© 2015 Urantia Foundation
| Kapitel 141. Begyndelsen Af Det Offentlige Arbejde |
Indeks
Flere versioner |
Kapitel 143. På Vej Gennem Samaria |
142:0.1 HELE april måned arbejdede Jesus og apostlene i Jerusalem, og hver aften gik de ud af byen for at tilbringe natten i Betania. Jesus selv brugte hver uge en eller to nætter i Jerusalem hos Flavius, en græsk jødes hjem, hvor mange prominente jøder kom i hemmelighed for at tale med ham.
142:0.2 Den første dag i Jerusalem besøgte Jesus sin ven fra tidligere år, Hannas, der var en tidligere præst og slægtning til Salome, Zebedæus kone. Hannas havde hørt om Jesus og hans lære, og da Jesus besøgte ypperstepræstens hjem, blev han modtaget med stort forbehold. Da Jesus så Hannas kulde, tog han straks afsked, og sagde da han gik: "Frygt er menneskets primære slavebinder og stolthed dets største svaghed. Vil du forråde dig selv ind i trældom til begge disse ødelæggere af glæde og frihed?" Men Hannas svarede ikke. Mesteren så ikke Hannas igen indtil det tidspunkt, hvor han, sammen med sin svigersøn sad til doms over Menneskesønnen.
¶ 1. UNDERVISNING I TEMPLET
142:1.1 I hele denne måned underviste Jesus, eller nogen af apostlene dagligt i templet. Når påske festlighedernes folkemængder blev for store til at få plads til undervisningen i templet, gennemførte apostlene mange undervisningsgrupper udenfor de hellige indhegnede områder. Hovedvægten i deres budskab var:
142:1.2 1. Himmelriget er nær[1].
142:1.3 2. Ved tro på Guds faderskab, kan du træde ind i himmelriget, og dermed blive Guds sønner[2].
142:1.4 3. Kærlighed er levereglen i riget - øverste hengivenhed til Gud, mens man samtidig elsker sin næste som sig selv[3].
142:1.5 4. Lydighed til Faderens vilje, at bære åndens frugt i ens personlige liv, er rigets lov[4].
142:1.6 De skarer, der kom for at fejre påsken hørte Jesu lære, og hundredvis af dem glædede sig i den gode nyhed[5]. Ypperstepræsterne og jødernes herskere blev meget bekymret over Jesus og hans apostle og drøftede indbyrdes, hvad de skulle gøre med dem.
142:1.7 Ud over apostlene og andre troende der underviste i og omkring templet, udførte de meget personligt arbejde blandt påskeflokkene. Disse interesserede mænd og kvinder tog nyheden om Jesu budskab fra denne påskefest til de fjerneste egne af Romerriget, og selv til østen. Dette var begyndelsen på udbredelsen af evangeliet om riget til omverdenen. Jesu arbejde ville ikke længere være begrænset til Palæstina.
¶ 2. GUDS VREDE
142:2.1 Under påskefestlighederne i Jerusalem deltog i en vis Jakob, en velhavende jødisk købmand fra Kreta, og han kom til Andreas og bad om at træffe Jesus privat. Den følgende aften arrangerede Andreas et hemmeligt møde med Jesus i hjemmet hos Flavius. Denne mand kunne ikke forstå Mesterens lære, og han kom, fordi han ønskede at få mere detaljerede oplysninger om Guds rige. Jakob sagde til Jesus: "Men, Rabbi, Moses og de gamle profeter fortæller os, at Jahve er en jaloux Gud, en Gud, med stor vrede og rasende udbrud. Profeterne siger han hader misdædere og tager hævn over dem, der ikke adlyder hans lov. Du og dine disciple lærer os, at Gud er en venlig og medfølende Fader, som så elsker alle mennesker, at han byder dem velkommen ind i dette nye himmelriget, som du proklamere er så nær ved[6].
142:2.2 Da Jakob var færdig med at tale, svarede Jesus: "Jakob, du har rigtigt udtrykt, hvad de gamle profeter prædikede. De lærte deres generations børn i overensstemmelse med det lys, der var på deres tid. Vor Fader i Paradiset er uforanderlig. Men opfattelsen af hans natur er udvidet og vokset fra Moses dage frem til Amos tid og videre til profeten Esajas generation. Og nu er jeg kommet i kødet for at åbenbare Faderen i ny herlighed og for at vise hans kærlighed og medfølelse for alle mennesker i alle verdener. Når dette evangelium om riget med hans budskab om godt mod og god vilje mod alle mennesker spredes ud over hele verden, vil der vokse forædlede og bedre relationer frem inden for og blandt alle nationers familier. Over tid, kommer fædre og deres børn til at elske hinanden mere, og dermed opstår en bedre forståelse af den himmelske Faders kærlighed til sine børn på jorden. Husk, Jakob, at en god og ægte far ikke kun elsker sin familie som helhed - som en familie - men han elsker også sandt og kærligt bekymre sig for hvert enkelt familiemedlem."
142:2.3 Efter en temmelig omfattende diskussion af den himmelske Faders karakter, gjorde Jesus en pause og sagde: "Du Jakob, som er far til mange børn, vil let genkende sandheden i mine ord." Jakob sagde, "Men, Mester, hvem fortalte dig, at jeg er far til seks børn? Hvordan vidste du det om mig?" Mesteren svarede: "Lad det være nok at sige, at Faderen og Sønnen kender alle ting, for de ser faktisk alle. Når du elsker dine børn som far på jorden, skal du nu acceptere som en realitet den himmelske Faders kærlighed til dig - ikke kun for alle Abrahams børn, men for dig, din individuelle sjæl."
