© 2015 Urantia Foundation
136:0.1 Jesus begyndte sit offentlige virke mens den folkelige interesse for Johannes forkyndelse var på sit højeste, i en tid da Palæstinas jødiske befolkning var ivrig på udkig efter at Messias skulle vise sig[1]. Johannes og Jesus var store modsætninger. I sin måde at arbejde på var Johannes ivrig og oprigtig, mens Jesus var rolig og lykkelig; kun nogle få gange i løbet af hele sit liv havde han hastværk. Jesus var en betryggende trøst for verden og lidt af et eksempel. Johannes var næppe hverken nogen trøst eller noget eksempel. Han forkyndte himmelens rige, men tog næppe del i den lykke som det skulle medføre[2]. Selv om Jesus omtalte Johannes som den største blandt profeterne af den gamle skole, så sagde han også at den mindste af dem som så den nye vejens lys og ved hjælp derfra indtræder i himmelriget, såmænd var større end Johannes.
136:0.2 Når Johannes forkyndte rigets komme, var hovedbudskabet: “Omvend jer! Flygt fra den kommende vrede!” Da Jesus begyndte at forkynde, var tilskyndelsen om at angre stadig til stede; men et sådan budskab ville altid blive efterfulgt af evangeliet, de gode nyheder om det nye rigets glæder og frihed.[3]
¶ 1. FORESTILLINGERNE OM DEN VENTEDE MESSIAS
136:1.1 Blandt jøderne verserede der mange idéer om den forventede befrier, og hver af disse forskellige skoler som befattede sig med messiastanken, havde sine udtalelser i de hebræiske skrifter som de kunne pege på for at bevise deres påstande. Almindeligvis anså jøderne at deres nationale historie begyndte med Abraham og kulminerede med Messias og Guds riges nye tidsalder. Før i tiden havde de forstillet sig denne befrier som ‘Herrens tjener’, derefter som ‘Menneskesønnen’, mens der i senere tider, til og med var nogen som gik så langt som at henvise til Messias som ‘Guds søn’. Men uanset om han blev kaldt ‘Abrahams sæd’ eller ‘Davids søn’, var alle enige om, at han kom til at blive Messias, ‘den salvede’. Opfattelsen voksede således fra at være ‘Guds tjener’ til ‘Davids søn’, ‘Menneskesønnen’ og ‘Guds søn’[4].
136:1.2 På Johannes og Jesu tid havde de mere lærde jøder udviklet en idé om den kommende Messias som den perfekte og repræsentative Israelit som både var ‘Guds tjener’ og samtidig besatte de tre poster som profet, præst og konge.
136:1.3 Jøderne troede inderligt på at, som Moses havde befriet deres forfædre fra trældom i Egypten ved hjælp af mirakuløse under, på samme måde ville den kommende Messias befri det jødiske folk fra det romerske overherredømme ved hjælp af endog mægtigere mirakler og opsigtsvækkende tegn på racemæssig triumf. Rabbierne havde samlet næsten femhundrede uddrag af skrifterne som de, rent bortset fra deres åbenlyse selvmodsigelse, højt og helligt påstod, var profetier om den kommende Messias. Og blandt alle disse detaljer om tidspunktet, teknikken og funktionen, tabte de næsten den levende Messias personlighed helt af syne. De så frem mod en genoprettelse af den jødiske nations ære - Israels ophøjelse - i stedet for at verden skulle reddes. Derfor er det indlysende at Jesus fra Nazaret aldrig kunne leve op til denne materialistiske messiasforestilling i jødernes tanker. Mange af deres formodede messiasforudsigelser, ville såfremt de bare havde set disse profetier fra en anden synsvinkel, på en helt naturlig måde havde forberedt dem mentalt på at anerkende Jesus som afslutteren af en tidsalder og igangsætteren af en ny og bedre tidsforordning med nåde og frelse for alle nationer.
136:1.4 Jøderne var blevet opdraget til at tro på Shekinah-doktrinen. Men dette, som gik for at være et symbol på det Guddommelige Nærvær, kunne man ikke se i templet. De troede at Messias komme ville medføre at det blev genindsat. De havde forvirrede idéer om racens synd og menneskets påstået onde natur. Nogle underviste i at Adams synd havde kastet en forbandelse over menneskeslægten og at Messias ville fjerne denne forbandelse og bringe mennesket tilbage til anseelse i Guds øjne. Andre underviste om at Gud, i det han skabte mennesket, forsynede sine skabninger med både den gode og den onde natur, men da han så hvad dette medførte, blev han frygtelig skuffet, og “han angrede at han havde skabt mennesket[5].” Og de som underviste dette, troede at Messias skulle komme og forløse mennesket fra dets iboende onde natur.
136:1.5 Flertallet af jøderne troede at de fortsat skulle sygne hen under det romerske overherredømme på grund af deres nationale synder og på grund af de halvhjertede ikke jødiske proselytter. Den jødiske nation havde ikke helhjertet angret, derfor var Messias afventende med sin ankomst. Der var meget snak om anger; derfor denne voldsomme og umiddelbare appel i Johannes forkyndelse: “Omvend jer og lad jer døbe, for himmelens rige er nær[6].” Og for enhver troende jøde kunne himmelens rige kun betyde én ting: Messias ankomst.
136:1.6 Der var et kendetegn ved Mikaels overdragelse som var yderst fremmed for den jødiske forestilling om Messias, og det var foreningen af de to egenskaber af at være både menneskelig og guddommelig. Jøderne havde gjort sig forskellige tanker om Messias som det perfekte menneske, som overmenneske og til og med som guddommelig, men begrebet om en forening af det menneskelige og det guddommelige havde de aldrig haft i tankerne. Og dette var den store anstødssten for Jesu disciple i begyndelsen. De forstod det menneskelige begreb om Messias som Davids søn som de første profeter havde fremstillet det; som Menneskesønnen, som var Daniels og nogle af de senere profeters idé om et overmenneske; og til og med som Guds søn; som forfatteren af Enoks bog og enkelte af hans samtidige beskrev det; men aldrig for ét eneste øjeblik underholdt de det sande begreb om at de to egenskaber, det menneskelige og det guddommelige, kunne forenes i én jordisk personlighed[7][8]. Inkarnationen af Skaberen i form af en skabning var ikke blevet åbenbaret på forhånd. Den blev først åbenbaret ved Jesus; verden viste ingenting om noget sådan før Skabersønnen blev kødeliggjort og befandt sig blandt de dødelige i verden.[9]
¶ 2. JESU DÅB
136:2.1 Jesus blev døbt mens Johannes forkyndervirksomhed var på sit højdepunkt, og Palæstina var optændt af forventningen om hans budskab - “Guds rige er nær” - og hele det jødiske samfund var engageret i en seriøs og højtidelig selvransagelse[10][11]. Jødernes sans for racesolidaritet gik vældig dybt. Ikke bare troede jøderne at en fars synder kunne ramme hans børn, men de troede fuldt og fast på, at et individs synd kunne blive en forbandelse for hele nationen. Derfor var det ikke alle som lod sig døbe af Johannes som anså sig for at være skyldige i de syndere som Johannes udtrykkelig tog afstand fra. Mange hengivne sjæle blev døbt af Johannes for Israels bedste skyld. De var bange for at have begået en eller anden uvidenhedssynd som på grund af dem ville udsætte Messias ankomst[12]. De følte sig som en del af en skyldig og syndsforbandet nation, og de fremstod for at døbes for at tilkendegive følgen (frugterne, viljen) af deres races kollektive anger. Det fremgår derfor at Jesus ikke på nogen måde lod sig døbe som et ritual for at vise anger eller at modtage syndernes forladelse. Ved at godtage at lade Johannes døbe ham, fulgte Jesus bare mange fromme israelitters eksempel.
