© 2015 Urantia Foundation
90:0.1 UDVIKLINGEN af de religiøse skikkes gik fra formildelse, undgåelse, eksorcisme, tvang, forlig og forsoning til at ofre, bod og forløsning. Den måde hvorpå det religiøse ritual udøves har udviklet sig fra de primitive kulters former via feticher til magi og mirakler; og efterhånden som ritualet blev mere kompleks som svar på menneskets stadig mere komplekse begreb af overmaterielle riger, kom det uundgåeligt til at blive domineret af medicinmænd, shamaner og præster.
90:0.2 Inden for de primitive menneskers fremrykkende begreber blev den åndelige verden til sidst anset for at være utilgængelig for almindelige dødelige. Kun yderst usædvanlige mennesker kunne fange gudernes ører; kun den ekstraordinære mand eller kvinde ville blive hørt af ånderne. Religionen indtrådte således i en ny fase, en fase hvor den gradvist bliver et sekundært fænomen; altid trådte en medicinmand, en shaman, eller en præst ind mellem den religiøse og genstanden for tilbedelse. I dag passerer de fleste af Urantias systemer af organiseret religiøs overbevisning gennem dette niveau af evolutionær udvikling.
90:0.3 Udviklingsreligionen er født af en enkel og almægtig frygt, den frygt som strømmer gennem det menneskelige sind, når det konfronteres med det ukendte, det uforklarlige, og uforståelige. Religionen opnår til sidst den dybsindige simpel indsigt om en almægtig kærlighed, den kærlighed, der uimodståeligt flyder igennem menneskesjælen, når den vækkes til opfattelsen af den Universelle Faders grænseløse hengivenhed for universets skabninger. Mellem begyndelsen og fuldbyrdelsen af den religiøse evolution, ligger de lange tidsaldre styret af shamaner, der formoder at stå mellem mennesket og Gud som mellemmænd, tolke, og mæglere.
90:1.1 Shamanen var den førende medicinmand, den ceremonielle fetichmand, og den centrale personlighed for alle praksis indenfor udviklingsreligionen. I mange grupper havde shamanen en højere rang end krigshøvdingen, hvilket betyder begyndelsen af kirkens magt over staten. Shamanen fungerede undertiden som præst og endda som en præstekonge[1]. Nogle af de senere stammer havde både de tidligere shaman-medicinmænd (seere) og de senere shamanpræster[2]. I mange tilfælde gik shamanens embede i arv.
90:1.2 Eftersom alt unormalt i fortiden blev tilskrevet åndebesættelse, gav enhver slående psykisk eller fysisk abnormitet tilladelse til en person til at være en medicinmand. Mange af disse mænd var epileptiske, mange af kvinderne var hysteriske, og disse to typer tegnede sig for en god del af fortidens inspiration samt besættelse af ånder og dæmoner. En hel del af disse tidligste præster var af en klasse, der siden er blevet betegnet som paranoid.
90:1.3 Selvom shamanerne kan have praktiseret bedrag i mindre sager, troede det store flertal af dem, at de faktisk var besat af en ånd. Kvinder, der var i stand til at kaste sig ind i en trance eller en kataleptisk tilstand blev magtfulde shamaner; senere blev disse kvinder profeter og åndelige medier. Deres kataleptiske trance tilstand involverede normalt påståede kommunikation med de afdøde spøgelser. Mange kvindelige shamaner var også professionelle dansere.
90:1.4 Alle shamaner var ikke ofre for selvbedraget; mange var snu og dygtige fupmagere. Da erhvervet udviklede sig, krævede det en novice, der skulle tjene en læreplads i ti års af prøvelser og selvfornægtelse for at kvalificere sig som en medicinmand. Shamanerne udviklede en professionel form for påklædning og havde en forkærlighed for hemmelighedsfuld adfærd. De anvendte ofte lægemidler til at fremkalde visse fysiske tilstande, der ville imponere og mystificere stammens folk. Almindelige mennesker betragtede taskenspilleri som overnaturlige begivenheder og snedige præster var de første til at gøre brug af bugtaler. Mange af de gamle shamaner snublede uforvarende på hypnose; andre fremkaldte selvhypnose ved at stirre forlænget på deres navler.
90:1.5 Selv om mange tyede til disse tricks og bedrag, var deres ry som en klasse, trods alt, afhængig af synlige resultater. Når en shaman mislykkedes i sine foretagender, og hvis han ikke kunne fremføre et plausibelt alibi, blev han enten degraderet eller dræbt. Således omkom de ærlige shamaner tidligt; kun de snedige skuespillere overlevede.
