© 2015 Urantia Foundation
143:0.1 PÅ GRUND AF den voksende modstand fra de jødiske religiøse magthavere, begav Jesus og de tolv sig bort fra Jerusalem i slutningen af juni år 27 e.Kr, efter at de først havde sendt deres telte og deres få personlige ejendele til opbevaring i hjemmet hos Lazarus i Betania. På vej nordpå til Samaria, stoppede de over sabbatten i Betel. Her prædikede de i flere dage for mennesker, der kom fra Gofna og Efraim. En gruppe af borgere fra Arimatæa og Tamna kom over for at bede Jesus om at besøge deres landsbyer. Mesteren og hans apostle brugte mere end to uger med at undervise jøderne og samaritanerne i denne region, og mange kom hele vejen fra Antipatris for at høre den gode nyhed om Guds rige.
143:0.2 Befolkningen i det sydlige Samaria lyttede med glæde til Jesus og apostlene lykkedes, med undtagelse af Judas Iskariot, at overvinde meget af deres fordomme mod samaritanerne. Det var meget svært for Judas at elske disse samaritanere. Den sidste uge af juli gjorde Jesus og hans medarbejdere sig klar for afrejse til de nye græske byer Fasaelis og Arkelais nær Jordanfloden.
¶ 1. FORKYNDELSEN I ARKELAIS
143:1.1 Den første halvdel af august måned havde det apostolske selskab hovedkvarter i de græske byer Arkelais og Fasaelis, hvor de havde deres første erfaringer af at prædike for samlinger af næsten udelukkende ikke-jøder - grækere, romere og syrere - for ganske få jøder boede i disse to græske byer. I kontakten med disse romerske borgere stødte apostlene på nye problemer med at forkynde budskabet om det kommende rige, og de mødtes med nye indsigelser mod Jesu lære. På et af de mange aftenmøder, som Jesus holdt sammen med sine apostle, lyttede han opmærksomt til disse indvendinger mod rigets evangelium da de tolv berettede, hvad de havde oplevet i deres personlige kontakter med mennesker.
143:1.2 Et spørgsmål som Filip stillede var typisk for deres vanskeligheder. Filip sagde: "Mester, disse grækere og romere tager let på vores budskab, og siger, at sådan en lære kun er egnet til svæklinge og slaver. De hævder, at den hedenske religion er overlegen i forhold til vores undervisning, fordi den inspirerer mennesket til at erhverve en stærk, solid og energisk karakter. De hævder, at vi ønsker at konvertere alle mennesker til de svage uduelige, der passivt underkaster sig alt og snart ville forsvinde fra jordens overflade. De kan lide dig, Mester, og indrømmer, at din undervisning er himmelsk og idealistisk, men de vil ikke tage os alvorligt. De hævder, at din religion ikke er for denne verden, at folk ikke kan leve, som du underviser. Og nu, Mester, hvad skal vi sige til disse hedninger?"
143:1.3 Efter at Jesus havde hørt lignende indvendinger mod rigets evangelium blive præsenteret af Thomas, Nataniel, Simon Zelotes, og Mattæus, sagde han til de tolv:
143:1.4 "Jeg er kommet til denne verden for at gøre min Faders vilje og for hele menneskeheden at åbenbare hans kærlige karakter. Det, mine brødre, er min mission. Og det er lige hvad jeg agter at gøre, uanset hvordan jøder og ikke-jøder i denne generation eller nogen anden generation misforstå min undervisning. Men du bør ikke overse det faktum, at selv i guddommelig kærlighed forekommer streng disciplin. En fars kærlighed til sin søn, tvinger ham ofte til at begrænse sine tankeløse afkoms ukloge handlinger. Barnet forstår ikke altid de kloge og kærlige motiver af faderens fastholdende disciplin. Men jeg fortæller jer, at min Fader i Paradiset udelukkende styre et univers af universer ved overbevisende kraft af hans kærlighed. Kærlighed er den største af alle åndelige virkeligheder. Sandheden er en befriende åbenbaring, men kærlighed er det øverste forhold. Og uanset hvilken brølere dine medmennesker gør i forvaltningen af dagens verden, i den kommende tidsalder, vil evangeliet som jeg forkynder til dig styre selve denne verden. Det endelige mål for menneskelig udvikling er den ærbødige erkendelse af Guds faderskab og kærlig realisering af menneskeligt broderskab[1].
143:1.5 "Men hvem fortalte dig, at mit evangelium kun var beregnet til slaver og svæklinge? Ligner I, mine udvalgte apostle, svæklinge? Lignede Johannes en svækling? Har du bemærket, at jeg ser ud til at være gjort til slave af frygt? Sandt nok, at evangeliet bliver forkyndt til denne generation af fattige og undertrykte. Religionerne i denne verden har forsømt de fattige, men min Fader gør ingen forskel på personer. Desuden er dagens fattige de første til at følge opfordringen til omvendelse og til at acceptere sønskabet. Rigets evangelium skal prædikes for alle mennesker - jøder og ikke-jøder, grækere og romere, rige og fattige, frie og slaver- og lige til unge og gamle, mænd og kvinder[2].
143:1.6 "Fordi min Fader er kærlighedens Gud og finder behag i at vise barmhjertighed, må I ikke tilegne jer den opfattelse, at rigets tjenester vil være ensformige og lette. Opstigningen til Paradiset er det øverste eventyr under al tid, en hårdtarbejdende opnåelse af evigheden. Tjenesten af riget på jorden vil kræve al den modige manddom, som du og dine medarbejdere kan mønstre. Mange af jer vil blive dræbt for jeres loyalitet til dette evangelium om riget. Det er let at dø i kamplinjen ved fysisk konfrontation, når modet styrkes af tilstedeværelsen af ens kampberedte kammerater, men det kræver en højere og dybere form for menneskelig mod og hengivenhed roligt og helt alene at nedlægge sit liv for kærligheden til en sandhed, der er indeholdt i ens dødelige hjerte[3].
