim-flodens dal i Sinkiang og mod syd i Tibets højlandsregioner, hvor Anditerne og Andoniterne i stor udstrækning havde blandet sig. Tarimdalen var den østligste forpost for den oprindelige Anditkultur. Her byggede de deres bosættelser og etablerede handelsforbindelserne med de progressive kinesere mod øst og med Andoniterne mod nord. På den tid var Tarim-regionen et frugtbart land; nedbøren var rigeligt. Mod øst var Gobi et åben græsningsareal, hvor hyrder langsomt vænnede sig til landbruget. Denne civilisation omkom, da de ændrede vindforhold flyttede regnen mod sydøst, men i sin tid overhalede det selveste Mesopotamien.
79:1.3 Omkring år 8000 f.Kr. begyndte den langsomme tiltagende tørke i Centralasiens højlandsregioner at drive Anditerne til floddalene og havets kyster. Denne stigende tørke drev dem ikke kun til Nilen, Eufrat, og Indus dalene, og den Gule flod, men det medførte en ny udvikling i Anditernes civilisation. En ny klasse af mænd, de handlende, begyndte at dukke op i stort tal.
79:1.4 Når vejrforholdene gjorde jagt urentabelt for de vandrende Anditer, fulgte de ikke de ældre racers evolutionære vej ved at blive hyrder. Handel og byliv opstod. Fra Egypten gennem Mesopotamien og Turkestan til floderne i Kina og Indien, begyndte de mere højt civiliserede stammer at samles i byerne, hvor de koncentrerede sig om håndværk og handel. Adonia blev Centralasiens kommercielle metropol, og den lå i nærheden af den nuværende by Ashkhabad. Handel med sten, metal, træ og keramik blev accelereret både til lands og til havs.
79:1.5 Men stadigt stigende tørke førte gradvist til Anditernes store udvandring fra landområderne syd og øst for det Kaspiske Hav. Strømmen af migration begyndte at dreje fra nord til syd, og de babyloniske ryttere begyndte at trænge ind i Mesopotamien.
79:1.6 Den tiltagende tørke i Centralasien ledte yderligere til reduktion af befolkningen og til at gøre disse mennesker mindre krigeriske. Da den aftagende regn mod nord tvang de nomadiske Andoniter sydpå, var der en enorm udvandring af Anditer fra Turkestan. Dette er de såkaldte arieres sidste vandringer til Levanten og Indien. Det udgjorde kulminationen på den lange spredning af de blandede efterkommere af Adam, hvorunder hver af de asiatiske folk og de fleste af folkene på øerne i Stillehavet i en vis udstrækning blev forbedret af disse højerestående racer.
79:1.7 Samtidigt som Anditerne spredte sig over den østlige halvkugle mistede de deres hjemlande i Mesopotamien og Turkestan, for det var denne omfattende bevægelse sydover af Andoniter der fortyndede Anditerne i Centralasien til et punkt, som kom tæt på deres udryddelse.
79:1.8 Men selv i det tyvende århundrede efter Kristus finder man blandt turanske og tibetanske folk spor af arven fra Anditerne, hvilket fremgår af de blonde mennesketyper som lejlighedsvis findes i disse regioner. De tidlige kinesiske optegnelser registrerer tilstedeværelsen af de rødhårede nomader nord for de fredelige bosættelser ved den Gule Flod, og der eksisterer stadig malerier, som trofast registrerer tilstedeværelse af både de blonde Anditer og brunhårede mongoler i Tarim bækken for længe siden.
79:1.9 Den sidste store manifestation af de centralasiatiske Anditers slumrende militært genialitet, kom kraftigt til udtryk i år 1200 e. Kr., da mongolerne under Djengis Khan begyndte erobringen af den største del af det asiatiske kontinent. Ligesom de gamle Anditer, proklamerede disse krigere eksistensen af "en Gud i himlen." Den tidlige opløsning af deres imperium forsinkede længe det kulturelle samkvem mellem Vesten og Østen og hæmmede i høj grad væksten af den monoteistiske tros udbredelse i Asien[1].
79:2.1 Indien er det eneste sted, hvor alle racerne på Urantia blev blandet, og Anditernes invasion tilførte de sidste raceelementer. I højlandet nordvest for Indien fik Sangikracerne deres begyndelse, og uden undtagelse i deres tidlige tider trængte medlemmerne af alle disse racer ind på det Indiske delkontinent, og efterlod sig den mest heterogene raceblanding som nogensinde har eksisteret på Urantia. Oldtidens Indien fungerede som et modtagelsescenter for migrerende racer. Bunden af halvøen var tidligere noget smallere end nu, fordi meget af Ganges og Indus deltaerne er opstået i løbet af de sidste halvtreds tusinde år.