90:1.6 Det var shamanisme, der tog eneretten til at afgøre stammens anliggender ud af hænderne på de gamle og de stærke og lagde den i hænderne på de snedige, de kloge, og fremsynet.
90:2.1 Åndebesværgelser var et meget præcist og meget kompliceret foretagende, der kan sammenlignes med nutidens kirkelige ritualer udført i et gammelt sprog. Den menneskelige race søgte meget tidligt efter overmenneskelig hjælp, for åbenbaring; og mennesker troede, at shamanen faktisk modtog sådanne åbenbaringer. Selvom shamaner udnyttede antydningens store magt i deres arbejde, var det næsten altid negativ forslag; kun i meget nyere tid har suggestionens teknik med positive forslag været anvendt. Allerede i den tidlige udvikling af deres erhverv begyndte shamanerne at specialisere sig i sådanne kald som at fremkalde regn, helbrede sygdom, og afsløre forbrydelser. Helbredelse af sygdomme var dog ikke den ledende funktion af en shamanistisk medicinmand; det var snarere at kende og til at kontrollere farerne ved at leve.
90:2.2 Fortidens sorte kunst, både den religiøse og den verdslige, blev kaldt hvid kunst, når den blev udøvet af enten præster, seere, shamaner eller medicinmænd. Udøvere af den sorte kunst blev kaldt troldmænd, tryllekunstnere, mirakelmager, hekse, åndemaner, eksorcister, og sandsigere. Som tiden gik, blev alle sådanne påståede kontakter med overnaturlige klassificeret enten som hekseri eller shamanisme.
90:2.3 Trolddom omfattede magi udført af tidligere, uregelmæssige og ikke erkendte ånder; shamanisme havde at gøre med mirakler udført regelmæssig af ånder og guder som stammen anerkendte[3]. I senere tider blev heksen forbundet med djævelen, og dermed var der lagt op til de mange forholdsvis seneste udtryk af religiøs intolerance. Trolddom var en religion hos mange primitive stammer.
90:2.4 Shamanerne troende meget på tilfældighedernes spil som åbenbarende af åndernes vilje; de kastede ofte lod for at nå frem til beslutninger. Eksempler på nutidige rester af denne forkærlighed til at kaste lod er ikke kun i de mange hasardspil, men også i de velkendte "tælle-ud" rim. Når en person, var talt ud, så skulle det dø; nu er han kun det i et eller andet barnlig spil. Det, der var en alvorlig sag til primitive menneske har overlevet som en afledning af det moderne barn.
90:2.5 Medicinmændene lagde stor tillid til tegn og varsler, såsom "Når du hører lyden af en raslen i toppen af morbærtræerne, så skal du skynde dig væk[4]." Meget tidligt i menneskehedens historie vendte shamanerne deres opmærksom mod stjernerne. Primitiv astrologi var en verdensomspændende tro og praksis; drømmetydning blev også udbredt[5]. Alt dette blev hurtigt efterfulgt af fremkomsten af de temperamentsfulde kvindelige shamaner, der forsikrede, at de kunne kommunikere med de dødes ånder[6].
90:2.6 Selvom regnmageren eller vejr shamanerne var opstået i en fjern fortid, har de eksisteret lige siden i alle tidsaldre. En alvorlig tørke betød døden for de tidlige agerdyrkere; vejr kontrol var forbundet med megen ældgammel magi. Civiliserede mennesker gør stadig vejret til det fælles samtaleemne. Fortidens folk troede alle på shamanens magt til at bringe regn, men det var almindeligt at dræbe ham, når han fejlede, medmindre han kunne tilbyde en plausibel forklaring for at tage højde for fejlen.
90:2.7 Igen og igen bortviste de romerske kejsere astrologerne, men de kom uvægerligt tilbage på grund af den populære tro på deres evner. De kunne ikke drives væk, og selv i det sekstende århundrede efter Kristus var den vestlige kirke og statsledere protektorer af astrologi. Tusindvis af angiveligt intelligente mennesker tror stadig, at man kan blive født under indflydelse af en heldig eller uheldig stjerne; at himmellegemernes positioner bestemmer udfaldet af forskellige jordiske eventyr[7]. Sandsigere frekventeres stadig af den godtroende.
