© 2015 Urantia Foundation
| Kapitel 161. Videre Samtaler Med Rodan |
Indeks
Flere versioner |
Kapitel 163. Ordinationen Af De Halvfjerds I Magadan |
162:0.1 DA Jesus gik til Jerusalem, havde han planer om at vandre gennem Samaria, fordi det var den korteste rute. Derfor gik de ned langs den østlige bred af søen og kom gennem Scythopolis til grænsen til Samaria. Nær mørkets frembrud sendte Jesus Filip og Mattæus over til en landsby på den østlige skråning af Gilboabjerget for at skaffe overnatning til gruppen. Det skete således at disse landsbyboere var særdeles fordomsfulde indstillet til jøderne, endnu mere end samaritanerne i almindelighed, og disse følelser var især stærke netop på denne tid, hvor så mange var på vej til løvhyttefesten. Disse mennesker vidste ikke meget om Jesus, og de nægtede ham logi, fordi han og hans medarbejdere var jøder[1]. Da Mattæus og Filip viste deres vrede og bekendtgjorde til disse samaritanere, at de nægtede at modtage Israels Hellige, jagede de rasende landsbyboere dem ud af den lille by med kæppe og sten.
162:0.2 Efter at Filip og Mattæus var vendt tilbage til deres venner og fortalte, hvordan de var blevet drevet ud af landsbyen gik James og Johannes hen til Jesus og sagde: "Mester, vi beder dig om tilladelse til at kalde ild ned fra himlen for at ødelægge disse uforskammede og forstokkede samaritanerne. "Men da Jesus hørte disse ord om hævn, vendte han sig mod Zebedæus sønner og alvorligt irettesatte dem: "Du ved ikke, hvad slags attitude du lægger for dagen[2]. Hævn er uforenelig som tilgang til Himmelriget. Snarere end at argumentere, så lad os gå over til den lille landsby ved vadestedet af Jordanfloden." Således på grund af sekterisk fordomme, berøvede disse samaritanere sig selv æren af at vise universets Skabersøn gæstfrihed.
162:0.3 Jesus og de ti apostle overnattede i landsbyen nær vadestedet ved Jordanfloden[3]. Tidligt næste morgen krydsede de floden og fortsatte videre mod Jerusalem langs vejen øst for floden og kom sent onsdag aften til Betania. Thomas og Nataniel ankom om fredagen, da de var blevet forsinket af deres drøftelser med Rodan.
162:0.4 Jesus og de tolv opholdt sig omkring Jerusalem indtil udgangen af næste måned (oktober), dvs. omkring fire og en halv uge. Jesus selv gik ind i byen kun et par gange, og disse korte besøg blev foretaget i løbet af løvhyttefestens dage. Han tilbragte en stor del af oktober sammen med Abner og hans medarbejdere i Betlehem.
¶ 1. FARERNE VED BESØGET I JERUSALEM
162:1.1 Længe før de flygtede fra Galilæa havde Jesu disciple indtrængende bønfaldt ham om at gå til Jerusalem, og forkynde rigets evangelium for at hans budskab ville have prestige af at være blevet prædiket i centrum af jødisk kultur og læring[4]. Men nu, da han rent faktisk var kommet til Jerusalem for at undervise frygtede de for hans liv. Da apostlene vidste, at jødernes råd havde forsøgt at bringe Jesus til Jerusalem for rettergang, og da de huskede Mesterens nylig gentaget erklæringer om, at han skulle gennemgå døden, var de bogstaveligt blevet bedøvet af hans pludselige beslutning om at deltage i løvhyttefesten[5]. På alle deres tidligere bønner, om at han skulle gå til Jerusalem havde han svaret: "Tiden er endnu ikke kommet" Nu da de protesterede af frygt svarede han kun: "Men tiden er kommet."
162:1.2 Under løvhyttefesten gik Jesus dristigt ind i Jerusalem flere gange og underviste offentligt i templet. Han gjorde det på trods af hans apostle forsøg på at fraråde ham. Selvom de længe havde opfordret ham til at forkynde sit budskab i Jerusalem, var de nu bange for at se ham gå ind i byen, da de udmærket godt vidste, at de skriftkloge og farisæerne var opsat på at dræbe ham.
162:1.3 Jesus frygtløse optræden i Jerusalem gjorde mere end nogensinde hans tilhængere forvirret. Mange af hans disciple, og selv apostlen Judas Iskariot, havde vovet at tænke, at Jesus hastigt var flygtet ind Fønikien fordi han frygtede de jødiske ledere og Herodes Antipas. De forstod ikke betydningen af Mesterens forehavende[6]. Hans tilstedeværelse i Jerusalem ved løvhyttefesten, selv i opposition med sine tilhængers råd, var nok til permanent at sætte en stopper for al hvisken om frygt og fejhed.
162:1.4 Under løvhyttefesten oplevede tusindvis af troende fra alle dele af det romerske imperium, Jesus, hørte ham undervise, og mange rejste endda ud til Betania for at konferere med ham om rigets udbredelse i deres respektive hjemlande.
162:1.5 Der var mange grunde til, at Jesus kunne forkynde offentligt på tempelpladsen under festdagene, og hovedårsagen var frygten, der var kommet over herskerne i det jødiske råd som følge af den hemmelige deling af stemningen inden for deres egne rækker. Det var en kendsgerning, at mange af medlemmer af jødernes råd enten hemmeligt troede på Jesus ellers var afgørende mod hans arrestation under festen, når der var så stort et antal mennesker i Jerusalem, og mange af dem enten troede på ham eller i det mindste var venligt indstillet til den åndelige bevægelse, som han støttede.
162:1.6 Abner og hans medarbejderes indsats i hele Judæa havde også gjort meget for at opbygge en positiv stemning for riget, selv til det punkt, at Jesu fjender ikke turde være alt for frimodige i deres modstand. Det var en af grundene til, at Jesus offentligt kunne besøge Jerusalem og komme derfra med livet i behold. En eller to måneder tidligere, var han sikkerhed blevet dræbt.
