© 2015 Urantia Foundation
5:0.1 Hvis menneskets finite sind er ude af stand til at forstå hvorledes så stor og majestætisk en Gud som den Universelle Fader kan nedstige fra sin evige bolig i uendelig perfektion for at fraternisere med det individuelle menneske væsen, i så fald må en sådan begrænset intelligens opbygge deres sikkerhed om guddommelig partnerskab på det sandheds faktum, at et virkelig fragment af den levende Gud opholder sig i intellektet hos alle normalt sindede og moralsk bevidste Urantia dødelig. De iboende Tankerettere er en del af Paradisfaderens evige Guddom. Mennesket behøves ikke at gå længere end til sit egen indre oplevelse af sjælens fordybelse af denne åndelige virkeligheds tilstedeværelse for at finde Gud og forsøge at kommunikere med ham.
5:0.2 Gud har distribueret uendelighed i sin evige natur gennem hans seks absolutte samordnede eksistentielle virkeligheder, men han kan, til enhver tid, tage direkte personlig kontakt med enhver del eller fase eller slags skabelse gennem agenturet af hans førpersonlige fragmenter. Og den evige Gud har også reserveret forrettigheden til sig selv til at overdrage personlighed på de guddommelige Skabere og de levende skabninger i universernes univers, mens han yderligere har reserveret forrettigheden til direkte og faderlig kontakt med alle disse personlige væsener gennem personlighedens kredsløb.
5:1.1 Den manglende evne for de begrænsede væsener til at nærme sig den uendelige Fader er naturlig, det er ikke i Faderens reserverthed, men i endeligheden og de materielle begrænsninger hos skabte væsener. Størrelsen af den åndelige forskel mellem de højeste personligheder som eksisterer i universet og de lavere grupper af skabte intelligenser er utænkelig. Hvis det var muligt for de lavere klasser af intelligenser, at blive transporteret øjeblikkelig frem til tilstedeværelsen af selve Faderen, så ville de ikke vide at de var der. De ville være lige så uvidende om den Universelle Faders tilstedeværelsen, som der hvor de nu er. Der er en lang, lang vej foran det dødelige menneske før han i fuld overensstemmelse og indenfor virkelighedens muligheder kan spørge om sikker ledelse ind i den Universelle Faders paradis tilstedeværelse. Mennesket skal åndeligt forvandles mange gange før det kan opnå et niveau som giver den åndelige vision, som gøre det i stand til selv at se en af de Syv Mesterånder.
5:1.2 Vores Fader er ikke skjult; han er ikke i vilkårlig afsondrethed. Han har mobiliseret den guddommelige visdoms kilder i en aldrig afsluttende anstrengelse for at åbenbare sig selv til børnene i hans universelle domæner. Der er en uendelig ophøjelse og en ubeskrivelig gavmildhed forbundet med hans majestætiske kærlighed som forårsager en inderlig længsel i ham efter en kontakt til ethvert skabt væsen som kan forstå, elske eller nærme sig ham; og det er derfor, de naturlige begrænsninger i dig, uadskillelige fra din finite personlighed og materiel eksistens, der fastsætter tiden og stedet og omstændighederne under hvilken du kan opnå rejsens mål for dødelig opstigning og stå i tilstedeværelsen af Faderen ved centret af alle ting.
5:1.3 Skønt tilnærmelsen til Faderens paradis tilstedeværelse må afvente din opnåelse af de højeste endelige niveauer for åndelig fremgang, så bør du glædes ved erkendelse af den altid tilstedeværende mulighed for direkte fællesskab med Faderens iboende ånd som så intimt er forenet med din inderste sjæl og dit åndeliggørende selv.
5:1.4 De dødelige fra tidens og rummets verdener kan afvige meget i medfødte evner og intellektuel begavelse, de kan nyde omgivelser som er usædvanlig gunstig for social fremgang og moralsk fremskridt, eller de kan lide af mangel på næsten enhver menneskelige hjælp af kulturen og formodet fremskridt i civilisationens færdigheder; men mulighederne for åndelig fremskridt i den opstigende karriere er lige for alle; niveauer af stigende åndelig indsigt og kosmiske betydninger er opnåelige helt uafhængig af alle sådanne sociomoralske forskelle af diversificerede materielle omgivelser på de evolutionære verdener.
5:1.5 Hvorledes end Urantias dødelige er forskellige i deres intellektuelle, sociale, økonomiske og selv i moralske muligheder eller forudsætninger, så glem ikke at deres åndelige begavelse er ensartet og enestående. De nyder alle den samme guddommelige tilstedeværelse af Faderens gave, og de er alle lige privilegeret til at søge den intime personlige forbindelse med den iboende ånd af guddommelig oprindelse, og de kan alle i samme grad vælger at acceptere disse Mysterieledsagers ensartet åndelige ledelse.