79:2.2 De tidligste raceblandinger i Indien var en blanding af de vandrende røde og gule racer med de oprindelige Andoniter. Denne gruppe blev senere svækket ved at absorbere den største del af de uddøde østlige grønne folk samt et store antal af den orangefarvede race. Gruppen blev lidt forbedret gennem begrænset blanding med de blå mennesker, men led overordentlig gennem assimilering af et større antal af den indigofarvede race. De såkaldte indfødte i Indien er næppe repræsentative for disse tidlige mennesker; de er snarere den mest laverestående befolkning i den sydlige og østlige udkant, som aldrig blev fuldt absorberet af enten de tidlige Anditer eller deres senere fremkomne ariske fætre.
79:2.3 Omkring 20.000 år f.Kr. havde befolkningen i det vestlige Indien allerede fået en antydning af det Adamiske blod, og aldrig i Urantias historie har der været en nation, der var sammensat af så mange forskellige racer. Men det var uheldigt, at anden gradens Sangiske racegrupper var fremherskende, og det var en virkelig katastrofe, at både de blå og de røde mennesker i så høj grad manglede fra fortiden af denne racernes smeltedigel. Et stort tilskud fra første gradens Sangikfolk ville have bidraget meget til forbedringen af, hvad der kunne have været en endnu større civilisation. Det som nu skete, var at de røde mennesker ødelægger sig selv på Amerikas kontinenter, og de blå mennesker tumlede rundt i Europa, og de tidlige efterkommere af Adam (og de fleste af de senere) udviste ringe lyst til at blande sig med de mørklødede af de farvede folkeslag, uanset om det var i Indien, Afrika, eller andre steder.
79:2.4 Omkring år 15.000 f.Kr. førte stigende befolkningspres over hele Turkestan og Iran til Anditernes første virkelig omfattende bevægelse i retning af Indien. I mere end femten århundreder strømmede disse højerestående folkeslag ind gennem Baluchistan højland, spredte sig ud over Indus- og Ganges dalene og bevægede sig langsomt sydpå ind i Deccan. Dette pres fra Anditerne i nordvest drev mange af de sydlige og østlige laverestående grupper ind i Burma og det sydlige Kina, men ikke tilstrækkeligt til at redde angriberne fra race udslettelse.
79:2.5 Det var stort set et spørgsmål om topografi som gjorde at Indien ikke opnåede overherredømme i Eurasien. Befolkningspresset fra nord forårsagede kun en overbefolkning af de fleste mennesker sydpå ind i Deccans tilspidsede område, omgivet på alle sider af havet. Havde der været tilstødende landområder til udvandring, så ville de laverestående være blevet fortrængt i alle retninger, og de højerestående ville have opnået en højere civilisation.
79:2.6 Således som situationen var, så forsøgte disse tidligere Anditiske erobrere et desperat forsøg på at bevare deres identitet og dæmme op for den racemæssig opslugning af dem som race ved etablering af strenge restriktioner for blandede ægteskaber. For omkring år 10.000 f.Kr. var Anditerne imidlertid forsvundet i menneskemængden men hele folkemassen var blevet markant forbedret med denne absorption.
79:2.7 Raceblanding er altid en fordel i at den begunstiger alsidighed i kultur og leder til en progressiv civilisation, men hvis racernes laverestående elementer er fremherskende vil sådanne resultater være kortvarig. En flersproget kultur kan kun bevares, hvis de højerestående reproducere sig selv i en sikker margen over de laverestående. Uhæmmet formering af laverestående, med faldende reproduktion af højerestående, er ufejlbarligt selvmorderisk af den kulturelle civilisation.
79:2.8 Havde de Anditiske erobrere i antal været tre gange så mange, end de var, eller hvis de havde drevet ud eller ødelagt den mindst ønskværdige tredjedel af de blandede orange-grøn-indigofarvede indbyggere, så ville Indien være blevet en af verdens førende centre for kulturel civilisation og ville utvivlsomt have tiltrukket flere af de senere bølger af mesopotamier som strømmede ind i Turkestan og derfra nordpå til Europa.
79:3.1 Blandingen mellem de Anditiske erobrere i Indien og den indfødte befolkning resulterede til sidst i de blandede mennesker, som er blevet kaldt Dravidiske. De tidligere og renere Dravidians besad en stor evne til kulturel præstation, men den blev kontinuerligt svækket efterhånden som deres Anditiske arv blev gradvist fortyndet. Dette er, hvad der dømte Indiens spirende civilisation til undergang for næsten tolv tusinde år siden. Men tilsætning af selv denne lille mængde af det Adamiske blod produceret en markant acceleration i den sociale udvikling. Denne sammensatte befolkning producerede derefter straks den mest alsidige civilisation på jorden.
