Urantia-bogen på engelsk er Public Domain på verdensplan siden 2006.
Oversættelser: © 2015 Urantia Foundation
| Kapitel 99. Sociale Problemer I Religionen |
Indeks
Enkelt version |
Kapitel 101. Religionens Virkelige Natur |
RELIGION IN HUMAN EXPERIENCE
RELIGIONEN I MENNESKELIG ERFARING
1955 100:0.1 THE experience of dynamic religious living transforms the mediocre individual into a personality of idealistic power. Religion ministers to the progress of all through fostering the progress of each individual, and the progress of each is augmented through the achievement of all.
2015 100:0.1 OPLEVELSEN af et dynamisk religiøst liv forvandler det middelmådige individ til en personlighed med idealistisk styrke. Religionen bidrager til udviklingen af alle ved at tilskynde til fremskridt i den enkelte, og udviklingen i de enkelte forstærkes af udførelsen af alle.
1955 100:0.2 Spiritual growth is mutually stimulated by intimate association with other religionists. Love supplies the soil for religious growth—an objective lure in the place of subjective gratification—yet it yields the supreme subjective satisfaction. And religion ennobles the commonplace drudgery of daily living.
2015 100:0.2 Åndelig vækst stimuleres gensidigt ved tætte sammenkomster med andre religiøse. Kærlighed gøder jorden for religiøs vækst - et objektivt incitament i stedet for subjektiv tilfredshed - men det fører imidlertid til den højeste subjektive tilfredsstillelse. Religionen forædler det daglige slid i hverdagen.
1. RELIGIOUS GROWTH
1. RELIGIØS VÆKST
1955 100:1.1 While religion produces growth of meanings and enhancement of values, evil always results when purely personal evaluations are elevated to the levels of absolutes. A child evaluates experience in accordance with the content of pleasure; maturity is proportional to the substitution of higher meanings for personal pleasure, even loyalties to the highest concepts of diversified life situations and cosmic relations.
2015 100:1.1 Selvom religionen producerer vækst af betydninger og en forhøjelse af værdier, bliver resultatet altid ondt når rent personlige evalueringer ophøjes til absolutte niveauer. Et barn evaluerer erfaringerne i overensstemmelse med indholdet af glæde; modenhed er proportional med i hvilken omfang personlig nydelse erstattes af højere betydninger, selv af loyaliteter til de højeste opfattelser af diversificerede livssituationer og kosmiske relationer.
1955 100:1.2 Some persons are too busy to grow and are therefore in grave danger of spiritual fixation. Provision must be made for growth of meanings at differing ages, in successive cultures, and in the passing stages of advancing civilization. The chief inhibitors of growth are prejudice and ignorance.
2015 100:1.2 Nogle personer har for travlt til at vokse og er derfor i stor fare for åndelig forstening. Der skal være mulighed for vækst af betydninger på forskellige alderstrin, i efter hinanden følgende kulturer, og i de forskellige stadier af fremrykkende civilisation. De væsentligste hindringer for vækst er fordomme og uvidenhed.
1955 100:1.3 Give every developing child a chance to grow his own religious experience; do not force a ready-made adult experience upon him. Remember, year-by-year progress through an established educational regime does not necessarily mean intellectual progress, much less spiritual growth. Enlargement of vocabulary does not signify development of character. Growth is not truly indicated by mere products but rather by progress. Real educational growth is indicated by enhancement of ideals, increased appreciation of values, new meanings of values, and augmented loyalty to supreme values.
2015 100:1.3 Giv hvert barn i dets udvikling en chance for at dyrke sin egen religiøse erfaring; tving ikke en voksen komplet erfaring på barnet. Husk, at en fremgang år for år gennem et etableret uddannelsesprogram ikke nødvendigvis betyder intellektuelle fremskridt, langt mindre åndelig vækst. Udvidelse af ordforråd betyder ikke udvikling af karakter. En sand vækst indikeres ikke kun af, hvad der er opnået, men snarere af fremgang. Sand vækst som et resultat af uddannelse og opdragelse er manifesteret som forhøjede idealer, øget forståelse for værdier, nye betydninger af værdier, og forhøjet loyalitet til de øverste værdier.
1955 100:1.4 Children are permanently impressed only by the loyalties of their adult associates; precept or even example is not lastingly influential. Loyal persons are growing persons, and growth is an impressive and inspiring reality. Live loyally today—grow—and tomorrow will attend to itself. The quickest way for a tadpole to become a frog is to live loyally each moment as a tadpole.
2015 100:1.4 Kun de loyalitetsmanifestationer som barnets voksne pårørende udviser, gør et varigt indtryk på børnene. Regler eller endda eksempel har ikke nogen varigt virkning. Loyale personer er voksende personer, og væksten er en imponerende og inspirerende virkelighed. Lev loyalt i dag - voks- og i morgen tager sig af sig selv. Den hurtigste måde for en haletudse til at blive en frø er at leve loyalt hvert øjeblik som en haletudse.
1955 100:1.5 The soil essential for religious growth presupposes a progressive life of self-realization, the co-ordination of natural propensities, the exercise of curiosity and the enjoyment of reasonable adventure, the experiencing of feelings of satisfaction, the functioning of the fear stimulus of attention and awareness, the wonder-lure, and a normal consciousness of smallness, humility. Growth is also predicated on the discovery of selfhood accompanied by self-criticism—conscience, for conscience is really the criticism of oneself by one’s own value-habits, personal ideals.
2015 100:1.5 Den væsentligste grobund for religiøs vækst forudsætter et progressivt liv i selvrealisering, koordinering af naturlige tilbøjeligheder, udøvelse af nysgerrighed og en rimelig nydelse af eventyr, oplevelser af følelser af tilfredshed, at frygten fungerer som stimulus for opmærksomhed og bevidsthed, at undren udøver en tillokkelse og at man har en normal bevidsthed om sin lidenhed, ydmyghed. Væksten er også baseret på opdagelsen af selverkendelse, ledsaget af selvkritik - samvittighed, for samvittighed er virkelig kritik af sig selv udgående fra ens egne værdinormer, ens personlige idealer.
1955 100:1.6 Religious experience is markedly influenced by physical health, inherited temperament, and social environment. But these temporal conditions do not inhibit inner spiritual progress by a soul dedicated to the doing of the will of the Father in heaven. There are present in all normal mortals certain innate drives toward growth and self-realization which function if they are not specifically inhibited. The certain technique of fostering this constitutive endowment of the potential of spiritual growth is to maintain an attitude of wholehearted devotion to supreme values.
2015 100:1.6 Religiøs erfaring er markant påvirket af fysisk sundhed, medfødt temperament, og socialt miljø. Disse tidsmæssige forhold udelukker dog ikke en sjæl, der dedikerer sig til at gøre den himmelske Faders vilje i indre åndelige fremskridt. Der findes hos alle normale dødelige visse medfødte drivkræfter for vækst og selvrealisering, som fungerer, hvis de ikke er specifikt hæmmet. Den sikreste måde at fremme denne indbyggede evne til potential åndelig vækst er at opretholde en holdning af helhjertet hengivenhed til de øverste værdier.
1955 100:1.7 Religion cannot be bestowed, received, loaned, learned, or lost. It is a personal experience which grows proportionally to the growing quest for final values. Cosmic growth thus attends on the accumulation of meanings and the ever-expanding elevation of values. But nobility itself is always an unconscious growth.
2015 100:1.7 Religion kan ikke overdrages, modtages, udlånes, indlæres, eller mistes. Det er en personlig oplevelse, der vokser proportionalt med den stigende søgen efter endelige værdier. Kosmisk vækst følger således opsamlingen af betydninger og stadigt voksende højde af værdier. Selve ædelheden er dog altid en ubevidst vækst.
