© 2015 Urantia Foundation
1:0.1 DEN Universelle Fader er hele skabelsens Gud, den Første Kilde og Centrum for alle ting og væsener. Tænk først på Gud som en skaber, dernæst som en overvåger, og til sidst som en uendelig opretholder. Sandheden om den Universelle Fader var begyndt at gå op for menneskeheden da profeten sagde: “Du, Gud, er den eneste; der er ingen foruden dig. Du har skabt himmel og himlernes himmel, med alle deres hærskarer; du bevarer og overvåger dem. Universerne er Guds Sønners værk. Skaberen dækker sig selv med lys som med et klædningsstykke og udspænder himlene som et tæppe[1]. “Kun begrebet af den Universelle Fader - en Gud i stedet for mange guder—gør det dødelige menneske i stand til at forstå Faderen som en guddommelig skaber og uendelig overvåger.
1:0.2 Myriader af planetariske systemer er alle skabt for i sidste instans at blive beboet af mange forskellige typer af intelligente skabninger, væsener som kunne kende Gud, modtage den guddommelige kærlighed, og elske ham til gengæld. Universernes univers er Guds arbejde og bolig for hans forskellige skabninger. “Gud skabte himlene og formede jorden, han grundlagde universet og skabte ikke denne verden forgæves; han formede den til at bliver beboet[2].”
1:0.3 Alle de oplyste verdener anerkender og tilbeder den Universelle Fader, den evige skaber og uendelige opretholder af hele skabelsen. I univers efter univers har vilje skabningerne begivet sig ud på den lange, lange rejse mod Paradiset, i den evige eventyrrejses fortryllende kamp for at nå frem til Gud Faderen. Det transcendente mål for tidens børn er at finde den evige Gud, at forstå den guddommelige natur, at genkende den Universelle Fader. Guds fortrolige skabninger har kun en højeste ambition, kun et fortærende ønske, og det er at bliver som ham i deres egen sfære, som han er i sin personligheds Paradis fuldkommenhed og i hans universelle sfære af retfærdigt overherredømme. Fra den Universelle Fader som bebor evigheden, er der fremkommet det højeste bud, "Vær fuldkomne, som jeg er fuldkommen[3][4].” I kærlighed og barmhjertighed har Paradisets budbringere båret denne guddommelige formaning ned gennem tidsaldrene og ud igennem universerne, selv til lave væsener af dyrisk oprindelse som de menneskelige racer på Urantia.
1:0.4 Dette storslåede og universelle påbud om at stræbe efter opnåelsen af den guddommelige fuldkommenhed er den første forpligtelse, og burde være den højeste ambition blandt hele den kæmpende skabelse bestående af væsener som fuldkommenhedens Gud har skabt. Denne mulighed for opnåelse af guddommelig fuldkommenhed er den endelige og sikreste skæbne af menneskets evige åndelige fremskridt.
1:0.5 De dødelige på Urantia kan næppe have noget håb om at bliver fuldkomne set i uendelighedens lys, men det er fuldt ud mulig for mennesker, med det udgangspunkt de har her på denne planet, at opnå det overjordiske og guddommelige mål som den uendelige Gud har fremsat for de dødelige mennesker; og når de opnår denne skæbne, vil de i alle henseender som har med selvrealisering og sindspræstationer at gøre, være lige fuldendte i deres sfære af guddommelig fuldkommenhed som Gud selv er det i sin sfære af uendelighed og evighed. En sådan fuldkommenhed behøver ikke være universel i materiel forstand; ubegrænset i intellektuel fatteevne eller være endelig med hensyn til åndelig erfaring, men den er endelig og fuldstændig i alle andre aspekter som omfatter guddommelig vilje, fuldkommenhed af personligheds motivation og gudsbevidsthed.
1:0.6 Dette er den virkelige betydning af den guddommelige befaling: "Bliv fuldkomne som jeg selv er fuldkommen," som altid driver mennesket videre og viser det indad i den lange og fascinerende kamp for opnåelsen af et stadig højere åndeligt værdiniveau og sande univers betydninger. Denne ædle søgen efter universernes Gud er det største eventyr for indbyggerne i alle verdener af tid og rum,
1:1.1 Af alle de navne som Gud Faderen er kendt som i universerne, er det dem som betegner ham som den Første Kilde og Universets Center som er de hyppigst forekommende. Den Første Fader er kendt under forskellige navne i forskellige universer og i forskellige sektorer af det samme univers. De navne som skabningerne tilskriver Skaberen afhænger for en stor del af skabningens begreb om Skaberen. Den Første Kilde og Universets Center har aldrig åbenbaret sig ved navn, men kun ved sit væsen. Hvis vi tror at vi er børn af denne Skaber, så er det vel naturlig at vi til sidst vil kalde ham Fader[5]. Men dette er et navn vi selv har valgt, og det udspringer fra vor anerkendelse af vores personlige forhold til den Første Kilde og Center.
