© 2015 Urantia Foundation
| Kapitel 86. Religionens Tidligste Udvikling |
Indeks
Flere versioner |
Kapitel 88. Feticher, Amuletter Og Magi |
87:0.1 SPØGELSESKULTEN udviklede sig som en modvægt til farerne ved uheld; dens primitive religiøse skikke var resultatet af angsten for uheld og den overdrevne frygt for de døde. Ingen af disse tidlige religioner havde noget som helst at gøre med anerkendelse af Guddommen eller ærbødighed for det overmenneskelige; dens ritualer var for det meste negative, designet til at undgå, fordrive, eller tvinge spøgelser. Spøgelseskulten var intet mere eller mindre end en forsikring mod katastrofer; det havde intet at gøre med investeringer for højere og fremtidige afkast.
87:0.2 Mennesket har haft en lang og bitter kamp med spøgelseskulten. Intet i menneskets historie har forårsaget mere medlidenhed end dette billede af menneskets elendige slaveri af frygt for spøgelsesånder. Med fremkomsten af denne selvsamme frygt startede menneskeheden på den religiøse udviklingens vej opad. Menneskets fantasi kastede los fra jegets strande og kommer ikke igen til at finde en ankerplads indtil det ankommer til begrebet om en sand guddom, en rigtig Gud.
87:1.1 Døden var frygtet, fordi døden betød befrielse af yderligere et spøgelse fra sin fysiske krop. Fortidens mennesker gjorde deres bedste for at forhindre dødsfald, for at undgå besværet med at skulle kæmpe med et nyt spøgelse. De var altid ivrige efter at formå spøgelset til at forlade dødsstedet, for at starte på rejsen til de dødes land. Spøgelset var mest frygtet af alt i den formodede overgangsperioden mellem sin fremkomst på tidspunktet for døden og dens senere afgang til spøgelsernes hjemland, en vag og primitiv opfattelse af en pseudo himlen.
87:1.2 Selvom den vilde tilskrev spøgelser overnaturlige kræfter, tænkte han næppe, at de havde en overnaturlig intelligens. Mange tricks og kneb blev praktiseret i et forsøg på at narre og bedrage spøgelser. Civiliserede mennesker sætter stadig megen tro til håbet om, at en ydre manifestation af fromhed på en eller anden måde vil lykkes at bedrage endda en alvidende guddom.
87:1.3 De primitive mennesker frygtede sygdom, fordi de havde bemærket, at det ofte var et forvarsel om døden. Hvis stammens medicinmænd ikke lykkes at helbrede en lidende person, blev den syge normalt fjernet fra familiens hytte, blev taget til en mindre én eller efterladt i fri luft for at dø alene. Et hus, hvor døden havde fundet sted var normalt ødelagt; hvis ikke, blev det altid undgået, og denne frygt forhindrede fortidens mennesker fra bygning af faste boliger. Det forhindrede også etableringen af permanente landsbyer og byer.
87:1.4 De vilde sad oppe hele natten og talte, når et medlem af klanen døde; de frygtede at de også ville dø, hvis de faldt i søvn i nærheden af et lig. Smitten fra liget understøttede frygten for de døde, og alle folkeslag, har på et eller andet tidspunkt, udøvet omfattende rensningsceremonier til at rense en person efter kontakt med de døde. Fortidens mennesker troede, at et lig skulle have lys; et lig blev aldrig efterladt i mørke. I det tyvende århundrede, er stearinlys stadig tændt i døds værelset, og mennesker sidder stadig med de døde. Det såkaldte civiliserede menneske har næppe endnu helt elimineret frygten for døde kroppe fra sin livsfilosofi.
87:1.5 Trods al denne frygt, forsøger mennesket stadig at narre spøgelser. Hvis dødshytten ikke blev ødelagt, blev liget fjernet gennem et hul i væggen, aldrig gennem døren. Disse foranstaltninger blev truffet for at forvirre spøgelset, for at forhindre, at det blev hængende, og for at forsikre sig mod dets tilbagevenden. De sørgende vendte også tilbage fra begravelse af en anden vej, for at spøgelset ikke skulle følge med. Tilbagegang og snesevis af andre taktikker blev praktiseret for at sikre, at spøgelset ikke ville vende tilbage fra graven. Kønnene udvekslede ofte tøj for at narre spøgelset. Sørgedragter var skabt til at skjule de overlevende; senere, for at vise respekt for de døde og dermed formilde spøgelserne.