162:1.7 Men Jesus dristige dristighed til offentligt optræder i Jerusalem indjagede frygt i hans fjender. De var ikke forberedt på sådan en dristig udfordring. Flere gange i løbet af denne måned gjorte jødernes råd halvhjertede forsøg på at anholde Mesteren, men disse bestræbelser mislykkedes. Jesu fjender var så forbløffet over hans uventede offentlige optræden i Jerusalem, at de antog, at de romerske myndigheder havde lovet ham sin beskyttelse. Vel vidende, at Filip (Herodes Antipas bror) næsten var en tilhænger af Jesus, gættede rådets medlemmer at Filip havde sikret Jesus løftet om beskyttelse mod sine fjender. Jesus havde forladt deres retskreds, før de vågnede til den erkendelse, at de havde taget fejl i den tro, at hans pludselige og dristige optræden i Jerusalem havde været på grund af en hemmelig forståelse med de romerske embedsmænd.
162:1.8 Kun de tolv apostle havde vidst, at Jesus havde til hensigt at deltage i løvhyttefesten, da de gik fra Magadan[7]. Mesterens øvrige tilhængere blev meget overrasket, da han viste sig på tempelpladsen og begyndte offentligt at undervise, og de jødiske myndigheder var overraskede udover al beskrivelse, da det blev rapporteret, at han underviste i templet.
162:1.9 Selvom Jesu disciple ikke havde forventet, at han ville deltage i festen, underholdt det overvældende flertal af de langvejs fra kommende pilgrimme, der havde hørt om ham, håb om, at de ville se ham i Jerusalem[8]. Og de blev ikke skuffet, for flere gange, underviste han i Salomons Søjlegang og andre steder i templets gårde. Disse lærdomme var virkelig den officielle eller formelle meddelelse om Jesu guddommelighed til det jødiske folk og til hele verden.
162:1.10 Folkemasserne, der lyttede til Mesterens forkyndelser var delte i deres opfattelser[9]. Nogle sagde, at han var en god mand, en del, at han var en profet, en del, at han virkelig var Messias. Andre sagde, at han var en drilagtig anstifter af uro, at han førte folket på afveje med sine mærkelige doktriner. Hans fjender tøvede af frygt for hans venligt sindede tilhængere til åbent at fordømme ham, mens hans venner af frygt for de jødiske ledere ikke åbenlyst turde anerkende ham, for de vidste, at det jødiske råd var indstillet på at slå ham ihjel[10]. Men selv hans fjender forundrede sig over hans undervisning, fordi de vidste, at han ikke havde fået undervisning i de rabbinske skoler.
162:1.11 Hver gang Jesus gik ind i Jerusalem, blev hans apostle fyldt med terror. De blev dag for dag mere og mere bange, når de lyttede til hans stadig mere dristige udtalelser om arten af hans mission på jorden. De var ikke vant til at høre Jesus fremføre så positive udtalelser og sådanne fantastiske påstande, selv når han prædikede blandt sine venner.
¶ 2. DEN FØRSTE TEMPELTALE
162:2.1 Den første eftermiddag, da Jesus underviste i templet sad en anselig forsamling og lyttede til hans ord om den frihed, som det nye evangelium bringer og glæden ved dem, der tror den gode nyhed, da en nysgerrig lytter afbrød ham og spurgte: "Mester, hvordan kommer det sig, at du så flydende citerer skrifterne og underviser folket, da jeg har hørt, at du ikke er blevet undervist i rabbinernes lære?" Jesus svarede:" Ingen mennesker har lært mig de sandheder, som jeg forkynder til jer. Og denne lære er ikke min, men Hans, som sendte mig[11]. Hvis nogen virkelig ønsker at gøre min Faders vilje, skal han sikkert forstå, hvad enten min undervisning kommer fra Gud, eller om jeg taler på egne vegne. De, der taler på egne vegne, søger deres egen ære, men når jeg proklamerer Faders ord, søger jeg derfor hans herlighed, som har sendt mig. Men før du forsøger at træde ind i det nye lys, bør du ikke hellere følge det lys, du allerede har? Moses gav jer loven, men hvor mange af jer forsøger ærligt at opfylde dens krav? Moses påbyder jer i denne lov, "Du må ikke slå ihjel[12]. Men trods dette bud søger nogle af jer at dræbe Menneskesønnen."
162:2.2 Da mængden hørte disse ord, begyndte de at skændes indbyrdes. Nogle sagde, at han var gal, og nogle, at han var besat af en djævel. Andre sagde dette virkelig var profeten fra Galilæa som de skriftkloge og farisæerne længe havde forsøgt at dræbe. Nogle sagde at de religiøse myndigheder var bange for at forulempe ham. Andre mente, at de ikke ville anholde ham, fordi de var begyndt at tro på ham. Efter en betydelig debatteren trådte en fra forsamlingen frem og spurgte Jesus: "Hvorfor vil magthaverne dræbe dig?" Jesus svarede: "De religiøse magthavere ønsker at dræbe mig, fordi de føler sig krænket af min undervisning om rigets gode budskab, et evangelium, der frigør mennesket fra belastende traditioner i en formel religion af ceremonier, som disse lærere for enhver pris har besluttet at vedligeholde. De omskære i overensstemmelse med loven på sabbatsdagen, men de vil dræbe mig, fordi jeg engang på sabbatten frigjorde en mand fra lidelsens lænker. De følger efter mig på sabbatten for at udspionere mig, men vil dræbe mig fordi jeg ved en anden lejlighed besluttede at gøre en svær alvorlig ramt mand helt rask på sabbatsdagen. De ønsker at dræbe mig, fordi de godt ved, at hvis du tror helt ærligt og turde acceptere min undervisning, går deres system af traditionel religion under, ødelagt for altid. På den måde mister de magt over det, som de har viet deres liv, da de standhaftigt nægter at acceptere denne nye og mere strålende evangelium om Guds rige[13]. Og nu appellerer jeg til hver eneste af jer: Døm ikke efter det ydre udseende, men døm efter den sande ånd i disse lærdomme; døm retfærdigt."
