© 2015 Urantia Foundation
86:0.1 RELIGIONENS udvikling fra det foregående og primitive tilbedelsestrang er ikke afhængig af åbenbaring. Menneskesindets normale funktion under den styrende indflydelse som kommer fra den universelle ånds overdragelse af den sjette og syvende sindshjælper er fuldstændig tilstrækkelig til at sikre en sådan udvikling.
86:0.2 Menneskets tidligste førreligiøse frygt for naturens kræfter blev efterhånden religiøs da naturen blev personaliseret, åndeliggjort, og til sidst guddommeliggjort i den menneskelige bevidsthed. Den primitive type af religion er derfor en naturligt biologisk konsekvens af den psykologiske inerti i de udviklende dyrs sind efter at sådanne tanker engang havde underholdt begreber om det overnaturlige.
86:1.1 Bortset fra den naturlige tilbedelsestrang, havde den tidlige evolutionære religion sine oprindelses rødder i de menneskelige erfaringer af chancen - såkaldt held, banale hændelser. De primitive mennesker jagede for at få føde. Resultaterne af jagt varierer nødvendigvis altid, og dette giver helt sikkert oprindelse til de erfaringer, som mennesket fortolker som held og uheld. Uheld havde en stor betydning i livet for de mænd og kvinder, der konstant levede på den rå kant af en usikker og plaget eksistens.
86:1.2 Den begrænsede intellektuelle horisont af de vilde, var i høj grad koncentreret på chancen for, at lykken skulle bliver en konstant faktor i hans liv. De primitive tiders Urantia beboere kæmpede for tilværelsen, ikke for levestandarden; de levede livet i fare, hvor chancen spillede en vigtig rolle. Den konstante frygt for det ukendte og usete ulykker hang over disse vilde som en sky af fortvivlelse, som effektivt overskyggede hver fornøjelse; de levede i konstant frygt for at gøre noget, der ville bringe uheld. Overtroiske vilde frygtede altid en periode af held og lykke; de så sådan en lykke som et sikkert varsel om ulykke.
86:1.3 Denne allestedsnærværende frygt for uheld var lammende. Hvorfor arbejde hårdt og høste uheld - intet for noget - når man bare kunne fordrive tiden og støde på held og lykke - noget for ingenting? Tankeløse mennesker glemmer held - at tage det for givet - men de smerteligt husker uheld.
86:1.4 Fortidens mennesker levede i usikkerhed og i konstant frygt for chancen - uheld. Livet var en spændende lykkespil; tilværelsen var et hasardspil. Det er ikke underligt, at delvist civiliserede mennesker stadig tror på chancen og udviser en dvælende prædisposition til hasardspil. Primitive mennesker vekslede mellem to potente interesser: passionen for at få noget for ingenting, og frygten for at få ingenting for noget. Denne satsning på tilværelsen var den vigtigste interesse og den højeste fascination af fortidens vilde sind.
86:1.5 De senere hyrder holdt de samme synspunkter om chance og held, mens de endnu senere jordbrugere i højere grad var mere bevidste om, at afgrøderne umiddelbart var påvirket af mange ting, over hvilke mennesket havde lidt eller ingen kontrol. Landmanden befandt sig som offer for tørke, oversvømmelser, hagl, storme, skadedyr og plantesygdomme, samt varme og kulde. Når alle disse naturlige påvirkninger påvirkede individuel velstand, blev de betragtet som held eller uheld.
86:1.6 Denne opfattelse om tilfældighed og held gennemtrængte kraftigt alle fortidens folks filosofi. Selv så sent som i Salomons visdomsbog står der: "Jeg vendte tilbage og så, at løbet ikke er for de hurtige, og heller ikke er kampen for de stærke, og heller ikke brød til de kloge, og eller rigdomme til de fornuftige, eller fordele til de dygtige; men skæbne og chance overgå dem alle. For mennesket kender ikke sin skæbne; ligesom fiskene der fanges i en ond net, og som fuglene er fanget i en snare, således er menneskenes sønner lokket i en ond tid, når den pludselig falder over dem[1]."