87:2.1 I religionen forekom det negative aktivitetsprogram for formildelse af spøgelser længe før det positive program, der søgte at underkaste og påkalde ånderne. Menneskets tilbedelse fik sit første udtryk i handlinger som vedrørte forsvarets, ikke ærbødighedens område. Nutidens mennesker finder det klogt at forsikre sig mod brand; tilsvarende fandt den vilde det klogt at skaffe sig en forsikring mod uheld forårsaget af spøgelser. Forsøget på at sikre denne beskyttelse udgjorde spøgelseskultens praksis og ritualer.
87:2.2 Engang troede mennesket, at et spøgelses store ønske var at blive hurtigt "lagt", så det kunne fortsætte uforstyrret til de dødes land. Enhver fejl i udførelse eller en forsømmelse forårsaget af de levende i ritualet med at lægge spøgelset til ro var sikker på at forsinke dets fremskridt til de dødes land. Dette mente man var ubehageligt for spøgelset, og et vredt spøgelse blev antaget til at være en kilde til elendighed, ulykke og ulykkelighed.
87:2.3 Begravelseshandlingen opstod i menneskets forsøg på at fremkalde spøgelsets sjæl til at begive sig til sit fremtidige hjem, og ligprædiken blev oprindeligt anset til at instruere det nye spøgelse, hvordan man kommer dertil. Det var skik at give mad og tøj til spøgelsets rejse, og disse artikler blev placeret i eller i nærheden af graven. Den vilde mente, at det krævede fra tre dage til et år at "lægge spøgelset" - for at få det væk fra omegnen af graven. Eskimoerne mener stadig, at sjælen bliver med kroppen i tre dage.
87:2.4 Tavshed eller sorg blev observeret efter et dødsfald, så spøgelset ikke ville blive trukket hjem. Selvtortur - at påføre kroppen sår - var en almindelig form for sorg. Mange avancerede lærere forsøgte at stoppe denne skik, men de mislykkedes. Faste og andre former for selvfornægtelse blev anset for at være en fryd for de spøgelser, der tog glæde i de levendes ubehag under overgangsperioden, når de sneg sig omkring før deres faktiske afgang til de dødes land.
87:2.5 Lange og hyppige uaktive sørgeperioder var en af de store hindringer for civilisationens fremskridt. Uger og endda måneder blev bogstaveligt spildt hvert år i denne uproduktive og ubrugelig sorg. Den kendsgerning, at professionelle sørgende blev hyret til begravelse lejligheder viser, at sorg var et ritual, ikke et tegn på sorg. Nutiden kan begræde de døde af respekt og på grund af dødsfald, men fortidens mennesker gjorde dette på grund af frygt.
87:2.6 De dødes navne blev aldrig sagt. Faktisk blev de ofte fjernet fra sproget. Disse navne blev tabu, og på denne måde blev sproget konstant forringet. Dette førte i sidste ende til en mangedobling af symbolsk talemåde og metaforer, såsom "navnet eller den dag man aldrig nævner."
87:2.7 Fortidens mennesker var så ivrige efter at slippe af med et spøgelse, så de tilbød det alt, hvad det kunne ønske sig i livet. Spøgelserne ønskede hustruer og tjenere. En velhavende vild forventede, at mindst én af slave kone ville blive levende begravet ved hans død. Senere blev det skik for enken til at begå selvmord på sin mands grav. Når et barn døde, blev moderen, tante eller bedstemor ofte kvalt, for at et voksent spøgelse kunne ledsage og tage vare for barnespøgelset. De, der derved opgav deres liv gjorde dette villigt. Hvis de havde forbrudt sig i strid med skikken, og forblevet i live så havde deres frygt for spøgelsets vrede sikkert berøvet deres liv de få fornøjelser som disse primitive mennesker nød.
87:2.8 Det var almindeligt at dræbe et stort antal undersåtter til at ledsage en død høvding; slaver blev dræbt, når deres herre døde, så de kunne tjene ham i spøgelsesland. De indfødte på Borneo giver stadig en kurer følgesvend; en slave er gennemboret med et spyd til at gøre spøgelsesrejsen sammen med sin afdøde mester. Myrdede personers spøgelser menes at være glad for at få spøgelser fra deres mordere som slaver. Dette begreb motiverede mennesker til at blive hovedjæger.
