© 2015 Urantia Foundation
| Kapitel 88. Feticher, Amuletter Og Magi |
Indeks
Flere versioner |
Kapitel 90. Shamanisme — Medicinmænd Og Præster |
89:0.1 DET PRIMITIVE menneske betragtede sig selv som værende i gæld til ånder, som at have et stående behov for forløsning. Som de vilde så det, kunne ånderne med rette have overøst dem med meget mere uheld. Som tiden gik, udviklede dette koncept sig til læren om synd og frelse. Sjælen blev betragtet som kommende ind i verden belagt med skyld - arvesynden. Sjælen skal løskøbes; en syndebuk skal fremskaffes. Hovedjægeren, var i stand til at give en erstatning for sit eget liv, en syndebuk, ud over kultdyrkelsen af hovedskalstilbedelse.
89:0.2 Den vilde blev tidligt besat med forestillingen om, at ånderne får deres højeste tilfredshed fra synet af menneskelig elendighed, lidelse og ydmygelse. Til en begyndelse var mennesket kun beskæftiget med synd som de selv havde gjort, men senere blev de bekymret over undladelsessynder. Hele det efterfølgende offersystem voksede op omkring disse to idéer[1]. Dette nye ritual havde at gøre med overholdelse af en offerceremoni for at formilde ånderne. Det primitive menneske mente, at noget specielt skulle gøres for at vinde gudernes gunst; kun en avanceret civilisation indset, at der er en konsekvent ligevægtig og godgørende Gud. Forsoning var forsikring mod umiddelbart uheld frem for investering i fremtidens lyksalighed. Ritualerne af undgåelse, eksorcisme, tvang og forsoning fusionerede alle ind i hinanden.
89:1.1 Overholdelse af et tabu var menneskets forsøg på at undvige uheld, at holde sig fra at fornærme åndespøgelserne ved at undgå noget. Tabuerne var i begyndelsen ikke-religiøse, men de blev tidligt erhvervede spøgelse- eller åndegodkendelser, og således forstærket, blev de lovgivere og institutionsopbyggende[2]. Tabuet er kilden til ceremonielle standarder, og stamfader til primitiv selvbeherskelse. Det var den tidligste form for samfundsregulering og i lang tid den eneste; det er stadig en grundlæggende enhed af den sociale regulative struktur.
89:1.2 Den respekt, som disse forbud afstedkom i den vildes sind modsvarede præcis hans frygt for de beføjelser, som der skulle håndhæve dem[3]. Tabuer opstod først på grund af tilfældigt erfaring med uheld; senere blev de foreslået af høvdinge og shamaner - fetichmennesker, som blev anset for at være instrueret af et åndespøgelse, selv af en gud. Frygten for åndegengældelse er så stor i sindet af en primitiv, at han nogle gange dør af skræk, når han har overtrådt et tabu, og det dramatiske episode styrker enormt tabuets greb i sindet på de overlevende.
89:1.3 Blandt de tidligste forbud var restriktioner for bevilling af kvinder og anden ejendom. Da religionen begyndte at spille en større rolle i udviklingen af tabuer, blev alt hvad der var tabubelagt betragtet som urent, senere som uhelligt. Hebræerbrevets optegnelser er fulde af udsagn om rene og urene, hellige og uhellige ting, men deres tro i denne henseende var langt mindre besværlige og omfattende end blandt mange andre folkeslag.
89:1.4 De syv bud i Dalamatia og Eden, samt hebræerne ti bud, var bestemte tabuer, alle udtrykt i den samme negative form, ligesom de ældste forbud[4]. Men de nyere lovforeskrifter blev virkelig frigørende, idet de trådte i stedet for tusindvis af tidligere eksisterende tabuer. Hvad mere er, disse senere bud lovede afgjort noget til gengæld for lydighed.
89:1.5 Det første mad tabu opstod i fetichisme og totemisme. Svin var helligt for fønikerne, koen til hinduerne[5]. Egypternes tabu mod svinekød er blevet ført videre af den hebræiske og islamiske trosretning. En variant af mad tabuet var troen på, at en gravid kvinde kunne tænke så meget om en bestemt fødevare, at barnet, når det blev født, ville være et ekko af den fødevare. Sådanne levnedsmidler ville være tabu for barnet.
89:1.6 Visse metoder til at spise på blev snart tabu, og så opstod antikke og moderne bord etikette. Kastesystemer og sociale niveauer er rudimentære rester af gamle forbud. Tabuer var højst effektive i at organisere samfundet, men de var frygtelig besværlige; det negative forbudssystem vedligeholdte ikke kun nyttige og konstruktive regler, men også forældede, forslidte og ubrugelige tabuer.
89:1.7 Der ville dog ikke være noget civiliseret samfund som kunne kritisere det primitive menneske, hvis ikke disse vidtstrakte og mangeartede tabuer havde været, og disse tabuet ville aldrig have været udholdt, uden de opretholdte sanktioner fra en primitiv religion. Mange af de væsentlige faktorer i menneskets evolution har været meget dyre, har kostet enorme formuer i indsatsen, offer, og selvfornægtelse, men disse resultater af selvkontrol var de virkelige trin, ad hvilken mennesket klatrede op ad civilisationens opadgående stige.
