© 2015 Urantia Foundation
94:0.1 DE tidlige lærere i Salemreligionen trængte ud til de fjerneste stammer i Afrika og Eurasien, og prædike ustandseligt Makiventas evangelium om menneskets tro og tillid til en universel Gud som den eneste pris for at opnå Guds gunst. Melkisedeks pagt med Abraham var mønstret for alle de tidlige missionsbudskab, der udgik fra Salem og andre centre. Urantia har aldrig haft flere entusiastiske og aggressive missionærer af enhver religion, end disse ædle mænd og kvinder, som gennemførte Melkisedeks lære over hele den østlige halvkugle. Disse missionærer blev rekrutteret fra mange folkeslag og racer, og de spredte stort set deres lære med indfødte konvertitter som mellemmænd. De etablerede træningscentre i forskellige dele af verden, hvor de lærte de indfødte religionen fra Salem og derefter forordnede disse elever til at fungere som lærere blandt deres eget folk.
94:1.1 Under Melkisedeks dage, var Indien et kosmopolitisk land, som for nylig var kommet under politisk og religiøs dominans af de ariske-anditiske angribere fra nord og vest. På dette tidspunkt havde arierne kun spredt sig i en større udstrækning til de nordlige og vestlige dele af halvøen. Disse vediske nytilkomne havde medbragt deres mange stammeguder. Deres religiøse former for gudsdyrkelse fulgt nøje de ceremonielle skikke fra deres tidligere Anditforfædre i at faderen stadig fungerede som præst og moderen som en præstinde, og familiens ildsted var stadig brugt som et alter.
94:1.2 Den vediske kult var dengang i færd med vækst og forvandling under ledelse af Brahman kastens lærer-præster, som gradvis fik kontrol over det voksende ritual for tilbedelse. Sammensmeltningen af de tidlige treogtredive ariske guder var godt i gang, da Salem missionærer trængte ind i den nordlige del af Indien.
94:1.3 Polyteismen blandt disse ariere repræsenterede en degenerering af deres tidligere monoteisme og havde forårsaget, at de havde delt sig i stammeenheder, hvor hver stamme havde sin gud som de ærede. Denne uddelegering af den oprindelige monoteisme og treenighedslæren fra Anditernes Mesopotamien undergik en ny genforeningsproces i de første århundreder af det andet årtusinde før Kristus. De mange guder blev organiseret i en gudeverden under treenigt ledelskab af himlens Herre Dyaus Pitar, den stormfulde herre af atmosfæren, Indra, og den trehovede ildgud, Agni, jordens herre og det rudimentære symbol på en tidligere treenighedskoncept.
94:1.4 Bestemte henotheistiske udviklingstendenser banede vejen for en udviklet monoteisme. Agni, den ældste guddom, blev ofte ophøjet som fader og overhoved for hele gudeverden. Princippet om en guddommelig fader, også kaldet Prajapati, undertiden betegnet Brahma, druknede i den teologiske kamp, som Brahman præsterne senere kæmpede med Salem lærerne. Brahman var tænkt som princippet om energi-guddommelighed som aktiverede hele den vediske gudeverden.
94:1.5 Missionærerne fra Salem forkyndte Melkisedeks ene Gud, den Højeste i himlen. Denne portrættering var ikke helt disharmonisk med det nye fremvoksende begreb om Fader-Brahma som kilden til alle Guder, men Salemlæren manglede ritualer og stødte derfor direkte imod Brahminpræsteskabets dogmer, traditioner og lærdomme. Brahminpræsterne ville aldrig accepterer Salems læren i frelse gennem tro, Guds gunst, uden rituelle aktiviteter og offerceremonier.
94:1.6 Afvisningen af det Melkisedekske evangelium om tillid til Gud og frelse gennem tro markerede et afgørende vendepunkt for Indien. Missionærerne fra Salem bidrog meget til tabet af troen på alle de gamle vediske guder, men lederne, Vedismes præster, nægtede at acceptere den Melkisedekske undervisning i én Gud og én enkel tro.
94:1.7 I et forsøg på at bekæmpe lærerne fra Salem udvalgte Brahminerne datidens hellige skrifter, og denne senere reviderede samling, er kommet ned til moderne tider som Rigveda, en af de ældste blandt de hellige bøger. Den blev efterfulgt af den anden, tredje og fjerde Vedan, da Brahminerne forsøgte at krystallisere, formalisere og etablere deres tilbedelse og offerritualer for tidens folk. Taget for deres bedste, er disse skrifter på lige fod med enhver anden lignende samling af skrifter med hensyn til begrebs skønhed og indsigt i sandheden. Da denne højerestående religion blev forurenet med de tusinder og atter tusinder af overtro, kulter og ritualer i det sydlige Indien, er den efterhånden blevet forvandlet til det mest brogede teologiske system som dødelige mennesker nogensinde har udviklet. En gennemgang af Vedaerne vil afslører nogle af de højeste og nogle af de mest forringede begreber der nogensinde er blevet udtrykt om Guddommen.
94:2.1 Da Salem missionærerne trængte sydpå ind i det dravidiske Deccan, stødte de på et stadig mere udbredt kastesystem, ariernes ordning for at forhindre den racemæssige identitet fra udryddelse overfor den stigende bølge af anden gradens Sangik folk. Eftersom at Brahminernes præstekaste var selve kernen i dette system, hæmmede denne sociale orden i høj grad Salem lærernes fremskridt. Dette kastesystemet kunne ikke redde den ariske race, men det lykkes at bevare Brahminerne, som til gengæld har opretholdt deres religiøse lederskab i Indien til nutiden.
94:2.2 Da vedareligionen blev svækket gennem afvisningen af den højere sandhed, blev ariernes kult udsat for stigende angreb fra Deccan. I et desperat forsøg på at dæmme op for race udslettelse og religiøs udslettelse, søgte Brahminkasten at ophøje sig selv over alt andet. De lærte, at ofring til guddommen i sig selv var almægtig, at dens effekt var helt uimodståelig. De proklamerede, at de to væsentlige guddommelige principper i universet, var Brahman guddommen, og den anden var Brahman præsteskabet. Blandt ingen andre folkeslag på Urantia lod præsterne sig selv ophøje til og med over deres guder, samt at overføre til sig selv de æresbevisninger som tilkom deres guder. De gik så absurd langt i disse formastelige påstande, at hele det usikre systemet kollapsede før degraderende kulter, strømmede ind fra de omkringliggende og mindre avancerede civilisationer. Selve det vidtstrakte vedapræsteskab vaklede og sank ned i den sorte strøm af inerti og pessimisme, som deres egen egoistiske og ukloge formodning havde bragt over hele Indien.