79:3.2 Kort efter at de Dravidiske Anditer havde erobret Indien, mistede de deres racemæssige og kulturelle kontakt med Mesopotamien, men senere åbning af sejlruter og karavaneruter genåbnede disse forbindelser; og på intet tidspunkt inden for de sidste 10.000 år har Indien nogensinde været helt uden forbindelse med Mesopotamien mod vest og Kina mod øst, selv om bjerg barrierer i høj grad begunstigede kontakt med vesten.
79:3.3 De indiske folks højerestående kultur og religiøse præferencer dateres fra de tidlige tider af Dravidisk dominans og skyldes til dels det faktum, at så mange af de Sethiske præsteskaber gik ind i Indien, både under de tidligere Anditiske og de senere ariske invasioner. Den tråd af monoteisme, der løber gennem Indiens religiøse historie har således sin oprindelse i Adamiternes lære i den anden have.
79:3.4 Så tidligt som 16.000 år f.Kr. ankom et selskab på et hundrede Sethiske præster til Indien og opnåede næsten den religiøse erobring af hele den vestlige halvdel af dette flersprogede folk. Men deres religion blev ikke bevaret. Inden fem tusinde år havde deres lærer om Paradistreenigheden udartet sig til ildgudens treenige symbol[2].
79:3.5 Men for mere end syv tusind år, ned til slutningen af Anditernes folkevandringer, lå den indiske befolknings religiøse status langt højere end i verden som helhed. Under disse tider så Indien ud til at repræsentere den førende kulturelle, religiøse, filosofiske og kommercielle civilisation i verden. Hvis Anditerne ikke så fuldstændigt var blevet absorberet af befolkningerne i syd, ville denne skæbne sandsynligvis have været realiseret.
79:3.6 De dravidiske centre for kultur blev placeret i floddalene, hovedsagelig langs Indus og Ganges, og i Deccan langs de tre store floder, der løber gennem det østlige Ghats til havet. Bosættelserne langs kysten i det vestlige Ghats skyldte hovedsagelig deres maritime relationer med Sumeria.
79:3.7 Dravidianerne var blandt de tidligste folk til at bygge byer og indgå i en omfattende eksport og import handel, både til lands og til vands. Så tidligt som år 7000 f.Kr. gjorde kamelkaravaner regelmæssige ture til det afsidesliggende Mesopotamien. Dravidianernes skibsfart sejlede langs kysten over det Arabiske Hav til de sumeriske byer i Den Persiske Golf og vågede sig ud på vandet i Den Bengalske Bugt så langt som til Østindien. Et alfabet, sammen med kunsten at skrive, blev importeret fra Sumeria af disse søfolk og købmænd.
79:3.8 Disse kommercielle relationer bidrog i høj grad til den videre spredning af den kosmopolitiske kultur, hvilket førte til mange af de bylivets finesser og endda luksusforbrug på dette tidlige tidspunkt. Da arierne som fremkommer senere ankommer til Indien, kunne de ikke i Dravidianerne genkende deres Anditfætre som var absorberet ind i Sangikracernes folkemasse, men de fandt en meget avanceret civilisation. Trods deres biologiske begrænsninger, grundlagde Dravidianerne en fortræffelig civilisation. Den var godt spredt ud over hele Indien og har overlevet ned til moderne tider i Deccan.
79:4.1 Den anden Anditiske indtrængen i Indien var den ariske invasion i løbet af en periode på næsten 500 år i midten af det tredje årtusinde før Kristus. Denne folkevandring markerede den sidste udvandring af Anditerne fra deres hjemlande i Turkestan.
79:4.2 De første ariske centre blev spredt over den nordlige halvdel af Indien, især i den nordvestlige. Disse angribere fuldførte aldrig erobringen af landet, og denne forsømmelse blev efterfølgende deres undergang, da deres mindre antal gjorde dem sårbare over for absorption af Dravidianerne i syd, som efterfølgende har spredt sig over hele halvøen bortset fra områderne i Himalaya.
79:4.3 Ariernes racemæssige effekt indvirkede meget lidt på Indien, undtagen i de nordlige provinser. I Deccan var deres indflydelse kulturelt og religiøs mere end racemæssig. Det faktum, at det såkaldte ariske blod i en større udstrækning er blevet bevaret i det nordlige Indien er ikke kun på grund af deres talrige tilstedeværelse i disse regioner, men også fordi de blev forstærket af senere erobrere, handlende og missionærer. Frem til det første århundrede før Kristus var der en kontinuerlig infiltration af arisk blod ind i Punjab, den sidste tilstrømning kom i forbindelse til de hellenistiske folks krigsoperationer.
