Urantia-bogen på engelsk er Public Domain på verdensplan siden 2006.
Oversættelser: © 2015 Urantia Foundation
SUPREME AND ULTIMATE—TIME AND SPACE
HØJESTE OG ULTIMATIVE - TID OG RUM
2015 118:0.1 OM Guddommens forskellige naturer kan man sige, at:
1955 118:0.2 1. The Father is self-existent self.
2015 118:0.2 1. Faderen er et selveksisterende selv.
1955 118:0.4 3. The Spirit is conjoint-existent self.
2015 118:0.4 3. Ånden er et medeksisterende selv.
2015 118:0.5 4. Den Højeste er et evolutionært erfaringsbaseret selv.
2015 118:0.6 5. Den Syvfoldige er selvdistributiv guddommelighed.
2015 118:0.7 6. Den Ultimative er transcendental erfaringsbaseret selv.
2015 118:0.8 7. Den Absolutte er eksistentiel erfaringsbaseret selv.
1955 118:0.9 While God the Sevenfold is indispensable to the evolutionary attainment of the Supreme, the Supreme is also indispensable to the eventual emergence of the Ultimate. And the dual presence of the Supreme and the Ultimate constitutes the basic association of subabsolute and derived Deity, for they are interdependently complemental in the attainment of destiny. Together they constitute the experiential bridge linking the beginnings and the completions of all creative growth in the master universe.
2015 118:0.9 Mens Gud den Syvfoldige er uundværlig for den Højestes evolutionære opnåelse, er den Højeste også uundværlig for den Ultimatives endelige fremkomst. Den dobbelte tilstedeværelse af den Højeste og den Ultimative udgør den grundlæggende sammenslutning mellem underabsolut og afledt Guddom, for de supplerer hinanden i en gensidigt afhængig måde i opnåelsen af skæbne. Tilsammen udgør de den erfaringsmæssige bro som forbinder al skabende vækst begyndelse og afslutning i mesteruniverset.
1955 118:0.10 Creative growth is unending but ever satisfying, endless in extent but always punctuated by those personality-satisfying moments of transient goal attainment which serve so effectively as the mobilization preludes to new adventures in cosmic growth, universe exploration, and Deity attainment.
2015 118:0.10 Den skabende vækst er uendelig, men altid givende, endeløs i udstrækning, men altid præget af øjeblikke når ens personlighed føler tilfredsstillende af at have nået et foreløbigt mål. Disse øjeblikke tjener meget effektivt som optakter til mobilisering af nye eventyr i kosmisk vækst, udforskning af universet, og opnåelse af Guddommen.
1955 118:0.11 While the domain of mathematics is beset with qualitative limitations, it does provide the finite mind with a conceptual basis of contemplating infinity. There is no quantitative limitation to numbers, even in the comprehension of the finite mind. No matter how large the number conceived, you can always envisage one more being added. And also, you can comprehend that that is short of infinity, for no matter how many times you repeat this addition to number, still always one more can be added.
2015 118:0.11 Mens matematikkens område er plaget med kvalitative begrænsninger, giver den dog det finite sind et begrebsmæssig grundlag for at overveje uendeligheden. Der er ingen kvantitativ begrænsning til tal, selv i forståelsen af det finite sind. Uanset hvor stor et tal er, kan man altid forestille sig et mere bliver tilføjet. I kan også forstå, at dette ikke når op til uendelighed, for uanset hvor mange gange du gentager denne tilføjelse kan man altid tilføje et tal mere.
1955 118:0.12 At the same time, the infinite series can be totaled at any given point, and this total (more properly, a subtotal) provides the fullness of the sweetness of goal attainment for a given person at a given time and status. But sooner or later, this same person begins to hunger and yearn for new and greater goals, and such adventures in growth will be forever forthcoming in the fullness of time and the cycles of eternity.
2015 118:0.12 Samtidig kan de uendelige talrækker opsummeres på et givent tidspunkt, og denne samlede sum (mere korrekt, den subtotale sum) skænker en given person på et givet tidspunkt og med given status den fulde sødme som opnåelsen af målet medfører. Før eller senere, begynder denne samme person af sult og længes efter nye og større mål, og sådanne eventyr i væksten vil være for evigt tilgængelig i tidens fylde og evighedens cyklusser.
1955 118:0.13 Each successive universe age is the antechamber of the following era of cosmic growth, and each universe epoch provides immediate destiny for all preceding stages. Havona, in and of itself, is a perfect, but perfection-limited, creation; Havona perfection, expanding out into the evolutionary superuniverses, finds not only cosmic destiny but also liberation from the limitations of pre-evolutionary existence.
2015 118:0.13 Hver efterfølgende universtidsalder er forkammer af følgende æra af kosmisk vækst, og hver universepoke giver en øjeblikkelig skæbne for alle foregående stadier. Havona er i sig selv en perfekt, men en perfektions begrænset skabelse. Havonas fuldkommenhed, når den udvider sig ud i de evolutionære superuniverser, finder ikke kun kosmisk skæbne, men også befrielse fra de begrænsninger i den præevolutionære eksistens.
1. TIME AND ETERNITY
1. TID OG EVIGHED
1955 118:1.1 It is helpful to man’s cosmic orientation to attain all possible comprehension of Deity’s relation to the cosmos. While absolute Deity is eternal in nature, the Gods are related to time as an experience in eternity. In the evolutionary universes eternity is temporal everlastingness—the everlasting now.
2015 118:1.1 Det er nyttigt for menneskets kosmiske orientering at nå den bredest mulige forståelse af Guddommens forhold til kosmos. Mens den absolutte Guddom er evig i sit væsen, er guderne relateret til tiden som en erfaring i evigheden. I de evolutionære universer er evigheden det timelige liv - det evige nu.
1955 118:1.2 The personality of the mortal creature may eternalize by self-identification with the indwelling spirit through the technique of choosing to do the will of the Father. Such a consecration of will is tantamount to the realization of eternity-reality of purpose. This means that the purpose of the creature has become fixed with regard to the succession of moments; stated otherwise, that the succession of moments will witness no change in creature purpose. A million or a billion moments makes no difference. Number has ceased to have meaning with regard to the creature’s purpose. Thus does creature choice plus God’s choice eventuate in the eternal realities of the never-ending union of the spirit of God and the nature of man in the everlasting service of the children of God and of their Paradise Father.
2015 118:1.2 Det dødelige væsens personlighed kan blive evig, ved at identificere sig med den iboende ånd hvilket sker gennem beslutningen til at gøre Faderens vilje. En sådan indvielse af vilje er ensbetydende med realiseringen af det evige virkeligheds formål. Dette betyder, at den skabtes formål er fastsat med hensyn til følgen af øjeblikke; med andre ord, at følgen af øjeblikke ikke vil medføre nogen ændring i den skabtes formål. En million eller en milliard øjeblikke gør ingen forskel. Antallet er ophørt med at have nogen betydning i forhold til den skabtes formål. Således resulterer den skabtes valg plus Guds valg i de evige realiteter som indebær en aldrig ophørende forening mellem Guds ånd og menneskets natur i den evige tjeneste af Guds børn og deres Paradis Fader.
1955 118:1.3 There is a direct relationship between maturity and the unit of time consciousness in any given intellect. The time unit may be a day, a year, or a longer period, but inevitably it is the criterion by which the conscious self evaluates the circumstances of life, and by which the conceiving intellect measures and evaluates the facts of temporal existence.
2015 118:1.3 Der er en direkte sammenhæng mellem modenhed og bevidstheden om tidsenhed i enhver givet intellekt. Tidsenheden kan være en dag, et år eller en længere periode, men den er uundgåeligt det kriterium, med hvilken det bevidste selv vurderer omstændighederne i livet, og ved hvilken det tænkende intellekt måler og vurderer de faktiske omstændigheder i den timelige eksistens.
1955 118:1.4 Experience, wisdom, and judgment are the concomitants of the lengthening of the time unit in mortal experience. As the human mind reckons backward into the past, it is evaluating past experience for the purpose of bringing it to bear on a present situation. As mind reaches out into the future, it is attempting to evaluate the future significance of possible action. And having thus reckoned with both experience and wisdom, the human will exercises judgment-decision in the present, and the plan of action thus born of the past and the future becomes existent.
2015 118:1.4 Erfaring, visdom og dømmekraft medfører, at tidsenheden i den dødeliges erfaring er forlænget. Når det menneskelige sind strækker sig baglæns ind i fortiden, evaluerer det tidligere erfaringer med henblik på at anvende dem på den nuværende situation. Når sindet strækker sig ind i fremtiden, forsøger det at vurdere den fremtidige betydning af mulige handlinger. Efter således at have taget med i betragtning både erfaring og visdom, udøver den menneskelige vilje en bedømmelses beslutning i nutiden, og den handlingsplan er dermed født af fortiden og fremtiden bliver eksisterende.
1955 118:1.5 In the maturity of the developing self, the past and future are brought together to illuminate the true meaning of the present. As the self matures, it reaches further and further back into the past for experience, while its wisdom forecasts seek to penetrate deeper and deeper into the unknown future. And as the conceiving self extends this reach ever further into both past and future, so does judgment become less and less dependent on the momentary present. In this way does decision-action begin to escape from the fetters of the moving present, while it begins to take on the aspects of past-future significance.
2015 118:1.5 Når det voksende selv modnes, føres fortiden og fremtiden sammen for at belyse den nuværende sande betydning. Når selvet modnes, strækker det sig længere og længere tilbage i fortiden for at søge efter erfaring, mens dens visdoms prognoser søger at trænge dybere og dybere ind i den ukendte fremtid. Når det tænkende selv udstrækker denne søgen endnu længere ind i både fortid og fremtid, så bliver bedømmelsen mindre afhængig af den øjeblikkelige nutid. På denne måde begynder beslutning og handling at frigøre sig fra de bevægelige nutidens lænker, mens det begynder at fremvise aspekter af betydning fra fortiden og fremtiden.
1955 118:1.6 Patience is exercised by those mortals whose time units are short; true maturity transcends patience by a forbearance born of real understanding.
2015 118:1.6 Tålmodighed udøves af de dødelige hvis tidsenhed er kort; sand modenhed transcenderer tålmodighed med en overbærenhed født af ægte forståelse.
1955 118:1.7 To become mature is to live more intensely in the present, at the same time escaping from the limitations of the present. The plans of maturity, founded on past experience, are coming into being in the present in such manner as to enhance the values of the future.
2015 118:1.7 At modne er at leve mere intenst i nuet, samtidig med at frigøre sig fra de nuværende begrænsninger. Planerne for modenhed, der bygger på tidligere erfaringer, der kommer ind i nutiden på en sådan måde, øger værdierne for fremtiden.