90:2.8 Grækerne troede på effekten af orakel rådgivning, kineserne brugte magi som beskyttelse mod dæmoner, shamanisme blomstrede i Indien, og det praktiseres stadig åbent i Centralasien. Det er først for nylig at man er ophørt med shamanisme i store dele af verden.
90:2.9 Fra tid til anden dukkede sande profeter og lærere op som fordømte og afslørede shamanisme. Selv de røde mennesker, der var ved at forsvinde, havde sådan en profet i de sidste hundrede år, Shawnee Tenskwatawa, der forudsagde solformørkelse i 1806 og fordømte de hvide menneskers laster. Mange sande lærere har optrådt blandt de forskellige stammer og racer gennem hele den evolutionære historiens mange og lange tidsaldre. De vil fortsætte med at komme og udfordre shamaner eller præster i alle tidsaldre, der modsætter sig almen uddannelse og forsøge at forpurre den videnskabelige udvikling.
90:2.10 På mange måder og ved lusket metoder grundlagde fortidens shamaner deres omdømme som Guds stemme og forsynets vogtere. De stænkede den nyfødte med vand og gav dem navne; de omskar drengene. De præsiderede over alle begravelsesceremonier og bekendtgjorde behørigt at den afdøde var vel ankommet til de døde i åndeland.
90:2.11 De shamanistiske præster og medicin mænd blev ofte meget velhavende som følge af deres forskellige gebyrer, som angiveligt var tilbud til ånderne. Det var ikke ualmindeligt, at en shaman ville akkumulere næsten alt materiel rigdom fra hans stamme. Når en velhavende mand døde var det almindeligt at opdele hans ejendom ligeligt mellem shamanen og nogle offentlige projekter eller velgørende formål. Denne praksis eksisterer stadig i nogle dele af Tibet, hvor den ene halvdel af den mandlige befolkning tilhører denne klasse af ikke-producerende individer.
90:2.12 Shamanerne klædte sig godt og havde normalt en række hustruer; de var det oprindelige aristokrati, der var fritaget for alle stammens restriktioner. De var meget ofte af lavtstående sind og moral. De undertrykte deres rivaler ved at stemple dem som hekse eller troldmænd og meget ofte fik de en sådan indflydelse og magt, at de var i stand til at dominere høvdinge eller konger.
90:2.13 Det primitive menneske betragtede shamanen som et nødvendigt onde; han frygtede ham, men elskede ham ikke. Fortidens menneske havde respekt for viden; han ærede og belønnede visdom. Shamanen var hovedsagelig en bedrager, men ærbødighed for shamanisme illustrerer ganske godt den værdi som man satte på det kloge i menneskehedens udvikling.
90:3.1 Eftersom fortidens mennesker betragtede sig selv og deres materielle omgivelser som værende direkte lydhøre over for spøgelsers luner og åndernes fantasier, er det ikke mærkeligt, at dets religion så ensidigt er optaget af materielle anliggender. Moderne menneske angriber deres materielle problemer direkte; han erkender at materien er modtagelig på en intelligent manipulation af sindet. Det primitive menneske ønskede ligeledes at ændre og endda at styre sit liv og energier indenfor de fysiske områder; men på grund af hans begrænsede forståelse af kosmos førte det ham til den tro, at spøgelser, ånder og guder personligt og direkte var bekymrede med den detaljerede styring af livet og materien, rettede han helt logisk sine bestræbelser på at vinde disse overmenneskelige aktive kræfters gunst og støtte.
90:3.2 Set i dette lys, er meget af det uforklarlige og irrationelle i de gamle kulter forståeligt. Kult ceremonierne var primitive menneskers forsøg på at kontrollere den materielle verden, hvor han befandt sig. Mange af hans indsatser var rettet på at forlænge livet og at sikre sundheden. Eftersom alle sygdomme og selve døden oprindeligt blev betragtet som åndelige fænomener, var det uundgåeligt, at shamanerne, som samtidig fungerede som medicinmænd og præster, også kom til at arbejde som læger og kirurger.