143:1.7 "I dag, håner skeptikerne dig for at prædike et evangelium om ikke at gøre modstand og at du lever et liv uden vold, men du er de første frivillige i den lange række af dem, der oprigtigt tror på dette riges evangelium og som vil forbavse hele menneskeheden ved deres heroiske hengivenhed til denne proklamation. Ingen af denne verdens hære har nogensinde vist mere mod og tapperhed, end du og dine trofaste tilhængere vil vise, når du går ud i verden for at forkynde den gode nyhed - Guds faderskab og menneskets broderskab. Kødets mod er den laveste form for tapperhed. Sindets tapperhed er en højere form for menneskelig mod, men det højeste og øverste mod består af en urokkelig loyalitet til de oplyste overbevisninger af dybtgående åndelige realiteter. Og et sådan mod er det heltemod af det menneske, der kender Gud. Og i er alle mænd, der kender Gud; i er i sandhed de personlige associerede til Menneskesønnen."
143:1.8 Det var ikke alt, hvad Jesus sagde ved denne lejlighed, men det er begyndelsen af hans tale, og han fortsatte stadig lang tid med at udvide og illustrere denne erklæring. Dette var en af de mest lidenskabelige taler, som Jesus nogensinde holdt til de tolv. Sjældent talte Mesteren med tydelig stærke følelsesmæssige engagement til sine apostle, men det var en af de få gange, hvor han talte med åbenbar alvor ledsaget med markant følelse.
143:1.9 Indvirkningen på apostlenes offentlige forkyndelse og personlige tjeneste var øjeblikkelig. Fra den dag fik deres budskab en ny tone af modig dominans. De tolv fortsatte med at erhverve en ånd af positiv aggression i det nye evangelium om riget. Fra denne dag fremad, holdt de ikke længere så meget på at forkyndelse de negative dyder og de passive påbud som indgik i deres Mesters alsidige forkyndelse.
¶ 2. LEKTION OM SELVKONTROL
143:2.1 Mesteren var et perfektioneret eksemplar af menneskelig selvkontrol[4]. Når han blev hånet, hånede han ikke, når han led ytrede han ingen trusler mod sine plageånder, når han blev fordømt af sine fjender, svarede han ved kun ved at overgive sig til den himmelske Faders retfærdige dom.
143:2.2 På et af aftenmøderne, spurgte Andreas Jesus: "Mester, skal vi udøve selvfornægtelse som Johannes lærte, eller skal vi stræbe efter selvbeherskelse i overensstemmelse med din undervisning? I hvilket omfang adskiller din undervisning sig fra, hvad Johannes lærte?" Jesus svarede: "Johannes lærte jer ganske rigtig retfærdighed i overensstemmelse med hans fædres oplysninger og love, og det var selvransagelsens og selvfornægtelsens religion. Men jeg kommer med et nyt budskab af uselviskhed og selvkontrol. Jeg viser dig den livsform, så som min Fader i himlen har åbenbaret den for mig.
143:2.3 "Sandelig, sandelig, siger jeg jer, at den som hersker over sit eget selv, er større end den, der indtager en by. Selvkontrol er et mål for menneskets moralske natur og indikator for hans åndelige udvikling. Under den gamle orden, fastede du og bad. Som en af ånden genfødt ny skabning vil du lære at tro og glædes. I Faderens rige skal du bliver nye skabninger; alt det gamle vil forgå. Se, jeg viser dig, hvordan alt vil blive nyt[5]. Og ved jeres kærlighed til hinanden vil i overbevise verden om, at I er gået fra slaveri til frihed, fra død til evigt liv.
143:2.4 "På den gamle vej prøver du at undertrykke, adlyde og rette dig ind efter levereglerne; på den nye vej forvandles du først af Sandhedens Ånd og styrkes dermed i din indre sjæl af den konstante åndelig fornyelse af dit sind, og så beriges du med evnen til sikkert og med glæde at udføre Guds gode, velkomne og perfekte vilje. Glem ikke, at det er din personlige tro på Guds umådelige og dyrebare løfter, der garanterer din deltagelse i den guddommelige natur. Således bliver du, gennem din tro og gennem åndens forvandling, i virkeligheden Guds tempel, og hans ånd bor virkelig i dig. Hvis ånden derfor bor i dig, er du ikke længere slave af kødet men åndens frie og befriede sønner. Åndens nye lov giver dig frihed til at mestre dig selv i stedet for den gamle lov, som var baseret på frygten for selvundertrykkelse og slaveri, som selvfornægtelsen indebar[6]
143:2.5 "Mange gange, hvor du har gjort noget ondt har du ville tilskrive dine handlinger til den ondes indflydelse, når du i virkeligheden kun er blevet vildledt af dine egne naturlige tendenser. Fortalte profeten Jeremias ikke for længe siden, at det menneskelige hjerte er falsk over alle ting og nogle gange endda desperat ondskabsfuldt? Hvor let er det for dig at blive involveret i selvbedrag og dermed blive offer for tåbelig frygt, mangeartede lyster, slavebindende fornøjelser, ondskab, misundelse, og endda hævngerrig had![7]
143:2.6 "Frelsen er gennem åndens nyskabelse og ikke gennem kødets selvretfærdige gerninger. Du er begrundet i troen og optaget i fællesskabet gennem nåde, ikke af frygt og selvfornægtelse af kødet, selvom Faders børn, som er blevet født af ånden vedvarende og altid behersker deres jeg og alt vedrørende de kødelige begær. Når du ved, at troen har frelst dig, har du virkelig fred med Gud. Og alle, som følger denne vej af himmelsk fred er bestemt til at blive helliggjort til den evige tjeneste som den evige Guds stadigt fremrykkende sønner udføre. Fremover er det ikke en pligt, men snarere dit høje privilegium at rense dit sind og krop fra alt ondt, mens du søger perfektion i Guds kærlighed[8].