86:2.1 Angst var en naturlig sindstilstand hos den vilde. Når mænd og kvinder bliver ofre for overdreven angst, vender de simpelthen tilbage til den naturlige tilstand af deres langt fjernere forfædre; og når angsten bliver virkelig smertefuldt, hæmmer den aktiviteten og indfører altid evolutionære forandringer og biologiske tilpasninger. Smerte og lidelse er afgørende for progressiv udvikling.
86:2.2 Kampen for livet er så smertefuldt, at visse tilbagestående stammer endda engang hylede og klagede over hver ny solopgang. Det primitive menneske spurgte konstant, "Hvem plager mig?" Da han ikke fandt en materiale kilde til sin elendighed, fandt han på en forklaring om ånder. Så var religionen født af frygten for det mystiske, ærefrygten for det usete, og rædsel for det ukendte. Frygt for naturen blev således en faktor i kampen for tilværelsen først på grund af chance og derefter på grund af mystik.
86:2.3 Det primitive sind var logisk, men indeholdt få ideer som kunne forenes på en intelligent måde; det vilde sind var uuddannede, helt ukompliceret. Hvis en begivenhed fulgte en anden, anså den vilde dem for at være årsag og virkning. Hvad civiliserede menneske betragter som overtro var blot almindelig uvidenhed i den vilde. Menneskeheden har været langsom til at lære, at der ikke nødvendigvis er nogen sammenhæng mellem formål og resultater. Mennesket er først nu begyndt at indse, at tilværelsens reaktioner fremkommer mellem handlinger og deres konsekvenser. Den vilde stræber efter at personificere alt det immaterielle og abstrakte, og dermed bliver både natur og chancen personlige som spøgelser - ånder - og senere som guder.
86:2.4 Mennesker har en naturlig tendens til at tro, at det han anser som bedst for ham, er det, som er i hans umiddelbare eller fjerne interesse; egeninteresse tilslører i vid udstrækning logikken. Forskellen mellem den vilde og det civiliserede menneskets sind gælder mere indholdet end arten, det er mere en gradsforskel snarere end kvalitet.
86:2.5 Hvis uforståelige ting fortsat tilskrives overnaturlige årsager er dette intet mindre end en doven og bekvem måde at undgå alle former for intellektuel hårdt arbejde. Held er blot et begreb opfundet for at dække det uforklarlige i enhver tidsalder af den menneskelige eksistens. Det betegner de fænomener, som mennesker ikke er i stand til eller uvillige til at klarlægge. Chance er et ord, der betyder, at mennesket er for uvidende eller for sløv til at bestemme årsager. Mennesker betragter en naturlig forekomst som en ulykke eller som uheld, når de er blottet for nysgerrighed og fantasi, når racerne mangler initiativ og eventyr. Udforskning af livets fænomener vil før eller senere ødelægger menneskets tro på chance, og lykke, og såkaldte ulykker, og erstatte dem med et univers af lov og orden, hvor alle følger foregår af bestemte årsager. Således er frygten for tilværelsen erstattet af glæde ved livet.
86:2.6 Den vilde betragtede hele naturen som levende, som besat af noget. Det civiliserede menneske sparker stadig og forbander de døde ting, der kommer i vejen for ham, og støder ind i ham. Det primitive menneske betragtede aldrig noget så tilfældig; altid var alt forsætlig. For det primitive menneske var skæbnens domæne, funktionen af lykke, den åndelige verden, opstået lige så uorganiseret og tilfældig, som det primitive samfund. Held blev betragtet som åndeverdens finurlige og temperamentsfulde reaktion; senere, som gudernes humor.
86:2.7 Alle religioner har ikke udviklet sig fra animisme. Andre begreber om det overnaturlige var samtidige med animismen, og disse overbevisninger førte også til tilbedelse. Naturalisme er ikke en religion - det er følgeforeteelse af religionen.