1955 100:1.8 Religious habits of thinking and acting are contributory to the economy of spiritual growth. One can develop religious predispositions toward favorable reaction to spiritual stimuli, a sort of conditioned spiritual reflex. Habits which favor religious growth embrace cultivated sensitivity to divine values, recognition of religious living in others, reflective meditation on cosmic meanings, worshipful problem solving, sharing one’s spiritual life with one’s fellows, avoidance of selfishness, refusal to presume on divine mercy, living as in the presence of God. The factors of religious growth may be intentional, but the growth itself is unvaryingly unconscious.
2015 100:1.8 Religiøse tanke- og handlingsvaner er medvirkende til den åndelige væksts økonomi. Man kan udvikle en religiøs modtagelighed for åndelige stimuli, en slags betinget åndelig refleks. Blandt de vaner, som fremmer religiøs vækst hører: En særlig pleje af følsomhed over for guddommelige værdier, opfattelsen af andre folks religiøse liv, reflekterende meditation på kosmiske betydninger, tilbedende problemløsning, dele ens åndelige liv med ens medmennesker, undgåelse af egoisme, nægtelse af at antage den guddommelige nåde for givet og at leve som i Guds nærvær. De faktorer som påvirker den religiøs vækst kan være tilsigtet, men væksten i sig selv er uvægerligt ubevidst.
1955 100:1.9 The unconscious nature of religious growth does not, however, signify that it is an activity functioning in the supposed subconscious realms of human intellect; rather does it signify creative activities in the superconscious levels of mortal mind. The experience of the realization of the reality of unconscious religious growth is the one positive proof of the functional existence of the superconsciousness.
2015 100:1.9 Det faktum, at den religiøse vækst er ubevidst betyder ikke, at det er en aktivitet, der fungerer i de formodede underbevidste områder af det menneskelige intellekt; snarere betyder det kreative aktiviteter i overbevidste niveauer af dødelige sind. Oplevelsen af indsigten om den ubevidste religiøse vækst er virkelig det eneste positive bevis for overbevidsthedens funktionelle eksistens.
2. SPIRITUAL GROWTH
2. ÅNDELIG VÆKST
1955 100:2.1 Spiritual development depends, first, on the maintenance of a living spiritual connection with true spiritual forces and, second, on the continuous bearing of spiritual fruit: yielding the ministry to one’s fellows of that which has been received from one’s spiritual benefactors. Spiritual progress is predicated on intellectual recognition of spiritual poverty coupled with the self-consciousness of perfection-hunger, the desire to know God and be like him, the wholehearted purpose to do the will of the Father in heaven.
2015 100:2.1 Åndelig udvikling afhænger for det første dels på opretholdelsen af en levende åndelig forbindelse med ægte åndelige kræfter og for det andet, at man løbende er bærende af åndelig frugt: at man lader sine medmennesker nyde det, der er blevet modtaget fra ens åndelige velgørere. Åndelig udvikling er baseret på intellektuel anerkendelse af åndelig fattigdom i forbindelse med en personlig bevidsthed om en sult efter perfektion, et ønske om at kende Gud og være som ham, et helhjertet ønske om at gøre den himmelske Faders vilje.
1955 100:2.2 Spiritual growth is first an awakening to needs, next a discernment of meanings, and then a discovery of values. The evidence of true spiritual development consists in the exhibition of a human personality motivated by love, activated by unselfish ministry, and dominated by the wholehearted worship of the perfection ideals of divinity. And this entire experience constitutes the reality of religion as contrasted with mere theological beliefs.
2015 100:2.2 Åndelig vækst er først en opvågnen til behov, så en dømmekraft af betydninger, og derefter en opdagelse af værdier. Beviserne for en sand åndelig udvikling består i at mennesket udviser en personlighed motiveret af kærlighed, aktiveret af uselvisk tjeneste, og domineret af den helhjertede tilbedelse af guddommelighedens fuldkommenhedsideal. Hele denne oplevelse udgør virkeligheden i religion i modsætning til blot teologiske overbevisninger.
1955 100:2.3 Religion can progress to that level of experience whereon it becomes an enlightened and wise technique of spiritual reaction to the universe. Such a glorified religion can function on three levels of human personality: the intellectual, the morontial, and the spiritual; upon the mind, in the evolving soul, and with the indwelling spirit.
2015 100:2.3 Religion kan udvikles til det erfaringsniveau hvorpå det bliver en oplyst og klog måde at reagere åndeligt indenfor universet. En sådan glorificeret religion kan fungere på tre niveauer af menneskelige personlighed: den intellektuelle, den morontielle og den åndelige; på sindet, i udviklende sjæl og sammen med den iboende ånd.
1955 100:2.4 Spirituality becomes at once the indicator of one’s nearness to God and the measure of one’s usefulness to fellow beings. Spirituality enhances the ability to discover beauty in things, recognize truth in meanings, and discover goodness in values. Spiritual development is determined by capacity therefor and is directly proportional to the elimination of the selfish qualities of love.
2015 100:2.4 Åndeligheden bliver på én gang indikatoren af ens nærhed til Gud og foranstaltningen af ens nytte i forhold til andre skabninger. Åndeligheden forbedrer evnen til at opdage skønheden i ting, genkende sandheden i betydninger, og opdage godheden i værdier. Åndelig udvikling er bestemt af den disponible kapacitet som findes for udvikling og den står i direkte proportion med afskaffelsen af de egoistiske kvaliteter af kærlighed.
1955 100:2.5 Actual spiritual status is the measure of Deity attainment, Adjuster attunement. The achievement of finality of spirituality is equivalent to the attainment of the maximum of reality, the maximum of Godlikeness. Eternal life is the endless quest for infinite values.
2015 100:2.5 Personens åndelige niveau er et mål for guddomsopnåelse, afstemt til Retteren. Opnåelsen af åndelighedens endelighed svarer til virkeliggørelsen af det maksimale af virkeligheden, den maksimale lighed med Gud. Det evige liv er den endeløse søgen efter uendelige værdier.
1955 100:2.6 The goal of human self-realization should be spiritual, not material. The only realities worth striving for are divine, spiritual, and eternal. Mortal man is entitled to the enjoyment of physical pleasures and to the satisfaction of human affections; he is benefited by loyalty to human associations and temporal institutions; but these are not the eternal foundations upon which to build the immortal personality which must transcend space, vanquish time, and achieve the eternal destiny of divine perfection and finaliter service.
2015 100:2.6 Målet med menneskelig selvrealisering skal være åndelig, ikke materielt. De eneste realiteter værd at stræbe efter er guddommelige, åndelige og evige. Det dødelige menneske har ret til at nyde de fysiske fornøjelser og til at tilfredsstille deres menneskelige tilbøjeligheder. Mennesket har nydt godt af at være loyal over for menneskelige relationer og tidsmæssige institutioner; men disse er ikke de evige grundsten på hvilken man kan opbygge den udødelige personlighed, som skal transcendere rum, besejre tid, og opnå guddommelig perfektion og finalittjenestens evige skæbne.
1955 100:2.7 Jesus portrayed the profound surety of the God-knowing mortal when he said: “To a God-knowing kingdom believer, what does it matter if all things earthly crash?” Temporal securities are vulnerable, but spiritual sureties are impregnable. When the flood tides of human adversity, selfishness, cruelty, hate, malice, and jealousy beat about the mortal soul, you may rest in the assurance that there is one inner bastion, the citadel of the spirit, which is absolutely unassailable; at least this is true of every human being who has dedicated the keeping of his soul to the indwelling spirit of the eternal God.
2015 100:2.7 Jesus beskrev den gudbevidste dødeliges dybe sikkerhed, da han sagde: "Hvad betyder det for en gudbevidst som tror på himmeriget, hvis alt jordisk kollapser?" Timelige garantier er sårbare, men åndelige aktiver er uovervindelige[1]. Når oversvømmelserne af menneskelig modgang, selviskhed, grusomhed, had, ondskab, og jalousi slog om den dødelige sjæl, kan du være forvisset i bevidstheden om, at der er en indre bastion, en åndens fæstning, som er absolut uangribelig. Det gælder i det mindst for ethvert menneske, der har dedikeret omsorgen af sin sjæl til den evige Guds ånd iboende i sit indre.
