© 2015 Urantia Foundation
| Kapitel 79. Anditernes Udbredelse I Østen |
Indeks
Flere versioner |
Kapitel 81. Nutidens Civilisations Udvikling |
80:0.1 SELV OM de europæiske blå mennesker ikke af sig selv opnåede en stor kulturel civilisation, leverede de dog det biologiske fundament, som, da dets adamiserede arveanlæg blev blandet med de senere Anditiske angriberne, frembragte en af de mest potente bestande som nogensinde er set på Urantia, for opnåelsen af en energisk og ekspansiv civilisation siden den violette race og deres Anditiske efterfølgeres tider.
80:0.2 I de moderne hvide folk forenes overlevende Adamiske raceelementer, som blev blandet med Sangik racerne, en del af de røde og gule, men i særdeleshed med de blå. Der er en betydelig procentdel af de oprindelige Andonitiske race elementer i alle de hvide racer og endnu flere af de tidlige Noditiske arveanlæg.
80:1.1 Inden de sidste Anditer blev drevet ud af Eufrat dalen, var mange af deres brødre gået ind i Europa som eventyrere, lærere, handlende og krigere. Under den violette races første tider var Middelhavs bassinet beskyttet af Gibraltars landtange og den sicilianske landbro. Nogle af de tidligste søfartshandler blev etableret i disse indre søer, hvor de blå mennesker fra nord og saharanerne fra syd mødte Noditer og Adamiter fra øst.
80:1.2 I den østlige af Middelhavs bassinet havde Noditerne etableret en af deres mest omfattende kulturer og fra disse centre var de trængt noget ind i det sydlige Europa, men især i det nordlige Afrika. De bred hovedet Nodit-Andonitiske syrere introduceret meget tidligt keramik og landbrug i forbindelse med deres bosættelser i det langsomt stigende Nildelta. De importerede også får, geder, kvæg og andre husdyr og indførte meget forbedrede metoder til metalbearbejdning, til Syrien som derefter var centrum for denne industri.
80:1.3 I mere end tredive tusinde år modtog Egypten en jævn strøm af mesopotamier, der medbragte deres kunst og kultur til at berige Nildalens kultur. En omfattende indtrængen af folk fra Sahara forværrede i høj grad den tidlige civilisation langs Nilen, så Egypten nåede sit laveste kulturelle niveau for omkring femten tusinde år siden.
80:1.4 Men i tidligere tider var der næsten ingen hindringer for Adamiternes migration vestpå. Sahara var åbne græsarealer med spredte hyrder og jordbrugere. Disse saharanere beskæftigede sig aldrig med håndværksindustri, de byggede heller ikke byer. De var en indigosort gruppe, med omfattende arveanlæg fra de uddøde grønne og orangefarvede racer. De fik en meget begrænset mængde af den violette arv før landhævningen og de skiftende regnførende vinde spredte resterne af denne velstående og fredelige civilisation.
80:1.5 Adams blod er blevet delt med de fleste af de menneskelige racer, men nogle fik mere end andre. De blandede racer i Indien og de mørkere befolkninger i Afrika var ikke attraktive for Adamiterne. De ville have blandet sig frit med de røde mennesker havde de ikke været så langt væk som i Amerika, og de var venligt stemt mod de gule mennesker, men disse var ligeså vanskeligt at nå langt væk i Asien. Da Adamiterne derfor gik ud, drevet enten af eventyr eller altruisme, eller da de blev drevet ud af Eufrat dalen, var det meget naturligt for dem at vælge en forening med de blå racer i Europa.
80:1.6 De blå mennesker, som var dominerende i Europa, havde ingen religiøse praksis, som var frastødende til de tidligere vandrende Adamiter, og der var stærk seksuel tiltrækning mellem den violette og blå race. De bedste blandt de blå mennesker fandt det en stor ære at få lov til at parre sig med Adamiterne. Hver blå mand underholdt ambitionen om at blive så dygtig og kunstnerisk at han kunne vinde nogen adamitisk kvindes hengivenhed, og det var den højeste aspiration af en højerestående blå kvinde at blive genstand for en adamits opmærksomhed.
80:1.7 Langsomt forenede disse migrerende sønner fra Eden sig med de højere typer af den blå race, og gav nyt liv til deres kulturelle traditioner og skikke, samtidigt som de hensynsløst udryddede Neandertal racens overlevende slægtninge. Denne metode for raceblanding, kombineret med eliminering af de laverestående elementer, førte til fremkomsten af et dusin levedygtige og progressive grupper af højerestående blå mennesker, hvoraf I har betegnet en som Cro-Magnonmennesket.