89:2.1 Frygten for chancen og rædsel for uheld drev bogstaveligt mennesket til opfindelsen af den primitive religion som formodede forsikring mod disse ulykker. Fra magi og spøgelser, udviklede religionen sig gennem ånder og feticher til tabuer[6]. Hver primitiv stamme havde sit træ med forbudte frugter, et bogstaveligt æbletræ, men billedligt bestående af tusind grene tungt hængende med alle mulige tabuer[7]. Og det forbudte træ sagde altid, "Du skal ikke."
89:2.2 Da den vildes sind udviklede sig til det punkt, hvor det forestillede sig både gode og onde ånder, og når tabuet modtog den højtidelige sanktion af den udviklende religion, så var scenen klar til en ny opfattelse af synd. Ideen om synd blev etableret over hele verden, før den åbenbarede religion nogensinde holdt sit indtog. Det var kun gennem opfattelsen om synd at den naturlige død blev logisk for det primitive sind[8]. Synd var overtrædelse af tabu, og døden var straffen for synd.
89:2.3 Synden var ritual, ikke rationel; en handling, ikke en tanke. Hele dette koncept om synd blev fremmet af de resterende minder om Dilmun og dagene i et lille paradis på jorden. Traditionen med Adam og Edens gav også stof til drømmen om, at der engang havde været en "guldalder" i menneskeracernes morgenstund. Alt dette forstærkede ideerne, som senere kom til udtryk i den tro, at mennesket havde sin oprindelse i en særlig skabelse, at det startede sin karriere i fuldkommenhed, og at overtrædelse af tabuer - synd - bragte ham ned til hans senere sørgelige situation[9][10].
89:2.4 Den vanemæssige overtrædelse af et tabu blev en last; den primitive lov gjorde last til en forbrydelse; religionen gjorte den til en synd. Blandt de tidlige stammer var overtrædelse af et tabu en kombineret forbrydelse og synd. En ulykke, der ramte fællesskabet blev altid betragtet som straf for stammens synd[11]. For dem, der mente, at velstand og retfærdighed gik hånd i hånd, forårsagede den tilsyneladende velstand hos den onde så meget bekymring, at det var nødvendigt at opfinde helveder for at straffe dem, der brød mod tabuerne. Antallet af sådanne steder til fremtidig afstraffelse har varieret fra en til fem.
89:2.5 Ideen om bekendelse og tilgivelse dukkede tidligt op i den primitive religion. Folk ville bede om tilgivelse på et offentligt møde for synder de agtede at begå den følgende uge. Bekendelsen var blot et ritual for eftergivelse af straffen, også en offentlig meddelelse om besmittelse, et ritual for at råbe "urene, urent!" Derefter fulgte alle de rituelle ordninger for rensning. Alle fortidens folk praktiserede disse meningsløse ceremonier[12]. Mange tilsyneladende hygiejniske skikke blandt de tidlige stammer var stort set ceremonielle.
89:3.1 Afkald kom som det næste skridt i den religiøse udvikling; fasten var en almindelig skik[13]. Snart blev det skik at give afkald på mange former for fysisk nydelse, især af seksuel karakter. Fasteritualet var dybt rodfæstet i mange gamle religioner og er overleveret til praktisk talt alle moderne teologiske tankesystemer.
89:3.2 Lige omkring det tidspunkt, hvor det barbariske menneske begyndte genoprettelse fra den uøkonomiske praksis med afbrænding og nedgravning af ejendom sammen med de døde, ligesom menneskeracernes økonomiske struktur begyndte at tage form, dukkede denne nye religiøse doktrin om afkald op, og titusinder af alvorlige sjæle begyndte at efterstræbe fattigdom. Ejendom blev betragtet som et åndeligt handicap. Disse forestillinger om de åndelige farer ved materielle besiddelser havde en stor udbredelse under Philos og Paulus tid, og de har markant påvirket europæisk filosofi lige siden[14].
89:3.3 Fattigdom var bare en del af ritualet af ydmygelse af kødet, som desværre blev indarbejdet i mange religioner, især kristendommens skrifter og lære. Bod er den negative form af dette ofte tåbelige forsagelsesritual[15]. Alt dette lærte imidlertid den vilde selvkontrol, og det var et værdfuldt fremskridt i den sociale udvikling. Selvfornægtelse og selvkontrol var to af de største sociale gevinster fra den tidlige udviklingsreligion. Selvkontrol gav mennesket en ny livsfilosofi; den lærte mennesket kunsten at øge sin andel af livet ved at reducere nævneren i personlige krav i stedet for altid at forsøge at øge tælleren i selvisk tilfredsstillelse.
89:3.4 Til disse gamle ideer om selvdisciplin hørte piskning og alle mulige former for fysisk tortur. Moderkultens præster var især aktive i at undervise i den fysiske lidelses styrke, og de sætter et eksempel ved at lade sig blive kastreret. Hebræerne, hinduer og buddhister var oprigtige tilhængere af denne doktrin om fysisk ydmygelse.