1955 118:1.8 The time unit of immaturity concentrates meaning-value into the present moment in such a way as to divorce the present of its true relationship to the not-present—the past-future. The time unit of maturity is proportioned so to reveal the co-ordinate relationship of past-present-future that the self begins to gain insight into the wholeness of events, begins to view the landscape of time from the panoramic perspective of broadened horizons, begins perhaps to suspect the nonbeginning, nonending eternal continuum, the fragments of which are called time.
2015 118:1.8 Den tidsenhed, der udtrykker umodenhed koncentrerer mening og værdi i nuet på en sådan måde, som skiller nuet fra sit sande forhold til ikke-nuet - fortiden og fremtiden. Tidsenheden af modenhed er proportioneret til at afsløre det ligestillede forhold mellem fortid, nutid og fremtid på en sådan måde, at selvet begynder at få indsigt i begivenhedernes helhed, begynder at se tidens landskab fra et panoramisk perspektiv af udvidet horisont, begynder måske at ane en evig kontinuitet uden begyndelse og uden ende, en kontinuitet hvis fragmenter kaldes tid.
1955 118:1.10 On the absolute and eternal level, potential reality is just as meaningful as actual reality. Only on the finite level and to time-bound creatures does there appear to be such a vast difference. To God, as absolute, an ascending mortal who has made the eternal decision is already a Paradise finaliter. But the Universal Father, through the indwelling Thought Adjuster, is not thus limited in awareness but can also know of, and participate in, every temporal struggle with the problems of the creature ascent from animallike to Godlike levels of existence.
2015 118:1.10 På det absolutte og evige niveau, er potentiel virkelighed lige så meningsfuld som aktuel virkelighed. Kun på det finite niveau og for tidsbestemte skabninger ser der ud til at være en stor forskel mellem dem. For Gud - som absolut - er en opstigende dødelig, der har taget den evige beslutning allerede en Paradisfinalit. Den Universelle Fader er gennem Tankeretteren i menneskets indre, ikke således begrænset i bevidstheden, men kan også kende, og deltage i enhver tidsmæssig kamp med problemerne i væsen opstigning fra niveauerne af dyr til gudlignende niveauer af eksistens.
2. OMNIPRESENCE AND UBIQUITY
2. ALLESTEDSNÆRVÆRELSE OG ALLESTEDSNÆRVÆRENDE
1955 118:2.1 The ubiquity of Deity must not be confused with the ultimacy of the divine omnipresence. It is volitional with the Universal Father that the Supreme, the Ultimate, and the Absolute should compensate, co-ordinate, and unify his time-space ubiquity and his time-space-transcended omnipresence with his timeless and spaceless universal and absolute presence. And you should remember that, while Deity ubiquity may be so often space associated, it is not necessarily time conditioned.
2015 118:2.1 Den allestedsnærværende Guddom må ikke forveksles med ydersteheden af den guddommelige allestedsnærværelse. Det er i overensstemmelse med Faderens vilje, at den Højeste, den Ultimative, og den Absolutte kompenserer, koordinerer og forener hans allestedsnærværende i tid og rum, og hans allestedsnærværelse, som transcenderer tid og rum, med sin tidløse og rumløse universelle og absolut tilstedeværelse. I bør huske, at mens Guddom allestedsnærværende ofte kan være tilknyttet rummet, er det ikke nødvendigvis betinget af tiden.
1955 118:2.2 As mortal and morontia ascenders you progressively discern God through the ministry of God the Sevenfold. Through Havona you discover God the Supreme. On Paradise you find him as a person, and then as finaliters you will presently attempt to know him as Ultimate. Being finaliters, there would seem to be but one course to pursue after having attained the Ultimate, and that would be to begin the quest of the Absolute. No finaliter will be disturbed by the uncertainties of the attainment of the Deity Absolute since at the end of the supreme and ultimate ascensions he encountered God the Father. Such finaliters will no doubt believe that, even if they should be successful in finding God the Absolute, they would only be discovering the same God, the Paradise Father manifesting himself on more nearly infinite and universal levels. Undoubtedly the attainment of God in absolute would reveal the Primal Ancestor of universes as well as the Final Father of personalities.
2015 118:2.2 Som dødelige og morontia opstigende vil I gradvist skelne Gud bedre gennem Gud den Syvfoldiges tjeneste. Under jeres passage gennem Havona vil I opdager Gud den Højeste. I Paradiset finder I ham som person, og derefter som finalit vil I straks forsøge at kende ham som den Ultimative. Som finalit, synes der kun at være en kurs at forfølge efter at have opnået den ultimative, og det vil være at begynde jagten på den Absolutte. Ingen finalit vil blive forstyrret af usikkerheder angående opnåelsen af Guddomsabsoluttet, fordi hver enkelt af dem i slutningen af den højeste og den ultimative opstigning mødte Gud Faderen. Sådanne finaliter vil uden tvivl tro, at selv om det lykkedes dem at finde Gud den Absolutte, ville de kun opdage den samme Gud, Paradisfaderen som manifesterer sig på flere næsten uendelige og universelle niveauer. Utvivlsomt vil opnåelsen af Gud i det absolutte åbenbare den Oprindelige Forfader til universerne, samt den Ubestridelige Fader til alle personligheder.
1955 118:2.3 God the Supreme may not be a demonstration of the time-space omnipresence of Deity, but he is literally a manifestation of divine ubiquity. Between the spiritual presence of the Creator and the material manifestations of creation there exists a vast domain of the ubiquitous becoming—the universe emergence of evolutionary Deity.
2015 118:2.3 Gud den Højeste kan ikke være et udtryk for Guddommens allestedsnærværelse i tid og rum, men han er bogstaveligt talt en manifestation af den guddommelige allestedsnærværende. Mellem Skaberens åndelige tilstedeværelse og de materielle manifestationer af skabelse findes der et stort område af allestedsnærværende tilblivelse - den evolutionære Guddoms fremkomst i universet.
1955 118:2.4 If God the Supreme ever assumes direct control of the universes of time and space, we are confident such a Deity administration will function under the overcontrol of the Ultimate. In such an event God the Ultimate would begin to become manifest to the universes of time as the transcendental Almighty (the Omnipotent) exercising the overcontrol of supertime and transcended space concerning the administrative functions of the Almighty Supreme.
2015 118:2.4 Hvis Gud den Højeste nogensinde antager direkte styring af universerne af tid og rum, er vi overbeviste om at en sådan guddomsadministration vil fungere under tilsyn af den Ultimative. I et sådant tilfælde, ville Gud den Ultimative begynde at blive åbenbaret for universerne af tid som den transcendentale Almægtige (den Omnipotente), som i supertiden og det transcenderede rum udøver overtilsyn af den Almægtige Højestes administrative funktioner.
1955 118:2.5 The mortal mind may ask, even as we do: If the evolution of God the Supreme to administrative authority in the grand universe is attended by augmented manifestations of God the Ultimate, will a corresponding emergence of God the Ultimate in the postulated universes of outer space be attended by similar and enhanced revelations of God the Absolute? But we really do not know.
2015 118:2.5 Det dødelige sind kan spørge, ligesom vi gør: Hvis Gud den Højestes udvikling til administrativ myndighed i storuniverset er ledsaget af forstørret manifestationer af Gud den Ultimative, vil en tilsvarende fremkomst af Gud den Ultimative i de postulerede universer i ydre rum blive ledsaget af lignende og større åbenbaringer af Guds den Absolutte? Men det ved vi virkelig ikke.
3. TIME-SPACE RELATIONSHIPS
3. FORHOLDET MELLEM TID OG RUM
1955 118:3.1 Only by ubiquity could Deity unify time-space manifestations to the finite conception, for time is a succession of instants while space is a system of associated points. You do, after all, perceive time by analysis and space by synthesis. You co-ordinate and associate these two dissimilar conceptions by the integrating insight of personality. Of all the animal world only man possesses this time-space perceptibility. To an animal, motion has a meaning, but motion exhibits value only to a creature of personality status.
2015 118:3.1 Kun ved allestedsnærværende kunne Guddommen forene manifestationer af tid og rum til en finit opfattelse, for tiden er en række af øjeblikke, mens rummet er et system af forbundne punkter. Efter alt, opfatter I tiden ved analyse og rummet ved syntese. I koordinerer og knytter disse to uens opfattelser ved at integrere indsigten af personligheden. Inden for hele dyreverdenen er mennesket det eneste som besidder denne evne til at opfatte tid og rum. For et dyr, har bevægelse en betydning, men bevægelse udtrykker kun værdi for en skabning som har personlighedsstatus.
1955 118:3.2 Things are time conditioned, but truth is timeless. The more truth you know, the more truth you are, the more of the past you can understand and of the future you can comprehend.
2015 118:3.2 Ting er betinget af tid, men sandheden er tidløs. Jo mere sandhed, I ved, jo mere sandhed er I, jo mere kan I forstå fortiden og jo mere kan I opfatte af fremtiden.
1955 118:3.3 Truth is inconcussible—forever exempt from all transient vicissitudes, albeit never dead and formal, always vibrant and adaptable—radiantly alive. But when truth becomes linked with fact, then both time and space condition its meanings and correlate its values. Such realities of truth wedded to fact become concepts and are accordingly relegated to the domain of relative cosmic realities.
2015 118:3.3 Sandheden er urokkelig - konstant fritaget for alle forbigående omskiftelser, omend aldrig død og formel, altid vibrerende og tilpasningsdygtig - strålende fuld af liv. Når sandheden bliver forbundet med virkeligheden, så betinger både tid og rum dets betydninger og korrelerer dens værdier. Sådanne sandheds realiteter knyttet til fakta bliver begreber og overføres derfor til området for relative kosmiske realiteter.
1955 118:3.4 The linking of the absolute and eternal truth of the Creator with the factual experience of the finite and temporal creature eventuates a new and emerging value of the Supreme. The concept of the Supreme is essential to the co-ordination of the divine and unchanging overworld with the finite and ever-changing underworld.
2015 118:3.4 Sammenkoblingen af Skaberens absolutte og evige sandhed med de finite og tidsmæssige væsners faktiske erfaring resulterer i en ny og spirende værdi af den Højeste. Opfattelsen af den Højeste er afgørende for koordineringen af den guddommelige og uforanderlige højere verden med den finite og stadigt skiftende lavere verden.