90:3.3 Det primitive sind kan være handicappet af mangel på fakta, men det er ikke desto mindre logisk. Når eftertænksomme mennesker observere sygdom og død, så forsøger de at fastslå årsagerne til disse hjemsøgelser, og i overensstemmelse med deres forståelse, har shamaner og forskerne fremført følgende teorier om lidelse:
90:3.4 1. Spøgelser - direkte åndepåvirkninger. Den tidligste hypotese fremsat i forklaring af sygdom og død var, at ånden forårsaget sygdom ved at lokke sjælen ud af kroppen; hvis det ikke lykkedes sjælen at vende tilbage, fulgte døden. Fortidens mennesker frygtede den ondsindede virkning af sygdomsfremkaldende spøgelser, så meget at skrantende individer ofte blev efterladt uden mad eller vand. Uanset det fejlagtige grundlag for disse overbevisninger, så isolerede de effektivt de ramte individer, og forhindrede spredning af smitsomme sygdomme.
90:3.5 2. Vold - indlysende årsager. Årsagerne til nogle ulykker og dødsfald var så let at identificere, at de tidligt blev fjernet fra kategorien af spøgelseshandling. Dødsfald og sår forårsaget ved krig, kampe med dyr, og andre let identificerbare faktorer blev betragtet som naturlige forekomster. Det var længe ment, at ånderne stadig var ansvarlig for forsinket helbredelse eller for infektion af sår som endda havde en "naturlig" årsag. Hvis der kunne observeres nogen naturlig faktor blev åndespøgelserne holdt ansvarlige for sygdom og død.
90:3.6 I dag, i Afrika og andre steder findes primitive folkeslag, der dræber en person, hver gang en ikke-voldelig død indtræffer. Deres medicinmænd angiver de skyldige. Hvis en mor dør i fødsel, er barnet straks kvalt - et liv for et liv.
90:3.7 3. Magi - indflydelse af fjender. Mange sygdomme blev anset for at være forårsaget af heksekunst, virkningen af det onde øje og den magiske peger bue. En gang var det virkelig farligt at pege fingre ad nogen; det betragtes stadig som uopdragen at pege. I tilfælde af obskure sygdom og død brugte fortidens mennesker et formelt ligsyn, man skar kroppen op, og bestemte sig på nogle iagttagelser som dødsårsag; ellers ville døden blive bestemt som heksekunst, hvilket nødvendiggjorde henrettelse af heksen ansvarlig herfor. Disse gamle ligsynsmænds undersøgelser sparet mange en formodet heks liv. Blandt nogle stammer mente man, at et medlem kunne dø som følge af sit eget hekseri, i hvilket tilfælde ingen blev anklaget.
90:3.8 4. Synd - straf for overtrædelse af tabuer. I forholdsvis nyere tid er det blevet troet, at sygdom er en straf for synd, personlige eller racemæssig. Blandt mennesker, der gennemgår dette niveau af udvikling er den fremherskende teori, at man ikke kan blive syg, medmindre man har overtrådt et tabu. At betragte sygdom og lidelse som "den Almægtiges Pile inden i dem" er typisk for sådanne overbevisninger[8]. Kineserne og Mesopotamierne har længe betragtet sygdom som følge af virkningen af onde dæmoner, selv Kaldæerne set også stjernerne som årsag til lidelse. Denne teori om sygdom, som følge af guddommelig vrede er stadig fremherskende blandt mange angiveligt civiliserede grupper af Urantianerne.
90:3.9 5. Naturlig årsagssammenhæng. Menneskeheden har været meget langsom til at lære de materielle hemmeligheder om de indbyrdes forhold mellem årsag og virkning indenfor energiens, materiens, og livets fysiske områder. De gamle grækere, som havde bevaret traditionerne fra Adamsons undervisning, var blandt de første til at erkende, at al sygdom er resultatet af naturlige årsager. Langsomt og sikkert ødelægger udviklingen af en videnskabelig æra menneskets ældgamle teorier om sygdom og død. Feber var en af de første menneskelige lidelser, der skal fjernes fra kategorien af overnaturlige lidelser, og i stigende grad har videnskabens æra brudt uvidenhedens lænker, som så længe har holdt det menneskelige sind fanget. En forståelse af alderdom og smitsomme sygdomme udsletter gradvist menneskets angst for spøgelser, ånder og guder som de personlige gerningsmænd af menneskelig elendighed og dødelige lidelse.
90:3.10 Evolutionen opnår usvigelig sit mål: Den gennemsyrer mennesket med den overtroiske frygt for det ukendte og frygt for det usynlige, som danner stilladset for Gud konceptet. Og efter at have været vidne til fødslen af en avanceret forståelse af Guddommen gennem koordineret aktion af åbenbaring, igangsætter denne samme evolutionsteknik de tankekræfter, som ubønhørligt vil udslette stilladset, som har tjent sit formål.