87:2.9 Spøgelser nød angiveligt duften af mad; ofringer af mad til begravelsesfester fandt engang sted over hele verden. Den primitives form for at sige bordbøn var, før de spiste, at smide lidt af fødevarerne ind i ilden med det formål at formilde ånderne, mens man mumlede en magisk formel.
87:2.10 De døde skulle anvende spøgelserne fra de redskaber og våben, der havde tilhørt dem i livet. Ved at brække et objekt var at "dræbe det," og dermed frigive dets spøgelse til at rejse til tjeneste i spøgelsesland. Ejendele blev også ofret enten ved brænding eller nedgravning. Fortidens begravelsesaffald var enormt. Senere racer lavede papirmodeller og erstattede de virkelige objekter og personer med tegninger ved disse dødsofringer. Det var et stort fremskridt i civilisationen, når de pårørendes arveret erstattede afbrænding og nedgravning af ejendom. Irokeserindianerne gennemførte mange reformer i begravelsesaffaldet. Denne bevarelse af ejendom gjorde det muligt for dem at blive den mest magtfulde af de nordlige røde mennesker. Det moderne menneske antages ikke at være bange for spøgelser, men skikken er stærk, og meget jordisk rigdom forbruges stadig på begravelsesritualer og dødsceremonier.
87:3.1 Spøgelseskultens fortsatte udvikling gjorde forfædre tilbedelsen uundgåelig, da det blev bindeleddet mellem almindelige spøgelser og de højere ånder, de udviklende guder. De tidligste guder var simpelthen forherligede afdøde mennesker.
87:3.2 Tilbedelse af forfædrene var oprindelig mere en frygt end en tilbedelse, men sådanne overbevisninger bidrog absolut til yderligere spredning af spøgelsesfrygt og tilbedelse. Tilhængere af de tidlige forfædre og spøgelseskulter var endda bange for at gabe, for at et ondsindet spøgelse ville indtage deres kroppe på et sådant tidspunkt.
87:3.3 Skikken med at adoptere børn opstod for at sikre, at der var nogen som ville foretage ofre efter døden for fred og fremgang for sjælen. Den vilde levede i frygt for sine medmenneskers spøgelser og brugte sin fritid på planlægning af en sikker rejse for sit eget spøgelse efter døden.
87:3.4 De fleste stammer indførte mindst en gang om året en alle sjæles fest. Romerne havde hvert år tolv spøgelsesfester og ledsagende ceremonier. Halvdelen af årets dage var dedikeret til en slags ceremoni forbundet med disse gamle kulter. En romersk kejser forsøgte at reformere denne praksis ved at reducere antallet af festdage til 135 om året.
87:3.5 Spøgelseskulten gennemgik en konstant udvikling. Da man begyndte at forestille sig at spøgelserne passerer fra den ufuldstændige til den højere fase af eksistens, så udviklede kulten sig til sidst videre til tilbedelsen af ånder, og selv guder. Uanset at stammer og racer havde varierende tro på mere avancerede ånder, troede de alle en gang på spøgelser.
87:4.1 Frygten for spøgelser var den oprindelige kilde til al religion i verden; og for tidsaldre klyngede mange stammer sig til den gamle tro på en klasse af spøgelser. De lærte, at mennesket havde held og lykke, når spøgelset var glad, uheld, da det blev vredt.
87:4.2 Når kulten som var baseret på frygten for spøgelser udviklede sig, opstod anerkendelsen af højere typer for ånder, ånder, der ikke tydeligt kunne identificeres med noget enkelte menneske. De var graduerede eller forherliget spøgelser, der havde udviklet sig ud over spøgelseslandets område til de højere riger af åndelandet.
87:4.3 Begrebet om to slags åndespøgelser spredte sig langsom, men sikker over hele verden. Denne nye dualistiske spiritisme behøvede ikke at sprede sig fra stamme til stamme; den opstod uafhængigt over hele verden. En idés evne til at påvirke det ekspanderende evolutionære sind, er ikke afhængig af hvor realistisk eller fornuftig ideen er, men snarere, i dens livagtighed og hvor klar og let den er for en verdensomspændende anvendelse.