80:1.8 Af disse og andre grunde, hvoraf de mest egnede vandreruter var en meget vigtig grund, til at de tidlige bølger af mesopotamisk kultur valgte deres vej næsten udelukkende til Europa. Og det var disse omstændigheder, der var afgørende for de faser, der gik forud for moderne europæiske civilisation.
80:2.1 Den violette races tidlige udbredelse ind i Europa blev afbrudt af nogle temmelig pludselige klimatiske og geologiske forandringer. Med tilbagetrækningen af de nordlige iskapper skiftede de regnførende vinde fra vest mod nord, og forvandlede gradvis de store åbne græs områder i Sahara til en gold ørken. Denne tørke spredte de mindre byggede, brunhåret, mørkøjet men langhovede beboere, der levede på det store Sahara plateau.
80:2.2 De mere racerene indigofarvede slægter flyttet sydpå til skovene i det centrale Afrika, hvor de har opholdt sig lige siden. De mere blandede grupper spredte sig ud i tre retninger: De højerestående stammer mod vest migreret til Spanien og derfra til tilstødende områder af Europa, og de udgør kernen i de senere lang hovede brunhåret race i Middelhavsområdet. Den mindst progressive gruppe som boede øst for Sahara plateau migreret til Arabien og derfra gennem det nordlige Mesopotamien og Indien til det afsidesliggende Ceylon. Den centrale gruppe flyttede nord og øst til Nilen dalen og ind i Palæstina.
80:2.3 Det er dette underliggende anden gradens Sangiske træk, som antyder en vis grad af slægtskab blandt de moderne folk som findes spredt fra Deccan gennem Iran til Mesopotamien, og langs begge sider af Middelhavets kyster.
80:2.4 Omkring tidspunktet for disse klimatiske ændringer i Afrika, adskilte England sig fra kontinentet, og Danmark er opstået fra havet, mens landtangen ved Gibraltar, som havde beskyttet den vestlige bassin af Middelhavet, gav efter som følge af et jordskælv, og vandet hævede hurtigt denne indre sø til niveauet for Atlanterhavet. Snart sank den sicilianske landbro også i havet, hvilket forvandlede Middelhavet til et enkelt hav og forbandt det med Atlanterhavet. Denne naturkatastrofe oversvømmede snesevis af bebyggelser og foranlediget det største tab af menneskeliv ved oversvømmelse i hele verdens historie.
80:2.5 Da havet opslugte Middelhavsområdet begrænsede dette straks Adamiternes vandringer vestpå, mens den store tilstrømning af saharanere førte dem til at søge afsætningsmuligheder for deres stigende antal mod nord og øst for Eden. Som Adams efterkommere rejste nordpå fra dalene ved Tigris og Eufrat, stødte de på bjergrige barrierer og det daværende udvidet Kaspiske Hav. For mange generationer jagede Adamiterne, vogtede deres flokke, og dyrkede jorden omkring deres bosættelser spredt over hele Turkestan. Langsomt udvidede dette storslåede folk deres territorium til Europa. Da Adamiterne nu ankom til Europa fra øst, fandt de, at de blå menneskers kultur var tusinder af år efter kulturen i Asien, fordi denne region har været næsten helt uden kontakt med Mesopotamien.
80:3.1 De blå menneskers gamle kulturelle centre var placeret langs alle floder i Europa, men kun Somme flyder nu i den samme fure, som den fulgte før istiden.
80:3.2 Selv om vi taler om at de blå mennesker dominerede det europæiske kontinent, så var der snesevis af racemæssige typer. Allerede for femogtredive tusinde år siden var de europæiske blå racer et særdeles blandet folk, som bar på arveanlæg fra både røde og gule, mens der ved de kystnære lande ved Atlanterhavet og i de nuværende Russiske regioner, havde absorberet en betragtelig mængde Andonitisk blod og mod syd var i kontakt med folkene i Sahara. Det ville være nytteløst at forsøge at opregne de mange racemæssige grupper.
80:3.3 Den europæiske civilisation under denne tidlige periode efter Adam, var en unik blanding af de blå menneskers livskraft og kunstfærdigheder med Adamiternes kreative fantasi. De blå mennesker var en race af stor livskraft, men de forringede i høj grad Adamiternes kulturelle og åndelige niveau. Det var meget vanskeligt for sAdamiterne at få deres religion til at slå rod blandt Cro-Magnon menneskerne på grund af tendensen hos så mange af dem til at snyde og forføre jomfruer. For ti tusinde år var religionen i Europa på et lavpunkt i forhold til udviklingen i Indien og Egypten.
80:3.4 De blå mennesker var helt ærlig i alle deres handlinger og var helt fri for de blandede Adamiters seksuelle laster. De respekterede jomfruelighed, og praktiserer kun polygami, når krigen forårsagede en mangel på mænd.