89:3.5 Under hele fortiden forsøgte menneskerne på disse måder at erhverve ekstra kreditter i selvfornægtelsesbøger som deres guder førte. Det var engang almindeligt for den person, der var under nogle følelsesmæssige pres, at aflægge løfter om selvfornægtelse og -tortur. Med tiden antog disse løfter form af kontrakter med guderne, og i den forstand repræsenterede de et reel udviklings fremskridt, at guderne skulle gøre noget konkret til gengæld for denne selvtortur og ydmygelse af kødet. Løfterne var både negative og positive. Udførelser af denne skadelige og ekstreme natur er bedst observeret i dag blandt visse grupper i Indien.
89:3.6 Det var kun naturligt, at dyrkelsen af afkald og ydmygelse skulle have været opmærksom på seksuel tilfredsstillelse. Afholdenhedskulten opstod som et ritual blandt soldater før en kamp. Under senere tider blev det en skik hos "helgener[16]." Denne kult tolererede kun ægteskab som et onde mindre end utugt. Mange af verdens store religioner er blevet negativt påvirket af denne gamle kult, men ingen mere markant end kristendommen[17]. Apostlen Paulus var en tilhænger af denne kult, og hans personlige synspunkter afspejles i læren, som han knyttede til den kristne teologi: "Det er godt for en mand ikke at røre en kvinde[18]." "Jeg ville, at alle mennesker levede ligesom jeg[19]." ”Jeg siger derfor til de ugifte og enker, det er godt for dem, at forblive som de er, ligesom mig[20]." Paulus vidste godt, at sådanne lærdomme ikke var en del af Jesu evangelium og hans anerkendelse af dette er illustreret ved hans erklæring: "Jeg siger dette med tilladelse og ikke som et bud." Denne kult førte Paulus til at se ned på kvinder. Det er beklageligt, at hans personlige meninger så længe har påvirket en stor verdensreligions lære. Hvis rådet fra en teltmager og lærer skulle tages bogstaveligt og generelt adlydes, så ville menneskeheden komme til en pludselig og glorværdige ende. Når en religion sammenblandes med den gamle afholdenhedskult fører dette direkte til en krig mod ægteskabet og hjemmet, selve grundlaget for samfundet og den grundlæggende institution i menneskelige fremskridt. Det er ikke underligt, at alle sådanne overbevisninger blandt de mange religioner fra forskellige folkeslag begunstiget dannelsen af cølibat præsteskab.
89:3.7 En dag skal mennesket lære at nyde friheden uden tilladelse, sin mad uden frås, og fornøjelse uden udskejelser. Selvkontrol er en bedre menneskelig politik for adfærds regulering end er ekstrem selvfornægtelse. Jesus underviste aldrig nogensinde i disse urimelige synspunkter til sine tilhængere.
89:4.1 Ofring som en del af religiøse andagter, havde ligesom mange andre tilbedelsesværdige ritualer, ingen simpel og enkelt oprindelse. Tendensen til at bøje sig for magt og kaste sig til jorden i andægtig tilbedelse i overværelse foran mysteriet er varslet af hunden, der kryber for sin herre. Det er kun ét skridt fra impulsen for tilbedelse til handlingen at ofre. Det primitive menneske målte værdien af sit offer med den smerte, det har lidt. Da tanken om ofring først fik tilknytning til den religiøse ceremoni kunne man ikke tænke sig noget offer som ikke medførte smerte. De første ofre var sådanne handlinger som at rykke håret løst, skære sig i kødet, lemlæstelser, banke sine tænder ud, og afhugge fingre. Som civilisationen avancerede, blev disse grove offerbegreber ophøjet til ritualniveauet for selvfornægtelse, askese, faste, afsavn, og den senere kristne doktrin om helliggørelse gennem sorg, lidelse og ydmygelse af kødet.
89:4.2 Tidligt i udviklingen af religionen eksisterede der to opfattelser om ofring: ideen om gaveofferet, som indebar en holdning af taksigelse, og skyldofferet, som omfattede ideen om forløsning. Senere er der udviklet begrebet om stedfortrædende offer.
89:4.3 Endnu senere forestillede mennesket sig, at hans offer, uanset hvilken slags, kunne fungere som en budbringer til guderne; det kunne være som en sød duft i guddommens næsebor[21]. Dette førte til røgelse og andre æstetiske funktioner i offerritualer, der udviklede sig til offerfester, og disse blev med tiden mere og mere omfattende og udsmykkede.
89:4.4 Efterhånden som religionen udviklede sig, erstattede offerceremonier for mægling og forsoning de ældre metoder for undgåelse, beroligelse og uddrivelse af ånder.
89:4.5 Den tidligste idé med ofringen var, at forfædrenes ånder opkrævede en erstatning for deres neutralitet; først senere udviklede ideen om forsoning sig. Da mennesket mistede opfattelsen af menneskeslægtens evolutionære oprindelse, da traditionerne om Planetprinsens tider og Adams ophold på jorden filtreret ned gennem tiden, sprede ideen om synd og arvesynden sig vidt omkring, så at ofring for utilsigtet og personlig synd udviklede sig til læren om offer for forsoning af hele menneskeslægtens synd. Forsoningsofringen var en omfattende forsikringsordning, som endda dækkede en ukendt guds vrede og jalousi.