5:1.6 Hvis det dødelige menneske helhjertet er åndelig motiveret, uforbeholdent helliger sig til at gøre Faderens vilje, og siden han er så sikker og så effektivt åndeligt begavet af den iboende og guddommelige Retter, slår det ikke fejl, at der åbenbare sig i dette individs erfaring den ophøjet bevidsthed af at kende Gud og den himmelske sikkerhed for overlevelse med det formål at finde Gud gennem den gradvise erfaring som det er at blive mere og mere som ham.
5:1.7 Mennesket er åndelig beboet af en overlevende Tankeretter. Hvis et sådan menneske sind er oprigtigt og åndelig motiveret, hvis sådan en menneske sjæl ønsker at kende Gud og blive som ham, ærligt ønsker at gøre Faderens vilje, så eksistere der ingen negativ indflydelse af dødelig afsavn eller nogen positive kræfter af mulige indblanding, som kan forhindre sådan en guddommelig motiveret sjæl fra en betryggende opstigning til Paradisets porte.
5:1.8 Faderen ønsker at alle hans skabninger vil være i personligt forhold med ham. På Paradis har han et sted for modtagelse af alle dem hvis overlevelses status og åndelig natur gør et sådan opnåelse mulig. Derfor træf en afgørelse i jeres filosofi nu og for altid: Til enhver af jer og for alle os, Gud er imødekommende, Faderen er opnåelig, vejen er åben; den guddommelige kærlighedens kræfter, og den guddommelig administrations veje og midler er alle forbundet i en anstrengelse for at lette fremgangen for enhver værdig intelligens af ethvert univers til den Universelle Faders Paradis tilstedeværelse.
5:1.9 Den kendsgerning at uhyre meget tid er involveret i opnåelsen af Gud gør ikke tilstedeværelsen og personligheden af den Uendelige mindre virkelig. Jeres opstigning er en del af de syv superuniversers kredsløb, og skønt du svinger rundt i det utallige gange, så kan du forvente, i ånd og i status, at du altid drejer indad. Du kan have tillid til, at blive forflyttet fra sfære til sfære fra de ydre kredsløb altid nærmere det indre center, og en dag, tvivl ikke vil du stå i den guddommelige og centrale tilstedeværelse og se ham, billedlig sagt, ansigt til ansigt. Det er et spørgsmål om at opnå virkelige og bogstavelige åndelige niveauer; og disse åndelige niveauer er opnåelige af ethvert væsen i hvis indre en Mysterieledsager har boet, og som efterfølgende er sammensmeltet for evigt med denne Tankeretter.
5:1.10 Faderen holder sig ikke åndelig skjult, men rigtig mange af hans skabninger har gemt sig selv væk i tåger forårsaget af deres egne forsætlige beslutninger og foreløbig har adskilt sig selv fra fællesskabet af hans ånd og hans Søns ånd ved at vælge deres egne perverse veje og ved at give sig selv op til selvhævdelsen fra deres intolerante sind og uåndelige natur.
5:1.11 Det dødelige menneske kan drages mod Gud og kan gentagne gange svigte den guddommelige vilje så længe kraften for valg bestå. Menneskets endelige skæbne er ikke forseglet indtil han har mistet kraften til at vælge Faderens vilje. Faderens hjerte lukker aldrig for hans børns nød og bøn. Det er kun når hans afkom for altid lukker deres hjerter til Faderens tiltrækkende kraft at de endelig og for altid mister ønsket om at ville hans vilje - at kende ham og at blive som ham. Ligeledes er menneskets evige skæbne sikret når fusionen med Retteren proklamerer til universet, at dette opstigende væsen har truffet det endelige og uigenkaldelig valg til at leve Faderens vilje.
5:1.12 Den store Gud tager direkte kontakt med de dødelige mennesker og giver en del af hans uendelige og evige og ubegribelig selv til at leve og bo i dem. Gud har indledt sig på det evige eventyr med mennesket. Hvis du give efter for ledelsen af de åndelige kræfter i dig og omkring dig, så kan du ikke undgå at opnå den høje skæbne som en kærlig Gud har tilvejebragt som universets mål for hans opstigende væsener fra de evolutionære verdener i rummet.
5:2.1 Den fysiske tilstedeværelse af den Uendelige er virkeligheden i det materielle univers. Sinds tilstedeværelsen af Guddom vil være bestemt af dybden af den individuelle intellektuelle erfaring og af det udviklingsmæssige personligheds niveau. Den åndelige tilstedeværelse af Guddommeligheden må nødvendigvis være differentieret i universet. Modtageligheden af den åndelige evne er bestemt af og af den indvielsesgrad fra skabningens vilje til at gøre den guddommelige vilje.