94:2.3 Den unødige koncentration om egoet førte usvigelig til frygten for at egoet ville fortsættelse i en ikke-evolutionær endeløs cyklus af på hinanden følgende inkarnationer som mand, dyr, eller ukrudt. Af alle de forurenende overbevisninger, som kunne knyttes til, hvad der kan have været en spirende monoteisme, ingen var så dræbende som denne tro på sjælevandring - læren om reinkarnation af sjæle - som kom fra det Dravidiske Deccan. Denne tro på den trætte og ensformigt cyklus af gentagne sjælevandringer fratog de kæmpende dødelige deres længe næret håb om at finde den udfrielse og åndelige fremskridt i døden, som havde været en del af den tidligere vediske tro.
94:2.4 Denne filosofiske invaliderende undervisning blev hurtigt efterfulgt af opfindelsen af læren om den evige flugt fra jeget gennem nedsænkning i den universelle hvile og ro i absolut forening med Brahman, hele skabelsens oversjæl. De dødeliges begær og menneskelige ambitioner blev effektivt kvalt og næsten ødelagt. I mere end to tusinde år har de bedre sind i Indien forsøgt at flygte fra alle ønsker, og dermed blev døren åbnet på vid gab for de senere kulter og lærdomme, som stort set har lænket mange hinduistiske folks sjæle i kæder af åndelig håbløshed. Af alle civilisationer, betalte den vediske-ariske den mest forfærdelige pris for sin afvisning af Salem evangeliet.
94:2.5 Kastesystemet alene kunne ikke holde det ariske religiøse og kulturelle system i live, og da de laverestående religioner fra Deccan gennemtrængte nordpå, opstod der en tidsalder af fortvivlelse og håbløshed. Det var i disse mørke tider at kulten opstod, om ikke at dræbe noget liv, og den har varet lige til denne dag. Mange af de nye kulter var åbenlyst ateistiske, hævder, at en sådan frelse, som var opnåeligt kun kunne komme ved menneskets egen indsats uden anden hjælp. Gennem en stor del af denne uheldige filosofi, kan man dog spore forvrængede rester af Melkisedek og endda Adams undervisning.
94:2.6 Det var i disse tider, at de senere skrifter af den hinduistiske tro, Brahmanaerne og Upanishaderne blev udarbejdet. Efter at brahminpræsteskabet have afvist læren af den personlige religion gennem den personlige erfaring af troen med den ene Gud, og derefter at være blevet forurenet med strømmen af nedværdigende og invaliderende kulter og trosbekendelser fra Deccan, med deres antropomorfisme og inkarnationer, oplevede Brahminpræsteskabet en voldsom reaktion mod disse fordærvede overbevisninger; der opstod en klar vilje til at søge og finde den sande virkelighed. Brahmanerne satte sig for at befri den indiske guddomsopfattelse for de menneskelige træk, men ved at gøre dette snublede de i en alvorlig fejl ved at afpersonalisere gudsbegrebet, og hvad de kom frem til, var ikke et ophøjet og åndelige ideal om Paradisfaderen, men med et fjern, metafysisk idé om et altomfattende Absolut.
94:2.7 I deres bestræbelser på selvopholdelsesdrift havde Brahmanerne forkastet Melkisedeks ene Gud, og befandt sig nu med hypotesen om Brahman, dette ubestemte og forvirrende filosofiske selv, denne upersonlig og impotente det, som har efterladt det åndelige liv i Indien hjælpeløse og næsegrus fra denne ulykkelige tid til det tyvende århundrede.
94:2.8 Det var i de tider da Upanishaderne blev skrevet, at buddhismen opstod i Indien. På trods af dens succes i tusind år, kunne den ikke konkurrere med den senere hinduisme; på trods af en højere moral, så var dens tidlige portrættering af Gud endnu mindre veldefineret end i hinduismen, som tillod mindre og personlige guder. Buddhismen bukkede til sidst under i det nordlige Indien, forud for stormløbet af en militant islam med sin klare koncept om Allah som øverste Gud i universet.
94:3.1 Mens den højeste fase af brahmanismen næppe var en religion, var det virkelig en af menneskesindets ædleste opnåelser indenfor filosofiens og metafysikkens områder. Efter at indisk tankegang have åbnet til opdagelsen den ultimative virkelighed, stoppede det indiske sind ikke før det havde spekuleret om næsten alle faser af teologi undtagen essensen af religionens dobbelte koncept: eksistensen af den Universelle Fader af alle universets skabninger og den kendsgerning, at disse skabningers opstigende erfaring i universet med at søge at nå den evige Fader, som har befalet dem at være perfekt, ligesom han er perfekt.
94:3.2 I begrebet Brahman forsøgte den tids sind alvorligt at forstå tanken om noget altgennemtrængende Absolut, fordi dette postulat på én og samme tid var identificeret som skabende energi og kosmisk reaktion. Brahman blev udtænkt til at være hævet over enhver definition og kunne kun forstås ved en gradvis benægtelse af alle endelige kvaliteter. Det var bestemt en tro på et absolut væsen, selv en uendelig én, men dette koncept manglede i høj grad personlighedsattributter og kunne derfor ikke opleves af de individuelle religionsudøvere.
94:3.3 Brahman-Narayana var tænkt som det Absolutte, det uendelige DET ER, den oprindelige skabende kraft i det potentielle kosmos, det universelle Selv som eksisterende statisk og potentielt i al evighed. Havde den tids filosoffer været i stand til at tage det næste fremskridt i guddoms opfattelse, havde de været i stand til at opfatte Brahman som associativ og skabende, som en personlighed som skabte og udviklende væsener kunne nærme sig, så kunne en sådan undervisning være blevet den mest avancerede portrættering af Guddommen på Urantia, da den ville have omfattet de første fem niveauer af total guddomsfunktion og muligvis have forestillet sig de resterende to.
94:3.4 I nogle henseender førte opfattelsen af den Ene Universelle Oversjæl som helheden af summen af alt væseneksistens de indiske filosoffer meget tæt på sandheden af det Højeste Væsen, men denne sandhed hjalp dem ikke, fordi de ikke havde formået at udvikle nogen fair eller rationel personlig tilgang til opnåelsen af deres teoretiske monoteistiske mål med Brahman-Narayana.
94:3.5 Karma princippet af den igangværende kausalitet er, igen, meget tæt på sandheden om den, at alle handlinger i tid og rum er afspejlet i en syntese af den Højestes guddommelige tilstedeværelse; men dette postulat tilbød aldrig den enkelte religionsudøver evnen til koordineret personlig opnåelse af Guddommen, men blot den ultimative sammenlægning af hele personligheden i den Universelle Oversjæl.