89:4.6 Omgivet af så mange følsomme ånder og griske guder, stod det primitive menneske ansigt til ansigt med sådan en hærskare af kreditor guddomme, at det krævede alle præsterne, ritualer, og ofre gennem et helt liv til at klare sig ud af åndelig gæld. Læren om arvesynden, eller racemæssig skyld, satte hver person fra livets begyndelse i alvorlig gæld til åndemagterne.
89:4.7 Gaver og bestikkelse er givet til mennesker; men når de tilbydes til guderne, beskrives de som værende dedikeret, indviet, eller kaldes ofringer. Afkald var den negative form for forsoning; ofringer blev den positive form. Forsoningen inkluderede ros, forherligelse, smiger, og endda underholdning. Det er resterne fra disse positive skikke i fortidens forsoningskult, der udgør de moderne former for guddommelig tilbedelse. Nutidige former for tilbedelse er simpelthen ritualisering af disse gamle ofrings teknikker, der tilhørte den positive forsoning.
89:4.8 Dyreofringer betød meget mere for det primitive menneske, end det nogensinde kunne betyde for nutidens racer. Disse barbarer betragtede dyrene som deres faktiske og nære pårørende. Som tiden gik, blev mennesket skarpsindig i sine ofringer, ophørte med at tilbyde sine arbejdsdyr. Først ofrede han det bedste af alt, inklusivt hans tamme dyr[22].
89:4.9 Det var ikke tomt pral af en vis egyptisk hersker, da han erklærede, at han havde ofret: 113.433 slaver, 493.386 stykker kvæg, 88 både, 2756 gyldne billeder, 331.702 krukker af honning og olie, 228.380 krukker vin, 680.714 gæs, 6.744.428 brød og 5.740.352 sække majs. For at gøre dette måtte han have haft behov for at beskatte sine arbejdende undersåtter til det yderste.
89:4.10 Ren nødvendighed tvang til sidst disse halvvilde til at spise den materielle del af deres ofringer, siden guderne har nydt gavernes sjæl[23]. Denne skik fik sin berettigelse under påskud af fortidens hellige måltid, en nadver tjeneste i henhold til moderne brug.
89:5.1 De moderne idéer om den tidlige kannibalisme er helt forkerte; kannibalisme var en del af skikkene i det tidlige samfund. Selv om kannibalisme traditionelt er frygtelig for den moderne civilisation, var den en del af den sociale og religiøse struktur i det primitive samfund. Gruppeinteresser dikterede udøvelsen af kannibalisme. Den udviklede sig af nødvendighedens trang og bestod på grund af overtroens og uvidenhedens slaveri. Det var en social, økonomisk, religiøs og militær skik.
89:5.2 De tidlige mennesker var kannibaler; de nød menneskekød, og derfor tilbød de det som en fødevare gave til ånderne og til deres primitive guder. Siden spøgelsesånderne blot var ændrede mennesker, og siden maden var menneskets største behov, så måtte mad ligeledes være en ånds største behov.
89:5.3 Kannibalisme forekom engang så godt som overalt blandt de udviklende racer. Sangikracerne var alle menneskeædere, men oprindeligt var Andoniterne det ikke, og ej heller var Noditerne og Adamiterne; ej hellere var Anditerne indtil efter de var blevet groft blandet med de evolutionære racer.
89:5.4 Smagen for menneskekød voksede. Efter at være blevet startet gennem sult, venskab, hævn, eller religiøst ritual, fortsatte det og blev til vanemæssig kannibalisme. Menneskespisning er opstået gennem mangel på mad, selvom dette sjældent har været den underliggende årsag. Eskimoerne og de første Andoniter var imidlertid sjældent kannibalistisk undtagen i tider med hungersnød. De røde mennesker, især i Mellemamerika, var kannibaler. Det var engang en almindelig praksis for mødre i de tider, at dræbe og spise deres egne børn for at genvinde den styrke de havde tabt i graviditetsperioden og i Queensland er det første barn stadig ofte således dræbt og ædt. I den seneste tid har mange afrikanske stammer bevidst tyet til kannibalisme som en krigsforanstaltning, en slags forskrækkelsesstrategi for at terrorisere deres naboer.
89:5.5 En del kannibalisme opstod, af at én højerestående slægt degenererede, men det var mest udbredt blandt de evolutionære racer. Menneskespisning kom på et tidspunkt, hvor folk oplevede intense og bitre følelser mod deres fjender. At spise menneskekød blev en del af en højtidelig hævnceremoni; man mente, at en fjendes spøgelse på denne måde, kunne destrueres eller fusioneret med den spisendes spøgelsesånd. Det var engang en udbredt tro, at troldmænd fik deres kræfter ved at spise menneskekød.
89:5.6 Visse grupper af menneskespisere ville kun konsumere medlemmer af deres egne stammer, en påstået åndelig indavl som skulle fremhæve stammesolidariteten. De spiste også fjender som hævn med tanken om at tilegne sig deres styrke. Det blev betragtet som en ære af en ven eller stammekollega sjæl, hvis hans krop blev spist, mens det kun var en rimelig straf for en fjende således at fortære ham. Det vilde sind gjorde ingen krav på at være konsekvent.