87:4.4 Stadig senere skabte mennesket i sin fantasi opfattelsen af både gode og dårlige overnaturlige kræfter; nogle spøgelser udviklede sig aldrig til niveauet af godt humør. Den tidlige monistiske spiritisme i form af frygt for spøgelser udviklede sig gradvist til en dobbelt spiritisme, et nyt koncept om den usynlige kontrol over de jordiske anliggender. Tanken om at held og uheld blev anset som havende hver deres respektive overvågere. Af disse to klasser, blev den gruppe, der bragte uheld betragtet som værende den mere aktive og mest talrige.
87:4.5 Da læren om gode og dårlige ånder endelig var modnet, blev det den mest udbredte og vedvarende af alle religiøse overbevisninger. Denne dualisme repræsenterede et stort religionsfilosofisk fremskridt, fordi det gav mennesket en mulighed for at finde en forklaring på både held og uheld, mens man på samme tid troede på væsener, der stod over de dødelige, der til en vis grad var konsekvente i deres adfærd. Man kunne forvente, at ånderne enten var gode eller onde; de var ikke længere tænkt som værende helt så lunefulde som man havde forestillet sig de tidligste spøgelser i henhold til den monistiske spiritisme i de fleste primitive religioner. Mennesket var omsider i stand til at forestille sig overjordiske kræfter, der var konsekvent i deres adfærd, og dette var en af de mest betydningsfulde opdagelser af sandhed i hele religionsudviklingens historie og i den menneskelige filosofis udvidelse.
87:4.6 Den evolutionære religion har dog betalt en frygtelig pris for den dualistiske spiritismes begreber. Menneskets tidligste filosofi var i stand til at forene åndens uforanderlighed med den omskiftelige verdslige lykke kun ved at postulere to slags ånder, en god og den anden ond. Selvom denne tro gjorde det muligt for mennesket at forene chancens omskiftelser med begrebet om uforanderlige overjordiske kræfter, har denne doktrin siden gjort det vanskeligt for religionsudøvere at fatte den kosmiske enhed. De evolutionære religions guder er i almindelighed blevet modarbejdet af mørkets kræfter.
87:4.7 Tragedien i alt dette ligger i det faktum, at når disse ideer slog rod i primitive menneskers sind, var der faktisk ingen dårlige eller disharmoniske ånder i hele verden. En sådan uheldig situation udviklede sig ikke før efter Caligastias oprør og varede kun indtil den første pinse. Opfattelsen af godt og ondt som kosmiske lige store mængder, er endnu i det tyvende århundrede, meget levende i menneskets filosofi. De fleste af verdens religioner bær stadig dette kulturelle modermærke fra de længst forsvundne tider, hvor spøgelseskulterne opstod.
87:5.1 Det primitive menneske mente at ånderne og spøgelser have næsten ubegrænsede rettigheder, men ingen pligter; ånderne var tænkt til at betragte mennesket som havende mangfoldige opgaver, men ingen rettigheder. Ånderne mentes at se ned på mennesket som hele tiden undlod at udføre deres åndelige opgaver. Menneskeheden havde den generelle opfattelse at spøgelser krævede en kontinuerlig hyldest i form af tjenester som prisen for ikke at blande sig i menneskelige anliggender, og det mindst uheld blev tillagt spøgelsesaktiviteter. De tidlige mennesker var så bange for at overse nogen ærbødighed, der tilkom guderne, at efter at de havde ofret til alle kendte ånder, for sikkerheds skyld gjorde det endnu engang til de "ukendte guder[1]."
87:5.2 Nu efterfulgtes den simple spøgelseskult af de skikke som hører til de mere avancerede og relativt komplekse ånde-spøgelseskulter, tjeneste og tilbedelse af de højere ånder, som de har udviklet sig i menneskets primitive fantasi. Den religiøse ceremoniel skal holde trit med åndernes evolution og fremskridt. Den udvidede kult var kunsten af selvopretholdelse praktiseret i forhold til troen på overnaturlige væsener, ens egen selvjustering tilpasset åndens miljø. De produktionsøkonomiske og militære organisationer var justeringer til naturlige og sociale miljøer. Ligesom ægteskabet opstod for at imødekomme kravene fra de 2 køn, så udviklede den religiøse organisation sig som reaktion på troen på højere åndelige kræfter og åndelige væsener. Religion repræsenterer menneskets tilpasning til sine illusioner om chancens mysterium. Frygten for ånder og efterfølgende tilbedelse af dem blev vedtaget som forsikring mod ulykke, som fremgangs forsikring.