1955 100:2.8 After such spiritual attainment, whether secured by gradual growth or specific crisis, there occurs a new orientation of personality as well as the development of a new standard of values. Such spirit-born individuals are so remotivated in life that they can calmly stand by while their fondest ambitions perish and their keenest hopes crash; they positively know that such catastrophes are but the redirecting cataclysms which wreck one’s temporal creations preliminary to the rearing of the more noble and enduring realities of a new and more sublime level of universe attainment.
2015 100:2.8 Efter en sådan åndelig opnåelse, uanset om det er sket gennem gradvis vækst eller specifik krise, opstår der en nyorientering af personligheden samt en udvikling af nye værdinormer. Sådanne ånd-fødte individer har fornyet deres motiver i livet, så de roligt kan stå og se på, mens deres inderste ambitioner blive forpurret, og deres ivrigste håb smuldre; de ved positivt, at sådanne katastrofer kun er omdirigerede naturkatastrofer, der ødelægger ens tidsmæssige kreationer som forvarsel om opførelse af de mere ædle og varige realiteter på et nyt og mere sublimt niveau af opnåelse i universet.
3. CONCEPTS OF SUPREME VALUE
3. HØJESTE VÆRDIBEGREBER
1955 100:3.1 Religion is not a technique for attaining a static and blissful peace of mind; it is an impulse for organizing the soul for dynamic service. It is the enlistment of the totality of selfhood in the loyal service of loving God and serving man. Religion pays any price essential to the attainment of the supreme goal, the eternal prize. There is a consecrated completeness in religious loyalty which is superbly sublime. And these loyalties are socially effective and spiritually progressive.
2015 100:3.1 Religionen er ikke en metode til at opnå en statisk og lyksalig ro i sindet; den er en impuls til at organisere sjælen til dynamisk tjeneste. Den indebærer mobilisering af hele sig selv i en trofast hengivenhed til at elske Gud og tjene mennesket. Religionen betaler enhver pris som er afgørende for opnåelsen af det øverste mål, den evige præmie. Der er i den religiøse loyalitet en indviet fuldstændighed, som er vidunderlig smuk. Disse loyaliteter er socialt effektive og åndeligt progressive.
1955 100:3.2 To the religionist the word God becomes a symbol signifying the approach to supreme reality and the recognition of divine value. Human likes and dislikes do not determine good and evil; moral values do not grow out of wish fulfillment or emotional frustration.
2015 100:3.2 For religionsudøveren bliver Guds ord et symbol der angiver tilgangen til den øverste virkelighed og en anerkendelse af den guddommelige værdi. Menneskelige sympatier og antipatier bestemmer ikke hvad der er godt og hvad der er ondt. Moralske værdier vokser ikke ud af ønsker som går i opfyldelse eller følelsesmæssige skuffelser.
1955 100:3.3 In the contemplation of values you must distinguish between that which is value and that which has value. You must recognize the relation between pleasurable activities and their meaningful integration and enhanced realization on ever progressively higher and higher levels of human experience.
2015 100:3.3 I betragtningen af værdier skal I skelne mellem det, der er værdi, og det der har værdi. I skal erkende forholdet mellem fornøjelige aktiviteter og deres meningsfulde integration og øget realisering på stadig stigende og fremadskridende niveauer af menneskelig erfaring.
1955 100:3.4 Meaning is something which experience adds to value; it is the appreciative consciousness of values. An isolated and purely selfish pleasure may connote a virtual devaluation of meanings, a meaningless enjoyment bordering on relative evil. Values are experiential when realities are meaningful and mentally associated, when such relationships are recognized and appreciated by mind.
2015 100:3.4 Betydning er noget, som erfaringen tilføjer til værdi; det er den anerkendende bevidsthed om værdier. En isoleret og rent egoistisk nydelse kan involvere en faktisk devaluering af betydninger, en meningsløs nydelse grænser op til relativ ondskab. Værdier er erfaringsbaseret når realiteterne er meningsfulde og mentalt forbundet, når sindet anerkender og værdsætter sådanne relationer.
1955 100:3.5 Values can never be static; reality signifies change, growth. Change without growth, expansion of meaning and exaltation of value, is valueless—is potential evil. The greater the quality of cosmic adaptation, the more of meaning any experience possesses. Values are not conceptual illusions; they are real, but always they depend on the fact of relationships. Values are always both actual and potential—not what was, but what is and is to be.
2015 100:3.5 Værdier kan aldrig være statisk; virkeligheden betyder ændringen, vækst. Skift uden vækst, udvidelse af mening og ophøjelse af værdi, er værdiløse - er potentielt ond. Jo højere kvalitet af den kosmiske tilpasning, desto mere mening har en oplevelse. Værdier er ikke konceptuelle illusioner; de er reelle, men de er altid afhængige af relationer. Værdier er altid både aktuelle og potentielle - ikke hvad var, men hvad der er og hvad der kommer at være.
1955 100:3.6 The association of actuals and potentials equals growth, the experiential realization of values. But growth is not mere progress. Progress is always meaningful, but it is relatively valueless without growth. The supreme value of human life consists in growth of values, progress in meanings, and realization of the cosmic interrelatedness of both of these experiences. And such an experience is the equivalent of God-consciousness. Such a mortal, while not supernatural, is truly becoming superhuman; an immortal soul is evolving.
2015 100:3.6 Sammenslutningen af faktiske oplysninger og potentialer er lig med vækst, en erfaringsmæssig realisering af værdier. Men vækst er ikke kun fremskridt. Fremskridtet er altid meningsfuldt, men det er relativt værdiløst uden vækst. Menneskelivets højeste værdi består af vækst i form af værdier, fremskridt med hensyn til betydninger, og realisering af den kosmiske indbyrdes forbindelse mellem begge disse erfaringer. Sådan en oplevelse er synonym med gudsbevidsthed. Selv om en sådan dødelig ikke er overnaturlig, er vedkommende faktisk på vej til at blive overmenneskelig; en udødelig sjæl udvikler sig.
1955 100:3.7 Man cannot cause growth, but he can supply favorable conditions. Growth is always unconscious, be it physical, intellectual, or spiritual. Love thus grows; it cannot be created, manufactured, or purchased; it must grow. Evolution is a cosmic technique of growth. Social growth cannot be secured by legislation, and moral growth is not had by improved administration. Man may manufacture a machine, but its real value must be derived from human culture and personal appreciation. Man’s sole contribution to growth is the mobilization of the total powers of his personality—living faith.
2015 100:3.7 Mennesket kan ikke forårsage vækst, men det kan levere gunstige betingelser. Væksten er altid ubevidst, det være sig fysisk, intellektuel eller åndelig. Kærlighed vokser sådan; den kan ikke skabes, fremstilles eller købes; den skal vokse. Evolution er en kosmisk vækstproces. Social vækst kan ikke opnås ved lovgivning, og moralsk vækst kan ikke opnås med forbedret administration. Mennesket kan fremstille en maskine, men dens reelle værdi skal være afledt af den menneskelige kultur og personlig påskønnelse. Menneskets eneste bidrag til vækst er mobiliseringen af de samlede kræfter i hans personlighed - levende tro.
4. PROBLEMS OF GROWTH
4. VÆKST PROBLEMER
1955 100:4.1 Religious living is devoted living, and devoted living is creative living, original and spontaneous. New religious insights arise out of conflicts which initiate the choosing of new and better reaction habits in the place of older and inferior reaction patterns. New meanings only emerge amid conflict; and conflict persists only in the face of refusal to espouse the higher values connoted in superior meanings.