86:3.1 Døden var det største chok for det udviklende menneske, den mest forvirrende kombination af tilfældighed og mystik. Ikke livets hellighed, men chokket over døden inspireret frygt og fremmede således effektivt religionens udvikling. Blandt vilde folkeslag var døden normalt på grund af vold, således at en ikke voldelig død blev mere og mere mystisk. Døden som en naturlig og forventet afslutning af livet var ikke en klar selvfølgelighed for de primitive menneskers bevidsthed, og det har krævet tidsaldre efter hinanden for mennesket at indse sin uundgåelighed.
86:3.2 De tidlige mennesker accepterede livet som en kendsgerning, mens de betragtede døden som en plage af en slags. Alle racer har deres legender af mennesker, der ikke er døde, rester af traditioner fra fortidens holdning til døden. I det menneskelige sind eksisterede der et tåget begreb om en dunkel og uorganiseret åndeverdenen, et område hvorfra alt det uforklarligt i menneskets liv kom og døden blev føjet til denne lange liste af uforklarlige fænomener.
86:3.3 Først troede man, at alle menneskelige sygdomme og naturlig død skyldes åndens indflydelse. Selv i dag betragter nogle civiliserede racer at sygdom er forårsaget af "fjenden", og afhænger af religiøse ceremonier for at effektuere helbredelse. Senere og mere indviklede systemer af teologi tilskriver døden som et resultat af virkningen fra åndeverdenen, som alle har ført til sådanne doktriner som arvesynden og syndefaldet.
86:3.4 Det var indsigten af magtesløshed, overfor de mægtige naturkræfter, sammen med anerkendelsen af menneskelig svaghed, overfor hjemsøgelsen af sygdom og død, der tilskyndede den vilde til at søge om hjælp fra den overmaterielle verden, som han svagt visualiseret som kilde til disse mystiske omskiftelser i livet.
86:4.1 Opfattelsen om, at de dødeliges personlighed har en overmateriel fase blev født af den ubevidste og rent tilfældige sammenslutning af hverdagens begivenheder plus spøgelsesdrømme. Hvis flere medlemmer af en stamme samtidige drømte om en afgået høvding, så forekom dette at udgøre en overbevisende dokumentation for, at den gamle høvding virkelig var vendt tilbage i en eller anden form. Alt dette var meget virkelige for den vilde, som ville vågne fra sådanne drømme dryppende af sved, rystende, og skrigende.
86:4.2 Troen på et fremtidigt liv havde sin oprindelse i drømmeverden og dette forklarer tendensen til altid at forestille sig det usynlige i form af det synlige. Snart begyndte denne nye spøgelsesdrøms opfattelse om det fremtidige liv, effektivt at bekæmpe dødsfrygten som er forbundet med det biologiske instinkts selvopholdelsesdrift.
86:4.3 De første tiders mennesker var også meget bekymret over deres ånde, især i kolde klimaer, hvor det optrådte som en sky, når de åndede ud. Livsånde blev betragtet som det specielle fænomen, som differentieret de levende fra de døde[2]. Mennesket vidste, at ånden kunne forlade kroppen, og dets drømme om at gøre alle mulige mærkelige ting mens det sov, overbeviste dem om, at der var noget immaterielt hos mennesket. Den mest primitive idé om den menneskelige sjæl, spøgelset stammer fra tankesystemet omkring åndedrættet og drømme.
86:4.4 Til sidst opfattede den vilde sig selv som dobbelt - krop og åndedræt. Åndedrættet minus kroppen modsvarede en ånd, et spøgelse. Dette, at spøgelser eller ånder havde en meget konkret menneskelig oprindelse, blev betragtet som overmenneskelig. Denne tro på eksistensen af ulegemlige ånder syntes at forklare forekomsten af det usædvanlige, det ekstraordinære, det sjældne, og det uforklarlige.