94:3.6 Brahmanismens filosofi kom også meget tæt på forståelsen af den iboende Tankeretter, men kun for at blive perverteret gennem misforståelse af sandheden. Undervisningen, om at sjælen er den iboende Brahman ville have banet vejen for en avanceret religion, hvis ikke dette koncept var blevet fuldstændig behæftet med troen på, at der ikke fandtes nogen menneskelig individualitet bortset fra denne iboende Universelle Ene.
94:3.7 I læren om jeget eller sjælens sammenlægning med Oversjælen, tilbød de Indiske teologer ingen chance for overlevelse af noget menneskeligt, noget nyt og unikt, noget født af foreningen mellem den menneskelige vilje og Guds vilje. Undervisningen i sjælens tilbagevenden til Brahman er tæt parallelt med sandheden om, at Retteren vender tilbage til den Universelle Faders favn, men der er noget klart forskellig fra Retteren som også overlever, nemlig det morontielle modstykke af den dødelige personlighed. Denne væsentlige indsigt var fatalt fraværende fra den Brahmanske filosofi.
94:3.8 Den Brahmanske filosofi er kommet tæt på mange af de faktiske omstændigheder i universet og har nærmet sig mange kosmiske sandheder, men den er alt for ofte blevet offer for den fejl ikke at skelne mellem flere niveauer af virkeligheden, såsom mellem det absolutte, det transcendentale, og det endelige niveau. Den har undladt, at erkende, at hvad der kan være begrænset illusorisk på det absolutte niveau kan være helt rigtig på den endelige plan. Den har heller ikke observeret den væsentlige personlighed hos den Universelle Fader, som personligt kan kontaktes på alle niveauer fra det evolutionære væsens begrænset erfaring med Gud lige op til den Evige Søns grænseløse oplevelse af Paradisfaderen.
94:4.1 Gennem århundreder, vendte befolkningen i Indien tilbage i en vis grad til de tidligere vedaritualer, som var blevet modificeret af Melkisedekmissionærernes lære og krystalliseret af det senere Brahminpræsteskab. Denne, den ældste og mest kosmopolitiske af verdens religioner, har undergået yderligere ændringer i respons på buddhismen og jainismen og de senere fremtrædende indflydelser fra muhamedanismen og kristendommen. På det tidspunkt da Jesu lære nåede Indien, var den allerede blevet så vesterlandsk, at det var en "hvid mands religion", og derfor mærkelig og fremmed for det hinduistiske sind.
94:4.2 Hindu teologi, på nuværende tidspunkt, beskriver fire faldende niveauer af guddom og guddommelighed:
94:4.3 1. Brahman, det Absolutte, det Uendelige Ene, DET ER.
94:4.4 2. Trimurti, hinduismens højeste treenighed. I denne forening opfattes Brahma, det første medlem, som værende selvskabt ud af Brahman - uendeligheden. Var det ikke for den tætte identifikation med den panteistisk Uendelige Ene, kunne Brahma have dannet grundlaget for en opfattelse af den Universelle Fader. Brahma identificeres også med skæbnen.
94:4.5 Tilbedelsen af det anden og tredje medlem, Siva og Vishnu, opstod i det første årtusinde efter Kristus. Siva er herre over liv og død, gud for frugtbarhed, og hersker over ødelæggelse. Vishnu er ekstremt populær på grund af den tro, at han inkarnerer periodisk i menneskelig form. På denne måde, bliver Vishnu virkelig og lever i indernes fantasi. Siva og Vishnu betragtes hver af nogle som de øverste over alt.
94:4.6 3. Vediske og postvediske guder. Mange af ariernes gamle guder, såsom Agni, Indra, Soma, har været som underordnet guder til de tre medlemmer af Trimurti. Talrige yderligere guder er opstået siden de første tider af vediske Indien, og disse er også blevet indarbejdet i den hinduistiske gudeverden.
94:4.7 4. Halvguderne: supermænd, halvguder, helte, dæmoner, spøgelser, onde ånder, alfer, monstre, trolde, og helgener i de senere tiders kulter.
94:4.8 Mens hinduismen længe har undladt at levendegøre det indiske folk, har den på samme tid som regel været en tolerant religion. Dens store styrke ligger i det faktum, at det har vist sig at være den mest fleksible, formløse af de religioner som er fremkommet på Urantia. Den er i stand til næsten ubegrænset forandringer og besidder en usædvanlig række af fleksibel tilpasninger fra de høje og semimonoteistiske spekulationer af den intellektuelle Brahman til den rene fetichisme og primitive kult praksis i de forringede og deprimerede klasser af uvidende troende.
94:4.9 Hinduismen har overlevet, hovedsagelig fordi den er en integreret del af den grundlæggende sociale struktur i Indien. Den har intet storslået hierarki, som kan blive forstyrret eller ødelagt; den er vævet ind i folks livsstil. Den har en tilpasningsevne til skiftende forhold, der overstiger alle andre kulter, og den udviser en tolerant holdning til, og vilje til at låne fra mange andre religioner, Gautama Buddha og selv Kristus påstås at være inkarnationer af Vishnu.
94:4.10 Hvad Indien i dag har mest brug for, er præsentationen af evangeliet om Jesus - at Gud er alle menneskers Fader og menneskerne hans sønner og deraf følgende broderskab mellem alle mennesker, der er personligt realiseret i kærlig tjeneste og social service. I Indien eksisterer den filosofiske ramme, og kultstrukturen er til stede; alt, hvad der er brug for er en vitaliserende gnist af den dynamiske kærlighed portrætteret i Menneskesønnens oprindelige evangelium, strippet fra de vestlige dogmer og doktriner, som har tendens til at gøre Mikaels livsoverdragelse til en hvid mands religion.
94:5.1 Når Salem missionærerne passerede gennem Asien, og spredte læren om Gud den Højeste og frelse ved troen, absorberede de meget af filosofien og de religiøse tanker fra de forskellige lande de rejste igennem. Disse lærere var udpeget af Melkisedek og hans efterfølgere svigtede ikke deres mission; de trængte faktisk frem til alle folkeslag på det eurasiske kontinent, og det var i midten af det andet årtusinde før Kristus, at de ankom til Kina. Salem lærerne havde i mere end hundrede år deres hovedkvarter i Sii Futsh, og uddannede her de kinesiske lærere, som derefter underviste i alle områder beboet af den gule race.
94:5.2 Det var som en direkte konsekvens af denne lære, at den tidligste form for taoisme opstod i Kina, en markant anderledes religion end den, der i dag bærer dette navn. Den tidlige eller urtaoismen var sammensat af følgende faktorer:
94:5.3 1. Singlangtons overlevende doktriner, som blev bevaret i begrebet Shang-ti, Himlens Gud. Under Singlangtons tid blev det kinesiske folk næsten monoteistisk; de koncentrerede deres tilbedelse på En Sandhed, senere kendt som himlens Ånd, universets hersker. Den gule race mistede aldrig helt denne tidlige opfattelse om Guddommen, selv om mange underordnede guder og ånder i de efterfølgende århundreder snigende krøb ind i deres religion.