162:2.3 Da spurgte en anden: "Ja, Mester, vi venter på Messias, men når han kommer, ved vi, at hans fremtræden er omgivet af et mysterium. Vi ved, hvor du er. Du har været blandt dine brødre fra begyndelsen. Befrieren skal komme med magt til at genoprette Davids kongerige. Påstår du virkelig at være Messias?" Jesus svarede: "Du siger du kender mig og ved, hvor jeg er fra. Jeg ville ønske, at dine påstande var sande, for i denne viden, ville du sikkert finde liv i overflod. Men jeg vil fortælle dig, at jeg ikke er kommet af mig selv; jeg er blevet sendt af Faderen, og han, som sendte mig, er sand og trofast. Når I nægter at lytte til mig, nægter I at acceptere ham, som har sendt mig. Hvis I ønsker at modtage dette evangelium skal I kende ham, som sendte mig. Jeg kender Faderen, for jeg er kommet fra Faderen for at forkynde og åbenbare ham til jer[14]."
162:2.4 De skriftkloges agenter ville arrestere ham, men de frygtede mængden, for mange troede på ham. Jesus arbejde efter sin dåb var blevet godt kendt blandt hele det jødiske folk, og når mange af disse mennesker fortalte om hvad der var sket, sagde de til hinanden: "Selvom denne lærer er fra Galilæa, og selv om han ikke opfylder alle vores forventninger til Messias spekulerer vi på, om den befrier, der når han kommer virkelig vil gøre noget mere forunderligt end denne Jesus af Nazaret allerede har gjort[15]."
162:2.5 Når farisæerne og deres agenter hørte folk taler på denne måde rådførte de sig med deres ledere og besluttede, at noget måtte gøres for at sætte en stopper for Jesu offentlige optrædener i tempel gårdene[16]. Generelt ville de jødiske ledere undgå et sammenstød med Jesus, fordi de troede, at de romerske myndigheder havde lovet ham immunitet. De kunne ikke finde nogen anden forklaring på hans dristighed til på dette tidspunkt at komme til Jerusalem; men herskerne i det jødiske råd troede ikke helt på dette rygte. De begrundede, at de romerske magthavere ikke ville gøre noget sådan hemmeligt og uden at den jødiske nations højeste ledelsesorgan vidste om det.
162:2.6 Derfor blev Eber, en kompetent embedsmand i det jødiske råd, sammen med to assistenter sendt ud for at arrestere Jesus[17]. Da Eber banede sig vej frem mod Jesus, sagde Mesteren: "Vær ikke bange for at nærme dig. Kom tættere mens du lytter til min undervisning. Jeg ved, at du er blevet sendt for at arrestere mig, men du skal forstå, at intet kan ske for Menneskesønnen indtil hans tid kommer[18]. Du er ikke fjendtlig indstillet mod mig. Du kommer bare for at udføre dine overordnedes befaling, og selv disse jødernes herskere tror sandelig at de tjener Gud, når de i al hemmelighed stræber efter at ødelægge mig.
162:2.7 "Jeg har ingen ond vilje mod nogen af jer. Faderen elsker jer, og fordi jeg længes efter din udfrielse fra fordomsfuldhedens trældom og traditionens mørke. Jeg tilbyder jer livets frihed og glæden ved frelsen. Jeg proklamerer den nye og levende måde, befrielse fra det onde og bruddet af syndens lænker[19]. Jeg er kommet for at I kan have liv og have det for evigt[20]. I forsøger at slippe af med mig og min bekymrende forkyndelse. Hvis I kun kunne indse, hvor lidt tid jeg stadig har med jer! Om ganske kort tid, begiver jeg mig til ham, som sendte mig ind i denne verden[21]. Og så vil mange af jer flittigt søge efter mig, men I vil ikke finde mig, for hvor jeg snart vil være kan du ikke komme[22][23]. Men alle, der virkelig forsøger at finde mig, skal en gang opnå det liv, der fører til min Fader."
162:2.8 Nogle af hans spottere sagde indbyrdes: "Hvor vil denne mand gå, at vi ikke skulle finde ham? Vil han gå for at leve blandt grækerne? Vil han ødelægge sig selv? Hvad kan han mene, når han siger, at han snart vil gå væk fra os, og at vi ikke kan gå, hvor han går?"[24]
162:2.9 Eber og hans assistenter nægtede at arrestere Jesus; de vendte tilbage til deres mødested uden ham. Da ypperstepræsterne og farisæerne derfor bebrejdede Eber og hans assistenter, fordi de ikke havde bragt Jesus med dem, svarede Eber kun: "Vi var bange for at anholde ham i midten af forsamlingen, fordi mange tror på ham[25]. Desuden har vi aldrig hørt en mand tale, som denne mand. Der er noget ekstraordinært over denne lærer. Det ville gøre jer alle noget godt at gå over og høre ham." Da de førende rådsmænd hørte disse ord, blev de overrasket og sagde hånligt til Eber: "Er du også ført på vildspor? Er du begyndt at tro på denne bedrager? Har du hørt, at nogen af vores lærde mænd eller nogen af herskere ville tro på ham? Er nogen af de skriftkloge eller farisæerne blevet bedraget af hans kloge forkyndelse? Hvordan er det at denne uvidende folkesamling som ikke kender loven eller profeterne påvirker dig med deres adfærd? Ved du ikke, at sådanne ulærte mennesker er forbandet? Da svarede Eber: "Alligevel, mine herrer, men denne mand taler ord om barmhjertighed og håb til mennesker. Han opmuntrer de nedslået, og hans ord trøstede selv vores sjæle. Hvad kunne være galt med denne forkyndelse, selv om han ikke kan være skrifternes Messias? Desuden kræver vores lov da ikke retfærdighed? Vi fordømmer en mand uden at høre ham?" Lederen af det jødiske råd blev vred mod Eber, vendte sig mod ham og sagde:" Er du blevet gal? Måske er du også fra Galilæa? Søg i skrifterne, og du vil finde, at ingen profet, langt mindre Messias komme fra Galilæa[26]."