2015 100:4.1 En religiøs livsstil er et hengiven liv og et hengiven liv er et skabende liv, originalt og spontant. Nye religiøse indsigter udspringer af konflikter, der initierer valg af nye og bedre reaktionsvaner i stedet for de tidligere og ringere reaktionsmønstre. Nye betydninger opstår kun fra selve konflikten; og konflikten består kun, når man nægter at indbefatte de højere værdier repræsenteret ved de højerestående betydninger.
1955 100:4.2 Religious perplexities are inevitable; there can be no growth without psychic conflict and spiritual agitation. The organization of a philosophic standard of living entails considerable commotion in the philosophic realms of the mind. Loyalties are not exercised in behalf of the great, the good, the true, and the noble without a struggle. Effort is attendant upon clarification of spiritual vision and enhancement of cosmic insight. And the human intellect protests against being weaned from subsisting upon the nonspiritual energies of temporal existence. The slothful animal mind rebels at the effort required to wrestle with cosmic problem solving.
2015 100:4.2 Religiøse perpleksiteter er uundgåelige; der kan ikke være vækst uden psykiske konflikter og spirituelle meningsudvekslinger. Organiseringen af en filosofisk levestandard medfører betydelig uorden i de filosofiske aspekter af sindet. Det er ikke uden kamp, at man udøver sin loyalitet over for det, der er stort, godt, sandt og ædelt. Afklaringen af den åndelige vision og forbedring af den kosmiske indsigt ledsages af indsatsen. Menneskets intellekt protesterer mod afvænning fra at få deres næring fra de ikke-åndelige energier af timelige eksistens. De sløve dyriske sind gør oprør over den indsats, der kræves af kampen for at løse kosmiske problemer.
1955 100:4.3 But the great problem of religious living consists in the task of unifying the soul powers of the personality by the dominance of love. Health, mental efficiency, and happiness arise from the unification of physical systems, mind systems, and spirit systems. Of health and sanity man understands much, but of happiness he has truly realized very little. The highest happiness is indissolubly linked with spiritual progress. Spiritual growth yields lasting joy, peace which passes all understanding.
2015 100:4.3 Det religiøse livs store problem består i opgaven med at forene personlighedens sjælekraft under KÆRLIGHEDENS dominans. Sundhed, mental effektivitet og lykke skyldes foreningen af fysiske systemer, sindssystemer og åndssystemer. Om kroppens sundhed og sindets tilregnelighed forstår mennesket meget, men om glæde, har det virkelig indset meget lidt. Den højeste lykke er uløseligt forbundet med åndelige fremskridt. Åndelig vækst giver varig glæde, fred, som overgår al forstand.
1955 100:4.4 In physical life the senses tell of the existence of things; mind discovers the reality of meanings; but the spiritual experience reveals to the individual the true values of life. These high levels of human living are attained in the supreme love of God and in the unselfish love of man. If you love your fellow men, you must have discovered their values. Jesus loved men so much because he placed such a high value upon them. You can best discover values in your associates by discovering their motivation. If someone irritates you, causes feelings of resentment, you should sympathetically seek to discern his viewpoint, his reasons for such objectionable conduct. If once you understand your neighbor, you will become tolerant, and this tolerance will grow into friendship and ripen into love.
2015 100:4.4 I det fysiske liv informerer sanserne om tingenes eksistens; sindet opdager virkeligheden i betydninger; men den åndelige erfaring afslører de sande værdier i livet for individet. Disse høje niveauer af menneskeliv opnås i en enestående kærlighed til Gud og i uselviske kærlighed til mennesket. Hvis du elsker dine medmennesker, skal du have opdaget deres værdier. Jesus elskede mennesker så meget, fordi han placeret en så høj værdi på dem. Du kan bedst finde værdier i dine medarbejdere ved at opdage deres motivation. Hvis nogen irriterer dig, forårsager følelser af vrede, bør du med venlighed og empati forsøge at opdage hans synspunkt, hans grunde til en sådan stødende adfærd. Hvis du først forstår din nabo, bliver du tolerant, og tolerancen vil vokse ind i venskab og modnes til kærlighed.
1955 100:4.5 In the mind’s eye conjure up a picture of one of your primitive ancestors of cave-dwelling times—a short, misshapen, filthy, snarling hulk of a man standing, legs spread, club upraised, breathing hate and animosity as he looks fiercely just ahead. Such a picture hardly depicts the divine dignity of man. But allow us to enlarge the picture. In front of this animated human crouches a saber-toothed tiger. Behind him, a woman and two children. Immediately you recognize that such a picture stands for the beginnings of much that is fine and noble in the human race, but the man is the same in both pictures. Only, in the second sketch you are favored with a widened horizon. You therein discern the motivation of this evolving mortal. His attitude becomes praiseworthy because you understand him. If you could only fathom the motives of your associates, how much better you would understand them. If you could only know your fellows, you would eventually fall in love with them.
2015 100:4.5 Fremkald for dit indre øje et billede af en af dine primitive forfædre fra det tidspunkt, hvor mennesker levede i huler - en kort, misdannet, beskidt, snerrende skrummel af en mand stående, med spredte ben, kølle hævet og som åndede had og fjendskab, mens han ser vildt frem foran sig. Sådan et billede udtrykker næppe det guddommelige menneskets værdighed. Lad os forstørre billedet. Foran dette menneske, som vi har levendegjort ligger en sabeltands tiger på spring. Bag ham, en kvinde og to børn. Du erkender straks, at sådan et billede står for begyndelsen til meget, der er fint og ædelt i den menneskelige race, men manden er den samme i begge billeder. Den anden skitse giver dig dog den fordel, at du er begunstiget med et bredere synsfelt. Du kan deri skelne denne udviklende dødeliges motiv. Hans holdning bliver prisværdigt, fordi du forstår ham. Hvis du kunne forstå motiverne hos dine medarbejdere, hvor meget bedre ville du så ikke kunne forstå dem. Hvis du blot kunne kende dine medmennesker, ville du i sidste ende forelske dig i dem.
1955 100:4.6 You cannot truly love your fellows by a mere act of the will. Love is only born of thoroughgoing understanding of your neighbor’s motives and sentiments. It is not so important to love all men today as it is that each day you learn to love one more human being. If each day or each week you achieve an understanding of one more of your fellows, and if this is the limit of your ability, then you are certainly socializing and truly spiritualizing your personality. Love is infectious, and when human devotion is intelligent and wise, love is more catching than hate. But only genuine and unselfish love is truly contagious. If each mortal could only become a focus of dynamic affection, this benign virus of love would soon pervade the sentimental emotion-stream of humanity to such an extent that all civilization would be encompassed by love, and that would be the realization of the brotherhood of man.
2015 100:4.6 Man kan ikke alene med den frie vilje elske sin næste. Kærlighed fødes kun af en dybtgående forståelse af din nabos motiver og følelser. Det er ikke så vigtigt at elske alle mennesker i dag, som det er, hver dag, at lære at elske et andet menneske. Hvis du hver dag eller hver uge, opnår en forståelse af yderligere et af dine medmennesker, og hvis dette er grænsen for din evne, så er du helt sikkert ved at tilpasse din sociale personlighed og virkelig åndeliggøre den. Kærlighed er smitsom, og når menneskelig hengivenhed er intelligent og klog, spredes kærligheden lettere end had. Kun ægte og uselvisk kærlighed er virkelig smitsom. Hvis hver dødelige blot kunne blive et center for dynamisk hengivenhed, ville denne godartede virus af kærlighed snart spredes i den menneskelige følelsesmæssige strøm i en sådan grad, at al civilisation ville være omfattet af kærlighed, og det ville betyde realiseringen af broderskab af mennesket.