5:2.2 Gud lever i enhver af hans åndsfødte sønner. Paradissønnerne har altid adgang til tilstedeværelsen af Gud, ” Faderens højre hånd,” og alle hans skabte væsen personligheder har adgang til ”Faderens favn[1][2].” Dette refererer til personlighedens kredsløb, når som helst, hvor som helst og hvorledes det end er kontaktet, eller på anden måde nødvendiggør personlig, selvbevidst kontakt og forbindelse med den Universelle Fader, enten i den centrale bolig eller ved et andet angivet sted, som på en af Paradisets syv hellige sfærer.
5:2.3 Den guddommelige tilstedeværelse kan imidlertid ikke blive opdaget nogetsteds i naturen eller i de Gudkendende dødeliges liv så fuldt ud og så sikkert som i jeres forsøg på fællesskab med den iboende Mysterieledsager, Tankeretteren fra Paradiset. Hvilken en fejltagelse, at drømme om Gud langt borte i himlen når den Universelle Faders ånd lever inden i jeres eget sind![3]
5:2.4 Det er på grund af dette Gud fragment som er iboende i dig, at du kan håbe, når du gør fremskridt i harmoniseringen med Retterens åndelige ledelse, mere udførligt at skelne tilstedeværelsen og den forvandlende kraft fra de andre åndelige indflydelser som omgiver dig og indvirker på dig men som ikke virker som en integrerende del af dig. Det faktum, at du ikke er intellektuel bevidst om tæt og intim kontakt med den iboende Retter modbeviser ikke i mindste måde sådan en ophøjet eksistens. Beviset på broderskab med den guddommelige Retter består helt og holdent i den natur og omfang af åndens frugter som er givet i livs erfaringen fra den enkelte troende. ”Ved deres frugter skal du kende dem[4].”
5:2.5 Det er i høj grad svært for det dødelige menneskets magre åndeligt materielle sind at erfare en tydelig bevidsthed af åndelig aktivitet fra sådanne guddommelige eksistenser som de paradisiske Rettere. Da sjælen, skabes i fællesskab mellem sindet og Retteren, i stadig større udstrækning bliver eksisterende, så udvikles der også en ny fase af sjælens bevidsthed, som er i stand til at erfare tilstedeværelse og erkende de åndelige ledelser og andre over materielle aktiviteter af Mysterieledsageren.
5:2.6 Hele oplevelsen af fællesskabet med Retteren er et spørgsmål som omfatter moralsk status, mental motivation og åndelig oplevelse. Opnåelse af sådan en selv-virkeliggørelse er hovedsagelig, dog ikke udelukkende, begrænset til sjælens bevidstheds område, men beviserne er imødekommende og rig på tilkendegivelser fra åndens frugter i livet hos alle sådanne som står i kontakt med ånden i deres indre.
5:3.1 Selvom Paradisguddommene, fra et univers synspunkt, er som en, i deres åndelige forhold med sådanne væsener som bebor Urantia, så er de også tre særskilte og adskilte personer. Der er en difference mellem Guddommene hvad angår, personlig tiltrækning, fællesskab, og andre fortrolige forhold. I den højeste betydning, tilbeder vi den Universelle Fader og kun ham. Sandt nok, vi kan og tilbeder Faderen sådan som han viser sig i sine Skabersønner, men det er Faderen, som direkte og indirekte er tilbedt og elsket.
5:3.2 Alle slags bønner tilhører den Evige Søns område og Sønnens åndelig organisation. Bønner, alle formelle kommunikationer, alting bortset fra tilbedelse og gudsdyrkelse af den Universelle Fader, er forhold som angår et lokal univers; de bevæger sig sædvanligvis ikke udenfor området af en Skabersøns retskreds. Men gudsdyrkelse er utvivlsomt sat i kredsløb og afsendt til Skaberens person med virkning fra Faderens personligheds kredsløb. Vi tror yderligere at sådan en hyldest registrering af en Retter iboende væsen understøttes af Faderens ånd tilstedeværelse. Der eksisterer en enorm mængde af bevis som godtgør sådan en tro og jeg ved at alle klasser af Faderens fragmenter er bemyndiget til at registrere deres underordnedes ægte og oprigtige tilbedelse på en acceptabel måde i tilstedeværelsen af den Universelle Fader. Retterne benytter utvivlsomt også direkte førpersonlige kommunikationskanaler med Gud og de er ligeledes i stand til at benytte den Evige Søns kredsløb af åndetyngdekraft.