143:2.7 "Din sønskab er forankret i troen, og du skal forblive uberørt af frygt. Din glæde er født af din tillid til det guddommelige ord, og du skal derfor ikke forledes til at tvivle på at Faderens kærlighed og barmhjertighed er virkelig. Det som leder folk til sand og ægte omvendelse er Guds godhed. Hemmeligheden med at I har kontrol over jer selv, er forbundet med at du tror på din medfødte ånd, som altid virker gennem kærlighed. Selv denne frelsende tro, har du ikke af dig selv; også den er en gave fra Gud. Og hvis I er børn af denne levende tro, er I ikke længere slaver af selv men snarere den sejrende mester over jer selv, de befriede Guds sønner[9].
143:2.8 "Hvis man derfor mine børn, er født af ånden, er du altid fri for selvbevidst trældom af et liv i selvfornægtelse og overvågning af kødet, og du er overført til åndens glade rige, hvorfra du spontant videreføre åndens frugter i dit daglige liv; og frugten af ånden er essensen af den højeste form for underholdende og forædlende selvkontrol, selv de højeste dødelige kan opnå på jorden - ægte selvbeherskelse.”[10]
¶ 3. ADSPREDELSE OG AFSLAPNING
143:3.1 På dette tidspunkt udvikledes en vældig nervøs og følelsesmæssige spænding blandt apostlene og disciplene, og deres nærmeste medarbejdere. De havde næppe haft tid til at vænne sig til at leve og arbejde sammen. De oplevede stigende vanskeligheder med at opretholde harmoniske relationer med Johannes disciple. Kontakten med ikke jøderne og samaritanerne var en stor prøvelse for disse jøder. Ud over alt dette, havde de seneste udtalelser af Jesus forøget deres forstyrrede sindstilstand. Andreas var næsten ude af sig selv. Han vidste ikke, hvad han skulle gøre, og så gik han til Mesteren med sine problemer og rådvildhed. Da Jesus havde hørt apostlenes leder forklare deres vanskeligheder, sagde han: "Andreas, du kan ikke tale folk fri fra deres rådvildhed, når de bliver så kompliceret, og når de berører så mange mennesker med stærke følelser. Jeg kan ikke gøre, hvad du spørger mig - jeg ønsker ikke at deltage i disse personlige vanskeligheder i relationer mellem mennesker - men jeg vil tilslutte mig til jer til nydelsen af en tredages hvileperiode og afslapning. Gå til dine brødre og lad dem vide, at de alle skal gå op på Sartababjerget med mig hvor jeg ønsker at hvile i et par dage.
143:3.2 "Gå nu til hver af dine elleve brødre, og tal med dem og sig, 'Mesteren vil at vi går væk for os selv med ham for at hvile og slappe af i et stykke tid. Da vi alle for nylig har oplevet meget angst i ånden og stress i sindet, foreslår jeg at ingenting nævnes om vore prøvelser og vanskeligheder i løbet af vores tid væk. Kan jeg stole på dig til at samarbejde med mig i denne sag? "Henvend dig på denne måde individuelt og personligt til hver af dine brødre." Andreas gjorde som Mesteren havde instrueret ham.
143:3.3 Det var en storslået begivenhed for hver og en af dem at opleve. De glemte aldrig den dag, de vandrede op på bjerget. Under hele rejsen blev der næppe sagt et ord om deres vanskeligheder. Da de var nået bjergtoppen, bad Jesus dem sætte sig omkring ham og sagde: "Mine brødre, I må alle lære værdien af hvile, og effektiviteten af afslapning. I må indse, at den bedste metode til at løse visse komplekse problemer er, at for en tid at glemme dem. Når i siden vender tilbage forfrisket fra jeres hvile eller tilbedelse, kan i tackle jeres problemer med et klarere hoved og en rolig hånd, for ikke at nævne et mere resolut hjerte. Derudover finder i mange gange, at jeres problem er faldet i omfang og proportioner, mens I har hvilet jeres sind og krop."
143:3.4 Den næste dag, gav Jesus hver af de tolv et emne for diskussion. Hele dagen var afsat til erindringer og til at tale om spørgsmål, der ikke var relateret til deres religiøse arbejde. Et øjeblik, blev de chokerede, da Jesus ikke - med ord - takkede, da han brød brødet til deres frokost. Det var første gang, de nogensinde havde set ham forsømme sådanne formaliteter.
143:3.5 Da de gik op på bjerget havde Andreas sit hoved fuld af problemer. Johannes var grundigt forvirret i sit hjerte. Jakob var dybt bekymret i sin sjæl. Mattæus var hårdt presset af penge problemer, fordi de havde levet blandt ikke-jøder. Peter var overspændt og havde for nylig været mere temperamentsfuld end normalt. Judas led af et periodisk angreb af overfølsomhed og egoisme. Simon var usædvanlig irriteret i hans bestræbelser på at få sin patriotisme forenelig med kærlighed ifølge menneskeligt broderskab. Filip var mere og mere forundret over, hvordan tingene udviklede sig. Nataniel havde været mindre humoristisk, siden de var kommet i kontakt med de ikke jødiske befolkningsgrupper, og Thomas var midt i en alvorlig depressiv episode. Kun tvillingerne var normale og uanfægtet. Alle var meget forvirret om, hvordan de skulle komme fredeligt overens med Johannes disciple.