1:1.2 Den Universelle Fader påtvinger aldrig universernes tænkende viljesskabninger nogen form for vilkårlig anerkendelse, formel tilbedelse eller underkastende tjeneste. De evolutionære indbyggere i verdener af tid og rum må af sig selv, i deres egne hjerter, anerkende, elske og frivillig tilbede ham. Skaberen nægter at fremtvinge eller pådutte underkastelse af sine materielle skabningers åndelige frie vilje. Den kærlige dedikation af menneskets vilje til at udføre Faderens vilje er dets mest udsøgte gave til Gud; en sådan indvielse af skabningens vilje er faktisk menneskets eneste mulige gave af virkelig værdi til Paradisets Fader. I Gud lever og bevæger mennesket sig og har sin væren; der findes ikke noget som mennesket kan give til Gud undtagen dette valg om at følge Faderens vilje, og sådanne beslutninger, udført at universernes tænkende viljeskabninger udgør virkeligheden om den sande tilbedelse som er så tilfredsstillende for Skaberfaderens kærlighedsdominerede væsen[6].
1:1.3 Når I først er blevet virkelig gudbevidste, efter at I virkelig opdager den majestætiske Skaber og begynder at erfare virkeliggørelsen af den iboende tilstedeværelse af den guddommelige overvåger, da vil i, i overensstemmelse med jeres oplysning og med måden og metoden som de guddommelige Sønner åbenbarer Gud på, finde et navn for den Universelle Fader som behørig udtrykker jeres begreb om den Første Store Kilde og Center. Og således bliver Skaberen kendt på forskellige verdener og i varierende universer under talrige benævnelser, som alle betyder det samme hvad forholdet til ånden angår, men som udtrykt i ord og symboler hver for sig genspejler graden og dybden af hans ophøjethed i hans skabningers hjerter i et hvilket som helst rige.
1:1.4 Nær centret for universernes univers er den Universelle Fader allermest kendt under navne som kan anses for at betyde den Første Kilde. Længere ude i rummets universer forstås de udtryk som bruges for at kendetegne den Universelle Fader, oftere betyde Universets Center. Endnu længere ude i stjernetågernes skaberværk er han kendt, ligesom på hovedkvartersverden for jeres lokalunivers, som den Første Skabende Kilde og Guddommelige Center. I en af jeres nære konstellationer bliver Gud kaldt Universernes Fader. I en anden, den Uendelige Opretholder, og længere østover, den Guddommelige Overvåger. Han er også blevet betegnet som Lysets Fader, Livets Gave og den Ene Almægtige[7][8][9].
1:1.5 På de verdner hvor en Paradissøn har levet et overdragelsesliv, er Gud sædvanligvis kendt ved et navn som indikerer personlige forhold, kærlig hengivenhed og faderlig kærlighed[10]. På jeres konstellationshovedkvarter bliver Gud omtalt som den Universelle Fader, og på forskellige planeter i jeres lokalsystem af beboede verdner er han på forskellig vis kendt som Fædrenes Fader, Paradisfaderen, Havonafaderen og Åndefaderen. De som kender Gud fra Paradissønnernes åbenbaringer gennem disses overdragelser, vil give efter for den følelsesmæssige appel i den rørende forening mellem de skabte og Skaberen og omtale Gud som "vor Fader"[11].
1:1.6 På en planet med seksuelle skabninger, på en verden hvor forældrefølelsens impulser hører hjemme i hjerterne hos dens tænkende væsner, bliver begrebet Fader et meget udtryksfuldt og passende navn for den evige Gud. Han er bedst kendt, mest almindelig anerkendt, på jeres planet Urantia under navnet Gud. Navnet som han er givet, har kun en lille betydning; det som betyder noget, er at I lærer ham at kende og går ind for at bliver som ham. Jeres fordums profeter kaldte ham sandfærdig for "den evigvarende Gud" og henviste til ham som den som "har sit hjem i evigheden"[12][13].
1:2.1 Gud er den oprindelige virkelighed i åndens verden; Gud er sandhedens kilde i sindets sfærer; Gud overskygger alt overalt i de materielle verdener. For alle skabte forstandsvæsener er Gud en personlighed, og for universernes univers er han den evige virkeligheds Første Kilde og Center. Gud er hverken menneskelignende eller maskinlignende[14]. Den Første Fader er universel ånd, evig sandhed, uendelig virkelighed og faderpersonlighed.
1:2.2 Den evige Gud er uendelig meget mere end idealiseringen af virkeligheden eller et personificeret univers. Gud er ikke kun menneskets højeste ønske, konkretiseringen af hvad de dødelige søger efter. Gud er heller ikke kun et begreb, et retfærdighedens kraftpotentiale. Den Universelle Fader er ikke noget synonym for naturen, han er heller ikke en personificering af naturlovene. Gud er en transcenderet virkelighed, ikke kun menneskets traditionelle opfattelse om de højeste værdier. Gud er ikke et psykologisk koncentrat af de åndelige betydninger og han er heller ikke "menneskets ædleste værk." Gud kan udgøre hvilken som helst af disse opfattelser i folks bevidsthed, men han er mere: Han er en frelsende person og en kærlig Fader for alle dem som nyder den åndelige fred på jord og som længes efter at erfare personlighedens overlevelse i døden.
1:2.3 Det faktum at Guds eksistens er virkelig vises i menneskets erfaring af den iboende guddommelige tilstedeværelse som bor i mennesket, den åndelige Åndeledsager som er sendt fra Paradiset for leve i det dødelige menneskets sind hvor den bistår med at udvikle den udødelige sjæl som overlever i evighed. Denne guddommelige Retters tilstedeværelse i menneskesindet kommer til udtryk gennem tre slags erfaringsmæssige fænomener:
1:2.4 1. Den intellektuelle evne til at kende Gud - Gudsbevidstheden[15].