162:2.10 Jødernes råd blev opløst i forvirring, og Jesus trak sig tilbage til Betania for natten.[27]
¶ 3. KVINDEN SOM ER GREBET I ÆGTESKABSBRUD
162:3.1 Det skete i løbet af dette besøg i Jerusalem, at Jesus havde at gøre med en vis berygtet kvinde som blev ført frem til ham af hendes anklagere og hans fjender[28]. Den forvrængede optegnelse, I har af denne episode tyder på, at kvinden var blevet ført frem for Jesus af de skriftkloge og farisæerne, og at Jesus behandlede dem på en måde, der antydede, at disse religiøse ledere for jøderne selv kunne have gjort sig skyldig i umoral. Jesus vidste godt, at selv om disse skriftkloge og farisæerne var åndeligt blinde og intellektuelt fordomsfulde på grund af deres loyalitet til traditionen, så blev de regnet til den tids og generations mest grundige moralske mænd.
162:3.2 Hvad der virkelig skete var følgende: Tidligt på festens tredje morgen, da Jesus nærmede sig templet, blev han mødt af en gruppe agenter ansat af jødernes råd, og de trak en kvinde med sig. Da de kom nærmere, sagde deres talsmand, "Mester, denne kvinde blev fanget på fersk gerning, da hun begik ægteskabsbrud[29]. Moseloven foreskriver, at vi skal stene sådan en kvinde. Hvad siger du der bør ske med hende?"
162:3.3 Jesu fjender havde planlagt, at hvis han støttede Moseloven, som krævede, at selverklærede lovovertræder, skulle stenes, ville han få problemer med de romerske herskere, som havde nægtet jøderne ret til at idømme dødsstraf uden en romersk domstols godkendelse. Hvis han forbød at stene kvinden, ville de anklage ham for jødernes råd, for at sætte sig over Moses og den jødiske lov. Hvis han ingenting sagde, ville de anklage ham for fejhed[30]. Men Mesteren klarede situationen, således at hele planen kollapsede på sin egen usle vægt.
162:3.4 Denne en gang tækkelig kvinde var gift med en skrupelløse borger i Nazaret, en mand, der havde været en ballademager for Jesu under hele hans ungdom. Manden, der havde giftet sig med denne kvinde, tvang hende til højeste skammeligt at tjene til livets ophold ved at sælge sin krop. Han var kommet op til festen i Jerusalem så hans kone på denne måde kunne prostituerer sin fysiske charme for økonomisk vinding. Han havde indgået en aftale med de jødiske herskers lakajer således på denne måde at forråde sin egen kone i hendes kommercialiserede last. Så kom de med kvinden og hendes kriminelle medskyldig for at narre Jesus til at gøre enhver erklæring, der kunne bruges imod ham, hvis han blev arresteret.
162:3.5 Jesus så ud over forsamlingen og observerede hendes mand stående bag de andre. Han vidste, hvad slags mand han var, og indså, at han var en del af den foragtelige transaktion. Jesus gik først rundt til nær det sted hvor den fordærvede mand stod og skrev nogle få ord i sandet, hvilket fik manden til hurtigt at forlade stedet[31]. Så kom han tilbage, foran kvinden og skrev igen på jorden beregnet til hendes potentielle anklagere. Da de læste hans ord, begav de sig også bort, en efter en. Da Mesteren for tredje gang, havde skrevet i sandet fjernede kvindens kriminelle partner sig også, så da Mesteren rejste sig fra denne skrivning, så han kvinden stå der alene foran sig. Jesus sagde: "Kvinde, hvor er dine anklagere? Blev ingen tilbage for at stene dig? "Kvinden kiggede op og svarede:" Nej, Herre." Da Jesus sagde: "Jeg ved, hvordan det er med dig, jeg fordømmer dig heller ikke. Gå din vej i fred." Denne kvinde, Hildana, opgav sin onde mand og sluttede sig til rigets disciple.
¶ 4. LØVHYTTEFESTEN
162:4.1 Tilstedeværelsen af mennesker fra hele den kendte verden, fra Spanien til Indien, gjorde løvhyttefesten til en ideel anledning for Jesus at for første gang offentligt at proklamere hele sit evangelium i Jerusalem[32]. Under denne højtid levede folket stort set udendørs, i løvhytter. Det var en høstfest, og da den faldt i de kølige efterårsmåneder deltog jøder, der boede spredt i verden mere generelt i denne fest end påsken i slutningen af vinteren eller pinsen i begyndelsen af sommeren. Apostlene fik endelig at se deres Mester frimodigt forkynde sin mission på jorden til hele verden, så at sige.
162:4.2 Dette var højtidernes højtid, for i denne tid kunne ethvert offer foretages, der ikke var foretaget ved de andre fester. Ved denne lejlighed modtog templet offergaver. Det var en kombination af ferie fornøjelser og højtidelige ritualer for religiøs tilbedelse[33]. Det var en tid med glæde, som omfattede hele slægten, blandet med ofre, levitiske sange og de højtidelige blæs i sølvtrompeterne af præsterne. Hver aftenen var dette imponerende skue af templet og dets skarer af pilgrimme, smukt belyst af de store kandelabre, der brændte klart i kvindernes gårdhave og skæret fra de mange fakler, der blev sat omkring templets gårde. Hele byen var demonstrativt dekoreret undtagen den romerske borg Antonia som i dyster kontrast så ned på denne festlige og ærværdige scene. Og hvordan jøderne hadede denne allestedsnærværende påmindelse om det romerske åg!
162:4.3 Under festen blev halvfjerds tyre ofret, som symboliserede de halvfjerds hedenske nationer. Ceremonien med vandudgydelse symboliserede udgydelsen af den guddommelige ånd. Vand ceremonien fulgte præsternes og levitternes procession i solopgangen. De tilbedende gik ned af trin der førte fra Israels gård til kvindernes gård, mens gentagende stød blev blæst på sølvtrompeterne. Så vandrede de trofaste videre mod den smukke port, som åbnede sig mod ikke jødernes gård. Her vendte de sig om mod vest, gentog deres salme sange og fortsatte deres march mod det symbolske vand.