143:3.6 Den tredje dag på vej ned fra bjerget tilbage til deres lejr var en stor forandring kommer over dem. De havde gjort den vigtige opdagelse, at mange menneskelige rådvildheder i virkeligheden ikke eksisterer, at mange presserende problemer skabes af overdreven frygt og opstår af forstørret frygt. De havde lært, at alle sådanne rådvildheder håndteres bedst ved at blive forladt. Ved at gå væk havde de overladt sådanne problemer til at løse sig selv.
143:3.7 Deres tilbagevenden fra denne orlov markerede begyndelsen på en periode med stærkt forbedrede forbindelser med tilhængere af Johannes. Mange af de tolv blev virkelig morsomme, da de så, hvordan alles humør havde ændret sig, og bemærket, hvordan de var blevet befriet for den nervøse irritabilitet som følge af dens tre feriedage væk fra livets rutineopgaver. Der er altid en fare for, at ensformighed i kontakten mellem mennesker i høj grad vil mangfoldiggøre rådvildheder og forstørre vanskeligheder.
143:3.8 Der var ikke mange, der troede på evangeliet blandt ikke jøderne i de to græske byer Arkelais og Fasaelis, men de tolv apostle fik en værdifuld erfaring i denne deres første omfattende arbejde udelukkende blandt ikke jødiske befolkningsgrupper. En mandag morgen i midten af måneden, sagde Jesus til Andreas: "Vi går ind i Samaria[11]." Og de begav sig på vej til byen Sykar, nær Jakobs brønd.
¶ 4. JØDERNE OG SAMARITANERNE
143:4.1 I over sekshundrede år levede jøderne i Judæa og senere jøderne i Galilæa i fjendskab med samaritanerne. Denne syge følelse mellem jøder og samaritanere skete på følgende måde: Omkring syvhundrede år f.Kr. havde den assyriske konge Sargon, da han neddæmpede et oprør i det centrale Palæstina, bortført i fangenskab over femogtyve tusinde jøder fra det nordlige kongerige Israel, og installerede i deres sted næsten det samme antal efterkommere af kutiter, sefarviter og hamatiter. Senere, sendte Ashurbanipal stadig andre grupper af kolonister til at bosætte sig i Samaria.
143:4.2 Det religiøse fjendskab mellem jøderne og samaritanerne daterede sig fra det tidspunkt, hvor de første vendte tilbage fra det babylonske fangenskab og samaritanerne forsøgte at forhindre genopbygningen af Jerusalem. Senere ophidsede de jøderne ved at give venlig hjælp til Alexanders hære. For at gengælde samaritaneres venskab gav Alexander dem tilladelse til at bygge et tempel på Gerizimbjerget, hvor de tilbad Jahve, og deres stammeguder og forrettede ofringer stort set under samme ordning som blev anvendt til tempeltjenesten i Jerusalem. De fortsatte denne tilbedelse i det mindste frem til Makkabæertiden, da Johannes Hyrkanos ødelagde deres tempel på Gerizimbjerget. Apostlen Filip, i hans arbejde for samaritanerne efter Jesu død, holdt mange møder på dette sted for samaritanernes gamle tempel.
143:4.3 Modsætningerne mellem jøderne og samaritanerne var hævdvundne og historiske. Siden Alexanders dage havde de ikke haft noget at gøre med hinanden. De tolv apostle havde ikke noget imod at forkynde i de græske og andre ikke jødiske byer i Dekapolis og Syrien, men det var en alvorlig test af deres loyalitet til Mesteren, da han sagde: "Lad os gå ind i Samaria." Men under det år og mere, som de havde tilbragt med Jesus, havde de udviklet en form for personlig loyalitet, som oversteg selv deres tro på hans lære og deres fordomme mod samaritanerne.
¶ 5. KVINDEN FRA SYKAR
143:5.1 Da Mesteren og de tolv ankom til Jakobs brønd, blev Jesus træt efter rejsen ved brønden, så tog Filip apostlene med sig til at hjælpe med at skaffe mad og telte fra Sykar, for de havde til hensigt for en tid at bo i denne region[12][13]. Peter og Zebedæus sønner ville være blevet med Jesus, men han bad dem om at slutte sig til deres brødre og sagde: "Vær ikke bange for mig. Disse samaritaner er venskabelige, kun vore brødre, jøderne, søger at skade os." Klokken var næsten seks denne sommeraften, når Jesus satte sig ved brønden for at afvente apostlene tilbagekomst.
143:5.2 Vandet i Jakobs brønd var mindre mineralholdigt end vandet i de andre brønde i Sykar og var derfor højt værdsat som drikkevand. Jesus var tørstig, men der var ingen måde at hente vandet op fra brønden. Derfor, da en kvinde fra Sykar kom hen med sin vandkrukke, og var ved at hente vand fra brønden, sagde Jesus til hende: "Giv mig noget at drikke[14]." Denne samaritanske kvinde vidste fra Jesu udseende og påklædning, at han var en jøde, og hun formodede at han var en galilæisk jøde fra hans accent. Hendes navn var Nalda og hun var en smuk skabning. Hun var meget overrasket over, at en jøde på denne måde talte til hende ved brønden og bad om vand, for det blev anset på den tid som upassende for en mand med selvrespekt at tiltale en kvinde i det offentlige, meget mindre for en jøde at tale med en samaritaner. Nalda spurgte derfor Jesus: "Hvordan kan du, som er jøde, bede mig, en samaritansk kvinde, om vand?" Jesus svarede: "Jeg har faktisk bedt dig om noget at drikke, men om du blot kunne forstå, ville du bede mig om en drik af det levende vand[15]." Så sagde Nalda: ”Men, herre, du har intet at hente det op med, og brønden er dyb; hvorfra får du da dette levende vand? Er du større end vor fader Jakob, som gav os brønden og selv drak deraf og hans sønner, og hans kvæg?"[16][17]
143:5.3 Jesus sagde: "Den, som drikker af dette vand, skal tørste igen, men dem som drikker af den levende åndens vand, skal aldrig mere tørste. Og dette levende vand bliver en forfriskende kilde i ham, som flyder op til evigt liv." Nalda sagde derefter:" Giv mig dette vand, så at jeg aldrig vil være tørstig, og behøver at gå hele vejen her for at hente. Desuden hvad en samaritansk kvinde kunne få fra sådan en prisværdig jøde ville være en fornøjelse[18]."