80:3.5 Disse Cro-Magnon folk var en modig og fremsynede race. De havde et effektivt system med børnekultur. Begge forældre tog del i dette arbejde, og de større børns tjenester var fuldt udnyttet. Hvert barn blev omhyggeligt trænet i pleje af hulerne, i kunstfærdigheder og i fremstilling af flinteværktøj. Fra en tidlig alder var kvinderne fortrolig med huslige pligter og simpel landbrug, mens mændene var dygtige jægere og modige krigere.
80:3.6 De blå mennesker var jægere, fiskere og fødevarer samlere; de var ekspert bådebyggere. De tilvirkede stenøkser, fældede træer, byggede log hytter, dels under jorden og overdækket med huder. Der findes folk, der stadig bygger lignende hytter i Sibirien. De sydlige Cro-Magnon mennesker boede generelt i huler og grotter.
80:3.7 Det var ikke ualmindeligt under strenge vinternætter for deres vagtposter som stod nattevagt ved grotte indgangene at fryse ihjel. De havde mod, men frem for alt var de kunstnere; den adamiske blanding accelererede deres kreative fantasi. De blå menneskers kunst nåede sit højdepunkt for omkring femten tusinde år siden, før den tid, hvor de mere mørklødede racer fra Afrika kom nordover gennem Spanien.
80:3.8 For omkring femten tusinde år siden spredte de alpine skove sig over store områder. De europæiske jægere blev drevet til floddalene og kysterne af det samme klimatiske pres, som havde forvandlet verdens evige jagtmarker til tørre og golde ørkener. Da de regnførende vinde skiftede til nord, blev de store åbne græsningsarealer i Europa dækket af skov. Disse store og relativt pludselige klimatiske ændringer tvang menneskeracerne i Europa til at omstille sig fra de åbne sletters jægere til hyrder, og i nogen grad til fiskere og jordbrugere.
80:3.9 Selvom disse ændringer, resulterede i kulturelle fremskridt, medførte det også visse biologiske tilbageskridt. I den foregående jagt æra havde de højerestående stammer giftede sig med de bedre typer blandt krigsfangerne og havde ubarmhjertigt ødelagt dem, som de anså for laverestående. Da de begyndte at etablere bosættelser og engagere sig i landbrug og handel, begyndte de at redde mange af de middelmådige fanger som slaver. Det var efterkommere af disse slaver, som senere i så stor grad forringede hele Cro-Magnon-typen. Denne tilbagegang af kulturen fortsatte indtil den fik nye impulser fra øst, da Mesopotamiernes sidste og massevis invasion fejede hen over Europa, og hurtigt absorberede Cro-Magnon mennesket og deres kultur og lagde fundamentet for den hvide racers civilisation.
80:4.1 Mens Anditerne strømmede ind i Europa i en jævn strøm, var der syv store invasioner, men de sidste kom på hesteryg i tre store bølger. Nogle ankom til Europa via øerne i Det Ægæiske Hav og op langs Donau dalen, men de fleste af de tidligere og racerene stammer migreret til det nordvestlige Europa langs den nordlige rute på tværs over græsningsområderne ved Volga og Don.
80:4.2 Mellem tredje og fjerde invasion trængte en horde af Andoniter fra nord ind i Europa, efter at være kommer fra Sibirien via de russiske floder og Østersøen. De blev straks assimileret af de nordlige Anditstammer.
80:4.3 De tidligere udbredelser af den relative rene violette race var langt fredeligere end udvandringerne af deres senere halvmilitære og erobringsglade Anditiske efterkommere. Adamiterne var fredselskende; Noditerne var krigeriske. Foreningen af disse folk, som senere blev blandet med Sangikracerne, gav ophav til de dygtige, aggressive Anditer der gennemførte egentlige militære erobringer.
80:4.4 Hesten var imidlertid den evolutionære faktor, som afgjorde Anditernes dominans i Vesten. Hesten gav Anditernes udbredelse den hidtil ikke-eksisterende fordel af mobilitet, og som gjorde det muligt for de sidste grupper af Anditernes sidste ryttergrupper til hurtigt at rejse omkring Det Kaspiske Hav og vælte ind over hele Europa. Alle tidligere bølger af Anditer havde flyttet sig så langsomt, at de havde en tendens til at gå i opløsning i en større afstand fra Mesopotamien. Men disse senere bølger flyttede sig så hurtigt, at de nåede Europa som sammenhængende grupper, der stadig bevarede en vis grad af højere kultur.