79:4.4 På Gangessletten blandede ariere og dravidianer sig til sidst og skabte en høj kultur, og dette center blev senere forstærket af tilskud fra nordøst, fra Kina.
79:4.5 I Indien blomstrede fra tid til anden mange typer af sociale organisationer, fra ariernes halvt demokratiske system til despotiske og monarkiske styreformer. Men det mest karakteristiske særtræk ved samfundet var vedholdenhed af de store sociale kaster, der blevet indført af arierne i et forsøg på at bevare deres race identitet. Dette omfattende kastesystem er blevet bevaret indtil i dag.
79:4.6 Af de fire store kaster, blev alle, med undtagelse af den første etableret i et forgæves forsøg på at forhindre race sammenlægningen af de ariske erobrere med deres laverestående underlagte. Den højeste kaste, læreren-præsten, nedstammer fra Sethiterne; Brahmanerne i det tyvende århundrede efter Kristus er de lineære kulturelle efterkommere af præsterne i den anden have, omend deres lære er meget forskellig fra deres berømte forgængere.
79:4.7 Når arierne invaderede Indien, bragte de med sig deres koncepter af Guddommen, som de var blevet bevaret i de overlevende traditioner om religionen i den anden have. Men Brahman præsterne var aldrig i stand til at modstå den hedenske momentum bygget op af den pludselige kontakt med de laverestående religioner i Deccan efter raceudslettelse af ariere. Således blev det store flertal af befolkningen trælbundet af de laverestående religioners overtro; og dette er hvorfor det ikke er lykkes Indien at frembringe den høje civilisation, der var blevet varslet i tidligere tider.
79:4.8 Den åndelige vækkelse under det sjette århundrede før Kristus fortsatte ikke i Indien, og døde ud selv før muhamedanernes invasion. Men måske en dag kan der komme en større Gautama til at lede hele Indien i jagten på den levende Gud, og så vil verden observere livet af de kulturelle muligheder hos et alsidigt folk, som så længe har været i koma under en bedøvende indflydelse af en åndelig vision i stagnation.
79:4.9 Kulturen hviler på et biologisk fundament, men kastevæsenet kunne ikke alene bevare den ariske kultur, for religion, sand religion, er den uundværlig kilde af denne højere energi, der driver menneskerne til at etablere en højerestående civilisation baseret på broderskab mellem menneskerne.
79:5.1 Mens historien om Indien redegør, for Anditernes erobring og delvise absorbering ind i de ældre evolutionære folkeslag, så er fortællingen om Østasien mere om første gradens Sangikracer, i særdeleshed de røde mennesker og de gule mennesker. Disse to racer undgik stort set at blive sammenblandet med Neandertalernes forringet arveelementer, som i stor udstrækning forsinkede de blå mennesker i Europa, og således bevarede det højerestående potentiale hos første gradens Sangiktyper.
79:5.2 Mens de tidlige Neandertalere var spredt ud over hele bredden af Eurasien, så var den østlige fløj mere forurenet med forringede arveanlæg fra dyrenes verden. Disse typer af undermennesker blev drevet sydover af den femte gletsjer, den samme indlandsis, som så længe havde blokeret Sangik migrationen til det østlige Asien. Når de røde mennesker flyttede mod nordøst omkring højlandet i Indien, fandt de nordøstlige Asien fri for disse typer af undermennesker. De røde racegrupper opnåede stammeorganisation tidligere end alle andre folkeslag, og de var de første til at migrere fra Sangikracernes centralasiatiske hjemland. Neandertalernes laverestående raceelementer blev destrueret eller fordrevet fra fastlandet af de gule stammer som migrerede senere. De røde mennesker havde haft herredømmet i det østlige Asien for næsten hundrede tusind år før de gule stammer ankom.
79:5.3 For mere end tre hundrede tusind år siden ankom hoveddelen af den gule race til Kina sydfra langs kysten. Hvert årtusinde, trængte de længere og længere inde i landet, men de kom ikke i kontakt med deres migrerede tibetanske brødre indtil forholdsvis nyere tid.
79:5.4 Det voksende befolkningspres forårsagede at den nordgående gule race begyndte at trænge ind i de røde menneskers jagtmarker. Disse indgreb, kombineret med den naturlige race antagonisme, kulminerede i stigende fjendtligheder, og dermed begyndte den afgørende kamp for de frugtbare områder i fjern Asien.
79:5.5 Historien om denne årelange konkurrence mellem de røde og gule racer er et epos i Urantias historie. I over to hundrede tusind år udkæmpede disse to højerestående racer bitter og utrættelig krigsførelse. I de tidligere kampe havde de røde mennesker sædvanligvis fremgang, og deres overraskelsesangreb spredte kaos blandt de gule bosættelser. Men de gule mennesker var imidlertid lærenemme når det galt krigsførelseskunsten, og tidligt udviste de en markant evne til at leve fredeligt med deres landsmænd; kineserne var de første til at lære, at i enighed er der styrke. De røde stammer fortsatte deres indbyrdes konflikter, og snart begyndte de at lide gentagne nederlag ved de aggressive angreb fra de ubarmhjertige kinesere, der fortsatte deres ubønhørlige march nordpå.