162:4.4 Under festens sidste dag blev den liturgiske ceremoni ledet af næsten fire hundrede præster og et tilsvarende antal levitter. Ved daggry, samledes pilgrimme fra alle dele af byen, og hver bar i højre hånd en neg af myrter, pil, og palmegrene, mens hver i den venstre, bar en kvist af paradisæblet - citronen, den "forbudte frugt". Disse pilgrimme delte sig i tre grupper for denne tidlige morgen ceremoni. En gruppe forblev i templet for at deltage i morgen ofringen; den anden gruppe marcherede ud fra byen til nær Maza nedenfor Jerusalem for at skære pilegrene til at dekorere alteret med, mens den tredje gruppe dannede en procession, der marcherede fra templet, efter vandpræsten, som til lyden fra sølvtrompeterne bar det gyldne bæger, som skulle fyldes med det symbolske vand, ud gennem Ophel til et sted i nærheden Siloam, hvor Kildeporten var placeret. Da det gyldne bæger var fyldt ved Siloamdammen, marcherede processionen tilbage til templet ind gennem vandporten og lige til præsterne gård, hvor præsten, som havde båret vandbægeret fik følgeskab af den præst, som bar vinen til drikkeofringen. Begge præster gik derefter til sølvtragten, der førte til alterets fødder og hældte indholdet af bægrene i tragten. Udførelsen af vin og vandtømningsritual var signalet til de forsamlede pilgrimme til at begynder at synge salmerne fra 113 inklusive 118 på skift sammen med levitterne. Når de gentog disse vers, ville de vifte deres neg ved alteret. Derefter fulgte dagens ofringer, mens dagens salme blev læst[34]. Salmen for festens sidste dag var den toogfirsindstyvende, begyndende med det femte vers.[35]
¶ 5. PRÆDIKEN OVER VERDENS LYS
162:5.1 Om aftenen den næstsidste dag i festen, da scenen blev klart oplyst af lyset fra kandelaberne og faklerne, stod Jesus op midt i den samlede skare og sagde:
162:5.2 "Jeg er verdens lys[36]. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys. Samtidigt som i tager jer frihed til at retsforfølge mig og under forudsætning af at sidde som mine dommere, erklærer du, at hvis jeg vidner om mig selv, så er mit vidnesbyrd ikke gyldigt[37]. Men aldrig kan den skabte sidde til doms over Skaberen. Selv hvis jeg vidner om mig selv, mit vidne er evig sandt, for jeg ved, hvorfra jeg kom, hvem jeg er og hvor jeg skal hen. Men jer, der ønsker at dræbe Menneskesønnen ved ikke, hvorfra jeg kom, hvem jeg er, eller hvor jeg skal hen. Du dømmer kun efter kødets udseende; du ser ikke de åndelige realiteter. Jeg dømmer ingen, ikke engang min ærkefjende. Men hvis jeg besluttede at dømme, ville min bedømmelse være sand og retfærdig, for jeg ville ikke dømme alene men i samråd med min Fader, som sendte mig til verden, og det er kilden til al sand dom. Du tillader endda, at vidneudsagn fra to pålidelige personer kan accepteres - godt godt, jeg bærer vidnesbyrd om disse sandheder; så også gør min himmelske fader. Og da jeg fortalte dig dette i går, spurgte du i dit mørke: "Hvor er din Fader?" Sandelig, du kender hverken mig eller min Fader, for hvis I havde kendt mig, ville du også have kendt Faderen.
162:5.3 "Jeg har allerede fortalt dig, at jeg går bort, og I vil søge mig, men I vil ikke finde mig, for hvor jeg går, kan I ikke komme[38][39]. Jer, som vil afvise dette lys hører til hernede; Jeg er ovenfra. I, som foretrækker at sidde i mørket tilhører denne verden; jeg tilhører ikke denne verden, og jeg lever i det evige lys af lysenes Fader[40][41]. I har alle haft rigelig mulighed for at lære, hvem jeg er, men du vil stadig få beviser, der bekræfter Menneskesønnens identitet. Jeg er livets lys, og hver eneste der bevidst og med fuld forståelse afviser dette frelsende lys skal dø i deres synder. Meget har jeg at fortælle dig, men du kan ikke modtage mine ord. Men han, som sendte mig, er sand og trofast; min Fader elsker selv sine vildfarende børn. Og alt, som min Fader har talt, har jeg også forkyndt til verden.
162:5.4 "Når Menneskesønnen løftes op, så skal alle forstå at jeg er ham, og at jeg ikke har gjort noget af mig selv, men kun som Faderen har lært mig[42]. Jeg taler disse ord til dig og dine børn. Og han, som sendte mig, er selv nu med mig. Han har ikke ladet mig alene, for jeg gør altid det, der behager ham."
162:5.5 Når Jesus på denne måde underviste pilgrimmene i tempelgårdene, begyndte mange at tro på ham[43]. Ingen vovede at lægge hænderne på ham.
¶ 6. FORELÆSNINGEN OM LIVETS VAND
162:6.1 Den sidste dag, den store festdag, da processionen fra Siloamdammen passeret gennem tempelpladsen, og umiddelbart efter at præsterne havde hældt vandet og vinen up på alteret, sagde Jesus, da han stod blandt pilgrimmene: "Hvis nogen er tørstig, lad ham komme til mig, og drikke. Fra Faderen i det høje kommer jeg med livets vand til denne verden[44]. Den, der tror på mig, vil blive fyldt med den ånd, som dette vand repræsentere, for selv skriften siger: "Ud af ham skal flyde strømme af levende vand[45]." Når Menneskesønnen er færdig med sit arbejde på jorden, skal den levende Sandhedens Ånd udgydes over alt kød. De, som modtager denne ånd skal aldrig mere kende åndelig tørst."
162:6.2 Jesus afbrød ikke tjenesten for at sige disse ord. Han tiltalte tilbederne straks efter at de havde sunget Halleln, den responderende skiftlæsning af salmerne ledsaget af viften med kviste foran alteret. Lige her var en pause, mens ofrene var under forberedelse, og det var i det øjeblik, at pilgrimmene hørte Mesterens fascinerende stemme erklærer, at han var den, der giver levende vand til enhver sjæl som tørster efter ånden.