142:2.4 Derefter fortsatte Jesus med at sige: "Når dine børn er meget unge og umodne, og når du skal tugte dem, kan de opleve, at deres far er vred og fyldt med hævngerrig vrede. I deres umodenhed, kan de ikke se ud over straffen for at skelne faderens fremsynede og korrigerende hengivenhed. Men ville det ikke være dumt af disse samme børn, når de bliver voksne mænd og kvinder at klamrer sig til disse tidligere og fejlagtige overbevisninger om deres far? Som mænd og kvinder bør de nu indser deres fars kærlighed i alle disse tidligere discipliner, som de fik, da de var unge. Og burde menneskeheden ikke gennem århundreder bedre begynde at forstå den himmelske Faders sande natur og kærlig karakter? Hvilken fordel har du af efter hinanden følgende åndelige oplyste generationer, hvis du insisterer på at se Gud som Moses og profeterne så ham? Jeg fortæller dig Jakob, at du under denne times klare lys burde se Faderen som ingen af dem, der er gået forud nogen sinde har set ham. Og da du således ser ham, skal du glædes over at komme ind i det rige hvor sådan en barmhjertig Fader hersker, og du bør forsøge at få hans kærlige vilje til at dominere dit liv fremover."
142:2.5 Jakob sagde: "Rabbi, jeg tror; jeg ønsker, at du fører mig ind i Faderens rige.”
¶ 3. OPFATTELSEN OM GUD
142:3.1 De tolv apostle, hvoraf de fleste havde lyttet til denne diskussion af, hvad Gud er, stillede denne aftenen mange spørgsmål om Faderen i himlen til Jesus. Mesterens svar på disse spørgsmål kan bedst blive præsenteret af følgende sammendrag udtrykt i moderne fraseologi:
142:3.2 Jesus irettesatte mildt de tolv og sagde i det væsentlige: Kender du ikke til Israels traditioner vedrørende udviklingen i idéen om Jahve, og er du uvidende om, hvad skriften siger angående læren om Gud? Derefter begyndte Mesteren at undervise sine apostle om udviklingen af guddomsopfattelsen gennem hele udviklingen af det jødiske folk. Han gjorde opmærksom på følgende faser af gudsbegrebets vækst:
142:3.3 1. Jahve - Sinaiklanernes gud[7]. Dette var den primitive guddomsopfattelse som Moses ophøjede til et højere niveau, til Herren, Israels Gud. Faderen i himlen afviser aldrig en oprigtig tilbedelse af sine børn på jorden, uanset hvor primitiv deres opfattelse af Guddommen er, eller hvad navn de bruger som et symbol på hans guddommelige natur.
142:3.4 2. Den Højeste. Denne idé om Faderen i himlen blev proklameret af Melkisedek til Abraham og blev spredt af dem, der efterfølgende troede på denne større og udvidede guddommelig koncept, langt væk fra Salem. Abraham og hans bror forlod Ur på grund af at man der havde etableret soltilbedelsen, og de begyndte at tro på Melkisedeks undervisning om El Elyon - den højeste Gud[8][9]. De havde en sammensat opfattelse om Gud, som bestod af en blanding af deres ældre mesopotamiske idéer og læren om den Højeste.
142:3.5 3. El Shaddai[10]. I de gamle tider tilbad mange hebræer El Shaddai, det egyptiske koncept for himmelens Gud, som de havde lært om under deres fangenskab i landet ved Nilen. Længe efter Melkisedeks tid blev disse tre gudsbegreb sammenføjet og dannede læren om Skaberguddommen, Israels Herre og Gud.
142:3.6 4. Elohim[11]. Lige siden Adams tid, har læren om Paradistreenigheden eksisteret. Kan du ikke huske, hvordan skrifterne begynder med at hævde: "I begyndelsen skabte guderne himlene og jorden"? Dette indikerer, at da denne optegnelse blev gjort vandt idéen om tre Guder i én Gud fodfæste i vores forfædres religion.
142:3.7 5. Den Højeste Jahve. På Esajas tid var disse overbevisninger om Gud udvidet til begrebet om en Universel Skaber, som på samme tid var almægtig og alt barmhjertig[12][13][14]. Dette fremvoksende og udvidende gudsbegreb fortrængte næsten alle tidligere gudsopfattelser fra vores fædres religion.
142:3.8 6. Faderen i himlen[15]. Nu kender vi Gud som vor Fader i himlen. Vores undervisning tilbyder en religion, hvor den troende er en Guds søn. Det er de gode nyheder i himmelrigets evangelium. Sønnen og Ånden er sameksisterende med Faderen, og åbenbaringen af disse Paradisguddommes natur og aktiviteter vil fortsat blive udvidet og præciseret i de endeløse tidsaldre af evig åndelig progression af de opstigende Guds sønner. Med hensyn til individuelle åndelige fremskridt opfatter ånden i det indre menneske til alle tider og alle tidsaldre ethvert menneskes sande tilbedelse som en hyldest viet til Faderen i himlen.
142:3.9 Aldrig før havde apostlene været så chokeret som de var efter at have hørt denne erklæring om gudsbegrebets udvikling af tidligere generationer af jøder; de var alt for forvirret til at stille spørgsmål. Så da de sad i stilhed foran Jesus, fortsatte Mesteren: "Du ville have kendt disse sandheder havde du læst skrifterne. Har du ikke læst det sted i Samuels bog, hvor der står: "Og Herrens vrede blussede op mod Israel, og han flyttede David mod dem og sagde: Gå hen og optæl Israel og Juda."? Det var ikke underligt, for i Samuel dage troede Abrahams børn virkelig, at Jahve havde skabt både det gode og det onde. Men da en senere forfatter skitserede de samme begivenheder, efter at den jødiske opfattelse om Guds karakter var udviklet, turde han ikke tilskrive Jahve ondskab. Derfor sagde han: "Og Satan trådte op mod Israel og provokerede David til at optælle Israel." Kan du ikke se, at sådanne optegnelser i skrifterne tydeligt viser, hvordan opfattelsen om Guds væsen fortsatte med at vokse fra den ene generation til den anden?[16]
142:3.10 "Derudover burde du have observeret, hvordan forståelsen af den guddommelige lov voksede helt i takt med de voksende opfattelser af guddommelighed. Da israelitterne drog ud af Egypten, i perioden før den udvidede åbenbaring af Jahve, havde de ti bud, som tjente som deres lovgivning helt op til de tidspunkter, hvor de boede i lejren ved foden af Sinai. Disse ti bud var:
142:3.11 "1. Du må ikke tilbede nogen anden gud, for Herren er en nidkær Gud[17].