143:5.4 Nalda vidste ikke, hvordan hun skulle tage Jesu villighed til at tale med hende. Hun så i Mesterens ansigtstræk en from og hellig mand, men hun forvekslede venlighed for dagligdags fortrolighed, og hun misfortolkede hans talemåde som en måde at gøre tilnærmelser til hende. Hun var en kvinde med en løs moral og derfor klar til åbent at flirte da Jesus så hende lige i øjnene og med en kommanderende stemme sagde: "Kvinde, gå og hent din mand." Denne befaling bragte Nalda til fornuft. Hun så, at hun havde fejlbedømt Mesterens venlighed. Hun indså, at hun havde misforstået hans måde at tale. Hun blev bange. Hun begyndte at indse, at hun stod over for en usædvanlig person og famlede i sit sind efter en passende svar, i stor forvirring sagde hun: "Men, herre, jeg kan ikke hente min mand, for jeg har ingen mand[19]." Da sagde Jesus: "Det er sand hvad du siger, for mens du engang havde haft en mand er den, du nu lever med, ikke din mand. Det ville være bedre, hvis du ophører med at spøge med mine ord og søgte det levende vand, som jeg i dag har tilbudt dig."
143:5.5 Nalda var nu igen rolig og hendes bedre selv blev vakt. Hun var ikke en umoralsk kvinde helt af eget valg. Hun havde været hensynsløst og uretfærdigt smidt ud af sin mand og i alvorlige vanskeligheder da hun indvilligede i at leve med en vis græker som hans kone men uden ægteskab. Nalda følte sig nu meget flov over, at hun havde talt så hensynsløst til Jesus, og hun vendte sig meget angerfuld til Mesteren og sagde: "Herre, jeg angrer min måde at tale til dig, fordi jeg er klar over, at du er en hellig mand eller måske en profet[20]. "Og hun var lige ved at søge direkte og personlig hjælp fra Mesteren, da hun gjorde, hvad så mange før og efter hende har gjort - undgik spørgsmålet om personlig frelse ved at skifte til en diskussion om teologi og filosofi. Hun vendte hurtigt samtalen fra hendes egne behov til en teologisk kontrovers. Pegende over mod Gerizimbjerget, fortsatte hun: "Vore fædre tilbad på dette bjerg, men alligevel siger I, at stedet, hvor man bør tilbede er i Jerusalem. Hvad er så det rigtige sted at tilbede Gud?"[21]
143:5.6 Jesus indså, at kvindens sjæl forsøgte at undgå direkte og søgende kontakt med sin Skaber, men han så også at der i hendes sind var et ønske om at kende en bedre livsstil. Efter alt, var der i Naldas hjerte en sand tørst efter det levende vand. Derfor behandlede han hende med tålmodighed og sagde: "Kvinde, lad mig fortælle dig, at den dag snart vil komme, hvor du hverken på dette bjerg eller i Jerusalem, vil tilbede Faderen. Men nu tilbeder du hvad du ikke kender, en blanding af mange hedenske guders religion og fremmede filosofier. Jøderne ved i det mindste, hvem de tilbeder. De har fjernet al forvirring ved at koncentrere al deres tilbedelse til én Gud, Jahve. Men du bør tro mig når jeg siger, at tiden snart vil komme - den er faktisk allerede her - da alle sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed, for det er netop sådanne tilbedere Faderen søger[22]. Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed. Din frelse kommer ikke af, at du ved, hvordan eller hvor andre skal tilbede, men ved at modtager ind i dit eget hjerte dette levende vand, som jeg nu tilbyder selv dig."
143:5.7 Men Nalda ville gøre yderligere et forsøg for at undgå en diskussion af det pinlige spørgsmål som galt hendes personlige liv på jorden og status for hendes sjæl overfor Gud. Endnu engang tyede hun tilflugt i spørgsmål om religion i almindelighed, og siger: "Ja, jeg ved, herre, at Johannes har prædiket om at Omvenderen skal komme, han, som vil blive kaldt Befrieren, og når han kommer, vil han forklare alt til os"- og Jesus afbrød Nalda og sagde med overraskende forsikring:" Jeg, som taler til dig er han."[23]
143:5.8 Dette var den første direkte, positive og utilsløret tilkendegivelse om hans guddommelige natur og hans guddommelige sønskab som Jesus gjorde på jorden, og det var rettet til en kvinde, en samaritansk kvinde, og en kvinde i menneskernes øjne frem til dette øjeblik havde haft en tvivlsom karakter men en kvinde som det guddommelige øje så, at der var syndet mere mod, end hun havde syndet af eget ønske, og som nu var en menneskelig sjæl, der ønskede frelse, ønskede det oprigtigt og helhjertet, og det var nok.