79:5.6 For et hundrede tusind år siden kæmpede den røde races decimerede stammer med ryggen mod den tilbagetrækkende is af den sidste gletsjer, og da landpassagen til Vesten, over Bering landtange, blev acceptabel, var disse stammer hurtige til at forlade det asiatiske kontinents ugæstfrie kyster. Det er femogfirs tusind år siden de sidste af de rene røde mennesker forlod Asien, men den lange kamp sat sit genetiske aftryk på den sejrende gule race. Folkene i det nordlige Kina, sammen med Andoniterne i Sibirien, assimilerede meget af det røde arvemateriale og fik betydelig fordel deraf.
79:5.7 De nordamerikanske indianere kom aldrig i kontakt med selve Anditfterkommerne til Adam og Eva, fordi de var blevet frataget deres asiatiske hjemlande omkring halvtreds tusinde år før Adams ankomst. Under tiden med Anditernes vandringer, spredte de rene røde stammer sig over Nordamerika som nomadestammer, jægere, der praktiserede landbrug i mindre omfang. Disse racer og kulturelle grupper forblev næsten helt isoleret fra resten af verden fra deres ankomst i Amerika ned til slutningen af det første årtusinde i den kristne æra, da de blev opdaget af de hvide racer i Europa. Indtil dette tidspunkt var eskimoerne det nærmeste til de hvide mænd som de røde menneskers nordlige stammer nogensinde havde set.
79:5.8 De røde og gule mennesker er de eneste menneskeracer, der nogensinde har opnået en høj grad af civilisation uden påvirkninger fra Anditerne. Indianernes ældste kultur i Amerika var repræsenteret af Onamonalontons center i Kalifornien, men omkring 35.000 år f. Kr. var den for længst forsvundet. I Mexico, Centralamerika og i bjergene i Sydamerika byggedes de senere og mere bestående civilisationer op af en race som overvejende var rød, men som indeholdt en betydelig blanding af gul, orange og blå.
79:5.9 Disse civilisationer var evolutionære skabelser af Sangikracerne, trods det faktum at spor af Anditernes blod nåede Peru. Med undtagelse af eskimoerne i Nordamerika og et par polynesiske Anditer i Sydamerika, havde befolkningerne i den vestlige halvkugle ingen kontakt med resten af verden indtil slutningen af det første årtusinde efter Kristus. I Melkisedeks oprindelige plan for forbedring af Urantias racer var det blevet fastsat, at en million af de racerene efterkommere af Adam skulle gå til Amerika for at forbedre de røde mennesker biologisk.
79:6.1 Noget tid efter at de ekspanderende kinesere havde drevet de røde mennesker over til Nordamerika, fjernet Andoniterne fra floddalene i det østlige Asien, og skubbet dem mod nord ind i Sibirien og mod vest ind i Turkestan, kom de hurtigt i kontakt med Anditernes højerestående kultur.
79:6.2 I Burma og på Indokinas halvø blandedes og forenedes den indiske og den kinesiske kultur og frembragte de på hinanden efterfølgende civilisationer i disse regioner. Her forsvandt den grønne race som havde bevaret en større andel her end noget andet sted i verden.
79:6.3 Mange forskellige racer besatte øerne i Stillehavet. Generelt blev de sydlige og derefter mere omfattende øer besat af folk, der bar en stor procentdel af de grønne og indigofarvede racers blod. De nordlige øer var beboet af Andoniter og senere, af racer med en stor proportion af de gule og røde raceelement. Forfædrene til det japanske folk blev ikke fordrevet fra fastlandet før omkring år12.000 f.Kr., da et stort magtfuldt fremstød af de nordlige kinesiske stammer langs kysten sydover fordrev dem fra deres bosættelser. Deres endelige udvandring var ikke så meget på grund af befolkningens pres som på initiativ af en høvding, som de kom til at betragte som en guddommelig personlighed.
79:6.4 Ligesom folkene i Indien og Levanten, etablerede de gule menneskers sejrende stammer deres tidligste centre langs kysten og op ad floderne. De kystnære bosættelser klarede sig dårligt i de senere år, da de stigende oversvømmelser og floderne skiftende retninger gjorde lavtliggende byer ubeboelige.