94:5.4 2. Salemreligionen om den Højeste Skaberguddom, som ville skænke menneskeheden sin gunst som svar på menneskets tro. Det er kun alt for sandt, at på det tidspunkt, hvor de Melkisedekske missionærer var trængt frem til den gule races lande, havde deres oprindelige lærdomme ændret sig væsentligt fra de simple doktriner i Salem under Makiventas dage.
94:5.5 3. De indiske filosoffers begreb om Brahman- Absoluttet, kombineret med ønsket om at undgå alt ondt. Måske den største ydre indflydelse på Salem religionens spredning østover blev udøvet af de indiske lærere i den vediske tro, der introducerede deres opfattelse af Brahman - det Absolutte - ind i Salem lærernes frelsecentreret tænkning.
94:5.6 Denne sammensatte tro spredes ud over de gule og brune racers land som en underliggende indflydelse i religiøst og filosofisk tænkning. I Japan blev denne urtaoisme kendt som Shinto, og i dette land, der var så langt væk fra Salem i Palæstina, hørte folkene om inkarnationen af Makiventa Melkisedek, som boede på jorden, for at Guds navn ikke skulle blive glemt af menneskeheden
94:5.7 I Kina blev alle disse overbevisninger senere forvirrede og sammensat med den stadigt voksende kult forfader tilbedelse. Aldrig siden Singlangtons tid har kineserne faldet i hjælpeløst slaveri under præsteskab. Den gule race var den første der rejste sig fra barbarisk trældom til en velordnet civilisation, fordi den var den første der opnåede en vis grad af frihed fra ussel frygt for guderne. De var ikke engang bange for de døde spøgelser som andre racer frygtede. Kina mødte sit nederlag, fordi det undlod at udvikle sig videre fra dets tidlige frigørelse fra præsterne. Det faldt ind i en næsten lige så katastrofal fejl, tilbedelse af forfædre.
94:5.8 Salemlærerne arbejdede alligevel ikke forgæves. Det var på baggrund af deres evangelium, at de store filosoffer i det sjette århundredes Kina byggede deres lære. Den moralske atmosfære og de åndelige følelser under Lao-tse og Konfutses tid voksede op fra Salemmissionærernes undervisning i en tidligere æra.
94:6.1 Omkring 600 år før Mikaels ankomst, fornemmede Melkisedek, som for længst havde forladt sit kødelige legeme, at renheden af hans undervisning på jorden var truet af den almindelige absorption ind i de ældre Urantia overbevisninger. Det så for en tid ud som om hans mission som en forløber for Mikael kunne mislykkes. Under det sjette århundrede før Kristus, gennem en usædvanlig koordinering af åndelige kræfter, som ikke engang var forstået selv af de planetariske vejledere, bevidnede Urantia en højst usædvanlige præsentation af forskelligartet religiøs sandhed. Gennem formidling af flere menneskelige lærere blev Salemevangeliet fornyet og givet nyt liv, og meget af hvilket der blev præsenteret har bestået frem til de tider hvor dette skrives.
94:6.2 Dette unikke århundrede med åndelige fremskridt var præget af store religiøse, moralske og filosofiske lærere over hele den civiliserede verden. I Kina, var de to vigtigste lærere Lao-tse og Konfutse.
94:6.3 Lao-tse byggede direkte på Salem traditionernes begreber, da han erklærede Tao for at være hele skabelsens Ene Første Årsag. Lao var en mand med storslået åndelig vision. Han lærte at menneskets evige skæbne var "evig forening med Tao, Gud den Højeste og den Universelle Konge." Han forstod de ultimative årsagssammenhænge meget indgående, for han skrev: "Enhed udspringer af den Absolutte Tao, og fra Enhed kommer den kosmiske Dualitet, og fra en sådan dualitet, udspringer Treenigheden i tilværelsen, og Treenigheden er den oprindelige kilde til al virkelighed. " "Al virkelighed er altid i balance mellem de potentialer og de faktiske værdier af kosmos, og disse er evigt harmoniseret af guddommelighedens ånd."
94:6.4 Lao-tse erklærede også som en af de første, læren om at returnere godt for ondt: "Godhed avler godhed, men til den, der er virkelig godt, avler ondt også godhed."
94:6.5 Han underviste at den skabte vender tilbage til Skaberen og beskrev livet som fremtrædende personlighed fra de kosmiske potentialer, mens døden var ligesom at vende hjem for denne skabnings personlighed. Hans begreber om sand tro var usædvanlig, og han sammenlignede det også med "holdningen hos et lille barn."
94:6.6 Hans forståelse af det evige formål med Gud var klar, for han sagde: "Den absolutte Guddom kæmper ikke men er altid sejrrig; han tvinger ikke menneskeheden, men er altid parat til at reagere på deres sande begær; Guds vilje er evig i tålmodighed og hans udtryk evigt uundgåeligt. Om den sande religionsudøver sagde han, da han udtrykte sandheden, at det er saligere at give end at modtage". Det gode menneske søger ikke at fastholde sandheden for sig selv, men snarere forsøger at skænke disse rigdomme til sine medmennesker, for det er erkendelsen af sandheden. Den Absolutte Guds vilje bringer altid velsignelse, ødelægger aldrig; formålet med sand troende er altid at handle, men aldrig at tvinge."
94:6.7 Laos undervisning om ikke-vold og forskellen som han gjorde mellem handling og tvang blev senere forvrænget til troen på at "se, gør, og tænk ikke noget." Lao lærte aldrig sådan en fejl, omend hans undervisning i ikke vold har været af betydning for den videre udvikling af fredelig sameksistens af det kinesiske folk.
94:6.8 Den populære taoisme af det tyvende århundredes Urantia har meget lidt til fælles med de ædle følelser og de kosmiske begreber hos den gamle filosof, der underviste i sandheden, som han opfattede den, og som var: at tro på den Absolutte Gud er kilden til den guddommelige energi, som vil omforme verden, og ved hvilken mennesket stiger til åndelig forening med Tao, den evige Guddom og universernes Skabende Absolut.