143:5.9 Netop da Nalda ville udtrykke hendes virkelige og personlige længsel efter noget bedre, og efter en mere ædel livsform, ligesom hun var klar til at udtrykke sit hjertes sande ønske, vendte de tolv apostle tilbage fra Sykar, og da de kom på tværs af denne scene, hvor Jesus talte så intimt med denne kvinde - denne samaritanske kvinde, og alene - blev de mere end overrasket[24]. De satte hurtigt deres forsyninger væk og trak til side, uden at nogen vovede at bebrejde ham, mens Jesus sagde til Nalda: "Kvinde, gå din vej, Gud har tilgivet dig. Fremover vil du leve et nyt liv. Du har modtaget det levende vand, og en ny glæde vil springer op i din sjæl, og du vil blive en datter af den Højeste. "Kvinden, der så misbilligelse af apostlene, efterlod sin vandkrukke og flygtede ind i byen.
143:5.10 Da hun kom ind i byen, proklamerede hun til alle hun mødte: "Gå ud til Jakobs brønd og gå hurtigt, for der vil du se en mand, som har fortalt mig alt, hvad jeg har gjort. Kan han være Omvenderen? "Inden solen gik ned var en stor skare samlet ved Jakobs brønd for at høre Jesus. Mesteren talte mere til dem om livets vand, gaven fra ånden i menneskets indre[25].
143:5.11 Apostlene ophørte aldrig med at være chokeret over at Jesus var villig til at tale med kvinder, kvinder af tvivlsom karakter, selv umoralske kvinder. Det var meget svært for Jesus at lære sine apostle, at kvinder, selv såkaldte umoralske kvinder, har sjæle, der kan vælge Gud til sin Fader og dermed blive Guds døtre og kandidater til evigt liv. Selv nitten århundreder senere viser mange den samme uvilje mod at forstå Mesterens belæringer. Selv den kristne religion er vedholdende opbygget omkring det faktum, om Kristi død i stedet for sandheden om hans liv. Verden bør beskæftige sig mere med hans glade og Gud åbenbarende liv end med hans tragiske og sørgelige død.
143:5.12 Den næste dag fortalte Nalda hele denne historie til apostlen Johannes, men han åbenbarede den aldrig helt til de andre apostle, og Jesus talte aldrig om den i detaljer til de tolv.
143:5.13 Nalda fortalte Johannes, at Jesus havde fortalt hende "alt det, hun havde gjort". Johannes ville mange gange spørger Jesus om denne samtale med Nalda, men han gjorde det aldrig. Jesus havde kun fortalt hende én ting om hende selv, men hans blik ind i hendes øjne, og den måde, han behandlede hende havde bragt op i hendes sind for et øjeblik hele hendes brogede liv som en panoramaoverblik, så hun tilknyttede hele denne selvåbenbaring af hendes tidligere liv med Mesterens øjne og ord[26]. Jesus sagde aldrig til hende, at hun havde haft fem mænd. Hun havde levet med fire forskellige mænd, efter hendes mand havde smidt hende ud, og dette, sammen med hele hendes fortid kom så levende op i hendes sind det øjeblik, hvor hun indså Jesus var en Guds mand, at hun efterfølgende gentog for Johannes at Jesus havde fortalt hende alt om hende selv[27].
¶ 6. DEN SAMARITANSKE VÆKKELSE
143:6.1 Om aftenen, da Nalda trak folkemassen ud fra Sykar for at se Jesus, var de tolv lige vendt tilbage med mad og bad Jesus om at spise med dem i stedet for at tale med menneskerne, for de havde været uden mad hele dagen og var sultne. Men Jesus vidste, at mørket snart ville være over dem; derfor fortsatte han med sin beslutning om at tale med folk, før han sendte dem væk. Da Andreas forsøgte at overtale ham til at spise en bid før han talte til forsamlingen, sagde Jesus: "Jeg har mad at spise, som du ikke kender[28][29]." Da apostlene hørte det, sagde de til hinanden: "Har nogen bragte ham mad? Kan det være, at kvinden gav ham mad samt noget at drikke?" Da hørte Jesus dem tale med hinanden, før han talte til folket, så trådte han til side og sagde til de tolv: "Mit mad er at gøre hans vilje, som har sendt mig og at fuldføre hans værk. Du bør ikke længere sige, at der er sådan og sådan en lang tid indtil høsten. Se disse mennesker som er kommet ud fra en samaritansk by for at høre os; jeg fortæller dig at markerne allerede er klar til at blive høstet. Den som høster får sin løn, og samler denne frugt til evigt liv. Derfor kan dem, der sår, og de, som høster glæde sig sammen. For heri er det sagte sandt: "En sår og en anden høster ' Jeg sender jer nu til at høste det, du ikke har arbejdet; andre have arbejdet, og du vil snart tage deres arbejde." Han sagde dette med hensyn til Johannes Døberens prædiken.
143:6.2 Jesus og apostlene gik ind i Sykar og prædikede i to dage før de etablerede deres lejr på Gerizimbjerget[30]. Mange af dem, der boede i Sykar troede evangeliet og bad om at blive døbt, men Jesu apostle døbte endnu ikke[31].
143:6.3 Den første nat i lejren på Gerizimbjerget forventede apostlene, at Jesus ville irettesætte dem for deres holdning til kvinden ved Jakobs brønd, men han sagde ikke noget om det. I stedet gav han dem, den mindeværdig tale om "De realiteter, som er centrale i Guds rige." I enhver religion er det meget nemt at tillade værdier at blive uforholdsmæssig og at lade kendsgerningerne indtage sandhedens plads i ens egen teologi. Korsets kendsgerning blev selve centret i den senere opstået kristendom; men det er ikke den centrale sandhed af den religion, som kan udledes fra Jesus af Nazarets liv og lære.
143:6.4 Temaet for Jesu lære på Gerizimbjerget var: At han ønskede, at alle mennesker skal se Gud som deres Fader og ven, ligesom han (Jesus) er en bror og ven. Igen og igen indprentede han i dem, at kærlighed er det vigtigste forhold i verden - i universet - ligesom sandheden er det fineste udtryk for iagttagelsen af disse guddommelige relationer.