5:3.3 Gudsdyrkelse er for sin egen skyld; bøn udtrykker et element af selv- eller væsen interesse; det er den store forskel mellem gudsdyrkelse og bøn. Der er absolut ingen selv-anmodning eller andre elementer af personlig interesse i sand gudsdyrkelse; vi tilbeder udelukkende Gud for hvad vi forstår ham til at være. I gudsdyrkelse spørges ingenting og forventer intet for tilbederen. Vi tilbeder ikke Faderen fordi vi forventer at opnå noget fra en sådan ærbødighed; vi gengælder en sådan hengivenhed og engagere os i en sådan tilbedelse som en naturlig og spontan reaktion til påskønnelse af Faderens mageløse personlighed og på grund af hans elskelige natur og beundringsværdige egenskaber.
5:3.4 I det øjeblik hvor elementet af selv-interesse trænger sig ind på tilbedelse, i det øjeblik bliver hengivenheden forvandlet fra gudsdyrkelse til bøn og burde tilnærmelsesvis blive rettet til den Evige Søns person eller Skabersønnen. Men i praktisk religiøs oplevelse eksisterer der ingen grund til hvorfor bøn ikke kan blive rettet til Gud Faderen som en del af sand tilbedelse.
5:3.5 Når du beskæftiger dig med det praktisk arbejde i dit daglige liv, så er du i hænderne på de ånds personligheder som har oprindelse i den Tredje Kilde og Center; du samarbejder med Samforenerens repræsentanter. Og således er det: Du tilbeder Gud; beder til, og har fællesskab med Sønnen; og udarbejder detaljerne af dit jordiske ophold i forbindelse med den Uendelige Ånds intelligenser, som opererer på din verden og overalt i dit univers.
5:3.6 Skaber eller Herskersønnerne som præsiderer over lokal universernes skæbner er stedfortrædere for både den Universelle Fader og den Evige Søn fra Paradis. Disse Universsønner modtager i Faderens navn, den tilbedendes tilbedelse og lytter til de bønner som er kommende fra ansøgende underordnede over alt i deres respektive skabelser. Til børnene i et lokalunivers er en Mikael Søn praktisk talt, Gud. Han er lokal universets personificering af den Universelle Fader og den Evige Søn. Den Uendelige Ånd opretholder personlig kontakt med disse områders børn gennem Universånderne, de administrative og skabende medarbejdere af Paradisets Skabersønner.
5:3.7 Oprigtig tilbedelse involverer mobilisering af alle kræfter fra menneskets personlighed under dominans af den udviklende sjæl og underlagt den guddommelige vejledning af den tilknyttet Tankeretter. Det materielle sinds begrænsninger kan aldrig blive særlig bevidst om den virkelige betydning af sand tilbedelse. Menneskets erkendelse af virkeligheden af tilbedelsens erfaring er hovedsagelig bestemt af den udviklingsmæssige status af dets udviklende udødelige sjæl. Sjælens åndelige vækst finder sted uafhængig af den intellektuelle selvbevidsthed.
5:3.8 Erfaringen af tilbedelse består i den trolovet Retters ophøjet forsøg til at kommunikere til den guddommelige Fader de ubeskrivelige længsler og de uudsigelig aspirationer fra den menneskelige sjæl - den fælles skabelse af det Gudssøgende dødelige sind og den udødelige Retter der åbenbarer Gud. Tilbedelse er, derfor den handling hvor det materielle sind accepterer forsøget af sit åndeliggørende selv, under ledelse af den tilknyttet ånd, til at kommunikere med Gud som en troende søn af den Universelle Fader. Det dødelige sind samtykker til tilbedelse; den udødelige sjæl bønfalder og indleder tilbedelse; den guddommelig Retters tilstedeværelse udfører en sådan tilbedelse på vegne af det dødelige sind og den udviklende udødelige sjæl. Sand tilbedelse, er i sidste ende, en oplevelse realiseret på fire kosmiske niveauer: det intellektuelle, det morontielle, det åndelige, og det personlige - bevidstheden i sindet, sjæl og ånd og deres forening i personligheden.
5:4.1 Det moralske i evolutions religioner driver mennesker fremad i søgen efter Gud med frygt som drivkraft. Åbenbarings religioner tiltrækker mennesker til at søge en kærlig Gud fordi de tørster efter at blive som ham. Men religion er ikke kun en passiv følelse af ”absolut afhængighed” og ”kaution for overlevelse”; det er en levende og dynamisk oplevelse af guddommelig opnåelse baseret på menneskelig tjeneste.
5:4.2 Den store og umiddelbare tjeneste af sand religion er oprettelsen af en varig enhed i menneskelig erfaring, en varig fred og en dybtgående sikkerhed[5]. Selv hos primitive mennesker, er polyteisme en relativ forening af det udviklende begreb om Guddom; polyteisme er monoteisme i sin vorden. Før eller senere, er Gud bestemt til at blive forstået som virkeligheden af værdier, substansen af betydninger og livet for sandheden.