1955 118:3.5 Space comes the nearest of all nonabsolute things to being absolute. Space is apparently absolutely ultimate. The real difficulty we have in understanding space on the material level is due to the fact that, while material bodies exist in space, space also exists in these same material bodies. While there is much about space that is absolute, that does not mean that space is absolute.
2015 118:3.5 Af alle ikke-absolutte ting kommer rummet nærmest til at være absolut. Rummet er tilsyneladende absolut ultimativt. Det egentlige problem, vi har, med forståelse af rummet på det materielle niveau skyldes det faktum, at selv om materielle legemer eksisterer i rummet, eksisterer rummet også i disse samme materielle legemer. Selv om der er meget om rummet, som er absolut, betyder det ikke, at rummet er absolut.
1955 118:3.6 It may help to an understanding of space relationships if you would conjecture that, relatively speaking, space is after all a property of all material bodies. Hence, when a body moves through space, it also takes all its properties with it, even the space which is in and of such a moving body.
2015 118:3.6 Det kan være nyttigt for forståelsen af rummets relationer, hvis man antager, at rummet, relativt set, i sidste ende, er en egenskab hos alle væsentlige legemer. Når en legeme bevæger sig gennem rummet, tager den også med sig alle sine egenskaber, selv det rum den er i og er en del af et sådant legeme i bevægelse.
1955 118:3.7 All patterns of reality occupy space on the material levels, but spirit patterns only exist in relation to space; they do not occupy or displace space, neither do they contain it. But to us the master riddle of space pertains to the pattern of an idea. When we enter the mind domain, we encounter many a puzzle. Does the pattern—the reality—of an idea occupy space? We really do not know, albeit we are sure that an idea pattern does not contain space. But it would hardly be safe to postulate that the immaterial is always nonspatial.
2015 118:3.7 Alle mønstre af virkeligheden optager rum på de materielle niveauer, men åndelige mønstre eksisterer kun i forhold til rummet; de indtager eller fortrænger ikke rummet, de indeholder heller ikke rum. For os vedrører rummets store gåde mønstret af en idé. Når vi træder ind i sindets område, møder vi mange et puslespil. Er mønsteret - virkeligheden - af en idé som optager rum? Vi ved det virkelig ikke, men vi er sikre på, at en idé mønster ikke indeholder rum. Det ville næppe være sikkert at postulere, at det immaterielle altid er rumløs.
4. PRIMARY AND SECONDARY CAUSATION
4. PRIMÆR OG SEKUNDÆR ÅRSAGSSAMMENHÆNG
1955 118:4.1 Many of the theologic difficulties and the metaphysical dilemmas of mortal man are due to man’s mislocation of Deity personality and consequent assignment of infinite and absolute attributes to subordinate Divinity and to evolutionary Deity. You must not forget that, while there is indeed a true First Cause, there are also a host of co-ordinate and subordinate causes, both associate and secondary causes.
2015 118:4.1 Mange af de dødelige menneskers teologiske vanskeligheder og metafysiske dilemmaer kommer ud af menneskets fejlplacering af Guddommens personlighed, og at det, som en konsekvens heraf tilskriver underordnede guddommelighed og udviklende Guddomme infinite og absolutte egenskaber. I bør ikke glemme, at mens der faktisk er en sand Første Årsag, er der også en række koordinere og underordnede årsager, både medarbejder og sekundære årsager.
1955 118:4.2 The vital distinction between first causes and second causes is that first causes produce original effects which are free from inheritance of any factor derived from any antecedent causation. Secondary causes yield effects which invariably exhibit inheritance from other and preceding causation.
2015 118:4.2 Den grundlæggende forskel mellem primære og sekundære årsager er, at de primære årsagssammenhænge producerer originale effekter, som er fri for arv af ethvert forhold, der stammer fra nogen foregående årsagssammenhæng. Sekundære årsager giver effekter, som uvægerligt udviser arv fra andre og forudgående årsagssammenhæng.
1955 118:4.3 The purely static potentials inherent in the Unqualified Absolute are reactive to those causations of the Deity Absolute which are produced by the actions of the Paradise Trinity. In the presence of the Universal Absolute these causative-impregnated static potentials forthwith become active and responsive to the influence of certain transcendental agencies whose actions result in the transmutation of these activated potentials to the status of true universe possibilities for development, actualized capacities for growth. It is upon such matured potentials that the creators and controllers of the grand universe enact the never-ending drama of cosmic evolution.
2015 118:4.3 De rent statiske potentialer, der er iboende den Egenskabsløse Absolutte reagerer til disse årsagssammenhænge som udgår fra Guddomsabsolutet som er udløst af aktionerne i Paradistreenigheden. Ved tilstedeværelse af den Universelle Absolutte bliver disse årsags imprægnerede statiske potentialer straks aktive og reagerer på påvirkning af visse transcendentale agenturer, hvis handlinger resulterer i omdannelsen af disse aktiverede potentialer til en status for sande univers muligheder for udvikling, aktualiseret vækstkapacitet. Det er på grundlag af sådanne modnede potentialer, at skabere og overvågere i storuniverset udfører den kosmiske evolutions aldrig ophørende drama.
1955 118:4.4 Causation, disregarding existentials, is threefold in its basic constitution. As it operates in this universe age and concerning the finite level of the seven superuniverses, it may be conceived as follows:
2015 118:4.4 Årsagssammenhæng, bortset fra eksistentialer, er tredobbelt i sin grundlæggende forfatning. Som den fungerer i denne universtidsalder og når det gælder det finite niveau af de syv superuniverser, kan den opfattes som følger:
1955 118:4.5 1. Activation of static potentials. The establishment of destiny in the Universal Absolute by the actions of the Deity Absolute, operating in and upon the Unqualified Absolute and in consequence of the volitional mandates of the Paradise Trinity.
2015 118:4.5 1. Aktivering af statiske potentialer. Etableringen af skæbne i den Universelle Absolutte gennem Guddomsabsolutets handlinger, der fungerer i og på den Egenskabsløse Absolutte og i konsekvens af de viljesbestemte mandater fra Paradistreenigheden.
1955 118:4.6 2. Eventuation of universe capacities. This involves the transformation of undifferentiated potentials into segregated and defined plans. This is the act of the Ultimacy of Deity and of the manifold agencies of the transcendental level. Such acts are in perfect anticipation of the future needs of the entire master universe. It is in connection with the segregation of potentials that the Architects of the Master Universe exist as the veritable embodiments of the Deity concept of the universes. Their plans appear to be ultimately space limited in extent by the concept periphery of the master universe, but as plans they are not otherwise conditioned by time or space.
2015 118:4.6 2. Eventualisering af universets kapacitet. Dette indebærer omdannelsen af udifferentierede potentialer i adskilte og definerede planer. Dette er effekten af Guddommens yderstehed og de mangfoldige agenturer på det transcendentale niveau. Sådanne handlinger er i perfekt forventning om hele mesteruniversets fremtidige behov. Det er i forbindelse med potentialernes adskillelse, at Mesteruniversets Arkitekter eksisterer som de egentlige personificeringer af Guddomsbegrebet i universerne. Deres planer synes i sidste ende at være begrænset i rumomfanget af mesteruniversets begrebsmæssige periferi, men som planer er de ikke på anden måde betinget af tid eller rum.
1955 118:4.7 3. Creation and evolution of universe actuals. It is upon a cosmos impregnated by the capacity-producing presence of the Ultimacy of Deity that the Supreme Creators operate to effect the time transmutations of matured potentials into experiential actuals. Within the master universe all actualization of potential reality is limited by ultimate capacity for development and is time-space conditioned in the final stages of emergence. The Creator Sons going out from Paradise are, in actuality, transformative creators in the cosmic sense. But this in no manner invalidates man’s concept of them as creators; from the finite viewpoint they certainly can and do create.
2015 118:4.7 3. Skabelse og evolution af universets realiserede realiteter. Det er i et kosmos imprægneret med kapacitetsskabende tilstedeværelse af Guddommens yderstehed at de Højeste Skabere operere for at foretage den tidsmæssige omdannelse af modnede potentialer til erfaringsbaseret realiserende realiteter. Indeni mesteruniverset er alle realiseringer af potentiel virkelighed begrænset af den ultimative kapacitet for udvikling, og i de sidste faser af fremkomsten er de betinget af tid og rum. Skabersønnerne som begiver sig ud fra Paradiset er faktisk i den kosmiske forstand, transformative skabere. Dette forringer på ingen måde det menneskelige begreb om dem som skabere; fra et finit synspunkt, kan de helt sikkert skabe, og gør det også.
5. OMNIPOTENCE AND COMPOSSIBILITY
5. ALMAGT OG KOMPATIBILITET
1955 118:5.1 The omnipotence of Deity does not imply the power to do the nondoable. Within the time-space frame and from the intellectual reference point of mortal comprehension, even the infinite God cannot create square circles or produce evil that is inherently good. God cannot do the ungodlike thing. Such a contradiction of philosophic terms is the equivalent of nonentity and implies that nothing is thus created. A personality trait cannot at the same time be Godlike and ungodlike. Compossibility is innate in divine power. And all of this is derived from the fact that omnipotence not only creates things with a nature but also gives origin to the nature of all things and beings.
2015 118:5.1 Guddommens almagt omfatter ikke magten til at gøre hvad der ikke kan gøres. Inden for rammerne af tid og rum, samt med de dødeliges forståelse som intellektuel referencepunkt kan den uendelige Gud ikke engang skabe firkantede cirkler eller producerer ondt, som af sagens natur er godt. Gud kan ikke gøre det som er ugudeligt. Sådan en modsigelse af de filosofiske termer er det samme som ikke-eksistens og indebærer, at intet derved skabes. Et personlighedstræk kan ikke på samme tid være guddommelig og uguddommeligt. Kompatibiliteten på hvad der er muligt, er en naturlig del af den guddommelige kraft. Alt dette er afledt af, at almagten ikke kun skaber ting med en vis natur, men også giver oprindelse til karakteren af alle ting og væsener.
1955 118:5.2 In the beginning the Father does all, but as the panorama of eternity unfolds in response to the will and mandates of the Infinite, it becomes increasingly apparent that creatures, even men, are to become God’s partners in the realization of finality of destiny. And this is true even in the life in the flesh; when man and God enter into partnership, no limitation can be placed upon the future possibilities of such a partnership. When man realizes that the Universal Father is his partner in eternal progression, when he fuses with the indwelling Father presence, he has, in spirit, broken the fetters of time and has already entered upon the progressions of eternity in the quest for the Universal Father.