5. CONVERSION AND MYSTICISM
5. OMVENDELSE OG MYSTIK
1955 100:5.1 The world is filled with lost souls, not lost in the theologic sense but lost in the directional meaning, wandering about in confusion among the isms and cults of a frustrated philosophic era. Too few have learned how to install a philosophy of living in the place of religious authority. (The symbols of socialized religion are not to be despised as channels of growth, albeit the river bed is not the river.)
2015 100:5.1 Verden er fyldt med fortabte sjæle, ikke tabt i den teologiske forstand, men tabte i den retningsbestemte betydning, sjæle som vandrer omkring i forvirring blandt ismer og kulter af en frustreret filosofisk æra. Alt for få har lært, hvordan man erstatter den religiøse myndighed med en livsfilosofi. (De sociale religioners symboler bør ikke foragtes som kanaler for vækst, omend flodbredden ikke er floden.)
1955 100:5.2 The progression of religious growth leads from stagnation through conflict to co-ordination, from insecurity to undoubting faith, from confusion of cosmic consciousness to unification of personality, from the temporal objective to the eternal, from the bondage of fear to the liberty of divine sonship.
2015 100:5.2 Bevægelsen af religiøs vækst fører fra stagnation gennem konflikt til koordinering, fra usikkerhed til urokkelige tro, fra sammenblanding af kosmisk bevidsthed til forening af personlighed, fra det tidsmæssige mål til det evige, fra trældom af frygt til frihed i det guddommelig sønskab.
1955 100:5.3 It should be made clear that professions of loyalty to the supreme ideals—the psychic, emotional, and spiritual awareness of God-consciousness—may be a natural and gradual growth or may sometimes be experienced at certain junctures, as in a crisis. The Apostle Paul experienced just such a sudden and spectacular conversion that eventful day on the Damascus road. Gautama Siddhartha had a similar experience the night he sat alone and sought to penetrate the mystery of final truth. Many others have had like experiences, and many true believers have progressed in the spirit without sudden conversion.
2015 100:5.3 Det bør gøres klart, at loyalitetsbekendelser til de højeste idealer - gudsbevidsthedens psykiske, følelsesmæssige og åndelige klarhed - kan være resultatet af en naturlig og gradvis vækst eller kan undertiden opleves på bestemte tidspunkter, som i en krise. Apostlen Paulus oplevede netop sådan en pludselig og spektakulær konvertering, den oplevelsesrige dag på vejen til Damaskus[2]. Gautama Siddhartha havde en lignende oplevelse den nat han sad alene og søgte at trænge ind i mysteriet om den endelige sandhed. Mange andre har haft lignende erfaringer, og mange sande troende har udviklet sig i den ånd uden pludselige konvertering.
1955 100:5.4 Most of the spectacular phenomena associated with so-called religious conversions are entirely psychologic in nature, but now and then there do occur experiences which are also spiritual in origin. When the mental mobilization is absolutely total on any level of the psychic upreach toward spirit attainment, when there exists perfection of the human motivation of loyalties to the divine idea, then there very often occurs a sudden down-grasp of the indwelling spirit to synchronize with the concentrated and consecrated purpose of the superconscious mind of the believing mortal. And it is such experiences of unified intellectual and spiritual phenomena that constitute the conversion which consists in factors over and above purely psychologic involvement.
2015 100:5.4 De fleste spektakulære fænomener, der er forbundet med såkaldte religiøse konverteringer er fuldstændig af psykologisk karakter, men nu og da forekommer der oplevelser som også har en åndelig oprindelse. Når den mentale mobilisering er absolut total på alle niveauer af den psykiske længsel mod åndeopnåelse, når den menneskelige motivations loyalitet til den guddommelige idé er perfekt, så indtræffer det meget ofte, at ånden i mennesket strækker sig ned til at synkronisere sig med det koncentrerede og indviet formål med den troende dødeliges overbevidste sind. Det er sådanne oplevelser af forenede intellektuelle og åndelige fænomener, der udgør konverteringen, som består af faktorer udover og over et rent psykologisk fænomen..
1955 100:5.5 But emotion alone is a false conversion; one must have faith as well as feeling. To the extent that such psychic mobilization is partial, and in so far as such human-loyalty motivation is incomplete, to that extent will the experience of conversion be a blended intellectual, emotional, and spiritual reality.
2015 100:5.5 Men følelser alene er en falsk konvertering; man må have tro samt følelse. I det omfang en sådan psykisk mobilisering er delvis, og for så vidt som at motivationen for menneskers loyalitet er ufuldstændig, så vil oplevelsen af konverteringen være en blandet intellektuel, følelsesmæssig og åndelig virkelighed.
1955 100:5.6 If one is disposed to recognize a theoretical subconscious mind as a practical working hypothesis in the otherwise unified intellectual life, then, to be consistent, one should postulate a similar and corresponding realm of ascending intellectual activity as the superconscious level, the zone of immediate contact with the indwelling spirit entity, the Thought Adjuster. The great danger in all these psychic speculations is that visions and other so-called mystic experiences, along with extraordinary dreams, may be regarded as divine communications to the human mind. In times past, divine beings have revealed themselves to certain God-knowing persons, not because of their mystic trances or morbid visions, but in spite of all these phenomena.
2015 100:5.6 Hvis man er parat til at anerkende en teoretisk underbevidsthed som et praktisk arbejdshypotese i det ellers forenet intellektuelle liv, så bør man, for at være konsekvent, også postulere en lignende og tilsvarende område af opstigende intellektuel aktivitet som det overbevidste niveau, den zone hvor direkte kontakt sker med den iboende åndelige essens, Tankeretteren. Den store fare i alle disse psykiske spekulationer er, at visioner og andre såkaldte mystiske oplevelser, sammen med ekstraordinære drømme, kan betragtes som guddommelige budskaber til det menneskelige sind. I tidligere tider, har guddommelige væsener åbenbaret sig for bestemte gudbevidste personer, ikke på grund af deres mystiske trancer eller sygelige visioner, men på trods af alle disse fænomener.
1955 100:5.7 In contrast with conversion-seeking, the better approach to the morontia zones of possible contact with the Thought Adjuster would be through living faith and sincere worship, wholehearted and unselfish prayer. Altogether too much of the uprush of the memories of the unconscious levels of the human mind has been mistaken for divine revelations and spirit leadings.
2015 100:5.7 I modsætning til omvendelse er den levende tro og oprigtig tilbedelse, helhjertet og uselvisk bøn, en bedre måde at nærme sig morontiazonerne af mulig kontakt med Tankeretteren. I det hele taget er alt for meget af de minder som vælder frem fra de ubevidste niveauer af det menneskelige sind blevet forvekslet med guddommelig åbenbaringer og åndelig vejledning.
1955 100:5.8 There is great danger associated with the habitual practice of religious daydreaming; mysticism may become a technique of reality avoidance, albeit it has sometimes been a means of genuine spiritual communion. Short seasons of retreat from the busy scenes of life may not be seriously dangerous, but prolonged isolation of personality is most undesirable. Under no circumstances should the trancelike state of visionary consciousness be cultivated as a religious experience.
2015 100:5.8 Der er stor fare forbundet med vanemæssigt at engagere sig i religiøse dagdrømmeri. Mystik kan blive en måde at undgå virkeligheden, selv om den undertiden har været et middel til ægte åndelige fællesskab. Kortvarig tilbagetrækning fra livets travle scene er måske ikke særlig farlig, men langvarig isolation af personligheden er bestemt ikke ønskeligt. Under ingen omstændigheder bør den trancelignende tilstand af visionær bevidsthed praktiseres som en religiøs oplevelse.
1955 100:5.9 The characteristics of the mystical state are diffusion of consciousness with vivid islands of focal attention operating on a comparatively passive intellect. All of this gravitates consciousness toward the subconscious rather than in the direction of the zone of spiritual contact, the superconscious. Many mystics have carried their mental dissociation to the level of abnormal mental manifestations.