143:6.5 Jesus tilkendegav sig så fuldt ud til samaritanerne, fordi han trygt kunne gøre det, og fordi han vidste, at han ikke igen ville besøge hjertet af Samaria for at forkynde rigets evangelium.
143:6.6 Jesus og de tolv slog lejr på Gerizimbjerget indtil slutningen af august. De prædikede den gode nyhed om riget - Guds faderskab - til samaritanerne i byerne om dagen og tilbragte aftenen i lejren. Det arbejde, som Jesus og de tolv gjorde i disse Samaritanske byer vandt mange sjæle for riget og gjorde meget for at bane vejen for det storslåede arbejde, som Filip gjorde i disse regioner efter Jesu død og opstandelse, efter at apostlene blev spredt til alle jordens hjørner af den bitre forfølgelse af de troende i Jerusalem[32].
¶ 7. LÆRDOMME OM BØN OG GUDSTILBEDELSE
143:7.1 Under aftenmøderne på Gerizimbjerget, lærte Jesus mange store sandheder, og især understregede han følgende:
143:7.2 Sand religion er en individuel sjæls aktivitet i dens bevidste relationer med Skaberen. Organiseret religion er menneskets forsøg på at socialisere tilbedelsen af de enkelte religionsudøvere.
143:7.3 Tilbedelse - Betragtningen af det åndelige - skal veksle med tjeneste, kontakt med den materielle virkelighed. Arbejdet bør veksle med afslapning. Religion bør afbalanceres af humor. Gennemgribende filosofi bør afhjælpes ved rytmisk poesi. Livets stress - den spænding som personligheden udsættes for i tiden - bør løses af afslappelse i tilbedelse. De følelser af usikkerhed som følger af frygten for personlighedens isolation i universet bør modvirkes af at man i troen overvejer Faderen og forsøger at forstå den Højeste.
143:7.4 Bøn er designet til at gøre mennesket mindre tænkende, men mere indsigtsfuld. Den er ikke designet til at øge viden, men snarere at udvide indsigten.
143:7.5 Tilbedelse er beregnet til at give et glimt af fremtidens bedre liv og derefter at afspejle disse nye åndelige betydninger tilbage til det nuværende liv. Bøn er åndelig vedligeholdelse, men tilbedelse er guddommelig skabende.
143:7.6 Tilbedelse er teknikken med at ser til den Ene for inspiration til at tjene de mange. Tilbedelse er den målestok, som måler omfanget af sjælens løsrivelse fra det materielle univers og dens samtidige og sikker fastgørelse til de åndelige realiteter i hele skabelsen.
143:7.7 Bøn er selvpåmindelse - sublim tænkning. Tilbedelse er selvforglemmelse - super tænkning. Tilbedelse er ubesværet opmærksomhed, sand og ideel hvile for sjælen, en form for afslappende åndelig øvelse.
143:7.8 Tilbedelse er den handling, hvor en del identificere sig med Helheden, den finite med det uendelige, Sønnen med Faderen, tiden på vej til harmoni med evigheden. Tilbedelse er den aktivitet, hvor sønnen personligt kommunikere med den guddommelige Fader, hvor den menneskelige sjæl-ånd indtager forfriskende, kreative, broderlige, og romantiske holdninger
143:7.9 Selvom apostlene kun forstod nogle få af hans lære i lejren, var der andre verdener som gjorde, og andre generationer på jorden vil komme til at forstå.
¶ Referencer
- ↑ Jesus kom for at gøre Faderens vilje: Matt 26:39,42,44; Mark 14:36,39; Luk 22:42; Joh 4:34; Joh 5:30; Joh 6:38-40; Joh 15:10; Joh 17:4. kærlig tilbageholdenhed af barnet: Hebr 12:5-11. Gud regerer af kærlighed: Matt 5:43-48; Matt 22:37-40; Mark 12:29-33; Luk 10:27; Joh 3:16; Joh 13:34-35; Joh 14:21-23; Joh 15:9-13,17; Joh 16:27; Joh 17:22-23; Rom 5:8; 1 Kor 13:1-8; 2 Kor 13:11; Tit 3:4; 1 Joh 3:1; 1 Joh 4:7-19.
- ↑ Gå ud og forkynd evangeliet for alle: Matt 24:14; Matt 28:19-20a; Mark 13:10; Mark 16:15; Luk 24:47; Joh 17:18; ApG 1:8b. Rigets evangelium: Matt 3:2; Matt 4:17,23; Matt 5:3,10,19-20; Matt 6:33; Matt 7:21; Matt 8:11; Matt 9:35; Matt 10:7; Matt 11:11-12; Matt 12:28; Matt 13:11,24,31-52; Matt 16:19; Matt 18:1-4,23; Matt 19:14,23-24; Matt 20:1; Matt 21:31,43; Matt 22:2; Matt 23:13; Matt 24:14; Matt 25:1,14; Mark 1:14-15; Mark 4:11,26,30; Mark 9:1,47; Mark 10:14-15,23-25; Mark 12:34; Mark 14:25; Mark 15:43; Luk 4:43; Luk 6:20; Luk 7:28; Luk 8:1,10; Luk 9:2,11,27; Luk 9:60,62; Luk 10:9-11; Luk 11:20; Luk 12:31-32; Luk 13:18,20,28,29; Luk 14:15; Luk 16:16; Luk 17:20-21; Luk 18:16-17,24-25; Luk 19:11; Luk 21:31; Luk 22:16,18; Luk 23:51; Joh 3:3,5; Rom 14:17; 1 Kor 4:20; 1 Kor 6:9-10. Evangelium forkyndt for de fattige: Es 61:1-2; Matt 11:4-5; Luk 7:22. Johannes' personlige fremtræden: Matt 11:7-9; Luk 7:24-26. Min Fader har ingen respekt for personer: 2 Krøn 19:7; Job 34:19; Sir 35:12; ApG 10:34; Rom 2:11; Gal 2:6; Gal 3:28; Ef 6:9; Kol 3:11.