2015 118:5.2 I begyndelsen, gør Faderen alt, men når evighedens panorama åbner sig som en reaktion på den Uendeliges vilje og mandat, bliver det mere og mere tydeligt, at skabninger, selv mennesker vil blive Guds partnere i realiseringen af endelighedens skæbne. Dette gælder også livet i kødet; når mennesket og Gud indgår partnerskab, kan ingen begrænsning placeres på de fremtidige muligheder for et sådant partnerskab. Når mennesket indser, at den Universelle Fader er hans partner i den evige udvikling, når det fusionerer med den iboende Faderen tilstedeværelse, har det, i ånden, brudt tidens lænker og har allerede påbegyndt evighedsjagten på den Universelle Fader.
1955 118:5.3 Mortal consciousness proceeds from the fact, to the meaning, and then to the value. Creator consciousness proceeds from the thought-value, through the word-meaning, to the fact of action. Always must God act to break the deadlock of the unqualified unity inherent in existential infinity. Always must Deity provide the pattern universe, the perfect personalities, the original truth, beauty, and goodness for which all subdeity creations strive. Always must God first find man that man may later find God. Always must there be a Universal Father before there can ever be universal sonship and consequent universal brotherhood.
2015 118:5.3 De dødeliges bevidsthed går fra kendsgerning, til betydning og derefter til værdi. Skaberens bevidsthed går fra tankeværdi gennem ord betydning til handlingens kendsgerning. Altid må Gud gennem handlingens kendsgerning bryde dødvandet i den ubegrænsede enhed iboende den eksistentielle uendelighed. Altid må Guddommen tilvejebringe mønsteruniverset, de perfekte personligheder, den oprindelige sandhed, skønheden og godheden som alle underguddomme stræber efter. Altid må Gud først finde mennesket for at mennesket senere kan finde Gud. Altid må der være en Universel Fader, før der nogensinde kan være et universelt sønskab og deraf følgende universelt broderskab[2].
6. OMNIPOTENCE AND OMNIFICENCE
6. ALMAGT OG ALTVIRKENDE
1955 118:6.1 God is truly omnipotent, but he is not omnificent—he does not personally do all that is done. Omnipotence embraces the power-potential of the Almighty Supreme and the Supreme Being, but the volitional acts of God the Supreme are not the personal doings of God the Infinite.
2015 118:6.1 Gud er virkelig almægtig, men han er ikke altvirkende - han gør ikke personligt alt hvad der kan gøres. Almagten omfatter styrke potentiale hos den Almægtige Højeste og det Højeste Væsen, men Gud den Højestes viljesbestemte handlinger er ikke Gud den Uendeliges personlige gerninger.
1955 118:6.2 To advocate the omnificence of primal Deity would be equal to disenfranchising well-nigh a million Creator Sons of Paradise, not to mention the innumerable hosts of various other orders of concurring creative assistants. There is but one uncaused Cause in the whole universe. All other causes are derivatives of this one First Great Source and Center. And none of this philosophy does any violence to the free-willness of the myriads of the children of Deity scattered through a vast universe.
2015 118:6.2 At påstå, at den oprindelige Guddoms altvirkende er ensbetydende med at fratage Paradisets næsten en million Skabersønner deres rettigheder, for ikke at nævne de utallige skarer af forskellige andre klasser af samstemmende skabende assistenter. Der er kun én uforårsaget første Årsag i hele universet. Alle andre årsager er afledt af denne ene første store Kilde og Center. Intet af denne filosofi gør nogen form for vold mod den frie vilje hos myriader af Guddommens børn spredt ud over et stort univers.
1955 118:6.3 Within a local frame, volition may appear to function as an uncaused cause, but it unfailingly exhibits inheritance factors which establish relationship with the unique, original, and absolute First Causes.
2015 118:6.3 Inden for en lokal ramme, kan viljen synes at fungere som en uforårsaget årsag, men den udviser ufejlbarligt sådanne nedarvede faktorer, der etablerer forbindelsen til de unikke, originale, og absolut Første årsager.
1955 118:6.4 All volition is relative. In the originating sense, only the Father-I AM possesses finality of volition; in the absolute sense, only the Father, the Son, and the Spirit exhibit the prerogatives of volition unconditioned by time and unlimited by space. Mortal man is endowed with free will, the power of choice, and though such choosing is not absolute, nevertheless, it is relatively final on the finite level and concerning the destiny of the choosing personality.
2015 118:6.4 Al viljesbestemt aktivitet er relativ. I den ophavsretslig forstand, er det kun Faderen-JEG ER som besidder endelighed af fri vilje; i absolut forstand, er det kun Faderen, Sønnen og Ånden som fremviser vilje privilegier som er ubetinget af tid og ubegrænset af rum. Det dødelige menneske er udstyret med fri vilje, styrke til at vælge, og selvom et sådan valg ikke er absolut, er det dog relativt endelig på det finite niveau, og vedrører skæbnen for den vælgende personlighed.
1955 118:6.5 Volition on any level short of the absolute encounters limitations which are constitutive in the very personality exercising the power of choice. Man cannot choose beyond the range of that which is choosable. He cannot, for instance, choose to be other than a human being except that he can elect to become more than a man; he can choose to embark upon the voyage of universe ascension, but this is because the human choice and the divine will happen to be coincident upon this point. And what a son desires and the Father wills will certainly come to pass.
2015 118:6.5 På hvert niveau, bortset fra det absolutte, møder viljen begrænsninger, som er opbyggende af selve den personlig som udøver viljestyrken. Mennesket kan ikke vælge udenfor grænsen for det valgbare. Mennesket kan ikke, for eksempel vælge at være andet end et menneske, bortset fra at han kan vælge at blive mere end et menneske. Mennesket kan vælge at påbegynde opstigningsrejsen af universet, men det er fordi at det menneskelige valg og den guddommelige vilje vil være sammenfaldende på dette punkt. Hvad en søn ønsker og Faderen vil, det vil helt sikkert ske.
1955 118:6.6 In the mortal life, paths of differential conduct are continually opening and closing, and during the times when choice is possible the human personality is constantly deciding between these many courses of action. Temporal volition is linked to time, and it must await the passing of time to find opportunity for expression. Spiritual volition has begun to taste liberation from the fetters of time, having achieved partial escape from time sequence, and that is because spiritual volition is self-identifying with the will of God.
2015 118:6.6 I det jordiske liv åbnes og lukkes veje konstant til den uensartede adfærd, og på de tidspunkter, hvor valget er muligt foretager den menneskelige personlighed konstant beslutninger mellem disse forskellige handlingsmuligheder. Den timelige vilje er knyttet til tiden, og den må afvente tidens gang for at finde udtryksmuligheder. Den åndelig vilje er begyndt at smage befrielse fra tidens lænker, at have opnået en delvis flugt fra de tidsmæssige sekvenser, og det er fordi at den åndelige vilje identificerer sig selv med Guds vilje.
1955 118:6.7 Volition, the act of choosing, must function within the universe frame which has actualized in response to higher and prior choosing. The entire range of human will is strictly finite-limited except in one particular: When man chooses to find God and to be like him, such a choice is superfinite; only eternity can disclose whether this choice is also superabsonite.
2015 118:6.7 Viljen, valgets handling, skal fungere indenfor den univers ramme, som har aktualiseret som reaktion på højere og tidligere valg. Hele spektret af menneskelige vilje er strengt begrænset til det finite, bortset fra i ét bestemt hensyn: Når mennesket vælger at finde Gud og at være ligesom ham, er et sådant valg superfinitisk; kun evigheden kan afsløre, om dette valg også er superabsonitisk.
1955 118:6.8 To recognize Deity omnipotence is to enjoy security in your experience of cosmic citizenship, to possess assurance of safety in the long journey to Paradise. But to accept the fallacy of omnificence is to embrace the colossal error of pantheism.
2015 118:6.8 At anerkende Guddommens almagt er at føle sig tryg i sin oplevelse af kosmisk statsborgerskab, til at besidde sikkerhed for sikkerheden i den lange rejse til Paradiset. Men at acceptere fejlslutning af altvirkende er at omfavne den kolossale fejl af panteisme.
7. OMNISCIENCE AND PREDESTINATION
7. ALVIDENHED OG FORUDBESTEMMELSE
1955 118:7.1 The function of Creator will and creature will, in the grand universe, operates within the limits, and in accordance with the possibilities, established by the Master Architects. This foreordination of these maximum limits does not, however, in the least abridge the sovereignty of creature will within these boundaries. Neither does ultimate foreknowledge—full allowance for all finite choice—constitute an abrogation of finite volition. A mature and farseeing human being might be able to forecast the decision of some younger associate most accurately, but this foreknowledge takes nothing away from the freedom and genuineness of the decision itself. The Gods have wisely limited the range of the action of immature will, but it is true will, nonetheless, within these defined limits.
2015 118:7.1 Skaberens og de skabtes viljefunktion virker i storuniverset inden for de grænser, og de muligheder, der er blevet oprettet af Mesterarkitekterne. Denne forudbestemmelse af disse grænseværdier indskrænker ikke på nogen måde de skabtes viljesuverænitet inden for disse grænser. Heller ikke ultimativ forudviden - fuld tolerance for alle finite valg - udgør en ophævelse af den finite fri vilje. Et modent og fremsynede menneske kan tænkes at forudsige hvilken afgørelse nogle yngre medarbejdere med stor sandsynlighed vil gøre, men denne forudviden tager intet væk fra friheden og ægtheden af selve beslutningen. Guderne har klogt begrænset aktionsradius for den umodne vilje, men ikke desto mindre, er der inden for disse definerede grænser, reel vilje.
1955 118:7.2 Even the supreme correlation of all past, present, and future choice does not invalidate the authenticity of such choosings. It rather indicates the foreordained trend of the cosmos and suggests foreknowledge of those volitional beings who may, or may not, elect to become contributory parts of the experiential actualization of all reality.
2015 118:7.2 Selv den højeste korrelation af alle tidligere, nuværende og fremtidige valg forringer ikke ægtheden af disse valg. Det indikerer snarere den forudbestemte tendens i kosmos og antyder forudviden af disse viljesbestemte væsener som kan tænkes at vælge eller ikke vælge at blive bidragende dele af den erfaringsmæssige aktualisering af hele virkeligheden.
1955 118:7.3 Error in finite choosing is time bound and time limited. It can exist only in time and within the evolving presence of the Supreme Being. Such mistaken choosing is time possible and indicates (besides the incompleteness of the Supreme) that certain range of choice with which immature creatures must be endowed in order to enjoy universe progression by making freewill contact with reality.