89:5.7 Blandt nogle stammer ønskede de aldrende forældre at blive spist af deres børn; blandt andre var det almindeligt at afstå fra at spise nære slægtninge; deres organer blev solgt eller byttet for andre af fremmede. Der var en betydelig handel med kvinder og børn, som var blevet opfedet til slagtning. Når sygdom eller krig undladt at kontrollere befolkningen, blev overskuddet uden videre spist.
89:5.8 Kannibalisme er gradvist forsvundet på grund af følgende påvirkninger:
89:5.9 1. Det blev en fælles ceremoni, en erkendelse af det kollektive ansvar for at påføre dødsstraf på en stammekollega. Blodskylden ophører med at være en forbrydelse, når alle i samfundet deltager, har del i den. Den sidste kannibalisme i Asien var at spise de henrettede kriminelle.
89:5.10 2. Det er meget tidligt blevet et religiøst ritual, men stigning i spøgelsesfrygt førte ikke altid til en reduktion af menneskespisning.
89:5.11 3. Efterhånden udviklede kannibalisme sig til det punkt, hvor kun visse dele eller organer i kroppen blev spist, de dele som skulle indeholde sjæl eller dele af ånden. Bloddrikke blev almindeligt, og det var almindeligt at blande de "spiselige" dele af kroppen med medicin.
89:5.12 4. Det blev begrænset til mænd; kvinder blev forbudt at spise menneskekød.
89:5.13 5. Det blev siden begrænset til høvdinge, præster og shamaner.
89:5.14 6. Siden blev kannibalisme tabu blandt de højere stammer. Tabuet om menneskespisning opstod i Dalamatia og spredte sig langsomt over hele verden. Noditerne tilskyndede til kremering som et middel til at bekæmpe kannibalisme, da det engang var en almindelig praksis at opgrave begravet kroppe og spise dem.
89:5.15 7. Menneskeofring gav dødsstødet til kannibalisme. Efter at menneskekød først havde været føde for de højerestående mennesker, høvdingene, blev det til sidst forbeholdt de endnu mere højerestående ånder; og dermed satte menneskeofringer en effektivt stopper for kannibalisme, undtagen blandt de laveste stammer. Da menneskeofring var blevet almindelig praksis, blev menneskespisning tabu; menneskekød var kun føde for guderne; mennesket kunne kun spise en lille ceremoniel bid, et sakramente.
89:5.16 Til sidst blev det almindelig praksis, at ved ofringer at anvende dyr i stedet for mennesker, og selv blandt de mere tilbagestående stammer reducerede hundespisning stærkt menneskespisning. Hunden var det første tamme dyr og blev holdt i høj agtelse både som sådan og som føde.
89:6.1 Menneskeofring var en indirekte følge af kannibalisme samt dens helbredelse. Formidling af åndelige ledsagere til åndeverdenen førte også til en formindskelse af menneskespisning da det aldrig var skik at spise disse ofre efter døden. Ingen racer har været fuldstændig fri for anvendelse af menneskeofring i en form og på et tidspunkt, selv om Andoniterne, Noditerne og Adamiterne var mindst afhængige af kannibalisme.
89:6.2 Menneskeofring har forekommet praktisk taget over hele verden; det var en del af de religiøse skikke hos kineser, hinduer, egyptere, hebræer, mesopotamier, grækere, romere, og mange andre folkeslag, selv frem til den seneste tid blandt de tilbagestående afrikanske og australske stammer[24]. De senere amerikanske indianere havde en civilisation, der var opstået fra kannibalisme, og derfor gennemsyret af menneskeofring, især i Central- og Sydamerika. Kaldæerne var blandt de første til at opgive ofring af mennesker ved almindelige lejligheder, de ofrede dyr i stedet. For omkring to tusinde år siden introducerede en barmhjertige japansk kejser ler billeder i stedet for menneskeofringer, men det var mindre end tusind år siden, at disse menneskeofringer uddøde i Nordeuropa. Blandt visse tilbagestående stammer, fortsætter frivillige med at ofre sig, et slags religiøse eller rituelle selvmord. En shaman gav engang ordrer, at en meget respekteret gammel mand fra en bestemt stamme skulle ofres; menneskerne gjorde oprør; de nægtede at adlyde. Hvorpå den gamle mand fik sin egen søn til at tage livet af ham; de gamle troede virkelig på denne skik.