94:6.9 Konfutse (Kung Fu-tze) var en yngre nutidig af Lao i det sjette århundredes Kina. Konfutse baserede sine doktriner på de bedre moralske traditioner fra den gule races lange historie, og han var også delvis påvirket af Salem missionærernes tilbageværende traditioner. Hans hovedværk bestod i udarbejdelsen af kloge citater af gamle filosoffer. Han blev afvist som lærer i sin levetid, men hans skrifter og lærer har lige siden haft en stor indflydelse i Kina og Japan. Konfutse angav en ny vej for shamanerne ved at erstatte magi med moral. Han byggede alt for godt; han lavede en ny fetich ud af orden og etablerede en respekt for forfædrenes nedarvede vaner, der stadig æres af kineserne på tidspunktet hvor dette skrives.
94:6.10 Den konfucianske moralforkyndelse var baseret på teorien om, at den jordiske vej er den forvrængede skygge af den himmelske vej; at det sande mønster af tidens civilisation er spejlbilledet af den evige orden i himlen. Det potentielle gudsbegreb i konfucianismen var næsten fuldstændig underordnet vægten på den Himmelske Vej, det kosmiske mønster
94:6.11 Laos undervisning er gået tabt for alle, bortset for et par stykker i Orienten, men Konfutses skrifter har lige siden udgjort grundlaget for den moralske struktur i kulturen i næsten en tredjedel af Urantianerne. Disse konfucianske forskrifter bevarede det bedste fra fortiden, men var til en vis grad skadelig for selve den kinesiske undersøgelsesånd, der havde produceret de resultater, der var så æret. Indflydelsen af disse lærdomme blev uden held bekæmpet både af den kejserlige indsats fra Ch'in Shih Huang Ti og gennem undervisning af Mo Ti, der proklamerede et broderskab, der ikke byggede på etisk pligt, men på Guds kærlighed. Han forsøgte at genoplive den gamle søgen efter ny sandhed, men hans lære mislykkedes på grund af den kraftige modstand fra Konfutses disciple.
94:6.12 Ligesom mange andre åndelige og moralske lærere, blev både Konfutse og Lao-tse til sidst guddommeliggjort af deres tilhængere i løbet af de åndeligt mørke tidsaldre i Kina, der er indtrådt mellem tilbagegangen og perversionen af den taoistiske tro og ankomsten af de buddhistiske missionærer fra Indien. I løbet af disse århundreder af åndeligt forfald degenererede den gule races religion til en ynkelig teologi, hvor myldrede af djævle, drager, og onde ånder, som alle var et tegn på den tilbagevendende frygt hos de uoplyste dødeliges sind. Kina, der engang stod i spidsen for det menneskelige samfund på grund af en avanceret religion, faldt bagud på grund af midlertidig manglende fremskridt i den sande vej for udviklingen af gudsbevidsthed, der er uundværlig for ægte fremskridt, ikke kun for den enkelte dødelige, men også for de indviklede og forskelligartede civilisationer som kendetegner kulturens og samfundets fremskridt på en evolutionær planet i tid og rum.
94:7.1 Samtidig med Lao-tse og Konfutse i Kina, dukkede en anden stor lærer af sandhed op i Indien. Gautama Siddhartha blev født i det sjette århundrede før Kristus i den nordlige indiske provins Nepal. Hans tilhængere lod senere forstå, at han var søn af en fabelagtigt velhavende hersker, men i virkeligheden, var han den ubestridte tronarving til en lille stammehøvding, der regerede på grundlag af en stiltiende aftale over en lille og afsondret dal i det sydlige Himalaya.
94:7.2 Gautama formulerede de teorier, som voksede til buddhismens filosofi efter seks år forgæves praksis med yoga. Siddhartha kæmpede beslutsomt men en forgæves kamp mod det voksende kastesystem. Der var en ophøjet oprigtighed og en unik uselviskhed om denne unge profet prins, der i høj grad appellerede til tidens mennesker. Han forringede den praksis at søge individuel frelse gennem fysisk lidelse og personlig smerte. Han formanede sine tilhængere til at sprede hans evangelium til hele verden.
94:7.3 Bland forvirringen og de ekstreme kultskikke i Indien, kom Gautamas sundere og mere moderate lære som en forfriskende lettelse. Han fordømte guder, præster og deres ofre, men han opfattede heller ikke den Ene Universelles personlighed. Da Gautama ikke troede på eksistensen af individuelle menneskesjæle, er det naturligt at han kæmpede en tapper kamp mod den hævdvundne tro på sjælevandring. Han gjorde en ædel indsats for at befri menneskerne fra frygt, for at få dem til at føle sig godt tilpas og hjemme i det store univers, men det lykkes han ikke at vise dem vejen til det virkelige og himmelske hjem for de opstigende dødelige - Paradiset - og til den ekspanderende tjeneste i det evige liv.
94:7.4 Gautama var en rigtig profet, og havde han lyttede til eremitten Godads instruktion, kunne han have vækket hele Indien ved inspiration med genoplivning af evangeliet fra Salem om frelsende tro. Godad nedstammede gennem en familie, der aldrig havde mistet traditionerne fra de Melkisedekske missionærer.
94:7.5 I Benares grundlagde Gautama sin skole, og det var i sit andet år, at en elev, Bautan, delagtiggjorde sin lærer i traditionerne fra Salem missionærerne om den Melkisedekske pagt med Abraham. Selvom Siddhartha ikke havde nogen klar idé om den Universelle Fader, tog han en avanceret stilling til frelse ved troen - simpel tro. Han bekendtgjorde denne stilling overfor sine tilhængere og begyndte at sende sine elever ud i grupper på tres for at proklamere til befolkningen i Indien "de gode nyheder om fri frelse; at alle mennesker, høj og lav, kunne opnå lyksalighed ved tro på retfærdighed og retskaffenhed."
94:7.6 Gautamas kone troede sin mands evangeliet og grundlagde en nonneorden. Hans søn blev hans efterfølger og gav kulten en langt større spredning; Sønnen forstod den nye idé om frelse gennem tro, men i sine senere år, vaklede han om Salem evangeliets guddommelig fordel ved tro alene, og som gammel på dødslejet var hans sidste døende ord, "Udarbejd selv jeres egen frelse."
94:7.7 Når Gautamas evangelium om universel frelse, uden offer, tortur, ritual, og præster blev proklamerede på sit bedste, var det en revolutionær og fantastiske doktrin for sin tid. Den kom overraskende tæt på at være en genoplivning af Salem evangeliet. Det bragte undsætning til millioner af fortvivlede sjæle, og uanset dens groteske perversion under de senere århundreder, forbliver den stadig et håb for millioner af mennesker.
94:7.8 Siddhartha lærte langt mere sandhed end det som har overlevet i de moderne sekter, der bærer hans navn. Moderne buddhisme er ikke mere Gautama Siddharthas lære end kristendommens lære er af Jesus af Nazaret.
94:8.1 For at blive buddhist, bekender man sig blot offentligt til troen ved at recitere Tilflugten: "Jeg tager min tilflugt i Buddha; Jeg tager min tilflugt i Lære; Jeg tager min tilflugt i broderskabet."