142:3.12 "2. Du må ikke lave støbte guder[18].
142:3.13 "3. Du må ikke forsømme at holde det usyrede brøds højtid[19].
142:3.14 "4. Den førstefødte af alle hankøn blandt mennesker eller husdyr er mine, siger Herren[20].
142:3.15 "5. Seks dage skal du arbejde, men på den syvende skal du hvile[21].
142:3.16 "6. Du må ikke forsømme at holde de første frugters højtid og festen for indhøstningen ved årets udgang[22].
142:3.17 "7. Du må ikke ofre blodet af noget offer sammen med syret brød[23].
142:3.18 "8. Påskehøjtidens offer må ikke efterlades, indtil morgenen[24].
142:3.19 "9. Den første af din marks første frugter skal du bringe til Herrens hus, din Gud[25].
142:3.20 "10. Du må ikke koge et kid i dets moders mælk[26].
142:3.21 "Og så, midt i torden og lyn af Sinai, gav Moses dem de ti nye bud, som I alle nok indrømmer, at være værdige udtalelser til at ledsage de udvidede Jahve opfattelser om Guddommen. Og bemærkede du aldrig at disse befalinger, som to gange er optegnet i skrifterne, at der i det første tilfælde er anført udfrielse fra Egypten som årsag til at holde sabbatten, mens vores forfædres fremrykkende religiøse overbevisning krævede, at dette i sidstnævnte optegnelse blev ændret til anerkendelse af skabelsens faktum som årsag til helligholdelse af sabbatten?[27]
142:3.22 "Og så vil du huske, at disse ti negative bud, i større åndelig oplysning under Esajas tid, igen blev ændret til den storslåede og positive kærlighedens lov, til påbuddet om at elske Gud over alt og din næste som dig selv. Og det er denne øverste lov om kærlighed til Gud og til mennesket, som jeg også erklære til dig udgør menneskets hele pligt[28]."
142:3.23 Da han var færdig med at tale, stillede ingen ham flere spørgsmål. De gik hver og en til deres hvile.
¶ 4. FLAVIUS OG DEN GRÆSKE KULTUR
142:4.1 Flavius, en græsk jøde, var en tilhænger ved porten, der hverken var omskåret eller døbt. Da han var en stor elsker af det smukke i kunst og skulptur var også det hus, hvor han boede under sit ophold i Jerusalem, en smuk bygning. Dette hjem var udsøgt prydet med kostbare skatte, han havde samlet her og der på hans rejser i verden. Da han først tænkte på at invitere Jesus til sit hjem, var han bange for, at Mesteren ville tage det ilde op ved synet af disse såkaldte billeder. Men Flavius var behageligt overrasket, da Jesus kom ind i hjemmet og i stedet for irettesætter ham for at have disse angiveligt afgudsdyrkende objekter spredt i hele huset, viste stor interesse for hele samlingen og stillede mange anerkendende spørgsmål om hvert objekt mens Flavius eskorterede ham fra rum til rum, og viste ham alle hans foretrukne statuer.
142:4.2 Mesteren så, at hans vært var forvirret over hans venlige holdning til kunst. Derfor sagde Jesus, da de var gået igennem hele samlingen: "Hvorfor ville du forvente at blive irettesat fordi du værdsætte skønheden i ting skabt af min Fader, og formet af menneskers kunstneriske hænder? Hvorfor skal alle mennesker rynke på panden på reproduktion af glæde og skønhed fordi Moses i sin tid forsøgte at bekæmpe afgudsdyrkelse og tilbedelsen af falske guder? Jeg siger dig, Flavius, Moses børn har misforstået ham, og nu gør de falske guder selv af hans forbud mod statuer og sager der ligner ting, der er i himlen og på jorden. Men selv om Moses foreskrev sådanne restriktioner for den tids formørkede sind, hvad har det at gøre med denne dag, hvor Faderen i himlen er åbenbaret som den universelle Ånd der hersker over alle? Og, Flavius, jeg fortælle dig, at man i det kommende rige ikke længere skal undervise, "Du må ikke tilbede dette og ikke tilbede det.” De skal ikke længere bekymre sig om kommandoen til at afholde sig fra dette og undgå det, men snarere bør alle være berørt med en højeste pligt[29]. Og denne menneskelige forpligtelse udtrykkes i to store privilegier: oprigtig tilbedelse af den uendelige Skaber, Paradisfaderen, og kærlig tjeneste til gavn for ens medmennesker. Hvis du elsker din næste som du elsker dig selv, så vil du virkelig vide, at du er en af Guds sønner.
142:4.3 "I en tidsalder hvor min Fader var utilstrækkeligt forstået, blev Moses berettiget i hans forsøg på at bekæmpe afgudsdyrkelse, men i den kommende tidsalder vil Faderen blive åbenbaret i Sønnens liv; og denne nye åbenbaring af Gud vil gøre det for evigt unødvendigt at forveksle Skaberfaderen med afguder af sten eller statuer af guld og sølv. Fremover kan intelligente mennesker nyder kunstskatte uden at forveksle sådant materielle påskønnelser af skønhed med tilbedelsen og tjeneste af Faderen i Paradis, alle tings Gud og alle skabningers Gud."
142:4.4 Flavius troede på alt, som Jesus lærte ham. Næste dag gik han til Betania ved Jordan og blev døbt af Johannes disciple. Dette gjorde han, fordi Jesu apostle endnu ikke døbte troende. Da Flavius vendte tilbage til Jerusalem, arrangerede han en stor fest for Jesus og inviterede tres af sine venner. Mange af disse gæster begyndte også at tro på budskabet om det kommende rige.