87:5.3 Den vilde forestillede sig, at de gode ånder passede deres egne sager og kun krævede lidt fra mennesker. Det er de dårlige spøgelser og ånder, der skal holdes i godt humør. Derfor var de primitive folkeslag mere opmærksomme på deres ondsindede spøgelser end deres godartede ånder.
87:5.4 Menneskets fremgang blev antaget at være særligt provokerende for misundelse hos onde ånder, og deres måde at hævne sig på var at slå igen gennem en menneskelig repræsentant og gennem det onde øjes metode[2]. Denne fase af kulten, som havde at gøre med undgåelse af ånder var meget bekymret over rænkespil fra det onde øje. Frygten for det var næsten spredt over hele verden. Smukke kvinder blev tilsløret for at beskytte dem mod det onde øje; efterfølgende anvendes denne praksis af mange kvinder, der ønskede at blive betragtet som smukke[3]. På grund af denne frygt for onde ånder var børn sjældent ude efter mørkets frembrud, og fortidens bønner indeholdt altid anmodningen, "fri os fra det onde øje."
87:5.5 Koranen indeholder et helt kapitel om det onde øje og magiske trylleformularer, og jøderne troede fuldt ud på dem. Hele den falliske kult voksede op som et forsvar mod det onde øje. Man mente, at kønsorganerne var den eneste fetich, som kunne gøre det magtesløs. Det onde øje gav oprindelse til den første overtro om mærkning af børn før fødslen, modermærke, og kulten var på et tidspunkt så godt som universel.
87:5.6 Misundelse er en dybtliggende menneskeligt træk; derfor tilskrev de primitive mennesker selv denne egenskab til deres første guder. Da mennesket tidligere havde snydt spøgelser, begyndte det også snart at bedrage ånderne. Han sagde: "Hvis ånderne er jaloux på vores skønhed og velstand, vi vil skæmmer os selv og nedgøre vores succes." Fortidens ydmyghed var derfor ikke en selvfornægtelse, men snarere et forsøg på at forpurre og bedrage misundelige ånder.
87:5.7 Metoden blev indført, for at forhindre, ånderne i at blive jaloux på menneskelig velstand ved at dynge bebrejdelser på nogle heldige eller meget elsket ting eller person. Skikken med at nedgøre flatterende udsagn om sig selv eller familie havde sin oprindelse på denne måde, og den udviklede sig i sidste ende til civiliserede beskedenhed, tilbageholdenhed og høflighed. I overensstemmelse med samme motiv, blev det mode at se grim ud. Skønhed vakte misundelse hos ånderne; det vidnede om syndigt stolthed hos mennesket. Den vilde søgte efter et grimt navn. Dette kulttræk var et stor handicap for udviklingen af kunst, og det holdt længe verden dyster og grim.
87:5.8 Under åndekulten, var livet i bedste fald et hasardspil, et resultat af åndekontrollen. Ens fremtid var ikke et resultat af indsatsen, arbejdsydelse, eller talent undtagen som de kunne blive udnyttet til at påvirke ånderne. Ceremonierne til at formilde ånderne udgjorde en tung byrde og gjorde livet kedelige og næsten uudholdelig. Fra tidsalder til tidsalder og fra generation til generation, har det ene folkeslag efter det andet forsøgt at forbedre denne super spøgelsesdoktrin, men ingen generation har nogensinde vovet endnu helt at afvise den.
87:5.9 Åndernes hensigt og vilje blev undersøgt ved hjælp af varsler, orakler, og skilte. Disse åndelige budskaber blev fortolket ved hjælp af forudsigelser, spådomskunst, magi, prøvelser og astrologi. Hele kulten var et system, der skal formilde, tilfredsstille, og købe sig fri fra ånderne gennem denne forklædte bestikkelse.
87:5.10 Således voksede der en ny og udvidet verdensfilosofi op som består i:
87:5.11 1. Pligt - de ting, der skal gøres for at holde ånderne positivt, eller i det mindste neutral.
87:5.12 2. Ret - den korrekte adfærd og ceremonier designet til at vinde ånderne aktivt til ens interesser.