80:4.5 Hele den beboede verden, uden for Kina og Eufrat området, havde under ti tusinde år gjort meget begrænsede kulturelle fremskridt, da de hårdt ridende Anditiske ryttere opstod under det sjette og syvende årtusinder før Kristus. Da de flyttede vestpå over de russiske sletter, absorbere de det bedste af det blå mand og udryddede de værste, de blev blandet i ét folk. Disse var forfædrene til de såkaldte nordiske racer, forfædrene til de skandinaviske, tyske og angelsaksiske folk.
80:4.6 Det tog ikke lang tid, før de højerestående blå stammer helt var absorberet af Anditerne i hele Nordeuropa. Kun i Lapland (og til en vis udstrækning i Bretagne) bevarede de ældre Andoniter en antydning af deres tidligere identitet.
80:5.1 Stammerne i Nordeuropa blev kontinuerligt styrket og forbedret af den stadige strøm af indvandrere fra Mesopotamien gennem Turkestan og de sydlige russiske regioner, og da den sidste bølger af Anditere til hest red hen over Europa, var der allerede i denne region flere mennesker med Anditiske arveanlæg end i hele den øvrige verden.
80:5.2 I tre tusinde år havde de nordlige Anditer deres militære hovedkvarter i Danmark. Fra dette center udgik der lidt efter lidt bølger af erobring, der blev mindre og mindre Anditiske og stadig mere hvide efterhånden som de forbipasserende århundreder vidner de mesopotamiske erobreres endelige blanding med de erobrede folkeslag.
80:5.3 Mens de blå mennesker var blevet absorberet i nord og til sidst bukkede under for de hvide kavalerister, som trængte ind i syd, så mødte de fremrykkende stammer af den blandede hvide race en vedvarende og langvarig modstand fra Cro-Magnon menneskerne, men højere intelligens og stadigt forøgende biologiske reserver gjorde det muligt for dem at udslette den ældre race.
80:5.4 De afgørende kampe mellem de hvide mennesker og de blå mennesker blev udkæmpet i dalen ved Somme floden. Her, modsatte den blå races bedste folk sig med bittert modstand de sydgående Anditer og i over 500 år forsvarede disse Cro-Magnonmennesker med held deres område, før de bukke under for den overlegne militære strategi af de hvide angribere. Thor, den sejrende leder af de nordlige hære i den endelige kamp ved Somme blev helten i de nordlige hvide stammer og blev senere æret som en gud af nogle af dem.
80:5.5 De blå menneskers højborge, der varede længst var i Sydfrankrig, men den sidste store militær modstand blev overvundet ved Somme. Den senere erobring forgik med kommerciel penetrering, befolkningens pres langs floderne, og ved fortsat blandede ægteskaber med dem af højere status, kombineret med en skånselsløs udryddelse af underordnede.
80:5.6 Når stammerådet bestående af Anditernes ældste havde bedømt en ringere krigsfange som uegnet, blev han overgivet, ved udførlige ceremonier, til shaman præster, der ledsagede ham til floden og administrerede indvielsesritualerne for rejsen til de "evige jagtmarker" - død ved drukning. På denne måde udryddede de hvide angribere i Europa alle de mennesker, de mødte, som ikke blev hurtigt optaget i deres egne rækker, og dermed fik de blå mennesker en ende - og det gik hurtigt.
80:5.7 De blå Cro-Magnon mennesker udgjorde det biologiske fundament for de moderne europæiske racer, men de har kun overlevet som absorberet af de senere og virile erobrere af deres hjemlande. Den blå race bidrog med mange kraftige træk og meget fysisk styrke til de hvide racer i Europa, men de blandede europæiske folks humor og skabende fantasi nedstammer fra Anditerne. Denne forbindelse af Anditer og blå mennesker, som gav oprindelse til de nordlige hvide racer, førte til en øjeblikkelig forværring af Anditernes civilisation, en forsinkelse af en forbigående karakter. Til sidst, manifesterede den latente overlegenhed hos disse nordlige barbarer sig og kulminerede i nutidens europæiske civilisation.
80:5.8 Omkring år 5000 f.Kr. var de udviklende hvide racer dominerende i hele det nordlige Europa, herunder det nordlige Tyskland, Nordfrankrig, og de britiske øer. Centraleuropa var i nogen tid kontrolleret af de blå mennesker og de runde hovedet Andoniter. Sidstnævnte levede primært i Donau dalen og blev aldrig helt fortrængt af Anditerne.
80:6.1 Fra tiden for Anditernes sidste udvandringer, begyndte kulturen i Eufrat dalen at forfalde, og det umiddelbare civilisationscentrum flyttede til Nildalen. Egypten efterfulgte Mesopotamien som hovedkvarter for den mest avancerede gruppe på jorden.