86:4.5 Den primitive doktrin for overlevelse efter døden var ikke nødvendigvis en tro på udødelighed. Væsener, der ikke kunne regne over tyve kunne næppe forestille sig uendelighed og evighed; de tænkte snarere på tilbagevendende inkarnationer.
86:4.6 Den orangefarvede race var især tilbøjelig til at tro på sjælevandring og reinkarnation. Denne idé om reinkarnation opstod af, at der hos efterkommere blev observeret arvelige træk og egenskaber som mindede om deres forfædre. Skikken med at navngive børn efter bedsteforældre og andre forfædre skyldtes troen på reinkarnation. Nogle senere tiders folk mente, at mennesket døde mellem tre og syv gange. Denne tro (rest fra læren af Adam om mansoniaverdnerne), og mange andre rester af åbenbaret religion, kan findes blandt de ellers absurde doktriner hos barbarerne i det tyvende århundrede.
86:4.7 De tidligere mennesker havde ingen forestillinger om helvede eller fremtidig straf. Den vilde betragtede det fremtidige liv ligesom dette ene, men uden alle uheld. Senere omstod forestillingen om en separat skæbne for gode spøgelser og dårlige spøgelser - himmel og helvede - blev udtænkt. Men da mange primitive racer mente, at mennesket kom ind i næste liv, ligesom han forlod dette ene, var de ikke særlig glade for tanken om at blive gammel og affældig. De gamle foretrak hellere at blive dræbt, før de blev for svagelige.
86:4.8 Næsten hver gruppe havde deres egen idé om spøgelsessjælens skæbne. Grækerne mente, at svage mennesker også måtte have svage sjæle; derfor opfandt de Hades som et egnet sted for modtagelse af sådanne anæmiske sjæle. Disse magtesløse individer blev også anset for at have kortere skygger. De tidlige Anditer troede deres spøgelser vendte tilbage til forfædrenes hjemland. Kineserne og egyptere troede engang, at sjæl og legeme forblev sammen. Blandt egypterne førte dette til et omhyggelig grav byggeri og indsatsen på at bevare kroppen. Selv moderne folk søger at forhindre forfaldet af de døde kroppe[3]. Hebræerne forestillede sig, at et fantom kopi af individet gik ned til Dødsriget; det kunne ikke vende tilbage til landet med de levende. De gjorde virkelig dette vigtige fremskridt i læren om udviklingen af sjælen.
86:5.1 Den ikke-materielle del af mennesket har haft mange navne såsom spøgelse, ånd, skygge, fantom, genfærd, og senere sjæl. Sjælen var fortidens menneskers dobbeltgængere i drømmen; det var på enhver måde nøjagtigt ligesom den dødelige selv bortset fra at den ikke reagerede på berøring. Troen på dobbeltgængere i drømme førte direkte til den opfattelse, at alle ting, levende såvel som livløse havde sjæle ligesom mennesket. Denne opfattelse tenderede i lang tid med at holde overbevisninger om naturens ånder i live; eskimoerne forestiller sig stadig, at alt i naturen har en ånd.
86:5.2 Spøgelsets sjæl kunne høres og ses, men ikke røres. Gradvist udviklede og udvidede menneskers drømmelivs aktiviteter sig i denne åndeverden, så at døden omsider blev betragtet som "at give op ånden[4]." Alle primitive stammer, undtagen dem som kun var en lille smule højere end dyrene, har udviklet en vis opfattelse om sjælen. Efterhånden som civilisationen gør fremskridt, er denne overtroiske opfattelse om sjælen ødelagt, og mennesket er helt afhængig af åbenbaring og personlig religiøs oplevelse for sin nye ide om sjælen som fælles skabelse af det gudsbevidste dødelige sind og dets iboende guddommelige ånd, Tankeretteren.