87:5.13 3. Sandhed - den korrekte forståelse af og holdning til ånderne og dermed også til liv og død.
87:5.14 Det var ikke blot af nysgerrighed, at fortidens mennesker søgte at kende fremtiden; de ønskede at undgå uheld. Forudsigelser var simpelthen et forsøg på at undgå besværligheder. I disse tider, blev drømme betragtet som profetisk, mens alt, der afveg ud over det sædvanlige blev betragtet som et varsel. Selv i dag er de civiliserede racer forbandet med troen på tegn, symboler og andre overtroiske rester fra fortidens udviklende spøgelseskult. Langsomt, meget langsomt, er mennesket ved at opgive disse metoder, hvormed de gradvist og møjsommeligt har hævet sig op på livets evolutionære skala.
87:6.1 Så længe mennesker kun troede på spøgelser, var det religiøse ritual mere personligt, mindre organiseret, men anerkendelse af højere ånder nødvendiggjorde anvendelse af "højere åndelige metoder" i kontakten med dem. Dette forsøg på at forbedre og udvikle en måde til at formilde ånden førte direkte til oprettelsen af forsvar mod ånderne. Man følte sig faktisk hjælpeløse overfor ukontrollable kræfter, der opererer i jordelivet, og denne følelse af underlegenhed drev dem til at forsøge at finde nogle kompenserende justeringer, nogle måder til at udjævne oddsene i menneskets ensidige kamp mod kosmos.
87:6.2 I kultens første tider, var menneskets bestræbelser på at påvirke spøgelsernes handlinger begrænset til at formilde dem, forsøg på bestikkelse til at købe sig fri fra uheld. Da udviklingen af spøgelseskulten havde udviklet begrebet om gode såvel som onde ånder, ændrede disse ceremonier sig til en mere positiv karakter, bestræbelser på at vinde held og lykke. Menneskets religion var ikke længere helt negativistisk og det stoppede heller ikke med bestræbelserne på at vinde held og lykke; mennesket begyndte snart at udtænke ordninger, hvor han kunne tvinge ånden til samarbejde. Religionsudøveren er ikke længere forsvarsløs overfor de uophørlige krav fra åndelige fantasmer af hans egen skabelse; den vilde er begyndt at opfinde våben, hvormed han kan tvinge ånderne til at handle og tvinge dem til at hjælpe sig.
87:6.3 Menneskets første bestræbelser på forsvar var rettet mod spøgelser. Som tiderne gik, begyndte de levende at udtænke metoder til at modstå de døde. Mange fremgangsmåder blev udviklet til at skræmme spøgelser og jage dem væk, blandt hvilke kan nævnes følgende:
87:6.4 1. At hugge hovedet af og binde kroppen i graven.
87:6.5 2. At stene dødshuset.
87:6.6 3. At kastrere liget eller brække dets ben.
87:6.7 4. At begrave under sten, en oprindelse af den moderne gravsten.
87:6.8 5. At kremere, en senere tids opfindelse for at undgå besvær med spøgelser.
87:6.9 6. At kaste kroppen i havet.
87:6.10 7. At udsætte kroppen til at blive spist af vilde dyr.
87:6.11 Spøgelser antages at blive forstyrret og bange for støj; for råb, for klokker og trommer drev dem bort fra de levende; og disse gamle metoder er stadig på mode i at "våge" for de døde. Ildelugtende sammenblandinger blev udnyttet til at fordrive uvelkomne ånder. Hæslige statuer af ånderne blev konstrueret således, at de ville flygte i hast, når de så sig selv. Man troede, at hunde kunne opdage ånder som nærmere sig, og at de gav advarsel ved at hyle; at haner ville gale, når de var i nærheden. Brugen af en hane som en vejrhane er en fortsættelse af denne overtro.
87:6.12 Vand blev betragtet som den bedste beskyttelse mod spøgelser. Helligt vand var bedre end alle andre former, vand, i hvilket præsterne havde vasket deres fødder. Både ild og vand mentes at udgøre uigennemtrængelige barrierer for spøgelserne. Romerne bar vandet tre gange rundt om liget; selv i det tyvende århundrede stænkes kroppen med vievand, og håndvask på kirkegården er stadig et jødisk ritual. Dåben var en funktion i et senere vandritual; og badning var en tidlig religiøs ceremoni[4]. Først i den seneste tid er badning blevet en sanitær praksis.