79:6.5 For tyve tusind år siden havde kinesernes forfædre opbygget et dusin stærke centre for primitiv kultur og læring, især langs Den Gule Flod og Yangtze. Nu begyndte disse centre at blive forstærket af ankomsten af en stadig strøm af højerestående blandede folk fra Sinkiang og Tibet. Migrationen fra Tibet til Yangtze dalen var ikke så omfattende som i nord, ej heller var de tibetanske centre så avancerede som dem i Tarim bækkenet. Men begge folkevandringer førte en vis mængde af det Anditiske blod østover til bosættelserne ved floden.
79:6.6 Den gamle gule races overlegenhed skyldtes fire vigtige faktorer:
79:6.7 1. Genetiske. I modsætning til deres blå fætre i Europa, havde både den røde og gule racer stort set undgået blanding med forringede menneskelige arveanlæg. De nordlige kinesere som allerede var styrket af små mængder af de højerestående røde og Andoniske stammer, skulle snart drage fordelen af en betydelig tilstrømning af Anditisk blod. Kineserne i syd klarede sig ikke så godt i denne henseende, og de havde længe lidt under at have absorberet meget af den grønne race, mens de senere skulle blive yderligere svækket af infiltration af sværme af laverestående folk, som var blevet tvunget ud af Indien af den Dravidiske-Anditer invasion. I dagens Kina findes der en klar forskel mellem de nordlige og sydlige racer.
79:6.8 2. Social. Den gule race lærte tidligt værdien af indbyrdes fred. Deres interne fredsommelighed, bidrog til befolkningstilvæksten ved at sikre en tilstrækkelig udbredelsen af deres civilisation blandt mange millioner. Fra år 25.000 til 5000 f.Kr. fandtes den højeste masse civilisation på Urantia i det centrale og nordlige Kina. De gule mennesker var de første til at opnå en racemæssig solidaritet - de første til at opnå en kulturel, social og politisk civilisation i stor skala.
79:6.9 Kineserne omkring år 15.000 f.Kr. var aggressive militarister; de var ikke blevet svækket af et overdrevet ærefrygt for fortiden, og da deres antal var mindre end tolv millioner, dannede de et godt sammentømret samfund med et fælles sprog. I løbet af denne tidsalder, opbyggede de en rigtig nation, meget mere forenet og homogen end deres politiske foreninger af historisk tid.
79:6.10 3. Åndelig. Under tidsalderen for Anditernes folkevandringer var kineserne blandt de mere spirituelle folkeslag på jorden. Deres lange tilslutning til tilbedelsen af den Ene Sandhed som Singlangton havde proklameret holdt dem foran de fleste af de andre racer. Stimulus af en progressiv og avanceret religion er ofte en afgørende faktor for den kulturelle udvikling; så mens Indien vansmægtede, gik Kina videre under den forfriskende stimulus af en religion, hvor sandhed blev nedfældet som øverste Guddom.
79:6.11 Denne tilbedelse af sandheden var provokerende for forskning og frygtløs udforskning af naturlovene og potentialerne for menneskeheden. Kineserne var selv for seks tusinde år siden stadig ivrige udforskende og aggressive i deres udøvelse af sandhed.
79:6.12 4. Geografisk. Kina er beskyttet af bjergene mod vest og Stillehavet mod øst. Kun i den nordlige del er vejen åben for angreb, og fra de røde menneskers tid til ankomsten af Anditernes senere efterkommere fandtes der ingen aggressive racegrupper i nord.
79:6.13 Havde det ikke været for bjergbarrierer og den senere nedgang i åndelig kultur, ville den gule race utvivlsomt have tiltrukket sig den største del af Anditernes folkevandringer fra Turkestan og ville utvivlsomt hurtigt have domineret verdens civilisation.
79:7.1 For omkring femten tusinde år siden kom et betydelig antal Anditer, gennem bjergpasset Ti Tao og bredte sig ud over dalen ved Den Gule Flods øvre løb blandt de kinesiske bosættelser i Kansu. Snart trængte de mod øst til Honan, hvor de mest progressive bosættelser lå. Denne infiltration vestfra bestod omkring halvdelen af Andoniter og halvdelen af Anditer.
79:7.2 De nordlige centre for kultur langs Den Gule Flod havde altid været mere progressive end de sydlige bosættelser ved Yangtze. Inden for et par tusinde år efter ankomsten af selv et lille antal af disse højerestående dødelige, havde bosættelserne langs Den Gule Flod distanceret sig forud for landsbyerne ved Yangtze og havde opnået en avanceret position over deres brødre i syd, en position de lige siden har opretholdt.