94:8.2 Buddhismen fik sin oprindelse i en historisk person, og ikke i en myte. Gautamas tilhængere kaldte ham Sasta, hvilket betyder mester eller lærer. Selvom han ikke gjorde nogen overmenneskelige krav om hverken sig selv eller hans lære, begyndte hans disciple tidligt at kalde ham den oplyste, Buddha; senere, Sakjamuni Buddha.
94:8.3 Gautamas oprindelige evangelium var baseret på de fire ædle sandheder:
94:8.4 1. De ædle sandheder om lidelse.
94:8.5 2. Oprindelsen til lidelse.
94:8.6 3. Ødelæggelse af lidelse.
94:8.7 4. Vejen til udryddelse af lidelse.
94:8.8 Tæt knyttet til læren om lidelse og flugten derfra var filosofien i den ottefoldige vej: ret forståelse, sindelag, tale, handling, levevej, stræben, opmærksomhed og fordybelse. Det var ikke Gautamas hensigt at forsøge at ødelægge alle bestræbelser, begær, og hengivenhed som betingelse for frigørelse fra lidelse; snarere var hans undervisning udviklet til det dødelige menneske for at vise det nytteløse i at knytte alt håb og ambitioner kun på verdslige mål og materielle mål. Det var ikke så meget et spørgsmål om, at man skulle undgået at elske ens medmennesker som at den sande troende også burde se ud over relationerne i denne materielle verden til realiteterne i den evige fremtid.
94:8.9 De moralske befalinger i Gautamas forkyndelse var fem i antal:
94:8.10 1. Du må ikke slå ihjel.
94:8.11 2. Du må ikke stjæle.
94:8.12 3. Du er ikke ukysk.
94:8.13 4. Du må ikke lyve.
94:8.14 5. Du må ikke drikke berusende væsker.
94:8.15 Der var flere yderligere eller sekundære bud, som de troende kunne overholde efter frit valg.
94:8.16 Siddhartha troede næppe på at menneskets personlighed var udødelig; hans filosofi tilbød kun en slags funktionel kontinuitet. Han definerede aldrig klart hvad han mente at medtage i læren om Nirvana. Det faktum, at nirvana teoretisk kunne opleves under den jordiske eksistens tyder på, at det ikke blev betragtet som en tilstand af fuldstændig udslettelse. Det indebar en tilstand af højeste oplysning og himmelsk lyksalighed, hvor alle de lænker, der binder mennesket til den materielle verden var blevet brudt. Der var frihed fra alle ønsker, der vedrørte det jordiske liv og udfrielse fra alle fare for nogensinde igen at opleve inkarnation.
94:8.17 Ifølge Gautamas oprindelige lære opnås frelse gennem menneskets egen indsats, uden guddommelig hjælp. Der er ikke plads til frelsende tro eller bønner til overmenneskelige kræfter. I sine forsøg på at minimere overtro i Indien, bestræbte Gautama sig på at vende menneskene væk fra de åbenlyse krav om magisk frelse. I forbindelse med denne indsats, lod han døren stå på vid gab for hans efterfølgere til at misfortolke hans undervisning og til at proklamere, at al menneskelig stræben for at nå et mål er usmagelig og smertefuld. Hans tilhængere overså, at den højeste lykke er forbundet med den intelligente og entusiastiske forfølgelse af værdige mål, og at sådanne resultater udgør ægte fremskridt på kosmisk selvrealisering.
94:8.18 Den store sandhed i Siddharthas undervisning var hans proklamation af et univers af absolut retfærdighed. Han underviste i den bedste gudløse filosofi der nogensinde er opfundet af dødelige mennesker. Det var den ideelle humanisme og den mest effektivt fjerner af alle grunde til overtro, magiske ritualer, og frygt for spøgelser eller dæmoner.
94:8.19 Den store svaghed i buddhismens oprindelige evangelium var, at det ikke producere en religion i uselvisk social tjeneste. Det Buddhistisk broderskab var, i lang tid, ikke et broderskab af troende, men snarere et fællesskab af lærerstuderende. Gautama forbød dem at modtage penge og forsøgte dermed at forhindre skabelsen af hierarkiske tendenser. Gautama selv var meget socialt; ja, hans liv var meget større end hans forkyndelse.
94:9.1 Buddhismen trivedes fordi den tilbød frelse gennem tro på Buddha, den oplyste. Den var mere repræsentativ for de Melkisedekske sandheder end noget andet religiøst system i hele Østasien. Buddhismen blev imidlertid ikke meget udbredt som en religion, indtil monarken Asoka, som var af lav kaste, antog den som en måde at beskytte sig selv. Asoka var kun overgået af Ikhnaton i Egypten, som en af de mest bemærkelsesværdige civile herskere mellem Melkisedek og Mikael. Asoka byggede et stor indisk imperium ved hjælp af hans buddhistiske missionærers budskab. I løbet af en periode på femogtyve år trænede han og udsendte over sytten tusinde missionærer til de fjerneste grænser i hele den kendte verden. I en generation gjorde han buddhismen til den dominerende religion i halvdelen af verden. Den blev hurtigt etableret i Tibet, Kashmir, Ceylon, Burma, Java, Siam, Korea, Kina og Japan. Generelt var det en religion, der var langt overlegen i forhold til dem, som den fortrængte eller forbedrede.
94:9.2 Udbredelsen af buddhismen fra dets hjemland i Indien til hele Asien er en af de spændende historier om sande religionsudøveres åndelige hengivenhed og vedvarende oprigtig missionær udholdenhed. Lærerne, der underviste i Gautama evangelium udfordrede ikke kun farerne langs karavanevejene til land, men trodsede også farerne ved det kinesiske hav, da de forfulgte deres mission over hele det asiatiske kontinent, og bragte budskabet om deres tro til alle folkeslag. Denne buddhisme var dog ikke længere Gautamas simple doktrin; men et mirakuløst evangelium, som gjorde ham til en gud. Jo længere buddhismen spredtes fra sit hjem i højlandet i Indien, desto mindre lignede den Gautamas lære og desto mere lignede den de religioner den fortrængte.
94:9.3 Senere blev buddhismen meget påvirket af taoismen i Kina, Shintolæren i Japan, og kristendommen i Tibet. Efter et tusind år, visnede buddhismen simpelthen helt bort og ophørte i Indien. Den blev Brahmaniseret og overgav sig senere på det skammeligste til islam, mens den i det meste af resten af Orienten degenererede til et ritual, som Gautama Siddhartha aldrig ville have anerkendt.