89:6.3 Der er ikke skrevet nogen mere tragisk og patetisk oplevelse, som skulle illustrere de hjerteskærende kampe mellem gamle og hævdvundne religiøse skikke og de modstridende krav fra en fremrykkende civilisation, end den hebraiske fortælling om Jefta og hans eneste datter[25]. Som det var almindelig skik, havde denne velmenende mand givet et tåbelig løfte, han havde forhandlet med " kampens gud" og indvilget i at betale en vis pris for sejren over sine fjender[26]. Denne pris var at tilbyde det, som først kom ud af hans hus for at møde ham, når han vendte tilbage til sit hjem. Jefta mente, at en af hans trofaste slaver ville være klar til at byde ham velkommen, men det viste sig, at hans datter og eneste barn kom ud for at byde ham velkommen hjem. Så var det, selv på dette sene tidspunkt og blandt et angiveligt civiliserede folk, at denne smukke jomfru, efter to måneder at have sørget over sin skæbne, faktisk var tilbudt som en menneskeofring af sin far, og med godkendelse af hans stammefolk. Alt dette blev gjort på trods af Moses strenge regler mod menneskeofringer. Mænd og kvinder er afhængige af at aflægge tåbelige og unødvendige løfter, og fortidens mennesker holdt alle sådanne løfter yderst helligt.
89:6.4 I fortiden, når en ny bygning af betydning blev startet, var det almindeligt at dræbe et menneske som et "fundament offer[27]." Dette gav en spøgelsesånd til at våge over og beskytte strukturen. Når kineserne gjort klar til at kaste en klokke, krævede skikkene ofring af mindst en jomfru med det formål at forbedre tonen i klokken; den udvalgte pige blev kastet levende i det smeltede metal.
89:6.5 Det var længe praksis blandt mange grupper at mure levende slaver ind i vigtige vægge. I senere tider erstattede de nordeuropæiske stammer denne skik med at begrave folk levende i væggene i nye bygninger med at mure skyggen af en forbipasserende ind. Kineserne begravede i en mur de arbejdere, der døde, mens de konstruerede den.
89:6.6 En smålig konge i Palæstina, som byggede Jerikos mure, "lagde fundamentet heraf i Abiram, hans førstefødte, og oprettede dens porte i hans yngste søn, Segub[28]." På dette sene tidspunkt, ikke kun satte denne far to af sine levende sønner i fundament hullerne i byens porte, men hans handling er også registreret som værende "i henhold til Herrens ord[29].” Moses havde forbudt disse fundament ofre, men israelitterne vendte tilbage til dem snart efter hans død. Ceremonien for deponering af nipsgenstande og souvenirs i hjørnestenen i en ny bygning i det tyvende århundrede minder om de primitive tiders fundamentofringer.
89:6.7 Det var længe skik hos mange folkeslag, at dedikere de første frugter til ånderne. Disse højtideligheder, som nu er mere eller mindre symbolske, er alle rester af de tidlige ceremonier som involverede menneskeofringer. Ideen om at tilbyde den førstefødte som offer var udbredt blandt fortidens mennesker, især blandt fønikerne, der var den sidste til at give det op. Det var almindeligt, at sige efter en ofring, "liv for liv[30]." Nu siger I ved døden, "støv til støv[31]."
89:6.8 Selv synet af Abraham som er tvunget til at ofre sin søn Isak, er chokerende for en civiliserede modtagelighed, så var det ikke en ny eller mærkelig idé for den tids mennesker[32]. Det var længe en udbredt praksis for fædre, i tider med stor følelsesmæssig stress, til at ofre deres førstefødte sønner. Mange folk har en tradition analog med denne historie, for der eksisterede engang en verdensomspændende og dyb tro på, at det var nødvendigt at tilbyde en menneskeofring, når noget ekstraordinært eller usædvanligt skete.
89:7.1 Moses forsøgte at stoppe menneskeofringer ved indførelse af løsesum som erstatning[33]. Han etablerede en systematisk tidsplan, som gjorde det muligt for hans folk at undslippe de værste resultater af deres forhastede og tåbelige løfter[34]. Landområder, ejendele og børn kunne indløses i overensstemmelse med de fastbestemte afgifter, som skulle betales til præsterne. De grupper, som ophørte med at ofre deres førstefødte fik hurtigt store fordele i forhold til mindre avancerede naboer, der fortsatte disse grusomme handlinger. Mange sådanne tilbagestående stammer blev ikke kun i høj grad svækket af dette tab af sønner, men ofte blev selve arvefølgen af høvdingestyringen brudt[35].
89:7.2 En følgeforeteelse af barneofringen var skikken med at udtvære blod på husets dørstolper til beskyttelse af den førstefødte[36]. Dette blev ofte gjort i forbindelse med en af året hellige fester, og denne ceremoni forekom engang over det meste af verden fra Mexico til Egypten.
89:7.3 Selv efter at de fleste grupper var ophørt med de rituelle drab på børn, var det skik at sætte et spædbarn ud alene i ørkenen eller i en lille båd på vandet. Hvis barnet overlevede, mente man, at guderne havde grebet ind for at bevare det, som i traditionerne om Sargon, Moses, Cyrus, og Romulus[37]. Senere kom skikken at dedikere de førstefødte sønner som hellig eller offerhellig, lade dem vokse op og derefter landsforvise dem i stedet for døden; dette var oprindelsen til koloniseringen. Romerne levede op til denne skik i deres arrangement med kolonisering.