¶ 5. FORELÆSNINGEN OM SIKKERHED
142:5.1 En af de storslåede prædikener, som Jesus holdt i templet denne påskeuge var som svar på et spørgsmål fra en af hans tilhørere, en mand fra Damaskus. Denne mand spurgte Jesus: "Men, Rabbi, hvordan kan vi vide med sikkerhed, at du er sendt af Gud, og at vi faktisk kan træde ind i dette rige som du og dine disciple erklærer, er nær ved hånden?" Jesus svarede:
142:5.2 "Hvad angår mit budskab og mine disciples undervisning, skal du dømme dem på deres frugter. Hvis vi forkynder for jer åndens sandheder, vil ånden vidne i jeres hjerter, at vores budskab er ægte. Når det gælder riget, og din sikkerhed for, at den himmelske Fader modtager dig, lad mig spørge, hvilken værdig og godhjertet far iblandt jer vil holde sin søn i angst eller usikkerhed om deres status i familien, eller om hans sikkerhed i sin fars kærlige hjerte? Er det for dig, der er jordiske fædre, en fornøjelse at torturere dine børn med usikkerhed om, hvorvidt de har et sted af vedvarende kærlighed i jeres menneskelige hjerte? Ej heller lader jeres Fader i himlen sine åndelige troede børn i tvivlende usikkerhed om deres position i riget. Hvis du modtager Gud som din Fader, så ja, og i sandhed er du Guds sønner. Og hvis du er sønner, så er du sikker på din plads og position i alle spørgsmål vedrørende dit evige og guddommelige sønskab. Hvis du tror mine ord, tror du dermed på ham, som sendte mig, og når du dermed tror på Faderen, har du sikret din position som himmelske medborgere. Hvis du gør den himmelske Faders vilje vil du aldrig mislykkes i at opnå det evige liv for fremskridt i det guddommelige rige[30].
142:5.3 "Den Højeste Ånd skal vidne med din egen ånd, at du virkelig er Guds børn. Og hvis du er Guds sønner, så er du født af Guds ånd; og hvad der er født af ånden har i sig selv styrke til at overvinde enhver tvivl, og dette er den sejr, som overvinder al usikkerhed, selv din tro[31].
142:5.4 "Profeten Esajas sagde, da han talte om disse tider, "Når ånden fra det høje hældes ud over os, da skal retfærdighedens arbejde bliver fred, ro og sikkerhed for evigt.” Og for alle, der virkelig tror dette evangelium, vil jeg blive kautionist for deres modtagelse i de evige herligheder og evigt liv i min Faders rige. Derfor er du som hører dette budskab og tror dette evangelium om riget, Guds sønner, I har evigt liv, og beviset for verden, at du er blevet født af ånden er, at du oprigtigt elsker hinanden."[32]
142:5.5 Mængden af publikum opholdt sig mange timer hos Jesus, spurgte ham spørgsmål og lyttede opmærksomt til hans trøstende svar. Jesu undervisning gjorde selv apostlene dristigere i at prædike evangeliet om riget med større kraft og overbevisning. Denne erfaring i Jerusalem var en stor inspiration for de tolv. Det var deres første kontakt med sådanne enorme folkemasser, og de lærte mange værdifulde erfaringer, som viste sig til stor hjælp i deres senere arbejde.
¶ 6. SAMTALEN MED NIKODEMOS
142:6.1 En aften kom en vis Nikodemus, en velhavende og alderen medlem af jødernes Sanhedrin råd, til Flavius hjem for at møde Jesus[33]. Han havde hørt meget om denne galilæers forkyndelse, og derfor gik han en eftermiddag for at høre ham, da han underviste i tempelgårdene. Han ville have gået oftere for at høre Jesus undervise, men han var bange for at blive set af de mennesker, der fulgte Jesu lære, for allerede var jødernes herskere i modstrid med Jesus, at intet medlem af jødernes råd åbent ønskede at blive identificeret med ham. Derfor havde Nikodemus aftalt med Andreas at se Jesus privat, og efter mørkets frembrud på denne særlige aften. Peter, James og Johannes var i Flavius have, da samtalen begyndte, men senere gik de alle ind i huset, hvor diskussionen fortsatte.
142:6.2 Da Jesus modtog Nikodemus, viste han ingen særlig ærbødighed. I samtalen med ham, var der intet kompromis eller unødigt overbevisende. Mesteren gjorde intet forsøg på at afvise sin hemmelighedsfulde besøgende, og han var heller ikke sarkastisk. I al sin omgang med den fornemme gæst, var Jesus rolig, seriøs og værdig. Nikodemus var ikke en officiel repræsentant for jødernes råd. Han kom for at se Jesus kun på grund af sin personlige og oprigtige interesse i Mesterens belæringer.
142:6.3 Da Flavius havde præsenteret ham sagde Nikodemus: "Rabbi, vi ved, at du er en lærer sendt fra Gud, for ingen, der kun er et menneske kunne undervise sådan medmindre Gud er med ham, og jeg vil gerne vide mere om din forkyndelse om det kommende rige."[34]
142:6.4 Jesus svarede Nikodemus: "Sandelig, sandelig siger jeg dig Nikodemus: den, der ikke er født ovenfra kan ikke se Guds rige[35]." Så svarede Nikodemus: "Men hvordan kan en mand blive født igen, når han er gammel? Han kan jo ikke komme tilbage ind i livmoderen for at blive født[36]."
142:6.5 Jesus sagde: "Men ikke desto mindre siger jeg til dig, at den som ikke bliver født af ånden kan ikke komme ind i Guds rige. Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af ånden, er ånd. Men vær ikke overrasket over, at jeg sagde, at du må fødes ovenfra. Når vinden blæser, kan du høre bladene rasle, men du kan ikke se vinden - hvorfra den kommer, og hvor den går - og sådan er det med alle født af ånden. Med kroppens øjne kan du se manifestationer af ånden, men ånden, kan du faktisk ikke skelne[37]."