162:6.3 Da de tidlige morgentimers gudstjeneste var forbi, fortsatte Jesus med at undervise folkesamlingen og sagde: "Har I ikke læst i skriften: Se, så som vandet hældes ud på den tørre jord og spredes ud over den brændte jord, så vil jeg udgyde hellighedens ånd over jeres børn, en velsignelse også for dine børnebørn? Hvorfor vil du stadig tørste efter indflydelse, mens du forsøger at vande jeres sjæl med menneskelige traditioner, som hældes ud fra den ceremonielle tempeltjenestens knækkede kop? Det, som du ser, der foregår forskellige steder af dette tempel er den måde, som jeres fædre søgte at symbolisere udgivelsen af den guddommelige ånd til troens børn, og du har gjort klogt i at holde disse symboler i live, indtil denne dag[46]. Men nu er åbenbaringen om åndernes Faderen kommer til denne generation gennem overdragelse af hans Søn, og alt dette vil helt sikkert blive efterfulgt af overdragelsen af ånden i Faderen og Sønnen på menneskebørnene[47]. For enhver, som har tro, vil denne overdragelse af ånden blive den sande lærer, der underviser om vejen til evigt liv, til livets sande vande i himmelriget på jorden og i Faderens Paradis derover."
162:6.4 Jesus fortsatte med at besvare spørgsmål fra både mængden og farisæerne. Nogle mente, at han var en profet, nogle troede, at han var Messias. Andre sagde, at han ikke kunne være Kristus, fordi han var fra Galilæa, og at Messias skal genoprette Davids trone. Men de turde ikke arrestere ham.[48]
¶ 7. FORELÆSNINGEN OM ÅNDELIG FRIHED
162:7.1 Om eftermiddagen den sidste festival dag, efter at apostlene havde mislykkedes i deres forsøg på at overtale Jesus til at flygte fra Jerusalem, gik han igen tilbage til templet for at undervise. Da han fandt en stor gruppe af troende samlet i Salomons Søjlegang, talte han til dem og sagde:[49]
162:7.2 "Hvis mine ord bliver i jer, og i ønsker at gøre min Faders vilje, så er I sandelig mine disciple. Du skal kende sandheden, og sandheden skal gøre jer frie[50]. Jeg ved, hvordan du vil svare mig: Vi er Abrahams børn, og vi er ikke slaver af nogen; hvordan skal vi da blive fri? Selv da, men jeg taler ikke om ydre undertvingelse til en anden regel; jeg henviser til sjælens friheder og rettigheder. Sandelig, sandelig, siger jeg jer, alle, der synder er en slave til synden. Og du ved, at slaven sandsynligt ikke forbliver i sin herres hus for evigt. Du ved også, at sønnen altid forbliver i sin faders hus. Hvis Sønnen derfor skal gøre dig fri, gøre jer til sønner, bliver I virkelig frie.
162:7.3 "Jeg ved, at du er Abrahams sæd men jeres ledere ønsker at dræbe mig, fordi mit ord ikke har fået lov til at have sin transformerende indflydelse i deres hjerter[51]. Deres sjæle er forseglet af fordomme og blændet af hævngerrig stolthed. Jeg forkynder for jer den sandhed, som den evige Fader viser mig, mens disse vildledte lærere søger at gøre, hvad de har lært kun af deres jordiske fædre. Og når du svarer, at Abraham er din far, fortæller jeg dig, at hvis du var Abrahams børn, ville du gøre, hvad Abraham gjorde. Nogle af jer tror på min undervisning, men andre søger at ødelægge mig, fordi jeg har fortalt dig sandheden, som jeg har modtaget fra Gud. Men sådan behandlede Abraham ikke Guds sandhed. Jeg er klar over, at nogle af jer har besluttet at gøre den ondes gerninger. Hvis Gud var jeres Fader, ville du kender mig og elsker den sandhed, som jeg åbenbarer. Kan du ikke se, at jeg kom ud fra Faderen, at Gud har sendt mig, at jeg ikke gør dette arbejde af mig selv? Hvorfor forstår du ikke mine ord? Er det fordi du har valgt at være den ondes barn? Hvis du er børn af mørke, vil du næsten ikke gå i lyset af den sandhed, som jeg åbenbarer[52][53]. Onde børn følger kun i fodsporene efter deres far, der var en bedrager, og ikke stod for sandheden, fordi ingen sandhed i sidste ende var i ham. Men nu kommer Menneskesønnen, der taler og lever efter sandheden og mange af jer nægter at tro.
162:7.4 "Hvem af jer erklærer mig skyldig i synd? Hvis jeg forkynder således og i mit liv levede sandheden, som Faderen har vist mig, hvorfor tror du mig så ikke? Den, der tilhører Gud lytter med glæde til Guds ord[54]. Derfor lytter mange af jer ikke til mine ord, fordi du ikke tilhører Gud. Dine lærere har endda vovet at sige, at jeg udfører mine værker med djævleprinsens kraft. En tæt ved har netop sagt, at jeg er en djævel, at jeg er et barn af djævelen. Men alle jer, der er ærlige mod jeres egne sjæle ved godt, at jeg ikke er nogen djævel. I ved, at jeg ærer Faderen selv når du vanærer mig. Jeg søger ikke min egen ære, kun min Paradisfaders ære. Og jeg vil ikke dømme dig, for der er en, der dømmer for mig.
162:7.5 "Sandelig, sandelig, siger jeg til jer, som tror på evangeliet, at den som bevarer sandhedens ord levende i sit hjerte aldrig vil se døden[55]. Og nu, siger en skriftklog her ved min side, at denne erklæring viser, at jeg er besat af en djævel, fordi Abraham er død, og profeterne ligeså. Og han spørger: "Er du så meget større end Abraham og profeterne, at du vover at stå her og sige, at den, der bevarer dit ord ikke skal se døden? Hvem påstår du, at være, at du vover at ytre sådanne gudsbespottelser?" Og jeg siger til alle sådan, at hvis jeg forherliger mig selv, min herlighed er intet værd[56]. Men det er Faderen, som vil forherlige mig, den samme Fader, som du kalder Gud. Men du har ikke formået at lære at kende at denne er din Gud og min Fader, og jeg er kommet for at bringe jer sammen, for at vise jer, hvordan du virkelig bliver Guds sønner. Selvom du ikke kender Faderen, kender jeg ham virkelig. Selv Abraham frydede sig over at se min dag, og ved tro han så det og var glad."