1:2.5 2. Den åndelige drivkraft efter at finde Gud - Gudssøgende[16].
1:2.6 3. Personlighedens længsel efter at blive som Gud - det helhjertede ønske om at udføre Faderens vilje[17].
1:2.7 Guds eksistens kan aldrig bevises ved hjælp af videnskabelige forsøg eller ved hjælp af den rendyrkede fornuft af logiske deduktion; Gud kan kun opleves som virkelig gennem ens livserfaring; ikke desto mindre er den sande opfattelse om Guds realitet logisk holdbar, filosofisk forsvarlig, afgørende i religiøs sammenhæng og uundværlig for ethvert håb om personlighedens overlevelse.
1:2.8 De som kender Gud, har oplevet hans nærhed som en kendsgerning; sådanne guds fortrolige dødelige indeholder ved deres personlige erfaring det eneste gyldige bevis på den levende Guds eksistens som et menneske kan tilbyde et andet. Guds eksistens er fuldstændig hinsides det muliges bevisførelse, bortset fra når det gælder kontakten mellem menneskesindets gudsbevidsthed og guds tilstedeværelse i form af Tankeretteren som bor i det dødelige intellekt og overdraget til mennesket som den Universelle Faders frie gave.
1:2.9 I teorien kan i forestille jer Gud som Skaberen, og han er den personlige skaber af Paradiset og fuldkommenhedens centralunivers, men alle universerne af tid og rum er skabt og organiseret af Paradiskorpset af Skabersønner. Den Universelle Fader er ikke den personlige skaber af lokaluniverset Nebadon, det univers som i lever i er skabt af hans Søn Mikael. Selv om Faderen ikke personlig skaber de evolutionære universer, styre og overvåger han over dem i mange af deres universelle forhold og i visse af deres manifestationer af fysiske, sindsmæssige og åndelige energier. Gud Faderen er den personlige skaber af Paradisuniverset og i samarbejde med den Evige Søn, har han skabt alle andre personlige Skabere i universet.
1:2.10 Som en fysisk overvåger i det materielle univers af universer, fungerer den Første Kilde og Center i henhold til de mønstre der er særegne for den evige Paradis Ø og gennem dette absolutte tyngdecentrum udøver den evige Gud kosmisk overopsyn med det fysiske niveau, ligeligt i centraluniverset som udover i universernes univers. Som sind fungerer Gud i Guddommen af den Uendelige Ånd; som ånd åbenbare Gud sig i den Evige Søns person og i personerne af den Evige Søns guddommelige børn. Dette samspil mellem den Første Kilde og Center og Paradisets samordnede Personer og Absolutter forhindrer ikke på nogen måde at den Universelle Fader direkte personlig handler overalt i skaberværket på alle dets planer. Ved hjælp af tilstedeværelsen af sin fragmenteret ånd holder Skaberfaderen umiddelbar kontakt med sine skabte børn og med sine skabte universer.
1:3.1 "Gud er ånd[18]." Han er en universel åndelig tilstedeværelse. Den Universelle Fader er en uendelig åndelig realitet; han er den suveræne, evige, udødelige, usynlige og eneste sande Gud[19]." Selv om I er "Guds afkom", bør i ikke tro at Faderen er som jer i form og fysik fordi det har været sagt at I er skabt "i hans billede" - beboet af Mysterieledsageren som er udsendt fra hans evige væsens centrale bolig[20][21]. Åndevæsener er virkelige på trods af at de er usynlige for menneskers øjne og selv om de ikke er af kød og blod.
1:3.2 En af oldtidens seere sagde det således: Se, han går ved min side og jeg ser ham ikke; han passere også forbi mig, men jeg opfatter ham ikke[22]." Vi kan når som helst betragte Guds værk; vi kan være meget stærkt bevidste om de materielle beviser på hans storslået adfærd, men sjælden får vi ved selvsyn lov til at opleve det synlige udtryk for hans guddommelighed; ikke engang tilstedeværelsen af hans udsendte ånd som tager bolig i mennesket, får vi at se.
1:3.3 Den Universelle Fader er ikke usynlig fordi han gemmer sig væk for de laverestående skabninger som præges af materialistiske handicap og begrænsede åndelig begavelse. Det forholder sig snarere således: I kan ikke se mit ansigt, for ingen dødelig kan se mig og leve[23]." Intet materielt menneske ville kunne skue Guds ånd og bevare sin eksistens som dødelig. Den guddommelige personligheds herlighed og åndelige udstrålingskraft er utilnærmelig for lavere kategorier af åndevæsener eller for alle klasser af materielle personligheder. Den åndelige lysstyrke fra Faderens personlige nærhed er et "lys som intet dødelig menneske kan nærme sig, som ingen materiel skabning har set eller kan se[24]." Men det er heller ikke nødvendig, at se Gud med de kødelige øjne for at kunne skelne ham gennem trosvisionen i det åndeliggjorte sind.
1:3.4 Den Universelle Faders åndevæsen deles til fulde med hans sameksisterende jeg, Paradisets Evige Søn. Både Faderen og Sønnen deler ligeledes den universelle og evige ånd til fulde og uden forbehold med deres samvirkende personlighed, den Uendelige Ånd. Guds ånd er i og af sig selv absolut; i Sønnen er den egenskabsløs, i Ånden universel, og hos alle tre er den uendelig.