2015 118:7.3 Fejl i det finite valg er bundet til tid og tidsbegrænset. De kan kun eksistere i tiden og inden for det Højeste Væsens udviklende tilstedeværelse. Sådanne fejlagtige valg er mulig i tiden og angiver (udover den Højestes ufuldstændighed) en vis vifte af valgmuligheder, som umodne skabninger skal være udstyret med for at kunne nyde fremskridtene i universet i kraft af deres frivillige kontakt med virkeligheden.
1955 118:7.4 Sin in time-conditioned space clearly proves the temporal liberty—even license—of the finite will. Sin depicts immaturity dazzled by the freedom of the relatively sovereign will of personality while failing to perceive the supreme obligations and duties of cosmic citizenship.
2015 118:7.4 Synd i tidsbetinget rum beviser tydeligt den tidsmæssige frihed - selv tøjlesløshed - af den finite vilje. Synd er udtryk for umodenhed blændet af den forholdsvise suveræne frie vilje af personligheden, mens den undlader at erkende de højeste forpligtelser og opgaver af det kosmiske statsborgerskab.
1955 118:7.5 Iniquity in the finite domains reveals the transient reality of all God-unidentified selfhood. Only as a creature becomes God identified, does he become truly real in the universes. Finite personality is not self-created, but in the superuniverse arena of choice it does self-determine destiny.
2015 118:7.5 Uret i de finite områder afslører den forbigående virkelighed af enhver selvidentitet, som ikke er identificeret med Gud. Først når et væsen bliver identificeret med Gud bliver det virkelig ægte i universet. Finite personligheder har ikke skabt sig selv, men i superuniversets arena bestemmer de selv deres egen skæbne.
1955 118:7.6 The bestowal of life renders material-energy systems capable of self-perpetuation, self-propagation, and self-adaptation. The bestowal of personality imparts to living organisms the further prerogatives of self-determination, self-evolution, and self-identification with a fusion spirit of Deity.
2015 118:7.6 Overdragelsen af liv til materielle energisystemer gør det muligt for dem til at opretholde sig selv, formere sig og tilpasse sig. Overdragelsen af personlighed til levende organismer giver dem desuden retten til at bestemme, udvikle sig og selvidentificere sig med en Guddoms fusionerende ånd.
1955 118:7.7 Subpersonal living things indicate mind activating energy-matter, first as physical controllers, and then as adjutant mind-spirits. Personality endowment comes from the Father and imparts unique prerogatives of choice to the living system. But if personality has the prerogative of exercising volitional choice of reality identification, and if this is a true and free choice, then must evolving personality also have the possible choice of becoming self-confusing, self-disrupting, and self-destroying. The possibility of cosmic self-destruction cannot be avoided if the evolving personality is to be truly free in the exercise of finite will.
2015 118:7.7 Levende ting under det personlige niveau antyder at sindet kan aktiverer energimaterien, først som fysiske overvågere, senere som hjælpende sindsånder. Personligheds begavelse kommer fra Faderen og giver unikke privilegerede valg til det levende system. Hvis en personlighed har privilegiet til at udøve et viljesbestemt valg af identifikation med virkeligheden, og hvis dette er et sandt og frit valg, så skal en udviklende personlighed også have det mulige valg, der involverer forvirring, afbrydelse og ødelæggelse af selvet. Muligheden for kosmisk selvdestruktion kan ikke undgås, hvis den udviklende personlighed skal være virkelig fri i udøvelsen af sin finite vilje.
1955 118:7.8 Therefore is there increased safety in narrowing the limits of personality choice throughout the lower levels of existence. Choice becomes increasingly liberated as the universes are ascended; choice eventually approximates divine freedom when the ascending personality achieves divinity of status, supremacy of consecration to the purposes of the universe, completion of cosmic-wisdom attainment, and finality of creature identification with the will and the way of God.
2015 118:7.8 Derfor er der øget sikkerhed når området for personlighedens valgmuligheder er begrænset på de lavere niveauer af eksistens. Valg bliver mere frie, under opstigningen i universerne; valgfriheden tilnærmer sig til sidst den guddommelige frihed, når den opstigende personlighed opnår guddommeligheds status, overherredømme når det gælder indvielse til universets formål, færdiggørelse af den kosmiske visdoms opnåelse, og afslutningsvis væsen identifikation med Guds vilje og vej.
8. CONTROL AND OVERCONTROL
8. KONTROL OG OVERKONTROL
1955 118:8.1 In the time-space creations, free will is hedged about with restraints, with limitations. Material-life evolution is first mechanical, then mind activated, and (after the bestowal of personality) it may become spirit directed. Organic evolution on the inhabited worlds is physically limited by the potentials of the original physical-life implantations of the Life Carriers.
2015 118:8.1 I skabelserne af tid og rum er den frie vilje omgivet af barrierer, med begrænsninger. Det materielle livs evolution er først mekaniske, så sindsaktiveret, og (efter overdragelsen af personligheden) kan det blive vejledt af Ånden. Den organiske evolution på de beboede verdner er fysisk begrænset af potentialerne i Livsbærernes indledende implantationer af det fysiske liv.
1955 118:8.2 Mortal man is a machine, a living mechanism; his roots are truly in the physical world of energy. Many human reactions are mechanical in nature; much of life is machinelike. But man, a mechanism, is much more than a machine; he is mind endowed and spirit indwelt; and though he can never throughout his material life escape the chemical and electrical mechanics of his existence, he can increasingly learn how to subordinate this physical-life machine to the directive wisdom of experience by the process of consecrating the human mind to the execution of the spiritual urges of the indwelling Thought Adjuster.
2015 118:8.2 Det dødelige menneske er en maskine, en levende mekanisme; hvis rødder virkelig er i energiens fysiske verden. Mange menneskelige reaktioner er mekaniske i deres natur; meget af livet er maskinlignende. Mennesket, en mekanisme, er meget mere end en maskine. Mennesket er udstyret med sind, og i dets indre bor en ånd, og selv om det aldrig under sit materielle liv undslippe de kemiske og elektriske mekanismer af dets eksistens, kan det i stigende grad lære at underkaste sig denne fysiske livsmaskine til den styrende visdom som erfaringen bringer ved at indvie menneskesindet til at udføre de åndelige tilskyndelser fra den iboende Tankeretter.
1955 118:8.3 The spirit liberates, and the mechanism limits, the function of will. Imperfect choice, uncontrolled by mechanism, unidentified with spirit, is dangerous and unstable. Mechanical dominance insures stability at the expense of progress; spirit alliance liberates choice from the physical level and at the same time assures the divine stability produced by augmented universe insight and increased cosmic comprehension.
2015 118:8.3 Ånden frigiver, og mekanismen begrænser viljens funktion. Fejlbehæftet valg, ukontrolleret af en mekanisme og uidentificeret med ånden, er farligt og ustabilt. Mekanisk dominans sikrer stabilitet på bekostning af fremskridt; alliance med ånden frigør valget fra det fysiske niveau og sikre samtidig den guddommelige stabilitet som fremkommer af øget univers indsigt og udvidet kosmisk forståelse.
1955 118:8.4 The great danger that besets the creature is that, in achieving liberation from the fetters of the life mechanism, he will fail to compensate this loss of stability by effecting a harmonious working liaison with spirit. Creature choice, when relatively liberated from mechanical stability, may attempt further self-liberation independent of greater spirit identification.
2015 118:8.4 Den store fare som plager de skabte ligger i det faktum, at det ikke, selv om det har vundet frigørelse fra livsmekanismens lænker, kompenserer for dette tab af stabilitet gennem opbygning af et harmonisk samarbejde med ånden. Når de skabtes valgmuligheder er relativt befriet fra den mekaniske stabilitet, kan den skabte forsøge yderligere befrielse uafhængig af større identifikation med ånden.
1955 118:8.5 The whole principle of biologic evolution makes it impossible for primitive man to appear on the inhabited worlds with any large endowment of self-restraint. Therefore does the same creative design which purposed evolution likewise provide those external restraints of time and space, hunger and fear, which effectively circumscribe the subspiritual choice range of such uncultured creatures. As man’s mind successfully overstrides increasingly difficult barriers, this same creative design has also provided for the slow accumulation of the racial heritage of painfully garnered experiential wisdom—in other words, for the maintenance of a balance between the diminishing external restraints and the augmenting internal restraints.
2015 118:8.5 Hele princippet om biologisk evolution gør det umuligt for det primitive menneske at fremtræde i de beboede verdener udstyret med nogen større begavelse af selvbeherskelse. Det er derfor, det samme skabende design, som afspejler udformningen af evolution, der ligeledes giver disse eksterne begrænsninger af tid og rum, sult og frygt, som effektivt begrænser valgfriheden i det åndelige niveau for sådanne ukultiverede skabninger. Når det menneskelige sind med succes overvinder stadig flere vanskelige barrierer, har dette samme skabende design også sørget for den langsomme ophobning af den racemæssige arv af smerteligt indsamlede erfaringsmæssig visdom - med andre ord, for opretholdelsen af en balance mellem de aftagende eksterne begrænsninger og de tiltagende interne restriktioner.
1955 118:8.6 The slowness of evolution, of human cultural progress, testifies to the effectiveness of that brake—material inertia—which so efficiently operates to retard dangerous velocities of progress. Thus does time itself cushion and distribute the otherwise lethal results of premature escape from the next-encompassing barriers to human action. For when culture advances overfast, when material achievement outruns the evolution of worship-wisdom, then does civilization contain within itself the seeds of retrogression; and unless buttressed by the swift augmentation of experiential wisdom, such human societies will recede from high but premature levels of attainment, and the “dark ages” of the interregnum of wisdom will bear witness to the inexorable restoration of the imbalance between self-liberty and self-control.
2015 118:8.6 Evolutionens langsommelighed, menneskets langsomme kulturelle fremskridt, vidner om effektiviteten af denne bremse - det materiale inerti - som så effektivt virker til at forsinke farlige udviklingshastigheder. Således dæmper og distribuerer tiden selv de ellers dødelige resultater af for tidlig frigørelse fra de næste omfattende barrierer for menneskelig handling. For når kultur går for hurtigt fremad, når materielle præstationer overhaler tilbedelsens og visdommens udvikling, så indeholder civilisationen kimen til sin tilbagegang, og medmindre den understøttes af den hurtige forøgelse af erfaringsmæssige visdom vil sådanne menneskelige samfund falde fra de høje, men for tidlige niveauer af opnåelse og de "mørke middelaldre", af interregnum af visdom vil vidne om den ubønhørlige restaurering af ubalance mellem selvfrihed og selvkontrol.
1955 118:8.7 The iniquity of Caligastia was the by-passing of the time governor of progressive human liberation—the gratuitous destruction of restraining barriers, barriers which the mortal minds of those times had not experientially overridden.