5:4.3 Gud er ikke kun skæbne bestemmeren; han er menneskets evige skæbne. Alle ikke religiøse menneskelige aktiviteter forsøger at bøje universet i en fordrejet tjeneste af selvet; den sande religiøse person forsøger at identificere selvet med universet og derefter at dedikere disse forenede selv aktiviteter til tjenesten af universets familie medlemmer, menneskelige og overmenneskelige.
5:4.4 Filosofiens og kunstens domæner ligger mellem de ikke religiøse og religiøse aktiviteter hos det menneskelige selv. Gennem kunst og filosofi er det materielle menneskesind tæt forbundet til betragtningen om de åndelige virkeligheder og univers værdier af evig betydninger.
5:4.5 Alle religioner underviser om guddoms tilbedelse og har nogle doktriner om menneskelig overlevelse. Den buddhistiske religion lover frelse fra lidelse, evig fred; den jødiske religion lover frelse fra vanskeligheder, velstand baseret på retfærdighed; den græske religion lover frelse fra disharmoni, grimhed, ved virkeliggørelse af skønhed; kristendommen lover frelse fra synd, hellighed; muhamedanismen giver udfrielse fra de strenge moralske normer fra jødedom og kristendom. Jesu religion er frelse fra selvet, udfrielse fra det onde ved skabningers isolation i tid og i evighed.
5:4.6 Hebræerne baserede deres religion på godhed; grækerne på skønhed; begge religioner søgte sandheden. Jesus åbenbarede en kærlighedens Gud, og kærlighed er altomfattende af sandhed, skønhed, og godhed.
5:4.7 Tilhængerne af Zoroaster havde en religion af moral; hinduerne en religion af metafysik; tilhængerne af Konfutse en religion af etik. Jesus levede en religion af tjeneste. Alle disse religioner er af værdi i det de er gyldige tilnærmelser til Jesus religion. Religion er bestemt til at blive virkeligheden af den åndelige forening af alt det gode, smukke og sande i menneskelig erfaring.
5:4.8 Den græske religion havde et motto ”Kend dig selv”; Hebræerne havde centreret deres lære om ”Kend din Gud”; De kristne prædiker et evangeliet rettet mod ”kendskab til Herren Jesus Kristus”; Jesus forkyndte de gode nyheder om ” at kende Gud, og dig selv som en søn af Gud[6][7][8].” Disse forskellige begreber om religionens formål bestemmer individets holdninger i forskellige livs situationer og antyder tilbedelsens dybde og arten af hans personlige bønnevaner. Enhver religions åndelige status kan blive bestemt af arten af dens bønner.
5:4.9 Begrebet om en halvmenneskelig og jaloux Gud er en uundgåelig overgang mellem polyteisme og ophøjet monoteisme. En ophøjet antropomorfisme er det højeste opnåelses niveau som en ren evolutionær religion kan opnå. Kristendommen har løftet begrebet om antropomorfisme fra det menneskelige forbillede til den transcendente og guddommelige koncept om den herliggjorte Kristus person. Og dette er den højeste antropomorfisme som mennesket kan gøre sig en forestilling om.
5:4.10 Det kristne gudsbegreb er et forsøg på at kombinere tre adskilte lære:
5:4.11 1. Det hebræiske begreb - Gud som en forsvarer af moralske værdier, en retfærdig Gud.
5:4.12 2. Det græske begreb - Gud som en forener, en visdommens Gud.
5:4.13 3. Jesus´ begreb - Gud som en levende ven, en kærlig Fader, den guddommelige tilstedeværelse.
5:4.14 Det er derfor indlysende at den sammensatte kristne teologi har stor vanskelighed i opnåelse af troværdighed. Denne vanskelighed er yderligere forværret af den kendsgerning at de tidligere kristne doktriner almindeligvis var baseret på personlig religiøs erfaring fra tre forskellige personer: Filo fra Alexandria, Jesus af Nazaret, og Paulus fra Tarsus.
5:4.15 I studiet af Jesus religiøse liv, betragt ham positivt. Tænk ikke så meget på hans syndfrihed som på hans retfærdighed, hans kærlige tjeneste. Jesus forbedret den passive kærlighed, åbenbaret i det hebræiske begreb af en himmelsk Fader til den højere aktive Gud som kærlig elsker sine skabte væsener og som er Faderen til alle individer, selv til synderen.
5:5.1 Moral har sin oprindelse i forstanden af selv-bevidsthed; den er overdyrisk men fuldstændig evolutionær. Menneskelig evolution frembringer i sin udfoldelse alle forudgående evner til overdragelse af Retterne og til udgydelsen af Sandhedens Ånd. Men opnåelsen af moralske niveauer befrier ikke mennesket fra de dødeliges virkelige kamp i livet. Menneskets fysiske miljø medfører kampen for eksistens; de sociale omgivelser gør etiske tilpasninger nødvendige; de moralske situationer kræver foretagelse af valg i fornuftens højeste områder; den åndelige oplevelse (at have erkendt Gud) kræver at mennesket finder ham og oprigtigt stræber efter at blive som ham.