80:6.2 Nildalen begyndte at lide af oversvømmelser noget tidligere end dalene i Mesopotamien, men klarede sig meget bedre. Disse tidlige tilbageslag blev mere end opvejet af den fortsatte strøm af Anditimmigranter, så kulturen i Egypten, selvom den virkelig nedstammede fra Eufrat området, syntes at være den fremherskende. Men i år 5000 f.Kr., under oversvømmelsens periode i Mesopotamien, var der syv forskellige grupper af mennesker i Egypten; alle undtagen en, kom fra Mesopotamien.
80:6.3 Når den sidste udvandring fra Eufrat dalen indtraf, havde Egypten fordel af at få så mange af de mest dygtige kunstnere og håndværkere. Disse Anditiske håndværkere befandt sig helt hjemme her, da de var grundigt bekendt med flodlivet, dens oversvømmelser, vandingssystemer, og tørre sæsoner. De nød den beskyttende stilling af Nildalen; her var de langt mindre udsat for fjendtlige angreb og angribere, end langs Eufrat. De bidrog meget til egypternes dygtighed i metalbearbejdning. Her arbejdede de med jernmalm som kom fra Sinaibjerget i stedet for fra områderne ved Sortehavet.
80:6.4 Egypterne samlede i en meget tidlig fase deres kommunale guddomme i et omfattende nationalt system af guder. De udviklede en omfattende teologi og havde en lige så omfattende men belastende præstedømme. Flere forskellige ledere forsøgte at genoplive resterne af Sethiternes ældgamle religiøse lære, men disse forsøg var kortvarig. Anditerne byggede de første sten strukturer i Egypten. Den første og mest udsøgte af sten pyramiderne blev rejst af Imhotep, en Andit som var et arkitektonisk geni, mens han tjente som statsminister. Tidligere bygninger var blevet bygget af mursten, og mens mange sten strukturer var blevet bygget i forskellige dele af verden, var dette den første i Egypten. Bygningskunsten gik støt tilbage fra denne store arkitekts dage.
80:6.5 Denne geniale kultur epoke fik en hurtig afslutning på grund af intern krigsførelse langs Nilen, og landet blev hurtigt invaderet, ligesom Mesopotamien tidligere, af laverestående stammer fra det ugæstfri Arabien og de sorte fra syd. Resultatet var, at den sociale udvikling i mere end fem hundrede år gik støt tilbage.
80:7.1 Under kulturens nedgang i Mesopotamien opretholdte en højerestående civilisation sig i nogen tid på øerne i det østlige Middelhav.
80:7.2 Omkring år12.000 f.Kr. migrerede en fremstående stamme af Anditer til Kreta. Dette var den eneste ø som så tidligt blev befolket af en sådan højerestående gruppe, og det varede næsten et par tusinde år før efterkommere af disse søfolk spredes til de omkringliggende øer. Denne gruppe var de smal hoveder, relative små Anditer som havde giftede sig med Van gruppen af de nordlige Noditer. De var alle under et hundrede og firs centimeter i højden og var bogstaveligt fordrevet væk fra fastlandet af deres større og laverestående kollegaer. Disse udvandrere til Kreta var dygtige i tekstil og metalarbejde, fremstilling af keramik og til rørarbejde, og brugen af sten til byggemateriale. De havde et skriftsprog og levede som hyrder og jordbrugere.
80:7.3 Næsten to tusinde år efter koloniseringen af Kreta ankom en gruppe af de høje efterkommere af Adamson over de nordlige øer til Grækenland, de kom næsten direkte fra deres højlandshjem nord for Mesopotamien. Disse stamfædre til grækerne blev ledet mod vest af Sato, en direkte efterkommer af Adamson og Ratta.
80:7.4 Den gruppe, som til sidst bosatte sig i Grækenland bestod af tre hundrede og fem og halvfjerds udvalgte og højerestående mennesker som udgjorde de sidste fra Adamsoniternes anden civilisation. Disse senere sønner til Adamson var bærer af de mest værdifulde gener til de nye hvide racer. De var intellektuelt højtstående og i fysisk henseende, de smukkeste mennesker siden den første Edens tider.
80:7.5 Indenfor kort tid afløste Grækenland og området ved De Ægæiske Øer Mesopotamien og Egypten som centrum for handel, kunst og kultur. Men som det var i Ægypten, så nedstammede næsten alt kunst og videnskab i Den Ægæiske verden fra Mesopotamien bortset fra kulturen hos de Adamsonitiske forløberne for grækerne. Al den kunst og genialitet af disse sidstnævnte mennesker er en direkte arv fra efterkommere af Adamson, den første søn af Adam og Eva, og hans ekstraordinære anden hustru, en datter som i en ubrudt slægtslinje nedstammede fra medlemmer af Prins Caligastias racerene Noditstab. Intet underligt i, at grækerne havde mytologiske traditioner, om at de nedstammede direkte fra guder og overmenneskelige væsener.