2015 100:5.9 Den mystiske tilstand er kendetegnet ved en uklar bevidsthed, med livagtige øer af klar opmærksomhed, som påvirker et forholdsvis passivt intellekt. Alt dette trækker bevidstheden mod det underbevidste i stedet for i retning af det åndelige kontaktområde, det overbevidste. Mange mystikere har bragt deres mentale adskillelse til niveauet af unormale mentale manifestationer.
1955 100:5.10 The more healthful attitude of spiritual meditation is to be found in reflective worship and in the prayer of thanksgiving. The direct communion with one’s Thought Adjuster, such as occurred in the later years of Jesus’ life in the flesh, should not be confused with these so-called mystical experiences. The factors which contribute to the initiation of mystic communion are indicative of the danger of such psychic states. The mystic status is favored by such things as: physical fatigue, fasting, psychic dissociation, profound aesthetic experiences, vivid sex impulses, fear, anxiety, rage, and wild dancing. Much of the material arising as a result of such preliminary preparation has its origin in the subconscious mind.
2015 100:5.10 En sundere måde at forfølge åndelig meditation består i at finde en reflekterende tilbedelse og en taksigelsesbøn. Det direkte fællesskab med ens Tankeretter, som fandt sted i de senere år af Jesu liv på jorden, må ikke forveksles med disse såkaldte mystiske oplevelser. De faktorer, der bidrager til åbningen af det mystiske fællesskab er tegn på faren for sådanne psykiske tilstande. Den mystiske tilstand er begunstiget af sådanne ting som: fysisk træthed, faste, psykisk frakobling, dybe æstetiske oplevelser, levende sex impulser, frygt, angst, vrede, og vild dans. Meget af det materiale, der opstår som følge af sådanne forudgående forberedelser har sin oprindelse i det underbevidste sind.
1955 100:5.11 However favorable may have been the conditions for mystic phenomena, it should be clearly understood that Jesus of Nazareth never resorted to such methods for communion with the Paradise Father. Jesus had no subconscious delusions or superconscious illusions.
2015 100:5.11 Hvor gunstige betingelser der end kan have været for mystiske fænomener, bør det være klart forstået, at Jesus af Nazaret aldrig tyet til sådanne metoder for fællesskab med Paradisfaderen. Jesus havde ingen underbevidste vrangforestillinger eller overbevidste illusioner.
6. MARKS OF RELIGIOUS LIVING
6. DET RELIGIØSE LIVS KENDETEGN
1955 100:6.1 Evolutionary religions and revelatory religions may differ markedly in method, but in motive there is great similarity. Religion is not a specific function of life; rather is it a mode of living. True religion is a wholehearted devotion to some reality which the religionist deems to be of supreme value to himself and for all mankind. And the outstanding characteristics of all religions are: unquestioning loyalty and wholehearted devotion to supreme values. This religious devotion to supreme values is shown in the relation of the supposedly irreligious mother to her child and in the fervent loyalty of nonreligionists to an espoused cause.
2015 100:6.1 Evolutionære religioner og åbenbarings religioner kan afvige markant i metode, men i motiv er der stor lighed. Religionen er ikke en bestemt funktion i livet; snarere er det en måde at leve på. Sand religion er en helhjertet hengivenhed til en virkelighed som religionsudøveren anser for at være af højeste værdi for sig selv og for hele menneskeheden. De vigtigste karakteristika for alle religioner er: ubetinget loyalitet og helhjertet hengivenhed til de øverste værdier. Denne religiøse hengivenhed til de øverste værdier er afspejlet i forholdet mellem den angiveligt irreligiøse mor til sit barn og i den brændende loyalitet hos en ikke religiøs til en sag som han er forpligtet til.
1955 100:6.2 The accepted supreme value of the religionist may be base or even false, but it is nevertheless religious. A religion is genuine to just the extent that the value which is held to be supreme is truly a cosmic reality of genuine spiritual worth.
2015 100:6.2 Den værdi som religionsudøveren har accepteret som højeste værdi kan være lav eller endog falsk, men ikke desto mindre er den religiøs. En religion er ægte lige i det omfang, som den værdi, anses for at være den højeste sandhed i en kosmisk virkelighed er af ægte åndelige værdi.
1955 100:6.3 The marks of human response to the religious impulse embrace the qualities of nobility and grandeur. The sincere religionist is conscious of universe citizenship and is aware of making contact with sources of superhuman power. He is thrilled and energized with the assurance of belonging to a superior and ennobled fellowship of the sons of God. The consciousness of self-worth has become augmented by the stimulus of the quest for the highest universe objectives—supreme goals.
2015 100:6.3 Som tegn på at mennesker har reageret på den religiøse impuls hører egenskaberne af ædelhed og storhed. Den oprigtige troende er bevidst om sit medborgerskab i universet og opmærksom på at skabe kontakt med kilder til overmenneskelig magt. Visheden om at tilhøre et højere og ædelt fællesskab af Guds sønner gør ham begejstret og fuld af energi. Bevidstheden om ens eget selvværd er blevet styrket med stimulus til at søge at opnå de højeste målsætninger i universet - de øverste mål.
1955 100:6.4 The self has surrendered to the intriguing drive of an all-encompassing motivation which imposes heightened self-discipline, lessens emotional conflict, and makes mortal life truly worth living. The morbid recognition of human limitations is changed to the natural consciousness of mortal shortcomings, associated with moral determination and spiritual aspiration to attain the highest universe and superuniverse goals. And this intense striving for the attainment of supermortal ideals is always characterized by increasing patience, forbearance, fortitude, and tolerance.
2015 100:6.4 Selvet har overgivet sig til den spændende drivkraft af en altomfattende motivation, som pålægger forhøjet selvdisciplin, formindsker følelsesmæssige konflikter, og gør det jordiske liv virkelig værd at leve. Den morbide anerkendelse af menneskelige begrænsninger har ændret sig til den naturlige bevidsthed om de dødeliges mangler, der er forbundet med moralsk beslutsomhed og åndelig stræben for at opnå de højeste mål i universet og superuniverserne. Denne intense stræben efter at opnå overmenneskelige idealer er altid præget af stigende tålmodighed, overbærenhed, udholdenhed og tolerance.
1955 100:6.5 But true religion is a living love, a life of service. The religionist’s detachment from much that is purely temporal and trivial never leads to social isolation, and it should not destroy the sense of humor. Genuine religion takes nothing away from human existence, but it does add new meanings to all of life; it generates new types of enthusiasm, zeal, and courage. It may even engender the spirit of the crusader, which is more than dangerous if not controlled by spiritual insight and loyal devotion to the commonplace social obligations of human loyalties.
2015 100:6.5 Sand religion er en levende kærlighed, et liv i tjeneste. Religionsudøverens frigørelse fra meget, der er rent tidsmæssigt og trivielt fører aldrig til social isolation, og det bør ikke ødelægge sansen for humor. Ægte religion tager intet væk fra den menneskelige eksistens, men den tilføjer livet en helt ny betydning; den genererer nye typer af entusiasme, iver, og mod. Den kan endda fremprovokere ånden i en korsridder, hvilket er mere end farligt, hvis denne ikke er kontrolleret af åndelig indsigt og oprigtig hengivenhed til dagligdagens sociale forpligtelser af menneskelige loyaliteter.
1955 100:6.6 One of the most amazing earmarks of religious living is that dynamic and sublime peace, that peace which passes all human understanding, that cosmic poise which betokens the absence of all doubt and turmoil. Such levels of spiritual stability are immune to disappointment. Such religionists are like the Apostle Paul, who said: “I am persuaded that neither death, nor life, nor angels, nor principalities, nor powers, nor things present, nor things to come, nor height, nor depth, nor anything else shall be able to separate us from the love of God.”