86:5.3 Fortidens dødelige kunne normalt ikke skelne begreberne af en iboende ånd i mennesket og sjælen som er af evolutionær natur. Den vilde var meget forvirret, om spøgelsets sjæl havde sin oprindelse i kroppen eller var et udefra kommende indflydelse i besiddelse af kroppen. Fraværet af fornuftig tænkning indenfor dette forvirrede fænomen forklarer de grove uoverensstemmelser i den vildes opfattelse af sjæle, spøgelser og ånder.
86:5.4 Sjælen var tænkt som værende relateret til kroppen som parfume til blomsten. Fortidens mennesker troede, at sjælen kunne forlade kroppen på forskellige måder, som i:
86:5.5 1. Almindelig og forbigående besvimelse.
86:5.6 2. Sovende, naturlige drømme.
86:5.7 3. Koma og bevidstløshed i forbindelse med sygdom og ulykker.
86:5.8 4. Død, permanent afgang.
86:5.9 Den vilde betragtede nysen som en mislykket forsøg af sjælen til at flygte fra kroppen. Så det at være vågen og på vagt, kunne forpurre sjælens flugt fra kroppen. Senere, var nysen altid ledsaget af nogle religiøse udtryk, såsom "Gud velsigne dig!"
86:5.10 I de tidlige stadier af evolutionen blev søvn betragtet som bevis for, at spøgelsets sjæl kunne være fraværende fra kroppen, og man mente, at det kunne kaldes tilbage ved at tale eller råbe den sovendes navn. I andre former for bevidstløshed tænkte man at sjælen var længere væk, måske forsøgte at flygte for altid - forestående død. Drømme blev betragtet som sjælens erfaringer under søvn, mens midlertidigt fraværende fra kroppen. Den vilde troede af hans drømme var præcis lige så virkelig som en del af hans vågne oplevelser. Fortidens mennesker havde for vane at vække de sovende gradvist, således at sjælen havde tid til at komme tilbage i kroppen.
86:5.11 Ned gennem alle tidsaldrene har mennesket stået i ærefrygt for de natlige visioner, og hebræerne var ingen undtagelse. De troede virkelig, at Gud talte til dem i drømme, på trods af at Moses afviste dette synspunkt[5][6]. Moses havde ret, for almindelige drømme er ikke de metoder, som anvendes af personligheder i den åndelige verden, når de søger at kommunikere med materielle væsener.
86:5.12 Fortidens mennesker troede, at sjælene kunne trænge ind i dyr eller døde ting. Denne opfattelse kulminerede i forestillingerne om varulve som en form af identifikation med dyr. En person kunne være en lovlydig borger om dagen, men når han faldt i søvn, kunne hans sjæl trænge ind i en ulv eller en anden dyr for at strejfer omkring på natlige hærgen.
86:5.13 De primitive mennesker mente, at sjælen var forbundet med åndedrættet, og at dens kvaliteter kunne bibringes eller overføres af ånde. Den tapre høvding ville puste på det nyfødte barn, og derved bibringe det mod. Blandt de første kristne ceremonier indgik udgydelsen af Helligånden som blev ledsaget af vejrtrækning på kandidaterne[7]. Salmisten sagde: "Ved Herrens ord blev himlen skabt og alle dens skabninger ved et pust fra hans mund[8]." Det var længe skik for den ældste søn til at forsøge at fange det sidste åndedræt af sin døende far.
86:5.14 Skyggen kom, senere, til at være frygtet og æret ligeligt med åndedrættet. Refleksionen af sig selv i vandet blev også nogle gange betragtet som bevis for det dobbelte selv, og spejle blev betragtet med overtroisk ærefrygt. Selv i dag vender mange civiliserede personer spejlet på væggen i tilfælde af dødsfald. Nogle tilbagestående stammer mener stadig, at fremstilling af billeder, tegninger, modeller eller statuer fjerner hele eller en del af sjælen fra kroppen; derfor er det forbudt.