1:3.5 Gud er en universel ånd; Gud er den universelle person. Den højeste personlige virkelighed i det finite skaberværk er ånd, den ultimative virkelighed i det personlige kosmos er absonit ånd. Kun uendelighedens niveauer er absolutte, og kun på sådanne niveauer er der endelig enhed mellem materie, sind og ånd.
1:3.6 I universerne er, Gud Faderen i potentialitet, den der overvåge materie, sind og ånd. Kun ved hjælp af sit vidtstrakte personligheds kredsløb har Gud direkte at gøre med personlighederne i sin store skabelse af viljevæsener, men han kan kontaktes (udenfor Paradis) kun gennem tilstedeværelse af sine fragmenterede enheder, som er Guds vilje spredt ud i universerne. Denne Paradisånden som er iboende i sindene hos tidens dødelige og der fostrer udviklingen af den overlevende skabnings udødelige sjæl, indeholder den Universelle Faders væsen og guddommelighed. Men sindene hos sådanne uevolutionære skabninger har deres oprindelse i lokaluniverserne og skal vinde guddommelig fuldkommenhed gennem den åndelige opnåelses erfaringsmæssige forvandlinger som er det uundgåelige resultat af at skabningen vælger at gøre den himmelske Faders vilje.
1:3.7 I menneskets indre oplevelse er sindet forbundet med materien. Sådanne materietilkoblede sind kan ikke overleve når mennesket dør. Overlevelsesteknikken har sit grundlag i de tilpasninger af menneskeviljen og de forvandlinger i den dødeliges sind som gennem hvilken et sådan Gudbevidst intellekt gradvis bliver modtagelig for åndelig oplæring og dernæst for åndelig ledelse. Denne udvikling af menneskesindet fra materietilknytning til forening med ånden resulterer i at de potentielle åndelige faser i den dødeliges sind omdannes til morontia virkelighederne i den udødelige sjæl. Et dødeligt sind som underkaster sig materien, vil nødvendigvis bliver mere og mere materielt og til slut som en følge af det få sin personlighed udslettet; mens det sind som retter sig efter ånden ligeledes bliver mere og mere åndelig og til slut opnå enhed med den overlevende og guddommelige ånd og på denne måde overleve og opnå evig eksistens for sin personlighed.
1:3.8 Jeg kommer fra den Evige, og jeg har gentagende gange vendt tilbage til den Universelle Faders tilstedeværelse. Jeg kender den Første Kilde og Center, den Evige og Universelle Faders virkelighed og personlighed. Jeg ved at mens den storslået Gud er absolut, evig og uendelig, så er han også god, guddommelig og imødekommende. Jeg kender sandheden i de store bekendtgørelser: "Gud er ånd" og "Gud er kærlighed," og disse to egenskaber bliver mest fuldstændig åbenbaret for universet gennem den Evige Søn[25][26].
1:4.1 Guds fuldkommenhed er så uendelig at den for altid gør ham til et mysterium. Og det største af alle Guds uudgrundelige mysterier er det fænomen at Gud er iboende i de dødeliges sind. Den måde hvorpå den Universelle Fader omgås sammen med tidens skabninger, er det mest dybtgående af alle universets mysterier; den guddommelige tilstedeværelse i menneskesindet er selve mysteriernes mysterium.
1:4.2 De dødeliges fysiske kroppe er "Guds templer"[27]. Uanset at de Suveræne Skabersønner kommer i nærheden af de skabte væsener på deres beboede verdner og "trækker alle mennesker til sig"; selv om de "står ved døren" til bevidstheden "og banker på" og fryder sig over at kunne komme ind til alle dem som vil " åbne dørene til deres hjerter"; selv om dette intime personlige samkvem mellem Skabersønnerne og deres dødelige skabninger faktisk finder sted, så vil det dødelige menneske ikke desto mindre have noget fra selveste Gud som faktisk har sin bolig indeni det og som dets legeme er et tempel til ære for[28][29].
1:4.3 Når I er færdige hernede; når jeres livsforløb i en midlertidig form på jorden er kommet til vejs ende; når jeres prøvelsesrejse i kødet er over; når støvet som det dødelige tabernaklet består af, "vender tilbage til jorden hvorfra det kom ": da, er det åbenbaret, at den iboende "ånd skal vende tilbage til Gud som skænkede den[30][31]." Det opholder sig indeni hvert moralske væsen på denne klode et fragment af Gud, en andel af selve det guddommelige. I har ikke ejendomsretten til det, men det er en del af planen, at det skal bliver ét med jer, hvis I overlever den dødelige tilværelse.
1:4.4 Vi bliver uafladelig konfronteret med dette Guds mysterium; vi er rådvilde over at se hvorledes stadig mere af sandheden om hans uendelige godhed, grænseløse barmhjertighed, mageløse visdom og uovertræffelige karakteregenskaber breder sig ud for os i et endeløst panorama.