5:5.2 Religion er ikke baseret på videnskabelige kendsgerninger, samfundets forpligtigelser, filosofiske forudsætninger, eller den underforstået moralske pligt. Religion er et uafhængigt område af menneskets reaktion til livs situationer og den fremkommer ufejlbarlig på alle stadier af menneskets udvikling efter moralstadiet. Religion kan gennemtrænge alle fire niveauer af værdi erkendelse og nydelsen af universets fællesskab; selvopholdelsesdriften af det fysiske eller materielle niveau, det sociale og følelsesmæssige niveau af fællesskab; det moralske og forpligtigende niveau af fornuft; det åndelige niveau af bevidstheden om universets fællesskab gennem guddommelig tilbedelse.
5:5.3 Den faktum søgende videnskabsmand opfatter Gud som en Første Årsag, en kraftens Gud. Den følelsesmæssige kunstner ser Gud som et ideal for skønhed, en æstetikkens Gud. Den fornuftige filosof er undertiden tilbøjelig til at postulere en gud af universal enhed, selv en panteistisk Guddom. Den religiøse troende, tror på en Gud som støtter overlevelse, Faderen i Himlen, kærlighedens Gud.
5:5.4 Evolutionær religion har altid sin rod i moralsk handlemåde og selv en del af åbenbaret religion, men aldrig hele den religiøse oplevelse. Social tjeneste er resultatet af moralsk tænkning og religiøs levevis. Moral fører ikke biologisk til de højere åndelige niveauer af religiøs oplevelse. Forgudelse af det abstrakte smukke er ikke tilbedelse af Gud; ej heller er ophøjelse af naturen eller ærbødighed for ensartethed i tilbedelse af Gud.
5:5.5 Den evolutionære religion er moder til videnskaben, kunsten, og filosofien som opløfter mennesket til niveauet hvor det er modtagelig for åbenbaret religion, inklusiv overdragelse af Rettere og den kommende Sandhedens Ånd. Det evolutionære billede af menneskets eksistens begynder og ender med religion, om end med meget forskellig kvaliteter af religion, en evolutionær og biologisk, en anden åbenbarende og periodisk. Og mens religion således er normalt og naturligt for mennesket, er den også valgfri. Mennesket behøves ikke at være religiøst mod sin vilje.
5:5.6 Den religiøse oplevelse, er i sit inderste væsen åndelig og kan aldrig blive fuldt ud forstået af det materielle sind; deraf teologiens funktion, som religions psykologi. Den væsentlige doktrin af den menneskelige erkendelse af Gud skaber et paradoks i den begrænsede forståelse. Det er næsten umuligt for menneskelig logik og finite fornuft at harmonisere begrebet om guddommelig immanens, Gud inden for og en del af ethvert individ, med tanken om Guds transcendens, den guddommelige dominans af universernes univers. Disse to uundværlige begreber om Guddommen må forenes i trosopfattelse af begrebet om transcendens af en personlig Gud og i virkeliggørelsen af den iboende tilstedeværelse af et fragment fra selvsamme Gud for at retfærdiggøre intelligent tilbedelse og bekræfte håbet om personlighedens overlevelse. Vanskelighederne og paradokser af religion er uløseligt forbundet med, at religionens realiteter er langt ud over den dødeliges kapacitet til intellektuel forståelse.
5:5.7 Det dødelige menneske får tre store tilfredsstillelser fra religiøs erfaring, selv i løbet af sine dage med midlertidigt ophold på jorden:
5:5.8 1. Intellektuelt erhverver han tilfredsstillelse af en mere forenet menneskelig bevidsthed.
5:5.9 2. Filosofisk nyder han dokumentation for sine idealer af moralsk værdi.
5:5.10 3. Åndeligt trives han i oplevelsen af guddommelig kammeratskab, i den åndelige tilfredsstillelse af sand tilbedelse.
5:5.11 Gud-bevidsthed, som den opleves af en udviklende dødelig fra verdnerne, må nødvendigvis bestå af tre varierende faktorer, tre differentieret niveauer af virkeligheds opfattelse. Først er der sinds bevidstheden - opfattelsen af idéen om Gud. Så følger sjæle bevidstheden - opfattelsen af idealet om Gud. Til sidst bryder åndens bevidsthed frem - opfattelsen af Guds ånde virkelighed. Ved forening af disse faktorer af den guddommelige erkendelse, uanset hvor ufuldstændig, så vil den dødelige personlighed til enhver tid brede sig over alle bevidste niveauer med en erkendelse af Guds personlighed. Hos de dødelige, som har opnået Finalitkorpset, vil al dette med tiden føre til realiseringen af Guds højestehed og vil efterfølgende resultere i realiseringen af Guds ultimativitet, et aspekt af den absonitte overbevidsthed af Paradisets Fader.