2015 118:8.7 Caligastias misgerning bestod i tilsidesættelse af den tidsfaktor som regulerer menneskets frigørelse - den umotiveret ødelæggende af fastholdende barrierer, barrierer, som de tids dødelige sind ikke erfaringsmæssigt havde overvundet.
1955 118:8.8 That mind which can effect a partial abridgment of time and space, by this very act proves itself possessed of the seeds of wisdom which can effectively serve in lieu of the transcended barrier of restraint.
2015 118:8.8 Det sind, som kan bevirke en delvis forkortelse af tid og rum, beviser ved denne handling sig selv for at være i besiddelse af visdommens frø, som effektivt kan tjene i stedet for den transcenderede barriere af tilbageholdenhed.
1955 118:8.9 Lucifer similarly sought to disrupt the time governor operating in restraint of the premature attainment of certain liberties in the local system. A local system settled in light and life has experientially achieved those viewpoints and insights which make feasible the operation of many techniques that would be disruptive and destructive in the presettled eras of that very realm.
2015 118:8.9 Lucifer forsøgte tilsvarende at nedbryde den tidsfaktor, som virkede for at bremse en for tidlig opnåelse af visse friheder i lokalsystemet. Et lokalsystem etableret i lys og liv har erfaringsmæssigt opnået disse synspunkter og indsigter, som gør det muligt at bruge mange teknikker, der ville være forstyrrende og ødelæggende i samme område forud for tidspunkter for etableringen.
1955 118:8.10 As man shakes off the shackles of fear, as he bridges continents and oceans with his machines, generations and centuries with his records, he must substitute for each transcended restraint a new and voluntarily assumed restraint in accordance with the moral dictates of expanding human wisdom. These self-imposed restraints are at once the most powerful and the most tenuous of all the factors of human civilization—concepts of justice and ideals of brotherhood. Man even qualifies himself for the restraining garments of mercy when he dares to love his fellow men, while he achieves the beginnings of spiritual brotherhood when he elects to mete out to them that treatment which he himself would be accorded, even that treatment which he conceives that God would accord them.
2015 118:8.10 I samme omfang som mennesket ryster frygtens lænker af sig, når det forbinder kontinenter og oceaner med sine maskiner, samt generationer og århundreder med sine optegnelser, skal det erstatte hver transcenderet tilbageholdenhed med en ny og frivilligt antaget tilbageholdenhed i overensstemmelse med den ekspanderende menneskelige visdoms moral regler. Disse selvpålagte begrænsninger er på én gang de mest kraftfulde og de mest spinkle af alle faktorer i den menneskelige civilisation - begreber om retfærdighed og broderskabs idealer. Mennesket kvalificerer sig selv for at bære barmhjertighedens diskrete klæder, når han vover at elske sine medmennesker, mens det opnår det begyndende åndelige broderskab, når det vælger at behandle dem på samme måde, som det selv ønsker at blive behandlet, ligesom det forestiller sig Gud ville behandle dem.
1955 118:8.11 An automatic universe reaction is stable and, in some form, continuing in the cosmos. A personality who knows God and desires to do his will, who has spirit insight, is divinely stable and eternally existent. Man’s great universe adventure consists in the transit of his mortal mind from the stability of mechanical statics to the divinity of spiritual dynamics, and he achieves this transformation by the force and constancy of his own personality decisions, in each of life’s situations declaring, “It is my will that your will be done.”
2015 118:8.11 En automatisk universreaktion er stabil og fortsætter i en eller anden form i kosmos. En personlighed, der kender Gud og ønsker at gøre hans vilje, en der har åndelig indsigt, er guddommelig stabil og evig eksisterende. Menneskets store univers eventyr består i overflytningen af hans dødelige sind fra den mekaniske statiske stabilitet til den åndelige dynamiske guddommelighed[3]. Mennesket opnår denne transformation gennem kraften og standhaftigheden af hans egen personligheds beslutninger, ved i alle faser af livet at erklære: "Det er min vilje, at din vilje sker."
9. UNIVERSE MECHANISMS
9. UNIVERSETS MEKANISMER
1955 118:9.1 Time and space are a conjoined mechanism of the master universe. They are the devices whereby finite creatures are enabled to coexist in the cosmos with the Infinite. Finite creatures are effectively insulated from the absolute levels by time and space. But these insulating media, without which no mortal could exist, operate directly to limit the range of finite action. Without them no creature could act, but by them the acts of every creature are definitely limited.
2015 118:9.1 Tid og rum, er en samlet mekanisme af mesteruniverset. De er de enheder, hvormed det bliver muligt for finite skabninger at sameksistere i kosmos med den Uendelige. Finite skabninger er effektivt isoleret af tid og rum fra de absolutte niveauer. Disse isolerende medier, uden hvilken ingen dødelig kunne eksistere, indvirker direkte begrænsende i omfanget af den finite handling. Uden dem kunne ingen skabning virke, men gennem dem begrænses definitivt enhver skabnings handlinger.
1955 118:9.2 Mechanisms produced by higher minds function to liberate their creative sources but to some degree unvaryingly limit the action of all subordinate intelligences. To the creatures of the universes this limitation becomes apparent as the mechanism of the universes. Man does not have unfettered free will; there are limits to his range of choice, but within the radius of this choice his will is relatively sovereign.
2015 118:9.2 Mekanismer, der er blevet produceret af højere sind fungerer for at befri deres skabende kilder, men begrænser usvigeligt til en vis grad alle underordnede intelligenser. For universernes skabninger fremstår denne begrænsning som universernes mekanisme. Mennesket har ikke uhæmmet fri vilje; der er grænser for hvor langt dets valgfrihed strækker sig, men inden for en radius af denne valgfrihed er dets vilje forholdsvis suverænt.
1955 118:9.3 The life mechanism of the mortal personality, the human body, is the product of supermortal creative design; therefore it can never be perfectly controlled by man himself. Only when ascending man, in liaison with the fused Adjuster, self-creates the mechanism for personality expression, will he achieve perfected control thereof.
2015 118:9.3 Livsmekanismen for den dødeliges personlighed, menneskekroppen, er et produkt af et skabelses mønster over det dødelige niveau, derfor kan det aldrig fuldstændig styres af mennesket selv. Først når det opstigende menneske, i samarbejde med den fusionerende Retter, selv skaber mekanismen som udtrykker personligheden, vil det opnå perfektioneret kontrol over det.
1955 118:9.4 The grand universe is mechanism as well as organism, mechanical and living—a living mechanism activated by a Supreme Mind, co-ordinating with a Supreme Spirit, and finding expression on maximum levels of power and personality unification as the Supreme Being. But to deny the mechanism of the finite creation is to deny fact and to disregard reality.
2015 118:9.4 Storuniverset er en mekanisme såvel som en organisme, mekanisk og levende - en levende mekanisme som aktiveres af det Højeste Sind, koordineres med den Højeste Ånd, og kommer til udtrykt på maksimale niveauer af styrke og personlighed forenet som det Højeste Væsen. At benægte, at den finite skabelse er en mekanisme er at benægte fakta og at se bort fra virkeligheden.
1955 118:9.5 Mechanisms are the products of mind, creative mind acting on and in cosmic potentials. Mechanisms are the fixed crystallizations of Creator thought, and they ever function true to the volitional concept that gave them origin. But the purposiveness of any mechanism is in its origin, not in its function.
2015 118:9.5 Mekanismer er produkter af sindet, skabende sind som handler på og i kosmiske potentialer. Mekanismer er de faste krystallisationer af Skaberens tanke, og de fungere altid i overensstemmelse med det viljesbestemte begreb, der gav oprindelse til dem. Men formålet med enhver mekanisme er i dens oprindelse, ikke i dens funktion.
1955 118:9.6 These mechanisms should not be thought of as limiting the action of Deity; rather is it true that in these very mechanics Deity has achieved one phase of eternal expression. The basic universe mechanisms have come into existence in response to the absolute will of the First Source and Center, and they will therefore eternally function in perfect harmony with the plan of the Infinite; they are, indeed, the nonvolitional patterns of that very plan.
2015 118:9.6 Man skal ikke forestille sig, at disse mekanismer begrænser Guddommens handlinger; snarere, er det rigtigt, at Guddommen i selve mekanikken har opnået en fase af evigt udtryk. De grundlæggende universmekanismer er opstået som reaktion på den Første Kilde og Centers absolutte vilje, og de fungerer derfor i evigt perfekt harmoni med den Uendeliges plan; de er i virkeligheden ikke-viljesbestemte mønstre af denne selvsamme plan.
1955 118:9.7 We understand something of how the mechanism of Paradise is correlated with the personality of the Eternal Son; this is the function of the Conjoint Actor. And we have theories regarding the operations of the Universal Absolute with respect to the theoretical mechanisms of the Unqualified and the potential person of the Deity Absolute. But in the evolving Deities of Supreme and Ultimate we observe that certain impersonal phases are being actually united with their volitional counterparts, and thus there is evolving a new relationship between pattern and person.
2015 118:9.7 Vi forstår noget af, hvordan Paradisets mekanisme er korreleret med den Evige Søns personlighed; det er Samforenerens funktion. Vi har teorier om den Universelle Absoluttets aktiviteter i forhold til den Egenskabsløse Absoluttets teoretiske mekanismer og Guddomsabsoluttets potentielle person. I den Højestes og den Ultimatives udviklende Guddomme observerer vi, at visse upersonlige faser faktisk bliver forenet med deres viljesbestemte modparter, og dermed udvikles et nyt forhold mellem mønster og person.
1955 118:9.8 In the eternity of the past the Father and the Son found union in the unity of the expression of the Infinite Spirit. If, in the eternity of the future, the Creator Sons and the Creative Spirits of the local universes of time and space should attain creative union in the realms of outer space, what would their unity create as the combined expression of their divine natures? It may well be that we are to witness a hitherto unrevealed manifestation of Ultimate Deity, a new type of superadministrator. Such beings would embrace unique prerogatives of personality, being the union of personal Creator, impersonal Creative Spirit, mortal-creature experience, and progressive personalization of the Divine Minister. Such beings could be ultimate in that they would embrace personal and impersonal reality, while they would combine the experiences of Creator and creature. Whatever the attributes of such third persons of these postulated functioning trinities of the creations of outer space, they will sustain something of the same relation to their Creator Fathers and their Creative Mothers that the Infinite Spirit does to the Universal Father and the Eternal Son.