136:2.2 Da Jesus fra Nazaret gik ud i Jordanfloden for at døbes, var han en jordisk dødelig som havde nået det maksimale af hvad et menneske kan stige i sin udvikling når det gælder alt som vedrører erobringen af sindet og selv-identificering med ånden. Han stod den dag i Jordanfloden som en perfektioneret dødelig fra tidens og rummets evolutionære verdener. Perfekt synkronisering og fuldstændig kommunikation var blevet etableret mellem Jesu dødelige sind og hans iboende åndens Tankeretter, den guddommelige gave fra hans Fader i Paradis. Og netop sådan en Tankeretter har bolig i alle normale væsener som har levet på Urantia siden Mikaels opstigning til lederpositionen i sit univers, bortset fra at Jesu Tankeretter tidligere var blevet forberedt til denne specielle opgave ved på samme måde at have boet i et andet overmenneskeligt væsen som havde inkarneret sig ind i lighed med kødelig skikkelse: Makiventa Melkizedek.
136:2.3 Sædvanligvis vil der, når en jordisk dødelig når sådanne højder af perfektionering af sin personlighed, indtræffe de indledende fænomener af åndelig ophøjelse som til sidst fører til fusion mellem den dødeliges modnede sjæl og dens guddommelige tilknyttede Tankeretter. Og det så ud til at være en sådan forandring som nu kom til at ske i Jesus fra Nazarets personlighedsoplevelse netop på denne dag, da han gik ud i Jordanfloden sammen med sine to brødre for at blive døbt af Johannes. Denne ceremoni var den sidste handling i hans rent menneskelige liv på Urantia, og mange overmenneskelige observatører forventede at blive vidne til fusionen mellem Tankeretteren og det sind hvori den boede, men de skulle alle komme til at blive skuffet. Noget nyt og endnu større indtræf. I det Johannes lagde sine hænder på Jesus for at døbe ham, tog den iboende Tankeretter sin endelige afsked med Joshua ben Josefs perfektionerede menneskesjæl. Og efter nogle få øjeblikke kom dette guddommelige væsen tilbage fra Divinington som en Personaliseret Tankeretter, leder for sin slags i hele lokaluniverset Nebadon[13]. Således så Jesus sin egen forhenværende guddommelige ånd komme tilbage ned til ham i personliggjort form. Og nu hørte han denne samme ånd med oprindelse fra Paradis tale med disse ord: ”Dette er min elskede Søn, og i ham finder jeg stort velbehag[14].” Og Johannes, sammen med Jesu to brødre, hørte også disse ord. Johannes disciple, som stod ved vandkanten, hørte dem ikke, og de så heller ikke åbenbaringen af den Personaliseret Tankeretter. Det var kun Jesu øjne som så den Personaliseret Tankeretter.
136:2.4 Da den tilbagevendte og nu ophøjede Personaliseret Tankeretteren havde talt, blev der helt stille. Og mens de fire blev stående ude i vandet, vendte Jesus blikket op mod Tankeretteren, som befandt sig lige ved, og bad: “Min Fader som hersker over himmelen, helliget være dit navn. Komme dit rige! Må din vilje blive udført på jorden, som det sker i himmelen.” Da han havde bedt[15]. ´åbnede himlen sig´ og Menneskesønnen så visionen som blev vist ham af den nu Personaliseret Tankeretter, af ham selv som en Guds Søn som han var før han kom til jorden i skikkelse af dødelig kød, og som han ville blive når det inkarnerede liv var færdigt[16]. Denne himmelske vision blev kun set af Jesus.
136:2.5 Det var stemmen til den Personaliseret Tankeretter som Jesus og Johannes hørte; den talte på vegne af den Universelle Fader, for Tankeretteren er af, og som, Paradisfaderen[17]. Gennem resten af Jesu jordiske liv ledsagede den Personaliserede Tankeretter ham gennem alle hans bestræbelser, Jesus var i konstant samkvem med denne ophøjede Tankeretter.
136:2.6 Da Jesus blev døbt, angrede han ingen misgerninger, han bekendte ingen synd. Hans dåb var for at vie sig til at udføre den himmelske Faders vilje. Da han blev døbt, hørte han sin Faders umiskendelige opfordring, den endelige indkaldelse for at tage sig af sin Faders anliggender, og han drog af sted for at trække sig tilbage i ensom afsondrethed i fyrre dage for at gennemtænke disse mangfoldige problemer. Ved på denne måde at trække sig tilbage for en tid fra aktiv personlighedskontakt med sine jordiske følgesvende fulgte Jesus, som han var på Urantia, den selvsamme procedure som gælder på morontiaverdnerne når en opadstigende dødelig fusioneres med den Universelle Faders indre tilstedeværelse.
136:2.7 Denne dåbsdag afsluttede Jesu det rent menneskelige liv. Den guddommelige Søn har fundet sin Fader, den Universelle Fader har fundet sin inkarneret Søn, og de taler med hinanden.
136:2.8 (Jesus var næsten enogtredive et halvt år gammel da han blev døbt. Mens Lukas siger at Jesus blev døbt i det femtende år under Tiberius Cæsars styre, som ville blive i år 29 e.Kr. i og med at Augustus døde i år 14 e.Kr., bør der erindres om at Tiberius var kejser sammen med Augustus i to og et halvt år før Augustus død, efter at der i hans ære var slået mønt i hans favør i oktober i år 11 e.Kr. Det femtende år i hans faktiske regeringstid var derfor netop det samme år 26 e. Kr. som da Jesus blev døbt. Og det var også i det år at Pontius Pilatus blev indsat som guvernør i Judæa.)[18]
¶ 3. DE FYRRE DAGE
136:3.1 Jesus havde klaret sig gennem sit dødelige livsforløbs store fristelser før dåben mens han havde været våd af Hermonbjergets dug i seks uger. På Hermonbjerget havde han, som en dødelig af denne verden uden at modtage hjælp, mødt og nedkæmpet Urantias hykler Caligastia, denne verdens prins. I følge universets nedskrivelser var det på denne begivenhedsrige dag at Jesus fra Nazaret blev Urantias Planetprins. Og denne Prins af Urantia, som meget snart skulle erklæres som den ypperste suveræne hersker for hele Nebadon, trak sig nu tilbage i fyrre dage for at udarbejde planerne og bestemme sig for hvilken teknik han skulle benytte sig af for at forkynde det nye Guds rige i menneskenes hjerter[19].
136:3.2 Efter dåben begyndte han sine fyrre dage med at tilpasse sig de ændrede relationer i verden og universet som følge af at hans Tankeretter var blevet personaliseret. I løbet af denne isolation i Pereas bakker bestemte han sig for hvilken fremgangsmåde han skulle følge og hvilken metoder han skulle benytte sig af i den nye og ændret fase af livet på jorden som han var i færd med at påbegynde.
136:3.3 Jesus trak sig ikke tilbage med den hensigt at faste og plage sin sjæl. Han var ingen asket, og han kom for al fremtid til at udrydde sådanne forestillinger om det at tilnærme sig Gud. Hans bevæggrunde for at søge afsondring var helt forskellige fra dem som havde drevet Moses og Elias, og til og med Johannes Døberen. Jesus var da fuldt selvbevidst når det gjaldt hans forhold til det univers han selv havde skabt, og også til universernes univers, under opsyn af Paradisfaderen, hans Fader i himlen. Nu mindes han til fulde det overdragelseserhverv og de instruktioner som fulgte med, foreskrevet af hans ældre bror, Immanuel, før han trådte ind i Urantia inkarnationen. Nu forstod han klart og til fulde alle disse vidtrækkende relationer, og han ønskede at være bortrejst for en tid i stille meditation, så han kunne udtænke de planer og beslutte fremgangsmåden om hvordan han skulle gennemføre sit offentlige arbejde til det bedste for denne verden og alle de andre verdner i hans lokalunivers.