5:5.12 Oplevelsen af Guds-bevidsthed forbliver den samme fra generation til generation, men med hver fremrykkende epoke i menneskelig viden bliver de filosofiske begreber og de teologiske definitioner om Gud forandret. At kende Gud, religiøs bevidsthed, er en univers realitet, men lige meget hvor gyldig (virkelig)den religiøse oplevelse er, så må den være villig til at underkaste sig til intelligent kritik og fornuftige filosofiske fortolkninger; den må ikke forsøge at være noget adskilt i helheden af menneskelig erfaring.
5:5.13 Personlighedens evige overlevelse er fuldstændig afhængig af valgene fra det dødelige sind, hvis beslutninger bestemmer den potentielle overlevelse af den udødelige sjæl. Når sindet tror på Gud og sjælen kender Gud, og når de sammen med den opdragende Retter, alle ønsker Gud, så er overlevelsen sikret. Begrænsninger i intellekt, indskrænkning af uddannelse, afsavn af kultur, forringelse af social status, selv moralsk mindreværd efter den menneskelige målestok kan, som følge af den uheldige mangel på uddannelsesmæssige, kulturelle, og sociale fordele, ugyldiggør ikke den guddommelige ånds tilstedeværelsen i sådan et ulykkeligt og menneskeligt handicappet men troende individ. Den iboende Mysterieledsager udgør påbegyndelsen og forsikre muligheden af den potentielle vækst og overlevelse af den udødelige sjæl.
5:5.14 De dødelige forældres evne til at avle er ikke baseret på deres uddannelsesmæssige, kulturelle, sociale, eller økonomiske status. Foreningen af forældrenes faktorer, under normale forhold er fuldt ud tilstrækkelige for igangsættelse af afkom. Et menneskeligt sind som er skelnende mellem rigtigt og forkert og som besidder evnen til at tilbede Gud, i forening med en guddommelig Retter, er alt hvad der behøves i en sådan dødelig for at indlede og fremme produktionen af hans udødelige sjæl af overlevelses kvaliteter, hvis sådan et ånds begavet individ søger Gud og oprigtig ønsker at blive som ham, i ærlighed vælger at gøre den himmelske Faders vilje
5:6.1 Den Universelle Fader er personlighedernes Gud. Universets personligheds domæne, fra den lavest dødelige og materielvæsen af personligheds status til de højeste personer af skaber værdighed og guddommelig status, har deres center og periferi i den Universelle Fader. Gud faderen er overdrageren og konservator af enhver personlighed. Og Paradisfaderen er ligeledes skæbnen for alle de endelige personligheder som helhjertet vælger at gøre den guddommelige vilje, dem som elsker Gud og længes efter at blive som ham.
5:6.2 Personlighed er et af de uløste mysterier i universerne. Vi er i stand til at danne tilstrækkelige begreber af de faktorer som indgår i tilblivelsen af forskellige klasser og niveauer af personligheden, men vi forstår ikke fuldt ud den virkelige essens af selve personligheden. Vi opfatter ganske klart de utallige faktorer som, når de samles, udgør hylstret for menneskelig personlighed, men vi forstår ikke helt karakteren og betydningen af en sådan finit personlighed.
5:6.3 Personligheden er potentiel i alle skabninger som besidder en sinds begavelse varierende fra minimum af selvbevidsthed til maksimum af gudsbevidsthed. Men sinds begavelse alene er ikke personlighed, ej heller er ånd eller fysisk energi det. Personlighed er den kvalitet og værdi i kosmisk virkelighed som udelukkende er overdraget af Gud Faderen på disse levende systemer i de tilknyttede og koordinerede energier af stof, sind og ånd. Personlighed er heller ikke en tiltagende opnåelse. Personlighed kan være materiel eller åndelig, men enten er der personlighed eller også er der ikke personlighed. Alt andet end det personlige opnår aldrig det personlige niveau undtagen ved en direkte handling af Paradisets Fader.
5:6.4 Overdragelse af personlighed er den eksklusive funktion af den Universelle Fader, personalisering af de levende energi systemer som han udstyrer med egenskaber af relativ skabende bevidsthed og den frie vilje kontrol deraf. Der er ingen personlighed adskilt fra Gud Faderen, og der eksistere ingen personlighed undtagen ved Gud Faderen. De fundamentale egenskaber af det menneskelige selv, såvel som den absolutte Retters kerne af den menneskelige personlighed, er de overdragelser af den Universelle Fader, som handler inden for sit eksklusive personlige domæne af kosmisk tjeneste.