86:5.15 I almindelighed opfattede man, at sjælen var identificeret med åndedrættet, men forskellige mennesker placeret også sjælen i hovedet, hår, hjerte, lever, blod og fedt. ”Abels blod råbte til mig fra jorden" er udtryk for den overbevisning, som engang herskede, at sjælen var i blodet[9]. Semitterne lærte at sjælen boet i det kropslige fedt, og blandt mange grupper, var det tabu at spise animalsk fedt[10]. Hovedjæger jagt var en metode til at fange en fjendes sjæl, ligesom skalpering var. I seneste tider er øjnene blevet betragtet som sjælens vinduer[11].
86:5.16 De, der holdt doktrinen om tre eller fire sjæle mente, at tabet af en eneste sjæl betød ubehag, to sygdom, tre dødsfald. Én sjæl boede i udåndingsluften, en i hovedet, en i håret og en i hjertet. De syge blev rådet til at slentre rundt i det fri med håb om at generobre deres forvildede sjæle. De vigtigste medicinmænd kunne ombytte den syge sjæl fra en syg person med en ny, den "nye fødsel."
86:5.17 Badonans børn udviklede en tro på to sjæle, åndedrættet og skyggen. De tidlige Noditiske racer betragtede mennesket som bestående af to personer, sjæl og legeme. Denne filosofi om menneskets eksistens blev senere afspejlet i det græske synspunkt. Grækerne selv troede på tre sjæle; vækstsjælen boede i maven, dyr sjælen i hjertet og den intellektuelle sjæl i hovedet. Eskimoerne tror, at mennesket har tre dele: krop, sjæl og navn.
86:6.1 Mennesket arvede et naturligt miljø, erhvervede sig et socialt miljø, og forestillede sig et spøgelses miljø. Staten er menneskets reaktion på dets naturlige miljø, hjemmet på dets sociale miljø og kirken på dets illusoriske spøgelsesmiljø.
86:6.2 Meget tidligt i menneskehedens historie var den generelle tro på virkeligheden i den imaginære verden af spøgelser og ånder, og denne nye fantasiåndeverden blev en magt i primitive samfund. Fremkomsten af denne nye faktor i menneskelig tænkning og adfærd modificerede for alt fremtid hele menneskehedens mentale og moralske liv.
86:6.3 Ind i denne store forudsætning af illusion og uvidenhed, har menneskets dødsangst samlet alt efterfølgende overtro og religion blandt primitive folkeslag. Det var menneskets eneste religion op til åbenbaringstiderne, og i dag har mange af verdens racer kun denne rå religions evolution.
86:6.4 Som evolutionen skred frem, blev held og lykke forbundet med godt humør og uheld med onde ånder. Ubehaget ved tvungen tilpasning til skiftende miljø blev betragtet som sygt held, et udtryk for åndespøgelsernes mishag. Fra sin medfødte tilbedelses trang og hans misforståelse af chance udviklede de primitive mennesker langsomt religionen. Det civiliserede menneske tilrettelægger ordninger for forsikring for at overvinde disse tilfældigheder. Moderne videnskab sætter en aktuar med matematiske beregninger i stedet for fiktive ånder og finurlige guder.
86:6.5 Hver generation smiler af sine forfædres tåbelige overtro, samtidig som den går og underholder de fejlslutninger af egen tanke og tilbedelse, som vil give anledning til yderligere at smile af de oplyste efterkommere.
86:6.6 Men til sidst var det primitive menneskes sind besat med tanker, som oversteg alle dets iboende biologiske drifter; til sidst var mennesket ved at udvikle en levemåde, som var baseret på noget mere end en reaktion på materielle stimuli. Begyndelsen på en primitiv filosofisk livsholdning var ved at opstå. En overnaturlig levestandard var på vej til at fremkomme, for hvis åndespøgelset i sin vrede bragte uheld og ved godt humør held, så måtte menneskelig adfærd reguleres i overensstemmelse hermed. Begrebet rigtigt og forkert havde omsider udviklet sig; og alt dette længe inden nogen åbenbaring havde fundet sted på jorden.