142:6.6 Nikodemus svarede: "Men jeg forstår ikke - hvordan er dette muligt?” Jesus sagde: "Er det muligt, at du er lærer i Israel og dog uvidende om alt dette? Det bliver derefter en pligt for dem, der kender til åndens virkeligheder at åbenbare disse ting til dem, der kun skelne manifestationer af den materielle verden[38]. Men vil du tro os, hvis vi fortæller dig om de himmelske sandheder? Er du modig nok, Nikodemus, at tro på en, der nedstiger fra himlen, nemlig Menneskesønnen?"[39]
142:6.7 Og Nikodemus sagde, "Men hvordan kan jeg begynde at få styr på denne ånd, der vil omskabe mig som forberedelse til at indgå i riget?" Jesus svarede: ”Selv nu, lever den himmelske Faders Ånd i dit indre. Hvis du lader dig blive ledet af denne ånd ovenfra, begynder du meget snart at se med åndens øjne, og gennem et helhjertet valg af åndens vejledning vil du blive født af ånden, eftersom dit eneste formål i livet er at gøre din himmelske Faders vilje. Og når du finder dig selv født af ånden og lykkelig i Guds rige, begynder du i dit daglige liv at bære rigelig med åndens frugter."
142:6.8 Nikodemus var grundigt oprigtig. Han var dybt imponeret, men gik væk forvirret. Nikodemus var kommet langt i selvudvikling, selvbeherskelse, og havde også høje moralske kvaliteter. Han var raffineret, egoistisk og altruistisk; men han forstod ikke, hvordan han skulle underordne sin vilje til den guddommelige Faders vilje, som et lille barn, der er villig til at underkaste sig en klog og kærlig jordisk fars vejledning og styring, for på denne måde i virkeligheden at blive en Guds søn, en progressiv arving i det evige rige.
142:6.9 Men det lykkede Nikodemus at mønstre nok tro til at få styr på riget. Han protesterede svagt, da hans kolleger i jødernes råd forsøgte at fordømme Jesus uden at han blev hørt; og sammen med Josef af Arimatæa, indrømmede han senere frimodigt sin tro og gjorde krav på Jesu legeme, selv da, de fleste af disciplene var flygtet i frygt fra scenerne af deres Mesters endelige lidelse og død.[40]
¶ 7. LEKTIONEN OM FAMILIEN
142:7.1 Efter den travle periode med undervisning og personligt arbejde under påskeugen i Jerusalem, tilbragte Jesus den følgende onsdag sammen med sine apostle i Betania for at hvile. Om eftermiddagen, stillede Thomas et spørgsmål, som fremkaldte et langt og lærerigt svar. Thomas sagde: "Mester, den dag vi blev indsat som ambassadører for riget, havde du en masse at sige til os. Du instruerede os om vores personlige livsstil, men hvad skal vi underviser folkemasserne? Hvordan skal disse mennesker leve, når riget kommer for alvor? Skal dine disciple eje slaver? Skal de, der tror på dig efterstræbe fattigdom og undgå ejendom? Skal barmhjertighed alene være til stede, så vi ikke længere har nogen lov og ret? Jesus og de tolv tilbragte hele eftermiddagen og hele aftenen, efter aftensmaden, med at diskutere Thomas spørgsmål. Med henblik på denne redegørelse præsenterer vi følgende sammendrag af Mesterens undervisning:
142:7.2 Jesus forsøgte først at gøre det klart for sine apostle, at han selv levede et enestående liv i kødet på jorden, og at de, de tolv, var blevet kaldet til at deltage i denne overdragelses erfaring af Menneskesønnen; og som sådanne medarbejdere, må de også deler mange af de særlige restriktioner og forpligtelser i forbindelse med overdragelseserfaringen i sin helhed. Der var en tilsløret tilkendegivelse, at Menneskesønnen var den eneste person, der nogensinde havde levet på Jorden, som samtidig kunne se direkte ind i selve Guds hjerte og ind i selve dybet af den menneskelige sjæl.
142:7.3 Jesus forklarede meget tydeligt, at himmelriget er en evolutionær oplevelse, begyndende her på jorden, og fortsætter op gennem successive livsstationer til Paradiset. I løbet af aftenen, erklærede han absolut, at han under en senere fase i udviklingen af riget igen ville besøge denne verden, i åndelig styrke og guddommelig herlighed.
142:7.4 Han forklarede derefter, at "idéen om riget var" ikke var den bedste måde at illustrere menneskets forhold til Gud, at han brugte sådanne talemåder, fordi det jødiske folk forventer riget, og fordi Johannes havde prædiket i form af det kommende rige. Jesus sagde: "Folk i en anden tidsalder vil bedre kunne forstå evangeliet om riget, når det præsenteres i form, som udtrykker relationer i familien - når mennesket forstår religionen som undervisning i Guds faderskab og menneskets broderskab, sønskab med Gud[41]." Derefter underviste Mesteren ret detaljeret om den jordiske familie som en illustration af den himmelske familie og gentog livets to grundlæggende love: det første bud af kærlighed til faderen, lederen af familien, og det andet bud af gensidig kærlighed blandt børnene, til at elske din broder som dig selv. Så forklarede han, at en sådan broderlig hengivenhed uundgåeligt ville manifesterer sig i uselvisk og kærlig social tjeneste.
142:7.5 Herefter kom den mindeværdige diskussion af de grundlæggende karakteristika for familielivet og deres anvendelse til bestående forhold mellem Gud og mennesket. Jesus erklærede, at en sand familie er baseret på følgende syv fakta:
142:7.6 1. Tilværelsen som et faktum. De relationer som findes i naturen, og fænomenet med de dødeliges ligheder er tæt forbundet i familien: Børn arver visse træk af deres forældre. Børn har deres oprindelse i forældrene; personligheds eksistensen er afhængig af forældrehandling. Forholdet mellem far og barn er indbygget i hele naturen, og gennemstrømmer alle levende eksistenser.