1:4.5 Det guddommelige mysterium består i den iboende forskel, som skiller det endelige fra det uendelige, det tidsbestemte fra det evige, den tid og rum bundne skabning fra den Universelle Skaber, det materielle fra det åndelige, menneskets ufuldkommenhed fra Paradisguddommens fuldkommenhed. Den universelle kærlighedens Gud manifesterer sig ufejlbarlig for hver og en af sine skabninger så langt som sådanne skabningers åndelige evner forstår den guddommelige sandhedens, skønhedens og godhedens kvaliteter.
1:4.6 For hvert eneste åndevæsen og hver eneste dødelige skabning i hver eneste sfære og på hver eneste verden i universernes univers åbenbarer den Universelle Fader alt af sit elskværdige og guddommelige jeg som kan skelnes eller fattes af sådanne åndevæsener og de dødelige skabninger. Gud gør ikke forskel på personer, hverken åndelige eller materielle[32]. Den guddommelige tilstedeværelse som ethvert barn af universet til enhver tid nyder godt af, begrænses kun af en sådan skabnings evne til at modtage og skelne den overmaterielle verdens åndelige realiteter.
1:4.7 Som en virkelighed i menneskets åndelige oplevelse udgør Gud ikke noget mysterium. Men når man forsøger at klarlægge åndeverdnernes virkeligheder for sindene i de materielle klasse, melder mysteriet sig: mysterier som er så subtile og så dybe, at dødelige, der kender Gud kun gennem trosforståelse kan opnå det filosofiske mirakel det er, at kunne genkende den Uendelige fra det endelige, at de dødelige udviklingsvæsener på de materielle verdener i tid og rum skal kunne skelne den evige Gud.
1:5.1 Tillad ikke Guds omfang, hans uendelighed, hverken at formørke eller overskygge hans personlighed. "Han som planlagde øret, skal han ikke høre? Han som udformet øjet, skal han ikke se?" Den universelle Fader er kulminationen af guddommelig personlighed; han er personlighedens kilde og skæbne i hele skabelsen; Gud er både uendelig og personlig; han er en uendelig personlighed[33]. Faderen er i sandhed en personlighed, rent bortset fra at hans persons uendelighed for altid placerer ham hinsides de materielle og finite væseners fulde forståelse.
1:5.2 Gud er meget mere end personlighed sådan som personlighed forstås af menneskesindet; han er til med langt mere end ethvert begreb om en superpersonlighed. Men det er fuldstændig nytteløst at diskutere sådanne uforståelige begreber om guddommelig personlighed med materielle væseners sind, hvis maksimal begreb om hvad tilværelsens virkelighed er, består af en personligheds idé og ideal. Den materielle væsens højeste mulige begreb om den Universelle Skaber er omfattet indenfor de åndelige idealer som den guddommelige personligheds ophøjede idé står for. Derfor ved i, selv om I måske ved at Gud nok er meget mere end hvad mennesket kan forstå af hvad personlighed er, være lige så fuldt ud klar over, at den Universelle Fader umulig kan være noget mindre end en evig, uendelig, sand, god og smuk personlighed.
1:5.3 Gud skjuler sig ikke for nogen af sine skabninger. Han er utilnærmelig for så mange klasser af væsner kun fordi han "bor i et lys som ingen materiel skabning kan nærme sig[34]." Den guddommelige personligheds enorme udstrækning og storslåethed ligger hinsides opfattelse for de evolutionære dødeliges ufuldkomne sind. Han "måler vandmasserne i sin hule hånd, måler et univers med sin håndsbredde. Det er ham som sidder på jordens omkreds, som strækker himmelhvælvingerne ud som et gardin og spreder dem ud som et univers man kan leve i[35]." "Løft deres øjne op mod det høje og tag i øjesyn hvem det er som har skabt alt dette, som har tal på alle verdnerne han bringer til veje og nævner dem alle ved deres navne "; og således er det sandt, at " Guds usynlige ting delvis kan forstås gennem alt det som er blevet skabt[36][37]." I dag, og som i er, må i skelne den usynlige Skaber gennem hans mangfoldige og forskelligartede skabelse samt gennem hans Sønners og deres talrige underordnedes åbenbaring og tjeneste.
1:5.4 Til trods for at materielle dødelige ikke kan se Guds person, burde de fryde sig i forvisning over at han er en person; bør de ved tro acceptere den sandhed som fremstiller den Universelle Fader som således elskede verden at han sørgede for åndelig fremgang i al evighed af dets ydmyge beboere; at han "glæder sig over sine børn[38]." Gud mangler ingen af disse overmenneskelige og guddommelige egenskaber som indgår i en perfekt, evig, kærlig og uendelig Skaberpersonlighed.
1:5.5 I de lokale skabelser (med undtagelse af personalet i superuniversernes) findes det ingen personlig eller udstationeret manifestation af Gud bortset fra Paradisets Skabersønner som er de beboede verdners fædre og lokaluniversernes suveræne herskere. Hvis den skabtes tro var fuldkommen, ville han med sikkerhed vide, at når han havde set en Skabersøn, havde han set den Universelle Fader; i sin søgen efter Faderen ville han ikke spørge efter eller forvente at se nogen anden end Sønnen[39][40]. Det dødelige mennesket kan simpelthen ikke se Gud før det opnår fuldstændig åndelig transformation og faktisk når frem til Paradiset[41].