89:7.4 Mange af de ejendommelige foreninger af seksuel løssluppenhed og den primitive tilbedelse havde sin oprindelse i forbindelse med menneskeofringer. Hvis en kvinde i fortiden mødte hovedjægere, kunne hun indløse sit liv ved seksuel overgivelse. Senere kunne en jomfru som havde viet sit liv til guderne som et offer vælge at indløse sit liv ved at dedikere sin krop for livet til templets hellige sextjeneste; på denne måde, kunne hun tjene sin løsesum. Fortidens mennesker anså det for meget opløftende at have seksuelle relationer med en kvinde således engageret i at indløse sit liv. Det var en religiøs ceremoni at omgås disse hellige jomfruer, og derudover gav hele dette ritual en acceptabel undskyldning for dagligdagens seksuelle tilfredsstillelse. Det var en subtil form for selvbedrag, som både jomfruerne og deres ægtefæller med glæde helligede sig. Skikkene sakker altid bagud i civilisationens evolutionære fremskridt, hvilket giver sanktion for de tidligere og mere barbariske seksuel skikke i de udviklende racer.
89:7.5 Tempelprostitution spredte sig til sidst over hele det sydlige Europa og Asien. Pengene som de tempelprostituerede havde tjent blev holdt hellig blandt alle folkeslag - en værdifuld gave til guderne. Kvinder på højeste niveau udgjorde de seksuelle markeder i templerne og de viet deres indtjening til alle former for hellige tjenester og offentlige arbejder. Mange af de bedre klasser af kvinder samlede deres medgift ved midlertidig sextjeneste i templerne, og de fleste mænd foretrak at have sådanne kvinder til hustruer.
89:8.1 Offer indfrielse og tempel prostitution var i virkeligheden ændringer af menneskeofring. Derefter kom den simulerede ofring af døtre. Denne ceremoni bestod i åreladning, med dedikation til livslang jomfruelighed, og var en moralsk reaktion på den ældre tempelprostitution. I nyere tid var det jomfruer som viede sig til tjeneste for at værne om den hellige tempel ild.
89:8.2 Mennesket kom til sidst på den idé, at ofre en vis del af kroppen som kunne erstatte den ældre og hele menneskeofring. Fysisk lemlæstelse blev også anset for at være en acceptabel erstatning. Hår, negle, blod, og selv fingre og tæer blev ofret. Det senere og så godt som universelle gamle omskæringsritual var en følgeforeteelse af delofferkulten; Det var kun et handlings offer, ingen tænkte på hygiejne knyttet hertil[38]. Mænd blev omskåret; kvinderne havde deres huller i ørene.
89:8.3 Efterfølgende blev det skik at binde fingre sammen i stedet for at skære dem af. Hovedbarbering og at skære håret var ligeledes former for religiøs hengivenhed. At kastrere til eunukker var kun en modifikation af idéen om menneskeofring. Næse og læbe piercing er stadig praktiseret i Afrika, og tatovering er en kunstnerisk videreudvikling af den tidligere rå ardannelse af kroppen.
89:8.4 Offerskikken blev med tiden, som et resultat af mere avancerede lære, forbundet med tanken om pagten. Endelig blev guderne opfattet som at indgå en egentlige aftale med mennesket; dette var et stort skridt i stabiliseringen af religionen. Loven, en pagt, træder i stedet for lykke, frygt og overtro[39].
89:8.5 Mennesket kunne aldrig selv drømme om at indgå en kontrakt med Guddommen, indtil hans opfattelse af Gud havde avanceret til det niveau, hvorpå universets vejledere blev betragtet som pålidelige. Menneskets tidligste idé om Gud var så antropomorfisk, at han ikke var i stand til at forestille sig en pålidelig guddom, indtil han selv blev forholdsvis pålidelig, moralsk og etisk.
89:8.6 Men idéen om at indgå en pagt med guderne fik til sidst fodfæste. Det evolutionære menneske opnåede til sidst en sådan moralsk værdighed, at han vovede at forhandle med sine guder. Så udviklede de tilbudte ofringshandlingerne sig gradvist til spillet, hvor mennesket filosofisk forhandler med Gud. Alt dette indebar en ny måde at forsikre sig mod uheld eller rettere en forbedret teknik til konkret at købe sig en sikker velstand. Tro ikke at disse fortidens ofre var en gratis gave til guderne, en spontan ofring af taknemmelighed eller taksigelse; de var ikke udtryk for sand tilbedelse.
89:8.7 Primitive former for bøn var intet mere eller mindre end forhandlinger med ånderne, en argumentering med guderne. Bønnen var en slags byttehandel, hvor indlæg og overtalelse blev erstattet af noget mere håndgribeligt og dyrt. Den udviklende samhandelen mellem racerne havde indprentet den kommercielle forstand og udviklet færdigheder i byttehandel; og disse egenskaber begyndte derefter at dukke op i de menneskelige metoder til tilbedelse. Ligesom nogle mænd var bedre forhandlere end andre, så blev nogle betragtet som bedre til bønner end andre. En retskaffen mands bøn vart i høj agtelse[40]. En retskaffen mand var en, der havde betalt alle konti til ånderne, en der havde udført enhver ritual forpligtelse til guderne.