136:3.4 Mens han strejfede omkring i bakkerne, i søgning efter et passende ly, mødte Jesus sin øverstkommanderende for universet, Gabriel, Nebadons Klare Morgenstjerne. Gabriel genoprettede nu sin personlige forbindelse med universets Skabersøn; de mødtes direkte for første gang siden Mikael tog afsked med sine følgesvende på Salvington da han drog til Edentia for at forberede sin indtræden i Urantia overdragelsen. Gabriel, efter retningslinjer fra Immanuel og med autoritet fra Dagenes Ældste på Uversa, fremlagde nu for Jesus oplysninger som indikerede at hans overdragelseserfaring på Urantia praktisk taget var afsluttet hvad angik hans optjening af den perfekte suverænitet over sit univers og afslutning af Lucifers oprør. Det første opnåede han på sin dåbsdag da personaliseringen af hans Tankeretter demonstrerede perfektionen og fuldbyrdelsen i de dødeliges kødelige skikkelse, og det sidste blev et historisk faktum den dag han kom ned fra Hermonbjerget for at slå følge med den ventende knægt Tiglat. Jesus blev nu informeret, fra lokaluniversets og superuniversets øverste autoritet, at hans overdragelsesarbejde var afsluttet for så vidt som at det skulle få indflydelse på hans personlighedsstatus i forhold til suveræniteten og til oprøret. Han havde allerede fået denne forsikring direkte fra Paradiset i dåbsvisionen og ved det fænomen at hans iboende Tankeretter blev personaliseret.
136:3.5 Mens han opholdt sig på bjerget og talte med Gabriel, trådte Konstellationsfaderen af Edentia frem for Gabriel og Jesus i egen person og sagde: “Nedskrivningen er fuldført. Suveræniteten til Mikael nr. 611 121 over hans univers Nebadon hviler i sin fuldbyrdelse ved den Universelle Faders højre hånd. Jeg bringer dig overdragelsesfritagelsen fra Immanuel, din sponsor-broder for Urantia inkarnationen. Du har nu din frihed eller når som helst siden, på den måde du selv måtte vælge det, til at afslutte din inkarnations overdragelse, stige op til din Faders højre hånd, modtage din suverænitet og overtage din velfortjente, betingelsesløse herredømme over hele Nebadon. Jeg bekræfter også at superuniversets nedskrivninger, autoriseret af Dagenes Ældste, er færdig udarbejdet angående det som har at gøre med afslutningen af hele syndsoprøret i dit univers, og at du er udstyret med fuld og ubegrænset autoritet til at håndtere enhver slags oprør i dit univers i fremtiden. Teknisk set er dit arbejde på Urantia i en dødelig skabnings skikkelse afsluttet. Din videre kurs er overladt til dit eget valg.”
136:3.6 Da den Højeste Faderen af Edentia havde taget afsked, havde Jesus en lang samtale med Gabriel om universets velfærd og, i det han sendte sine hilsner til Immanuel, tilbød han sin forsikring om at han, i det arbejde han var i færd med at udføre på Urantia, altid ville tage hensyn til de råd han havde fået i forbindelse med før overdragelsesinstruksen som var foreskrevet ham på Salvington.
136:3.7 I løbet af alle disse fyrre dage fortsatte James og Johannes, Zebedæus sønnerne med at lede efter Jesus. Mange gange kom de ganske nær hans tilholdssted, men de fandt ham aldrig.
¶ 4. PLANER FOR DET OFFENTLIGE ARBEJDE
136:4.1 Dag for dag, oppe i bakkerne, udarbejdede Jesus planerne for det som var tilbage af hans overdragelse på Urantia. Først bestemte han sig for ikke at undervise samtidig med Johannes. Han planlagde at holde sig forholdsvis tilbagetrukket helt til Johannes arbejde havde opfyldt sin hensigt, eller til der blev sat en pludselig stopper for Johannes ved at han havnede i fængsel. Jesus var klar over at Johannes med sin frygtløse og taktløse prædiken før eller siden ville vække frygt og fjendtlighed hos de politiske myndigheder. Med Johannes risikable situation for øjet begyndte Jesus at tage endelige afgørelser om hvordan han skulle tilrettelægge sit offentlige arbejde til det bedste for sit folk og verden, til det bedste for hver eneste beboede verden i hans kæmpemæssige univers. Mikaels overdragelse som dødelig foregik på Urantia, men for alle verdener i Nebadon.
136:4.2 Det første Jesus gjorte efter at have gennemtænkt den generelle plan for hvordan han skulle samordne sit program med Johannes bevægelse, var at gennemtænke Immanuels instruktioner på ny. Nøje gennemtænkte han rådene som han havde fået om sine arbejdsmetoder, og på at han ikke burde efterlade sig nogle bevarede skrevne ord på planeten. Aldrig mere skrev Jesus på noget andet end i sandet. Ved sit næste besøg til Nazaret ødelagde Jesus, til sin bror Josefs store fortvivlelse, alt som var bevaret af det som han havde skrevet på tavlerne i og rundt i snedkerværkstedet og på væggene i deres gamle hjem. Jesus grublede også grundig over de råd fra Immanuel som havde at gøre med hans økonomiske, sociale og politiske holdning til verden som han skulle komme til at møde den.
136:4.3 Jesus fastede ikke under sine fyrre dages isolation[20]. Den længste periode han tilbragte uden mad, var de to første dage oppe i bakkerne mens han var så opslugt af sin tankevirksomhed at han helt glemte at tænke på mad. Men den tredje dag gik han ud og ledte efter føde. Heller ikke blev han fristet i løbet af denne tid af nogen onde ånder eller oprørspersonligheder med tilhold på denne verden eller fra nogen anden verden[21].
136:4.4 Disse fyrre dage var anledningen for den endelige konference mellem det menneskelige og det guddommelige sind, eller snarere første gang disse to sind nu fungerede som et. Resultaterne af denne afgørende meditationperiode viste med alt afgørende klarhed at det guddommelige sind sejrende og åndelig dominerede det menneskelige intellekt. Menneskesindet var blevet til Guds sind fra nu af, og selv om menneskesindets jeg altid er til stede, siger dette åndeliggjorte menneskesind altid: “Ikke min vilje, men må din ske[22].”
136:4.5 Det som foregik i løbet af denne begivenhedsrige tid var ikke fantastiske visioner i et udsultet og svækket sind, og heller ikke de forvirrede og barnlige symbolismer som efterfølgende havnede i nedskrivningerne som “Jesu fristelser i ørkenen[23].” Snarere var dette en tid for at gennemtænke hele Urantia overdragelsens begivenhedsrige og foranderlige livsforløb og for nøje at planlægge den videre tjenestevirksomhed som bedst ville tjene denne verden og samtidig bidrage med at forbedre tilstanden for alle de andre oprørs isolerede kloder. Jesus gennemtænkte hele forløbet af menneskehedens liv på Urantia, fra Anton og Fontas dage, videre gennem Adams forsømmelse og frem til Melkisedek af Salems tjenestevirksomhed.
136:4.6 Gabriel havde mindet Jesus om, at der fandtes to måder som han kunne manifestere sig selv for verden på såfremt han skulle vælge at opholde sig på Urantia endnu et stykke tid. Og det blev gjort klart for Jesus at hans valg i denne sag ikke ville have nogen som helst at gøre hverken med hans suverænitet over universet eller med at få bragt Lucifers oprør til ophør. Disse to måder at tjene på var:
136:4.7 1. Hans egen måde - den måde som nok ville synes som den mest glædelig og formålstjenlig set ud fra denne verdens umiddelbare behov og ud fra hvad der på kort sigt var opbyggelig for hans eget univers.
136:4.8 2. Faderens måde - ved at gå foran med et eksempel i henhold til det fremsynet ideal for skabningers liv som de høje personligheder i Paradisadministrationen af universernes univers forestillede sig det.
136:4.9 Det blev dermed klart for Jesus at der fandtes to måder som han kunne ordne det som var tilbage af hans jordiske liv på. Hver af disse måder havde noget som kunne siges til deres fordel i betragtning af lyset af den foreliggende situation. Menneskesønnen så klart at hans valg mellem disse to måder at optræde på ikke ville have noget som helst at gøre med hans modtagelse af suveræniteten over sit univers, den sag var allerede afgjort og beseglet i annalerne for universernes univers og ventede bare på at han i egen person skulle gøre krav på den. Men det blev antydet overfor Jesus at det ville være til stor tilfredsstillelse for hans Paradisbror Immanuel om han, Jesus ville finde det passende at fuldende sin jordiske inkarnations løbebane så ædelt som han havde begyndt den, altid underlagt sin Faders vilje. På sin tredje dag i isolation lovet Jesu sig selv at han ville vende tilbage til verden for at afslutte sin jordiske løbebane, og at i en situation som involverede enten den ene eller den anden af de to måder, ville han altid vælge Faderens vilje. Og mens han levede resten af sit jordiske liv, var han altid tro mod denne afgørelse. Helt til den bitre ende underordnede han altid sin suveræne vilje efter den himmelske Faders.