162:7.6 Da de vantro jøder og agenter for det jødiske råd, der nu havde samlet sig hørte disse ord, igangsatte de en tumult, da de råbte: "Du er endnu ikke halvtreds år, og alligevel siger du at du har set Abraham; du er et barn af djævelen!" Jesus kunne ikke fortsætte foredraget. Da han forlod, sagde han kun: "Sandelig, sandelig siger jeg jer, før Abraham blev til, er jeg," Mange af dem, der ikke troede skyndte sig frem for at finde sten til at stene ham med, og agenterne for jødernes råd forsøgte at arrestere ham, men Mesteren formået hurtigt at finde vej gennem tempel korridorerne og flygtede til et hemmeligt mødested nær Betania, hvor Marta, Maria og Lazarus ventede på ham[57].
¶ 8. SAMTALEN MED MARTA OG MARIA
162:8.1 Det havde været arrangeret, at Jesus sammen med Lazarus og hans søstre skulle indlogeres i en vens hus, mens apostlene blev spredt her og der i små grupper[58]. Disse forholdsregler var blevet taget, fordi de jødiske myndigheder igen var blevet frække i deres planer om at arrestere Jesus.
162:8.2 I årevis havde disse tre haft for vane at slippe alt og lytte til Jesu lære, når han tilfældigvis besøgte dem. Da de havde mistet deres forældre, havde Marta overtaget ansvaret for hjemmet gøremål, og derfor gjorde hun nu forberedelse til at servere aftensmad, mens Lazarus og Maria satte sig ved Jesu fødder og indåndede hans forfriskende undervisning[59]. Det skal nævnes, at Marta var unødigt distraheret af mange unødvendige opgaver og tynget af mange trivielle bekymringer; sådan var hendes disposition.
162:8.3 Mens Marta beskæftigede sig med alle disse formodede pligter, forstyrrede det hende, at Maria intet gjorde for at hjælpe. Derfor gik hun til Jesus og sagde: "Mester, er du ligeglad med, at min søster har ladet mig alene for at arrangere aftensmad? Kan du ikke bede hende om at komme og hjælpe mig?" Jesus svarede: "Marta, Marta, hvorfor er du altid bekymret for så meget og plaget af så mange småting? Kun én ting er virkelig vigtigt, og da Maria har valgt denne gode og nødvendig del, vil jeg ikke tage det fra hende. Men hvornår vil I begge lære at leve, som jeg har lært jer: at tjene i samarbejde og begge genopfriske jeres sjæle i fællesskab? Kan du ikke lære, at der er en tid til alt - at de mindre ting i livet bør vige for Himmelrigets større ting?”[60]
¶ 9. I BETLEHEM HOS ABNER
162:9.1 I løbet af ugen efter løvhyttefesten samledes snesevis af troende i Betania og modtog undervisning fra de tolv apostle. Jødernes råd gjort ingen forsøg for at forulempe disse møder, da Jesus ikke var til stede. Han arbejdede under hele denne tid sammen med Abner og hans medarbejdere i Betlehem. Dagen efter festens afslutning var Jesus taget til Betania, og han underviste ikke igen i templet under denne tur til Jerusalem.
162:9.2 På dette tidspunkt, havde Abner sit hovedkvarter i Betlehem, og fra dette center var mange arbejdere blevet sendt til byerne i Judæa og sydlige Samaria og endda til Alexandria. Inden for få dage efter ankomsten af Jesus, afsluttede han sammen med Abner ordninger til at forlige de to apostlegruppers arbejde.
162:9.3 Gennem hele sit besøg ved løvhyttefesten havde Jesus delt sin tid om ligeligt mellem Betania og Betlehem. I Betania brugte han megen tid med sine apostle. I Betlehem gav han Abner og de andre tidligere apostle til Johannes meget instruktion. Det var denne intim kontakt, som til sidst førte dem til at tro på ham. Disse tidligere apostle til Johannes Døberen var imponeret over det mod, som Jesus viste i hans offentlige undervisning i Jerusalem samt af den empatiske forståelse, de oplevede i hans private undervisning i Betlehem. Disse faktorer vandt endeligt og fuldstændigt hver og en af Abners medarbejdere til helhjertet at acceptere riget og alt som sådant et skridt indebar.
162:9.4 Før Mesteren for sidste gang forlod Betlehem, tilrettelagde han for dem at de alle skulle slutte sig til ham i den fælles indsats, der ville gå forud for hans afslutning af hans jordiske karriere i kødet. Det blev aftalt, at Abner og hans medarbejdere i den nærmeste fremtid, skulle slutte sig til Jesus og de tolv til Magadan Park.
162:9.5 I overensstemmelse med denne aftale forenede Abner og hans elleve kammerater deres skæbne med Jesus og de tolv i begyndelsen af november og arbejdede sammen med dem som én organisation helt frem til korsfæstelsen.
162:9.6 I slutningen af oktober, trak Jesus og de tolv sig tilbage fra Jerusalems umiddelbare omgivelser. Søndagen den 30. oktober forlod Jesus og hans medarbejdere byen Efraim, hvor han havde ligget i afsondrethed i et par dage. De vandrede langs hovedvejen vest for Jordanfloden direkte til Magadan Park og ankom sent på eftermiddagen onsdag den 2. november.
162:9.7 Apostlene følte sig stærkt lettet over at have Mesteren tilbage på venlige jord. De opfordrede ham ikke længere til at gå op til Jerusalem for at forkynde evangeliet om riget.
| Kapitel 161. Videre Samtaler Med Rodan |
Indeks
Flere versioner |
Kapitel 163. Ordinationen Af De Halvfjerds I Magadan |
¶ Referencer
- ↑ Apostlene nægtede husly: Luk 9:51-53.