90:4.1 Hele livet for fortidens mennesker var forebyggende; deres religion var ikke i så ringe en grad en teknik til sygdomsforebyggelse. Uanset fejlene i deres teorier, satte de dem helhjertet i kraft; de havde en ubegrænset tro i deres behandlingsmåder, og det er i sig selv, et kraftfuldt middel.
90:4.2 Den tro, som hævdedes at være sund ifølge en af disse gamle shamaners tåbelige behandlinger afveg ikke væsentligt fra det, der er krævet for at opleve helbredelse i hænderne på nogle af hans senere dages efterfølgere, som deltager i uvidenskabelige sygdomsbehandling.
90:4.3 De mere primitive stammer frygtede i høj grad de syge, og i lange tidsaldre, blev de omhyggeligt undgået, skammeligt forsømt. Det var et stort humanitært fremskridt, da shamanismens udvikling førte til dannelsen af præster og medicinmænd, der var villige til at behandle sygdomme. Så blev det helt almindeligt for hele klanen at trænge ind i sygeværelse for at hjælpe shamanen med at hyle sygdomsspøgelserne væk. Det var ikke ualmindeligt for en kvinde at være den diagnosticerende shaman, mens en mand ville foretage behandling. Den sædvanlige fremgangsmåde til at diagnosticere sygdommens art var at undersøge indvoldene af et dyr.
90:4.4 Sygdom blev behandlet ved at synge, hyle, håndspålæggelse, vejrtrækning på patienten, og mange andre metoder. I senere tider blev det almindeligt at ty til tempelsøvn, hvor helbredelsen angiveligt fandt sted. Medicinmænd forsøgte til sidst at afslutte selve operationen i forbindelse med tempelsøvnen; blandt de første operationer var trepaneringer af kraniet for at tillade en hovedpine ånd at undslippe. Shamanerne lærte sig at behandle brud og forskydninger, at åbne bylder og udslæt; de kvindelige shamaner blev dygtige jordemødre.
90:4.5 Det var en almindelig metode til behandling, at gnide noget magisk på en inficeret eller beskadigede plet på kroppen, smide amuletten væk, og angiveligt opleve at blive rask. Hvis nogen tilfældigt skulle samle den kasseret amulet op, troede man at han straks ville erhverve den samme infektion eller skamplet. Det gik lang tid, før urter og andet virkelige medicin blev indført. Massage blev udviklet i forbindelse med besværgelse, når man forsøgte at gnide ånden ud af kroppen, og blev efterfulgt af en indsats for at gnide medicin ind, som nutidens mennesker forsøger at gnide salve ind. Blodudtrækning med kopper og at sutte på de berørte dele, sammen med blodsudgydelser, blev anset for at være af værdi for at blive den sygdomsfremkaldende ånd kvit.
90:4.6 Da vand var en potent fetich, blev det anvendt i behandlingen af mange lidelser. I lang tid troede man, at ånden som forårsager sygdom kunne elimineres ved at svede. Damp bade blev højt respekteret; naturlige varme kilder blomstrede snart op som primitive kursteder. Fortidens mennesker opdagede, at varme ville lindre smerter; de brugte sollys, friske dyre organer, varm ler, og varme sten, og mange af disse metoder er stadig anvendt. Rytme blev praktiseret i et forsøg på at påvirke ånden; tom-tom trommer fandtes over hele verden.
90:4.7 Blandt nogle mennesker blev sygdomme anset for at være forårsaget af en ond sammensværgelse mellem ånder og dyr. Dette gav anledning til troen på, at der eksisterede et velgørende plante middel for enhver sygdom forårsaget af dyr. De røde mennesker var især helliget til teorien om planter som universelle helbredelsesmidler; de dryppede altid en dråbe blod i det åbne rodhul efter at planten var trukket op.
90:4.8 Faste, slankekure og afskrækkelsesmidler blev ofte brugt som helbredende foranstaltninger. Menneskelige sekreter, var afgjort magiske og blev højt respekteret; blod og urin var derfor blandt den tidligste medicin og blev snart suppleret med rødder og forskellige salte. Shamanerne mente, at sygdomsånder kunne drives ud af kroppen ved ildelugtende og dårlige smagende medicin. Udrensning blev meget tidligt en rutinemæssig behandling, og værdierne af rå kakao og kinin var blandt de tidligste farmaceutiske opdagelser.