94:9.4 I syd levede den fundamentalistiske og stereotype form af Siddharthas lære videre på Ceylon, i Burma, og Indokina-halvøen. Dette er buddhismens hinayana gren, som klamrer sig til den tidlige eller asociale doktrin.
94:9.5 Selv før sammenbruddet af buddhismen i Indien, var de kinesiske og nordindiske grupper af Gautamas tilhængere begyndt at udvikle mahayana læren om den "store vej" til frelse i modsætning til de purister i syd, der holdt sig til hinayana, eller den "lille vej." Disse mahayana tilhængere frigjorde sig fra den buddhistiske doktrins egne sociale begrænsninger, og lige siden har denne nordlige gren af buddhismen fortsat med at udvikle sig i Kina og Japan.
94:9.6 Buddhismen er i dag en levende, voksende religion, fordi det er lykkes at bevare mange af de højeste moralske værdier i dens tilhængere. Den fremmer fred og selvkontrol, øger sindsro og lykke, og gør meget for at forhindre sorg og smerte. De, der tror på denne filosofi lever bedre liv end mange, der ikke gør.
94:10.1 I Tibet kan man finde den mest mærkeligste sammenslutning af den Melkisedekske lære kombineret med buddhisme, hinduisme, taoisme og kristendom. Når de buddhistiske missionærer trængte ind Tibet, mødte de en tilstand af primitiv vildskab meget lig den, som de tidlige kristne missionærer fandt blandt de nordlige stammer i Europa.
94:10.2 Disse simple tibetanere ville ikke helt opgive deres gamle magi og charme. Undersøgelse af de religiøse ceremonier af nutidens tibetanske ritualer afslører et forvokset broderskab af præster med barberede hoveder, der praktiserer et indviklet ritual omfattende klokkeringning, messer, røgelse, processioner, rosenkranse, afbildning, amuletter, billeder, helligt vand, smukke messedragter, og kunstfærdige kor. De har stivnede dogmer og forstenede trosbekendelser, mystiske ritualer og særlige faster. Til deres hierarki hører munke, nonner, abbeder, og storlamaen. De beder til engle, helgener, en Hellige Moder, og guderne. De praktiserer tilståelser og tror på skærsilden. Deres klostre er omfattende, og deres katedraler storslået. De opretholder en endeløs gentagelse af hellige ritualer og tror, at sådanne ceremonier skænker frelse. Bønner er fastgjort til et hjul, og når det drejer rundt tror de disse andragender bliver virkningsfuldt. Blandt ingen andre mennesker i moderne tid kan man finde overholdelsen af så meget fra så mange religioner; og det er uundgåeligt, at en sådan kumulativ liturgi ville blive uforholdsmæssigt besværlig og en ubærlig byrde.
94:10.3 Tibetanerne har noget af alle de ledende verdensreligioner undtagen de enkle lærdomme i Jesu evangelium om mennesket som en Guds søn, broderskab mellem mennesker, og statsborgerskab i det stadigt stigende niveau af det evige univers.
94:11.1 Buddhismen kom til Kina i det første årtusinde efter Kristus, og den passede godt ind i den gule races religiøse skikke. I forfader tilbedelse havde de længe bedt til de døde; nu kunne de også bede for dem. Buddhismen sammensmeltede snart med de tilbageværende rester af rituelle skikke fra taoismens opløsning. Denne nye syntetiske religion med sine templer for tilbedelse og klart definerede religiøse ceremoniel blev snart den generelt accepterede dyrkelsen af befolkningerne i Kina, Korea og Japan.
94:11.2 Selv om det i nogle henseender er uheldigt, at buddhismen ikke blev gennemført til verden før efter Gautamas tilhængere havde perverteret kultens traditioner og lærer i en sådan grad, at de havde gjort ham til et guddommeligt væsen, ikke desto mindre viste denne myte om hans liv som menneske, forskønnet som den var med et væld af mirakler, sig at være meget tiltrækkende for dem, der lyttede til det nordlige evangelium eller Mahayana buddhismen.
94:11.3 Nogle af hans senere tilhængere lærte, at Sakyamuni Buddhas ånd vendte tilbage med jævne mellemrum til jorden som en levende Buddha og dermed åbnede vejen for en ubestemt fortsættelse af Buddha billeder, -templer, -ritualer, og "levende buddha."- bedragere. Således befandt den store indiske protestantiske religion sig til sidst lænket til disse meget ceremonielle praksis og rituelle besværgelser, som han så frygtløst havde bekæmpet, og så tappert havde fordømt.
94:11.4 Det store fremskridt indenfor den buddhistiske filosofi bestod i sin forståelse af relativiteten i al sandhed. Ved hjælp af denne hypotese har buddhisterne været i stand til at forene og korrelere divergenser indenfor deres egne religiøse skrifter samt forskellene mellem deres egne og mange andre. De lærte, at den lille sandhed var for små sind, den store sandhed for store sind.
94:11.5 Denne filosofi fastslog desuden, at der var bosat en Buddha (guddommelige) natur i alle mennesker; at mennesket gennem sin egen indsats, kunne opnå realiseringen af denne indre guddommelighed. Denne doktrin er en af de klareste præsentationer der nogensinde er gjort af en Urantia religion om sandheden af den iboende Retter i menneskets indre.
94:11.6 Men en stor begrænsning i Siddharthas oprindelige evangelium, som det blev fortolket af hans tilhængere, var, at den forsøgte en fuldstændig frigørelse af det menneskelige selv fra alle begrænsninger i den dødelige natur ved at isolere selvet fra den objektive virkelighed. En ægte kosmisk selvrealisering er resultatet af identifikation med den kosmiske virkelighed og med det begrænsede kosmos som omfatter energi, sind og ånd, og som afgrænses af rummet og betinges af tiden.
94:11.7 Selvom ceremonier og ydre overholdelse af buddhismen blev groft forurenet med det modsvarende i de lande, hvortil den spredtes, så gælder denne degenerering ikke helt de store tænkeres filosofiske liv, der, fra tid til anden, omfavnede dette system af tanker og overbevisning. Gennem mere end to tusinde år, har mange af de bedste sind i Asien koncentreret sig om problemet med at fastslå den absolutte sandhed og sandheden om det Absolutte.
94:11.8 En højt udviklet idé om den Absolutte blev opnået gennem mange kanaler af tanker og ved ræsonnement ad snoede stier. Den opadgående stigning af denne uendelighedsdoktrin var ikke så klart defineret som udviklingen af Gudskonceptet i den hebraiske teologi. Ikke desto mindre var der visse brede niveauer, som de buddhistiske tænkere nåede, opholdt sig på og passerede gennem på deres vej til en opfattelse af den Primære Kilde til universerne:
94:11.9 1. Legenden om Gautama. Grundlaget af konceptet var den historiske kendsgerning af den indiske profet prins Siddharthas liv og lære, Denne legende blev mere og mere mystik under sin rejste gennem århundreder og på tværs af Asiens brede landområder, indtil den overskred idéen om Gautama som den oplyste og begyndte at tage nye attributter.