2015 118:9.8 I den forgangne evighed fandt Faderen og Sønnen forening i den enhed som udtrykkes af den Uendelige Ånd. Hvis Skabersønnerne og de Skabende Ånder i lokaluniverserne af tid og rum i fremtidens evighed ville opnå en skabende forening i verdnerne i det ydre rum, hvad ville deres forening skabe som den kombinerede udtryk for deres guddommelige natur? Det er meget muligt, at vi kommer til at opleve en hidtil uåbenbaret manifestation af den Ultimative Guddom, en ny type super administrator. Sådanne væsener ville indbefatte unikke personlighedsprivilegier, fordi de var en forening af personlig Skabere, og upersonlig Skabende Ånd, et dødelige væsens erfaring og den guddommelige ministers progressive personalisering. Sådanne væsener kunne være ultimative i at de ville omfavne personlig og upersonlig virkelighed, mens de ville kombinere Skaberen og den skabtes erfaring. Hvilke egenskaber sådanne tredje personer af disse postulerede fungerende Treenigheder af det ydre rums skabelser end måtte have, vil de opretholde noget af det samme forhold til deres Skaber Fædre og deres Skabende mødre, som den Uendelige Ånd gør til den Universelle Fader og den Evige Søn.
1955 118:9.9 God the Supreme is the personalization of all universe experience, the focalization of all finite evolution, the maximation of all creature reality, the consummation of cosmic wisdom, the embodiment of the harmonious beauties of the galaxies of time, the truth of cosmic mind meanings, and the goodness of supreme spirit values. And God the Supreme will, in the eternal future, synthesize these manifold finite diversities into one experientially meaningful whole, even as they are now existentially united on absolute levels in the Paradise Trinity.
2015 118:9.9 Gud den Højeste er personaliseringen af hele universets erfaring, fokuseringen for hele den finite evolution, maksimeringen af alle de skabtes virkelighed, fuldendelsen af den kosmiske visdom, legemliggørelsen af de harmoniske skønheder i tidens galakser, sandheden af de kosmiske sinds betydninger, og godheden i de højeste åndelige værdier. Gud den Højeste vil i den evige fremtid, syntetisere disse mangfoldige finite forskelle i én erfaringsmæssigt meningsfuld helhed, lige som de nu er eksistentielt forenet på absolutte niveauer i Paradistreenigheden.
10. FUNCTIONS OF PROVIDENCE
10. FORSYNETS FUNKTIONER
1955 118:10.1 Providence does not mean that God has decided all things for us and in advance. God loves us too much to do that, for that would be nothing short of cosmic tyranny. Man does have relative powers of choice. Neither is the divine love that shortsighted affection which would pamper and spoil the children of men.
2015 118:10.1 Forsynet betyder ikke, at Gud har besluttet alle ting for os. Gud elsker os for meget til at gøre det, for det ville være intet mindre end kosmisk tyranni. Mennesket har dog relative valgmuligheder. Den guddommelige kærlighed er heller ikke en kortsigtet hengivenhed, som vil forkæle og ødelægge menneskebørnene.
1955 118:10.2 The Father, Son, and Spirit—as the Trinity—are not the Almighty Supreme, but the supremacy of the Almighty can never be manifest without them. The growth of the Almighty is centered on the Absolutes of actuality and predicated on the Absolutes of potentiality. But the functions of the Almighty Supreme are related to the functions of the Paradise Trinity.
2015 118:10.2 Fader, Søn og Ånd - som Treenigheden - er ikke den Almægtige Højeste, men den Almægtiges overherredømme kan aldrig manifesteres uden dem[4]. Væksten i den Almægtige er centreret på Absolutter af virkelighed og baseret på Absolutter af potentialitet. Den Almægtige Højestes funktioner er dog relateret til Paradistreenighedens funktioner[5].
1955 118:10.3 It would appear that, in the Supreme Being, all phases of universe activity are being partially reunited by the personality of this experiential Deity. When, therefore, we desire to view the Trinity as one God, and if we limit this concept to the present known and organized grand universe, we discover that the evolving Supreme Being is the partial portraiture of the Paradise Trinity. And we further find that this Supreme Deity is evolving as the personality synthesis of finite matter, mind, and spirit in the grand universe.
2015 118:10.3 Det ser ud til, at alle faser af universets aktivitet bliver delvist genforenet i det Højeste Væsen gennem denne erfaringsmæssige Guddoms personlighed. Så hvis vi ønsker at se Treenigheden som en Gud, og hvis vi begrænser dette koncept til det kendte nuværende og organiseret storunivers, opdager vi, at det udviklende Højeste Væsen er en delvis portrættering af Paradistreenigheden. Vi finder yderligere, at denne Højeste Guddom udvikles som personligheds syntese af finit materie, sind og ånd i storuniverset.
1955 118:10.4 The Gods have attributes but the Trinity has functions, and like the Trinity, providence is a function, the composite of the other-than-personal overcontrol of the universe of universes, extending from the evolutionary levels of the Sevenfold synthesizing in the power of the Almighty on up through the transcendental realms of the Ultimacy of Deity.
2015 118:10.4 Guderne har attributter, men Treenigheden har funktioner, og ligesom Treenigheden, er forsynet en funktion, sammensætningen af andet end personlig overvågning af universet af universer, og det strækker sig fra de evolutionære niveauer af den Syvfoldige, som syntetiseres i den Almægtiges styrke, videre op gennem de transcendentale områder af Guddommens yderstehed.
1955 118:10.5 God loves each creature as a child, and that love overshadows each creature throughout all time and eternity. Providence functions with regard to the total and deals with the function of any creature as such function is related to the total. Providential intervention with regard to any being is indicative of the importance of the function of that being as concerns the evolutionary growth of some total; such total may be the total race, the total nation, the total planet, or even a higher total. It is the importance of the function of the creature that occasions providential intervention, not the importance of the creature as a person.
2015 118:10.5 Gud elsker hver skabning som et barn, og denne kærlighed overskygger hver skabning i al tid og evighed[6]. Forsynet fungerer i forhold til helheden og berører hver skabnings aktivitet i det omfang, denne aktivitet er relateret til helheden. Forsynets indgriben med hensyn til ethvert væsen er et tegn på vigtigheden af dette væsens aktivitet, som vedrører den evolutionære vækst i noget af helheden. En sådan helhed kan være den samlede race, den samlede nation, den samlede planet, eller endda en højere helhed. Det er betydningen af den skabtes aktivitet som foranlediger en indgriben fra forsynet, ikke betydningen af den skabte som person.
1955 118:10.6 Nevertheless, the Father as a person may at any time interpose a fatherly hand in the stream of cosmic events all in accordance with the will of God and in consonance with the wisdom of God and as motivated by the love of God.
2015 118:10.6 Ikke desto mindre kan Faderen som person til enhver tid indskyde sin faderlige hånd i strømmen af kosmiske begivenheder, alle i overensstemmelse med Guds vilje, i enighed med Guds visdom, og som motiveret af Guds kærlighed.
1955 118:10.7 But what man calls providence is all too often the product of his own imagination, the fortuitous juxtaposition of the circumstances of chance. There is, however, a real and emerging providence in the finite realm of universe existence, a true and actualizing correlation of the energies of space, the motions of time, the thoughts of intellect, the ideals of character, the desires of spiritual natures, and the purposive volitional acts of evolving personalities. The circumstances of the material realms find final finite integration in the interlocking presences of the Supreme and the Ultimate.
2015 118:10.7 Hvad mennesket kalder forsynet er alt for ofte et produkt af dets egen fantasi, et tilfældigt sammenfald af utilsigtede omstændigheder. Der er dog en virkelig og fremtrædende forsyn i univers eksistensens finite område, en sand og aktualiserende korrelation af rummets energier, tidens bevægelser, intellektets tanker, karakterens ideal, den åndelige naturs længsel og de udviklende personligheders formålstjenstlige viljesbestemte handlinger. Omstændighederne i de materielle verdner finder til sidst finit integration i den Højestes og den Ultimatives sammenkoblede tilstedeværelse.
1955 118:10.8 As the mechanisms of the grand universe are perfected to a point of final precision through the overcontrol of mind, and as creature mind ascends to the perfection of divinity attainment through perfected integration with spirit, and as the Supreme consequently emerges as an actual unifier of all these universe phenomena, so does providence become increasingly discernible.
2015 118:10.8 Når storuniversets mekanismer gennem sindets overkontrol er blevet perfektioneret til et niveau af afsluttet præcision, og når de skabtes sind gennem perfektioneret integration med ånden stiger til guddommelighedsopnåelsens perfektion, og når den Højeste som følge heraf fremstår som en virkelig forener af alle disse univers fænomener, så vil forsynet blive mere registrerbar.
1955 118:10.9 Some of the amazingly fortuitous conditions occasionally prevailing on the evolutionary worlds may be due to the gradually emerging presence of the Supreme, the foretasting of his future universe activities. Most of what a mortal would call providential is not; his judgment of such matters is very handicapped by lack of farsighted vision into the true meanings of the circumstances of life. Much of what a mortal would call good luck might really be bad luck; the smile of fortune that bestows unearned leisure and undeserved wealth may be the greatest of human afflictions; the apparent cruelty of a perverse fate that heaps tribulation upon some suffering mortal may in reality be the tempering fire that is transmuting the soft iron of immature personality into the tempered steel of real character.
2015 118:10.9 Nogle af de utroligt tilfældige forhold, som til tider hersker på de evolutionære verdner kan skyldes den gradvist voksende tilstedeværelse af den Højeste, en forudsigelse af hans fremtidige univers aktiviteter. Det meste af, hvad en dødelig tilskriver forsynet, er det ikke; hans bedømmelse af sådanne sager er meget handicappet af mangel på langsigtet vision til den sande betydning af livets forhold. Meget af det, en dødelig ville kalde held og lykke kan virkelig være dårligt held. Lykkens smil som skænker ufortjent fritid og ufortjent rigdom kan være den største af de menneskelige lidelser; den tilsyneladende grusomhed af en pervers skæbne, der dynger modgang på nogle lidende dødelige kan i virkeligheden være den hærdningens brand, der forvandler den umodne personligheds bløde jern til den sande karakter af hærdet stål.
1955 118:10.10 There is a providence in the evolving universes, and it can be discovered by creatures to just the extent that they have attained capacity to perceive the purpose of the evolving universes. Complete capacity to discern universe purposes equals the evolutionary completion of the creature and may otherwise be expressed as the attainment of the Supreme within the limits of the present state of the incomplete universes.