136:4.10 De fyrre dage i bjergenes vildmark var ikke en periode med store fristelser, men snarere perioden for Mesterens store beslutninger[24]. I løbet af disse dage med ensomt samkvem mellem ham selv og Faderens umiddelbare nærvær - den Personaliseret Tankeretter (han havde ikke længere nogen personlig serafisk vogter) - kom han, en efter en, frem til de store beslutninger som han i sine fremgangsmåder og i sin optræden gennem resten af sit jordiske livsforløb kom til at rette sig efter. Senere blev traditionen om den store fristelse forbundet med denne tilbagetræknings periode gennem forvirringen med brudstykker af beretningen om hans kamp på Hermonbjerget, og desuden fordi det var sædvane at alle store profeter og ledere for menneskene skulle begynde deres offentlige virke ved at gennemleve de formodede tidsrum med faste og bøn. Det havde altid været Jesus fremgangsmåde, at når han stod overfor en hvilken som helst ny og alvorlig beslutning, at trække sig tilbage for at have samkvem med sin egen ånd for at finde ud af hvad der var Guds vilje.
136:4.11 Gennem hele denne planlægning af resten af hans jordiske liv blev Jesus altid sønderrevet i sit hjerte over at måtte vælge mellem to modstridende måder at optræde på:
136:4.12 1. Han nærede et stærkt ønske om at vinde sit folk - og hele verden - til at tro på ham og godtage hans nye åndelige rige. Og han kendte godt til deres idéer om den kommende Messias.
136:4.13 2. At leve og arbejde som han vidste at hans Fader ville anerkende, at indrette sit arbejde efter andre trængende verdner og, fortsætte med at etablere riget, med at åbenbare Faderen og synliggøre hans guddommelige kærlighedsvæsen.
136:4.14 I løbet af disse begivenhedsrige dage boede Jesus i en ældgammel klippehule, et beskyttelsessted på siden af en bakke ikke langt fra en landsby som engang hed Beit Adis. Han drak fra en lille bæk som udsprang på siden af bakken nær hans opholdssted.
¶ 5. DEN FØRSTE STORE BESLUTNING
136:5.1 På tredje dagen efter at have begyndt denne konference mellem sig selv og hans Personaliserede Retter, blev Jesus præsenteret for en vision af de fremmødte himmelske skarer fra Nebadon som var sendt af deres anførere for at afvente deres elskede Herskers vilje. Disse mægtige hærskarer omfattede tolv legioner serafer og tilsvarende store antal af alle slags intelligensvæsener i universet[25]. Den første store beslutning Jesus tog i isolation, havde at gøre med hvorvidt han skulle benytte sig af disse kraftfulde personligheder i forbindelse med programmet for hans forestående offentlige virke på Urantia.
136:5.2 Jesus besluttede at han ikke ville benytte en eneste personlighed af denne kæmpemæssige forsamling medmindre det skulle komme frem at dette var hans Faders vilje. På trods af denne generelle beslutning, holdt den kæmpemæssige skarer sig hos ham gennem den resterende, mest tungtvejende del af hans jordiske liv, altid beredte til at adlyde den mindste antydning fra deres Herskers vilje. Selv om Jesus ikke så disse deltagende personligheder hele tiden med sine menneskelige øjne, kunne hans tilsluttede Personaliserede Retter til enhver tid se og kommunikere med dem alle sammen.
136:5.3 Før han kom ned fra disse fyrre dages tilbagetrækning oppe i bakkerne, overlod Jesus den umiddelbare kommando over den tilstedeværende skare af personligheder i Universet til sin nylig Personaliserede Retter, og i mere end fire år efter Urantias tidsregning fungerede disse udvalgte personligheder fra hver eneste division af intelligenser i universet lydig og respektfuld under den kloge vejledning af denne ophøjede og erfarne Personaliserede Mysterieledsager. I det Retteren overtog kommandoen over denne mægtige forsamling, forsikrede Retteren, som en gang var en del af og essensen af Paradisfaderen Jesus om, at der ikke i nogen tilfælde ville blive givet disse overmenneskelige magter tilladelse til at tjene eller manifestere sig i forbindelse med eller til fordel for hans jordiske livsforløb med mindre det skulle udvikle sig således at Faderen ville at en sådan indgriben skulle ske. Dermed frasagde Jesus sig frivillig tilgang til alt overmenneskelig medvirkning angående alt som havde at gøre med det som var tilbage af hans dødelige livsforløb, medmindre Faderen uafhængig af ham skulle vælge at deltage i en eller andet bestemt gerning eller episode i Sønnens arbejde på jorden.
136:5.4 Da den accepterede denne kommando over skarerne fra universet som kunne betjene Kristus Mikael, gjorte den Personaliserede Retter sig store anstrengelser med at påpege overfor Jesus at, mens en sådan forsamling af skabninger fra universet kunne begrænses i deres aktiviteter i rummet af deres skabers delegeret autoritet, var sådanne begrænsninger ikke virkende i forbindelse med deres funktion i tiden. Denne begrænsning var afhængig af det faktum at Rettere ikke er tidsvæsener så snart de bliver personaliseret. I henhold til dette blev Jesus advaret om at, mens Retterens kontrol over de levende intelligente væsener som var placeret under hans kommando, ville være fuldstændig og perfekt når det gjaldt alle affærer som involverede rum, kunne der ikke pålægges nogen en sådan perfekt begrænsning hvad angik tiden. Retteren sagde: “Jeg vil, som du har anvist, forbyde brugen af denne deltagende skare af intelligente væsener fra universet på enhver måde i forbindelse med dit jordiske livsforløb, undtagen i de tilfælde hvor Paradisfaderen giver mig instrukser om at frigøre sådanne repræsentanter for at hans guddommelige vilje efter dit eget valg skal kunne fuldbyrdes, og i de tilfælde hvor du vil kunne engagere dig i et eller andet valg eller en handling ud fra din guddommelige og menneskelige vilje som kun kommer til at involvere afvigelser fra den naturlige jordiske forordning når det gælder tiden. Ved alle sådanne begivenheder er jeg magtesløs, og dine skabninger som her er samlet i perfektion og magtens enhed, er lige så hjælpeløse. Så snart dit forende væsen nærer sådanne ønsker, vil disse mandater som du har valgt, med et blive effektueret. Dit ønske i alle sådanne anliggender vil indebære at tiden kortes ned, og det som er projekteret er eksisterende. Under min kommando indebærer dette den mest fuldstændige begrænsning som det er muligt at pålægge din potentielle suverænitet. I min selvbevidsthed er tid ikkeeksisterende, og derfor kan jeg ikke lægge nogen begrænsning på dine skabninger når det gælder noget som er forbundet med den.”
136:5.5 Dermed blev Jesus underrettet om hvordan hans beslutning om at fortsætte med at leve som et menneske blandt mennesker ville virke. Han havde med en eneste beslutning udelukket alle sine tilstedeværende skarer af forskellige intelligente væsener fra universet i at deltage i hans forestående offentlige tjenestevirksomhed undtagen i sådanne anliggender som kun angik tiden. Det bliver derfor indlysende at enhver mulig overnaturlig eller formodentlig overmenneskelig bidrag til Jesu tjenestevirksomhed kun havde med ophævelse af tiden at gøre medmindre den himmelske Fader bestemte noget andet. Intet mirakel, ingen nådens tjeneste eller nogen anden handling i forbindelse med resten af Jesu jordiske virke kunne overhovedet være af en natur eller have karakter af en gerning som overskred de etablerede naturlove som virker regelmæssig i menneskenes anliggender mens de lever på Urantia, undtagen i dette eftertrykkelige fastsatte spørgsmål om tiden. Ingen begrænsninger kunne selvsagt pålægges manifestationerne af ‘Faderens vilje’. Ophævelsen af tiden i forbindelse med det udtalte ønske fra denne potentielle Hersker over et univers kunne kun undgås gennem en direkte eller udtrykkelige vilje handling hos dette Gud-menneske med den virkning at tiden, som den var forbundet med gerningen eller hændelsen som det drejede sig om, ikke skulle kortes ned eller ophæves. For at forhindre at der skulle opstå synlige tidsmirakler var det nødvendig for Jesus at holde sig konstant tidsbevidst. Ethvert afbræk i tidsbevidstheden for hans del, i forbindelse med at have bestemte ønsker om noget, var lig med gennemførelse af det som blev opfattet i sindet hos denne Skabersøn, og uden indblanding af tid.