5:6.5 Retterne af førpersonlig status bebor utallige typer af dødelige væsener, og sikrer derved at disse selvsamme væsener kan overleve fysiske død og personliggøre som morontia væsener med potentiale for ultimativ ånd opnåelse. For, når sådan et væsen sind med personligheds begavelse er beboet af et fragment af den evige Guds ånd, den førpersonlige overdragelse af den personlige Far, så besidder denne finite personlighed den guddommelige og evige mulighed og stræber efter en skæbne beslægtet med den Ultimative, endog rækkende ud efter en realisering af den Absolutte.
5:6.6 Muligheden for guddommelig personlighed er medfødt i den førpersonlige Retter; muligheden for menneskelig personlighed er potentiel i den kosmiske sinds begavelse af mennesket. Men det dødelige menneskes erfaringsmæssige personlighed kan ikke observeres som en aktiv og fungerende realitet før efter det materielle livs hylster af det dødelige væsen er blevet berørt af den Universelle Faders frigørende guddommelighed, og således søsat på erfaringens hav som et selvbevidst og en (relativt) selvbestemmende og selvstændig skabende personlighed. Det materielle selv er sandt og uindskrænket personligt.
5:6.7 Det materielle selv har personlighed og identitet, midlertidig identitet; den førpersonlige ånde Retter har også identitet, evig identitet. Den materielle personlighed og denne ånds førpersonlighed er i stand til at forene deres kreative egenskaber for at bringe i eksistens den udødelige sjæls overlevende identitet.
5:6.8 Efter således at have tilvejebragt den udødelige sjæls udvikling og efter at have befriet menneskets indre selv fra lænkerne af absolut afhængighed af forudgående årsagsammenhæng, træder Faderen til side. Nu, da mennesket således er blevet befriet fra lænkerne af årsagssammenhængs reaktion, i det mindste hvad angår evig skæbne, og der er sørget for udviklingen af det udødelige selv, sjælen, så står det til mennesket selv, at ville skabelsen eller at forhindre skabelsen af dette overlevende og evige selv, som er hans valg. Intet andet væsen, kraft, skaber eller agentur i hele det udstrakte universernes univers kan blande på nogen måde i den absolutte suverænitet hos den dødelige frie vilje, som den fungere indenfor valgets områder, med hensyn til den evige skæbne af personligheden af den dødeliges udvælgelse. Hvad angår den evige overlevelse, så har Gud forordnet at den materielle og dødelige vilje er suveræn, og en sådan forordning er absolut.
5:6.9 Overdragelsen af personlighed til de skabte væsener forårsager relativ befrielse fra slavisk reaktion på forudgående årsagssammenhænge, og personlighederne fra alle sådanne moralske væsener, evolutionære eller på anden måde, er centreret i den Universelle Faders personlighed. De er endda draget mod hans Paradis tilstedeværelse af det væsen slægtskab som danner evige Guds enorme og universelle familiecirkel og broderlig kredsløb[9]. Der er et slægtskab af guddommelig spontanitet i al personlighed.
5:6.10 Personlighedens kredsløb fra universernes univers er centreret i den Universelle Faders person, og Paradisfaderen er personlig bevidst om og i personlig kontakt med, alle personligheder på alle niveauer af selvbevidst eksistens. Og denne personligheds bevidsthed af hele skabelsen eksisterer uafhængig af Tankeretternes tjeneste.
5:6.11 Eftersom at al tyngdekraft er kredsløbs centreret i Paradis Øen, og da al sind er kredsløbs centreret i Samforeneren og al ånd i den Evige Søn, således er al personlighed kredsløbs centreret i den personlige tilstedeværelse af den Universelle Fader, og dette kredsløb overfører ufejlbarlig tilbedelse fra alle personligheder til den Oprindelige og Evige Personlighed.
5:6.12 Angående de personligheder som ikke er beboet af Rettere: Valgfrihedens kendetegn er også overdraget af den Universelle Fader, og sådanne personer er ligeledes omfavnet i den guddommelig kærligheds store kredsløb, den Universelle Faders personligheds kredsløb. Gud tilvejebringer det højeste valg for alle sande personligheder. Ingen personlige væsener kan tvinges ind i det evige eventyr; evighedens porte åbner kun i reaktion på det frie vilje valg af de frie vilje sønner af en Gud af fri vilje.
5:6.13 Og dette repræsenterer mine anstrengelser for at præsentere den levende Gud forhold til tidens børn. Og når alt er sagt og gjort, kan jeg ikke hjælpe mere end at gentage at Gud er jeres univers Fader, og at I alle er hans planetariske børn.
5:6.14 [Dette er den femte og sidste af en serie præsenterende beskrivelser af den Universelle Fader af en Guddommelig Rådgiver fra Uversa.]