142:7.7 2. Sikkerhed og fornøjelse. For rigtige fædre, er det en stor fornøjelse at sørge for deres børns behov. Mange fædre er ikke tilfreds med blot at opfylde deres børns behov, men sikre også gerne deres fornøjelser.
142:7.8 3. Uddannelse og træning. Vise fædre planlægger omhyggeligt for uddannelse og passende træning af deres sønner og døtre. Når disse er unge, forberedes de for de større forpligtelser senere i livet.
142:7.9 4. Disciplin og tilbageholdenhed. Fremsynede fædre fastsætter også den nødvendige disciplin, vejledning, rettelse, og nogle gange tilbageholder deres unge og umodne afkom.
142:7.10 5. Venskab og loyalitet. Den hengivne far har et tæt og kærligt forhold til sine børn. Hans øre er altid åben for deres ønsker. Han er altid klar til at dele deres strabadser og hjælpe dem over deres vanskeligheder. En far er ekstremt interesseret i sit afkoms progressive velfærd.
142:7.11 6. Kærlighed og barmhjertighed. En medfølende far er klar til at tilgive. Fædre gemmer ikke hævngerrige erindringer mod deres børn. Fædre er ikke som dommere, fjender eller kreditorer. Rigtige familier er bygget på tolerance, tålmodighed og tilgivelse.
142:7.12 7. Omsorg for fremtiden. Jordiske fædre ønsker at efterlade nogen arv til sine sønner. Familien fortsætter fra generation til generation. Døden ender kun én generation, og indikerer begyndelsen af en anden. Døden afslutter et individuelt liv, men ikke nødvendigvis familien.
142:7.13 For timer diskuterede Mesteren, hvordan man anvender disse grundlæggende funktioner i familielivet til mennesket, jordbarnets, forhold til Gud, Paradisfaderen. Dette var hans konklusion: "Hele denne sammenhæng af Sønnens forhold til Faderen, kender jeg til perfektion, for alt det, du i den evige fremtid skal opnå af sønskab, har jeg allerede nu opnået. Menneskesønnen er parat til at stige op til Faderens højre side, så at vejen i mig nu er endnu bredere for jer alle til at se Gud, og inden du har afsluttet jeres herlige progression, for at blive perfekt, som jeres himmelske Fader er fuldkommen[42]."
142:7.14 Da apostlene hørte disse opsigtsvækkende ord, huskede de udtalelserne, som Johannes havde gjort ved Jesu dåb, og de kunne også tydeligt huske denne oplevelse i forbindelse med deres forkyndelse og undervisning efter Mesterens død og opstandelse.
142:7.15 Jesus er en guddommelig Søn, en i hvem den Universelle Fader har fuld tillid. Han havde været med Faderen, og forstod ham helt. Han havde nu levet sit jordiske liv til Faderens fulde tilfredshed, og denne inkarnation i kødet havde gjort det muligt for ham helt at forstå mennesket. Jesus var et menneske, der havde opnået fuldkommenhed i menneskelig henseende. Han havde nået netop sådan en perfektion som alle sande troende er bestemt til at nå i ham og gennem ham. Jesus åbenbarede en fuldkommenhedens Gud for mennesker og præsenterede i sig selv til Gud en perfektioneret søn af verdenerne.
142:7.16 Selvom Jesus underviste i flere timer, var Thomas endnu ikke tilfreds, for han sagde: "Men, Mester, vi finder ikke at Faderen i himmelen altid handler venligt og barmhjertigt med os. Mange gange lider vi vanskeligt på jorden, og ikke altid får vi svar på vore bønner. Hvori mangler vores evne til at forstå betydningen af din undervisning? "
142:7.17 Jesus svarede: "Thomas, Thomas, hvor lang tid vil det tage, før du får mulighed for at lytte med åndens øre? Hvor længe før du indser, at dette rige er et åndeligt rige, og at min Fader også er et åndeligt væsen? Forstår du ikke, at jeg underviser jer som åndelige børn i himlens åndefamilie, hvis faderoverhoved er en uendelig og evig ånd? Hvorfor tillade du mig ikke at bruge den jordiske familie som en illustration af guddommelige relationer uden så bogstaveligt at anvende min undervisning til materielle forhold? Kan I ikke i jeres sind skelne rigets åndelige realiteter fra denne tidsalders materielle, sociale, økonomiske og politiske problemer? Når jeg taler åndens sprog, hvorfor insisterer du på at oversætte, hvad jeg mener med sproget i kødet, bare fordi jeg vover at bruge som illustrationer verdslige og konkrete relationer? Mine børn, jeg beder jer inderligt om at ophører med at anvende undervisningen om åndeverdenen i sådanne elendige situationer som slaveri, fattigdom, huse, og jordområder, eller på de materielle problemer af menneskelig lighed og retfærdighed. Disse jordiske forhold vedrører denne verdens mennesker, og mens de på en måde påvirker alle mennesker, er du imidlertid blevet kaldet til at repræsentere mig i verden, ligesom jeg repræsenterer min Fader. I er åndelige ambassadører for et åndeligt rige, særlige repræsentanter for Åndefaderen. På dette tidspunkt bør det være muligt for mig at instruere jer som fuldvoksne mænd i åndens rige. Skal jeg altid tale til jer som børn? Vil du aldrig vokser op i åndens opfattelse? Ikke desto mindre, jeg elsker dig og vil bære over med dig lige til slutningen af vores tid sammen i kødet. Og selv da skal min ånd gå forud for jer ud til hele verden.”
¶ 8. I DEN SYDLIGE DEL AF JUDÆA
142:8.1 I slutningen af april var opposition mod Jesus blandt farisæerne og saddukæerne blevet så udtalt, at Mesteren og hans apostle besluttede for en tid at forlade Jerusalem og gå sydover for at arbejde i Betlehem og Hebron[43]. Hele maj måned blev brugt til personligt arbejde i disse byer og blandt folk i de omkringliggende landsbyer. Ingen offentlige prædikener blev holdt under denne tur, men kun besøg fra hus til hus. Noget af denne tid, mens apostlene underviste i evangeliet og plejede de syge, tilbragte Jesus og Abner i Engedi, hvor de besøgte nasiræer kolonien. Johannes Døberen var gået frem fra dette sted, og Abner havde været leder af denne gruppe. Mange medlemmer af nasiræer broderskabet begyndte at tro på Jesus, men de fleste af disse asketiske og excentriske mænd nægtede at acceptere ham som en lærer sendt fra himlen, fordi han ikke forkyndte faste og andre former for selvfornægtelse.