136:5.6 Ved hjælp af hans tilknyttede og Personaliserede Tankeretters overvågende kontrol var det mulig for Mikael på perfekt vis at begrænse sine personlige jordiske aktiviteter i forhold til rum, men det var ikke mulig for Menneskesønnen på samme måde at få begrænset sin nye status på jorden som Nebadons Hersker hvad angik tid. Dette var den faktiske status Jesus fra Nazarets havde da han drog ud for at begynde sin offentlige tjenestevirksomhed på Urantia.
¶ 6. DEN ANDEN BESLUTNING
136:6.1 Efter at have fastlagt sin linje overfor alle intelligensvæsener som han selv havde skabt, i den grad dette lod sig bestemme i lyset af det iboende potentiale i hans guddommelighedsstatus, vendte Jesus nu tankerne mod sig selv. Hvad ville han, nu som fuld selvbevidst skaber af alle ting og væsener som fandtes i dette univers, gøre med disse skaberprivilegier i de stadig tilbagevendende livssituationer som han umiddelbart ville konfronteres med, når han vendte tilbage til Galilæa for at genoptage sit virke blandt menneskene? Faktisk havde dette problem allerede, akkurat der hvor han nu befandt sig i disse øde bakker, tvunget sig ind på ham i form af at han måtte se at skaffe sig noget mad. På tredje dagen med disse ensomme meditationer blev menneskekroppen sulten. Skulle han drage ud og lede efter mad på samme måde som et hvilken som helst almindelig menneske, eller skulle han simpelthen bare bruge sine normale skaberkræfter og frembringe passende næring for kroppen lige for hånden? Denne store beslutning af Mesteren er blevet beskrevet for jer som en fristelse - som en udfordring fremsat af formodede fjender at han “befalede at disse sten skal blive til brød.”[26]
136:6.2 Dermed fastlagde Jesus endnu en konsekvent fremgangsmåde for den tilbageværende del af sit virke på jorden. Angående hans personlige behov, og også generelt i forhold til andre personligheder, valgte han nu med overlæg at følge den normale jordiske tilværelsens vej; han bestemte sig definitivt imod en fremgangsmåde som ville overskride, bryde med eller vise ringeagt for hans egne fastlagte naturlove. Men han kunne ikke love sig selv at de naturlove, som han allerede var blevet advaret af sin Personaliserede Retter om, under visse tænkbare omstændigheder ikke skulle kunne blive kraftig accelereret. I princippet besluttet Jesus at hans livsværk skulle organiseres og iværksættes i henhold til naturlovene og i harmoni med den rådende sociale struktur. Mesteren valgte derved et program for sin livsførelse som var ensbetydende med at bortvælge mirakler og vidunder. Igen bestemte han sig i ‘sin Faders viljes’ favør, igen overlod han alt til Paradisfaders hænder.
136:6.3 Jesus menneskelige natur dikterede at den første pligt var selvopholdelsen; det er den normale indstilling hos det naturlige menneske på verdnerne af tid og rum; og den er derfor en legitim reaktion hos den dødelige på Urantia. Men Jesus var ikke kun optaget af denne verden og dens skabninger, han levede et liv som var beregnet på at skulle instruere og inspirere mangfoldige skabninger i et vidtstrakt univers.
136:6.4 Før sin oplysning i forbindelse med dåben havde han levet i perfekt underkastelse til sin himmelske Faders vilje og ledelse. Med eftertryk besluttede han at fortsætte videre i netop denne dødeliges betingelsesløse afhængighed af Faderens vilje. Han gjorte det til sit formål at følge den unaturlige vej - han bestemte sig for ikke at søge selvopholdelse. Han valgte at fortsætte med at følge en fremgangsmåde om at han skulle nægte at forsvare sig. Han formulerede sine konklusioner med ordene fra skriften som var velkendte for hans menneskesind: “Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert et ord som kommer ud af Guds mund[27].” Ved at komme til denne konklusion om den fysiske naturlige appetit som nu gav sig udtryk i at han blev sulten, kom Menneskesønnen til sin endelige erklæring angående alle andre former for kødelig trang og menneskelige naturlige tilbøjeligheder.
136:6.5 Hans overmenneskelige kraft kunne han muligvis komme til at bruge til gavn for andre, men for sig selv - aldrig! Og han fulgte denne fremgangsmåde konsekvent til sidste ende, da det hånligt blev sagt til ham: “Han frelste andre, men sig selv kan han ikke frelse” - for det ville han ikke.[28]
136:6.6 Jøderne forventede sig en Messias som kunne udføre endnu større undere end Moses, om hvem man sagde, at han skulle havde fået vandet til at flyde ud af stengrunden på et sted midt i ørkenen og som skulle have brødfødt deres forfædre med manna ude i vildmarken. Jesus viste hvad for en slags Messias hans landsmænd forventede sig, og han havde al den kraft og de fuldmagter som skulle til for at leve op til deres mest opskruede forventninger. Men han besluttede sig imod et sådan storslået program af magt og ære. Jesus så på en sådan kurs som gik ud på at udrette forventede mirakler, som et tilbagefald til gamle dages uvidende menneskers magi og til primitive medicinmænds ikke længere anerkendte metoder. Muligvis ville han, for at redde sine skabninger, accelerere naturlovene, men at overskride sine egne love, enten for at drage fordel af det selv eller for at gøre et overvældende indtryk på sine medmennesker - nej, det ville han ikke gøre. Og Mesterens beslutning var endelig.
136:6.7 Jesus sørgede over sit folk; han forstod fuldt ud hvordan de var blevet ledt frem til at forvente at Messias skulle komme, den tid da “jorden skal give afgrøde i titusindvis, og der på ‘en vinranke skal være tusinde grene, og hver gren vil frembringe tusinde klaser, og hver klase vil indeholde tusinde druer, og hver drue vil frembringe en krukke med vin[29].” Jøderne troede Messias ville indlede en æra med mirakuløs overflod. Hebræerne havde længe været flasket op på mirakeltraditioner og legender om undere.
136:6.8 Han var ikke en Messias som kom for at mangfoldiggøre brød og vin. Han kom ikke kun for at imødekomme verdslige behov; han kom for at åbenbare sin Fader i himmelen til sine børn på jorden, mens han søgte at lede sine jordiske børn til at slutte sig til ham i et helhjertet forsøg på at leve i tråd med Faderen i himmelens vilje.
136:6.9 Med denne beslutning portrætterede Jesus fra Nazaret sig for et univers af tilskuere hvor dumt og syndig det er at prostituere guddommelige talenter og Gudgivne egenskaber for at gøre sig selv større eller høste ren selvisk gavn og forherligelse. Det var det som var Lucifers og Caligastias synd.
136:6.10 Denne store beslutning som Jesus tog, giver et dramatisk portræt af sandheden om at selvisk tilfredsstillelse og sanselig fornøjelse, alene og af sig selv, ikke er i stand til at tilføre mennesker i udvikling nogen lykke. Der er højere værdier i den dødelige tilværelse - intellektuel beherskelse og åndelig præstation - som i høj grad overgår den nødvendige behovs tilfredsstillelse af menneskets rent fysiske appetitter og drifter. Menneskets naturlige talenter og evner burde for det meste vies til at udvikle og forædle dets højere sinds- og åndskræfter.