87:6.13 Mennesket var ikke tilfreds med at tøjle spøgelser; gennem religiøse ritualer og andre former for praksis, forsøgte det hurtigt at tvinge ånderne til aktivitet. Besværgelser var at bruge én ånd til at beherske eller fordrive en anden ånd, og disse metoder blev også brugt til at skræmme spøgelser og ånder. Den dualistiske spiritisme opfattelse af gode og onde kræfter gav mennesket rig mulighed for at forsøge at sætte den ene ånd op mod den anden, for hvis en magtfuld mand kunne besejre en svagere, så kunne en stærk ånd sikkert beherske et ringere spøgelse. Den primitives forbandelse var en nødvendig praksis, der havde til formål at imponere mindre ånder. Senere udvidede denne skik til at omfatte opgørelser af forbandelser over fjender.
87:6.14 Længe troede man, at hvis man vende tilbage til anvendelsen af de mere gamle skikke så kunne ånderne og halvguder blive tvunget til ønskelig handling. Det moderne menneske gør sig skyldig i den samme procedure. I tiltaler hinanden med et fælles, dagligdags sprog, men når I giver jer hen i bøn, tager I den ældre stil som en tidligere generation anvendte, den såkaldte højtidelig stil.
87:6.15 Denne doktrin forklarer også mange religiøse rituelle tilbagefald af seksuel karakter, såsom tempelprostitution. Disse former for tilbagevenden til primitive skikke blev anset for at være en sikker beskyttelse mod mange ulykker. Blandt disse enfoldige mennesker var alle sådanne processer helt fri fra det moderne menneske ville kalde promiskuitet.
87:6.16 Derefter kom brugen af rituelle løfter, snart efterfulgt af religiøse løfter og hellige eder[5]. De fleste af disse eder var ledsaget af selvtortur og selvlemlæstelse; senere, ved faste og bøn[6]. Selvfornægtelse blev efterfølgende betragtet som en sikker form for tvang; dette galt i særdeleshed i tilfældet med hensyn til seksualdriftens undertrykkelse. Således udviklede primitive menneske tidligt en udpræget nøjsomhed i deres religiøse øvelser, en tro på effektiviteten af selvtortur og selvfornægtelse, som ritualer, der kunne tvinge de uvillige ånder til at reagere positivt over for alle sådanne lidelser og afsavn.
87:6.17 Moderne mennesker forsøger ikke længere åbenlyst at tvinge ånderne, selvom det stadig har en tendens til at forhandle med Guddommen. Alligevel sværger det stadig, banker på træ, krydser fingrene og udtaler nogle forslidte udtryk efter et nys; som var det en magisk formel.
87:7.1 Kulten som en form for social organisation bestod fordi den gav en symbolik for bevarelse og stimulering af moralske følelser og religiøse loyaliteter. Kulten voksede ud af traditionerne i "gamle familier", og blev foreviget som en etableret institution; alle familier har en form for kult. Ethvert inspirerende ideal griber for nogle bevarende symbolisme - søger efter en metode til at manifestere sig kulturelt, der sikrer overlevelse og øger dens realisering - og kulten opnår dette mål ved at fremme og tilfredsstille følelseslivet.
87:7.2 Fra civilisationens begyndelse har hver tiltalende bevægelse i social kultur eller religiøs avancement udviklet et ritual, en symbolsk ceremoniel. Jo mere dette ritual har været en ubevidst udvikling, jo stærkere har det grebet sine tilhængere. Kulten bevarede samhørigheden og tilfredsstillede følelseslivet, men den har altid været den største hindring for social genopbygning og åndelig vækst.
87:7.3 På trods af at kulten altid har retarderet det sociale fremskridt, er det beklageligt, at så mange moderne mennesker med tro på moralske værdier og åndelige idealer ingen tilstrækkelig symbolik har - ingen kult for gensidig støtte - ikke noget at tilhøre. Men en religiøs kult kan imidlertid ikke fremstilles; den må vokse frem. To kultgrupper bliver ikke identiske med mindre deres ritualer vilkårligt standardiseres af en autoritet.