2015 118:10.10 Der er et forsyn i de udviklende universer, og det kan blive opdaget af de skabte væsener i det omfang, de har opnået evnen til at forstå de udviklende universers formål. Fuldstændig kapacitet til at skelne universets formål er lig med den evolutionære færdiggørelse af det skabte væsen og kan på anden måde udtrykkes som virkeliggørelsen af den Højeste inden for rammerne af de ufuldstændige universers nuværende tilstand.
1955 118:10.11 The love of the Father operates directly in the heart of the individual, independent of the actions or reactions of all other individuals; the relationship is personal—man and God. The impersonal presence of Deity (Almighty Supreme and Paradise Trinity) manifests regard for the whole, not for the part. The providence of the overcontrol of Supremacy becomes increasingly apparent as the successive parts of the universe progress in the attainment of finite destinies. As the systems, constellations, universes, and superuniverses become settled in light and life, the Supreme increasingly emerges as the meaningful correlator of all that is transpiring, while the Ultimate gradually emerges as the transcendental unifier of all things.
2015 118:10.11 Faderens kærlighed virker direkte i individets hjerte, uafhængigt af andre individuelle handlinger eller reaktioner; forholdet er personlig - mennesket og Gud. Guddommens ikke-personlige tilstedeværelse (den Almægtige Højeste og Paradistreenigheden) reagerer i forhold til helheden, ikke til den enkelte del. Forsynet i form af overhøjhedens overkontrol bliver mere synligt, når de efterfølgende dele af universet gør fremskridt i opnåelsen af de finite skæbner. Når systemerne, konstellationerne, universerne og superuniverserne bliver etableret i lys og liv fremtræder den Højeste i stigende grad som den meningsfulde korrelation af alt det som er gjort, mens den Ultimative efterhånden fremstår som den transcendentale forener af alting.
1955 118:10.12 In the beginnings on an evolutionary world the natural occurrences of the material order and the personal desires of human beings often appear to be antagonistic. Much that takes place on an evolving world is rather hard for mortal man to understand—natural law is so often apparently cruel, heartless, and indifferent to all that is true, beautiful, and good in human comprehension. But as humanity progresses in planetary development, we observe that this viewpoint is modified by the following factors:
2015 118:10.12 Under de første tider i en evolutionær verden forekommer de naturlige hændelser af den materielle natur og menneskers personlige ønsker ofte at være antagonistisk til hinanden. Meget af det som foregår i en udviklende verden er temmelig svært for det dødelige menneske at forstå - naturens lov er ofte tilsyneladende grusom, hjerteløs og ufølsom med alt som i den menneskelige perception er sandt, smuk og godt. Efterhånden som menneskeheden gør fremskridt i sin planetariske udvikling, observerer vi, at dette synspunkt er modificeret af følgende faktorer:
1955 118:10.13 1. Man’s augmenting vision—his increased understanding of the world in which he lives; his enlarging capacity for the comprehension of the material facts of time, the meaningful ideas of thought, and the valuable ideals of spiritual insight. As long as men measure only by the yardstick of the things of a physical nature, they can never hope to find unity in time and space.
2015 118:10.13 1. Menneskets forøgende horisont - dets øget forståelse af den verden, det lever i; dets udvidet kapaciteten til forståelsen af de faktiske omstændigheder af tid, de meningsfulde idéer og den åndelige indsigts værdifulde idealer. Så længe mennesket kun måler med en målestok, der repræsenterer de ting som er af fysisk natur, kan de aldrig håbe på at finde enhed i tid og rum.
1955 118:10.14 2. Man’s increasing control—the gradual accumulation of the knowledge of the laws of the material world, the purposes of spiritual existence, and the possibilities of the philosophic co-ordination of these two realities. Man, the savage, was helpless before the onslaughts of natural forces, was slavish before the cruel mastery of his own inner fears. Semicivilized man is beginning to unlock the storehouse of the secrets of the natural realms, and his science is slowly but effectively destroying his superstitions while at the same time providing a new and enlarged factual basis for the comprehension of the meanings of philosophy and the values of true spiritual experience. Man, the civilized, will someday achieve relative mastery of the physical forces of his planet; the love of God in his heart will be effectively outpoured as love for his fellow men, while the values of human existence will be nearing the limits of mortal capacity.
2015 118:10.14 2. Menneskets tiltagende kontrol - den gradvise ophobning af viden om den materielle verdens love, med henblik på åndelig eksistens og mulighederne for den filosofiske koordinering af disse to virkeligheder. Som vilde var mennesket hjælpeløse overfor voldsomme angreb af naturlige kræfter og slave af sine egne indre frygts grusomme dominans. Det halvciviliserede menneske er begyndt at åbne dørene til naturens hemmelige skattekamre, og dets videnskab er langsomt, men effektivt ved at ødelægge hans overtro, mens den på samme tid giver et nyt og udvidet faktuelt grundlag for at forstå de filosofiske betydninger og sande åndelige erfarings værdier. Det civiliserede menneske kommer en dag til at få de fysiske kræfter på hans planet så godt som under kontrol. Guds kærlighed i dets hjerte, vil blive effektivt udøst som kærlighed til sine medmennesker, mens værdierne for den menneskelige eksistens vil nærme sig grænserne for de dødeliges kapacitet.
1955 118:10.15 3. Man’s universe integration—the increase of human insight plus the increase of human experiential achievement brings him into closer harmony with the unifying presences of Supremacy—Paradise Trinity and Supreme Being. And this is what establishes the sovereignty of the Supreme on the worlds long settled in light and life. Such advanced planets are indeed poems of harmony, pictures of the beauty of achieved goodness attained through the pursuit of cosmic truth. And if such things can happen to a planet, then even greater things can happen to a system and the larger units of the grand universe as they too achieve a settledness indicating the exhaustion of the potentials for finite growth.
2015 118:10.15 3. Menneskets integration i universet - menneskets forøget indsigt samt stigningen i menneskets erfaringsmæssige præstation bringer det i en tættere samklang med Overhøjhedens forenede tilstedeværelse - Paradistreenigheden og det Højeste Væsen. Det er netop dette, som etablerer den Højestes overherredømme i verdner som længe har været stabiliseret i lys og liv. Sådanne avancerede planeter er faktisk digte af harmoni, billeder af skønheden i opnåede godhed, som er et resultat af udøvelsen af kosmisk sandhed. Hvis sådanne ting kan ske for en planet, så kan selv større ting ske i et system og de større enheder af storuniverset, når de også opnår den stabilitet, der angiver at potentialerne for finit vækst er udtømt.
1955 118:10.16 On a planet of this advanced order, providence has become an actuality, the circumstances of life are correlated, but this is not only because man has come to dominate the material problems of his world; it is also because he has begun to live according to the trend of the universes; he is following the pathway of Supremacy to the attainment of the Universal Father.
2015 118:10.16 På en planet af denne avancerede klasse er forsynet blevet en virkelighed, livsomstændighederne er korreleret, men det er ikke kun fordi mennesket er kommet til at dominere de materielle problemer i sin verden, men også fordi det er begyndt at leve efter udviklingen i universerne; mennesket følger Overhøjhedens vej som fører til virkeliggørelsen af den Universelle Fader.
1955 118:10.18 To realize providence in time, man must accomplish the task of achieving perfection. But man can even now foretaste this providence in its eternity meanings as he ponders the universe fact that all things, be they good or evil, work together for the advancement of God-knowing mortals in their quest for the Father of all.
2015 118:10.18 For at realisere forsynet i tiden, må mennesket udføre sin opgave med at nå perfektion. Mennesket kan dog allerede nu få en forsmag af dette forsyn i dets evigheds betydninger, når det funderer over det faktum at alting i universet, det være sig godt eller ondt, arbejder sammen blandt de dødelige som kender Gud, i deres søgen efter Faderen af alt[8].
1955 118:10.19 Providence becomes increasingly discernible as men reach upward from the material to the spiritual. The attainment of completed spiritual insight enables the ascending personality to detect harmony in what was theretofore chaos. Even morontia mota represents a real advance in this direction.
2015 118:10.19 Forsynet bliver bedre regisrerbar, når mennesker strækker sig opad fra det materielle til det åndelige. Opnåelsen af afsluttede åndelig indsigt gør det muligt for den opstigende personlighed til at opdage harmoni i, hvad der tidligere var kaos. Selv morontia mota repræsenterer et reelt fremskridt i denne retning.
1955 118:10.20 Providence is in part the overcontrol of the incomplete Supreme manifested in the incomplete universes, and it must therefore ever be:
2015 118:10.20 Forsynet er en del af den ufuldstændige Højestes overkontrol manifesteret i de ufuldstændige universer, og det må derfor altid være:
1955 118:10.21 1. Partial—due to the incompleteness of the actualization of the Supreme Being, and
2015 118:10.21 1. Delvis - på grund af den ufuldstændige aktualisering af det Højeste Væsen, og
1955 118:10.22 2. Unpredictable—due to the fluctuations in creature attitude, which ever varies from level to level, thus causing apparently variable reciprocal response in the Supreme.
2015 118:10.22 2. Uforudsigelig - på grund af udsvingene i de skabtes holdning, som vedvarende varierer fra niveau til niveau, og således forårsager tilsyneladende varierende gensidige respons i den Højeste.
1955 118:10.23 When men pray for providential intervention in the circumstances of life, many times the answer to their prayer is their own changed attitudes toward life. But providence is not whimsical, neither is it fantastic nor magical. It is the slow and sure emergence of the mighty sovereign of the finite universes, whose majestic presence the evolving creatures occasionally detect in their universe progressions. Providence is the sure and certain march of the galaxies of space and the personalities of time toward the goals of eternity, first in the Supreme, then in the Ultimate, and perhaps in the Absolute. And in infinity we believe there is the same providence, and this is the will, the actions, the purpose of the Paradise Trinity thus motivating the cosmic panorama of universes upon universes.
2015 118:10.23 Når mennesker beder for forsynets indgriben i livets omstændigheder, er svaret på deres bøn mange gange deres egen ændrede holdninger til livet. Forsynet er ikke lunefuldt, og heller ikke fantastisk eller magisk. Det, som de udviklende væsener lejlighedsvis opdager i deres fremskridt i universet er den langsomme og sikker fremkomst af den majestætiske tilstedeværelse af den mægtige suveræne af de finite universer. Forsynet er den sikre og visse march af galakserne af rummet og personlighederne i tiden mod evighedens mål, først i den Højeste, derefter i den Ultimative, og måske i den Absolutte. Vi mener, at det samme forsyn findes i uendeligheden, og at det er Paradistreenighedens vilje, handlinger og formål som således motiverer det kosmiske panorama af universer på universer.
2015 118:10.24 [Udarbejdet af en Mægtig Budbringer som midlertidigt opholder sig på Urantia.]