136:6.11 Således åbenbarede Jesus for sine skabninger i universet den nye og bedre vej foretagender, de højere moralske livsværdier og den dybere åndelige tilfredsstillelse i den evolutionære menneskelige tilværelse i verdnerne i rummet.
¶ 7. DEN TREDJE BESLUTNING
136:7.1 Efter at han havde truffet sine beslutninger om sådanne ting som mad og den fysiske vedligeholdelse af hans materielle legeme og sin egen og sine følgesvendes sundhed, var der stadig flere problemer at løse. Hvad slags holdning skulle han indtage når han blev stillet overfor fysiske farer? Han bestemte sig for at vise almindelig påpasselighed overfor sin tryghed som menneske og rimelig forsigtighed for at forhindre et utidig ophør af hans livsforløb i kødet, men at afholde sig fra al overmenneskelig indblanding når krisen i hans liv i kødet ville komme. Mens han formulerede denne beslutning, sad Jesus i skyggen af et træ på en fremspringende klippeafsats med en afgrund lige foran sig. Han var fuld ud klar over at han kunne kaste sig ret ud i afgrunden og ud i luftrummet og at der intet kunne ske ham, forudsat at han omgjorte sin første beslutning om ikke at påkalde sine himmelske tænkende væseners indgriben i udførelsen af hans livsværk på Urantia og forudsat at han også ville gå imod sin anden beslutning om hvilken holdning han skulle indtage overfor det at tage vare på sig selv.[30]
136:7.2 Jesus viste at hans landsmænd ventede sig en Messias som ville være hævet over naturlovene. Grundig havde han lært det skriftsted som sagde: “Intet ondt skal overgå dig, og ingen plage skal komme nær dit telt. For han skal give sine engle befaling om at de skal bevare dig på alle dine veje. De skal bære dig på hænderne, for at du ikke skal støde din fod på nogen sten[31].” Ville en sådan antagelse, det at trodse sin Faders tyngdelove på denne måde, kunne retfærdiggøre om det var for at beskytte ham mod mulig skade eller for den sags skyld for at vinde tillid hos hans vildledte, forvirrede folk? En sådan fremgangsmåde ville, uanset hvor opmuntrende det ville være for jøderne i deres søgen efter under og tegn, ikke være nogen åbenbaring af hans Fader, men snarere en tvivlsom måde at omgå de etablerede love i universernes univers.
136:7.3 Ved at forstå alt dette og vide at Mesteren, hvad hans egen optræden angik, i sit arbejde nægtede at trodse sine etablerede naturlove, ved I med sikkerhed at han aldrig gik på vandet eller foretog sig noget andet som var en krænkelse til hans materielle forordning for at administrere verden; selv om der altid må tænke på at man endnu ikke havde fundet nogen måde hvorpå han helt kunne befris fra den mangel på kontrol som han havde over tidsfaktoren med de anliggender af tid som er i forbindelse med de sager som hører under hans Personaliserede Retters ansvarsområder[32][33].
136:7.4 I løbet af hele sit liv på jorden var Jesus konsekvent loyal overfor denne beslutning. Uanset om det var farisæerne som spottende ville afkræve ham at vise et tegn, eller tilskuerne ved Golgata som udfordrede ham til at komme ned fra korset, så holdt han sig trofast til beslutningen fra denne tid oppe på bjergsiden[34].
¶ 8. DEN FJERDE BESLUTNING
136:8.1 Det næste store problem som dette Gud-menneske havde at strides med og som han nu tog sin beslutning om i overensstemmelse med sin himmelske Faders vilje, angik spørgsmålet om hvorvidt nogen af hans overmenneskelige kræfter skulle benyttes for at tiltrække sig opmærksomhed og vinde tilslutning fra hans medmennesker. Skulle han på nogen måde stille sine kræfter fra universet til disposition for at tilfredsstille den jødiske længsel efter det spektakulære og det eventyrlige? Han besluttede, at han ikke skulle. Han fastsatte som fremgangsmåde at han skulle udelukke al sådan praksis som en metode til at få folk til at lægge mærke til hans mission. Og han levede konsekvent op til denne beslutning. Selv når tillod manifestationer af tidsforkortende nådetjenester, formanede han næsten altid modtagerne af hans helbredende virksomhed om ikke at fortælle nogen om det de havde modtaget. Og altid afslog han når hans fjender spottende opfordrede ham til at ’vise os et tegn’ som bevis på og synliggørelse af hans guddommelighed[35].[36]
136:8.2 Jesus forudså med stor visdom at det at gøre mirakler og udføre under kun ville fremkalde overfladisk tilslutning ved at han gjorte et overvældende indtryk på folks materielle sind; sådanne optrin ville hverken åbenbare Gud eller frelse mennesker. Han nægtede ganske enkelt at blive en mirakelmager. Han bestemte sig til kun at beskæftige sig med en eneste opgave - at etablere himmelens rige.
136:8.3 I løbet af hele denne afgørende dialog, hvor Jesus var fordybet i sig selv, var det menneskelige element som fik ham til at stille spørgsmål og næsten tvivle tilstede, for Jesus var et menneske såvel som Gud. Det var tydeligt at han aldrig ville blive modtaget blandt jøderne som Messias hvis han ikke udførte undere. Og desuden, hvis han ville gå med til at gøre en eneste unaturlig ting; ville det menneskelige sind vide med sikkerhed at dette skete i underdanighed til et virkelig guddommeligt sind. Ville det være i overensstemmelse med ‘Faderens vilje’ for det guddommelige sind at give efter for det menneskelige sinds tvivlende natur på denne måde? Jesus bestemte at det ville det ikke og henviste til tilstedeværelse af den Personaliserede Retter som tilstrækkelig bevis på det guddommelige i partnerskab med det menneskelige[37].
136:8.4 Jesus havde rejst meget; han mindes Rom, Alexandria og Damaskus. Han kendte denne verdens metoder - hvordan folk opnåede hvad de ville i politik og forretningslivet ved hjælp af kompromisser og diplomati. Ville han drage nytte af denne kundskab i gennemføringen af sin mission på jorden? Ligeledes besluttede han ikke at indgå i nogen kompromisser med al verdslig klogskab og med indflydelse fra de velbeslåede for at etablere Guds rige. Igen bestemte han sig for udelukkende at være afhængig af Faderens vilje.
136:8.5 Jesus var fuldt ud klar over hvilke genveje som lå åben som følge af en med hans evner. Han viste mange måder hvorpå nationer og hele verdens opmærksomhed umiddelbart kunne fokuseres mod ham selv. Snart skulle påsken fejres i Jerusalem; byen ville blive overfyldt med besøgende. Han kunne stige op på tempeltårnet og spadsere ret ud i luften foran den desorienteret menneskemængde; det ville være den slags Messias de ventede på[38]. Men efterfølgende ville han komme til at skuffe dem siden han ikke var kommet for at genrejse Davids trone. Han kendte til det unyttige i Caligastias metoder for at prøve at få et forspring på den naturlige, langsomme og sikre måde for fuldførelsen af det guddommelige formål. Igen bøjede Menneskesønnen sig lydig ned for Faderens vej, Faderens vilje.
136:8.6 Jesus valgte at etablere himlens rige i menneskers hjerter ved hjælp af naturlige, almindelige, vanskelige og prøvelsesbelagte metoder, de samme procedurer som hans jordiske børn efter ham må følge i deres arbejde for at bringe vækst og udvide dette himmelske rige. For Menneskesønnen viste udmærket godt at det ville være “gennem store prøvelser at mange af hans børn fra alle tidsaldre ville træde ind i Guds rige[39].” Jesus gennemgik nu det civiliserede menneskets store prøvelse, at have magt og ufravigelig nægte at bruge den for rent selviske og personlige formål.