79:7.3 Det var ikke, at der fandtes så mange Anditer, eller at deres kultur var så overlegen, men sammenlægningen med dem gav oprindelse til et mere mangesidigt folk. De nordlige kinesere modtog lige tilstrækkelig af Anditernes arvemasse til en mild stimulering af deres medfødte begavede sind, men ikke nok til at antænde den rastløse, udforskende nysgerrighed så karakteristisk for de nordlige hvide racer. Denne mere begrænsede infusion af Anditisk arv var mindre forstyrrende for den medfødte stabilitet af Sangik typen.
79:7.4 De senere bølger af Anditer medbragte visse af de kulturelle fremskridt fra Mesopotamien; Dette gælder især for de sidste bølger af indvandring fra vest. De forbedrede meget de økonomiske og uddannelsesmæssige praksis blandt de nordlige kinesere. Selv om deres indflydelse på den religiøse kultur af den gule race var kortvarig, bidrog deres senere efterkommere meget til en efterfølgende åndelig opvågnen. Men Anditernes traditioner om Edens og Dalamatias skønhed influerede de kinesiske traditioner; tidlige kinesiske legender lokaliserer "gudernes land" i vest.
79:7.5 Det kinesiske folk begyndte ikke at bygge byer og engagere sig i håndværksfremstilling indtil efter år10.000 f.Kr., efter de klimatiske ændringer i Turkestan og de senere Anditindvandrere var ankommet. Infusionen af dette nye blod tilføjede ikke så meget nyt til de gule menneskers civilisationen, men det stimuleret den hurtige videreudvikling af de latente tendenser hos de højerestående kinesiske slægter. Fra Honan til Shensi begyndte potentialerne til en avanceret civilisation at bære frugt. Metalbearbejdning og alle håndværksmæssige færdigheder stammer fra disse dage.
79:7.6 Lighederne mellem visse af de tidlige kinesiske og mesopotamiske metoder i tidsregning, astronomi, og statslige administration var på grund af de kommercielle relationer mellem disse to fjernt beliggende centre. Kinesiske købmænd rejste allerede på Sumerernes tid langs landevejene gennem Turkestan til Mesopotamien. Denne udveksling var ikke ensidig - Eufrat dalen havde betydeligt nytte deraf, ligesom folkene ved Gangessletten. Men klimaændringer og de nomadiske invasioner under det tredje årtusinde før Kristus reducerede betydelig omfanget af samhandelen som passerer langs karavanevejene i Centralasien.
79:8.1 Det er ikke helt galt at sige at mens de røde mennesker led af for megen krig, er, så blev udviklingen af statsdannelse blandt kineserne forsinket af grundigheden af deres erobring af Asien. De havde et stort potentiale for race solidaritet, men det mislykkedes at udvikle det korrekt, fordi den fortsatte stimulus fra en altid tilstedeværende risiko for ekstern aggression manglede.
79:8.2 Efter erobringen af Østasien var afsluttet, opløste den gamle militærstat sig gradvist - forbi krige blev glemt. Af den episke kamp med den røde race var der kun en tåget tradition om en gammel konkurrence med bueskytte folket forblevet i live. Kineserne begyndte tidligt at vænne sig til landbruget, hvilket bidrog yderligere til deres fredelige tendenser, mens en befolkning som befandt sig langt under forholdet mellem land-menneske ratio for landbruget yderligere bidrog til den voksende fredsommelighed i landet.
79:8.3 Bevidstheden om hidtidige resultater (noget formindsket i den nuværende), hos et folk som for det meste beskæftigede sig i landbruget, og et veludviklet familieliv førte til tilbedelse af forfædrene, og kulminerede i skikken med at ære folk fra fortiden i en grad, grænsende til tilbedelse. En meget lignende holdning herskede blandt de hvide racer i Europa for omkring fem hundrede år efter den græsk-romerske civilisations opløsning.
79:8.4 Troen på, og tilbedelse af "En Sandhed", som undervist af Singlangton uddøde aldrig helt; men som tiden gik, blev jagten på nye og højere sandhed overskygget af en stigende tendens til at ære den, der allerede er etableret[3]. Langsomt blev det geniale ved den gule race omdirigeret fra forfølgelsen af det ukendte til bevarelsen af den kendte. Dette er årsagen til stagnation af hvad der havde været verdens mest hastigt fremadskridende civilisation.
79:8.5 Mellem årene 4000 og 500 f.Kr. blev den politiske genforening af den gule race fuldbyrdet, men den kulturelle forening af centrene Yangtze og Den Gule Flod var allerede gennemført. Denne politiske genforening af de senere stammegrupper var ikke uden konflikt, men den samfundsmæssige opfattelse af krig forblev lav; tilbedelse af forfædrene, stigende antal dialekter, og ingen krav om militær aktion for tusinder og atter tusinder af år havde gjort dette folk ekstremt pacifistisk.