2015 100:6.6 En af det religiøse livs mest fantastiske adelsmærke er den dynamisk og sublime fred, en fred, som overgår al menneskelig forståelse, den kosmiske ligevægt, der giver sikkerhed for fraværet af al tvivl og uro[3]. Sådanne niveauer af åndelig stabilitet er immune over for skuffelse. Sådanne religiøse er som apostlen Paulus, der sagde: "Jeg er overbevist om, at hverken død eller liv eller engle eller magter, eller kræfter eller noget nærværende, eller ting som skal komme, og heller ikke højde eller dybde eller noget andet vil være i stand til at skille os fra Guds kærlighed[4]."
1955 100:6.7 There is a sense of security, associated with the realization of triumphing glory, resident in the consciousness of the religionist who has grasped the reality of the Supreme, and who pursues the goal of the Ultimate.
2015 100:6.7 Der er en følelse af sikkerhed, forbundet med realiseringen af en triumferende lyksalighed, rodfæstet i bevidstheden hos religionsudøveren, der har forstået virkeligheden af den Højeste, og som stræber mod den Ultimatives mål.
1955 100:6.8 Even evolutionary religion is all of this in loyalty and grandeur because it is a genuine experience. But revelatory religion is excellent as well as genuine. The new loyalties of enlarged spiritual vision create new levels of love and devotion, of service and fellowship; and all this enhanced social outlook produces an enlarged consciousness of the Fatherhood of God and the brotherhood of man.
2015 100:6.8 Selv udviklingsreligionen er alt dette i form af loyalitet og storhed, fordi den er en ægte oplevelse. Men åbenbarelsereligionen er fremragende samt ægte. Den udvidede åndelige visions nye loyaliteter skaber nye niveauer af kærlighed og hengivenhed, af tjeneste og fællesskab; og alle disse forbedrede sociale perspektiver skaber en udvidet bevidsthed om Guds faderskab og menneskets broderskab.
1955 100:6.9 The characteristic difference between evolved and revealed religion is a new quality of divine wisdom which is added to purely experiential human wisdom. But it is experience in and with the human religions that develops the capacity for subsequent reception of increased bestowals of divine wisdom and cosmic insight.
2015 100:6.9 Den karakteristiske forskel mellem udviklet og åbenbaret religion er en ny kvalitet i form af guddommelig visdom, som er tilføjet den rent erfaringsbaseret menneskelig visdom. Men det er erfaring med og af de menneskelige religioner, der udvikler evnen til efterfølgende modtagelse af øgede overdragelser af guddommelig visdom og kosmisk indsigt.
7. THE ACME OF RELIGIOUS LIVING
7. DEN HØJESTE FORM AF RELIGIØST LIV
1955 100:7.1 Although the average mortal of Urantia cannot hope to attain the high perfection of character which Jesus of Nazareth acquired while sojourning in the flesh, it is altogether possible for every mortal believer to develop a strong and unified personality along the perfected lines of the Jesus personality. The unique feature of the Master’s personality was not so much its perfection as its symmetry, its exquisite and balanced unification. The most effective presentation of Jesus consists in following the example of the one who said, as he gestured toward the Master standing before his accusers, “Behold the man!”
2015 100:7.1 Selv om den gennemsnitlige dødelige på Urantia ikke kan håbe på at opnå den høje fuldkommenhed af karakter, som Jesus af Nazaret nåede i løbet af sin legemliggjorte livsfase, så er det helt muligt for hver dødelig troende at udvikle en stærkt og forenet personlighed langs de fuldkomne linjer i Jesu personlighed. Det unikke i Mesterens personlighed var ikke så meget dens perfektion som dens symmetri, dens udsøgte og afbalanceret forening. Den mest effektive præsentation af Jesus består i at følge eksemplet med dem, der med en gestus mod Mesteren stående foran sine anklagere, sagde: "Se manden!"[5]
1955 100:7.2 The unfailing kindness of Jesus touched the hearts of men, but his stalwart strength of character amazed his followers. He was truly sincere; there was nothing of the hypocrite in him. He was free from affectation; he was always so refreshingly genuine. He never stooped to pretense, and he never resorted to shamming. He lived the truth, even as he taught it. He was the truth. He was constrained to proclaim saving truth to his generation, even though such sincerity sometimes caused pain. He was unquestioningly loyal to all truth.
2015 100:7.2 Den aldrig svigtende venlighed af Jesus rørte menneskenes hjerter, men hans ukuelige karakterstyrke forbløffet sine tilhængere. Han var virkelig oprigtig; der var ikke noget af en hykler i ham. Han var fri for krukkeri; han var altid så forfriskende ægte. Han nedlod sig aldrig til praleri, og tyet aldrig til bedrag. Han levede sandheden, ligesom han lærte det. Han var sandheden[6]. Han følte sig tvunget til at forkynde den frelsende sandhed til sin generation, selv om en sådan oprigtighed undertiden forårsagede smerte. Han var ubetinget loyal i forhold til al sandhed.
1955 100:7.3 But the Master was so reasonable, so approachable. He was so practical in all his ministry, while all his plans were characterized by such sanctified common sense. He was so free from all freakish, erratic, and eccentric tendencies. He was never capricious, whimsical, or hysterical. In all his teaching and in everything he did there was always an exquisite discrimination associated with an extraordinary sense of propriety.
2015 100:7.3 Mesteren var så rimelig, så tilgængelig. Han var så praktisk i alle sine gerninger, mens alle hans planer var præget af en sådan helliget sund fornuft. Han var så fri for alle besynderlige, uregelmæssige, og excentriske tendenser. Han blev aldrig vilkårlig, lunefuld eller hysterisk. I al sin undervisning og i alt, hvad han gjorde var der altid en udsøgt diskrimination i forbindelse med en ekstraordinær følelse af anstændighed.
1955 100:7.4 The Son of Man was always a well-poised personality. Even his enemies maintained a wholesome respect for him; they even feared his presence. Jesus was unafraid. He was surcharged with divine enthusiasm, but he never became fanatical. He was emotionally active but never flighty. He was imaginative but always practical. He frankly faced the realities of life, but he was never dull or prosaic. He was courageous but never reckless; prudent but never cowardly. He was sympathetic but not sentimental; unique but not eccentric. He was pious but not sanctimonious. And he was so well-poised because he was so perfectly unified.
2015 100:7.4 Menneskesønnen var altid en velafbalanceret personlighed. Selv hans fjender opretholdt en sund respekt for ham; de frygtede endda hans tilstedeværelse. Jesus var frygtløs. Han blev overfyldt med guddommelig entusiasme, men han blev aldrig fanatisk. Han var følelsesmæssigt engageret, men blev aldrig flyvsk. Han var fantasifuld, men altid praktisk. Han mødte livets realiteter åbent, men han var aldrig kedelig eller prosaisk. Han var modig, men aldrig hensynsløs; forsigtig, men aldrig fej. Han var sympatisk, men ikke sentimental; enestående men ikke excentrisk. Han var from, men ikke skinhellige. Han var så velafbalanceret, fordi han var så perfekt forenet.
1955 100:7.5 Jesus’ originality was unstifled. He was not bound by tradition or handicapped by enslavement to narrow conventionality. He spoke with undoubted confidence and taught with absolute authority. But his superb originality did not cause him to overlook the gems of truth in the teachings of his predecessors and contemporaries. And the most original of his teachings was the emphasis of love and mercy in the place of fear and sacrifice.
2015 100:7.5 Jesu originalitet var uhæmmet. Han var ikke bundet af traditioner eller handicappet af slaveri til snæver konventionalitet. Han talte med overbevisende tillid og underviste med absolut autoritet. Hans fremragende originalitet fik ham ikke til at overse perler af sandhed i lærdomme som kom fra hans forgængere og samtidige. Den mest originale af hans lære var hovedvægten af kærlighed og barmhjertighed i stedet for frygt og offer.