142:8.2 De mennesker, der levede i denne region vidste ikke, at Jesus var blevet født i Betlehem. De antog altid, at Mesteren var blevet født i Nazaret, som langt de fleste af hans disciple gjorde, men de tolv kendte den virkelige situation.
142:8.3 Dette ophold i det sydlige Judæa var en afslappende og frugtbart arbejdsperiode; mange sjæle blev tilføjet til riget. I begyndelsen af juni havde agitationen imod Jesus i Jerusalem faldet til ro, så Mesteren og apostlene vendte tilbage for at undervise og trøste de troende.
142:8.4 Selvom Jesus og apostlene tilbragte hele juni måned i eller i nærheden af Jerusalem, underviste de ikke offentligt i denne periode. De levede for det meste i telte, som de opsatte i en skyggefuld park eller have, som på det tidspunkt hed Getsemane. Denne park lå på den vestlige skråning af Olivenbjerget, ikke langt fra bækken Kidron. Sabbatweekenderne tilbragte de som regel sammen med Lazarus og hans søstre i Betania. Kun et par gange gik Jesus indenfor Jerusalems murer, men et stort antal interesserede søgende kom ud til Getsemane for at besøge ham. En fredag aften vovede Nikodemus og en vis Josef fra Arimatæa sig ud for at møde Jesus, men af frygt vendte de tilbage, selvom de allerede stod foran indgangen til Mesterens telt. Selvfølgelig, indså de ikke, at Jesus vidste alt om deres forehavende.
142:8.5 Da jødernes herskere hørte, at Jesus var vendt tilbage til Jerusalem, gjorde de sig klar til at anholde ham. Da de imidlertid bemærkede, at han ikke prædikede offentligt, så konkluderede de, at han var blevet skræmt af deres tidligere agitation og besluttede at tillade ham at fortsætte undervisningen på denne private måde uden yderligere at forulempe ham. Således gik alt stille indtil de sidste dage af juni, da en vis Simon, der var medlem af jødernes råd, offentligt tilsluttede sig til Jesu lære efter at have forklaret sig overfor de jødiske herskere[44]. Straks begyndte en ny agitation for at arrestere Jesus, og den blev så stærk, at Mesteren besluttede at trække sig tilbage til byerne i Samaria og Dekapolis.
| Kapitel 141. Begyndelsen Af Det Offentlige Arbejde |
Indeks
Flere versioner |
Kapitel 143. På Vej Gennem Samaria |
¶ Referencer
- ↑ Guds rige er nær: Matt 3:2; Matt 4:17; Matt 10:7; Mark 1:15; Luk 10:9,11; Luk 17:20-21; Luk 21:31.
- ↑ Troende børn af den levende Gud: 1 Krøn 22:10; Sl 2:7; Es 56:5; Matt 5:9,16,45; Luk 20:36; Joh 1:12-13; Joh 11:52; ApG 17:28-29; Rom 8:14-17,19,21; Rom 9:26; 2 Kor 6:18; Gal 3:26; Gal 4:5-7; Ef 1:5; Fil 2:15; Hebr 12:5-8; 1 Joh 3:1-2,10; 1 Joh 5:2; Åb 21:7; 2 Sam 7:14.
- ↑ Elsker Gud og sin næste som sig selv: Matt 5:43-44; Matt 19:19; Matt 22:36-39; Mark 12:28-33; Luk 10:25-27.
- ↑ Åndens frugter: Gal 5:22-23; Ef 5:9.
- ↑ Skarerne glædede sig over nyheden: Joh 2:23.
- ↑ Moses sagde, at Gud er jaloux: 2 Mos 20:5; 2 Mos 34:14; Nah 1:2; 5 Mos 6:15; 5 Mos 32:16,21; Jos 24:19. En gud med stor vrede og voldsom vrede: 2 Mos 22:24; 2 Kong 22:13; 3 Mos 10:6; 4 Mos 11:33; 5 Mos 9:7-8,22. Han hævner sig på syndere: Sl 58:10; Es 34:8; 5 Mos 32:35,41,43; Dom 11:36.
- ↑ Jahweh, Sinai-klanernes Gud: 1 Mos 22:14; 2 Mos 6:3; Sl 83:18; Es 12:2; Es 26:4.
- ↑ Abram forlader Ur: 1 Mos 11:31.
- ↑ El Elyon, den Højeste Gud: 1 Mos 14:18-22; Hebr 7:1.
- ↑ El Shaddai, den skabende Guddom: 1 Mos 17:1; 1 Mos 28:3; 2 Mos 6:3.
- ↑ Elohim (guder) skabt: 1 Mos 1:1; 2 Mos 6:2.
- ↑ Universel Skaber: 1 Mos 1:1-27; 1 Mos 2:4-23; 1 Mos 5:1-2; 2 Mos 20:11; 2 Mos 31:17; 2 Kong 19:15; 2 Krøn 2:12; Neh 9:6; Sl 115:15; Sl 121:2; Sl 124:8; Sl 134:3; Sl 146:6; Sir 1:1-4; Præd 33:10; Es 37:16; Es 40:26,28; Es 42:5; Es 45:12,18; Jer 10:11-12; Jer 32:17; Jer 51:15; Bar 3:32-36; Am 4:13; Mal 2:10; Mark 13:19; Joh 1:10-3; ApG 4:24; ApG 14:15; Ef 3:9; Kol 1:16; Hebr 1:2; 1 Pet 4:19; Åb 4:11; Åb 10:6; Åb 14:7.