79:8.6 Trods manglende opfyldelse af løftet om en tidlig udvikling af en avanceret stat, har den gule race gradvist bevæge sig fremad i realiseringen af civilisationens kunst, især indenfor landbrug og gartneri. De hydrauliske problemer, som agerdyrkere i Shensi og Honan stod overfor fordrede gruppe samarbejde som løsning. Sådanne kunstvanding og jord-bevarelses vanskeligheder bidrog i betydelig grad til udviklingen af indbyrdes afhængighed med den deraf følgende fremme af fred mellem landbrugs grupperne.
79:8.7 Snart bidrog udviklingen indenfor skrivekunsten sammen med etableringen af skoler, til formidling af viden i et hidtil uset omfang. Det ideografisk skriftsystems besværligheder begrænsede antallet af de lærde klasser på trods af den tidlige trykningskunsts fremkomst. Det var først og fremmest den sociale standardisering og religionsfilosofiske dogmatiserings proces som hastigt fortsatte. Den religiøse udvikling i tilbedelse af forfædrene blev yderligere kompliceret af en strøm af overtro som involverede natur tilbedelse, men dvælende rester af et reelt gudsbegreb forblev bevaret i den kejserlige tilbedelse af Shang-ti.
79:8.8 Den store svaghed i tilbedelse af forfædrene er, at det fremmer en bagudskuende filosofi. Uanset hvor klogt det kan være at indsamle visdom fra fortiden, er det tåbeligt at betragte fortiden som den eksklusive kilde til sandhed. Sandhed er relativ og udvidende; den lever altid i nuet og kommer altid til nye udtryk i hver menneskegeneration - selv i hvert menneskeliv.
79:8.9 Den store styrke i tilbedelse af forfædrene er den værdi, en sådan holdning lægger på familien. Den fantastiske stabilitet og vedholdenhed af kinesisk kultur er en konsekvens af den altoverskyggende position som familien har fået, for civilisationen er direkte afhængig af at familien fungerer effektivt. I Kina opnåede familien en social betydning, selv en religiøs betydning, som få andre folkeslag har nået.
79:8.10 Den hengivenhed til forældrene og familieloyaliteten som voksende kultdyrkelse af forfædrene forudsatte, garanterede opbygningen af højtstående familieforhold og varige familiegrupper, alt dette gjorde det lettere for følgende faktorer i bevarelsen af civilisation:
79:8.11 1. Bevarelse af ejendom og rigdom.
79:8.12 2. Sammenlægning af erfaringerne fra mere end én generation.
79:8.13 3. Effektiv undervisning af børn i kunst og videnskab fra fortiden.
79:8.14 4. Udvikling af en stærk følelse af pligt, styrkelse af moral, og forstærkning af etisk følsomhed.
79:8.15 Den kinesiske civilisations formative periode, der begynder med Anditernes ankomst, fortsætter frem til den store etiske, moralske og semireligiøse vækkelse under det sjette århundrede før Kristus. Den kinesiske tradition bevarer en diset registrering af den evolutionære fortid; overgangen fra moder- til far-familien, etablering af landbrug, udvikling af arkitektur, indledning af industriel aktivitet - alle disse faser er beskrevet i rækkefølge. Denne historie præsenterer, med større nøjagtighed end nogen anden lignende redegørelse, billedet af et højerestående folks storslåede opstigning fra barbariets niveauer. I løbet af denne tid, gik de fra et primitivt landbrugssamfund til en højere social organisation omfattende byer, industriel virksomhed, metalbearbejdning, kommerciel udveksling, offentlig forvaltning, skrivning, matematik, kunst, videnskab og bogtryk.
79:8.16 Således har den gule races gamle civilisation eksisteret gennem århundrederne gang. Det er næsten fyrre tusind år siden de første vigtige fremskridt blev gjort i kinesisk kultur, og selvom der har været mange tilbageskridt, kommer civilisationen under sønnerne til Han det nærmeste af alt til at præsentere en ubrudt skildring af stabil fremgang lige indtil det tyvende århundrede. Den mekaniske og religiøse udvikling hos de hvide racer har været af en høj klasse, men de har aldrig overgået kineserne i familie loyalitet, gruppe etik, eller personlig moral.
79:8.17 Denne gamle kultur har bidraget meget til menneskelig lykke; millioner af mennesker har levet og døde, velsignet af dens resultater. I århundreder har denne store civilisation hvilet på laurbærrene fra fortiden, men nu er den atter opvågnet til igen at se fremad mod transcendente mål for dødelige eksistens, for endnu en gang at tage den utrættelige kamp for evige fremskridt.
79:8.18 [Præsenteret af en Ærkeengel fra Nebadon.]
| Kapitel 78. Den Violette Race Efter Adams Dage |
Indeks
Flere versioner |
Kapitel 80. Anditernes Udbredelse I Vesten |