1955 100:7.7 Of Jesus it was truly said, “He trusted God.” As a man among men he most sublimely trusted the Father in heaven. He trusted his Father as a little child trusts his earthly parent. His faith was perfect but never presumptuous. No matter how cruel nature might appear to be or how indifferent to man’s welfare on earth, Jesus never faltered in his faith. He was immune to disappointment and impervious to persecution. He was untouched by apparent failure.
2015 100:7.7 Om Jesus sagde man sandfærdigt: "Han stolede på Gud[8]." Som et menneske blandt mennesker, stolede han højst sublimt på Faderen i himlen. Han stolede på sin Fader som et lille barn stoler på hans jordiske forældre. Hans tro var perfekt, men aldrig anmassende. Uanset hvor grusom naturen kan synes at være, eller hvor ligeglade med menneskets velfærd på jorden, vaklede Jesus aldrig i sin tro. Han var immun over for skuffelse og uigennemtrængelig for forfølgelse. Han blev uberørt af tilsyneladende fiasko.
1955 100:7.9 Jesus was an unusually cheerful person, but he was not a blind and unreasoning optimist. His constant word of exhortation was, “Be of good cheer.” He could maintain this confident attitude because of his unswerving trust in God and his unshakable confidence in man. He was always touchingly considerate of all men because he loved them and believed in them. Still he was always true to his convictions and magnificently firm in his devotion to the doing of his Father’s will.
2015 100:7.9 Jesus var en usædvanlig munter person, men han var ikke en blind og ufornuftige optimist. Hans konstante opmuntrende ord var: "Vær ved godt mod[10].” Han kunne opretholde denne selvsikre holdning på grund af hans urokkelige tillid til Gud og hans urokkelige tillid til mennesket. Han var altid rørende hensynsfuld overfor alle mennesker, fordi han elskede dem og troede på dem. Alligevel var han altid tro mod sin overbevisning og storslået fast i sin hengivenhed til at gøre sin Faders vilje.
1955 100:7.10 The Master was always generous. He never grew weary of saying, “It is more blessed to give than to receive.” Said he, “Freely you have received, freely give.” And yet, with all of his unbounded generosity, he was never wasteful or extravagant. He taught that you must believe to receive salvation. “For every one who seeks shall receive.”
2015 100:7.10 Mesteren var altid generøs. Han blev aldrig træt af at sige, "Det er saligere at give end at modtage[11]." Han sagde, "Frit har I fået, så giv også frit[12].” I al sin grænseløse gavmildhed, var han aldrig sløset eller ekstravagant. Han lærte, at man skal tro for at modtage frelse. "For enhver, som søger, skal modtage[13]."
1955 100:7.12 Jesus was consistently cheerful, notwithstanding he sometimes drank deeply of the cup of human sorrow. He fearlessly faced the realities of existence, yet was he filled with enthusiasm for the gospel of the kingdom. But he controlled his enthusiasm; it never controlled him. He was unreservedly dedicated to “the Father’s business.” This divine enthusiasm led his unspiritual brethren to think he was beside himself, but the onlooking universe appraised him as the model of sanity and the pattern of supreme mortal devotion to the high standards of spiritual living. And his controlled enthusiasm was contagious; his associates were constrained to share his divine optimism.
2015 100:7.12 Jesus var konsekvent munter, uagtet han undertiden drak dybt af koppen af menneskelig sorg. Uden frygt mødte han tilværelsens realiteter, men alligevel var han fyldt med begejstring for evangeliet om himmeriget[15]. Han styrede sin begejstring; den beherskede aldrig ham. Han var uforbeholdent dedikeret til "Faderens anliggender[16]." Denne guddommelige entusiasme fik hans ikke-åndelige brødre til at tro, at han var ude af sig selv, men det observerende univers værdsatte ham som model for sund fornuft og mønstret af højeste dødelig hengivenhed til det åndelig livs høje standarder. Hans beherskede begejstring var smittende; hans kammerater blev tvunget til at dele hans guddommelige optimisme.
1955 100:7.14 His courage was equaled only by his patience. When pressed to act prematurely, he would only reply, “My hour has not yet come.” He was never in a hurry; his composure was sublime. But he was often indignant at evil, intolerant of sin. He was often mightily moved to resist that which was inimical to the welfare of his children on earth. But his indignation against sin never led to anger at the sinner.
2015 100:7.14 Hans mod blev tangeret kun af hans tålmodighed. Når han blev presset til at handle tidligt, ville han kun svare: "Min time er endnu ikke kommet[20]." Han havde aldrig travlt; hans rolige attitude var sublim. Han var ofte forarget på det onde, intolerante over for synd. Han var ofte kraftigt berørt til at modstå indgriben mod det som var skadelige for velfærden af hans børn på jorden. Hans harme mod synd førte aldrig til vrede på synderen.
1955 100:7.15 His courage was magnificent, but he was never foolhardy. His watchword was, “Fear not.” His bravery was lofty and his courage often heroic. But his courage was linked with discretion and controlled by reason. It was courage born of faith, not the recklessness of blind presumption. He was truly brave but never audacious.
2015 100:7.15 Hans mod var storslået, men han var aldrig dumdristig. Hans motto var, "Frygt ikke[21]." Hans tapperhed var ophøjet og hans mod ofte heroiske. Hans mod var forbundet med diskretion og kontrolleret af fornuft. Det var et mod født af tro, ikke blind hensynsløs formodning. Han var virkelig modig, men aldrig dristig.
1955 100:7.16 The Master was a pattern of reverence. The prayer of even his youth began, “Our Father who is in heaven, hallowed be your name.” He was even respectful of the faulty worship of his fellows. But this did not deter him from making attacks on religious traditions or assaulting errors of human belief. He was reverential of true holiness, and yet he could justly appeal to his fellows, saying, “Who among you convicts me of sin?”
2015 100:7.16 Mesteren var et mønster af ærbødighed. Selv hans bøn i sin ungdom begyndte, "Vor Fader, du som er i himlen; helliget være dit navn[22]." Han respekterer selv sine medmenneskers defekte tilbedelse. Dette afholdte ham ikke fra at angribe religiøse traditioner eller fejl i menneskelig tro. Han forholdt sig ærbødig til sand hellighed, og alligevel kunne han med rette appellere til sine medmennesker og sige: "Hvem blandt jer kan overbevise mig om synd?"[23]
1955 100:7.17 Jesus was great because he was good, and yet he fraternized with the little children. He was gentle and unassuming in his personal life, and yet he was the perfected man of a universe. His associates called him Master unbidden.
2015 100:7.17 Jesus var stor, fordi han var god, og alligevel omgik han med de små børn. Han var blid og fordringsløs i hans personlige liv, og alligevel var han det fuldkomne menneske i et univers. Hans medarbejdere kaldte ham uopfordret for Mester.
1955 100:7.18 Jesus was the perfectly unified human personality. And today, as in Galilee, he continues to unify mortal experience and to co-ordinate human endeavors. He unifies life, ennobles character, and simplifies experience. He enters the human mind to elevate, transform, and transfigure it. It is literally true: “If any man has Christ Jesus within him, he is a new creature; old things are passing away; behold, all things are becoming new.”
2015 100:7.18 Jesus var den perfekte forenet menneskelige personlighed. I dag, såsom i Galilæa, fortsætter han med at forene dødelige erfaringer og koordinere menneskelige bestræbelser. Han forener liv, forædler karakter, og forenkler oplevelse. Han kommer ind i menneskets sind for at ophøje, transformere og forvandle det. Det er bogstaveligt talt sandt: "Hvis nogen har Kristus Jesus i sit indre, er han en ny skabning; gamle ting passerer væk; se, alting bliver nyt[24]."
1955 100:7.19 [Presented by a Melchizedek of Nebadon.]
2015 100:7.19 Præsenteret af en Melkisedek i Nebadon.]
| Kapitel 99. Sociale Problemer I Religionen |
Indeks
Enkelt version |
Kapitel 101. Religionens Virkelige Natur |