1:5.6 Paradisets Skabersønners væsen egenskaber omfatter ikke alle den universelle absolutheds egenskabsløse potentialer som indgår i den Første Store Kilde og Centers uendelige væsen, men den Universelle Fader er på alle måder guddommelig til stede i Skabersønnerne. Faderen og hans Sønner er én[42]. Disse Paradissønner af Mikaels klasse er perfekte personligheder og endda et mønster for al personlighed i lokaluniverset, fra den klare Morgenstjernes personlighed og ned til det laveste menneskelige væsen af en fremadskridende evolution af dyreriget.
1:5.7 Uden Gud og uden hans storslået og centrale person ville det ikke findes nogen personlighed i hele det vidtstrakte universernes univers. Gud er personlighed.
1:5.8 Uanset at Gud er en evig kraft, en majestætisk nærværelse, et transcendent ideal og en strålende ånd, selv om han er alt dette og uendelig meget mere, ikke desto mindre er han i sandhed og til evig tid en fuldkommen Skaberpersonlighed, en person som kan "kende og bliver kendt", som kan "elske og bliver elsket", og en som kan være vores ven: ligeledes kan du blive kendt, som andre mennesker har været kendt, som ven af Gud[43][44][45]. Han er en virkelig ånd og en åndelig virkelighed.
1:5.9 Som vi ser den Universelle Fader åbenbaret over hele hans univers; som vi skimter ham iboende sine myriader af skabninger; som vi beskuer ham i hans Suveræne Sønners personer; som vi fortsætter med at føle hans guddommelige tilstedeværelse rundt omkring, nært og fjernt, så lad os ikke betvivle eller sætte spørgsmålstegn ved hans personligheds forrang. På trods af al denne enorme udspredningen forbliver han en sand person og opretholder til evig tid sin personlige forbindelse med sine utallige skarer af væsener som findes spredt rundt om i universernes univers.
1:5.10 Ideen om den Universelle Faders personlighed er en udvidet og sandere begreb om Gud som er kommet til menneskeheden hovedsagelig gennem åbenbaringer. Både fornuften, visdommen og den religiøse erfaring peger mod og foreslår at Gud er en personlighed, men magter ikke helt at påvise den. Selv den iboende Tankeretter er førpersonlig. Enhver religions sandhed og modenhed står direkte i proportion til den forestillingen den har om Guds personlighed og til dens indsigt om Guddommens absolutte enhed. Ideen om en personlig Guddom bliver derfor målestokken på den religiøse modenhed efter at religionen først har formuleret begrebet om Guds enhed.
1:5.11 De primitive religioner havde mange personlige guder, og de var formet i menneskets billede. Åbenbaring bekræfter gyldigheden af begrebet om Guds personlighed, som kun er en mulighed for den videnskabelige forudsætning om en Første Årsag og kun kan antydes som i tråd med filosofiens idé om den Universelle Enhed. Kun ved hjælp af personlighedens tilnærmende bestræbelser kan enhver person begynde at forstå Guds enhed. Fornægter man den Første Kilde og Centers personlighed, står man kun med valget mellem to filosofiske dilemmaer: materialismen og panteismen.
1:5.12 Når man prøver at forestille sig Guddommen, må personlighedsbegrebet løsrives fra ideen om kropslighed. En materiel krop er ikke uundværlig for personligheden hverken for mennesket eller for Gud. Det fejlagtige ved ideen om kropslighed kommer til udtryk i begge yderligheder af menneskelig filosofi: Ifølge materialismen kan mennesket, siden det mister sin krop når det dør, ikke fortsætte med at eksistere som en personlighed; ifølge panteismen kan Gud, siden han ikke har nogen krop, følgelig ikke være nogen person. Den overmenneskelige fremadskridende personlighedstype fungerer imidlertid som en forening mellem sind og ånd.
1:5.13 Personlighed er ikke blot en egenskab hos Gud; snarere står den for helheden af det koordinerede uendelige væsen og den forenede guddommelige vilje som fremtræder perfekt udtrykt i evighed og universalitet. Personlighed i sin højeste betydning er Guds åbenbaring til universernes univers.
1:5.14 Gud, som er evig, universel, absolut og uendelig, vokser ikke i kundskab eller højner sin visdom. Gud tilegner sig ikke erfaring i den forstand som det finite mennesket vil kunne ræsonnere sig frem til eller forstå, men indenfor grænserne af sin egen evige personlighed kan han nyde de kontinuerlige udvidelser af selvrealisering som på sin vis kan sammenlignes med og er analogt med de finite væseners erhvervelse af nye erfaringer i evolutionære verdner
1:5.15 Den uendelige Guds absolutte perfektion ville medføre at han måtte lide de forfærdelige begrænsninger som kendetegner perfektionens egenskabsløse endelighed om det ikke var for det faktum, at den Universelle Fader deltager direkte i alle de ufuldkomne sjæles personligheds kamp i det vidtstrakte univers som med guddommelig hjælp forsøger at stige op til de åndelige perfekte verdner i det høje. Denne progressive oplevelse af ethvert åndevæsen og enhver dødelig skabning i alle universernes univers udgør en del af Faderens stadig ekspanderende guddomsbevidsthed af den uophørlige selvrealiseringens evigvarende guddommelige cirkel uden ende.