- ↑ Kærlighedens Gud: Matt 5:43-48; Matt 22:37-40; Mark 12:29-33; Luk 10:27; Joh 3:16; Joh 13:34-35; Joh 14:21-23; Joh 15:9-13,17; Joh 16:27; Joh 17:22-23; Rom 5:8; 1 Kor 13:1-8; 2 Kor 13:11; Tit 3:4; 1 Joh 3:1; 1 Joh 4:7-19. Gud glæder sig over barmhjertighed: 2 Mos 20:6; 1 Krøn 16:34; 2 Krøn 5:13; 2 Krøn 7:3,6; 2 Krøn 30:9; Ez 3:11; Sl 25:6; Sl 36:5; Sl 86:5,13,15; Sl 100:5:; Sl 103:8,11,17; Sl 107:1; Sl 116:5; Sl 117:2; Sl 118:1,4; Sl 136:1-26; Sl 1; Sl 1; Es 55:7; Jer 3:12; 4 Mos 14:18-19; Mika 7:18; 5 Mos 5:10; Hebr 6:12. kræver modig tjeneste: Matt 5:10; Luk 21:12,16-17; Rom 5:3-5; Rom 8:35-39; 2 Kor 6:3-10; 1 Pet 4:12-14.
- ↑ Jesu selvbeherskelse: 1 Pet 2:23-24.
- ↑ Den, der behersker sig selv, er stor: Ordsp 16:32. Den gamle orden var faste og bøn: Matt 9:14; Mark 2:18; Luk 5:33. Gamle ting og nyt: Matt 9:16-17; Mark 2:21-22; Luk 5:36-38; Rom 7:6; 2 Kor 5:17. Vidner ved din kærlighed: Joh 13:35. Fra trældom til frihed: Rom 8:21.
- ↑ Transformation: Sl 51:10; Ez 18:31; Ez 36:26; Rom 12:2; 2 Kor 5:17-19. Tro på løfterne: 2 Pet 1:4. I bliver Guds templer: Luk 17:21; Rom 8:9-11; 1 Kor 3:16-17; 1 Kor 6:19-20; 2 Kor 6:16; 2 Tim 1:14; 1 Joh 4:12-15; Åb 21:3. Befriede sønner af Ånden: Rom 8:2,15-16; 2 Kor 3:17; Gal 4:6-7.
- ↑ Menneskets hjerte er ondt: Jer 17:9.
- ↑ Frelst ved tro, ikke ved gerninger: Mark 16:16; Joh 3:36; Rom 3:27-30; Gal 2:16. Trossønner er herre over sig selv: Rom 8:5,14; Gal 5:16. Fred med Gud: Joh 14:27; Joh 16:33; Rom 5:1-2; 1 Thess 5:23. Renselse af sig selv: Sl 51:10; 2 Kor 7:1; Jak 4:8.
- ↑ Befriede sønner af Gud: Joh 1:12; Rom 8:14; Gal 3:26. Guds godhed: Sl 86:5; Matt 19:17; Mark 10:18; Luk 18:19; Rom 2:4. Tro er en gave fra Gud: Joh 6:40,65; Ef 2:8; Jak 1:17. Befriede sønner af Gud: 1 Krøn 22:10; Sl 2:7; Es 56:5; Matt 5:9,16,45; Luk 20:36; Joh 1:12-13; Joh 11:52; ApG 17:28-29; Rom 8:14-15,19,21; Rom 9:26; 2 Kor 6:18; Gal 3:26; Gal 4:5-7; Ef 1:5; Fil 2:15; Hebr 12:5-8; 1 Joh 3:1-2,10; 1 Joh 5:2; Åb 21:7; 2 Sam 7:14.
- ↑ Befriet fra selvfornægtelse: Rom 8:1-17. Åndens frugter: Gal 5:22-23; Ef 5:9.
- ↑ Gennem Samaria: Joh 4:3-5.
- ↑ Jakobs brønd: Joh 4:6.
- ↑ Apostle går efter mad: Joh 4:8.
- ↑ Jesus beder kvinde om vand: Joh 4:7.
- ↑ Jesus fortæller om »levende vand«: Joh 4:10.
- ↑ Nalda's svar: Joh 4:9.
- ↑ Hvordan kan jeg hente »levende vand«?: Joh 4:11-12.
- ↑ Samtale med Nalda: Joh 4:13-15.
- ↑ Yderligere samtale: Joh 4:16-18.
- ↑ »Hellig mand« eller profet: Joh 4:19.
- ↑ Hvor er »det rigtige sted« at tilbede: Joh 4:20.
- ↑ På ingen af bjergene: Joh 4:21-22. Tilbede i ånd og sandhed: Joh 4:23-24.
- ↑ Jesus er Messias: Joh 4:25-26.
- ↑ Disciple vender tilbage: Joh 4:27.
- ↑ Jesus underviser folkemængden ved brønden: Joh 4:28-30.
- ↑ Jesus fortalte hende kun én ting om sig selv: Joh 4:18.
- ↑ Jesus fortalte mig alt, hvad jeg nogensinde har gjort: Joh 4:29.
- ↑ Jesus bad om at spise: Joh 4:31.
- ↑ Jesus havde »kød« ingen kender: Joh 4:32-38.
- ↑ Prædiken på Gerizim: Joh 4:39-41.
- ↑ Jesu apostle døbte ikke: Joh 3:22b,26b.
- ↑ Grundlag for Filip: ApG 8:5-8.