- ↑ Jesus irettesætter apostlene: Luk 9:54-55.
- ↑ Partiet bruger en anden by: Luk 9:56.
- ↑ Prædiken i Jerusalem: Joh 7:2-4.
- ↑ Timen er endnu ikke kommet: Joh 7:6.
- ↑ Misforståelse af Jesus' motiver: Joh 7:1.
- ↑ Jesus' hemmelige rejse: Joh 7:8-10.
- ↑ Masserne håber at se ham: Joh 7:11.
- ↑ Delte meninger: Joh 7:12-13.
- ↑ Vidunderlige lærdomme: Joh 7:15.
- ↑ Kilden til Jesus' budskab: Joh 7:14-19.
- ↑ Du skal ikke dræbe: 2 Mos 20:13; 5 Mos 5:17; Matt 5:21; Luk 18:20; Rom 13:9; Jak 2:11.
- ↑ Hvorfor ønskede jøderne at dræbe Jesus?: Joh 7:20-24.
- ↑ Om Messias: Joh 7:25-29.
- ↑ Folk undrer sig over, om Jesus er befrieren: Joh 7:30-31.
- ↑ Farisæerne hører folk: Joh 7:32a.
- ↑ Send betjente til at arrestere Jesus: Joh 7:32b.
- ↑ Intet sker, før timen kommer: Joh 7:30.
- ↑ Jesus: ny og levende vej: Joh 14:6; Hebr 10:20.
- ↑ Evigt liv: Dan 12:2; Matt 19:16,29; Matt 25:46; Mark 10:17,30; Luk 10:25; Luk 18:18,30; Joh 3:15-16,36; Joh 4:14,36; Joh 5:24,39; Joh 6:27,40,47; Joh 6:54,68; Joh 8:51-52; Joh 10:28; Joh 11:25-26; Joh 12:25,50; Joh 17:2-3; ApG 13:46-48; Rom 2:7; Rom 5:21; Rom 6:22-23; Gal 6:8; 1 Tim 1:16; 1 Tim 6:12,19; Tit 1:2; Tit 3:7; 1 Joh 1:2; 1 Joh 2:25; 1 Joh 3:15; 1 Joh 5:11,13,20; Jud 1:21; Åb 22:5.
- ↑ Jeg går til ham, som sendte mig: Joh 7:33; Joh 16:5.
- ↑ I skal søge mig, men ikke finde mig: Joh 7:34; Joh 8:21a.
- ↑ Du kan ikke gå med mig: Joh 7:34-36; Joh 8:21b-23.
- ↑ Spotte bemærkninger: Joh 7:35-36; Joh 8:22.
- ↑ Officerer vender tilbage uden Jesus, skældt ud: Joh 7:45-52.
- ↑ Ingen profet fra Galilæa: Joh 7:41.
- ↑ Alle går hjem: Joh 7:53.
- ↑ Undervisning i templet: Joh 8:2.
- ↑ Voksenkvinde taget på fersk gerning: Joh 8:3-5.
- ↑ Dilemmaet: Joh 8:6a.
- ↑ Jesus skriver i sand: Joh 8:8-11.
- ↑ Booths fest: 3 Mos 23:39-43.
- ↑ Silvrige trompetblæsere: 4 Mos 10:1-7.
- ↑ Psalmer 113-118: Sl 1.
- ↑ Salme 82 vers 5-8: Sl 82:5-8.
- ↑ Jesus er verdens lys: Es 9:2; Matt 4:16; Luk 1:78-79; Luk 2:32; Joh 1:4-9; Joh 3:19; Joh 8:12; Joh 9:5; Joh 12:35-36.
- ↑ Vidne om Jesu identitet: Joh 8:13-19.
- ↑ Jesus er på vej væk: Joh 7:33; Joh 8:21a.
- ↑ Du kan ikke komme: Joh 7:34-36; Joh 8:21b-23.
- ↑ Mange foretrækker at sidde i mørket: Es 9:2; Es 50:10; Matt 4:16; Joh 8:12.
- ↑ Fader af lys: Jak 1:17.
- ↑ Søn løftet op: Joh 3:14; Joh 8:28-29; Joh 12:32,34.
- ↑ Mange troede: Joh 8:30.
- ↑ Jeg bringer livets vand: Joh 7:37-39.
- ↑ Floder af levende vand: Es 12:2-3; Es 44:3; Zak 14:8.
- ↑ Vand udgydt på tør jord: Es 44:3.
- ↑ Åndernes far: Hebr 12:9.
- ↑ Hørernes synspunkter: Joh 7:40-44.
- ↑ Troende samles: Joh 8:31a.
- ↑ At kende sandheden gør dig fri: Joh 8:31b-36.
- ↑ Abrahams afkom: Joh 8:37-40.
- ↑ Jeg er sendt af Gud: Joh 6:44; Joh 9:4.
- ↑ Mørkets børn: Joh 8:41-45.
- ↑ Som overbeviser mig om synd: Joh 8:46-50.
- ↑ Troende dør aldrig: Dan 12:2; Matt 19:16,29; Matt 25:46; Mark 10:17,30; Luk 10:25; Luk 18:18,30; Joh 3:15-16,36; Joh 4:14,36; Joh 5:24,39; Joh 6:27,40,47; Joh 6:54,68; Joh 8:51-52; Joh 10:28; Joh 11:25-26; Joh 12:25,50; Joh 17:2-3; ApG 13:46-48; Rom 2:7; Rom 5:21; Rom 6:22-23; Gal 6:8; 1 Tim 1:16; 1 Tim 6:12,19; Tit 1:2; Tit 3:7; 1 Joh 1:2; 1 Joh 2:25; 1 Joh 3:15; 1 Joh 5:11,13,20; Jud 1:21; Åb 22:5.
- ↑ Er du større end Abraham?: Joh 8:53-56.
- ↑ Før Abraham var, er jeg: Joh 8:57-59.
- ↑ Jesus bliver hos Lazarus: Luk 10:38-39a.
- ↑ Maria lytter til Jesus: Luk 10:39b.
- ↑ Martha tjener, men klager: Luk 10:40-42.