89:8.8 De tidlige bønner var næppe en form for tilbedelse; det var en forhandlings andragende om sundhed, rigdom, og liv. I mange henseender har bønnerne ikke ændret sig meget gennem tidernes forløb. De læses stadig ud af bøger, reciteres formelt, og skrevet ud til at sætte på hjul og til at hænge på træerne, hvor de blæsende vinde vil spare mennesket besværet med at ofre sit eget åndedræt.
89:9.1 Menneskeofringer, har overalt i forløbet af ritualernes udvikling på Urantia, avancerede fra den blodige menneskeædende til højere og mere symbolske niveauer. De tidlige offerritualer forberedte vejen for de senere nadverceremonier. I mere nærliggende tider ville præsten alene nyde en lille bid af det kannibalistiske offer eller en dråbe af menneskeblodet, og derefter ville alle tage en del af erstatningsdyret. Disse tidlige ideer om løsepenge, forløsning og pagter har udviklet sig til de senere dages sakramentale tjenester. Hele denne ceremonielle evolution har udøvet en mægtig socialisering indflydelse.
89:9.2 I forbindelse med gudsmoderkulten i Mexico og andre steder, var et sakramente af kager og vin til sidst brugt i stedet for kød og blod af de ældre menneskelige ofre. Hebræerne praktiserede længe dette ritual som en del af deres påskeceremonier, og det var fra denne ceremoniel, at den senere kristne version af nadveren tog sin oprindelse.
89:9.3 De gamle sociale broderskaber var baseret på ritus af blod drikning; det tidlige jødiske broderskab var et opofrende blod affære. Paulus begyndte at bygge en ny kristen kult på "den evige pagts blod[41]." Selvom han unødigt har belastet kristendommen med læren om blod og ofre, satte han en gang for alle et stop for doktrinerne om forløsning gennem menneske- eller animalske ofringer. Hans teologiske kompromiser viser, at selv åbenbaring må underkaste sig evolutionens gradueret styring. Ifølge Paulus, blev Kristus den sidste og helt tilstrækkelige menneskeofring; den guddommelige dommer er nu fuldt og evigt tilfreds[42].
89:9.4 Således har offerkulten efter lange tidsaldre udviklet sig til nadverkulten[43]. På denne måde er nadveren i de moderne religioner den legitime efterfølger af disse chokerende tidlige ceremonier af menneskeofring og endnu tidligere kannibalistiske ritualer. Mange er stadig afhængig af blod for frelse, men i det mindste er det blevet figurativt, symbolsk, og mystik.
89:10.1 Fortidens menneske opnåede kun bevidsthed i nåde hos Gud gennem opofrelse. Det moderne menneske skal udvikle nye måder at opnå selvbevidsthed om frelse. Bevidstheden om synd fortsætter i det dødelige sind, men tankemønstret for frelse fra synd er blevet slidt og forældet. Den åndelige virkeligheds behov fortsætter, men det intellektuelle fremskridt har ødelagt de gamle måder at sikre fred og trøst for sind og sjæl.
89:10.2 Synden skal omdefineres som bevidst illoyalitet til Guddommen. Der findes forskellige grader af illoyalitet: den delvise loyalitets ubeslutsomhed; den delte loyalitets konflikt; den døende loyalitets ligegyldighed; og loyalitets død udstillet i hengivenhed til gudløse idealer.
89:10.3 Opfattelsen eller følelsen af skyld er bevidstheden om overtrædelser af skikke; det er ikke nødvendigvis synd. Der er ingen reel synd i mangel af bevidst illoyalitet til Guddommen.
89:10.4 Menneskets mulighed for at anerkende skyldfølelse er et tegn på menneskets transcendente værdi. Det er ikke et tegn på menneskets gennemsnit, men adskiller ham snarere som et væsen af potentiel storhed og stadigt stigende herlighed. Sådan en følelse af uværdighed er den indledende stimulus, der hurtigt og sikkert skal føre til troens erobringer, som omdanner det dødelige sind til den moralske adel, kosmisk indsigt og de åndelige levende fantastiske niveauer; således ændres alle de betydninger af den menneskelige eksistens fra det tidsbundne til det evige, og alle værdier er forhøjet fra menneske til det guddommelige.
89:10.5 At bekende sin synd er en afgørende afvisning af illoyalitet, men det afbøder på ingen måde konsekvenserne i tid og rum af en sådan illoyalitet. Tilståelse - oprigtige anerkendelse af syndens karakter- er afgørende for religiøs vækst og åndelige fremskridt.
89:10.6 Guddommens tilgivelse for synd betyder en fornyelsen af loyalitet relationerne, efter en periode, hvor mennesket har været bevidst om pausen i sådanne relationer som følge af bevidst oprør. Tilgivelse behøver ikke at blive søgt, kun modtaget som bevidstheden om at loyalitetsrelationerne mellem skabningen og Skaberen er genoprettelsen. Alle Guds loyale sønner er glade, tjenestevillige, og stadigt fremrykkende på deres vej til Paradiset.
89:10.7 [Præsenteret af en Lysende Aftenstjerne i Nebadon.]
| Kapitel 88. Feticher, Amuletter Og Magi |
Indeks
Flere versioner |
Kapitel 90. Shamanisme — Medicinmænd Og Præster |