- ↑ almægtig: 2 Mos 9:16; 2 Mos 15:6; 1 Krøn 29:11-12; Neh 1:10; Job 36:22; Job 37:23; Sl 59:16; Sl 106:8; Sl 111:6; Sl 147:5; Jer 10:12; Jer 27:5; Jer 32:17; Jer 51:15; 4 Mos 14:17; Nah 1:3; 5 Mos 9:29; Matt 28:18; 2 Sam 22:33.
- ↑ Albarmhjertig: 2 Mos 20:6; 1 Krøn 16:34,41; 2 Krøn 5:13; 2 Krøn 7:3,6; 2 Krøn 30:9; Ez 3:11; Sl 25:6; Sl 36:o5; Sl 86:5,13,15; Sl 100:5; Sl 103:8,11,17; Sl 107:1; Sl 116:5; Sl 117:2; Sl 118:1,4; Sl 136:1-26; Sl 145:8; Es 54:8; Es 55:7; Jer 3:12; 4 Mos 14:18-19; Mika 7:18; 5 Mos 4:31; 5 Mos 5:10; Hebr 8:12.
- ↑ Faderen i himlen: Matt 5:9,16,45,48; Matt 6:1,9,14; Matt 6:26,32; Matt 7:11,21; Matt 10:32-33; Matt 11:25; Matt 12:50; Matt 15:13; Matt 16:17; Matt 18:10,14,19,35; Matt 23:9; Mark 11:25-26; Luk 10:21; Luk 11:2,13.
- ↑ Herren siger til David, at han skal tælle: 2 Sam 24:1. Satan beder David om at tælle: 1 Krøn 21:1.
- ↑ Tilbede ingen anden gud: 2 Mos 20:3; 2 Mos 34:14; 5 Mos 5:7.
- ↑ Ingen smeltet gud: 2 Mos 20:4; 2 Mos 34:17; 5 Mos 5:8.
- ↑ Hold usyrede brød: 2 Mos 12:6-11; 2 Mos 23:15; 2 Mos 34:18; 5 Mos 16:1-4.
- ↑ Gud kræver førstfødte mænd: 2 Mos 13:2,12; 2 Mos 34:19-20; 4 Mos 18:15.
- ↑ Hvile på sabbaten: 2 Mos 20:8-11; 2 Mos 34:21; 5 Mos 5:12-15.
- ↑ Hold to højtider: 2 Mos 23:16; 2 Mos 34:22.
- ↑ Du må ikke ofre med syret brød: 2 Mos 23:18a; 2 Mos 34:25a.
- ↑ Du skal ikke lade påskemad stå tilbage til om morgenen: 2 Mos 23:18b; 2 Mos 34:25b.
- ↑ Du vil bringe de første frugter af frugterne: 2 Mos 23:16,19a; 2 Mos 34:22,26a.
- ↑ Du må ikke lægge et kid i modermælk: 2 Mos 23:19b; 2 Mos 34:26b; 5 Mos 14:21.
- ↑ Sinaibjerget: 2 Mos 19:16-18; 5 Mos 5:4-5. De ti bud: 2 Mos 20:1-17; 5 Mos 5:6-21. Befrielse fra Egypten: 5 Mos 5:15. Skabelsen på seks dage: 2 Mos 20:11.
- ↑ Ændret til kærlighedens lov: Es 38:17; Es 55:4-7; Es 63:7-9. Elsk Gud og din næste: Matt 5:43-44; Matt 19:19; Matt 22:36-40; Mark 12:28-33; Luk 10:25-27.
- ↑ Moses bekæmpede afgudsdyrkelse: 2 Mos 20:4; 5 Mos 5:8. Ændret af kærlighedens lov: Es 38:17; Es 55:4-7; Es 63:7-9. Elsk Gud og din næste: Matt 5:43-44; Matt 19:19; Matt 22:36-40; Mark 12:28-33; Luk 10:25-27.
- ↑ Døm efter åndens frugter: Matt 7:15-19; Matt 12:33; Luk 3:9; Luk 6:43-45; Gal 5:22-23; Ef 5:9. Børn af den levende Gud: 1 Krøn 22:10; Sl 2:7; Es 56:5; Matt 5:9,16,45; Luk 20:36; Joh 1:12-13; Joh 11:52; ApG 17:28-29; Rom 8:14-17,19,21; Rom 9:26; 2 Kor 6:18; Gal 3:26; Gal 4:5-7; Ef 1:5; Fil 2:15; Hebr 12:5-8; 1 Joh 3:1-2,10; 1 Joh 5:2; Åb 21:7; 2 Sam 7:14.
- ↑ Ånden vidner om ånden: Rom 8:14-17; 1 Joh 5:6,8. Overvindelse af tvivl med tro: 1 Joh 5:4.
- ↑ Når ånden er udgydt, kommer freden: Es 32:15-17. Bevis på ånd: kærlighed: Joh 13:35.
- ↑ Nikodemus' besøg hos Jesus: Joh 3:1-2a.
- ↑ Nikodemus' spørgsmål: Joh 3:2b.
- ↑ Jesus svar: »fødes på ny«: Joh 3:3.
- ↑ Hvordan »født på ny«?: Joh 3:4.
- ↑ Født af ånd: Joh 3:5-8.
- ↑ Nikodemus stiller samme spørgsmål: Joh 3:9.
- ↑ Åndens realiteter: Joh 3:10-13.
- ↑ Offentlig anerkendelse: Joh 19:38-42.
- ↑ »Familie« analogi: 1 Joh 3:1-2a.
- ↑ Vær dig fuldkommen: 1 Mos 17:1; 1 Kong 8:61; 3 Mos 19:2; 5 Mos 18:13; Matt 5:48; 2 Kor 13:11; Jak 1:4; 1 Pet 1:16.
- ↑ Vend tilbage til Judæa: Joh 3:22.
- ↑ Tilbage til Dekapolis: Joh 4:1-3.