1:5.16 Det er bogstaveligt talt sandt: "I alle jeres pinsler lider også han[46]." "I alle jeres sejre sejrer han i jer og med jer[47]." Hans førpersonlige guddommelige ånd er en virkelig del af jer. Paradisets Ø reagerer på alle fysiske forvandlinger i universernes univers; den Evige Søn omfatter alle åndelige impulser fra hele skabelsen; Samforeneren omfatter alle sindsudtryk i det ekspanderende kosmos. Den Universelle Fader omfatter indenfor sin guddommelige bevidstheds helhed alle de individuelle erfaringer af de progressive kampe som ekspanderende sind og opadstigende åndevæsner af enhver eksistens, væsen og personlighed har over alt i den evolutionære skabelse i tid og rum. Og alt dette er bogstavelig talt sandt, for i Ham lever vi alle og rører os og har vor væren[48]."
1:6.1 Menneskets personlighed er et skyggebillede kastet i tid og rum af den guddommelige Skaberpersonlighed. Og ingen virkelighed kan nogensinde blive rigtig forstået ved at man undersøger skyggen af den. En skygge skal fortolkes ud fra den sande substans som kaster den.
1:6.2 For videnskaben er Gud en årsag, for filosofien en idé, for religionen en person, selv den kærlige himmelske Fader. For videnskabsudøveren er Gud en oprindelig kraft, for filosoffen en hypotese om enhed, for religionsudøveren en levende åndelig erfaring. Menneskets mangelfulde begreb om den Universelle Faders personlighed kan kun forbedres gennem dets åndelige fremskridt i universet og vil kun være fyldestgørende når tidens og rummets pilgrimme endelig når Paradisets levende Guds guddommelige omfavnelse.
1:6.3 Mist aldrig de diametralt modsatte synspunkter af personligheden som de er opfattet af Gud og mennesket. Mennesket betragter og opfatter personligheden set fra det finite hen imod det uendelige; Gud ser fra det uendelige hen imod det finite. Mennesket besidder den laveste form for personlighed, Gud den højeste, selv den alt overordnede, ultimative og absolutte. Derfor måtte de højere begreber om den guddommelige personlighed tålmodigt afvente fremkomsten af forbedrede ideer om menneskets personlighed, i særdeleshed den udvidede åbenbaring af både menneskelig og guddommelig personlighed i Skabersønnen Mikaels overdragelse liv på Urantia.
1:6.4 Den førpersonlige guddommelige ånd som bor i den dødeliges sind, er med sin tilstedeværelse det gyldige bevis på sin faktiske eksistens, men begrebet om den guddommelige personlighed kan kun fattes gennem den indsigt man får gennem ægte personlig religiøs erfaring. En hvilken som helst person, enten det er menneskeligt eller guddommelig, kan kendes eller blive forstået, helt uafhængig af personens ydre reaktioner eller fysiske tilstedeværelse.
1:6.5 En vis grad af moralsk beslægtethed og åndelig harmoni er væsentlig for et venskab mellem to personer; en kærlig personlighed vil næppe give sig til kende overfor en kærlighedsløs person. Selv det at komme i nærheden af en guddommelig personlighed kræver at alle menneskets personligheds resurser vies til denne bestræbelse. Halvhjertet, ufuldstændig hengivelse vil være frugtesløs.
1:6.6 Jo mere fuldstændig mennesket forstår sig selv og værdsætter værdierne hos sine medmenneskers personligheder, jo mere vil det hige efter at kende den Oprindelige Personlighed, og med desto større inderlighed vil et sådan gudkendende menneske stræbe efter at blive som den Oprindelige Personlighed. I kan argumentere for forskellige opfattelser om Gud, men al erfaring med ham og i ham overgår og ligger hinsides alle menneskets kontroverser og ensidig intellektuel logik. Et gudkendende menneske beskriver sine åndelige erfaringer, ikke for at overbevise de ikke troende, men for de troendes opbyggelig og gensidig tilfredshed.
1:6.7 At antage at man kan kende universet og at det er forståeligt, er det samme som at antage at universet er sindsbevidst skabt og personligheds forvaltet. Menneskesindet kan kun opfatte sindsfænomener som kommer fra andre sind, enten disse er menneskelige eller overmenneskelige. Hvis menneskets personlighed kan opleve universet, så ligger der faktisk en personlighed gemt et eller andet sted i dette univers.
1:6.8 Gud er ånd: åndepersonlighed[49]. Mennesket er også en ånd: potentiel åndepersonlighed. Jesus fra Nazaret opnåede den fulde virkeliggørelse af dette potentiale af åndepersonlighed i sin menneskelige livserfaring; derfor bliver mennesket liv i opnåelsen af Faderens vilje, den virkeligste og ideelle åbenbaring af Guds personlighed. Selv om man kun kan erkende den Universelle Faders personlighed ved hjælp af ægte religiøs erfaring, bliver vi inspireret af Jesu jordiske liv i den fuldendte demonstration af en sådan erkendelse og åbenbaring af Guds personlighed i en virkelig menneskelig oplevelse.
1:7.1 Når Jesus snakket om "den levende Gud", mente han en personlig Guddom - Faderen i Himlen[50]. Opfattelsen om at Guddommen har personlighed fremmer fællesskabet, den favoriserer intelligent tilbedelse og fremmer en forfriskende tillidsfuldhed. Der kan forekomme interaktioner mellem upersonlige ting, men de kan ikke opleve noget fællesskab. Det medmenneskelige forhold mellem fader og søn kan på samme måde som fællesskabet mellem Gud og mennesket ikke opleves medmindre de begge er personer. Kun personligheder kan omgås med hverandre, selv om et sådan personligt samkvem meget lettere kan foregå ved tilstedeværelsen af en sådan upersonlig enhed som Tankeretteren.