80:7.6 Den Ægæiske region gennemgik fem forskellige kulturelle etaper, hver mindre åndelig end den foregående, og snart bukkede kunstens sidste lysende æra under for vægten af de hastigt multiplicere middelmådige efterkommere af danubiske slaver, der var blevet importeret af de senere generationer af grækere.
80:7.7 Det var i denne tidsalder på Kreta, at moderkulten blandt efterkommere af Kain nået sin største popularitet. Denne kult herliggjort Eva i tilbedelsen af den "store moder[1]." Billeder af Eva var overalt. Tusinder af offentlige helligdomme blev opført i hele Kreta og Lilleasien. Og denne moder kult varede frem til Kristi tid, og blev senere indarbejdet i den tidlige kristne religion under dække af forherligelsen og tilbedelse af Maria, Jesu moder på jorden.
80:7.8 Omkring år 6500 f.Kr. var der sket en stor nedgang i Anditernes åndelige arv. Adams efterkommere var spredt vidt og bredt og næsten opslugt i de ældre og mere talrige menneskeracer. Dette forfald af Anditernes civilisation sammen med bortfaldet af deres religiøse normer, efterlod de åndeligt forarmede racer af verden i en beklagelig tilstand.
80:7.9 Ved år 5000 f.Kr. var de tre mest racerene grupper af Adams efterkommere i Sumeria, Nordeuropa, og Grækenland. Hele Mesopotamien blev langsomt forværret af strømmen af blandede og mørkere racer som trængte ind fra Arabien. Ankomsten af disse laverestående folk bidrog yderligere til spredningen i forskellige retninger af den biologiske og kulturelle rest af Anditerne. Fra hele det frugtbare halvmåne område strømmede de mere eventyrlystne folk vestpå til øerne. Disse indvandrere dyrkede både korn og grøntsager, og de bragte tamme dyr med sig.
80:7.10 Omkring år 5000 f.Kr. flyttede en stor skare af progressive Mesopotamier ud af Eufrat dalen og bosatte sig på øen Cypern; denne civilisation blev udslettet omkring to tusinde år senere af de barbariske horder fra nord.
80:7.11 En anden stor koloni bosatte sig ved Middelhavet nær det senere sted hvor Kartago er i dag. Fra Nordafrika, kom et stort antal Anditer til Spanien og blandede sig senere i Schweiz med deres brødre, som tidligere var kommet til Italien fra De Ægæiske Øer.
80:7.12 Da kulturen i Egypten forfaldt ligesom i Mesopotamien, flygtede mange af de mere dygtige og avancerede familier til Kreta, hvilket i høj grad forstærkede den allerede avancerede civilisation. Da ankomsten af de laverestående grupper fra Egypten senere truede civilisation på Kreta, flyttede de mere kultiverede familier videre vestover til Grækenland.
80:7.13 Grækerne var ikke kun store lærere og kunstnere, de var også verdens bedste handelsmænd og kolonisatorer. Inden de bukkede under for den bølge af laverestående elementer, som til sidst opslugte deres kunst og handel, lykkedes det at etablere mange kulturelle forposter mod vest, så en stor del af fremskridtene i den tidlige græske civilisation blev bevaret i de senere befolkningerne i Sydeuropa, og mange af de blandede efterkommere af disse Adamsoniter var i stammerne der boede i de tilstødende fastlandsområder.
80:8.1 Anditfolket fra Eufratdalen migrerede nordpå til Europa for at blande sig med de blå mennesker og vest ind i Middelhavsområdet for at blande sig med resterne af de sammenblandede saharanere og de sydlige blå mennesker. Disse to grene af den hvide race var, og er nu, i vid udstrækning adskilt fra hinanden af de bred hovedet bjerg overlevende fra de tidligere Andonitstammer, som længe havde beboet disse centrale områder.
80:8.2 Disse efterkommere af Andon var udspredt over de fleste af de bjergrige områder i det centrale og sydøstlige Europa. De var ofte forstærket af ankomster fra Lilleasien, hvor de havde et stærkt fodfæste. De gamle Hittitter nedstammede direkte fra den Andonitiske slægt; deres blege hud og brede hoveder var typiske for denne race. Disse slægtstræk var repræsenteret i Abrahams forfædre og bidrog meget til de karakteristiske ansigtstræk hos hans senere jødiske efterkommere, der, samtidig have en kultur og religion som nedstammede fra Anditerne, talte et meget anderledes sprog. Deres sprog var tydelige Andonitisk.
80:8.3 De stammer, der boede i huse opført på pæle eller dæmninger over søerne i Italien, Schweiz og Sydeuropa repræsenterede de sidste forposter fra Afrika, Det Ægæiske Hav, og især fra Donau området.