86:6.7 Med fremkomsten af disse begreber, begyndte den lange og uøkonomiske kamp for at formilde de stadigt utilfredse ånder, den slavisk trældom til den evolutionære religiøse frygt, dette lange spild af menneskelig indsats på grave, templer, ofringer og præstedømmer. Det var en forfærdelig og frygtelig pris at betale, men det var det værd alt hvad det kostede, for mennesket opnåede derigennem en naturlig bevidsthed om hvad der er relativ rigtigt og forkert; menneskelig etik blev født!
86:7.1 Den vilde følte, at han havde behov for forsikring, og han var derfor villigt til at betalte sine byrdefulde præmier af frygt, overtro, skræk og præstegaver for sin magiske forsikring mod uheld. Den primitiv religion var simpelthen betaling af præmier på forsikring mod farerne ved skovene; civiliserede mennesker betaler materielle præmier mod arbejdsulykker og risikoen for nutidens livsstil.
86:7.2 Det moderne samfund fjernede forsikringsvirksomheden fra præsternes og religionens ansvarsområde, til økonomiens område. Religionen beskæftiger sig i stigende grad med forsikring af livet hinsides graven. Moderne mennesker, i hvert fald dem, der tænker, betaler ikke længere uøkonomiske præmier for at kontrollere held. Religion er langsomt stigende til højere filosofiske niveauer i modsætning til sin tidligere funktion som et arrangement som forsikring mod uheld.
86:7.3 Men disse fortidens ideer om religion forhindrede menneskerne i at blive fatalistiske og håbløst pessimistiske; de troede, i det mindste at de kunne gøre noget for at påvirke skæbnen. Den religion som byggede på frygten for spøgelser påvirkede menneskernes sind, til at regulere deres adfærd, at der var en overmateriel verden, som var i kontrol over menneskets skæbne.
86:7.4 Moderne civiliserede racer er netop lige nu ved at forlade frygten for spøgelser som en forklaring af held og tilværelsens banale uligheder. Menneskeheden er ved at opnå frigørelse fra slaveriet af spøgelsesånder som forklaring på uheld. Samtidigt som menneskerne opgiver den fejlagtige doktrin om en åndeårsag til livets omskifteligheder, udviser de en overraskende vilje til at acceptere en næsten lige så fejlagtig doktrin, der byder dem at tilskrive alle menneskelige uligheder til politisk tilpasningsproblemer, social uretfærdighed, og industriel konkurrence. Ny lovgivning, stigende filantropi, og mere industriel reorganisering, er imidlertid ikke, hvor gode de end er i sig selv, de faktiske forhold der er knyttet til fødsel og de tilfældige begivenheder, der hører til livet. Kun forståelse af fakta og klog manipulation indenfor naturlovene vil gøre det muligt for mennesker til at få, hvad det ønsker, og undgå, hvad det ikke ønsker. Videnskabelig viden, der fører til den videnskabelige indsats, er den eneste modgift mod såkaldte utilsigtede dårligdomme.
86:7.5 Industri, krig, slaveri og civil regering opstod som reaktion på den sociale evolution af mennesket i sit naturlige miljø. Religionen er på samme måde opstået som en reaktion på den indbildte spøgelsesverdens illusoriske miljø. Religionen var en evolutionær udvikling af selvopretholdelsen, og den har fungeret, uanset at den oprindeligt var baseret på en misforståelse og aldeles ulogisk.
86:7.6 Den primitive religion forberedte, gennem den magtfulde falske frygt, jorden af det menneskelige sind, for frigivelse af ægte åndelig kraft af overnaturlig oprindelse, Tankeretteren. De guddommelige Rettere har lige siden arbejdet for at forvandle frygt for Gud til Guds kærlighed. Evolutionen kan være langsom, men den er ufejlbarligt effektiv.
86:7.7 [Præsenteret af en Lysende Aftenstjerne i Nebadon.]