1:7.2 Mennesket opnår ikke at blive forenet med Gud på samme måde som en vanddråbe kan blive et med havet: Mennesket opnår sin forening med det guddommelige ved i stigende grad at have et tovejs åndelig samkvem, ved sin personligheds samvær med den personlige Gud, ved at blive stadig mere et med det guddommelige væsen gennem helhjertet og intelligent tilpasning til Guds vilje. Et så ophøjet forhold kan kun finde sted mellem personligheder.
1:7.3 Sandhedsbegrebet kan muligvis drøftet løsrevet fra al personlighed; skønhedsbegrebet kan eksistere uden nogen personlighed; men begrebet om den guddommelige godhed lader sig kun forstå i relation til personlighed: Kun en person kan elske og blive elsket. Selv skønhed og sandhed ville ikke have noget håb om at overleve uden en personlig Gud, en kærlig Fader.
1:7.4 Vi kan ikke fuldt ud forstå hvordan Gud kan være oprindelig, uforanderlig, almægtig og fuldkommen og samtidig være omgivet af et foranderlig og tilsyneladende lovgivnings begrænset univers, et udviklende univers af relative ufuldkommenheder. Men vi kan vide at det er sandt gennem vores egen personlige erfaring da vi alle bevarer vores personligheds identitet og vores viljes enhed til trods for, at både vi selv og vore omgivelser er i konstant forandring.
1:7.5 Universets ultimative virkelighed kan ikke nås med en forståelse ud fra matematikken, logikken eller filosofien, men kun gennem personlig erfaring ved at man i stigende grad tilpasser sig efter en personlig Guds guddommelige vilje. Hverken videnskab, filosofi eller teologi kan bekræfte Guds personlighed. Kun troende sønner til den himmelske Fader kan med deres personlige erfaringer påvirke den faktiske åndelige erkendelse af Guds personlighed.
1:7.6 De højere begreber om personlighed i universet indebærer identitet, selvbevidsthed, selv - vilje og mulighed til at åbenbare sig. Og disse egenskaber indebærer yderligere et fællesskab med andre og ligestillede personligheder, som dem der eksisterer i Paradisguddommenes personligheds relationer. Og den absolutte enhed i disse relationer er så perfekt, at det guddommelige kendes ved sin udelelighed, ved sin enhed: " Herren Gud er én." Personlighedens udelelighed forhindre ikke Gud i at skænke sin ånd for at den skal leve i de dødelige menneskers hjerter[51]. Udeleligheden i en menneskelig Faders personligheds forhindrer ikke reproduktion af menneskesønner og -døtre.
1:7.7 Dette begreb om udelelighed i forbindelse med begrebet om enhed indebærer at både tid og rum er transcenderet af Guddommens Ultimativitet; derfor kan hverken rummet eller tiden være absolutte eller uendelige. Den Første Kilde og Center er den uendelighed som uden egenskabsbestemmelse transcenderer alt sind, al materie og al ånd.
1:7.8 Kendsgerningen om Paradistreenigheden modsiger på ingen måde sandheden om den guddommelige enhed. Paradisguddommens tre personligheder er i alle deres reaktioner på den universelle virkelighed og hvad deres forhold til alle skabninger angår, som én. Heller ikke eksistensen af disse tre evige personerne, modsiger sandheden om guddommens udelelighed. Jeg er fuldstændig klar over at jeg ikke har tilgang til noget sprog som på behørig vis gør det klart for den dødelige hvordan vi selv opfatter disse problemer i universet. Men I burde ikke miste modet: alle disse ting er ikke engang helt klar for de højtstående personligheder som hører til min kategori af Paradisvæsner. Hav altid i tankene at I vil komme til at få en stadig klarere opfattelse om disse dybe sandheder som har med Guddommen at gøre efterhånden som jeres sind bliver mere og mere åndeliggjort gennem de efterfølgende epoker af jeres lange opstigning som dødelige på vej mod Paradiset.
1:7.9 [Præsenteret af en Guddommelig Rådgiver, et medlem af den gruppe af himmelske personligheder som er beordret af Dagenes Ældste på Uversa, det syvende superunivers hovedkvarter, for at holde overopsyn med de dele af denne forestående åbenbaring som omhandler omstændigheder hinsides lokaluniverset Nebadons grænser. Jeg er betroet til at stå som ansvarlig for de papirer som portrætterer Guds væsen og egenskaber fordi jeg repræsenterer den øverste tilgængelige informationskilde for sådanne tiltag på enhver beboet verden. Jeg har tjenestegjort som Guddommelig Rådgiver i alle de syv superuniverser og har længe haft mit tilhold på Paradisets Centre for alle ting. Mange gange har jeg haft den højeste fornøjelse af et ophold i umiddelbar personlige tilstedeværelse af den Universelle Fader. Jeg skildrer virkeligheden og sandheden i Faderens natur og egenskaber med ubestridelig autoritet; Jeg ved, hvad jeg taler om.]