87:7.4 Den tidlige kristne kult var den mest effektive, tiltalende, og bestående ritual som nogensinde er udtænkt eller udformet, men meget af dens værdi er i en videnskabelig tidsalder gået tabt ved at så mange af dens oprindelige underliggende principper er blevet ødelagt. Den kristne kult har mistet sin vitalitet af at mange af dens grundlæggende ideer er gået tabt.
87:7.5 I fortiden, har sandheden vokset hurtigt og ekspanderet frit, når kulten har været elastisk, og symbolikken strækbar. En kult med sandhed i overflod og en dygtig tilpasningsevne har begunstiget en hurtig social fremgang. En meningsløs kult fordærver religionen, når den forsøger at fortrænge filosofi og at slavebinde fornuften. En ægte kult vokser.
87:7.6 Uanset ulemperne og forhindringerne, har hver ny åbenbaring af sandhed givet anledning til en ny kult, og selv den fornyede gentagelse af Jesu religion må udvikle en ny og passende symbolik. Det moderne menneske må finde noget passende symbolisme for hans nye og ekspanderende ideer, idealer og loyaliteter. Denne forbedrede symbolik må vokse frem af et religiøst liv, af åndelig erfaring. Denne højere symbolik, der repræsenterer en højere civilisation skal grundlægges på begrebet om Gud som vor Fader og være gennemsyret af det mægtige ideal om broderskab mellem menneskerne.
87:7.7 De gamle kulter var for egocentriske; den nye må være følgen af anvendt kærlighed. Den nye kult skal, ligesom det gamle, fremme følelser, tilfredsstille følelser, og fremme loyalitet; men den skal gøre mere end det: Den skal lette åndelige fremskridt, forbedre kosmiske betydninger, forøge de moralske værdier, fremme den sociale udvikling, og stimulere en høj form for personlig religiøs levevis. Den nye kult skal tilbyde de højeste mål i livet, som er både tidsmæssige og evige - både sociale og åndelige.
87:7.8 Ingen kult kan bestå og bidrage til udviklingen af den sociale civilisation og individuel åndelig opnåelse medmindre den er baseret på den biologiske, sociologiske og religiøse betydning af hjemmet. En overlevende kult skal symbolisere, hvad der er permanent i overværelse af uophørlige forandringer; den må forherlige det, som forener den stadigt skiftende sociale forvandlingens strøm. Den må erkende de sande betydninger, ophøje smukke relationer, og forherlige den sande ædelhed af gode værdier.
87:7.9 Men den store vanskelighed med at finde en ny og tilfredsstillende symbolik ligger i det faktum, at nutidens mennesker, som en gruppe, klynger sig til den videnskabelige holdning, tager afstand fra overtro, og afskyr uvidenhed, mens de som individer alle tørster efter det mystiske og ærer det ukendte. Ingen kult kan overleve, medmindre den rummer noget mesterligt mysterium og skjuler noget værdifuldt uopnåeligt. Den nye symbolisme må ikke kun have betydning for gruppen, men også meningsfuldt for den enkelte. Formerne for enhver brugbar symbolisme skal være således, at den enkelte kan udføre dem på eget initiativ, og som også kan nydes sammen med sine medmennesker. Hvis den nye kult kunne være dynamisk i stedet for statisk, kan den faktisk bidrage med noget af værdi for menneskehedens fremskridt, både tidsmæssigt og åndeligt.
87:7.10 Men en kult - en symbolik af ritualer, slogans, eller mål - vil ikke fungere, hvis den er for kompliceret. Den må indeholde kravet efter hengivenhed, loyalitetens svar. Hver effektiv religion udvikler usvigelig en værdig symbolik, og dens tilhængere gør klogt i at forhindre, at et sådan ritual krystalliseres i lammende, fordrejede, og forstenede overfladiske ceremonier som kun kan forhindre og forsinke alle sociale, moralske og åndelige fremskridt. Ingen kult kan overleve, hvis den hæmmer den moralske vækst og undlader at fremme åndelige fremskridt. Kulten er skeletstrukturen hvor omkring den personlige åndelige oplevelse - den sande religions levende og dynamisk krop vokser.
87:7.11 [Præsenteret af en Lysende Aftenstjerne i Nebadon.]
| Kapitel 86. Religionens Tidligste Udvikling |
Indeks
Flere versioner |
Kapitel 88. Feticher, Amuletter Og Magi |