80:8.4 Donau beboerne var Andoniter, landmænd og hyrder, der var indvandret til Europa via Balkan-halvøen og som langsomt bevægede sig mod nord langs med Donau dalen. De fremstillede keramik og dyrkede jorden, men foretrak at leve i dalene. Donau beboernes nordligste bosættelse var i Liege i Belgien. Disse stammer forfaldt hurtigt når de flyttede væk fra centrum og kilden til deres kultur. Den bedste keramik stammer fra de tidligere bosættelser.
80:8.5 Donau beboerne blev moder tilbedere som resultat af det missionsarbejde der kom fra Kreta. Disse stammer fusionerede senere med grupper af Andonitiske sejlere, der kom i både fra Lilleasiens kyst, og som også var moder tilbedere. Meget af Centraleuropa blev således tidligt koloniseret af disse blandede typer af bredt hovedet hvide racer, der praktiserede moder tilbedelse og det religiøse ritual med at brænde deres døde, for det var skik hos tilhængerne af moderkulten at brænde deres døde i sten hytter.
80:9.1 Raceblandingerne i Europa udkrystalliserede sig mod afslutningen af Anditernes vandringer i de tre hvide racer som følger:
80:9.2 1. Den nordlige hvide race. Denne såkaldte nordiske race bestod primært af de blå mennesker plus Anditer men indeholdt også en betydelig mængde Andonitisk blod, sammen med mindre mængder af rød og gul Sangik blod. Den nordlige hvide race var således sammensat af disse fire mest eftertragtede menneskeracer. Den største arv var fra de blå mennesker. Den typiske tidlige nordbo var lang hoved, høj, og blond. Allerede længe forinden var denne race blev grundigt blandet med alle grene af de hvide folk.
80:9.3 Europas primitive kultur, som de invaderende nordboer mødte, var kulturen i de tilbagegående Donau beboere blandet med de blå mennesker. Den nordisk-danske og den donau-andonitiske kultur mødtes og blandede sig ved Rhinen som er bevidnet af eksistensen af to racegrupper i Tyskland i dag.
80:9.4 Nordboerne fortsatte handelen med rav fra Østersøkysten, og opbyggede via Brennerpasset, en stor handel med bred hovederne i Donau dalen. Gennem denne længerevarende kontakt førte Donauboerne disse nordboere til moder tilbedelse, og i flere tusinde år var kremering af døde næsten helt almindelig i hele Skandinavien. Det forklarer, hvorfor der ikke kan findes rester af de tidligere hvide racer, selvom de er begravet i hele Europa - kun deres aske i sten og ler urner. Disse hvide mennesker byggede også boliger; de boede aldrig i huler. Igen forklarer dette, hvorfor der er så få beviser på de hvide menneskers tidlige kultur, selvom de foregående Cro-Magnon typer er velbevaret, hvor det er blevet forsvarligt forseglet i huler og grotter. Som det nu ser ud har man i det nordlige Europa den ene dag donauboernes baglænsgående og de blå menneskers primitiv kultur og den følgende dag de pludselig fremtrædende og langt overlegen hvide menneskers kultur.
80:9.5 2. Den centrale hvide race. Mens denne gruppe omfatter blå, gule, og Anditiske slægtninge, er den overvejende Andonitisk. Disse mennesker er bred hovedet, mørklødet, og tætbygget. De findes inddrevet som en kile mellem den nordiske race og Middelhavs racen, med den brede base hvilende i Asien og toppunktet gennemtrængende det østlige Frankrig.
80:9.6 I næsten tyve tusind år var Andoniterne blevet skubbet længere og længere mod nord i Centralasien af Anditerne. Ved år 3000 f.Kr. drev tiltagende tørke disse Andoniter tilbage i Turkestan. Dette Andonitiske pres sydover fortsatte i over tusind år. Andoniterne delte sig ved Det Kaspiske Hav og Sortehavet i to dele og trængte ind i Europa både ved Balkan og Ukraine. Denne invasion omfattede de resterende grupper af Adamsons efterkommere, og bragte under den sidste halvdel af invasionsperioden med sig et betydelige antal af de iranske Anditer samt mange af efterkommerne af de Sethitiske præster.
80:9.7 Ved 2500 år f.Kr. nåede Andoniternes fremstød vestpå til Europa. Denne spredning i hele Mesopotamien, Lilleasien, og Donau-bækkenet af barbarer fra bjergene i Turkestan udgjorde den mest alvorlige og vedvarende af alle kulturelle tilbageslag op til den tid. Disse angribere andoniserede så absolut karakteren af de centrale europæiske racer, som lige siden er forblevet karakteristisk Alpin.