90:4.9 Grækerne var de første til at udvikle helt rationelle metoder til behandling af syge. Både grækerne og egypterne modtog deres medicinske viden fra Eufratdalen. Olie og vin var en meget tidlig medicin til behandling af sår; ricinusolie og opium blev brugt af Sumererne. Mange af disse gamle og effektive hemmelige helbredelsesmidler mistede deres kraft, da de blev kendt; hemmeligholdelse har altid været af afgørende betydning for en vellykket praksis for svindel og overtro. Kun fakta og sandheden søger forståelsens fulde lys og glæder sig over klarhed og oplysning af videnskabelig forskning.
90:5.1 Det væsentlige i ritualet er perfektionen af dets udførelse; blandt de vilde skulle det praktiseres med nøjagtig præcision. Først når ritualet blev udført korrekt, havde ceremonien en overbevisende magt over ånderne. Hvis ritualet er defekt, vækker det kun vrede og bitterhed hos guderne. Efterhånden som menneskets langsomme udviklende sind opfattede ritualets teknik som den afgørende faktor for dets effektivitet, var det uundgåeligt, at de tidlige shamaner før eller senere ville udvikle sig til et præsteskab, som var trænet til at lede den omhyggelige udførelse af ritualet. Således har endeløse ritualer for titusinder af år hæmmet samfundet og forbandet civilisationen, har været en utålelig byrde for enhver handling i livet, for alle racemæssige foretagender.
90:5.2 Ritualet er den teknik som helliggør skikken; ritualet skaber og opretholder de myter som bidrager til bevarelse af sociale og religiøse skikke. Selve ritualet har sin oprindelse fra myter. Ofte er ritualer første sociale, senere bliver de økonomisk og til sidst får de ukrænkelighed og værdighed i religiøse ceremoniel. Ritualet kan være personlig eller gruppebaseret eller begge dele. som illustreret ved bøn, dans og drama.
90:5.3 Ord bliver en del af ritualet, såsom brugen af udtryk som amen og selah[9][10]. Vanen at bande, bandeord, repræsenterer en prostitution af en tidligere ritualistisk opremsning af hellige navne. Pilgrimsrejser til hellige steder er et meget gammel ritual. Ritualet voksede nærmest til kunstfærdige ceremonier af rensning, udrensning, og helliggørelse[11][12][13]. Optagelsesceremonierne i de primitive stammesamfunds hemmelige selskaber var et råt religiøst ritual i virkeligheden. Tilbedelsens teknik i fortidens mysteriekulter var bare én lang sekvens af akkumuleret religiøse ritualer. Ritualet udviklet sig til sidst til de moderne typer af sociale ceremonier og religions udøvelse, gudstjenester omfattende bøn, sang, responsorisk læsning, og andre individuelle og gruppebaserede åndelige andagter.
90:5.4 Præsterne udviklede sig fra shamaner videre gennem orakler, sandsigere, sangere, dansere, vejrmagere, vogtere af religiøse relikvier, tempelvagter og spåmænd for arrangementer, til status som de faktiske ledere for religiøse skikke. Til sidst blev stillingen arvelig; en kontinuerlig præstelige kaste opstod.
90:5.5 Som religion udviklede sig, begyndte præsterne at specialisere sig i overensstemmelse med deres medfødte talenter eller særlige forkærlighed. Nogle blev sangere, andre bønnelæsere, og atter andre offerudførere; senere kom talerne - prædikanterne. Da religionen blev institutionaliseret, hævdede disse præster at "holde nøglerne til himlen."
90:5.6 Præsterne har altid forsøgt at imponere og begejstre de almindelige mennesker ved at gennemføre det religiøse ritual i fortidens sprog og ved diverse magiske gestus at mystificere de troende så deres egen fromhed og autoritet steg. Den store fare i alt dette er, at ritualet har en tendens til at blive en erstatning for religion.
90:5.7 Præsteskabet har gjort meget for at forsinke den videnskabelige udvikling og til at hindre åndelige fremskridt, men præsterne har bidraget til stabiliseringen af civilisationen og til forbedringen af visse former for kultur. Mange moderne præster er ophørt med at fungere som ledere af ritualet for tilbedelse af Gud, og har vendt deres opmærksomhed på teologi - forsøget på at definere Gud.
90:5.8 Det skal ikke benægtes, at præsterne har været en møllesten om halsen på menneskeheden, men de sande religiøse ledere har været uvurderlig i at vise vejen til højere og bedre virkelighed.
90:5.9 [Præsenteret af en Melkisedek i Nebadon.]