136:8.7 Når I tager Menneskesønnens liv og erfaringer i betragtning, burde I altid have i tankerne, at Guds søn var inkarneret i sindet hos et menneske i det første århundrede, ikke i et dødeligt sind fra det tyvende eller noget andet århundrede. Ved at sige dette prøver vi at få frem, at Jesus menneskelige evner var af en naturlig beskaffenhed. Han var et produkt af de arvelige og miljømæssige faktorer i sin samtid plus påvirkningen fra hans oplæring og uddannelse. Hans menneskelighed var ægte, naturlig, helt og holdent udsprunget fra og fostret indenfor rammerne af den intellektuelle status og de sociale og økonomiske forhold som rådede på den tid og i den generation. Mens muligheden for at det guddommelige sind ville overgå det menneskelige intellekt, altid var til stede i denne Gud-menneskes erfaring, ikke desto mindre, så fungerede hans menneskesind alligevel, når det var aktivt på samme måde som et virkelig dødeligt sind på de vilkår som samtidens miljøbetingelser gav for mennesket.
136:8.8 Jesus portrætterede for alle verdnerne i sit kæmpemæssige univers hvor tåbelig det er at skabe kunstige situationer med den hensigt at fremvise vilkårlig autoritet eller at gå med på at bruge sine ualmindelige kræfter for at skulle ophøje moralske værdier eller for at accelerere åndelige fremskridt. Jesus besluttede at han ikke ville lade sin missionstid på jorden blive brugt til at gentage skuffelsen fra Makkabæernes regeringstid. Han nægtede at prostituere sine guddommelige egenskaber til det formål at tilegne sig ufortjent popularitet eller oparbejde sig politisk prestige. Han ville ikke godtage at lade guddommelig og kreativ energi omdannes til national magt eller international prestige. Jesus fra Nazaret nægtede at indgå kompromisser med ondskaben, langt mindre ville han harmonisere sig med synden. Sejrrig satte Mesteren loyaliteten til sin Faders vilje højere end alle andre jordiske og verdslige spørgsmål.
¶ 9. DEN FEMTE BESLUTNING
136:9.1 Efter at have løst spørgsmålene om fremgangsmåder som havde at gøre med hvordan han skulle forholde sig til naturlovene og åndelig kraft, vendte han sin opmærksomhed mod hvilke metoder han skulle vælge i forkyndelsen og etableringen af Guds rige. Johannes havde allerede begyndt sit arbejde; hvordan skulle han føre budskabet videre? Hvordan skulle han overtage Johannes mission? Hvordan skulle han organisere sine tilhængere sådan at de fik mest mulig ud af deres anstrengelser og fungerede i et intelligent samarbejde? Jesus nået nu den endelige beslutning som ville forhindre ham fremover at betragte sig selv som den jødiske Messias, i det mindste den Messias som man populært tænkte sig på den tid.
136:9.2 Jøderne så for sig en befrier som ville komme med mirakuløs kraft for at styrte Israels fjender og indsætte jøderne som verdens herskere, fri fra nød, savn og undertrykkelse. Jesus viste, at dette håb aldrig ville blive virkelighed. Han vidste at himlens rige havde at gøre med at omvælte ondskaben i menneskenes hjerter og at dette kun var et åndeligt anliggende. Han udtænkte hvor tilrådelig det ville være at lade det åndelige rige gøre sin indtræden med en strålende og glansfuld opvisning af magt - og sådan en fremgangsmåde ville være tilladelig og være helt indenfor rammerne af Mikaels myndighed - men han besluttede helt og holdent at tage afstand fra en sådan plan. Han ville ikke indgå nogen kompromisser med Caligastias revolutionære teknikker. Han havde potentielt vundet verden ved at underordne sig Faderens vilje, og han gik ind for at afslutte sit arbejde som han havde begyndt det, som Menneskesønnen.
136:9.3 I kan næppe forestille jer hvad der ville være hændt på Urantia hvis dette Gud-menneske, som nu var i potentiel besiddelse af al magt i himmelen og på jorden, først havde bestemt sig for at hejse selvbestemmelsesfanen, at opstille sine mirakeludrettende bataljoner på geled i militær formation! Men han ville ikke indgå noget kompromis. Han ville ikke tjene det onde på grundlag af at man kunne regne med at det ville føre til at Gud kom til at blive tilbedt. Han ville holde sig til Faderens vilje. Han ville erklære til et univers af tilskuere: “Du skal tilbede Herren din Gud og kun ham skal du tjene.”[40]
136:9.4 Efterhånden som dagene gik, blev det stadig tydeligere klart for Jesus hvad slags sandhedsåbenbarer det var han skulle blive. Han erkendte at Guds vej ikke kom til at blive nogen let vej. Han begyndte at indse at hans tilbageværende menneskelige erfaringers kop nok ville være bitter, men han besluttede at drikke den[41].
136:9.5 Selv hans menneskesind siger nu farvel til Davids trone. Skridt for skridt følger dette menneskesind den guddommeliges vej. Menneskesindet fortsætter med at stille spørgsmål, men godtager ufravigelig de guddommelige svar som endelige afgørelser i dette kombinerede liv hvor han lever som et menneske i verden mens han hele tiden ubetinget underordner sig det at udføre Faderens evige og guddommelige vilje.
136:9.6 Rom var bestyrerinden i den vestlige verden. Menneskesønnen, nu i isolation og i færd med at nå frem til disse betydningsfulde beslutninger, med himmelens hærskarer under sin kommando, repræsenterede jødernes sidste chance til at opnå magt over verden, men denne jordbunden jøde, som var i besiddelse af en sådan enorm visdom og kraft, afslog at bruge sine universelle begavelser for at gøre sig stor eller for at sætte sit folk på tronen[42]. Han så for sig ”denne verdens kongeriger” og han var mægtig nok til at indtage dem. De Højeste på Edentia havde overgivet hele denne magt i hans hænder, men han ville ikke have den. Jordens kongeriger var for ubetydelige sager til at interessere Skaberen af og Herskeren over et univers. Han havde kun et formål, den videre åbenbaring af Gud til mennesket, etablering af Guds rige og den himmelske Faders herredømme i menneskenes hjerter.
136:9.7 Tanken om våbenkamp, strid og drab var frastødende for Jesus; han ville ikke have noget af den slags. Han ville vise sig på jorden som Fredsprinsen som skulle åbenbare kærlighedens Gud. Før han blev døbt, havde han nok engang afslået tilbuddet fra Zeloterne om at lede dem i oprør mod de romerske undertrykkere. Og nu træf han sin endelige beslutning angående de skriftsteder hans mor havde lært ham, som sagde: “Herren sagde til mig: Du er min søn, jeg har født dig i dag. Spørg mig! Og jeg vil give dig hedningerne til arv og jordens ender til eje. Du skal knuse dem med jernstav; som en pottemagers kar skal du sønderslå dem[43].”
136:9.8 Jesus fra Nazaret kom til den konklusion at sådanne ytringer ikke refererede til ham. Endelig og uigenkaldelig havde menneskesønnens menneskelige sind bortfejet alle disse Messias relaterede vanskeligheder og modsigelser - hebræiske skriftsteder, forældrenes opdragelse, chazan undervisningen, de jødiske forventninger samt menneskelige ambitiøse længsler; en gang for alle udstak han sin fremgangsmåde. Han ville vende tilbage til Galilæa og stilfærdig begynde at forkynde Guds rige og stole på sin Fader (den Personaliserede Retter) i udarbejdelsen af detaljerne i fremgangsmåden dag for dag.
136:9.9 Med disse beslutninger gjorte Jesus sig til et værdigt eksempel for alle mennesker på alle verdner i et vældigt univers, da han nægtede at anvende materiel bevisførelse overfor åndelige problemer, da han nægtede at sætte sig selv dumdristig over naturens love. Og han statuerede et inspirerende eksempel når det gjaldt loyalitet til universet og moralsk ædelhed, da han nægtede at tilegne sig verdslig magt som en indledning til åndelig storhed.
136:9.10 Om menneskesønnen havde haft nogen tvivl angående sin mission og dens natur da han begav sig op i bakkerne efter at være blevet døbt, så havde han i hvert fald ingen tvivl da han kom tilbage til sine venner efter de fyrre dage med isolation og fattede beslutninger.