80:9.8 3. Den sydlige hvide race. Denne mørkhåret middelhavs race bestod af en blanding af Anditer og de blå mennesker, med et mindre Andonitisk tilskud end dem i nord. Denne gruppe absorberede også en betydelig mængde af anden gradens Sangikblod gennem saharanerne. I senere tider fik denne sydlige del af den hvide race et kraftig tilskud af Anditiske elementer fra det østlige Middelhav.
80:9.9 Middelhavets kystlande blev imidlertid ikke befolket af Anditer indtil tiden for de store nomadiske invasioner omkring år 2500 f.Kr. Land trafik og handel var næsten ophørt i løbet af disse århundreder, da nomaderne invaderede de østlige områder ved Middelhavet. Denne afbrydelse af landtransporten medførte en større udvidelse af trafik og handel ad søvejen; søfartshandel i Middelhavet var i fuld gang for omkring femogfyrre hundrede år siden. Denne udvikling af skibsfarten resulterede i den pludselige udvidelse af Anditernes efterkommere over hele kystområdet ved Middelhavsbassinet.
80:9.10 Disse racemæssige blandinger lagt grunden til den sydeuropæiske race, den mest blandet af alle. Siden dengang har denne race gennemgået yderligere blanding, især med de blå-gule-Anditiske folk fra Arabien. Denne middelhavsrace er faktisk så godt blandet med de omkringliggende folkeslag at det næsten er umuligt at genkende en separat type, men generelt er dets medlemmer med korte statur, lang hovedet, og mørkhåret.
80:9.11 I nord udslettede Anditerne de blå mennesker gennem krigsførelse og ægteskab, men i syd overlevede disse i større antal. Baskerne og berbere repræsenterer overlevelse af to grene af denne race, men selv disse folk er blevet grundigt blandet med saharanerne.
80:9.12 Det var billedet af raceblandingen præsenteres i Centraleuropa omkring år 3000 f.Kr. Trods den delvise Adamiske forsømmelse blandede de højere typer sig.
80:9.13 Dette var den periode, hvor den neolitiske stenalder delvis overlappende den kommende bronzealder. I Skandinavien var det bronzealderen forbundet med moder tilbedelse. I det sydlige Frankrig og Spanien var den yngre stenalder forbundet med soldyrkelse. Det var det tidspunkt, hvor de cirkulære soltempler uden tag blev bygget. De europæiske hvide racer var energiske bygherrer, og elskede at etablere store sten som symboler på solen, ligesom deres senere efterkommere på Stonehenge. Soldyrkelsens popularitet viser, at der var en stor periode hvor landbruget blomstrede i det sydlige Europa.
80:9.14 Overtro i denne forholdsvis nyere sol tilbedende æra fortsætter selv nu i folkeskikke i Bretagne. Selvom disse Bretons har været kristne i over et tusinde fem hundrede år, bevarer de stadig amuletter fra den yngre stenalder for at afværge det onde øje. De har stadig tordensten i skorstenen som beskyttelse mod lynnedslag. Befolkningen i Bretagne blandede sig aldrig med de skandinaviske nordboere. De er overlevende fra de oprindelige Andonitiske indbyggere i Vesteuropa, opblandet med middelhavsslægter.
80:9.15 Men det er en fejlslutning at antage, at man kan klassificere de hvide folk som tilhørende den nordisk, Alpine, og middelhavs racer. Der har simpelthen været alt for meget blanding til at tillade en sådan gruppering. På et tidspunkt var der en forholdsvis veldefineret opdeling af den hvide race i sådanne klasser, men en omfattende sammenblandingen har siden fundet sted, og det er ikke længere muligt at identificere disse forskelle med nogen klarhed. Selv i år 3000 f.Kr. var de gamle grupper i samfundet ikke mere af én og samme race end de nuværende indbyggere i Nordamerika.
80:9.16 Denne europæiske kultur fortsatte med at vokse i fem tusinde år, og i en vis grad forekom der sammenblanding mellem dem. Sprogbarrieren forhindrede en fuldstændig vekselvirkning mellem de forskellige vesterlandske nationer. I det forløbne århundrede har denne kultur i den kosmopolitiske befolkning i Nordamerika oplevet sin bedste mulighed for at blande sig; og fremtiden for dette kontinent vil blive bestemt af kvaliteten af de racemæssige faktorer, der har tilladelse til at indgå i de nuværende og fremtidige befolkninger, såvel som af størrelsen af den sociale kultur, som opretholdes.
80:9.17 [Præsenteret af en Ærkeengel fra Nebadon.]
| Kapitel 79. Anditernes Udbredelse I Østen |
Indeks
Flere versioner |
Kapitel 81. Nutidens Civilisations Udvikling |