94:11.10 2. De mange Buddhaer. Det blev begrundet, at hvis Gautama var kommet til befolkningerne i Indien, så måtte menneskeracerne have været velsignet i en fjern fortid med andre lærere i sandheden, og det ville også uden tvivl ske igen i en fjern fremtid. Dette gav anledning til undervisningen om, at der var mange Buddhaer, et ubegrænset og uendeligt antal, selv at nogen kunne stræbe efter at blive en - for at opnå en Buddhas guddommelighed.
94:11.11 3. Absolut Buddha. Ved den tid, da antallet af Buddhaer nærmede sig det uendelige blev det nødvendigt for tidens tænkere at genforene dette uhåndterlige begreb. Derfor begyndte man at undervise, at alle buddhaer kun var manifestationer af en højere essens, af en evig uendelig og ubegrænset eksistens, af en absolut kilde af al virkelighed. Herfra blev det buddhistiske Guddoms begreb i sin højeste form, skilt fra Gautama Siddharthas menneskelige person og afviste de antropomorfe begrænsninger, som havde holdt den i snor. Denne sidste opfattelse af den Evige Buddha kan meget vel identificeres som den absolutte, nogle gange endda som det uendelige JEG ER.
94:11.12 Selv om denne idé om en Absolut Guddom aldrig blev særlig populær blandt folkene i Asien, gjorde den det muligt for de intellektuelle i disse lande at forene deres filosofi og harmonisere deres kosmologi. Begrebet Buddha den Absolutte opfattes som halvt personligt, til tider helt upersonligt - selv som en uendeligt skabende kraft. Sådanne begreber, selvom nyttige i filosofien, er ikke afgørende for den religiøse udvikling. Selv en menneskelignende Jahve er af større religiøs værdi end buddhismens eller Brahmanismens uendelig fjerne Absolut.
94:11.13 Til tider blev det Absolutte endda tænkt som indeholdt i det uendelige JEG ER. Disse spekulationer var kold trøst til de sultne masser, der længtes efter at høre ordene om løftet, det enkle evangelium fra Salem, at troen på Gud ville garanterer guddommelig gunst og evig overlevelse.
94:12.1 Den store svaghed i buddhismens kosmologi var dobbelt: dens forurening med meget overtro i Indien og Kina, og dens sublimering af Gautama, først som den oplyste, og derefter som den evige Buddha. Ligesom kristendommen har lidt af at den har absorberet så meget fejlagtig menneskefilosofi, så bære også buddhismen sit menneskelige modermærke. Læren fra Gautama har imidlertid fortsat med at udvikle sig i løbet af de sidste to og en halv årtusinder. For en oplyst buddhist er begrebet Buddha, ikke mere Gautamas menneskelige personlighed end begrebet Jehova til en oplyst kristen er identisk med Horebs åndedæmon. Mangel på terminologi, sammen med den sentimentale bibeholdelse af urgammel nomenklatur, fører ofte til at man ikke forstår den sande betydning af de religiøse begrebers udvikling.
94:12.2 Gradvist begyndte begrebet Gud, i modsætning til det Absolutte, at dukke op i buddhismen. Dens rødder går tilbage til den gamle tid, hvor tilhængerne af den mindre vej og den større vej adskilte sig fra hinanden. Det var i sidstnævnte gren af buddhismen, at den dobbelte opfattelse af Gud og det Absolutte endelig modnet. Skridt for skridt, århundrede af århundrede har Gud konceptet udviklet sig indtil Ryonins, Honen Shonins og Shinrans forkyndelse i Japan, dette koncept bar endelig frugt i form af troen på Amida Buddha.
94:12.3 Blandt disse troende læres det, at sjælen efter at have gennemgået døden, kan vælge at nyde et ophold i Paradis forud for indsættelsen i Nirvana, den ultimative eksistens. Det forkyndes, at denne nye frelse opnås gennem troen på den guddommelige barmhjertighed og kærlig pleje af Amida, Paradisets Gud i vest. I deres filosofi, holder Amidatilhængerne sig til en uendelig virkelighed, som er ud over alle finite dødeliges forståelse; i deres religion, klamrer de sig til troen på den alt barmhjertige Amida, som så elsker verden, at han ikke tillader en eneste dødelig, der i ægte tro og med et rent hjerte kalder på hans navn, til at mislykkes i at nå den himmelske lykke i Paradiset.
94:12.4 Buddhismens store styrke er, at dens tilhængere frit kan vælge sandheden fra alle religioner. En sådan valgfrihed har sjældent været kendetegnende for en Urantia religion. I dette henseende har Shin sekten af Japan blevet en af de mest progressive religiøse grupper i verden; den har genoplivet den gamle missionærånd blandt Gautamas tilhængere og er begyndt at sende lærere til andre folkeslag. Denne villighed til at assimilere sandheden fra enhver og alle kilder er faktisk en prisværdig tendens som fremtræder blandt troende i løbet af første halvdel af det tyvende århundrede efter Kristus.
94:12.5 Buddhismen selv undergår en renæssance i det tyvende århundrede. Gennem kontakt med kristendommen er buddhismens sociale aspekter blevet stærkt forbedret. Ønsket om at lære er på ny blevet tændt i hjerterne på broderskabets munkepræster, og uddannelsens spredning overalt indenfor denne tro vil helt sikkert føre til nye fremskridt indenfor den religiøse udvikling.
94:12.6 På det tidspunkt hvor dette skrives, sætter store dele af Asien sit håb i buddhismen. Vil denne ædle tro, der så tappert har gennemlevet den mørke middelalder fra fortiden, endnu en gang modtage sandheden om udvidede kosmiske realiteter, ligesom disciplene til den store lærer i Indien engang lyttede til hans proklamation om ny sandhed? Vil denne gamle tro endnu engang reagere til den livgivende stimulus af præsentationen af nye koncepter for Gud og det Absolutte, som det så længe har søgt efter?
94:12.7 Hele Urantia venter på proklamationen af Mikaels forædlende budskab, ubehæftet med doktriner og dogmer, der har akkumulerede i løbet af nitten århundreders kontakt med de religioner der har en evolutionær oprindelse. Tiden er kommet til at præsentere til buddhismen, kristendommen, hinduismen, selv til folk fra alle trosretninger, ikke evangeliet om Jesus, men den levende, åndelige virkelighed af Jesu evangelium.
94:12.8 [Præsenteret af en Melkisedek i Nebadon.]