136:9.11 Jesus havde formuleret et program for at etablere Faderens rige. Han agtede ikke at gøre noget for at behage folket i fysisk henseende. Han agtede ikke at uddele brød til folkemængden som han for nylig havde set at man gjorte det i Rom. Han agtede ikke at tiltrække sig opmærksomhed ved at iværksætte undere, selv om det netop var den slags jøderne forventede sig. Og ej heller agtede han at vinde accept for et åndelig budskab ved at fremvise politisk autoritet eller verdslig magt.
136:9.12 Ved at afvise disse metoder til at ophøje Guds kommende riges anseelse i jødernes øjne sørgede Jesus for at disse selvsamme jøder sikkert og definitivt ville afvise alle hans påberåbelser af autoritet og guddommelighed. Vel vidende om dette forsøgte Jesus længe, at forhindrer sine tilhængere i at omtale ham som Messias.
136:9.13 Op gennem sin offentlige tjenestevirksomhed blev han konfronteret med nødvendigheden af at tackles med tre slags konstant tilbagevendende situationer; at folk råbte efter mad, at de insisterede på, at der måtte ske mirakler, og den sidste begæring, at han blev spurgt om at tillade sine tilhængere at gøre ham til konge. Men Jesus afveg aldrig fra de beslutninger han træf i løbet af disse dage i isolation i Pereas bakker.
¶ 10. DEN SJETTE BESLUTNING
136:10.1 Den sidste dag i denne mindeværdige isolations periode, før han startede på vej ned for at møde Johannes og sine disciple, fattede Menneskesønnen sin sidste beslutning. Denne beslutning kommunikerede han til sin Personaliserede Retter med disse ord: “Og i alle andre anliggender, så som i disse beslutninger som nu er nedfældet, lover jeg overfor dig, at jeg vil underkaste mig min Faders vilje[44].” Og da han havde sagt dette, begav han sig ned fra bjerget. Og hans ansigt strålede af åndelig sejr og moralsk præstation.
¶ Referencer
- ↑ Folk, der forventer Messias: Luk 3:15; Joh 1:25.
- ↑ Johannes, den største profet: Matt 11:11; Luk 7:28.
- ↑ Evangeliets budskab: Luk 8:1.
- ↑ Herrens tjener: Es 42:1; Es 53:11; Ez 34:22-31. Menneskesønnen: Ez 2:1,3,6,8; Ez 3:1-4,10,17; Matt 8:20; Dan 7:13,14; Mark 2:10; Luk 5:24; Joh 1:51; Åb 1:13; Åb 14:14; 1 Enok 46:1-6; 1 Enok 48:1-7; 1 Enok 60:10; 1 Enok 62:1-14; 1 Enok 63:11; 1 Enok 69:26-29; 1 Enok 70:1-2; 1 Enok 71:14-16. Abrahams afkom: 1 Mos 18:18; ApG 3:25; Rom 4:13. Davids søn: Matt 1:1; 2 Sam 7:12-13. Messias: Dan 9:25-26; Joh 1:41; Joh 4:25-26. Den salvede: Es 61:1; Luk 4:18; ApG 10:38. Jesus, Guds søn: Matt 8:29; Matt 14:33; Matt 16:15-16; Matt 27:54; Mark 1:1; Mark 3:11; Mark 15:39; Luk 1:35; Luk 4:41; Joh 1:34,49; Joh 3:16-18; Joh 10:36; Joh 20:31; ApG 8:37.
- ↑ Gud angrer for at have skabt mennesket: 1 Mos 6:6.
- ↑ Omvend dig og bliv døbt: Matt 3:2.
- ↑ Messias som Davids søn: 2 Sam 7:12-13.
- ↑ Messias som menneskesøn: Dan 7:13-14.
- ↑ Gud åbenbaret, da han blev kød: Joh 1:1-5.
- ↑ Jesus' dåb: Matt 3:13-17; Mark 1:9; Luk 3:21.
- ↑ Guds rige er nær: Dan 2:44; Matt 3:2.
- ↑ Følte sig som en skyldig nation: Dan 9:11.
- ↑ Personlig justering: Matt 3:16-17; Mark 1:10-11; Luk 3:22; Joh 1:32-33.
- ↑ Dette er min elskede søn: Matt 3:17; Mark 1:11; Luk 3:22.
- ↑ Jesus' bøn: Matt 6:9-10; Luk 11:2.
- ↑ Himlen blev åbnet: Matt 3:16; Mark 1:10; Luk 3:21.
- ↑ Stemmen fra den personlige justeringsmand: Matt 3:17; Mark 1:11; Luk 3:22.
- ↑ Kronologi af begivenheder: Luk 3:1.
- ↑ De »fyrre dage«: Matt 4:1-11; Mark 1:12-13; Luk 4:1-13.
- ↑ Jesus »fastede« ikke som sådan: Matt 4:2; Mark 1:13; Luk 4:2.
- ↑ »Fristelsen« var tidligere: Matt 4:3-11; Mark 1:12-13; Luk 4:13.
- ↑ Ikke min vilje, men din skal ske: Matt 26:39,42,44; Mark 14:36,39; Luk 22:42; Joh 4:34; Joh 5:30; Joh 6:38-40; Joh 15:10; Joh 17:4.
- ↑ Årsagen til ideen om de »fyrre dage«: Matt 4:1-11; Mark 1:12-13; Luk 4:1-13.
- ↑ Beslutningstagning: Matt 4:1; Mark 1:12-13; Luk 4:1-2.
- ↑ Tolv legioner af engle og andre: Matt 26:53.
- ↑ Den såkaldte »fristelse« til at få mad: Matt 4:3; Luk 4:3.
- ↑ Mennesket lever ikke af brød alene: 5 Mos 8:3; Matt 4:3-4; Luk 4:3-4.
- ↑ Han reddede andre, ikke sig selv: Matt 27:42a; Mark 15:31; Luk 23:35a.
- ↑ Jorden vil give frugt: Es 4:2; Es 5:10; 1 Enok 10:18-20a.
- ↑ Den såkaldte »fristelse« til at springe: Matt 4:5-6; Luk 4:9-11.
- ↑ Intet ondt skal ske for dig: Sl 91:10-12.
- ↑ Jesus gik aldrig på vandet: Matt 14:25-27; Mark 6:48-50; Joh 6:19-21.
- ↑ Ingen overnaturlige tegn: Matt 12:38; Matt 16:1; Mark 8:11.
- ↑ Selv når vagterne vover Jesus: Matt 27:39-44; Mark 15:29-32; Luk 23:35-37.
- ↑ Fortæl ingen om tidsforkortelse: Matt 8:4; Matt 9:30; Matt 12:16; Mark 1:44; Mark 5:43; Mark 7:36; Mark 8:26; Luk 5:14; Luk 8:56.
- ↑ Jesus nægtede at vise et tegn: Matt 12:38-39; Matt 16:1-4; Mark 8:11-12; Luk 11:16,29-30; Joh 2:18-20; Joh 6:30.
- ↑ Jesus beslutter sig for at leve efter Faderens vilje: Matt 26:39,42,44; Mark 14:36,39; Luk 22:42; Joh 4:34; Joh 5:30; Joh 6:38-40; Joh 15:10; Joh 17:4.
- ↑ beslutter sig for ikke at gå fra templet: Matt 4:5-6; Luk 4:9-11.
- ↑ Træder ind i riget via trængsler: ApG 14:22.
- ↑ Dyrk kun Gud Herren: 2 Mos 20:3-5a; 5 Mos 5:7-9a; 5 Mos 6:13-14; 5 Mos 10:20; Matt 4:10; Luk 4:8.
- ↑ Drik bittert bæger: Matt 20:22-23; Matt 26:39,42; Mark 10:38-39; Mark 14:36; Luk 22:42; Joh 18:11.
- ↑ »Fristelse« til at kontrollere kongeriger: Matt 4:8; Luk 4:5.
- ↑ Du er min søn, i dag...: Sl 2:7-9; ApG 13:33.
- ↑ Løfte om at leve efter Faderens vilje: Matt 26:39,42,44; Mark 14:36,39; Luk 22:42; Joh 4:34; Joh 5:30; Joh 6:38-40; Joh 15:10; Joh 17:4.